Forslag til Lov om ændring af lov om husdyrsygdomme
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00004@1998-10-07/da
Indhold
I lov om husdyrsygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 7. juni 1993, foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Svin må kun indføres, når de har været underkastet karantæne i oprindelseslandet og i Danmark og herigennem af disse landes veterinære myndigheder er fundet fri for salmonella samt svinepest og andre ondartede svinesygdomme efter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris bestemmelse. Karantænens varighed i oprindelseslandet og i Danmark fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri under hensyn til kontrolanalysernes varighed.«
2. I § 35, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 14«: », § 17 a, stk. 2«.
Loven træder i kraft den 1. januar 1999.
Lovforslagets sigte
Det er afgørende for planen om bekæmpelse af salmonella i svineproduktionen i almindelighed og salmonella DT 104 i særdeleshed, at Danmark sikres bedst muligt mod reinfektion. Samtidig er det vigtigt at forebygge indslæbning af ondartede smitsomme svinesygdomme som bl.a. svinepest. Det skal derfor ved lov sikres, at alle svin, som indføres til Danmark, anbringes i isolation af passende varighed og underkastes et passende antal test for at afsløre eventuelle sygdomme og zoonoser, inden de har mulighed for at sprede sig. Danske Slagterier anbefaler importører, at svin sættes i karantæne i såvel oprindelseslandet som i Danmark. Dette er i dag ikke lovpligtigt. Endvidere kan interessen for at underkaste sig den frivillige karantæne på kort tid ændre sig, hvis priserne på det danske marked for levende svin ændrer sig i forhold til priserne på markederne i Danmarks sydlige nabolande. Det kan derved blive attraktivt at indføre smågrise til videre opfedning eller færdigfedede svin til slagtning. I dag indføres alene avlsdyr levende til Danmark.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget er i modstrid med forskrifter fastsat af Det Europæiske Fællesskab. Efter forslagsstillernes opfattelse må Danmark imidlertid kunne påberåbe sig nødret.
Til nr. 1.
Ændringen indebærer, at svin, der indføres til Danmark, underkastes karantæne i oprindelseslandet og i Danmark, indtil det kan konstateres, at de ikke er bærere af salmonella samt svinepest og andre ondartede svinesygdomme, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri bestemmer, at svin ikke må være bærere af.
Til nr. 2.
Ændringen strafbelægger overtrædelse af påbudet om karantæne i oprindelseslandet og i Danmark ved indførsel af svin på linje med overtrædelse af lovens andre forbud eller påbud.