Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19972BA00011@1998-05-07/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Ottawa den 4. december 1997 undertegnede konvention om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion.

Bilag

Den konvention, som er omtalt i folketingsbeslutningen, er optrykt som bilag til det fremsatte forslag.

Oprindelig fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Ottawa den 4. december 1997 undertegnede konvention om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion.

Indholdsfortegnelse

Konvention om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion

Bemærkninger:

I. Konventionens forhistorie

II. Danmarks tiltrædelse

III. Konventionens indhold

KONVENTION OM FORBUD MOD BRUG, OPLAGRING, PRODUKTION OG OVERFØRSEL AF PERSONELMINER SAMT OM DERES DESTRUKTION

Præambel

De kontraherende stater, der

er besluttede på at gøre ende på de lidelser og ulykker, der forårsages af personelminer, der dræber eller lemlæster hundreder af mennesker hver uge, hovedsagelig uskyldige og forsvarsløse civile og børn, hindrer økonomisk udvikling og genopbygning, umuliggør hjemsendelse af flygtninge og hjemstavnsfordrevne personer, og som i årevis efter deres udlægning har andre alvorlige følger,

anser det for nødvendigt at gøre deres yderste for at bidrage på effektiv og koordineret vis til at møde den udfordring at rydde personelminer udlagt verden over, og sikre deres destruktion,

ønsker at gøre deres yderste for at yde bistand til omsorg for og rehabilitering, inklusive social og økonomisk reintegration, af mineofre,

anerkender at et totalforbud mod personelminer også er en vigtig tillidsskabende foranstaltning,

hilser velkommen vedtagelsen af protokollen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer som ændret den 3. maj 1996 tilknyttet konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng, og opfordrer de stater, der endnu ikke har ratificeret, til snarest at gøre dette,

hilser tillige velkommen De Forenede Nationers Generalforsamlingsresolution 51/45 S af 10. december 1996, der opfordrer alle stater til energisk at arbejde for en effektivt, juridisk bindende international aftale om et forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer,

hilser yderligere velkommen de forholdsregler, der de seneste år er taget, både unilateralt og multilateralt, med sigte på at forbyde, begrænse eller suspendere brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer,

understreger betydningen af offentlighedens samvittighed til fremme af humane principper, således som den kom til udtryk i kravet om et totalforbud mod personelminer, og anerkender den indsats for at opnå dette mål, der er gjort af Den Internationale Røde Kors og Røde Halvmåne Bevægelse og Den Internationale Kampagne for at forbyde landminer og talrige andre ikke-statslige organisationer verden over,

erindrer om Ottawa-erklæringen af 5. oktober 1996 og Bryssel-erklæringen af 27. juni 1997, der opfordrer det internationale samfund til at forhandle en international, juridisk bindende aftale om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer,

understreger det ønskelige i at opnå tilslutning fra alle stater til denne konvention og er besluttede på at arbejde ihærdigt for dens universalitet i alle relevante fora, således blandt andre De Forenede Nationer, Nedrustningskonferencen, regionale organisationer og grupperinger samt gennemgangskonferencer vedrørende konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng,

lægger til grund det princip i international humanitær folkeret, at retten for de stridende parter i en væbnet konflikt til at vælge metoder og midler i krigsførelsen ikke er ubegrænset, og princippet om forbud mod anvendelse i væbnede konflikter af våben, projektiler og materiel og metoder i krigsførelse af en art, som forårsager overflødig skade eller unødige lidelser, samt princippet om, at der skal skelnes mellem civile og kombattanter,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Almindelige forpligtelser

1. Hver kontraherende stat forpligter sig til aldrig under nogen omstændigheder:

a) at bruge personelminer;

b) at udvikle, fremstille, på anden måde anskaffe, oplagre, bibeholde personelminer eller overføre personelminer til nogen, direkte eller indirekte;

c) at bistå, opmuntre eller tilskynde, på nogen måde, nogen til handlinger, der under denne konvention er forbudt de kontraherende stater.

2. Hver kontraherende stat påtager sig at destruere eller sikre destruktionen af alle personelminer i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser.

Artikel 2

Definitioner

I denne konvention betyder:

1. »Personelmine« en mine, som er bestemt til at eksplodere ved en persons tilstedeværelse, nærhed eller berøring, og som vil ukampdygtiggøre, såre eller dræbe een eller flere personer. Miner bestemt til at detonere ved tilstedeværelse, nærhed eller berøring af et køretøj i modsætning til en person, der er udstyret med en mekanisme, der sikrer minen mod optagning, anses ikke som personelminer som følge af at være således udstyret.

2. »Mine« en sprængladning, som er bestemt til at blive anbragt under, på eller nær jordoverfladen eller en anden overflade og til at eksplodere ved en persons eller et køretøjs tilstedeværelse, nærhed eller berøring.

3. »Mekanisme, der sikrer minen mod optagning« en mekanisme som er bestemt til at beskytte en mine, og som er en del af, forbundet med, fastgjort til eller anbragt under minen, og som udløses, hvis der gøres forsøg på at optage eller på anden måde med vilje forstyrre minen.

4. »Overførsel«, foruden den fysiske flytning af personelminer til eller fra nationalt territorium, overførsel af ejendomsret til og kontrol med minerne, men omfatter ikke overførselen af et territorium indeholdende udlagte personelminer.

5. »Mineret område« et område, som er farligt på grund af tilstedeværelsen eller mistanken om tilstedeværelsen af miner.

Artikel 3

Undtagelser

1. Uanset de almindelige forpligtelser i henhold til artikel 1, er det tilladt at bibeholde eller overføre et antal personelminer til udvikling af og træning i minesporing, minerydning eller minedestruktionsteknik. Antallet af sådanne miner skal ikke overstige det absolut nødvendige minimum til de ovenfor anførte formål.

2. Overførsel af personelminer til destruktion er tilladt.

Artikel 4

Destruktion af oplagrede personelminer

Med undtagelse af bestemmelserne i artikel 3, forpligter hver kontraherende stat sig til at destruere eller sikre destruktion af alle oplagrede miner, den ejer eller besidder, eller som er under dens jurisdiktion eller kontrol så snart som muligt, men ikke senere end fire år efter denne konventions ikrafttrædelse.

Artikel 5

Destruktion af personelminer i minerede områder

1. Hver kontraherende stat forpligter sig til at destruere eller sikre destruktionen af alle personelminer i minerede områder under dens jurisdiktion eller kontrol så snart som muligt, og ikke senere end ti år efter denne konventions ikrafttrædelse for pågældende kontraherende stat.

2. Hver kontraherende stat skal gøre sig alle anstrengelser for at identificere alle områder under dens jurisdiktion eller kontrol, hvor der er kendskab til eller mistanke om, at personelminer er udlagt, og skal så snart som muligt sikre, at alle personelminer i minerede områder er perimeterafmærket og overvåget samt er beskyttet ved hjælp af hegn eller ved andre midler for at sikre, at civile personer effektivt holdes ude fra området, indtil alle personelminer i området er blevet destrueret. Denne afgrænsning skal som et minimum leve op til de standarder, der er anført i protokollen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer som ændret den 3. maj 1996 tilknyttet konventionen om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng.

3. Såfremt en kontraherende stat anser, at den ikke vil være i stand til at destruere eller sikre destruktion af alle i stk. 1 omhandlede personelminer inden for den deri fastsatte tidsfrist, kan den til et møde mellem de kontraherende stater eller en gennemgangskonference fremsætte en anmodning om en udsættelse af tidsfristen for destruktion af sådanne personelminer, for en periode af op til ti år.

4. Hver anmodning skal indeholde:

a) Angivelse af varigheden af den foreslåede forlængelse

b) En detaljeret forklaring på årsagerne til den foreslåede forlængelse, herunder oplysning om:

(i) Forberedelser af og status i arbejde udført under nationale minerydningsprogrammer;

(ii) De finansielle og tekniske midler, den kontraherende stat har til rådighed til destruktionen af alle personelminerne; og om

(iii) Omstændigheder, der er til hinder for at den kontraherende stat kan destruere alle personelminerne i minerede områder;

c) Oplysning om de humanitære, sociale, økonomiske og miljømæssige implikationer af forlængelsen; og

d) Alle andre oplysninger af relevans i forbindelse med den foreslåede forlængelse.

5. Mødet mellem de kontraherende stater eller gennemgangskonferencen skal, under hensyntagen til de i stk. 4 angivne faktorer, vurdere anmodningen og med et flertal af de tilstedeværende kontraherende stater, der deltager i afstemningen, træffe beslutning om hvorvidt anmodningen om en forlængelse af perioden skal imødekommes.

6. En sådan forlængelse kan blive gentaget efter fremsættelse af en ny anmodning i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, 4 og 5. I anmodningen om en yderligere forlængelsesperiode skal den kontraherende stat opgive yderligere relevante oplysninger i henhold til denne artikel om, hvad der er foretaget i den tidligere forlængelsesperiode.

Artikel 6

Internationalt samarbejde og bistand

1. Til opfyldelse af forpligtelserne i henhold til denne konvention har hver kontraherende stat ret til at søge og til at modtage bistand hvor det er muligt fra andre kontraherende stater i muligt omfang.

2. Hver kontraherende stat forpligter sig til at lette udveksling af udstyr, materiale og videnskabelige og teknologiske oplysninger, der vedrører gennemførelsen af denne konvention, og har ret til i videst muligt omfang at deltage i sådan udveksling. De kontraherende stater skal ikke pålægge anskaffelsen af minerydningsudstyr og dertil hørende teknologisk information med humanitære formål uberettigede restriktioner.

3. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til omsorgen for og rehabiliteringen og den sociale og økonomiske reintegration af mineofre samt til mineoplysningsprogrammer. Sådan bistand kan blandt andre ydes gennem De Forenede Nationers system, internationale, regionale eller nationale organisationer eller institutioner, den Internationale Røde Kors Komite, nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne organisationer og deres Internationale Forbund, ikke-governmentale organisationer eller på bilateral basis.

4. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til minerydning og dermed forbunden virksomhed. Sådan bistand kan bl.a. ydes gennem Forenede Nationers system, internationale, regionale eller nationale organisationer eller institutioner, bilateralt eller ved bidrag til De Forenede Nationers frivillige fond til minerydning eller andre regionale fonde, der har med minerydning at gøre.

5. Hver kontraherende stat, der har mulighed for det, skal yde bistand til destruktionen af oplagrede personelminer.

6. Hver kontraherende stat påtager sig at levere oplysninger til den minerydningsdatabase, der er oprettet inden for De Forenede Nationers system, navnlig oplysninger angående diverse midler og teknologi til minerydning samt lister over eksperter, ekspertinstitutioner eller nationale kontaktpunkter inden for minerydning.

7. Kontraherende stater kan anmode De Forenede Nationer, regionale organisationer, andre kontraherende stater eller andre kompetente interstatslige eller ikke-statslige fora om at bistå deres myndigheder med udarbejdelsen af et nationalt minerydningsprogram for at fastslå bl.a.:

a) Omfanget og rækkevidden af personelmineproblemet;

b) De finansielle, teknologiske og menneskelige ressourcer, der kræves for at gennemføre programmet;

c) Det antal år, der skønnes nødvendigt for at destruere alle personelminer i minerede områder under den pågældende kontraherende stats jurisdiktion eller kontrol;

d) Mineoplysningsvirksomhed med det formål at nedbringe antallet af kvæstelser eller dødsfald i forbindelse med miner;

e) Bistand til mineofre;

f) Forholdet mellem vedkommende kontraherende stats regering og de relevante statslige, interstatslige eller ikke-statslige organer, der skal medvirke i gennemførelsen af programmet.

8. Hver kontraherende stat, der yder og modtager bistand i henhold til denne artikels bestemmelser, skal samarbejde med henblik på at sikre, at vedtagne bistandsprogrammer gennemføres omgående og fuldt ud.

Artikel 7

Gennemsigtighedsforanstaltninger

1. Hver kontraherende stat skal så hurtigt som praktisk muligt og ikke senere end 180 dage efter denne konvention er trådt ikraft for den kontraherende stat til de Forende Nationers generalsekretær aflægge beretning om:

a) De nationale gennemførelsesforanstaltninger, der henvises til i Artikel 9;

b) Det samlede antal oplagrede personelminer, som ejes eller besiddes af staten, eller som er under dens jurisdiktion eller kontrol, fordelt på typer, antal og med om muligt serienummer for hver enkelt type af oplagrede personelminer;

c) Såvidt muligt, beliggenheden af minerede områder under dens jurisdiktion eller kontrol, der indeholder eller mistænkes for at indeholde personelminer, med angivelse af så detaljerede oplysninger som muligt om typer og antal af hver enkelt type personelmine i hvert enkelt mineret område, og om tidspunktet for udlæggelsen.

d) Typen, mængden og, om muligt, serienummeret på alle personelminer, der er bibeholdt eller overført til brug ved udvikling af og træning i minesporing, minerydning eller minedestruktionsteknik, eller overført med henblik på destruktion såvel som de institutioner, der af en kontraherende stat er bemyndiget til at opbevare eller overføre personelminer i overensstemmelse med artikel 3.

e) Status i programmer til omstilling eller nedlæggelse af faciliteter til fremstilling af personelminer;

f) Status i programmer for destruktion af personelminer i overensstemmelse med artikler 4 og 5, inklusive detaljerede oplysninger om de destruktionsmetoder, der vil blive brugt, oplysning om placeringen af alle destruktionspladserne og om de obligatoriske sikkerheds- og miljøstandarder, der vil finde anvendelse;

g) Typer og samlede antal personelminer, der er destrueret af vedkommende kontraherende stat efter konventionens ikrafttrædelse for staten inklusive en opdeling på typer af det antal personelminer, der er destrueret i henhold til henholdsvis artikel 4 og artikel 5 og om muligt tillige med angivelse af numre for hver type personelminer destrueret i henhold til artikel 4;

h) De tekniske karakteristika for hver enkelt type produceret personelmine i det omfang de kendes, samt for dem, der for nærværende ejes eller besiddes af en kontraherende stat, samt hvor det er ikke uforholdsmæssigt besværligt, oplysninger, der kan lette identifikation og rydning af personelminer; som et minimum skal sådanne oplysninger omfatte dimensioner, tændsats, sprængstofindhold, metalindhold, farvefotografier og anden information, der kan lette minerydningen; og

i) De forholdsregler der er taget for at sikre at befolkningen straks og effektivt advares mod alle områder identificeret i henhold til artikel 5, stk. 2.

2. De kontraherende parter skal en gang om året på grundlag af seneste kalenderår opdatere de oplysninger, de har givet i medfør af denne artikel. De opdaterede oplysninger skal meddeles De Forenede Nationers generalsekretær senest den 30. april hvert år.

3. De Forenede Nationers generalsekretær skal tilsende de kontraherende stater alle således modtagne oplysninger.

Artikel 8

Lettelse og afklaring af overholdelse

1. De kontraherende stater er enige om at konsultere og samarbejde med hinanden angående gennemførelsen af denne konventions bestemmelser og i samarbejdets ånd virke sammen for at lette de kontraherende staters overholdelse af deres forpligtelser i henhold til denne konvention.

2. Hvis en eller flere kontraherende stater ønsker at afklare eller løse spørgsmål vedrørende en anden kontraherende stats overholdelse af bestemmelserne i denne konvention, kan den gennem De Forende Nationers generalsekretær til den pågældende kontraherende stat fremsætte en anmodning om afklaring af spørgsmålet. En sådan anmodning skal ledsages af alle fornødne oplysninger. Fremsættelse af ubegrundede anmodninger om afklaring skal undlades og misbrug undgås. En kontraherende stat, der modtager en anmodning om afklaring skal gennem De Forenede Nationers generalsekretær inden 28 dage, forsyne den kontraherende stat, der har anmodet herom, med alle oplysninger, der kan bidrage til at afklare sagen.

3. Hvis den kontraherende stat, der har fremsat anmodningen, ikke gennem De Forenede Nationers generalsekretær modtager et svar inden fristens udløb eller skønner svaret på anmodningen om afklaring utilfredsstillende, kan den forelægge sagen via De Forende Nationers generalsekretær på næste møde mellem de kontraherende stater. De Forende Nationers generalsekretær skal til alle kontraherende stater videregive forelæggelsen bilagt alle egnede oplysninger vedrørende anmodningen om afklaring. Alle sådanne oplysninger skal fremlægges for den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet. Denne kontraherende stat har ret til at afgive et svar herpå.

4. Indtil et møde mellem de kontraherende stater træder sammen, kan enhver berørt part anmode De Forenede Nationers generalsekretær om ved venskabelig mellemkomst at lette den udbedte afklaring.

5. Den kontraherende stat, der har fremsat anmodningen, kan gennem De Forenede Nationers generalsekretær foreslå indkaldelse af et særligt møde mellem de kontraherende parter til at overveje sagen. De Forenede Nationers generalsekretær skal derpå underrette alle kontraherende stater om forslaget og tilsende dem alle de oplysninger, der meddelt af de pågældende kontraherende stater, med anmodning om at tilkendegive om de støtter afholdelse af et særligt møde med det formål at overveje sagen. Såfremt mindst en tredjedel af de kontraherende stater inden 14 dage efter sådan anmodning tilkendegiver, at de støtter afholdelse af et sådant særligt møde, skal De Forenede Nationers generalsekretær indkalde et sådant særligt møde mellem de kontraherende stater, der skal træde sammen inden yderligere 14 dage. Et flertal af de kontraherende stater danner quorum på dette møde.

6. Mødet mellem de kontraherende stater henholdsvis det særlige møde mellem de kontraherende stater skal først beslutte om sagen, i betragtning af samtlige oplysninger fremlagt af de pågældende kontraherende stater, skal tages under yderligere overvejelse. Mødet mellem de kontraherende stater skal gøre alle anstrengelser for at opnå en afgørelse ved konsensus. Såfremt der trods alle anstrengelser ikke er opnået enighed træffes beslutning af et flertal af kontraherende stater, der er til stede og stemmer.

7. Alle kontraherende stater skal samarbejde fuldt ud med mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de kontraherende stater samt med undersøgelsesmissioner bemyndiget i henhold til paragraf 8 om at fuldføre gennemgangen af sagen.

8. Såfremt yderligere afklaring er påkrævet, skal mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de kontraherende stater med et flertal af de kontraherende stater, der er tilstede og deltager i afstemningen træffe beslutning om en undersøgelsesmission og fastlægge dens mandat. Den stat, som anmodningen er rettet til kan nårsomhelst indbyde en undersøgelsesmission til sit territorium. En sådan mission finder sted uden at et møde mellem de kontraherende stater eller et særligt møde mellem de kontraherende stater har truffet beslutning om at give en sådan mission bemyndigelse. Missionen, omfattende indtil 9 eksperter udpeget og godkendt i henhold til stk. 9 og 10, kan indsamle yderligere oplysninger på stedet eller andre steder i direkte tilknytning til det rejste spørgsmål om overholdelse under den stats jurisdiktion eller kontrol, som anmodningen er rettet til.

9. FN's generalsekretær skal opstille en ajourført fortegnelse indeholdende navne, nationalitet og andre relevante oplysninger om kvalificerede eksperter, som de kontraherende stater har tilvejebragt og underrette alle kontraherende stater om fortegnelsen. Enhver ekspert optaget på fortegnelsen skal anses som udpeget til deltagelse i alle undersøgelsesmissioner, medmindre han skriftligt afvises af en kontraherende stat. I tilfælde af afvisning skal eksperten ikke deltage i undersøgelsesmissioner på territorium eller andre områder under den afvisende stats kontrol eller jurisdiktion, forudsat at erklæring om afvisning er afgivet forud for udpegningen af eksperten til sådanne missioner.

10. Efter modtagelsen af en anmodning fra mødet mellem de kontraherende stater eller et særligt møde mellem de kontraherende stater skal FN's generalsekretær, efter konsultationer med den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, udpege medlemmerne af missionen, herunder dens leder. Statsborgere fra kontraherende stater, der anmoder om undersøgelsesmissionen eller er direkte berørt af den, skal ikke udpeges som deltagere i missionen. Medlemmerne af undersøgelsesmissionen skal nyde privilegier og immuniteter i henhold til artikel VI i den af de Forenede Nationers Plenarforsamling den 13. februar 1946 godkendte almindelige Konvention om de Forenede Nationers Rettigheder og Immuniteter.

11. Medlemmerne af undersøgelsesmissionen skal ankomme til den anmodede kontraherende stats territorium, så tidligt som muligt med et varsel på ikke under 72 timer. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal tage de nødvendige administrative forholdsregler for at modtage, transportere og være missionen behjælpelig. Den er ansvarlig for missionens sikkerhed i videst muligt omfang, mens den befinder sig på territorium under modtagerstatens kontrol.

12. Uden præjudice for den stats suverænitet, til hvilken anmodningen er rettet, kan undersøgelsesmissionen til denne stats territorium medbringe nødvendigt udstyr, der udelukkende skal anvendes til indsamling af oplysninger angående spørgsmålet om overholdelse. Forud for sin ankomst adviserer missionen den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, om det udstyr, den har til hensigt at anvende i forbindelse med sin undersøgelsesopgave.

13. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal gøre sig alle anstrengelser for at sikre, at undersøgelsesmissionen får mulighed for at tale med alle relevante personer, som måtte være i stand til at give oplysninger angående spørgsmålet om overholdelse.

14. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal give undersøgelsesmissionen adgang til alle områder og installationer under dens kontrol, hvor materiale, der er relevant for spørgsmålet om overholdelse, kunne forventes at kunne indsamles. Dette skal være med forbehold for alle foranstaltninger som den kontraherende stat anser nødvendige for:

a) Beskyttelse af følsomt udstyr, oplysninger og områder;

b) Beskyttelse af forfatningsmæssige forpligtelser, den kontraherende stat måtte have angående ejendomsrettigheder, ransagning og beslaglæggelser eller andre forfatningsmæssige rettigheder; eller

c) Den fysiske beskyttelse af og sikkerhed for medlemmerne af undersøgelsesmissionen.

Såfremt den kontraherende stat foretager sådanne foranstaltninger, skal den gøre sig alle anstrengelser for på anden måde at bevise, at den overholder denne konvention.

15. Undersøgelsesmissionen kan forblive på den pågældende kontraherende stats territorium i op til i alt 14 dage, og på samme sted i op til 7 dage, medmindre der er truffet anden aftale.

16. Enhver information som er givet i fortrolighed og ikke angår det spørgsmål, som behandles af undersøgelsesmissionen, skal behandles fortroligt.

17. Undersøgelsesmissionen skal, gennem De Forenede Nationers generalsekretær, aflægge beretning til mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de kontraherende stater om resultatet af sine undersøgelser.

18. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de kontraherende stater skal behandle alle relevante oplysninger, inklusive den beretning der er udarbejdet af undersøgelsesmissionen og kan anmode den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, om at tage skridt til at bringe spørgsmålet angående overholdelse i orden inden udløbet af en bestemt frist. Den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, skal aflægge beretning om alle skridt, der tages som følge af denne anmodning.

19. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de kontraherende stater kan foreslå de berørte kontraherende stater veje og midler til yderligere at belyse eller løse spørgsmålet, herunder relevante folkeretlige procedurer. I tilfælde, hvor spørgsmålet findes at skyldes omstændigheder, som den kontraherende stat, til hvilken anmodningen er rettet, ikke er herre over, kan mødet mellem de kontraherende stater, eller det særlige møde mellem de kontraherende stater anbefale passende foranstaltninger, inklusive samarbejde som omtalt i artikel 6.

20. Mødet mellem de kontraherende stater eller det særlige møde mellem de kontraherende stater skal i videst muligt omfang træffe de i stk. 18 og stk. 19 nævnte beslutninger ved konsensus, ellers ved totredjedels flertal af de kontraherende stater, der er tilstede og deltager i afstemningen.

Artikel 9

National gennemførelse

Hver kontraherende stat skal tage alle passende retlige, administrative og andre forholdsregler, herunder indførelse af straffesanktioner, for at forebygge og bringe til ophør enhver virksomhed, der er forbudt en kontraherende stat i henhold til denne konvention, foretaget af personer eller i områder under dens jurisdiktion eller kontrol.

Artikel 10

Bilæggelse af tvister

1. De kontraherende stater skal konsultere og samarbejde med hinanden for at bilægge enhver tvist vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af denne konvention. Enhver kontraherende stat kan forelægge en sådan tvist på et møde mellem de kontraherende stater.

2. Mødet mellem de kontraherende stater kan yde sit bidrag til bilæggelse af konflikten på en hvilken som helst måde, det finder passende, herunder ved at tilbyde sin venskabelige mellemkomst eller opfordre de kontraherende stater, der er parter i konflikten, til at indlede en bilæggelsesprocedure efter eget valg og anbefale en tidsfrist for enhver aftalt procedure.

3. Denne artikel er uden præjudice for bestemmelserne i denne konvention angående lettelse og afklaring af overholdelse.

Artikel 11

Møder mellem de kontraherende stater

1. De kontraherende stater mødes regelmæssigt for at overveje ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen eller gennemførelsen af denne konvention, inklusive:

a) Denne konventions virkemåde og status;

b) Spørgsmål hidrørende fra beretninger afgivet i henhold til denne konventions bestemmelser;

c) Internationalt samarbejde og bistand i overensstemmelse med artikel 6;

d) Udviklingen af teknologi angående rydning af personelminer;

e) Anmodninger fra stater i henhold til artikel 8 og

f) Beslutninger angående anmodninger fra de kontraherende stater som hjemlet i Artikel 5.

2. Det første møde mellem de kontraherende stater indkaldes af De Forenede Nationers generalsekretær inden eet år efter denne konventions ikrafttrædelse. De efterfølgende møder indkaldes af De Forenede Nationers generalsekretær årligt indtil den første gennemgangskonference.

3. Under de i artikel 8 anførte betingelser indkalder De Forenede Nationers generalsekretær et særligt møde mellem de kontraherende stater.

4. Stater der ikke er deltagere i denne konvention, samt De Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors Komite og relevante ikke-statslige organisationer, kan indbydes til at deltage i disse møder som observatører i overensstemmelse med de vedtagne procedureregler.

Artikel 12

Gennemgangskonferencer

1. En gennemgangskonference indkaldes af De Forenede Nationers generalsekretær fem år efter ikrafttrædelsen af denne konvention. Yderligere gennemgangskonferencer indkaldes af De Forenede Nationers generalsekretær, såfremt dette begæres af en eller flere kontraherende stater, idet der dog i alle tilfælde skal forløbe mindst fem år mellem hver gennemgangskonference. Alle kontraherende stater indbydes til hver gennemgangskonference.

2. Formålet med gennemgangskonferencen er at:

a) Gennemgå denne konventions virkemåde og status;

b) Overveje behovet for og intervallet mellem yderligere møder mellem de kontraherende stater, jf. artikel 11, stk. 2;

c) Træffe beslutninger om anmodninger fra de kontraherende stater som hjemlet i artikel 5; og

d) I forbindelse med den afsluttende beretning om nødvendigt vedtage konklusioner angående gennemførelsen af denne konvention.

3. Stater, der ikke er deltagere i denne konvention, såvel som De Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors Komite og relevante ikke-statslige organisationer kan indbydes til at deltage i gennemgangskonferencerne som observatører i overensstemmelse med de vedtagne procedureregler.

Artikel 13

Ændringer

1. Enhver kontraherende stat kan når som helst efter ikrafttrædelsen af denne konvention stille ændringsforslag til konventionen. Ethvert ændringsforslag fremsendes til depositaren, som rundsender det til alle kontraherende stater og søger deres mening, om hvorvidt en ændringskonference bør indkaldes for at tage stilling til spørgsmålet. Hvis et flertal af de kontraherende stater inden 30 dage efter forslagets rundsendelse notificerer depositaren om, at de støtter yderligere overvejelser af forslaget, indkalder depositaren en ændringskonference, hvortil alle kontraherende stater indbydes.

2. Stater, der ikke er deltagere i denne konvention såvel som De Forenede Nationer, andre relevante internationale organisationer eller institutioner, regionale organisationer, Den Internationale Røde Kors Komite og relevante ikke-statslige organisationer, kan indbydes til at deltage i alle ændringskonferencer som observatører i overensstemmelse med de vedtagne procedureregler.

3. Ændringskonferencen afholdes umiddelbart efter et møde mellem de kontraherende stater eller en gennemgangskonference, medmindre et flertal af de kontraherende stater anmoder om, at den afholdes tidligere.

4. Enhver ændring af denne konvention vedtages med totredjedels flertal af de kontraherende stater, der er til stede, og deltager i afstemningen. Depositaren underretter de kontraherende stater om enhver sådan vedtagen ændring.

5. En ændring af denne konvention træder i kraft for alle de i konventionen deltagende stater, der har accepteret ændringen, når et flertal af de kontraherende stater har deponeret deres acceptinstrument. Derefter træder ændringen i kraft for hver enkelt kontraherende stat i øvrigt på dagen for deponeringen af dens acceptinstrument..

Artikel 14

Omkostninger

1. Omkostningerne ved møder mellem de kontraherende stater, særlige møder mellem de kontraherende stater, gennemgangskonferencer og ændringskonferencer dækkes af de kontraherende stater og af ikke-kontraherende stater, der deltager deri, i overensstemmelse med De Forenede Nationers påligningsskala, forholdsmæssigt justeret.

2. De Forenede Nationers generalsekretærs omkostninger i forbindelse med Artikel 7 og 8 samt omkostningerne i forbindelse med undersøgelsesmissioner dækkes af de kontraherende stater i overensstemmelse med De Forenede Nationers påligningsskema, forholdsmæssigt justeret.

Artikel 15

Undertegnelse

Denne Konvention, der er vedtaget i Oslo i Norge den 18. september 1997, er åben for undertegnelse i Ottawa i Canada af alle stater fra 3. december 1997 til 4. december 1997 og i De forenede Nationers hovedsæde i New York fra den 5. december 1997 til dens ikrafttrædelse.

Artikel 16

Ratifikation, accept, godkendelse, eller tiltrædelse

1. Denne konvention ratificeres, accepteres eller godkendes af signatarerne.

2. Den er åben for tiltrædelse af enhver stat der ikke har undertegnet konventionen.

3. Ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos depositaren.

Artikel 17

Ikrafttrædelse

1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den sjette måned efter den måned i hvilken det fyrretyvende ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument er blevet deponeret.

2. For enhver stat, som deponerer sit ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument efter deponeringen af det fyrretyvende ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft den første dag i den sjette måned efter den dag, hvor staten deponerer sit ratifikations-, accept-, godkendelses-, eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 18

Midlertidig anvendelse

Enhver stat kan på tidspunktet for sin ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse erklære, at den midlertidigt vil anvende Artikel 1, stk. 1 i denne konvention, i perioden frem til dens ikrafttrædelse.

Artikel 19

Forbehold

Denne konventionens bestemmelser skal ikke være genstand for forbehold.

Artikel 20

Varighed og tilbagetrædelse

1. Denne konvention er af ubegrænset varighed.

2. Enhver kontraherende stat er, i udøvelsen af sin nationale suverænitet, berettiget til at træde tilbage fra denne konvention. Staten notificerer alle andre kontraherende stater, depositaren og De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om tilbagetrædelsen. Denne notifikation skal indeholde en fuldstændig redegørelse for årsagerne til tilbagetrædelsen.

3. Enhver sådan tilbagetrædelse har virkning seks måneder efter, at depositaren har modtaget notifikationen om tilbagetrædelse. Hvis imidlertid den tilbagetrædende stat ved udgangen af seks-måneders perioden, er deltager i en væbnet konflikt, får tilbagetrædelsen ikke virkning før afslutningen af den væbnede konflikt.

4. En stats tilbagetrædelse fra denne konvention påvirker ikke på nogen måde staternes pligt til fortsat opfylde forpligtelser i henhold til enhver relevant folkeretlig regel.

Artikel 21

Depositar

Denne konventions depositar er De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 22

Autentiske tekster

Originalteksten til denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Bemærkninger til forslaget

I. Konventionens forhistorie

I et forsøg på at mindske de menneskelige lidelser under krigsførelse har man gennem tiderne søgt at indgå internationale aftaler om forbud mod visse våbentyper. I 1899 og 1907 blev det på de store Haager-konferencer besluttet, at krigsførende parter ikke havde ubegrænset frihed i valget af våben til at skade fjenden, og at det skulle være forbudt at anvende våben, som efter deres art forårsager unødig menneskelig lidelse. Dette førte konkret til, at man i 1899 forbød brugen af dum-dum-kugler (ekspanderende kugler).

Som et resultat af den første verdenskrigs rædsler, blev der i 1925 i Geneve underskrevet en protokol om forbud mod brug af visse giftgasser og bakteriologiske våben.

Ved Geneve-konventionerne af 12. august 1949 blev der vedtaget regler, som havde til formål at beskytte krigens ofre, herunder civilbefolkningen. I tillægsprotokol I fra 1977 fremhæves, at der ikke må benyttes våben, som forårsager overflødig skade eller unødige lidelser.

I løbet af 1970'erne blev det tydeligt, blandt andet som følge af erfaringerne fra Vietnam, at man måtte forsøge at nå til enighed om yderligere forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse våbentyper.

I perioden 1974-77 blev der i Geneve afholdt en diplomatkonference, hvor man uden held forsøgte at forbyde visse typer af inhumane våben. I 1979 blev bestræbelserne fortsat i FN-regi, og resultatet blev konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i brugen af visse konventionelle våben, som må anses for unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng, også kaldet konventionen om særligt inhumane konventionelle våben (CCW), eller 1980-konventionen. Konventionen er en såkaldt rammekonvention, hvor de konkrete forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse våbentyper indeholdes i de til konventionen knyttede protokoller. Oprindelig er der til konventionen knyttet tre protokoller. Af disse omhandler protokol II forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer.

Efter at Folketinget den 2. april 1981 havde meddelt sit samtykke, ratificerede Danmark 1980-konventionen med tilhørende protokoller ved kongelig resolution af 18. juni 1982. Konventionen trådte i kraft den 2. december 1983. Ved bekendtgørelse af 12. december 1983 er konventionen og tilknyttede protokoller optrykt i Lovtidende C som nr. 114 på side 571.

Protokol II viste sig imidlertid ikke at sikre en tilstrækkelig beskyttelse af civilbefolkningerne. Under indtryk af det stadigt voksende humanitære problem som ureguleret og uansvarlig anvendelse af personelminer havde forårsaget, navnlig i den tredje verden, erkendtes det, at der bestod et behov for en ændring af det gældende regelsæt.

I begyndelsen af 1990'erne begyndte der at dannes en offentlig opinion for at indføre et totalforbud for anvendelsen af personelminer. I maj 1993 dannede således en række fremtrædende ikke-statslige organisationer Den Internationale Kampagne mod Landminer.

Frankrig med tilslutning fra bl.a. Danmark tog i efteråret 1993 initiativet til indkaldelse af en gennemgangskonference til drøftelse af forbedringer af det eksisterende regelgrundlag. Det viste sig dog tidligt under drøftelserne i ekspertgruppen af repræsentanter for de lande, der havde ratificeret konventionen samt en række observatører, som nedsattes med den opgave at forberede gennemgangskonferencen, at der ikke var tilstrækkelig tilslutning til at indlede substansforhandlinger om indførelse af et totalforbud, således som det var ønsket af flere lande, herunder Danmark. Baggrunden for modstanden mod et totalforbud var primært sikkerhedspolitiske overvejelser - personelminer er et billigt, letanvendeligt og effektivt våben i begrænsede konflikter, specielt når de anvendes uden restriktioner. Endvidere spillede eksportinteresser for visse stater utvivlsomt en ikke uvæsentlig rolle.

På gennemgangskonferencen, der måtte afholdes i tre samlinger, den sidste i perioden 22. april til den 3. maj 1996 før enighed kunne opnås, koncentrerede man i stedet arbejdet om at skabe grundlag for så vidtgående forbedringer som muligt af den bestående protokol II. En række forbedringer blev gennemført, men det endelige mål - et totalforbud mod personelminer - blev som anført ikke nået.

Efter indhentelse af Folketingets samtykke ratificerede Danmark den ændrede protokol II den 24. april 1997. Den ændrede protokol II er endnu ikke trådt i kraft.

Canada indbød herefter den 3. maj 1996 de stater, der støttede et totalforbud, til en konference i Ottawa den 3.-5. oktober 1996. 50 stater, herunder Danmark, deltog i konferencen. Herudover deltog 24 lande som observatører. På konferencen opnåedes enighed om en stærk deklaration om behovet for snarest muligt at tilvejebringe et folkeretligt og politisk grundlag for en fuldstændig afskaffelse af personelminer med de ulykker, dette våben påfører navnlig civilbefolkningen. Dermed indledtes de praktiske forberedelser til indgåelse af en traktat om totalforbud mod personelminer, betegnet »Ottawa-processen«.

Næste skridt i Ottawa-processen var afholdelsen af en konference i Wien den 12.-14. februar 1997. 105 stater og 4 observatørstater deltog i denne konference, hvor teksten til en totalforbudskonvention blev drøftet for første gang.

Wien-konferencen blev fulgt op af en konference i Bruxelles den 24.-27. juni 1997. Bruxelles-konferencen mundede ud i en deklaration, hvorved 97 deltagende stater forpligtede sig til inden slutningen af 1997 at undertegne en totalforbudskonvention i Ottawa.

Den endelige konventionstekst blev vedtaget på en diplomatkonference, der blev afholdt i Oslo 1.-18. september 1997.

I konferencen deltog 85 stater som fulde deltagere. Derudover deltog 38 andre stater og internationale organisationer, herunder den Internationale Røde Kors-komite som observatører. USA deltog oprindeligt i konferencen som fuld deltager, men så sig ikke i stand til at tilslutte sig den konventionstekst, der blev resultatet af forhandlingerne på konferencen.

Konferencen vedtog den 18. september 1997 ved konsensus den færdigforhandlede tekst til en konvention om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion. I henhold til konventionens artikel 15 åbnedes den for undertegnelse i Ottawa 3.-4. december 1997. Udviklingsminister Poul Nielson undertegnede den 4. december 1997 konventionen på Danmarks vegne.

121 lande undertegnede konventionen i Ottawa, hvilket må betegnes som meget tilfredsstillende og danner et solidt udgangspunkt for bestræbelserne for hurtig ikrafttrædelse og øget tilslutning. Med konventionstekstens blotte eksistens er der skabt en ny humanitær folkeretlig norm for dette våben, selvom flere lande beklageligvis ikke har set sig i stand til at tilslutte sig et formeligt totalforbud på nuværende tidspunkt. Det gælder bl.a. USA, Finland, Rusland, Kina, Indien, Pakistan samt en række mellemøstlige stater.

Den vedtagne konventionstekst har følgende hovedindhold:

Det forbydes at bruge, producere, erhverve og overføre personelminer. Oplagrede miner skal destrueres i løbet af fire år, udlagte miner i løbet af ti. Et møde mellem konventionens parter kan dog indrømme yderligere forlængelser af 10-årsfristen, hvis særlige vanskeligheder kan påvises. Parterne har til opfyldelse af pligterne i henhold til konventionen ret til at yde og modtage bistand fra andre parter, d.v.s. udveksling af teknologi, videnskabelige oplysninger og udstyr, bistand til minerydning og destruktion og bistand til mineofre m.v. Bistand forudses også ydet gennem FN og regionale organisationer. Overholdelse af konventionen søges sikret gennem udveksling af oplysninger, konsultationer og bistand. Inspektion kan foretages under særlige betingelser. For så vidt angår enkeltpersoner skal straffebestemmelser kunne bringes i anvendelse.

II. Danmarks tiltrædelse

Danmark deltog i den enstemmige vedtagelse af konventionen i Oslo den 18. september 1997, og udviklingsministeren undertegnede som anført på Danmarks vegne konventionen i Ottawa den 4. december 1997.

Det må anses for ønskeligt, at Danmark ratificerer konventionen og herigennem medvirker til dens tidlige ikrafttrædelse. Konventionen er en styrkelse af og et betydeligt bidrag til det internationale regelsæt til beskyttelse af civilbefolkningen, og den indeholder vigtige regler om internationalt samarbejde og gensidig bistand på områder af væsentlig humanitær interesse.

Spørgsmålet om Danmarks ratifikation af konventionen har været forelagt Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Miljø- og Energiministeriet, der har givet deres tilslutning til dansk ratifikation. Konventionen skønnes at kunne opfyldes fra dansk side inden for rammerne af gældende dansk lovgivning og eksisterende forsvarsplaner.

Både Grønland og Færøerne har tilsluttet sig, at konventionen ratificeres uden forbehold for Grønland og Færøerne.

Regeringen besluttede allerede den 23. maj 1996 i lyset af resultaterne af gennemgangskonferencen vedr. 1980-konventionen om særligt inhumane konventionelle våben, at Danmark ensidigt med øjeblikkelig virkning vil afstå fra at benytte personelminer i det danske forsvar. Destruktionen af danske oplagrede landminer er påbegyndt og forventes afsluttet i år 2000.

Konventionens artikel 5 forpligter de kontraherende stater til at rydde minerede områder på deres territorium inden for en periode af 10 år. Dette vil for Danmarks vedkommende betyde, at det fredede område ved Skallingen på den jyske vestkyst, hvor der fortsat findes udlagte personelminer, vil skulle ryddes inden for den i konventionen fastsatte frist (10 år efter ikrafttrædelse, med mulighed for forlængelse). Forsvarsministeriet har gjort opmærksom på, at rydning af Skallingen på grund af områdets karakter vil være vanskelig og kræve et ikke ubetydeligt ressourceforbrug.

Konventionen træder i kraft, som det er bestemt i dens artikel 17, stk. 1, dvs. seks måneder efter at fyrre stater hos depositaren, FN's generalsekretær, har deponeret deres ratifikations-, accept, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

III. Konventionens indhold

Artikel 1

Almindelige forpligtelser

Denne artikel indeholder konventionens generelle forpligtelser om forbud mod brug, produktion, oplagring og eksport af personelminer samt om deres destruktion.

Artikel 2

Definitioner

Denne artikel indeholder klare definitioner af en række af nøglebegreberne i konventionen.

Artikel 3

Undtagelser

Denne bestemmelse giver konventionsstaterne mulighed for bevare et vist, mindre antal personelminer til undervisningsbrug og afprøvning af nyt minerydningsudstyr. I henhold til artikel 7 påhviler der staterne en pligt til at oplyse antal, type og serie-nr. for personelminer, der bevares til dette formål.

Artikel 4

Destruktion af oplagrede personelminer

Konventionsstaterne er forpligtet til inden for fire år at destruere eksisterende lagre af personelminer med den i artikel 3 nævnte undtagelse.

Artikel 5

Destruktion af personelminer i minerede områder

Denne artikel forpligter konventionsstaterne til at destruere alle personelminer, der er udlagt på territorium under deres jurisdiktion eller kontrol inden for en periode på 10 år. Der skelnes ikke mellem miner i minefelter og miner uden for minefelter. Som anført ovenfor under III vil bestemmelsen forpligte Danmark til at rydde området ved Skallingen på den jyske vestkyst.

Såfremt destruktion ikke er mulig inden for 10 år, kan staterne med angivelse af årsagerne ansøge et møde mellem de kontraherende stater om udsættelse på indtil endnu 10 år. Bestemmelsen åbner mulighed for, at et møde mellem staterne indrømmer stater, der fremsætter begrundet anmodning herom yderligere udsættelser af fristen, hver på indtil 10 år.

Herudover bestemmes i artikel 5, at afmærkningen af minerede områder, som minimum lever op til bestemmelserne i den ændrede Protokol II, således at uvedkommende effektivt holdes ude af farlige områder.

Artikel 6

Internationalt samarbejde og bistand

Denne artikel indeholder en række bestemmelser, i henhold til hvilke konventionsstaterne er berettiget til at yde og søge bistand til opfyldelse af konventionens krav. Herudover forpligter konventionsstaterne sig til, i det omfang de har mulighed derfor, at bistå hinanden. Som et nyt element indføjes bistand til ofre for personelminer. Bestemmelsen indeholder ikke nogen retlig forpligtelse til at yde bistand.

Artikel 7

Gennemsigtighedsforanstaltninger

I henhold til denne bestemmelse skal konventionsstaterne inden et halvt år fra konventionens ikrafttrædelse for den pågældende stat, og herefter årligt, afgive en ganske omfattende redegørelse for deres opfyldelse af konventionen.

Artikel 8

Lettelse og afklaring af overholdelse

Denne bestemmelse om kontrol med staternes overholdelse af konventionen repræsenterer et fornuftigt og acceptabelt kompromis mellem de stater, der primært ser konventionen som en nedrustningsaftale, og de stater, der som Danmark ser konventionen som primært havende et humanitært sigte.

Såfremt der opstår mistanke i forbindelse med en stats overholdelse af konventionen, skal der i første række konsulteres og afgives oplysninger. Er yderligere opklaring nødvendig giver bestemmelsen mulighed for udsendelse af undersøgelsesmissioner. Sådanne kan besluttes af et flertal af konventionsstaterne.

Artikel 9

National gennemførelse

Denne bestemmelse indeholder en forpligtelse for konventionsstaterne til at tage de nødvendige forholdsregler, herunder indførelse af straffesanktioner for at forhindre eller bringe til ophør handlinger i strid med konventionen begået af personer under deres jurisdiktion eller kontrol.

Artikel 10

Bilæggelse af tvister

Bestemmelsen indeholder en sædvanlig konfliktløsningsmekanisme, inspireret af tilsvarende bestemmelser i FN-Konventionen om Forbud mod Kemiske Våben af 13 januar 1993 og bygger på konsultationer og mægling.

Artikel 11

Møder mellem de kontraherende stater

Der indføres årlige konsultationsmøder mellem konventionsstaterne, hvor reglernes overholdelse og gennemførelse vil blive gennemgået på baggrund af de obligatoriske rapporter fra staterne. Endvidere vil blandt andet ny teknologi til minerydning samt internationalt samarbejde, bistand og rehabiliteringsprogrammer blive drøftet. Fremtidige gennemgangskonferencer vil blive forberedt på disse møder, og relevante emner vil iøvrigt kunne tages op.

Artikel 12

Gennemgangskonferencer

Bestemmelsen regulerer indkaldelse af gennemgangskonferencer. Den første gennemgangskonference skal indkaldes fem år efter konventionen er trådt i kraft, herefter på begæring fra en eller flere konventionsstater, dog med mindst fem års mellemrum.

Gennemgangskonferencerne kan i realiteten behandle alle spørgsmål af interesse, der er omfattet af Konventionen.

Artikel 13

Ændringer

Bestemmelsen åbner mulighed for afholdelsen af ændringskonferencer til behandling af ændringsforslag til konventionen.

Artikel 14

Omkostninger

Omkostninger i forbindelse med de oven for beskrevne møder og gennemførelsen af artikel 7 og 8 dækkes i henhold til FN's påligningsskala, forholdsmæssigt justeret.

Artikel 15

Undertegnelse

Denne artikel bestemmer at konventionen, hvis tekst forhandledes og vedtoges på en konference i Oslo, åbnes for undertegnelse i Ottawa den 3. - 4. december 1997.

Artikel 16

Ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse

Konventionen er alene bindende for stater, der ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse har tilsluttet sig den. Konventionen er åben for tilslutning af alle stater, der har undertegnet den.

Artikel 17

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse sker et halvt år efter modtagelsen af det 40'ende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 18

Midlertidig anvendelse

Ifølge denne bestemmelse kan en stat i forbindelse med sin ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse erklære straks at ville være bundet af konventionens grundlæggende forpligtelser som indeholdt i artikel 1, paragraf 1. Danmark lever allerede op til disse grundlæggende forpligtelser. Afgivelse af en sådan erklæring er således ikke relevant for Danmarks vedkommende.

Artikel 19

Forbehold

Der kan ikke tages tages forbehold i forbindelse med ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af konventionen.

Artikel 20

Varighed og tilbagetrædelse

Konventionen er af ubegrænset varighed.

Artikel 20 regulerer adgangen for en stat til at træde tilbage fra konventionen. Dette kan ske med et halvt års varsel, dog ikke såfremt staten er deltager i en væbnet konflikt. I så tilfælde kan den pågældende stats tilbagetrædelse først få virkning efter ophøret af den væbnede konflikt. Herved styrkes konventionens anvendelighed væsentligt i betragtning af konventionens betydning i forbindelse med væbnede konflikter.

Artikel 21

Depositar

Konventionens depositar er FN's Generalsekretær.

Artikel 22

Autentiske tekster

Denne artikel bestemmer, at konventionsteksten er lige autentisk i alle de officielle FN-sprogversioner.

Skriftlig fremsættelse (1. april 1998)

Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen):

Herved tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af konvention om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion.

Beslutningsforslag nr. B 11).

Konventionen vedtoges den 17. september 1997 på en konference i Oslo. Den åbnedes for undertegnelse 3.-4. december 1997 på en konference i Ottawa. Danmark undertegnede konventionen den 4. december 1997. I alt 121 stater undertegnede på konferencen i Ottawa, deriblandt samtlige nordiske, EU-lande og NATO-lande med undtagelse af Finland, Tyrkiet og USA. Bl.a. Rusland, Kina, Indien, Pakistan og en række mellemøstlige stater har beklageligvis heller ikke set sig istand til at undertegne.

Danmark ratificerede den 24. april 1997 den ændrede protokol II om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer til konvention af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller for at ramme i flæng.

Ved den ændrede protokol II, der endnu ikke er trådt i kraft, forbydes brug og overførsel af personelminer, der ikke kan spores, og der indføres begrænsninger for så vidt angår andre miner og forbud og begrænsninger udstrækkes til at gælde ikke alene internationale væbnede konflikter, men også interne konflikter

Uanset de forbedringer af beskyttelsen af civilbefolkningen, som tilsigtes med den ændrede protokol II fandt regeringen det ønskeligt efter afslutningen af forhandlingerne, der førte til ændrede protokol II i lyset af resultaternes begrænsning, den 23. maj 1996 ensidigt med øjeblikkelig virkning at give afkald på at bruge personelminer i det danske forsvar. Beslutningen blev truffet for at sende et klart og utvetydigt politisk signal om Danmarks støtte til indførelsen af et totalforbud mod personelminer. Destruktion af oplagrede personelminer er begyndt og forventes afsluttet i år 2000.

Det siden udarbejdelsen af den ændrede protokol II fortsatte internationale arbejde med personelmineproblemet, hvori Danmark har deltaget aktivt - betegnet Ottawa-processen efter den internationale konference, der i oktober 1996 i Ottawa definerede målet for de internationale bestræbelser og lagde dem i faste rammer -har ført til den nu foreliggende konvention om et fuldstændigt stop for personelminer. Konventionens hovedindhold er som følger:

Det forbydes at bruge, producere, erhverve og overføre personelminer. Oplagrede miner skal destrueres i løbet af 4 år, udlagte miner i løbet af 10. Et møde mellem konventionens parter kan dog indrømme yderligere forlængelser af 10-årsfristen, hvis særlige vanskeligheder kan påvises. Parterne har til opfyldelse af pligterne i henhold til konventionen ret til at yde og modtage bistand fra andre parter, d.v.s. udveksling af teknologi, videnskabelige oplysninger og udstyr, bistand til minerydning og destruktion og bistand til mineofre m.v. Bistand forudses også ydet gennem FN og regionale organisationer. Overholdelse af konventionen søges sikret gennem udveksling af oplysninger, konsultationer og bistand. Inspektion kan foretages under særlige betingelser. For så vidt angår enkeltpersoner skal straffebestemmelser kunne bringes i anvendelse.

Konventionen træder i kraft seks måneder efter at fyrre stater hos depositaren, FN's generalsekretær, har deponeret deres ratifikations-, accept, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Hurtig ikrafttrædelse anses for vigtig. Indtil videre har Canada, Irland, Mauritius, Turkmenistan og Vatikanstaten deponeret deres ratifikationsinstrumenter.

Idet jeg iøvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg anbefale dette til det høje Tings velvillige behandling.

Versioner

1. 1998-05-07