Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v.

GældendeVersion 1999-04-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199812L00230@1999-04-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 52 c, stk. 1, ændres » kan fastsætte gebyrer til dækning af afholdte udgifter til « til: » fastsætter gebyrer til dækning af udgifter til « .

2. § 52 c, stk. 3, 2. pkt., ophæves.

3. I § 52 c indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. For tilladelser til indvinding af grundvand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til industriformål fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde. Hvis den samlede tilladte indvindingsmængde for virksomheden overstiger 25.000 m 3 i et amt, fastsættes gebyrer dog i forhold til en tredjedel af 25.000 m 3 . « .

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

Loven træder i kraft den 1. juli 1999.

Lovforslagets baggrund

Den 26. juni 1998 vedtog Folketinget lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning (Beskyttelse af drikkevandsressorcer og vandforsyning), herefter kaldet lov nr. 479 om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning. Loven gennemfører den regionale del af Vandmiljøplan II om en forstærket regional indsats og er endvidere en gennemførelse af en lang række af de anbefalinger Drikkevandsudvalget afgav i sin betænkning den 17. december 1997.

En meget vigtig del af lov nr. 479 om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning er amternes arbejde med at gennemføre en nøje udpegning og prioritering af de områder, hvor drikkevandsressourcen skal beskyttes. Herved kan der foretages en målrettet og samlet indsats med henblik på den fremtidige beskyttelse af drikkevandsressourcerne. Samtidig minimeres den detailkortlægning, der skal gennemføres, til kun at omfatte områder, der er udpeget og prioriteret.

I forbindelse med Folketingets behandling af lov nr. 479 om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning blev det fremhævet (lovforslag L 56, FT 1997-1998 tillæg A 1472), at der for de yderligere opgaver, der følger af loven, skal ske kompensation ifølge det udvidede totalbalanceprincip. Samtidig blev det lagt til grund, at takten for planlægningen og den heraf følgende kompensation bør fastsættes i forbindelse med forhandlingen af de årlige finanslove.

Det blev samtidig tilkendegivet, at regeringen var indstillet på at undersøge mulighederne for at inddrage amterne mere direkte ud fra ønsket om bedre overensstemmelse mellem kompetence og finansiering, når det drejer sig om beskyttelsen af de regionale grundvandsressourcer.

Den 18. december 1998 vedtog Folketinget lov nr. 1025 af 23. december 1998, lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. (Gebyrer) herefter kaldet gebyrloven. Ved vedtagelsen af denne lov blev der etableret en gebyrordning til dækning af amternes udgifter til kortlægning, koordinationsforum, udarbejdelse af indsatsplaner og administration af ordningen.

Gebyret fastsættes forholdsmæssigt i forhold til den tilladte indvindingsmængde meddelt efter vandforsyningslovens § 20 for tilladelser til indvinding af grundvand. For tilladelser til indvinding af grundvand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til industriformål fastsættes gebyret forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde.

Lovforslaget om gebyrer blev behandlet som en del af finanslovsforliget.

Ved 3. behandlingen af lovforslaget om gebyrer gav ministeren tilsagn om at ville diskutere ordningen med Folketinget først i det nye år, når de faktiske tal foreligger og endelig ved den revurdering af ordningen, der skal finde sted i folketingsåret 2000/2001.

I forbindelse med vedtagelsen af gebyrloven blev amterne anmodet om at fremsende opgørelser over de tilladelser, som amtet har meddelt til henholdsvis de almene vandforsyninger, jordbrugs- og dambrugserhvervet samt industrien. En oversigt over tilladelsernes størrelse og antal fremgår af tabel 1.

Tabel 1: Sum af meddelte tilladelser i m 3 /år fordelt på amter og brancher

Almen vandforsyning Industri Jordbrug Dambrug

Amt Tilladt mængde Tilladt mængde Tilladt mængde Tilladt mængde

Nordjylland 84.745.108 18.395.942 36.421.700 31.101.100

Viborg 42.530.000 7.890.300 29.797.900 3.587.000

Århus 87.032.000 7.266.800 22.595.200 8.318.000

Ringkjøbing 56.635.400 10.077.000 172.918.000 8.684.000

Vejle 71.800.000 10.541.000 46.120.000 36.553.000

Ribe 49.425.000 4.154.500 102.776.005 16.741.000

Sønderjylland 43.799.500 11.643.750 81.216.091 1.568.000

Fyn 77.115.500 5.251.250 11.975.880 18.250

Bornholm 7.892.000 75.000 118.000 0

Storstrøm 39.494.800 4.435.000 3.046.100 135.000

Vestsjælland 59.455.475 3.893.500 2.210.100 47.000

Roskilde 59.533.700 4.217.500 1.776.120 0

Frederiksborg 71.208.000 2.148.800 4.124.400 0

København 74.790.900 1.768.500 1.269.254 0

Københavns kommune 1.000.000 531.000 0 0

Frederiksberg kommune 2.504.000 80.000 0 0

Sum 828.961.383 92.369.842 516.364.750 106.752.350

Normalt er indvindingstilladelserne noget større end det faktiske forbrug. Som følge af gebyrloven kan der derfor forventes en vis nedsættelse af indvindingstilladelserne. Det må dog vurderes, at specielt vandforsyningerne vil fastholde en vis reserve bl.a. til tilslutning af nye forbrugere.

De gennemsnitlige indvindingstilladelser er vist i tabel 2. Det fremgår heraf, at specielt dambrugserhvervet har meget store indvindingstilladelser. Dambrugerne vil derfor blive pålagt store udgifter som følge af gebyrloven. Et gennemsnitligt dambrug vil således blive pålagt et gebyr på ca. 23.000 kr. om året. Dette beløb må ses i forhold til at dambrugene oftest er mindre, enkeltmandsejede virksomheder.

Tabel 2: Gennemsnitlig størrelse af de meddelte vandindvindingstilladelser fordelt på amter og brancher.

Gennemsnitlig tilladelse m 3 /år

Amt Almen vandforsyning Industri Jordbrug Dambrug

Nordjylland 165.518 235.845 33.141 691.136

Viborg 160.491 121.389 29.185 211.000

Århus 181.695 100.928 31.123 639.846

Ringkjøbing 387.914 272.351 39.344 310.143

Vejle 268.914 130.136 30.482 664.600

Ribe 504.337 59.350 22.445 265.730

Sønderjylland 184.032 81.425 29.267 313.600

Fyn 275.413 111.729 19.441 18.250

Bornholm 343.130 18.750 14.750 0

Storstrøm 138.094 100.795 15.231 67.500

Vestsjælland 198.848 77.870 14.259 47.000

Roskilde 323.553 383.409 8.580 0

Frederiksborg 453.554 69.316 14.321 0

København 570.923 80.386 6.787 0

Københavns Kommune 1.000.000 59.000 0 0

Frederiksberg Kommune 2.504.000 80.000 0 0

Landsgennemsnit 246.202 120.745 29.060 464.141

Den store gennemsnitlige tilladelse til vandværker i Københavns og Frederiksberg kommuner kan henføres til én tilladelse i hver kommune.

2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget indeholder for det første en ændring, hvorefter der fastsættes et loft på 25.000 m 3 for beregning af gebyrer for jordbrugs- og dambrugserhvervet samt industrien, og for det andet en ændring, hvorefter amternes gebyropkrævning kan ske forlods. Endelig præciseres det, at de pågældende opgaver skal finansieres gennem opkrævning af gebyrer.

2.1. Loft for fastsættelse af gebyrer

Jævnfør bemærkningerne til gebyrloven (FT 1998-1999 tillag A 3148) kan amternes udgifter til kortlægning, udarbejdelse af indsatsplaner m.v. anslås til ca. 92 mio. kr. pr. år. Dette beløb skal gebyrfinansieres. Med lovforslaget fastsættes et loft på 25.000 m 3 for beregning af gebyrer for jordbrugs- og dambrugserhvervet samt industrien. Loftet medfører en mindre omfordeling af belastningen mellem de forskellige brancher, således at udgifterne for virksomheder med egen indvinding nedsættes, mens udgifterne for vandværkerne og de tilsluttede forbrugere - såvel virksomheder som husholdninger - stiger.

På baggrund af amternes opgørelser er der i tabel 3 foretaget en vurdering af, hvorledes den samlede årlige udgift på ca. 92 mio. kr. fordeler sig mellem de enkelte brancher i henhold til gebyrloven samt ved indførelse af et loft på 25.000 m 3 , jf. dette forslag.

Tabel 3: Fordeling af gebyr på brancher i henhold til gebyrloven.

Lovforslag Difference

mio. kr./år % mio. kr./år % mio. kr./år

Almene vandværker 71,4 77,7 77,9 84,7 + 6,5

Industri m. egen indvinding 1) 2,7 2,9 0,6 0,7 - 2,0

Landbrug 14,8 16,1 13,3 14,5 - 1,5

Dambrug 3,1 3,3 0,1 0,2 -3,0

1) Der foreligger ikke datamateriale, der muliggør en korrekt beregning af udgifterne for industrien. Det er derfor antaget, at alle indvindingstilladelser til industrien er større end 25.000 m 3 pr. år, hvilket medfører en mindre overestimering af industriens gebyrer.

Som det fremgår af tabel 3 vil især udgifterne til gebyrer for industrivirksomheder og dambrug med egen indvinding blive væsentligt reduceret. Denne reduktion vil komme erhverv med meget store indvindingstilladelser til gode.

2.2. Opkrævning af gebyrer

Der er foretaget en præcisering, således at det klart fremstår, at finansieringen af de opgaver, der er nævnt i lovens § 52 c, sker gennem opkrævning af gebyrer. Opgaverne kan således ikke finansieres over f.eks. skatterne.

Samtidig er der foretaget en ændring, således at amterne får mulighed for en forlods opkrævning af gebyrer. Baggrunden herfor er et ønske fra amterne om at undgå at skulle udlægge store beløb - samlet årligt 92 mio. kr.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De økonomiske og administrative omkostninger, som, jf. bemærkningerne til gebyrloven (FT 1998-1999 tillæg A 3148), blev vurderet til 92 mio. kr. årligt berøres ikke af nærværende lovforslag. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til gebyrloven.

Gebyrloven forventes efter det udvidede totalbalanceprincip optaget som udgiftsneutralt på lov- og cirkulæreprogrammet, ligesom dette lovforslag også forventes at kunne optages som udgiftsneutralt på lov og cirkulæreprogrammet.

En mulighed for at opkræve gebyrer forlods vil medføre, at amterne undgår at skulle udlægge store beløb samlet årligt 92 mio. kr.

4. Lovforslagets økonomiske konsekvenser for borgerne

I bemærkningerne til gebyrloven blev den årlige merudgift for forbrugere tilsluttet almene vandforsyning anslået til 14 øre ekskl. moms pr. m 3 . Tages der udgangspunkt i vandværkernes samlede indvundne vandmængde i 1997 på 457 mio. m 3 og det forbedrede datagrundlag opnået gennem amternes opgørelser kan det beregnes at merudgiften for forbrugerne som følge af gebyrloven ville have udgjort ca. 15,6 øre pr. m 3 ekskl. moms.

Lovforslaget vil medføre en mindre omfordeling af udgifterne til gebyrer, jf. tabel 3. Det kan beregnes, at udgifterne for forbrugerne vil stige med 1,5 øre/m 3 til 17,1 øre/m 3 ekskl. moms. For en gennemsnitshusholdning med et forbrug på 170 m 3 /år vil lovforslaget betyde, at de samlede årlige udgifter vil stige med ca. 3 kr. til i alt ca. 36 kr. årligt inkl. moms.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vil medføre en nedsættelse af udgifterne til gebyrer for de jordbrug, dambrug og industrivirksomheder, der har egen indvinding. Disse virksomheders udgifter nedsættes med 6,6 mio. kr. pr. år (fra ca. 20,6 mio. kr. pr. år til ca. 14,0 mio. kr. pr. år), jf. tabel 3.

Til gengæld vil der ske en mindre stigning i udgifterne for de virksomheder, der er tilsluttet vandværk. Den del af virksomhedernes vandforbrug, der leveres fra vandværk, udgør ca. 105 mio. m 3 årligt, jf. bemærkningerne til gebyrloven (FT 1998-1999 tillag A 3148). Da stigningen i vandprisen vil udgøre ca. 1,5 øre/m 3 , jf. afsnit 4, kan det derfor anslås, at udgifterne for de virksomheder, der er tilsluttet vandværk, vil stige med ca. 1,6 mio. kr. pr. år.

Erhvervslivets udgifter til gebyrer reduceres således med i alt ca. 5,0 mio. kr. pr. år.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser, da der alene er tale om en gebyrordning.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

8. Høring

Forslaget har ikke været udsendt til høring.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Amterne undgår at skulle udlægge samlet 92 mio. kr. årligt

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Erhvervslivets udgifter til gebyrer falder med ca. 5,0 mio. kr. årligt

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser for borgerne

Forholdet til EU-retten Forholdet vurderes ikke at have EU-retlige aspekter

Til nr. 1

Lovforslaget giver amterne mulighed for forlods at opkræve gebyrer til dækning af de opgaver, der er opregnet i lovens § 52 c. Dette sker ved, at ordet "afholdte" foreslås slettet i teksten Herefter får amterne mulighed for forskudsmæssigt at opkræve gebyrer til dækning af opgaver, der er planlagt gennemført inden for en nærmere fremtid, og som amtsrådet har truffet afgørelse om skal iværksættes. Gebyrernes størrelse bør fastsættes således, at der over et vist tidsrum tilstræbes en dækning af de faktiske omkostninger. Der er ikke tiltænkt ændringer i forhold til krav til det regnskabsmæssige grundlag og dokumentation for afholdte udgifter og pålignede gebyrer, som er beskrevet i bemærkningerne til gebyrlovens enkelte bestemmelser § 1, nr. 2 (FT 1998-1999 tillæg A 3148).

Det er endvidere ved at ændre ordene "kan fastsætte" til "fastsætter" præciseret, at finansieringen af de opgaver, der er nævnt i lovens § 52 c, sker gennem opkrævning af gebyrer. Opgaverne kan således ikke finansieres over f.eks. skatterne.

Til nr. 2 og 3

Der er ved lovforslaget fastsat et loft for beregning af gebyrer for jordbrugs- og dambrugserhvervet samt for industrien. Beregningen fortages som fastlagt ved gebyrloven forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde. Ved dette forslag fastsættes et loft, således at hvis den samlede tilladte indvindingsmængde for en virksomhed overstiger 25.000 m 3 i et amt, fastsættes gebyret dog i forhold til en tredjedel af 25.000 m 3 .

Da ændringerne i lovforslaget mest hensigtsmæssigt bør kunne effektueres hurtigt, foreslås det, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 1999.

Bilag 1

Bilag Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Gældende formulering Lovforslaget § 1 I lov om vandforsyning m.v., jf. Lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. Februar 1999, foretages følgende ændringer: § 52 c. Amtsrådet kan fastsætte gebyrer til dækning af afholdte udgifter til 1) kortlægning i områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyningsanlæg uden for disse, til afgrænsning af hvilke typer forurening de er følsomme over for, 2) udarbejdelse af indsatsplaner for områder, som amtsrådet har udpeget som indsatsområder, 3) varetagelse af opgaver ved at oprette og lede et koordinationsforum, jf. § 12, og 4) amtsrådets administration forbundet med opkrævning af gebyrer. Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr til dækning af udgifter, der er omfattet af stk. 1. Stk. 3. Gebyrer fastsættes forholdsmæssigt i forhold til den tilladte indvindingsmængde meddelt efter § 20 for tilladelser meddelt til indvinding af grundvand. For tilladelser til indvinding af vand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til industriformål fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde. Stk. 4. For indvindinger af grundvand omfattet af § 20, men som ikke kræver tilladelse, jf. § 86, fastsættes gebyrer på baggrund af den beregnede gennemsnitlige indvinding. Stk. 5. Gebyrer som nævnt i stk. 1 og 2 påhviler den, der har indvindingsretten og tilfalder amtsrådet. Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales rente ved manglende eller for sen betaling af gebyrer opkrævet i henhold til denne lov. Sker betaling ikke rettidigt, skal der fra sidste rettidige indbetalingsdag for hver påbegyndt måned betales 1,3% i rente, dog mindst 50 kr. 1. I § 52 c stk. 1, ændres "kan fastsætte gebyrer til dækning af afholdte udgifter til" til: "fastsætter gebyrer til dækning af udgifter til". 2. § 52 c, stk. 3, 2. pkt., ophæves. 3. I § 52 c indsættes efter stk. 3 som nyt stykke.: "Stk. 4. For tilladelser til indvinding af grundvand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til industriformål fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde. Hvis den samlede tilladte indvindingsmængde for en virksomhed overstiger 25.000 m 3 i et amt, fastsættes gebyrer dog i forhold til en tredjedel af 25.000 m 3 .". Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

Versioner

  1. 1999-04-21