Forslag til Lov om ændring af lov om betalingskort m.v.

GældendeVersion 1998-12-03

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00129@1998-12-03/da

Indhold

Indledning

I lov om betalingskort m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 811 af 12. september 1994, som ændret ved lov nr. 399 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »18,«: »20,«.

2. I § 10, stk. 1, indsættes efter »heraf«: »jf. dog § 11«.

3. § 11 affattes således:

»§ 11. Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 20 og 20 a, stk. 1.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dens virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af §§ 20 og 20 a, stk. 1.

Stk. 3 . Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager efter stk. 1 eller for Konkurrencestyrelsens rapport til erhvervsministeren, jf. stk. 6. Dog finder § 4, stk. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen tilsvarende anvendelse på sager efter stk. 1.

Stk. 4 . Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 samt rapporten til erhvervsministeren efter stk. 6 kan offentliggøres, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 . Ved offentliggørelse efter stk. 4 kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Stk. 6 . Konkurrencestyrelsen udarbejder én gang årligt en rapport til erhvervsministeren om de vilkår og priser, som fastsættes af kortudstedere over for betalingsmodtagere og kortindehavere på det danske marked.«

4. § 20 affattes således:

»§ 20. Kortudsteders omkostninger ved drift af betalingssystemet kan ikke pålægges betalingsmodtager, hvis afviklingen af en betalingstransaktion

1) forudsætter fysisk tilstedeværelse af kortindehaver og betalingsmodtager, og

2) sker ved fysisk brug af et betalingskort, der ikke er forudbetalt, samtidig med at kortindehaver anvender underskrift, hemmelig personlig kode eller tilsvarende sikker identifikation.

Stk. 2. Opkræver kortudsteder gebyr fra kortindehaveren for kortindehaverens brug af betalingskort, skal gebyret fastsættes uafhængigt af betalingsmodtagerens forhold.

Stk. 3. Betalingsmodtager kan opkræve gebyr for betalingstransaktionen hos kortindehaver, når kortindehaveren betaler med et betalingskort. Gebyrets størrelse må ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til kortudsteder.

Stk. 4. Opkræver betalingsmodtager gebyr hos kortindehaver for brug af betalingskort, skal betalingsmodtager forud for aftalens indgåelse på tydelig måde oplyse kortindehaver om, hvilke gebyrer der opkræves.«

5. Efter § 20 indsættes i kapitel 4:

»§ 20 a. Ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen kan udstede de fornødne påbud, herunder påbud om

1) at angivne priser og avancer ikke må overskrides, eller

2) at der ved beregningen af priser og avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler.«

6. § 23 affattes således:

» Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af denne lovs § 24 og § 25, samt de regler, der er udstedt i medfør af § 26.«

7. § 21, stk. 6 og 7 , affattes således:

»Stk. 6. Kortudsteder er i forhold til kortindehaver ansvarlig for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskort, medmindre andet følger af stk. 1-3. Uanset stk. 1-3 er kortudsteder tillige ansvarlig, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af betalingskortet.

Stk. 7. Betalingsmodtager er i forhold til kortudsteder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af betalingskort, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af et betalingskort, eller hvis betalingsmodtager som følge af den indløsningsaftale, der er indgået med kortudsteder, skal bære tabet.«

8. § 26 e, stk. 6 og 7 , affattes således:

» Stk. 6 . Systemudbyder er i forhold til brugeren ansvarlig for tab som følge af andres uberettigede brug af systemet, medmindre andet følger af stk. 1-3. Uanset stk. 1-3 er systemudbyder tillige ansvarlig, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af systemet.

Stk. 7. Betalingsmodtager er i forhold til systemudbyder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af systemet, såfremt betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af systemet, eller hvis betalingsmodtager som følge af den indløsningsaftale, der er indgået med systemudbyder, skal bære tabet.«

9. I § 27 indsættes som stk. 2 - 4:

»Stk. 2. Konkurrencestyrelsens afgørelser efter § 20 a kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Konkurrencelovens § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Klager efter stk. 2 kan indbringes af

1) den, afgørelsen retter sig til, eller

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 4. Klager over afgørelser efter stk. 2 kan af Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.«

10. Efter § 30 indsættes i kapitel 8:

»§ 30 a . Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 20 eller § 20 a, stk. 1,

2) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 20 a, stk. 2,

3) undlader at efterkomme krav efter § 11, stk. 2,

4) i forhold, der er omfattet af § 11, stk. 1, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den pågældende sag.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Forældelsesfrist for strafansvar efter stk. 1 og stk. 2 er 5 år.«

11. I § 33, stk.1, indsættes efter »§ 20, stk. 2«: »og 3,«. I § 33, stk. 2, indsættes efter »§ 20, stk. 1«: »-3,« og efter »§ 21,«: »stk. 1-6,« og efter »§ 26 e,«: »stk. 1-6«.

12. I § 37 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Forslag til revision af lovens § 20 fremsættes for Folketinget senest den 1. november 2001.«

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 23.«

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets indhold

Ved lov nr. 399 af 26. juni 1998 skete der en ændring af betalingskortlovens § 37, således at revision af loven blev udskudt i 2 år til folketingsåret 1999-2000. Baggrunden herfor var, at regeringen har nedsat et udvalg om den finansielle sektor efter år 2000, som blandt andet skal gennemgå betalingskortloven.

Det foreliggende lovforslag, der vedrører ændring af betalingsforholdene for betalingskortsystemer, har til formål at sikre, at elektronisk handel ikke hindres unødigt. Det skønnes, at ændringen ikke kan afvente det generelle revisionsarbejde i forbindelse med loven. Der vil dog fortsat ske en generel revision af betalingskortloven i folketingsåret 1999/2000.

Efter den gældende bestemmelse i § 20, stk. 1, må omkostningerne ved driften af et betalingskortsystem ikke pålægges de tilsluttede betalingsmodtagere (forretninger), men derimod kun kortindehaveren (forbrugeren) eller kortudstederen selv.

Kortudsteders manglende mulighed for at pålægge betalingsmodtagere driftsomkostninger kan betyde, at kortudstederne ikke finder forretningsmæssigt grundlag for udvikling og drift af betalingssystemer.

§ 20, stk. 1, indebærer derfor, at der er risiko for, at nye betalingssystemer i forbindelse med elektroniske betalingssystemer og lignende - til de nye handelsformer ikke vil blive udviklet og stillet til rådighed for danske virksomheder og forbrugere i samme omfang som for virksomheder og forbrugere i udlandet.

Der er således risiko for, at de fordele, der er forbundet med informationsteknologien herunder elektronisk handel ikke vil komme det danske samfund til gode i samme omfang som i udlandet.

Konkurrencemulighederne for andre kortsystemer end Dankortsystemet er ganske begrænsede, idet § 20, stk. 1, har været medvirkende årsag til, at Dankortsystemet har fået en dominerende stilling på det danske marked. Andre kortsystemers manglende mulighed for at finansiere omkostningerne ved betalingssystemet, fx via bankvirksomhed, har afholdt disse fra at etablere sig på markedet for indløsning af betalingskort. På denne baggrund foreslås det, at den nuværende bestemmelse i § 20, stk. 1, ændres for så vidt angår betalingstransaktioner i ikke-fysisk handel, fx handel på Internettet.

Der indføres med ændringen en sondring i anvendelsen af § 20. Den hidtidige § 20, stk. 1, finder fortsat anvendelse ved betalingstransaktioner, som forudsætter fysisk tilstedeværelse af såvel kortholder som betalingsmodtager, hvor der anvendes et fysisk kort, der ikke er forudbetalt, og sikker identifikation (PIN-kode, underskrift e.l.). Ved alle andre betalingstransaktioner end de førnævnte bliver det med lovforslaget muligt for kortudsteder at kræve, at betalingsmodtager betaler for at være tilknyttet et betalingskortsystem, da disse ikke vil være omfattet af § 20, stk. 1. Ligeledes vil betalingsmodtager kunne opkræve gebyrer fra kortholder.

For at sikre, at kortholderne(forbrugerne) ved, hvilke gebyrer der skal betales, indeholder lovforslaget særlige gennemsigtighedsregler, der indebærer, at betalingsmodtager tydeligt skal oplyse om eventuelle gebyrer.

Ved overgangen fra et særligt reguleret marked, hvor der ikke kan opkræves gebyrer, til et frit og konkurrencepræget marked kan der være behov for særlige regler, der supplerer den generelle konkurrencelov.

Behovet for en sådan særregulering skal ses på baggrund af, at prisindgreb over for enkeltvirksomheder med hjemmel i konkurrenceloven for det første forudsætter, at virksomheden har en dominerende stilling, og dernæst er betinget af, at indtjeningen hos dominerende virksomheder skal være udtryk for et misbrug af den dominerende stilling og betydeligt over normalt niveau i lang tid.

Konkurrenceloven er udformet med henblik på at modvirke, at der under almindelige markedsvilkår kan opstå urimelig prisdannelse og vedvarende overnormal indtjening som følge af konkurrencebegrænsende aftaler eller misbrug af dominerende stilling.

Derimod er konkurrenceloven ikke udformet med henblik på situationer, hvor en monopolstilling er opnået i kraft af en lovbestemt regulering, hvor det typiske er, at der i forbindelse med reguleringen findes særlige bestemmelser, der sikrer mod misbrug af monopolstillingen. Det er derfor også sædvanligt, at der ved liberalisering på sådanne specielle områder etableres en særregulering, der skal hindre urimelig prisdannelse i en overgangssituation fra et reguleret marked til et almindeligt konkurrencemarked med fri prisdannelse.

I forbindelse med en ændring af den nuværende § 20 må det forudses, at Dankortsystemet vil blive udsat for forøget konkurrence fra andre kortsystemer, herunder internationale kortsystemer. Såfremt en særregulering alene skulle omfatte dominerende virksomheder, ville Dankortsystemet i denne situation være ulige stillet i konkurrencen med andre kortsystemer.

Lovforslaget indeholder derfor en ny bestemmelse, § 20 a, som giver en udvidet mulighed for at gribe ind over for alle aktører, der efter en ændring af den gældende § 20 måtte opkræve urimelige vederlag, gebyrer mv. i forbindelse med kortbetalinger, der ikke er omfattet af lovforslagets § 20, stk. 1. Bestemmelsen anses for nødvendig, i hvert fald indtil der er skabt fuld og reel konkurrence på betalingskortmarkedet, jf. nedenfor

Det foreslås, at tilsyn og indgrebsmuligheder placeres hos Konkurrencestyrelsen.

Lovforslaget indeholder en revisionsklausul, som fastsætter, at § 20 skal revideres senest den 1. november 2001. Det er i bemærkningerne til revisionsklausulen præciseret, at der kan ske en ophævelse af § 20 under forudsætning af, at der på revisionstidspunktet er fuld sikkerhed for reel konkurrence på markedet for betalingskort.

Forudsætningerne for reel konkurrence anses i hovedsagen for at være til stede, hvis der sker en opløsning af PBS faktiske aftalemæssige og tekniske monopol, som i dag eksisterer som følge af PBS nuværende eneret til indløsning af Dankortbetalinger og PBS terminalspecifikationer, der udelukker opkobling af Dankortterminaler til andre operatører end PBS.

En konkurrencesituation vil forudsætte en decentralisering af Dankort-indløsninger, således at en flerhed af fx pengeinstitutter tilbyder betalingsmodtager indløsning af bl.a. Dankort. Endvidere vil en konkurrencesituation forudsætte, at betalingsmodtagers terminal kan kobles op på andre indløsere/operatører end pengeinstitutter eller PBS, og at sådanne terminaler kan anvendes til gennemførelse af transaktioner med andre betalingskort, fx detailhandelskort og kreditkort.

Under forudsætning af, at der er etableret en reel konkurrencesituation, vil der formentlig ikke længere være behov for en speciel markedsregulering i form af betalingskortlovens § 20. Prisfastsættelsen på betalingskortmarkedet kan dog stadig være reguleret i en periode, således at § 20 a også kan fortsætte efter en eventuel ophævelse af § 20.

Endvidere indeholder lovforslaget regler, som gør det muligt for betalingsmodtager og kortudsteder at aftale, hvem af disse parter, der skal bære tabet ved misbrug af et betalingssystem. En sådan adgang til at aftale, hvem der indbyrdes skal bære tabet, er nødvendig, hvis man vil forbedre mulighederne for, at kortudstederne/systemudbyderne udvikler forskellige sikkerhedssystemer, som betalingsmodtagerne kan vælge imellem.

Administrative og statsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have kommunaløkonomiske konsekvenser.

Forbrugerombudsmanden vil fortsat føre tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i betalingskortloven. Herudover foreslås det, at Konkurrencestyrelsen skal føre tilsyn med de særlige bestemmelser, der forudsætter en konkurrenceretlig vurdering. Det forudsættes, at Konkurrencestyrelsen vil kunne varetage de pågældende opgaver med et uændret ressourceforbrug.

Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har været forelagt de relevante typer af virksomheder i Testpanelet indenfor handel og service. Lovforslaget vil være administrativt neutralt for 76 pct. af virksomhederne, idet de vurderer, at deres administration ikke vil blive berørt af lovforslagets ændringer.

1,7 pct. af virksomhederne vurderer, at lovforslaget medfører løbende administrative lettelser. Lettelserne skyldes primært, at lovforslaget nu gør det muligt at udbyde varer på Internettet. Ingen af virksomhederne har dog været i stand til at angive den tidsmæssige besparelse.

I alt har 12 pct. af virksomhederne vurderet, at de vil få administrative byrder på engangsbasis til at sætte sig ind i reglerne og rådgive om dem, udformning af interne regler, betalingsrutiner og bogføring vedr. gebyrer samt ændringer i edb-system, salgsmateriale, Internet-sider og samhandelsbetingelser. Ca. halvdelen af virksomhederne skal bruge under 1 time, mens de resterende skal bruge fra 2 til 50 timer på engangsbasis.

11 pct. af virksomhederne får behov for ekstern rådgivning på engangsbasis fra revisor, advokat og edb-konsulent. Den eksterne rådgivning vil for de fleste beløbe sig til 2.000 10.000 kr., mens enkelte skal bruge mere.

15 pct. af virksomhederne vil få løbende administrative byrder, hvilket typisk er registrering, fakturering, kontrol og bogføring af gebyrer, løbende kunderådgivning, oplysninger til Konkurrencestyrelsen, ændring af salgsmateriale samt løbende edb-vedligeholdelse. Ca. halvdelen af virksomhederne skal bruge under 1 time pr. måned, mens tidsforbruget for de resterende svinger fra 2 16 timer pr. måned.

4 pct. af virksomhederne vil desuden få behov for løbende ekstern rådgivning fra revisor og edb-konsulent. Omfanget heraf svinger dog meget.

På grund af for få direkte berørte virksomheder er det ikke muligt at opregne resultaterne af Testpanelets besvarelser, så man får et resultat for de berørte brancher som helhed.

Det forventes, at anvendelsen af Internettet, herunder handel over Internettet, vil være voksende i de kommende år. Det vurderes derfor, at der er et stort erhvervsøkonomisk potentiale i nettet. Dette gælder for handel mellem virksomheder, og desuden spås handel mellem forbrugere og virksomheder at antage et betydeligt omfang om få år, specielt inden for produkter, der ikke kræver besigtigelse som fx bøger, CD ere og edb-programmer. Men også inden for dagligvarehandlen antages nettet på sigt at kunne medføre nye handelsmønstre i konkurrence med traditionel butikshandel - fx ved at man kan bestille varer over Internettet og få dem bragt eller hente dem fra et centralt lager.

En udvidelse af adgangen til at betale over Internettet må vurderes at øge anvendelsen af Internettet i Danmark til køb og salg af varer og tjenester. Dette vil særligt komme danske virksomheder til gode, da det forbedrer virksomhedernes muligheder for at være med til at udvikle markedet for handel over Internettet og for at indhøste erfaringer med elektronisk handel i Danmark. Forslaget vil på den måde kunne medvirke til at forbedre virksomhedernes evne til at konkurrere på nettet på længere sigt.

Handel på Internettet kan desuden medføre samfundsøkonomiske gevinster i og med, at det mindsker omkostningerne ved at handle for forbrugerne (transaktionsomkostningerne) og dermed fører til lavere priser. Det kan også medføre en større konkurrence og dermed en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i økonomien.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget skønnes ikke at omhandle forhold, som berører forholdet til EU-retten.

Høring

Lovudkastet har været i høring hos: Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CO-Industri, Danmarks Nationalbank, Dansk Annoncørforening, Dansk Dataforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Postordreforening, Danske Andelsselskaber, Det Danske Handelskammer, De samvirkende Købmænd, Det Kriminalpræventive Råd, FDB, Forening for Dansk Internethandel, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finansministeriet, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forskningsministeriet, HK-Handel, Hotel-, Restaurations- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, Justitsministeriet, Konkurrencerådet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, PBS, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Sammenslutningen Danske Andelskasser og Økonomiministeriet.

Skema over konsekvenser

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Forslaget vurderes at øge anvendelsen af Internettet i Danmark til køb og salg af varer og tjenester. Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet På grund af for få direkte berørte virksomheder er det ikke muligt at opregne resultaterne af Testpanelets besvarelser, så man får et resultat for de berørte brancher som helhed.

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget skønnes ikke at omhandle forhold, som berører forholdet til EU-retten

Til nr. 1

Forslaget indebærer, at betalingssystemer uden kort men med kode ikke vil være omfattet af betalingskortlovens § 20. Der vil hermed kunne opkræves gebyr for driften af disse betalingssystemer. Forslaget er en konsekvens af forslag nr. 4.

Til nr. 2 og 3.

Bestemmelserne indebærer, at Forbrugerombudsmanden fortsat fører tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i betalingskortloven, dog med undtagelse af §§ 20 og 20 a, stk. 1. Af § 11 fremgår det, at Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 20 og 20 a, stk. 1, herunder fastsættelse af gebyr.

Baggrunden for at lade Konkurrencestyrelsen føre tilsyn med denne bestemmelse er, at tilsynet i vidt omfang svarer til det tilsyn, som Konkurrencestyrelsen som sekretariat for Konkurrencerådet i forvejen fører med virksomheder, der besidder en dominerende stilling. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at Konkurrencestyrelsens ekspertise på dette område udnyttes.

Da der er behov for hurtig indgriben på dette nye marked, og der er behov for hurtigt at få dannet en praksis på området, foreslås det, at Konkurrencestyrelsen varetager tilsynet med overholdelsen af §§ 20 og 20 a, stk. 1.

Praksis på området vil indgå i den årlige rapport, som Konkurrencestyrelsen skal afgive til erhvervsministeren.

Til brug for Konkurrencestyrelsens tilsyn efter denne lov er der i § 11, stk. 2 , indsat en hjemmel til, at Konkurrencestyrelsen kan indhente alle nødvendige oplysninger. Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 17, idet det bemærkes, at det er Konkurrencestyrelsen selv, der skønner hvilke oplysninger, der er nødvendige for styrelsens tilsyn efter § 11. Heraf følger også, at Konkurrencestyrelsens krav om oplysninger ikke kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Den endelige afgørelse af tvister vedrørende nødvendigheden af oplysninger vil henhøre under domstolene.

Bestemmelsen i stk. 3 første punktum undtager sager efter stk.1 samt Konkurrencestyrelsens rapport til erhvervsministeren efter stk. 6 fra lov om offentlighed i forvaltningen. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse om offentlighed i konkurrencelovens § 13, stk. 1.

Som anført ovenfor, vil tilsynet efter denne lov i vidt omfang svare til konkurrencelovens regulering af virksomheder med en dominerende stilling efter konkurrenceloven. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt og konsekvent at regulere offentlighedsspørgsmålet på samme måde, som det er sket i konkurrenceloven.

Ved at gøre dette sikres det, at virksomheder ikke behandles forskelligt i sager, der i vidt omfang må forventes at indeholde de samme typer information. Praksis efter konkurrenceloven vil derfor være vejledende for fortolkningen af stk. 3.

En væsentlig årsag til, at der ikke er almindelig offentlighed i konkurrencesager er, at der indgår oplysninger, som isoleret set ikke ville kunne undtages fra offentlighed efter lov om offentlighed i forvaltningen. Samlet vil udleveringen af disse oplysninger imidlertidig kunne give et meget klart og detaljeret billede af konkurrenceforholdene på det pågældende marked i Danmark. Der tænkes fx på oplysninger om virksomheders markedsandele og prispolitik. Udenlandske virksomheder vil således kunne få stillet en markedsundersøgelse til rådighed i forbindelse med strategiske overvejelser om indtrængen på det danske marked. Danske virksomheder har ikke en tilsvarende mulighed for at få oplysninger om udenlandske virksomheder og markeder. Udenlandske virksomheder ville dermed opnå en uberettiget konkurrencemæssig fordel på bekostning af danske virksomheder.

Efter stk. 3, andet punktum, kan den person eller virksomhed, som ikke er part i den pågældende sag, men hvis forhold er omtalt i et dokument, forlange at blive gjort bekendt med de oplysninger, der direkte vedrører vedkommende.

Efter konkurrenceloven er det allerede praksis, at virksomheder har adgang til oplysninger, der omhandler dem selv uden at de nødvendigvis er part i den pågældende sag, men det er fundet hensigtsmæssigt, at princippet udtrykkeligt fremgår af stk. 3.

Efter stk. 4 kan der ske offentliggørelse af Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 samt Konkurrencestyrelsens rapport efter stk. 6.

Ved offentliggørelse foreskriver stk. 5 , at de i bestemmelsen opregnede oplysninger ikke må offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår. § 11, stk. 5, svarer til bestemmelsen i konkurrencelovens § 13, stk. 4. Udgangspunktet er, at offentliggørelsen skal give offentligheden den fornødne indsigt i de afgørelser, som træffes, således at praksis kan blive kendt. Fra dette udgangspunkt gøres der imidlertid undtagelse for oplysninger af teknisk karakter samt drifts- og forretningshemmeligheder, der er af væsentlig økonomisk betydning for de berørte.

Konkurrencerådets praksis efter konkurrenceloven vil være vejledende for fortolkningen af § 11, stk. 5.

Parternes rettigheder er reguleret efter forvaltningsloven og berøres derfor ikke af forslaget.

Efter stk. 6 pålægges Konkurrencestyrelsen én gang årligt at udarbejde en rapport til erhvervsministeren om de vilkår og priser, som fastsættes på det danske marked for betalingskorttransaktioner.

Forslaget er begrundet i, at erhvervsministeren én gang årligt bør modtage en rapport om de konkurrenceretlige konsekvenser af den foreslåede ændring af § 20. Der bør i rapporten være en beskrivelse af det seneste års udvikling på markedet for betalingskortsystemer, herunder eventuel tilkomst af nye aktører på det danske marked. Rapporten bør endvidere indeholde en beskrivelse af, om det har været nødvendigt i det forløbne år at anvende hjemmelen til indgreb i den foreslåede § 20 a, stk. 2, og hvad disse indgreb i givet fald har bestået i.

Rapporten bør også indeholde en vurdering af, om indgrebsmulighederne på baggrund af de behandlede sager anses for tilstrækkelige, og i givet fald overveje alternativer.

Rapporten bør evalueres af det panel, som vurderer konkurrenceforudsætningerne på betalingskortmarkedet jf. bemærkningerne til nr. 12. Panelet bør vurdere situationen på betalingskortmarkedet, effekten af de foretagne indgreb og stille forslag til eventuelle ændringer eller forbedringer.

Rapporten bør afgives første gang 1. april 2000 og anden gang den 1. april 2001.

Til nr. 4.

Efter den gældende bestemmelse i § 20, stk. 1, må omkostningerne ved driften af et betalingssystem ikke pålægges de tilsluttede betalingsmodtagere (forretninger), men derimod kun kortindehaveren (forbrugeren) eller kortudstederen selv.

§ 20, stk. 1, indebærer derfor, at der er risiko for, at nye betalingssystemer og navnlig elektroniske betalingssystemer til de nye handelsformer ikke vil blive udviklet og stillet til rådighed for danske virksomheder og forbrugere i samme omfang som for virksomheder og forbrugere i udlandet.

Dette skyldes, at udbyderne af disse systemer ikke vil kunne få driften finansieret via betalingsmodtagerne, og at der er risiko for, at forbrugerne ikke er villige til at betale for disse systemer, idet forbrugerne indtil dato i høj grad har kunnet bruge fx Dankortet uden at skulle betale direkte herfor. Forbrugerne har derfor så at sige den opfattelse, at det er og bør være gratis at anvende et betalingssystem.

Uden en videreudvikling af den danske betalingsinfrastruktur vil såvel forretningerne som IT-virksomhederne og forbrugerne ikke kunne deltage i elektronisk handel m.v. på lige fod med udenlandske konkurrenter og forbrugere. Der er derfor risiko for, at de fordele, der er forbundet med informationsteknologien herunder elektronisk handel ikke vil komme det danske samfund til gode i samme omfang som i udlandet.

På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at den nuværende bestemmelse i § 20, stk. 1, ændres, samt at der i denne situation bliver mulighed for indgreb, hvis der opkræves urimeligt høje gebyrer fra betalingsmodtagerne og kortindehaverne. Der henvises til bemærkningerne til forslagets nr. 5.

Den foreslåede ændring af § 20, stk. 1 , indebærer, at der i alle andre tilfælde end ved fysisk handel bliver mulighed for at kræve, at betalingsmodtagerne betaler for at være tilknyttet og benytte et betalingskortsystem, forudsat at vederlag m.v. ikke er i strid med bestemmelsen i § 20 a.

Stk. 1 ændres således, at de situationer, hvor en betalingsmodtager ikke kan pålægges omkostninger for driften af betalingssystemet, positivt står opregnet i bestemmelsen. Der er to betingelser, som begge skal være opfyldt, før kortudsteder ikke kan opkræve gebyr fra betalingsmodtager.

For det første skal det være nødvendigt for afviklingen af betalingstransaktionen, at såvel kortindehaver som betalingsmodtager er fysisk til stede. For det andet skal afviklingen af betalingstransaktionen ske ved fysisk brug af et betalingskort, der ikke er forudbetalt, og der skal samtidig anvendes underskrift, PIN-kode eller anden tilsvarende sikker identifikation. Det hidtidige sikkerhedsniveau ved fx Dankortet er kombinationen af billedlegitimation og underskrift eller PIN-kode.

Begrebet »tilsvarende sikker identifikation« antages at omfatte andre former for identifikationsmåder for kortindehaveren som eksempelvis individuelle biologiske koder (fx fingeraftryk, genkendelse af iris).

De beskrevne betingelser kan synes ganske komplicerede, men de angiver præcist, hvorledes den helt traditionelle betalingsmåde i en forretning finder sted, når der betales med et traditionelt betalingskort.

Formålet med den foreslåede § 20, stk. 1, er netop at sikre, at der kan opkræves gebyr fra betalingsmodtager i alle de situationer, hvor et traditionelt betalingskort ikke kan siges at blive anvendt på helt traditionel måde i en forretning.

Som eksempler på situationer, hvor der kan opkræves gebyr, kan nævnes betaling i forbindelse med et fjernsalg - herunder betaling ved køb på Internettet - samt betaling med et forudbetalt betalingskort. Også i de situationer, hvor et betalingskort anvendes i en selvbetjeningssituation - fx ved brug af en telefonboks eller ved betaling på en ubemandet tankstation - vil der kunne opkræves gebyr.

Der er endelig situationer, hvor der kan betales på flere måder for den samme ydelse. Fx ved betaling med kort på benzinstationer, hvor der enten kan betales ved standeren eller inden for ved kassen. Et andet eksempel er betaling for parkering i lufthavnen, hvor der i dag enten kan ske betaling ved en automat i parkeringshuset eller ved en betjent skranke i afgangs-/ankomsthallen.

I disse tilfælde vil det som hovedregel forholde sig således, at de betjente funktioner er omfattet af § 20, stk. 1, mens de ubetjente falder udenfor.

Et afgørende moment er, om selve betalingstransaktionens gennemførelse kræver betalingsmodtagers tilstedeværelse og aktive medvirken. Således antages en betalingstransaktion ikke at være omfattet af § 20, stk. 1, hvis betalingsmodtager tilfældigt er tilstede.

Den foreslåede § 20 indebærer, at kortudsteder for ikke-fysisk handel kan opkræve vederlag for gennemførelse af en betalingstransaktion. Vederlaget kan således have form af fx en promille/cent-sats af transaktionsbeløbet eller af en fast pris uanset transaktionens størrelse eller af en kombination af de to elementer.

Vederlaget må dog ikke være urimeligt, jf. bemærkningerne til forslagets nr. 5.

Det vil også være muligt at variere vederlaget, fx afhængigt af betalingsmodtagers valg af sikkerhedsniveau.

Efter betalingskortlovens § 34 kan erhvervsministeren bestemme, at blandt andet § 20 ikke finder anvendelse på betalingssystemer, som må anses for internationale. Med hjemmel i denne bestemmelse har de internationale kortudstedere i dag tilladelse til at opkræve gebyr fra danske betalingsmodtagere, når valutaudlændinge bruger et betalingskort her i landet. Bestemmelsen og de givne dispensationer fortsætter uændret for alle betalingstransaktioner, der er omfattet af § 20, stk. 1, og dermed gennemføres i den fysiske handel.

På det område, som fortsat er omfattet af § 20, stk. 1, opretholdes en praksis, som indebærer, at kortudstederne kan opkræve betaling for visse accessoriske ydelser fra betalingsmodtagerne, når der anvendes et internationalt kort udstedt af en dansk kortudsteder.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer indholdsmæssigt til den nugældende bestemmelse i § 20, stk. 2. Bestemmelsen foreslås opretholdt, da det ikke skal være muligt for kortudsteder at diskriminere betalingsmodtagerne gennem kortindehaver afhængigt fx af forretningernes størrelse. Kortudsteder skal ikke via gebyrfastsættelse have mulighed for at påvirke kortindehavers valg af forretning.

Bestemmelsen i stk. 3 har til formål at sikre, at betalingsmodtager kan opkræve gebyr hos kortindehaver, når kortindehaveren betaler med et betalingskort. Dette gælder uanset, hvad der er aftalt mellem betalingsmodtageren og kortudstederen, jf. forslagets nr. 11 om en ændring af betalingskortlovens § 33, stk. 1.

En række indløsningsaftaler mellem internationale kortudstedere og betalingsmodtager indeholder i dag en klausul, som forbyder, at betalingsmodtageren overvælter det gebyr, som betales til kortudsteder, på den kunde, som betaler med betalingskortet. En sådan klausul, der ofte betegnes "No-Discrimination-Rule« eller blot NDR, anvendes af en række internationale kortudstedere.

NDR-klausulerne er med til at begrænse konkurrence mellem kortudstederne, idet kortudsteder ved at bestemme, at kortudsteders gebyr til forretningerne ikke må overvæltes på kortindehaveren, usynliggør gebyret over for kortindehaveren. Kortudstederen får derved lettere ved at opkræve høje gebyrer hos betalingsmodtager. Anvendelsen af NDR-klausuler begrænser desuden konkurrencen mellem forretningerne (betalingsmodtagerne).

Den foreslåede bestemmelse indebærer med andre ord, at de nævnte klausuler i tilslutningsaftalerne ikke længere vil kunne gøres gældende over for betalingsmodtageren.

For at sikre at betalingsmodtagerne ikke opkræver for høje gebyrer hos kortindehaveren, foreslås det endvidere, at det gebyr, som betalingsmodtageren kan opkræve hos kortindehaveren, ikke må overstige betalingsmodtagerens gebyr pr. betalingstransaktion til kortudstederen. Betalingsmodtageren kan således ikke overvælte andre omkostninger på kortindehaveren, fx en andel af en årlig tilslutningsafgift til kortudstederen.

For at sikre at forbrugerne ved, hvorvidt og - i bekræftende fald - hvad de skal betale i gebyr, når de bruger et betalingskort, foreslås det i stk. 4 , at betalingsmodtager forud for aftalens indgåelse på tydelig måde skal oplyse om, hvilke gebyrer der opkræves, hvis kortindehaveren betaler med et betalingskort.

Til nr. 5.

Som anført i de almindelige bemærkninger kan der i de særlige situationer, hvor der sker en overgang fra specialregulering til almindelige markedsvilkår, være behov for at kunne gennemføre en priskontrol, der går videre, end det den generelle konkurrencelovgivning umiddelbart giver mulighed for.

Det gælder også på betalingskortlovens område, hvor den hidtil gældende bestemmelse i § 20, stk. 1, har været medvirkende til, at Dankortsystemet har fået en dominerende stilling.

I forbindelse med ændringen af § 20, stk. 1, er det fundet hensigtsmæssigt at indføre regler, der sikrer, at der ikke kan opkræves urimelige gebyrer m.v. på betalingskortmarkedet.

Ifølge konkurrencelovens § 11 er misbrug af dominerende stilling forbudt. Misbrug omfatter bl.a. "direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser« (§ 11, stk. 2, nr. 1). Ved misbrug af dominerende stilling kan Konkurrencerådet i henhold til konkurrencelovens § 16, stk. 1, nr. 2, udstede påbud til virksomheden om, at angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved beregningen af priser og avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler.

Af bemærkningerne til konkurrencelovens § 11 fremgår, at ved vurderingen af om urimelige priser foreligger, skal det afgøres, om prisen eller avancen klart overstiger, hvad der såvel med hensyn til størrelse som varighed vil kunne opnås på et marked med virksom konkurrence.

Af bemærkningerne fremgår endvidere, at bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse med EU-myndighedernes håndhævelse af Traktatens artikel 86.

Der foreligger imidlertid ikke noget eksempel på direkte prisindgreb med henvisning til artikel 86. Inden for dansk konkurrenceretlig praksis har der ikke gennem de seneste knap 10 år været eksempler på direkte prisindgreb over for enkeltvirksomheder.

I en overgangssituation fra et reguleret marked til et frit konkurrencepræget marked er der således en mulighed for, at en virksomhed, som har opnået en dominerende markedsposition som følge af et reguleret marked, i en periode kan fastsætte gebyrer, der anses for samfundsmæssigt uacceptable, uden at der er grundlag for prisindgreb med henvisning til konkurrencelovens bestemmelser om misbrug af dominerende stilling.

Efter den foreslåede særregulering i § 20 a kan Konkurrencestyrelsen gribe ind over for alle aktører, der ved fastsættelsen af vederlag mv. anvender urimelige priser og avancer. I forhold til den generelle konkurrencelov er der hermed skabt en videre adgang til at foretage indgreb, idet indgreb ikke er betinget af misbrug af en dominerende stilling.

Det betyder for det første, at indgrebsmuligheden eksisterer i forhold til alle aktører, uanset deres aktuelle styrke på markedet. Endvidere indebærer det, at et indgreb ikke forudsætter et lige så højt pris- eller avanceniveau, som et indgreb efter den generelle konkurrencelov. Endelig betyder det, at et indgreb ikke forudsætter, at et for højt pris- eller avanceniveau skal have været konstateret i en længere periode, men kan foretages umiddelbart, når det konstateres, at en aktør anvender urimelige priser og avancer.

Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end det ville være tilfældet under virksom konkurrence. Afgørelsen heraf må ske gennem en hypotetisk præget bedømmelse af forholdene, som de ville være i et konkurrencepræget marked. Der kan derfor ikke kræves et egentligt bevis for, hvad prisen eller avancen ville være, men der kræves en væsentlig sandsynliggørelse.

Den foreslåede § 20 a gør det muligt for Konkurrencestyrelsen at foretage indgreb over for aktører, der fastsætter priser, som ligger over prisen i andre lande med en effektiv betalingsformidling, eller priser, der ikke står i et rimeligt forhold til omkostningerne, eller priser, der medfører en overnormal indtjening, det vil sige en forrentning af investeringerne i det pågældende forretningsområde, der overstiger forrentningen for virksomheder i virksom konkurrence.

Bestemmelsen i § 20 a, stk. 1, er udformet generelt, således at den omfatter prisfastsættelsen hos enhver virksomhed, der fastsætter gebyrer og vederlag i forbindelse med kortbetalinger. Der er herved taget højde for, at betalingskortsystemer kan organiseres på mange måder. I nogle systemer udføres flere funktioner i samme selskab. I andre systemer er funktionerne mere eller mindre adskilte. Således kan fx kortudstedelse, betalingsindløsning, betalingsclearing og infrastrukturydelser i forbindelse med betalingsformidling foregå i forskellige virksomheder. Bestemmelsen omfatter alle virksomheders prisfastsættelse i forbindelse med kortbetalinger, herunder kortudstederes fastsættelse af gebyrer m.v. til kortindehavere, vederlag og gebyrer fastsat af betalingsindløsningsvirksomheder over for betalingsmodtagere, vederlag og gebyrer fastsat over for betalingsindløsere af virksomheder for infrastrukturydelser, og clearing og gebyrer fastsat af betalingsmodtagere over for kortindehavere.

Påbud efter § 20 a, stk. 2, nr. 1 og 2, kan ske i form af priser eller avancer, der ikke må overskrides, eller ved fastsættelsen af bestemte kalkulationsregler ved beregningen af priser og avancer.

Ved § 20 a, stk. 2, er der tilsigtet den størst mulige fleksibilitet i forbindelse med påbud vedrørende priser og avancer. Bestemmelsen giver således mulighed for, at der kan fastsættes kalkulationsregler, som medfører, at de enkelte virksomheder på betalingskortmarkedet får tilskyndelse til at forbedre effektiviteten.

Til nr. 6.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslag nr. L 44, om lov om behandling af personoplysninger, som justitsministeren fremsatte den 8. oktober 1998.

Til nr. 7 og 8.

De ændrede forslag er en konsekvens af forslaget i nr. 11, der indebærer, at man fremover frit kan aftale mellem kortudsteder og betalingsmodtager, hvem der skal bære tabet i de tilfælde, hvor der sker misbrug af et kort eller et betalingssystem uden kort men med kode.

De foreslåede konsekvensrettelser bringer samtidig overensstemmelse mellem formuleringerne i § 21, stk. 6 og 7, og 26 e, stk. 6 og 7. Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at kortindehaver altid vil kunne rette krav, der følger af misbrug af systemet, mod kortudstederen, når kortindehaveren ikke selv skal bære tabet. Kortindehaveren kan således holde sig umiddelbart til kortudstederen og er ikke henvist til at søge et mistet beløb inddrevet hos misbrugeren eller betalingsmodtageren. Kortudstederen og betalingsmodtageren vil indbyrdes kunne aftale en ansvarsfordeling mellem sig.

Det følger af betalingskortlovens § 12 a, at der kan gribes ind over for bl.a. urimelige kontraktsvilkår, som en kortudsteder måtte anvende overfor en betalingsmodtager. Den foreslåede ændring indebærer således ikke, at kortudsteder får fuldstændig fri mulighed for at kræve, at betalingsmodtager skal bære de tab, som opstår i betalingssystemet. Vilkåret må vurderes i lyset af den samlede aftale, og herunder om aftalen ensidigt tilgodeser den ene af parterne.

Til nr. 9.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at Konkurrencestyrelsens afgørelser på dette specielle område er undergivet rekurs til Konkurrenceankenævnet efter de almindelige regler, der gælder for klage over Konkurrencerådets afgørelser.

Konkurrencestyrelsens afgørelser kan således påklages til Konkurrenceankenævnet af den, afgørelsen retter sig til, eller den som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Som udgangspunkt har klage ikke opsættende virkning, men kan meddeles opsættende virkning af enten Konkurrencestyrelsen eller af Konkurrenceankenævnet.

Klage skal indgives senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelse af klagefristen, jf. konkurrencelovens § 20.

Konkurrenceankenævnets afgørelse skal indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. konkurrencelovens § 20.

Til nr.10

For at sikre en effektiv håndhævelse er der indsat en ny § 30 a om straf.

Stk. 1, nr. 1 indeholder en bestemmelse om straf for overtrædelse af § 20 og § 20 a, stk. 1.

Stk. 1, nr. 2, indeholder en bestemmelse om straf for at tilsidesætte Konkurrencestyrelsens påbud i henhold til § 20 a, stk. 2.

Stk. 1, nr. 3, omhandler undladelse af at efterkomme Konkurrencestyrelsens krav om oplysninger efter § 11, stk. 2.

Stk. 1, nr. 4, omhandler afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen i forbindelse med dens tilsyn efter § 11, stk. 1, eller til Konkurrenceankenævnet i forbindelse med klager over Konkurrencestyrelsens afgørelser efter § 20 og § 20 a. Endvidere omhandler bestemmelsen straf for at fortie forhold af betydning for den pågældende sag.

§ 30 a svarer til konkurrencelovens § 23, således straffes der for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af de i § 30 a, stk. 1, nr. 1-4, nævnte forhold.

Ifølge stk. 2 kan der pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Forældelsesfristen for strafansvar efter stk. 1 og stk. 2 er i stk. 3 fastsat til 5 år, svarende til forældelsesfristen i konkurrenceloven.

På samme måde som ved sager efter konkurrenceloven vil det være Konkurrencestyrelsen, som skal indgive politianmeldelse ved overtrædelser af § 30 a.

Konkurrencestyrelsen bør på forhånd orientere Forbrugerombudsmanden om eventuel indgivelse af politianmeldelse.

Til nr. 11.

Med ændringen af § 33 fastslås det, at de foreslåede bestemmelser i § 20, stk. 1-3, ikke kan fraviges til skade for betalingsmodtageren. Endvidere fastslås det, at § 20, stk. 2 og 3, ikke kan fraviges til skade for kortindehaveren.

Den foreslåede ændring i stk. 2 indebærer desuden, at det fremover bliver muligt for kortudsteder og betalingsmodtager at aftale, hvorledes tab i et betalingssystem skal bæres mellem de to parter.

Bestemmelsen indebærer fx, at man ved introduktionen af nye betalingssystemer kan vælge forskellige sikkerhedsniveauer, og at man kan aftale forskellige hæftelsesregler alt afhængigt af hvilket sikkerhedsniveau, der anvendes. Da der er tale om en aftale mellem to erhvervsdrivende parter, er det rimeligt, at disse parter selv kan vælge forskellige sikkerhedssystemer, og at betalingsmodtagerens valg af et mindre sikkert system også kommer til at betyde, at betalingsmodtageren må påtage sig en større risiko for tab.

Det bemærkes, at såvel valg af sikkerhedsniveau som hæftelsesreglerne mellem kortudsteder og betalingsmodtager er omfattet af betalingskortlovens § 12 a. Det vil derfor være muligt at gribe ind, hvis der introduceres betalingstransaktionsformer, som af tilsynsmyndigheden anses for usikre eller utrygge. Ligeledes vil det være muligt at gribe ind over for kortudsteder, hvis kortudsteder forsøger at anvende urimelige hæftelsesregler over for betalingsmodtageren.

Til nr. 12.

Loven indeholder allerede i dag en revisionsklausul. Formålet med det nye stk. 2 er at sikre, at § 20, stk. 1, ophæves med virkning fra 1. januar 2002, såfremt der inden den 1. november 2001 er skabt fulde forudsætninger for reel konkurrence på markedet for betalingskort. I givet fald foreligger der en ny situation, der adskiller sig fra den nuværende situation, hvor PBS som et resultat af § 20 har monopol på indløsning af Dankort. Når forudsætningen for konkurrence er tilstede, er der ikke længere behov for denne markedsregulering.

De fulde forudsætninger for konkurrence i forbindelse med ophævelsen af § 20 anses for at være:

Der skal være en flerhed af udstedere af betalingskort, herunder skal flere udstedere uafhængigt af hinanden udstede debetkort.

Der skal være en flerhed af udbydere, der kan indgå aftaler om indløsning, herunder en flerhed af pengeinstitutter, der tilbyder betalingsmodtagere indløsning af betalingskort, herunder Dankortet.

Der må ikke være tekniske krav fra Dankort-indløsere, der hindrer, at betalingsmodtagers Dankort-terminal kan anvendes i forbindelse med gennemførelse af transaktioner med andre betalingskort, som opfylder internationale standarder, fx detailhandelskort og kreditkort.

Der må ikke være tekniske krav fra Dankort-indløsere, der hindrer, at betalingsmodtagers Dankort-terminal kan kobles op på andre indløsere/operatører end pengeinstitutter eller PBS.

Når Dankortet nævnes i forudsætningerne, er det konceptet og ikke kun navnet, der henvises til.

Disse forudsætninger anses for at være nødvendige for fuld og reel konkurrence på betalingskortmarkedet. Der bør dog også nedsættes et panel - bestående af væsentlige interessenter - som inden for de næste par år vurderer, om de ovennævnte forudsætninger er tilstrækkelige for fuld og reel konkurrence på betalingskortmarkedet. Panelets drøftelser kan bl.a. baseres på udenlandske erfaringer, herunder om funktionen af konkurrencen. Dette panel evaluerer endvidere Konkurrencestyrelsens årlige rapport til erhvervsministeren, jf. bemærkningerne til nr. 3.

For så vidt angår eventuelle aftalemæssige hindringer for konkurrence, vil disse være omfattet af den generelle konkurrencelovs forbud mod misbrug af dominerende stilling eller forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Da der kan forudses konkurrencemæssige problemer umiddelbart efter en ophævelse af § 20 på grund af en skæv markedsstruktur, kan der dog ske en forlængelse af de særlige konkurrenceretlige indgrebsmuligheder, som er indeholdt i dette lovforslag.

Loven foreslås at træde i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen skal ses i lyset af, at § 20 i sin nuværende form er med til at hæmme udviklingen af internethandelen, da den ikke giver incitament for kortudsteder og kortindløser til at udvikle løsninger til brug herfor. Det manglende incitament skyldes, at § 20 forhindrer, at betalingsmodtager finansierer drift og udvikling af betalingssystemer. Dette anses for at være en uholdbar løsning, da det er meget væsentligt at få udviklet Internethandelen i Danmark, så vi kan være med i den internationale udvikling på dette område.

Da handel på Internettet er inde i en hastig udvikling er det af stor betydning, at den erhvervsøkonomiske udvikling i Danmark på dette område er på højde med udviklingen i udlandet. Muligheden for at anvende betalingskort på Internettet anses for at være en vigtig rammebetingelse i denne udvikling, og det anses derfor for hensigtsmæssigt, at lovforslaget træder i kraft snarest.

Bemyndigelsen for ministeren til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 23 er en konsekvens af, at det ikke vides, hvornår lovforslag nr. L 44, om lov om behandling af personoplysninger, som er fremsat af justitsministeren den 8. oktober 1998, træder i kraft.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

BILAG

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1 I lov om betalingskort m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 811 af 12. september 1994, som senest ændret ved lov nr. 399 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer:

§ 1. Loven gælder for betalingssystemer med betalingskort samt betalingssystemer, der kan sidestilles hermed, som udbydes eller kan benyttes her i landet. 1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »18,«: »20,«.

Stk. 2. Bortset fra §§ 13, 15, 18, 21 og 25 gælder loven tilsvarende for betalingssystemer uden betalingskort, men med kode eller andet lignende legitimationsmiddel, såfremt systemet udbydes eller kan benyttes her i landet, jf. dog stk. 3 og 4. Kapitel 6 a gælder kun for disse betalingssystemer.

§ 10. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af denne lov eller bestemmelser, der er fastsat i medfør heraf. 2. I § 10, stk. 1, indsættes efter »heraf«: »jf. dog § 11«.

Stk. 2 Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for hans virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan betjene sig af særligt sagkyndige i det omfang, det findes fornødent.

Stk. 4. Industri- og samordningsministeren fastsætter nærmere regler om lovens administration.

(Ny bestemmelse)

3. § 11 affattes således:

»§ 11. Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 20 og 20 a, stk. 1.

Stk. 4 . Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 samt rapporten til erhvervsministeren efter stk. 6 kan offentliggøres, jf. dog stk. 5.

4. § 20 affattes således:

§ 20. Kortudsteders omkostninger ved drift af betalingssystemet kan ikke pålægges betalingsmodtager. » § 20 . Kortudsteders omkostninger ved drift af betalingssystemet kan ikke pålægges betalingsmodtager, hvis afviklingen af en betalingstransaktion

1) forudsætter fysisk tilstedeværelse af kortindehaver og betalingsmodtager, og

2) sker ved fysisk brug af et betalingskort, der ikke er forudbetalt, samtidig med at kortindehaver anvender underskrift, hemmelig personlig kode eller tilsvarende sikker identifikation.

Stk. 2. Gebyr for kortindehavers brug af betalingskort skal fastsættes uafhængigt af betalingsmodtagerens forhold. Stk. 2. Opkræver kortudsteder gebyr fra kortindehaveren for kortindehaverens brug af betalingskort, skal gebyret fastsættes uafhængigt af betalingsmodtagerens forhold.

(Ny bestemmelse)

5. Efter § 20 indsættes i kapitel 4:

» § 20 a. Ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Stk. 2. Ved overtrædelser af stk. 1 kan Konkurrencestyrelsen udstede de fornødne påbud, herunder påbud om:

1) at angivne priser og avancer ikke må overskrides, eller

2) at der ved beregningen af priser og avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler.«

§ 23. Medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov, finder lov om private registre anvendelse på registre, der føres til brug ved betalingssystemer efter § 1. 6. § 23 affattes således: »Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af denne lovs § 24 og § 25, samt de regler, der er udstedt i medfør af § 26.«

§ 21. Kortindehaver hæfter med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, når den til kortet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af stk. 2 eller stk. 3. Stk. 2. Kortindehaver hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet og den dertil hørende personlige, hemmelige kode, såfremt kortudsteder godtgør, at kortindehaver har oplyst koden til den, der har foretaget den uberettigede brug.

Stk. 3. Medmindre videregående ansvar følger af stk. 2, hæfter kortindehaver med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, hvis kortudsteder godtgør,

1) at kortindehaver har overladt kortet til den, der har foretaget den uberettigede brug,

2) at kortindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug, eller

3) at kortindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til, har undladt at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet.

Stk. 4. Kortindehaver hæfter kun efter stk. 1-3, såfremt transaktionen er korrekt registreret og bogført, jf. § 22.

Stk. 5. Kortudsteder er ansvarlig for uberettiget brug, der finder sted, efter at kortudsteder har fået underretning om, at kortet enten er bortkommet eller besiddes af en uberettiget. Dette gælder dog ikke, hvis betalingsmodtager er ansvarlig efter stk. 7. Kortudsteder skal snarest over for kortindehaver bekræfte modtagelsen af underretning om, at kortet er bortkommet. Bekræftelsen skal være skriftlig og angive tidspunktet for underretningen.

7. § 21, stk. 6 og 7 , affattes således:

Stk. 6. Medmindre andet følger af stk. 1-3 og stk. 7, er kortudsteder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af betalingskort. »Stk. 6. Kortudsteder er i forhold til kortindehaver ansvarlig for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskort, medmindre andet følger af stk. 1-3. Uanset stk. 1-3 er kortudsteder tillige ansvarlig, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af betalingskortet

Stk. 7. Uanset stk. 1-3 er betalingsmodtager ansvarlig for tab, såfremt betalingsmodtager vidste eller burde vide, at brugeren var uberettiget til at benytte kortet. Stk. 7. Betalingsmodtager er i forhold til kortudsteder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af betalingskort, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af et betalingskort, eller hvis betalingsmodtager som følge af den indløsningsaftale, der er indgået med kortudsteder, skal bære tabet.«

Stk. 8. Industri- og samordningsministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelserne i stk. 1 og 3.

§ 26 e. Brugeren af det elektroniske betalingssystem hæfter med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingssystemet, når brugerens personlige, hemmelige kode er anvendt, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Brugeren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede brug af betalingssystemet, hvis systemudbyder godtgør, at brugeren bevidst har oplyst sin kode til den, der har foretaget den uberettigede brug, og det er sket under omstændigheder, hvor brugeren indså eller burde have indset, at der var en nærliggende risiko for misbrug.

Stk. 3. Brugeren hæfter med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingssystemet, hvis systemudbyder godtgør,

1) at brugeren eller nogen, som brugeren har oplyst sin personlige og hemmelige kode til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug, eller

2) at brugeren eller nogen, som brugeren har oplyst sin personlige og hemmeligt kode til, har undladt at underrette systemudbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab, eller

3) at brugeren har oplyst sin personlige og hemmelige kode til den, der har foretaget den uberettigede brug, uden at forholdet er omfattet af stk. 2.

Stk. 4. Brugeren hæfter kun efter stk. 1-3, såfremt transaktionen er korrekt registreret og bogført.

Stk. 5. Systemudbyder er ansvarlig for uberettiget brug, der finder sted, efter at systemudbyder har fået underretning om, at en uberettiget har fået kendskab til koden. Systemudbyder skal snarest over for brugeren bekræfte modtagelsen af underretning om, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab. Bekræftelsen skal være skriftlig og angive tidspunktet for underretningen.

8. § 26 e, stk. 6 og 7 , affattes således:

Stk. 6. Medmindre andet følger af stk. 1-3, er systemudbyder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af systemet. »Stk. 6. Systemudbyder er i forhold til brugeren ansvarlig for tab som følge af andres uberettigede brug af systemet, medmindre andet følger af stk. 1-3. Uanset stk. 1-3 er systemudbyder tillige ansvarlig, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af systemet.

Stk. 7. Uanset stk. 1-3 er den betalingsmodtager, der er tilsluttet systemet, ansvarlig for tab over for brugeren, såfremt betalingsmodtageren vidste eller burde vide, at den pågældende person var uberettiget til at benytte systemet. Stk. 7. Betalingsmodtager er i forhold til systemudbyder ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af systemet, såfremt betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget brug af systemet, eller hvis betalingsmodtager som følge af den indløsningsaftale, der er indgået med systemudbyder, skal bære tabet.«

Stk. 8. Industri- og samordningsministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelserne i stk. 1 og 3.

§ 27. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. 9. I § 27 indsættes som stk. 2 - 4: »Stk. 2. Konkurrencestyrelsens afgørelser efter § 20 a kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Konkurrencelovens § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Klager efter stk. 2 kan indbringes af

1) den, afgørelsen retter sig til, eller

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 4. Klager over afgørelser efter stk. 2 kan af Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.«

(Ny bestemmelse)

10. Efter § 30 indsættes i kapitel 8:

» § 30 a . Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 20 eller § 20 a, stk. 1,

2) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 20 a, stk. 2,

3) undlader at efterkomme krav efter § 11, stk. 2,

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Forældelsesfrist for strafansvar efter stk. 1 og stk. 2 er 5 år.«

§ 33. Bestemmelserne i §§ 14, 15, 16, 19 og 20, stk. 2, samt §§ 21, 22, 26 c og 26 e kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kortindehaver eller bruger af et elektronisk betalingssystem uden betalingskort. 11. I § 33, stk.1, indsættes efter «§ 20, stk. 2«: »og 3,«. I § 33, stk. 2, indsættes efter «§ 20, stk. 1«: »-3,« og efter »§ 21,«: «stk. 1-6,« og efter »§ 26 e,«: « stk. 1-6«.

Stk. 2. § 16 og § 20, stk. 1, samt §§ 21, 22 og 26 e kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for betalingsmodtager.

12. I § 37 indsættes som stk. 2:

§ 37. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget i folketingsåret 1999-2000. »Stk. 2. Forslag til revision af lovens § 20 fremsættes for Folketinget senest den 1. november 2001.«

Versioner

1998-12-03