1997 BSF 2 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF OVERENSKOMST MELLEM KONGERIGET DANMARKS REGERING SAMMEN MED GRØNLANDS LANDSSTYRE PÅ DEN ENE SIDE OG REPUBLIKKEN ISLANDS REGERING PÅ DEN ANDEN SIDE OM AFGRÆNSNING AF KONTINENTALSOKLEN OG FISKERIZONERNE I OMRÅDET MELLEM GRØNLAND OG ISLAND UNDERTEGNET I HELSINGFORS DEN 11. NOVEMBER 1997
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19972BA00002@1998-05-07/da
Indhold
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Helsingfors den 11. november 1997 undertegnede overenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Grønlands landsstyre på den ene side og Republikken Islands regering på den anden side om afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne i området mellem Grønland og Island.
Bilag
Den overenskomst, som er omtalt i folketingsbeslutningen, er optrykt som bilag til det fremsatte forslag .
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Helsingfors den 11. november 1997 undertegnede overenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Grønlands landsstyre på den ene side og Republikken Islands regering på den anden side om afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne i området mellem Grønland og Island.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Overenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Grønlands landsstyre
på den ene side og Republikken Islands regering på den anden side om afgrænsning
af kontinentalsoklen og fiskerizonerne i området mellem Grønland og Island med
bilag (kortskitse)
Bemærkninger med bilag (kortskitse):
I. Almindelige bemærkninger
II. Bemærkninger til overenskomstens enkelte bestemmelser
Overenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Grønlands landsstyre på den ene side og Republikken Islands regering på den anden side om afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne i området mellem Grønland og Island
Kongeriget Danmarks regering sammen med Grønlands landsstyre på den ene side og Republikken Islands regering på den anden side er
ud fra ønsket om at fastholde og styrke det gode naboforhold mellem Danmark/Grønland og Island
blevet enige om følgende:
Artikel 1
Grænselinien mellem parternes dele af kontinentalsoklen og fiskerizonerne i området mellem Grønland og Island er baseret på midtlinien mellem de relevante grønlandske og islandske kyststrækninger samt på det opnåede forhandlingsresultat af 28. juni 1997 og er fastsat som rette linier mellem følgende punkter i den rækkefølge, som er angivet nedenfor:
A: 69 grader 35'.0 N 13 grader 16'.0 W B: 69 grader 21'.4 N 13 grader 33'.6 W C: 69 grader 05'.1 N 15 grader 21'.3 W D: 69 grader 03'.0 N 15 grader 45'.1 W E: 68 grader 45'.8 N 17 grader 20'.2 W F: 68 grader 24'.5 N 20 grader 00'.0 W G: 68 grader 08'.2 N 21 grader 45'.0 W H: 67 grader 49'.5 N 23 grader 21'.6 W I: 67 grader 37'.8 N 24 grader 26'.5 W J: 67 grader 22'.9 N 25 grader 36'.0 W K: 67 grader 03'.9 N 26 grader 33'.4 W L: 66 grader 57'.3 N 26 grader 59'.7 W M: 66 grader 38'.4 N 27 grader 45'.9 W N: 66 grader 12'.7 N 28 grader 58'.7 W O: 65 grader 13'.0 N 29 grader 51'.4 W P: 63 grader 55'.4 N 30 grader 34'.9 W Q: 63 grader 18'.8 N 30 grader 51'.8 W
Alle rette linier er geodætiske linier.
Den aftalte linie er defineret i geografisk bredde og længde i henhold til World Geodetic System 1984 (WGS84). Linien vil være genstand for en teknisk revision inden 1. januar 1999.
Grænselinien og ovennævnte punkter er til illustration indtegnet på den kortskitse, som er vedlagt denne overenskomst.
Grænsepunktet A er fastlagt i samarbejde med Kongeriget Norge og skal bekræftes i bilaterale aftaler med Kongeriget Norges regering.
Artikel 2
Dersom der konstateres en naturforekomst i eller på den ene parts kontinentalsokkel, og den anden part er af den opfattelse, at forekomsten strækker sig ind på dennes kontinentalsokkel, kan den sidstnævnte part gennem fremlæggelse af det materiale, hvorpå opfattelsen støttes, f.eks. geologiske og geofysiske data, gøre dette gældende over for den førstnævnte part.
Dersom en sådan opfattelse gøres gældende, skal parterne indlede drøftelser om forekomstens udstrækning og muligheden for udnyttelse med fremlæggelse af hver af parternes viden herom. Dersom det ved disse drøftelser konstateres, at forekomsten strækker sig over begge parters kontinentalsokkel, samt at forekomsten på den ene parts område helt eller delvist vil kunne udnyttes fra den anden parts område, eller at udnyttelsen af forekomsten på den ene parts område vil påvirke mulighederne for udnyttelsen af forekomsten på den anden parts område, skal der på begæring af en af parterne træffes aftale om udnyttelsen af forekomsten.
Artikel 3
Denne overenskomst er uden præjudice for andre afgrænsningsspørgsmål mellem Kongeriget Danmark og Republikken Island.
Artikel 4
Denne overenskomst træder i kraft, når parterne skriftligt har meddelt hinanden, at de hertil nødvendige procedurer er afsluttet, idet dog bestemmelsen om koordinaterne for grænsepunktet A først træder i kraft, når Kongeriget Norges regering skriftligt har meddelt parterne, at fastlæggelsen af dette punkt er bekræftet.
Udfærdiget i Helsingfors den 11. november 1997 i to eksemplarer på dansk og islandsk, således at de to tekster har samme gyldighed.
For Kongeriget Danmarks regering
Niels Helveg Petersen
For Grønlands landsstyre
Jonathan Motzfeldt
For Republikken Islands regering
Halldor Asgrimsson
KORTBILAG
Bemærkninger til foranstående forslag til folketingsbeslutning.
I. Almindelige bemærkninger
Island udvidede i 1975 sit fiskeriterritorium til 200 sømil, der i 1979 erklæredes som økonomisk zone. Fiskeriterritoriet ved Grønland udvidedes til 200 sømil, i 1976 syd for 67. breddegrad (Lovtidende A, 1976, side 1695) og i 1980 nord for 67. breddegrad (Lovtidende A, 1980, side 679). Havområdet mellem Grønland og Island er mindre end 400 sømil bredt. Ifølge både de islandske og de dansk/grønlandske bestemmelser følger afgrænsningen i mangel af aftale i denne situation midtlinien. I eet område nordvest for Island viste der sig at være uenighed om, hvordan denne midtlinie skulle beregnes. Afgrænsningen beregnes ud fra basispunkter og basislinier på kysten. Uenigheden opstod, fordi Island benyttede klippeskæret Kolbeinsey som selvstændigt basispunkt, mens beregningen af den grønlandske fiskerilinie ikke tog hensyn til hverken dette skær eller øen Grimsey, som ligger mellem Kolbeinsey og den islandske kyst. Parterne hævdede således forskellige midtlinier i området, hvorved fremkom et overlappende område, »gråzonen«, på ca. 11.500 km2, som begge parter gjorde krav på. Der har siden 1980 været gjort forskellige forsøg på at løse afgrænsningsspørgsmålet, men disse forhandlinger har ikke ført til noget endeligt resultat.
I og omkring gråzonen foregår et omfattende fiskeri efter lodde. I 1996-fangstsæsonen førte de overlappende krav til sammenstød i gråzonen mellem de fiskerfartøjer, der fiskede på grønlandsk licens og den islandske fiskeriinspektion. Denne konflikt resulterede i fornyede forhandlinger om midtliniens placering. Efter en serie forudgående konsultationer i efteråret 1996 indledtes egentlige forhandlinger i februar 1997. Disse forhandlinger blev bragt til en positiv afslutning den 28. juni 1997 umiddelbart inden starten på 1997-fangstsæsonen. Enigheden omfattede principperne for en overenskomst om afgrænsningen af såvel den kontinentale sokkel som fiskerizonerne mellem Grønland og Island.
Overenskomsten fastlægger forløbet af midtlinien mellem de respektive kyststrækninger. Grænselinien i gråzonen, som indebærer, at Danmark/Grønland får ca. 70% og Island ca. 30% af det omstridte område, excl. Grimsey-området, bygger på en samlet vurdering af alle de faktorer, der har indflydelse på afgrænsningen såsom basislinier, basispunkter, fiskeriafhængighed, kystlængde og især det gode naboforhold.
Som resultat af disse forhandlinger undertegnedes den 11. november 1997 i Helsingfors den overenskomst om afgrænsningen af kontinentalsoklen og fiskerizonerne mellem Danmark og Island, hvortil folketingets samtykke herved søges indhentet.
Nævnte overenskomst med Island og en samtidig dermed undertegnet tillægsprotokol med Norge fastsætter det fælles grænsepunkt (tripunktet) mellem Grønland, Island og Jan Mayen (A på kortskitsen, som er bilag til overenskomsten). Folketingets samtykke til grænselinien mellem Grønland og Island indebærer samtidig et samtykke til tripunktet med Norge, der tillige udgør slutpunktet på grænselinien mellem Grønland og Jan Mayen. Hermed er hele forløbet af grænselinien mellem Grønland og Island, henholdsvis Grønland og Jan Mayen, fastlagt. Grænseliniens forløb er vist på vedlagte kortskitse.
Grønlands landsstyre har deltaget aktivt i hele forhandlingsforløbet. Forhandlingsresultatet er tiltrådt af landsstyret, og landsstyreformanden undertegnede overenskomsten sammen med udenrigsministeren.
II. Bemærkninger til overenskomstens enkelte bestemmelser
Artikel 1
Heri fastslås, at grænselinien mellem de to landes kontinentalsokkelområder og fiskerizonerne i området er baseret på midtlinien mellem de relevante kyststrækninger i Grønland og Island og på det afsluttende forhandlingsresultat af 28. juni 1997, som angav grundlaget for delingen af gråzonen.
Artiklen angiver koordinaterne for de punkter, mellem hvilke grænselinien trækkes som rette, geodætiske linier. Punkt A udgøres af tripunktet mellem Grønland, Island og Jan Mayen. Der forudses gennemført en teknisk revision af linien inden udgangen af 1998, baseret på mere præcise opmålinger af basispunkter og basislinier. Grænselinien er gengivet på det kort, som er vedlagt overenskomsten.
Da punkt A udgør tripunktet mellem Grønland, Island og Jan Mayen, er dette punkt fastlagt i samarbejde med Norge og vil blive bekræftet i bilaterale aftaler med Norge.
Artikel 2
I overensstemmelse med sædvanlig international praksis i afgrænsningsaftaler fastlægges regler for, hvorledes parterne skal forholde sig, hvis der findes grænseoverskridende naturforekomster. Gør en af parterne gældende, at der er tale om en sådan forekomst, skal parterne indlede drøftelser herom og, såfremt en af parterne begærer det, skal parterne træffe aftale med hinanden om udnyttelsen af en forekomst, som kan udnyttes fra begge sider af grænsen, eller hvor udnyttelsen på den ene side af grænsen vil påvirke udnyttelsesmulighederne på den anden side.
Artikel 3
For en ordens skyld præciseres i artiklen, at denne overenskomst ikke præjudicerer løsningen af andre afgrænsningsspørgsmål mellem Island og Danmark. Afgrænsningen mellem Færøerne og Island udestår.
Artikel 4
Heri bestemmes, at overenskomsten træder i kraft, når parterne skriftligt har meddelt hinanden, at deres nationale godkendelsesprocedurer er afsluttet. Da grænsepunktet A også skal tiltrædes af Norge, træder bestemmelsen om koordinaterne for dette punkt dog først i kraft, når Norge har meddelt begge parter, at fastlæggelsen heraf er bekræftet. Mellem Danmark og Norge forudses dette at ske ved den under Almindelige bemærkninger nævnte tillægsprotokol til overenskomsten om grænselinien mellem Grønland og Jan Mayen (Lovtidende C, 1996, side 94). Island og Norge har undertegnet en lignende tillægsprotokol.
Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)
Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):
Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering sammen med Grønlands landsstyre på den ene side og Republikken Islands regering på den anden side om afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne i området mellem Grønland og Island, undertegnet i Helsingfors den 11. november 1997.
Beslutningsforslag nr. B 2).
Beslutningsforslaget tilsigter at muliggøre dansk ratifikation af overenskomsten mellem Danmark/Grønland og Island om afgrænsningen af kontinentalsoklen og fiskerizonerne mellem Grønland og Island. Overenskomsten blev undertegnet den 11. november 1997. Forhandlingsresultatet er tiltrådt af landsstyret, og landsstyreformanden undertegnede overenskomsten sammen med udenrigsministeren.
Det er de senere års loddefiskeri i området mellem Grønland og Island, der har aktualiseret behovet for en løsning på grænsedragningen. Hidtil har der været overlappende krav i en del af dette havområde.
Slutpunktet på grænselinien mellem Grønland og Island er også slutpunktet på grænselinien mellem Grønland og Jan Mayen. Folketingets samtykke til overenskomsten med Island indebærer samtidig et samtykke til dette fælles grænsepunkt med Norge. Punktet formaliseres med Norge i en samtidig undertegnet tillægsprotokol til den eksisterende overenskomst mellem Danmark og Norge om grænselinien mellem Grønland og Jan Mayen. Hermed er hele forløbet af Grønlands grænselinie med Island og Jan Mayen fastlagt.
Overenskomsten med Island træder i kraft, når parterne har meddelt hinanden, at deres nationale godkendelsesprocedurer er afsluttet. Bestemmelsen om koordinaterne for grænsepunktet med Norge træder dog først i kraft, når Norge har meddelt begge parter, at fastlæggelsen heraf er bekræftet.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.