Gelex

Forslag til lov om ændring af lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser

GældendeVersion 1998-10-08fra 1998-10-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00030@1998-10-08/da

Indhold
  1. Indledning

I lov om orlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. august 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 2 affattes således:

»§ 2. Personer, der er fyldt 25 år, kan jf. stk. 2-6, opnå orlov til uddannelse, jf. § 3. Det er en betingelse for at opnå orlov, at personen er medlem af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse ved orlovens start og bevarer medlemskab af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse i hele orlovsperioden.

Stk. 2. Beskæftigede dagpengeberettigede lønmodtagere, der har haft beskæftigelse i mindst 3 år inden for 5 år, og som aftaler orloven med arbejdsgiveren, kan opnå orlov til uddannelse i op til 1 år.

Stk. 3. Selvstændige erhvervsdrivende, der ved orlovens start vil være berettiget til dagpenge ved ophør med arbejde i virksomheden, jf. § 57, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som har haft erhvervsarbejde i mindst 3 år inden for 5 år, kan opnå orlov til uddannelse i op til 1 år.

Stk. 4. Ledige kan opnå orlov til uddannelse i op til 6 uger, såfremt de er berettigede til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og befinder sig i dagpengeperioden, jf. samme lovs § 55, stk. 1, under hele orloven. Orlov til uddannelse kan ikke anvendes i forbindelse med en handlingsplan, jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Stk. 5. Beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, og udøvelse af selvstændig virksomhed, hvortil der ydes offentligt tilskud til etablering og drift, medregnes ikke ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i stk. 2 og 3.

Stk. 6. En person, der deltager i en uddannelse, der samtidig er lønarbejde, kan ikke opnå orlov til denne uddannelse.

Stk. 7. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at personer under 25 år i særlige tilfælde kan opnå orlov til uddannelse, hvis de indgår i en kollektiv aftale om jobrotation på en arbejdsplads.«

2. I § 3 indsættes som nyt stk. 1:

»Orlov til uddannelse skal fortrinsvis anvendes til deltagelse i uddannelses- eller kursusforløb, som styrker den enkeltes faglige, almene eller personlige kvalifikationer, og dermed øger den pågældendes muligheder for at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.«

Stk. 1-4 bliver herefter stk. 2-5.

3. I § 5 a, stk. 1 indsættes efter »person«: »jf. dog stk. 2«.

4. I § 5 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. For ledige, der ansøger om orlov i henhold til § 2, stk. 4, fradrages kun perioder der er anvendt til deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser § 3 a, stk. 4, i den 6 ugers periode, hvori der kan opnås orlov til uddannelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

5. I § 5 a, stk. 2, som bliver stykke 3, ændres »1« til »1 og 2«.

6. § 5b og § 6a ophæves.

7. I § 17 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Ledige, der har opbrugt adgangen til 6 ugers orlov i henhold til § 2, stk. 4, har ret til en ny 6 ugers periode, hvis de påbegynder en ny dagpengeperiode, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 55, stk. 1.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8. I § 17, stk. 3, som bliver stykke 4, indsættes efter »i stk. 2«: »og om betingelserne for genoptjening af ret til orlov til uddannelse i henhold til stk. 3«.

I lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 4. august 1998, foretages følgende ændringer:

1. § 3 a affattes således:

»§ 3 a. Arbejdsmarkedsuddannelsernes målgruppe omfatter ufaglærte, personer med en erhvervsuddannelse efter erhvervsuddannelsesloven samt personer, der kan sidestilles hermed, personer med anden uddannelse, som ikke har været anvendt i længere tid, og de videregående teknikere og laboranter omfattes også af målgruppen. Merkonomer, teknonomer og datanomer har adgang.

Stk. 2. Personer i målgruppen efter stk. 1, kan være privat og offentligt ansat, arbejdsledere og selvstændige.

Stk. 3. Adgang til uddannelserne som nævnt i § 3, nr. 1 - 4 har personer, som er fyldt 20 år, og som er omfattet af målgruppen efter stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4-6. Uddannelsesstederne kan, hvor særlige forhold taler herfor, dispensere fra alderskravet.

Stk. 4. Ledige, der er berettiget til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som befinder sig i dagpengeperioden, jf. samme lovs § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1, har efter eget valg alene adgang til arbejdsmarkedsuddannelse i op til 6 uger. Ledige, der har opbrugt denne adgang, opnår adgang til deltagelse i en ny 6 ugers periode, hvis de påbegynder en ny dagpengeperiode, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1. Deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse i henhold til 1. og 2. pkt. kan ikke ske som led i en handlingsplan.

Stk. 5. Ledige, der er berettiget til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som har opbrugt deres ret efter stk. 4, 1. pkt., eller som befinder sig i aktivperioden, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 52 a, stk. 2, og § 55, stk. 2, har kun adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne som et tilbud, der afgives som led i en individuel handlingsplan, jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 11, stk. 4.

Stk. 6. Ledige, der er berettigede til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som befinder sig i dagpengeperioden, jf. samme lovs § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1, har uanset de ovenstående bestemmelser i stykke 4 og 5 adgang til arbejdsmarkedsuddannelser, såfremt der er indgået en aftale herom mellem uddannelsesinstitutionen og arbejdsformidlingen, jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik § 19 a og § 29.

Stk. 7. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgang, herunder for personer med anden uddannelse, som ikke har været anvendt i længere tid, jf. stk. 1, og for fravigelse af alderskravet efter stk. 3.

Stk. 8. Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser er for unge mellem 18 og 30 år med særlige tilpasningsproblemer. «

2. I § 20, stk. 1, nr. 5 indsættes efter »ud over AMU-centre«: »og erhvervsskoler«.

3. § 20, stk. 1, nr. 8 ophæves.

4. I § 38, stk. 1, indsættes efter »kursusdeltagelsen«: », jf. dog stk. 2«.

5. I § 38 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ledige, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelse i henhold til § 3 a, stk. 5 og 6, og kontanthjælpsmodtagere, der enten deltager i arbejdsmarkedsuddannelse som led i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik, eller som deltager i arbejdsmarkedsuddannelse på eget initiativ, har ikke ret til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af kursusdeltagelsen. «

Stk. 2 - 7 bliver herefter stk. 3 - 8.

6. I § 38, stk. 5, som bliver stk. 6, ophæves sidste punktum.

7. § 40 a ophæves.

8. § 40 b affattes således:

»§ 40 b. For ledige, som deltager i arbejdsmarkedsuddannelse i henhold til § 3 a, stk. 4, fradrages perioder der er anvendt til orlov til uddannelse efter lov om orlov § 2, stk. 4, i den 6 ugers periode, hvori der er mulighed for at deltage i uddannelsen.

Stk. 2. For ledige, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelser enten i henhold til § 3 a, stk. 4, § 3 a, stk. 5, eller § 3 a, stk. 6, medregnes perioder med godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed efter denne lov og perioder med uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, i ydelsesperioden ved ledighed efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 3. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler efter stk. 1 og 2. «

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på ansøgninger om uddannelsesorlov eller om deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse, som indgives den 1. januar 1999 eller senere.

Ændringerne i lov om orlov og lov om arbejdmarkedsuddannelser skal ses som led de samlede bestræbelser på at målrette og effektivisere uddannelsesindsatsen for ledige. Der henvises i den forbindelse til forslagene til ændringer i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det er vigtigt, at særligt de kortuddannede ledige uddannes inden for områder, hvor der er behov for dem på arbejdsmarkedet, både for at bidrage til at modvirke flaskehalssituationer, og for at sikre dem et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet fremover. Det er ligeledes af stor betydning, at der er et tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft, hvorfor det er skønnet hensigtsmæssigt at lægge vurderingen af, hvorvidt en ledig bør deltage i en given uddannelse, ind i arbejdsformidlingens regi.

Ændringerne i lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser betyder først og fremmest, at ledige kun i begrænset omfang kan vælge selv at påbegynde et uddannelses- eller kursusforløb med en tilknyttet ydelse. Længere uddannelsesforløb skal fortrinsvis aftales med arbejdsformidlingen som led i en handlingsplan, og ydelsen vil her være uddannelsesgodtgørelse.

Det er dog skønnet mest hensigtsmæssigt at bevare en vis adgang for ledige til selv at beslutte sig for deltagelse i et kortere forløb. Der kan være situationer, hvor den ledige på egen hånd træffer aftale med en arbejdsgiver om en ansættelse, men hvor det er nødvendigt med et kortere opkvalificerende kursus, inden den pågældende er i stand til at bestride jobbet. I disse situationer må det anses for unødvendigt at belaste arbejdsformidlingen med udarbejdelse af en handlingsplan. Der kan også være tilfælde, hvor en virksomhed må afskedige ansatte i en periode på grund af svigtende ordretilgang eller lignende, men hvor alle parter forventer, at ansættelsesforholdet fortsætter på et senere tidspunkt. Her kan det være nyttigt for både virksomheden og de midlertidigt ledige, at de benytter ledighedsperioden til at deltage i efteruddannelse, og der er heller ikke i denne situation grund til at belaste arbejdsformidlingen med udarbejdelse af handlingsplaner.

Af hensyn til den generelle situation på arbejdsmarkedet med begyndende mangel på arbejdskraft er der ydermere åbnet mulighed for, at arbejdsformidlingen kan udpege bestemte områder og træffe aftale med bestemte uddannelsesinstitutioner således, at ledige uden en handlingsplan og ud over de ovennævnte 6 ugers selvvalgt uddannelse, kan påbegynde uddannelsesforløb. Disse uddannelsesforløb skal både være erhvervsrettede og rettede imod beskæftigelsesområder, hvor der enten er tendens til flaskehalse, eller hvor beskæftigelsesmulighederne er gode.

Forslaget vil medføre en merbelastning af arbejdsformidlingen i og med, at ledige nu kun i begrænset omfang får mulighed for at tage uddannelsesorlov eller tilmelde sig arbejdsmarkedsuddannelserne efter eget ønske. Fremover vil der i mange tilfælde skulle træffes en aftale med og udarbejdes en handlingsplan af arbejdsformidlingen.

Desuden vil arbejdsformidlingen skulle indgå aftale med uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelsesforløb, der er rettet imod flaskehalsområder eller områder med gode beskæftigelsesmuligheder, for at ledige uden en handlingsplan og ud over de 6 ugers selvvalgt uddannelse kan deltage i disse uddannelsesforløb. Dette vil belaste både arbejdsformidlingen og uddannelsesinstitutionerne.

For arbejdsløshedskasserne forventes der ingen nævneværdige ændringer af den administrative belastning i forbindelse med registreringen af og opgørelsen af forbruget af henholdsvis selvvalgt uddannelsesorlov og selvvalgt deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser, da der også efter de hidtidige regler har skullet ske registrering af forbruget og i et vist omfang modregning af forbrugte perioder.

Derimod må det forudses, at uddannelsesstederne vil få en øget administrativ belastning, da det vil være nødvendigt at ændre de administrative procedurer i forbindelse med indgivelse af ansøgning om kursusgodtgørelse således, at disse indgår til arbejdsløshedskasserne i tide til, at disse kan påse, at ledige, som ønsker at deltage i arbejdsmarkedsuddannelse, enten opfylder betingelserne for selv at henvende sig, eller har aftalt deltagelsen med arbejdsformidlingen som led i en handlingsplan.

Desuden vil uddannelsesstederne fremover skulle orientere arbejdsformidlingen og de uddannelsessøgende om, hvilke uddannelsesforløb de kan tilbyde, som er rettet imod flaskehalsområder eller områder med gode beskæftigelsesmuligheder.

Hensigten med at begrænse lediges adgang til uddannelsesorlov og AMU-godtgørelse er en effektivisering og målretning af uddannelsesindsatsen over for ledige. Forslaget vil medføre mindreudgifter til uddannelsesorlovsydelse og AMU-godtgørelse, og til gengæld merudgifter til uddannelsesgodtgørelse og aktivrammen.

Forslaget om at afskære kontanthjælpsmodtagere fra at modtage AMU-godtgørelse skønnes at medføre offentlige besparelser på ca. 100 millioner kr. i 1999 og frem.

Forslaget om at målrette lediges uddannelse tilsigter at forøge arbejdsudbuddet og dermed give virksomhederne bedre muligheder for at få den arbejdskraft, der er behov for, lige som flaskehalstilbøjeligheder kan modvirkes gennem arbejdsformidlingens forøgede muligheder for at give ledige målrettede uddannelsestilbud som led i en handlingsplan. Samtidig kan det antages, at lediges fortsatte adgang til en kortere periode med uddannelse efter eget valg medvirker til en smidig ansættelsesproces, da en ledig frit vil kunne aftale et opkvalificerende kursus med den kommende arbejdsgiver, inden det nye job tiltrædes.

Forslaget er et led i målretningen af uddannelsesindsatsen for de ledige, hvilket i sig selv ikke umiddelbart har ligestillingsmæssige konsekvenser. Imidlertid er der en tendens til, at kortuddannede ledige kvinder i lidt højere grad end mænd søger mod almene, ikke erhvervskompetencegivende uddannelsesforløb, hvilket for nogen ledige uden tvivl er både nødvendigt og fornuftigt, mens det for andre ikke forøger beskæftigelsesmulighederne. I de sidstnævnte tilfælde, hvor den ledige måske alligevel på egen hånd ville søge mod de almene og folkeoplysende forløb, vil arbejdsformidlingen nu have en mulighed for at påvirke valget ved at præsentere andre og mere erhvervsrettede muligheder. Dermed kan forslaget have en vis opkvalificerende effekt over for ledige kvinder.

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Til nr. 1

Som følge af bestræbelserne på at målrette og effektivisere uddannelsesindsatsen for ledige foreslås det, at ledige i dagpengeperioden fremover kun får adgang til op til 6 ugers selvvalgt uddannelsesorlov, hvor der i øjeblikket er adgang til 52 uger. Ledige, som måtte have ønske om eller behov for uddannelse ud over 6 uger, skal træffe aftale med arbejdsformidlingen, og uddannelsen skal gives som et tilbud i forbindelse med en handlingsplan. Ledige, som befinder sig i aktivperioden, vil ikke længere have adgang til uddannelsesorlov, men skal altid aftale uddannelsesforløb med arbejdsformidlingen i forbindelse med en handlingsplan.

For beskæftigede, såvel lønmodtagere som selvstændige, medfører forslaget ingen ændringer i adgangen til uddannelsesorlov.

I øvrigt er der ikke sket indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne i § 2, men for klarhedens skyld er der sket en tydeligere opdeling af bestemmelserne for henholdsvis beskæftigede og ledige.

De nuværende bestemmelser om lediges adgang til uddannelse og om fastsættelse af nærmere regler herom foreslås ophæves.

Desuden foreslås det, at udtrykket »godkendt offentlige uddannelser« erstattes af »uddannelse«, da den nuværende formulering giver et fejlagtigt indtryk af, at der er mulighed for at få en uddannelse godkendt som berettigende til uddannelsesorlov, hvilket ikke er tilfældet.

Til nr. 2

Bestemmelsen er ny, og det siges her, hvilke uddannelses- eller kursusforløb orlov til uddannelse skal anvendes til. For ledige, som ønsker at gå på selvvalgt uddannelse, og for beskæftigede, både lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, må det formodes, at deres uddannelsesbehov kan have et såvel kortsigtet som langsigtet erhvervsperspektiv. Derfor vil disse grupper have behov for at deltage i udviklings- og jobkvalificerende uddannelse, som kan forbedre deres jobmuligheder i bred forstand. Dette er søgt tilkendegivet i det nye stk. 1.

Det er hensigten fortsat at regulere uddannelsesvalget nærmere i bekendtgørelsesform gennem den såkaldte positivliste.

Til nr. 3

Ændringen indebærer, at bestemmelsen fremover kun omfatter beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, da de nærmere regler for ledige flyttes til et nyt stk. 2, se nedenfor under nr. 4.

Til nr. 4

Da lediges muligheder for at anvende uddannelsesorlov fremover vil være begrænsede, forekommer det ikke rimeligt at reducere dem yderligere ved at fratrække perioder, der er anvendt på andre uddannelsesaktiviteter, som er aftalt med arbejdsformidlingen. Det foreslås derfor, at der for ledige kun skal ske gensidigt fradrag for perioder, der er anvendt efter den særlige adgang til selvvalgt uddannelse enten gennem uddannelsesorlov eller ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelserne.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring som følge af de under nr. 4 og 5 omtalte ændringer.

Til nr. 6

Bestemmelsen i § 5 b om, at ledige under uddannelsesorlov skal stå til rådighed for ordinært arbejde formidlet af arbejdsformidlingen, foreslås ophævet i lyset af, at lediges muligheder for at tage uddannelsesorlov begrænses. Uddannelsesperioden skal kunne udnyttes fuldt ud, og bør ikke kunne afbrydes uden den lediges accept.

Bestemmelsen i § 6 a foreslås ophævet, da det har vist sig, at der ikke er behov for at udnytte bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler om tilskud til deltagerbetaling på orlovsområdet.

Til nr. 7

Der foreslås indsat en ny bestemmelse, som giver ledige adgang til at optjene en ny 6 ugers uddannelsesorlovsperiode, og det foreslås, at betingelserne skal være de samme, som gælder for optjening af en ny dagpengeperiode i henhold til reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det er skønnet rimeligt at give adgang til genoptjening af muligheden for uddannelsesorlov, og for ikke at komplicere administrationen unødigt, er der valgt i anden sammenhæng velkendte kriterier for optjeningen.

Til nr. 8

Der er tale om dels en konsekvensrettelse som følge af det nye stk. 3, dels om en bemyndigelse til den nye bestemmelse i stk. 3 således, at der kan udstedes nærmere retningslinier om mulighederne for genoptjening af en 6 ugers uddannelsesorlovsperiode.

Til nr. 1

Der har hidtil været fri adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne for personer i målgruppen, jf. stk. 1, og der har ikke været skelnet imellem, om der var tale om ledige eller beskæftigede, eller om de pågældende henvendte sig direkte eller via arbejdsformidlingen.

Forslaget indebærer, at der indsættes nye bestemmelser om lediges adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne. I det nye stk. 4 siges det således, at ledige i dagpengeperioden har mulighed for på eget initiativ at deltage i kurser i op til 6 uger, mens det fastlægges i det nye stk. 5, at ledige, der enten har opbrugt de 6 uger, eller som har andre behov, herunder befinder sig i aktivperioden, kun kan deltage i arbejdsmarkedsuddannelser efter aftale med arbejdsformidlingen og hvor der er tale om et tilbud i forbindelse med en handlingsplan. Endelig åbnes der i det nye stk. 6 mulighed for, at ledige uden en handlingsplan og ud over de 6 ugers selvvalgt uddannelse kan deltage i uddannelsesforløb, der er rettet mod flaskehalsområder eller områder med gode beskæftigelseschancer, hvis arbejdsformidlingen og uddannelsesinstitutionen har indgået en aftale om, at dette kan lade sig gøre.

Bestemmelsen i det nye stk. 4 skal ses i sammenhæng med de ændrede regler for lediges anvendelse af uddannelsesorlov, og der er derfor - i lighed med, hvad der foreslås med hensyn til uddannelsesorlov - medtaget en mulighed for, at retten til selv at vælge op til 6 ugers deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse kan genoptjenes efter de samme regler, som gælder for genoptjening af ny dagpengeperiode i henhold til bestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Desuden er der medtaget en bestemmelse der sikrer, at lediges ret til 6 ugers selvvalgt deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser ikke kan lægges sammen med et uddannelsesforløb, som aftales i forbindelse med en handlingsplan. Den lediges ret til 6 ugers selvvalgt deltagelse får hermed en ubetinget karakter.

Af redaktionelle hensyn er nu såvel målgruppen som grupper med adgang beskrevet i stk. 1, og dispensationsmuligheden med hensyn til alderskravet flyttes til den bestemmelse, der omhandler alderskravet, dvs stk. 3. I øvrigt er bestemmelserne om målgrupper, adgang i alderskrav og træningsskolen uændrede.

De ændrede regler berører ikke personer i beskæftigelse.

Til nr. 2 og 3

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af tidligere lovændringer.

Til nr. 4

Det har hidtil været således, at såfremt en person havde adgang til at deltage i arbejdsmarkedsuddannelse, havde den pågældende også ret til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af kursusdeltagelsen.

Dette vil fortsat være tilfældet for beskæftigede og for de ledige, der har mulighed for at anvende 6 uger efter eget valg til at deltage i arbejdsmarkedsuddannelse. Som følge af de nu foreslåede regler om lediges adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne, er det skønnet hensigtsmæssigt udtrykkeligt at nævne retten til kursusgodtgørelse for hver enkelt gruppe.

Forslaget indebærer, at i det omfang, en ledig har adgang til selvvalgt uddannelse i op til 6 uger på en arbejdsmarkedsuddannelse, vil der fortsat skulle udbetales kursusgodtgørelse.

Til nr. 5

Der er tale om en ny bestemmelse, og det foreslås her, at ledige, som deltager i arbejdsmarkedsuddannelser i henhold til aftale med arbejdsformidlingen og som led i en handlingsplan, ikke længere skal kunne modtage kursusgodtgørelse. Dette er en følge af, at hovedparten af lediges uddannelse skal ske efter aftale med arbejdsformidlingen, og med uddannelsesgodtgørelse som forsørgelsesgrundlag, jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Det foreslås desuden, at ledige, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelse i henhold til aftale mellem uddannelsesstedet og arbejdsformidlingen, heller ikke skal have kursusgodtgørelse, men derimod uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås endelig, at kontanthjælpsmodtagere, der enten deltager i arbejdsmarkedsuddannelser som led i aktivering, eller har tilmeldt sig på eget initiativ, ikke længere skal kunne modtage kursusgodtgørelse. Dette er en følge af, at retten til kursusgodtgørelse indskrænkes for ledige i dagpengeperioden og ophæves for ledige i aktivperioden.

Med henblik på at kontrollere, at der ikke uberettiget udbetales kursusgodtgørelse til personer, der er omfattet af de foreslåede regler om manglende ret til kursusgodtgørelse, vil ansøgningsskemaet om kursusgodtgørelse blive ændret således, at ansøgeren skal skrive under på tro og love på, at denne ikke tilhører en af de grupper, som ikke har ret til godtgørelsen.

Til nr. 6

Som en konsekvens af, at det foreslås, at kontanthjælpsmodtagere, der enten på eget initiativ eller som led i aktivering deltager i arbejdsmarkedsuddannelserne, ikke længere skal kunne modtage kursusgodtgørelse, foreslås det tillige, at de særlige regler om halveret kursusgodtgørelse til unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelserne som led i aktivering i henhold til bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik, ophæves.

Til nr. 7

Bestemmelsen om, at ledige, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelser, skal stå til rådighed for ordinært arbejde formidlet af arbejdsformidlingen, foreslås ophævet. For de ledige, der har adgang til deltagelse i 6 uger efter eget valg, bør forløbet kunne udnyttes fuldt ud, og bør ikke kunne afbrydes uden den lediges accept. Andre ledige, der deltager i arbejdsmarkedsuddannelser som led i en handlingsplan eller efter aftale mellem arbejdsformidlingen og uddannelsesstedet, vil være omfattet af de regler, som i øvrigt er gældende om rådighed i forbindelse med uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Til nr. 8

I lighed med, hvad der foreslås i forbindelse med de ændrede regler om uddannelsesorlov til ledige, foreslås det her i et nyt stk. 1, at perioder med selvvalgt uddannelse enten efter lov om orlov eller efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser gensidigt påvirker hinanden og medfører fradrag i den samlede uddannelsesperiode på 6 uger. Andre former for uddannelse, der sker i henhold til aftale med arbejdsformidlingen, medfører derimod ikke reduktion af 6 ugers perioden.

Der foreslås desuden indsat en bemyndigelsesbestemmelse således, at der kan udstedes nærmere regler om, hvorledes opgørelsen af perioder med deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser skal foretages.

Overgangsbestemmelserne tydeliggør, at de nye bestemmelser for lediges anvendelse af uddannelsesorlov og deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser kun har virkning fremover, dvs hvor ansøgningen om enten uddannelsesorlov eller deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelse afleveres efter lovens ikrafttræden.

Versioner

  1. 1998-10-08