Ændringsforslag til 2. behandling af Forslag til lov om elforsyning
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199817L00538@1999-05-25/da
Indhold
Af miljø- og energiministeren:
14) Efter § 104 indsættes som ny paragraf:
»§ 01. De kommunalt ansatte tjenestemænd, der gør tjeneste i en kommunal virksomhed omfattet af denne lov på tidspunktet for kommunens etablering af de i medfør af denne lov nødvendiggjorte selskaber til fortsættelse af den nævnte virksomhed, er forpligtet til at gøre tjeneste i et eller flere af disse selskaber med bevarelse af deres ansættelsesforhold til kommunen .
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte selskaber tilbyder de i stk. 1 nævnte tjenestemænd overgang til ansættelse i pågældende selskaber.
Stk. 3. Til de tjenestemænd, som ikke ønsker at overgå til ansættelse efter stk. 2, udbetaler kommunen løn m.v. og afholder udgifter til pension i overensstemmelse med herom fastsatte regler.
Stk. 4. En tjenestemand, som i henhold til stk. 3 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og som i henhold til stk. 1 forpligtes til at gøre tjeneste i det ved denne lov nødvendiggjorte selskab, har ikke som følge heraf krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af etableringen af de ved denne lov nødvendiggjorte selskaber .
Stk. 5. Selskaberne refunderer fra overtagelsen af driften kommunen de lønninger m.v., der udbetales i henhold til stk. 3, og indbetaler efter nærmere aftale med kommunen løbende pensionsbidrag til kommunen for den pensionsalder, tjenestemanden optjener fra overtagelsen.
Stk. 6. De kommunalt ansatte tjenestemænd, der udlånes til et eller flere af de i stk. 1 nævnte selskaber, er berettiget til at deltage på lige fod med medarbejderne i pågældende selskab ved valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen for selskabet og er på tilsvarende måde valgbare til denne, såfremt der efter aktie- eller anpartsselskabslovens almindelige regler er adgang til valg af medarbejderrepræsentanter i pågældende selskab.«
I forbindelse med etableringen af de ved lovforslaget nødvendiggjorte selskaber til fortsættelse af de forskellige dele af den hidtil i kommunen drevne elforsyningsvirksomhed bevarer de i kommunen ved pågældende virksomhed tjenestegørende tjenestemænd deres ansættelsesforhold til kommunen, idet de samtidig forpligtes til at gøre tjeneste i et eller flere af de selskaber, der fortsætter virksomheden.
Selskaberne skal ifølge de foreslåede bestemmelser tilbyde de pågældende tjenestemænd ansættelse. I tilfælde, hvor ansættelsestilbudet ikke accepteres, udbetaler kommunen fortsat løn m.v. og afholder udgifter til pension til de pågældende, dog med refusion fra selskaberne efter aftale mellem kommunen og selskaberne. Der er således i disse tilfælde tale om en udlånsordning.
Ordningen svarer i princippet til personalemæssige bestemmelser i tidligere gennemført lovgivning om omdannelse af statsvirksomheder til aktieselskaber og om omdannelse af kommunalt ejede virksomheder til aktieselskaber, f.eks. lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik. Det er herved forudsat, at det ikke indebærer forflyttelse, hvis tjenestemænd tilpligtes at forrette tjeneste i et privatretligt organiseret selskab, der fortsætter den hidtil i offentligt regi drevne virksomhed, og som ejes af den, der hidtil har drevet virksomheden. For kommunale tjenestemænd i overordnede chefstillinger vil en forpligtelse til at gøre tjeneste i et udskilt selskab kunne rejse spørgsmålet om forflyttelse. I bekræftende fald vil en overgang til tjeneste i selskabet selvsagt kun kunne ske ved kommunens individuelle aftale med vedkommende. Det samme vil være tilfældet, hvis der ved ansættelsesforholdet er etableret en aftale, hvorefter den ansatte vil kunne modsætte sig en gennemførelse af en ændring af den foreslåede art.
Bestemmelsen i den nye § 105 indebærer derfor, at de pågældende tjenestemænd ikke vil have krav på ventepenge/rådighedsløn eller pension som følge af de nyetablerede selskabers overtagelse af dele af den kommunale elforsyningsvirksomhed. De pågældende tjenestemænd er forpligtede til at gøre tjeneste i selskaberne.
Accept af det ansættelsestilbud, der forudsættes fremsat, vil indebære, at de pågældende herefter med de for kommunalt ansatte tjenestemænd gældende regler bringer deres ansættelse som tjenestemænd til ophør og indtræder i ansættelsesforhold til pågældende selskab.
Indtil et ansættelsestilbud måtte være accepteret og tjenestemandsansættelse bragt til ophør, eller hvis ansættelsestilbudet ikke accepteres, opretholder de pågældende tjenestemænd deres ansættelsesforhold til kommunen, og kommunen udbetaler i tiden fra selskabernes overtagelse af det pågældende personale fortsat løn m.v. og afholder udgifter til pensioner til de pågældende i overensstemmelse med de herom fastsatte regler.
Der træffes aftale mellem kommunen og selskaberne om selskabernes refusion fra overtagelsestidspunktet af udgifter til løn og eventuelle senere opståede udgifter til rådighedsløn/ventepenge til de omhandlede tjenestemænd samt indbetalinger af løbende pensionsbidrag til kommunen for den pensionsalder, som optjenes i tiden fra overtagelsen og fremefter.
I tidligere gennemført lovgivning om omdannelse af statsvirksomheder eller kommunalt ejede virksomheder til aktieselskaber har det været forudsat, at en efterfølgende reduktion af statens eller kommunernes ejerandele i pågældende selskaber kan indebære, at der foreligger således ændrede ansættelsesforhold, som tjenestemændene ikke er pligtige at tåle. Disse principper forudsættes også at være gældende i relation til den kommunale selskabsdannelse, der er nødvendiggjort af nærværende lovforslag.
Loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder i øvrigt anvendelse ved de af lovforslaget nødvendiggjorte selskabsdannelser.