Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00164@1999-01-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1. Formålet med loven er gennem rammer for fælles udnyttelse af master opstillet til radiokommunikationsformål og opsætning af antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner at sikre optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt.

Stk. 2. Loven omfatter:

1) Fælles udnyttelse af master m.v., der anvendes til radiokommunikationsformål.

2) Adgang til at opsætte antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner, hvor der er dispenseret fra byggelovens højdebegrænsninger, jf. byggelovens § 6 C, eller fra fastlagte bygningshøjder i eventuelle lokalplaner.

3) Adgang til at opsætte antennesystemer på andre høje konstruktioner end de i nr. 2 omhandlede, herunder siloer, vindmøller og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål (elmaster, lysmaster m.v.), i det omfang disse konstruktioners højde er større end byggelovens højdebegrænsninger.

Stk. 3. Stk. 2 omfatter ikke master, bygninger eller andre høje konstruktioner tilhørende politiet.

Stk. 4. Ved antennesystemer forstås i denne lov kabler, antennebærerør og antenner opsat på selve masten, bygningen eller konstruktionen eller på de på masten, bygningen eller konstruktionen opsatte bærerør.

Stk. 5. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at lovens regler om fælles udnyttelse helt eller delvist skal finde tilsvarende anvendelse på antennesystemer.

Stk. 6. Med ejere af master, bygninger og andre høje konstruktioner, sidestilles lejere og indehavere af brugsrettigheder, hvis det lejede eller den pågældende brugsret ikke umiddelbart udnyttes fuldt ud. Dette gælder dog ikke reglerne i § 2, stk. 8, § 2, stk. 10, § 8, stk. 4 og § 10, stk. 8. Ejere af master, bygninger og andre høje konstruktioner har pligt til at underrette lejere og indehavere af brugsrettigheder, som omfattet af 1. pkt., om anmodninger og påbud om fælles udnyttelse og om anmodninger og påbud om opsætning af antennesystemer. Tilsvarende gælder for landzone- og bygningsmyndigheden ved behandling af sager om fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer efter denne lov.

§ 2. Ejere af master til radiokommunikationsformål skal imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende mast. Ejere skal i den forbindelse også imødekomme anmodninger om fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v., i det omfang en sådan fælles udnyttelse er en del af vedkommendes udnyttelse af masten.

Stk. 2. Anmodninger efter stk. 1 kan angå indgåelse af nye aftaler om fælles udnyttelse eller ændring af allerede indgåede aftaler.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder også, hvor fælles udnyttelse kræver udbygning eller udskiftning af den pågældende mast.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis der foreligger tekniske hindringer for fælles udnyttelse. Ved tekniske hindringer forstås:

1) At fælles udnyttelse ikke er mulig på grund af radiotekniske hindringer.

2) At udbygning eller udskiftning af den pågældende mast kræver, at den eller de hidtidige brugere af masten skal nedlukke driften af offentligt tilgængelige teletjenester eller radio- eller tv-udsendelsesvirksomhed for at imødekomme anmodningen. Behov for en afbrydelse af maksimalt 2 timers varighed i forbindelse med udbygning eller udskiftning kan dog ikke begrunde afvisning af anmodninger om fælles udnyttelse, medmindre masten anvendes til nød- og sikkerhedstjenester eller til radio- eller tv-virksomhed, hvor selv kortvarige afbrydelser skal undgås.

3) At der gælder særlige sikkerhedsforskrifter, fastsat i medfør af anden lovgivning, eller forskrifter fastsat af offentlige myndigheder, for adgang til eller benyttelse af den pågældende mast, som gør fælles udnyttelse umulig.

4) At der for så vidt angår fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v. ikke er mulighed for fysisk adskillelse af parternes udstyr, herunder at der ikke kan etableres særskilt adgang til dette.

Stk. 5. Anmodning efter stk. 1 forudsætter, at

1) den ansøgende part af Telestyrelsen i medfør af lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser er tildelt individuel tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser, og at anmodningen vedrører udnyttelse af disse frekvenser, eller

2) den ansøgende part i medfør af lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, er undtaget fra kravet om individuel tilladelse.

Stk. 6. Fælles udnyttelse af master som nævnt i stk. 1 og 3 forudsætter, at der fra landzone- og bygningsmyndighederne foreligger de nødvendige tilladelser til opsætning af yderligere antennesystemer eller til udbygning eller udskiftning heraf, jf. § 35, stk. 1 og 4, i lov om planlægning, § 16, stk. 1, i byggeloven, og §§ 5-6 i denne lov.

Stk. 7. I det omfang der i medfør af anden lovgivning er fastsat særlige sikkerhedsforskrifter for den pågældende mast, skal fælles udnyttelse ske på de vilkår og med de begrænsninger, der følger heraf.

Stk. 8. Ved udskiftning som nævnt i stk. 3, kan ejeren af den eksisterende mast for så vidt angår de med udskiftningen forbundne omkostninger herunder omkostninger forbundet med nedtagelse af den eksisterende mast, vælge mellem følgende:

1) Selv at afholde omkostningerne.

2) Pålægge den ansøgende part at forestå etableringen af den nye mast, og herunder at afholde alle omkostninger forbundet med udskiftningen. Det er i så fald den ansøgende part, der har ejendomsretten til den nyetablerede mast. Ejeren af den eksisterende mast kan stille krav om, at vedkommende tildeles en tidsubegrænset og gratis brugsret til den nyetablerede mast. Den tidsubegrænsede og gratis brugsret omfatter et antal positioner svarende til vedkommendes aktuelle brug af den eksisterende mast på udskiftningstidspunktet samt reservationer af yderligere positioner, jf. § 9, stk. 2, med mindre anden aftale indgås parterne imellem. Ejeren af den eksisterende mast kan kræve, at der indgås aftale om, at den nye mast skal blive stående i en periode svarende til den eksisterende masts restlevetid.

Stk. 9. Ved udskiftning af master tilhørende forsvaret med henblik på fælles udnyttelse finder stk. 8, nr. 2, ikke anvendelse.

Stk. 10. Varetagelse af drift og vedligeholdelse af masten og de i masten placerede antennesystemer foretages af ejeren af masten, med mindre anden aftale indgås parterne imellem.

Stk. 11. Adgang til udnyttelse af tredjemands arealer med henblik på fælles udnyttelse af en mast skal ske gennem aftale herom eller, såfremt aftale herom ikke kan indgås, ved anvendelse af proceduren i §15.

Stk. 12. Ved udskiftning som nævnt i stk. 3, overføres alle rettigheder i den eksisterende mast i uændret form til den nyetablerede mast.

§ 3. Landzonemyndigheden eller, i sager hvor landzonemyndigheden ikke er involveret, bygningsmyndigheden, jf. herved § 2, stk. 6, kan udstede påbud om at give adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål. Påbudet kan træde i stedet for, supplere eller ændre aftaler efter § 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved påbud om fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v., i det omfang en sådan fælles udnyttelse er en del af den pågældende udnyttelse af masten.

Stk. 3. Påbud efter stk. 1 og 2 kan, i sager hvor den ansøgende part anmoder om udstedelse af påbud, alene udstedes, såfremt det af den ansøgende part er sandsynliggjort, at det ikke har været muligt at indgå en aftale om fælles udnyttelse.

Stk. 4. § 2, stk. 2-12, finder tilsvarende anvendelse i sager efter stk. 1 og 2.

§ 4. Landzone- og bygningsmyndigheden skal i sager om fælles udnyttelse af master med en højde på over 100 meter afvise at give tilladelse til fælles udnyttelse, jf. § 2, eller at udstede påbud om fælles udnyttelse, jf. § 3, i det omfang tilladelse eller påbud vil hindre imødekommelse af efterfølgende anmodninger om fælles udnyttelse til radio- eller tv-formål, som registeret i den i § 16, stk. 2 nævnte oversigt.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan ejeren imødekomme anmodninger om fælles udnyttelse hvis der indsættes et vilkår i aftalen om fælles udnyttelse om, at opsatte antennesystemer skal nedtages, når den pågældende antenneposition skal anvendes til den forudsatte radio- eller tv-virksomhed.

§ 5. I sager efter §§ 2-3, hvor der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte fælles udnyttelse, skal ejeren, der i henhold til § 2 indgår aftale, eller som i medfør af § 3 får påbud herom, og eventuelle andre rettighedshavere, som minimum have fuld erstatning. Betalingsforpligtelsen påhviler den, der har fremsat anmodning om fælles udnyttelse i medfør af § 2, eller som får adgang til fælles udnyttelse i medfør af § 3.

Stk. 2. I mangel af enighed herom afgøres erstatningsspørgsmålet af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret. Afgørelse efter 1. og 2. pkt. træffes på grundlag af et oplæg fra landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud.

Stk. 3. Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. I øvrigt finder reglerne i § 26 i den nævnte lov tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når erstatningsspørgsmålet er afgjort af voldgiftsretten, opmanden eller taksationskommissionen, jf. stk. 2 og 3, og der er sket betaling af erstatningsbeløbet eller stillet sikkerhed for dets betaling ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, kan tilladelse som nævnt i § 2, stk. 6, gives eller påbud efter § 3 udstedes af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 5. Ved taksationskommissionens afgørelse af erstatningsspørgsmålet, jf. stk. 3, kan taksationskommissionen træffe beslutning om, at den ansøgende part skal stille et beløb som sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.

§ 6. I sager efter §§ 2-3, hvor der er tvist om adgangen til udnyttelse af tredjemands arealer, eller om betalingen herfor, og fælles udnyttelse derfor forudsætter ekspropriation efter denne lovs § 15, skal landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, inden tilladelse som nævnt i § 2, stk. 6, gives eller påbud efter § 3 udstedes, forelægge sagen for Telestyrelsen med henblik på eventuel efterfølgende forelæggelse for ekspropriationskommissionen efter proceduren i § 15. Landzone- eller bygningsmyndighedens forelæggelse af sagen for Telestyrelsen skal indeholde oplæg til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud.

Stk. 2. Når der er sket ekspropriation, og når erstatningsspørgsmålet er afgjort, enten ved, at klagefristen er udløbet, eller ved taksationskommissionens afgørelse, kan tilladelse som nævnt i § 2, stk. 6, gives eller påbud efter § 3 udstedes af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 3. Tilladelse eller påbud, jf. stk. 2, kan dog først udstedes, når der er sket betaling af erstatningsbeløbet eller stillet sikkerhed for dets betaling ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, og når en eventuel sag efter § 5 er afgjort og betingelsen i § 5, stk. 4, er opfyldt.

§ 7. Forskningsministeren kan fastsætte regler om yderligere betaling end nævnt i §§ 5-6, om andre vilkår for fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og for fælles udnyttelse af bygninger m.v. omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt. Forskningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilket omfang bestemmelserne om indsigt i aftaler, tilsyn, mægling, fastsættelse af vilkår, oplysningspligt, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren finder tilsvarende anvendelse på aftaler om yderligere betaling, vilkår m.v. for fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål.

§ 8. Landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, kan i forbindelse med ansøgning om tilladelse til opførelse af nye master til radiokommunikationsformål eller til ud- eller ombygning af eksisterende master til radiokommunikationsformål fastsætte vilkår om den samlede dimensionering af masten med henblik på at gøre efterfølgende fælles udnyttelse mulig.

Stk. 2. Vilkår efter stk. 1 forudsætter, at der foreligger oplysninger fra Telestyrelsen om, at andre indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser har planer om opsætning af master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål i det pågældende geografiske område, jf. § 16.

Stk. 3. Vilkår efter stk. 1 kan alene fastsættes, hvor der ikke foreligger tekniske hindringer for efterfølgende fælles udnyttelse. § 2, stk. 4, nr. 1-3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Fastsættelse af vilkår efter stk. 1-3 kan ske overfor ejere af master til radiokommunikationsformål.

§ 9. Ejere af master til radiokommunikationsformål har adgang til at placere egne antennesystemer forud for andres valg af positioner med henblik på placering af antennesystemer.

Stk. 2. Ejere af master til radiokommunikationsformål har adgang til i nødvendigt omfang at reservere yderligere positioner til senere brug forud for andres valg af positioner med henblik på placering af antennesystemer. Oplysninger om reservationer på egne master skal indsendes til Telestyrelsen til brug for den i § 16, stk. 2, nævnte oversigt.

Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte regler om den indbyrdes fordeling af positioner mellem ejere og eksisterende indehavere af brugsrettigheder og om den indbyrdes fordeling af de øvrige positioner mellem parter, der har anmodet eller ønsker at anmode om fælles udnyttelse.

§ 10. Ejere af master, bygninger og konstruktioner omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2 og 3, skal imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på den pågældende mast, bygning eller konstruktion.

Stk. 2. Anmodninger efter stk. 1 kan angå indgåelse af nye aftaler eller ændring af allerede indgåede aftaler.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis der foreligger tekniske hindringer for opsætning af antennesystemer. Ved tekniske hindringer forstås:

1) At opsætning af antennesystemer ikke er mulig på grund af radiotekniske hindringer.

2) At opsætning af antennesystemer ikke er mulig på grund af mastens, bygningens eller den pågældende konstruktions udformning, bæreevne eller lignende.

3) At der gælder særlige sikkerhedsforskrifter fastsat i medfør af anden lovgivning for adgang til den pågældende mast, bygning eller konstruktion, som gør opsætning af antennesystemer umulig.

Stk. 4. Anmodning efter stk. 1 kan fremsættes af parter omfattet af § 2, stk. 5.

Stk. 5. Placering af antennesystemer som nævnt i stk. 1 forudsætter, at der fra landzone- og bygningsmyndighederne foreligger de nødvendige tilladelser til opsætning af antennesystemer, jf. § 35, stk. 1 og 4, i lov om planlægning, § 16, stk. 1, i byggeloven, og §§ 12-13 i denne lov. Placering af antennesystemer som nævnt i stk. 1 på folkekirkens kirkebygninger forudsætter tillige tilladelse fra stiftsøvrigheden.

Stk. 6. I det omfang der i medfør af anden lovgivning er fastsat særlige sikkerhedsforskrifter for de i § 1, stk. 2, nr. 2 og 3, omhandlede master, bygninger og konstruktioner, skal gennemførelse af opsætning af antennesystemer ske på de vilkår og med de begrænsninger, der følger heraf.

Stk. 7. Ejere af antennesystemer placeret på master, bygninger og andre høje konstruktioner omfattet af stk. 1, skal imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v., i det omfang en sådan fælles udnyttelse knytter sig til den anmodende parts opsætning og udnyttelse af egne antennesystemer på samme mast, bygning eller konstruktion. Fælles udnyttelse forudsætter, at der er mulighed for fysisk adskillelse af parternes udstyr, og at der kan etableres særskilt adgang til dette.

Stk. 8. Gælder der særlige sikkerhedsforskrifter for den pågældende mast, bygning eller konstruktion, varetages driften og vedligeholdelsen af de placerede antennesystemer af ejeren af masten, bygningen eller konstruktionen, med mindre anden aftale indgås parterne imellem.

Stk. 9. Adgang til udnyttelse af tredjemands arealer med henblik på opsætning af antennesystemer og fælles udnyttelse af tilhørende bygninger skal ske gennem aftale herom eller, såfremt aftale herom ikke kan indgås, ved anvendelse af proceduren i §15.

§ 11. Landzonemyndigheden eller, i sager hvor landzonemyndigheden ikke er involveret, bygningsmyndigheden, jf. herved § 2, stk. 6, kan udstede påbud om at give adgang til opsætning af antennesystemer på master, bygninger og andre høje konstruktioner omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2 og 3. Påbudet kan træde i stedet for, supplere eller ændre aftaler efter § 10.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved påbud om fælles udnyttelse af bygninger m.v. i tilknytning til andre antennesystemer, anbragt på den pågældende mast, bygning, eller konstruktion, jf. § 10, stk. 1, i det omfang en sådan fælles udnyttelse er en del af den pågældendes opsætning af og udnyttelse af egne antennesystemer på samme mast, bygning eller konstruktion.

Stk. 3. Påbud efter stk. 1 og 2 kan, i sager hvor den ansøgende part anmoder om udstedelse af påbud, kun udstedes, såfremt det af den ansøgende part er sandsynliggjort, at det ikke har været muligt at indgå en aftale om opsætning af antennesystemer.

Stk. 4. § 10, stk. 3-9, finder tilsvarende anvendelse i sager efter stk. 1 og 2.

§ 12. I sager efter §§ 10-11, hvor der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte adgang til opsætning af antennesystemer, skal ejeren, der i henhold til § 10 indgår aftale, eller som i medfør af § 11 får påbud herom, og eventuelle andre rettighedshavere, som minimum have fuld erstatning. Betalingsforpligtelsen påhviler den, der har fremsat anmodning om opsætning af antennesystemer i medfør af § 10, eller som får adgang til opsætning af antennesystemer i medfør af § 11.

Stk. 2. I mangel af enighed herom afgøres erstatningsspørgsmålet af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret. Afgørelse efter 1. og 2. pkt. træffes på grundlag af et oplæg fra landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud.

Stk. 3. Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. I øvrigt finder reglerne i § 26 i den nævnte lov tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når erstatningsspørgsmålet er afgjort af voldgiftsretten, opmanden eller taksationskommissionen, jf. stk. 2 og 3, og der er sket betaling af erstatningsbeløbet eller stillet sikkerhed for dets betaling ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, kan tilladelse som nævnt i § 10, stk. 5, gives eller påbud efter § 11 udstedes af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 5. Ved taksationskommissionens afgørelse af erstatningsspørgsmålet, jf. stk. 3, kan taksationskommissionen træffe beslutning om, at den ansøgende part skal stille et beløb som sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.

§ 13. I sager efter §§ 10-11, hvor der er tvist om adgangen til udnyttelse af tredjemands arealer, eller om betalingen herfor, og opsætning af antennesystemer derfor forudsætter ekspropriation efter denne lovs § 15, skal landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, inden tilladelse som nævnt i § 10, stk. 5, gives eller påbud efter § 11 udstedes, forelægge sagen for Telestyrelsen med henblik på eventuel efterfølgende forelæggelse for ekspropriationskommissionen efter proceduren i § 15. Landzone- eller bygningsmyndighedens forelæggelse af sagen for Telestyrelsen skal indeholde oplæg til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud.

Stk. 2. Når der er sket ekspropriation, og når erstatningsspørgsmålet er afgjort, enten ved, at klagefristen er udløbet, eller ved taksationskommissionens afgørelse, kan tilladelse som nævnt i § 10, stk. 5, gives eller påbud efter § 11 udstedes af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 3. Tilladelse eller påbud, jf. stk. 2, kan dog først udstedes, når der er sket betaling af erstatningsbeløbet eller stillet sikkerhed for dets betaling ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, og når en eventuel sag efter § 12 er afgjort og betingelsen i § 12, stk. 4, er opfyldt.

§ 14. Forskningsministeren kan fastsætte regler om yderligere betaling end nævnt i §§ 12-13, om andre vilkår for adgang til opsætning af antennesystemer, og for vilkår for fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v. omfattet af § 10, stk. 7. Forskningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilket omfang bestemmelserne om indsigt i aftaler, tilsyn, mægling, fastsættelse af vilkår, oplysningspligt, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren finder tilsvarende anvendelse på aftaler om yderligere betaling, vilkår m.v. for opsætning af antennesystemer.

§ 15. Når almenvellet kræver det, kan Telestyrelsen tillade, at der iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på at sikre adgang til udnyttelse af arealer, hvorpå der kan opsættes master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål, eller med henblik på opførelse af bygninger til udstyr til brug for master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål.

Stk. 2. Ekspropriation i medfør af stk. 1 kan ske til nyanlæg, udvidelse, ændring eller udskiftning af bestående anlæg og til nødvendige supplerende foranstaltninger, herunder til etablering af fornødne adgangsveje m.v.

Stk. 3. Anmodning om iværksættelse af ekspropriation efter stk. 1 indgives til Telestyrelsen og kan fremsættes af indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser til radiobaseret teleinfrastruktur, der indgår i udbud af offentlige telenet eller teletjenester, eller til udbud af landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet.

Stk. 4. Telestyrelsen skal ved afgørelser efter stk. 1 blandt andet sikre, at ekspropriation alene finder sted i tilfælde, hvor

1) der ikke er andre muligheder for etablering af de i stk. 1 nævnte anlæg, som det er rimeligt at henvise til, og

2) de i stk. 1 nævnte anlæg er af væsentlig betydning for udbudet af offentlige telenet eller teletjenester.

Stk. 5. Erstatningsforpligtelsen i anledning af ekspropriation og pligten til at afholde udgifterne ved ekspropriationssagens behandling påhviler den, der har fremsat anmodning om ekspropriation eller den, der i medfør af §§ 2-3 og §§ 10-11 får adgang til fælles udnyttelse eller til opsætning af antennesystemer.

§ 16. Indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til offentlige mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester, og virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, skal til Telestyrelsen indsende radiodækningsplaner rækkende minimum 2 år frem.

Stk. 2. Telestyrelsen udarbejder og vedligeholder på grundlag af de i stk. 1 nævnte oplysninger en samlet oversigt over de pågældende tilladelsesindehaveres samlede fremtidige radiodækningsplaner rækkende minimum 2 år frem.

Stk. 3. På grundlag af oversigten afgiver Telestyrelsen udtalelser til landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 8, stk. 2. Telestyrelsens udtalelse skal afgives senest 1 måned efter anmodningen fra landzone- eller bygningsmyndigheden.

Stk. 4. Oplysninger om radiodækningsplaner indebærer ingen indskrænkninger i adgangen for den, der har afgivet oplysninger, til at ændre radiodækningsplaner. Oplysninger om ændringer gives til Telestyrelsen.

Stk. 5. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om afgivelse af oplysninger efter stk. 1 og stk. 4, og § 9, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at andre indehavere af radiofrekvenser end de i stk. 1 nævnte, skal indsende radiodækningsplaner til Telestyrelsen med henblik på optagelse i den i stk. 2 nævnte oversigt.

§ 17. Bestrides det, at opsætning af antennesystemer konstruktionsteknisk er mulig, kan landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, indhente en byggeteknisk udtalelse fra en byggesagkyndig. Udtalelsen skal indhentes inden afgørelse træffes efter § 3, stk. 1, og § 11, stk. 1.

Stk. 2. Den, der bestrider, at opsætning af antennesystemer byggeteknisk er mulig, kan af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, pålægges at dække omkostningerne ved indhentelse af den byggetekniske udtalelse efter stk. 1, såfremt udtalelsen fastslår, at opsætning af antennesystemer konstruktionsteknisk er mulig.

§ 18. Bestrides det, at opsætning af antennesystemer radioteknisk er mulig, skal landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, indhente en radioteknisk udtalelse fra Telestyrelsen. Udtalelsen skal indhentes inden afgørelse træffes efter § 3, stk. 1, og § 11, stk. 1.

Stk. 2. Med henblik på afgivelse af udtalelse efter stk. 1, indhenter Telestyrelsen oplysninger fra sagens parter. Oplysningerne skal afgives til Telestyrelsen senest 14 dage efter anmodning herom fra Telestyrelsen. Senest 1 måned efter udløbet af denne frist, skal Telestyrelsen have afgivet udtalelse efter stk. 1.

Stk. 3. Telestyrelsens udtalelse efter stk. 1 er ikke bindende for landzone- eller bygningsmyndigheden, medmindre udtalelsen udgør en afvisning af, at opsætning af antennesystemer radioteknisk er mulig. I tilfælde heraf kan landzone- eller bygningsmyndigheden ikke udstede påbud om at give adgang til fælles udnyttelse efter § 3, stk. 1, fastsætte vilkår efter § 8, stk. 1, eller udstede påbud om at give adgang til opsætning af antennesystemer efter § 11, stk. 1.

§ 19. Landzone- og bygningsmyndighederne samt Telestyrelsen kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sager efter § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 11, stk. 1 og 2, § 16, stk. 2, § 17, og § 18.

Stk. 2. Telestyrelsen kan indhente oplysninger hos de i § 16, stk. 1, nævnte indehavere af tilladelser med henblik på offentliggørelse af statistikker over det samlede antal master og antennesystemer.

§ 20. Forskningsministeren kan ikke, ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov om Telestyrelsen, give Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Forskningsministeren kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

§ 21. Landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, kan pålægge en eller flere af parterne i en sag om fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge

1) efterkommelse af påbud efter § 3, stk. 1 og 2, og § 11, stk. 1 og 2,

2) overholdelse af vilkår udstedt i medfør af § 8, stk. 1, og

3) afgivelse af oplysninger efter § 19, stk. 1.

Stk. 2. Der er udpantningsret for beløbene.

§ 22. Klage over landzonemyndighedens afgørelser efter § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, indgives til Naturklagenævnet, jf. § 58 i lov om planlægning.

Stk. 2. Naturklagenævnet kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne.

Stk. 3. Naturklagenævnet er ikke bundet af Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1. Naturklagenævnet kan indhente yderligere radiotekniske oplysninger i sagen.

Stk. 4. Naturklagenævnet kan hjemvise en klagesag til landzonemyndigheden til yderligere behandling, herunder for at få de tekniske forhold vedrørende fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer yderligere inddraget og belyst. Landzonemyndigheden er i sådanne sager ikke bundet af Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1.

Stk. 5. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6. §§ 59 og 60 i lov om planlægning finder tilsvarende anvendelse.

§ 23. Klage over bygningsmyndighedens afgørelser efter § 3, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1 og 2, indgives til statsamtet, i København og Frederiksberg Kommuner til by- og boligministeren.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte myndigheder kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne.

Stk. 3. Statsamtet og by- og boligministeren er ikke bundet af Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1. Statsamtet og by- og boligministeren kan indhente yderligere radiotekniske oplysninger i sagen.

Stk. 4. Statsamtet og by- og boligministeren kan hjemvise en klagesag til bygningsmyndigheden til yderligere behandling, herunder for at få de tekniske forhold vedrørende fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer yderligere inddraget og belyst. Bygningsmyndigheden er i sådanne sager ikke bundet af Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1.

Stk. 5. De i stk. 1 nævnte myndigheders afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 24. Klager over Telestyrelsens afslag efter § 15, stk. 1, herunder klager over Telestyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed, kan indbringes for det i medfør af lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren nedsatte Teleklagenævn.

Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at klager over Telestyrelsens afgørelser efter administrative forskrifter udstedt med hjemmel i § 16, stk. 5, indgives til Teleklagenævnet.

Stk. 3. Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1 og 3, og Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter efter § 16, stk. 5, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Teleklagenævnet kan af parterne afkræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sager for nævnet.

§ 25. Med bøde straffes den, der

1) ikke efterkommer påbud udstedt i medfør af § 3, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1 og 2,

2) ikke afgiver oplysninger i medfør af § 16, stk. 1, § 22, stk. 2, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 4, og

3) ikke overholder vilkår fastsat i medfør af § 8, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter udstedt i medfør af § 7, § 9, stk. 3, § 14 og § 16, stk. 6, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. april 1999.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på ansøgninger om opstilling af master til radiokommunikation eller opsætning af antennesystemer indgivet efter den 1. april 1999.

Stk. 3. Indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til offentlige mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester, og virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, skal senest den 1. juli 1999 have indsendt oplysninger til den i § 16, stk. 2, nævnte oversigt.

Stk. 4. Telestyrelsen skal inden den 1. januar 2000 have udarbejdet den i § 16, stk. 2, nævnte oversigt.

§ 27. Forslag om revision af lovens bestemmelser om klageadgang fremsættes for Folketinget i folketingsåret 2001-2002.

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Baggrund for lovforslaget

Den 6. december 1995 indgik Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti en principaftale om totalliberalisering af telesektoren i Danmark. Aftalen udgør tillæg nr. 4 til den politiske aftale af 22. juni 1990 om den danske telesektor.

Aftalen forudsætter, at gennemførelsen sker i to tempi, trin 2a og 2b. Første del (trin 2a) af principaftalen blev gennemført i foråret 1996. Dette lovforslag udgør sidste del af udmøntningen af den resterende del af principaftalen (trin 2b).

Principaftalen indeholder følgende sigtelinier for lovgivning om etablering og fælles udnyttelse af master til telekommunikationsformål:

»Det sikres, at alle infrastruktur-selskaber får lige muligheder med hensyn til nedgravning af kabler, opstilling af master m.v. Den pågældende regulering vil blive udformet, så fællesudnyttelse af såvel eksisterende som nyetablerede ressourcer (nedgravede kabelveje, allerede opstillede master m.v.) fremmes mest muligt, og således at gennemtvingelse af adgang til andres ejendom i alle tilfælde kræver en forudgående afgørelse, truffet af en offentlig myndighed.

Adgangen til at anvende ekspropriation i forbindelse med etablering af telekommunikationsanlæg undergives en særlig regulering, der indebærer, at ekspropriationsinstrumentet henlægges til Telestyrelsen, således at styrelsen i hvert enkelt tilfælde, forud for evt. iværksættelse af ekspropriation via de relevante myndigheder m.v., ud fra en generel telepolitisk vinkel vurderer, om anvendelse af ekspropriationsinstrumentet i det konkrete tilfælde er berettiget.

Vurderingen af, om ekspropriation kan accepteres, skal ske på grundlag af forud fastlagte kriterier. Heri vil bl.a. indgå, om der findes andre tekniske muligheder, der kan løse det pågældende telekommunikationsbehov.

Det skal sikres, at alle infrastruktur-selskaber får lige muligheder med hensyn til nedgravning af kabler, opstilling af master m.v. Den pågældende regulering vil blive udformet, så fælles udnyttelse af såvel eksisterende som nyetablerede ressourcer (nedgravede kabelveje, allerede opstillede master m.v.) fremmes mest muligt, og således at gennemtvingelse af adgang til andres ejendom i alle tilfælde kræver en forudgående afgørelse, truffet af en offentlig myndighed.

Med hensyn til opstilling af master i det åbne land er sigtet en regulering, der sikrer en udstrakt fælles udnyttelse af masteressourcerne. Navnlig for så vidt angår de allerede opstillede, meget høje master, som f.eks. radio- og tv-sendenettets master, vil der blive gennemført en regulering, der sikrer andre selskaber adgang til disse master på ikke diskriminerende og omkostningsbaseret grundlag og en nødvendig supplerende regulering om regnskabsmæssig udskillelse af disse aktiviteter. Reguleringen vil som udgangspunkt have det generelle regelsæt, der regulerer arealanvendelsen i det åbne land, for eksempel landbrugsloven og plan- og naturbeskyttelseslovgivningen.«

Nærværende lovforslag indeholder i forlængelse heraf forslag om regler for etablering og fælles udnyttelse af master, samt for opsætning af antennesystemer, til radiokommunikations- og radio- og tv-formål.

Det overordnede og styrende formål med lovforslaget er, at minimere antallet af master og disses eventuelle skadevirkninger på landskabet. Lovens formål er derudover at tilgodese offentlighedens behov for et bredt, varieret og billigt udbud af trådløse telekommunikationstjenester, herunder mobiltjenester, samt radio- og tv-ydelser.

Det centrale i lovforslaget er således, at de lokale landzone- og bygningsmyndigheder gives en række supplerende kompetencer til at påbyde fælles udnyttelse af eksisterende master, herunder at påbyde opsætning af antennesystemer på bygninger, master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål, og andre høje konstruktioner. Dette vil øge mulighederne for i praksis at forene de telepolitiske målsætninger om fremme af konkurrence i telesektoren med sigte på at sikre brugerne af telekommunikation stadig bedre og billigere teleydelser, med de landskabelige beskyttelseshensyn, der ligger bag plan- og naturbeskyttelseslovgivningen.

Lovforslaget har imidlertid også det videregående sigte, at sikre nye udbydere af trådløse telekommunikationstjenester, som f.eks. mobilnet, reelle konkurrencemuligheder i forhold til allerede etablerede net. Dette vil allerede på kort sigt være relevant for udbyderne af mobilnet baseret på DCS-1800 teknologien, som i konkurrence med de etablerede GSM-mobilnet, er i færd med at opbygge egne net. Uden en lovgivning, der sigter på udstrakt fælles udnyttelse af eksisterende master og andre høje konstruktioner, kan disse udbyderes muligheder for at opbygge egne mobilnet blive væsentligt forringet.

Samtidig er det hensigten med lovforslaget at sikre, at betalingen til ejere af master, bygninger m.v. i forbindelse med aftaler eller påbud om fælles udnyttelse eller adgang til opsætning af antennesystemer som minimum omfatter beløb svarende til fuld erstatning for de herved gennemførte indskrænkninger i adgangen til at råde over egne aktiver.

Det generelle sigte er imidlertid en betaling for fælles udnyttelse m.v., der rækker videre end fuld erstatning for de opståede tab, herunder for midlertidigt eller permanent forringet værdi af det pågældende formuegode m.v., og omfatter en egentlig deling af løbende driftsomkostninger, afholdte investeringsomkostninger m.v., mellem de involverede parter.

Hjemlen til nærmere at regulere betalingen for adgang til fælles udnyttelse af master og til opsætning af antennesystemer på bygninger, andre høje konstruktioner og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål vil dog alene blive udnyttet, i det omfang der ikke indgås brancheaftaler herom.

For så vidt angår lovforslagets bestemmelser om adgangen til at udstede påbud om fælles udnyttelse, udbygning eller udskiftning af master til radiokommunikationsformål, samt til at få foretaget ekspropriation af 3. mands arealer med sigte herpå, er det en forudsætning for anvendelse af disse instrumenter, at dette kan begrundes udfra hensynet til almenvellet, herunder f.eks. udfra plan- og naturbeskyttelseshensyn, eller udfra hensynet til at sikre etableringen af samfundsnødvendig radiobaseret teleinfrastruktur. Samtidig bør også de bredere telepolitiske målsætninger om via effektiv konkurrence at sikre brugerne adgang til en bred vifte af mobiltjenester og andre former for radiobaserede teletjenester søges fremmet, forudsat at målsætningen herom kan forenes med de ovenfor nævnte hensyn. De konkurrencepolitiske målsætninger kan imidlertid ikke i sig selv begrunde anvendelsen af lovens påbuds- og indgrebsbestemmelser m.v., idet disse er af ekspropriativ karakter.

Det fremgår af den politiske aftale, som refereret ovenfor, at der skal gennemføres en supplerende regulering om regnskabsmæssig udskillelse af masterne. I forlængelse heraf vil ministeren præcisere i regnskabsreglerne udstedt i medfør af samtrafiklovgivningen, at der også skal foretages en regnskabsmæssig udskillelse af samtlige master.

A. Gældende lovgivning

Etablering af master og antennesystemer til radiokommunikationsformål forudsætter i en række tilfælde byggetilladelse efter byggeloven og i ansøgningssager i landzone ydermere landzonetilladelse efter lov om planlægning (planloven).

Landzone- og bygningsmyndigheden kan i de tilladelser, der udstedes, inkludere vilkår om udformning, højde m.v. af den mast, der ansøges om tilladelse til. Der eksisterer imidlertid ikke i dag regler, der giver landzone- og bygningsmyndighederne hjemmel til at påbyde ejere af master, bygninger og konstruktioner, at give andre adgang til førnævnte master, bygninger og konstruktioner, med sigte på opsætning af antennesystemer til radiokommunikationsformål.

Ligeledes er der i dag ikke regler, der forpligter indehavere af master til radiokommunikationsformål eller indehavere af bygninger, konstruktioner og af andre master end til radiokommunikationsformål at give adgang til deres master, konstruktioner og bygninger med henblik på opsætning af antennesystemer til radiokommunikationsformål.

I en række tilfælde er resultatet af den nuværende lovgivning, at der gives afslag på opsætning af master eller antennesystemer, uden at de lokale myndigheder har mulighed for f.eks. via påbud til tredjeparter, der ejer eksisterende master eller andre høje konstruktioner, at tilgodese behovet for at få opsat antennesystemer i det pågældende geografiske område.

B. Lovforslagets indhold

Lovforslaget lægger op til en udstrakt fælles udnyttelse af såvel eksisterende som nye master til radiokommunikationsformål og giver en udstrakt adgang til at opsætte antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner, inklusive master, der ikke er opsat til radiokommunikationsformål.

Lovforslaget pålægger således ejere af master til radiokommunikationsformål at give andre indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser adgang til opsætning af antennesystemer. Som udgangspunkt skal det ske til omkostningsbaserede priser, og således at betalingen herfor som minimum omfatter fuld erstatning for eventuelle tab, forringet formueværdi m.v.

Med lovforslaget sidestilles lejere og indehavere af mere omfattende brugsrettigheder over master m.v. med ejere af den pågældende mast m.v. Lovforslaget indebærer ikke en ophævelse af eksisterende sendenetsaftaler mellem ejere og brugsrettighedsindehavere. Disse videreføres således med mindre parterne selv tager initiativ til at ændre disse.

Som supplement til adgangen til andre udbyderes master sikres udbydere af radiobaserede teletjenester endvidere adgang til at opsætte antennesystemer på såvel offentlige som private bygninger, skorstene, siloer eller andre høje konstruktioner, herunder på master, der ikke er anlagt eller anvendes til radiokommunikationsformål.

I begge de ovenfor nævnte situationer er det en forudsætning, at der i de tilfælde hvor dette følger af gældende plan- og byggelovgivning, foreligger de nødvendige tilladelser fra landzone- og bygningsmyndighederne til opsætning af antennesystemer, evt. udbygning af master m.v. Landzone- og bygningsmyndighedernes involvering sikrer, at der i sager, der er startet af parterne selv, foretages den fornødne afvejning af, hvilke løsninger der er hensigtsmæssige udfra de almenvelle betragtninger, der ligger til grund for bl.a. plan- og naturbeskyttelseslovgivningen. Det er således plan- og naturbeskyttelseshensynet, der vil være styrende for, hvorvidt der kan gives tilladelse til etablering af nye master, om der er grundlag for at påbyde fælles udnyttelse, eller om der må gives et fuldstændigt afslag på etablering af ny, radiobaseret infrastruktur. Samtidig bør også de bredere telepolitiske målsætninger om via effektiv konkurrence at sikre brugerne adgang til en bred vifte af mobiltjenester og andre former for radiobaserede teletjenester søges fremmet, forudsat at målsætningen herom kan forenes med de ovenfor nævnte plan- og naturbeskyttelseshensyn.

De lokale landzone- og bygningsmyndigheder får endvidere kompetence til at påbyde fælles udnyttelse eller adgang til opsætning af antennesystemer i sager, hvor den ansøgende part primært ønsker at opsætte sin egen mast. Adressaten for et sådant påbud vil være ejeren af den mast, bygning, konstruktion m.v., som den ansøgende part i stedet henvises til at fælles udnytte eller opsætte antennesystemer på. Den ansøgende part bliver i sagens natur ikke gennem et sådant påbud forpligtet til at gå ind i en konkret aftale om fælles udnyttelse m.v. Påbudet giver alene ansøgeren ret hertil. Den ansøgende part kan vælge ikke at udnytte denne ret. Afgørelsen vil imidlertid ofte samtidig indeholde et afslag på etablering af egen mast, og kan således hindre den ansøgende part heri.

De lokale myndigheder vil desuden i forbindelse med tilladelser til opsætning af nye master til radiokommunikationsformål eller udbygning af eksisterende master til radiokommunikationsformål kunne fastsætte vilkår om dimensioneringen af masten, med henblik på at muliggøre fremtidig fælles udnyttelse. De samlede krav til mastens dimensionering fastsættes på grundlag af oplysninger fra Telestyrelsen om de samlede udbygningsplaner for alle indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til mobilkommunikationsformål.

Telestyrelsen opbygger med sigte herpå en database med oplysninger over mobilselskabernes udbygningsplaner samt udbygningsplanerne for virksomheder, der udbyder landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet. Databasen vil efterfølgende kunne udbygges med udbygningsplanerne for andre kategorier af trådløse tjenester.

Lovforslaget indfører i forlængelse heraf en rådgivningspligt for Telestyrelsen overfor amter og kommuner om de radiotekniske rammer for fælles udnyttelse og om mobilselskabernes og landsdækkende radio- tv stationers samlede udbygningsplaner.

De lokale landzone- og bygningsmyndigheders vurdering af, hvilke løsninger der vil være optimale i konkrete ansøgnings- og påbudssager, vil fortsat skulle ske på grundlag af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen, de beskyttelseshensyn, der ligger bag denne lovgivning og den praksis, der har udviklet sig med udgangspunkt i denne. Landzone- og bygningsmyndigheden bør samtidig, i det omfang plan- og naturbeskyttelseshensyn giver mulighed herfor, ved sin afgørelse søge at fremme en optimal radiokommunikationsdækning, til gavn for brugerne af radiobaserede tjenester.

Lovforslaget tilsigter således alene at give landzone- og bygningsmyndighederne visse yderligere kompetencer, herunder kompetencen til at påbyde fælles udnyttelse og adgang til opsætning af antennesystemer, hvor dette udfra landskabsmæssige hensyn er hensigtsmæssigt.

Der kan også være situationer, hvor de lokale myndigheder på grundlag af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen i stedet foretrækker løsninger baseret på opstilling af flere, mindre master, eller evt. anvendelse af en eller flere eksisterende høje konstruktioner, og hvor landzonemyndighederne derfor ikke ønsker at give tilladelse til fælles udnyttelse af en enkelt større mast. Sådanne alternative løsninger forudsætter i sagens natur, at der radioteknisk er mulighed herfor. De vil dog samtidig være at foretrække frem for et fuldstændigt afslag på etablering af radiobaseret infrastruktur i det pågældende område.

Det skal tilstræbes, at sagsbehandlingstiden i amtskommuner og kommuner, også i mere komplicerede ansøgningssager om opstilling af master og opsætning af antennesystemer, maksimalt er på 6 måneder. I en række sager, hvor der ikke er særlige miljømæssige eller naturbeskyttelsesmæssige hensyn involveret, vil sagsbehandlingstiden typisk ligge betydeligt under 6 måneder.

Det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommuner og amter opbygger et generelt beredskab for behandling af ansøgningssager om opsætning af master og antennesystemer til radiokommunikationsformål, og herunder eventuelt fastlægger generelle retningslinier f.eks. for placering af master og andre høje konstruktioner inden for deres geografiske område. Dette vil også lette samarbejdet med mobilselskaber m.fl.

Med hensyn til brancheaktørernes indbyrdes økonomiske og vilkårsmæssige forhold, samt forholdet til tredjemand, i forbindelse med fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer, indeholder lovforslaget forslag til en generel minimumsregulering, der sikrer, at betaling for fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer som minimum omfatter et beløb, svarende til fuld erstatning efter grundlovens § 73. Fastlæggelsen af hvad et beløb svarende til fuld erstatning udgør i sager, hvor der er tvist herom, fastlægges i umiddelbar sammenhæng med selve de lokale landzone- eller bygningsmyndigheders afgørelse af sagen, således at det sikres, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem påbud eller tilladelse, og fastsættelsen af minimumsbetalingen svarende til fuld erstatning efter grundlovens § 73. Denne del af betalingen for fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer skal erlægges ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, dvs. forud for den faktiske etablering af fælles udnyttelsen, henholdsvis opsætningen af antennesystemet.

Sigtet er imidlertid en betaling for fælles udnyttelse af master og opsætning af antennesystemer, der i en række tilfælde formentlig vil række videre end fuldstændig erstatning, og generelt sikrer en deling af relevante driftsomkostninger, og ved fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål desuden betaling af en forholdsmæssig andel af ikke allerede nedskrevne anlægsomkostninger, samt en rimelig fortjeneste. Forskningsministeren foreslås tillagt kompetence til at fastsætte nærmere regler herfor. Samtidig er det hensigten, at denne kompetence ikke udnyttes, såfremt brancheaktørerne inden for 3 måneder efter lovforslagets ikrafttræden indgår dækkende brancheaftaler om indbyrdes betaling for fælles udnyttelse af master og opsætning af antennesystemer. Disse brancheaftaler skal være offentlige tilgængelige for alle parter, der selv har en relevant interesse i at påberåbe sig bestemmelser om fælles udnyttelse. Anvendelse af brancheaftaler i stedet for bekendtgørelsesregulering foreslås ud fra et ønske om at opnå markedsmæssige og fleksible løsninger på de praktiske problemer forbundet med fælles udnyttelse af master m.v. Brancheaftalerne skal indsendes til Forskningsministeriet til orientering, når disse er indgået. Materielle ændringer skal ligeledes indsendes til ministeriet til orientering. Tilsvarende skal ministeriet orienteres om eventuel ophævelse af en eller flere brancheaftaler.

Idet der vil være tale om brancheaftaler som erstatter en egentlig bekendtgørelsesregulering vil ministeriet skulle vurdere, hvorvidt disse er åbne for alle på gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. Såfremt aftalerne ikke lever op til de herved indikerede minimumskrav, vil forskningsministeren indlede en dialog med branchen med henblik på ændring af brancheaftalerne. Hvis denne dialog ikke medfører de krævede ændringer i aftalerne, vil forskningsministeren udnytte sin kompetence til at udstede bekendtgørelsesregler, som supplerer eller ændrer disse brancheaftaler. Er der tale om, at brancheaftalerne ikke dækker alle relevante parter, dvs. samtlige ejere af de af loven omfattede master og andre høje konstruktioner, vil brancheaftalerne kunne suppleres med bekendtgørelsesregulering på de ikke-omfattede områder. Det følger af gældende praksis, at ministeriet vil høre relevante parter inden en eventuel bekendtgørelse udstedes.

Hvis der i forbindelse med fælles udnyttelse af master eller opsætning af antennesystemer er tvist om erstatningen herfor, eller tvist om adgangen til tredjemands arealer, skal proceduren i lovforslagets §§ 5-6 og §§ 12-13 følges.

Det følger af bestemmelserne i henholdsvis §§ 5 og 12, at hvis der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte fælles udnyttelse eller opsætning af antennesystemer, skal betalingsspørgsmålet afgøres ved voldgift. Når der foreligger tvist, kan landzone- eller bygningsmyndigheden ikke udstede tilladelse eller påbud før voldgiftsretten, opmanden eller taksationskommissionen har truffet afgørelse om erstatningens størrelse. Som vilkår for tilladelsen eller påbudet fastsættes, at der umiddelbart sker betaling af den fastsatte erstatning.

I sager, hvor der er tvist om adgangen til tredjemands arealer, og fælles udnyttelse eller opsætning af antennesystemer derfor forudsætter ekspropriation efter § 15, kan landzone- eller bygningsmyndigheden ikke udstede tilladelse eller påbud før der er truffet afgørelse om ekspropriation samt erstatningens størrelse og klagefristen herfor er udløbet eller ved at taksationskommissionen har truffet afgørelse. Proceduren i § 15 vedrørende ekspropriation følges, dog skal landzone- eller bygningsmyndigheden ved forelæggelsen af sagen for Telestyrelsen vedlægge oplæg til den påtænkte tilladelse eller påbud. Telestyrelsen foretager herefter en indledende vurdering af, hvorvidt sagen skal videregives til ekspropriationskommissionen, som herefter - ud fra hensynet til almenvellet - træffer afgørelse om ekspropriationen og erstatningen. Gennemførelse af ekspropriation sker således efter ekspropriationsprocesloven. Ekspropriationskommissionens afgørelse kan indtil 4 uger efter udstedelsen indgives til taksationskommissionen. Når de 4 uger er udløbet udsteder landzone- eller bygningsmyndigheden tilladelse eller påbud, såfremt afgørelsen ikke er anket til taksationskommissionen. Ekspropriationsafgørelsen får først virkning fra det tidspunkt, hvor tilladelse eller påbud er afgivet.

Anmodning om iværksættelse af ekspropriation efter § 15 kan alene fremsættes af indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser til radiobaseret teleinfrastruktur, der indgår i udbud af offentlige telenet eller teletjenester samt af virskomheder, der udbyder landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet.

Lovforslagets bestemmelser om ret til at kræve fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer finder i sagens natur alene anvendelse, hvis parterne ikke frivilligt kan nå til enighed om aftaler om fælles udnyttelse eller opsætning af antennesystemer.

Såfremt parterne ikke kan blive enige om en aftale, anvendes lovforslagets bestemmelser.

Det samme gælder som ovenfor nævnt, hvis landzone- og bygningsmyndighederne ikke kan imødekomme den pågældende ansøgning om opsætning af yderligere antennesystemer i den mast, som parterne har aftalt at fælles udnytte, idet landzone- og bygningsmyndigheden i denne situation kan søge at løse det pågældende behov for opsætning af antennesystemer via påbud til andre maste- eller bygningsejere m.v. om at acceptere opsætning af de pågældende antennesystemer. Hermed formindskes risikoen for et fuldstændigt afslag.

Lovforslaget finder anvendelse ved fælles udnyttelse af master samt opsætning af antennesystemer på bygninger m.v. i både landzone, sommerhusområder og byzone, jf. reglerne om zoneinddeling af landet i § 34, i lov om planlægning.

Når det foreslås, at lovforslaget finder anvendelse også i byområder, hvor de landskabsmæssige beskyttelseshensyn umiddelbart har mindre vægt end i det åbne land, er baggrunden bl.a., at også opstilling af master i bymæssig bebyggelse i en række situationer vil være problematisk udfra frednings- og planhensyn.

Samtidig må navnlig de nye DCS1800-selskabers behov for etablering af mobilinfrastruktur formodes at resultere i et relativt stort behov for etablering af antennesystemer i byområder, i hvert fald på kort sigt. De nuværende mobilselskaber, hvis net er baseret på GSM-teknologien, vil formentlig ikke i samme omfang være afhængige heraf, bl.a. fordi disse selskaber allerede har en række positioner i byområder.

C. Lovens administrative og økonomiske konsekvenser for det offentlige

Telestyrelsens vurdering af ekspropriationsansøgninger samt udarbejdelse af database over fremtidige radiodækningsplaner vil i et vist omfang kræve øgede administrative ressourcer. Det aktuelle behov for yderligere årsværk i forbindelse med masteloven skønnes samlet at udgøre 2½-3 årsværk. Det rådgivningsarbejde som Telestyrelsen i medfør af lovforslaget pålægges, er kvalitativt i overensstemmelse med den radiotekniske rådgivning, som Telestyrelsen allerede på nuværende tidspunkt yder, hvorfor der ikke findes behov for yderligere ressourcer for at løse opgaven.

Udgifterne ved Telestyrelsens administration af relevante bestemmelser i nærværende lovforslag forudsættes dækket af de afgifter vedr. brug af radiofrekvenser, som opkræves i medfør af lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, idet mastelovgivningen kommer brugerne af radiofrekvenser til gode. Adgang til antennesystemer i master eller på bygninger m.v. er således en forudsætning for, at det er muligt at udnytte de pågældende radiofrekvenser.

Endvidere kan det ikke afvises, at lovforslaget, såfremt der fastsættes bekendtgørelsesbestemmelser om den indbyrdes betaling for fælles udnyttelse m.v. vil kræve forøgede administrative ressourcer hos Teleklagenævnets sekretariat. Også disse omkostninger skal finansieres af telesektoren.

De lønmæssige og driftsmæssige udgifter i forbindelse med Naturklagenævnets behandling af klager efter lovens § 22 vil formentlig andrage følgende: Lønudgifter 0,8 mill. kr. Øvrige driftsudgifter 0,4 mill. kr. Samlede driftsudgifter 1,2 mill. kr. Der forventes ansat 2 årsværk (+HK) til Naturklagenævnets behandling af klagesager.

De lønmæssige og driftsmæssige udgifter i forbindelse med By- og Boligministeriets behandling af klager efter lovens § 23 vil formentlig andrage følgende: Lønudgifter 0,2 mill. kr. Øvrige driftsudgifter 0,1 mill. kr. Samlede driftsudgifter 0,3 mill. kr.

De samlede lønmæssige og driftsmæssige udgifter i forbindelse med statsamternes behandling af klager efter lovens § 23 vil formentlig andrage 1 mill. kr.

For så vidt angår økonomiske konsekvenser for amter og kommuner drøftes dette for indeværende med Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening.

I det omfang der bliver tale om administrative og eller økonomiske meromkostninger i større omfang, kan det eventuelt vise sig nødvendigt at sikre finansieringen heraf via de branchefinansierede nummer- og frekvensafgifter.

Det skal fremhæves, at Amtsrådsforeningen har påpeget, at det er Amtsrådsforeningens opfattelse, at lovforslaget vil medføre øgede omkostninger for amterne. Amtsrådsforeningen henviser i den forbindelse til bestemmelsen om betaling for byggetekniske udtalelser (lovforslagets § 17).

Hertil bemærkes at lovforslagets § 17 ikke på nogen måde pålægger de lokale myndigheder at indhente byggetekniske udtalelser, men alene giver mulighed for i visse tilfælde at overvælte betalingen herfor på den eller de parter, der har anmodet om fælles udnyttelse af master m.v. Det generelle udgangspunkt er officialprincippet, hvor efter offentlige myndigheder er forpligtet til at undersøge de forelagte sager så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Den foreslåede bestemmelse giver imidlertid de lokale myndigheder mulighed for at overvælte dele af udgifterne til oplysning af sagen på brugerne. Der er således tale om, at de lokale myndigheders udgifter til oplysning af sagen eventuelt kan formindskes.

Erhvervsmæssige konsekvenser

Lovforslaget er en del af en samlet telelovgivning, der har til formål at sikre danske brugere teleydelser, der ligger blandt verdens bedste og billigste. Derudover er det hensigten, at give danske virksomheder det bedst mulige udgangspunkt i konkurrencen med andre EU-landes virksomheder.

Lovforslagets hovedsigte er at forbedre mulighederne for at opsætte master til radiokommunikationsformål, herunder at opsætte antennesystemer på eksisterende master m.v. Anvendelse af lovforslagets regler vil dog samtidig også medføre visse administrative konsekvenser for erhvervslivet.

For så vidt angår lovforslagets administrative konsekvenser for indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til offentlig mobilkommunikationsnet og virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har tilladelse til landsdækkende radio-tv virksomhed via det jordbaserede sendenet vil disse bestå af et merarbejde forbundet med udarbejdelse og indsendelse af selskabernes fremtidige radiodækningsplaner til Telestyrelsen, jf. indberetningspligten i lovforslaget § 16. Denne indberetningspligt kan i følge lovforslaget udvides til også at omfatte andre kategorier af indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser, såfremt det vurderes, at disse grupper vil have et behov for opsætning af antennesystemer i et omfang, der berettiger inddragelse i databasen.

De økonomiske konsekvenser for indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser til offentlige mobilkommunikationsnet beløber sig til omkostningerne forbundet med nyanlæg af større master, som følge af myndighedernes krav om en større dimensionering med henblik på fremtidig fælles udnyttelse heraf. Disse ekstra omkostninger forudsættes dog betalt efterfølgende af de indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser, der efterfølgende opsætter antennesystemer på masten. Der indgår derudover en bestemmelse i lovforslaget om, at omkostninger forbundet med udskiftning af en mast med henblik på efterfølgende fælles udnyttelse kan pålægges den part, der ønsker at fælles udnytte masten. Såfremt dette sker, vil ejendomsretten til den nye mast overgå til den ansøgende part. Den oprindelige ejer skal dog have erstatning for den overdragne ejendomsret m.v., samt som udgangspunkt en brugsret svarende til den oprindelige masteejers aktuelle brug af masten på udskiftningstidspunktet.

Derudover må der generelt forventes at være visse økonomiske konsekvenser forbundet med selskabernes overholdelse af lovforslaget regler.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget medfører ingen administrative konsekvenser for borgerne.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har til formål at sikre optimal radiokommunikationsmæssig dækning, men på en sådan måde, at det samlede antal master begrænses mest muligt gennem fælles udnyttelse af master samt opsætning af antennesystemer på bygninger m.v.

Det vurderes, at opstilling af master og antennesystemer kan få væsentlige konsekvenser for befolkningens visuelle oplevelser af landskaber, bymiljøer og kulturhistoriske monumenter, men indebærer derudover kun ubetydelige miljøkonsekvenser, idet bl.a. historiske bygninger formodes at være sikret på anden måde mod opsætning af antennesystemer. Således forudsætter placering af antennesystemer på folkekirkens kirkebygninger efter § 10, stk. 5, 2. pkt. stiftsøvrighedens tilladelse.

I nærværende lovforslag foreslås kompetencen til at stille krav om fælles udnyttelse af såvel eksisterende som nye master til radiokommunikationsformål og om adgang til opsætning af antennesystemer på egnede konstruktioner m.v. tillagt landzonemyndigheden, for så vidt angår landzone, medens den indenfor byzone og sommerhusområder er tillagt bygningsmyndigheden. Dette indebærer, at en stillingtagen til spørgsmålet om fælles udnyttelse og opsætning af antennesystemer frem for opstilling af nye master til radiokommunikationsformål vil finde sted ud fra samlede planlægningsmæssige overvejelser, der inddrager såvel radiokommunikationsmæssige som landskabelige hensyn og hensyn til befolkningens visuelle oplevelser af bymiljøer og kulturhistoriske monumenter m.v.

Det vurderes på denne baggrund, at lovforslaget ikke kun vil begrænse behovet for nye master til radiokommunikationsformål, men at det tillige vil sikre, at eventuelle nye master placeres og udformes under videst mulig hensyn til de landskabelige og bymæssige interesser m.v.

D. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget tilsigter at implementere art.11 i direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne, EFT nr. L 199, s. 32 og dele af Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16. januar 1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation, EFT nr. L 20, s. 59.

Implementeringsfristen for direktiv 97/33/EF er 31. december 1997. Direktivet er et minimumsharmoniseringsdirektiv.

Det følger af art. 11 i direktivet, at medlemsstaterne skal kunne påbyde ordninger om fælles brug af faciliteter eller ejendom (herunder fysisk samplacering), under forudsætning af, at alle interesserede parter har haft mulighed for at fremlægge deres synspunkter. Sådanne ordninger kan f.eks. også omfatte bestemmelser om fordeling af omkostningerne ved fælles brug af faciliteter eller ejendom.

Administrationen af lovforslaget og udmøntningen heraf i bekendtgørelse vil ske i overensstemmelse med ovennævnte, dvs. med inddragelse af alle interesserede parter, herunder relevante brancheaktører m.v.

Det følger desuden af direktivets indledende betragtninger, at de nationale tilsynsmyndigheder bør tilskynde til fælles udnyttelse, idet dette kan være en fordel ud fra byplanmæssige, miljømæssige, økonomiske eller andre hensyn.

I Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16. januar 1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation, indgår en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre ophævelse af alle restriktioner vedr. brug af tredjeparters infrastruktur og fælles brug af infrastruktur, andre faciliteter og lokaliteter.

E. Høring

Forud for udarbejdelsen af lovforslaget har sigtelinierne herfor været drøftet i en arbejdsgruppe under Telerådet, med repræsentation fra relevante brancheaktører, miljø- og naturbeskyttelsesinteresser m.fl. Arbejdsgruppen har således været tæt involveret i udformningen af sigtelinierne for lovforslagets nærmere indhold.

Udkastet til dette lovforslag har derudover været sendt til høring hos relevante ministerier, berørte myndigheder og organisationer med flere, herunder til medlemmerne i ovennævnte arbejdsgruppe.

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Lovforslaget giver mulighed for, at overvælte dele af udgifterne til oplysning af sagen på sagens parter (en fravigelse af officialprincippet).

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Lovforslaget tildeler amter og kommuner udvidede kompetencer i forbindelse med allerede eksisterende opgaver, som vil kunne medvirke til en mere smidig og derfor også på længere sigt mindre ressourcekrævende opgaveløsning. Der vil være merudgifter forbundet med Telestyrelsens vurdering af ekspropriationsansøgninger samt udarbejdelse af database. Klageinstanserne (Naturklagenævnet, Statsamterne og By- og Boligministeriet) skal i større omfang end tidligere ind i radiotekniske vurderinger i mastesagerne.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Lovforslaget tilsigter at forbedre mulighederne for teleoperatører m.v. for at opsætte antennesystemer til udbud af telekommunikation og radio-tv. Der vil være meromkostninger forbundet med nyanlæg af nye master, som følge af myndighedsfastsatte krav om en større dimensionering m.h.p. efterfølgende fælles udnyttelse. Disse meromkostninger forudsættes dog efterfølgende tilbagebetalt til ejeren af masten af de parter, der fælles udnytter den pågældende mast.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Der skal indsendes oplysninger til Telestyrelsens database.

Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget ikke kun vil begrænse behovet for nye master til radiokommunikationsformål, men at det tillige vil sikre, at eventuelle nye master placeres og udformes under videst mulig hensyn til de landskabelige og bymæssige interesser m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget tilsigter at implementere art. 11 i direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne. Lovforslaget tilsigter at implementere art. 11 i direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne.

Til stk. 1

Bestemmelsen er en beskrivelse af lovens formål og sigte. Det henvises i øvrigt til lovens generelle bemærkninger.

Loven omhandler alene fælles udnyttelse af master samt opsætning af antennesystemer på bygninger m.v. og således ikke fælles udnyttelse af selve antennesystemet. Såfremt fælles udnyttelse af antennesystemet ønskes, skal dette således ske via frivillige aftaler herom, jf. dog bemærkningerne til stk. 4.

Med radiokommunikation forstås i dette lovforslag enhver form for aktivitet på teleområdet, der indebærer brug af frekvenser.

Til stk. 2

Det overordnede sigte med lovforslaget er, at begrænse det samlede antal master og andre høje konstruktioner i landskabet samtidig med, at offentlighedens behov for et bredt, varieret og billigt udbud af trådløse telekommunikationstjenester, herunder mobiltjenester, samt radio- og tv-ydelser, tilgodeses. Med sigte på i videst muligt omfang at sikre denne målsætning, er alle egnede positioner (bygninger, konstruktioner og master) til opsætning af antennesystemer omfattet af lovens anvendelsesområde, uanset om disse master, bygninger m.v. ejes af udbydere af radiokommunikation, eller af andre, herunder enten af private maste- eller bygningsejere, eller af offentlige myndigheder eller institutioner.

I lovforslaget er der imidlertid foretaget en differentiering af de forpligtelser, der pålægges de ovenfor nævnte kategorier af maste- og bygningsejere. Differentieringen tager udgangspunkt i, at ejere af master til radiokommunikationsformål i vidt omfang har en gensidig interesse i en udstrakt fælles udnyttelse, og at en række af disse aktører ofte befinder sig i en indbyrdes konkurrencesituation, hvor det i overensstemmelse med de generelle målsætninger for telelovgivningen er væsentligt at sikre fair og ikke-diskriminerende konkurrencevilkår mellem alle involverede.

Ovennævnte gensidige interesse i regulering gør sig ikke gældende for øvrige ejere af høje konstruktioner, eller for eventuelle tredjeparter, der ejer de arealer, hvor master m.v. ønskes opstillet, og lovbestemmelserne for disse grupper er derfor mindre byrdefulde end for den førstnævnte kategori. Se også lovforslagets §§ 2-3 og § 8, sammenholdt med §§ 10-11, og bemærkningerne hertil.

Til stk. 2, nr. 1

Lovforslaget omfatter alle master anvendt til radiokommunikationsformål, herunder master, der anvendes til offentlig mobilkommunikation, til lukkede mobile radionet (f.eks. master tilhørende vognmandsforretninger, taxiselskaber og lign.), til radio/tv- udsendelsesvirksomhed og -modtagelsesvirksomhed, herunder i forbindelse med fællesantenneanlæg, samt master til radiokæde-formål.

Heri er også indbefattet radiokommunikationsmaster opstillet til forsvars- og beredskabsformål, typisk med sigte på lukkede radionet. Omfattet af loven er dog ikke master opstillet til politiformål, jf. stk. 3.

Kravet om fælles udnyttelse af master m.v. omfatter også fælles udnyttelse af tilhørende bygninger og adgangsveje, m.h.t. bygninger dog alene i det omfang dette er teknisk mulig, se bemærkningerne til § 2, stk. 4, nr. 4.

Til stk. 2, nr. 2

Også bygninger og andre høje konstruktioner, der er højere end de i henhold til byggeloven og eventuelle supplerende lokalplaner fastlagte generelle maksimum grænser for bygningshøjder, og således kræver dispensation fra disse, er omfattet af lovforslaget. Andre høje konstruktioner omfatter bl.a. skorstene, vandtårne m.v.

Den foreslåede højdemæssige afgrænsning af, hvilke bygninger og andre høje konstruktioner, der er omfattet af lovens bestemmelser om adgang, er bl.a. gennemført med udgangspunkt i, at der bør være tale om bygninger m.v., der er opført på grundlag af tilladelser til at fravige de alment gældende højderegler, og hvor der derfor er en vis rimelighed i at sikre, at disse høje konstruktioner udnyttes maksimalt inden for plan- og naturbeskyttelseslovgivningens generelle rammer.

Til stk. 2, nr. 3

Det følger af bekendtgørelse nr. 496 af 29. juni 1990 om supplerende regler i medfør af byggeloven (bygningsreglementet af 1. april 1995), at bl.a. master til elforsyningsanlæg, til Banestyrelsens køreledninger m.v., samt siloer og vindmøller, der er opstillet i landzoner, er undtaget fra de almindelige højdebestemmelser i byggeloven. Det vil sige, at der for sådanne konstruktioner er gennemført generelle dispensationer fra de alment gældende højderegler. Da også disse bygninger er særdeles velegnede til opsætning af antennesystemer, og da flere af de pågældende konstruktioner ydermere typisk er beliggende i det åbne land, hvor behovet for begrænsning af det samlede antal høje konstruktioner er særligt påtrængende, er det imidlertid fundet hensigtsmæssigt, at også disse konstruktioner omfattes af nærværende lovforslag, uanset at de ikke er opført på grundlag af konkrete dispensationer. Også for disse konstruktioner er der således tale om dispensationer, om end disse er udstedt i generel form, fra de alment fastlagte højdekrav, hvilket kan begrunde, at ejeren heraf pålægges særlige forpligtelser.

Ved opsætning af nye master eller udvidelse/ombygning heraf samt ved udnyttelse af bygninger m.v. skal de teknisk konstruktive bestemmelser, der er fastsat i bygningsreglementet overholdes.

Til stk. 3

Undtaget fra lovens bestemmelser er master, bygninger eller andre konstruktioner tilhørende politiet. Dette er sket for at sikre, at alene politiet får adgang til disse arealer m.v.

Til stk. 4

Bestemmelsen indeholder en definition af hvad der i denne lov forstås ved antennesystemer. Eksempler på antenner er f.eks. paraboler, link m.v.

Til stk. 5

Udgangspunktet i lovforslaget er, at antennesystemer ikke er omfattet af fælles udnyttelsen. Såfremt fælles udnyttelse heraf ønskes, må det således ske via frivillige aftaler herom.

Bestemmelsen i stk. 4 indeholder dog en hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte, at antennesystemer er omfattet af tilsvarende regler om fælles udnyttelse. For indeværende er det eneste område, hvor der er udtrykt ønske og behov for en sådan regulering, antennesystemer til radio- eller tv-formål. Det er dog en forudsætning for en sådan regulering, at der foreligger en teknisk vurdering der understøtter, at en sådan fælles udnyttelse er mulig.

Der er for indeværende ikke et ønske fra mobiloperatørerne om en sådan fælles udnyttelse af antennesystemer til telekommunikation. Såfremt et sådan ønske senere skulle fremkomme, og såfremt en sådan fælles udnyttelse af antennesystemer skule vises sig teknisk muligt, vil forskningsministeren udstede en bekendtgørelse, der omfatter også disse antennesystemer.

Til stk. 6

Med bestemmelsen sidestilles lejere, indehavere af mere omfattende brugsrettigheder over master, m.v. med ejere af master, bygninger m.v. For at være omfattet af bestemmelsen forudsættes det, at lejen eller brugsretten går videre end den del af masten, bygningen m.v., der umiddelbart udnyttes.

Den foreslåede bestemmelse omfatter således parter, der er indehavere af rettigheder i forhold til eksisterende master, der rækker videre end antennepositioner, placeringsmuligheder m.v., der umiddelbart udnyttes af de pågældende, og således i givet fald ville kunne udnyttes af andre.

Det skal understreges, at gældende sendenetsaftaler ikke berøres af dette lovforslag med mindre andet aftales parterne imellem.

Denne ligestilling gælder ikke for § 2, stk. 8, § 2, stk. 10, § 8, stk. 4 og § 10, stk. 8. Henvisningen til § 2, stk. 8 indebærer ikke at lejere og andre brugsrettighedsindehavere på en mast, hvor den oprindelige ejer vælger at lade ejendomsretten overgå efter § 2, stk. 8, nr. 2, til en anden ejer, herved mister ret til fortsat brug i den nyopførte mast, jf. herved også § 2, stk. 12.

Bestemmelsen medfører desuden, at ejeren altid har pligt til at underrette lejere og andre indehavere af brugsrettigheder om eventuelle anmodninger om fælles udnyttelse og påbud herom. Også de myndigheder, som behandler sager om fælles udnyttelse, skal sikre, at indehavere af brugsrettigheder m.v. er inddraget. Dette skal sikre, at de parter, der anvender den pågældende mast, altid er underettet om forhold, der kan have betydning for udnyttelsen af masten, bygningen eller konstruktioner.

Til stk. 1-2

Bestemmelsen fastlægger, at ejere af master til radiokommunikationsformål, jf. herom bemærkningerne til § 1, stk. 2, nr. 1, er forpligtet til at imødekomme alle anmodninger om fælles udnyttelse af den pågældende mast fra andre, der er tildelt radiofrekvenser, og som har behov for opsætning af antennesystemer, jf. dog bestemmelserne i stk. 4 og § 9, der kan bevirke, at en anmodning om fælles udnyttelse ikke kan imødekommes.

Bestemmelsen i stk. 1 sigter på situationer, hvor fælles udnyttelse bliver aktuel fordi en eller flere parter, der ønsker at opsætte antennesystemer i det pågældende geografiske område, er interesserede i at udnytte denne mulighed. Der vil således typisk være tale om sager, hvor der i de indledende faser ikke er tale om myndighedsinvolvering, men om forhandlinger direkte mellem de involverede parter.

Uanset om parterne på egen hånd når til enighed om at indgå aftale om fælles udnyttelse, eller om en eller flere af sagens parter, med henvisning til § 2, henvender sig til de lokale landzone- eller bygningsmyndigheder, med sigte på at få gennemtvunget adgang til fælles udnyttelse, forudsætter fælles udnyttelse, at de lokale myndigheder i det omfang tilladelser er nødvendige i medfør af gældende bygge- og planlovgivning, modtager en ansøgning om tilladelse til opsætning af yderligere antennesystemer i den pågældende mast, herunder evt. om udbygning af denne, jf. lovforslagets § 2, stk. 6. Ansøgning om tilladelse skal kun ske i det omfang tilladelser er nødvendige i medfør af gældende bygge-, plan- og naturbeskyttelseslovgivning, og det forudsættes således, at der hos landzone- og bygningsmyndigheder sker den sædvanlige behandling på grundlag af bygge-, plan- og naturbeskyttelseslovgivningen. Dette sikrer, at der også i disse sager sker en afvejning af hvilke løsninger, der er hensigtsmæssige udfra de almene plan- og naturbeskyttelseshensyn, der bør være styrende for opsætningen af master og antennesystemer. Også hensynet til det samfundsmæssigt ønskelige i at sikre gode muligheder for anvendelse af mobilkommunikation, og herunder at sikre optimal radiokommunikationsdækning, bør indgå i myndighedens afgørelse, i det omfang hensynet hertil kan forenes med varetagelsen af de styrende plan- og naturbeskyttelseshensyn.

Adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål omfatter udover adgang til placering af sende- og modtageudstyr på selve masten også adgang til opstilling af eget udstyr i tilhørende bygninger, brug af adgangsveje m.v., jf. stk. 1, 2. pkt., ligeledes i det omfang dette er teknisk mulig, dvs. at der er mulighed for fysisk adskillelse af de pågældende parters udstyr, og at der kan etableres særskilt adgang til de forskellige involverede parters udstyr, jf. stk. 4, nr. 4. Det er dog et krav, at en sådan fælles udnyttelse er en del af den pågældendes udnyttelse af masten, og således sker med sigte på placering af udstyr i snæver tilknytning til de opsatte antennesystemer, herunder med sigte på etablering af forbindelser mellem antennesystemet og udbyderens øvrige net.

Adgang til fælles udnyttelse af master omfatter ikke en eventuel fælles udnyttelse af de på masten placerede antennesystemer, jf. dog § 1, stk. 5 og bemærkningerne hertil.

Fælles udnyttelse forudsætter, at der er klarhed over hvilken betaling, der skal ske herfor, og at det er muligt at sikre den fornødne adgang til udnyttelse af tredjemands arealer, som grundlag for de pågældende maste- eller antennekonstruktioner, jf. bemærkningerne til stk. 11.

Det følger af stk. 2, at anmodninger om fælles udnyttelse efter stk. 1, kan angå indgåelse af nye aftaler om fælles udnyttelse, eller ændring af allerede indgåede aftaler mellem samme parter.

Til stk. 3.

Eksisterende master, der er opført på grundlag af tilladelser fra landzone- eller bygningsmyndigheden, er ofte kun dimensioneret til at kunne bære et eller to antennesystemer. Det kan derfor i visse situationer være relevant, at udbygge eksisterende master således, at disse kan bære flere antennesystemer. Herved minimeres det samlede antal master til radiokommunikationsformål. Adgang til fælles udnyttelse omfatter derfor også situationer, hvor krav herom bevirker, at den eller de pågældende master må udbygges eller udskiftes. Se dog stk. 4, nr. 2, vedr. den maksimale nedlukningsperiode i forbindelse med udbygningen/udskiftningen, og bemærkningerne til stk. 8 m.h.t. betaling af omkostninger i forbindelse med udskiftning. Se endvidere bemærkninger til § 8 for så vidt angår udbygninger af masten.

Ved landzone- eller bygningsmyndighedens fastsættelse af vilkår om en større dimensionering af en mast, end der er ansøgt om, skal landzone- og bygningsmyndigheden tage hensyn såvel til beskyttelsen af naturen, som til, om der findes andre antennepositioner i det pågældende geografiske område, der vil være egnet til opfyldelse af den ansøgende parts behov for opsætning af antennesystemer.

Til stk. 4

Bestemmelsen fastslår, at tekniske hindringer for fælles udnyttelse vil indebære, at fælles udnyttelse ikke kan imødekommes efter stk. 1.

Der henvises desuden til § 9 og bemærkningerne hertil, hvoraf det følger, at ejeren har ret til at reservere yderligere positioner til senere brug hvilket kan bevirke, at antallet af frie antennepositioner på masten begrænses, hvorfor fælles udnyttelse kan umuliggøres med mindre der sker en udbygning heraf.

Til stk. 4, nr. 1.

Radiotekniske hindringer for at foretage den foreslåede fælles udnyttelse omfatter bl.a., at placering af antennesystemet på den pågældende mast ikke vil sikre den ønskede radiodækning, på grund af mastens geografiske placering eller den højde eller placering, det er muligt at give antennesystemet på masten, eller at fælles udnyttelse må formodes at give indbyrdes forstyrrelser mellem de på masten placerede antennesystemer eller i forhold til andre former for radiobaseret udstyr i det pågældende område.

Den ansøgende part skal sandsynliggøre, at projektet ikke påfører masteejeren radiotekniske problemer i forhold til dennes eksisterende og planlagte masteudnyttelse. Dette skal sandsynliggøres som led i projekteringen, samt skal eftervises ved en måling efter installationen af antennesystemet.

Til stk. 4, nr. 2.

Det anses desuden for en teknisk hindring, såfremt udskiftning eller udbygning nødvendiggør, at den eller de eksisterende brugere af masten skal nedlukke driften af de relevante tjenester i mere end 2 timer for at imødekomme anmodningen, med mindre en nedlukning udover de to timer ikke er til væsentlig ulempe for de eksisterende brugere.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang indehaveren af masten bør acceptere nedlukningen, vil endvidere afhænge af, på hvilke tidspunkter af døgnet nedlukningen foretages. Det bør således tilsigtes, at nedlukning af masten skal ske på et uproblematisk tidspunkt af døgnet for de eksisterende brugere af masten.

I forbindelse med eventuel udskiftning eller udbygning vil det således ofte være nødvendigt at etablere midlertidige løsninger, med sigte på at undgå længerevarende nedlukninger. Der kan ikke stilles krav om fælles udnyttelse i situationer, hvor dette kræver udskiftning og dermed nedlukning af driften, for så vidt angår master til nød- og sikkerhedstjenester eller til radio- eller tv-virksomhed, medmindre dette kan ske uden forstyrrelser af den eller de pågældende tjenester, idet selv kortvarige nedlukninger af disse tjenester skal undgås. Med hensyn til radio- eller tv- modtagnings- eller udsendelsesvirksomhed vil dette bl.a. indebære, at nedlukning i givet fald må ske uden for sendetiden.

Under hensyn til de vilkår, der gælder for den pågældende lokalitet, er det i øvrigt nødvendigt, at afbrydelsens varighed tilpasses forholdene på den pågældende lokalitet samt planlægges i overensstemmelse med de regler, der gælder for lokaliteten (f.eks. reglerne for sporændringer og togdrift i øvrigt for så vidt angår jernbanedrift).

Komplikationerne ved udskiftning og udbygning, herunder ved etableringen af midlertidige løsninger, bør også indgå i de lokale myndigheders behandling af sagen, og i disse myndigheders afvejning af, hvorvidt der er grundlag for et påbud om fælles udnyttelse.

Til stk. 4, nr. 3.

For en række master, f.eks. radio- og tv-master, master tilhørende Banestyrelsen m.v., gælder der særlige sikkerhedsforskrifter for adgang til disse. M.h.t. master til forsvars- og beredskabsformål, kan de pågældende forskrifter for adgang endvidere være begrundet i forskellige former for sikkerheds- og hemmeligholdelseshensyn. Fælles udnyttelse skal derfor ske under hensyn til sådanne, særlige forskrifter og med de begrænsninger, som følger heraf.

Ansøgeren skal i projekteringen og ved tilsyn sandsynliggøre, at projektet overholder de stillede sikkerhedsforskrifter.

Til stk. 4, nr. 4.

Bestemmelsen medfører, at det er en forudsætning for fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v., at der sker adskillelse af parternes udstyr.

Til stk. 5

Sigtet med denne bestemmelse er at afgrænse de aktører, der kan kræve adgang til master til radiokommunikationsformål.

Det følger af bestemmelsen, at alle, som i medfør af radiokommunikationsloven har adgang til at anvende frekvenser (på grundlag af individuelle tilladelser eller en generel adgang i medfør af lovens bestemmelser) vil kunne kræve adgang til fælles udnyttelse. Dvs. at også f.eks. udbydere af lukkede radionet, samt indehavere af antennesystemer til modtagning af radio/tv-programmer, er omfattet af lovens bestemmelser.

Imidlertid vil alene udbydere af offentlige telenet eller teletjenester kunne påberåbe sig lovforslagets ekspropriationsbestemmelse i § 15. Det er således en forudsætning for, at andre radiokommunikations-brugere kan påberåbe sig lovforslagets bestemmelser, at disse via frivillige aftaler m.v. sikrer sig samtykke til fælles udnyttelsen fra tredjemand.

Til stk. 6

Landzone- og bygningsmyndighedernes involvering, i forbindelse med udstedelse af de nødvendige tilladelser til opsætning af antennesystemer samt udbygning eller udskiftning af masten, vil som ovenfor nævnt sikre, at der sker en afvejning af hvilke løsninger, der er hensigtsmæssige udfra plan- og naturbeskyttelseshensyn, samt udfra hensynet til sikring af optimal radiokommunikationsdækning. Bestemmelsen indebærer ingen ændring i den hidtidige praksis efter plan- og byggelovgivningen for, hvornår der skal indhentes tilladelse.

I øvrigt bemærkes, at lovforslaget ikke ændrer på gældende praksis om at etablering af master og antennesystemer på søterritoriet kræver tilladelse fra Trafikministeriet. Kompetencen hertil er delegeret til Kystinspektoratet.

Til stk. 7

Bestemmelsen medfører bl.a., at der f.eks. ved fælles udnyttelse af master tilhørende Banestyrelsen skal følges de af Banestyrelsen fastsatte sikkerhedsforskrifter og retningslinier for adgang til jernbaneinfrastrukturer, samt regler for adgang til og færdsel på de pågældende arealer.

Se i øvrigt bemærkningerne til stk. 4, nr. 3.

Opsætning af antennesystemer skal i øvrigt ske under iagttagelse af reglerne i luftfartslovens §§ 62-68 om indflyvningsplan og luftfartshindringer.

Til stk. 8

Bestemmelsen er indsat på foranledning af teleselskaberne. Bestemmelsen finder alene anvendelse i situationer hvor hele masten udskiftes og således ikke i tilfælde, hvor der alene er tale om en udbygning af masten. For så vidt angår omkostningerne forbundet med udbygningssituationer, se bemærkningerne til § 8.

I medfør af bestemmelsen kan ejeren af masten for så vidt angår betalingen af omkostningerne forbundet med udskiftningen vælge at betale omkostningerne selv, og derved bevare ejendomsretten til masten.

Alternativt kan ansøgeren pålægges at betale omkostningerne, hvorefter ejerskabet af masten overgår til denne. Den oprindelige ejer kan i denne situation vælge at stille krav om, at denne tildeles en tidsubegrænset og gratis brugsret til den nyetablerede mast. Den oprindelige ejer har som minimum krav på fuld erstatning, og betalingsforpligtelsen påhviler den ansøgende part. Bestemmelsen fraviger således ikke kravet i § 5 om fuld erstatning. Det står parterne frit for at vælge at aftale, at masten overgår til den oprindelige ejer, såfremt den, der har betalt udskiftningen, ikke længere ønsker at benytte masten. Brugsretten kan ved aftale suppleres enten med en bestemmelse om, at den ansøgende part er forpligtet til ikke at fjerne masten i en nærmere aftalt periode, såfremt masten stadig anvendes, eller med en tilbagefaldsklausul. Ejeren af den tidligere mast kan f.eks. kræve, at der indgås aftale om, at den nye mast skal blive stående i en periode svarende til den tidligere masts restlevetid.

Henvisningen til §9, stk. 2, er i øvrigt sket for at sikre, at ejere, lejere, indehavere af brugsrettigheder m.v. uanset bestemmelsen kan fastholde egne foretagne reservationer af antennepositioner på den tidligere mast også på den nye mast.

Til stk. 9

Undtagelsen for master tilhørende forsvaret er sket for at sikre, at disse parter altid bibeholder ejendomsretten til materiel på arealer og etablissementer tilhørende forsvaret.

Til stk. 10

Bestemmelsen fastslår, at drift og vedligeholdelse påhviler ejeren af masten. Dette skal ske under respekt af de til enhver tid gældende sikkerhedsforskrifter. Bestemmelsen åbner mulighed for, at andet aftales parterne imellem. Bestemmelsen finder alene anvendelse på ejere, og således ikke lejere m.v. § 1, stk. 6 finder således ikke anvendelse for denne bestemmelse.

Til stk. 11

Fælles udnyttelse forudsætter, ud over, at der er klarhed over hvilken betaling, der skal ske herfor, at det er muligt at sikre den fornødne adgang til udnyttelse af tredjemands arealer som grundlag for de pågældende maste- eller antennekonstruktioner. M.h.t. adgang til tredjemands arealer kan dette ske enten gennem aftale herom, eller i sidste ende via ekspropriationsbestemmelsen i § 15. § 15 gælder dog alene for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, samt for virksomheder der udbyder landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, jf. § 15, stk. 3.

Der henvises til lovforslagets §§ 5-6 og bemærkningerne til disse bestemmelser, hvoraf fremgår, at afklaring af ovennævnte er en forudsætning for, at de lokale landzone- eller bygningsmyndigheder kan give tilladelse til opsætning af antennesystemer, udskiftning eller udbygning af master m.v., der involverer fælles udnyttelse.

Til stk. 12

Bestemmelsen sikrer, at alle rettigheder i den gamle mast overføres til den nye mast. Heraf følger også, at indehavere af rettigheder har den samme beskyttelse mod nedrivning og bortfjernelse af den nye mast, som rettighedsindehaveren havde på den gamle mast.

Bestemmelsen skal sikre, at de lokale landzone- og bygningsmyndigheder i sager, hvor ingen af de involverede parter som udgangspunkt ønsker deres behov for opsætning af antennesystemer opfyldt via fælles udnyttelse af nye eller eksisterende master til radiokommunikationsformål, har adgang til at påbyde ejeren af masten, at give adgang til fælles udnyttelse af masten og bygninger, der er en del af selve antenneanlægget. Påbud forudsætter, at der er almenvelle betragtninger, der taler herfor.

I situationer, hvor to eller flere parter allerede har indgået en begrænset aftale om fælles udnyttelse, kan de lokale myndigheder desuden via et påbud stille krav om yderligere fælles udnyttelse, adgang for yderligere parter m.v., og dermed supplere eller ændre allerede indgåede aftaler. De lokale myndigheder kan dog alene gøre dette i situationer, hvor sigtet er en øget fælles udnyttelse og kan således ikke bruge hjemmelen hertil til i øvrigt at gribe ind i de kommercielt aftalte vilkår for fælles udnyttelsen.

Det følger af stk. 3, at påbud alene kan udstedes i sager hvor den ansøgende part anmoder om udstedelse af påbud og parten samtidig har sandsynliggjort, at det ikke har været muligt at indgå en aftale om fælles udnyttelse. Ved påbud iværksat på landzone- eller bygningsmyndighedens initiativ skal parterne ikke opfylde dette krav.

Påbud om fælles udnyttelse skal rettes til såvel ejere som lejere m.v. af masten. Påbudet indebærer således alene en forpligtelse for disse parter til at give adgang til fælles udnyttelse. Den ansøgende part er således ikke forpligtet til at fælles udnytte masten.

Påbud om at give adgang til fælles udnyttelse vil således, for den part, der har fremsat anmodning om etablering af egen mast, kunne udgøre et alternativ til et afslag på at etablere egen mast i det pågældende geografiske område. Ligeledes vil et påbud som nævnt være et muligt alternativ til et afslag på en ansøgning om tilladelse til at udnytte andre eksisterende konstruktioner til at opsætte antennesystemer på, såfremt de lokale myndigheder udfra plan- og naturbeskyttelseslovgivningen ikke finder det hensigtsmæssigt, at give tilladelse til udnyttelse af disse konstruktioner.

Landzonemyndigheden kan anvende påbudsbestemmelsen i forbindelse med sager i landzone, jf. § 34, i lov om planlægning, om zoneinddeling af landet. Bygningsmyndigheden kan anvende påbudsbestemmelsen i forbindelse med sager i byzone eller i sommerhusområder, jf. § 34, i lov om planlægning.

Fælles udnyttelse kan kun påbydes, såfremt fælles udnyttelse af den pågældende mast er teknisk mulig, jf. henvisningen til § 2, stk. 4. Se bemærkningerne hertil.

I sager om fælles udnyttelse hvor de lokale myndigheder stilles overfor flere parallelle anmodninger om fælles udnyttelse, bør der, i det omfang dette er nødvendigt, ske en prioritering af etablering af antennesystemer til fordel for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester samt virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet. Endvidere kan der i visse situationer være tale om at give sidstnævnte selskaber forrang for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, såfremt disse har et videregående dækningskrav, der skal opfyldes.

Det fremgår af stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende finder anvendelse ved påbud om fælles udnyttelse af bygninger m.v. tilhørende master til radiokommunikationsformål, i det omfang en sådan fælles udnyttelse er en del af den pågældende udnyttelse af masten. Påbud om fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål omfatter derved, udover adgang til placering af sende- og modtageudstyr på selve masten, også adgang til opstilling af eget udstyr i tilhørende bygninger, brug af adgangsveje m.v., ligeledes i det omfang dette er teknisk muligt.

Med hensyn til tilhørende bygninger m.v. forudsætter et krav om fælles udnyttelse, at der er mulighed for fysisk adskillelse af de pågældende parters udstyr, og at der kan etableres særskilt adgang til de forskellige involverede parters udstyr, jf. § 2, stk. 4, nr. 4.

Adgang til fælles udnyttelse af master omfatter ikke en eventuel fælles udnyttelse af de på masten placerede antennesystemer.

Påbud om at give adgang til fælles udnyttelse forudsætter endvidere, at der er klarhed over, hvilken betaling der skal ske herfor, og at det er muligt at sikre den fornødne adgang til udnyttelse af tredjemands arealer, som grundlag for de pågældende maste- eller antennekonstruktioner. M.h.t. adgang til tredjemands arealer kan dette ske enten gennem aftale herom eller via ekspropriationsbestemmelsen i § 15, som dog kun kan anvendes af udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, samt af virksomheder der udbyder landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet, jf. § 15, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 5-6 og bemærkningerne til disse bestemmelser, hvoraf fremgår, at afklaring af ovennævnte er en forudsætning for, at de lokale landzone- eller bygningsmyndigheder kan udstede påbud om at give adgang til fælles udnyttelse.

Den der ikke efterkommer påbud udstedt i medfør af stk. 1 og 2 kan straffes med bøde, jf. § 25, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen skal sikre, at fælles udnyttelse af de meget høje master ikke efterfølgende umuliggør opsætning af radio-tv antennesystemer, der er nødvendige for at sikre det offentlige udbud af radio/tv-tjenester.

Til stk. 1

Det følger af bestemmelsen, at landzone- og bygningsmyndighedens afgørelse skal baseres på de i Telestyrelsens database indeholdte oplysninger om de fremtidige radiodækningsplaner for de virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, har tilladelse til landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet.

Til stk. 2

Bestemmelsen skal sikre, at der er mulighed for fælles udnyttelse af masten indtil det tidspunkt, hvor den registrerede fælles udnyttelse til radio- eller tv-formål skal finde sted. Dermed opnår der maksimal udnyttelse af de eksisterende master i landskabet.

I sager vedrørende fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål, vil der i visse situationer være behov for involvering af flere myndigheder.

De lokale landzone- eller bygningsmyndigheder vil, på grund af den lokale tilknytning og disse myndigheders ekspertise og erfaring med administration af bygge-, plan- og naturbeskyttelseslovgivningen, være de rette til at vurdere, på hvilken måde antennesystemer lokalt kan placeres på en måde, så disse i videst muligt omfang indpasses i omgivelserne. Afgørelser herom må nødvendigvis træffes i sammenhæng med og på baggrund af den generelle praksis, der har udviklet sig vedrørende administrationen af det ovenfor nævnte lovgivningskompleks.

Med hensyn til de indbyrdes afregningsforhold i forbindelse med fælles udnyttelse vil det derimod være hensigtsmæssigt at placere efterprøvelsen af voldgiftsrettens kendelse hos den myndighed, der har ekspertise i at træffe afgørelser herom, dvs. hos taksationskommissionerne.

Ovennævnte er bagrunden for den i §§ 5-6 foreslåede procedure.

Sigtet er samtidig at sikre en integreret proces, hvor afklaringen af, om den forudsatte betaling for fælles udnyttelse udgør fuld erstatning, sker i umiddelbar tilknytning til udstedelse af tilladelse eller påbud.

Til stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at der i tilfælde af tvist om betalingen for fælles udnyttelse skal ske en betaling svarende til det beløb, der i givet fald ville blive ydet som fuld erstatning for det pågældende indgreb i bestående ejendomsrettigheder, jf. grundlovens § 73. Med ejendomsrettighed ligestilles f.eks. en brugsrettighed. Erstatningen skal betales af den part, der har fremsat anmodning efter stk. 2 eller den part, der i medfør af et påbud udstedt efter § 3, opsætter antennesystem på den pågældende mast.

Dette indebærer, at der som minimum skal ske en betaling svarende til fuld erstatning for tab som følge af indgrebet i den bestående ejendomsrettighed, omfattende eksempelvis en eventuel permanent eller midlertidigt forringet formueværdi af masten som følge heraf, driftstab forårsaget af midlertidige afbrydelser af den hidtidige anvendelse af masten, alle etableringsomkostninger forbundet med fælles udnyttelsen m.v.

Fastlæggelsen af i hvilket omfang der er tale om tab, skal ske under hensyntagen til den eventuelle yderligere betaling for fælles udnyttelsen, der måtte følge af indgåede brancheaftaler eller regler fastsat i medfør af § 7.

Den ovenfor nævnte del af betalingen for fælles udnyttelse skal ske ved tilladelsens, henholdsvis påbudets udstedelse, dvs. forud for den faktiske etablering af fælles udnyttelsen. Derved sikres det, at retten hertil ikke fortabes ved efterfølgende betalingsstandsning, konkurs eller lignende.

Det generelle sigte er imidlertid en betaling for fælles udnyttelse, der rækker videre end dette beløb. Forskningsministeren tillægges således kompetence til at fastsætte regler for yderligere betaling og andre vilkår for fælles udnyttelse, jf. bemærkningerne til § 7.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastslår, at hvis parterne ikke er enige om betalingens størrelse, skal betalingsspørgsmålet afgøres ved voldgift. Voldgiftsretten består af to voldgiftsmænd og en opmand. Opmanden udpeges af præsidenten for den landsret, hvori lokaliteten er beliggende. Voldgiftsmændene og opmanden udpeges samtidigt.

Voldgiftsretten fastsætter selv alle regler for sagens behandling for retten.

Voldgiftsretten skal træffe afgørelse på baggrund af et oplæg fra landzone- eller bygningsmyndigheden til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud. Dette oplæg fra landzone- eller bygningsmyndigheden skal alene indeholde et oplæg til den påtænkte tilladelse og ikke en udtalelse om erstatningsspørgsmålet.

Bestemmelsen svarer i det væsentligste til Stærkstrømslovens bestemmelse om voldgift.

Til stk. 3.

Det følger af bestemmelsen, at parterne kan indbringe kendelsen afsagt i medfør af stk. 2 for vedkommende taksationskommission.

Det følger af § 26 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, at spørgsmålet om ekspropriation behandles i første instans ved landsret. Sagen anlægges ved den ret, under hvilken vedkommende ejendom er beliggende. Sag om erstatning skal indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at taksationskommissionens kendelse er afsendt. Spørgsmål, der kan prøves af en taksationskommission, kan ikke indbringes for domstolene, forinden taksationskommissionens afgørelse foreligger.

Til stk. 4

Bestemmelserne fastslår, at landzone- og bygningsmyndigheden ved tvist om betaling for den aftalte eller påbudte fælles udnyttelse ikke kan udstede tilladelse som nævnt i § 2, stk. 6, eller udstede påbud efter § 3, stk. 1 før erstatningsspørgsmålet er afgjort af voldgiftsretten, opmanden eller taksationskommissionen. Baggrunden for at det foreslås, at udstedelsen af tilladelse eller påbud skal afvente klagefristens udløb, dvs. taksationskommissionens afgørelse, er ønsket om at sikre, at der ikke bliver rådet over masten på en måde, der senere ville gøre taksationskommissionens afgørelse i en klagesag illusorisk. Det er en betingelse for udbetalingen af den fastsatte erstatning, at landzone- eller bygningsmyndighedens oplæg til tilladelse, jf. stk. 2, ikke efterfølgende ændres ved udstedelsen af den endelige tilladelse. Såfremt tilladelsen efterfølgende ændres, skal der ske en fornyet erstatningsfastsættelse.

Bestemmelsen sikrer desuden, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem påbud eller tilladelse samt fastsættelsen af minimumsbetalingen svarende til fuld erstatning efter grundlovens § 73. Den tidsmæssige sammenhæng mellem påbudet og betalingen er for at sikre rettighedshaverne, idet der efter omstændighederne vil være tale om indgreb af ekspropriativ karakter. Derved sikres det også, at retten til erstatning ikke fortabes ved efterfølgende betalingsstandsning, konkurs eller lignende.

Parter kan i sagens natur, såfremt de er enige herom, i situationer hvor opsætning af yderligere antennesystemer ikke kræver offentlige tilladelser, igangsætte etablering af fælles udnyttelse uden at afvente afklaring af erstatningsspørgsmålet.

Til stk. 5

Bestemmelsen fastslår, at den part, der skal betale erstatning, i tilfælde hvor erstatningsfastsættelsen afgøres ved voldgift, af taksationskommissionen kan pålægges at stille et beløb til sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.

Formålet med bestemmelsen er således, at taksationskommissionen i hvert enkelt tilfælde kan beslutte hvorvidt der er behov for at der stilles sikkerhed. Taksationskommissionen kan desuden i hvert enkelt tilfælde afgøre hvilket beløb, der skal stilles som sikkerhed.

Til stk. 1

Kan der ikke indgås en frivillig aftale med tredjemand om anvendelse af tredjemands arealer eller er der tvist om betalingen herfor, skal proceduren for ekspropriation efter § 15 følges. Det følger af stk. 1, at landzone- eller bygningsmyndigheden i sådanne sager, hvor der kræves ekspropriation, skal forelægge sagen for Telestyrelsen med henblik på eventuel efterfølgende forelæggelse for ekspropriationskommissionen efter proceduren i § 15. Forelæggelsen for Telestyrelsen skal indeholde et oplæg til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud. På grundlag af dette træffer Telestyrelsen afgørelse om, hvorvidt sagen skal indbringes for ekspropriationskommissionen, i henhold til proceduren i § 15. Forelæggelsen for Telestyrelsen sker således med henblik på styrelsens, og eventuelt i sidste ende ekspropriationskommissionens, tilladelse til ekspropriation, jf. proceduren i § 15.

Bestemmelsen i stk. 1 finder alene anvendelse, såfremt det af den ansøgende part er sansynliggjort, at det ikke har været muligt at indgå aftale med tredjemand.

Til stk. 2

Det fremgår af bestemmelsen, at plan- og bygningsmyndigheden i sager, hvor der er tvist om adgang eller betaling for adgang til tredjemands arealer, ikke kan udstede tilladelse og påbud efter §§ 2-3, før klagefristen er udløbet eller ved taksationskommissionens afgørelse.

Til stk. 3

Bestemmelsen sikrer, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem påbud eller tilladelse samt fastsættelsen af minimumsbetalingen svarende til fuld erstatning efter grundlovens § 73. Se endvidere bemærkningerne til § 5, stk. 4 og 5.

Bestemmelsen giver bl.a. forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om vilkår for fælles udnyttelse af bygninger m.v. i tilknytning til master til radiokommunikationsformål.

Den pågældende hjemmel vil ikke blive udnyttet, såfremt de relevante brancheaktører indgår brancheaftaler herom inden 3 måneder regnet fra ikrafttrædelsen af lovforslaget. Disse brancheaftaler skal være offentlige tilgængelige for alle parter, der selv har en relevant interesse i at påberåbe sig bestemmelser om fælles udnyttelse. Det forudsættes, at brancheaftalerne indsendes til Forskningsministeriet til orientering, når disse er indgået. Materielle ændringer skal ligeledes indsendes til ministeriet til orientering. Tilsvarende skal ministeriet orienteres om eventuel ophævelse af en eller flere brancheaftaler.

Idet der vil være tale om brancheaftaler som erstatter en egentlig bekendtgørelsesregulering vil ministeriet skulle vurdere, hvorvidt disse er åbne for alle på gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. Det er således ikke sigtet med bestemmelsen, at Forskningsministeriet skal foretage en formel godkendelse af brancheaftalerne, idet dette vil mindske disse aftalers karakter af et af sektoren fastlagt, fleksibelt internt aftalesystem. Dette forekommer ikke hensigtsmæssigt.

Kun såfremt aftalerne ikke lever op til de herved indikerede minimumskrav, vil forskningsministeren udnytte sin kompetence til at udstede bekendtgørelsesregler, som supplerer eller ændrer disse. Dette vil dog først ske såfremt en efterfølgende dialog med branchen ikke fører til ændring af den indgåede aftale. Er der tale om, at brancheaftalerne ikke dækker alle relevante parter, dvs. samtlige ejere af de af loven omfattede master, vil brancheaftalerne kunne suppleres med bekendtgørelsesregulering på de ikke-omfattede områder. For så vidt forholdene mellem de enkelte brancher ikke vurderes at være meget forskellige, vil bekendtgørelsen tage udgangspunkt i de allerede indgåede brancheaftaler. Er der efter udløbet af disse måneder ikke indgået aftaler eller er disse ikke dækkende, udsteder forskningsministeren en bekendtgørelse. Såfremt bekendtgørelsen udstedes for at omfatte parter, der ikke har tilsluttet sig en brancheaftale, vil bekendtgørelsens udformning ske med udgangspunkt i en eller flere af de allerede indgåede brancheaftaler.

Med hensyn til betaling for fælles udnyttelse efter §§ 2-3, er det som udgangspunkt hensigten, at overlade det til brancheaktørerne at indgå brancheaftaler vedrørende dette.

Hovedsigtet er brancheaftaler, der sikrer en betaling for fælles udnyttelse, der går videre end fuld erstatning efter grundlovens § 73. Dvs. en betaling der går videre, end hvad man vil få i medfør af ekspropriationsreglerne. Dette indebærer, at der som minimum skal ske en betaling svarende til fuld erstatning for tab som følge af indgrebet i den bestående ejendomsrettighed/brugsrettighed, omfattende eksempelvis en eventuel permanent eller midlertidigt forringet formueværdi af masten som følge heraf, driftstab forårsaget af midlertidige afbrydelser af den hidtidige anvendelse af masten, alle etableringsomkostninger forbundet med fælles udnyttelsen m.v.

Det generelle sigte er imidlertid en betaling for fælles udnyttelse, der rækker videre end dette beløb, og således samlet indebærer en indbyrdes deling af alle relevante drifts- og etableringsomkostninger, samt en rimelig fortjeneste til indehaveren af masten. Forskningsministeren tillægges således kompetence til at fastsætte regler for sådan yderligere betaling til dækning herfor samt andre vilkår for fælles udnyttelse.

Brancheaftalerne skal som minimum omfatte alle relevante udbydere af offentlige telenet eller tjenester, herunder alle mobilselskaber, selskaber, der har etableret eller agter at etablere master til radiokæde-formål eller andre radiokommunikationsformål, udbydere af radio- eller tv-udsendelsesvirksomhed, relevante brancheorganisationer på fællesantenne-, vognmands- og transportområdet, herunder brancheorganisationer, der repræsenterer større grupper af lukkede radionet, samt evt. beredskabsmyndigheder i bred forstand, forsvaret og politiet. Brancheaftalerne bør endvidere være åbne for, at yderligere relevante parter efterfølgende kan tilslutte sig denne på ikke-diskriminerende vilkår. For så vidt angår priser og øvrige vilkår betyder dette eksempelvis, at der ikke i medfør af brancheaftalerne må afkræves højere priser, og fastsættes mere restriktive vilkår overfor parter, der ikke har været med til at indgå de oprindelige brancheaftaler, men blot i en konkret situation ønsker at påberåbe sig adgangen til fælles udnyttelse, eller evt. efterfølgende ønsker at tilslutte sig aftalerne. Disse brancheaftaler skal være offentlige tilgængelige for alle parter, der selv har en relevant interesse i at påberåbe sig bestemmelser om fælles udnyttelse.

Såfremt ikke alle af ovennævnte aktører er omfattet af de indgåede brancheaftaler, vil forskningsministeren udstede en bekendtgørelse, der således supplerer brancheaftalerne. Bekendtgørelsen vil tage udgangspunkt i allerede indgåede brancheaftaler, for så vidt forholdene mellem de enkelte brancher ikke vurderes at være meget forskellige. Brancheaftalerne vil som udgangspunkt alene udgøre en rammeregulering, som fortsat vil kunne suppleres af individuelle aftaler.

Det forudsættes, at brancheaftalerne indsendes til Forskningsministeriet til orientering, når disse er indgået, således at det kan sikres, at disse er dækkende. I det omfang aftalerne ikke er dækkende, vil det ved bekendtgørelsesregulering blive sikret, at parter, der ikke er tilsluttet en brancheaftale, ikke betalingsmæssigt stilles ringere end parter under brancheaftalerne.

Såfremt ingen brancheaftaler om indbyrdes betaling for fælles udnyttelse er indgået inden for 3 måneder efter lovforslagets ikrafttræden, udsteder forskningsministeren en bekendtgørelse vedrørende yderligere betaling, end nævnt i §§ 5-6.

I så fald vil det med hensyn til fælles udnyttelse af eksisterende master til radiokommunikationsformål fremgå af bekendtgørelsen, at aftaler om fælles udnyttelse af eksisterende master til radiokommunikationsformål, herunder aftaler indgået på grundlag af påbud om fælles udnyttelse, samlet skal give adgang til fælles udnyttelse til priser, der er omkostningsbaserede, med tillæg af en rimelig fortjeneste.

Den samlede pris for anvendelse af eksisterende master til opsætning af antennesystemer vil således omfatte en andel af drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne, herunder betaling for brug af tilhørende bygninger og for sikring af vejadgang til masten og de tilhørende bygninger, en andel af de driftsøkonomisk nedskrevne anlægsomkostninger samt en rimelig fortjeneste.

For så vidt angår erstatning til indehavere af brugsrettigheder, vil der som udgangspunkt ikke være tale om en lejepris, hvor der også indgår etableringsomkostninger, idet det forudsættes, at brugsrettighedshavere ikke har afholdt disse omkostninger. Såfremt dette dog er tilfældet, vil der i lejeprisen indgå en kompensation herfor.

M.h.t. begrebet rimelig fortjeneste vil dette blive reguleret parallelt med samtrafiklovgivningens bestemmelser herom.

Derudover vil den eller de parter, der anmoder om fælles udnyttelse, eller pålægges at fælles udnytte eksisterende master til radiokommunikationsformål, hvor en sådan fælles udnyttelse kræver udbygning eller forstærkning af masten, blive pålagt at betale de deraf følgende udgifter til udbygning, forstærkning m.v., herunder omkostninger til nedtagning og opsætning af de eller den eksisterende brugers antennesystemer samt omkostninger til opsætning af egne antennesystemer.

Også med hensyn til betaling for fælles udnyttelse af nye master til radiokommunikationsformål vil det fremgå af bekendtgørelsen, at aftaler og påbud om fælles udnyttelse af nye master til radiokommunikationsformål, skal give adgang til priser, der er omkostningsbaserede med tillæg af en rimelig fortjeneste.

Dette vil som udgangspunkt indebære en fordeling af omkostningerne svarende til modellen for betaling for fælles udnyttelse af eksisterende master til radiokommunikationsformål, idet der dog vedrørende nye master i sagens natur ikke vil være tale om, at dele af investeringsomkostningerne allerede er nedskrevne.

Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til, i en eventuel udfyldende bekendtgørelsesregulering, at fastsætte regler om ejendomsretten til master, idet dette spørgsmål overlades til de involverede parter.

Forskningsministerens hjemmel til at fastsætte nærmere regler om at bestemmelserne vedr. indsigt i aftaler, tilsyn, mægling, fastsættelse af vilkår, oplysningspligt, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang følger af §§ 4-7, 8, 9-10, 16, stk. 2 og 3, i lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren. Disse procedureregler fra samtrafiklovgivningen vil alene blive indført såfremt forskningsministeriet udsteder en bekendtgørelse vedr. betaling for fælles udnyttelse, og hjemmelen vil således ikke blive udnyttet, såfremt brancheaktørerne indgår tilfredsstillende og dækkende brancheaftaler om betaling for fælles udnyttelse.

Formålet med bestemmelsen i stk. 1 om, at landzone- eller bygningsmyndigheden, i forbindelse med en ansøgning fra en ejer af master til radiokommunikationsformål om tilladelse til opførelse af nye master eller til ud- eller ombygning af eksisterende master til radiokommunikationsformål, fremover kan fastsætte vilkår om dimensioneringen af master til radiokommunikationsformål, er, at der i ansøgningssager efter lovens ikrafttræden, jf. § 26, i videst mulige omfang tages højde for andre udbyderes kendte radiodækningsplaner, minimum inden for en 2-årig planlægningshorisont, om at opsætte yderligere antennesystemer i det pågældende geografiske område. Dette vil minimere risikoen for efterfølgende sager om udbygning eller udskiftning af master, med forøgede omkostninger til følge for alle involverede parter, som følge af anmodninger efter § 2 om fælles udnyttelse af den pågældende mast. Sådanne påbud om at udbygge ud over masteejerens eget behov, kan alene pålægges ejeren, og ikke en ansøger, der ansøger om at opsætte antennesystemer i masten. Bestemmelsen finder desuden alene anvendelse på ejere og ikke andre rettighedsindehavere, jf. stk. 4 og § 1, stk. 6.

Landzone- og bygningsmyndigheden kan ikke forlange allerede eksisterende master nedlagt og erstattet med mindre master, men kan alene i ansøgningssager om opstilling af nye master beslutte, hvorvidt der skal opstilles flere, mindre master, i stedet for få, store. Landzone- og bygningsmyndighederne afvejer således på grundlag af planlovgivningen, naturbeskyttelseslovgivningen og på grundlag af, hvad der er teknisk (dæknings- og kapacitetsmæssigt) muligt, hvorvidt det vil være mest hensigtsmæssigt at opstille flere mindre master eller én mast (eventuelt udbygge en eksisterende mast), samt placeringen af disse/denne.

§ 8 finder anvendelse på alle sager og ud- eller ombygning af master, og således også på sager, der er startet efter §§2-3.

Sigtet med bestemmelsen om, at der i forbindelse med fastsættelsen af vilkår om masters dimensionering, dvs. hvilken størrelse masten skal have, forudgående skal indhentes oplysninger fra den af Telestyrelsen etablerede database over mobilselskabernes fremtidige behov for opsætning af antennesystemer er at sikre, at dimensioneringen af masten bygger på et realistisk grundlag og derved ikke pålægger masteejeren flere omkostninger ved bygning af masten end højst nødvendigt. Dette er baggrunden for, at et vilkår alene kan fastsættes på grundlag af oplysninger fra databasen. Der er således ikke tale om, at Telestyrelsens udtalelse udgør en egentlig afgørelse, hvori der indgår en vurdering men alene er en indberetning af hvilke oplysninger, der foreligger i databasen.

Landzonemyndigheden kan anvende bestemmelsen i forbindelse med sager i landzone, jf. § 34, i lov om planlægning, om zoneinddeling af landet. Bygningsmyndigheden kan anvende bestemmelsen i sager i byzone eller i sommerhusområder, jf. § 34, i lov om planlægning.

Fastsættelse af vilkår om den samlede dimensionering efter stk. 1 forudsætter, at der i Telestyrelsens database over dækningsplaner for f.eks. mobilselskaber er oplysninger, der indikerer, at andre ønsker antennesystemer opsat i det pågældende område. Telestyrelsens database vil evt. også på sigt indeholde andre kategorier af indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenstilladelser. Se også bemærkningerne til § 16 om opbygning og anvendelse af Telestyrelsens database.

Hvad angår nye master, kan fastsættelse af vilkår efter stk. 1 gives uden at der er indhentet bindende tilsagn fra de indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser, som til Telestyrelsen har afgivet oplysninger om, at de har planer om at opsætte antennesystemer i det pågældende område.

Det har været drøftet i den nedsatte maste-arbejdsgruppe under Telerådet, hvorvidt det burde være en forudsætning for fastsættelse af vilkår som foreslået, at der forinden var indhentet bindende tilsagn fra interesserede parter, og om disse parter eventuelt allerede ved afgivelse af det bindende tilsagn skulle betale for de ekstra omkostninger, der var forbundet med landzone- eller bygningsmyndighedens vilkår om bygning af en større mast. Konsekvensen af dette ville i givet fald være en yderligere forlængelse og komplicering af sagsbehandlingen i sådanne sager, og ville desuden nødvendiggøre, at der blev indført en »karens-periode« for de indehavere af tilladelse til radiofrekvenser, der ikke ønskede at give bindende tilsagn, m.h.t. efterfølgende anmodninger om fælles udnyttelse.

Der var på den baggrund bred enighed i arbejdsgruppen om, at en bestemmelse om bindende tilsagn ikke var hensigtsmæssig.

Konsekvensen af, at der ikke indhentes et bindende tilsagn er, at masteejeren selv skal betale de ekstra omkostninger, der er forbundet med, at masten skal bygges større, end masteejeren umiddelbart selv har behov for.

De pågældende ekstra omkostninger, der er forbundet med bygningen af en større mast, vil imidlertid efterfølgende, i det omfang der fremsættes konkrete anmodninger om fælles udnyttelse, indgå i beregningsgrundlaget vedrørende de etableringsomkostninger, som den anmodende part skal betale en forholdsmæssig andel af, jf. også bemærkningerne til § 7.

Bestemmelsen indebærer ingen indskrænkninger i landzone- og bygningsmyndighedernes adgang og forpligtelse til, inden for rammerne af plan- og naturbeskyttelseslovgivningen, udfra landskabelige hensyn, at vælge den mest optimale løsning, herunder i situationer, hvor dette er relevant, at sigte mod opstilling af flere mindre master i stedet for fælles udnyttelse af en eller flere eksisterende master eller konstruktioner. De lokale myndigheder vil i sagens natur også fortsat have adgang til at meddele afslag på ansøgninger, i det omfang disse ikke kan imødekommes inden for plan- og naturbeskyttelseslovens rammer.

Den, der ikke overholder vilkår fastsat i medfør af stk. 1, straffes med bøde, jf. § 25, stk. 1, nr. 3.

Til stk. 1 og 2

Det er et af de grundlæggende principper i såvel EU-reguleringen af telesektoren som den danske telelovgivning, at disse i videst mulige omfang bør sikre alle brancheaktører adgang til f.eks. begrænsede ressourcer på ikke-diskriminerende vilkår.

Bl.a. på maste-området er gennemførelse af dette princip ikke fuldt ud muligt, idet der i enhver konkret fælles udnyttelsessituation må ske en indbyrdes fordeling af de enkelte antennepositioner på masten, hvoraf nogle vil være mere attraktive end andre. Det foreslås i lovforslaget, at masteejeren i denne situation får adgang til at placere egne antennesystemer på masten forud for andre parter. Det foreslås derudover, at masteejeren får adgang til i nødvendigt omfang at reservere yderligere positioner til fremtidige antennesystemer.

Sigtet med bestemmelsen er, at masteejeren kun kan reservere et rimeligt antal positioner til egne antennesystemer, og at forsøg på via denne bestemmelse at chikanere andre udbydere, vil kunne afvises. Dette vil f.eks. blive relevant i forbindelse med efterfølgende afgørelser om, hvorvidt fælles udnyttelse er teknisk mulig. Modsat kan der på grund af eksempelvis sikkerhedsmæssig tilsikring være visse offentlige antennesystemer, hvor der er behov for at reservere et større antal positioner til eget senere brug, f.eks. for så vidt angår forsvaret. Dette skal der tages hensyn til.

Uenighed mellem ejere, lejere og indehavere af brugsrettigheder m.v. om hvordan denne fortrinsret skal administreres, hvis der er interessemodsætninger, må løses parterne imellem.

Til stk. 3

Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om den indbyrdes fordeling af antennepositioner på masten. Hjemlen gælder både for ejere og eksisterende indehavere af brugsrettigheder og den indbyrdes fordeling af de øvrige positioner mellem parter, der har anmodet om at fælles udnytte. Det følger dog direkte af stk. 2, at indehavere af gældende rettigheder har forrang til at reservere positioner til senere brug, forud for nye parter, der ønsker at opsætte antennesystemer.

Det er ikke hensigten at udnytte denne hjemmel såfremt brancheaktørerne senest 3 måneder efter lovens ikrafttræden indgår åbne og ikke-diskriminerende brancheaftaler herom. Er der efter udløbet af denne frist ikke indgået aftaler eller er disse ikke åbne og ikke-diskriminerende, udsteder forskningsministeren en bekendtgørelse herom.

Det forudsættes, at brancheaftalerne indsendes til Forskningsministeriet til orientering, når disse er indgået. Materielle ændringer skal ligeledes indsendes til ministeriet til orientering. Tilsvarende skal ministeriet orienteres om eventuel ophævelse af en eller flere brancheaftaler.

Er der tale om, at brancheaftalerne ikke dækker alle relevante parter, dvs. samtlige ejere af de af loven omfattede master, vil brancheaftalerne kunne suppleres med bekendtgørelsesregulering på de ikke-omfattede områder. Er der efter udløbet af disse måneder ikke indgået aftaler eller er disse ikke dækkende, udsteder forskningsministeren en bekendtgørelse. Såfremt bekendtgørelsen udstedes for at omfatte parter, der ikke har tilsluttet sig en brancheaftale, vil bekendtgørelsens udformning ske med udgangspunkt i en eller flere af de allerede indgåede brancheaftaler.

Såfremt ingen brancheaftaler indgås vil det af bekendtgørelsen fremgå, at eksisterende brugere af positioner på masten skal forrang i forbindelse med fordeling af positioner på masten, samt at yderligere brugere af masten har adgang til at vælge placering af antennesystemer i en rækkefølge baseret på, hvornår disse har anmeldt deres interesse for den pågældende position overfor Telestyrelsen, via indsendelse af fremtidige radiodækningsplaner, jf. § 16, stk. 1. Dog vil brugere, der konkret ønsker at udnytte deres »reservation« før andre, få adgang til at vælge placering forud for disse (»først-til-mølle«-princippet). Udover selve tidsaspektet skal der ved fastsættelsen af nærmere regler for tildeling af plads på masten tages udgangspunkt i at forskellige typer telekommunikations- eller udsendelsesvirksomhed kan have forskellige behov med hensyn til højdemæssig placering, myndighedsfastsatte dækningskrav m.v. For eksempel vil det være afgørende at sikre at public service virksomhederne fortsat har mulighed for at opnå fuld landsdækning. Dette vil betyde, at tv-virksomheder med et 100% s dækningskrav have forrang for andre radiokommunikationsbrugere.

Til stk. 1-2

Bestemmelsen fastlægger, at ejere af bygninger eller andre høje konstruktioner, herunder ejere af master, der anvendes til andre formål end radiokommunikation, er forpligtet til at imødekomme alle anmodninger om opsætning af antennesystemer på den pågældende bygning, konstruktion eller mast. Stk. 3 kan dog bevirke, at anmodning om opsætning af antennesystemer ikke kan imødekommes.

Kravet herom gælder dog alene bygninger, konstruktioner og master over de alment gældende maksimum grænser for bygningshøjder, jf. henvisningen til § 1, stk. 2, nr. 2 og 3

Det er ikke hensigten, at pålægge ejere af bygninger, konstruktioner og af master, som nævnt ovenfor, forpligtelser i samme omfang som ejere af master til radiokommunikationsformål, hvor der blandt de involverede aktører er en fælles interesse i en udstrakt fælles udnyttelse. Ejere af bygninger, andre høje konstruktioner m.v. vil således i modsætning til ejere af master til radiokommunikationsformål ikke være forpligtede til at foretage udbygning eller ændring af bestående konstruktioner m.v., med henblik på at muliggøre opsætning af antennesystemer.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at tekniske hindringer for opsætning af antennesystemer kan indebære, at opsætning af antennesystemer efter stk. 1, må afvises.

Stk. 3, nr. 1 og 3, svarer til § 2, stk. 4, nr. 1 og 3, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Stk. 3, nr. 2, er en konsekvens af, at det ikke er muligt at kræve om- eller udbygning af den pågældende konstruktion m.v. med henblik på at muliggøre opsætning af antennesystemer. Det vil således være en teknisk hindring, såfremt udformning, bæreevne eller lignende m.h.t. selve bygningen, den pågældende konstruktion eller mast umuliggør opsætning af antennesystemer.

Til stk. 4

Sigtet med denne bestemmelse er, at afgrænse de aktører, der kan kræve adgang til opsætning af antennesystemer, jf. bemærkningerne til § 2, stk. 5.

Til stk. 5

Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde har blandt andet til formål at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirker og kirkegårde, jf. lovens § 1. I overensstemmelse hermed er det fastsat, at placering af antennesystemer på folkekirkens kirkebygninger forudsætter stiftsøvrighedens tilladelse.

Se i øvrigt bemærkningerne til § 2, stk. 6.

Til stk. 6

Se bemærkningerne til § 2, stk. 4 nr. 3 og stk. 7.

Til stk. 7

Sigtet med denne bestemmelse er at sikre, at der ved opsætning af antennesystemer på bygninger m.v., hvor der allerede er placeret andre antennesystemer til radiokommunikationsformål, i relevant omfang sker fælles udnyttelse af bygninger tilknyttet de allerede etablerede antennesystemer. Dette forudsætter, at fælles udnyttelse heraf er teknisk mulig, samt at en sådan fælles udnyttelse knytter sig til den anmodende parts opsætning og udnyttelse af egne antennesystemer på samme bygning, konstruktion m.v.

Påbud om opsætning af antennesystemer på bygninger m.v. omfatter derved, udover adgang til placering af sende- og modtageudstyr på selve bygningen m.v., også adgang til opstilling af eget udstyr i tilhørende bygninger, brug af adgangsveje m.v., ligeledes i det omfang, dette er teknisk muligt.

Med hensyn til tilhørende bygninger m.v., medfører forudsætningen om, at fælles udnyttelse er teknisk mulig, at der er mulighed for fysisk adskillelse af de pågældende parters udstyr, og at der kan etableres særskilt adgang til de forskellige involverede parters udstyr.

Adgang til fælles udnyttelse af tilhørende bygninger omfatter ikke en eventuel fælles udnyttelse af de på bygningen m.v. placerede antennesystemer.

Til stk. 8

Bestemmelsen fastslår, at driften og vedligeholdelsen af antennesystemet foretages af ejeren, såfremt der gælder særlige sikkerhedsforskrifter for masten, bygningen eller konstruktionen. § 1, stk. 6 finder ikke anvendelse på bestemmelsen. Se i øvrigt bemærkningerne til § 2, stk. 10.

Til stk. 9

Adgang til opsætning af antennesystemer forudsætter endvidere, at der er klarhed over, hvilken betaling der skal ske herfor, og at det er muligt at sikre den fornødne adgang til udnyttelse af tredjemands arealer som grundlag for de pågældende antennekonstruktioner. M.h.t. adgang til tredjemands arealer kan dette ske enten gennem aftale herom eller i sidste ende via ekspropriationsbestemmelsen i § 15. § 15 kan kun anvendes af udbydere af offentlige telenet og teletjenester og af virksomheder der udbyder landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet.

Der henvises til lovforslagets §§ 12-13 og bemærkningerne til disse bestemmelser, hvoraf fremgår, at afklaring af ovennævnte er en forudsætning for, at de lokale landzone- eller bygningsmyndigheder kan give tilladelse til opsætning af antennesystemer.

Se endvidere bemærkningerne til §2, stk. 11.

For at sikre, at der sker en udstrakt grad af anvendelse af eksisterende bygninger, konstruktioner, master m.v., omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2 og 3, til opsætning af antennesystemer, gives landzone- og bygningsmyndigheden, parallelt med hjemlen i § 3, adgang til at påbyde opsætning af antennesystemer også i situationer, hvor ingen af de pågældende parter som udgangspunkt er interesserede heri. Opsætning af antennesystemer kan dog kun påbydes, såfremt en sådan opsætning af antennesystemer er teknisk muligt, jf. herom bemærkningerne til § 10, stk. 4.

Landzonemyndigheden kan anvende påbudsbestemmelsen i forbindelse med sager i landzone, jf. § 34, i lov om planlægning, om zoneinddeling af landet. Bygningsmyndigheden kan anvende påbudsbestemmelsen i sager i byzone eller i sommerhusområder, jf. § 34, i lov om planlægning.

I sager om adgang til opsætning af antennesystemer, hvor de lokale myndigheder stilles overfor flere parallelle anmodningerne om adgang, bør der, i det omfang dette er nødvendigt, ske en prioritering af etablering af antennesystemer til fordel for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester.

Påbud om at give adgang til opsættelse af antennesystemer forudsætter, at det er muligt i relevant omfang at sikre adgang til tredjemands arealer enten gennem en aftale herom eller i sidste ende via ekspropriationsbestemmelsen i § 15.

Påbud efter bestemmelsen kan rettes til ejeren af den pågældende bygninger, konstruktion og mast samt til dem, der ligestilles med ejere, jf. § 10, stk. 2.

Se i øvrigt bemærkningerne til § 10.

Den der ikke efterkommer påbud udstedt i medfør af § 11, stk. 1 og 2, straffes med bøde, jf. § 25, stk. 1, nr. 1.

Se bemærkningerne til § 5 om den parallelle bestemmelse vedr. fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og fastsættelsen af betaling herfor i tilfælde af uenighed.

Se bemærkningerne til § 6 om den parallelle bestemmelse vedr. fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og afklaringen af tredjemands rettigheder i forbindelse hermed.

Forskningsministeren tillægges med den foreslåede bestemmelse kompetence til at fastsætte nærmere regler for yderligere betaling end nævnt i § 12, stk. 1, samt andre vilkår for opsætning af antennesystemer.

Den pågældende hjemmel vil ikke blive udnyttet, såfremt der indgås brancheaftaler herom inden 3 måneder regnet fra ikrafttrædelsen af lovforslaget. Det forudsættes, at brancheaftalerne indsendes til Forskningsministeriet til orientering, når disse er indgået. Materielle ændringer skal ligeledes indsendes til ministeriet til orientering. Tilsvarende skal ministeriet orienteres om eventuel ophævelse af en eller flere brancheaftaler.

Idet der vil være tale om brancheaftaler som erstatter en egentlig bekendtgørelsesregulering vil ministeriet skulle vurdere, hvorvidt disse er åbne for alle på gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. Det er således ikke sigtet med bestemmelsen, at Forskningsministeriet skal foretage en formel godkendelse af brancheaftalerne, idet dette vil mindske disse aftalers karakter af et af sektoren fastlagt, fleksibelt internt aftalesystem. Dette forekommer ikke hensigtsmæssigt.

Kun såfremt aftalerne ikke lever op til de herved indikerede minimumskrav, vil forskningsministeren udnytte sin kompetence til at udstede bekendtgørelsesregler, som supplerer eller ændrer disse. Er der tale om, at brancheaftalerne ikke dækker alle relevante parter, dvs. samtlige ejere af de af loven omfattede master, vil brancheaftalerne kunne suppleres med bekendtgørelsesregulering på de ikke-omfattede områder. Er der efter udløbet af disse måneder ikke indgået aftaler eller er disse ikke dækkende, udsteder forskningsministeren en bekendtgørelse. Såfremt bekendtgørelsen udstedes for at omfatte parter, der ikke har tilsluttet sig en brancheaftale, vil bekendtgørelsens udformning ske med udgangspunkt i en eller flere af de allerede indgåede brancheaftaler.

Hovedsigtet er brancheaftaler, der indebærer en rimelig leje, svarende til gældende praksis for adgang til opsætning af udstyr af denne art. Hertil kommer, at den eller de relevante parter selv bør dække alle omkostninger ved opsætning af antennesystemer, drift heraf m.v.

Et af de delområder, hvor det vil være relevant at indgå brancheaftaler, er adgang til kommunalt og amtskommunalt ejede bygninger og konstruktioner m.v., hvor aftaleparterne vil kunne være Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i samarbejde med alle relevante udbydere af offentlige telenet eller tjenester, herunder alle mobilselskaber, selskaber, der har etableret eller agter at etablere master til radiokæde-formål eller andre radiokommunikationsformål, samt andre interesserede parter blandt aktørerne på området. Brancheaftalen bør endvidere være åben for, at yderligere relevante parter efterfølgende kan tilslutte sig denne.

Andre delområder er master ejet af medlemmerne af Danske Elværkers Forening, høje konstruktioner i tilknytning til landbrugsejendomme, som f.eks. siloer m.v., hvor det evt. kan være relevant at indgå en delaftale med landbrugets organisationer, master i forbindelse med Banestyrelsens køreledninger m.v.

Der vil være områder, hvor det ikke er muligt at identificere relevante parter m.h.p. indgåelse af brancheaftaler, og hvor der derfor vil være behov for en udfyldende bekendtgørelsesregulering. I det omfang der indgås brancheaftaler på et eller flere af de ovenfor nævnte områder, vil det ved denne bekendtgørelsesregulering blive sikret, at disse parter ikke betalingsmæssigt stilles ringere end parter, der har indgået en brancheaftale. Indgås der ikke brancheaftaler vil betaling for opsætning af antennesystemer på disse bygninger m.v., i det omfang det er muligt, blive baseret på hidtidig praksis for adgang til opsætning af udstyr af denne art.

Bestemmelsen vedrører ekspropriation af tredjemands rettigheder m.h.t. arealer, hvor der er et behov for opførelse af master, tilhørende bygninger m.v. til radiokommunikationsformål, tilhørende indehavere af tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser til radiobaseret teleinfrastruktur, der indgår i udbud af offentlige telenet eller teletjenester, eller til udbud af landsdækkende radio- eller tv-virksomhed via det jordbaserede sendenet. Andre indehavere af radiofrekvenser må i stedet via frivillige aftaler sikre sig samtykke til fælles udnyttelse fra tredjemand.

Bestemmelsen svarer substansmæssigt til § 1 i lov om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål.

Ekspropriation kan dels være relevant i forbindelse med sager efter §§ 2-3, og i sager, hvor en udbyder, uden at der er tale om fælles udnyttelse, ønsker at etablere nye masteanlæg eller at udbygge eksisterende anlæg.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til Tele Danmark Mobils og Sonofons hidtidige adgang til ekspropriation, jf. § 5 i lovbekendtgørelse nr. 502 af 22. juni 1995 om offentlig mobilkommunikation.

Denne ekspropriationshjemmel udgik af lovgrundlaget for mobilselskabernes aktiviteter, som en konsekvens af den generelle ophævelse af den tidligere lov om offentlig mobilkommunikation, der pr. 1.7.1996 blev afløst af lov nr. 468 af 12. juni 1996 om offentlig mobilkommunikation.

I denne nye lov indgik, i modsætning til i den tidligere lov, ingen ekspropriationsbestemmelser for mobilselskaberne, idet det i den politiske principaftale, der ligger til grund for såvel mobilloven fra 1996, som nærværende lovforslag, er aftalt at ekspropriationsbestemmelser skal indgå som en del af den supplerende lovpakke, der blev gennemført i Folketingssamlingen 1996/97. Se også indledningen til de almindelige bemærkninger vedr. den politiske principaftales indhold. Det har således på intet tidspunkt været hensigten generelt at fjerne mobilselskabernes adgang til at anmode om ekspropriation med sigte på at muliggøre deres teleaktiviteter.

Også Tele Danmark har hidtil, som koncessionshaver, haft adgang til at anmode om ekspropriation med henblik på f.eks. opstilling af master til radiokæde-formål eller lignende.

Det faktum, at der nu er gennemført en totalliberalisering af telesektoren gør det relevant, at en bredere kreds af aktører får adgang til at anmode om ekspropriation til teleformål. Det har i den forbindelse været et politisk ønske, at der sikres en egentlig myndighedskontrol med, at denne adgang kun anvendes i situationer, hvor dette er klart nødvendigt. Bestemmelsen er således udformet med sigte på at sikre dette.

I den tidligere gældende mobillov var det i § 5 anført, at telekommunikationsanlæg, i henseende til anvendelse af 1965-loven om ekspropriationer under ministeriet for offentlige arbejder, var at sidestille med telekommunikationsanlæg, der udføres af staten eller et koncessioneret selskab. Tilladelsesindehaverne kunne således anmode trafikministeren om iværksættelse af ekspropriation til deres telekommunikationsanlæg.

Med sigte på at videreføre den hidtidige ekspropriationsadgang samt forankre den hos Telestyrelsen som offentlig myndighed, fastslår bestemmelsen, at Telestyrelsen foretager den grundlæggende vurdering af, om ekspropriation er berettiget, og derefter giver tilladelse til iværksættelse af ekspropriation på vegne af udbydere af offentlige telenet eller teletjenester eller udbydere af landsdækkende radio- eller tv-virksomheder via det jordbaserede sendenet. Klage over Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1 indgives til Teleklagenævnet, jf. § 24, stk. 1.

Såfremt Telestyrelsen finder, at anmodning om ekspropriation bør fremmes, fremsender Telestyrelsen sagen til Kommissariatet via Trafikministeriet i overensstemmelse med § 11 i ekspropriationsprocesloven. Trafikministeren giver herefter den formelle ekspropriationsbemyndigelse efter ekspropriationsprocesloven § 14 med henblik på at ekspropriationskommissionen kan afgøre, hvorvidt ekspropriation skal imødekommes. Det følger af ekspropriationsprocesloven, at det er ekspropriationskommissionen, der - ud fra hensynet til almenvellet - træffer afgørelse om ekspropriationens gennemførelse samt fastsætter erstatningens størrelse.

Når ekspropriationskommissionen har påvist, hvorledes projektet vil berøre den enkelte arealejers ejendom eller rettighed, har parterne lejlighed til at redegøre for de synspunkter, der efter deres mening bør have indflydelse på erstatningens størrelse.

Ekspropriationskommissionen fremsætter herefter forslag til erstatningens størrelse. Godkendes forslaget ikke senest 14 dage efter afgivelsen, afsiges der kendelse om erstatningens fastsættelse. Erstatningsfastsættelsen foretages således i overensstemmelse med lovens udgangspunkt normalt i umiddelbar forbindelse med ekspropriationen. Denne kendelse kan indbringes til efterprøvelse for vedkommende taksationskommission.

Det følger af § 26 i ekspropriationsprocesloven, at søgsmål om ekspropriation behandles i 1. instans ved landsret. Sager om ekspropriationsaktens lovlighed samt om erstatningen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder efter, at henholdsvis ekspropriationskommissionens og taksationskommissionens kendelse er afsendt. Spørgsmål der kan afprøves af en taksationskommission kan ikke indbringes for domstolene forinden taksationskommissionens afgørelse foreligger.

Det følger af ekspropriationsprocesloven, at ekspropriationsbeslutningens retsvirkninger indtræder ved ekspropriationskommissionens meddelelse om ekspropriation. Den foreslåede procedure svarer til proceduren i den hidtidige lovbestemmelse, hvor Trafikministeriet foretager ekspropriation på vegne af selskaberne, som herefter udreder erstatningen. Der foreslås dog en præcisering af, at der i Telestyrelsens regi skal ske en indledende efterprøvelse af, om iværksættelse af ekspropriation er berettiget, og en generel forankring af sagen i Telestyrelsen frem for i Trafikministeriet.

Det præciseres, at det ikke er hensigten med bestemmelsen, at en gennemført ekspropriation, med sigte på opsætning af master og antennesystemer m.v., fritager fra, at der indhentes de fornødne tilladelser til opsætning af masten eller antennesystemet i form at en byggetilladelse og eventuelt en landzonetilladelse. Det er således en forudsætning for tilladelse til ekspropriation, at de lokale landzone- eller bygningsmyndigheder er indstillet på at give tilladelse til de pågældende konstruktioner.

Til stk. 4

Bestemmelsen fastslår de kriterier, som Telestyrelsen skal anvende ved bedømmelsen af, hvorvidt anmodningen om ekspropriation bør fremmes.

Med hensyn til kriteriet i stk. 4, nr. 1, er hensigten, at Telestyrelsen skal vurdere, hvorvidt der eksisterer andre oplagte muligheder for etablering af det pågældende anlæg herunder, om der er mulighed for at løse det pågældende behov for teleinfrastruktur via indgåelse af samtrafikaftaler på omkostningsbaserede vilkår.

Herudover skal Telestyrelsen vurdere, om anlæggelsen af den pågældende teleinfrastruktur er af væsentlig betydning for mulighederne for at udbyde offentlige telenet eller teletjenester, herunder for forsyningspligtudbyderes muligheder for at udbyde forsyningspligt-tjenester til alle slutbrugere, der ønsker at benytte forsyningspligtselskabets tjenester. I vurderingen af om anlæggelsen af den pågældende teleinfrastruktur er af væsentlig betydning for mulighederne for at udbyde offentlige telenet eller teletjenester kan også indgå, om den pågældende teleinfrastruktur er af væsentlig betydning for at kunne imødekomme samtrafik-anmodninger fra andre udbydere af offentlige telenet eller teletjenester.

Til stk. 5

Bestemmelsen fastslår, at erstatningen i anledning af ekspropriation samt udgifterne ved ekspropriationssagens behandling påhviler den, der har fremsat anmodning om ekspropriation eller får adgang til fælles udnyttelse/opsætning af antennesystemer.

Til stk. 1- 4

Bestemmelsen fastslår, at Telestyrelsen udarbejder en database på baggrund af indsendte oplysninger fra indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser til offentlig mobilkommunikationsnet og virksomheder, der i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed har tilladelse til landsdækkende radio-tv virksomhed via det jordbaserede sendenet om deres fremtidige radiodækningsplaner. Oplysningspligten omfatter også reservationer på egene master, jf. § 9, stk. 1. Databasen skal ikke indeholde en oversigt over eksisterende dækningsforhold, men alene indeholde data om planlagte udbygningsbehov. Udfra databasen skal Telestyrelsen afgive udtalelse til landzone- og bygningsmyndigheden. Telestyrelsens oplysninger er alene baseret på det i databasen foreliggende materiale, og der forudsættes således ikke forudgående høring af parterne forinden afgivelsen af udtalelsen. Telestyrelsens udtalelse skal afgives senest 1 måned efter anmodning fra landzone- eller bygningsmyndigheden.

Det er således en forudsætning for udstedelse af vilkår om udbygning eller udskiftning af eksisterende master til radiokommunikationsformål, eller om at forøge dimensioneringen af den oprindeligt planlagte nye mast, at der i databasen er oplysninger, der indikerer, at der vil blive behov for efterfølgende fælles udnyttelse, jf. § 8, stk. 2. På dette område er Telestyrelsens oplysninger således bindende for amter og kommuner.

Indehaverne af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser har pligt til - til Telestyrelsen - at indsende deres fremtidige radiodækningsplaner rækkende minimum 2 år frem, jf. stk. 1. Oplysninger om ændringer i disse planer indsendes tilsvarende til Telestyrelsen, jf. stk. 4

Fremtidige radiodækningsplaner tilhørende indehaverne af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser er ikke bindende for den afgivende part, idet sådanne planer efterfølgende kan tænkes ændret som følge af ændringer i trafikmønster, efterspørgsel m.v.. Parterne er i sådanne situationer forpligtet til at indberette ændringer i planerne til Telestyrelsen. Derved sikres det, at Telestyrelsens udtalelse til landzone- og bygningsmyndighederne afgives på et så realistisk grundlag som muligt.

Radiofrekvensindehavernes fremtidige radiodækningsplaner må betragtes som følsomme oplysninger i konkurrenceøjemed, og der vil derfor ikke være adgang til aktindsigt heri. Undtaget er dog adgangen til egenaccess, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 2.

Oplysningerne vil således være at betegne som fortrolige, og de vil kun kunne videregives til myndigheder, som har et sagligt behov for disse oplysninger. Telestyrelsen og de lokale myndigheder er ansvarlige for, at oplysninger afgivet til Telestyrelsen og videregivet til de lokale myndigheder forbliver fortrolige.

Databasen vil således danne grundlag for Telestyrelsens udtalelse til amter og kommuner til brug for disses fastsættelse af vilkår i medfør af § 8, stk. 1.

Til stk. 5

Bestemmelsen giver Telestyrelsen hjemmel til at fastsætte regler vedrørende afgivelse af oplysninger til databasen, herunder bl.a. tidsfrister for afgivelse af oplysninger, herunder indenfor hvilke tidsfrister ændringer af planerne skal indsendes til Telestyrelsen.

Det følger af § 20, stk. 1, at forskningsministeren ikke kan give Telestyrelsen tjenestebefalinger om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter i medfør af stk. 5.

Til stk. 6

Sigtet er, at databasen i Telestyrelsen i første omgang skal indeholde oplysninger om fremtidige radiodækningsplaner tilhørende udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet med tilhørende basale tjenester. Hensigten er dog, at databasen senere skal kunne udvides til også at indeholde radiodækningsplaner tilhørende andre kategorier af indehavere af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser, i det omfang dette måtte være relevant. Dette kan f.eks. være relevant for regional og lokal radio- eller tv-virksomheder. Det afgørende vil være, om disse grupper vil have behov for opsætning af antennesystemer i et omfang, der berettiger inddragelse i databasen.

Bestrider masteejeren eller andre af sagens parter, i sager hvor der gives påbud om fælles udnyttelse af eksisterende master, eller påbud om opsætning af antennesystemer på bygninger, konstruktioner og andre master end til radiokommunikationsformål, at fælles udnyttelse konstruktionsteknisk er mulig, og finder lanzone- og bygningsmyndigheden, at parterne ikke har fremlagt tilstrækkelig byggeteknisk dokumentation for denne påstand, kan landzonemyndigheden i samarbejde med bygningsmyndigheden, og i sager hvor landzonemyndigheden ikke er involveret, bygningsmyndigheden, foranledige, at der indhentes en byggeteknisk udtalelse, f.eks. fra en anerkendt rådgivende ingeniørvirksomhed.

Med hensyn til indhentelse af byggeteknisk udtalelse forudsættes det således, at landzonemyndigheden i sager, hvor der er behov for byggetekniske vurderinger, inddrager bygningsmyndigheden i vurderingen af disse forhold samt indhenter en eventuelt supplerende udtalelse.

Landzonemyndigheden, og i sager hvor landzonemyndigheden ikke er involveret, bygningsmyndigheden, afholder som udgangspunkt omkostningerne til den byggetekniske undersøgelse. Hvis denne viser, at fælles udnyttelse byggeteknisk er mulig, kan landzone- eller bygningsmyndigheden pålægge den eller de af parterne, der har bestridt, at fælles udnyttelse var byggeteknisk mulig, at afholde omkostningerne til undersøgelsen.

Det skal bemærkes at bestemmelsen ikke på nogen måde pålægger de lokale myndigheder at indhente konstruktionstekniske udtalelser, men alene giver mulighed for i visse tilfælde at overvælte betalingen herfor på den eller de parter, der har anmodet om fælles udnyttelse af master m.v. Det generelle udgangspunkt er officialprincippet, hvor efter offentlige myndigheder er forpligtet på at undersøge de forelagte sager så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Telestyrelsen indhenter oplysninger fra sagens parter med henblik på afgivelse af den radiotekniske udtalelse. Den foreslåede bestemmelse fraviger dette udgangspunkt til fordel for de lokale myndigheder, idet den giver mulighed for at overvælte dele af udgifterne til oplysning af sagen på brugerne. Der er således tale om at de lokale myndigheders udgifter til oplysning af sagen eventuelt kan formindskes.

Til stk. 1

Bestemmelsen pålægger landzonemyndigheden, og i sager hvor landzonemyndigheden ikke er involveret, bygningsmyndigheden, at indhente en radioteknisk udtalelse fra Telestyrelsen, såfremt en af parterne i sagen bestrider, at opsætning af antennesystemer radioteknisk er mulig.

Telestyrelsen kan bl.a. med udgangspunkt i de pågældende parters og landzone- og bygningsmyndighedernes oplysninger ud fra et skøn udtale sig om, hvorvidt fælles udnyttelse eller opsætning af antennesystemer radioteknisk er mulig, samt i hvilket omfang alternative placeringer er mulige. Telestyrelsen kan desuden rådgive landzone- og bygningsmyndigheden om forventet mastebehov, samt give generel vejledning af frekvens- og radioteknisk karakter.

Telestyrelsens rådgivning til amter og kommuner omfatter allerede på nuværende tidspunkt generel vejledning af frekvens- og radioteknisk karakter, frekvens- og radiotekniske forhold vedr. alternative placeringsmuligheder, radiodækningsmæssige forhold vedr. fælles udnyttelse af eksisterende master, bygninger, konstruktioner m.v., samt rådgivning om forventet mastebehov.

Telestyrelsen har desuden mulighed for at give generel vejledning med hensyn til forstyrrelsesproblematikken, herunder EMC. Udover at afgive radioteknisk udtalelse er Telestyrelsen den ansvarlige myndighed for administrationen af EMC-lovgivningen, herunder behandling af klager over forstyrrelser. Telestyrelsens udtalelse efter stk. 1 indebærer dog ingen indskrænkninger i Telestyrelsens adgang til efterfølgende at gribe ind overfor forstyrrelser. Dette skyldes, at det på det tidspunkt hvor Telestyrelsen afgiver udtalelse af radioteknisk karakter til landzone- eller bygningsmyndigheden, ikke vil være muligt for Telestyrelsen at forudse alle de forstyrrelsesproblemer, der efterfølgende vil kunne opstå.

Telestyrelsens kompetence omfatter ikke rådgivning om andre forhold end de frekvens- og radiotekniske aspekter. Det vil sige, at f.eks. miljømæssige og sundhedsmæssige aspekter ikke er omfattet af rådgivningen, idet de kompetente myndigheder her er henholdsvis miljø- og sundhedsmyndighederne. Heller ikke f.eks. bygningstekniske eller ejendomsretlige forhold vedr. fælles udnyttelse m.v. er omfattet.

Det følger af officialprincippet, at Telestyrelsens efterprøvelse af, om fælles udnyttelse eller opsætning af antennesystemer i konkrete situationer radioteknisk er mulig, sker i form af efterprøvelse af dokumentation herfor, indhentet fra de indehavere af master, bygninger eller konstruktioner, herunder leje m.v., hvortil der ansøges om tilladelse til opsætning af antennesystemer eller af dem, der anmoder om adgang til masten m.v. Oplysningerne vurderes, og Telestyrelsen udarbejder en radioteknisk udtalelse, som skal indgå i amtets/kommunernes videre arbejde. Udtalelsen skal således indhentes inden påbud gives efter § 3, stk. 1 og § 11, stk. 1.

Til stk. 2

Med sigte på at forkorte sagsbehandlingstiden i ansøgningssager, foreslås det i stk. 2, at Telestyrelsen skal afgive udtalelse efter stk. 1 i den pågældende sag inden 1 måned efter udløbet af den 14 dages frist, som sagens parter har til at afgive oplysninger til sagen. Fristerne er absolutte hvilket betyder, at såfremt sagens parter ikke har afgivet oplysninger inden 14 dage, vil Telestyrelsens udtalelse blive afgivet på baggrund af det foreliggende materiale.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at Telestyrelsens radiotekniske udtalelse ikke er bindende for landzone- og bygningsmyndigheden. Naturklagenævnet vil således have mulighed for at indhente yderligere radiotekniske udtalelser, såfremt dette ønskes, jf. § 22, stk. 3.

Telestyrelsens vurdering af de radiotekniske aspekter i en given sag indeholder et betydeligt element af skøn. Desuden ville en bestemmelse om, at Telestyrelsens udtalelse var bindende, flytte beslutningskompetencen i de pågældende sager fra de decentrale landzone- og bygningsmyndigheder til den centrale Telestyrelse. Dette har ikke været sigtet med nærværende lovforslag.

Det følger dog af 2. led, at Telestyrelsens udtalelse er bindende for landzone- og bygningsmyndigheden, hvis styrelsens udtalelse udgør en afvisning af, at opsætning af antennesystemer radioteknisk er mulig.

Telestyrelsen har umiddelbart vurderet, at Telestyrelsen kun rent undtagelsesvis vil være i stand til klart at afvise, at fælles udnyttelse radioteknisk er mulig.

Det følger af § 24, stk. 3, at Telestyrelsens udtalelse efter stk. 1 og 3 ikke kan påklages.

I situationer hvor Telestyrelsen udtalelse vil være bindende, som beskrevet ovenfor, vil udtalelsen således ikke kunne påklages til de i §§ 22 og 23 nævnte klagenævn. Dette er sket for ikke at forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.

Til stk. 1

Officialprincippet bevirker, at offentlige myndigheder er forpligtet på at undersøge de forelagte sager så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Med henblik på sikring af det bedste grundlag herfor, kan Telestyrelsen og landzone- og bygningsmyndigheden i medfør af denne bestemmelse afkræve de involverede parter alle relevante oplysninger. Den der ikke afgiver oplysninger i medfør af denne bestemmelse straffes med bøde, jf. § 25, stk. 1, nr. 3.

Til stk. 2

Der er alene tale om, at Telestyrelsen skal offentliggøre oplysninger i anonymiseret form og således ikke oplysninger om de enkelte selskaber eller disse master/antennesystemer. Oplysningerne om masteforhold forudsættes at indgå i »Teleårbogen« som en belysning af antallet af master i Danmark.

Til stk. 1

Det er hensigten med bl.a. den foreslåede bestemmelse, at den i øvrigt gennemførte afskæring af forskningsministerens instruksadgang overfor Telestyrelsen omfatter den samlede tilsynsfunktion, herunder også de aktiviteter, der ikke umiddelbart knytter sig til en enkelt konkret afgørelse, som f.eks. Telestyrelsens iværksættelse af udrednings- og analyse-opgaver i tilknytning til tilsynsaktiviteterne, indhentning af ekstern juridisk, økonomisk eller telefaglig bistand hertil, Telestyrelsens interne tværgående overvejelser om planlægning og udøvelse af tilsynet, udvalgte fokus-områder m.v., jf. dog de i lovforslag om Telestyrelsen indeholdte styringsinstrumenter m.h.t. budgetfastlæggelse og kontraktstyring m.v., der også finder anvendelse i forhold til tilsynsaktiviteterne.

Det foreslås yderligere præciseret, at afskæringen af forskningsministerens instruksadgang også omfatter Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter på de områder, hvor bemyndigelsen hertil er henlagt til Telestyrelsen.

Til stk. 2

Uanset den i bemærkningerne til stk. 2 beskrevne afskæring af forskningsministerens adgang til at give Telestyrelsen instruks i forbindelse med styrelsens tilsynsaktiviteter, vil den til enhver tid værende minister for området, medmindre der fastsættes særlige regler der afskærer ministeren herfra, fortsat kunne risikere at komme under pres for at involvere sig i enkeltsager på tilsynsområdet, på grundlag af ministerens generelle adgang til i forbindelse med konkrete sager at dispensere fra de af ministeren administrativt fastsatte regler. Herved vil den foreslåede klare arbejdsdeling mellem minister og styrelse kunne undermineres.

For yderligere at styrke Telestyrelsens uafhængighed på tilsynsområdet og afskære ministerens involvering i enkeltsager, er det derfor hensigten med nærværende bestemmelse, at afskære ministeren fra at kunne dispensere fra bekendtgørelser udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

Ministeren vil herefter være henvist til, såfremt der konstateres uhensigtsmæssigheder i de gældende bekendtgørelser m.v., generelt at ændre disse.

Med bestemmelsen får landzone- og bygningsmyndigheden mulighed for at udstede påbud og anvende dagbøder med sigte på at sikre gennemtvingelse af påbud efter § 3, stk. 1 og 2 og § 11, stk. 1 og 2, overholdelse af vilkår fastsat i medfør af § 8, stk. 1, samt afgivelse af oplysninger efter § 19, stk.1.

Anvendelse af dagbøder forudsætter, at landzone- eller bygningsmyndigheden forinden har truffet afgørelse om, at der foreligger en overtrædelse af gældende bestemmelser og har meddelt påbud om overholdelse heraf.

Formålet med at give mulighed for tvangsbøder er, at begrænse eventuelle økonomiske incitamenter til f.eks. ikke at overholde påbud udstedt af landzone- eller bygningsmyndigheden.

Ved fastsættelse af dagbødernes størrelse skal det sikres, at beløbet har en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende på parten.

Ved udmåling af dagbøderne i medfør af overtrædelser af denne bestemmelse bør der tages et særligt hensyn til den økonomiske fordel den pågældende part enten har opnået, har tilsigtet eller den interesse denne har haft ved overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Naturklagenævnet får med bestemmelsen mulighed for at indhente en supplerende tele/radioteknisk udtalelse fra Telestyrelsen eller en uafhængig tredjepart. Naturklagenævnet er således ikke bundet af Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1. Dette skyldes, at Naturklagenævnet har ønsket, at nævnet ikke skal være bundet af en sådan udtalelse.

Planlovens § 58, stk. 2 vedr. formandskompetence finder tilsvarende anvendelse i sager efter denne lov.

Klage til Naturklagenævnet indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Klageberettiget er alle med en interesse i sagen herunder også lejere og brugsrettighedsindehavere. Landzonemyndigheden videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den pågældende afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. Rettidig klage efter planloven har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Når Naturklagenævnet har truffet afgørelse efter stk. 1, går sagen tilbage til landzonemyndigheden, som kan anvende bestemmelserne i § 21 til at pålægge dagbøder med henblik på gennemtvingelse af efterkommelse af afgørelsen. Landzonemyndigheden skal påse, at påbud efter denne lov efterkommes.

Det tilstræbes, at Naturklagenævnets afgørelser efter stk. 1 foreligger senest 3 måneder efter, at de er forelagt nævnet. Dette må dog ikke føre til, at Naturklagenævnets øvrige sager nedprioriteres til fordel for sager omfattet af mastelovgivningen.

Statsamtet og by- og boligministeren får med bestemmelsen mulighed for at indhente en supplerende tele/radioteknisk udtalelse fra Telestyrelsen eller en uafhængig tredjepart. Statsamtet og by- og boligministeren er således ikke bundet af Telestyrelsens udtalelse efter § 18, stk. 1.

Det tilstræbes, at statsamtets og by- og boligministerens afgørelser efter stk. 1 foreligger senest 3 måneder efter, at de er forelagt statsamtet eller by- og boligministeren. Dette må dog ikke føre til, at Statsamtets og by- og boligministeriets øvrige sager nedprioriteres til fordel for sager omfattet af mastelovgivningen.

Klageberettiget er alle med en interesse i sagen herunder også lejere og brugsrettighedsindehavere.

Når statsamtet eller by- og boligministeren har truffet afgørelse efter stk. 1, går sagen tilbage til bygningsmyndigheden, som kan anvende bestemmelserne i § 21 til at pålægge dagbøder med henblik på gennemtvingelse af efterkommelse af afgørelsen. Bygningsmyndigheden skal påse, at påbud efter denne lov efterkommes.

Den part der ikke afgiver oplysninger i medfør af stk. 2, straffes med bøde, jf. § 25, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen fastslår, at klager over Telestyrelsens afslag om ekspropriation og klager over Telestyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed kan indbringes for Teleklagenævnet.

Telestyrelsens radiotekniske udtalelser til landzone- og bygningsmyndigheden kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Det tilstræbes, at Teleklagenævnets afgørelser efter stk. 1 foreligger senest 3 måneder efter, at de er forelagt nævnet.

Ved udmåling af bøder i medfør af overtrædelser af dette lovforslag, bør der tages et særligt hensyn til den økonomiske fordel den pågældende part enten har opnået, har tilsigtet eller den interesse denne har haft ved overtrædelse af de nævnte bestemmelser, jf. straffelovens § 51, stk. 3.

Til stk. 1

Loven træder efter lovforslaget i kraft den 1. april 1999.

Til stk. 2

Loven finder alene anvendelse på ansøgninger om opstilling af master til radiokommunikation eller opsætning af antennesystemer indgivet efter lovens ikrafttræden. For så vidt angår igangværende sager, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Til stk. 3 og 4

Bestemmelserne skal sikre, at Telestyrelsen og de parter, der skal indgive oplysninger til Telestyrelsens database, får tilstrækkelig med tid til at opbygge databasen. I det omfang det er muligt, at skal Telestyrelsen i den mellemliggende periode indtil databasen er udarbejdet, afgive oplysninger efter § 16, stk. 3 til landzone- og bygningsmyndighederne på baggrund af foreliggende oplysninger.

Telestyrelsen fastsætter i øvrigt nærmere regler om afgivelse af oplysninger, jf. § 16, stk. 5, herunder nærmere regler om ajourføring af oplysninger.

Det er med denne bestemmelse sikret, at klageadgangsstrukturen vil blive evalueret og eventuelt, i det omgang der viser sig behov herfor, revideret i folketingsåret 2001-2002. Der er således tale om forholdsvis komplicerede afgørelses- og klageprocedurer, som det vil være relevant at revurdere efter at disse har været anvendt i en vis periode.

Mastelovforslaget anvendelse drøftes i øvrigt løbende med de parter, der berøres af lovforslaget, således at disses eventuelle bemærkninger tilsvarende kan inddrages ved lovens revision.

Versioner

1. 1999-01-21