Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

GældendeVersion 1999-01-21fra 1999-01-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00161@1999-01-21/da

Indhold
  1. Indledning

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, som ændret ved lov nr. 907 og 908 af 16. december 1998, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, ændres » mindst forurenende teknologi « til: » bedste tilgængelige teknik « .

2. Efter § 6 indsættes i kapitel 1:

» § 6 a. Forurenende virksomheder skal organisere miljøarbejdet, således at medarbejderne inddrages. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med de berørte parter fastsætte nærmere regler om, hvordan forurenende virksomheder skal inddrage medarbejderne i miljøarbejdet. « .

3. I § 33, stk. 2, 1. pkt., udgår: » godkendt « .

4. § 33, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan for bestemte listevirksomheder fastsætte regler, der begrænser godkendelsesmyndighedens adgang til at meddele tilladelse efter stk. 2 i tilfælde, hvor risikoen for større uheld med farlige stoffer ændres. « .

5. § 36 affattes således:

» § 36. En godkendelse efter § 33, stk. 1, kan omfatte yderligere planlagte udvidelser eller ændringer på betingelse af, at

1) der i ansøgningen er tilstrækkelige oplysninger om de planlagte udvidelser eller ændringer til, at godkendelsesmyndigheden kan vurdere forureningsforholdene og fastsætte de nødvendige vilkår, og

2) udvidelserne eller ændringerne påtænkes gennemført inden for en kortere tidshorisont. « .

6. I § 39 indsættes som stk. 4:

» Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af virksomheder, anlæg eller indretninger, der optages på den i § 35 nævnte liste, herunder om indsendelse af ansøgning og behandling heraf. « .

7. I § 40 a ændres » § 41 a « til: » § 41 d « .

8. § 41 og § 41 a ophæves og i stedet indsættes:

» § 41. Hvis en listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder at der skal gennemføres bestemte foranstaltninger. Tilsynsmyndigheden kan endvidere meddele påbud, hvis en listevirksomhed skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.

Stk. 2. Hvis forureningen ikke kan nedbringes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

§ 41 a. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse efter dette kapitel, må tilsynsmyndigheden ikke meddele påbud eller forbud efter § 41.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal dog tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 41, hvis

1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning,

2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse,

3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsens meddelelse,

4) væsentlige ændringer i den bedste tilgængelige teknik skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger,

5) det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker, eller

6) der er fremkommet nye oplysninger om sikkerhedsmæssige forhold på virksomheder, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 7 om risikobetonede processer m.v.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 1 og § 41 b, stk. 1, omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte listevirksomheder, dog ikke til under 4 år.

§ 41 b. Når der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse efter dette kapitel, kan tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri ved påbud eller nedlægge forbud imod fortsat drift, jf. § 41. Ministeren fastsætter regler om, at tilsynsmyndigheden regelmæssigt skal tage godkendelser af bestemte listevirksomheder op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 41.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden skal tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 41 i de tilfælde, som er nævnt i § 41 a, stk. 2.

§ 41 c. Tilsynsmyndigheden kan umiddelbart nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet, hvis forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

§ 41 d. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt

1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan udøve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver omfattet af § 40 a,

2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer eller medejer af virksomheden, eller

3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.

Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning. « .

9. I § 42, stk. 1, ændres » omfattet af regler fastsat i medfør af § 35 « til: » optaget på den i § 35 nævnte liste « , og efter » nedbringes « indsættes: » , herunder påbud om gennemførelse af bestemte foranstaltninger « .

10. § 42, stk. 2, 1. pkt., ophæves.

11. I § 74, stk. 2, indsættes som 3. pkt. :

» Ministeren kan fastsætte nærmere regler om annonceringen. « .

12. § 79 affattes således:

» § 79. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om inddragelse af offentligheden forud for godkendelsesmyndighedens afgørelser efter § 33, stk. 1. « .

13. Efter § 84 a indsættes:

» § 84 b . Myndigheder, der træffer afgørelse om samme virksomhed efter bestemmelser i loven eller efter regler udstedt i medfør af loven, skal koordinere deres afgørelser i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at lovens formål opfyldes. « .

14. I § 110, stk. 1, nr. 5, udgår: » eller anmeldelse efter § 36 « .

15. I § 110, stk. 3, indsættes efter » § 35 a, « : » § 39, stk. 4, « .

Stk. 1. Loven træder i kraft den 30. oktober 1999.

Stk. 2. For afgørelser om godkendelse meddelt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 før den 30. oktober 1999 finder bestemmelserne i § 41 a, stk. 2, nr. 4 og 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, først anvendelse, når der er forløbet mere end 8 år fra godkendelsens meddelelse eller, hvis miljø- og energiministeren efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 6, har nedsat den nævnte tidsfrist, mere end den af ministeren fastsatte kortere frist.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte overgangsregler.

1. Baggrunden for lovforslaget

Det foreliggende lovforslag sigter på at skaffe de nødvendige hjemler i miljøbeskyttelsesloven til at gennemføre Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC-direktivet), som trådte i kraft den 30. oktober 1996, og som skal gennemføres i medlemslandene senest den 30. oktober 1999. Direktivet er trykt i EFT nr. L 257 af 10. oktober 1996, s. 26, og er optaget som bilag til dette lovforslag.

Herudover har lovforslaget til formål at indføre nye regler om virksomhedernes pligt til at inddrage medarbejdere i miljøarbejdet.

Ved forslaget foretages endvidere enkelte nødvendige justeringer i forhold til Rådets direktiv 96/82/EØF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (Seveso2-direktivet). Dette direktiv er trykt i EFT nr. L 10 af 14. januar 1997, s. 13. Direktivet trådte i kraft den 3. februar 1997 og skal gennemføres i Danmark inden den 3. februar 1999, jf. nedenfor under afsnit 5.

Desuden har lovforslaget til hensigt at udvide myndighedernes generelle adgang til at ændre en miljøgodkendelse i den såkaldte retsbeskyttelsesperiode.

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

Hovedpunkterne i lovforslaget er følgende:

Ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at godkendelser af bestemte listevirksomheder skal revurderes med passende mellemrum.

Forslaget indfører herudover for alle listevirksomheder krav om, at en godkendelse skal tages op til revurdering i særlige tilfælde. Konsekvensen af dette er, at myndighedernes generelle adgang til at ændre en miljøgodkendelse i retsbeskyttelsesperioden udvides.

Ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om inddragelse af offentligheden, før myndigheden træffer afgørelser om godkendelse efter kapitel 5.

Forslaget ændrer den gældende bestemmelse i § 36, således at det præciseres, under hvilke betingelser en godkendelse kan tage højde for fremtidige ændringer eller udvidelser. Samtidig afskaffes begrebet » rammegodkendelse « .

Forslaget fastslår, at forurenende virksomheder har pligt til at inddrage medarbejderne i miljøarbejdet. Samtidig bemyndiges ministeren til efter forhandling med de berørte parter at fastsætte de nærmere regler om, hvordan medarbejderne skal inddrages.

Ministeren bemyndiges til at begrænse godkendelsesmyndighedens adgang til at meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i tilfælde, hvor risikoen for større uheld ændres.

3. Hørte myndigheder og organisationer

Miljø- og energiministeren har modtaget høringssvar fra Advokatrådet, Affaldsteknisk Samarbejde, Amtsrådsforeningen, Asfaltindustrien, Branchesikkerhedsrådet for Jernindustrien, Bryggeriforeningen, By- og Boligministeriet, CO-Industri, Danfoss A/S, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Metal, Dansk Industri, Dansk Planteværn, Dansk Textil & Beklædning, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Danske Elværkers Forening, Dansk Forsikring og Pension, De danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Det Danske Fjerkræråd, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Kemiske Industrier, Foreningen af Danske Private Havne, Finansministeriet, Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, Forskningscentret for Skov & Landskab, Forskningsministeriet, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, GenvindingsIndustrien, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet, KOMGAS, Københavns Kommune, Kulturministeriet, Kommunernes Landsforening, Landsplanafdelingen, Lægemiddelindustriforeningen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, MLK-Sammenslutningen, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Registrerede Revisorer, RenoSam, Specialarbejderforbundet i Danmark og Trafikministeriet.

I det forslag, som blev sendt i ekstern høring, var medtaget forslag til de bemyndigelser, der vil være nødvendige til at gennemføre den del af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen), som vedrører listevirksomheder. Begrundelsen var, at der er et vist overlap imellem IPPC-direktivet og Århuskonventionen, idet begge regelsæt har bestemmelser om offentlighedens inddragelse i miljøgodkendelser. Regeringen fandt det derfor hensigtsmæssigt at behandle de overlappende områder vedrørende listevirksomheder over én sammenhængende omgang. Processen vedrørende implementeringen er dog ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig langt til, at de pågældende regler om offentlighedens inddragelse kan angives helt præcist, idet regeringen bl.a. ønsker at afholde en konference om Århuskonventionen, før man lægger sig endeligt fast på implementeringen. I det lovforslag, som blev sendt til høring, var der derfor alene angivet de rammer, som bemyndigelserne ville blive anvendt indenfor.

Dette forslag mødte en del modstand i høringsrunden, herunder især fra industrien, der fandt det uhensigtsmæssigt på nuværende tidspunkt at inddrage Århuskonventionen, fordi det endnu ikke er helt afklaret, hvordan disse bemyndigelser skal udmøntes. Forslaget er derfor fjernet. Konsekvensen heraf vil imidlertid blive, at såvel miljøbeskyttelseslovens bestemmelser vedrørende offentlighedens inddragelse, som de administrative regler herom, må forventes at skulle ændres igen med udgangen af 1999, hvor regeringen efter de aktuelle planer forventer at kunne ratificere Århuskonventionen.

4. IPPC-direktivet

Direktivets bestemmelser

IPPC-direktivet er et rammedirektiv, der indeholder de generelle principper for en integreret indsats over for forureningen fra de større industrielle aktiviteter og større husdyrbrug, der er nævnt i direktivets bilag 1 (IPPC-virksomheder), mens det overlades til medlemslandene at gennemføre de detaljerede bestemmelser om godkendelsesordningen.

Direktivet indebærer bl.a.,

at nyanlæg af IPPC-virksomheder skal godkendes,

at væsentlige ændringer eller udvidelser af bestående IPPC-virksomheder skal godkendes,

at bedste tilgængelig teknik (BAT) skal anvendes overalt på IPPC-virksomheder,

at bestående IPPC-virksomheder skal overholde direktivets krav, herunder BAT, senest den 30. oktober 2007,

at de grænseværdier, som er fastsat i andre EF-direktiver, og som vedrører anlægstyper, der er omfattet af direktivet, skal gælde som minimumskrav, indtil Rådet har vedtaget nye grænseværdier i medfør af IPPC-direktivet,

at IPPC-virksomheder skal anmelde alle ændringer til tilsynsmyndigheden, der kan have konsekvenser for miljøet,

at godkendelser af IPPC-virksomheder skal revurderes med passende mellemrum,

at godkendelser - udover at skulle revurderes med passende mellemrum - skal tages op til revurdering i særlige tilfælde,

at offentligheden forud for afgørelsen om godkendelse af nye anlæg eller af væsentlige ændringer af bestående anlæg i et passende tidsrum skal have adgang til og mulighed for at kommentere ansøgningen,

at offentligheden skal have adgang til selve godkendelsen og senere ajourføringer heraf samt til indberettede måledata i forbindelse hermed,

at berørte borgere i andre lande skal have adgang til ansøgninger om godkendelse af nye anlæg eller væsentlige ændringer af eksisterende anlæg, der kan medføre grænseoverskridende forurening, samt

at myndighederne skal koordinere deres afgørelser, når flere myndigheder skal træffe afgørelse om samme virksomhed.

Formål og strategi

Hovedformålet med direktivet er at sikre en tværgående integreret vurdering og regulering af udledninger til luft, vand og jord fra IPPC-virksomhederne.

Direktivet fremhæver integreret forureningsbekæmpelse som et vigtigt led i processen frem mod en mere bæredygtig balance mellem menneskets aktiviteter og den samfundsmæssige udvikling på den ene side og naturens ressourcer og regenerationsevne på den anden side.

Den integrerede forureningsbekæmpelse afløser den hidtidige strategi i EU, hvor emissioner til luft og vand bekæmpes hver for sig. Den hidtidige strategi i EU indebærer nemlig risiko for, at forureningen overføres fra et medie til et andet.

Strategien i den integrerede forureningsbekæmpelse er, at forureningen fra et anlæg skal vurderes samlet, og at der i denne sammenhæng også skal tages hensyn til problemerne knyttet til det affald, der produceres på anlægget, behovet for at begrænse udnyttelsen af naturens ressourcer og behovet for effektiv udnyttelse af energien, således at der ud fra en helhedsvurdering træffes det bedst mulige valg for miljøet.

Denne strategi er ikke ny i Danmark, idet man gennem de sidste næsten 25 år har arbejdet med en godkendelsesprocedure for særligt forurenende virksomheder bygget på denne tankegang. Den danske miljøbeskyttelseslov har siden 1974 været baseret på det synspunkt, at forureningsfaktorerne skal behandles i sammenhæng, og at den enkelte virksomhed skal anvende de bedste, tekniske foranstaltninger inden for en rimelig økonomisk ramme, således at forureningen bliver mindst mulig. Der henvises til Folketingstidende 1972-73, Tillæg A, sp. 3932.

Med miljøreformen i 1991 blev det understreget, at der ved reguleringen af forurenende virksomhed først og fremmest skal lægges vægt på at forebygge forureningen ved anvendelse af renere teknologi. Herudover skal den uundgåelige forurening søges begrænset mest muligt ved forureningsbegrænsende foranstaltninger, herunder bedst mulig rensning. Renere teknologi defineres som ændrede produktionsprocesser, råvarer, hjælpestoffer og produkter, som mindsker ressourceforbruget og hindrer, at forureningen opstår ikke alene i produktionsprocessen men også i senere led i vare- og produktkredsløbet.

Det fremgår af bemærkningerne til miljøbeskyttelsesloven fra 1991, at en bæredygtig løsning på forureningsproblemerne består i at sætte ind så tidligt i processen som muligt ved at søge at minimere råvare- og energiforbruget og dermed begrænse den stof- og materialemængde, der samlet tilføres naturen som spild og affald. Bag dette princip ligger en erkendelse af, at en flytning af belastningen fra luft til vand eller jord - eller omvendt - ikke er en miljømæssigt tilfredsstillende løsning på langt sigt. Der henvises til Folketingstidende 1990-91 (2. saml.), Tillæg A, sp. 1518.

Disse principper, som er udtrykt i lovens kapitel 1, skal lægges til grund ved miljømyndighedernes afgørelser efter loven, herunder ved afgørelser vedrørende listevirksomheder.

Den danske miljøbeskyttelseslov bygger således på samme tankegang som IPPC-direktivet. Der vurderes derfor ikke at være behov for at ændre lovens forureningsbegrænsningsprincip.

Det bemærkes, at IPPC-direktivet ikke er til hinder for, at lovens definition af renere teknologi, der er bredere end BAT-begrebet, opretholdes.

Grænseværdier m.v.

En IPPC-godkendelse skal indeholde alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde direktivets mål om et højt beskyttelsesniveau for miljøet som helhed, herunder grænseværdier for signifikante emissioner til luft og vand af de stoffer, der er optaget på et særligt bilag til direktivet, med særlig vægt på grænseoverskridende forurening. Disse grænseværdier eller tilsvarende tekniske foranstaltninger skal baseres på den begrænsning af forureningen, der kan opnås ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik.

Bedste tilgængelige teknik (BAT) er udtryk for den mest avancerede teknologi for en bestemt sektor, herunder den måde, hvorpå anlægget konstrueres, bygges, vedligeholdes, drives og lukkes ned. Teknologien skal være teknisk og økonomisk gennemførlig for den relevante sektor og skal sikre et så højt beskyttelsesniveau som muligt.

Ved bestemmelsen af, hvad der er de bedste, tilgængelige teknikker for en bestemt sektor, skal der bl.a. lægges vægt på anvendelse af teknologier, der resulterer i mindst mulig affald, fremme af genanvendelse og genindvinding, forbruget af råstoffer og energieffektiviteten. Direktivets bilag 4 præciserer de specielle hensyn, der skal tages ved udvælgelse af BAT for den enkelte sektor.

Når der skal fastsættes krav til en IPPC-virksomhed, skal der foretages en konkret vurdering på grundlag af den bedste tilgængelige teknik for hele sektoren og under hensyn til virksomhedens tekniske karakteristika, geografiske beliggenhed samt lokale miljøforhold. Kravene fastsættes som emissionsgrænseværdier eller tilsvarende parametre suppleret med de nødvendige forureningsbegrænsende foranstaltninger.

Direktivet overlader det i første omgang til de enkelte medlemslande at fastsætte emissionsgrænseværdier baseret på den bedste tilgængelige teknik. Den danske regering lagde under forhandlingerne om direktivet vægt på, at der indførtes en procedure, der kunne fremme fastsættelsen af ensartede minimums-emissionsgrænser i EU for en række af de mest forurenende stoffers vedkommende. Dette resulterede i kravet om, at medlemslandene skal indberette oplysninger til Kommissionen, dels om væsentlige emissioner og emissionskilder fra IPPC-virksomheder, dels om anvendte grænseværdier, og om muligt oplysning om de teknikker, hvorpå grænseværdierne er baseret.

Igennem denne omfattende informationsudveksling mellem medlemsstaterne og Kommissionen kan det forventes, at der bliver identificeret et behov for at fastsætte emissionsgrænseværdier på fællesskabsplan for visse kategorier af anlæg og forurenende stoffer, som er omfattet af direktivet. Rådet fastsætter sådanne emissionsgrænseværdier på forslag af Kommissionen.

Indtil Rådet har fastsat emissionsgrænseværdier, gælder de emissionsgrænseværdier, som er fastlagt i de i direktivets bilag 2 nævnte direktiver og andre fællesskabsbestemmelser, som minimumsstandarder. IPPC-direktivet har dermed gjort op med eventuelle konflikter med andre EU-forskrifter.

Kommissionen har taget initiativ til oprettelsen af et bureau i Sevilla, der skal støtte denne informationsudveksling. Kommissionen udarbejder » BAT reference documents « (BAT-noter) ved inddragelse af industrien, landbruget, medlemslandene og interesseorganisationer. Det er planen, at der inden udgangen af år 2002 skal udarbejdes BAT-noter for samtlige IPPC-listepunkter. Disse BAT-noter er alene tænkt som et informationsværktøj til vejledning for de nationale myndigheder i forbindelse med deres godkendelsesbehandling. Det betyder, at disse BAT-noter ikke har retlig status. BAT-noterne tilstræbes revideret løbende.

Når der foreligger en endelig BAT-note for en sektor, vil Miljøstyrelsen omsætte den til vejledningsmateriale, enten i dens fulde længde eller som et resume, således at dette materiale suppleret med Miljøstyrelsens generelle vejledninger kan anvendes af myndighederne ved fastsættelsen af krav til nye virksomheder og ved revurdering af bestående virksomheder. Myndighederne bliver således først forpligtet til at lægge BAT-noterne til grund fra det øjeblik, hvor de er omsat til vejledningsmateriale fra Miljøstyrelsen.

Miljøkvalitetsnormer

Direktivet kombinerer kravet om anvendelse af den bedste tilgængelige teknik med et krav om, at EU s miljøkvalitetsnormer ikke må overskrides. Direktivet kræver anvendelse af begge principper for miljøbeskyttelse, dvs. både krav om anvendelse af BAT og om overholdelse af EU s miljøkvalitetsnormer. Det betyder, at hvis anvendelsen af den bedste tilgængelige teknik for et givent anlæg ikke i sig selv er nok til at overholde EU s miljøkvalitetsnormer, skal der stilles yderligere vilkår til virksomheden. Det betyder i sin yderste konsekvens, at der kan meddeles afslag på en ansøgning om godkendelse eller nedlægges forbud mod en eksisterende virksomhed, hvis miljøkvalitetsnormerne ikke kan overholdes.

Disse principper gælder allerede efter den gældende lov, jf. § 14, der indeholder hjemmel til at fastsætte kvalitetskrav.

Forslag til gennemførelse af direktivet i Danmark

Det centrale punkt i direktivet er indførelsen af en godkendelsesordning for større industrielle aktiviteter, herunder større svine- og fjerkræbrug, hvor der skal foretages en samlet vurdering af udledninger til luft, vand og jord fra samme anlæg. Selvom direktivet minder om den danske godkendelsesordning, indeholder direktivet som nævnt ovenfor en del proceduremæssige forskrifter, som nødvendiggør en række ændringer af miljøbeskyttelsesloven. Det drejer sig navnlig om

kravet om at godkendelser skal revurderes med passende mellemrum,

kravet om at godkendelser herudover i visse særlige tilfælde skal revurderes, og

kravet om at offentligheden skal inddrages i forbindelse med ansøgninger om godkendelse af nye anlæg og af væsentlige ændringer af eksisterende anlæg.

Direktivet er et minimumsdirektiv, og lovforslaget lægger op til, at de af IPPC-direktivets krav, der er nye i forhold til det danske godkendelsessystem, med nedennævnte undtagelser, kun anvendes på de virksomhedstyper, der er nævnt i direktivets bilag 1.

For det første foreslås det, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om henholdsvis revurdering med passende mellemrum og forudgående inddragelse af offentligheden også kommer til at gælde for andre husdyrbrug end IPPC-direktivets svine- og fjerkræbrug på mere end 250 dyreenheder (DE). Disse husdyrbrug foreslås som nævnt i afsnit 6 optaget på listen over godkendelsespligtige virksomheder. Dette berører primært mælkekvægbrug.

For det andet foreslås det, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om henholdsvis revurdering med passende mellemrum og forudgående inddragelse af offentligheden anvendes på de genbrugsvirksomheder, der i Danmark kaldes shredderanlæg, idet disse i praksis medfører relativt omfattende miljøproblemer. Hele genbrugsindustrien var under forhandlingerne om IPPC-direktivet omfattet af direktivets bilag 1, men netop shreddervirksomhederne blev under forhandlingerne fjernet fra listen. Disse anlæg er allerede i dag godkendelsespligtige.

For det tredie foreslås det, at direktivets krav om, at godkendelser i visse særlige tilfælde skal revurderes, kommer til at gælde for alle listevirksomheder.

For det fjerde kan der i visse tilfælde blive tale om en overimplementering af praktiske grunde. Dette hænger sammen med, at direktivet opererer med anlægstyper, mens den danske godkendelsesordning som hovedregel foreskriver godkendelsespligt for hele virksomheden. I de fleste tilfælde vil hele virksomheden være omfattet af et af direktivets listepunkter, men f.eks. overfladebehandlingsanlæg som beskrevet i direktivets bilag 1, pkt. 6.7, kan være en del af en større virksomhed, der ikke i sig selv er omfattet af direktivet. Hvis IPPC-direktivets procedurer kun skulle gælde for den specifikke del af virksomheden, som er omfattet af direktivet, ville virksomheden være underlagt to forskellige regelsæt og i nogle tilfælde tillige to forskellige myndigheder. Dette ville medføre, at reglerne ville blive unødigt komplicerede for alle parter.

Miljøbeskyttelsesloven indeholder allerede i den gældende bestemmelse i § 35, stk. 2, hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om godkendelsesordningen. Med lovforslagets bestemmelser suppleret med denne hjemmel vil ministeren ved en revision af bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder (godkendelsesbekendtgørelsen) kunne gennemføre IPPC-direktivet i Danmark i sin helhed.

5. Seveso2-direktivet

Seveso2-direktivet er en videreudbygning af Rådets direktiv 82/501/EØF om risikoen for større uheld i forbindelse med en række industrielle aktiviteter (Seveso1), som ændret ved direktiver af 19. marts 1987 og 24. november 1988. Seveso1-direktivet er gennemført i Danmark ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 520 af 5. juli 1990 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld (risikobekendtgørelsen).

Seveso2-direktivet gælder for virksomheder, hvor farlige stoffer forekommer eller kan dannes i mængder, der er større end eller lig med de tærskelmængder, der angives i direktivets bilag 1, og omfatter væsentlig flere virksomheder end Seveso1-direktivet. Endvidere udvider Seveso2-direktivet pligterne for de omfattede virksomheder, blandt andet fordi samtlige omfattede virksomheder fremover skal foretage anmeldelse til tilsynsmyndigheden. Direktivets anmeldepligt vil blive gennemført ved, at alle virksomheder omfattet af direktivet også bliver godkendelsespligtige. Det må antages, at langt de fleste af disse virksomheder i forvejen er godkendelsespligtige, idet de er omfattet af et andet listepunkt. De få virksomheder, der ikke i forvejen er godkendelsespligtige, vil blive indkaldt med hjemmel i den foreslåede § 39, stk. 4, med frist for indsendelse af ansøgning senest 1. februar 2000.

Seveso2-direktivet nødvendiggør en mindre justering af enkelte af den gældende lovs bestemmelser, nemlig bestemmelsen om myndighedernes muligheder for at gribe ind i retsbeskyttelsesperioden og bestemmelsen om myndighedernes mulighed for at meddele tilladelse til bygge- og anlægsarbejder, før der er givet godkendelse efter lovens kapitel 5.

Resten af direktivet vil blive gennemført ved en ny risikobekendtgørelse med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, arbejdsmiljøloven og beredskabsloven m.fl.

Fristen for gennemførelse af direktivet er 3. februar 1999. Direktivet har imidlertid flere berøringspunkter med IPPC-direktivet og vedrører til dels de samme virksomheder. De to direktiver vil derfor blive gennemført i sammenhæng med ikrafttræden den 30. oktober 1999, selv om dette betyder, at Seveso2-direktivet ikke implementeres rettidigt. Kommissionen underrettes herom.

6. Specielt om landbrugssektoren

IPPC-direktivet omfatter » anlæg til intensiv fjerkræavl eller svineavl med mere end:

a) 40.000 pladser til fjerkræ

b) 2.000 pladser til avls-/fedesvin (over 30 kg), eller

c) 750 pladser til søer. « .

For så vidt angår brug med slagtekyllingeproduktion følger det af direktivet, at fjerkræbrug med mere end 40.000 pladser, svarende til ca. 100 dyreenheder (DE) for slagtekyllingeproduktioner, omfattes. Som følge heraf vil ca. 100 eksisterende fjerkræbrug med slagtekyllingeproduktion som noget nyt blive omfattet af godkendelseskravet. For andre fjerkræbrug og svinebrug svarer grænsen til ca. 250 DE. I alt berører direktivet ca. 1.000 svine- og fjerkræbrug. Heraf er ca. 900 brug omfattet af det gældende godkendelsessystem i lovens kapitel 5.

Det foreslås, at andre husdyrbrug end IPPC-direktivets svine- og fjerkræbrug på mere end 250 DE optages på listen over godkendelsespligtige virksomheder. Dette berører primært mælkekvægbrug.

Endvidere foreslås det, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om henholdsvis revurdering med passende mellemrum og forudgående inddragelse af offentligheden også kommer til at gælde for disse husdyrbrug, der ikke er omfattet af IPPC-direktivet.

Begrundelsen er, at f.eks. et mælkekvægbrug med over 250 DE er en intensiv produktion, hvor store mængder næringsstoffer omsættes, med produktion af husdyrgødning og emissioner i store mængder til følge. Der vurderes således ikke at være nogen faglig begrundelse for at behandle disse husdyrbrug anderledes end svine- og fjerkræbrug.

Det vurderes ud fra foreliggende viden og statistik, at 500 til 600 eksisterende kvægbrug og » blandede « brug vil blive omfattet af godkendelseskravet. Der vil blive optaget forhandling med de berørte parter om, hvornår disse virksomheder samt de ca. 100 fjerkræbrug med slagtekyllingeproduktion skal indkaldes til godkendelse. Efter IPPC-direktivet skal godkendelsesbehandlingen være tilendebragt inden den 30. oktober 2007.

Samlet skønnes det, at ca. 1.500-1.600 husdyrbrug bliver omfattet af direktivets krav.

IPPC-direktivet definerer begrebet » anlæg « som: » en stationær teknisk enhed, hvor der gennemføres én eller flere af de aktiviteter, som er nævnt i bilag I, og enhver anden hermed direkte forbundet aktivitet, der teknisk er knyttet til de aktiviteter, der udføres på denne lokalitet, og som kan have indvirkning på emissioner og forurening « , jf. artikel 2, nr. 3.

Hvis en ejendom fungerer som en selvstændig enhed, vil der være sammenfald mellem begreberne anlæg og ejendom. Imidlertid vil der også være tilfælde, hvor anlægget består af mere end en ejendom. Et anlæg, der fungerer som en teknisk enhed, men som er placeret på to eller flere ejendomme, vil blive omfattet af kravet om godkendelse, hvis der på ejendommene tilsammen er mere end de fastsatte antal dyreenheder. Dette gælder både eksisterende og fremtidige ejendomme. Miljø- og Energiministeriet vil, i samarbejde med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, udarbejde nærmere retningslinier til brug for godkendelsesmyndighedens vurdering af, hvornår flere ejendomme må betragtes som et samlet anlæg, der er godkendelsespligtigt.

Det følger allerede af den gældende godkendelsesordning, at der som udgangspunkt skal tages stilling til gødningsanvendelsen i forbindelse med godkendelsen. Samtidig er der dog fastsat generelle regler om den tilladte udspredning af husdyrgødning (harmonikrav) i bekendtgørelse nr. 877 af 10. december 1998 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. (husdyrgødningsbekendtgørelsen). Ligeledes har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fastsat regler for gødningsanvendelsen. Der er mulighed for at skærpe disse generelle regler ud fra en konkret vurdering i forbindelse med godkendelsen.

Med den danske gennemførelse af IPPC-direktivet vil der fortsat blive taget udgangspunkt i de generelt fastsatte grænser for den tilladte udspredning af husdyrgødning, men således at godkendelsesmyndigheden fortsat skal vurdere, om der i forbindelse med en konkret godkendelse eller revurdering er behov for at fastsætte et skærpet harmonikrav eller andre særlige vilkår for at imødegå en forureningsrisiko fra virksomheder, herunder ved håndtering og anvendelse af gødning. Denne implementering vurderes at være i overensstemmelse med direktivet, som åbner mulighed for, at bestemte godkendelsesvilkår konkret kan erstattes af krav i generelle regler, hvis man opnår samme beskyttelse af miljøet. Der henvises i øvrigt til afsnit 4 ovenfor om IPPC-direktivet, herunder om formål og strategi, grænseværdier og miljøkvalitetsnormer.

Der henvises endvidere til lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning (Beskyttelse af drikkevandsressourcer og drikkevandsforsyning), som bemyndiger ministeren til at udarbejde en særlig godkendelsesordning for etablering eller udvidelse af husdyrbrug i områder, som i regionplanen er udpeget som indsatsområder for så vidt angår nitrat. Det er hensigten at udforme denne ordning på en sådan måde, at der for husdyrbrug omfattet af godkendelsesordningen i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 skal tages stilling til spørgsmålet som en del af den samlede godkendelse.

7. Listen over godkendelsespligtige virksomheder

Den gældende danske liste over godkendelsespligtige virksomheder omfatter flere virksomhedstyper end listen i IPPC-direktivets bilag I. En foreløbig optælling tyder på, at direktivet vil berøre ca. 500 til 600 eksisterende industrivirksomheder i Danmark. Herudover forventes direktivet at berøre ca. 1.000 husdyrbrug. Samlet skønnes således 1.500 til 1.600 virksomheder i sig selv at være omfattet af direktivet.

Med forslaget om at udvide listepunktet om husdyrbrug forventes 500 til 600 husdyrbrug at skulle godkendes. Dermed kommer IPPC-procedurerne til at berøre i alt 2.000 til 2.200 virksomheder.

Uafhængigt af gennemførelsen af IPPC-direktivet vil der blive foretaget en mindre reduktion af listen, således at virksomhedstyper, som enten mere hensigtsmæssigt vil kunne reguleres af en branchebekendtgørelse, eller som ikke længere udgør et væsentligt miljøproblem, over en periode overføres fra listen til anden regulering. Reduktionen af listen vil blive gennemført efter forhandling med bl.a. industrien og de kommunale organisationer.

Forslag om ændring af kompetencefordelingen

Kompetencen til at godkende listevirksomheder er i dag fordelt mellem amter og kommuner. De fleste af IPPC-listepunkterne er med den nuværende kompetencefordeling underlagt amternes godkendelseskompetence. Ved forhandlingerne med de berørte parter om den nærmere udformning af listen over godkendelsespligtige virksomheder, vil spørgsmålet om den fremtidige kompetencefordeling blive taget op. I denne forbindelse vil det blive foreslået at overføre alle de listepunkter, der foreslås omfattet af reglerne om forudgående offentlighed og revurdering med passende mellemrum, til amternes kompetence.

Dette skyldes, at den største gruppe virksomheder, der herved overføres fra kommunernes til amternes kompetence, er større husdyrbrug. Disse større husdyrbrug og mange af de andre IPPC-virksomheder omfattes også af krav om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-proceduren). Denne foretages ifølge planloven af amterne. Ved at give amterne godkendelseskompetencen for alle IPPC-virksomheder opnås der en administrativ forenkling, idet godkendelsesproceduren lettere kan koordineres med VVM-proceduren, og dobbeltadministration minimeres.

8. Medarbejderinddragelse

Lovforslaget indeholder en pligt for forurenende virksomheder til at inddrage medarbejderne i miljøarbejdet. Samtidig bemyndiges ministeren til efter forhandling med de berørte parter at fastsætte de nærmere regler om, hvordan medarbejderne skal inddrages.

Baggrunden for forslaget er, at virksomhedernes inddragelse af medarbejdere i miljøarbejdet er en væsentlig betingelse for at gøre miljøindsatsen til en succes. Dels er medarbejderne en nødvendig kilde til information om virksomhedens miljøforhold. Dels skal medarbejderne i praksis gennemføre de ændringer i virksomheden, der kommer ud af miljøindsatsen.

9. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Gennemførelsen af lovforslaget må antages at medføre betydelige positive miljømæssige konsekvenser.

For det første må gennemførelsen af IPPC-direktivet i Danmark antages at give et betydeligt løft til godkendelsesarbejdet i Danmark og dermed medføre positive konsekvenser for miljøet. Det hænger dels sammen med, at tilsynsmyndighederne vil kunne drage nytte af de erfaringer, der kommer frem i de BAT-noter, der skal udarbejdes, dels at godkendelserne af IPPC-virksomheder løbende skal revurderes.

For det andet vil et større antal intensive husdyrbrug end hidtil skulle gennemgå en godkendelsesprocedure, hvilket vil sikre en højere grad af miljøbeskyttelse.

For det tredje må kravet om medarbejderinddragelse betragtes som en vigtig betingelse for et succesrigt miljøarbejde. Det vurderes derfor, at dette krav i sig selv vil medføre positive miljømæssige konsekvenser.

For det fjerde må forslaget om, at alle listevirksomheder på et hvilket som helst tidspunkt kan blive pålagt at indføre ny teknologi med de begrænsninger, der følger af proportionalitetsprincippet, antages at medføre en miljømæssig forbedring.

10. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Den gældende miljøbeskyttelseslov indeholder allerede et godkendelsessystem med krav om, at forurenende virksomheder skal anvende den bedste tilgængelige teknik. I en del europæiske lande skal det integrerede godkendelsessystem derimod bygges op fra grunden som følge af IPPC-direktivet.

Industrien vurderer selv, at IPPC-direktivet er et skridt i retning af en harmonisering af miljøbeskyttelsen i EU på et højt miljømæssigt niveau, og at det dermed vil forbedre konkurrenceevnen for danske virksomheder, fordi de danske miljøkrav i forvejen er høje.

Forbedringen af konkurrenceevnen forventes at udbalancere de udgifter til merinvesteringer, som de danske erhverv bliver pålagt som følge af BAT-krav. Det lægges til grund, at der for at leve op til BAT-kravene i Danmark vil være tale om et mindre investeringsomfang pr. virksomhed end i en række af de andre EU-lande, der må formodes at ligge længere fra de nye, harmoniserede standarder.

For så vidt angår de husdyrbrug, der nu skal godkendes, vurderes kravet om godkendelse - ud over pålæggelse af gebyr - ikke i sig selv at medføre udgifter. Der vil alene blive tale om mindre investeringer i BAT.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser af et krav om inddragelse af medarbejderne i virksomhedernes miljøarbejde kan ikke vurderes endnu, fordi konsekvenserne afhænger af, hvordan bemyndigelsen udmøntes. Erfaringerne fra de virksomheder, der allerede i dag systematisk arbejder med egne miljøforhold i form af miljøstyring og lignende, viser, at det er en væsentlig forudsætning for at realisere de fulde økonomiske fordele i form af optimal ressourceudnyttelse, mindre affaldsfrembringelse m.v., at medarbejderne motiveres og inddrages aktivt.

Overordnet set vurderes det, at eventuelle omkostninger ved at organisere miljøarbejdet, således at medarbejderne inddrages, vil blive opvejet af de besparelser på energi- og ressourceforbrug, som et succesrigt miljøarbejde må forventes at medføre.

Kravet om, at offentligheden skal inddrages, før godkendelsesmyndigheden træffer afgørelse, vil muligvis forlænge myndighedens sagsbehandlingstid og dermed virke forsinkende for virksomhederne. Til gengæld kan det ikke udelukkes, at inddragelsen af offentligheden vil medføre, at færre afgørelser bliver påklaget.

Med forslaget til § 33, stk. 3, bemyndiges ministeren til at fastsætte regler for bestemte listevirksomheder, der begrænser godkendelsesmyndighedens adgang til at meddele tilladelse til at påbegynde bygge- og anlægsarbejder i tilfælde, hvor risikoen for større uheld med farlige stoffer ændres. Denne bestemmelse, der vedrører de » tunge « risikovirksomheder, kan virke forsinkende for disse virksomheder.

11. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget er blevet vurderet for administrative konsekvenser for erhvervslivet af et Fokuspanel med 54 virksomheder fra de forskellige berørte brancher og af forskellig størrelse. 42,1 % af virksomhederne vurderer, at de ikke vil blive berørt administrativt af lovforslaget.

46,2 % af virksomhederne vil få administrative byrder på engangsbasis, og den gennemsnitlige engangsbyrde pr. berørt virksomhed er på ca. 6 timer. 1,9 % af virksomhederne vil få administrative lettelser på engangsbasis, men omfanget har ikke kunnet præciseres. 30,8 % af virksomhederne får brug for ekstern rådgivning på engangsbasis, og det gennemsnitlige behov for ekstern rådgivning pr. berørt virksomhed er godt 1 time.

38,5 % af virksomhederne vil få løbende administrative byrder, og den gennemsnitlige byrde pr. berørt virksomhed er på ca. 2,5 timer pr. måned. 1,9 % af virksomhederne vil få løbende administrative lettelser, men omfanget kan ikke præciseres. 21,2 % af virksomhederne får behov for løbende ekstern rådgivning, og det gennemsnitlige rådgivningsbehov pr. berørt virksomhed er 4,5 timer pr. måned.

De administrative byrder skyldes øgede krav om rapportering både internt i virksomheden og eksternt i forhold til godkendelsesmyndighederne. Medarbejderinddragelsen medfører også administrativt merarbejde i form af planlægning og udarbejdelse af løbende informationsmateriale. Endeligt vil revurderingen af miljøgodkendelsen hvert 8. år også kunne medføre noget administrativt merarbejde.

Samlet vurderes det administrative merarbejde for de berørte virksomheder at blive meget beskedent.

12. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De elementer i lovforslaget og i den kommende ændring af godkendelsesbekendtgørelsen, som kan have økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner er følgende:

kravet om at godkendelser skal revurderes med passende mellemrum,

kravet om at godkendelser herudover i visse særlige tilfælde skal revurderes, og

kravet om offentlighedens inddragelse i forbindelse med ansøgninger om godkendelse af nye anlæg og væsentlige ændringer af eksisterende anlæg.

Lovforslaget lægger op til, at disse krav kun skal gælde for IPPC-virksomheder samt de såkaldte shredderanlæg og andre større husdyrbrug end IPPC-direktivets svine- og fjerkræbrug, jf. afsnit 6 ovenfor.

Endvidere vil kravet om at godkendelser i visse særlige tilfælde skal revurderes kunne have økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner. Dette krav gælder for alle listevirksomheder.

Det er aftalt med de kommunale parter, at en eventuel økonomisk kompensation til parterne vil blive forhandlet i forbindelse med udmøntningen af lovforslaget efter de sædvanlige procedurer. I forbindelse med forhandlingen vil de tidligere ydede kompensationer på området blive inddraget.

Krav om revurdering med passende mellemrum

Lovforslaget lægger op til, at tilsynsmyndigheden skal revurdere IPPC-godkendelserne med passende mellemrum, dog første gang 8 år efter godkendelsens meddelelse.

En konsekvens af dette forslag er, at alle bestående IPPC-virksomheder, der er godkendt inden loven træder i kraft, vil blive revurderet inden for de første 8 år efter lovens ikrafttræden.

Det har siden den ændring af miljøbeskyttelsesloven, der trådte i kraft i 1986, været forudsat, at myndighederne tager meddelte miljøgodkendelser op til revurdering, når den 8-årige retsbeskyttelsesperiode udløber, jf. § 41, stk. 5, i den gældende lov. Der henvises til Betænkning af 16. maj 1986, Tillæg B, sp. 1784.

I betænkningen blev det således anført, at det ville blive en dagligdags foreteelse, at godkendelsesmyndigheden ajourfører vilkår i godkendelser, som i den forløbne periode er blevet utidssvarende, bl.a. som følge af den teknologiske udvikling. I bemærkningerne til loven er det samtidig anført, at denne bestemmelse også finder anvendelse på godkendelser meddelt før ændringen af loven trådte i kraft.

På tidspunktet for gennemførelsen af IPPC-direktivet i Danmark har stort set alle de ca. 7000 eksisterende listevirksomheder været igennem en første godkendelsesbehandling.

Godkendelsesmyndighedens opgaver består herefter i,

dels at revurdere godkendelser, når den 8-årige retsbeskyttelsesperiode udløber, og fastsætte nye tidssvarende vilkår, der kan sikre en løbende minimering af forureningen som følge af ændringer i gældende grænseværdier og/eller som følge af udviklingen i BAT indenfor området,

dels i at meddele godkendelser af nye virksomheder eller af ændringer eller udvidelser af eksisterende virksomheder.

Den revurdering af miljøgodkendelser, der skal finde sted for IPPC-virksomheder efter direktivets artikel 13, stk.1, er således allerede i dag en integreret del af godkendelsesmyndighedens aktuelle arbejdsområde og ligger inden for det tidsmæssige interval på 8 år, der i forvejen er gældende i det danske godkendelsessystem.

Bestående IPPC-virksomheder skal overholde direktivets krav, herunder princippet om BAT, senest den 30. oktober 2007. Alle disse virksomheder vil på dette tidspunkt være miljøgodkendt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og retsbeskyttelsesperioden vil for langt den overvejende del af virksomhederne være udløbet, når direktivet gennemføres i Danmark.

Det forhold, at IPPC-direktivet indfører en bestemmelse om løbende revurdering, må antages primært at betyde, at der sættes større fokus på revurdering af godkendelser af de mest miljøbetydende virksomheder, samt at dette, uden miljømæssigt negative konsekvenser for gruppen af ikke-IPPC-virksomheder, kan rummes inden for rammerne af den prioritering af indsatsen, som godkendelsesmyndigheden skal foretage, og de ressourcer der allerede er afsat til formålet.

Hertil kommer, at grundlaget for godkendelsesmyndighedens revurdering af allerede godkendte IPPC-virksomheder frem til år 2007 vil være væsentligt forbedret i forhold til den nuværende situation, idet der for alle brancheområder vil foreligge BAT-noter udsendt af Kommissionen. Disse BAT-noter vil blive omsat til vejledninger fra Miljøstyrelsen til godkendelsesmyndigheden på lige fod med Miljøstyrelsens øvrige vejledninger. Da BAT-noterne vil være brancheorienterede - i modsætning til de fleste af de eksisterende vejledninger - vil det generelle grundlag for meddelelse af nye, og revurdering af eksisterende, miljøgodkendelser blive væsentligt forbedret, og dermed vil arbejdet for godkendelsesmyndigheden blive lettet.

Sammenfattende skønnes det, at IPPC-direktivets krav om løbende revurdering af miljøgodkendelser ikke vil medføre nogen samlet forøgelse af ressourceforbruget hos godkendelsesmyndigheden.

Krav om revurdering i særlige tilfælde

Lovforslaget lægger op til, at den bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven, der begrænser adgangen til at foretage indgreb inden for retsbeskyttelsesperioden, ophæves og erstattes med IPPC-direktivets krav om tvungen revurdering i visse nærmere bestemte tilfælde.

Ændringen betyder bl.a., at alle listevirksomheder på et hvilket som helst tidspunkt kan blive pålagt at indføre ny teknologi med de begrænsninger, der følger af proportionalitetsprincippet.

Den nuværende mulighed for revurdering har kun være benyttet i meget få tilfælde. Selv om den nye bestemmelse om tvungen revurdering kommer til at gælde alle listevirksomheder, vurderes det, at den kun vil få begrænset anvendelse, bl.a. fordi krav om revurdering begrundet i fremkomst af ny, bedre teknologi er betinget af, at teknologien kan indføres uden væsentlige, økonomiske konsekvenser for virksomheden. Endvidere vil en sådan revurdering formentlig kun omfatte en del af en miljøgodkendelse. Samlet skønnes det, at kravet ikke vil give anledning til omkostninger.

Krav om forudgående offentlighed

Efter IPPC-direktivet skal offentligheden have adgang til ansøgninger om godkendelse af nye virksomheder og væsentlige ændringer eller udvidelser af eksisterende virksomheder og have mulighed for at kommentere disse, inden godkendelsesmyndigheden træffer afgørelse. Der skal ikke ske forhåndsorientering af offentligheden i forbindelse med revurdering af bestående virksomheder.

Direktivet stiller desuden krav om, at afgørelser og indberettede måleresultater stilles til rådighed for offentligheden.

Kravet om forudgående offentlighed i forbindelse med ansøgninger findes ikke i den gældende miljøbeskyttelseslov, men en lignende procedure kendes i forbindelse med sager, der skal behandles efter VVM-proceduren.

Der er ikke specifikke krav i direktivet til, hvordan myndighederne skal forholde sig til bemærkninger fra offentligheden, men proceduren kan indebære, dels at tilsynsmyndigheden skal håndtere en offentlig debat om ansøgninger om etablering eller udvidelser af virksomheder, dels at sagsbehandlingstiden i nogle tilfælde kan forlænges med denne høringsfase.

Lovforslaget lægger op til, at kravet om offentlighedens inddragelse forud for en godkendelsesbehandling kun skal gælde for IPPC-virksomheder, shredderanlæg og andre større husdyrbrug end IPPC-direktivets svine- og fjerkræbrug, jf. afsnit 6 ovenfor.

Såvel antallet af nyetablerede IPPC-virksomheder som antallet af eksisterende IPPC-virksomheder, der foretager væsentlige ændringer og/eller udvidelser, må forventes at være begrænset.

Hertil kommer, at der er et vist sammenfald mellem kravet om offentlighedens inddragelse i medfør af IPPC-direktivet og allerede gældende regler for offentlighed i forbindelse med VVM-proceduren.

Kravet om offentliggørelse af afgørelser om godkendelse er allerede en del af miljøbeskyttelsesloven, hvorefter alle afgørelser om godkendelse, dels skal meddeles skriftligt til parterne, dels skal annonceres offentligt med henblik på udnyttelse af klagemuligheden.

For så vidt angår kravet om offentlighed vedrørende måleresultater og ajourføring af godkendelser lægger lovforslaget op til, at IPPC-direktivets krav indtil videre opfyldes ved, at tilsynsmyndigheden i forbindelse med den obligatoriske annoncering af godkendelsen orienterer borgerne om, at resultaterne af fremtidige indberettede egenkontrolmålinger samt af ajourføringer af godkendelser kan rekvireres hos tilsynsmyndigheden. Dette skønnes ikke at ville give anledning til ekstra ressourceforbrug hos tilsynsmyndighederne.

Det skønnes således, at eventuelle merudgifter for godkendelsesmyndigheden som følge af offentlighedskravet vil være mindre end 1 mio. kr. pr. år.

Sammenfattende og ud fra et meget foreløbigt skøn vurderes den samlede udmøntning i bekendtgørelse af IPPC-direktivet ikke at ville medføre udgifter, der overstiger 1 mio. kr.

Større husdyrbrug

Udmøntningen af forslaget om at udvide IPPC-direktivets regler til også at omfatte andre større husdyrbrug på over 250 DE end IPPC-direktivets svine- og fjerkræbrug vil, da disse virksomheder ikke tidligere har været godkendelsespligtige, skønsmæssigt medføre en yderligere årlig indsats for amter/kommuner på ca. 2 årsværk, svarende til 1,2 mio. kr.

Seveso2-direktivet

De dele af lovforslaget, der vedrører Seveso2-direktivet, indebærer hverken administrative eller økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Den bekendtgørelse, der vil blive udarbejdet til gennemførelse af direktivet, indebærer derimod en ikke ubetydelig merforpligtigelse for de berørte myndigheder. Det bemærkes, at regelsættet til gennemførelse af Seveso2-direktivet forudsættes at ske med lovmæssig hjemmel i både miljøbeskyttelsesloven, arbejdsmiljøloven og beredskabsloven.

Administrationen af regelsættet forudsættes på lokalt niveau at skulle ske i et samarbejde mellem amterne, arbejdstilsynskredsene, den lokale brandmyndighed og politiet, og det må forventes, at der bliver tale om merudgifter for alle de nævnte myndigheder.

Følgende bemærkninger vedrører alene de udgifter, der pålægges miljømyndighederne, dvs. Miljøstyrelsen og amtskommunerne. Alle de omfattede virksomheder forudsættes at skulle godkendes med amterne som godkendelses- og tilsynsmyndighed.

For amtskommunerne indebærer gennemførelsen af reglerne i Seveso2-direktivet, at amterne skal gennemgå anmeldelser fra de 30 » tunge « risikovirksomheder og de 500 andre risikovirksomheder, der bliver omfattet af direktivet, samt fra eventuelle nye risikovirksomheder.

For så vidt angår de 30 » tunge « risikovirksomheder skal amterne desuden gennemgå og træffe afgørelse vedrørende de dele af sikkerhedsrapporter og sikkerhedsredegørelser, der kan have indflydelse på det eksterne miljø i forbindelse med et større uheld.

Det vurderes, at gennemførelsen af Seveso2-direktivet i bekendtgørelsesform ud fra et foreløbigt, groft skøn vil påføre amtskommunerne en samlet engangsudgift på omkring 5-10 mio. kr.

Hertil kommer udgifter til løbende revision af materialet samt tilsyn. Dette anslås at medføre, at amtskommunerne skal yde en årlig ekstra indsats på omkring 0,5 årsværk.

Den konkrete kompensation til amter og kommuner i forbindelse med udmøntningen af lovforslaget skal efter de sædvanlige procedurer forhandles med de kommunale organisationer under inddragelse af de tidligere ydede kompensationer på området.

Den endelige ansvarsfordeling mellem de centrale statslige myndigheder, dvs. Arbejdstilsynet, Beredskabsstyrelsen, Justitsministeriet og Miljøstyrelsen, er endnu ikke fastlagt. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at anslå Miljøstyrelsens tidsmæssige merforbrug.

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Lovforslaget er udgiftsneutralt. Den eventuelle kompensation til amter og kommuner i forbindelse med udmøntningen af lovforslaget skal efter de sædvanlige procedurer forhandles med de kommunale organisationer under inddragelse af de tidligere ydede kompensationer på området.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Lovforslaget har ikke i sig selv administrative konsekvenser. Konsekvenserne vil afhænge af udmøntningen af lovforslaget.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Lovforslaget forbedrer konkurrenceevnen for IPPC-virksomhederne. Medarbejderinddragelse forventes at give besparelser, som følge af et succesrigt miljøarbejde. Lovforslaget må antages at medføre udgifter til merinvesteringer som følge af BAT-krav. Det vil muligvis medføre omkostninger at organisere miljøarbejdet, således at medarbejderne inddrages. Kravet om forudgående offentlighed samt begrænsningen af adgangen til at meddele tilladelse til at påbegynde bygge- og anlægsarbejder i visse tilfælde vil muligvis virke forsinkende for virksomhederne.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Meget beskedne.

Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget må generelt antages at medføre betydelige positive miljømæssige konsekvenser, fordi der vil kunne ske en hurtigere indførelse af ny teknik, som vil kunne medføre lavere emissioner og mindre ressourceforbrug. Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, EFT nr. L 257 af 10.10.1996, s. 26. Loven indeholder endvidere bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/82/EØF om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, EFT nr. L 10 af 14.1.1997, s. 13.

Til nr. 1.

Med forslaget til ændring af § 3, stk. 1, erstattes begrebet » mindst forurenende teknologi « med IPPC-direktivets begreb » bedste tilgængelige teknik « .

Begrebet » bedste tilgængelige teknik « (BAT) dækker over den mest avancerede teknologi for en bestemt sektor, herunder den måde, hvorpå anlægget konstrueres, bygges, vedligeholdes, drives og lukkes ned. Teknologien skal være teknisk og økonomisk gennemførlig for den relevante sektor og skal sikre et så højt beskyttelsesniveau som muligt.

Miljøbeskyttelseslovens strategi bygger på forureningsbegrænsningsprincippet, der er beskrevet i den gældende § 3. Lovens strategi prioriterer forebyggelse højest. Forurening skal først og fremmest forebygges ved anvendelse af renere teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg. Den forurening, der ikke kan forebygges, skal begrænses mest muligt ved anvendelse af den bedst mulige renseteknologi.

Miljøbeskyttelsesloven bygger således på nøjagtig samme tankegang som IPPC-direktivet og direktivets begreb » bedste tilgængelige teknik « er således synonymt med lovens begreb » mindst forurenende teknologi « .

Den foreslåede ændring af § 3, stk. 1, medfører derfor ingen realitetsændring. Ændringen tager alene sigte på en harmonisering af terminologien.

Til nr. 2.

Forslaget til § 6 a fastslår, at forurenende virksomheder har pligt til at inddrage medarbejderne i miljøarbejdet. Endvidere bemyndiger forslaget ministeren til at fastsætte de nærmere regler om, hvordan medarbejderne skal inddrages. Forslaget berører alle virksomheder, der er omfattet af lovens kapitel 5.

Baggrunden for forslaget er, at virksomhedernes inddragelse af medarbejdere i miljøarbejdet er en væsentlig betingelse for at gøre miljøindsatsen til en succes. Dels er medarbejderne en nødvendig kilde til information (kortlægning, udredning og registrering) om virksomhedens miljøforhold. Dels skal medarbejderne i praksis gennemføre de ændringer i virksomheden, der kommer ud af miljøindsatsen.

Sigtet med forslaget er, at medarbejderinddragelsen skal række videre end til blot at informere medarbejderne om virksomhedens miljøforhold. Det er således tanken at forpligte virksomhederne til at inddrage medarbejderne i beslutningsprocessen vedrørende projekter, der har væsentlig miljømæssig indvirken.

Bestemmelsen forudsætter, at ministeren optager forhandling med de berørte parter, herunder navnlig Dansk Industri og Landsorganisationen i Danmark, med henblik på at vurdere den nærmere udformning af reglerne om medarbejderinddragelse. Miljø- og Energiministeriet vil tage initiativ til disse drøftelser.

Til nr. 3.

Med forslaget til ændring af § 33, stk. 2, 1. pkt., udgår ordet » godkendt « fra bestemmelsen, idet lokalplaner ikke skal godkendes. Lokalplaner skal for at være gyldige vedtages endeligt og derefter bekendtgøres offentligt, jf. planlovens § 18.

Til nr. 4.

Med forslaget til affattelse af § 33, stk. 3, foretages to ændringer.

For det første foreslås den gældende bestemmelse i § 33, stk. 3, ophævet. Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 484 af 24. juni 1992 og etablerede hjemmel til at fravige miljøgodkendelsesordningen ved en forsøgsordning med særlige erhvervszoner, jf. bekendtgørelse nr. 93 af 8. februar 1994 om miljøregulering i erhvervszoner og cirkulære nr. 30 af 8. februar 1994 om erhvervszoner, som ændret ved cirkulære nr. 86 af 17. maj 1994. Der henvises til Folketingstidende 1991-92, Tillæg A, sp. 6873-6876.

Da forsøgsordningen ikke har været benyttet, og fristen for tilslutning er udløbet, foreslås bestemmelsen ophævet.

For det andet foreslås der indsat en ny bestemmelse i § 33, stk. 3, der bemyndiger ministeren til for bestemte listevirksomheder at fastsætte regler, der begrænser godkendelsesmyndighedens adgang til at meddele tilladelse til at påbegynde bygge- og anlægsarbejder, inden der meddeles miljøgodkendelse i tilfælde, hvor risikoen for større uheld med farlige stoffer ændres.

Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 3, relaterer sig til tunge risikovirksomheder, dvs. virksomheder, hvor et eller flere farlige stoffer kan forekomme i mængder, der er større end eller lig med de mængder, der er angivet i Seveso2-direktivets bilag 1, del 1 og 2, kolonne 3. Disse virksomheder skal udarbejde en sikkerhedsrapport og revidere denne, når det er nødvendigt, f.eks. på grund af ændringer af virksomheden.

Forslaget er affødt af artikel 9, stk. 4, i Seveso2-direktivet, som kræver, at myndighedernes afgørelse om virksomhedens sikkerhedsrapport skal foreligge, inden etablering og drift påbegyndes. Denne afgørelse vil i Danmark indgå i miljøgodkendelsen, og normalt vil der således ikke kunne meddeles tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, før miljøgodkendelsen foreligger.

Bemyndigelsen vil blive udmøntet i den nye risikobekendtgørelse, som skal gennemføre Seveso2-direktivet. Udmøntningen vil blive forhandlet med de berørte parter. I den forbindelse vil det blive afgrænset, hvilke tilfælde der må anses at forøge risikoen for større uheld med farlige stoffer eller ændre dens art på en sådan måde, at det er nødvendigt at afvente miljøgodkendelsen, før bygge- og anlægsarbejder påbegyndes.

Til nr. 5.

Med forslaget til § 36 ændres bestemmelsen, således at det præciseres, under hvilke betingelser en godkendelse kan omfatte fremtidige ændringer eller udvidelser. Samtidig afskaffes begrebet » rammegodkendelse « og dermed den særlige type godkendelse, der har knyttet sig til dette begreb.

Det følger allerede modsætningsvist af § 33, stk. 1, at en listevirksomhed kan foretage ændringer, som ikke medfører forøget forurening i forhold til den, som er godkendt, uden at der søges om ny godkendelse. Eksempelvis kan nævnes ændringer, som alene omfatter indførelse af renere teknologi, og ændringer hvor et stof erstattes af et andet stof med samme eller mindre farlige egenskaber. Hvis ændringen derimod medfører, at én form for forurening reduceres, f.eks. luftforureningen, mens en anden form for forurening opstår eller forøges, f.eks. affald, skal ændringen godkendes.

Med forslaget fastslås, at det er muligt at tage højde for forudseelige produktionsændringer i en godkendelse efter den gældende § 33, stk. 1, hvis ændringerne påtænkes gennemført inden for en kortere tidshorisont, og der i ansøgningsmaterialet foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at godkendelsesmyndigheden kan vurdere forureningsforholdene og fastsætte de nødvendige vilkår for de planlagte ændringer i godkendelsen.

Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor en virksomhed opføres eller udvides i flere faser. Bestemmelsen tager endvidere sigte på den situation, hvor der søges tilladelse til 100 procents udnyttelse af anlæggets kapacitet, men hvor udnyttelsen i første omgang vil være mindre. I givet fald kan virksomheden forøge produktionen, når dette bliver aktuelt.

Ud fra en samlet vurdering af på den ene side virksomhedens behov for en rimelig planlægningshorisont og på den anden side myndighedernes behov for at sikre sig, at en produktion altid er baseret på den bedste tilgængelige teknik, bør der som udgangspunkt ikke meddeles tilladelse til ændringer eller udvidelser, som påtænkes gennemført senere end 2-5 år efter godkendelsens meddelelse.

Den historiske baggrund for forslaget er, at det siden lovens ikrafttræden i 1974 har været muligt at meddele miljøgodkendelser, som forudså fremtidige produktionsændringer. Denne mulighed blev imidlertid ikke udnyttet i særlig grad, idet miljøgodkendelser ofte blev udformet så specifikt, at selv mindre ændringer ikke kunne gennemføres uden en ny godkendelse. Da loven desuden blev praktiseret forskelligt af virksomheder og godkendelsesmyndigheder, var retstilstanden på området uklar. På denne baggrund indførte man ved lovrevisionen i 1991 en ny bestemmelse i § 36 om » rammegodkendelser « med det formål at få afskaffet den eksisterende uklarhed på området og gøre opmærksom på den mulighed, der er for at udforme godkendelser på en måde, som muliggør fremtidige udvidelser og ændringer, uden at der skal udarbejdes nye godkendelser. Der henvises til Folketingstidende 1990-91, Tillæg A, sp. 1553.

Praksis har imidlertid vist, at indførelsen af » rammegodkendelserne « og den dertil knyttede anmeldepligt ikke har skabt den ønskede fleksibilitet i godkendelserne. Tværtimod er der eksempler på, at der til nogle » rammegodkendelser « er knyttet mere restriktive vilkår, end der er til en » normal « godkendelse, mens der til andre er knyttet mere lempelige vilkår. Dette har aldrig været hensigten. Den gældende bestemmelse har dermed skabt tvivl om udformningen af vilkår i almindelighed, samt om hvornår en ændring eller udvidelse udløser godkendelsespligt. Erfaringen har desuden vist, at rammegodkendelser kun er blevet meddelt i begrænset omfang.

Det vurderes derfor, at den gældende bestemmelse i § 36 ikke har været hensigtsmæssig.

Af hensyn til myndighedernes muligheder for at føre et effektivt tilsyn med virksomhederne, vil der med hjemmel i lovens § 35, stk. 2, blive fastsat nærmere regler om, at virksomheder skal foretage anmeldelse over for tilsynsmyndigheden, før de foretager ændringer, som er omfattet af en godkendelse.

Den omstændighed, at man ophæver begrebet » rammegodkendelse « får ingen betydning for de rammegodkendelser, der er meddelt, før denne lov træder i kraft, idet disse er meddelt med hjemmel i § 33, stk.1. Disse godkendelser kan derfor opretholdes efter lovens ikrafttræden. Ydermere er eksisterende rammegodkendelser som alle andre godkendelser omfattet af retsbeskyttelsen i forslaget til § 41 a. De rammegodkendelser, der allerede er meddelt, vil blive omfattet af de generelle regler om anmeldelse, der vil blive fastsat med hjemmel i lovens § 35, stk.2.

Til nr. 6.

Forslaget til bestemmelsen i § 39, stk. 4, bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om godkendelse af virksomheder, der optages på den i § 35 nævnte liste, herunder om indsendelse af ansøgning og behandling heraf. Forslaget præciserer i forlængelse af den eksisterende § 39, at der er hjemmel til at fastsætte regler for virksomheder, der som følge af udvidelser af listen bliver godkendelsespligtige. Dette vil blandt andet være aktuelt for den udvidelse af listen, der skal ske i forbindelse med gennemførelsen af IPPC-direktivet og Seveso2-direktivet. Ved udmøntningen af bemyndigelsen skal der tages hensyn til, at alle IPPC-virksomheder skal være godkendt i overensstemmelse med direktivet senest den 30. oktober 2007. For så vidt angår Seveso-virksomhederne henvises til afsnit 5 ovenfor under de generelle bemærkninger.

Ved fastsættelse af tidsfristen for indsendelse af godkendelsesansøgning for større husdyrbrug, der optages på listen over godkendelsespligtige virksomheder, vil der blive taget hensyn til muligheden for at indrette sig på de krav, som godkendelsen kan forventes at medføre.

På baggrund af en gennemgang af virksomhedens forhold vurderer den godkendende myndighed, om der bør meddeles godkendelse, og i givet fald på hvilke vilkår. I ekstreme tilfælde kan der nedlægges forbud mod den videre drift af hele virksomheden eller dele af virksomheden, hvis det skønnes, at det ikke vil være muligt at nedbringe forureningen fra virksomheden til et acceptabelt niveau.

Til nr. 7.

Forslaget til ændring af § 40 a er en konsekvens af ændringen i nr. 8.

Til nr. 8.

Med forslaget opretholdes de gældende bestemmelser i § 41 og § 41 a

om betingelserne for at meddele påbud eller forbud,

om retsbeskyttelsesperioden og mulighederne for indgreb heri,

om mulighederne for at ændre vilkårene i en godkendelse efter retsbeskyttelsesperiodens udløb,

om ministerens bemyndigelse til at nedsætte retsbeskyttelsesperioden for bestemte brancher, samt

om muligheden for at tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår.

Som noget nyt foreslås det, at myndighedernes generelle adgang til at ændre en miljøgodkendelse i retsbeskyttelsesperioden udvides. Endvidere foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om periodisk revurdering. Endelig foreslås det, at det præciseres, at myndighederne kan påbyde virksomhederne at gennemføre bestemte foranstaltninger.

For at opnå større overskuelighed foreslås det, at den gældende bestemmelse i § 41 opdeles i fire selvstændige bestemmelser, og samtidig foreslås en sproglig modernisering af bestemmelserne.

Med forslaget til § 41 videreføres bestemmelsen i den gældende § 41, stk. 1 og 2, om at tilsynsmyndigheden har mulighed for at meddele påbud eller forbud over for lovligt bestående listevirksomheder.

Med den foreslåede ændring ophæves dog § 41, stk. 1, 2. pkt.: » Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning « . Der henvises til Folketingstidende, 1990-91, Tillæg A, sp. 1555.

Denne sætning er overflødig, idet begrebet » væsentlig forurening « som hidtil er knyttet til lovens forureningsbegrænsningsprincip, jf. § 3. I begrebet » væsentlig forurening « ligger således, at det miljømæssigt acceptable niveau for forurening ændrer sig i lyset af udviklingen af renere teknologi eller forbedrede rensningsmetoder.

Det udvidede væsentlighedskriterium, der blev indføjet ved 1991-loven i den gældende § 41, stk. 1, 2. pkt., har i praksis snarere bragt tvivl om fortolkningen af bestemmelsen end klarhed.

Det er endvidere overflødigt at fremhæve indgrebsmulighederne overfor uacceptabel affaldsfrembringelse, idet det allerede fremgår af lovens formålsbestemmelser, at affaldsfrembringelse er et forureningsparameter. Det understreges, at forslaget ikke tilsigter at svække indsatsen overfor affaldsfrembringelse.

Herudover er det præciseret i forslaget, at et påbud kan være formuleret som et krav om, at virksomheden skal gennemføre nærmere bestemte foranstaltninger. Ændringen er en modifikation i forhold til bemærkningerne til 1991-loven, hvor det blev tilkendegivet, at der aldrig bør stilles krav om anvendelse af en nærmere bestemt teknologi. Der henvises til Folketingstidende 1990-91, Tillæg A, sp. 1557.

Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel for den gældende administrative praksis, hvorefter kravene til en virksomhed typisk består af krav om overholdelse af emissionsgrænseværdier kombineret med specifikke krav til indretning, procesforhold og drift m.v.

Herudover åbnes der mulighed for, at de erfaringer om teknologimuligheder, som indhøstes på baggrund af det igangværende BAT-arbejde, kan indarbejdes som krav til virksomhederne. Det skal dog i den forbindelse understreges, at kravene ikke må gå videre end højst nødvendigt.

Bestemmelsen må antages fremover at få størst betydning i forbindelse med revurdering af godkendte virksomheder, men vil fortsat også have betydning over for de listevirksomheder, der endnu ikke er godkendt.

Forslaget til § 41 a viderefører begrænsningen i adgangen til at meddele påbud eller forbud over for godkendte listevirksomheder i 8 år - det såkaldte retsbeskyttelsesprincip - og svarer i princippet til den gældende § 41, stk. 4. IPPC-direktivets krav om, at godkendelser i visse særlige tilfælde skal revurderes og om nødvendigt ajourføres, gør det imidlertid nødvendigt at indskrænke den gældende retsbeskyttelse mod påbud og forbud yderligere.

IPPC-direktivet kræver for det første, at der skal foretages revurdering, hvis den forurening, som anlægget forårsager, er så omfattende, at det er nødvendigt at skærpe godkendelsens vilkår eller indføje nye. Denne situation anses for omfattet af forslaget til affattelse af § 41 a, stk. 2, nr. 1-3, som svarer nøjagtig til den gældende lovs § 41, stk. 4, nr. 1-3.

IPPC-direktivet fastslår for det andet, at der skal foretages revurdering, hvis væsentlige ændringer i den bedste tilgængelige teknik skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger. Dette kriterium er nyt i forhold til den gældende lov og foreslås derfor tilføjet i bestemmelsens stk. 2, nr. 4.

IPPC-direktivet fastslår for det tredje, at der skal foretages revurdering, hvis det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker. Dette kriterium er ligeledes nyt og foreslås derfor tilføjet i bestemmelsens stk. 2, nr. 5.

Det foreslås, at tilføjelserne i stk. 2, nr. 4 og 5, skal have virkning for alle listevirksomheder.

De nye indgrebsmuligheder i stk. 2, nr. 4 og 5, finder dog først anvendelse i forhold til godkendelser, der er meddelt før lovens ikrafttræden, når retsbeskyttelsen er udløbet. Der henvises til overgangsreglen herom i § 2, stk. 2, i lovforslaget.

Til den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 6, bemærkes, at denne er en konsekvens af kravet i artikel 5 i Seveso2-direktivet om, at virksomheden til enhver tid skal kunne godtgøre, at alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger er truffet. Dette indebærer, at vilkår om sikkerhedsmæssige forhold skal kunne ændres uanset den generelle retsbeskyttelse i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden konstaterer, at virksomhedens sikkerhedsforanstaltninger har været mangelfulde, hvilket i overensstemmelse med administrativ praksis foreslås præciseret.

Det foreslås, at denne bestemmelse også finder anvendelse for godkendelser, der er meddelt før lovens ikrafttræden, selvom retsbeskyttelsesperioden ikke er udløbet, idet der er tale om en præcisering, og idet pligten i artikel 5 i Seveso2-direktivet finder anvendelse uden overgangsregler for alle virksomheder omfattet af direktivet.

Med den foreslåede affattelse af § 41 b, stk. 1 suppleres tilsynsmyndighedens adgang til at ændre vilkår, når den 8-årige retsbeskyttelse er udløbet, med en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om, at tilsynsmyndigheden regelmæssigt skal revurdere godkendelser. Herudover præciseres det i stk. 2, at tilsynsmyndighedens forpligtelse til at meddele påbud eller forbud i de særlige tilfælde, der er nævnt i § 41 a, stk. 2, også gælder, når den 8-årige retsbeskyttelse er udløbet.

Med forslaget indarbejdes IPPC-direktivets artikel 13 om revurdering i de eksisterende regler om regulering af godkendte listevirksomheder, idet den gældende lov ikke forpligter myndighederne til at revurdere godkendelser, men kun giver mulighed herfor.

Ministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om regelmæssig revurdering tænkes anvendt på IPPC-virksomheder samt shredderanlæg og alle større husdyrbrug.

For så vidt angår intervallerne mellem hver revurdering hedder det i en Rådserklæring til IPPC-direktivet fra Rådet og Kommissionen, at » tidsfristen for den regelmæssige revision af godkendelsesbetingelserne ikke må overstige ca. 10 år « . Det er ikke tanken at udmønte regler om revurdering i krav om revurdering med faste intervaller. Det foreslås i stedet, at det overlades til tilsynsmyndighederne at fastsætte intervallerne ud fra en konkret vurdering af hver enkelt virksomhed, idet det dog forudsættes, at intervallerne ikke må overstige 10 år.

Ministerens bemyndigelse tænkes endvidere udmøntet i regler om, at en revurdering altid skal munde ud i en afgørelse, der kan påklages.

Endelig tænkes ministerens bemyndigelse udmøntet, således at kravet om regelmæssig revurdering træder i kraft, samtidig med at denne lov træder i kraft, og således at godkendelser, der er meddelt før lovens ikrafttræden, skal revurderes første gang, efter at den 8-årige retsbeskyttelse er udløbet, men inden den 30. oktober 2007. Kombineret med indkaldelsen af de eksisterende ikke-godkendte virksomheder til godkendelsesbehandling sikrer dette, at direktivets overgangsregel for bestående anlæg overholdes. I praksis betyder det, at de første revurderinger skal gennemføres allerede kort tid efter lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 41, stk. 3. Med placeringen som selvstændig paragraf er det tydeliggjort, at retsbeskyttelsen ikke begrænser adgangen til umiddelbart at nedlægge forbud, når forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 41 a.

Til nr. 9.

Forslaget til ændring af § 42, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til forslaget til ændring af § 41, stk. 1, jf. bemærkningerne til nr. 8 om § 41. Samtidig er der foretaget en sproglig ændring.

Til nr. 10.

Forslaget til ophævelse af § 42, stk. 2, 1. pkt., svarer indholdsmæssigt til forslaget til ændring af § 41, stk. 1, jf. bemærkningerne til nr. 8 om § 41.

Til nr. 11.

Forslaget til ændring af § 74, stk. 2, bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om annonceringen af afgørelser om godkendelse efter kapitel 5. Bemyndigelsen tænkes udmøntet i regler om, at offentligheden ved annonceringen skal have oplysning om, at der til enhver tid er adgang til aktindsigt i de resultater af virksomhedens egenkontrol, som tilsynsmyndigheden er i besiddelse af, samt i virksomhedens øvrige godkendelser og senere ajourføringer heraf. Bestemmelsen giver samtidig hjemmel til at gennemføre artikel 15, stk. 1, 2. afsnit, og stk. 2, i IPPC-direktivet.

Til nr. 12.

Efter den gældende bestemmelse i § 79 er ministeren bemyndiget til at fastsætte regler om offentlig høring, før der meddeles godkendelse efter lovens kapitel 5, hvis virksomheden er anmeldelsespligtig efter reglerne om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, og hvis projektet har væsentlig indflydelse på virksomhedens sikkerhedsforhold. Denne bemyndigelse er ikke udnyttet.

Med forslaget udvides ministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om, at offentligheden skal inddrages, før godkendelsesmyndigheden træffer afgørelse, til at omfatte alle afgørelser efter § 33, stk. 1. Udvidelsen vil give ministeren hjemmel til at gennemføre artikel 15, stk. 1, i IPPC-direktivet.

IPPC-direktivet kræver, at offentligheden i et passende tidsrum skal have mulighed for at gøre sig bekendt med ansøgninger om godkendelse af nye IPPC-virksomheder og af væsentlige ændringer af eksisterende IPPC-virksomheder, således at offentligheden får lejlighed til at udtale sig herom, inden godkendelsesmyndigheden træffer afgørelse.

IPPC-direktivet definerer væsentlige ændringer som driftsændringer, der efter godkendelsesmyndighedens opfattelse kan have negativ og betydelig indflydelse på mennesker eller miljø. Vurderingen af, om en ændring af et eksisterende anlæg har et sådant omfang, at den er væsentlig i direktivets forstand, vil således blive overladt til godkendelsesmyndighedens skøn.

Der gøres opmærksom på, at IPPC-direktivets krav om offentlighed kun finder anvendelse med de begrænsninger, der er fastsat i artikel 3, stk. 2 og 3, om beskyttelse af bl.a. forretningshemmeligheder i direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger, EFT nr. L 158 af 23.6.1990, s. 56. Dette direktiv er gennemført, dels ved lov nr. 292 af 27. april 1994 om aktindsigt i miljøoplysninger (Folketingstidende 1993-94: 5242, 5776, 8953, 9424; Tillæg A 6121; Tillæg B 833), dels ved lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven.

Formålet med IPPC-direktivets krav om, at offentligheden skal inddrages forud for afgørelser om godkendelse, er at opnå åbenhed i godkendelsesproceduren. Dermed får befolkningen mulighed for at påvirke beslutningsprocessen i forbindelse med godkendelser.

Bemyndigelsen tænkes anvendt på de virksomheder, som er omfattet af IPPC-direktivet. Det er herudover tanken at anvende reglerne på shredderanlæg og på alle større husdyrbrug.

Der vil i godkendelsesbekendtgørelsen blive fastsat nærmere regler om, hvordan inddragelsen af offentligheden skal foregå. I den forbindelse vil det blive sikret, at offentlighedsproceduren for miljøgodkendelsen i givet fald kan foregå sideløbende med en eventuel VVM-procedure.

Til nr. 13.

Efter den gældende lovs § 40, stk. 1, er hovedreglen, at afgørelse om godkendelse efter kapitel 5 træffes enten af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Hovedreglen er altså, at der kun er én godkendelsesmyndighed.

En godkendelse efter kapitel 5 forudsætter normalt, at der træffes afgørelse efter andre bestemmelser i loven eller efter regler udstedt i medfør af loven. Som eksempler herpå kan nævnes afgørelser om affaldsbortskaffelse, om tilslutning af spildevand til offentligt spildevandsanlæg og om tilladelser efter § 19 i loven.

I visse af disse tilfælde vil både kommunalbestyrelsen og amtsrådet skulle træffe afgørelser, der vedrører samme virksomhed.

Med forslaget til § 84 b præciseres det, at disse myndigheder skal koordinere deres afgørelser i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at alle virksomhedens emissioner, jf. lovens § 2, og valget af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse heraf vurderes i et helhedsperspektiv. Bestemmelsen gennemfører samtidig artikel 7 i IPPC-direktivet.

Til nr. 14.

Med forslaget til ændring af § 110, stk. 1, nr. 5, fjernes den del af bestemmelsen, som hjemler straf for tilsidesættelse af anmeldelsespligten efter den gældende § 36. Forslaget er en konsekvens af forslaget til ændring af bestemmelsen i § 36, jf. § 1, nr. 5, i lovforslaget.

Det er hensigten at fastsætte regler i godkendelsesbekendtgørelsen om pligt til at foretage anmeldelse. Disse regler vil blive fastsat med hjemmel i lovens § 35, stk. 2. Det er endvidere hensigten at fastsætte straffebestemmelser i godkendelsesbekendtgørelsen, der svarer til den straffebestemmelse, som foreslås fjernet fra loven. Denne straffebestemmelse vil blive fastsat med hjemmel i lovens § 110, stk. 3.

Til nr. 15.

Med forslaget til ændring af § 110, stk. 3, indføres hjemmel til at fastsætte straffebestemmelser i regler og forskrifter, der udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 39, stk. 4, vedrørende indkaldelse af godkendelsesansøgning fra virksomheder, der som følge af udvidelse af den i § 35 nævnte liste bliver godkendelsespligtige. Forslaget svarer hermed til den gældende bestemmelse i § 110, stk. 1, nr. 7, hvorefter den, der undlader at indgive ansøgning efter § 39, kan straffes.

Lovens ikrafttræden foreslås fastsat til den 30. oktober 1999, der er den sidste frist for at gennemføre IPPC-direktivet i Danmark. De bekendtgørelsesændringer, der er nødvendige for at gennemføre IPPC-direktivet og Seveso2-direktivet, vil blive gennemført, således at de træder i kraft samtidig med denne lov.

IPPC-direktivet tvinger ikke medlemslandene til at gennemføre revurderingsbestemmelserne for eksisterende IPPC-virksomheder førend udløbet af den 8-årige overgangsperiode. Der er i lovforslagets § 2, stk. 2, indsat en overgangsbestemmelse, der sikrer, at § 41 a, stk. 2, nr. 4 og 5, først finder anvendelse for godkendelser, der er meddelt før lovens ikrafttræden, når retsbeskyttelsen er udløbet.

Stk. 3 i den foreslåede bestemmelse bemyndiger ministeren til at fastsætte overgangsregler. Der skal fastsættes overgangsregler, når bemyndigelsen i forslaget til § 79 om inddragelse af offentligheden i forbindelse med ansøgninger skal udmøntes. Det følger af IPPC-direktivets artikel 2, nr. 4, at ansøgninger, der er modtaget, før direktivet er gennemført, kan færdigbehandles efter de gældende regler, hvis anlægget sættes i drift senest et år efter direktivets gennemførelse.

Bilag

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998,som ændret ved lov nr. 907 og 908 af 16. december 1998, foretages følgende ændringer:

§ 3. Ved lovens administration skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi. Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på 1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige virkning på disse og 2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik på at begrænse spild af ressourcer mest muligt. 1. I § 3, stk. 1, ændres » mindst forurenende teknologi « til: » bedste tilgængelige teknik « .

2. Efter § 6 indsættes i kapitel 1: » § 6 a. Forurenende virksomheder skal organisere miljøarbejdet, således at medarbejderne inddrages. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med de berørte parter fastsætte nærmere regler om, hvordan forurenende virksomheder skal inddrage medarbejderne i miljøarbejdet. « .

§ 33. Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget på den i § 35 nævnte liste (listevirksomhed), må ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse heraf. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt, herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.

Stk. 2. Den godkendende myndighed kan dog tillade, at bygge- og anlægsarbejder til anden listevirksomhed end anlæg for deponering af affald påbegyndes, før der er givet godkendelse, hvis de anlægges i overensstemmelse med en godkendt lokalplan eller byplanvedtægt. Bygge- og anlægsarbejder sker på bygherrens ansvar. 3. I § 33, stk. 2, 1. pkt., udgår: » godkendt « .

Stk. 3. Som led i et forsøg kan lokalplaner for særlige erhvervszoner udpeget efter bestemmelserne om landsplandirektiver i § 3 i lov om planlægning indeholde bestemmelser om, at lokalplanen erstatter de godkendelser i henhold til dette kapitel, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse, jf. § 15, stk. 7, i lov om planlægning. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler herom. 4. § 33, stk. 3, affattes således: » Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan for bestemte listevirksomheder fastsætte regler, der begrænser godkendelsesmyndighedens adgang til at meddele tilladelse efter stk. 2 i tilfælde, hvor risikoen for større uheld med farlige stoffer ændres. « .

5. § 36 affattes således:

§ 36. Hvis en godkendt listevirksomhed ønskes udvidet eller ændret inden for godkendelsens rammer, skal der foretages en anmeldelse herom til godkendelsesmyndigheden. Anmeldelsen skal godtgøre, at udvidelsen eller ændringen vedrører en aktivitet, der omfattes af en samlet godkendelse, og som denne giver mulighed for, og at den ændrede eller udvidede aktivitet kan holdes inden for de grænser for forurening, der er fastsat i den samlede godkendelse. » § 36. En godkendelse efter § 33, stk. 1, kan omfatte yderligere planlagte udvidelser eller ændringer på betingelse af, at 1) der i ansøgningen er tilstrækkelige oplysninger om de planlagte udvidelser eller ændringer til, at godkendelsesmyndigheden kan vurdere forureningsforholdene og fastsætte de nødvendige vilkår, og 2) udvidelserne eller ændringerne påtænkes gennemført inden for en kortere tidshorisont. « .

Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden meddeler skriftligt virksomheden senest 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, om udvidelsen eller ændringen ligger uden for rammerne og dermed kræver godkendelse. Virksomheden kan gennemføre udvidelsen eller ændringen, når godkendelsesmyndigheden har meddelt, at udvidelsen eller ændringen ikke kræver godkendelse.

§ 39. Bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, skal indsende ansøgning herom til godkendelsesmyndigheden.

Stk. 2. På grundlag af ansøgningen og en vurdering af listevirksomhedens drifts- og forureningsforhold træffer godkendelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der kan gives virksomheden godkendelse, eller om der skal meddeles påbud om at foretage foranstaltninger til at nedbringe virksomhedens forurening eller nedlægges forbud mod driften eller foretagelse af bestemte aktiviteter.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af ansøgning om godkendelse af bestående virksomheder, herunder om fristen for indsendelse af ansøgning til godkendelsesmyndigheden.

6. I § 39 indsættes som stk. 4 : » Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af virksomheder, anlæg eller indretninger, der optages på den i § 35 nævnte liste, herunder om indsendelse af ansøgning og behandling heraf. « .

§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 a finder sted over for følgende: 7. I § 40 a ændres » § 41 a « til: » § 41 d « .

1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens § 79.

2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.

3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år fra den strafbare handling.

4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.

8. § 41 og § 41 a ophæves og i stedet indsættes:

§ 41. Hvis listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes. Tilsvarende påbud kan gives, når listevirksomhed medfører væsentlig mere forurening, herunder affaldsfrembringelse, end der ville forekomme ved anvendelsen af mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan endvidere gives over for anlæg og aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening. »§ 41. Hvis en listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder at der skal gennemføres bestemte foranstaltninger. Tilsynsmyndigheden kan endvidere meddele påbud, hvis en listevirksomhed skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening.

Stk. 2. Kan forureningen ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet. Stk. 2 . Hvis forureningen ikke kan nedbringes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

Stk. 3. Forbud kan nedlægges umiddelbart, når forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

Stk. 4. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse efter dette kapitel, kan der kun meddeles forbud eller påbud, hvis 1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning, 2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse, eller 3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund for denne ved godkendelsens meddelelse. Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt begrundet, eller hvis der er udviklet renere teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, mindre forurenende produktionsmetoder eller bedre rensningsformer. Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 4 og 5 omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte brancher, dog ikke til under 4 år. § 41 a. Indtil der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse efter dette kapitel, må tilsynsmyndigheden ikke meddele påbud eller forbud efter § 41. Stk. 2 . Tilsynsmyndigheden skal dog tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 41, hvis 1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige virkning, 2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne forudses ved godkendelsens meddelelse, 3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsens meddelelse, 4) væsentlige ændringer i den bedste tilgængelige teknik skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger, 5) det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker, eller 6) der er fremkommet nye oplysninger om sikkerhedsmæssige forhold på virksomheder, der er omfattet af regler fastsat i medfør af § 7 om risikobetonede processer m.v.

Stk. 3 . Ministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 1 og § 41 b, stk. 1, omtalte tidsfrist nedsættes for bestemte listevirksomheder, dog ikke til under 4 år.

§ 41 b. Når der er forløbet 8 år efter meddelelsen af en godkendelse efter dette kapitel, kan tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri ved påbud eller nedlægge forbud imod fortsat drift, jf. § 41. Ministeren fastsætter regler om, at tilsynsmyndigheden regelmæssigt skal tage godkendelser af bestemte listevirksomheder op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 41.

Stk. 2 . Tilsynsmyndigheden skal tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud efter § 41 i de tilfælde, som er nævnt i § 41 a, stk. 2.

§ 41 c. Tilsynsmyndigheden kan umiddelbart nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet, hvis forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

§ 41 a . Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt § 41 d. Godkendelsesmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i en eksisterende godkendelse, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. § 39 a, såfremt

1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan udøve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver omfattet af § 40 a, 1) indehaveren, medlemmer af indehaverens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan udøve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, bliver omfattet af § 40 a,

2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a bliver ejer eller medejer af virksomheden, eller 2) personer eller selskaber m.v., der er omfattet af § 40 a, bliver ejer eller medejer af virksomheden, eller

3) personer, der er omfattet af § 40 a indtræder i bestyrelse eller direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed. 3) personer, der er omfattet af § 40 a, indtræder i bestyrelse eller direktion i et selskab m.v., der driver godkendt virksomhed.

Stk. 2. Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning. Stk. 2 . Ved indbringelse af afgørelser efter stk. 1 for domstolene kan domstolene tillægge søgsmålet opsættende virkning.«.

§ 42. Hvis erhvervsvirksomheder, herunder private eller offentlige bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion, som ikke er omfattet af regler fastsat i medfør af § 35, medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, herunder affaldsfrembringelse, kan tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes. 9. I § 42, stk. 1, ændres » omfattet af regler fastsat i medfør af § 35 « til: » optaget på den i § 35 nævnte liste « , og efter » nedbringes « indsættes: » , herunder påbud om gennemførelse af bestemte foranstaltninger « .

Stk. 2. Tilsvarende påbud kan gives af tilsynsmyndigheden, når nævnte virksomheder eller anlæg medfører væsentlig mere forurening, herunder affaldsfrembringelse, end nødvendigt ved anvendelsen af den til enhver tid værende mindst forurenende teknologi eller bedst mulige rensning. Påbud kan endvidere gives over for aktiviteter, som skønnes at indebære en nærliggende risiko for væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold. 10. § 42, stk. 2, 1. pkt ., ophæves.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan give påbud om, at der skal foretages afhjælpende foranstaltninger over for idrætsanlæg, fritidsklubber eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for omgivelserne.

Stk. 4. Kan ulemperne ikke afhjælpes, kan tilsynsmyndigheden nedlægge forbud imod virksomheden eller aktiviteten.

Stk. 5. Bliver tilsynsmyndigheden i forbindelse med etablering, udvidelse eller ændring af en af de i stk. 1 nævnte virksomheder opmærksom på forhold, som kan forventes at medføre krav om begrænsning af virksomhedens forurening eller forbud mod virksomhedens drift, kan tilsynsmyndigheden på forhånd tilkendegive dette over for virksomheden.

§ 74. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 98-100, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 98, stk. 1, nr. 2, kan dog finde sted ved offentlig annoncering. Der skal altid foretages offentlig annoncering, når der meddeles godkendelse efter kapitel 5. Stk. 3. Påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når der er fare for sundheden eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest muligt tillige meddeles skriftligt. 11. I § 74, stk. 2, indsættes som 3. pkt. : » Ministeren kan fastsætte nærmere regler om annonceringen. « .

12. § 79 affattes således:

§ 79. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at godkendelsesmyndigheden skal gennemføre en offentlig høring om projekter, der har væsentlig indflydelse på virksomhedens sikkerhedsforhold, inden der meddeles godkendelse efter kapitel 5 af en virksomhed, der omfattes af anmeldelsespligten i regler fastsat af miljøministeren om vurderingen af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter. » § 79. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om inddragelse af offentligheden forud for godkendelsesmyndighedens afgørelser efter § 33, stk. 1. « .

13. Efter § 84 a indsættes: » § 84 b. Myndigheder, der træffer afgørelse om samme virksomhed efter bestemmelser i loven eller efter regler udstedt i medfør af loven, skal koordinere deres afgørelser i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at lovens formål opfyldes. « .

§ 110. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 19, stk. 1 eller stk. 2, § 20, § 20 a, stk. 1, § 22, § 23, § 27, stk. 1 eller 2, § 28, stk. 4, § 43, § 45, stk. 4, § 50, stk. 1, og § 72 a,

2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold eller pålæg efter § 26 a,

3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10, stk. 4,

4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven,

5) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter § 33 eller anmeldelse efter § 36, 14. I § 110, stk. 1, nr. 5, udgår: » eller anmeldelse efter § 36 « .

6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 72 eller at give underretning som nævnt i §§ 21, 71 og 72 a.

7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget efter § 7, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan anmeldelse, eller undlader at indgive ansøgning, jf. § 39,

8) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter eller transportmidler i strid med § 87,

9) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven,

10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2,

11) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter §§ 53 b, 55 b eller 56 a eller

12) undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 7-10, §§ 12-16, § 17, stk. 3, § 18, § 19, stk. 5-7, § 20 b, stk. 2, § 27, stk. 3, § 35, § 35 a, § 44, § 45, stk. 2 og 3, § 47, stk. 3, § 48, § 51, § 53, § 56, stk. 3, § 72 a, stk. 3, § 89, stk. 2, og 89 a, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2. 15. I § 110, stk. 3, indsættes efter » § 35 a, « : » § 39, stk. 4, « .

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.

Stk. 6. Ved overtrædelse af § 10, stk. 4, jf. § 110, stk. 1, nr. 3, skal der ved udmåling af bøder, herunder tillægsbøder, tages hensyn til størrelsen af den bod, der måtte være fastlagt på det pågældende område i medfør af § 10, stk. 2.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 5, samt for overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 19, stk. 5.

§ 2

Stk. 1 . Loven træder i kraft den 30. oktober 1999.

Stk. 2. For afgørelser om godkendelse meddelt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 før den 30. oktober 1999 finder bestemmelserne i § 41 a, stk. 2, nr. 4 og 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, først anvendelse, når der er forløbet mere end 8 år fra godkendelsens meddelelse eller, hvis miljø- og energiministeren efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 6, har nedsat den nævnte tidsfrist, mere end den af ministeren fastsatte kortere frist.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte overgangsregler.

Versioner

  1. 1999-01-21