Forslag til folketingsbeslutning om tilladelse til, at praktiserende læger kan holde åbent om lørdagen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19981BB00057@1998-11-19/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at foranstalte, at det bliver muligt for de praktiserende læger at holde konsultationen åben om lørdagen.
Forslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 29 fra folketingsåret 1997-98, 1. samling. Se Folketingstidende 1997-98, Folketingets forhandlinger side 977 og tillæg A side 1086 og 1087.
Efter den nuværende overenskomst mellem Praktiserende Lægers Organisation og Amtsrådsforeningen kan praktiserende læger kun tilbyde konsultationer i det tidsrum, hvor størsteparten af Danmarks befolkning er på arbejde. Dette betyder, at mange har svært ved at få et lægebesøg presset ind i en stresset hverdag, hvilket ud fra såvel et medicinsk som et menneskeligt synspunkt er aldeles uacceptabelt.
Den praktiserende læge bør være til for patienternes skyld og ikke omvendt. Derfor er det naturligt, at åbningstiderne tilrettelægges ud fra patienternes interesser og behov, således at patienten er i centrum, og systemet efterfølgende tilpasser sig herefter.
Set fra den praktiserende læges side vil en sådan ordning give større dispositionsfrihed i tilrettelæggelsen af konsultationens arbejde. Lægen vil kunne bruge mere tid på den enkelte patient, hvor det er nødvendigt, uden at skulle følge sig presset af en stram tidsplan, der nødvendigvis skal overholdes. Der vil derfor blive tale om en højere kvalitet i konsultationerne. Som kompensation for arbejdstid om lørdagen bør den praktiserende læge selv kunne afspadsere, f.eks. med en ugentlig fridag i løbet af ugen el. lign.
Det er på høje tid, at denne ændring bliver gennemført. Den enkelte borger skal have maksimalt udbytte af offentlige ydelser, og derfor må systemet udvise den nødvendige fleksibilitet.
Jørgen Winther (V):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om tilladelse til, at praktiserende læger kan holde åbent om lørdagen.
(Beslutningsforslag nr. B 57).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.