Gelex

Forslag til Lov om ændring af våben- og eksplosivstofloven

GældendeVersion 1998-12-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00130@1998-12-03/da

Indhold
  1. Indledning

I våben- og eksplosivstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 11. august 1994, som ændret ved lov nr. 350 af 23. maj 1997 og lov nr. 411 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »låsestole«: », aftagelige magasiner«.

2. § 1, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) håndgranater, bomber, miner og lignende våben, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning eller udslyngning af smålegemer,«.

3. I § 1, stk. 1, indsættes som nr. 7, 8 og 9:

»7) Signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,

8) lyddæmpere, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben,

9) optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster.«

4. I § 2, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:

»Tilsvarende gælder aftagelige magasiner til skydevåben.«

5. § 2 a, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2. piber, baskyler og aftagelige magasiner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1,«.

6. § 2 a, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3. færdigladede haglpatroner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, såfremt haglene er løstliggende og har en diameter på højst 4 mm, samt omladehætter og halvladte eller tomme patronhylstre til de nævnte haglpatroner. Blyhaglpatroner er ikke omfattet af bestemmelsen.«

7. I § 2 c, stk. 2, indsættes efter »ammunition«: »samt aftagelige magasiner«.

8. § 2 e ophæves.

9. I § 3, stk. 6, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«, »»De danske Handelsforeningers Fællesorganisation«« ændres til: »Dansk Handel & Service«, og »»Dansk Jagtforening« og »Landsjagtforeningen af 1923« i forening«« ændres til: »Danmarks Jægerforbund«.

10. I § 4, stk. 3, indsættes efter »udstede«: »regler om«.

11. I § 4, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »12 cm,«: »knive med tværstillet greb beregnet til stød,«.

12. I § 4, stk. 3, indsættes som nr. 6:

»6) Laservåben, der er særligt beregnet til som eneste eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne.«.

13. Efter § 4 a indsættes:

»§ 4 b. Justitsministeren kan fastsætte regler om godkendelse af erhvervsdrivende og disses ansatte i relation til erhvervsmæssig handel med våben, ammunition m.v.«

14. I § 6, stk. 1, indsættes efter »justitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.

15. I § 6 b, stk. 1, nr. 1, udgår: »indkøb af«.

16. I § 6 b, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »låsestole«: », aftagelige magasiner«.

17. I § 6 b, stk. 1, nr. 3, indsættes efter nr. 2:

»3) tilladelser til lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr,«.

Nr. 3-7 bliver herefter nr. 4-8.

18. I § 6 b, stk. 1, indsættes som nr. 9 og 10:

»9) Tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,

10) tilladelser til tilskudsberettigede museer i henhold til museumsloven.«

19. I § 6 b, indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Er en tilladelse beskadiget eller bortkommet, kan der udstedes tilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse mod betaling af 200 kr.«

20. I § 6 d, stk. 1, udgår: »og § 2 e, stk. 1,«.

21. I § 6 d, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»Tilsvarende gælder tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben.«

22. I § 7 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse.«

23. § 8 affattes således:

»§ 8. § 1, § 2, stk. 1, §§ 3-5 og § 7 gælder ikke for militære myndigheder.

Stk. 2. § 6, stk. 1, gælder ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. Bestemmelsen gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.«

24. I § 9, stk. 1, 1. pkt., udgår: »§ 2 e, § 3, stk. 1,«.

25. I § 9, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»§ 1 og § 6, stk. 1, gælder endvidere ikke for politiet.«

26. I § 9, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »ammunition«: »og aftagelige magasiner«.

27. I § 10, stk. 1, ændres »§§ 2 c-e,« til: »§ 2 c, § 2 d,«.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1999.

Stk. 2. Personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben har ret til fortsat at besidde disse våben, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden. De nævnte våben kan tillige fortsat bæres og anvendes, hvis den pågældende af politiet har tilladelse til indkøb af ammunition til våbnet efter lov om fyrværkeri, og våbnet anvendes til det i tilladelsen anførte formål.

Stk. 3. Personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af de i loven nævnte lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler, har ret til fortsat at besidde, bære og anvende disse genstande, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Personer, der ved lovens ikrafttræden enten har våbentilladelse eller våbenpåtegning på medlemsbeviset til en skytteforening, har ret til fortsat at erhverve, besidde, bære og anvende aftagelige magasiner til de af tilladelsen eller våbenpåtegningen omfattede våben, så længe tilladelsen eller våbenpåtegningen er gyldig.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om anmeldelsesordningen efter stk. 2 og 3, herunder om anmeldelsens form og indhold.

1. Indledning

1.1. Baggrunden for forslaget

Rigspolitichefen har i rapporten »Våbenprojekt 1.1.95 - 31.5.96« konstateret en stigende tendens i antallet af våbentyverier. Rapportens hovedanbefaling er, at der skal oprettes et centralt våbenregister. Herudover foreslås det, at der oprettes en central godkendelsesmyndighed, som kan træffe afgørelse i generelle spørgsmål om godkendelse af våbentyper m.v. Det bør endvidere overvejes at stramme reglerne om privates opbevaring af våben. Endelig har Rigspolitichefen i tilslutning til rapporten foreslået, at reglerne om opbevaring af våben i våben- og jagtforretninger samt i skytte- og jagtforeninger ændres, således at politiet i fremtiden skal forhåndsgodkende opbevaringsforhold.

Som opfølgning på rapporten har Rigspolitichefen på Justitsministeriets foranledning udarbejdet forslag til, hvorledes rapportens anbefalinger kan iværksættes.

I forbindelse med udmøntningen af de initiativer, som Rigspolitichefen har foreslået, agter Justitsministeriet at revidere de eksisterende administrative regler, således at der udstedes såvel en ny bekendtgørelse som et nyt cirkulære om våben og ammunition m.v., som kan træde i kraft samtidig med dette lovforslag.

Justitsministeriet påtænker bl.a. i forbindelse med revisionen af de administrative regler at fastsætte bestemmelser om godkendelse af personer med adgang til våben i skytte- og jagtforeninger samt retningslinier for foreningernes overladelse af våben til medlemmer og andre personer på skydebaner og skydepladser. Endvidere vil der blive fastsat regler om politiets godkendelse af personer med særlig tilknytning til skytte- og jagtforeninger, herunder bestyrelsesmedlemmer.

Herudover vil Justitsministeriet udarbejde en ny bekendtgørelse om indretning og anlæggelse af skydebaner og feltskydningsterræner.

Udover at ændre de administrative regler vedrørende våben finder Justitsministeriet, at der er behov for at foretage en række stramninger, ændringer og præciseringer i våben- og eksplosivstofloven.

1.2. Formålet med lovforslaget

Det primære formål med lovforslaget er at skærpe våbenlovgivningen. Dette skal efter forslaget ske ved at inddrage signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben, visse typer af optisk elektroniske sigtemidler, lyddæmpere, knive med tværstillet greb beregnet til stød samt visse typer af laservåben under våben- og eksplosivstoflovens kontrolordning, således at bl.a. besiddelse og anvendelse af disse våben bliver forbudt uden tilladelse.

Reglerne om betaling af afgift for våbentilladelser foreslås ændret på en række punkter. Efter forslaget åbnes der bl.a. mulighed for udstedelse af erstatningstilladelser mod betaling af 200 kr. i tilfælde af bortkomst af våbentilladelser, ligesom museer, der er tilskudsberettigede i henhold til museumsloven, foreslås fritaget for våbenafgift.

Herudover foreslås det, at militære myndigheder udtrykkeligt undtages fra kravet om forudgående tilladelse fra Justitsministeriet til at udføre våben. Tilsvarende foreslås det, at ind- og udførsel af våben i forbindelse med politiets tjenesteudøvelse undtages fra kravet om tilladelse.

Der foreslås endelig en række præciseringer i våben- og eksplosivstofloven. Efter forslaget vil det bl.a. udtrykkeligt fremgå af loven, at miner, og således også personelminer, samt aftagelige magasiner til skydevåben er omfattet af kontrolordningen. Endvidere foreslås den gældende retstilstand, som bl.a. indebærer, at det er forbudt at anvende blyhaglpatroner til jagt i Danmark, præciseret i loven. Herudover foreslås adgangen til administrativt at fastsætte regler om erhvervsmæssig handel med våben og om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse præciseret.

2. Lovforslagets indhold

2.1.1. Aftagelige magasiner til skydevåben

I henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 1, stk. 1, nr. 1, er det forbudt uden tilladelse at indføre eller tilvirke skydevåben samt piber, låsestole og baskyler til skydevåben.

Da magasiner ikke udtrykkeligt er opregnet i § 1, stk. 1, nr. 1, foreslås det præciseret, at bestemmelsen også skal omfatte disse genstande.

Justitsministeriet vil i våbenbekendtgørelsen fastsætte, at våbentilladelse til magasiner gives uden begrænsning i antal, idet aftagelige magasiner ikke er individuelt nummererede og ikke kan skelnes fra hinanden.

Endvidere foreslås en overgangsordning, hvorefter personer, som ved lovens ikrafttræden har våbentilladelse, og medlemmer af skytteforeninger, der har våbenpåtegning på medlemsbeviset, uden særskilt tilladelse har ret til fortsat at erhverve, besidde, bære og anvende aftagelige magasiner til de af tilladelsen eller våbenpåtegningen omfattede våben, så længe tilladelsen eller våbenpåtegningen er gyldig.

2.1.2. Aftagelige magasiner samt piber og baskyler til glatløbede haglgeværer

Det fremgår af § 2 a, stk. 1, nr. 2, at indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer på medlemsbeviset, uanset forbudet i § 2, stk. 1, til eget brug kan erhverve, besidde, bære og anvende piber og baskyler til disse haglgeværer.

Som en konsekvens af, at aftagelige magasiner foreslås omfattet af våben- og eksplosivstofloven, foreslås det, at magasiner medtages under § 2 a, stk. 1, nr. 2. Det bemærkes, at kun ganske få haglgeværer er indrettet til magasiner.

2.2. Inddragelse af miner, herunder personelminer, under våbenlovgivningens almindelige kontrolordning

Danmark har i foråret 1998 ratificeret konventionen om forbud mod brug, oplagring, produktion og overførsel af personelminer samt om deres destruktion.

Håndgranater, bomber og lignende, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt udslyngning af smålegemer, er allerede omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3, i våben- og eksplosivstofloven. Det er således forbudt uden tilladelse at indføre eller tilvirke sådanne våben, herunder personelminer, ligesom det i medfør af lovens § 2, stk. 1, jf. § 1, er forbudt uden tilladelse at erhverve, besidde, bære eller anvende sådanne genstande.

Visse typer af håndgranater, bomber og lignende våben, herunder miner, virker imidlertid ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning. Sådanne våben antages naturligvis også at være omfattet af våbenlovgivningens kontrolordning. For præciseringens skyld foreslås det imidlertid, at bestemmelsen formuleres, således at den udtrykkeligt også kommer til at omfatte våben, som virker ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning. Samtidig foreslås miner nævnt som eksempel på sådanne våben.

2.3. Inddragelse af signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben under våbenlovgivningens almindelige kontrolordning

Signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben findes i en række forskellige udformninger, der oftest har en betydelig lighed med egentlige skydevåben. Våbnene anvendes bl.a. ved sportsarrangementer, hundetræning og som nødudstyr i skibe og både. De finder endvidere i et vist omfang erhvervsmæssig anvendelse, f.eks. i landbruget. Imidlertid er det politiets erfaring, at de pågældende våben også ofte anvendes i forbindelse med kriminalitet.

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet anbefalede i 1986 i betænkning nr. 1082 (Afsluttende beretning om ændringer i våbenlovgivningen), at signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben blev inddraget under våbenloven. Arbejdsgruppen overvejede i den forbindelse spørgsmålet om at inddrage våbnene under våbenlovgivningens almindelige kontrolordning, således at der blev indført et principielt forbud mod bl.a. at erhverve, besidde, bære og anvende våbnene og mod at overdrage og overlade dem til andre. Arbejdsgruppen fandt imidlertid ikke afgørende betænkeligheder ved, at gas- og signalvåben frit kan erhverves og besiddes. Arbejdsgruppen henviste til, at det væsentligste måtte være, at der bliver grebet ind over for, at våbnene bliver medbragt, båret og anvendt i andre tilfælde, end hvor der er en legitim interesse heri. På den baggrund anbefalede arbejdsgruppen et mere begrænset forbud, som rettede sig mod at bære og anvende våbnene.

I 1987 blev det i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag forbudt uden tilladelse at bære og anvende signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben. Dette forbud er fortsat gældende, jf. våben- og eksplosivstoflovens § 2 e, stk. 1.

Det fremgår af våben- og eksplosivstoflovens § 6 d, stk. 1, at tilladelser efter § 2 e, stk. 1, har en gyldighed på 5 år. Tilladelserne er afgiftsbelagt, jf. § 6 b.

Bestemmelsen i § 2 e, stk. 1, har imidlertid næppe den store anvendelse i praksis. Dette skyldes, at der i § 2 e, stk. 2, er fastsat en særordning, hvorefter signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben må bæres og anvendes uden våbentilladelse, hvis indehaveren af politiet har fået tilladelse til indkøb af løsskudsammunition til våbnet efter lov om fyrværkeri, og våbnet anvendes til det i tilladelsen anførte formål. Tilladelser til denne type ammunition meddeles afgiftsfrit for en periode op til 5 år.

Den nugældende kontrolordning for signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben relaterer sig således til ammunitionen. Justitsministeriet er imidlertid bekendt med, at ammunitionen til disse våben frit kan erhverves i bl.a. Tyskland.

Da signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben frit kan erhverves i Danmark, og ammunitionen til våbnene frit kan erhverves i andre lande, er det således muligt at omgå den gældende kontrolordning.

Signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben kan under visse omstændigheder være farlige. Det gælder, både når de anvendes med løsskudsammunition og med gasammunition. Rigspolitichefens kriminaltekniske afdeling har erfaringer med, at der ved affyring på korte skudafstande (under 1 meter) kan være fare for synsskader som følge af udslyngning af gas/krudtpartikler. Krudtgassen kan forårsage brud på ribben og kranium. Berøringsskud med signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben er overordentligt farlige og i visse tilfælde dødbringende.

Modsat signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben er egentlige gasvåben og gaspatroner omfattet af våben- og eksplosivstoflovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, og besiddelse m.v. heraf er derfor i alle tilfælde forbudt uden tilladelse.

På baggrund af politiets erfaringer med signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben findes det ikke rimeligt begrundet, at disse våben er omfattet af en særordning. Det foreslås derfor, at særordningen ophæves, således at våbnene i stedet omfattes af våbenlovgivningens almindelige kontrolordning, jf. § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1.

Den foreslåede ændring har til formål at begrænse udbredelsen af signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben. Forslaget indebærer således, at der alene kan meddeles tilladelse til våbnene, når der foreligger et anerkendelsesværdigt formål, f.eks. når våbnene skal anvendes til nødsignalafgivelse, hundetræning, sportsarrangementer m.v.

Det foreslås endvidere, at gyldigheden for tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben fastsættes til 10 år, således at tilladelser til disse våben ligestilles med tilladelser til våbensamlinger og riflede jagtvåben. Samtidig foreslås det, at tilladelser til disse våben er afgiftsfri, idet der alene forudsættes meddelt tilladelser til anerkendelsesværdige formål.

Ud over våbentilladelse til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben vil der fortsat skulle ansøges om tilladelse til løsskudsammunition efter reglerne i fyrværkeriloven.

2.4. Lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr

Lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr er ikke omfattet af våbenlovgivningens kontrolordning, uanset at de kan anvendes i kriminelt øjemed.

Lyddæmpere og de nævnte optisk elektroniske sigtemidler er omfattet af den europæiske konvention af 28. juni 1978 om kontrol med enkeltpersoners erhvervelse og besiddelse af skydevåben. I henhold til konventionen, som Danmark har ratificeret, forpligter de kontraherende parter sig til at yde hinanden bistand gennem de kompetente myndigheder med at bekæmpe ulovlige transaktioner med skydevåben m.v. og med at opspore og lokalisere skydevåben m.v., der er blevet overført fra én stats territorium til en andens.

Som følge heraf findes lyddæmpere og de nævnte optisk elektroniske sigtemidler at burde omfattes af våbenlovgivningen.

2.5. Overgangsordning for signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben samt lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler

Forskellige modeller for en overgangsordning kunne komme på tale i relation til de personer, som i dag lovligt besidder signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben samt lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler, der foreslås inddraget under kontrolordningen.

En mulighed ville være at pålægge indehaverne af signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben samt lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler at skaffe sig af med disse genstande. En sådan løsning findes imidlertid mindre hensigtsmæssig, idet et sådant pålæg formentlig ikke vil blive efterkommet for en del af genstandenes vedkommende, og politiet dermed ikke vil få kendskab til et relativt stort antal af de nævnte effekter.

Ved inddragelsen af salonrifler under våbenlovens kontrolordning i 1963 fastsattes en overgangsordning, hvorefter våben, der var erhvervet før nyordningens ikrafttræden, fortsat kunne besiddes. Våbnene måtte derimod ikke bæres eller anvendes uden særlig tilladelse. Denne overgangsordning fungerede ifølge politiets erfaringer ikke tilfredsstillende, idet politiet kun vanskeligt kunne kontrollere, om der var tale om salonrifler erhvervet før 1963.

I forbindelse med at glatløbede haglgeværer med virkning fra 1986 blev inddraget under våbenlovens kontrolordning, blev der ligeledes fastsat en overgangsordning. Denne ordning indebar, at personer, der ved lovens ikrafttræden var i besiddelse af visse glatløbede haglgeværer, piber eller baskyler til sådanne glatløbede haglgeværer, fik ret til fortsat at besidde disse genstande, hvis besiddelsen blev anmeldt til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden. Justitsministeren blev bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om anmeldelsesordningen.

Da denne ordning ikke gav anledning til væsentlige problemer, foreslås det, at der gennemføres en lignende overgangsordning for signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben, lyddæmpere samt optisk elektroniske sigtemidler.

Den foreslåede overgangsordning indebærer, at personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben fortsat har ret til at besidde disse genstande, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden. Disse våben kan tillige fortsat bæres og anvendes, såfremt den pågældende af politiet har tilladelse til indkøb af ammunition til våbnet efter lov om fyrværkeri, og våbnet anvendes til det i tilladelsen anførte formål.

Endvidere indebærer overgangsordningen, at personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr har ret til fortsat at besidde, bære og anvende disse genstande, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om anmeldelsesordningens gennemførelse.

2.6. Haglpatroner

Ifølge våben- og eksplosivstoflovens § 2 a, stk. 1, nr. 3, kan indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer på medlemsbeviset, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende haglpatroner.

Miljøministeriet har i bekendtgørelse nr. 65 af 14. februar 1993, jf. nu bekendtgørelse nr. 41 af 21. januar 1994 om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v., med senere ændringer, fastsat, at det med virkning fra den 1. april 1996 ikke længere er tilladt at medtage eller anvende blyhaglpatroner til jagt. Det er endvidere i samme regelsæt fastsat, at blyhaglpatroner fra og med den 1. april 1996 ikke må forhandles. Med hensyn til flugtskydning har det siden den 1. april 1993 været forbudt at anvende blyhaglpatroner til flugtskydning, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 65 af 14. februar 1993 om forbud mod brug af blyhagl. Bekendtgørelsen er nu ophævet, men forbudet er videreført i ovennævnte bekendtgørelse.

Justitsministeriet foreslår som en naturlig konsekvens heraf, at bestemmelsen i våben- og eksplosivstoflovens § 2 a ændres, således at blyhaglpatroner undtages fra bestemmelsen. Blyhaglpatroner vil herefter være omfattet af våben- og eksplosivstoflovens almindelige regler i § 2, jf. § 1, således at det umiddelbart af våben- og eksplosivstofloven fremgår, at det også for jagttegnsindehavere og medlemmer af skytteforeninger er forbudt uden tilladelse at bl.a. erhverve og besidde blyhaglpatroner.

2.7. Knive, slag- eller stødvåben, laservåben m.v.

2.7.1. Præcisering af retstilstanden

Af våben- og eksplosivstoflovens § 4, stk. 3, fremgår, at justitsministeren kan udstede forbud mod at indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde, bære eller anvende, at overdrage eller overlade andre besiddelsen af de i bestemmelsen anførte knive, slag- eller stødvåben m.v.

Det har med bestemmelsen i lovens § 4, stk. 3, formentlig aldrig været tanken, at det var justitsministeren, der skulle træffe afgørelser af den omhandlede karakter. Derimod må bestemmelsen antages at have til formål at give ministeren mulighed for at udstede administrative regler om knive m.v.

I § 10 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 29. august 1995 om våben og ammunition m.v. er det da også i overensstemmelse hermed fastsat, at det er forbudt uden tilladelse fra politimesteren (politidirektøren) at erhverve, besidde, bære eller anvende bl.a. de i lovens § 4, stk. 3, anførte knive, slag- eller stødvåben m.v.

Lovens § 4, stk. 3, foreslås præciseret, således at det udtrykkeligt fremgår, at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod knive, slag- eller stødvåben m.v. Ændringen er således blot en præcisering og indebærer ikke beføjelser udover, hvad der hidtil har været antaget muligt inden for bestemmelsens ordlyd.

2.7.2. Knive med tværstillet greb beregnet til stød

Knive med tværstillet greb beregnet til stød (push daggers) er en særlig type af knive, der er udviklet med henblik på at blive anvendt som stikvåben. Disse knive er kendetegnet ved, at skæftet er udformet som et tværstillet (T-formet) håndgreb. Sådanne knive vil i mange tilfælde allerede være omfattet af våbenlovgivningen. Det er således forbudt at bære knive på steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. § 4, stk. 1, i våben- og eksplosivstofloven. Visse typer af de nævnte knive kan endvidere være omfattet af opregningen i lovens § 4, stk. 3, og våbenbekendtgørelsens § 10. Det gælder f.eks. knive, hvis klinger overstiger 12 cm.

Der er imidlertid knive med tværstillet greb beregnet til stød, som ikke er omfattet af § 4, stk. 3, i våben- og eksplosivstofloven. Som eksempel kan nævnes en kniv med en ca. 4 cm lang tveægget skarp og spids klinge. Skæftet er ca. 4 cm langt og T-formet. Knivens skede er udformet som en nøglering.

Disse knive ses ikke at tjene noget anerkendelsesværdigt formål, men skønnes alene at kunne finde anvendelse til voldskriminalitet. Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for at inddrage knive med tværstillet greb beregnet til stød under våben- og eksplosivstoflovens § 4, stk. 3, således at også selve besiddelsen bliver kriminaliseret.

2.7.3. Forbud mod visse laservåben

Danmark har den 24. marts 1997 ratificeret protokol IV til konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsning i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller ramme i flæng.

Det fremgår af protokollens artikel 1, at det er forbudt at bruge laservåben, der er særligt beregnet til som eneste eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne, hvormed menes det blotte øje eller øjne med korrigerende synsindretninger. Danmark forpligter sig herved til ikke at overføre sådanne våben til nogen stat eller ikke-statslig enhed.

Protokollen er trådt i kraft den 30. juli 1998.

Det foreslås, at justitsministeren får beføjelse til at udstede regler om forbud mod de laservåben, der er omfattet af protokollen, således at der i våbenbekendtgørelsen kan fastsættes forbud mod de nævnte våben.

2.8. Erhvervsmæssig handel med våben, ammunition m.v.

Erhvervsmæssig handel med våben og ammunition er reguleret i Justitsministeriets cirkulære nr. 138 af 29. august 1995 om våben og ammunition m.v.

Der stilles i cirkulærets § 20 en række betingelser til de erhvervsdrivende og disses ansatte, for at der kan meddeles tilladelse til erhvervsmæssig handel med våben og ammunition m.v. De pågældende skal således have et rimeligt kendskab til våben og våbenhandel, og der må ikke foreligge oplysninger om de personlige forhold og hidtidige vandel, som gør det betænkeligt at udstede tilladelse.

Justitsministeriet foreslår, at der i våben- og eksplosivstofloven medtages en udtrykkelig hjemmel for justitsministeren til at fastsætte regler om godkendelse af våbenhandlere og disses ansatte.

2.9. Afgift for visse våbentilladelser

2.9.1. Tilladelser til ammunition, aftagelige magasiner, lyddæmpere m.v.

Det fremgår af § 6 b, stk. 1, i våben- og eksplosivstofloven, at der for indgivelse af ansøgning om tilladelse efter loven betales 840 kr.

Af bestemmelsen fremgår endvidere, at der i en række tilfælde ikke skal betales afgift. Det drejer sig om tilladelser til indkøb af ammunition, piber, låsestole og baskyler. Endvidere er heller ikke ind- og udførselstilladelser samt tilladelser til genopladning, eksplosivstoffer, blankvåben og erhvervsmæssig handel belagt med afgift.

Justitsministeriet finder, at kun tilladelser til egentlige skydevåben bør være afgiftsbelagt.

Det foreslås derfor, at bestemmelsen om afgiftsfritagelse for tilladelser til indkøb af ammunition udvides til at omfatte alle tilladelser vedrørende ammunition, herunder også eksempelvis patronsamlertilladelser.

Endvidere foreslås det, at der ikke skal betales afgift for tilladelser til aftagelige magasiner til skydevåben samt lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr.

Det foreslås endelig, at tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben bliver afgiftsfritaget, da der hidtil i forbindelse med særordningen for disse våben ikke er blevet betalt afgift.

2.9.2. Tilladelser til museer

Efter våben- og eksplosivstoflovens § 9 er civile statsmyndigheder undtaget fra kravet om våbentilladelse, jf. våben- og eksplosivstoflovens § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, og § 4.

Våben- og eksplosivstoflovens § 9 indebærer således bl.a., at statslige museer med våbensamlinger ikke skal betale afgift. Andre museer skal imidlertid betale afgift efter bestemmelserne herom i våbenlovgivningen. Dette medfører i visse tilfælde en meget høj afgiftserlæggelse. Der skal således betales afgift for hver enkelt tilladelse, og en tilladelse kan som udgangspunkt kun omfatte ét våben.

Justitsministeriet foreslår, at våben- og eksplosivstoflovens § 6 b ændres, således at tilskudsberettigede museer i henhold til museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 31. august 1989, undtages fra afgift og dermed afgiftsmæssigt sidestilles med de statslige museer.

2.9.3. Erstatningstilladelser

Af § 6 b, stk. 5, fremgår, at der afgiftsfrit kan udstedes ny våbentilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse, når indehaveren af en våbentilladelse skifter navn, adresse eller skytteforening.

Tidligere var retstilstanden således, at der også ved en våbentilladelses bortkomst vederlagsfrit kunne udstedes en erstatningstilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse. Ved lov nr. 62 af 7. februar 1990 om ændringer af forskellige love ophævedes imidlertid bestemmelsen i den dagældende våbenlovs § 6 b, der gav justitsministeren hjemmel til administrativt at fastsætte gebyrer for udstedelse af tilladelser i henhold til loven. I stedet blev der i våbenloven indsat en ny § 6 b, der forhøjede betalingen for våbentilladelser til 840 kr.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at man bl.a. lagde vægt på, at en væsentlig forhøjelse af betalingen ville kunne virke begrænsende på udbredelsen af våbentilladelser.

Retstilstanden er nu den, at der skal betales fuld afgift for udstedelse af erstatningstilladelse ved beskadigelse eller bortkomst af en våbentilladelse. Det er fra forskellig side over for Justitsministeriet blevet anført, at den gældende retstilstand kan være urimelig, f.eks. når tilladelsen er tabt af indehaveren eller stjålet fra vedkommende, eller hvis tilladelsen bortkommer tidligt i gyldighedsperioden.

Med forslaget lægges der op til en ændring af loven, således at der ved en våbentilladelses beskadigelse eller bortkomst kan udstedes en erstatningstilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse mod betaling af en mindre afgift. Afgiften, der foreslås fastsat til 200 kr., må antages at have en vis adfærdsregulerende effekt.

For at hindre eventuelt misbrug bør der i administrative forskrifter fastsættes nærmere retningslinier for, hvornår der kan udstedes erstatningstilladelse. Forinden en sådan tilladelse udstedes, bør der således afkræves ansøgeren en redegørelse for, hvorledes tilladelsen er bortkommet, herunder om der er sket eventuel misbrug af tilladelsen.

Det skal dog hertil bemærkes, at risikoen for misbrug af bortkomne tilladelser ikke er betydelig, idet våbentilladelser udstedes personligt med angivelse af navn og cpr.nr., og idet de knytter sig til det enkelte våben med angivelse af formål, art, våbennummer, fabrikat, model og kaliber.

Det skal fortsat ved en våbentilladelses beskadigelse eller bortkomst i stedet være muligt mod sædvanlig afgift at få udstedt en ny tilladelse, jf. § 6 b, stk. 1 og 2. Dette kan være en fordel, hvis tilladelsen bortkommer eller beskadiges sent i gyldighedsperioden, hvor det bedre kan betale sig at få udstedt en ny våbentilladelse med fuld gyldighed.

2.10. Skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse

Efter våben- og eksplosivstoflovens § 7 skal indretning og anlæggelse af skydebaner af hensyn til almensikkerheden godkendes af politiet. De nærmere bestemmelser om godkendelse af skydebaner m.v. fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 230 af 20. maj 1950 om indretning og anlæggelse af skydebaner og feltskydningsterræner. Bekendtgørelsen er ændret i 1960 og i 1972.

I 1996 skete en tragisk ulykke i Nordjylland, hvor en udenforstående, der opholdt sig uden for et afspærret skydeterræn, blev dræbt af et skud afgivet fra terrænet. For at reducere risikoen for lignende ulykker i fremtiden vil Justitsministeriet udarbejde en ny bekendtgørelse om indretning, anlæggelse og anvendelse af skydebaner og feltskydningsterræner. Der vil i den forbindelse blive fastsat nærmere bestemmelser om, hvilke krav der vil skulle opfyldes, for at en skydebane kan godkendes, herunder om sikkerhedsforanstaltninger og forsikringsforhold. Det vil endvidere blive præciseret, at foreninger og enkeltpersoner m.v. kan pålægges straf for overtrædelse af reglerne eller vilkår i tilladelser fastsat i medfør af bekendtgørelsen.

Med henblik herpå foreslår Justitsministeriet derfor, at der i våben- og eksplosivstofloven medtages en udtrykkelig hjemmel for justitsministeren til at fastsætte regler om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse.

2.11. Ind- og udførsel af våben

2.11.1. Udførsel af våben

Det fremgår af våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, at det er forbudt i hvert enkelt tilfælde at udføre våben, krigsmateriel m.v. Tilladelse hertil meddeles af Justitsministeriet.

Politimesteren (politidirektøren) er imidlertid bemyndiget til at meddele tilladelse til udførsel til Færøerne, Grønland, de nordiske lande og EU-landene af blankvåben, paintballvåben, våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning og ammunition hertil samt ældre håndskydevåben, jf. våbenbekendtgørelsens § 19.

Efter den gældende retstilstand er det således både Justitsministeriet og politimestrene (politidirektøren), som meddeler udførselstilladelser.

Lovens § 6, stk. 1, foreslås præciseret, således at det udtrykkeligt af bestemmelsen kommer til at fremgå, at justitsministerens beføjelse til at meddele udførselstilladelser kan delegeres til politimestrene (politidirektøren). Ændringen indebærer således ingen realitetsændringer i forhold til den gældende retstilstand.

2.11.2. Ind- og udførsel af militært udstyr og udrustning i forbindelse med militær tjenesteudøvelse m.v.

Militære myndigheder er i henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 8 undtaget fra en række af lovens bestemmelser, herunder kravet om indførselstilladelse efter § 1.

Militære myndigheder er imidlertid ikke undtaget fra kravet om udførselstilladelse efter våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1.

Efter fast praksis gælder kravet om udførselstilladelse imidlertid ikke for udførsel af udrustning og materiel, der medbringes (udføres eller genudføres) af danske eller udenlandske NATO-styrker eller sendes særskilt til brug for disse. Det forudsættes herved, at det for så vidt angår danske styrker drejer sig om udrustning og materiel, der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller lignende i udlandet, og som - med undtagelse af bortskudt ammunition - genindføres her til landet, uden at det under styrkernes ophold i udlandet overlades til andre. For så vidt angår udenlandske styrker forudsættes, at udførslen kun omfatter udrustning og materiel, der med Forsvarsministeriets godkendelse er bragt her til landet af de nævnte styrker eller særskilt er sendt til disse under deres ophold her i landet.

Justitsministeriet foreslår, at det formelt medtages i loven, at der ikke skal indhentes udførselstilladelse i henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, når udførslen vedrører militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse.

Dette medfører, at der ikke skal indhentes tilladelse til udførsel af udrustning og materiel, der udføres eller genudføres af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller når udrustning og materiel sendes særskilt til brug for disse. Tilsvarende bør efter Justitsministeriets opfattelse også gælde i relation til f.eks. Partnerskab for Fred samt OSCE- og FN-opgaver.

Undtagelsen for udførselsforbudet foreslås også at gælde de militære myndigheders midlertidige udførsel af militært udstyr med henblik på reparation og vedligeholdelse i udlandet.

Forsvarets eksport af militært udstyr og udfaset materiel m.v. vil derimod fortsat kræve justitsministerens tilladelse efter våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1.

Ligeledes vil militært personels udførsel af våben i privat øjemed også fortsat kræve tilladelse.

2.11.3. Politiets ind- og udførsel af våben

Politiet er - som andre civile statsmyndigheder - i henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 9, stk. 1, undtaget fra en række af lovens bestemmelser.

Politiet er imidlertid ikke undtaget fra reglerne i våben- og eksplosivstoflovens § 1 og § 6, stk. 1. Dette indebærer, at politiet skal have særskilt tilladelse til f.eks. at ind- og udføre våben, herunder tjenestevåben.

I praksis har der ved dansk politis ind- og udførsel af våben og ammunition til brug i forbindelse med fredsbevarende missioner i udlandet været anlagt samme vurdering som ovenfor under pkt. 2.11.2. vedrørende militære myndigheder.

Også her findes lovgivningen at burde præciseres, således at det umiddelbart fremgår, at § 1 og § 6, stk. 1, ikke gælder for politiets ind- og udførsel af våben i forbindelse med tjenesten.

Polititjenestemænds ind- og udførsel af våben i privat øjemed vil fortsat kræve tilladelse efter våben- og eksplosivstofloven.

2.12. Andre ændringer

Det fremgår af våben- og eksplosivstoflovens § 3, stk. 6, at erstatningen i tilfælde af afståelse af våben til det offentlige, jf. § 3, stk. 5, - i mangel af mindelig overenskomst - fastsættes af en for hele landet nedsat vurderingskommission. Vurderingskommissionen er sammensat af 4 medlemmer, nemlig et af præsidenten for Københavns Byret udpeget medlem af nævnte ret som formand og tre våbenkyndige medlemmer, hvoraf et udnævnes af justitsministeren, et udpeges af De danske Handelsforeningers Fællesorganisation, og et udpeges af Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 i forening.

De danske Handelsforeningers Fællesorganisation er imidlertid ophørt som selvstændig organisation, og handelsforeningernes interesser varetages i dag af Dansk Handel & Service. Endvidere er Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 nu sammensluttet i Danmarks Jægerforbund.

I konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelsen ændres, således at to af vurderingskommissionens tre våbenkyndige medlemmer udpeges af henholdsvis Dansk Handel & Service og af Danmarks Jægerforbund. Det tredje våbenkyndige medlem udpeges fortsat af justitsministeren.

Endvidere forslås henvisningen til stk. 3 ændret til stk. 5, idet bestemmelsen ved tidligere lovændringer ikke er konsekvensrettet.

Civile statsmyndigheder er i medfør af våben- og eksplosivstoflovens § 9, stk. 1, undtaget fra reglerne om våbentilladelse, jf. 2, stk. 1, og § 4. Justitsministeren kan endvidere ikke i medfør af våben- og eksplosivstoflovens § 3, stk. 1, påbyde civile statsmyndigheder, der er i besiddelse af skydevåben m.v., at gøre anmeldelse derom. Dette medfører, at der ved etableringen af det centrale våbenregister ikke vil kunne pålægges civile statsmyndigheder en registreringspligt for de skydevåben m.v., som de besidder.

Det foreslås derfor, at henvisningen i våben- og eksplosivstoflovens § 9, stk. 1, til lovens § 3, stk. 1, ophæves, således at der skabes hjemmel for justitsministeren til at pålægge civile statsmyndigheder, der er i besiddelse af skydevåben m.v., at lade disse registrere i det centrale våbenregister.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser af betydning for staten.

Inddragelsen af de i lovforslaget omhandlede genstande under våbenlovgivningens kontrolordning skønnes at ville medføre en vis byrde for politiet, idet medarbejderne på politiets våbenkontorer vil få til opgave dels at behandle ansøgninger om tilladelse til genstande, som ikke hidtil har været omfattet af kontrolordningen, dels at administrere de foreslåede overgangsordninger. Dette merarbejde skønnes dog at ville få et begrænset omfang og vil kunne afholdes inden for de gældende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for amter og kommuner.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget skønnes heller ikke at have administrative eller økonomiske konsekvenser af betydning for erhvervslivet eller borgerne.

4. Lovens territoriale gyldighedsområde

Lovforslaget gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet hovedloven (våben- og eksplosivstofloven) ikke gælder for disse landsdele.

5. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været til høring hos Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Erhvervsministeriet, Søfartsstyrelsen, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, Kulturministeriet, Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, Udenrigsministeriet, De Danske Skytteforeninger, Dansk Skytte Union, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Sportsskytte Forbund, Danmarks Jægerforbund, Dansk Land- og Strandjagt, Danske Våbenhandlere, Dansk Bøssemager- og Våbenhandlerforening, Våbenhandler Rådet, Danmarks Idræts-Forbund, Dansk Handel & Service samt Vaabenhistorisk Selskab.

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Nej

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Nej

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej

Miljømæssige konsekvenser Nej Nej

Administrative konsekvenser for borgerne Nej Nej

Forholdet til EU-retten Nej Nej

Til § 1, nr. 1

Det foreslås præciseret, at aftagelige magasiner til skydevåben er omfattet af lovens kontrolordning. Magasiner, som er indbygget i våben, omfattes ikke af forslaget.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.1.

Til § 1, nr. 2

Det foreslås præciseret, at forbudet mod håndgranater, bomber og lignende, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt udslyngning af smålegemer, også omfatter sådanne våben, som virker ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning. Endvidere foreslås miner nævnt som eksempel på sådanne våben.

Om baggrunden for forslaget i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til § 1, nr. 3

Ved forslaget inddrages signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben under våbenlovgivningens almindelige kontrolordning. Dette indebærer, at der fremover kræves tilladelse til at indføre, tilvirke, ved overdragelse at erhverve, besidde, bære og anvende disse våben.

Forslaget omfatter ikke udstyr, der alene er konstrueret til affyring af nødraketter og nødblus.

Endvidere foreslås det, at lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr omfattes af våben- og eksplosivstofloven.

For så vidt angår sigtemidler omfatter forslaget alene optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle, optisk elektroniske sigtemidler med elektronisk lysforstærkningsudstyr eller optisk elektroniske sigtemidler med infrarødt udstyr. Der tænkes her på f.eks. lasersigtemidler og natsigtemidler. Rene optiske sigtemidler, f.eks. kikkertsigter, er således ikke omfattet af forslaget.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3. og 2.4.

Til § 1, nr. 4

Forslaget er en konsekvens af ændringen under nr. 1.

Til § 1, nr. 5

Forslaget er en konsekvens af ændringen under nr. 1.

Til § 1, nr. 6

Forslaget er en konsekvens af, at Miljø- og Energiministeriet med hjemmel i jagtloven har forbudt brugen af blyhaglpatroner til jagt. Ændringen indebærer, at det nu også udtrykkeligt af våben- og eksplosivstofloven vil fremgå, at blyhaglpatroner ikke må anvendes, og at besiddelse og erhvervelse er forbudt uden tilladelse fra politiet. Der vil i medfør af våben- og eksplosivstoflovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, kunne meddeles våbenpåtegnings- og jagttegnsindehavere samt godkendte våbenhandlere tilladelse til at besidde blyhaglpatroner, f.eks. med på henblik på deltagelse i flugtskydning på baner, der er omfattet af dispensation fra forbudet mod anvendelse af blyhagl, eller jagt i udlandet.

Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.6.

Til § 1, nr. 7

Forslaget er en konsekvens af ændringen under nr. 1.

Til § 1, nr. 8

Særordningen for så vidt angår signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben foreslås ophævet. I stedet foreslås det, at disse våben omfattes af våbenlovgivningens almindelige kontrolordning, jf. ændringen under nr. 3.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

Til § 1, nr. 9

Manglende konsekvensændringer i lov nr. 400 af 13. august 1990 om krigsmateriel m.v. og lov nr. 368 af 18. maj 1994 om ændring af våbenloven (Bestemmelser om eksplosivstoffer) har bevirket, at der fejlagtigt henvises til stk. 3 i stedet for til stk. 5 i våben- og eksplosivstoflovens § 3, stk. 6. Det foreslås på den baggrund, at henvisningen til stk. 3 i våben- og eksplosivstoflovens § 3, stk. 6, ændres til stk. 5.

Forslaget om at ændre De danske Handelsforeningers Fællesorganisation til Dansk Handel & Service og Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 til Danmarks Jægerforbund er begrundet i ændringer i de nævnte organisationer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.12.

Til § 1, nr. 10

Det foreslås præciseret, at justitsministeren kan udstede regler om forbud mod knive, slag- og stødvåben m.v.

Forslaget indebærer ingen ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.7.1.

Til § 1, nr. 11

Det foreslås, at knive med tværstillet greb beregnet til stød (push daggers) omfattes af våben- og eksplosivstofloven.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.7.2.

Til § 1, nr. 12

Ved forslaget vil justitsministeren få beføjelse til at udstede regler om forbud mod de nævnte laservåben, således at der i våbenbekendtgørelsen kan fastsættes forbud mod de nævnte våben.

Forslaget er begrundet i internationale forpligtelser, idet Danmark har ratificeret protokol IV til konventionen af 10. oktober 1980 om forbud mod eller begrænsning i anvendelsen af visse konventionelle våben, som må anses for at være unødigt skadevoldende eller ramme i flæng.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.3.

Til § 1, nr. 13

Ved forslaget skabes udtrykkelig hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte regler for erhvervsdrivende og disses ansatte i relation til erhvervsmæssig handel med våben, ammunition m.v.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.8.

Til § 1, nr. 14

Det foreslås præciseret, at beføjelsen til at meddele udførselstilladelser kan delegeres til politimestrene (politidirektøren). Ændringen indebærer ikke beføjelser udover, hvad der hidtil har været antaget muligt inden for bestemmelsens ordlyd.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.11.1.

Til § 1, nr. 15

Efter forslaget skal der ikke betales afgift for tilladelser til ammunition. Efter de gældende regler er det alene tilladelser til indkøb af ammunition, der er afgiftsfritaget.

Den foreslåede ændring vil bl.a. få betydning for patronsamlere, der herefter ikke længere skal betale 840 kr. for en samlertilladelse.

Se endvidere de almindelige bemærkninger pkt. 2.9.1.

Til § 1, nr. 16

Det foreslås, at der ikke skal betales afgift for våbentilladelser til aftagelige magasiner til skydevåben.

Forslaget medfører ingen ændringer i den gældende retstilstand.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.1. og 2.9.1.

Til § 1, nr. 17

Forslaget indebærer, at tilladelser til lyddæmpere og de i forslaget nævnte optisk elektroniske sigtemidler undtages for afgift.

Forslaget medfører ingen ændringer i den gældende retstilstand.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4. og 2.9.1.

Til § 1, nr. 18

Forslaget går ud på, at der ikke skal betales afgift for våbentilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben.

Forslaget indebærer endvidere, at tilskudsberettigede museer i henhold til museumsloven ikke skal betale afgift for våbentilladelser. Disse museer er dog fortsat undergivet våbenlovgivningens almindelige kontrolforanstaltninger, herunder kravet om våbentilladelse.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.9.1. og 2.9.2.

Til § 1, nr. 19

Efter forslaget kan politiet udstede erstatningstilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse mod betaling af 200 kr., når den oprindelige våbentilladelse er beskadiget eller bortkommet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.9.3.

Til § 1, nr . 20

Forslaget er en konsekvens af ændringen under nr. 9.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

Til § 1, nr. 21

Forslaget medfører, at gyldighedstiden for tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben udvides til 10 år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

Til § 1, nr. 22

Det foreslås præciseret, at justitsministeren kan fastsætte regler om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse og om ansvar i den forbindelse.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.10.

Til § 1, nr. 23

Den ændrede formulering af § 8, stk. 1, er en konsekvens af ændringen under nr. 8.

Forslaget til nyt stk. 2 indebærer, at kravet om udførselstilladelse i henhold til lovens § 6, stk. 1, helt generelt ikke skal gælde for militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. Tilsvarende foreslås det udtrykkeligt anført i bestemmelsen, at militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse ikke skal forelægges justitsministeren til godkendelse.

Forslaget er en kodificering af den gældende retstilstand, jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 2.11.2., men findes på baggrund af Danmarks øgede internationale forpligtelser mere udtrykkeligt at burde fremgå af lovteksten.

Forsvarets eksport af militært udstyr og udfaset materiel m.v. vil fortsat kræve tilladelse efter våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1.

Militært personels udførsel af våben i privat øjemed vil ligeledes fortsat kræve tilladelse efter våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.11.2.

Til § 1, nr. 24

Forslaget er for så vidt angår § 2 e en konsekvens af ændringen under nr. 9.

Endvidere indebærer forslaget, at der skabes hjemmel for justitsministeren til at påbyde civile statsmyndigheder, der er i besiddelse af genstande, som omfattes af forbudet i våben- og eksplosivstoflovens § 1, at gøre anmeldelse derom efter nærmere fastsatte regler. Med forslaget vil det således være muligt at pålægge civile statsmyndigheder at lade deres skydevåben registrere i det centrale våbenregister.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.12.

Til § 1, nr. 25

Ved forslaget undtages politiet fra reglerne om ind- og udførselstilladelser. Politiet kan således uden Justitsministeriets tilladelse medbringe våben under tjeneste på eksempelvis Færøerne og i Grønland, ligesom våben fra disse landsdele kan sendes til kriminalteknisk undersøgelse i Danmark uden tilladelse.

Forslaget er i vidt omfang en kodificering af den gældende praksis på området.

Om baggrunden for forslaget henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.11.3.

Til § 1, nr. 26

Forslaget er en konsekvens af ændringen under nr. 1.

Til § 1, nr. 27

Forslaget er en konsekvens af ændringen under nr. 9.

Bestemmelsen fastlægger lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Den foreslåede overgangsordning for signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben indebærer, at personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af sådanne våben, fortsat har ret til at besidde dem, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden. Disse våben kan tillige fortsat bæres og anvendes, såfremt den pågældende af politiet har tilladelse til indkøb af ammunition til våbnet efter lov om fyrværkeri, og våbnet anvendes til det i tilladelsen anførte formål.

Endvidere indebærer den foreslåede overgangsordning for lyddæmpere samt optisk elektroniske sigtemidler, at personer, der ved lovens ikrafttræden er i besiddelse af sådanne genstande, som er omfattet af lovforslaget, fortsat kan besidde, bære og anvende dem uden tilladelse, hvis besiddelsen anmeldes til politimesteren (politidirektøren) senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om anmeldelsens form og indhold, herunder om prægning af individuelle numre i de pågældende genstande.

Endelig indebærer den foreslåede overgangsordning vedrørende aftagelige magasiner, at det ikke er nødvendigt for personer, som ved lovens ikrafttræden lovligt besidder våben, at søge særskilt tilladelse eller våbenpåtegning for at kunne erhverve, besidde, bære og anvende aftagelige magasiner til de pågældende våben, så længe våbentilladelsen eller våbenpåtegningen er gyldig.

Personer, som ligger inde med samlinger af aftagelige magasiner, uden samtidig at være i besiddelse af de våben, der knytter sig dertil, skal derimod ansøge om særskilt samlertilladelse. En sådan tilladelse er i henhold til lovforslagets § 1, nr. 17, afgiftsfri.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.1. og 2.5.

Bilag

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1. Det er forbudt uden tilladelse af justitsministeren eller den, han dertil bemyndiger, at indføre eller tilvirke

1) Skydevåben samt piber, låsestole og baskyler til skydevåben, 1. I § 1, stk. 1, nr.1, indsættes efter »låsestole«: », aftagelige magasiner«.

2) ammunition til skydevåben, derunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler,

3) håndgranater, bomber og lignende våben, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt udslyngning af smålegemer, 2. § 1, stk. 1, nr. 3, affattes således: »3) håndgranater, bomber, miner og lignende våben, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning eller udslyngning af smålegemer,«.

4) håndgranater, bomber, patroner og lignende som våben eller ammunition fremtrædende genstande, der indeholder eller er beregnede til at indeholde faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende, såvel som dele af sådanne våben eller ammunitionsgenstande, samt redskaber til at bringe dem i virksomhed,

5) eksplosivstoffer (eksplosive stoffer og eksplosivstofholdige genstande),

armbrøster og slangebøsser. ---

3. I § 1, stk. 1, indsættes som nr. 7, 8 og 9:

»7) Signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,

8) lyddæmpere, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben,

9) optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster.«

§ 2. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, ved overdragelse at erhverve genstande eller stoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, eller at besidde, bære eller anvende sådanne genstande eller stoffer. Det samme gælder for personer under 18 år med hensyn til de genstande, der er omfattet af § 1, stk. 2, litra a og b.

Stk. 2. I tilfælde, hvor der efter stk. 1 gælder krav om tilladelse eller alder for at erhverve eller besidde genstande eller stoffer, er det forbudt at overdrage eller overlade andre besiddelsen af disse, medmindre erhververen eller modtageren foreviser den fornødne tilladelse eller godtgør at være fyldt 18 år. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Stk. 3. Foranstående bestemmelser skal dog ikke være til hinder for, at et skydevåbens pibe- eller låsedele eller dele af baskyler ved istandsættelse fornyes. 4. § 2, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.: »Tilsvarende gælder aftagelige magasiner til skydevåben.«

§ 2 a. Indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer på medlemsbeviset, kan uanset forbudet i § 2, stk. 1, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende følgende genstande:

1. Glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm, der højst er af kaliber 12, og som ikke kan indeholde mere end 2 haglpatroner,

2. piber og baskyler til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, 5. § 2 a, stk. 1, nr. 2, affattes således: »2. piber, baskyler og aftagelige magasiner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1,«.

6. § 2 a, stk. 1, nr. 3, affattes således:

færdigladede haglpatroner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, såfremt haglene er løstliggende og har en diameter på højst 3,5 mm for blyhagl og højst 4 mm for andre hagl, samt omladehætter og halvladte eller tomme patronhylstre til de nævnte haglpatroner. --- »3. færdigladede haglpatroner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, såfremt haglene er løstliggende og har en diameter på højst 4 mm, samt omladehætter og halvladte eller tomme patronhylstre til de nævnte haglpatroner. Blyhaglpatroner er ikke omfattet af bestemmelsen.«

---

§ 2 c. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at skytteforeninger under De Danske Skytteforeninger, skytteforeninger under Forbundet af Danske Sortkrudtskytteforeninger, skytteforeninger under Dansk Skytte Union og skytteforeninger under Dansk Firmaidrætsforbund kan give våbenpåtegning på foreningens medlemsbeviser til skydevåben, der er optaget på Skytteforeningernes, Unionens eller Firmaidrætsforbundets skydeprogrammer.

Stk. 2. Medlemmer af skytteforeninger, der har våbenpåtegning på medlemsbeviset efter stk. 1, kan uanset forbudet i § 2, stk. 1, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende de skydevåben, der er nævnt i våbenpåtegningen, samt piber og låsestole til de nævnte skydevåben og ammunition dertil. 7. I § 2 c, stk. 2, indsættes efter »ammunition«: »samt aftagelige magasiner«.

Stk. 3. De genstande, der er nævnt i stk. 2, må ikke overdrages eller overlades til andre, medmindre erhververen eller modtageren foreviser fornøden tilladelse eller medlemsbevis til en skytteforening med en våbenpåtegning efter stk. 1 og godtgør, at det tilhører den pågældende. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 2 e. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at bære eller anvende signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben. 8. § 2 e ophæves.

Stk. 2. Uanset forbudet i stk. 1 kan signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben bæres og anvendes, såfremt den pågældende af politiet har fået tilladelse til indkøb af ammunition til våbnet efter loven om fyrværkeri og våbnet anvendes til det i tilladelsen anførte formål.

§ 3. Justitsministeren kan, såfremt han finder det påkrævet, påbyde, at enhver, der er i besiddelse af genstande, der omfattes af forbudet i § 1, skal gøre anmeldelse derom efter nærmere af justitsministeren fastsatte regler.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser vedrørende opbevaringen af og rådigheden over de i § 1 nævnte genstande og stoffer, som er påkrævet af hensyn til sikkerheden.

Stk. 3. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til kontrol af:

1) Våbensamlinger,

2) våbenlagre og våbenbøger hos våbenhandlere,

3) krudtoplaget hos personer, der har tilladelse til genopladning af ammunition eller til køb af sortkrudt, fænghætter m.v.,

4) lokaler, hvor de i lovens § 9, stk. 2, nævnte skytteforeninger opbevarer våben.

Stk. 4. Beredskabsstyrelsen og politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til virksomheder, der fremstiller, indfører, udfører, opbevarer, forhandler eller på anden måde er i besiddelse af de eksplosivstoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, og kan i forbindelse hermed for de pågældendes regning udtage prøver af sådanne eksplosivstoffer og underkaste disse en teknisk undersøgelse. I tilfælde, hvor prøveudtagningen sker hos en detailhandler, godtgør Beredskabsstyrelsen eller politiet detailhandleren indkøbsprisen og opkræver beløbet hos importøren eller fabrikanten.

Stk. 5. Såfremt det under særlige omstændigheder er påkrævet af hensyn til den offentlige sikkerhed, kan justitsministeren bestemme, at genstande eller stoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, skal afstås til det offentlige mod fuld erstatning eller deponeres. Forinden der fastsættes sådanne bestemmelser vedrørende skytteforeninger under De Danske Skytteforeninger, skytteforeninger under Dansk Skytte Union og skytteforeninger under Dansk Firmaidrætsforbund, skal der så vidt muligt forhandles med Skytteforeningerne, Unionen og Firmaidrætsforbundet.

Stk. 6. I tilfælde, hvor der skal ydes erstatning i anledning af foranstaltninger efter stk. 3, fastsættes erstatningen i mangel af mindelig overenskomst af en for hele landet nedsat vurderingskommission, bestående af 4 medlemmer, nemlig et af præsidenten for Københavns byret udpeget medlem af nævnte ret som formand og tre våbenkyndige medlemmer, hvoraf et udnævnes af justitsministeren, et udpeges af »De danske Handelsforeningers Fællesorganisation« og et udpeges af »Dansk Jagtforening« og »Landsjagtforeningen af 1923« i forening. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. 9. I § 3, stk. 6, ændres »stk. 3« til: »stk. 5«, »»De danske Handelsforeningers Fællesorganisation«« ændres til: »Dansk Handel & Service«, og »»Dansk Jagtforening« og »Landsjagtforeningen af 1923« i forening«« ændres til: »Danmarks Jægerforbund«.

§ 4. ---

Stk. 3. Justitsministeren kan udstede forbud mod at indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde, bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre besiddelsen af: 10. I § 4, stk. 3, indsættes efter »udstede«: »regler om«.

1) Skarpe våben, hvis klinge overstiger 12 cm, springknive, springstiletter, faldknive, faldstiletter og lignende samt kårdestokke og andre tilsvarende skjulte våben,

2) kastestjerner, kasteknive og lignende, 11. I § 4, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »12 cm.,«: »knive med tværstillet greb beregnet til stød,«.

3) genstande, der uden at fremtræde som våben eller ammunition er egnede til at anvendes på lignende måde som de i § 1, nr. 4, nævnte genstande,

4) stoffer, der kan anvendes til fremstilling af de eksplosivstoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, eller til indfyldning i de i § 1, stk. 1, nr. 4, nævnte genstande,

5) våben, der er beregnet til at virke lammende, bedøvende eller blændende ved udladning af elektrisk strøm.

12. I § 4, stk. 3, indsættes som nr. 6:

»6) Laservåben, der er særligt beregnet til som eneste eller som en af flere våbenvirkninger at forårsage permanent blindhed på ubeskyttede øjne.«

13. Efter § 4 a indsættes:

§ 6. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde at udføre: »§ 4 b. Justitsministeren kan fastsætte regler om godkendelse af erhvervsdrivende og disses ansatte i relation til erhvervsmæssig handel med våben, ammunition m.v.«

1) Våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben, 14. I § 6, stk. 1, indsættes efter »justitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.

2) ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben,

3) materiel til land-, sø- eller luftkrig,

4) maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler,

5) eksplosivstoffer, der er omfattet af forbudet i § 1.

---

§ 6 b. For indgivelse af ansøgning om tilladelse efter denne lov betales 840 kr. For følgende tilladelser betales dog ikke:

1) Tilladelser til indkøb af ammunition,

2) tilladelser til piber, låsestole og baskyler, 15. I § 6 b, stk. 1, nr. 1, udgår: »indkøb af«.

16. I § 6 b, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »låsestole«: », aftagelige magasiner«.

3) ind- og udførselstilladelser, 17. I § 6 b, stk. 1, nr. 3, indsættes efter nr. 2:

4) tilladelser til genopladning, »3) tilladelser til lyddæmpere og optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr,«.

5) tilladelser vedrørende de eksplosivstoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, Nr. 3-7 bliver herefter nr. 4-8.

6) tilladelser til blankvåben,

7) tilladelser til handlende.

--- 18. I § 6 b, stk. 1, indsættes som nr. 9 og 10:

»9) Tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,

10) tilladelser til tilskudsberettigede museer i henhold til museumsloven.«

§ 6 d. Tilladelse i henhold til lovens § 2, stk. 1, og § 2 e, stk. 1, udstedes med en gyldighedstid på 5 år. Vedrørende tilladelse til pistol er gyldighedstiden dog kun 2 år. 19. I § 6 b, indsættes som stk. 6:

Stk. 2. Tilladelser til våbensamlere og til riflede jagtvåben til jægere udstedes dog med en gyldighedstid på 10 år. »Stk. 6. Er en tilladelse beskadiget eller bortkommet, kan der udstedes tilladelse med samme gyldighed som den oprindelige tilladelse mod betaling af 200 kr.«

--- 20. I § 6 d, stk. 1, udgår: »og § 2 e, stk. 1,«.

§ 7. Indretning og anlæggelse af skydebaner skal, af hensyn til almensikkerheden, godkendes af politiet. 21. I § 6 d, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.: »Tilsvarende gælder tilladelser til signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben.«

22. I § 7 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse. «

§ 8. § 1, § 2, stk. 1, § 2 e og §§ 3, 4, 5 og 7 gælder ikke for militære myndigheder.

23. § 8 affattes således:

§ 9. § 2, stk. 1, § 2 e, § 3, stk. 1, og § 4 gælder ikke for civile statsmyndigheder. Kommunale myndigheder skal ikke søge om tilladelse for så vidt angår indkøb og benyttelse af de eksplosivstoffer, der er omfattet af forbudet i § 1, til anvendelse ved vejarbejder og lign. »§ 8. § 1, § 2, stk. 1, §§ 3-5 og § 7 gælder ikke for militære myndigheder.

Stk. 2. Skytteforeninger under De Danske Skytteforeninger, skytteforeninger under Dansk Skytte Union og skytteforeninger under Dansk Firmaidrætsforbund kan uanset § 2, stk. 1, anskaffe og besidde våben, der er optaget på Skytteforeningernes, Unionens eller Firmaidrætsforbundets skydeprogrammer, samt piber, låsestole og baskyler til de nævnte våben og ammunition dertil. Justitsministeren kan fastsætte regler herom samt om registrering af de nævnte våben m.v. Stk. 2. § 6, stk. 1, gælder ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. Bestemmelsen gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.«

24. I § 9, stk. 1, 1. pkt., udgår: »§ 2 e, § 3, stk. 1,«. 25. I § 9, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.: »§ 1 og § 6, stk. 1, gælder endvidere ikke for politiet.«

§ 10. Med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder §§ 1-2 a, §§ 2 c-e, § 4, stk. 1, § 5, § 6, stk. 1, og § 7. 26. I § 9, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »ammunition«: »og aftagelige magasiner«.

27. I § 10, stk. 1, ændres »§§ 2 c-e,« til: »§ 2 c, § 2 d,«.

Versioner

  1. 1998-12-03