Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en jobbank
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19981BB00016@1998-10-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om en jobbank efter følgende retningslinjer:
Der oprettes en jobbank, hvorfra der kan ydes tilskud til ansættelse af indtil 60.000 ledige personer. Jobbanken administreres af de regionale arbejdsmarkedsråd. Kommuner, amter, statslige institutioner og virksomheder kan søge jobbanken om tilskud til ansættelse af ledige personer til et bestemt formål. Det er en forudsætning for at få tilskud fra jobbanken, at der ansættes ledige i stillingerne på normale løn- og arbejdsvilkår. Jobbanken udbetaler for hver, der ansættes, et tilskud, der i en på forhånd fastlagt periode udgør 160.000 kr. Tilskuddet falder bort, hvis stillingen nedlægges inden udløbet af den fastlagte periode.
Forslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 84 fra folketingsåret 1997-98, 1. samling. (se Folketingstidende 1997-98, tillæg A side 2556 og 2557).
Med henblik på at fremme beskæftigelsen og sikre gennemførelse af projekter med høj samfundsmæssig nytte opfordres regeringen til at fremsætte forslag, således at der etableres en jobbank.
Jobbanken skal yde tilskud til ansættelse af ledige personer til gennemførelse af bestemte projekter. Jobbanken skal administreres af de regionale arbejdsmarkedsråd.
Projekter, som gennemføres med tilskud, kan ikke etableres, uden at det er godkendt af de ansatte på den pågældende arbejdsplads. Projekter, hvortil der kan ydes tilskud fra jobbanken, kan f. eks. være:
udvidelse af den kommunale hjemmehjælp,
flere daginstitutionspladser,
oprydning efter miljøproblemer,
økologisk omstilling,
opstart af økologisk produktion,
flere ansatte, f.eks. i DSB og postvæsenet, hvor arbejdspresset er meget stort,
projekter, der integrerer svage på arbejdsmarkedet, langtidsledige, flygtninge og indvandrere eller personer med nedsat arbejdsevne.
Ved godkendelsen af projektet tages stilling til tilskudsperioden, der efter ansøgning vil kunne forlænges. Tilskuddets varighed afhænger af projektets karakter. F.eks kunne der til en udvidelse af den offentlige service gives tilskud i 5 år, hvorefter tilskuddet aftrappes. I forbindelse med igangsættelse af produktion vil tilskuddet skulle aftrappes i takt med en forventet rentabilitet i produktionen, typisk startende efter det andet år, dog senest når projektet hviler i sig selv.
Der kan ikke gives tilskud til projekter, hvis ikke der er mulighed for mindst 1 års normal beskæftigelse enten i selve projektet eller i forlængelse af projektet.
Der skal være revisorerklæringer, der bekræfter, at der er sket en udvidelse af beskæftigelsen inden for projektets område mindst svarende til det antal stillinger, der gives tilskud til.
Økonomiske konsekvenser
For staten bliver der et mindre overskud, da udgiften på 160.000 kr. mere end modsvares af sparede arbejdsløshedsdagpenge og indtægter i form af flere skatter og afgifter, når flere kommer i arbejde. Hertil kommer sparede udgifter til aktivering m.m.
For kommuner og institutioner giver jobbanken mulighed for billigt at udvide den offentlige service, rydde op efter miljøforurening, igangsætte økologisk omstilling, opstarte en produktion eller lignende.
For samfundet og for de arbejdsløse er der indlysende fordele.
Jette Gottlieb (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en jobbank.
(Beslutningsforslag nr. B 16).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.