Gelex

Forslag til Lov om grænseoverskridende pengeoverførsler1)

GældendeVersion 1998-11-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00104@1998-11-25/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Denne lov finder anvendelse på grænseoverskridende pengeoverførsler inden for Den Europæiske Union i medlemsstaternes valutaer.

Stk. 2. Loven finder tillige anvendelse på grænseoverskridende pengeoverførsler i medlemsstaternes valutaer til og fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Stk. 3. Loven gælder kun for overførsler op til modværdien af 50.000 Euro.

Stk. 4. Som grænseoverskridende pengeoverførsler anses overførsler, som efter ubetinget ordre fra en afsender udføres af institutter beliggende inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, med henblik på at stille en sum penge til rådighed for afsender selv eller for en anden modtager i et institut i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Stk. 5. Som institutter anses fysiske eller juridiske personer i et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, der som led i deres erhvervsvirksomhed medvirker ved udførelsen af grænseoverskridende pengeoverførsler. En filial eller et forretningssted anses i denne lov som selvstændige institutter.

Stk. 6. Loven finder ikke anvendelse på overførsler, hvor afsender er et institut som nævnt i stk. 5, eller et

l) kreditinstitut,

2) forsikringsselskab,

3) investeringsinstitut (investeringsforening eller specialforening),

4) investeringsserviceselskab (fondsmæglerselskab), eller

5) andet foretagende eller institut med aktiviteter af tilsvarende art som de selskaber, der er nævnt i de ovenstående led, eller hvis hovedvirksomhed består i erhvervelse af beholdninger af finansielle aktiver eller omdannelse af finansielle fordringer.

Stk. 7. Spørgsmål om, hvorvidt et institut er omfattet af denne lov, kan indbringes for økonomiministeren.

Stk. 8. Økonomiministeren kan fastsætte regler om udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte overførsler til og fra andre lande end de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt det pågældende lands lovgivning medfører, at institutter beliggende i dette land er underlagt regler, der svarer til bestemmelserne i stk. 3-6 og 9 samt kapitel 3 og 4.

Stk. 9. Denne lov begrænser ikke de rettigheder, som kunder og institutter, der har medvirket ved udførelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel, har efter dansk rets øvrige regler, herunder reglerne om erstatning i og uden for kontrakt.

§ 2. Et institut skal stille skriftligt materiale til rådighed med oplysning om de generelle vilkår for instituttets udførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler. Oplysningerne skal angive:

1) Hvor lang tid der går ved instituttets udførelse af en ordre om en grænseoverskridende pengeoverførsel, før beløbet krediteres modtagers instituts konto. Tidspunktet for beregningens start skal være klart angivet.

2) Hvor lang tid der går ved modtagelse af en grænseoverskridende pengeoverførsel, før det beløb, som krediteres modtagers instituts konto, stilles til rådighed for modtager.

3) Hvorledes de provisioner og gebyrer, som kunden skal betale, beregnes.

4) Valørdato.

5) Hvilke vekselkurser og hvilken kursdato, der anvendes.

6) Kunders ret til kompensation, tilbagebetaling samt klagemuligheder.

7) Retsvirkningen af en afsenders udtrykkelige valg af et formidlende institut.

Stk. 2. Oplysningerne skal gives i en let forståelig form og kan gives elektronisk.

§ 3. Straks efter afsendelsen eller modtagelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel skal såvel afsenders institut som modtagers institut give deres kunde følgende oplysninger skriftligt:

1) En reference, der gør det muligt for kunden at identificere overførslen.

2) Overførselsbeløbets oprindelige størrelse.

3) Summen af alle de gebyrer og provisioner, som kunden skal betale.

4) Den anvendte valørdato.

5) Instituttets navn og adresse samt for institutter, der ikke er pengeinstitutter, navnet på den person, som er ansvarlig for instituttets drift.

Stk. 2. Har afsender angivet, at omkostningerne i forbindelse med overførslen helt eller delvis skal afholdes af modtager, skal modtagers institut meddele modtager dette.

Stk. 3. Ved valutaomregning skal det institut, der har foretaget omregningen, oplyse sin kunde om den anvendte vekselkurs samt kursdato.

Stk. 4. De i stk. 1-3 nævnte oplysninger kan undlades, hvis kunden udtrykkeligt har givet afkald herpå.

Stk. 5. Oplysningerne skal gives i en let forståelig form og kan gives elektronisk.

§ 4. Accepterer et institut at udføre en grænseoverskridende pengeoverførsel, skal instituttet på kundens anmodning indgå bindende aftale om tidsfristen samt størrelsen af provisioner og gebyrer i forbindelse med overførslen. Dette gælder dog ikke provisioner og gebyrer, der afhænger af den anvendte vekselkurs.

§ 5. Afsenders institut skal gennemføre pengeoverførslen inden for den tidsfrist, instituttet har aftalt med afsender.

Stk. 2. Er der ikke aftalt nogen tidsfrist, skal beløbet krediteres modtagers instituts konto inden udløbet af den femte bankdag efter den dag, hvor afsenders instituts krav om tilstrækkelig finansiel dækning og nødvendige oplysninger for at gennemføre overførslen er opfyldt.

§ 6. Er beløbet ikke krediteret modtagers instituts konto inden udløbet af den efter § 5 gældende frist, skal afsenders institut yde kompensation til afsender.

Stk. 2. Kompensationen består i betaling af rente af overførselsbeløbet beregnet med den i rentelovens § 5, stk. 1, angivne rente. Renten beregnes fra dagen efter fristens udløb til den dato, hvor beløbet krediteres modtagers instituts konto .

Stk. 3. Kan afsenders institut godtgøre, at forsinkelsen alene skyldes afsender, har afsender ikke krav på kompensation.

§ 7. Er et formidlende institut årsag til, at en ordre om en overførsel ikke er blevet udført inden udløbet af den efter § 5 gældende frist, skal instituttet yde afsenders institut kompensation.

Stk. 2. Kompensationen består i betaling af et beløb, der svarer til det beløb, som afsenders institut er forpligtet til at betale til afsender i medfør af lovgivningen i det land, hvor afsenders institut er beliggende.

§ 8. Modtagers institut skal stille det overførte beløb til rådighed for modtager inden for den tidsfrist, instituttet har aftalt med modtager.

Stk. 2. Er der ikke aftalt nogen tidsfrist, skal beløbet stilles til rådighed for modtager inden udløbet af den bankdag, der følger efter den dag, hvor beløbet er blevet krediteret modtagers instituts konto.

§ 9. Er beløbet ikke stillet til rådighed for modtager inden udløbet af den efter § 8 gældende frist, skal modtagers institut yde kompensation til modtager.

Stk. 2. Kompensationen består i betaling af rente af overførselsbeløbet beregnet med den i rentelovens § 5, stk. 1, angivne rente. Renten beregnes fra dagen efter fristens udløb til den dato, hvor beløbet stilles til rådighed for modtager.

Stk. 3. Kan modtagers institut godtgøre, at forsinkelsen alene skyldes afsender eller modtager, ydes der ingen kompensation.

§ 10. Afsenders institut, modtagers institut og et eventuelt formidlende institut må ikke foretage fradrag for omkostninger i et overført beløb.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis afsender udtrykkeligt har aftalt med sit institut, at omkostningerne i forbindelse med overførslen helt eller delvist skal afholdes af modtager.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 berører ikke modtagers instituts generelle mulighed for at opkræve gebyrer hos modtager for forvaltning af dennes konto i overensstemmelse med gældende regler eller aftale.

§ 11. Har afsenders institut eller et formidlende institut foretaget fradrag i strid med § 10, skal afsenders institut overføre det fradragne beløb til modtager uden fradrag af nogen art og for egen regning. Dette gælder dog ikke, hvis afsender kræver, at beløbet skal stilles til rådighed for ham.

Stk. 2. Et formidlende institut, der har foretaget et fradrag i strid med § 10, skal uden fradrag af nogen art og for egen regning overføre det fradragne beløb til afsenders institut eller, hvis afsenders institut kræver det, til modtager.

§ 12. Har modtagers institut foretaget et fradrag i strid med § 10, skal instituttet stille det fradragne beløb til rådighed for modtager uden fradrag af nogen art og for egen regning.

§ 13. Har afsenders institut accepteret en ordre om en pengeoverførsel, og krediteres det overførte beløb ikke modtagers instituts konto, skal afsenders institut til afsender tilbagebetale

1) overførselsbeløbet, dog højst et beløb der svarer til modværdien af 12.500 Euro,

2) påløbne renter af overførselsbeløbet beregnet efter rentelovens § 5, stk. 1, idet renten beregnes fra den dag, hvor afsenders instituts krav overfor afsender om tilstrækkelig finansiel dækning og nødvendige oplysninger for at gennemføre overførslen er opfyldt, til den dato, hvor overførselsbeløbet stilles til rådighed for afsender, og

3) samtlige gebyrer, som afsender har betalt i forbindelse med overførslen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte beløb skal stilles til rådighed for afsender inden 14 bankdage efter den dato, hvor afsender har fremsat krav om tilbagebetaling.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt det overførte beløb i mellemtiden er krediteret modtagers instituts konto, eller såfremt et formidlende institut, der er valgt af modtagers institut eller af afsender, er årsag til, at den grænseoverskridende pengeoverførsel ikke er krediteret modtagers instituts konto.

Stk. 4. Krav om tilbagebetaling efter stk. 1 kan tidligst fremsættes, når den efter § 5 gældende frist er udløbet.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at afsenders institut kan tilbagebetale det fulde beløb til afsender.

§ 14. Har et formidlende institut accepteret at videreformidle en grænseoverskridende pengeoverførsel, og krediteres overførselsbeløbet ikke modtagers instituts konto, skal det formidlende institut for egen regning til det institut, som afgav instruks om overførslen, tilbagebetale

1) overførselsbeløbet, dog højst et beløb der svarer til modværdien af 12.500 Euro,

2) påløbne renter beregnet efter reglerne i § 7, stk. 2, og

3) opkrævede gebyrer.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt det overførte beløb i mellemtiden er krediteret modtagers instituts konto.

Stk. 3. Skyldes manglende eller ufuldstændig gennemførelse af en overførsel, at det institut, som afgav instruks om overførslen, har givet fejlagtige eller ufuldstændige instrukser, finder stk. 1 ikke anvendelse. Det formidlende institut skal da bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilvejebringe og herefter tilbagebetale overførselsbeløbet til det institut, der afgav instruks om overførslen.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at det formidlende institut kan tilbagebetale det fulde beløb.

§ 15. Skyldes manglende eller ufuldstændig gennemførelse af en pengeoverførsel, at et formidlende institut, der er valgt af modtagers institut, ikke har gennemført ordren, skal modtagers institut stille det manglende beløb, dog højst et beløb, der svarer til modværdien af 12.500 Euro, til modtagers rådighed.

Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte beløb skal stilles til rådighed for modtager inden 14 bankdage efter den dato, hvor modtager over for sit institut har fremsat krav herom.

Stk. 3. Et formidlende institut anses som valgt af modtagers institut, såfremt sidstnævnte institut har givet særskilt instruks om anvendelsen af det formidlende institut.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at modtagers institut kan stille det fulde beløb til rådighed for modtager.

§ 16. §§ 13-15 finder ikke anvendelse, hvis manglende eller ufuldstændig gennemførelse af en pengeoverførsel skyldes, at afsender har givet sit institut ufuldstændige eller fejlagtige instrukser, eller at et formidlende institut, der udtrykkeligt er valgt af afsender, ikke har udført ordren.

Stk. 2. Et formidlende institut anses som valgt af afsender, såfremt dette skriftligt fremgår af aftalen mellem afsender og dennes institut.

Stk. 3. Afsenders institut og de øvrige institutter, der har medvirket ved transaktionen, skal i de i stk. 1 nævnte tilfælde bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilvejebringe og herefter tilbagebetale overførselsbeløbet.

Stk. 4. Når afsenders institut får beløbet tilbagebetalt, skal instituttet stille beløbet til rådighed for afsender. De institutter, der har medvirket ved den grænseoverskridende pengeoverførsel, er ikke forpligtet til at tilbagebetale gebyrer og påløbne renter. Institutterne kan endvidere fradrage de dokumenterede omkostninger, som tilbagebetalingen har medført.

§ 17. Institutter, der medvirker ved gennemførelsen af en ordre om en grænseoverskridende pengeoverførsel, er fritaget for deres forpligtelser efter bestemmelserne i denne lov, hvis der foreligger usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, som det institut, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som instituttet ikke har mulighed for at afværge, selvom der udvises den størst mulige påpasselighed. Insolvens hos et institut, som medvirker ved overførslen, anses ikke som force majeure.

§ 18. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes grov eller gentagen overtrædelse af §§ 2, 3, stk. 1-4, og § 10 med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 19. Loven træder i kraft den 14. august 1999.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslaget har til formål at gennemføre direktiv 97/5/EF om grænseoverskridende pengeoverførsler i dansk ret.

Reglerne i lovforslaget gælder for pengeinstitutter og andre virksomheder, der erhvervsmæssigt medvirker ved visse grænseoverskridende pengeoverførsler inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med. Institutternes medvirken kan være enten som afsenders institut, som formidlende institut eller som modtagers institut.

Lovforslaget indeholder regler, der regulerer rettigheder og forpligtelser dels i forholdet mellem institutterne og deres kunder før og efter udførelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel dels i forholdet mellem institutterne indbyrdes i tilfælde, hvor en overførsel ikke udføres i henhold til det aftalte.

Der foreslås således en række regler, der dels regulerer institutternes oplysningspligt, dels fastslår institutternes forpligtelser, hvis institutterne ikke overholder bestemmelserne om overførselstiden, foretager fradrag i overførselsbeløbet eller ikke gennemfører overførslen. Endvidere fastsættes udfyldende frister for overførselstiden. Disse frister finder anvendelse, hvis intet andet er aftalt.

2.1. Anvendelsesområdet m.v.

Lovforslaget omfatter ifølge § 1 grænseoverskridende pengeoverførsler inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, der efter ubetinget ordre fra en afsender udføres af pengeinstitutter og andre fysiske eller juridiske personer, der som led i deres erhvervsvirksomhed udfører eller medvirker ved sådanne pengeoverførsler.

Disse pengeinstitutter og fysiske og juridiske personer er givet samlebetegnelsen »institutter«. Filialer og forretningssteder anses som selvstændige institutter. Således vil også filialer og forretningssteder beliggende i Danmark, som har tilknytning til virksomheder, der har hjemsted uden for Den Europæiske Union, være omfattet af loven.

Anvendelsesområdet er beløbsmæssigt maksimeret til overførsler af beløb op til modværdien af 50.000 Euro. Loven finder endvidere kun anvendelse, når overførslen sker i medlemsstaternes valutaer, herunder i Euro.

De institutter, der typisk deltager i en grænseoverskridende pengeoverførsel, er afsenders institut, et eller flere formidlende institutter (typisk en korrespondentbank), og modtagers institut. Både pengeoverførsler, der foretages fra Danmark til et andet land, og overførsler, der sker til Danmark fra andre lande, er omfattet. Endvidere er overførsler, hvor et dansk institut fungerer som formidlende institut ved en pengeoverførsel mellem 2 andre lande, omfattet af loven. Spørgsmål om, hvorvidt et institut er omfattet af lovens anvendelsesområde, kan indbringes for økonomiministeren.

Der stilles ikke krav om, at overførslen skal ske mellem to personer. Loven finder således også anvendelse i de tilfælde, hvor en afsender overfører et beløb til sig selv. Lovforslaget omfatter ikke overførsler, hvor afsender er et institut eller en finansiel institution, som defineret i artikel 4, stk. 1 i Rådets forordning nr. 3604/93 af 13. december 1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelse af forbudet mod priviligeret adgang til traktatens artikel 104 A.

Lovforslagets afgrænsning i valutamæssig og beløbsmæssig henseende er identisk med direktivets afgrænsning. Baggrunden herfor er, at loven regulerer grænseoverskridende forhold. Således vil afvigelser medføre, at en overførsel ikke vil være omfattet af lovgivningen i de øvrige EU-lande.

Dette vil kunne have alvorlige konsekvenser for reglerne om institutternes tilbagebetalingspligt og betaling af kompensation, idet danske institutter dermed vil være afskåret fra at gøre regres gældende overfor institutter uden for Danmarks grænser.

Lovforslagets geografiske anvendelsesområde er udvidet i forhold til direktivet, idet lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, er medtaget. Dette beror på, at EØS-landene har vedtaget at implementere direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler, som herefter er omfattet af EØS-aftalen, der gælder for EU-landene og Norge, Island og Lichtenstein. Lovforslagets udvidelse i forhold til direktivet medfører dermed ikke, at der vil være forskelle mellem reglerne i Danmark og de øvrige EU-lande.

Lovforslaget fastsætter en bemyndigelse til økonomiministeren til at udstede regler om udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte grænseoverskridende pengeoverførsler, hvor institutter fra andre lande end lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, deltager. Bemyndigelsen giver mulighed for at udstrække anvendelsesområdet, såfremt lovgivningen i andre lande i nærmere angivet udstrækning bringes i overensstemmelse med lovens regler.

Loven begrænser ikke de rettigheder, som kunder og institutter, der har medvirket ved effektueringen af en pengeoverførsel, har efter dansk rets øvrige regler.

2.2. Institutternes oplysningspligt

Institutterne skal efter lovforslaget dels stille generelle oplysninger til rådighed for deres kunder om vilkårene for de af loven omfattede pengeoverførsler (forhåndsoplysninger), dels give individuelle oplysninger efter udførelse eller modtagelse af en konkret overførsel (efterfølgende oplysninger). Oplysningerne skal gives skriftligt og kan eventuelt gives ad elektronisk vej. Muligheden for at benytte elektronisk medium medfører ikke bortfald af kundens ret til at få udleveret skriftlige oplysninger ved henvendelse på instituttets adresse.

Lovforslagets § 2 om institutternes generelle forhåndsoplysninger har til formål at sikre gennemsigtighed på området for pengeoverførsler. Der skal således gives oplysning om overførselstiden ved henholdsvis fremsendelse og modtagelse af overførte beløb, om kunders omkostninger ved overførslen, om valørdato og vekselkurser, om kunders ret til kompensation og tilbagebetaling, om kunders klagemuligheder samt retsvirkningen af en afsenders udtrykkelige valg af et formidlende institut.

Afsenders institut og modtagers institut skal efter lovforslagets § 3 give deres kunde specifikke oplysninger om en udført pengeoverførsel, herunder en reference der gør det muligt at identificere overførslen, overførselsbeløbets oprindelige størrelse, summen af samtlige gebyrer mv., som kunden skal betale, og den anvendte valørdato samt ved valutaomveksling en angivelse af den anvendte vekselkurs og datoen for omvekslingen. Efter forslaget er der mulighed for at undlade at give de nævnte oplysninger, hvis kunden udtrykkeligt har givet afkald herpå.

Med henblik på at lette kundernes mulighed for at udnytte deres klageadgang foreslås indsat et krav om, at instituttet skal give kunderne oplysninger om instituttets navn og adresse samt angive navnet på den person, som er ansvarlig for driften af det pågældende institut. Kravet er indsat som følge af, at kunden kan have vanskeligheder ved at identificere institutter, som udfører grænseoverskridende pengeoverførsler, idet institutterne ikke er undergivet en registreringspligt. Kun de institutter, som i øvrigt er underlagt finansielt tilsyn, er registreret hos en offentlig myndighed.

2.3. Overførselstid

Lovforslaget deler overførselstiden op i to stadier; dels et stadium, som vedrører beløbets overførsel fra afsenders institut til modtagers institut, dels et stadium vedrørende tiden herefter, dvs. indtil beløbet er overført fra modtagers instituts konto til modtager. Såfremt intet andet er aftalt, fastsættes den maksimale tidsfrist for første led til 5 bankdage efter den dag, hvor afsender har opfyldt sit instituts krav om tilstrækkelig finansiel dækning og om nødvendige oplysninger for, at instituttet kan gennemføre pengeoverførslen.

Den maksimale tidsfrist for, at modtagers institut stiller beløbet til rådighed for modtagers (dvs. overførslens andet led) er fastsat til én bankdag efter beløbets modtagelse, medmindre andet er aftalt mellem modtager og modtagers institut.

Lovforslaget pålægger afsenders og modtagers institutter at betale kompensation til deres kunde i tilfælde, hvor der foreligger en forsinkelse, som instituttet bærer risikoen for.

Kompensationen består i betaling af rente af overførselsbeløbet. Renten beregnes efter rentelovens morarentesats.

Afsenders institut bærer risikoen for forsinkelse, der skyldes et formidlende institut. Det formidlende institut er herefter forpligtet til at betale et beløb, der svarer til den udbetalte kompensation til afsenders institut.

Institutternes pligt til at betale kompensation finder ikke anvendelse, hvis de kan godtgøre, at forsinkelsen skyldes afsender, henholdsvis modtager.

Lovforslagets regler om overførselstider findes i §§ 5 - 9.

2.4. Omkostninger

Efter lovforslaget skal institutterne gennemføre pengeoverførsler med det fulde beløb, medmindre afsenderen udtrykkeligt har aftalt med sit institut, at omkostningerne i forbindelse med overførslen helt eller delvis skal afholdes af modtageren. Dette indebærer, at medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, må institutterne ikke foretage fradrag af nogen art i det overførte beløb.

Afsenders institut afregner herefter selvstændigt med eventuelle formidlende institutter samt modtagers institut.

Foretages uberettiget fradrag i overførselsbeløbet og stilles det uberettiget fradragne beløb ikke til rådighed for kunden inden for den gældende frist, vil der foreligge forsinkelse for den del af beløbet, som det uberettigede fradrag udgør.

Hvis et institut uberettiget foretager fradrag i overførselsbeløbet, skal det pågældende institut uden fradrag af nogen art og for egen regning stille det fradragne beløb til rådighed for modtager eller - hvis afsender kræver det - for afsender. Forpligtelsen påhviler afsenders institut, hvis instituttet selv eller et formidlende institut har foretaget uberettigede fradrag. Det formidlende institut skal i givet fald overføre beløbet til afsenders institut, eller hvis afsenders institut kræver det, til modtager. Tilsvarende skal modtagers institut betale uberettigede fradrag til modtager.

Lovforslagets regler om omkostninger findes i §§ 10-12.

2.5. Tilbagebetalingspligt

I lovforslaget fastsættes regler om institutternes pligt til at tilbagebetale overførte beløb, som ikke er kommet frem til modtageren.

Tilbagebetalingspligten er i direktivet begrænset til beløb op til modværdien af 12.500 Euro, idet de enkelte medlemsstaters almindelige erstatningsregler i øvrigt finder anvendelse.

Tilbagebetalingspligten påhviler som udgangspunkt afsenders institut, der skal betale beløbet til afsender. Udover selve beløbet skal instituttet betale rente heraf. Endvidere skal instituttet tilbagebetale de gebyrer, som afsenderen har betalt i forbindelse med pengeoverførslen.

Skyldes den manglende eller ufuldstændige udførelse af pengeoverførslen, at et formidlende institut - der er valgt af modtagerens institut - ikke har gennemført ordren, skal modtagerens institut dog i stedet udbetale det manglende beløb til modtageren.

Et formidlende institut, som har accepteret en ordre om en pengeoverførsel, skal, hvis beløbet ikke kommer frem til modtagers institut, tilbagebetale beløbet til det institut, der afgav ordren om overførslen.

Dette gælder dog ikke, hvis den ufuldstændige udførelse skyldes, at det pågældende institut har givet fejlagtige eller ufuldstændige instrukser. Det formidlende institut skal i så fald bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilbagebetale beløbet. Omfanget af denne forpligtelse vil bero på en konkret vurdering af institutternes muligheder i den enkelte situation.

Institutternes tilbagebetalingspligt gælder ikke, hvis der foreligger egen skyld hos afsender, herunder hvis et formidlende institut, der er valgt af afsender, ikke har udført ordren. Af bevismæssige årsager foreslås en regel, hvorefter et formidlende institut anses som valgt af afsender, hvis dette skriftligt fremgår af aftalen mellem afsender og afsenders institut. I så fald skal alle de medvirkende institutter bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilbagebetale overførselsbeløbet. Såfremt beløbet tilvejebringes af instituttet, skal dette tilbagebetales fuldt ud. Beløbsgrænsen på op til modværdien af 12.500 Euro gælder således ikke i disse tilfælde.

Der henvises til lovforslagets §§ 13-16.

2.6. Force majeure

Lovforslagets § 17 indeholder en regel om force majeure, som fritager institutterne for deres forpligtelser efter lovens bestemmelser, hvis betingelserne for reglens anvendelse er opfyldt.

2.7. Klageadgang

Efter direktivet skal medlemsstaterne sørge for, at der findes fyldestgørende og effektive klageprocedurer, så vidt muligt på grundlag af eksisterende procedurer, til bilæggelse af eventuelle tvister mellem en afsender og dennes institut eller mellem en modtager og dennes institut.

Sådanne sager kan indbringes for domstolene. Desuden kan pengeinstitutankenævnet behandle klager over danske pengeinstitutter, danske pengeinstitutters herværende datterselskaber, danske filialer af udenlandske institutter samt udenlandske filialer af danske pengeinstitutter (men ikke udenlandske datterselskaber), vedrørende et privat kundeforhold. Erhvervsdrivende kan ligeledes klage, såfremt sagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold.

Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Nationalbank, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Det Danske Advokatsamfund, Det Danske Handelskammer, Erhvervsministeriet, FDB, Finansministeriet, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forex, Forskningsministeriet, Håndværksrådet, Justitsministeriet, Landbrugsrådet, Post Danmark, Realkreditrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Skatteministeriet og Western Union.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.

Lovforslaget har været forelagt et Fokuspanel med 40 pengeinstitutter og vekselbureauer. 94,5 pct. af virksomhederne vurderer, at lovforslaget ikke vil medføre nævneværdige administrative konsekvenser.

Ud af de 5,5 pct. af virksomhederne, der berøres af lovforslaget, vil ca. 1/4 få administrative byrder på engangsbasis, mens ca. 3/4 af de berørte virksomheder vil få løbende administrative byrder som følge af lovforslaget. Ingen af virksomhederne vil få behov for ekstern rådgivning hverken på engangsbasis eller løbende.

De gennemsnitlige engangsbyrder pr. berørt virksomhed er på 32 minutter. Engangsbyrderne er derfor 66.156 minutter, hvis det opregnes for branchen som helhed.

De gennemsnitlige løbende administrative byrder pr. berørt virksomhed er på 9 minutter pr. måned. De løbende byrder er derfor 17.880 minutter pr. måned, hvis det opregnes for branchen som helhed.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget har til formål at gennemføre direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler, som blev vedtaget den 27. januar 1997, og som er trykt i EF-Tidende nr. L 43 af 14. februar 1997, side 25. Dets danske titel er: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler«.

Direktivet har til formål at forbedre vilkårene for de grænseoverskridende pengeoverførsler, således at pengeoverførsler kan gennemføres hurtigt, pålideligt og billigt. Dette skønnes navnlig af betydning for privatpersoner og små og mellemstore virksomheder, og direktivets anvendelsesområde er derfor begrænset til overførsler af beløb på op til 50.000 Euro.

Et middel til at gennemføre direktivets formål er at sikre gennemsigtighed med hensyn til institutternes vilkår for her igennem at opnå øget konkurrence på markedet for pengeoverførsler. Direktivet indeholder regler om minimumskrav til den information, som institutterne giver kunderne såvel før som efter effektueringen af en pengeoverførsel. Herudover fastsættes visse minimumskrav med hensyn til institutternes effektuering af overførslerne.

For så vidt angår direktivets bestemmelser om institutternes oplysningspligt før og efter pengeoverførslerne åbner direktivet mulighed for at fastsætte strengere og mere detaljerede regler, idet bestemmelserne blot foreskriver hvilke oplysninger, der som minimum skal gives.

Direktivets regel om institutternes tilbagebetalingspligt i tilfælde af, at pengeoverførslen ikke gennemføres, er begrænset til beløb op til 12.500 Euro. Direktivbestemmelsen berører ikke de enkelte medlemsstaters almindelige erstatningsregler, der således fortsat kan finde anvendelse på institutternes ansvar i øvrigt. Derudover udelukker direktivet ikke, at den i direktivet fastsatte begrænsning af tilbagebetalingspligten ikke medtages i medlemsstaternes lovgivninger til implementering af direktivet.

Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne senest den 14. august 1999.

Positive konsekvenser Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet De gennemsnitlige engangbyrder pr. berørt virksomhed er på 32 minutter. De gennemsnitlige løbende administrative byrder pr. berørt virksomhed er på 9 minutter pr. måned.

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1 og dele af artikel 2, 6 og 7.

I stk. 1 fastsættes lovens geografiske og valutamæssige anvendelsesområde i overensstemmelse med direktivet. Loven finder anvendelse på grænseoverskridende pengeoverførsler, som gennemføres af institutter beliggende inden for Den Europæiske Union. Det er en forudsætning for lovens anvendelse, at pengeoverførslen sker i en af medlemsstaternes valutaer. Grænseoverskridende pengeoverførsler mellem EU-landene i andre valutaer, f.eks. i US-dollars eller i norske kroner, er ikke omfattet af lovforslaget.

I stk. 2 udvides lovens geografiske anvendelsesområde, idet det fastsættes, at loven tillige finder anvendelse på grænseoverskridende pengeoverførsler til og fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med. Lovens anvendelsesområde er således videre end direktivets. Bestemmelsen er indsat som følge af, at EØS-landene ved afgørelse af 30.01.1998 i Det Blandede EØS-udvalg har vedtaget at implementere direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler.

Det er som efter stk. 1 en betingelse, at pengeoverførslen sker i en af medlemsstaternes valutaer. EØS-landenes valutaer er ikke omfattet af lovforslaget.

Stk. 3 afgrænser lovens anvendelsesområde til overførsler af beløb op til modværdien af 50.000 Euro. En overførsel, der overstiger modværdien af 50.000 Euro, er ikke omfattet af loven. Beløbsgrænsen følger af direktivet og er fastsat under henvisning til, at reglerne tilsigter at tilgodese hensynet til privatpersoner og virksomheder, især små og mellemstore virksomheder, som ønsker at foretage grænseoverskridende pengeoverførsler.

Modværdien i danske kroner af 50.000 Euro er p.t. ca. 372.500 kr. (kurs 7.45). Da den danske krones kurs kun må variere 2 1/4 pct. fra kursen på Euro, vil det sige, at modværdien kan svinge ca. 11.250 kr. Modværdien i kroner vil således kunne variere mellem ca. 361.250 kr. og 383.750 kr.

Det er værdien af overførselsbeløbet på den dag, hvor afsenders instituts krav om tilstrækkelig finansiel dækning og nødvendige oplysninger for af gennemføre overførslen er opfyldt, der er afgørende for, om en grænseoverskridende pengeoverførsel er omfattet af loven eller ej.

Stk. 4 afgrænser hvilke pengeoverførsler, der er omfattet af loven. Loven finder anvendelse på grænseoverskridende pengeoverførsler, som udføres af institutter efter ubetinget ordre fra en afsender med henblik på at stille en sum penge til rådighed for afsender selv eller for en anden modtager.

En ubetinget ordre defineres i direktivets artikel 2, litra g som enhver form for ubetinget instruks, som gives direkte til et institut. For at en betaling er omfattet af lovforslaget, er det som følge heraf en forudsætning, at den person, der ønsker at overføre et beløb til udlandet, har anmodet sit institut herom.

Afsender er enhver fysisk eller juridisk person, der afgiver ordre om udførelse af en grænseoverskridende pengeoverførsel til fordel for en modtager (jf. direktivets artikel 2, litra h). Loven finder ikke anvendelse, hvis afsender er et institut som angivet i stk. 6, men gælder i øvrigt uanset, om afsender er erhvervsdrivende eller forbruger.

Modtager defineres i direktivets artikel 2, litra i, som den endelige modtager af en grænseoverskridende pengeoverførsel, som får det overførte beløb stillet til rådighed på en konto, som han kan disponere over.

Forslaget omfatter ikke pengeoverførsler ved checks og betalingskort. Disse betalingsinstrumenter er reguleret i henholdsvis checkloven og lov om betalingskort m.v.

Stk. 5 indeholder en definition af begrebet »institutter«.

Som institutter anses alle fysiske og juridiske personer inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, der som led i deres erhvervsvirksomhed medvirker ved udførelsen af grænseoverskridende pengeoverførsler. Fysiske og juridiske personer, der i enkeltstående tilfælde medvirker ved udførelsen af grænseoverskridende pengeoverførsler, anses ikke som omfattet af loven.

Afgrænsningen af lovens anvendelsesområde er funktionsbestemt, idet det er instituttets udførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler, der medfører, at instituttet anses for omfattet af loven. Virksomhedens art i øvrigt er således uden betydning for lovens anvendelse. Foruden pengeinstitutter kan eksempelvis vekselkontorer tænkes omfattet af loven.

Loven opererer med betegnelserne »afsenders institut«, »modtagers institut« og et »formidlende institut«. Ved formidlende institut forstås et institut, der hverken er afsenders eller modtagerens institut, og som medvirker ved udførelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel. Dette vil typisk være en korrespondentbank, som afsenders institut samarbejder med. Et formidlende institut kan dog også være valgt af afsender eller modtagers institut.

Bestemmelsens 2. led fastslår, at filialer og forretningssteder af samme institut betragtes som særskilte institutter, når de medvirker ved udførelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel. Dette medfører, at det enkelte filial/forretningssted har et selvstændigt ansvar efter lovens bestemmelser. Ansvaret er afhængigt af den rolle, som instituttet/filialen har påtaget sig i forbindelse med den pågældende pengeoverførsel, uanset om institutterne tilhører samme koncern (jf. direktivets artikel 2, litra d).

Hvis en ordre modtages i en filial af et stort pengeinstitut, sendes ordren normalt videre til hovedsædet, hvorfra ordren normalt sendes til en bank (eller bankens egen filial) i det land, hvor ordren skal udbetales. Denne bank betegnes normalt korrespondentbank. Hvis den pågældende bank ikke har en afdeling i nærheden af den endelige betalingsmodtager, vælger korrespondentbanken sin nærmeste korrespondent til at gennemføre ordren. Hvert af disse led i transaktionskæden betegnes som et institut.

Stk. 6 bestemmer, at loven ikke finder anvendelse på pengeoverførsler, hvor afsender er et instituttet som nævnt i stk. 5, eller anden nærmere angiven finansiel institution.

Opremsningen i nr. 1-5 svarer indholdsmæssigt til artikel 4, stk. 1 i Rådets forordning (EF) nr. 3604/93 af 13. december 1993 om fastlæggelse af definitioner med henblik på gennemførelse af forbudet mod priviligeret adgang til traktatens artikel 104 A. Efter artikel 4, stk. 1 i denne forordning defineres finansielle institutioner som kreditinstitutter 2 , forsikringsselskaber 3 , investeringsinstitutter 4 , investeringsselskaber 5 samt alle andre foretagender eller institutioner med aktiviteter af tilsvarende art som de selskaber, der er nævnt i de ovenstående led, eller hvis hovedvirksomhed består i erhvervelse af beholdninger af finansielle aktiver eller omdannelse af finansielle fordringer.

Efter stk. 7 kan spørgsmål vedrørende udstrækningen af lovens anvendelsesområde forelægges økonomiministeren.

I stk. 8 gives økonomiministeren hjemmel til at fastsætte regler om udvidelse af lovens anvendelsesområde. Således vil der ved bekendtgørelse kunne fastsættes regler, der medfører, at danske institutters medvirken ved grænseoverskridende pengeoverførsler til og fra andre lande end de i stk. 1 og 2 nævnte omfattes af loven.

Udvidelsen forudsætter, at det pågældende lands lovgivning indeholder regler om institutternes forpligtelser og rettigheder, som svarer til denne lovs § 1, stk. 3-6 og 9 samt kapitel 3 og 4. Betingelsen er indsat for at sikre, at de danske institutter har regresret over for institutter i andre lande. Ved en udvidelse af anvendelsesområdet må der tages særskilt stilling til, om det pågældende lands valuta skal omfattes helt eller delvist af lovens anvendelsesområde. Det pågældende lands valuta kan kun omfattes fuldt ud af lovens anvendelsesområde, såfremt denne valuta også er omfattet af den tilsvarende lovgivning i de øvrige EU-lande. I modsat fald vil overførsler inden for EU i dette lands valuta ikke være omfattet af lovens anvendelsesområde. Konsekvensen heraf er, at de danske institutters regresret afskæres.

I stk. 9 fast s lås, at loven ikke begrænser de rettigheder, som kunder og institutter, der har medvirket ved gennemførelsen af en pengeoverførsel, har efter dansk rets øvrige regler, herunder de almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt.

Bestemmelsen, der gælder generelt, gennemfører således direktivets artikel 6, stk. 4, samt artikel 7, stk. 2 og 3.

Det fremgår af artikel 6, stk. 4, at bestemmelserne om kompensation ved forsinkelse (direktivets art. 6-9) på ingen måde berører de rettigheder, som kunder og institutter, der har medvirket ved udførelsen af den grænseoverskridende pengeoverførsel, i øvrigt har.

Efter artikel 7, stk. 2 og 3, berører bestemmelserne om institutternes pligt til at betale kompensation, når der er foretaget uberettigede fradrag i det overførte beløb, ikke eventuelle andre krav, som kunderne og de implicerede parter måtte have.

Bestemmelsen medfører således, at dansk rets almindelige regler om erstatning i og uden for kontraktsforhold opretholdes. Afgørelsen af sager om sådanne erstatningskrav træffes af de organer m.v., der i henhold til dansk ret er kompetente.

Bestemmelsen medfører derimod ikke, at der ved beregningen af det tab en kunde eller et institut har lidt, skal ses bort fra en udbetalt kompensation eller en tilbagebetaling, der er sket i medfør af denne lovs regler. Det udbetalte beløb skal således fradrages ved tabsopgørelsen.

Bestemmelsen gennemfører artikel 3 i direktivet og vedrører de forhåndsoplysninger, et institut skal stille til rådighed for sine aktuelle og potentielle kunder vedrørende vilkårene for instituttets udførelse af de af loven omfattede pengeoverførsler. Bestemmelsen angiver de minimumskrav, der stilles til institutterne.

Bestemmelsen tager sigte på at fremme gennemsigtigheden, således at en kunde har mulighed for at undersøge priser og betingelser, inden kunden vælger, hvilket institut kunden vil anvende til at foretage pengeoverførslen.

Oplysningsforpligtelserne efter denne bestemmelse gælder ethvert institut, som erhvervsmæssigt medvirker til udførelse af pengeoverførsler som afsenders og modtagers institut. Instituttet er således forpligtet til skriftligt at informere om, hvilke standardvilkår instituttet har fastsat for dets udførelse af pengeoverførsler som henholdsvis afsenders institut og modtagers institut.

Stk. 1 pålægger instituttet at give oplysning om de vilkår, der gælder for instituttets udførelse af pengeoverførsler. Oplysningspligten gælder såvel instituttets betingelser for afsendelse som for modtagelse af pengeoverførsler.

Stk. 1, nr. 1, pålægger institutter at give oplysning om overførselstiden, når instituttet skal afsende overførsler. Overførselstiden er det tidsrum, der går inden beløbet krediteres modtagers instituts konto. Der stilles krav om, at starttidspunktet for beregningen skal være klart angivet. Institutterne skal klart angive tidspunktet, hvorfra tidsfristen regnes, for eksempel fra instituttets accept af ordren.

Efter stk. 1, nr. 2, skal institutterne oplyse, hvor lang tid der går inden et overført beløb stilles til rådighed for modtager, hvis instituttet skal modtage en pengeoverførsel.

Efter stk. 1, nr. 3, skal institutterne oplyse om beregningsmetoden for provisioner og gebyrer. Udgør gebyret et fast beløb, skal beløbet oplyses. Hvis gebyret beregnes som en procentdel af overførselsbeløbet, skal procentsatsen oplyses. Det samme gælder for beregning af provisioner.

Ifølge stk. 1, nr. 4, skal institutterne give oplysning om valørdato. Institutterne skal således give oplysninger om de renteberegningsregler, der gælder, hvis et afsenders institut hæver et overførselsbeløb på afsenders konto, og hvis et institut indsætter et overført beløb på modtagers konto.

Efter stk. 1, nr. 5, skal institutterne give oplysning om, hvilken vekselkurs og kursdato der anvendes. Der skal gives oplysning om, ud fra hvilken reference vekselkursen fastsættes og hvilke tillæg/fradrag der foretages i denne kurs. Oplysningerne skal tillige indeholde en angivelse af, hvilken dags vekselkurs der vil blive lagt til grund ved omregningen.

Efter stk. 1, nr. 6, skal institutterne oplyse om kunders ret til kompensation og tilbagebetaling samt give oplysninger om kunders klagemuligheder. Med hensyn til indholdet af de oplysninger som instituttet skal give, henvises til §§ 6 og 9 om kompensation samt bemærkningerne hertil, og til §§ 13, 15 og 16 om tilbagebetaling samt bemærkningerne hertil. Pligten til at oplyse om kunders ret til kompensation og tilbagebetaling er ikke direktivbestemt, men foreslås indsat for at sikre at kunden er bekendt med disse rettigheder.

Efter stk. 1, nr. 7, skal institutterne oplyse om retsvirkningen af en afsenders udtrykkelige valg af et formidlende institut.

Bestemmelsen er ikke direktivbestemt, men foreslås indsat på baggrund af de vidtrækkende konsekvenser det har, at afsender selv vælger et formidlende institut.

For så vidt angår spørgsmålene om, hvornår afsender anses for at have valgt et formidlende institut, og retsvirkningerne heraf, henvises til § 16, stk. 1 og 2, samt bemærkningerne hertil.

I stk. 2 stilles krav om, at oplysningerne skal gives skriftligt og i en let forståelig form.

Endvidere åbnes mulighed for, at oplysningerne tillige kan gives ad elektronisk vej. Oplysningerne kan gives via f.eks. telefax eller elektronisk post eller via instituttets hjemmeside på internettet m.v.

Muligheden for at benytte elektronisk medium medfører ikke bortfald af kundens ret til at få udleveret skriftlige oplysninger ved henvendelse på instituttets adresse.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 4.

Oplysningsforpligtelserne efter § 3 har - i modsætning til § 2 - tilknytning til udførelsen af en konkret pengeoverførsel. Bestemmelsen fastsætter, hvilke oplysninger, afsenders institut og modtagers institut som minimum skal give deres respektive kunder straks efter udførelsen af en pengeoverførsel. Afsenders institut skal give oplysningerne, når den del af ordren, som instituttet selv skal forestå, er udført. Modtagers institut skal give oplysningerne, når beløbet af modtagers institut er stillet til rådighed for modtager.

Efter § 3, stk. 1, nr. 1, skal institutterne give deres kunder oplysninger, som sætter kunderne i stand til at identificere overførslen. Formålet med bestemmelsen er at sikre, dels at afsender af sit institut er informeret om afsendelsen af beløbet, dels at modtager af sit institut informeres om, at beløbet er modtaget.

I § 3, stk. 1, nr. 2, pålægges institutterne at give oplysning om overførselsbeløbets oprindelige størrelse, inden fradrag af gebyrer og provisioner. Dette sikrer gennemsigtighed for så vidt angår institutternes overholdelse af lovens regler om fradrag i overførselsbeløbet, jf. §§ 10-12.

Ifølge § 3, stk. 1, nr. 3, skal institutterne angive summen af alle de gebyrer og provisioner, som deres kunde skal betale.

Efter § 3, stk. 1, nr. 4, skal institutterne oplyse den anvendte valørdato, d.v.s. den dato hvorfra den renteberegning, som instituttet anvender over for kunden, foretages. Der henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 4.

I § 3, stk. 1, nr. 5 pålægges institutterne, at oplyse instituttets navn og forretningsadresse samt for institutter, der ikke er pengeinstitutter, navnet på den person, som er ansvarlig for instituttets drift. Bestemmelsen er ikke direktivbestemt, men foreslås indsat med henblik på at sikre, at kunder, som ønsker at klage over et institut, er i besiddelse af tilstrækkelig oplysninger til at kunne identificere instituttet over for domstolene eller et eventuelt klageorgan.

§ 3, stk. 2, pålægger modtagers institut at orientere modtager, såfremt afsender har givet ordre om, at modtager helt eller delvis skal betale de omkostninger, der er forbundet med overførslen. Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med § 10, hvorefter institutterne skal overføre det fulde beløb, medmindre afsender har angivet andet.

Efter § 3, stk. 3, skal et institut oplyse sin kunde om den anvendte vekselkurs i tilfælde af valutaomregning. For så vidt angår principperne herfor henvises til bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af § 3, stk. 4, at institutterne kan undlade at give de i stk. 1-3, angivne oplysninger, hvis kunden udtrykkeligt har givet afkald herpå. Denne adgang til at fravælge de nævnte oplysninger må antages navnlig at være af interesse for erhvervsdrivende, der gennemfører et større antal pengeoverførsler.

Kunden kan alene give afkald med virkning for kunden selv. Afsender kan eksempelvis ikke med virkning for modtager fravælge de oplysninger, som modtagers institut er forpligtet til at give til modtager.

Af § 3, stk. 5, fremgår det, at oplysningerne kan gives ad elektronisk vej. Der henvises her til bemærkningerne til § 2, stk. 2.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5 og præciserer, at afsenders institut ved accepten forpligter sig til at udføre overførslen i overensstemmelse med det aftalte.

Såfremt der ikke indgås specifik aftale om tidsfristens længde og omkostningsfordelingen mellem afsender og modtager finder lovens deklaratoriske regler anvendelse. Såfremt der ikke indgås særskilt aftale om de øvrige vilkår for overførslen, herunder størrelsen af gebyrer og provisioner, anses instituttets generelle oplysninger om vilkårene for instituttets udførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler, jf. § 2, som en del af aftalen.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at instituttet ikke er forpligtet til at give oplysning om den specifikke størrelse af de provisioner og gebyrer, der afhænger af den anvendte vekselkurs. De principper for beregningen heraf, som instituttet har oplyst kunden, er derimod bindende.

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 6.

Bestemmelsen fastsætter regler for tidsfristen for afsenders udførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler.

Efter § 5, stk. 1, skal afsenders institut udføre pengeoverførslen inden for den tidsfrist, der er aftalt med afsender. Det følger heraf, at tidsfristens længde frit kan fastlægges ved aftale mellem afsender og afsenders institut.

§ 5, stk. 2 er deklaratorisk og finder derfor kun anvendelse, såfremt der ikke er indgået en aftale om overførselstiden efter stk. 1.

Reglen foreskriver, at fristen regnes fra dagen efter den dag, hvor afsenders instituts krav om tilstrækkelig finansiel dækning og nødvendige oplysninger for at udføre overførslen er opfyldt. I direktivet er denne dag benævnt »acceptdatoen«, jf. direktivets artikel 2, litra (l). Nødvendige oplysninger kan f.eks. være angivelse af modtagers navn og kontonummer, navn og adresse samt kontoangivelse vedrørende formidlende institutter, der er valgt af afsender m.v.

Beløbet skal være overført til modtagers instituts konto inden udløbet af den femte bankdag efter acceptdatoen. Ved bankdage forstås dage, hvor pengeinstitutter i det land, hvor pengeoverførslen befinder sig, sædvanligvis holder åbent.

Dette medfører, at der ved tidsfristens beregning skal tages højde for eventuelle nationale helligdage. Gennemføres en pengeoverførsel eksempelvis 6 dage efter acceptdatoen som følge af sammenfald mellem udførelsen af pengeoverførslen og en national helligdag, vil pengeoverførslen være gennemført rettidigt.

En bankdag anses for udløbet ved det pågældende instituts på forhånd annoncerede lukketid.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 6, stk. 1, 2. og 3. afsnit samt stk. 3, pålægger afsenders institut at betale kompensation, hvis instituttet ikke overholder den frist, der er gældende i medfør af § 5. Der er tale om et objektivt ansvar, hvor et institut dog undgår at ifalde erstatningsansvar, hvis instituttet iht. § 6, stk. 3, kan godtgøre, at forsinkelsen alene skyldes afsender. Afsenders institut hæfter således over for afsender for de fejl eller forhold, der fører til, at instituttet selv eller et formidlende institut ikke overfører beløbet inden for den angivne frist.

Kompensationen består efter § 6, stk. 2, i betaling af rente af overførselsbeløbet. Renten beregnes fra dagen efter udløbet af den i medfør af § 5 gældende frist til den dato, hvor beløbet krediteres modtagers instituts konto.

Ifølge direktivet fastsættes rentesatsen efter reglerne i den medlemsstat, hvor det institut, der skal betale kunden kompensation, er beliggende (jf. direktivets artikel 2, litra k). Det foreslås, at renten fastsættes til den efter rentelovens § 5, stk. 1, gældende morarentesats.

Efter § 6, stk. 3, gælder kompensationsreglen ikke i de tilfælde, hvor afsenders institut kan godtgøre, at tidsfristens overskridelse skyldes afsender. Bevisbyrden herfor påhviler instituttet.

Efter denne bestemmelse, der gennemfører artikel 6, stk. 1, 4. afsnit, er et formidlende institut forpligtet til at betale kompensation til afsenders institut, hvis det formidlende institut er årsag til forsinkelsen. Bestemmelsen finder anvendelse på institutter i Danmark, der som formidlende institutter medvirker ved grænseoverskridende pengeoverførsler.

I disse tilfælde finder de danske renteregler ikke anvendelse, da rentereglerne i det land, hvor afsenders institut er beliggende (jf. direktivets artikel 2, litra k) skal anvendes. Kompensationens størrelse beregnes ved at anvende rentesatsen, som efter reglerne i afsenders instituts land gælder for afsenders institut. Det danske formidlende institut skal således betale et beløb til afsenders institut, som svarer til det beløb, afsenders institut er forpligtet til at betale til afsender.

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 6, stk. 2, 1. afsnit, fastsætter regler om tidsfristen for modtagers instituts gennemførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler. Reglen svarer indholdsmæssigt i vidt omfang til § 5, som angår tidsfrister for afsenders institut. For modtagers institut gælder imidlertid en kortere deklaratorisk tidsfrist for udførelsen af pengeoverførslen.

Efter § 8, stk. 1, skal modtagers institut stille det overførte beløb til rådighed for modtager inden for den tidsfrist, som modtagerens institut har aftalt med modtageren. Tidsfristens længde kan således frit fastlægges ved aftale mellem modtager og modtagers institut.

Er der ikke er aftalt nogen tidsfrist, skal modtagerens institut efter § 8, stk. 2, stille beløbet til rådighed for modtager inden udløbet af den bankdag, der følger efter den dag, hvor modtagers institut har modtaget beløbet. Tidsfristen for modtagers institut er således fastsat til 1 dag, hvorimod tidsfristen for afsenders institut efter § 5, stk. 2 er fastsat til 5 dage.

Der henvises iøvrigt til bemærkningerne til § 5, stk. 2.

Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 2, 2. og 3. afsnit samt stk. 3.

Efter § 9, stk. 1, skal modtagers institut betale kompensation til modtager, hvis den i medfør af § 8 gældende tidsfrist ikke overholdes. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 6 om afsenders instituts betaling af kompensation til afsender.

Kompensationen består i medfør af § 9, stk. 2 i betaling af rente af overførselsbeløbet. Renten beregnes fra dagen efter udløbet af den i medfør af § 8 gældende frist til den dato, hvor beløbet stilles til rådighed for modtager.

Størrelsen af den rente, instituttet skal betale, foreslås fastsat i henhold til rentelovens bestemmelser om morarente, jf. bemærkningerne til § 6, stk. 2.

Efter § 9, stk. 3, ydes der ingen kompensation, hvis modtagers institut kan godtgøre, at forsinkelsen alene skyldes modtager eller afsender. Har modtager eller afsender f.eks. opgivet et forkert kontonummer, så instituttet først efter visse undersøgelser kan klarlægge, hvem beløbet tilkommer, er modtager ikke berettiget til kompensation.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1.

Bestemmelserne i direktivets artikel 7 omhandler ligesom artikel 6 institutternes forpligtelser til at udføre grænseoverskridende pengeoverførsler i overensstemmelse med det aftalte. Artikel 7 vedrører omkostningerne ved udførelse af grænseoverskridende pengeoverførsler.

Det fremgår af § 10, stk. 1, at institutterne skal udføre en ordre om en grænseoverskridende pengeoverførsel med det fulde beløb. Bestemmelsen gælder såvel afsenders institut, et formidlende institut som modtagers institut.

Bestemmelsen er en deklaratorisk regel, hvilket betyder, at medmindre andet er særskilt aftalt med afsender, skal afsenders institut opkræve samtlige omkostninger hos afsender. Afsenders institut indestår herefter for, at det fulde overførselsbeløb krediteres modtagers instituts konto.

I henhold til § 10, stk. 2, kan ovennævnte fraviges ved aftale. Afsender kan således indgå aftale med sit institut om, at omkostningerne ved overførslen helt eller delvis skal afholdes af modtageren. Afsenders institut har bevisbyrden for, at der er indgået en sådan aftale med afsender. Det følger endvidere af § 3, stk. 2, at modtagerens institut i givet fald skal oplyse modtager om afsenders bestemmelse vedrørende omkostninger.

§ 10, stk. 3 fastslår, at forbudet mod at foretage uberettigede fradrag i overførte beløb ikke berører modtagers instituts adgang til at opkræve gebyrer for forvaltningen af modtagers konto i øvrigt, når opkrævningen af disse sker i overensstemmelse med gældende forretningsbetingelser eller efter aftale med modtager.

Stiller afsenders henholdvis modtagers institut ikke beløbet til rådighed for kunden inden den i medfør af § 5 eller § 8 gældende frists udløb, foreligger der forsinkelse for den del af overførselsbeløbet, det uretmæssige fradrag udgør.

Bestemmelsen gennemfører stk. 2 i direktivets artikel 7.

Efter § 11, stk. 1, er afsenders institut over for afsender ansvarlig for fradrag, som instituttet selv eller et formidlende institut har foretaget i strid med § 10.

Afsenders institut skal uden fradrag af nogen art og for egen regning overføre et beløb svarende til det uberettigede fradrag til modtager, medmindre afsender kræver, at beløbet i stedet for overføres til ham.

Bestemmelsen i § 11, stk. 2 er en regresregel. Et formidlende institut, der har foretaget et fradrag i strid med § 10, skal således for egen regning overføre et beløb svarende til det uberettigede fradrag til afsenders institut, medmindre afsenders institut kræver, at beløbet overføres til modtager.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 3.

§ 12 vedrører fradrag, der i strid med § 10 er foretaget af modtagers institut.

Bestemmelsen fastslår, at modtagers institut er forpligtet til stille et beløb svarende til det uberettigede fradrag til rådighed for modtager.

Bestemmelsen gennemfører dele af direktivets artikel 8. Bestemmelsen regulerer afsenders instituts forpligtelse i de tilfælde, hvor en grænseoverskridende pengeoverførsel ikke kommer frem til modtagers institut.

Efter § 13, stk. 1, skal afsenders institut refundere afsender overførselsbeløbet - dog højst et beløb svarende til 12.500 Euro - med tillæg af renter og gebyrer, hvis overførselsbeløbet ikke kommer frem til modtagerens institut.

Reglen pålægger afsenders institut et objektivt ansvar, såfremt instituttet selv eller et formidlende institut er årsag til, at en grænseoverskridende pengeoverførsel ikke er krediteret modtagers instituts konto. Det objektive ansvar er begrænset til et beløb svarende til 12.500 Euro, idet det bemærkes, at dansk rets almindelige erstatningsretlige regler gælder ved siden af disse regler, jf. lovforslagets § 1, stk. 9. Hvis instituttet i medfør af disse regler ifalder erstatningsansvar, har kunden på dette grundlag krav på at få et eventuelt resterende beløb tilbagebetalt af instituttet.

Afsenders institut skal udover overførselsbeløbet tilbagebetale samtlige gebyrer, som afsender har betalt i forbindelse med overførslen. Derudover skal afsenders institut yde afsender kompensation i form af betaling af rente af overførselsbeløbet. Renteperioden regnes fra den dag, hvor afsenders instituts krav om tilstrækkelig finansiel dækning og nødvendige oplysninger for at gennemføre overførslen er opfyldt, til den dag, hvor beløbet krediteres afsender. Rentesatsen foreslås i overensstemmelse med reglerne i § 6 fastsat til rentelovens morarentesats.

§ 13, stk. 2, fastslår, at det samlede beløb efter stk. 1, skal stilles til rådighed for afsender inden 14 bankdage efter den dag, hvor afsender har fremsat krav om tilbagebetaling. Afsenders institut indrømmes således en periode på 14 bankdage til at undersøge årsagen til, at beløbet ikke er kommet frem samt foranledige beløbet overført til modtagers institut. Se nærmere om »bankdage« under bemærkningerne til § 5, stk. 2.

Efter § 13, stk. 3, fritages afsenders institut for sin tilbagebetalingsforpligtelse såfremt overførselsbeløbet er krediteret modtagers instituts konto, inden tilbagebetalingen er sket. Der vil så foreligge forsinkelse, og der skal ydes kompensation efter § 6.

Endvidere fastslås det i stk. 3, at afsenders institut ikke er ansvarlig for fejl begået af formidlende institutter, som ikke er valgt af instituttet selv.

Ansvaret for formidlende institutters fejl gælder således ikke i de tilfælde, hvor det formidlende institut er valgt af modtagers institut eller af afsender. I disse situationer finder henholdsvis § 15 og § 16 anvendelse.

Efter § 13, stk. 4, kan afsender tidligst fremsætte krav om tilbagebetaling efter udløbet af den tidsfrist, der er gældende i medfør af § 5.

§ 13, stk. 5, indeholder en bestemmelse, der fastslår, at bestemmelsen i stk. 1 ikke medfører, at afsenders institut er afskåret fra at vælge at tilbagebetale hele det overførte beløb.

Denne bestemmelse gennemfører direktivets artikel 8, stk. 1, sidste afsnit.

Det følger af § 14, stk. 1, at et formidlende institut, der har accepteret en ordre om en pengeoverførsel, i lighed med hvad der gælder for afsenders institut efter § 13, for egen regning skal tilbagebetale overførselsbeløbet, dog højst 12.500 Euro, med tillæg af renter beregnet efter reglerne i § 7, stk. 2 og gebyrer. Med hensyn til beløbsgrænsen på 12.500 Euro, henvises til bemærknigerne under § 13, stk. 1. Beløbet skal betales til det institut, som afgav overførselsordren til det formidlende institut.

Bestemmelsen regulerer således det indbyrdes regresforhold mellem et formidlende institut og det institut, som har anmodet om det formidlende instituts medvirken. Dette kan både være afsenders og modtagers institut.

Reglen forudsætter, at det overførte beløb har været instituttet i hænde. En situation, hvor afsenders institut har afsendt en pengeoverførsel, men hvor et tidligere institut i transportkæden aldrig har videresendt beløbet til det formidlende institut, vil således ikke medføre tilbagebetalingspligt for det formidlende institut.

Afsender eller modtager kan ikke selv rette et krav om tilbagebetaling mod et formidlende institut. Afsender og modtager kan alene rette et krav om tilbagebetaling mod deres eget institut.

§ 14, stk. 2 indeholder en bestemmelse, hvorefter tilbagebetalingspligten bortfalder, såfremt den grænseoverskridende pengeoverførsel krediteres modtagers instituts konto, inden tilbagebetaling er sket. Der vil så foreligge forsinkelse, og der skal ydes kompensation efter § 7.

Efter § 14, stk. 3, gælder det formidlende instituts tilbagebetalingspligt ikke, hvis årsagen til, at beløbet ikke er kommet frem til modtagers institut, er, at afsenders institut eller et andet formidlende institut har givet fejlagtige eller ufuldstændige oplysninger. Det formidlende institut har i stedet en pligt til at bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilvejebringe og herefter tilbagebetale beløbet. Omfanget af denne forpligtelse vil bero på en konkret vurdering af instituttets muligheder. Det formidlende institut kan i disse situationer fradrage beløbet sine omkostninger ved tilbagebetalingen.

Såfremt overførselsbeløbet tilvejebringes af instituttet, skal dette tilbagebetales fuldt ud. Beløbsgrænsen i stk. 1 gælder således ikke i disse tilfælde.

§ 14, stk. 4, indeholder en bestemmelse, der fastslår, at bestemmelsen i stk. 1 ikke medfører, at det formidlende institut er afskåret fra at vælge at tilbagebetale hele overførselsbeløbet.

§ 15 gennemfører direktivets artikel 8, stk. 2.

Det følger af § 15, stk. 1, at hvis modtagerens institut udtrykkeligt har valgt det formidlende institut, og dette institut er årsag til, at pengeoverførslen ikke gennemføres fuldt ud, skal modtagers institut stille det manglende beløb - dog højst svarende til 12.500 Euro - til modtagers rådighed. Med hensyn til beløbsgrænsen på 12.500 Euro, henvises til bemærkningerne under § 13, stk. 1. Modtagers institut kan søge regres hos det formidlende institut efter reglerne i § 14.

I § 15, stk. 2, foreslås en frist på 14 bankdage for modtagers institut svarende til den foreslåede frist for afsenders institut i § 13, stk. 2. Modtagers institut indrømmes således tilsvarende en periode på 14 bankdage til at undersøge årsagen til, at beløbet ikke er kommet frem samt foranledige beløbet stillet til rådighed for modtager. Se nærmere om »bankdage« under bemærkningerne til § 5, stk. 2.

§ 15, stk. 3, indeholder en angivelse af, hvornår et institut anses som valgt af modtagers institut. Modtagers institut skal udtrykkeligt have angivet et bestemt institut, der skal deltage i overførslen som formidlende institut. Det er i den henseende ikke tilstrækkeligt, at modtagerens institut har rådgivet afsenders institut herom eller er fremkommet med anbefalinger.

§ 15, stk. 4, indeholder en bestemmelse, der fastslår, at bestemmelsen i stk. 1 ikke medfører, at modtagers institut er afskåret fra at vælge at betale hele det overførte beløb.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 8, stk. 3.

Det fremgår af § 16, stk. 1, at institutternes tilbagebetalingspligt efter §§ 13-15 ikke gælder, hvis den manglende eller ufuldstændige udførelse af pengeoverførslen skyldes, at afsender har givet sit institut ufuldstændige eller fejlagtige instrukser, eller at et formidlende institut, der udtrykkeligt er valgt af afsender, ikke har udført ordren.

§ 16, stk. 2, indeholder en angivelse af, hvornår et institut anses som valgt af afsender. Der skal således foreligge en skriftlig tilkendegivelse i aftalen mellem afsender og denne institut, om at afsender ønsker, at et specifikt formidlende institut skal medvirke ved overførslen.

Efter § 16, stk. 3, skal de institutter, der har medvirket ved pengeoverførslen - i lighed med hvad der gælder efter § 13, stk. 2 - bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilvejebringe og herefter tilbagebetale overførselsbeløbet. Såfremt overførselsbeløbet tilvejebringes af et institut, skal dette tilbagebetales fuldt ud. Beløbsgrænsen for overførselsbeløbet på 12.500 Euro gælder således ikke i disse tilfælde.

Efter § 16, stk. 4, skal afsenders institut stille beløbet til rådighed for afsender, når instituttet får beløbet tilbagebetalt. De medvirkende institutter er ikke forpligtede til at tilbagebetale gebyrer og fradragne renter og kan tillige fradrage dokumenterede omkostninger, som tilbagebetalingen har medført.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 9 og indeholder en regel, der fritager institutterne for deres ansvar, hvis der foreligger force majeure.

Efter denne regel fritages institutterne for deres ansvar efter lovens bestemmelser, hvis de kan påberåbe sig usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, som det institut, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som det pågældende institut ikke har mulighed for at afværge, selvom det udviser den størst mulige påpasselighed. Force majeure foreligger kun, såfremt de foreliggende omstændigheder er relevante for den bestemmelse, instituttet har overtrådt.

Af direktivets præambel (betragtning 13) fremgår, at »blandt de forhold, som institutter, der medvirker ved effektueringen af en grænseoverskridende pengeoverførsel, kan udsættes for, må der skelnes mellem bl.a. forholdene i forbindelse med insolvens og forhold, der skyldes force majeure«. Det følger heraf, at insolvens hos instituttet selv eller et medvirkende institut ikke kan påberåbes som force majeure.

Det antages, at domstolene ved anvendelsen af denne bestemmelse vil fortolke reglen i overensstemmelse med hidtidig praksis for fortolkning af force majeure regler i dansk ret.

Efter denne bestemmelse straffes den, der groft eller gentagne gange overtræder §§ 2, 3, stk. 1-4 og § 10 med bøde.

Det fremgår af § 18, stk. 2, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Lovens ikrafttræden foreslås fastsat til den 14. august 1999, da dette er direktivets implementeringsfrist.

Efter denne bestemmelse gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft med de afvigelser, som landsdelenes særlige forhold tilsiger.

2 Jf. artikel 1, 1. led i direktiv 77/780/EØF.

3 Jf. artikel 1, litra a) i direktiv 92/49/EØF og art. 1, litra a) i direktiv 92/96/EØF

4 Jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 85/611/EØF.

5 Jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/22/EØF.

Bilag

Versioner

  1. 1998-11-25