Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00159@1999-01-13/da

Indhold

1. Indledning

I lov nr. 143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO s militære hovedkvarterer foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om retsstillingen for styrker tilhørende deltagerne i NATO og Partnerskab for Fred m.v.«

2. § 1 affattes således:

» § 1. Lovens §§ 2-5 gælder for fremmede styrker, der opholder sig i Danmark i henhold til

1) Overenskomst af 19. juni 1951 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker,

2) Protokol af 28. august 1952 om status for internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske Traktat, eller

3) Overenskomst af 19. juni 1995 mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker med tillægsprotokol af samme dato og yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997.

Stk. 2. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, at lovens §§ 2-5 tillige helt eller delvist skal gælde for andre styrker, der opholder sig i Danmark i henhold til en af Danmark tiltrådt overenskomst om tilsvarende status for andre fremmede styrker i Danmark«.

3. § 2 affattes således:

» § 2. Fremmede militære myndigheder kan udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk territorium i det omfang og på de vilkår, der følger af de i § 1, stk.1, nævnte overenskomster.«

4. § 3 affattes således:

» § 3. Anholdelse af et afsenderlands militære eller civile medlemmer af en styrke eller sådanne medlemmers pårørende kan ske, når det begæres i anledning af sigtelse for et forhold, der er strafbart i henhold til afsenderlandets lovgivning, og for hvilket afsenderlandets militære myndigheder i henhold til de i § 1, stk. 1, nævnte overenskomster har adgang til at udøve jurisdiktion på dansk territorium, selv om den pågældende ikke sigtes for et forhold, der efter dansk ret er strafbart. Udlevering til afsenderlandets militære myndigheder skal i så fald ske uden ophold og senest inden 24 timer efter anholdelsen.«

5. § 4 ophæves.

6. I § 5, stk. 1, ændres »overenskomsten« til: »de i § 1, stk. 1, nævnte overenskomster«.

7. I § 5, stk. 3, ændres »sådanne militære styrker som er nævnt i stk. 1« til: »sådanne militære styrker, som er omfattet af de i § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte aftaler«.

8. § 6 affattes således:

» § 6. Forsvarsministeren kan fraskrive sig erstatningskrav og afholde udgifter til erstatninger, hvor dette følger af forpligtelser i de overenskomster, der er nævnt i § 1, stk. 1, eller af tilsvarende forpligtelser i andre af Danmark tiltrådte overenskomster om fastlæggelse af status for fremmede styrker, der modtages på dansk territorium, eller for udsendte danske styrker.«

9. § 7 ophæves.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

1. Baggrund

På NATO s topmøde i januar 1994 blev etableringen af et Partnerskab for Fred-samarbejde (Partnership for Peace, PfP) vedtaget. Formålet var at fremme sikkerheden og stabiliteten i hele Europa og at imødekomme de central- og østeuropæiske landes ønske om en nærmere tilknytning til NATO. PfP omfatter en række militære samarbejdsaktiviteter i NATO-landene og i partnerlandene. Der var derfor behov for at fastlægge status for deltagerlandenes styrker, når de opholder sig på et andet deltagerlands territorium. På denne baggrund blev overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker (PfP-statusoverenskomsten) forhandlet og undertegnet med ratifikationsforbehold den 19. juni 1995. PfP-statusoverenskomsten indebærer, at bestemmelserne i overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker (NATO-statusoverenskomsten) udstrækkes til også at omfatte partnerlandene. PfP-statusoverenskomsten kan suppleres eller på anden måde modificeres ved supplerende bilaterale aftaler.

Til PfP-statusoverenskomsten hører to tillægsprotokoller af henholdsvis 19. juni 1995 og 19. december 1997.

Tillægsprotokollen af 19. juni 1995 indeholder bestemmelser, hvorefter de deltagende stater fraskriver sig retten til at eksekvere dødsstraf over for noget militært eller civilt medlem af en anden deltagerstats udsendte styrker og sådanne medlemmers pårørende.

Det er i princippet frivilligt for såvel NATO-lande som partnerlande at tilslutte sig tillægsprotokollen. Imidlertid har man fra NATO s side i forbindelse med præsentationen af PfP-statusoverenskomsten og tillægsprotokollen over for partnerlandene givet et politisk signal om, at de forventes at tiltræde denne tillægsprotokol samtidig med, at de tiltræder PfP-statusoverenskomsten.

På NATO s topmøde i maj 1997 blev det besluttet at tilbyde partnerlandene et væsentligt styrket samarbejde inden for PfP. Beslutningen indebar bl.a., at militært personel fra partnerlandene skulle kunne arbejde sammen med NATO s militære personel i NATO s militære hovedkvarterer i løsningen af Partnerskab for Fred-opgaver.

Som led heri har NATO- og PfP-landene udarbejdet en yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997, der omfatter status for personel fra partnerlande, som opholder sig i NATO s militære hovedkvarterer. Den yderligere tillægsprotokol henviser til det regelsæt, som er indeholdt i protokol om status for internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske Traktat (Paris-protokollen).

Også uden for NATO- og PfP-sammenhæng foregår der i disse år samarbejdsaktiviteter, der indebærer udsendelse af danske styrker og modtagelse af fremmede styrker i Danmark. Disse aktiviteter omfatter bl.a. det samarbejde med de øst- og centraleuropæiske lande, der i PfP-samarbejdets ånd sker til fremme af stabiliteten og sikkerheden i Europa. Også for sådanne aktiviteters vedkommende vil der være behov for at kunne indgå statusoverenskomster mellem deltagerlandene, der svarer til regelsættet for NATO- og PfP-landenes styrker.

2. Lovens hovedindhold

Lovændringen indebærer, at 1955-lovens regler for NATO-landenes styrker gøres anvendelig også for PfP-landenes styrker dog med en enkelt modifikation for så vidt angår den strafferetlige beskyttelse, jf. nedenfor under bemærkningerne til § 1, nr. 6 og 7.

Lovændringen indebærer dermed, at Folketinget giver samtykke til, at regeringen kan tiltræde PfP-statusoverenskomsten med de to tillægsprotokoller.

Endvidere muliggør loven, at regeringen kan sætte lovens jurisdiktions- og straffebestemmelser i kraft for lignende aftaler, som Danmark måtte indgå med andre lande. Lovændringen indebærer dermed, at Folketinget giver samtykke til indgåelsen af sådanne lignende aftaler, uanset om disse måtte indebære, at Danmark pådrager sig pligter af større betydning, jf. Grundlovens § 19. Det skal i denne forbindelse understreges, at loven alene vedrører aftaler om status for fremmede styrker, der svarer til den, som er fastsat i NATO- og PfP-statusoverenskomsterne. Aftaler om selve modtagelsen eller udsendelsen af styrker er på samme måde som gælder for NATO og PfP ikke omfattet af loven.

Endelig giver loven forsvarsministeren mulighed for uden for NATO- og PfP-statusoverenskomsternes gyldighedsområde at indgå aftaler på det erstatningsmæssige område, der svarer til disse statusoverenskomsters bestemmelser.

Lovændringen indeholder enkelte overvejende rent sproglige moderniseringer af lovteksten.

3. PfP-statusoverenskomstens hovedindhold

Selve overenskomsten

PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller er optrykt som bilag til lovbemærkningerne. Da PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller henviser til NATO-statusoverenskomsten med protokol, er denne tillige optrykt som bilag.

Artikel I i PfP-statusoverenskomsten bestemmer, at alle deltagende stater med mindre andet er aftalt - skal anvende bestemmelserne i NATO-statusoverenskomsten, som om de deltog i NATO-statusoverenskomsten.

På denne baggrund beskrives kort de relevante bestemmelser i NATO-statusoverenskomsten.

- NATO-statusoverenskomstens artikel I definerer en række begreber i NATO-terminologien.

- I artikel II fastlægges, at modtagerlandets lovgivning skal respekteres.

- Af artikel III fremgår betingelserne for ind- og udrejse af et modtagerland.

- Ifølge artikel IV anerkender modtagerlandet førerbeviser til motorkøretøjer udstedt af afsenderlandet.

- Artikel V tilsiger, at en styrke som hovedregel skal bære uniform, ligesom tjenestekøretøjer skal være forsynet med nationalitetsmærke.

- Af artikel VI fremgår, at medlemmer af militære styrker kan besidde og bære våben.

- Artikel VII regulerer først og fremmest jurisdiktionsudøvelsen mellem afsenderlandet og modtagerlandet. Det nærmere indhold af reglerne er omtalt under bemærkningerne til § 1, nr. 3.

- De erstatningsmæssige forhold fremgår af artikel VIII. Indholdet heraf fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 8.

- Artikel IX omhandler ydelser og tjenester til udsendte styrker (varekøb, anvendelse af bygninger og lign., anvisning af arbejdskraft, læge- og tandlægehjælp, rejselettelser samt betaling i stedlig valuta).

- Artikel X-XIII og Paris-protokollens artikel 7 og 8, stk. 2, indeholder bestemmelser om skatte- og afgiftslempelser samt foranstaltninger mod misbrug af disse lempelser.

- Artikel XIV fastslår, at styrker er undergivet såvel afsenderlandets som modtagerlandets valutabestemmelser.

Artikel II i PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at PfP-statusoverenskomsten finder anvendelse på de deltagende PfP-landes territorier og på NATO-landenes territorier som angivet i NATO-statusoverenskomsten.

Artikel III i PfP-statusoverenskomsten fastsætter, at tvister i relation til PfP-statusoverenskomsten afgøres ved forhandling mellem de berørte deltagerlande.

Artikel IV i PfP-statusoverenskomsten bestemmer, at PfP-statusoverenskomsten kan suppleres eller på anden måde ændres i overensstemmelse med folkeretten.

Artikel V i PfP-statusoverenskomsten omhandler hvilke lande, der kan undertegne PfP-statusoverenskomsten, krav om deponering af ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter samt tidspunkt for ikrafttrædelse.

Artikel VI i PfP-statusoverenskomsten omhandler betingelser for opsigelse.

27 lande har ratificeret PfP-statusoverenskomsten. Der henvises til vedlagte liste over deltagere pr. 12. november 1998.

Tillægsprotokollerne

Tillægsprotokollen af 19. juni 1995 til PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at deltagerlandene ikke må fuldbyrde dødsstraf over medlemmer m.v. af fremmede styrker.

26 lande har ratificeret tillægsprotokollen. Der henvises til vedlagte liste over deltagere pr. 12. november 1998.

Den yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997 til PfP-statusoverenskomsten fastlægger, at deltagerlandene skal anvende bestemmelserne i Paris-protokollen for så vidt angår aktiviteter, der udføres af NATO s militære hovedkvarterer og disses militære og civile personel på deltagerlandenes territorium. Paris-protokollen er opbygget således, at den i princippet henviser til NATO-statusoverenskomsten med de nødvendige tilpasninger, især derved at visse rettigheder tilkommer hovedkvarterene i stedet for afsenderlandene.

Danmark har den 30. december 1997 underskrevet den yderligere tillægsprotokol under forbehold for national ratifikation. Belgien, Letland, Nederlandene og Portugal har tillige undertegnet protokollen. Ingen lande har endnu ratificeret protokollen.

4. Den gældende lov

1955-loven indeholder de dengang nødvendige lovbestemmelser til opfyldelse af NATO-statusoverenskomsten med tilhørende protokol. En række af overenskomstens forpligtelser kunne allerede opfyldes med hjemmel i andre gældende love. De lovbestemmelser, der blev indsat i 1955-loven til overenskomstens gennemførelse, var:

- § 2 om hjemmel for afsenderlandets militære myndigheder til at udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion i Danmark,

- § 3 om anholdelse i Danmark og udlevering til vedkommende fremmede myndigheder af personer, som er underlagt afsenderlandets jurisdiktion,

- § 4 om retshjælp ved afsenderlandets udøvelse af jurisdiktion i Danmark,

- § 5 om strafferetlig beskyttelse af afsenderlandets sikkerhed, dokumenter, installationer m.v.,

- § 6 om bemyndigelse for forsvarsministeren til at udbetale erstatninger,

- § 7 om fritagelse for beskatning og erlæggelse af afgifter.

De nævnte bestemmelser er nærmere omtalt under bemærkningerne til ændringslovforslagets enkelte bestemmelser.

5. Nødvendige lovændringer

Bestemmelserne i NATO-statusoverenskomstens artikel I-VI samt IX-XIV og i Paris-protokollen kan også for så vidt angår PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller opfyldes på grundlag af gældende lovgivning. Dog forudses loven om CPR-registre ændret, således at styrker omfattet af nærværende lov sidestilles med NATO-landenes styrker, således at de kan have bopæl i Danmark uden at være CPR-registreret.

Artikel VII i NATO-statusoverenskomsten og den tilhørende Paris-protokol indeholder en afgrænsning mellem deltagerstaternes jurisdiktionsbeføjelser. Grundloven forudsætter, at danske myndigheders beføjelser er afgrænset efter folkeretten over for andre staters og internationale organisationers tilsvarende beføjelser. Aftaler, der afgrænser Danmarks jurisdiktion i forhold til andre stater og internationale organisationer, vil i almindelighed kunne gennemføres, uden at der er tale om overladelse af beføjelser, der i Grundlovens forstand tilkommer rigets myndigheder.

NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen blev gennemført som almindelig lov i 1955. PfP-statusoverenskomsten og den yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997 indebærer, at bestemmelserne om jurisdiktionsbeføjelser i NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen udstrækkes til også at omfatte PfP-lande. PfP-statusoverenskomsten og den ovennævnte tillægsprotokol vil derfor i lighed med NATO-statusoverenskomsten og Paris-protokollen kunne gennemføres som almindelig lov inden for rammerne af Grundloven. Det må på den anden side anses for rigtigst, at andre staters udøvelse af strafferetlig jurisdiktion i Danmark efter de omhandlede overenskomster sker på grundlag af udtrykkelig lovhjemmel, og den gældende hjemmel for NATO-landene til at udøve jurisdiktion i Danmark bør derfor udvides til også at omfatte PfP-landene. Også erstatningsreglerne i artikel VIII bør medføre en tilpasning af den gældende lov. Der henvises herom til bemærkningerne til § 1, nr. 3 (jurisdiktion) og § 1, nr. 8 (erstatning).

6. Økonomiske konsekvenser

Det er i sagens natur - herunder på grund af forpligtelsernes gensidige karakter - ikke muligt at vurdere de økonomiske konsekvenser i forbindelse med fraskrivelse, udbetaling og modtagelse af erstatninger, jf. bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 8.

7. Administrative konsekvenser

Lovændringen vurderes ikke at medføre administrative konsekvenser af betydning. Dog opnås en vis administrativ lettelse, idet loven indebærer, at regeringen kan indgå de standardaftaler om status for fremmede styrker, som er blevet almindelige på grundlag af NATO-statusoverenskomsten.

8. Erhvervsmæssige konsekvenser

Lovændringen vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

9. Miljømæssige konsevenser

Lovændringen vurderes ikke at medføre miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten.

NATO-landenes styrker er undtaget fra moms ved indførsel af goder samt moms af levering af goder og tjenesteydelser i henhold til Rådets 6. momsdirektiv.

PfP-landenes styrker kan ifølge EU-Kommissionens fortolkning nyde de samme afgiftsmæssige privilegier som NATO-landenes styrker, idet fritagelse for moms i henhold til 6. momsdirektiv kan gives internationale organer. PfP, som Kommissionen i øvrigt sidestiller med Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), er ifølge Kommissionen et sådan internationalt organ.

I det omfang Kommissionens fortolkning kan udstrækkes til andre styrker som f.eks. SHIRBRIG, vil disse privilegier ligeledes kunne ydes fra dansk side.

11. Udtalelser fra andre ministerier

Lovforslaget har været forelagt til udtalelse hos Arbejdsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet, Statsministeriet, Sundhedsministeriet og Trafikministeriet.

12. Udtalelse fra Rigsrevisionen

Lovforslaget har ikke været forelagt Rigsrevisionen, idet forslaget ikke vurderes at omfatte revisionsspørgsmål af større betydning.

13. Konsekvenser for private

I strafferetlig henseende indebærer lovændringen, at straffelovens § 109 og 110 om henholdsvis spionage og om forfalskning og ødelæggelse m.v. af dokumenter af betydning for statens sikkerhed også finder anvendelse i relation til forbrydelser mod udsendte styrker fra PfP-landene.

I tilfælde af at et afsenderlands styrker eller civile elementer under udøvelse af tjenstlige pligter forvolder skade på privat ejendom, vil spørgsmålet om erstatning blive afgjort af danske myndigheder efter dansk lovgivning. Eventuel udbetaling af erstatning til den skadelidte bliver foretaget af den danske stat. Erstatningskrav for skader forvoldt af afsenderlandets militære styrker eller civile elementer uden for udøvelsen af tjenstlige pligter gennemføres på sædvanlig måde overfor skadevolder.

14. Samlet skema for lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for staten Ingen væsentlige Ingen væsentlige

Administrative konsekvenser for staten Ingen væsentlige Ingen væsentlige

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten EU s 6. momsdirektiv udstrækkes til også at fritage styrker fra deltagerne i PfP og eventuelt andre styrker for moms på samme måde som styrker fra deltagerne i NATO.

Til nr. 1.

Som konsekvens af denne lovs ændringer af lov nr. 143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATO s militære hovedkvarterer indføjes »Partnerskab for Fred m.v.« i lovens titel. Endvidere ændres udtrykket »NATO-styrker« til »styrker tilhørende deltagerne i NATO«, således at det klargøres, at også styrker, der ikke teknisk set er under NATO-kommando, er omfattet. Denne ændring indebærer ingen ændring i lovens rækkevidde.

Til nr. 2.

Med stk. 1 sættes 1955-loven i kraft for PfP-landenes styrker, der opholder sig i Danmark. Hermed giver Folketinget samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomst af 19. juni 1995 mellem parterne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagere i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker med tillægsprotokol af samme dato og yderligere tillægsprotokol af 19. december 1997.

Stk. 2 giver udenrigsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at lovens §§ 2-5 tillige helt eller delvist skal gælde for tilsvarende overenskomster, som Danmark måtte indgå med andre lande. Denne bestemmelse indebærer sammenholdt med den i § 1, nr. 8, givne bemyndigelse til forsvarsministeren med hensyn til erstatningsforhold, at Folketinget giver samtykke til, at regeringen kan indgå tilsvarende aftaler med andre lande. Der vil være tale om aftaler, der omfatter status for fremmede styrker i Danmark, der deltager i aktiviteter uden for NATO- og PfP-regi. Sådanne aktiviteter kan være aktiviteter af PfP-lignende art eller aktiviteter i FN- og/eller OSCE-regi typisk med henblik på indsats inden for det fredsstøttende område. Der forventes f.eks. indgået en aftale mellem de lande, der deltager i etableringen af den multinationale FN-brigade SHIRBRIG, hvis hovedkvarter er placeret i Danmark. Deltagerlandene i SHIRBRIG omfatter såvel NATO- og PfP-lande som andre FN-medlemslande.

Til nr. 3.

Ændringen af § 2 vil indebære, at den adgang, NATO-landenes militære myndigheder hidtil har haft til at udøve strafferetlig og disciplinær jurisdiktion på dansk territorium, udstrækkes til også at gælde for PfP-lande.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås herudover moderniseret i forhold til den gældende lovs § 2. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af retstilstanden. Den særlige henvisning til grønlandsk territorium er dog udgået, idet ændringsloven sættes i kraft for Grønland ved særlig kongelig anordning, jf. bemærkningerne til § 3.

De nærmere regler for afsenderlandets jurisdiktionsudøvelse findes i NATO-statusoverenskomstens artikel VII, hvortil PfP-statusoverenskomstens artikel I henviser.

NATO-statusoverenskomstens artikel VII indeholder regler om afsenderlandets militære myndigheders adgang til udøvelse af strafferetlig og disciplinær jurisdiktion i modtagerlandet, dels om modtagerlandets adgang til at udøve strafferetlig jurisdiktion over medlemmer af afsenderlandets styrker, civile elementer og pårørende.

Efter NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 1, litra a, er det en forudsætning for afsenderlandets udøvelse af jurisdiktion, at afsenderlandet har hjemmel hertil i sin egen lovgivning. Jurisdiktionsudøvelsen omfatter endvidere kun personer, som er undergivet vedkommende lands militære lovgivning. Grænserne for jurisdiktion vil således være afhængig af indholdet af afsenderlandets militære lovgivning, der som regel kun omfatter personer, der er knyttet til afsenderlandets militære styrker eller som begår handlinger, der er rettet mod sådanne styrker eller mod afsenderlandets sikkerhed.

Den jurisdiktionskompetence, der tilkommer afsenderlandets militære myndigheder indskrænkes imidlertid væsentligt af bestemmelserne i artikel VII, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan afsenderlandets militære myndigheder ikke udøve jurisdiktion over personer, der er statsborgere i eller har fast bopæl i modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets styrker. Denne begrænsning medfører, at et afsenderlands myndigheder i modtagerlandet kun kan udøve jurisdiktion over det pågældende lands egne militære styrker samt over personer, der uden at være statsborgere i modtagerlandet har midlertidigt ophold i dette. Det fremgår af bestemmelserne, at civilt personel, der er knyttet til afsenderlandets styrker, eller pårørende til sådant personel vil være undtaget fra afsenderlandets jurisdiktion, såfremt de pågældende ved statsborgerret eller fast bopæl er knyttet til modtagerlandet.

For lovovertrædelser, som alene er strafbare efter afsenderlandets lovgivning, men ikke modtagerlandets, tillægger NATO-statusoverenskomsten under de ovennævnte betingelser udelukkende jurisdiktion for afsenderlandets myndigheder. Er det omvendte tilfældet, har modtagerlandet udelukkende jurisdiktion, selv med hensyn til medlemmer af afsenderlandets militære styrker.

Er en handling strafbar efter begge landes lovgivning, indeholder artikel VII, stk. 3, regler om hvilket af landene, der i sådanne tilfælde skal have fortrinsret. Det fremgår af stk. 3 litra b, at hovedreglen er, at modtagerlandet har fortrinsret, og undtagelse herfra gøres kun i de i stk. 3, litra a, udtrykkelig nævnte tilfælde (lovovertrædelser rettet mod afsenderlandets ejendom eller sikkerhed samt mod de til afsenderlandet knyttede personer, samt lovovertrædelser, der står i forbindelse med udøvelse af tjenstlige pligter). Udenfor disse områder vil afsenderlandets jurisdiktion således være betinget af, at modtagerlandet undlader at gøre brug af sin fortrinsret til at udøve jurisdiktion, jf. artikel VII, stk. 3, litra c.

Til nr. 4.

Ordlyden af bestemmelsen foreslås moderniseret i forhold til den gældende lovs § 3. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af retstilstanden. Den særlige henvisning til grønlandsk strafferet er dog udgået, idet ændringsloven sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning, hvor en sådan henvisning skal indføjes.

Til nr. 5.

§ 4 i den gældende lov foreslås ophævet, idet de almindeligt gældende regler i Danmark med hensyn til retshjælp kan finde anvendelse også i relation til retshjælpsforpligtelserne i relation til NATO-statusoverenskomsten, og i relation til alle tilsvarende overenskomster herunder PfP-statusoverenskomsten.

Efter NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 6, litra a, jf. PfP-statusoverenskomstens artikel I, skal modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder bistå hinanden med at foretage alle nødvendige undersøgelser af lovovertrædelser og med at indsamle og forelægge bevismateriale, herunder foretage beslaglæggelse og, hvor der er anledning dertil, udlevere ting, der har forbindelse med en lovovertrædelse. Udleveringen af sådanne ting kan imidlertid gøres betinget af, at de tilbageleveres inden for et tidsrum, der fastsættes af den myndighed, der udleverer dem.

Med henblik på at muliggøre opfyldelse af pligten til at yde gensidig bistand ved tilvejebringelse af bevismateriale blev der i 1955-lovens § 4 indsat en bestemmelse, der gjorde de dagældende regler i retsplejelovens §§ 169-171 og 173 om vidnepligt, om vidneindkaldelse og vidnegodtgørelse samt om tvangsmidler mod modvillige vidner, jf. § 189, samt de tilsvarende grønlandske bestemmelser anvendelige med hensyn til vidneførsel for en fremmed domstol, der i overensstemmelse med NATO-statusoverenskomstens bestemmelser udøver jurisdiktion på dansk område. Der henvises i den forbindelse til Folketingstidende 1954-55, Tillæg A, sp. 1687.

Som det fremgår, indebærer artikel VII, stk. 6, litra a, en pligt for de deltagende stater til at bistå hinanden med at foretage alle nødvendige undersøgelser af lovovertrædelser og med at indsamle og forelægge bevismateriale, herunder foretage beslaglæggelser, og hvor der er anledning til det, udlevere ting, der har forbindelse med en lovovertrædelse. Den pågældende bestemmelse indeholder ikke bestemmelser, der pålægger de deltagende stater en udtrykkelig pligt til at kunne udlevere vidner tvangsmæssigt til et afsenderlands militære myndigheder med henblik på, at vidnet kan afgive forklaring personligt for disse myndigheder.

De almindeligt gældende regler indebærer, at straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi. Vægrer et vidne sig f.eks. ved at afgive forklaring direkte for en udenlandsk domstol, fordi vidnet anser sig for omfattet af retsplejelovens vidneudelukkelses- eller vidnefritagelsesgrunde, jf. §§ 169-172, eller kan personlig vidneførsel af andre grunde ikke lade sig gøre, f.eks. fordi vidnet er frihedsberøvet i Danmark, vil der efter omstændighederne kunne afgives subsidiær forklaring for en dansk domstol efter retsplejelovens regler herom til brug for straffesagen i udlandet.

Efter tilsvarende retningslinier kan der beslaglægges bevismateriale, som befinder sig i Danmark, til brug for vedkommende straffesag.

De almindeligt gældende regler med hensyn til retshjælp er også lagt til grund i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Danske myndigheders retshjælp til tribunalet sker således efter retningslinier, der svarer til dem, der gælder ved retshjælp i forhold til udenlandske myndigheder, jf. herved Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, side 418-419.

De almindeligt gældende regler, hvorefter strafprocessuelle tvangsindgreb, herunder pligtmæssig afgivelse af vidneforklaringer, til brug for straffesager i udlandet gennemføres ved danske domstole i medfør af retsplejeloven eller lovens analogi, jf. ovenfor, må bl.a. på denne baggrund antages at kunne anvendes også i tilfælde, hvor der er spørgsmål om at yde retshjælp til et afsenderlands militære myndigheder i medfør af NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 6, litra a.

Til nr. 6 og 7.

NATO-statusoverenskomstens artikel VII, stk. 11, forpligter hvert medlemsland til at søge en lovgivning gennemført, som det anser for nødvendig for på sit territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og officielle aktstykker samt for at kunne straffe personer, som måtte overtræde en sådan lovgivning. Denne forpligtelse gælder i kraft af PfP-statusoverenskomstens artikel I, også i relation til PfP-landenes styrker.

Ved vedtagelsen af den nugældende lov i 1955 blev det lagt til grund, at straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens sikkerhed i vidt omfang også ville finde anvendelse på forbrydelser, som blev begået mod her i landet værende udsendte styrker, idet sådanne lovovertrædelser typisk ville berøre Danmarks sikkerhed, da formålet med NATO-landenes styrkers tilstedeværelse i Danmark er at sikre Danmarks forsvar. Straffelovens § 109, § 110 og § 110a, som er indeholdt i straffelovens kapitel 12, fandtes dog ikke at give beskyttelse for fremmede NATO-landes styrker her i landet, og den nugældende lovs § 5 indeholder derfor bestemmelser, der giver fremmede NATO-landenes styrker her i landet en tilsvarende beskyttelse.

Den nugældende lovs § 5 angår spionage mod militære styrker (straffelovens § 109), anden beskyttelse af dokumenter og genstande, der har sikkerhedsmæssig betydning for militære styrker (straffelovens § 110), og beskyttelse af militære forsvarsanlæg (straffelovens § 110a).

I modsætning til NATO er PfP ikke et gensidigt militært samarbejde, som er beregnet på fælles forsvar i tilfælde af krig. Forbrydelser begået overfor herværende PfP-landenes styrker kan derfor ikke i samme grad, som gælder for styrker fra NATO-lande, antages at berøre Danmarks sikkerhed og dermed at være beskyttet efter straffelovens kapitel 12. På grund af PfP-samarbejdets karakter skønnes det heller ikke at være nødvendigt med en sådan strafferetlig beskyttelse. For så vidt angår straffelovens § 109 og 110 anses det dog for fornødent at gennemføre den samme beskyttelse for styrker fra PfP-lande, som for styrker fra NATO-lande. En strafferetlig beskyttelse af militære forsvarsanlæg kommer derimod ikke på tale i relation til PfP-landenes styrker. § 5 foreslås derfor udformet, således at den til straffelovens § 109 og 110, men ikke til § 110a svarende overtrædelse, finder anvendelse i relation til styrker fra PfP-lande.

Til nr. 8

Ændringen indebærer en gennemførelse af PfP-statusoverenskomstens artikel VIII.

Overenskomster om erstatningsmæssige forhold er hidtil fra dansk side blevet indgået og opfyldt på grundlag af tekstanmærkning nr. 65 på finanslovens § 12. Forsvarsministeriet (ændret i 1999-finansloven til nr. 106). Som følge af ændringen af loven kan denne tekstanmærkning udgå af kommende finanslove.

Tekstanmærkningen har et mere snævert anvendelsesområde end erstatningsbestemmelserne i NATO-statusoverenskomsten. Forsvarsministeren har således ikke hidtil haft umiddelbar mulighed for at indgå aftaler om erstatningsfriholdelse i forhold til tredjeland (modtagerlandet afgør kravet og udbetaler til skadelidte). Endvidere har der ikke været mulighed for at indgå aftaler om erstatningsfraskrivelse vedrørende skader, der er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsomhed.

Ændringen vil således skabe det nødvendige grundlag for, at forsvarsministeren uden Folketingets/Finansudvalgets samtykke kan indgå og i hvert enkelt tilfælde opfylde PfP-statusoverenskomsten og andre statusoverenskomster, der med hensyn til reguleringen af erstatningsmæssige forhold svarer til NATO- og PfP-statusoverenskomsternes bestemmelser. Med de i dag gældende budgetretlige regler er opfyldelsen af sådanne aftaler normalt ikke betinget af finansministerens og Finansudvalgets forudgående tilslutning i hvert enkelt tilfælde, når udgiften afholdes inden for det pågældende ministeriums budgetramme.

Om behovet for at kunne indgå tilsvarende statusoverenskomster uden for NATO- og PfP-sammenhæng kan det oplyses, at de senere års udsendelser af danske styrker med henblik på deltagelse i øvelser og fredsstøttende operationer m.v. i flere tilfælde er sket uden for NATO-samarbejdets rammer eller til områder uden for NATO-landenes territorier. Tilsvarende er der modtaget fremmede styrker i Danmark med henblik på deltagelse i samarbejdsaktiviteter, der falder uden for NATO-samarbejdets rammer. De nævnte aktiviteter er således faldet uden for NATO-statusoverenskomstens gyldighedsområde, og vil heller ikke være dækket af PfP-samarbejdet. Som eksempler på de nævnte aktiviteter kan nævnes udsendelsen af styrker til det tidligere Jugoslavien i forbindelse med UNPROFOR (FN-regi) samt IFOR/SFOR (NATO-regi uden for NATO-landenes territorium), udsendelsen af styrker til Albanien i forbindelse med ALBA (FN/OSCE-regi) og etableringen af den multilaterale FN-brigade SHIRBRIG, der har hovedkvarter i Danmark. Hertil kommer den almindelige modtagelse og udsendelse af styrker uden for NATO- og PfP-samarbejdet, men efter principper, der svarer til PfP s principper (d.v.s. i PfP s ånd), som led i samarbejdet med de central- og østeuropæiske lande til fremme af stabiliteten og sikkerheden i Europa.

Aftaler med et indhold svarende til NATO- og PfP-statusoverenskomsterne vil normalt blive forhandlet af og underskrevet af de deltagende landes forsvarsministre.

Ved fastsættelsen af det aftalemæssige grundlag for de nævnte aktiviteter har der fra andre deltagerlandes side ofte været udtrykt ønske om at anvende NATO-statusoverenskomstens regelsæt, bl.a. med hensyn til erstatningsforhold. Man har på baggrund af erfaringerne fra NATO-samarbejdet anset dette regelsæt for velfungerende og egnet til anvendelse i andre sammenhænge. Udenrigsministeriet anser det for rigtigst at opfyldelse sker ved tilvejebringelse af lovgrundlag.

Det må anses for hensigtsmæssigt, at der også uden for NATO- og PfP-samarbejdets rammer kan indgås ensartede aftaler om erstatningsforholdene i forbindelse med internationale militære samarbejdsaktiviteter. NATO-statusoverenskomstens regelsæt udgør et kendt og velegnet grundlag herfor, hvilket udformningen af PfP-statusoverenskomsten netop er udtryk for.

NATO-statusoverenskomstens erstatningsbestemmelser (artikel VIII) kan i hovedtræk beskrives således:

Ved skader på statsejendom, der benyttes af vedkommende stats land-, sø- eller luftstridskræfter, frafalder hver af parternes krav på erstatning, såfremt skaden er forvoldt under de i NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 1 (i) eller (ii) nævnte omstændigheder. Parterne frafalder desuden krav på erstatning for deres egne udgifter i forbindelse med militært personels tilskadekomst eller død (den tilskadekomnes eller de efterladtes muligheder for at rejse erstatningskrav mod skadevolderen berøres ikke heraf).

I tilfælde af skade på anden statsejendom forvoldt under ovennævnte omstændigheder skal afgørelsen af, om der foreligger erstatningsgrundlag, og om erstatningens størrelse, såfremt der ikke er truffet anden aftale, træffes af en af parterne udpeget voldgiftsmand valgt blandt modtagerlandets statsborgere, der beklæder eller har beklædt en høj judiciel stilling. Det er endvidere bestemt, at de kontraherende parter i disse tilfælde gensidigt giver afkald på erstatning for skader under 9.670,- kr. De af voldgiftsmanden tilkendte erstatningsbeløb fordeles på samme måde som ved erstatningskrav, der hidrører fra skader på privat ejendom, jf. nedenfor.

Erstatningskrav fra modtagerlandets borgere opstået som følge af handlinger eller undladelser, der må tilskrives afsenderlandets styrker eller civile elementer under udøvelsen af tjenstlige pligter, skal afgøres af modtagerlandets myndigheder efter dettes lovgivning og foreløbigt betales af dette land, jf. NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 5. De udbetalte erstatningsbeløb fordeles senere mellem de kontraherende parter i overensstemmelse med de i NATO- og PfP-statusoverenskomsterne specificerede regler, der i hovedtræk går ud på følgende:

Såfremt afsenderlandet alene er ansvarligt for skadens opståen, skal dette endeligt bære 75 % af erstatningsbeløbet og modtagerlandet 25 %. Når mere end ét land er ansvarligt for skadens opståen, eller hvor det ikke er muligt særligt at pålægge et enkelt eller flere af de kontraherende parters værn ansvaret for skaden, skal erstatningsbeløbet fordeles ligeligt mellem de pågældende kontraherende parter; dersom modtagerlandet ikke er et af de således flere ansvarlige eller i alt fald implicerede lande, skal dets bidrag udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af de pågældende afsenderlande.

Det bør fremhæves, at de her omhandlede erstatningsregler kun gælder for skade fremkaldt ved handlinger foretaget i forbindelse med tjenestens udøvelse. Ved skader forårsaget af medlemmer af afsenderlandets styrker m.v. udenfor tjenestens udøvelse kan de af modtagerlandets myndigheder afgjorte erstatningskrav - såfremt de ikke dækkes af afsenderlandets myndigheder - gennemføres på sædvanlig måde overfor vedkommende skadevolder, d.v.s. eventuelt ved medvirken af modtagerlandets domstole m.v.

I tilfælde af skader fremkaldt ved handlinger uden forbindelse med tjenestens udøvelse hæfter modtagerlandet ikke for erstatningskrav mod afsenderlandets personel.

Spørgsmålet om, hvorvidt en skadegørende handling falder indenfor eller udenfor begrebet »udøvelse af tjenstlige pligter«, skal i tilfælde af uenighed herom endeligt afgøres af ovennævnte voldgiftsmand.

Bestemmelserne om afvikling af erstatningskrav finder ikke anvendelse på krigsskade, jf. NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 2 og 5.

Bestemmelserne om den formelle fremgangsmåde ved fremsættelse af erstatningskrav, sagsanlæg m.v., jf. NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, nødvendiggør ikke lovhjemmel. Som det fremgår af NATO-statusoverenskomstens artikel VIII, stk. 9, kan medlemmer af afsenderlandets styrker sagsøges ved modtagerlandets domstole, og den i stk. 9 indeholdte begrænsning (tvangsfuldbyrdelse af visse domme) er uden reel betydning, da modtagerlandet i de tilfælde, hvor begrænsningen gælder, skal udrede den idømte erstatning.

Til nr. 9

Med ændringsloven foreslås § 7 ophævet.

NATO-statusoverenskomstens artikel X-XI vedrører fritagelse fra moms og beskatning. Gennemførelse af disse bestemmelser såvel i relation til PfP-statusoverenskomsten som i relation til andre lignende overenskomster, som Danmark måtte indgå, kræver ikke længere særskilt lovhjemmel, idet der i henhold til lov om told og importafgifter (toldloven) og lov om moms (momsloven) er hjemmel til at tillade told- og afgiftsfritagelse for de i NATO-statusoverenskomstens artikel XI omhandlede fritagelser. Den generelle told- og afgiftsfritagelse sker efter § 4, nr. 3, i toldloven. Herudover kan der i henhold til toldlovens § 5 samt momslovens § 36, stk. 3, ske told- og momsfritagelse ved indførsel af materiel. Det skal i forbindelse med toldlovens § 5 og momslovens § 36, stk. 3, bemærkes, at betegnelsen »NATO« skal fortolkes bredt således, at Partnerskab for Fred og tilsvarende overenskomster er omfattet af bestemmelserne.

For så vidt angår de direkte skatter, herunder indkomstbeskatning, bemærkes, at den persongruppe, som er omfattet af NATO- og PfP-statusoverenskomsterne i hovedsagen, vil opholde sig i Danmark i perioder af ganske kort varighed, typisk i forbindelse med øvelsesvirksomhed. De pågældende vil derfor for hovedpartens vedkommende hverken blive fuldt eller begrænset skattepligtige her i landet.

Personer, der er omfattet af NATO-statusoverenskomsten, og som tager længerevarende ophold i Danmark, indrømmes af skatteministeren skattefritagelse i henhold til lov nr. 567 af 30. november 1983 om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer. Tilsvarende vilkår vil kunne indrømmes for personer omfattet af PfP-statusoverenskomsten med tillægsprotokoller eller lignende aftaler.

Med § 2 bestemmes, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

§ 3 bestemmer, at ændringsloven ikke er gældende for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger i overensstemmelse med sædvanlig dansk praksis. Danmark har den 2. februar 1998 meddelt deltagerne i Det Euroatlantiske Partnerskabsråd, at PfP-statusoverenskomsten indtil videre vil blive gennemført i Danmark med forbehold for Færøerne og Grønland i overensstemmelse med sædvanlig dansk praksis.

Dette indebærer, at den oprindelige lov gælder for Færøerne og Grønland i uændret form, indtil nærværende ændringslov helt eller delvist måtte blive sat i kraft for disse landsdele.

Bilag 1

De deltagende stater i Den Nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington den 4. april 1949, og de stater, der tager imod invitationen til Partnerskab for Fred, udfærdiget og undertegnet af stats- og regeringscheferne i Den Nordatlantiske Traktats Organisation i Bruxelles den 10. januar 1994, og som tilslutter sig Partnerskab for Fred-rammedokumentet;

som tilsammen udgør de deltagende stater i Partnerskab for Fred;

som tager i betragtning, at en deltagers styrker ifølge aftale kan blive udsendt til og modtaget på en anden deltagers territorium;

som er indforstået med, at beslutninger om udsendelse og modtagelse af styrker fortsat vil være genstand for særaftaler mellem vedkommende deltagere;

som imidlertid ønsker at fastsætte status for sådanne styrker, når disse opholder sig på en anden deltagers territorium;

som erindrer den i London den 19. juni 1951 udfærdigede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker;

er blevet enige om følgende:

Medmindre andet er bestemt i nærværende overenskomst og eventuelle tillægsprotokoller med hensyn til deltagerne i overenskomsten, skal alle deltagende stater i nærværende overenskomst anvende bestemmelserne i den i London den 19. juni 1951 udfærdigede overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker, i det følgende kaldet NATO/SOFA-overenskomsten, som om alle deltagerne i nærværende overenskomst deltog i NATO/SOFA-overenskomsten.

1. Ud over NATO/SOFA-overenskomstens gyldighedsområde skal nærværende overenskomst finde anvendelse på territoriet tilhørende alle de deltagere i nærværende overenskomst, der ikke deltager i NATO/SOFA-overenskomsten.

2. Med henblik på nærværende overenskomst skal henvisninger i NATO/SOFA-overenskomsten til Den Nordatlantiske Traktats område anses for også at omfatte de i nærværende artikels stk. 1 omtalte territorier, og henvisninger til Den Nordatlantiske Traktat skal anses for at omfatte Partnerskab for Fred.

Med henblik på gennemførelsen af nærværende overenskomst for så vidt angår forhold vedrørende deltagende stater, som ikke deltager i NATO/SOFA-overenskomsten, skal bestemmelserne i NATO/SOFA-overenskomsten om, at anmodninger skal rettes til eller uoverensstemmelser henvises til Det Nordatlantiske Råd, Det Nordatlantiske Stedfortræderråds formand eller en voldgiftsmand, forstås således, at spørgsmålet kræves afgjort ved forhandling mellem de berørte deltagere uden rekurs til nogen udenforstående myndighed.

Nærværende overenskomst kan suppleres eller på anden måde ændres i overensstemmelse med folkeretten.

1. Nærværende overenskomst står åben for undertegnelse af enhver stat, der enten er kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten, eller som tager imod invitationen til Partnerskab for Fred og tilslutter sig Partnerskab for Fred-rammedokumentet.

2. Nærværende overenskomst skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt deponering.

3. 30 dage efter at tre signatarstater, hvoraf mindst én er kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten og én har taget imod invitationen til Partnerskab for Fred og tilsluttet sig Partnerskab for Fred-rammedokumentet, har deponeret deres ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter, træder nærværende overenskomst i kraft i forhold til de pågældende stater. I forhold til enhver anden signatarstat træder konventionen i kraft 30 dage efter deponeringen af den pågældende stats instrument.

Nærværende overenskomst kan opsiges af enhver af deltagerne i overenskomsten ved skriftlig opsigelsesmeddelelse til Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette alle signatarstater om enhver sådan meddelelse. Opsigelsen skal træde i kraft et år efter, at Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter udløbet af denne periode på et år skal nærværende overenskomst ophøre med at være i kraft i forhold til den part, som har opsagt den, bortset fra afvikling af udestående krav opstået inden datoen for opsigelsens ikrafttrædelse, men skal forblive i kraft imellem de øvrige deltagere.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet nærværende overenskomst.

Udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995 på engelsk og fransk, begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige signatarstater.

Land Underskrift Dato for ratifikation

Albanien 10. oktober 1996. 9. maj 1996.

Azerbaijan 15. januar 1998.

Belgien 31. oktober 1995. 10. oktober 1997.

Bulgarien 16. oktober 1995. 29. maj 1996.

Canada 13. oktober 1995. 2. maj 1996.

Danmark 3. juli 1995.

Estland 29. august 1995. 7. august 1996.

Finland 16. december 1996. 2. juli 1997.

Frankrig 1. december 1995.

Georgien 18. juli 1995. 19. maj 1997.

Grækenland 9. oktober 1997.

Island 10. marts 1997.

Italien 14. marts 1996. 23. september 1998.

Kazakhstan 31. juli 1996. 6. november 1997.

Letland 13. december 1995. 19. april 1996.

Litauen 31. januar 1996. 15. august 1996.

Luxembourg 18. februar 1997.

Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien 30. maj 1996. 19. juni 1996

Moldova 6. september 1996. 1. oktober 1997.

Nederlandene 5. februar 1996. 26. juni 1997.

Norge 19. juni 1995. 4. oktober 1996.

Polen 3. november 1995. 4. april 1997.

Portugal 8. september 1997.

Rumænien 3. november 1995. 5. juni 1996.

Slovakiet 11. august 1995. 13. december 1995.

Slovenien 31. juli 1995. 18. januar 1996.

Spanien 16. december 1996. 4. februar 1998.

Storbritannien 5. marts 1995.

Sverige 4. april 1996. 13. november 1996.

Tjekkiet 2. november 1995. 27. marts 1996.

Tyrkiet 5. februar 1996.

Tyskland 20. juli 1995. 24. september 1998.

Ukraine 6. maj 1996.

Ungarn 21. juni 1995. 14. december 1995.

USA 19. juni 1995. 9. august 1995.

Uzbekistan 24. juli 1996. 30. januar 1997.

Østrig 16. januar 1997. 3. august 1998.

De deltagende stater i nærværende tillægsprotokol til overenskomst mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker, i det følgende kaldet »overenskomsten«;

som tager i betragtning, at der i nogle af overenskomstdeltagernes nationale lovgivning ikke forskrives dødsstraf;

er blevet enige om følgende:

Enhver deltagende stat i nærværende tillægsprotokol, forsåvidt den pågældende stat har jurisdiktion i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten, må ikke fuldbyrde en dødsstraf for så vidt angår medlemmer af en styrke og et civilt element og sådanne medlemmers pårørende fra enhver anden deltagende stat i nærværende tillægsprotokol.

1. Nærværende protokol står åben for undertegnelse af enhver signatarstat i overenskomsten.

2. Nærværende protokol skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt deponering.

3. Nærværende protokol træder i kraft 30 dage efter den dato, hvor ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenterne er deponeret af tre signatarstater, hvoraf mindst én er kontraherende part i NATO/SOFA-overenskomsten og én har taget imod invitationen til Partnerskab for Fred og tilsluttet sig Partnerskab for Fred-rammedokumentet.

4. Nærværende protokol træder i kraft i forhold til enhver anden signatarstat på datoen for den pågældende stats deponering af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters regering.

Udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995 på engelsk og fransk, begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige signatarstater.

Land Underskrift Dato for ratifikation

Albanien 10. oktober 1996. 9. maj 1996.

Azerbaijan 15. januar 1998.

Belgien 31. oktober 1995. 10. oktober 1997.

Bulgarien 16. oktober 1995. 29. maj 1996.

Canada 13. oktober 1995. 2. maj 1996.

Danmark 3. juli 1995.

Estland 29. august 1995. 7. august 1996.

Finland 16. december 1996. 1. august 1997.

Frankrig 1. december 1995.

Georgien 18. juli 1995. 19. maj 1997.

Grækenland 9. oktober 1997.

Island 10. marts 1997.

Italien 14. marts 1996. 23. september 1998.

Kazakhstan 31. juli 1996. 6. november 1997.

Letland 13. december 1995. 19. april 1996.

Litauen 31. januar 1996. 15. august 1996.

Luxembourg 18. februar 1997.

Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien 30. maj 1996. 19. juni 1996.

Moldova 6. september 1996. 1. oktober 1997.

Nederlandene 5. februar 1996. 26. juni 1997.

Norge 19. juni 1995. 4. oktober 1996.

Polen 3. november 1995. 4. april 1997.

Portugal 8. september 1997. 26. juni 1997.

Rumænien 3. november 1995. 5. juni 1996.

Slovakiet 11. august 1995. 18. september 1996.

Slovenien 31. juli 1995. 18. januar 1996.

Spanien 16. december 1996. 4. februar 1998.

Sverige 4. april 1996. 13. november 1996.

Tjekkiet 2. november 1995. 27. marts 1996.

Tyskland 20. juli 1995. 24. september 1998.

Ungarn 21. juni 1995. 14. december 1995.

Uzbekistan 24. juli 1996. 30. januar 1997.

Østrig 27. marts 1997. 2. september 1998.

De deltagende stater i nærværende tillægsprotokol,

som tager hensyn til »Overenskomsten mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker« og tillægsprotokollen dertil, begge udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995;

som tager i betragtning, at der er behov for at etablere og regulere status for NATO's militære hovedkvarterer og hovedkvarterpersonel på de i Partnerskab for Fred deltagende staters territorium med henblik på at lette samarbejdet med individuelle Partnerskab for Fred-nationers væbnede styrker;

som tager i betragtning, at der er behov for at sikre en passende status for det personel i de deltagende staters væbnede styrker, der er knyttet til eller forbundet med NATO's militære hovedkvarterer; og

som tager i betragtning, at det på grund af forholdene i navnlig NATO's medlemsstater og partnerstater kan være ønskværdigt at tage nærværende protokol i anvendelse til at imødekomme de ovenfor anførte behov;

er blevet enige om følgende:

I nærværende protokol anvendes følgende terminologi:

1. »Paris-Protokollen« betyder »Protokollen om status for internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den Nordatlantiske Traktat«, udfærdiget i Paris den 28. august 1952.

a. »Overenskomsten«, uanset hvor udtrykket måtte forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som NATO's overenskomst om styrkernes status, som har fået gyldighed ved »Overenskomsten mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker«, udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995.

b. »Styrke« og »civilt element«, uanset hvor udtrykkene måtte forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som defineret i Paris-Protokollens artikel 3 og omfatter endvidere sådanne personer, der er knyttet til eller forbundet med NATO's militære hovedkvarterer, og som kommer fra andre deltagende stater i Partnerskab for Fred.

c. »Pårørende«, uanset hvor udtrykket måtte forekomme i Paris-Protokollen, skal forstås som ægtefællen til et medlem af en styrke eller et civilt element som defineret i stk. b. i nærværende artikel eller et sådant medlems barn, som er økonomisk afhængig af det pågældende medlem.

2. »PfF/SOFA-overenskomsten«, uanset hvor udtrykket måtte forekomme i nærværende protokol, skal forstås som »Overenskomsten mellem deltagerne i Den Nordatlantiske Traktat og de øvrige deltagende stater i Partnerskab for Fred vedrørende status for deres styrker«, udfærdiget i Bruxelles den 19. juni 1995.

3. »NATO« skal forstås som Den Nordatlantiske Traktats organisation.

4. »NATO's militære hovedkvarterer« skal forstås som det allierede hovedkvarter samt andre internationale militære hovedkvarterer eller organisationer, der er omfattet af artikel 1 og artikel 14 i Paris-Protokollen.

Uden præjudice for de staters rettigheder, der er medlemmer af NATO eller deltager i Partnerskab for Fred, men som ikke deltager i nærværende protokol, skal deltagerne i nærværende protokol anvende de samme bestemmelser som de i Paris-Protokollen indeholdte bestemmelser, medmindre der er foretaget ændringer heraf i nærværende Protokol, for så vidt angår aktiviteter, der udføres af NATO's militære hovedkvarterer og disses militære og civile personel på en i nærværende Protokols deltagende stats territorium.

1. Ud over Paris-Protokollens gyldighedsområde skal nærværende protokol finde anvendelse på territoriet tilhørende alle de deltagende stater i nærværende protokol som beskrevet i artikel II, stk. 1, i PfF/SOFA-overenskomsten.

2. Med henblik på nærværende protokol skal henvisninger i Paris-Protokollen til Den Nordatlantiske Traktats område anses for også at omfatte de i nærværende artikels stk. 1 omtalte territorier.

Med henblik på gennemførelsen af nærværende protokol for så vidt angår forhold vedrørende partnerstater, skal bestemmelserne i Paris-Protokollen om, at uoverensstemmelser henvises til Det Nordatlantiske Råd, forstås således, at spørgsmålet kræves afgjort ved forhandling mellem de berørte deltagere uden rekurs til nogen udenforstående myndighed.

1. Nærværende protokol står åben for undertegnelse af enhver stat, der er kontraherende part i PfF/SOFA-overenskomsten.

2. Nærværende protokol skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette alle signatarstaterne om hver enkelt deponering.

3. Så snart to eller flere signatarstater har deponeret deres ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter, træder nærværende protokol i kraft i forhold til de pågældende stater. I forhold til enhver anden signatarstat træder konventionen i kraft pr. datoen for deponeringen af den pågældende stats instrument.

Nærværende protokol kan opsiges af enhver af deltagerne i protokollen ved skriftlig opsigelsesmeddelelse til Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette alle signatarstater om enhver sådan meddelelse. Opsigelsen skal træde i kraft et år, efter at Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter udløbet af denne periode på et år skal nærværende protokol ophøre med at være i kraft i forhold til den part, som har opsagt den, bortset fra afvikling af udestående krav opstået inden datoen for opsigelsens ikrafttrædelse, men skal forblive i kraft imellem de øvrige deltagere.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet nærværende protokol.

Udfærdiget i Bruxelles den 19. december 1997 på engelsk og fransk, begge tekster af samme gyldighed, i et enkelt originaleksemplar, som skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede Staters regering skal fremsende bekræftede genparter heraf til samtlige signatarstater.

Deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington

den 4. april 1949,

som tager i betragtning, at en deltagers styrker ifølge aftale kan blive udsendt til at gøre tjeneste på en anden deltagers territorium;

som er indforstået med at beslutning om sådanne styrkers udsendelse og betingelserne herfor, forsåvidt sådanne betingelser ikke er fastsat ved nærværende overenskomst, fortsat vil være genstand for særaftaler mellem vedkommende deltagere;

som imidlertid ønsker at fastsætte status for en deltagers styrker, når disse gør tjeneste på en anden deltagers territorium;

er blevet enige om følgende:

1. I denne overenskomst betyder udtrykket:

(a) »styrke« personel tilhørende en kontraherende parts land-, sø- eller luftstridskræfter, som i forbindelse med tjenestepligter befinder sig på en anden kontraherende parts territorium inden for Den nordatlantiske Traktats område, dog således, at de pågældende to kontraherende parter kan træffe aftale om, at visse enkeltpersoner, enheder eller formationer ikke skal betragtes som udgørende eller indbefattet i en »styrke«, forsåvidt angår nærværende overenskomsts bestemmelser;

(b) »civilt element« det civile personel, som ledsager en kontraherende parts styrke og har ansættelse ved et af den kontraherende parts værn, og som ikke er statsløse personer eller statsborgere i et land, der ikke er deltager i Den nordatlantiske Traktat, og som ejheller er statsborgere i eller har sædvanlig bopæl i det land, hvor styrken befinder sig;

(c) »pårørende« ægtefællen til et medlem af en styrke eller af et civilt element eller børn af et sådant medlem, der er afhængige af underhold fra den pågældende;

(d) »afsenderland« den kontraherende part, som styrken tilhører;

(e) »modtagerland« den kontraherende part, på hvis territorium styrken eller det civile element enten er stationeret eller er på gennemrejse;

(f) »afsenderlandets militære myndigheder« de myndigheder i afsenderlandet, der ifølge dettes lovgivning er bemyndiget til at håndhæve vedkommende lands militære lovgivning over for medlemmer af dets styrker eller civile elementer;

(g) »Det nordatlantiske Råd« det i henhold til art. 9 i Den nordatlantiske Traktat oprettede råd eller ethvert af dets underordnede organer, der er bemyndiget til at handle på dets vegne.

2. Nærværende overenskomst skal finde anvendelse på myndighederne ved de kontraherende parters politiske underorganer inden for de af deres territorier, for hvilke nærværende overenskomst gælder, eller for hvilke den i henhold til artikel XX udstrækkes til at gælde, på samme måde som den finder anvendelse på de pågældende kontraherende parters centrale myndigheder, dog således at ejendom, der tilhører politiske underorganer, ikke skal betragtes som ejendom, der i artikel VIII's forstand tilhører en kontraherende part.

Det påhviler en styrke, dens civile element og medlemmerne deraf, såvel som deres pårørende at respektere modtagerlandets lovgivning og at afholde sig fra enhver virksomhed, der er uforenelig med ånden i nærværende overenskomst, og i særdeleshed fra enhver politisk virksomhed i modtagerlandet. Det påhviler også afsenderlandet at træffe de fornødne forholdsregler i så henseende.

1. På de i nærværende artikels stk. 2 angivne betingelser og under iagttagelse af de af modtagerlandet foreskrevne bestemmelser vedrørende en styrkes eller dens medlemmers ind- og udrejse skal sådanne personer være undtaget fra pas- og visumbestemmelser og fritaget for indvandringsmyndighedernes kontrol ved indrejse i og udrejse af modtagerlandets territorium. De skal også være undtaget fra modtagerlandets bestemmelser vedrørende registrering af og kontrol med udlændinge, men de skal ikke derved anses for at have erhvervet nogen ret til ophold eller domicil på modtagerlandets territorier.

2. For medlemmer af en styrke vil der ikke udkræves andre end følgende dokumenter, hvilke skal forevises på forlangende:

(a) et af afsenderlandet udstedt personligt identitetskort forsynet med fotografi og angivelse af fulde navn, fødselsdato, rang, tjenestegren samt eventuelle stamnummer;

(b) personlig eller fælles marchordre udfærdiget på afsenderlandets sprog samt på engelsk og fransk af afsenderlandets eller Den nordatlantiske Traktats Organisations kompetente myndigheder, og hvori bekræftes den pågældende enkeltpersons eller gruppes status som medlem eller medlemmer af en styrke samt den befalede forlægning. Modtagerlandet kan forlange, at en marchordre kontrasigneres af en af dette land dertil beskikket repræsentant.

3. Medlemmer af et civilt element og pårørende skal i passet angives som sådanne.

4. Såfremt et medlem af en styrke eller et civilt element ophører med at være i afsenderlandets tjeneste og ikke hjemsendes, skal afsenderlandets myndigheder øjeblikkelig underrette modtagerlandets myndigheder med angivelse af fornødne oplysninger. Ligeledes skal afsenderlandets myndigheder underrette modtagerlandets myndigheder om ethvert medlem, som er ulovligt udeblevet i mere end 21 dage.

5. Dersom modtagerlandet har forlangt, at et medlem af en styrke eller et civilt element fjernes fra dets territorium eller har udstedt udvisningsordre imod et tidligere medlem af en styrke eller af et civilt element eller imod et medlems eller tidligere medlems pårørende, påhviler det afsenderlandets myndigheder at modtage den pågældende på landets eget territorium eller på anden måde drage omsorg for, at han modtages uden for modtagerlandets territorium. Nærværende stykke finder kun anvendelse på personer, som ikke er statsborgere i modtagerlandet, og som er indrejst i modtagerlandet som medlemmer af en styrke eller af et civilt element eller med det formål at blive medlem deraf, og på sådanne personers pårørende.

Modtagerlandet skal enten

(a) anerkende som gyldig uden køreprøve eller afgift en køretilladelse, førerbevis eller militært førerbevis udstedt af afsenderlandet eller et af dettes underorganer til et medlem af en styrke eller et civilt element, eller

(b) uden at kræve køreprøve aflagt, selv udstede køretilladelse eller førerbevis til ethvert medlem af en styrke eller civilt element, som er i besiddelse af køretilladelse, førerbevis eller militært førerbevis udstedt af afsenderlandet eller et af dettes underorganer.

1. Medlemmerne af en styrke skal som regel bære uniform. Medmindre der foreligger anden aftale mellem afsenderlandets og modtagerlandets myndigheder skal betingelserne for at bære civil påklædning være de samme som gælder for modtagerlandets styrker. En styrkes opstillede enheder eller formationer skal bære uniform, når de passerer en landegrænse.

2. Tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et civilt element skal foruden registreringsnummer være forsynet med tydeligt nationalitetsmærke.

Medlemmer af en styrke må besidde og bære våben, såfremt de er bemyndiget dertil ifølge de for dem gældende bestemmelser. Afsenderlandets myndigheder skal tage anmodninger fra modtagerlandet vedrørende dette spørgsmål under velvillig overvejelse.

1. Under iagttagelse af nærværende artikels bestemmelser

(a) skal afsenderlandets militære myndigheder have adgang til i modtagerlandet at udøve al kriminel og disciplinær jurisdiktion, som er dem tillagt i henhold til afsenderlandets lovgivning over alle personer, som er undergivet dette lands militære lovgivning,

(b) skal modtagerlandets myndigheder have jurisdiktion over medlemmerne af en styrke eller et civilt element og disses pårørende forsåvidt angår lovovertrædelser, der er begået på modtagerlandets territorium og strafbare i henhold til dette lands lovgivning.

2. (a) Afsenderlandets militære myndigheder skal have adgang til at udøve udelukkende jurisdiktion over personer, der er undergivet dette lands militære lovgivning, forsåvidt angår lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til afsenderlandets lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands sikkerhed, men som ikke er strafbare i modtagerlandet.

(b) Modtagerlandets myndigheder har ret til at udøve udelukkende jurisdiktion over medlemmer af en styrke eller af et civilt element samt over disses pårørende, forsåvidt angår lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til modtagerlandets lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands sikkerhed, men som ikke er strafbare i afsenderlandet.

(c) Ved anvendelsen af nærværende artikels 2. og 3. stykke anses følgende lovovertrædelser for at berøre et lands sikkerhed:

(i) forræderi,

(ii) sabotage, spionage eller krænkelse af enhver lovbestemmelse vedrørende statshemmeligheder eller hemmeligheder vedrørende landets forsvar.

3. Har begge lande adgang til at udøve jurisdiktion, finder følgende regler anvendelse:

(a) Afsenderlandets militære myndigheder skal have fortrinsret til at udøve jurisdiktion over et medlem af en styrke eller et civilt element forsåvidt angår:

(i) Lovovertrædelser, der udelukkende er rettet imod dette lands ejendom eller sikkerhed, eller lovovertrædelser, der udelukkende er rettet imod et til dette lands styrke eller civile element knyttet medlems eller pårørendes person eller ejendom.

(ii) Lovovertrædelser der hidrører fra enhver under udøvelsen af tjenstlig pligt begået handling eller undladelse.

(b) Forsåvidt angår enhver anden lovovertrædelse, skal modtagerlandets myndigheder have fortrinsret til at udøve jurisdiktion.

(c) Dersom det land, der har fortrinsret, beslutter sig til ikke at udøve jurisdiktion, skal det snarest muligt underrette det andet lands myndigheder herom. Myndighederne i det land, som har fortrinsret, skal velvilligt overveje en af myndighederne i det andet land fremsat anmodning om at ville frafalde denne ret i tilfælde, hvor det andet land anser et sådant afkald for særligt betydningsfuldt.

4. Foranstående bestemmelser i nærværende artikel hjemler ikke afsenderlandets militære myndigheder nogen adgang til at udøve jurisdiktion over personer, der er statsborgere i eller har fast bopæl i modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets styrker.

5. (a) Modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder skal på modtagerlandets territorium bistå hinanden med anholdelse af medlemmer af en styrke eller af et civilt element eller disses pårørende og med deres udlevering til den myndighed, som skal udøve jurisdiktion i overensstemmelse med foranstående bestemmelser.

(b) Modtagerlandets myndigheder skal straks underrette afsenderlandets militære myndigheder om enhver arrestation af et medlem af en styrke eller af et civilt element eller en pårørende.

(c) Dersom et medlem af en styrke eller et civilt element, over hvem modtagerlandet agter at udøve jurisdiktion, er i afsenderlandets forvaring, skal han forblive i dette lands varetægt, indtil der af modtagerlandet er rejst forundersøgelse eller tiltale imod ham.

6. (a) Modtagerlandets og afsenderlandets myndigheder skal bistå hinanden med at foretage alle nødvendige undersøgelser af lovovertrædelser og med at indsamle og forelægge bevismateriale, herunder foretage beslaglæggelse og, hvor der er anledning dertil, udlevere ting, der har forbindelse med en lovovertrædelse. Udleveringen af sådanne ting kan imidlertid gøres betinget af, at de tilbageleveres inden for et tidsrum, der fastsættes af den myndighed, der udleverer dem.

(b) De kontraherende parters myndigheder skal underrette hinanden om behandlingen af alle sager, hvori der er sammenstød med hensyn til jurisdiktionens udøvelse.

7. (a) Afsenderlandets myndigheder må ikke fuldbyrde en dødsdom i modtagerlandet, dersom sidstnævnte lands lovgivning ikke hjemler en sådan straf i et tilsvarende tilfælde.

(b) Modtagerlandets myndigheder skal velvilligt overveje en anmodning fra afsenderlandets myndigheder om bistand til at iværksætte en fængselsstraf, der på modtagerlandets territorium er afsagt af afsenderlandets myndigheder i henhold til nærværende artikels bestemmelser.

8. En tiltalt, der af en kontraherende parts myndigheder er blevet stillet for en domstol i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende artikel og er blevet frifundet eller i tilfælde af domfældelse afsoner eller har afsonet sin straf eller er blevet benådet, kan ikke af en anden kontraherende parts myndigheder påny tiltales inden for samme territorium for den samme lovovertrædelse. Bestemmelserne i nærværende stykke skal dog ikke forhindre afsenderlandets militære myndigheder i at rejse tiltale imod et medlem af dets styrke for krænkelse af disciplinære regler i forbindelse med den handling eller undladelse, som udgjorde en lovovertrædelse, for hvilken han har været tiltalt af en anden deltagers myndigheder.

9. Nårsomhelst der under et modtagerlands jurisdiktion rejses tiltale mod et medlem af en styrke eller et civilt element, eller mod en pårørende, skal denne have ret til:

(a) hurtig pådømmelse,

(b) forud for den retlige behandling at blive underrettet om de anklager, der er rejst imod ham,

(c) at blive konfronteret med de personer, der vidner imod ham,

(d) at indstævne vidner til sin fordel, såfremt disse befinder sig inden for modtagerlandets jurisdiktion,

(e) selv at vælge sin forsvarer eller opnå bistand af en vederlagsfri eller beskikket forsvarer i henhold til de til enhver tid gældende bestemmelser i modtagerlandet,

(f) dersom han anser det for nødvendigt at få bistand af en egnet tolk, og

(g) at have forbindelse med en repræsentant for regeringen i afsenderlandet og dersom retsplejereglerne tillader det at lade en sådan repræsentant overvære sagens retlige behandling.

10. (a) En styrkes opstillede enheder eller formationer skal have adgang til at udøve politimyndighed i lejre, anlæg og andre områder, som de har rådighed over efter aftale med modtagerlandet. Styrkens militærpoliti kan træffe alle behørige foranstaltninger til at sikre opretholdelsen af orden og sikkerhed på sådanne steder.

(b) Udenfor disse områder skal sådant militærpoliti kun udøve sin virksomhed i henhold til aftale med modtagerlandets myndigheder, i samarbejde med disse myndigheder og kun i det omfang, sådan virksomhed er nødvendig for opretholdelsen af disciplin og orden blandt styrkens medlemmer.

11. Enhver kontraherende part skal søge gennemført en sådan lovgivning, som den anser for nødvendig for på sit territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og officielle aktstykker samt for at kunne straffe personer, som måtte overtræde en sådan lovgivning.

1. Enhver kontraherende part frafalder ethvert krav på en anden kontraherende part for skade på ejendom, der tilhører førstnævnte og benyttes af dennes land-, sø- eller luftstridskræfter, såfremt sådan skade

(i) er forvoldt af et medlem af eller en person ansat ved den anden kontraherende parts værn under udøvelsen af tjenestepligter inden for Den nordatlantiske Traktats rammer, eller

(ii) er opstået i forbindelse med brugen af et køretøj, skib eller luftfartøj, der ejes af den anden kontraherende part og anvendes af dennes værn, forsåvidt det køretøj, skib eller luftfartøj, der har forvoldt skaden, anvendtes i forbindelse med handlinger foretaget inden for Den nordatlantiske Traktats rammer eller skaden er blevet forvoldt på ejendom, der anvendtes under samme omstændigheder.

Krav om bjergeløn fremsat af en kontraherende part overfor en anden kontraherende part skal frafaldes, forsåvidt det bjergede fartøj eller den bjergede ladning ejedes af en kontraherende part og blev anvendt af dennes værn i forbindelse med handlinger foretaget inden for Den nordatlantiske Traktats rammer.

2. (a) I tilfælde af, at skade er blevet forvoldt under de i stk. 1 omhandlede omstændigheder på anden ejendom tilhørende en kontraherende part og beliggende på dennes territorium, og forsåvidt de pågældende kontraherende parter ikke har truffet anden aftale, skal en enevoldgiftsmand, udvalgt i overensstemmelse med bestemmelserne i nedenanførte pkt. (b) afgøre spørgsmålet om ansvaret og skadeserstatningen. Voldgiftsmanden skal også træffe afgørelse med hensyn til eventuelle modkrav hidrørende fra samme hændelse.

(b) Den i pkt. (a) ovenfor omhandlede voldgiftsmand skal ifølge aftale mellem vedkommende kontraherende parter udvælges blandt de af modtagerlandets statsborgere, der beklæder eller har beklædt en høj judiciel stilling. Dersom de pågældende kontraherende parter er ude af stand til i løbet af 2 måneder at blive enige om valget af en sådan voldgiftsmand, kan enhver af dem anmode Det nordatlantiske Stedfortræderråds formand om at udvælge en person med de foran anførte kvalifikationer.

(c) Enhver af voldgiftsmanden truffet afgørelse skal være bindende og endelig for de kontraherende parter.

(d) Ethvert af voldgiftsmanden tilkendt skadeserstatningsbeløb skal fordeles i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 5 (e) (i), (ii) og (iii).

(e) Voldgiftsmandens vederlag fastsættes efter aftale mellem de pågældende kontraherende parter og skal tilligemed de i forbindelse med udøvelsen af hans hverv nødvendige udgifter udredes af parterne i lige andele.

(f) Enhver kontraherende part giver imidlertid afkald på erstatningskrav i alle tilfælde, hvor skaden er under følgende beløb:

Belgien: B.fr. 70.000

Luxembourg: L.fr. 70.000

Canada: $ 1.460

Nederlandene: H.fl. 5.320

Danmark: Kr. 9.670

Norge: Kr. 10.000

Frankrig: F.fr. 490.000

Portugal: Esc. 40.250

Island: Kr. 22.800

Det forenede Kongerige: £ 500

Italien: Li. 850.000

De Forenede Stater: $ 1.400

Enhver anden kontraherende part, hvis ejendom er blevet beskadiget ved samme hændelse, skal også frafalde sit krav indtil forannævnte beløb. I tilfælde af betydelig afvigelse i valutakurserne for disse møntsorter, skal de kontraherende parter træffe aftale om en passende regulering af disse beløb.

3. Bestemmelserne i nærværende artikels 1. og 2. stykke finder anvendelse på den kontraherende parts skibe »on bare boat charter« eller rekvirerede på sådanne vilkår, samt på opbragte skibe (dog ikke i det omfang risikoen for tab eller ansvar bæres af en anden person end vedkommende kontraherende part).

4. Enhver kontraherende part frafalder ethvert krav på en anden kontraherende part i tilfælde, hvor et medlem af dens værn under udøvelsen af tjenstlige pligter bliver såret eller afgår ved døden.

5. Erstatningskrav (andre end kontraktmæssige krav og krav, hvorpå stk. 6 eller 7 i nærværende artikel finder anvendelse), der opstår som følge af handlinger eller forsømmelser, der må tilskrives medlemmer af en styrke eller et civilt element under udøvelsen af tjenstlige pligter, eller som følge af enhver anden handling, undladelse eller begivenhed, for hvilken en styrke eller et civilt element er retlig ansvarlig, og som på modtagerlandets territorium forvolder skade på trediemand, som ikke er en af de kontraherende parter, behandles af modtagerlandet i overensstemmelse med følgende bestemmelser:

(a) Erstatningskrav skal anmeldes, behandles og afgøres eller pådømmes i overensstemmelse med modtagerlandets love og bestemmelser med hensyn til erstatningskrav, opstået i forbindelse med dets egne værns virksomhed.

(b) Modtagerlandet kan afgøre alle sådanne erstatningskrav, og betaling af erstatningsbeløbet skal erlægges af modtagerlandet i dets egen valuta.

(c) Hvadenten sådan betaling erlægges ifølge derom truffet aftale, eller ifølge dom afsagt af en af modtagerlandets kompetente domstole, eller betaling nægtes af en sådan domstol, skal afgørelsen være bindende og endelig for de kontraherende parter.

(d) Afsenderlandet skal underretter om ethvert af modtagerlandet udbetalt erstatningsbeløb og samtidig tilstilles en udførlig beretning samt forslag til fordeling i overensstemmelse med nedenstående pkt. (e) (i), (ii) og (iii). Såfremt der ikke modtages svar i løbet af 2 måneder, skal den foreslåede fordeling anses for at være accepteret.

(e) Udgifterne ved fyldestgørelse af krav i medfør af foranstående punkter og nærværende artikels stk. 2, skal fordeles mellem de kontraherende parter på følgende måde:

(i) Hvor et afsenderland alene er ansvarligt, skal erstatningsbeløbet fordeles med 25 pct. på modtagerlandet og 75 pct. på afsenderlandet.

(ii) Hvor mere end eet land er ansvarligt for skaden, skal erstatningsbeløbet fordeles ligeligt imellem disse; hvis modtagerlandet imidlertid ikke er et af de ansvarlige lande, skal dets bidrag udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af afsenderlandene.

(iii) Hvor skaden forvoldes af de kontraherende parters værn, og det ikke er muligt særligt at pålægge et enkelt eller flere af disse værn ansvaret for skaden, skal erstatningsbeløbet fordeles ligeligt imellem de pågældende kontraherende parter; dersom modtagerlandet imidlertid ikke er et af de lande, hvis værn forvoldte skaden, skal dets bidrag udgøre halvdelen af det beløb, der skal udredes af hvert af de pågældende afsenderlande.

(iv) Modtagerlandet udfærdiger hvert halvår en opgørelse over de i det forløbne halvår udbetalte beløb i sager, hvor den foreslåede procentvise fordeling er blevet accepteret; opgørelsen sendes til de pågældende afsenderlande tillige med en anmodning om betaling. Sådan betaling skal finde sted snarest muligt i modtagerlandets valuta.

(f) I tilfælde hvor anvendelsen af bestemmelserne i nærværende stykke pkt. (b) og (e) medfører, at en kontraherende part pålægges en betydelig byrde, kan den anmode Det nordatlantiske Råd om at foranledige sagen afviklet på et andet grundlag.

(g) Der kan ikke overfor et medlem af en styrke eller et civilt element foretages retlige skridt til opfyldelse af en i modtagerlandet over den pågældende afsagt dom i en sag opstået i forbindelse med udøvelsen af tjenstlige pligter.

(h) Med undtagelse af de tilfælde, hvor pkt. (e) i nærværende stk. finder anvendelse på erstatningskrav, der falder ind under stk. 2 i nærværende artikel, skal bestemmelserne i nærværende stk. ikke finde anvendelse på krav, der opstår som følge af eller i forbindelse med navigation eller brug af et skib eller lastning, transport eller losning af en ladning, undtagen med hensyn til erstatningskrav i forbindelse med dødsfald eller skade på person, og for så vidt stk. 4 i nærværende artikel ikke finder anvendelse.

6. Erstatningskrav mod medlemmer af en styrke eller et civilt element for uretmæssige handlinger eller undladelser i modtagerlandet skal, når handlingen eller undladelsen ikke er begået under udøvelsen af tjenstlige pligter, behandles på følgende måde:

(a) Modtagerlandets myndigheder skal behandle erstatningskravet og på en retfærdig og rimelig måde fastsætte erstatning til fordringshaveren, idet alle sagens omstændigheder, herunder skadelidtes egen handlemåde, skal tages i betragtning; endvidere skal der udfærdiges en rapport i sagens anledning.

(b) Rapporten skal forelægges afsenderlandets myndigheder, som derefter uden forhaling afgør, om de vil tilbyde betaling ex gratia og, i bekræftende fald, beløbets størrelse.

(c) Såfremt der tilbydes betaling ex gratia, og dette accepteres af fordringshaveren som fuldstændig fyldestgørelse af kravet, foretager afsenderlandets myndigheder selv udbetalingen og underretter modtagerlandets myndigheder om den trufne afgørelse og om det udbetalte beløbs størrelse.

(d) Bestemmelserne i nærværende stk. skal ikke være til hinder for, at modtagerlandets domstole behandler en sag mod et medlem af en styrke eller et civilt element, indtil der er ydet fuldstændig fyldestgørelse for kravet.

7. Erstatningskrav, der opstår som følge af uberettiget brug af et køretøj tilhørende et afsenderlands værn, skal behandles i overensstemmelse med stk. 6 i nærværende artikel, medmindre styrken eller det civile element selv er retlig ansvarlig herfor.

8. Såfremt der opstår uenighed om, hvorvidt en af et medlem af en styrke eller et civilt element begået uretmæssig handling eller undladelse har fundet sted under udøvelsen af tjenstlige pligter, eller om brugen af et køretøj tilhørende afsenderlandets værn var uberettiget, skal spørgsmålet forelægges en i overensstemmelse med stk. 2 (b) i nærværende artikel udvalgt voldgiftsmand, hvis afgørelse på dette punkt skal være endelig.

9. Afsenderlandet kan ikke gøre fordring på, at medlemmer af en styrke eller et civilt element unddrages modtagerlandets jurisdiktion i civile sager undtagen i det omfang, det er fastsat i nærværende artikels stk. 5 (g).

10. Afsender- og modtagerlandets myndigheder skal samarbejde ved fremskaffelsen af bevismateriale til sikring af retfærdig behandling og afgørelse af erstatningskrav, som vedrører de kontraherende parter.

1. Medlemmerne af en styrke eller et civilt element og deres pårørende kan på stedet købe varer, der er nødvendige til deres eget forbrug, og sådanne tjenesteydelser, som de har behov for, på samme betingelser som modtagerlandets statsborgere.

2. Lokale varekøb til en styrkes eller et civilt elements forsyning skal i almindelighed foretages gennem de myndigheder, der indkøber sådanne varer til modtagerlandets værn. For at undgå at sådanne indkøb får skadelig indvirkning på modtagerlandets økonomi, kan modtagerlandets kompetente myndigheder i påkommende tilfælde begrænse eller forbyde køb af nærmere angivne varer.

3. Under forbehold af aftaler, som allerede er i kraft, eller som herefter bliver indgået mellem bemyndigede repræsentanter for afsender- og modtagerlandet, skal modtagerlandets myndigheder alene have ansvaret for, at der træffes passende foranstaltninger til at stille de nødvendige bygninger og områder såvel som de dermed forbundne hjælpemidler og tjenesteydelser til rådighed for en styrke eller et civilt element. Disse overenskomster og foranstaltninger skal såvidt muligt være i overensstemmelse med de i modtagerlandet gældende bestemmelser med hensyn til beboelsesforhold for og indkvartering af tilsvarende personel. Medmindre der foreligger anden udtrykkelig aftale, skal modtagerlandets lovgivning være bestemmende for de rettigheder og forpligtelser, der opstår som følge af besiddelsestagelsen eller anvendelsen af disse bygninger, områder, hjælpemidler eller tjenesteydelser.

4. En styrkes eller et civilt elements behov for stedlig civil arbejdskraft skal imødekommes på samme måde som modtagerlandets tilsvarende behov og med bistand fra modtagerlandets myndigheder gennem arbejdsanvisningskontorerne. Antagelses- og arbejdsvilkårene, i særdeleshed lønninger, løntillæg og bestemmelserne vedrørende arbejderbeskyttelse, skal være de i henhold til modtagerlandets lovgivning gældende. Sådanne civile arbejdere, der er antaget af en styrke eller et civilt element, skal i ingen henseende betragtes som medlem af vedkommende styrke eller civile element.

5. Når en styrke eller et civilt element på det sted, hvor den er stationeret, har utilstrækkelig læge- eller tandlægehjælp, kan dens medlemmer og disses pårørende få læge- eller tandlægebehandling, herunder hospitalsindlæggelse, på de samme betingelser som tilsvarende personel i modtagerlandet.

6. Modtagerlandet skal yderst velvilligt overveje anmodninger om indrømmelse af rejselettelser og nedsættelse af billetpriser for en styrkes eller et civilt elements medlemmer. Disse lempelser og indrømmelser vil blive gjort til genstand for særlige aftaler mellem de i betragtning kommende regeringer.

7. Medmindre der foreligger generelle eller specielle finansielle aftaler mellem de kontraherende parter, skal styrkens myndigheder snarest i stedlig valuta erlægge betaling for varer, indkvartering og tjenester, der er ydet i henhold til stk. 2, 3 og 4 og om fornødent stk. 5 og 6 i nærværende artikel.

8. Hverken en styrke, et civilt element, medlemmerne deraf eller disses pårørende skal på grund af nærværende artikel nyde nogen fritagelse for skatter eller afgifter, der i henhold til modtagerlandets afgiftsbestemmelser er pålagt varekøb eller tjenesteydelser.

1. I det omfang beskatning i modtagerlandet afhænger af ophold eller domicil, skal de tidsrum, hvori et medlem af en styrke eller et civilt element befinder sig på dette lands territorium, udelukkende fordi han er medlem af vedkommende styrke eller civile element, ikke, forsåvidt sådan beskatning angår, betragtes som ophold eller som medførende forandring af opholdssted eller domicil. Medlemmer af en styrke eller et civilt element skal nyde skattefritagelse i modtagerlandet med hensyn til de lønninger og emolumenter, de i denne egenskab modtager fra afsenderlandet, samt med hensyn til rørligt gods, hvis tilstedeværelse i modtagerlandet udelukkende skyldes medlemmernes midlertidige tilstedeværelse der.

2. Nærværende artikel skal ikke hindre, at et medlem af en styrke eller et civilt element beskattes af enhver indtægtsgivende virksomhed, som han måtte deltage i i moderlandet, og som ikke har forbindelse med hans ansættelse som sådant medlem, og bortset fra lønninger, emolumenter og rørligt gods, som omhandlet i stk. 1, skal nærværende artikel ikke hindre, at et sådant medlem afkræves skat, som han er pligtig til at erlægge i henhold til modtagerlandets lovgivning, selvom han anses for at have opholdssted eller domicil udenfor dette lands territorium.

3. Nærværende artikels bestemmelser skal ikke finde anvendelse på »told«, således som dette er defineret i artikel XI, stk. 12.

4. Forsåvidt angår nærværende artikel skal udtrykket »medlem af en styrke« ikke omfatte personer, der er statsborgere i modtagerlandet.

1. Med undtagelse af de tilfælde, hvor nærværende overenskomst indeholder anden udtrykkelig bestemmelse, skal medlemmer af en styrke eller et civilt element såvel som deres pårørende være undergivet de af modtagerlandets toldmyndigheder administrerede love og forskrifter. Modtagerlandets toldmyndigheder skal i særdeleshed have adgang til i henhold til de i modtagerlandets love og forskrifter indeholdte almindelige bestemmelser at visitere medlemmer af en styrke eller et civilt element og deres pårørende, undersøge deres bagage og køretøjer og beslaglægge genstande i medfør af sådanne love eller forskrifter.

2. (a) Midlertidig indførsel og genudførsel af tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et civilt element, skal, når ind- og udførsel foregår ved køretøjets egen kraft, tillades toldfrit mod forevisning af et triptyque udfærdiget i overensstemmelse med den i bilaget til nærværende overenskomst angivne formular.

(b) Når midlertidig indførsel af sådanne køretøjer ikke foregår ved køretøjets egen kraft, skal bestemmelserne i stk. 4 i nærværende artikel anvendes ved indførselen, og bestemmelserne i stk. 8 ved genudførselen.

(c) Tjenestekøretøjer tilhørende en styrke eller et civilt element skal være fritaget for betaling af enhver skat, der opkræves for køretøjers anvendelse af veje.

3. Officielle dokumenter, der er forsynet med officielt segl, er ikke undergivet toldkontrol. Kurerer, der medfører sådanne dokumenter, skal uanset deres rang være i besiddelse af en personlig marchordre, udstedt i overensstemmelse med artikel III, stk. 2 (b). Denne marchordre skal angive antallet af medbragte forsendelser og bekræfte, at de kun indeholder officielle dokumenter.

4. En styrke kan toldfrit indføre udrustning og rimelige mængder levnedsmidler, forsyninger og andre varer, som udelukkende er bestemt til brug for styrken, og hvor modtagerlandet tillader det til brug for dens civile elementer og pårørende. Sådan toldfri indførsel er betinget af, at der ved indklareringstoldstedet, foruden sådanne tolddokumenter, hvorom der træffes aftale, afgives en attest udfærdiget i den mellem modtagerlandet og afsenderlandet vedtagne form og underskrevet af en af afsenderlandet dertil bemyndiget person. Underretning om den person, der er bemyndiget til at underskrive attesterne, såvel som underskrifts- og stempelprøver skal tilstilles modtagerlandets toldmyndigheder.

5. Et medlem af en styrke eller et civilt element kan, første gang han indrejser i modtagerlandet for at tiltræde tjeneste der, eller når hans pårørende første gang indrejser for at slutte sig til ham, indføre personlige ejendele og møbler toldfrit for det tidsrum tjenesten varer.

6. Medlemmer af en styrke eller et civilt element kan midlertidigt toldfrit indføre private motorkøretøjer til deres eget og deres pårørendes personlige brug. Nærværende artikel medfører ingen forpligtelse til at fritage private motorkøretøjer for betaling af skat, der opkræves for private køretøjers anvendelse af veje.

7. Anden indførsel, som foretages af en styrkes myndigheder, end den, som udelukkende er til brug for vedkommende styrke eller dens civile element, og anden indførsel end den i stk. 5 og 6 i nærværende artikel omhandlede, som foretages af et medlem af en styrke eller et civilt element, skal ikke i medfør af nærværende artikel være berettiget til toldfrihed eller undtaget fra andre indførselsbestemmelser.

8. Varer, som i henhold til foranstående stk. 2 (b), 4, 5 eller 6 er blevet indført toldfrit,

(a) kan frit genudføres; forsåvidt angår varer indført i henhold til stk. 4, er det dog en betingelse herfor, at der forevises toldvæsenet en i overensstemmelse med nævnte stk. udfærdiget attest. Toldmyndighederne har imidlertid adgang til at kontrollere, om de genudførte varer er de samme, som de i den eventuelle attest beskrevne, og at de virkelig er blevet indført på de i henholdsvis stk. 2 (b), 4, 5 eller 6 angivne betingelser,

(b) skal normalt ikke kunne overdrages i modtagerlandet, hverken ved salg eller gave. Der kan dog i særlige tilfælde gives tilladelse til sådan overdragelse på de af modtagerlandets kompetente myndigheder fastsatte betingelser (f. eks. mod betaling af told og afgifter og under iagttagelse af bestemmelserne vedrørende kontrol med handel og valuta).

9. Udførsel af varer købt i modtagerlandet kan kun finde sted i overensstemmelse med de i modtagerlandet gældende bestemmelser.

10. Særlige lettelser skal indrømmes af toldmyndighederne med hensyn til opstillede enheders eller formationers grænseovergang, forsåvidt de pågældende toldmyndigheder i forvejen er blevet behørigt underrettet.

11. Modtagerlandet skal træffe særlig foranstaltning til, at brændstoffer, olier og smøreolier til brug for en styrkes eller et civilt elements tjenestekøretøjer, luftfartøjer og skibe kan leveres told- og afgiftsfrit.

12. I nærværende artikels stk. 1 10 betyder »told« toldafgifter og alle andre ind- og udførselsafgifter med undtagelse af afgifter og gebyrer, som udelukkende opkræves som betaling for ydede tjenester; »indførsel« omfatter udtagelse af varer fra toldpakhus eller andet toldoplag, forsåvidt de pågældende varer ikke er dyrket, fabrikeret eller forarbejdet i modtagerlandet.

13. Bestemmelserne i nærværende artikel skal ikke blot finde anvendelse på de omhandlede varer, når de indføres i eller udføres fra modtagerlandet, men også når de transiteres gennem en kontraherende parts territorium, og i denne henseende skal udtrykket »modtagerland« i nærværende artikel anses for at omfatte enhver kontraherende part, gennem hvis territorium varerne transiteres.

1. Modtagerlandets told- eller skattemyndigheder kan, som vilkår for at indrømme de i nærværende overenskomst fastsatte fritagelser og begunstigelser i told- eller afgiftsmæssig henseende, forlange sådanne betingelser, som de skønner nødvendige for at hindre misbrug, iagttaget.

2. Disse myndigheder kan i tilfælde af indførsel til modtagerlandet af varer, der er dyrket, fremstillet eller forarbejdet i dette land, og som er blevet udført derfra uden betaling af de skatter og afgifter, som ville påhvile varerne, hvis de ikke var blevet udført, eller mod godtgørelse af sådanne skatter og afgifter, nægte at indrømme den i nærværende overenskomst foreskrevne told- og afgiftsfrihed. Varer udtaget fra toldpakhus skal anses som indførte, såfremt oplæggelsen af disse varer vil være at betragte som udførsel.

1. For at forhindre overtrædelse af told- og afgiftslove og forskrifter skal modtager- og afsenderlandets myndigheder bistå hinanden med foretagelse af undersøgelser og indsamling af bevismateriale.

2. En styrkes myndigheder skal yde al den bistand, som ligger indenfor deres myndighedsområde, til sikring af, at genstande, der skal beslaglægges af modtagerlandets told- og skattemyndigheder, eller til fordel for disse, overgives disse myndigheder.

3. En styrkes myndigheder skal yde al den bistand, som ligger indenfor deres myndighedsområde, til sikring af, at medlemmer af en styrke eller et civilt element eller disses pårørende betaler de dem påhvilende told-, afgifts- og bødebeløb.

4. De af modtagerlandets myndigheder i forbindelse med overtrædelse af landets told- og afgiftsbestemmelser beslaglagte tjenestekøretøjer og genstande tilhørende en styrke eller dens civile element, men ikke tilhørende et medlem af styrken eller det civile element, skal udleveres til den pågældende styrkes kompetente myndigheder.

1. En styrke, et civilt element og medlemmerne deraf såvel som disses pårørende skal fortsat være undergivet afsenderlandets valutabestemmelser og skal tillige være undergivet modtagerlandets valutabestemmelser.

2. Afsender- og modtagerlandets valutamyndigheder kan udstede særlige forskrifter, som finder anvendelse på en styrke, et civilt element eller medlemmer deraf såvel som på disses pårørende.

1. Under forbehold af denne artikels stk. 2 skal nærværende overenskomst forblive i kraft i tilfælde af fjendtligheder, på hvilke Den nordatlantiske Traktat finder anvendelse, dog således at de i artikel VIII, stk. 2 og 5 indeholdte bestemmelser vedrørende afvikling af erstatningskrav ikke skal finde anvendelse på krigsskade, og således at nærværende overenskomsts bestemmelser, i særdeleshed bestemmelserne i art. III og VII, øjeblikkelig skal tages under fornyet overvejelse af de pågældende kontraherende parter, som kan træffe aftale om sådanne ændringer, som de måtte anse for ønskelige, forsåvidt angår overenskomstens anvendelse mellem disse parter.

2. I tilfælde af sådanne fjendtligheder har hver af de kontraherende parter ret til for sit vedkommende mod at give 60 dages varsel til de øvrige kontraherende parter at suspendere anvendelsen af enhver af de i nærværende overenskomst indeholdte bestemmelser. Dersom denne ret benyttes, skal de kontraherende parter øjeblikkelig rådføre sig med hverandre med henblik på at træffe aftale om passende bestemmelser til afløsning af de suspenderede bestemmelser.

Alle uoverensstemmelser mellem de kontraherende parter vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst skal afgøres ved indbyrdes forhandling uden rekurs til nogen udenforstående myndighed. Med undtagelse af de tilfælde, hvor der i nærværende overenskomst foreligger anden udtrykkelig bestemmelse, skal uoverensstemmelser, der ikke kan afgøres ved direkte forhandling, henvises til Det nordatlantiske Råd.

Enhver kontraherende part kan nårsomhelst anmode om, at enhver artikel i nærværende overenskomst tages op til revision. Anmodning herom skal rettes til Det nordatlantiske Råd.

1. Nærværende overenskomst skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal snarest muligt deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette hver signatarmagt om datoen for sådan deponering.

2. 30 dage efter, at 4 signatarmagter har deponeret deres ratifikationsinstrumenter, skal nærværende overenskomst træde i kraft mellem disse. I forhold til enhver anden signatarmagt skal den træde i kraft 30 dage efter deponering af dettes ratifikationsinstrument.

3. Efter at nærværende overenskomst er trådt i kraft skal den, under forbehold af Det nordatlantiske Råds godkendelse og på de betingelser, dette måtte fastsætte, stå åben for tiltrædelse af ethvert land, der tiltræder Den nordatlantiske Traktat. Tiltrædelsen finder sted ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette enhver stat, der har undertegnet eller tiltrådt overenskomsten, om datoen for den pågældende deponering. I forhold til enhver stat, på hvis vegne et tiltrædelsesinstrument deponeres, skal nærværende overenskomst træde i kraft 30 dage efter deponeringen af dette instrument.

1. Nærværende overenskomst kan opsiges af enhver af de kontraherende parter efter udløbet af en periode på 4 år fra datoen for dens ikrafttræden.

2. En kontraherende parts opsigelse af overenskomsten skal ske ved skriftlig meddelelse fra vedkommende kontraherende part til Amerikas Forenede Staters regering, som skal underrette de øvrige kontraherende parter om enhver sådan meddelelse og om datoen for dens modtagelse.

3. Opsigelsen skal træde i kraft et år efter, at Amerikas Forenede Staters regering har modtaget meddelelsen. Efter udløbet af denne periode på et år, skal overenskomsten ophøre med at være i kraft i forhold til den kontraherende part, som har opsagt den, men den skal forblive i kraft imellem de øvrige kontraherende parter.

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels 2. og 3. stk. skal nærværende overenskomst kun finde anvendelse på de kontraherende parters hjemlige territorier.

2. Ethvert land kan imidlertid samtidig med deponeringen af dets ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, eller på et hvilketsomhelst senere tidspunkt notificere Amerikas Forenede Staters regering, at nærværende overenskomst skal udvides til at omfatte alle eller visse af de territorier indenfor Den nordatlantiske Traktats område, for hvis mellemfolkelige anliggender det er ansvarligt (såfremt det land, der afgiver sådan erklæring, skønner det nødvendigt, dog med forbehold af afslutning af en særlig overenskomst mellem dette land og hvert af de i betragtning kommende afsenderlande). Nærværende overenskomst skal derefter på det seneste af følgende tidspunkter udvides til at omfatte det eller de deri omhandlede territorier: 30 dage efter at Amerikas Forenede Staters regering har modtaget sådan meddelelse, eller 30 dage efter afslutningen af en eventuel særlig overenskomst, eller når overenskomsten er trådt i kraft i henhold til artikel XVIII.

3. Et land, som i henhold til denne artikels 2. stk. har afgivet en erklæring, hvorefter nærværende overenskomst udvides til at omfatte noget territorium, for hvis mellemfolkelige anliggender det er ansvarligt, kan selvstændigt opsige overenskomsten forsåvidt angår dette territorium i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel XIX.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede af deres respektive regeringer, underskrevet nærværende overenskomst.

Udfærdiget i London den 19. juni 1951 på engelsk og fransk, begge tekster af lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regeringsarkiver. Amerikas Forenede Staters regering skal sende bekræftede eksemplarer heraf til alle lande, der har undertegnet eller tiltrådt overenskomsten.

Land Ministerium eller styrelsesgren

TRYPTIQUE *

Gyldig fra til

For midlertidig indførsel i

af følgende tjenstekøretøj:

Fabrikat

Indregistreringsnummer Motornummer

Reservedæk

Fast installeret kommunikationsanlæg

Ihændehaverens navn og underskrift

.

Udstedelsedato Efter ordre af

.

Toldstedets navn Dato Vedk. toldembedsmands

underskrift og toldstempel

Udrejse

Indrejse

Udrejse

Indrejse

Udrejse

Indrejse

Udrejse

Indrejse

Deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, undertegnet i Washington den 4. april 1949,

som tager i betragtning, at internationale militære hovedkvarterer kan blive oprettet på deres territorier ved særaftale i henhold til Den nordatlantiske Traktat, og

som ønsker at fastsætte status for sådanne hovedkvarterer og dertil knyttet personel indenfor Den nordatlantiske Traktats område,

er blevet enige om nærværende protokol til den i London den 19. juni 1951 undertegnede overenskomst om status for deres styrker:

I nærværende protokol betyder udtrykket:

(a) »overenskomsten« - den i London den 19. juni 1951 af deltagerne i Den nordatlantiske Traktat undertegnede overenskomst vedrørende status for deres styrker;

(b) »øverste hovedkvarter« - det øverste hovedkvarter for de allierede styrker i Europa, hovedkvarteret for den allierede øverstkommanderende i Atlanterhavsområdet og ethvert tilsvarende internationalt militært hovedkvarter oprettet i henhold til Den nordatlantiske Traktat;

(c) »allieret hovedkvarter« - ethvert øverste hovedkvarter og ethvert internationalt militært hovedkvarter, som er oprettet i henhold til Den nordatlantiske Traktat og direkte underordnet et øverste hovedkvarter;

(d) »Det nordatlantiske Råd« - det i henhold til art. 9 i Den nordatlantiske Traktat oprettede råd eller ethvert af dets underordnede organer, der er bemyndiget til at handle på dets vegne.

Under forbehold af de følgende bestemmelser i denne protokol skal overenskomsten finde anvendelse på allierede hovedkvarterer oprettet på et territorium indenfor Den nordatlantiske Traktats område tilhørende en deltager i nærværende protokol og på sådanne hovedkvarterers militære og civile personel samt deres pårørende - i det omfang de er omfattet af definitionerne i denne protokols art. 3, stk. 1 (a), (b) og (c), - når dette personel befinder sig på sådant territorium i forbindelse med udøvelsen af et tjenstligt hverv eller, forsåvidt angår pårørende, et deres ægtefælle eller forældre påhvilende tjenstligt hverv.

1. Med henblik på overenskomstens anvendelse på et allieret hovedkvarter skal udtrykkene »styrke«, »civilt element« og »pårørende«, overalt hvor de forekommer i overenskomsten have den nedenfor angivne betydning:

(a) »styrke« betyder det personel, som er knyttet til det allierede hovedkvarter, og som tilhører en af Den nordatlantiske Traktats deltageres land-, sø- eller luftstridskræfter;

(b) »civilt element« betyder det civile personel, som ikke er statsløse personer eller statsborgere i et land, der ikke er deltager i traktaten, og som ej heller er statsborgere i eller har sædvanlig bopæl i modtagerlandet, og som (i) er knyttet til det allierede hovedkvarter og har ansættelse ved et værn tilhørende en deltager i Den nordatlantiske Traktat, eller (ii) tilhører visse af Det nordatlantiske Råd fastsatte kategorier af civilt personel, som har ansættelse ved det allierede hovedkvarter;

(c) »pårørende« betyder ægtefællen til et medlem af en styrke eller af et civilt element, således som defineret i afsnit (a) og (b) i nærværende stykke, eller børn af et sådant medlem, der er afhængige af underhold fra den pågældende.

2. Et allieret hovedkvarter skal anses som en styrke forsåvidt angår overenskomstens artikler II, V, stk. 2, VII, stk. 10, IX, stk. 2, 3, 4, 7 og 8 samt XIII.

De rettigheder og forpligtelser, som overenskomsten tillægger eller pålægger afsenderlandet eller dets myndigheder med hensyn til dets styrker, civile elementer eller disses pårørende, skal forsåvidt angår et allieret hovedkvarter, dets personel og dettes pårørende, på hvilke overenskomsten i overensstemmelse med nærværende protokols art. 2 finder anvendelse, tilkomme eller pålægges vedkommende øverste hovedkvarter og dets undergivne myndigheder med følgende undtagelser:

(a) den ret til at udøve kriminel og disciplinær jurisdiktion, som ved overenskomstens art. VII er tillagt afsenderlandets militære myndigheder, tilkommer de militære myndigheder i det land, hvis militære lovgivning den pågældende person eventuelt måtte være undergivet;

(b) de forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. II, III stk. 4, VII stk. 5 (a) og 6 (a), VIII stk. 9 og 10 samt XIII er pålagt afsenderlandet eller dets myndigheder skal påhvile både det allierede hovedkvarter og det land, om hvis værn eller dertil hørende medlemmer eller funktionærer eller sådannes pårørende der er tale;

(c) ved anvendelsen af overenskomstens art. III stk. 2 (a) og 5 samt art. XIV skal forsåvidt angår medlemmer af en styrke og deres pårørende, det land, anses som afsenderland, hvis værn medlemmet tilhører eller, forsåvidt angår medlemmer af et civilt element og deres pårørende, hvis værn medlemmet er ansat ved;

(d) de forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. VIII stk. 6 og 7 er pålagt afsenderlandet, skal påhvile det land, hvis værn den person tilhører, som ved sin handling eller undladelse har givet anledning til erstatningskravet, eller forsåvidt angår et medlem af et civilt element det land, ved hvis værn han er ansat, eller såfremt et sådant land ikke findes, det allierede hovedkvarter, som den pågældende tilhører.

Både det land, som forpligtelser måtte påhvile i henhold til dette stykke, og vedkommende allierede hovedkvarter skal have et afsenderlands rettigheder med hensyn til udnævnelse af en voldgiftsmand i henhold til artikel VIII stk. 8.

Ethvert medlem af et allieret hovedkvarter skal være i besiddelse af et af hovedkvarteret udstedt personligt identitetskort forsynet med fotografi og angivelse af fulde navn, fødselssted og -dato, nationalitet, rang eller grad, eventuelt stamnummer samt gyldighedsperiode. Dette kort skal forevises på forlangende.

1. De forpligtelser, der i henhold til overenskomstens art. VIII er pålagt de kontraherende parter til at frafalde erstatningskrav, skal påhvile både det allierede hovedkvarter og enhver i betragtning kommende deltager i denne protokol.

2. Ved anvendelsen af overenskomstens art. VIII stk. 1 og 2 skal:

(a) ejendom, der tilhører et allieret hovedkvarter eller en deltager i denne protokol, og som anvendes af et allieret hovedkvarter, anses som ejendom, der tilhører en kontraherende part og anvendes af dennes værn;

(b) skade forvoldt af et medlem af en styrke eller et civilt element - således som defineret i denne protokols art. 3 stk. 1 - eller af enhver anden funktionær ved et allieret hovedkvarter, anses som skade forvoldt af et medlem eller en funktionær tilhørende en kontraherende parts værn;

(c) bestemmelserne i overenskomstens art. VIII stk. 3 finde anvendelse på et allieret hovedkvarter, der vil blive anset som »kontraherende part« i nævnte stykkes forstand.

3. Erstatningskrav, på hvilke overenskomstens art. VIII stk. 5 finder anvendelse, skal omfatte erstatningskrav (bortset fra kontraktmæssige krav og krav, på hvilke nævnte artikels stk. 6 og 7 finder anvendelse), der opstår som følge af handlinger eller undladelser, der må tilskrives en funktionær ved et allieret hovedkvarter, eller som følge af enhver anden handling, undladelse eller begivenhed, for hvilken et allieret hovedkvarter er retlig ansvarlig, og som på modtagerlandets territorium forvolder skade for trediemand, som ikke er deltager i denne protokol.

1. Den skattefritagelse, der i henhold til overenskomstens art. X indrømmes medlemmer af en styrke eller et civilt element med hensyn til lønninger og emolumenter, skal forsåvidt angår et allieret hovedkvarters personel, således som defineret i denne protokols art. 3 stk. 1 (a) og (b) (i), finde anvendelse på lønninger og emolumenter, der er udbetalt dem i deres egenskab af sådant personel af det værn, de tilhører eller er ansat ved; dog skal nærværende stykke ikke fritage noget sådant medlem eller funktionær for beskatning pålagt af det land, i hvilket den pågældende er statsborger.

2. De af Det nordatlantiske Råd fastsatte kategorier af funktionærer ved et allieret hovedkvarter skal fritages for beskatning af de lønninger og emolumenter, som et allieret hovedkvarter udbetaler dem i deres egenskab af sådanne funktionærer. Enhver deltager i nærværende protokol kan imidlertid indgå en aftale med det allierede hovedkvarter, hvorefter en sådan deltager ansætter og til det allierede hovedkvarter anviser alle de af dens statsborgere (dog, såfremt den pågældende deltager ønsker det, med undtagelse af sådanne, der ikke har sædvanlig bopæl indenfor dens territorium), som skal gøre tjeneste ved det allierede hovedkvarters stab, og af sine egne midler betaler lønninger og emolumenter til sådanne personer i henhold til en af denne deltager fastsat skala. De således ydede lønninger og emolumenter kan beskattes af den pågældende deltager, men skal fritages for beskatning af enhver anden deltager. Såfremt en sådan aftale indgås af nogen deltager i nærværende protokol og senere ændres eller bringes til ophør, skal deltagerne i nærværende protokol ikke længere være forpligtet til i henhold til første punktum i nærværende stykke at fritage deres statsborgere for beskatning af de lønninger og emolumenter, der ydes dem.

1. For at lette allierede hovedkvarterers oprettelse, opførelse, vedligeholdelse og drift skal disse hovedkvarterer i videst mulige omfang fritages for afgifter og skatter, der berører udgifter, de afholder i det fælles forsvars interesse, og som anvendes til hovedkvarterernes tjenstlige formål og udelukkende kommer hovedkvartererne til gode, og enhver deltager i nærværende protokol skal optage forhandlinger med de allierede hovedkvarterer, der er oprettet på dets territorium, med henblik på at afslutte en overenskomst til denne bestemmelses gennemførelse.

2. Et allieret hovedkvarter skal have de rettigheder, der i henhold til overenskomstens art. XI indrømmes en styrke og på de samme betingelser.

3. Bestemmelserne i overenskomstens art. XI stk. 5 og 6 skal ikke finde anvendelse på modtagerlandets statsborgere, medmindre sådanne statsborgere hører under et værn tilhørende en anden deltager i denne protokol.

4. Udtrykket »afgifter og skatter« i denne artikel omfatter ikke betaling, som opkræves for ydede tjenester.

Forsåvidt Det nordatlantiske Råd ikke måtte træffe anden bestemmelse skal:

(a) ethvert aktiv erhvervet for et allieret hovedkvarters internationale midler afsat på dets kapitalbudget, og som hovedkvarteret ikke længere behøver, realiseres i overensstemmelse med en af Det nordatlantiske Råd godkendt ordning, og udbyttet skal fordeles imellem eller krediteres deltagerne i Den nordatlantiske Traktat i det forhold, hvori de har ydet bidrag til hovedkvarterets kapitaludgifter. Modtagerlandet skal have fortrinsret til at erhverve fast ejendom, der således realiseres på dets territorium, under forudsætning af, at det tilbyder vilkår, der ikke er mindre fordelagtige end de vilkår, der er tilbudt af trediemand.

(b) Grunde, bygninger eller faste installationer, der af modtagerlandet er stillet til et allieret hovedkvarters rådighed uden vederlag (eller kun for et nominelt vederlag), og som hovedkvarteret ikke længere behøver, tilbagegives modtagerlandet, og enhver værdiforøgelse eller -forringelse af den af modtagerlandet til rådighed stillede faste ejendom, der skyldes hovedkvarterets brug deraf, skal fastsættes af Det nordatlantiske Råd (under hensyntagen til modtagerlandets herhenhørende lovgivning) og fordeles imellem, krediteres eller debiteres deltagerne i Den nordatlantiske Traktat i det forhold, hvori de har ydet bidrag til hovedkvarterets kapitaludgifter.

Ethvert øverste hovedkvarter er en juridisk person; det skal kunne indgå kontrakter samt erhverve og afhænde ejendom. Modtagerlandet kan imidlertid gøre udøvelsen af denne ret betinget af særaftaler mellem dette og det øverste hovedkvarter eller et underordnet allieret hovedkvarter, der handler på det øverste hovedkvarters vegne.

1. Under forbehold af bestemmelserne i overenskomstens artikel VIII kan et øverste hovedkvarter optræde som sagsøger eller sagsøgt i retssager. Det kan imidlertid aftales mellem det øverste hovedkvarter eller et af dette bemyndiget underordnet allieret hovedkvarter og et modtagerland, at modtagerlandet skal handle på det øverste hovedkvarters vegne i retssager, i hvilke hovedkvarteret er part ved modtagerlandets domstole.

2. Intet tvangsfuldbyrdelsesskridt eller forholdsregler, der tilsigter beslaglæggelse af eller arrest i ejendom eller midler, kan tages mod et allieret hovedkvarter undtagen forsåvidt angår de i overenskomstens artikel VII stk. 6 (a) og artikel XIII omhandlede formål.

1. Et allieret hovedkvarter kan af hensyn til gennemførelsen af sit internationale budget besidde valuta af enhver art og disponere over konti i en hvilkensomhelst valuta.

2. Deltagerne i nærværende protokol skal efter anmodning fra et allieret hovedkvarter lette overførsler af et sådant hovedkvarters midler fra et land til et andet og ombytning af enhver valuta, som et allieret hovedkvarter besidder, til en hvilkensomhelst anden valuta, når det er nødvendigt for at imødekomme et allieret hovedkvarters behov.

Et allieret hovedkvarters arkiv og andre officielle aktstykker, som opbevares i lokaler, der anvendes af et sådant hovedkvarter, eller som befinder sig hos et behørigt bemyndiget medlem af hovedkvarteret, skal være ukrænkelige medmindre hovedkvarteret måtte have givet afkald på denne immunitet. På modtagerlandets anmodning skal hovedkvarteret i nærværelse af en repræsentant for dette land bekræfte dokumenternes natur for at fastslå, om de er berettiget til immunitet i henhold til denne artikel.

1. Det nordatlantiske Råd kan beslutte, at nærværende protokol eller overenskomsten helt eller delvis skal finde anvendelse på ethvert i henhold til Den nordatlantiske Traktat oprettet internationalt militært hovedkvarter eller international militær organisation (som ikke omfattes af definitionerne i denne protokols artikel 1 (b) og (c)).

2. Når Det europæiske Forsvarsfællesskab er oprettet, kan nærværende protokol bringes til anvendelse på personel fra de europæiske forsvarsstyrker tilknyttet et allieret hovedkvarter og på dette personels pårørende fra det tidspunkt og på den måde, som Det nordatlantiske Råd måtte bestemme.

Alle uoverensstemmelser mellem deltagerne i nærværende protokol eller mellem sådanne deltagere og et allieret hovedkvarter vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af protokollen skal afgøres ved forhandling mellem de uenige parter uden rekurs til nogen udenforstående myndighed. Med undtagelse af de tilfælde, hvor der i nærværende protokol eller i overenskomsten foreligger anden udtrykkelig bestemmelse, skal uoverensstemmelser, der ikke kan afgøres ved direkte forhandling, henvises til Det nordatlantiske Råd.

1. Overenskomstens artikel XV samt artiklerne XVII til XX skal finde anvendelse på nærværende protokol, som var de en uadskillelig bestanddel heraf, men således at protokollen kan revideres, suspenderes, ratificeret, tiltrædes, opsiges eller udvides i overensstemmelse med disse bestemmelser uafhængigt af overenskomsten.

2. Nærværende protokol kan suppleres ved tosidig overenskomst mellem modtagerlandet og et øverste hovedkvarter; et modtagerlands myndigheder og et øverste hovedkvarter kan aftale, at de forinden ratificering ad administrativ vej vil sætte de bestemmelser i nærværende protokol eller i overenskomsten, som modtagerlandet har besluttet at anvende, i kraft.

Til bekræftelse heraf har de nedenfor anførte befuldmægtigede underskrevet nærværende protokol.

Udfærdiget i Paris den 28. august 1952 på engelsk og fransk, begge tekster af lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i Amerikas Forenede Staters regerings arkiver. Amerikas Forenede Staters regering skal tilstille bekræftede genparter heraf til alle lande, der har undertegnet eller i tiltrådt protokollen.

Versioner

1. 1999-01-13