Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00178@2000-01-27/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1

§ 1. En lønmodtager har ret til ferie og feriegodtgørelse eller løn under ferie og ferietillæg efter denne lovs bestemmelser.

Stk. 2. Ved lønmodtager forstås i denne lov en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

§ 2. Loven gælder ikke for:

1) Lønmodtagere i statens eller folkekirkens tjeneste, der er ansat som tjenestemænd.

2) Lønmodtagere, hvis pension er sikret gennem medlemskab af en pensionsordning, for hvis forpligtelse staten indestår, og som har ret til ferie med løn efter samme regler som de i nr. 1 nævnte tjenestemænd.

3) Lønmodtagere, der har aftalt andre ferieregler efter lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v.

Stk. 2. Lønmodtagere efter stk. 1, nr. 1 og 2, som fratræder, uden at pensionsudbetaling påbegyndes i forbindelse hermed, har ret til feriegodtgørelse efter § 23, stk. 6. Feriegodtgørelsen indbetales og udbetales efter reglerne i kapitel 5.

§ 3. For søfarende udøver erhvervsministeren de beføjelser, som ved denne lov er henlagt til arbejdsministeren eller direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter høring af de relevante lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer fastsætte andre ferieregler for søfarende.

Stk. 3. Forsvarsministeren kan fastsætte ferieregler for værnepligtige i forsvaret samt efter høring af de relevante lønmodtagerorganisationer endvidere fastsætte andre ferieregler for kvinder ansat i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, konstabelelever og personel af reserven.

Stk. 4. Forsvarsministeren kan indgå aftaler med de relevante lønmodtagerorganisationer om andre regler for afholdelse af ferie for militære personelgrupper, der ikke er omfattet af stk. 3.

§ 4. En lønmodtager kan ikke give afkald på sin ret til ferie, løn under ferie, ferietillæg og feriegodtgørelse efter loven, og loven kan i øvrigt ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren, medmindre andet fremgår af de øvrige bestemmelser i loven.

Stk. 2. Loven er ikke til hinder for videregående rettigheder for en lønmodtager i henhold til andre love og bestemmelser, kollektiv overenskomst, individuel aftale, sædvane m.v.

Stk. 3. I det omfang lovens bestemmelser indgår i en kollektiv overenskomst, indebærer dette, at fortolkning og brud på disse bestemmelser skal afgøres i det fagretlige system, jf. også § 44, stk. 1.

§ 5. Hvor der efter denne lovs bestemmelser kan ske fravigelse ved kollektiv overenskomst, skal der som aftalepart på lønmodtagerside mindst være tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation.

§ 6. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales at fravige § 2, stk. 2.

§ 7. En lønmodtager optjener ret til 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse i et kalenderår (optjeningsår). For ansættelsesperioder af under 1 måneds varighed optjenes ferien i forhold til ansættelsens længde.

Stk. 2. I følgende perioder optjenes der ikke ret til betalt ferie under ansættelsen:

1) Sygdomsperioder, hvor arbejdsgiveren ikke skal betale fuld eller delvis løn, eller for hvilke der ikke optjenes ret til sygeferiegodtgørelse, jf. § 25.

2) Barselsperioder, andre orlovsperioder eller tjenestefrihedsperioder, hvor arbejdsgiveren ikke skal betale fuld eller delvis løn.

Stk. 3. Der optjenes ikke ret til betalt ferie i perioder, hvor lønmodtageren deltager i strejke eller lockout.

Stk. 4. Der optjenes ikke ret til betalt ferie i perioder, hvor lønmodtageren i henhold til en kollektiv overenskomst eller faglig kutyme er hjemsendt fx på grund af vejrmæssige forhold eller materialemangel, medmindre arbejdsgiveren betaler fuld eller delvis løn.

§ 8. En lønmodtager har ret til 25 dages ferie om året, uanset om der er optjent ret til betalt ferie efter § 7.

Stk. 2. For en lønmodtager, der er omfattet af § 23, og som ikke har optjent ret til betalt ferie hos arbejdsgiveren efter § 7, fradrages 4,8 pct. af månedslønnen pr. dag, lønmodtageren holder ferie.

§ 9. Elever med uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser har ret til betalt ferie i 25 dage i det første og andet hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er begyndt. Arbejdsgiveren betaler løn under ferien i det omfang, eleven ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.

Stk. 2. Er ansættelsesforholdet begyndt inden 1. juli i et ferieår, har eleven en tilsvarende ret til betalt ferie i 25 dage i dette ferieår.

Stk. 3. Er ansættelsesforholdet begyndt 1. juli eller senere i et ferieår, har eleven, i forbindelse med at virksomheden holder lukket under ferie i tiden mellem 1. oktober og 30. april, ret til 5 dages betalt ferie i dette ferieår.

§ 10. Det kan ved en kollektiv overenskomst, der fraviger reglen om indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. § 28, aftales, at § 7, stk. 1, kan fraviges, således at ferie optjenes i timer. En lønmodtager, der har været ansat et helt optjeningsår, har dog optjent mindst 20 dages ferie.

Stk. 2. Hvis ferie er optjent i timer, skal der ved lønmodtagerens fratræden ske en omregning fra timer til dage.

Stk. 3. § 8, stk. 2, kan fraviges ved kollektiv overenskomst.

§ 11. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte regler om optjening af ferie ved ansættelse under 1 måned og om optjening af ferie og fradrag i månedslønnen for lønmodtagere, som arbejder mere end 5 dage om ugen. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan ligeledes fastsætte regler om optjening af ferie for lønmodtagere, som ikke har en kontrollabel arbejdstid.

§ 12. Ferie skal holdes i det år, der går fra 1. maj til 30. april (ferieåret), og som følger efter optjeningsåret.

Stk. 2. Ferie holdes med 5 dage om ugen, således at arbejdsfrie dage og vagtdage i turnus indgår i ferien med et forholdsmæssigt antal. Ferien holdes i øvrigt på samme måde, som arbejdet tidsmæssigt er tilrettelagt.

Stk. 3. Ferie kan ikke holdes på det ugentlige fridøgn, på søgnehelligdage, overenskomstmæssigt eller sædvanemæssigt fastsatte fridage eller erstatningsdage herfor, eller hvis lønmodtageren er afskåret fra at holde ferie, jf. § 38.

§ 13. Ferie begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag.

Stk. 2. Hvis en lønmodtager er syg, når ferien begynder, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien.

Stk. 3. Hvis en lønmodtager deltager i en strejke eller lockout, når ferien begynder, kan lønmodtageren ikke begynde ferien.

§ 14. Af ferien skal mindst 15 dage gives i sammenhæng (hovedferien). Hovedferien skal holdes i perioden 1. maj til 30. september (ferieperioden). Hvis lønmodtageren har optjent mindre end 15 dages ferie, er hele den optjente ferie hovedferie.

Stk. 2. En lønmodtager, der er beskæftiget med udendørs planteavl, skal have mindst 10 dage i sammenhæng i ferieperioden. Herudover skal mindst 5 dage gives i tiden fra den 1. maj til den 31. oktober.

Stk. 3. Øvrige feriedage skal også gives i sammenhæng af mindst 5 dages varighed, men kan lægges uden for ferieperioden. Hvis de øvrige feriedage udgør mindre end 5 dage, skal disse dage gives i sammenhæng. Hvor driftsmæssige hensyn gør det ønskeligt, kan de øvrige feriedage dog gives som enkeltdage.

§ 15. Arbejdsgiveren fastsætter efter forhandling med lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til virksomhedens drift så vidt muligt imødekomme lønmodtagerens ønske om, hvornår ferien skal holdes, herunder lønmodtagerens ønske om, at hovedferien holdes i lønmodtagerens barns skolesommerferie.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal så tidligt som muligt meddele lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal give meddelelsen senest 3 måneder før hovedferien begynder, og senest 1 måned før ferien begynder for øvrige feriedage, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette.

Stk. 3. Hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt, kan arbejdsgiveren ændre tidligere fastsat ferie. Lønmodtageren skal have erstattet et eventuelt økonomisk tab som følge af udskydelsen. Allerede begyndt ferie kan ikke afbrydes.

§ 16. En lønmodtager, der er opsagt, kan ikke holde hovedferie i opsigelsesperioden, hvis opsigelsesvarslet er på 3 måneder eller derunder. Dette gælder uanset, hvad der tidligere måtte være fastsat om afholdelse af ferien. Det gælder dog ikke, hvis opsigelsesvarslet er forlænget med antallet af feriedage.

Stk. 2. Hvis lønmodtageren er fritstillet, anses ferie for holdt, uanset om ferien er fastsat, hvis de i § 15, stk. 2, nævnte perioder og ferien kan rummes inden for fritstillingsperioden.

§ 17. Hvis en virksomhed holder lukket under ferie, kan en lønmodtager, der ikke er berettiget til optjent ferie i alle de dage, virksomheden holder lukket, ikke i den anledning rejse krav mod arbejdsgiveren.

Stk. 2. Hvis en virksomhed holder lukket på arbejdsdage mellem jul og nytår, skal arbejdsgiveren, jf. § 15, fastsætte, at lønmodtageren holder ferie i disse dage, hvis lønmodtageren har optjent mere end 15 feriedage. Fastsætter arbejdsgiveren ikke ferien, skal arbejdsgiveren betale lønmodtageren løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de sidste 4 uger før jul.

§ 18. Optjent ferie efter § 7 skal holdes forud for ikke optjent ferie efter § 8. Overført ferie efter § 19 og ferie efter § 40 skal holdes forud for anden ferie.

§ 19. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår.

Stk. 2. Lønmodtageren og arbejdsgiveren skal skriftligt indgå aftale efter stk. 1 inden ferieårets udløb.

Stk. 3. Hvis der er optjent feriegodtgørelse for den overførte ferie, skal arbejdsgiveren inden ferieårets udløb skriftligt meddele den, der skal udbetale feriegodtgørelsen, at ferien overføres.

Stk. 4. Hvis en lønmodtager, der har overført ferie, fratræder, inden ferien er holdt, bortfalder retten til efter fratrædelsen at holde mere end 25 dages ferie i ét ferieår. Feriegodtgørelse for feriedage ud over 25 udbetales efter reglerne i § 30, stk. 4.

§ 20. Det kan ved en kollektiv overenskomst, der fraviger reglen om indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto, jf. § 28, aftales, at § 12, stk. 2, kan fraviges, blandt andet således at ferie holdes i timer. En lønmodtager, der har været ansat et helt optjeningsår, har dog mindst ret til at holde 20 dages betalt ferie.

Stk. 2. § 13, stk. 3, § 15, stk. 3, og § 17, stk. 2, 3. pkt., kan fraviges ved kollektiv overenskomst.

§ 21. § 14 kan fraviges ved aftale. Mindst 10 feriedage skal dog gives i sammenhæng for så vidt angår § 14, stk. 1 og 2.

Stk. 2. § 15, stk. 2, og § 16, stk. 1, kan fraviges ved aftale.

§ 22. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om afholdelse af ferie for en lønmodtager, der ikke arbejder 5 dage om ugen, og om afholdelse af ferie for en lønmodtager, der ikke begynder ferien som følge af sygdom eller arbejdskonflikt, jf. § 13, stk. 2 og 3.

§ 23. En lønmodtager, der er antaget månedsvis eller for længere tid, og som har ret til fuld løn på søgnehelligdage og sygedage, får løn under ferie.

Stk. 2. Lønnen under ferie er den sædvanlige og fast påregnelige løn på ferietidspunktet. Hertil lægges værdien af eventuelle personalegoder, som lønmodtageren ikke råder over under ferien. En provisionslønnet har under ferien krav på en kompensation for den provision, der mistes som følge af ferieafholdelsen. Endvidere får lønmodtageren et ferietillæg på 1 pct. af lønnen i optjeningsåret, jf. § 26, stk. 1.

Stk. 3. Hvis lønmodtagerens gennemsnitlige arbejdstid eller arbejdsomfang på ferietidspunktet afviger med mere end 20 pct. i forhold til optjeningsårets gennemsnitlige arbejdstid eller arbejdsomfang, reguleres lønnen under ferie forholdsmæssigt.

Stk. 4. Ferietillæg udbetales senest samtidig med, at den dertil svarende ferie begynder. Hvis ferietillægget udbetales, før ferien begynder, kan det ikke kræves tilbagebetalt.

Stk. 5. En lønmodtager kan før optjeningsårets begyndelse kræve feriegodtgørelse med 12 pct. af lønnen i optjeningsåret i stedet for løn under ferie og ferietillæg, jf. § 26.

Stk. 6. En lønmodtager, der fratræder, får feriegodtgørelse, jf. § 24, for det løbende optjeningsår og for den del af de tidligere optjeningsår, som lønmodtageren ikke har holdt ferie for endnu. Feriegodtgørelsen forfalder til betaling på fratrædelsestidspunktet, jf. § 28.

§ 24. En lønmodtager, der ikke er omfattet af § 23, får feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsåret. Feriegodtgørelsen forfalder til betaling den 1. i måneden efter kvartalets udløb, jf. § 28.

§ 25. Hvis en lønmodtager, der ikke har ret til fuld løn under sygdom, har fravær af mere end 3 arbejdsdages varighed på grund af enten sygdom eller tilskadekomst i virksomheden, betaler arbejdsgiveren fra første fraværsdag sygeferiegodtgørelse med 12,5 pct. af en løn, der beregnes på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de sidste 4 uger før fraværet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis en lønmodtager, der er omfattet af stk. 1, har ret til feriegodtgørelse af andre ydelser under sygdom, udgør sygeferiegodtgørelsen forskellen mellem sygeferiegodtgørelsen efter stk. 1 og feriegodtgørelsen af andre ydelser.

Stk. 3. Ret til sygeferiegodtgørelse under fravær på grund af sygdom er betinget af, at lønmodtageren forud for sygdommen har haft mindst 12 måneders sammenhængende ansættelse hos arbejdsgiveren. Dog medregnes tidligere ansættelse hos samme arbejdsgiver inden for de sidste 24 måneder, hvis fratrædelse ikke skyldtes lønmodtagerens egne forhold.

Stk. 4. Sygeferiegodtgørelsen skal højst betales for 4 måneder inden for et kalenderår. Sygeferiegodtgørelse på grund af samme sygdom eller tilskadekomst betales dog højst for 4 måneder i alt.

Stk. 5. Arbejdsgiveren kan kræve, at en lønmodtager dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom eller tilskadekomst i virksomheden.

§ 26. Arbejdsgiveren beregner feriegodtgørelse og ferietillæg af ethvert indkomstskattepligtigt lønbeløb og personalegode, for hvilket der ikke indrømmes fradrag i indtægten, og som er vederlag for arbejde under ansættelsen. Værdien af personalegoder beregnes på grundlag af de af Ligningsrådet fastsatte takster for optjeningsåret.

Stk. 2. Arbejdsgiveren beregner desuden feriegodtgørelse og ferietillæg af lønmodtagerens bidrag til:

1) Pensionsordninger m.v., der er omfattet af afsnit I i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

2) Arbejdsmarkedsfonden i medfør af lov om en arbejdsmarkedsfond.

3) Den særlige pensionsopsparing i henhold til kapitel 5 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 3. Arbejdsgiveren skal ikke beregne feriegodtgørelse og ferietillæg af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg.

§ 27. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at en lønmodtager får løn under ferie, selvom betingelserne i § 23, stk. 1, ikke er opfyldt, og at en lønmodtager, der er omfattet af § 23, stk. 1, får feriegodtgørelse efter § 24 i stedet for løn under ferie.

Stk. 2. § 23, stk. 2, 3, 4 og 5, § 25 og § 26 kan fraviges ved kollektiv overenskomst.

§ 28. Feriegodtgørelse efter § 23, stk. 5 og 6, § 24 og § 25 indbetales til FerieKonto, bortset fra de i § 30 og § 31 nævnte tilfælde.

Stk. 2. Ved forsinket indbetaling af feriegodtgørelse skal arbejdsgiveren betale renter heraf med 1,5 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

§ 29. Feriegodtgørelse udbetales senest samtidig med, at den dertil svarende ferie begynder.

§ 30. Feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår udbetales til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen,

1) hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller

2) hvis lønmodtageren fratræder i forbindelse med flytning til udlandet og framelder sig Det Centrale Personregister.

Stk. 2. Feriegodtgørelse kan udbetales af arbejdsgiveren til lønmodtageren ved fratræden, hvis beløbet er på 500 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Arbejdsgiveren kan ikke udbetale feriegodtgørelse efter denne bestemmelse til samme lønmodtager mere end 2 gange inden for samme optjeningsår.

Stk. 3. Feriegodtgørelse for et optjeningsår udbetales til lønmodtageren ved ferieårets begyndelse af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, uanset om ferie holdes, når beløbet er 1.000 kr. eller derunder efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Stk. 4. Hvis lønmodtageren fratræder, inden overført ferie efter § 19 eller ferie efter § 40 er holdt, udbetales feriegodtgørelsen for feriedage ud over 25 i forbindelse med fratræden af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen.

Stk. 5. Ved lønmodtagerens død udbetales feriegodtgørelsen for tidligere og løbende optjeningsår til boet af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen.

§ 31. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales at fravige § 28. Det er en betingelse, at der stilles garanti for feriegodtgørelsen på mindst et års feriegodtgørelse pr. lønmodtager efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Stk. 2. Et eksemplar af den kollektive overenskomst skal sendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen.

§ 32. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen varetager administrationen af FerieKonto med teknisk administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Udgifterne til administrationen af FerieKonto dækkes af renterne af de til FerieKonto indbetalte beløb, jf. § 28, stk. 1, og af renterne af for sent indbetalt feriegodtgørelse, jf. § 28, stk. 2. Det resterende renteafkast tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond.

§ 33. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om indbetaling af feriegodtgørelse, jf. § 28.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om udbetaling af feriegodtgørelse i forbindelse med, at ferien holdes, jf. § 29.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om, hvornår arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelse, kan udbetale feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår, jf. § 30, stk. 1.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om arbejdsgiverens udbetaling af feriegodtgørelse efter § 30, stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan regulere beløbet efter § 30, stk. 2 og stk. 3.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om udbetaling af feriegodtgørelse efter § 30, stk. 4, for en lønmodtager, som arbejder mere end 5 dage om ugen.

§ 34. Arbejdsministeren fastsætter hvert år inden den 1. december fordelingen af renteindtægterne efter § 32, stk. 2, for det kommende kalenderår. Fastsættelsen sker på grundlag af et budget for FerieKonto.

§ 35. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren senest den 15. maj efter ferieårets udløb.

Stk. 2. Hvis arbejdsgiveren ikke efterkommer kravet, forældes det, medmindre lønmodtageren senest den 10. juli efter ferieårets udløb søger kravet gennemført ved retssag, ved fagretlig behandling, ved politianmeldelse eller ved at rette henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen.

§ 36. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, der er forældet efter § 35, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond.

Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. dog § 19 og § 40.

Stk. 3. Inden for områder, hvor der er indgået en kollektiv overenskomst, jf. § 31, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen tillade, at den andel af uhævede eller ikke udbetalte beløb, der efter stk. 2 skal tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond, i stedet anvendes til andet ferieformål. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte retningslinier for og føre tilsyn med anvendelsen af sådanne midler.

§ 37. Hvis en lønmodtager arbejder mod vederlag under ferien, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond.

§ 38. Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.

Stk. 2. Muligheden for udbetaling efter stk. 1 fortabes, hvis lønmodtageren ikke inden 5 år efter ferieårets udløb retter henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen.

§ 39. Arbejdsgiveren kan modregne i en lønmodtagers krav på løn under ferie, ferietillæg eller feriegodtgørelse, hvis

1) lønmodtageren har begået et retsstridigt forhold i ansættelsesforholdet, som har medført et forfaldent modkrav fra arbejdsgiverens side, hvis arbejdsgiveren kan dokumentere dette modkravs størrelse, og

2) lønmodtageren har erkendt det retsstridige forhold, eller det retsstridige forhold er fastslået ved en retsafgørelse.

Stk. 2. Hvis arbejdsgiveren har anlagt civilt søgsmål, indledt fagretlig behandling eller anmeldt lønmodtageren til politiet, eller hvis lønmodtageren er sigtet for forholdet, kan arbejdsgiveren holde et beløb svarende til modkravet tilbage, til sagen er afgjort.

§ 40. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at ferie omfattet af § 38, stk. 1, i stedet holdes i det følgende ferieår. Reglerne i § 19, stk. 2-4, og § 30, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 41. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om, hvornår en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferie, jf. § 38, stk. 1.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, der er omfattet af § 36 og § 38.

§ 42. Arbejdsministeren fastsætter inden den 1. maj 2003 og derefter hvert tredje år inden 1. maj, hvor stor en del af de i § 36 nævnte beløb, der tilfalder statskassen.

Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter regler om indbetaling af statskassens andel af de i § 36 nævnte beløb og om udbetaling af statskassens andel af udbetalinger efter § 41, stk. 2.

§ 43. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan indhente oplysninger til brug for administrationen af denne lov fra lønmodtagere og arbejdsgivere og disses organisationer, andre offentlige myndigheder, Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Tillægspension, den der administrerer beløb omfattet af § 36, stk. 3, og Arbejdsmarkedets Feriefond om,

1) i hvilken periode og i hvilket omfang en person har været beskæftiget,

2) hvilken løn der er udbetalt til en person,

3) feriegodtgørelse der ikke er hævet og/eller ikke er udbetalt, og

4) meddelelser af betydning for opkrævning og kontrol med indbetaling til FerieKonto.

Stk. 2. Oplysningerne efter stk. 1 kan desuden bruges med henblik på fastsættelse af statskassens andel af beløbene efter § 36 og med henblik på registersamkøring i kontroløjemed.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om indhentning af oplysninger efter denne bestemmelse.

§ 44. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb, jf. § 38, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse i tvister om indbetaling af beløb, der i medfør af § 36 tilfalder statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et a ndet ferieformål.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse om udbetaling af beløb, der i medfør af § 36 er tilfaldet statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse om indbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til Arbejdsmarkedets Feriefond, jf. § 37.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan træffe afgørelse om administrationen af de beløb, der anvendes til andet ferieformål, jf. § 36, stk. 3.

§ 45. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser kan, af den afgørelsen vedrører, indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2. Klagen sendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, der vurderer sagen på ny. Fastholder direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen sin afgørelse helt eller delvist, sendes klagen til ankenævnet, og sagens parter underrettes samtidig herom. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsmarkedets parter nærmere regler om Arbejdsmarkedets Ankenævns sammensætning og kompetence i forbindelse med nævnets behandling af sager efter loven.

§ 46. Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution.

Stk. 2. Fondens midler består af renter og andet afkast af kapitalen samt beløb, som i medfør af loven tilfalder fonden.

Stk. 3. Fondens midler anvendes til ferieformål til lønmodtagere, herunder særligt gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere.

Stk. 4. Arbejdsministeren udpeger fondens bestyrelse, herunder formanden. Bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen.

Stk. 5. Den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974, skal forblive urørt. Arbejdsministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at der af denne kapital ydes støtte i form af lån.

Stk. 6. Fondens regnskab skal revideres af mindst 2 revisorer, hvoraf mindst én skal være statsautoriseret revisor. Bestyrelsen udnævner revisorerne for 3 år ad gangen, men kan til enhver tid trække udnævnelsen tilbage.

Stk. 7. Det reviderede årsregnskab indsendes efter godkendelse af bestyrelsen til arbejdsministeren.

Stk. 8. Arbejdsministeren fastsætter vedtægter for fonden.

§ 47. Med bøde straffes den arbejdsgiver, der trods påkrav uden rimelig grund undlader at betale skyldig feriegodtgørelse eller løn under ferie og ferietillæg.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Der kan fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifter udstedt i henhold til denne lov.

§ 48. Loven træder i kraft den 1. januar 2001. § 45, stk. 3, træder dog i kraft den 1. oktober 2000.

Stk. 2. § 45, stk. 1 og 2, har virkning for afgørelser truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter den 31. december 2000.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 12, § 14, § 17, stk. 2, § 19, § 20, stk. 1, § 21, stk. 1, og § 23, stk. 4, har virkning for ferie, der er optjent efter den 31. december 2000.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 8 har virkning for ferie, der holdes den 1. maj 2002 eller senere. Bestemmelsen i § 9 har virkning for uddannelsesaftaler, der indgås den 1. maj 2002 eller senere.

Stk. 5. Ret til betalt ferie på baggrund af uddannelsesaftaler indgået før 1. maj 2002, jf. § 7 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 25. juni 1999, bibeholdes, idet dog antallet af tilgodehavende feriedage omregnes forholdsmæssigt fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge.

§ 49. Lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 25. juni 1999, ophæves den 1. januar 2001, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, § 9, stk. 1-4, og § 17 b ophæves dog først den 30. april 2002 og finder anvendelse for ferie optjent før den 1. januar 2001. Bestemmelserne i § 6 a og § 7 ophæves den 30. april 2002.

Stk. 3. Bekendtgørelser udstedt i medfør af lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 25. juni 1999, forbliver i kraft, indtil de ændres eller ophæves af bekendtgørelse udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 4. Tvister, der vedrører ferie optjent før den 1. januar 2001, afgøres efter de hidtidige regler.

§ 50. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Baggrund

Ud fra ønsket om en moderniseret og mere tidssvarende ferielov tilpasset arbejdsmarkedets behov nedsatte regeringen i januar 1997 et Ferieudvalg bestående af embedsmænd fra Arbejdsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Økonomiministeriet.

Hovedpunkterne i udvalgets kommissorium var, at ferieloven burde forenkles med det formål at lette virksomhedernes administration og arbejdstilrettelæggelse. Ferieloven skulle fortsat fastsætte de overordnede rammer, der sikrer lønmodtagernes ret til ferie. Den nærmere tilrettelæggelse af ferien skulle derimod overlades til arbejdsmarkedets parter.

Ferieudvalget havde undervejs konsultationer med arbejdsmarkedets parter, som langt overvejende tilkendegav tilfredshed med de overordnede principper i det eksisterende feriesystem.

Ferieudvalget afgav sin betænkning i august 1999 i forbindelse med regeringens trepartsmøde. Regeringen tilkendegav ved denne lejlighed, at regeringen ikke umiddelbart var indstillet på at lave grundlæggende om på det eksisterende system, men at betænkningsarbejdet var en god anledning til at overveje en række mindre ændringer, der vil gøre ferieloven mere tidssvarende og fleksibel.

Lovens grundlæggende principper

Med forslaget til en ny ferielov opretholdes de grundlæggende principper i den gældende lov. Det vil fortsat være lovens hovedformål at fastslå lønmodtagernes ret til 5 ugers ferie, ligesom retten til betalt ferie fortsat skal optjenes på baggrund af ansættelsen i ét kalenderår (optjeningsåret) til afholdelse i ferieåret, der begynder 1. maj i det følgende kalenderår. Princippet om, at lønmodtageren kun har retten til de optjente feriepenge, hvis ferien rent faktisk holdes, opretholdes ligeledes dog med nogle nærmere angivne undtagelser. Herudover skal loven fortsat sikre, at de optjente feriepenge er til stede på det tidspunkt, hvor ferien skal holdes, hvilket blandt andet tilgodeses ved arbejdsgiverens pligt til som udgangspunkt at indbetale feriegodtgørelse til FerieKonto.

Loven indeholder som hidtil bestemmelser om anvendelsen dels af de forældede og uhævede feriepenge dels af renterne af FerieKonto. Disse beløb fordeles mellem statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond, samt for den uhævede feriegodtgørelses vedkommende tillige de såkaldte private feriefonde.

Danmark er på ferieområdet bundet af en række internationale forpligtelser i medfør af ILO-konvention nr. 52 fra 1936 om ferie og Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. De internationale forpligtelser betyder, at Danmark skal sikre, at alle lønmodtagere får mindst 4 ugers ferie, og at denne ferie ikke kan erstattes med kontant udbetaling af feriepengene. Endvidere er Danmark forpligtet til at have et sanktionssystem til sikring af ferierettighederne.

Forslaget til ny ferielov moderniserer og forenkler på en række punkter den gældende lov. Loven giver mulighed for, at der i højere grad kan tages hensyn til de forskellige behov, der er på de enkelte dele af arbejdsmarkedet, hvilket vil give øget fleksibilitet. Ved en forenkling af administrationen af ferieloven og gennem en indskrivning af den praksis, der har udviklet sig gennem de sidste 60 år, vil loven fremstå mere brugervenlig for borgerne de enkelte arbejdsgivere og lønmodtagere, der til daglig bruger lovens regler.

Fravigelse ved kollektiv overenskomst

For at skabe øget fleksibilitet giver loven arbejdsmarkedets parter en øget adgang til at aftale andre ferieregler end lovens, dog med respekt af internationale forpligtelser.

Det foreslås, at arbejdsmarkedets parter i videst muligt omfang skal kunne indgå kollektive overenskomster på ferieområdet, det vil sige, at loven kun gælder, når andet ikke er aftalt ved kollektiv overenskomst. På den måde vil der være mulighed for at aftale ferieregler, der er tilpasset forholdene i den enkelte branche eller på den enkelte virksomhed. Der vil dog fortsat være visse regler, der er ufravigelige, herunder hvem der har ret til ferie efter loven, optjeningsårets og ferieårets placering, krav på mindst 4 ugers ferie, udbetaling af feriegodtgørelse og forældelse.

Det foreslås i den sammenhæng, at overenskomster ikke længere skal godkendes af en offentlig myndighed. I anden arbejdsretlig lovgivning, der kan fraviges ved kollektiv overenskomst, fx ligebehandlingsloven og ansættelsesbevisloven, skal overenskomsterne ikke godkendes af en offentlig myndighed. Da det skal være muligt ved kollektiv overenskomst at fravige lovens regler også til ugunst for lønmodtagerne, foreslås det, at der fortsat på lønmodtagerside mindst skal være tale om en lokal fagforening, der er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation.

Overførsel af ferie, ferie i timer og mulighed for løn under ferie

Der foreslås flere nyskabelser og moderniseringer, der vil medvirke til at gøre feriereglerne mere fleksible.

Blandt de nye muligheder skal der særligt peges på følgende:

a. Der vil fremover kunne brydes med princippet om, at optjent ferie skal holdes i det efter optjeningsåret følgende ferieår. Arbejdsmarkedets parter skal ved kollektiv overenskomst kunne aftale, at ferie kan overføres til det følgende ferieår. I loven fastlægges ganske få begrænsninger i denne mulighed. Danmark er internationalt forpligtet til at sikre, at alle lønmodtagere, der har optjent ferie, får mindst 4 ugers årlig ferie, og at denne ferie ikke kan erstattes med en kontant udbetaling af feriepengene. Det vil derfor alene være optjent ferie ud over 4 uger, der kan overføres til det følgende ferieår. Hensynet til en ny arbejdsgiver og hensynet til en fortsat stor mobilitet på arbejdsmarkedet tilsiger, at lønmodtageren ikke har mere end 5 ugers feriefrihed til gode, når et nyt arbejde tiltrædes. Det foreslås derfor, at hvis lønmodtageren ikke har holdt den overførte ferie, inden det nye arbejde tiltrædes, vil retten til at afholde mere end 5 ugers ferie bortfalde. Lønmodtageren kan få den optjente feriegodtgørelse ud over 25 dage udbetalt ved fratræden. Muligheden for at overføre ferie må forventes at medføre øget fleksibilitet både for den arbejdsgiver, der ønsker at udskyde den ansattes ferie af hensyn til virksomhedens drift, og for den lønmodtager, der ønsker at opspare ferie med henblik på mere ferie i et følgende ferieår.

b. Det foreslås endvidere, at det ved kollektiv overenskomst skal kunne aftales, at ferien optjenes og afholdes i timer, således at der ikke nødvendigvis optjenes og afholdes ferie i 5 uger regnet i dage, ligesom arbejdsgiveren ikke længere vil skulle planlægge ferien under hensyntagen til princippet om, at ferieugen skal afspejle arbejdsugen. På grund af internationale forpligtelser skal den lønmodtager, der har været ansat et helt optjeningsår, dog optjene mindst 4 ugers ferie regnet i dage, ligesom lønmodtageren mindst har ret til at holde 4 ugers ferie regnet i dage. Forslaget må forventes at give en øget fleksibilitet på de dele af arbejdsmarkedet, hvor man fx arbejder i turnus.

c. Det vil også ved kollektiv overenskomst kunne aftales, at en lønmodtager, der efter loven har ret til ferie med feriegodtgørelse, i stedet har ret til løn under ferien, selvom lovens betingelser for ret til løn under ferie - at lønmodtageren er antaget månedsvis og får løn under sygdom og på søgnehelligdage - ikke er opfyldt. Arbejdsforholdene for visse grupper af timelønnede har i dag ofte den samme faste og varige karakter som for månedslønnede. Derfor gives der mulighed for ved en kollektiv overenskomst at aftale at behandle de to lønmodtagergrupper på samme måde, når det drejer sig om ydelsen, der gives under ferien. Den løbende afregning af feriegodtgørelse kan for visse grupper af timelønnede medføre overflødig administration og unødvendige omkostninger for arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren vil ikke skulle afregne skatten i optjeningsåret, men først når ferien holdes. Kun hvis lønmodtageren fratræder, skal de optjente feriepenge gøres op og indbetales, ligesom der skal afregnes skat.

Udbetaling uden ferien holdes

Der foreslås en modernisering af reglerne for, hvornår feriegodtgørelse kan udbetales, uden at ferien holdes. Desuden foreslås det, at udbetaling i nogle tilfælde skal kunne ske direkte fra arbejdsgiveren til lønmodtageren, hvilket vil gøre administrationen lettere for såvel lønmodtager og arbejdsgiver som for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og FerieKonto. Udbetaling af al feriegodtgørelse vil blandt andet kunne ske i forbindelse med lønmodtagerens fratræden, hvis lønmodtageren på grund af alder eller helbred forlader arbejdsmarkedet, hvis lønmodtageren framelder sig Det Centrale Personregister (CPR) og flytter til udlandet eller i forbindelse med en enkeltstående arbejdspræstation, der har medført et mindre feriegodtgørelsesbeløb.

5-dages-uge

Den gældende ferielovs optjeningsprincip bygger på en 6-dages-arbejdsuge, således at der optjenes 30 feriedage eller 5 ugers ferie på et år. Imidlertid arbejdes der på det danske arbejdsmarked i overvejende grad i 5-dages-arbejdsuger. Det kan virke uforståeligt, at der optjenes flere feriedage (30), end der rent faktisk kan holdes på arbejdsdage (25). I arbejdsløshedsforsikringssystemet kan der ved fuld ledighed årligt optjenes 25 (ferie-)dage med økonomisk kompensation (feriedagpenge). Det foreslås derfor at ændre ugebegrebet i ferieloven til en 5-dages-uge. Lønmodtagerne vil fortsat have ret til i alt 5 ugers årlig ferie. Af hensyn til de lønmodtagere, der fortsat måtte arbejde i 6-dages-arbejdsuger, er der indsat en hjemmel for direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til at udarbejde nærmere regler om optjening og afholdelse af ferie i 6-dages-uger. En konsekvens af ændringen til en 5-dages-uge er, at der for fremtiden optjenes 2,08 dages ferie pr. måneds ansættelse.

Sygdom og ferie

Hvis en lønmodtager bliver syg, inden ferien begynder, er der tale om en feriehindring. I dag overgår risikoen for lønmodtagerens sygdom fra arbejdsgiveren til lønmodtageren allerede ved sidste arbejdsdags slutning og ikke først ved første feriedags begyndelse. Det foreslås, at reglerne om risikoen for lønmodtagerens sygdom ændres, så risikoen først går over fra arbejdsgiveren til lønmodtageren ved normal arbejdstids begyndelse den første feriedag. Dette vil være i overensstemmelse med princippet om, at ferie begynder ved normal arbejdstids begyndelse den første feriedag.

Børnefamilier og ferie

Det er arbejdsgiveren, der efter forhandling med lønmodtageren fastsætter, hvornår ferien skal holdes. Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til virksomhedens tarv så vidt muligt imødekomme lønmodtagerens ønsker. For at tilgodese de særlige behov familier med skolesøgende børn har i forbindelse med hovedferiens placering, foreslås det, at arbejdsgiveren ved ferieplanlægningen blandt andet skal tage hensyn til lønmodtagerens ønske om, at hovedferien holdes i lønmodtagerens barns skolesommerferie.

Administration af ferieloven

Loven lægger op til en række præciseringer og ændringer i administrationen af ferieloven. Efter den gældende lov er både Arbejdsministeriet, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (før den 1. januar 2000 hørte administrationen af ferieloven dog under Arbejdstilsynet), Arbejdsmarkedets Feriefond og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) involveret i administrationen af ferieloven.

Det foreslås, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, der fortsat skal varetage den løbende fortolkning af ferieloven, fremover får bemyndigelse til at udstede de administrative forskrifter, der knytter sig til loven. Arbejdsmarkedets parter vil blive hørt i forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelser efter loven. I det omfang parterne kan fravige lovens bestemmelser ved kollektiv overenskomst, vil der ved en sådan overenskomst tillige kunne ske fravigelse fra de udfyldende regler i direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelser. Brugen af bemyndigelsesbestemmelser sikrer i videst muligt omfang, at feriereglerne smidigt kan tilpasses et arbejdsmarked i hastig udvikling. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen vil desuden skulle træffe en række afgørelser i henhold til loven.

Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Ankenævn skal være klageinstans for de afgørelser, der træffes af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Arbejdsmarkedets parter vil således fremover blive inddraget i administrationen af ferieloven. Afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås, at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen får det overordnede administrative og forvaltningsmæssige ansvar for administrationen af opgaverne vedrørende ind- og udbetaling af feriegodtgørelse. På samme måde som i dag foreslås det, at ATP varetager den teknisk-administrative bistand ved administrationen af FerieKonto. De opgaver vedrørende FerieKonto, som i dag varetages af Arbejdsmarkedets Feriefond, overføres til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Det vil være en administrativ forenkling, at det fremover alene bliver én myndighed, der bistået af ATP, administrerer opgaverne vedrørende ind- og udbetalingen af feriegodtgørelsen.

Det foreslås endeligt, at forsvarsministeren får beføjelse til at fastsætte ferieregler for værnepligtige, kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår, konstabelelever og personel af reserven, samt at indgå aftaler med øvrige militære personelgrupper om afholdelse af ferie. Efter forslaget får erhvervsministeren som hidtil tillagt arbejdsministerens og direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens beføjelser over for søfarende, ligesom erhvervsministeren kan fastsætte andre ferieregler for søfarende. Tjenestemænd i staten og folkekirken og ansatte på tjenestemandslignende vilkår er som hidtil undtaget fra ferieloven.

Indskrivning af praksis

Af hensyn til de daglige brugere af loven er det hensigtsmæssigt at indskrive en del af den praksis, der har udviklet sig på ferieområdet i løbet af de sidste mange år.

Det foreslås derfor blandt andet, at det fremgår af loven, at ferien begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag, at en lønmodtager, der er omfattet af en arbejdskonflikt, kun kan begynde ferien, hvis konflikten begynder senest samtidig med, at ferien begynder, og at arbejdsgiveren kan udskyde en tidligere fastsat ferie, hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt, og lønmodtageren får godtgjort eventuelle økonomiske tab.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget indeholder ikke grundlæggende ændringer af det eksisterende feriesystem og skønnes derfor i sin helhed ikke umiddelbart at give anledning til økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for offentlige arbejdsgivere. Hertil kommer, at loven giver betydelig mulighed for ved kollektiv overenskomst at aftale regler, der i højere grad er tilpasset forholdene på det enkelte overenskomstområde. Denne fleksibilitet vil medføre administrative lettelser og moderniseringer.

Indførelsen af en 5-dages-ferieuge vil i en overgangsperiode give anledning til mindre tekniske og administrative ændringer i de offentlige arbejdsgiveres ferieadministration, fx ved justeringer af edb-systemer. Sådanne justeringer vil kunne give anledning til mindre ekstraomkostninger i en overgangsperiode.

Forslaget i § 13, stk. 2, om, at risikoen for lønmodtagerens sygdom før ferien påhviler arbejdsgiveren frem til ferien begynder, vil kunne medføre en begrænset merudgift. Forslaget ændrer gældende praksis, hvor risikoen for lønmodtagerens sygdom overgår til lønmodtageren allerede ved arbejdstids ophør den sidste arbejdsdag før ferien. Forslaget betyder, at hvis lønmodtageren bliver syg i weekenden før en ferie, der begynder om mandagen, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien. Lønmodtageren vil skulle holde ferien på et senere tidspunkt. Arbejdsgiveren vil som følge af lønmodtagerens sygdom få øgede lønomkostninger. De samlede udgifter af forslaget skønnes dog at være begrænsede, idet sandsynligheden er lille for, at en sygdomsperiode netop begynder i weekenden op til en ferie, og lønmodtageren samtidig vælger ikke at begynde sin ferie. Forslaget skønnes at medføre en begrænset merudgift på godt 13 mio. kr.

Forslaget i § 30, stk. 1, om, at optjente feriepenge i særlige tilfælde skal udbetales allerede ved lønmodtagerens fratræden, vil for arbejdsgivere, der ikke benytter FerieKonto, desuden betyde et ubetydeligt likviditetstab. Likviditetstabet skyldes, at udbetalingen af feriegodtgørelsen fremrykkes fra ferieårets begyndelse til fratrædelsestidspunktet i optjeningsåret. Forslaget skønnes at medføre en begrænset merudgift på godt 1 mio. kr.

Forslaget i § 43, om at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan indhente en række oplysninger til brug for administrationen af loven, kan medføre en mindre administrativ byrde for den enkelte arbejdsgiver, som anmodes om at tilvejebringe oplysninger.

Efter forslaget kan det ved kollektiv overenskomst aftales, at ferie optjenes og afholdes i timer, og at ferie kan overføres til det følgende ferieår. I det omfang mulighederne udnyttes, vil det i en overgangsperiode betyde en mindre omlægning af administrative rutiner, men vil samtidig betyde mere fleksibilitet og administrative lettelser i ferieadministrationen. Hvis arbejdsgiveren og lønmodtageren aftaler at overføre ferie, får arbejdsgiveren desuden en økonomisk fordel ved ikke at skulle udbetale feriepenge, hvis lønmodtageren får løn under ferie, eller arbejdsgiveren er omfattet af en privat feriekortordning. Efter forslaget er der mulighed for, at mindre feriegodtgørelsesbeløb i forbindelse med en enkeltstående arbejdspræstation kan udbetales ved lønmodtagerens fratræden. Dette vil medføre en administrativ lettelse for arbejdsgivere, der benytter sig af muligheden, da arbejdsgiverne ikke længere vil skulle indbetale og indberette feriegodtgørelsesbeløb for disse lønmodtagere.

Adgangen i § 27 til kollektivt at aftale, at lønmodtagere, der har ret til feriegodtgørelse, i stedet skal have løn under ferien, forventes at blive anvendt i stigende omfang. Denne udvikling er allerede i gang i dag, hvor stadig flere lønmodtagere får løn under ferie. Ved overgang til løn under ferie opnår arbejdsgivere en likviditetsforøgelse og dermed en rentefordel som følge af, at arbejdsgiverne først skal afregne skat af lønnen under ferie, når ferien holdes, i modsætning til feriegodtgørelse, hvor skatten skal afregnes månedsvis. Hvis alle lønmodtagere på det offentlige arbejdsmarked, som i dag får feriegodtgørelse under ferie, overgik til løn under ferie, skønnes det at ville medføre en samlet likviditetsforøgelse for de offentlige arbejdsgivere på ca. 0,2 mia. kr.

Adgangen til kollektivt at aftale løn under ferie i stedet for feriegodtgørelse kan medføre et provenutab for statskassen. Provenutabet afhænger af, i hvilket omfang parterne måtte vælge at aftale løn under ferie. Vurderingen af, i hvilken takt løn under ferie vil blive gennemført, er vanskelig. Indførelsen vil blandt andet afhænge af kommende overenskomstforhandlinger. Det kan skønnes, at for hver 10.000 timelønnede, der overgår fra ferie med feriegodtgørelse til løn under ferie, vil statens provenutab i form af udskudt skattebetaling det første år udgøre ca. 90 mio. kr. Eftersom der fortsat vil skulle afregnes feriegodtgørelse ved fratræden med deraf følgende skattebetaling, vil det samlede provenutab - over en sandsynligvis lang årrække - selv hvis alle måtte overgå til løn under ferie formentlig ikke overstige 5,7 mia. kr. En del af dette provenutab vil blive realiseret under alle omstændigheder, fordi flere og flere lønmodtagere vil opfylde lovens betingelser for at få løn under ferie.

Arbejdsmarkedets Feriefond har hidtil haft til opgave at varetage administrationen af FerieKonto. Denne opgave skal efter forslaget overflyttes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Desuden får direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til at udstede en række administrative forskrifter. Som en følge af lovforslaget vil der omvendt være opgaver, som direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen ikke længere skal varetage, fx godkendelse af overenskomster og tilladelse til udbetaling af feriegodtgørelse ved flytning til udlandet. Samlet set kan der blive tale om en mindre resourceforøgelse i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Klager over afgørelser truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen er hidtil blevet indbragt for Arbejdsministeriet. Efter forslaget skal Arbejdsmarkedets Ankenævn fremover være klageinstans med deraf følgende behov for en begrænset resourceforøgelse.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget indeholder ikke grundlæggende ændringer af det eksisterende feriesystem og skønnes derfor i sin helhed ikke umiddelbart at give anledning til økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for de private arbejdsgivere. Hertil kommer, at loven giver betydelig mulighed for ved kollektiv overenskomst at aftale regler, der i højere grad er tilpasset forholdene på det enkelte overenskomstområde. Denne fleksibilitet vil medføre administrative lettelser og moderniseringer.

Indførelsen af en 5-dages-ferieuge vil i en overgangsperiode give anledning til mindre tekniske og administrative ændringer i de private arbejdsgiveres ferieadministration, fx ved justeringer af edb-systemer. Sådanne justeringer vil kunne give anledning til mindre ekstraomkostninger i en overgangsperiode.

Forslaget i § 13, stk. 2, om, at risikoen for lønmodtagerens sygdom før ferien påhviler arbejdsgiveren frem til ferien begynder, vil kunne medføre en begrænset merudgift. Forslaget ændrer gældende praksis, hvor risikoen for lønmodtagerens sygdom overgår til lønmodtageren allerede ved arbejdstids ophør den sidste arbejdsdag før ferien. Forslaget betyder, at hvis lønmodtageren bliver syg i weekenden før en ferie, der begynder om mandagen, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien. Lønmodtageren vil skulle holde ferien på et senere tidspunkt. Arbejdsgiveren vil som følge af lønmodtagerens sygdom få øgede lønomkostninger. De samlede udgifter af forslaget skønnes dog at være begrænsede, idet sandsynligheden er lille for, at en sygdomsperiode netop begynder i weekenden op til en ferie, og lønmodtageren samtidig vælger ikke at begynde sin ferie. Forslaget skønnes at medføre en begrænset merudgift på godt 17 mio. kr.

Forslaget i § 30, stk. 1, om, at optjente feriepenge i særlige tilfælde skal udbetales allerede ved lønmodtagerens fratræden, vil for arbejdsgivere, der ikke benytter FerieKonto, desuden betyde et ubetydeligt likviditetstab. Likviditetstabet skyldes, at udbetalingen af feriegodtgørelsen fremrykkes fra ferieårets begyndelse til fratrædelsestidspunktet i optjeningsåret. Forslaget skønnes at medføre en begrænset merudgift på godt 3 mio. kr.

Forslaget i § 43, om at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan indhente en række oplysninger til brug for administrationen af loven, kan medføre en mindre administrativ byrde for den enkelte arbejdsgiver, som anmodes om at tilvejebringe oplysninger.

Efter forslaget kan det ved kollektiv overenskomst aftales, at ferie optjenes og afholdes i timer, og at ferie kan overføres til det følgende ferieår. I det omfang mulighederne udnyttes, vil det i en overgangsperiode betyde en mindre omlægning af administrative rutiner, men vil samtidig betyde mere fleksibilitet og administrative lettelser i ferieadministrationen. Hvis arbejdsgiveren og lønmodtageren aftaler at overføre ferie, får arbejdsgiveren desuden en økonomisk fordel ved ikke at skulle udbetale feriepenge, hvis lønmodtageren får løn under ferie, eller arbejdsgiveren er omfattet af en privat feriekortordning. Efter forslaget er der mulighed for, at mindre feriegodtgørelsebeløb i forbindelse med en enkeltstående arbejdspræstation kan udbetales ved lønmodtagerens fratræden. Dette vil medføre en administrativ lettelse for arbejdsgivere, der benytter sig af muligheden, da arbejdsgiverne ikke længere vil skulle indbetale og indberette feriegodtgørelsesbeløb for disse lønmodtagere.

Adgangen i § 27 til kollektivt at aftale, at lønmodtagere, der har ret til feriegodtgørelse, i stedet skal have løn under ferien, forventes at blive anvendt i stigende omfang. Denne udvikling er allerede i gang i dag, hvor stadig flere lønmodtagere får løn under ferie. Ved overgang til løn under ferie opnår arbejdsgivere en likviditetsforøgelse og dermed en rentefordel som følge af, at arbejdsgiverne først skal afregne skat af lønnen under ferie, når ferien holdes, i modsætning til feriegodtgørelse hvor skatten skal afregnes månedsvis. Hvis alle lønmodtagere på det private arbejdsmarked, som i dag får feriegodtgørelse under ferie, overgik til løn under ferie, skønnes det at ville medføre en samlet likviditetsforøgelse for de private arbejdsgivere på ca. 5,5 mia. kr. Der ligger altså heri en mulighed for en betydelig gevinst for erhvervslivet med de heraf følgende væsentlige gavnlige virkninger for konkurrenceevnen.

Samlet set vurderes forslaget at medføre ubetydelige merudgifter. Samtidig giver forslaget betydelige muligheder for fleksibilitet og administrative lettelser ved adgangen til at fravige en række af lovens regler.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen konsekvenser for ligestillingen mellem kønnene på arbejdsmarkedet.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget opfylder kravet i Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden, hvorefter lønmodtagere har ret til mindst 4 ugers betalt ferie om året. De 4 ugers ferie kan ikke erstattes med kontant udbetaling. Denne forpligtelse har hidtil været gennemført ved lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 25. juni 1999.

For så vidt angår midlertidig udstationering af arbejdstagere inden for EU- og EØS-landene, finder Rådets direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EF-tidende 1997 L 18 s. 1) anvendelse. Direktivet er gennemført ved lov nr. 933 af 15. december 1999 om udstationering af lønmodtagere. Efter direktivet, der delvis fortrænger konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, jf. lov nr. 305 af 9. maj 1990 med senere ændringer, skal lønmodtageren på udvalgte områder være underlagt lovgivningen i det land, hvor lønmodtageren er udstationeret, blandt andet reglerne om mindste antal betalte feriedage pr. år. Direktivet er dog kun relevant, hvis ikke reglerne i hjemlandet er mere favorable for lønmodtageren.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte. Derudover har forslaget været sendt til høring hos Statsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet, Økonomiministeriet, Erhvervsministeriet, Skatteministeriet, Undervisningsministeriet og Forsvarsministeriet.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser / mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser / merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner § 13, stk. 2, skønnes at medføre en begrænset merudgift på godt 13 mio. kr. § 30, stk. 1, skønnes at medføre et ubetydeligt likviditetstab på godt 1 mio. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Øget fleksibilitet ved ferieadministrationen Ændringer i administrative rutiner i en overgangsperiode

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet § 13, stk. 2, skønnes at medføre en begrænset merudgift på godt 17 mio. kr. § 30, stk. 1, skønnes at medføre et ubetydeligt likviditetstab på knap 3 mio. kr.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Øget fleksibilitet ved ferieadministrationen Ændringer i administrative rutiner i en overgangsperiode

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører dele af Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden

Kapitel 1 indeholder en afgrænsning af lovens anvendelsesområde. Det fremgår af kapitlet, at loven er en lønmodtagerbeskyttelseslov, som indeholder visse ufravigelige regler, som giver rammerne for, hvilke ferieregler der gælder, når andet ikke er aftalt. En ferielov er nødvendig både af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser, og af hensyn til de arbejdsgivere og lønmodtagere, der ikke er dækket af en overenskomst. Men der lægges op til, at arbejdsmarkedets parter i videst muligt omfang skal kunne indgå kollektive overenskomster på ferieområdet.

Lønmodtagerbegrebet er ikke entydigt defineret i dansk ret, og begrebet bliver ikke nødvendigvis fortolket ens i fx skattelovgivningen, i den arbejdsretlige lovgivning, fx medhjælperloven, funktionærloven og ferieloven, eller i arbejdsskadeforsikringsloven. Lønmodtagerbegrebet giver ofte anledning til fortolkning, og afgrænsningen bliver sværere, efterhånden som der har udviklet og vil udvikle sig nye ansættelsesformer. Uanset hvilken definition man vælger, vil det ikke være muligt på forhånd at afklare alle afgrænsningsproblemer i relation til lønmodtagerbegrebet. I lov om ansættelsesbeviser er der indsat en definition, og det foreslås sprogligt at formulere lønmodtagerbegrebet i ferieloven på samme måde som i lov om ansættelsesbeviser.

Vedrørende ferielovens territoriale afgrænsning skal loven fortsat finde anvendelse på arbejdsforhold i Danmark. Hvis arbejdsforholdet har tilknytning til flere lande, fx fordi arbejdsstedet ikke ligger i Danmark, eller lønmodtageren ikke ud over arbejdsforholdet har tilknytning til Danmark, anvendes reglerne i lov om gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, jf. lov nr. 305 af 9. maj 1990 med senere ændringer. Efter lovvalgskonventionen er arbejdstagere som udgangspunkt omfattet af ufravigelige regler i det land, hvor de sædvanligvis udfører deres arbejde, også selvom de midlertidigt udstationeres til et andet land. Ferieloven er ufravigelig i konventionens forstand.

For så vidt angår midlertidig udstationering af arbejdstagere inden for EU- og EØS-landene henvises til bemærkningerne under Forholdet til EU-retten.

Hvis en udsendelse uden for Danmark varer mere end 12 måneder, anses tilknytningen til den danske ferielov som udgangspunkt for ophørt.

Stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 1 og fastslår princippet om lønmodtagerens ret til ferie.

Stk. 2 definerer den persongruppe, som kan anses for lønmodtagere, det vil sige personer, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Definitionen indeholder kernen af lønmodtagerbegrebet.

Om en person er lønmodtager vil bero på en helhedsvurdering. Der vil ikke være tvivl om lønmodtagerstatus i langt de fleste arbejdsforhold. Men i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet vil der komme flere og flere arbejdsformer, som kan skabe tvivl om, hvorvidt en person er lønmodtager eller selvstændig.

En lønmodtager er karakteriseret ved at være en person, som i kraft af en arbejdsaftale har pligt til personligt at udføre erhvervsmæssigt arbejde (yde en tjenesteydelse) efter arbejdsgiverens instruktioner, for arbejdsgiverens regning og risiko, under arbejdsgiverens tilsyn og i arbejdsgiverens navn, og som har krav på en modydelse for arbejdet (tjenesteydelsen) betalt af arbejdsgiveren - som hovedregel et vederlag, der sædvanligvis udmåles i forhold til den medgåede tid (timeløn, 14-dages løn eller månedsløn). Vederlaget er typisk A-indkomst for den pågældende.

Der skal med andre ord være tale om et over-/underordnelsesforhold eller en tjenestestilling. Der behøver dog ikke nødvendigvis at være tale om instruktionsbeføjelse i traditionel forstand. Det er almindeligt anerkendt, at arbejdsgiverens instruktionsbeføjelse kan bestå i at fastsætte rammer for arbejdets udførelse, hvorefter den ansatte udfører arbejdet eventuelt med løbende rapportering til arbejdsgiveren om, hvordan arbejdsopgaven løses.

Det vil trække i retning af lønmodtagerstatus, at den pågældende ikke har del i virksomhedens risiko, udbytte eller kapital, at arbejdsgiveren afholder alle udgifter til materialer, arbejdsredskaber m.v., og at der er aftalt en fast arbejdstid inden for en bestemt referenceperiode.

Det er uden betydning, om den pågældendes arbejdsforhold har en varighed af kun ganske få timer, eller om der er tale om et arbejdsforhold, der - både for så vidt angår den ugentlige arbejdstid som varigheden af det samlede arbejdsforhold - svarer til det, der sædvanligvis karakteriseres som et tidsubestemt arbejdsforhold på fuld tid (almindeligt ansættelsesforhold).

Størrelsen af den aftalte løn, og i hvilken form vederlaget ydes, er uden betydning. Det afgørende er, at vederlaget ydes for en arbejds- eller tjenesteydelse, som den ansatte har præsteret. Ligeledes har titel ingen betydning for vurderingen af, om en person er lønmodtager.

Det er med definitionen af lønmodtagerbegrebet ikke hensigten at ændre den hidtidige praksis for, hvem der anses for lønmodtagere efter ferieloven. Det vil fx sige, at familieplejere og au pairs som udgangspunkt anses for lønmodtagere i ferielovens forstand. Omvendt anses indsatte, der udfører arbejde i fængsler og institutioner, og personer, der varetager tillidshverv og borgerligt ombud, som fx borgmestre og folketingsmedlemmer, ikke for lønmodtagere. Det samme gælder som udgangspunkt administrerende direktører, der er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Uanset definitionen i stk. 2 vil det ikke kunne undgås, at der kan opstå uenighed om, hvorvidt en person er lønmodtager eller ej i ferielovens forstand. Sådanne spørgsmål afgøres af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 44, stk. 1, og § 45, stk. 1, og i sidste ende af de civile domstole.

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1, nr. 1-3, bortset fra at tjenestemænd i folkeskolen ikke længere er undtaget fra ferieloven. Uanset at de er lønmodtagere, undtages som hidtil statstjenestemænd og ansatte på tjenestemandslignende vilkår fra ferieloven. Finansministeren har derfor ansvaret for, at der er regler om ferie for de pågældende lønmodtagere, herunder at disse respekterer Danmarks internationale forpligtelser.

Lønmodtagere, der har indgået aftale om optjening og afvikling af ferie i henhold til lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v., undtages fortsat fra ferieloven. Lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v. adskiller sig især fra ferieloven ved, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale, at ferie optjenes og afvikles i det samme år efter et samtidighedsprincip, hvorefter optjeningsåret og ferieåret er sammenfaldende.

I stk. 2 præciseres, at en lønmodtager, der er omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2, ved fratræden - uden at pensionsudbetaling påbegyndes - har ret til feriegodtgørelse for indeværende og tidligere optjeningsår, som lønmodtageren endnu ikke har holdt ferie for ved sin fratræden. Stk. 2 er en udvidelse i forhold til den gældende lovs § 2, stk. 2, idet det foreslås, at også tjenestemænd i staten eller folkekirken har ret til feriegodtgørelse ved fratræden. Dette vil være i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet sig, hvorefter tjenestemænd i staten m.v. i dag ved fratræden får afregnet feriegodtgørelse. Indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelsen følger reglerne i kapitel 5.

Søfarende og militært personel er som udgangspunkt omfattet af ferieloven, men af hensyn til de særlige vilkår, der gør sig gældende for ansættelse på skibe eller i forsvaret, er erhvervs- og forsvarsministeren tillagt særlige beføjelser efter bestemmelsen. At forsvarsministeren foreslås tillagt beføjelser er en ændring i forhold til den gældende lov.

For så vidt angår søfarende efter s tk. 1 udøver erhvervsministeren de beføjelser, som efter lovforslaget ellers er tillagt arbejdsministeren eller direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Søfarende omfatter også fiskere, idet dog partsfiskere på rent nettoudbytte fortsat ikke er omfattet af ferieloven, uanset at de er omfattet af sømandslovens regler om skriftlige ansættelsesaftaler.

Erhvervsministeren kan efter stk. 2 , fastsætte andre ferieregler end ferielovens regler for søfarende. Erhvervsministeren skal forinden indhente udtalelse fra de relevante lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer. Det vil herefter være op til ministeren at udfærdige de nærmere regler om ferie for de pågældende lønmodtagere. I den forbindelse skal man være opmærksom på Danmarks internationale forpligtelser. Stk. 1 og stk. 2 svarer til den gældende lovs § 25.

Efter stk. 3 får forsvarsministeren bemyndigelse til at fastsætte ferieregler for værnepligtige i forsvaret. Efter den gældende lovs § 25 a har arbejdsministeren en tilsvarende bemyndigelse. Forslaget ændrer ikke på det forhold, at værnepligt betragtes som borgerligt ombud, der ikke er omfattet af lønmodtagerbegrebet. Forsvarsministeren får tillige bemyndigelse til efter høring af de relevante lønmodtagerorganisationer at fastsætte andre ferieregler for kvinder ansat i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, som i dag er undtaget fra ferieloven, for konstabelelever samt for personel af reserven. For konstabelelever og kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår er det vigtigt, at deres vilkår i vidt omfang er sammenfaldende med vilkårene for den gruppe af værnepligtige, som de gør tjeneste sammen med. For personel af reserven er det vigtigt, at deres ferierettigheder kan bringes i overensstemmelse med deres vilkår under indkaldelse.

For det øvrige militære personel får forsvarsministeren efter stk. 4 bemyndigelse til at indgå aftaler med de relevante lønmodtagerorganisationer om andre regler for afholdelse af ferie. Bemyndigelsen kan være relevant i forbindelse med de særlige forhold, der gør sig gældende fx henset til Danmarks internationale engagementer, der blandt andet kan medføre udsendelse med kort varsel.

Stk. 1 fastslår princippet om, at ferieloven er en beskyttelseslov i den forstand, at en lønmodtager ikke kan give afkald på sin ret til ferie og betalingen herfor. Loven indeholder ufravigelige bestemmelser blandt andet om, hvem der har ret til ferie efter loven, optjeningsårets og ferieårets placering, ret til mindst 4 ugers betalt ferie, udbetaling af feriegodtgørelse og forældelse. Aftaler i strid med lovens ufravigelige regler vil være ugyldige. Bestemmelsen viderefører princippet fra § 23 i den gældende lov.

Med stk. 1 foreslås samtidig indført et princip om, at ferielovens bestemmelser med visse undtagelser kun gælder, hvis ikke andet er aftalt mellem en lønmodtagerpart og en arbejdsgiverpart typisk ved kollektiv overenskomst. Det vil i slutningen af de enkelte kapitler være angivet, hvorvidt og i hvilket omfang der vil kunne ske fravigelse af bestemmelserne i kapitlet. Ved de fleste muligheder for at fravige ferieloven er det et krav, at det aftales ved kollektiv overenskomst. Der er dog visse bestemmelser, som kan fraviges alene ved en individuel aftale mellem en lønmodtager og en arbejdsgiver. Formålet med lovforslagets fravigelsesmuligheder er i videst muligt omfang at give arbejdsmarkedets parter mulighed for selv at fastsætte ferieregler, der er tilpasset forholdene inden for et fagområde eller en branche.

Der vil efter forslaget ikke længere være en statslig myndighed, som skal godkende kollektive overenskomster indgået inden for ferielovens område. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen vil efter forslaget ikke skulle kontrollere, om en kollektiv ferieoverenskomst er i overensstemmelse med ferielovens bestemmelser, eller om den ud fra en helhedsvurdering stiller lønmodtagere lige så godt som efter loven. Det er overenskomstparternes ansvar at overholde de rammer, inden for hvilke de kan indgå overenskomster, og at sikre at lønmodtagerne stilles lige så godt som efter ferielovens ufravigelige bestemmelser. Dette er i god tråd med anden arbejdsretlig lovgivning, hvor der uden myndighedskontrol kan ske fravigelse ved kollektiv overenskomst under forudsætning af, at lovgivningens beskyttelsesniveau opretholdes.

For så vidt angår allerede gældende overenskomster, vil de fortsat være gyldige i det omfang, de ikke strider mod lovforslagets ufravigelige bestemmelser. Hvis der sker ændringer i en tidligere godkendt overenskomst, skal overenskomsten dog i sin helhed indsendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen med henblik på registrering af overenskomster, jf. § 31, stk. 2.

Efter lovforslaget kan fravigelse af lovens bestemmelser til ugunst for lønmodtageren kun ske ved aftale mellem en arbejdsgiverpart og en lønmodtagerpart. Som en konsekvens heraf vil ferieloven ikke længere kunne fraviges ved ensidigt fastsatte bestemmelser. På det (amts)kommunale område, hvor der for tjenestemænd tidligere ensidigt var fastsat vedtægter eller regulativer for ferieområdet, har man i dag i stedet indgået en ferieaftale mellem de respektive arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. Dermed er der ikke længere noget aktuelt behov for at beholde adgangen til ensidigt at fastsætte ferieregler for (amts)kommunale tjenestemænd. En sådan ændring skal også ses på baggrund af, at det foreslås, at ferieoverenskomster ikke længere skal godkendes af en offentlig myndighed.

Stk. 2 om videregående ferierettigheder svarer til den gældende lovs § 4. Det vil sige, at der både kollektivt og individuelt kan indgås aftale om fravigelse af ferielovens regler til gunst for lønmodtageren.

Efter stk. 3 afgøres tvister om ferieregler, der indgår i en kollektiv overenskomst, i det fagretlige system. Dette gælder uanset, om der er tale om regler, som parterne kan fravige efter loven, eller om der er tale om ufravigelige bestemmelser, der alene er indskrevet i overenskomsten. Ved indgåelsen af en kollektiv overenskomst vil parterne ofte ønske at skrive hele regelsættet ind i overenskomsten dels for at få et sammenhængende regelsæt dels for at sikre, at tvister ikke skal løses både i det fagretlige system og i det administrative system eller ved de civile domstole. I stk. 3 præciseres det, at hvis parterne indskriver hele regelsættet i overenskomsten, har det den konsekvens, at alle tvister skal afgøres i det fagretlige system. Dette gælder også tvister om lovens ufravigelige bestemmelser, som altså godt kan indskrives i overenskomsten, men selvsagt ikke materielt kan ændres ved at blive indskrevet.

Som følge af de foreslåede ændringer om, at der ved kollektiv overenskomst kan ske fravigelse af ferieloven også til ugunst for lønmodtagerne, foreslås det samtidig i § 5, at der som aftalepart på lønmodtagerside mindst skal være tale om en lokal fagforening, der er medlem af en landsdækkende organisation. Dette aftaleniveau svarer til § 3 i den gældende lov. I tilfælde af at der ved individuel aftale eller lokalaftale sker fravigelser af feriebestemmelser i forhold til den overordnede kollektive overenskomst, skal uoverensstemmelser behandles i det fagretlige system, eventuelt som brud på overenskomsten. Det er ikke i strid med kravet om en overenskomst på organisationsniveau, hvis denne overenskomst fx indeholder bestemmelser om, at anvendelsen af overenskomstens regler forudsætter lokal enighed. Det samme gælder, hvis overenskomsten angiver rammerne for de fravigelser, der er mulige, men udfyldelsen af disse rammer sker på lokalt niveau. Også sådanne lokale, udfyldende aftaler skal selvsagt overholde lovens ufravigelige regler, ligesom de eventuelt skal indsendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter reglerne i § 31, stk. 2.

Kravet til aftaleparten på lønmodtagerside er fastsat ud fra et beskyttelseshensyn for at undgå, at fx lønmodtagerne på en enkelt virksomhed kommer i en udsat forhandlingssituation i forbindelse med forhandlinger om afvigende ferierettigheder.

Kravet skal også ses i sammenhæng med, at ferieoverenskomster, der fraviger loven, ikke længere skal godkendes af en offentlig myndighed. Som en konsekvens heraf skal der ikke længere foretages en helhedsvurdering af, om overenskomsten stiller lønmodtagerne lige så godt som efter loven. Det vil være op til de forhandlende organisationer at varetage deres medlemmers interesser.

Det foreslås, at det ved kollektiv overenskomst kan aftales at fravige bestemmelsen i § 2, stk. 2, om, at tjenestemænd efter § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, der fratræder uden at pensionsudbetalingen begynder, har ret til at få feriegodtgørelse. Dette kan komme til at betyde, at der for fratrædende tjenestemænd, ikke nødvendigvis bliver indbetalt feriegodtgørelse til FerieKonto for indeværende og tidligere optjeningsår.

I kapitel 2 gøres rede for lønmodtagerens ret til ferie, optjening af ferie og feriens længde.

Det grundlæggende princip om retten til 5 ugers årlig ferie og optjeningen af betalt ferie på baggrund af lønmodtagerens ansættelse foreslås ikke ændret. Derimod foreslås ugebegrebet i ferieloven ændret fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge. Samtidig foreslås en række præciseringer og lovfastsættelse af praksis med hensyn til, i hvilke perioder af ansættelsen lønmodtageren alligevel ikke optjener ret til betalt ferie.

Det gældende optjeningsprincip bygger på en 6-dages-arbejdsuge, hvor der optjenes 2,5 dages ferie for hver måneds beskæftigelse, således at der på et år optjenes 30 dages betalt ferie svarende til 5 ugers ferie, hvor lørdage tæller med som feriedage.

Det foreslås i stk. 1 , at der optjenes 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse. Forslaget skal ses på baggrund af, at ferieugen foreslås ændret fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge, hvor lørdagen ikke tæller med som en arbejdsdag, jf. bemærkningerne til § 12, stk. 2. Indførelsen af en 5-dages-uge medfører, at der bliver optjent færre feriedage pr. måneds ansættelse. På baggrund af et års ansættelse vil der blive optjent 25 dages betalt ferie, som stadig svarer til 5 ugers ferie.

Ændringen af optjeningsprincippet til en 5-dages-uge er en naturlig konsekvens af, at der på størstedelen af det danske arbejdsmarked arbejdes 5 dage om ugen. Dertil kommer, at der i arbejdsløshedsforsikringssystemet tages udgangspunkt i en 5-dages-uge. Da der fortsat er lønmodtagere, der arbejder 6 dage om ugen, har direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter § 11 bemyndigelse til at fastsætte regler om optjening for disse personer.

Efter den gældende lov optjenes der ret til ferie for hver måneds beskæftigelse. Hvis beskæftigelsen er på under en måned, optjenes der ferie forholdsmæssigt. Udtrykket beskæftigelse dækker sprogligt kun de dage, hvor lønmodtageren faktisk udfører et arbejde (er beskæftiget), men bliver fortolket således, at der optjenes ferieret i de perioder, hvor en lønmodtager er ansat hos arbejdsgiveren. Det afgørende for, om der optjenes ferieret, er, om lønmodtageren retligt set er ansat hos arbejdsgiveren, og ikke om lønmodtageren konkret er på arbejde de pågældende dage. Det er ligeledes afgørende, om arbejdsgiveren skal betale hel eller delvis løn for den pågældende ansættelsesperiode. Med ordet »ansættelse« i stk. 1 præciseres det, at der optjenes ret til betalt ferie på baggrund af de perioder, hvor lønmodtageren er ansat hos arbejdsgiveren, hvilket som udgangspunkt også dækker arbejdsfrie perioder. En lønmodtager, der fx fast arbejder 3 dage om ugen, anses for ansat hele ugen.

I stk. 2 foreslås det præciseret, i hvilke perioder lønmodtageren under ansættelsen alligevel ikke optjener ret til betalt ferie. Det drejer sig om sygdomsperioder, barselsperioder og andre orlovsperioder eller tjenestefrihedsperioder, hvor arbejdsgiveren ikke skal betale hel eller delvis løn. Lønudbetalingen er således afgørende for, om der optjenes ret til betalt ferie. Dog optjenes der ret til betalt ferie, hvis lønmodtageren opfylder betingelserne om ret til sygeferiegodtgørelse efter forslagets § 25. Bestemmelsen lovfæster den hidtidige praksis med hensyn til optjening af betalt ferie i fraværsperioder. For så vidt angår sygdom, svarer bestemmelsen til den gældende lovs § 6, stk. 2.

I s tk. 3 foreslås det at lovfæste den gældende praksis, hvorefter lønmodtageren i forbindelse med en overenskomstmæssig strejke eller lockout ikke optjener ret til betalt ferie. Bestemmelsen bygger på et grundlæggende arbejdsretligt princip om, at en lønmodtager, der deltager i en lovlig konflikt, ikke skal præstere en arbejdsydelse og dermed heller ikke har krav på løn i konfliktperioden, idet lønmodtageren anses for fratrådt ved iværksættelse af en konflikt.

I stk. 4 foreslås det at præcisere, hvornår der optjenes ret til betalt ferie under hjemsendelse i henhold til en kollektiv overenskomst eller faglig kutyme. Afgørende for, om der optjenes ferie under en hjemsendelse, er, om arbejdsgiveren betaler hel eller delvis løn under hjemsendelsen. Hvis ikke dette er tilfældet, optjenes der ikke ret til betalt ferie. Hjemsendelsen kan fx skyldes vejret eller manglende materialer. Bestemmelsen finder også anvendelse i andre situationer, hvor en lønmodtager kan hjemsendes med lønfrigørende virkning.

Bestemmelsen i § 8 om, at en lønmodtager uanset optjening har ret til at holde 25 dages ferie om året, og om at en lønmodtager, der ikke har optjent ret til betalt ferie, trækkes i lønnen, har først virkning fra 1. maj 2002.

Stk. 1 slår fast, at en lønmodtager har ret til at holde i alt 25 dages ferie om året, selvom lønmodtageren ikke har optjent ret hertil. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til princippet i den gældende lovs § 6 a, stk. 1. Da ferieloven foreslås ændret fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge og optjent årlig ferie ændret fra 30 til 25 dage, foreslås retten til ikke optjente feriedage tilsvarende ændret fra 30 dage til 25 dage. En lønmodtager, der ikke har optjent ret til betalt ferie, må som hidtil holde ferie for egen regning.

Der er tale om en ret og ikke en pligt for lønmodtageren til at holde ikke optjent ferie. En arbejdsgiver kan således ikke pålægge en lønmodtager at afvikle ferie, som ikke er optjent, jf. dog forslagets § 17, stk. 1, hvorefter arbejdsgiveren kan fastsætte ferie for en lønmodtager, der ikke har optjent ret til betalt ferie, hvis der er tale om en ferielukning af virksomheden.

Den gældende bestemmelse i § 6 a, stk. 2, om, at en lønmodtager højst kan kræve at afholde 12 ikke optjente feriedage efter den 30. september, det vil sige efter ferieperiodens udløb, forekommer overflødig og foreslås ikke videreført.

I s tk. 2 foreslås det at lovfæste praksis om løntræk i forbindelse med, at en månedslønnet lønmodtager holder ferie, som ikke er optjent hos den arbejdsgiver, som lønmodtageren holder ferie fra. Efter hidtidig praksis skal lønmodtageren trækkes med 4 pct. ( 1 / 25 ) af månedslønnen pr. dags ferie, der afholdes, svarende til 24 pct. af månedslønnen pr. uges ferie. Ved overgang til en 5-dages-uge vil den månedslønnede efter princippet i hidtidig praksis skulle trækkes med 4,8 pct. pr. dags ferie eller 24 pct. pr. uges ferie, som ikke er optjent. En indskrivning af en regel om løntrækket i månedslønnen for ikke optjent ferie vil skabe klarhed for den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver.

I § 9 beskrives de særlige, gunstige ferieregler, der gælder for elever, der har indgået en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser. En elev har en ubetinget ret til betalt ferie i første og andet hele ferieår efter, at elevforholdet begynder, ligesom eleven i et nærmere bestemt omfang har ret til betalt ferie, hvis eleven begynder ansættelsesforholdet i løbet af et ferieår. Som følge af at ugebegrebet i ferieloven ændres fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge, ændres elevers ret til betalt ferie tilsvarende. Der tilsigtes i øvrigt ingen ændringer med hensyn til den særlige beskyttelse, som elever har efter § 7 i den gældende lov. Ændringen består i en konsekvensrettelse som følge af overgangen til en 5-dages-ferieuge og får derfor først virkning fra 1. maj 2002.

Efter stk. 1 har en elev fortsat ret til 5 ugers betalt ferie både i første og andet hele ferieår efter, at eleven er påbegyndt et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren. Således vil en elev, som er begyndt sin uddannelse på en skole og fx har indgået aftale med en arbejdsgiver for de to sidste år af uddannelsen, være berettiget til 25 dages betalt ferie i både det første og andet hele ferieår efter, at eleven er begyndt hos arbejdsgiveren.

Ret til betalt ferie efter bestemmelsen opnås i henhold til uddannelsesaftalen som led i en erhvervsuddannelse. En elevs ret til betalt ferie er ikke betinget af, at eleven har optjent ret til ferie på baggrund af beskæftigelse forud for ferieåret. Dette er en fravigelse af lovens almindelige bestemmelser om optjening af betalt ferie, jf. § 7 i forslaget.

Det er den aktuelle arbejdsgiver på ferietidspunktet, som skal betale elevens løn under ferie. Hvis eleven har haft forudgående beskæftigelse og i den forbindelse har optjent feriegodtgørelse, skal arbejdsgiveren alene betale løn under ferie for de dage, hvor eleven ikke har optjent feriegodtgørelse. Hvis eleven har optjent feriegodtgørelse til 25 feriedage, men godtgørelsen pr. dag er lavere end elevlønnen på ferietidspunktet, vil arbejdsgiveren på ferietidspunktet efter gældende praksis skulle supplere feriegodtgørelsen op til den normale elevløn på ferietidspunktet.

En elev, der skifter arbejdsgiver under uddannelsen, vil ved fratræden være berettiget til feriegodtgørelse fra den første arbejdsgiver efter lovens almindelige bestemmelser, mens den nye arbejdsgiver skal give betalt ferie efter denne bestemmelse. Arbejdsgiveren vil derfor eventuelt skulle supplere elevens medbragte feriegodtgørelse op til den normale elevløn på ferietidspunktet. Hvis eleven har optjent feriegodtgørelse for fx 15 dages ferie, og feriegodtgørelsen pr. dag er højere end elevlønnen på ferietidspunktet, skal arbejdsgiveren alligevel betale den fulde elevløn for de feriedage, som eleven ikke har optjent feriegodtgørelse til.

Hvis ansættelsesforholdet er begyndt inden 1. juli i et ferieår, har eleven efter stk. 2 ret til 25 dages betalt ferie, det vil sige 5 ugers ferie i det pågældende ferieår. Hvis eleven begynder hos en arbejdsgiver fx 1. juni har eleven ret til 25 dages ferie efter stk. 2 i det indeværende ferieår. Derudover har eleven ret til betalt ferie efter stk. 1.

Hvis ansættelsesforholdet er begyndt den 1. juli eller senere i et ferieår, har eleven efter stk. 3 ret til 5 dages betalt ferie i forbindelse med kollektiv lukning af virksomheden i perioden mellem 1. oktober og 30. april i det pågældende ferieår. Baggrunden for bestemmelsen er, at det forudsættes, at en elev, der ansættes senere end 1. juli, allerede har holdt sin hovedferie.

I stk. 1 foreslås det, at det ved kollektiv overenskomst kan aftales, at ferie optjenes i timer i stedet for i dage. Det kan komme til at betyde, at optjeningen af ferie i timer ikke nødvendigvis bliver på hele 5 ugers årlig ferie regnet i dage, men kan blive mindre eller mere. Timeoptjening kan give en lettelse i administrationen af ferieregnskabet i forbindelse med ansattes skiftende arbejdstider. På grund af Danmarks internationale forpligtelser er det i stk. 1 fastsat, at en lønmodtager, der har været ansat et helt optjeningsår, dog mindst har optjent ret til 4 ugers ferie regnet i dage, det vil sige 20 dages betalt ferie. Forudsætningen for at kunne anvende timeoptjening er, at parterne samtidig har aftalt at fravige reglen om indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto. Begrundelsen herfor er, at FerieKonto benytter ferielovens system om optjening og afholdelse af ferie i dage, og at det vil være en stor administrativ byrde, hvis FerieKontos system skulle indrettes til både at håndtere feriegodtgørelse for lønmodtagere, der optjener og afholder ferie i dage, og feriegodtgørelse for lønmodtagere, der optjener og afholder ferie i timer.

Det foreslås i stk. 2 , at der ved lønmodtagerens fratræden skal ske omregning til dage af ferien, som er optjent i timer. Bestemmelsen er foreslået af hensyn til, at den nye arbejdsgivers ferieregnskab opererer i dage, og at lønmodtageren i sit nye arbejdsforhold holder ferie i dage efter lovens almindelige system.

Det foreslås i stk. 3 , at der ved kollektiv overenskomst kan aftales et andet fradrag i månedslønnen ved afholdelse af ikke optjent ferie end de 4,8 pct. pr. dag, som fremgår af forslagets § 8, stk. 2. Der kan aftales et andet løntræk både i en for lønmodtageren gunstig og ugunstig retning. Bestemmelsen vil blandt andet betyde, at inden for områder, hvor man allerede har andre og veletablerede løntræksregler, vil disse kunne bibeholdes.

Det foreslås at give direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for optjening af ferie under 1 måneds ansættelse. Det fremgår af den gældende lovs § 6, stk. 1, at ved beskæftigelse under 1 måned beregnes optjeningen af ferie tilsvarende i forhold til beskæftigelsens længde. På den baggrund er det i dag fast administrativ praksis, at beskæftigelse i 1-6 dage giver 0,1 feriedag pr. arbejdsdag, 7-12 dage giver 1 feriedag, 13-17 dage giver 1,5 feriedag, 18-23 dage giver 2 feriedage og mere end 24 dage giver 2,5 feriedage. Denne praksis vil skulle justeres, når der efter forslaget fremover optjenes 2,08 feriedag pr. måned.

Der forslås endvidere en bemyndigelse for direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til at fastsætte regler for optjening af ferie for lønmodtagere, som ikke fast arbejder i en 5-dages-uge. Da der fortsat er lønmodtagere, der arbejder 6 dage om ugen, vil det være nødvendigt at fastsætte disse lønmodtageres rettigheder i forbindelse med optjening af ferie, idet de fortsat vil skulle optjene 30 dages ferie om året for at få fulde 5 ugers ferie, som kan afspejle arbejdsugen. I forbindelse med at der i § 8, stk. 2, foreslås indsat en regel om løntræk i månedslønnen for en lønmodtager, som arbejder i en 5-dages-uge, vil det være relevant at bemyndige direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til at fastsætte en regel om løntrækket i månedslønnen for lønmodtagere, som arbejder i en 6-dages-uge, og som ikke har optjent ret til betalt ferie.

Endelig foreslås en bemyndigelse for direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til at fastsætte regler om optjening af ferie for lønmodtagere, hvis arbejdstid ikke eller kun vanskeligt kan kontrolleres. Der er behov for at kunne fastsætte regler, der sikrer, at lønmodtagere med ukontrollabel arbejdstid får beregnet og optjent et korrekt antal feriedage på baggrund af beskæftigelsens omfang eventuelt under hensyn til lønnens størrelse.

I kapitel 3 gøres rede for, hvornår ferien skal holdes, og hvordan ferien konkret fastsættes.

De overordnede regler om, hvordan ferien holdes, fastsættes og meddeles til lønmodtageren, foreslås ikke ændret. Det skal fortsat være arbejdsgiverens ret og pligt at planlægge, fastsætte og give meddelelse om ferien efter høring af lønmodtageren. Der foreslås en række justeringer, som skal gøre loven mere anvendelig for de daglige brugere. Derudover foreslås der en række moderniseringer, som skal give mulighed for mere fleksibilitet i forbindelse med feriens afholdelse både til fordel for lønmodtageren og arbejdsgiveren.

I § 12 beskrives de overordnede principper for, hvornår ferien skal holdes. § 12 vedrører bestemmelserne i den gældende lovs § 8, stk. 1, og § 6, stk. 3, og fortolkninger heraf. Bestemmelsen fastslår blandt andet overgangen til en 5-dages-ferieuge og får derfor først virkning for ferie optjent efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2001.

Det fremgår af stk. 1 , at ferieåret går fra 1. maj til 30. april. Efter den gældende lovs § 8, stk. 1, går ferieåret fra 2. maj til 1. maj. Der er ikke nogen særlig begrundelse for, at ferieåret først skulle begynde den 2. maj. Derfor foreslås denne lille tekniske ændring.

Ferien skal holdes i ferieåret. Det har siden den første ferielov fra 1938 været et princip, at hele ferien skal holdes inden for ferieåret, og at retten til ferien ikke kan overføres til et andet ferieår. Dette princip foreslås opretholdt i det individuelle ansættelsesforhold. Derimod foreslås i § 19, at arbejdsmarkedets parter fremover kan aftale, at en del af ferien kan overføres til et kommende ferieår.

Efter den gældende lov holdes ferie med 6 dage om ugen. For de lønmodtagere, der nu arbejder 5 dage om ugen, indgår lørdag eller erstatningsfridagen for lørdag som en arbejdsfri dag. 6-dages-ferieugen foreslås nu ændret til en 5-dages-ferieuge, jf. stk. 2 , da arbejdsugen for de fleste lønmodtagere i dag er på 5 dage. Lørdag eller erstatningsfridagen for lørdag indgår herefter på samme måde som søndag ikke længere i beregningen af ferieugen.

Arbejdsfrie dage indgår i ferieugen, hvis lønmodtagerens arbejdsuge både indeholder arbejdsdage og arbejdsfrie dage. En arbejdsuge kan indeholde både arbejdsdage og arbejdsfrie dage, hvis lønmodtageren arbejder færre end 5 dage om ugen. Hvis en lønmodtager fx arbejder 4 dage om ugen, uanset om der er tale om fuldtids- eller deltidsbeskæftigelse, indgår den ugentlige arbejdsfrie dag i ferieugen således, at der indgår 5 arbejdsfrie dage i de 5 ugers ferie.

Hvis en lønmodtager arbejder i turnus og arbejder både i dag-, aften- og nattevagter og derudover har et antal arbejdsfrie dage, skal arbejdsgiveren ved planlægningen af ferien sikre sig, at disse forskellige vagtdage og arbejdsfrie dage indgår i ferien med et forholdsmæssigt antal. Arbejdsgiveren kan altså ikke vælge konsekvent at lægge ferien på de arbejdsfrie dage eller kun på dage, hvor lønmodtageren ville have haft dagvagter, hvis lønmodtageren ikke holdt ferie.

Ferien holdes i dage. Der er dog ikke noget til hinder for at regne ferien i timer i stedet for i dage, så længe loven ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren. Afholdelse af ferie i timer må hverken medføre, at ferien skal holdes i mindre end hele dage, at den samlede ferie bliver på under 5 ferieuger regnet i dage, eller at ferieugen ikke afspejler arbejdsugen. Derimod foreslås det i § 20, stk. 1, at arbejdsmarkedets parter ved kollektiv overenskomst kan aftale, at ferien holdes i timer, også selvom dette måtte medføre regler, der er til ugunst for lønmodtageren.

Ferien holdes i hele dage. Arbejdsgiveren kan derfor ikke ensidigt fastsætte ferie til afholdelse på halve dage. Det er derimod fast administrativ praksis, at antallet af feriedage nedrundes til nærmeste hele antal feriedage, når FerieKonto udsteder feriebeviser. Hvis lønmodtageren har optjent mindre end én dags ferie, har det af tekniske grunde været nødvendigt at udstede feriebevis for en halv dag. I den situation kan arbejdsgiveren ensidigt fastsætte en halv dags ferie. Det er desuden praksis, at ferie kan holdes på halve dage, hvis det er efter aftale med eller ønsket af lønmodtageren, og den halve feriedag holdes i forbindelse med halve fridage ifølge overenskomst, sædvane eller kutyme, som fx Grundlovsdag, 1. maj, juleaftensdag og nytårsaftensdag. Denne praksis forudsættes ikke ændret.

Ferie holdes også i øvrigt på samme måde, som arbejdet er tilrettelagt.

I stk. 3 lovfæstes praksis om, at ferie ikke kan lægges på dage, hvor lønmodtageren allerede har fri eller har en feriehindring efter § 39. Ferie kan ikke lægges på de dage, der er helligdage i Danmark. Ligeledes kan arbejdsgiveren ikke fastsætte feriedage på dage, som sædvanemæssigt i virksomheden eller efter en kollektiv overenskomst eller individuel aftale allerede er fridage. Med fridage tænkes der ikke her på arbejdsfrie dage i forbindelse med arbejdstidens tilrettelæggelse. Ferie kan heller ikke lægges på det ugentlige fridøgn. På samme måde kan ferie ikke lægges på erstatningsfridage for de ovenfor nævnte fridage. Afspadseringsdage, der ikke indgår i en turnus, men som lønmodtageren har optjent, fx ved overarbejde, skal behandles på samme måde som andre fridage. Derudover kan ferie ikke holdes, hvis lønmodtageren efter § 38 er afskåret fra ferieafholdelse, fx på grund af barsel.

I § 13 beskrives, hvornår ferien begynder og slutter. Dette har ikke tidligere været beskrevet i loven, men er udviklet i praksis. Bestemmelsen i § 13, stk. 3, kan efter § 20, stk. 2, fraviges ved kollektiv overenskomst.

I stk. 1 præciseres praksis om, at ferien begynder på det tidspunkt, hvor lønmodtageren ville begynde den almindelige arbejdsdag, hvis lønmodtageren ikke holdt ferie, og at ferien slutter på det tidspunkt, hvor den sidste arbejdsdag ville have været afsluttet, hvis lønmodtageren ikke holdt ferie. For mange lønmodtagere, der holder fri en kalenderuge, vil det sige, at ferien begynder mandag morgen ved normal arbejdstids begyndelse og slutter fredag aften ved normal arbejdstids ophør. Det er den enkelte lønmodtagers normale arbejdstids begyndelse og ophør, der er afgørende for, hvornår ferien begynder henholdsvis slutter.

Når feriens begyndelses- og sluttidspunkt fastsættes i forhold til den sædvanlige arbejdstids tilrettelæggelse, tages der samtidig højde for arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn. Efter disse regler skal der som udgangspunkt være mindst 11 timer mellem hver arbejdsperiode og mindst 1 fridøgn for hvert 6. arbejdsdøgn. Har en virksomhed fået dispensation fra arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn, således at lønmodtagerne fx i nogle vagter kun får 8 timers frihed, vil ferien også kunne begynde 8 timer efter arbejdets ophør. Feriens begyndelses- og sluttidspunkt har særlig betydning i forhold til arbejdsmiljølovens bestemmelser ved arbejdsforhold, hvor der arbejdes i skiftende vagter.

I stk. 2 fastsættes, at hvis en lønmodtager er syg på tidspunktet for feriens begyndelse, er der - uanset sygdommens art og omfang - tale om en feriehindring, som medfører, at ferie ikke kan begynde, medmindre lønmodtageren selv ønsker at begynde ferien. Det vil ikke længere være af betydning, om lønmodtageren kan anses for at kunne holde ferien med et rekreativt udbytte. Det er alene afgørende, om lønmodtageren anses for syg i forhold til at kunne udføre sit arbejde. Det er hensigtsmæssigt med en klar regel på området. Når lønmodtageren bliver rask, skal lønmodtageren møde på arbejde igen. Dette gælder selvom lønmodtageren bliver rask inden for den periode, hvor lønmodtageren skulle have holdt sin ferie. De fleste lønmodtagere vil formentlig vælge at begynde ferien, selvom de har en kortere sygdomsperiode, når ferien begynder.

Det fremgår af stk. 1, at ferien begynder ved arbejdstids begyndelse første feriedag. Lønmodtageren skal i overensstemmelse med de regler om sygemelding, der i øvrigt måtte gælde for ansættelsesforholdet, sygemelde sig over for arbejdsgiveren. Det vil normalt betyde, at lønmodtageren sygemelder sig over for arbejdsgiveren ved arbejdstids begyndelse den første feriedag.

Der er tale om en ændring i forhold til den gældende praksis. I dag overgår risikoen for en lønmodtagers sygdom i forbindelse med ferie fra arbejdsgiveren til lønmodtageren allerede ved arbejdstids ophør på lønmodtagerens sidste arbejdsdag og ikke først ved arbejdstids begyndelse på lønmodtagerens første feriedag. Administrativt har der udviklet sig en praksis om sygdom, der begynder på arbejdsfrie dage, umiddelbart før ferien begynder. For lønmodtagere, der arbejder i turnus, har arbejdsfrie dage ofte karakter af erstatningsfridage for arbejde, der er udført på lørdage, søndage og helligdage. Sygdom, der begynder på disse erstatningsfridage, bærer lønmodtageren selv risikoen for, medmindre lønmodtageren på disse dage kan blive tilkaldt med pligt til at møde, og lønmodtageren derfor står til rådighed for arbejdsgiveren. Det omvendte gælder for afspadseringsdage og afspadseringstimer. Hvis disse dage eller timer er udtryk for omplacering af arbejdstiden, bærer arbejdsgiveren risikoen for lønmodtagerens sygdom, indtil arbejdstids ophør den sidste afspadseringsdag før ferien.

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte en klar regel om, hvornår ferien ikke kan begynde som følge af lønmodtagerens sygdom. Den foreslåede ændring er i overensstemmelse med udgangspunktet om, at ferien først anses for at begynde ved arbejdstids begyndelse på den første feriedag. Dette fremgår fremover af lovteksten. Desuden går Danmark på trods af den foreslåede lempelse i forhold til fx Sverige, Norge og Tyskland fortsat langt i retning af at pålægge lønmodtageren risikoen for sygdom.

I s tk. 3 lovfæstes den eksisterende praksis om, at hvis en lønmodtager deltager i en strejke eller lockout på tidspunktet for feriens begyndelse, er der tale om en feriehindring. Det vil sige, at ferie kun kan holdes, hvis ferien er begyndt senest samtidig med, at en arbejdskonflikt begynder. Baggrunden for denne praksis er, at arbejdsmarkedets parter ikke må kunne bruge feriepengene som et våben i arbejdskampen. Også efter den gældende praksis anses ferien for at begynde ved arbejdstids begyndelse den første feriedag.

Det foreslås i § 22, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om afholdelse af ferien for en lønmodtager, der ikke begynder ferien som følge af sygdom eller konflikt.

§ 14 fastlægger udgangspunktet for, inden for hvilke perioder af ferieåret ferien skal holdes, medmindre andet aftales. § 14 svarer til den gældende lovs § 9. Princippet om den sammenhængende ferie foreslås opretholdt, men gjort mere fleksibel for så vidt angår den øvrige ferie. Princippet om sammenhængende ferie har været gældende fra den første ferielov og er begrundet i, at ferien for at kunne anses for rekreerende for lønmodtageren skal gives i en sammenhængende periode. Det fremgår af § 21, stk. 1, at man på visse betingelser både individuelt og kollektivt kan fravige § 14. Bestemmelsen vedrører ferie optjent efter en 5-dages-arbejdsuge og får derfor først virkning for ferie optjent efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2001.

Efter stk. 1 skal hovedferien på 15 dage gives i sammenhæng. Ferieperioden, inden for hvilken hovedferien skal holdes, løber i tidsrummet 1. maj til 30. september. Hvis lønmodtageren har optjent ret til mindre end 15 dages ferie, holdes al den optjente ferie i hovedferien. Principperne fra den gældende lov er dermed opretholdt.

Stk. 2 er en specialregel for ansatte i landbruget. En lønmodtager, der er beskæftiget med udendørs planteavl, har ret til 10 feriedage i sammenhæng i ferieperioden. Derudover har ansatte i landbruget ret til 5 dages ferie i en udvidet ferieperiode, der strækker sig fra 1. maj til 31. oktober. Denne del af ferien kan gives i sammenhæng med de 10 dages hovedferie, eller den kan gives i sammenhæng eller delt på et andet tidspunkt af den udvidede ferieperiode. Årsagen til, at der opretholdes en specialregel for ansatte beskæftiget med udendørs planteavl, er, at ferieperioden fra 1. maj til 30. september er branchens absolutte højdepunkt.

I forhold til den gældende lov er der tale om en mindre ændring, idet ferieretten i den udvidede ferieperiode øges fra 3 dage til 5 dage. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med muligheden for efter § 21, stk. 2, at fravige § 14 ved en kollektiv eller en individuel aftale.

De øvrige feriedage skal efter stk. 3 også gives i sammenhæng 5 dage ad gangen, medmindre arbejdsgiveren ud fra driftsmæssige hensyn ønsker, at ferien holdes i enkeltdage. De øvrige feriedage kan lægges uden for ferieperioden og før eller efter hovedferien.

§ 15 handler om arbejdsgiverens fastsættelse af og meddelelse om afholdelsen af ferien, samt arbejdsgiverens mulighed for at ændre en tidligere fastsat ferie. Disse regler findes til dels i den gældende lovs § 10, stk. 1. Der er efter § 20 og § 21 mulighed for at fravige stk. 2 ved kollektiv eller individuel aftale og stk. 3 ved kollektiv aftale.

Det fremgår af stk. 1 , at det er arbejdsgiveren, der fastsætter, hvornår ferien skal holdes. Fastsættelsen sker efter forhandling med lønmodtageren. Det vil sige, at lønmodtageren skal have mulighed for at komme med ønsker til, hvornår ferien holdes. Arbejdsgiveren skal så vidt muligt imødekomme lønmodtagerens ønsker, men kan af hensyn til virksomhedens drift fastsætte ferie på et andet tidspunkt, end det af lønmodtageren ønskede. Hensynet til virksomhedens drift har forrang for hensynet til lønmodtagerens ønsker. Denne del af bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 10, stk. 1, 1. pkt.

Som noget nyt er foreslået, at en arbejdsgiver blandt andet skal tage hensyn til de behov, som lønmodtagere, der har skolesøgende børn, har med hensyn til at holde ferie med børnene i skolesommerferien. Der er ikke tale om en ændring i arbejdsgiverens almindelige ret til at fastsætte ferien under hensyntagen til virksomhedens drift, men der gøres opmærksom på, at lønmodtagere med skolesøgende børn på grund af skolesystemet kan have mere snævre ønsker med hensyn til feriens placering end lønmodtagere generelt. Forslaget er en opfølgning på den børnefamiliepolitiske redegørelse, som regeringen afgav i maj måned 1998. Efterfølgende blev en opfølgning på redegørelsen drøftet med arbejdsmarkedets parter, som kunne tilslutte sig forslaget.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 10, stk. 1, 2. pkt. Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren meddelelse om ferien senest 3 måneder, før hovedferien skal begynde, og senest 1 måned, før den øvrige ferie begynder. Stk. 2 kan fraviges både ved individuel og kollektiv aftale, således at meddelelsen fx gives på et senere tidspunkt. Arbejdsgiveren kan ensidigt give meddelelse på et senere tidspunkt, hvis arbejdsgiveren på grund af særlige omstændigheder ikke har kunnet overholde lovens frister. En kortere frist kan være acceptabel, hvis der er tale om væsentlige og upåregnelige driftsmæssige forhold som fx akut råstofmangel. En kortere frist kan også være nødvendig, hvis lønmodtageren tiltræder en stilling, efter at der er fastsat en ferielukning, og arbejdsgiveren derfor ikke kan nå at overholde fristen over for den tiltrådte lønmodtager.

I stk. 3 lovfæstes den gældende praksis om arbejdsgiverens mulighed for at ændre en tidligere fastsat ferie. Arbejdsgiveren vil kunne ændre ferien, således at ferie holdes tidligere end oprindeligt fastsat, eller således at ferien skal holdes på et senere tidspunkt. I den sidste situation kan arbejdsgiveren ændre ferien helt op til den dag, hvor ferien begynder. Ændring af ferie kan kun ske, hvis det er nødvendigt og begrundet i væsentlige, upåregnelige og driftsmæssige hensyn. Der skal være tale om en force majeure-lignende situation. Det skal for arbejdsgiveren have været uforudsigeligt, at situationen kunne opstå, det skal være nødvendigt, at det er den lønmodtager, der får ferien ændret, der skal udføre arbejdet, og der skal være tale om væsentlige hensyn til virksomhedens drift. Hvis ferien ændres, har lønmodtageren krav på at få erstattet eventuelle økonomiske tab i forbindelse hermed fx afbestilling af rejse eller sommerhus. Efter almindelige erstatningsregler har lønmodtageren på sin side pligt til at begrænse sine tab mest muligt.

I stk. 3 åbnes alene mulighed for at arbejdsgiveren kan ændre en tidligere fastsat ferie. Arbejdsgiveren vil uanset årsag ikke kunne kræve, at lønmodtageren skal afbryde en allerede begyndt ferie.

Stk. 3 kan fraviges ved kollektiv aftale.

§ 16 regulerer spørgsmålet om, hvorvidt lønmodtageren har pligt til at holde ferie i en opsigelsesperiode. Bestemmelsen i stk. 1 sammenholdt med bestemmelsen i § 21, stk. 2, svarer til den gældende lovs § 10, stk. 2. Bestemmelsen i stk. 2 er en lovfæstelse af retspraksis. Stk. 1 kan fraviges ved individuel eller kollektiv aftale.

Formålet med bestemmelsen i stk. 1 er, at lønmodtageren skal bruge sin ferie til rekreation og ikke til jobsøgning. Ønsket er at beskytte lønmodtagere med et kortere opsigelsesvarsel mod, at ferien ikke opfylder det tiltænkte rekreative udbytte, fordi lønmodtageren er nødt til at bruge ferien på jobsøgning.

En lønmodtager, der er opsagt af arbejdsgiveren, har ikke pligt til at holde hovedferie i opsigelsesperioden, hvis lønmodtagerens opsigelsesvarsel er på 3 måneder eller derunder. Det gælder, selvom ferien forinden er blevet meddelt med den frist, der fremgår af § 15, stk. 2. Det gælder også, selvom der er tale om en kollektiv ferielukning, hvor det ikke er muligt for lønmodtageren at møde på arbejde. Hvis arbejdsgiveren forlænger lønmodtagerens konkrete opsigelsesvarsel med det antal hovedferiedage, som lønmodtageren har til gode, kan ferien dog holdes. Reglerne i § 13, stk. 2 og 3, og § 38, stk. 1, om at ferien alligevel ikke begynder, hvis lønmodtageren bliver syg, eller der opstår en anden hindring for at holde ferien, finder dog fortsat anvendelse.

Arbejdsgiveren kan godt fastsætte, at øvrige feriedage holdes i en opsigelsesperiode, hvis fristen på én måned for meddelelse efter § 15, stk. 2, er overholdt, og ferien kan holdes inden udløbet af opsigelsesvarslet.

Hvis lønmodtageren er fritstillet, det vil sige ubetinget suspenderet i opsigelsesperioden, fremgår det af stk. 2 , at al optjent ferie anses for afholdt i fritstillingsperioden, hvis fristen for meddelelse efter § 15, stk. 2, og ferien kan rummes inden for fritstillingsperioden. Dette gælder, selvom ferien ikke konkret er fastsat over for lønmodtageren. Hvis lønmodtageren har hele hovedferien og de øvrige feriedage til gode, vil det sige, at fritstillingsperioden skal være på mindst 3 måneder og 15 arbejdsdage. Hvis lønmodtageren kun har de øvrige feriedage til gode, skal fritstillingsperioden være på mindst 1 måned og 10 arbejdsdage. Hvis lønmodtageren bliver syg, eller der opstår en anden hindring for at holde ferien, jf. § 13, stk. 2 og 3, og § 38, stk. 1, inden ferien kunne være holdt med den relevante frist efter § 15, stk. 2, anses ferien imidlertid ikke for holdt.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 17 og § 17 b.

Reglen i stk. 1 er en særregel om, at arbejdsgiveren kan fastsætte ferie for en lønmodtager, der ikke har optjent ret til betalt ferie, hvis der er tale om en ferielukning af virksomheden. Bestemmelsens formål er at sikre, at arbejdsgiveren kan tilrettelægge ferieafholdelse gennem en lukning af virksomheden, hvis det er mest hensigtsmæssigt for virksomhedens drift.

Bestemmelsen er en undtagelse fra reglen i § 8, stk. 1, om, at lønmodtageren har ret - men ikke pligt - til 25 dages ferie, selvom lønmodtageren ikke har optjent ret til 25 dages betalt ferie. Hvis lønmodtageren er medlem af en arbejdsløshedskasse, vil lønmodtageren dog kunne få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge efter reglerne herom, og arbejdsløshedskassen kan i den forbindelse efter arbejdsløshedsforsikringslovens regler anmode arbejdsgiveren om dokumentation for, at virksomheden er ferielukket.

Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren meddelelse om ferie under ferielukningen på samme måde som anden ferie efter reglerne i § 15, stk. 2. Hvis fristen ikke overholdes i overensstemmelse med § 15, stk. 2, vil lønmodtageren have krav på løn under ferielukningen. Også reglerne i § 13 og § 16 finder anvendelse på samme måde som ved anden ferie.

Bestemmelsen i stk. 2 om ferielukning mellem jul og nytår stammer fra en lovændring fra 1971, som blev til på baggrund af vedtagelsen af et mæglingsforslag, hvor der skete en trinvis forlængelse af ferien til 4 uger. Bestemmelsen vedrører ferie optjent efter en 5-dages-arbejdsuge og får derfor først virkning for ferie optjent efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2001.

Hvis virksomheden holder lukket, skal arbejdsgiveren fastsætte ferie for lønmodtageren for de pågældende dage, hvis lønmodtageren har optjent mere end 15 dages ferie. Hvis arbejdsgiveren ikke fastsætter ferien, skal arbejdsgiveren betale lønmodtageren løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn de sidste 4 uger før jul. Dette svarer til beregningsreglen i § 25. Hvis lønmodtageren ikke har optjent mere end 15 dages ferie, vil arbejdsgiveren i overensstemmelse med stk. 1 kunne pålægge lønmodtageren at holde ferie uden betaling under julelukningen.

Bestemmelsen er en undtagelse fra bestemmelsen i § 18 om, at optjent ferie skal holdes før ikke optjent ferie. Hvis lønmodtageren har optjent 19 dages ferie, og der fx er 4 arbejdsdage mellem jul og nytår, vil arbejdsgiveren skulle gemme 4 dages optjent ferie til juleferielukningen. Den lønmodtager, som har holdt 3 ugers sommerferie, og som derudover ønsker at holde fx efterårsferie, må holde efterårsferie for egen regning. Hvis lønmodtageren har optjent 17 dages ferie, vil arbejdsgiveren skulle gemme 2 dages optjent ferie til julelukningen. Arbejdsgiveren vil ikke være forpligtet til at betale løn for de 2 dage under julelukningen, som lønmodtageren ikke har optjent ferie til.

Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren meddelelse om ferie i forbindelse med en julelukning på samme måde som anden ferie efter reglerne i § 15, stk. 2. Hvis fristen efter § 15, stk. 2, ikke overholdes, vil lønmodtageren have krav på løn under julelukningen. Også reglerne i § 13 og § 16 finder anvendelse på samme måde som ved anden ferie.

Bestemmelsen svarer til princippet i den gældende lovs § 8, stk. 2, hvorefter optjent ferie holdes før ikke optjent ferie.

Først optjent ferie skal holdes først. Hvis lønmodtageren efter § 19 har aftalt at overføre en del af sin ferie, skal den overførte ferie holdes først i det følgende ferieår. Det samme gælder for ferie, som lønmodtageren har været afskåret fra at holde, og som i stedet holdes i det følgende ferieår, jf. § 40. Derefter skal ferie optjent til det aktuelle ferieår holdes. Også her gælder princippet om, at den ferie, der er optjent tidligst i ferieåret, holdes før den ferie, der er optjent senere i ferieåret. Når al optjent ferie er holdt, holdes eventuelt den ferie, der ikke er optjent løn under ferie og ferietillæg eller feriegodtgørelse til.

Hvis virksomheden holder lukket mellem jul og nytår, jf. § 17, stk. 2, kan princippet om, at optjent ferie holdes før ikke optjent ferie, dog fraviges.

I § 19 åbnes der for, at arbejdsmarkedets parter ved kollektiv overenskomst kan aftale, at optjent ferie kan overføres til det følgende ferieår. Reglen i § 12, stk. 1, om, at ferien skal holdes i ferieåret efter optjeningsåret, kan dermed fraviges. Der er tale om en væsentlig ændring af den retstilstand, der har været gældende på ferielovens område siden den første lov i 1938. Bestemmelsen forventes at medføre en øget fleksibilitet i forbindelse med ferieafholdelsen. Bestemmelsen angiver i hvilke tilfælde og med hvilke begrænsninger, der kan ske overførsel af ferie. Det vil i øvrigt være op til arbejdsmarkedets parter nærmere at beskrive, om og hvordan der skal ske overførsel af ferie, og hvordan ferie ud over 5 uger, skal holdes i det følgende ferieår. Bestemmelsen har først virkning for ferie, der er optjent efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2001.

Det fremgår af s tk. 1 , at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie kan overføres til det følgende ferieår, hvis der er åbnet mulighed for det ved kollektiv overenskomst. Det kan ikke ved kollektiv overenskomst aftales, at arbejdsgiveren eller lønmodtageren ensidigt kan beslutte en overførsel af ferie. Desuden kan aftalen alene vedrøre optjent ferie efter § 7. Elever, der har ret til ferie efter § 9, kan ikke få overført ferie efter § 19, da ferie efter § 9 ikke er optjent efter § 7.

På grund af internationale forpligtelser er det hvert år kun optjent ferie ud over 20 dage, der kan overføres. Lønmodtageren skal altså hvert år som udgangspunkt holde mindst 4 ugers optjent ferie, før der kan overføres ferie. En lønmodtager, der er ansat hos samme arbejdsgiver i en årrække, vil i det første ferieår kunne overføre 1 uges ferie. I det andet ferieår holdes den overførte uges ferie og yderligere 3 ugers ferie, hvorefter lønmodtageren kan overføre sine resterende 2 ugers optjente ferie. Hvis lønmodtageren det tredje ferieår holder de 2 ugers overførte ferie og 2 uger af sin optjente ferie, kan lønmodtageren overføre sine resterende 3 ugers optjente ferie til det fjerde ferieår.

Hvis ferien ikke er holdt, vil optjente feriepenge kunne kræves indbetalt efter § 36, stk. 1 og 2, medmindre lønmodtageren og arbejdsgiveren har aftalt, at optjente feriedage ud over 20 dage i stedet overføres.

Det vil afhænge af den konkrete aftale, som lønmodtageren og arbejdsgiveren indgår, eller det kan være blevet nærmere fastsat i den kollektive overenskomst, hvilke ferierettigheder lønmodtageren har i det følgende ferieår. Aftalen om overførsel ændrer ikke i sig selv ved de almindelige principper i ferieloven om ret til mindst 3 ugers hovedferie og fristkravene i forbindelse med meddelelse om fastsættelse af ferien.

Der er efter stk. 2 krav om, at lønmodtagerens og arbejdsgiverens aftale om overførsel af ferie skal være skriftlig og skal være indgået inden ferieårets udløb. Kravene er begrundet i hensynet til bevissikring i det individuelle ansættelsesforhold og af hensyn til spørgsmålet om eventuel forældelse af feriepengene, idet overført ferie ikke forældes ved udløbet af det oprindelige ferieår.

Hvis den overførte ferie skal holdes med feriegodtgørelse, som enten er indbetalt til FerieKonto, eller som i medfør af en kollektiv overenskomst efter § 31 er omfattet af en feriekortordning, skal arbejdsgiveren efter stk. 3 give meddelelse om overførslen til den, der administrerer den feriegodtgørelse, som den overførte ferie vedrører. Arbejdsgiveren skal give denne meddelelse skriftligt inden ferieårets udløb. Den skriftlige meddelelse skal gives af hensyn til at kunne dokumentere, at der er feriepenge, som vedrører den overførte ferie. Hvis betingelserne for overførsel af ferie ikke overholdes, vil lønmodtagerens krav på feriepenge blive forældet, og feriepengene vil tilfalde statskassen og henholdsvis Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål efter § 36. En lønmodtagers krav på feriepenge i forbindelse med overført ferie vil skulle forfølges fagretligt. En arbejdsgiver, der ikke har overholdt kravene til overførsel efter overenskomsten, risikerer at skulle betale feriepenge en gang til som en del af en bod for brud på overenskomsten.

Af hensyn til en ny arbejdsgiver og for at sikre mobiliteten på arbejdsmarkedet foreslås det i stk. 4 , at hvis lønmodtageren fratræder, inden den overførte ferie er holdt, mister lønmodtageren retten til efter fratrædelsen at holde mere end 5 ugers ferie i ét ferieår. Hvis en lønmodtager fx har optjent ret til at holde 5 ugers ferie og har overført 2 ugers optjent ferie, har lønmodtageren ret til 7 ugers ferie i ferieåret. Lønmodtageren har på fratrædelsestidspunktet holdt 1 uges ferie, og har derfor 6 ugers ferie tilbage. Lønmodtageren har ret til at holde 5 ugers ferie hos den nye arbejdsgiver og skal have feriegodtgørelse svarende til den 6. uges ferie udbetalt.

Arbejdsgiveren, FerieKonto, eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, udbetaler feriegodtgørelse for ferie ud over 5 uger direkte til lønmodtageren i forbindelse med fratræden, jf. § 30, stk. 4.

Af § 20 fremgår, at bestemmelserne i § 12, stk. 2, om at ferie holdes i dage, i § 13, stk. 3, om at lønmodtageren ikke kan begynde ferien, hvis lønmodtageren deltager i en strejke eller lockout, i § 15, stk. 3, om arbejdsgiverens muligheder for at ændre tidligere fastsat ferie, og i § 17, stk. 2, 3. pkt., om beregning af lønnen, kan fraviges ved kollektiv overenskomst. Der er tale om at give arbejdsmarkedets parter mulighed for at ændre væsentligt i forhold til de gældende regler, særligt for så vidt angår muligheden for fravigelse af § 12, stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 har først virkning for ferie, der er optjent efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2001.

Efter stk. 1 er der blandt andet mulighed for at aftale, at ferie holdes i timer i stedet for i dage. Det kan medføre, at den samlede ferie kan blive på under 5 ferieuger regnet i dage, og at ferieugen ikke nødvendigvis afspejler arbejdsugen. Hvis lønmodtageren fx arbejder i turnus, og arbejdsgiveren fastsætter ferie på det, der ville have været lønmodtagerens lange arbejdsdage, opbruger lønmodtageren så meget af sin optjente ferie, at lønmodtageren ikke får holdt i alt 5 ugers betalt ferie regnet i dage. På grund af Danmarks internationale forpligtelser vil den lønmodtager, der har været ansat et helt optjeningsår, dog mindst have ret til at holde 4 ugers ferie regnet i dage, det vil sige 20 dages betalt ferie. Uanset om lønmodtageren alene måtte have optjent ret til betalt ferie i 4 uger regnet i dage, har lønmodtageren som følge af reglen i § 8, stk. 1, altid ret til i alt 25 dages ferie. I nogle tilfælde kan det således forekomme, at lønmodtageren selv må betale for den ferie, der ligger ud over 20 dage.

Der er ikke mulighed for efter stk. 1 at fravige principperne i § 14 om retten til sammenhængende ferie. Ferien vil fortsat skulle gives i sammenhæng. Men da ferien holdes i timer, har lønmodtageren ikke nødvendigvis ret til 3 ugers hovedferie regnet i dage.

Efter ferielovens regler optjenes og holdes ferie i dage. Indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto forudsætter, at arbejdsgiveren og lønmodtageren benytter det i ferieloven fastsatte system for optjening og afholdelse af ferie. Det ville være en meget stor administrativ byrde, hvis FerieKontos system skulle indrettes til både at håndtere feriegodtgørelse for lønmodtagere, der optjener og afholder ferie i dage, og feriegodtgørelse for lønmodtagere, der optjener og afholder ferie i timer. Det foreslås derfor, at en kollektiv overenskomst om, at ferie holdes i timer, kun kan indgås, hvis parterne efter § 31 samtidig har aftalt at fravige reglen om indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto.

Arbejdsmarkedets parter kan efter stk. 2 kollektivt aftale andre regler for feriens begyndelse i forbindelse med en arbejdskonflikts opståen før ferien. Parterne vil således i en arbejdskonfliktsituation have mulighed for at aftale, om ferie alligevel anses for at være begyndt, selvom konflikten allerede er begyndt, fx ved midnat før ferien begynder ved normal arbejdstids begyndelse.

Desuden kan arbejdsmarkedets parter efter stk. 2 fravige bestemmelsen om arbejdsgiverens mulighed for at ændre ferie. Det vil derfor være muligt for parterne fx inden for de enkelte brancher at definere, hvornår kravene til, at arbejdsgiveren kan ændre ferien, er opfyldte. Parterne vil desuden have mulighed for at fravige lovens krav til, hvornår arbejdsgiveren kan ændre ferien. Parterne vil også kunne aftale, at arbejdsgiveren skal kunne afbryde en ferie, som lønmodtageren allerede har begyndt. Det vil være op til parterne at fastsætte betingelserne herfor.

Endvidere har arbejdsmarkedets parter mulighed for at aftale, hvordan lønnen beregnes, hvis arbejdsgiveren ikke har fastsat ferie for lønmodtageren i en julelukningsperiode, jf. § 17, stk. 3.

I § 21 er der mulighed for at fravige bestemmelserne i § 14 om, hvornår ferien skal holdes, § 15, stk. 2, om arbejdsgiverens frist ved fastsættelsen af ferien, og § 16, stk. 1, om at hovedferien ikke kan holdes i en opsigelsesperiode af kortere varighed. Som følge af at ferieugen ændres til en 5-dages-ferieuge, og at § 14 derfor først får virkning for ferie optjent fra 1. januar 2001, får bestemmelsen i stk. 1 først virkning for ferieåret, der begynder 1. maj 2002.

Bestemmelserne kan fraviges både ved individuel og kollektiv aftale. Også efter den gældende lov er det muligt i et vist omfang at fravige bestemmelserne. En individuel aftale bør ligge inden for rammerne af en eventuel overenskomst om spørgsmålet, idet der ellers kan opstå spørgsmål om overenskomstbrud. Aftalen vil efter almindelige arbejdsretlige principper kunne opsiges fra begge parters side, men det forudsætter, at ferien efter lovens regler kan holdes inden for ferieåret.

Efter stk. 1 kan reglen i § 14 om hovedferie og øvrig ferie fraviges. Der er dog krav om, at hovedferien mindst skal være på 10 sammenhængende feriedage. Det kan aftales, at hovedferien ikke gives inden for ferieperioden, at hovedferien deles i henholdsvis 10 dage og 5 dage eller enkeltdage, at kun en del af hovedferien lægges i ferieperioden, og at øvrig ferie holdes i kortere perioder end 5 dage ad gangen eller i enkeltdage.

Der er mulighed for efter stk. 2 at aftale kortere frister for, hvornår arbejdsgiveren skal give meddelelse om feriens fastsættelse til lønmodtageren, ligesom der er mulighed for at fravige reglen om, at lønmodtageren ikke kan holde hovedferie i opsigelsesperioden.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen får bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvordan ferien skal holdes, hvis lønmodtageren arbejder mindre eller mere end 5 dage om ugen, og hvordan ferien efterfølgende skal holdes, hvis lønmodtageren ikke har kunnet begynde ferien på grund af sygdom eller konflikt.

Da der fortsat er lønmodtagere, der arbejder 6 dage om ugen, vil det være nødvendigt at fastsætte disse lønmodtageres rettigheder i forbindelse med feriens afholdelse. Disse lønmodtagere har på samme måde som alle andre ret til 5 ugers ferie om året. Derfor vil de fortsat skulle holde 30 dages ferie og have ret til 18 dages hovedferie og 12 dages øvrig ferie. Bestemmelserne i dette kapitels § 12, stk. 2, § 14, § 17, stk. 2, § 19, stk. 1 og 4, § 20, stk. 1, og § 21, stk. 1, vil derfor med hensyn til dage-angivelsen skulle tilpasses lønmodtagere, der arbejder 6 dage om ugen.

For andre lønmodtagere, der ikke arbejder 5 dage om ugen, enten fordi de arbejder færre dage end 5, eller fordi arbejdsdagenes antal på grund af turnus er vekslende, skal arbejdsdage og arbejdsfrie dage indgå i ferien i et forholdsmæssigt antal. Der er behov for, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om, hvordan ferien skal tilrettelægges, for at ferieugen afspejler arbejdsugen, både i forhold til arbejdstidstilrettelæggelse, og i forhold til arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn i forbindelse med feriens afholdelse. Dette er særligt vigtigt, hvis lønmodtageren fx arbejder i en turnus, der består af tunge og mindre tunge vagtdage og arbejdsfrie dage. Der tilsigtes ingen ændringer i de principper, der i dag anvendes i administrativ praksis.

Det fremgår af § 13, at hvis en lønmodtager er syg, før ferien begynder, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien. På samme måde kan en lønmodtager, der deltager i en strejke eller lockout, før ferien begynder, ikke begynde ferien. Der er behov for at fastsætte regler for, hvordan erstatningsferien efterfølgende skal holdes.

Udgangspunktet er, at lovens almindelige regler om afholdelse af ferie skal følges i forbindelse med erstatningsferien. Det vil blandt andet sige, at arbejdsgiveren på ny skal fastsætte ferien og skal give lønmodtageren meddelelse herom efter de frister, der er fastsat i loven, ligesom reglen om sammenhængende ferie fortsat skal følges. Lønmodtageren og arbejdsgiveren og parterne i en kollektiv overenskomst har selv i et vist omfang som følge af bestemmelsen i § 21 mulighed for at fravige reglerne om sammenhængende ferie, og hvornår henholdsvis hovedferien og den øvrige ferie skal holdes, ligesom parterne kan fravige fristerne om meddelelse af ferie.

Det vil dog være nødvendigt, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter, hvordan erstatningsferien skal holdes, hvis parterne ikke selv har aftalt dette. I den forbindelse kan det blive nødvendigt i et vist omfang at fravige lovens regler om, hvornår ferien skal holdes og fristerne for meddelelse af ferie.

Kapitel 4 handler om den betaling, som lønmodtageren får under ferien. Retten til betaling under ferien forudsætter, at lønmodtageren har optjent ret til betalt ferie efter kapitel 2.

Lønmodtageren har enten ret til løn under ferien og et ferietillæg eller ret til feriegodtgørelse under ferien. En månedsvis antaget lønmodtager, som får fuld løn under sygdom og på søgnehelligdage, og som er i ubrudt ansættelse fra optjeningsåret og til ferien holdes, får løn under ferien udbetalt af arbejdsgiveren. Andre lønmodtagere får feriegodtgørelse, der beregnes som 12,5 pct. af lønnen i optjeningsåret.

Der er tale om 2 sideordnede betalingssystemer, der begge afhænger af ansættelse i optjeningsåret, hvor der udbetales løn. Ydelsen for så vidt angår feriegodtgørelse fastsættes på baggrund af lønnen i optjeningsåret. Derudover gælder der en særlig regel om optjening af sygeferiegodtgørelse for sygeperioder, hvor lønmodtageren ikke får fuld løn. Ydelsen for så vidt angår løn under ferie fastsættes som altovervejende hovedregel på baggrund af lønnen på ferietidspunktet.

En lønmodtager, der får løn under ferie, får beregnet feriegodtgørelse ved fratræden. Lønmodtageren kan desuden selv, inden optjeningsåret begynder, stille krav om at få udbetalt feriegodtgørelse i stedet for løn under ferie og ferietillæg.

Det foreslås, at det ved kollektiv overenskomst kan aftales, at lønmodtagere, der får feriegodtgørelse, i stedet skal have løn under ferien, selvom betingelserne i loven om blandt andet fuld løn under sygdom ikke er opfyldt, ligesom det kan aftales ved kollektiv overenskomst, at lønmodtagere, der har ret til løn under ferie, i stedet får feriegodtgørelse. Derudover foreslås det, at en række af de øvrige regler i kapitlet kan fraviges ved kollektiv overenskomst.

I § 2 3 beskrives reglerne for, hvornår en lønmodtager får løn under ferien, hvori lønnen består, og at lønmodtageren ud over lønnen får et ferietillæg. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 14. En række af reglerne i § 23 kan efter § 27 fraviges ved kollektiv overenskomst.

Af stk. 1 fremgår hvilke lønmodtagere, der får løn under ferie. Retten til løn under ferie knytter sig historisk primært til funktionæransættelser. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 14, stk. 1, 1. led. Bestemmelsen er redigeret sprogligt, men der er ikke tilsigtet ændringer.

For at få løn under ferie skal lønmodtageren opfylde tre betingelser. Lønmodtageren skal have ret til fuld løn under sygdom, og lønmodtageren skal have ret til fuld løn på søgnehelligdage. Desuden skal lønmodtageren være antaget månedsvis eller for længere tid. Denne formulering skal forstås i overensstemmelse med funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel. Lønmodtageren skal altså mindst have ret til en måneds opsigelsesvarsel dog med den undtagelse, at lønmodtagere, der efter funktionærlovens § 2, stk. 5, er ansat på prøve, også er omfattet af ordlyden i § 23, stk. 1. Det er uden betydning, om lønnen udbetales som time-, uge-, 14-dages- eller månedsløn.

Selvom betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, har arbejdsmarkedets parter efter § 27, stk. 1, mulighed for ved kollektiv overenskomst at aftale, at en lønmodtager får løn under ferien i stedet for feriegodtgørelse.

I stk. 2 er det fastsat, hvad lønnen under ferie skal udgøre. Ferielønnen er lønmodtagerens aktuelle, normale vederlag for arbejdsydelsen, som lønmodtageren er antaget til fast at udføre. Lønmodtageren har krav på den løn, som lønmodtageren ville have fået, hvis lønmodtageren havde været på arbejde. Det vil efter fast praksis fx sige, at arbejdsgiverens bidrag til lønmodtagerens pensionsordning medregnes, og at forskudttidstillæg, vagttillæg og rådighedstillæg, som indgår i den normale faste løn, medregnes. Desuden medregnes personalegoder - som fx kost og logi - der ikke modtages under ferien. Efter fast retspraksis medregnes betaling for overarbejde derimod ikke, selvom overarbejdet er pligtmæssigt og regelmæssigt forekommende, medmindre overarbejdet har et så regelmæssigt omfang, at det anses for at indgå i den arbejdsydelse, som lønmodtageren fast er antaget til at udføre.

Efter § 27, stk. 2, kan arbejdsmarkedets parter ved kollektiv overenskomst fravige stk. 2 og fx aftale, hvad der anses for at være den sædvanlige og fast påregnelige løn.

For så vidt angår provisionslønnede, gør der sig særlige forhold gældende. Der tilsigtes ingen ændringer i den nuværende praksis vedrørende provision. Provisionslønnedes indkomst kan være beregnet og sammensat på flere måder i et samspil mellem en præstationsløndel og en eventuel fast månedsløn. Mens nogle provisionslønnede har et enedistrikt, hvis kunder de og kun de alene skal servicere og afsætte varer eller tjenesteydelser til, er der andre, der ikke har noget afgrænset distrikt, men hvis indtægt delvis indtjenes af kollegerne, idet pågældende enten får en del af frugterne af kollegernes indsats mod, at de ligeledes får del i frugterne af hans/hendes arbejdspræstation. I dette tilfælde tales der om »provision af indirekte ordrer«. Hvis der under den provisionslønnedes ferie indgår provision af indirekte ordrer eller vedkommende har kunnet tilrettelægge arbejdet således, at ferieafholdelsen ikke påvirker størrelsen af den samlede indtægt, anses den pågældende for at holde ferie med løn. Denne praksis, hvorefter visse provisionslønnede afskæres fra at kunne kræve feriegodtgørelse af provisionsløndelen, påvirker ikke retten til ferietillæg eller kravet på feriegodtgørelse ved fratræden i henhold til § 23, stk. 2 og 6. Hvis aflønningen er sammensat af en fast grundløn samt en ikke ubetydelig provision, og arbejdsvilkårene indebærer, at provisionsdelen reduceres som følge af ferieafholdelse, vil den pågældende være berettiget til under ferieafholdelse at kombinere den faste løn med feriegodtgørelse af provisionen i det forudgående optjeningsår.

Ud over lønnen har lønmodtageren som efter den gældende lov ret til et ferietillæg på 1 pct. af optjeningsårets løn. Det fremgår af § 26, hvordan ferietillægget skal beregnes.

Det fremgår af stk. 3 , at hvis der sker en væsentlig ændring i lønmodtagerens arbejdstid eller arbejdets omfang fra optjeningsåret til tidspunktet for feriens afholdelse, skal lønnen under ferie reguleres tilsvarende. Det er tilfældet, hvis lønmodtagerens arbejdstid har ændret sig fra fuld tid til deltid eller fra deltid til fuld tid, eller hvis arbejdsmængden i øvrigt er ændret, fx fordi en dagplejemor i optjeningsåret har haft 3 børn i pleje og i ferieåret har 4 børn i pleje eller omvendt. Med bestemmelsen indarbejdes principperne i den seneste retspraksis på dette område. Ved to domme fastslog Højesteret i 1999, at hvis der er sket væsentlige ændringer i de lønbestemmende beskæftigelsesforhold fra optjeningstidspunktet til ferietidspunktet, skal lønnen under ferie stå i et rimeligt forhold til forholdene på optjeningstidspunktet, medmindre dette princip er fraveget i en kollektiv overenskomst. Det foreslås, at det klart defineres i stk. 3, hvad der skal anses som en væsentlig ændring, nemlig en afvigelse på 20 pct. mellem arbejdstid/arbejdsomfang på ferietidspunktet og den gennemsnitlige arbejdstid/arbejdsomfang i optjeningsåret. Hvis en lønmodtager fx har arbejdet på halv tid i optjeningsåret, men på ferietidspunktet arbejder på fuld tid med en ugeløn på fx 6.000 kr., så har lønmodtageren alene ret til en ferieløn på 3.000 kr. pr. uge samt ferietillæg.

Hvis lønmodtageren har arbejdet fuld tid i første halvår af optjeningsåret og halv tid i anden halvdel udgør den gennemsnitlige arbejdstid ¾. Lønmodtageren har i så fald krav på 4.500 kr. pr. uge samt ferietillæg. Hvis lønmodtageren omvendt har arbejdet fuld tid i optjeningsåret, men kun arbejder ¾ tid på ferietidspunktet og lønnen på ferietidspunktet er 4.500 kr., udgør ferielønnen pr. uge 6.000 kr. samt ferietillæg.

Det fremgår af stk. 4 , at arbejdsgiveren som udgangspunkt udbetaler ferietillægget løbende i takt med, at den optjente ferie holdes. Hvis ferietillægget alligevel udbetales samlet, fx første gang lønmodtageren holder ferie eller ved ferieårets begyndelse, kan arbejdsgiveren ikke kræve, at ferietillægget tilbagebetales, selvom lønmodtageren ikke har holdt hele den optjente ferie på fratrædelsestidspunktet. Der er tale om en ændring i forhold til fortolkningen af den gældende lov, hvor arbejdsgiveren kan modregne for meget udbetalt ferietillæg, når der betales feriegodtgørelse ved lønmodtagerens fratræden. Ændringen er foreslået for at få en enkel og administrerbar regel. Bestemmelsen får først virkning for ferieåret, der begynder 1. maj 2002. Baggrunden herfor er hensynet til de arbejdsgivere, der måtte udbetale ferietillægget 1. maj 2000, og som har en berettiget forventning om at kunne foretage fradrag i feriegodtgørelsen for ikke afholdt ferie ved lønmodtagerens eventuelle fratræden.

Stk. 5 er en fortsættelse af den gældende lovs § 14, stk. 2, hvorefter lønmodtageren før optjeningsårets begyndelse kan kræve at få feriegodtgørelse med 12 pct. af lønnen i optjeningsåret i stedet for at få løn under ferie og ferietillæg.

Det fremgår af stk. 6 , at hvis lønmodtageren fratræder, skal der beregnes feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsåret. Der skal beregnes feriegodtgørelse for den del af ferien, som lønmodtageren før fratræden endnu ikke har holdt i ferieåret, ligesom der skal beregnes feriegodtgørelse for ferie i det indeværende optjeningsår, som lønmodtageren har optjent før fratræden. Bestemmelsen er en fortsættelse af den gældende lovs § 14, stk. 3. Feriegodtgørelsen forfalder på fratrædelsestidspunktet. Feriegodtgørelsen indbetales til FerieKonto, jf. § 28, medmindre feriegodtgørelsen kan udbetales efter § 30, eller der er oprettet en feriekortordning efter § 31.

Derudover fremgår det nu af loven, at feriegodtgørelsen forfalder til betaling, når lønmodtageren fratræder. Dette svarer til den gældende retstilstand. Det synes hensigtsmæssigt, at det fremover fremgår af loven, hvornår feriegodtgørelse forfalder til indbetaling.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 12. Bestemmelsen fastsætter, at lønmodtagere, der ikke får løn under ferie, har ret til feriegodtgørelse med 12,5 pct. af lønnen i optjeningsåret. Det fremgår af § 26, hvordan feriegodtgørelsen beregnes.

Derudover fremgår det nu af loven, at feriegodtgørelsen forfalder til betaling den første i måneden efter kvartalets udløb, det vil sige henholdsvis i januar, april, juli og oktober. Dette svarer til den gældende retstilstand, hvor forfaldstidspunktet er fastsat i feriegodtgørelsesbekendtgørelsen. Det synes hensigtsmæssigt, at det fremover fremgår af loven, hvornår feriegodtgørelse forfalder. Feriegodtgørelsen indbetales til FerieKonto, jf. § 28, medmindre feriegodtgørelsen kan udbetales efter § 30 eller efter § 38, jf. § 41, eller der er oprettet en feriekortordning efter § 31.

Provisionslønnede er som udgangspunkt også omfattet af bestemmelsen, om end der ofte gør sig særlige forhold gældende i relation til provisionslønnede, der typisk findes inden for følgende fag: repræsentanter, freelancekonsulenter, assurandører, inkassatorer m.fl. Deres arbejdsvilkår indebærer ofte en mulighed for at tilrettelægge arbejdsindsatsen således, at der ikke sker en indtægtsnedgang i forbindelse med ferieafholdelse. I disse situationer skal de pågældende holde ferie med løn og ikke med feriegodtgørelse. De særlige forhold, der knytter sig til provisionslønnedes eventuelle ret til feriegodtgørelse, er nærmere beskrevet ovenfor under bemærkningerne til § 23.

I § 25 fastsættes, at en lønmodtager, der ikke har ret til løn under sygdom og dermed ikke optjener feriegodtgørelse efter § 24, under visse betingelser optjener ret til sygeferiegodtgørelse. Ud over en sproglig redigering præciserer bestemmelsen den administrative praksis, der følger af den gældende lovs § 13. Der tilsigtes ikke ændringer i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen kan fraviges ved kollektiv overenskomst.

Lønmodtagerens graviditetsbetingede sygdom, indtil barselsorloven begynder, er også omfattet af bestemmelsen, jf. EF-Domstolens dom af 19. november 1998 (Høj Pedersen C-66/96, EF-Domstolens samling 1996, side 1-7327).

Det fremgår af stk. 1 , at en lønmodtager, der ikke får fuld løn under sygdom, optjener ret til sygeferiegodtgørelse, hvis lønmodtageren er fraværende på grund af sygdom eller tilskadekomst i virksomheden i mere end 3 arbejdsdage, det vil sige dage, hvor den pågældende ellers ville have modtaget løn for en arbejdsydelse, og lønmodtageren ikke får fuld løn under sygdom. Hvis lønmodtageren opfylder disse betingelser, optjenes retten til sygeferiegodtgørelse fra første fraværsdag.

Sygeferiegodtgørelsen beregnes på baggrund af lønmodtagerens sædvanlige løn de sidste 4 uger før fraværet. Der er tale om indskrivning af praksis, hvorefter lønnen fastlægges ud fra en normalindkomst. Hvis lønnen, der blev udbetalt de sidste 4 uger før fraværet, har været usædvanlig, fx på grund af ferieafholdelse eller udbetaling af et stort akkordoverskud, sker der efter praksis beregning på grundlag af normallønnen i perioden. Beregningen foretages i visse situationer på baggrund af en fiktiv, men normal og/eller forventet løn. Hvis lønmodtageren fx er syg 4 arbejdsdage, skal der beregnes sygeferiegodtgørelse med 12½ pct. pr. fraværsdag af den sædvanlige dagsløn.

Hvis ansættelsesforholdet slutter, vil pligten til at betale sygeferiegodtgørelse ophøre, når ansættelsesforholdet i andre henseender anses for ophørt. Har der været tale om ulovlig opsigelse, vil lønmodtageren kunne rejse krav om erstatning blandt andet for et beløb svarende til den manglende betaling af sygeferiegodtgørelse.

I stk. 2 fastsættes, at retten til sygeferiegodtgørelse også gælder for lønmodtagere, der har ret til andre ydelser under sygdom, der beregnes feriegodtgørelse af. Dette har ikke tidligere fremgået af den gældende lovs § 13, men bestemmelsen er i overensstemmelse med administrativ praksis. Hvis lønmodtageren optjener feriegodtgørelse efter § 24 af sådanne ydelser, suppleres der op med sygeferiegodtgørelse efter stk. 2, således at det optjente beløb i alt svarer til, hvad lønmodtageren ville have været berettiget til, hvis der skulle have været beregnet sygeferiegodtgørelse efter stk. 1. Det vil sige, at der først foretages en beregning af sygeferiegodtgørelsen i henhold til stk. 1, som om lønmodtageren ikke får ydelser under sygdommen. Dernæst beregnes feriegodtgørelsen af ydelsen i henhold til § 24. Differencen mellem disse to beløb er den sygeferiegodtgørelse, der tilkommer lønmodtageren efter stk. 2.

For at en lønmodtager er dækket af stk. 2's muligheder for at opnå sygeferiegodtgørelse, skal lønmodtageren i øvrigt opfylde anciennitets- og varighedsbestemmelserne i § 25.

Stk. 3 svarer med sproglige præciseringer til den gældende lovs § 13, stk. 2. Anciennitetskravet i stk. 3 anvendes som hidtil alene for så vidt angår fravær på grund af sygdom. Anciennitetskravet er på 12 måneders sammenhængende, forudgående ansættelse. Ved sammenhængende ansættelse menes perioder, hvor ansættelsesforholdet ikke er afbrudt. Hvis lønmodtageren har været fraværende på grund af sygdom, barselsorlov eller lignende lovligt forfald, har ansættelsesforholdet ikke været afbrudt, men blot suspenderet, og den pågældende er ikke fratrådt. Sådanne perioder medregnes i anciennitetsberegningen.

Ansættelsesperioder inden for de sidste 24 måneder før sygefraværet medregnes dog til anciennitetskravet på 12 måneder, hvis de tidligere ophør i ansættelsen ikke skyldtes lønmodtageren.

Stk. 4 svarer med sproglige præciseringer til den gældende lovs § 13, stk. 3. Bestemmelsen fastslår, at en lønmodtager inden for et kalenderår højst kan optjene sygeferiegodtgørelse i 4 måneder. Derudover fastslår bestemmelsen, at en lønmodtager højst kan optjene sygeferiegodtgørelse i 4 måneder for den samme sygdom uanset om sygefraværet strækker sig fra et kalenderår og ind i det næste kalenderår.

Stk. 5 svarer til den gældende lovs § 13, stk. 4, og fastslår arbejdsgiverens ret til at indhente dokumentation for, at sygdom eller tilskadekomst er årsag til fraværet.

I § 26 beskrives reglerne om, hvilke beløb der danner grundlaget for at beregne feriegodtgørelse og ferietillæg. Reglerne er sprogligt moderniseret og samler den gældende lovs § 15 og § 16 i én bestemmelse. Der tilsigtes ingen ændringer i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen kan fraviges ved kollektiv overenskomst.

Det fremgår af stk. 1 , at der skal beregnes feriegodtgørelse af indkomstskattepligtige lønbeløb, hvilket vil sige vederlag, som udspringer af arbejdsforholdet, og som lønmodtageren har et retligt krav på. Retspraksis om ferieloven er indarbejdet, således at der alene ydes feriegodtgørelse af reelt skattepligtige indtægter. Vederlaget skal udbetales under ansættelsen og omfatter ikke fx fratrædelsesgodtgørelse og konkurrenceklausultillæg, som først udbetales efter ansættelsesforholdets afslutning. Derudover vil der som hidtil ikke skulle beregnes feriegodtgørelse af søgnehelligdagsbetaling, da der er tale om godtgørelse og ikke et vederlag.

Der beregnes endvidere feriegodtgørelse af værdien af personalegoder, hvilket svarer til den gældende lovs § 16, stk. 2, om beregning af feriegodtgørelse af værdien af kost og logi. Udtrykket personalegoder dækker fortolkningen af naturalydelser, og det skal opfattes i overensstemmelse med ligningslovens og skattekontrollovens definition af begrebet.

Værdien af personalegoder beregnes på baggrund af Ligningsrådets takster. Det har hidtil fremgået af den gældende lovs § 16, stk. 2, at der kunne aftales en højere værdi. Muligheden for at aftale dette fremgår ikke længere af bestemmelsen, men det forhindrer ikke indgåelsen af en sådan aftale, da det fremgår af lovens § 4, stk. 2, at loven ikke er til hinder for videregående rettigheder.

Det fremgår af stk. 2 , at visse beløb, som ikke er indkomstskattepligtige for lønmodtageren, alligevel indgår i beregningen af feriegodtgørelse og ferietillæg. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 16, stk. 1, 2. og 3. pkt.

I stk. 3 fastsættes det, at der ikke skal beregnes feriegodtgørelse og ferietillæg af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg. Det vil sige, at det beregningsgrundlag, som følger af bestemmelsens stk. 1 og stk. 2, skal reduceres med de beløb, som lønmodtageren har modtaget under ferie. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 15.

Efter § 27 har arbejdsmarkedets parter mulighed for ved kollektiv overenskomst at fravige en række af bestemmelserne i kapitel 4.

Efter stk. 1 kan det ved kollektiv overenskomst aftales, at lønmodtagere, der har ret til feriegodtgørelse, i stedet skal have løn under ferien, selvom lønmodtagerne ikke opfylder kravene om opsigelsesvarsel på mindst 1 måned og om fuld løn under sygdom og på søgnehelligdage. Der er åbnet for muligheden, fordi nogle grupper, der har ret til feriegodtgørelse, er i ubrudt ansættelse hos samme arbejdsgiver fra optjeningsåret, til ferien holdes. For disse grupper kan det være hensigtsmæssigt, hvis de optjener ret til løn under ferie og ferietillæg i stedet for feriegodtgørelse. Det kan for disse grupper virke overflødigt med en særskilt beregning af ferielønnen og - for arbejdsgivere uden en feriekortordning efter § 31 - en løbende indbetaling af feriegodtgørelsen til FerieKonto. Derved vil man også undgå et uhensigtsmæssigt forløb ved udbetalingen i forbindelse med ferien. Feriegodtgørelse kan udbetales op til en måned før ferien, sammenfaldende med den sidste lønudbetaling. Derefter kan der gå lang tid før den næste regelmæssige lønudbetaling. Efter omstændighederne kan det være en fordel for alle parter, at der ikke sker ændringer i intervallerne for og størrelsen af lønudbetalingen, alene fordi der holdes ferie.

Parterne kan ved kollektiv overenskomst ligeledes aftale, at lønmodtagere, der er omfattet af § 23, stk. 1, om ret til løn under ferie, i stedet får feriegodtgørelse efter § 24.

Efter stk. 2 kan parterne ved kollektiv overenskomst fravige § 23, stk. 2-5. Parterne kan fx aftale, hvad den sædvanlige og fast påregnelige løn under ferien skal udgøre. Parterne vil kunne aftale hvilke tillæg, der skal og ikke skal indgå i lønnen under ferie. Det kan ligeledes aftales, hvordan værdien af personalegoder skal beregnes, og om ferietillægget skal være andet end 1 pct., ligesom parterne kan aftale andre regler for provisionslønnedes løn under ferie. Parterne vil også kunne aftale, at der ikke skal ske en regulering af lønnen under ferie, selvom lønmodtagerens arbejdstid eller arbejdsomfang har ændret sig væsentligt. Parterne kan endvidere fravige bestemmelsen om, at ferietillægget skal udbetales senest samtidig med, at ferien begynder, og at udbetalt feriegodtgørelse ikke kan kræves tilbagebetalt. Parterne kan ligeledes fravige bestemmelsen om, at en lønmodtager før optjeningsårets begyndelse har ret til at kræve feriegodtgørelse med 12 pct. af lønnen i optjeningsåret i stedet for løn under ferie.

Derudover kan arbejdsmarkedets parter fravige bestemmelsen om sygeferiegodtgørelse i § 25. Arbejdsmarkedets parter vil fx kunne aftale, at sygeferiegodtgørelsen beregnes af den sygeløn, der måtte være aftalt ved kollektiv overenskomst, selvom det indebærer et lavere beregningsgrundlag end lønnen 4 uger før fraværet. Parterne kan fx også aftale, at lønmodtagerens fravær skal have været af kortere eller længere varighed end 3 arbejdsdage, eller at kravet i § 25, stk. 3, om ansættelsesperioder ændres.

Endelig kan parterne fravige bestemmelsen i § 26 om beregning af feriegodtgørelse og ferietillæg, således at der bliver tale om et andet beregningsgrundlag.

I kapitel 5 beskrives reglerne om indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse. Lovens system er FerieKonto, men arbejdsmarkedets parter kan ved en kollektiv overenskomst i stedet aftale en såkaldt feriekortordning, hvor feriegodtgørelsen ikke indbetales til FerieKonto.

Derudover foreslås det, at arbejdsgiveren i nærmere fastsatte tilfælde kan udbetale feriegodtgørelse til lønmodtageren allerede i forbindelse med dennes fratræden. Der er tale om en væsentlig ændring i forhold til den gældende lov, som vil være en administrativ lettelse .

Desuden foreslås det, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen får bemyndigelse til at fastsætte regler om indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse. Denne bemyndigelse er efter den gældende lov henlagt til arbejdsministeren og udnyttet i feriegodtgørelsesbekendtgørelsen.

Det fremgår af stk. 1, at arbejdsgiveren skal indbetale feriegodtgørelse til FerieKonto i forbindelse med, at en lønmodtager vælger at få feriegodtgørelse i stedet for løn under ferie, jf. § 23, stk. 5, eller for en lønmodtager, som fratræder, og som under ansættelsen fik løn under ferie, jf. § 23, stk. 6, for lønmodtagere, der løbende optjener feriegodtgørelse, jf. § 24, samt for lønmodtagere, der optjener sygeferiegodtgørelse, jf. § 25. De nævnte indbetalingssituationer svarer til de situationer, hvor der i dag skal ske indbetaling til FerieKonto. Reglerne herom findes i dag dels i ferielovens § 19 og dels i bekendtgørelsen om feriegodtgørelse. Med den foreslåede bestemmelse samles og tydeliggøres arbejdsgiverens forpligtelser.

Efter forslaget skal feriegodtgørelse ikke længere indbetales til FerieKonto i forbindelse med, at en lønmodtager forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller hvis en lønmodtager fratræder i forbindelse med flytning til udlandet. Arbejdsgiveren kan i disse tilfælde udbetale feriegodtgørelse til lønmodtageren i forbindelse med lønmodtagerens fratræden, jf. forslagets § 30 og bemærkningerne hertil.

Indbetalingsreglerne til FerieKonto kan ligesom efter den gældende lov fraviges, hvis det ved kollektiv overenskomst er fastsat, at feriegodtgørelse ikke indbetales til FerieKonto, men i stedet indgår i en såkaldt feriekortordning. En fravigelse af indbetalingsreglerne forudsætter, at arbejdsgiverparten har stillet garanti for, at feriegodtgørelsen er tilstede på ferietidspunktet, jf. § 31.

Efter stk. 2 skal arbejdsgiveren ved forsinket indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto som hidtil betale 1,5 pct. i rente af feriegodtgørelsen pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Renterne skal indbetales til FerieKonto og skal anvendes på samme måde som de øvrige rentebeløb, jf. forslagets § 32, stk. 2. Med stk. 2 vil rentesatsen ved forsinket indbetaling fremover fremgå af selve loven, i stedet for som i dag af bekendtgørelsen om feriegodtgørelse.

Bestemmelsen fastslår lønmodtagerens ret til at få feriegodtgørelse udbetalt senest samtidig med, at den dertil svarende ferie begynder. Bestemmelsen kan ikke fraviges ved kollektiv overenskomst og gælder således, uanset om udbetalingen sker via FerieKonto eller en feriekortordning.

Bestemmelsen er en understregning af ferielovens grundprincip om feriepligten, hvorefter lønmodtageren skal holde ferie for at være berettiget til feriepenge, medmindre der er tale om helt særlige situationer. En lønmodtager vil derfor ikke være berettiget til feriegodtgørelse, hvis ferien ikke pålægges af arbejdsgiveren, og lønmodtageren vælger at undlade at kræve den. Der er med bestemmelsen ikke tilsigtet nogen ændringer i den gældende retstilstand.

Efter den gældende bekendtgørelse om feriegodtgørelse kan FerieKonto tidligst udbetale feriegodtgørelse en måned før feriens begyndelse. Der tilsigtes ingen ændring heraf. For at undgå dobbeltforsørgelsessituationer skal lønmodtageren som hidtil indhente attestation for ferieafholdelsen fra sin arbejdsgiver, a-kasse eller kommunale forvaltning.

Det foreslås, at al optjent feriegodtgørelse i særlige tilfælde kan udbetales til lønmodtageren allerede i forbindelse med fratræden. Der er tale om en ny bestemmelse, som delvist erstatter den gældende lovs § 19 b og § 19 c, og som forenkler og fremrykker udbetalingen af feriegodtgørelse for visse lønmodtagergrupper. I forhold til den gældende lov er der tale om en betydelig forenkling af reglerne, i og med at udbetalingen sker direkte fra arbejdsgiveren, og betalingen sker i det løbende optjeningsår. Det fremgår af § 33, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter de nærmere regler om udbetaling af feriegodtgørelse efter § 30.

Efter den gældende lov har arbejdsgivere ubetinget pligt til at indbetale eller tilbageholde feriepenge for alle fratrædende lønmodtagere uanset om lønmodtageren fx overgår til alders- eller invalidepension, emigrerer eller kun har optjent ganske små beløb.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1 , at arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortudstederen mod fornøden dokumentation kan udbetale al optjent feriegodtgørelse til to nærmere definerede lønmodtagergrupper, nemlig lønmodtagere, der af alders- eller helbredsmæssige årsager helt forlader arbejdsmarkedet, og lønmodtagere, der forlader det danske arbejdsmarked, fordi de flytter til udlandet. Udbetalingstidspunktet er ved fratræden, eller - hvis beløbet er indbetalt til FerieKonto eller er omfattet af en feriekortordning - det tidspunkt, hvor lønmodtageren over for den, som administrerer feriegodtgørelsen, dokumenterer, at det danske arbejdsmarked forlades helt.

Der skal være tale om, at lønmodtageren forlader det danske arbejdsmarked. Med alders- eller helbredsmæssige årsager tænkes der på, at lønmodtageren helt forlader arbejdsmarkedet for at modtage en pension. Efter indførelsen af den fleksible efterløn er det ikke længere forudsat, at lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet, når lønmodtageren går på efterløn. Feriegodtgørelsen vil derfor ikke længere skulle udbetales, hvis lønmodtageren går på efterløn. Der vil dog fortsat i begrænset omfang være mulighed for at overgå til efterløn efter de hidtidige regler. Disse personer vil derfor kunne være omfattet af bestemmelsen i nr. 1 og få feriegodtgørelse udbetalt ved fratræden. Med flytning til udlandet tænkes der på lønmodtagere, der emigrerer eller på grund af længerevarende arbejdskontrakter i udlandet forlader Danmark.

Dokumentationskravet for lønmodtagere, der tager ophold i udlandet, er lempet i forhold til den gældende lov, der kræver dokumentation for, at såvel arbejde som bopæl opgives. Ligeledes skelnes der i den gældende lov mellem lønmodtagere, der tager midlertidigt eller permanent ophold i udlandet, eller som blot ved ferieårets start havde ophold i udlandet. Udbetaling af feriegodtgørelse kræver i dag en dispensation fra direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Fremover stilles der kun krav om en framelding fra Det Centrale Personregister (CPR-registret). Udlandsopholdets varighed har ikke betydning for i hvilket omfang, der kan udbetales feriegodtgørelse.

I stk. 2 er foreslået en bestemmelse om, at mindre feriegodtgørelsesbeløb kan udbetales af arbejdsgiveren ved lønmodtagerens fratræden. Feriegodtgørelsesbeløbet må ikke overstige 500 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, og arbejdsgiveren kan ikke udbetale et sådant beløb mere end to gange til samme lønmodtager i det samme optjeningsår. Der er tænkt på den situation, hvor en lønmodtager har sin hovedbeskæftigelse hos én arbejdsgiver, og derudover for en anden arbejdsgiver yder en enkeltstående tjenesteydelse, som for lønmodtageren har karakter af en bibeskæftigelse. Størrelsen af det optjente feriegodtgørelsesbeløb, der svarer til en lønindtægt på 8.000 kr., er fastsat ud fra en betragtning om, at beløbet ikke kan danne økonomisk grundlag for at holde ferie.

Hensigten med stk. 2 er at lette arbejdsgiverne for den administrative byrde, det kan være at skulle indbetale og indberette små feriegodtgørelsesbeløb for lønmodtagere, som arbejdsgiveren kun har en enkeltstående og meget kortvarig kontakt med i ferieoptjeningsåret. Det er derfor arbejdsgiveren, der afgør, om feriegodtgørelsen skal udbetales ved fratræden, eller om de almindelige regler i kapitel 5 skal følges. Nogle brancher er karakteriseret ved hyppige, kortvarige ansættelsesforhold, men dog ofte således, at der er tale om ansættelse hos den samme arbejdsgiver eller den samme begrænsede kreds af arbejdsgivere. For at modvirke at en væsentlig del af feriegodtgørelsen i sådanne ansættelsesforhold udbetales sammen med lønnen, foreslås det, at en arbejdsgiver kun kan bruge reglen 2 gange over for den samme lønmodtager hvert år, det vil sige højst for en lønindtægt på ca. 16.000 kr.

Det fremgår af stk. 3 , at lønmodtageren har et krav på at få udbetalt feriegodtgørelse ved ferieårets begyndelse, hvis beløbet ikke overstiger 1.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Denne ret til udbetaling er ikke betinget af, at lønmodtageren holder ferie. Udbetalingspligten påhviler FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen efter § 31. I langt de fleste feriekortordninger ligger feriepengene hos den arbejdsgiver, som feriegodtgørelsen er optjent hos. Det vil sige, at det ofte vil være den nuværende eller tidligere arbejdsgiver, der skal udbetale feriegodtgørelsen.

Stk. 4 skal ses i sammenhæng med § 19, stk. 4, hvorefter retten til efter fratrædelsen at holde mere end 25 dages ferie i ét ferieår bortfalder. Feriepengene for de bortfaldne feriedage udbetales af arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortordningen til lønmodtageren ved fratræden. Feriepenge for de bortfaldne feriedage beregnes for månedslønnede ud fra lønnen på fratrædelsestidspunktet. Lønmodtagere, der har optjent ferie med feriegodtgørelse, har krav på den dertil svarende optjente feriegodtgørelse. Krav i forbindelse med overført ferie eller ferie efter § 40 bygger på kollektive overenskomster, og sådanne krav vil skulle forfølges ad fagretlig vej.

Ved lønmodtagerens død skal al feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår udbetales til boet, jf. stk. 5 . Feriegodtgørelsen udbetales af henholdsvis arbejdsgiveren, FerieKonto eller feriekortordningen.

Efter bestemmelsen kan det ved kollektiv overenskomst aftales, at FerieKonto ikke skal benyttes i forbindelse med ind- og udbetalinger af feriegodtgørelse. I stedet kan det kollektivt aftales, at der etableres en feriekortordning, som feriepengene håndteres efter. Dette svarer til systemet efter den gældende lovs § 3, hvorefter ind- og udbetaling via feriekonto-systemet også kan fraviges ved kollektiv overenskomst. Efter forslaget skal en overenskomst om fravigelse af feriekonto-systemet ikke længere godkendes af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen.

Det er en betingelse for fravigelse af feriekonto-systemet, at der stilles garanti for, at feriegodtgørelsen er tilstede på ferietidspunktet. Dette er også forudsat efter den gældende lov. Efter forslaget skal der stilles garanti for feriegodtgørelsen på mindst et års feriegodtgørelse pr. lønmodtager efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Dette sikrer, at garantien til enhver tid skal kunne dække det aktuelle antal lønmodtageres krav på feriegodtgørelse. Begrundelsen for kravet om garanti er, at efter de fleste ferieoverenskomster befinder feriegodtgørelsen sig hos arbejdsgiveren, indtil ferien holdes. Der skal derfor være en sikkerhed for, at en lønmodtagers feriepenge er tilstede, når lønmodtageren skal holde ferie. Garantien for feriegodtgørelsen stilles typisk enten gennem medlemskab af en arbejdsgiverorganisation eller som en bankgaranti. Garantien stilles over for vedkommende lønmodtagerorganisation.

Det foreslås efter stk. 2 , at der skal sendes et eksemplar af den kollektive overenskomst til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen om fravigelsen af feriekonto-systemet. Af hensyn til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og FerieKontos administration er det nødvendigt, at der gives meddelelse om, at en arbejdsgiver ikke længere indgår i feriekonto-systemet, således at FerieKonto kan ajourføre sit system og ikke længere sender fx opkrævninger ud hvert kvartal til en frameldt arbejdsgiver. Stk. 2 svarer til indsendelsen efter den gældende lov.

Det foreslås efter stk. 1 , at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen skal varetage administrationen af FerieKonto med teknisk administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Med forslaget vil direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen få det overordnede administrative og forvaltningsmæssige ansvar for administrationen af opgaverne vedrørende ind- og udbetaling af feriegodtgørelse i feriekonto-systemet. Det vil blandt andet betyde, at det er direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, som fremover skal indgå aftale med Arbejdsmarkedets Tillægspension om den teknisk administrative bistand i forbindelse med administrationen af FerieKonto.

Forslaget er en ændring af den gældende lov, hvorefter Arbejdsmarkedets Feriefond varetager administrationen af FerieKonto med bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Forslaget vil medføre en forenklet administration af ferieloven, når der kun er én myndighed, som administrerer loven. Samtidig får direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til at udstede de administrative forskrifter, der måtte knytte sig til loven.

Efter stk. 2 skal udgifterne til administration af FerieKonto fortsat forlods dækkes af renterne af FerieKonto samt af renterne af de for sent indbetalte feriegodtgørelsesbeløb. De resterende renter tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond.

Det foreslås, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om ind- og udbetaling af feriegodtgørelse.

Stk. 1 og stk. 2 giver direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen hjemmel til at fastsætte de nærmere regler om arbejdsgiverens indbetaling af feriegodtgørelse til FerieKonto og FerieKontos udbetaling af feriegodtgørelse til lønmodtageren, når ferien holdes. I dag fremgår de nærmere ind- og udbetalingsregler af feriegodtgørelsesbekendtgørelsen, og der tilsigtes ikke større ændringer heri.

Der er fastsat nye, forenklede bestemmelser om lønmodtageres ret til at få udbetalt al optjent feriegodtgørelse, når de på grund af alder eller udlandsophold helt forlader det danske arbejdsmarked. I disse situationer skal udbetalingen ikke længere godkendes af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Herudover tillades udbetaling ved fratræden, når der er tale om små beløb. Der er behov for at fastsætte nærmere regler om den dokumentation, der skal foreligge, for at udbetalingen kan finde sted. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen får efter stk. 3 og stk. 4 hjemmel til at fastsætte de nærmere regler om udbetaling i disse situationer.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen får efter stk. 5 hjemmel til at fastsætte regler om udbetaling af de bortfaldne feriepenge efter § 30, stk. 4, for de lønmodtagere, der arbejder i en 6-dages-arbejdsuge.

Udgifterne til administrationen af FerieKonto er hidtil blevet dækket af renterne af FerieKonto. Den omstændighed, at ansvaret for administrationen flyttes fra Arbejdsmarkedets Feriefond til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, skal ikke medføre nogen ændringer heri. Derfor foreslås det, at arbejdsministeren hvert år fastsætter, hvor stor en del af renterne, der skal bruges til administrationen af FerieKonto, og hvor stor en del der - som hidtil - skal tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond. Fastsættelsen sker på grundlag af et budget for FerieKonto. Eventuelle afvigelser fra budgettet forudsættes indarbejdet i det følgende års budget.

I kapitel 6 tages der stilling til, hvornår kravet på feriepenge forældes i forholdet mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren, og hvem de forældede eller ikke udbetalte feriepenge tilfalder. Derudover er der fastsat regler om, at lønmodtageren i særlige tilfælde kan få udbetalt feriepengene, selvom ferien ikke holdes, og at udbetalte feriepenge kan kræves indbetalt, hvis lønmodtageren arbejder under ferien. Endelig er der en bestemmelse om, hvornår der kan modregnes i krav på feriegodtgørelse.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 21, idet det dog nu klart fremgår af loven, hvornår kravet på feriepenge forældes i forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Der er tale om en teknisk forældelse, idet debitor (arbejdsgiveren) ikke undgår at betale feriepengene, men blot skal betale dem til en anden end den oprindelige kreditor (lønmodtageren). Feriepenge, der er forældede i forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager, tilfalder efter § 36 statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond.

Lønmodtagerens krav på feriepenge efter § 35 forudsætter, at lønmodtageren holder ferien, eller at lønmodtageren efter § 38 har været afskåret fra at holde ferien. Hvis dette ikke er tilfældet, anses feriepengene under alle omstændigheder for forældede i forholdet mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

I s tk. 1 foreslås det, at kravet på feriepenge forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren senest den 15. maj efter udløbet af det ferieår, hvor ferien skulle have været holdt. Et krav anses for rejst over for arbejdsgiveren, hvis lønmodtageren har bedt om, krævet eller rykket for feriepengene.

Fristen for, hvornår kravet senest skal rejses, er ændret i forhold til reglen i den gældende lovs § 21, stk. 1. I den gældende lov forældes kravet på feriepenge en måned inden ferieårets udløb. Det er uhensigtsmæssigt, da en lønmodtager, som holder ferie i den sidste måned af ferieåret, ikke kan vide, at arbejdsgiveren ikke vil betale. Derfor foreslås den senere frist.

Hvis lønmodtageren har rejst et krav over for arbejdsgiveren, men arbejdsgiveren ikke efterkommer kravet, fremgår det af stk. 2 , at lønmodtageren senest den 10. juli skal søge kravet gennemført ved retssag eller ved henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Kravet kan også søges gennemført ved fagretlig behandling - det vil sige, at der som minimumskrav skal være indkaldt til mæglingsmøde inden fristens udløb. Forældelse kan også afbrydes ved politianmeldelse - det vil som minimum sige, at politiet skal have modtaget og skriftligt kvitteret for modtagelse. Hvis denne frist ikke overholdes, er feriepengene forældede i forholdet mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.

Der er tale om en præcisering og ændring i forhold til den gældende lovs § 21, stk. 2, hvor det alene er bestemt, at lønmodtageren skal søge kravet gennemført uden ugrundet ophold. Det har i praksis været fortolket som en måned. Formuleringen af stk. 2 er foreslået for at præcisere både inden hvornår og over for hvem, lønmodtageren afbryder forældelsen.

§ 36 svarer til den gældende lovs § 22, stk. 1 og 3. Hvis lønmodtageren ikke får sine feriepenge, enten fordi lønmodtageren ikke holder ferien, ikke får hævet feriepengene i FerieKonto eller i feriekortordningen, eller fordi arbejdsgiveren ikke udbetaler feriepengene, tilfalder feriepengene statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. De feriepenge, der ellers ville tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond, kan i visse tilfælde tilfalde et andet ferieformål.

Arbejdsgiveren skal ikke tjene på, at lønmodtageren ikke holder sin ferie eller glemmer at få feriepengene udbetalt, for det er som udgangspunkt arbejdsgiveren, der skal sørge for, at lønmodtageren holder ferien. Feriepengene tilfalder derfor statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Årsagen til, at statskassen får en del af de forældede, uhævede og ikke udbetalte feriepenge, er, at undersøgelser har vist, at en del af feriepengene vedrører personer, der i stedet for at holde deres optjente ferie har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller orlovsydelse. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 42, stk. 1, hvorefter arbejdsministeren hvert tredje år inden den 1. maj fastsætter, hvor stor en del af feriepengene, der skal tilfalde statskassen.

Af stk. 1 fremgår, at feriepenge, der er forældede efter § 35, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond.

Feriepenge, der ikke er hævet eller udbetalt inden ferieårets udløb, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond efter stk. 2 . Denne bestemmelse skal dog ses i sammenhæng med stk. 3.

Det fremgår af stk. 3 , at hvis arbejdsmarkedets parter har indgået en kollektiv overenskomst efter § 31 om oprettelse af en såkaldt feriekortordning, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen tillade, at uhævede og ikke udbetalte beløb, der ellers tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond, i stedet tilfalder et andet ferieformål. Muligheden for at anvende uhævede og ikke udbetalte feriepenge til andet ferieformål har eksisteret siden 1953. Igennem de sidste mange år har en betingelse for at udbetale feriepengene til andet ferieformål været, at der blev oprettet en feriefond. Det er direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, der fastsætter retningslinier for og kan føre tilsyn med feriefondenes administration af de midler, der anvendes til andet ferieformål, ligesom en række af fondenes dispositioner skal forelægges direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, forinden dispositionen foretages. Eksempler på de retningslinier, der eksisterer i dag, er blandt andet den standardvedtægt, som en fonds bestyrelse skal underskrive, forinden fonden kan oprettes, samt den regnskabs- og revisionsinstruks som henholdsvis fondsbestyrelsen og fondens revisor skal efterleve. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 44, stk. 6.

I § 37 er fastsat, at hvis lønmodtageren har lønarbejde i ferien, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kræve, at de dertil svarende feriepenge indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 24, bortset fra at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter forslaget kun kan kræve de dertil svarende feriepenge tilbagebetalt. Denne ændring er foreslået, idet man i praksis kun har krævet et feriepengebeløb indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond, som svarer til den periode, som lønmodtageren har arbejdet i under ferien. Derudover er der ikke med bestemmelsen tilsigtet ændringer i forhold til praksis i forbindelse med den gældende lov.

Bestemmelsen forudsætter, at lønmodtageren får løn eller andet vederlag for det arbejde, der udføres.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at en lønmodtager, der har flere arbejdsgivere, holder ferie fra den ene arbejdsgiver, men fortsat arbejder for den anden arbejdsgiver. Bestemmelsen forhindrer dog lønmodtageren i at påtage sig mere arbejde hos den arbejdsgiver, der ikke holdes ferie fra.

I § 38 fastsættes, at lønmodtageren i særlige situationer, hvor lønmodtageren har været afskåret fra at holde ferien, kan få feriepengene udbetalt.

Det fremgår af stk. 1 , at optjente feriepenge kan udbetales, hvis lønmodtageren er forhindret i at holde ferie. Stk. 1 skal ses i sammenhæng med § 41, hvorefter direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen får bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvornår en lønmodtager kan anses for at være afskåret fra at holde sin ferie. Bestemmelsen er foreslået for at opnå en mere fleksibel administration med mulighed for ændringer i, hvilke feriehindringer, der kan medføre udbetaling, uden at ferien holdes. Der er ikke med bestemmelsen tilsigtet en indskrænkning i forhold til de situationer, der efter gældende ret kan medføre udbetaling.

Principperne i stk. 1 svarer til den gældende lovs § 20, der indeholder en ikke udtømmende beskrivelse af hvilke feriehindringer, der berettiger til udbetaling af feriepenge. Det er arbejdsministeren, der efter den gældende lov er bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler om feriehindringer.

Feriehindringen skal vedrøre lønmodtagerens egne forhold og ikke fx familiemedlemmers forhold. De feriehindringer, der i dag berettiger til udbetaling, er lønmodtagerens aftjening af værnepligt, tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, deltagelse i aktiviteter i Den Danske Internationale Brigade, sygdom, ophold i udlandet, barsel, adoptionsorlov, indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner eller anden tvangsanbringelse, overgang til selvstændigt erhverv, overgang til arbejde i hjemmet og arbejdskonflikter. På linie med overgang til selvstændigt erhverv betragtes ministre og borgmestre, som i kraft af udnævnelsen/valget ophører med at være lønmodtagere. Derudover er der givet tilladelse til udbetaling af forældede beløb i situationer, hvor der på grund af en langvarig tvist mellem arbejdsgiver og lønmodtager om et feriepengekrav ikke har været den fornødne økonomiske mulighed for, at lønmodtageren kunne holde ferien i ferieåret.

I overensstemmelse med gældende praksis foreslås det lovfæstet i stk. 2 , at hvis lønmodtageren ikke inden 5 år efter udløbet af det ferieår, hvor lønmodtageren var afskåret fra at holde ferien, retter henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, fortaber lønmodtageren muligheden for udbetaling af feriepengene, og pengene er endeligt tilfaldet statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål. Det synes hensigtsmæssigt med en klar regel i loven om, hvornår lønmodtageren uigenkaldeligt mister sin ret til de optjente feriepenge. 5 års forældelse følger dansk rets almindelige forældelsesregel.

Ud fra ønsket om at klarlægge retstilstanden foreslås det, at der i § 39 fastsættes en bestemmelse om modregning, hvorefter arbejdsgiveren kan fyldestgøre et krav mod lønmodtageren i lønmodtagerens krav på feriepenge fra arbejdsgiveren. Der er ikke i den gældende lov bestemmelser om adgang til modregning. § 39 bygger på retspraksis og præciserer, at arbejdsgiveren kun kan modregne i feriepengene i få og afgrænsede tilfælde.

Adgangen til modregning i en lønmodtagers krav på feriepenge er meget begrænset, fordi formålet med ferieloven blandt andet er at sikre, at feriepengene er til stede til finansieringen af ferien. Dette beskyttelseshensyn fremgår også af den gældende lovs § 23, hvorefter enhver aftale om afkald på ret til ferie og betaling herfor er ugyldig. § 23 er videreført i lovens § 4.

Det fremgår af stk. 1 , at hvis arbejdsgiverens krav er opstået som følge af en retsstridig handling, er der adgang til modregning. Det gælder fx, hvis handlingen eller undladelsen fra lønmodtagerens side er begået med fortsæt til berigelse og dermed er en forbrydelse i strafferetlig forstand. Hvis en lønmodtager fx har begået underslæb eller tyveri, vil arbejdsgiveren kunne modregne i den skyldige feriegodtgørelse.

Det er ikke en betingelse, at der er tale om et strafbart forhold. Også forhold, der er underkastet andre sanktioner - fx overtrædelse af konkurrenceklausul - vil kunne anses for retsstridige.

Der vil således kunne ske modregning ved et retsstridigt forhold i ansættelsesforholdet, fx hvis lønmodtageren har misligholdt ansættelsesforholdet, og misligholdelsen berettiger arbejdsgiveren til at hæve ansættelsesaftalen fx på grund af ulovlig udeblivelse. Derimod vil arbejdsgiveren ikke kunne modregne i krav på tilbagebetaling af lån eller lønforskud m.v., uanset om arbejdsgiveren ved civilt søgsmål selvstændigt ville kunne gennemføre sit krav.

I overensstemmelse med den juridiske teori om modregning skal kravene udspringe af det samme retsforhold - ansættelsesforholdet - (de skal være konnekse). Modkravet skal være forfaldent på det tidspunkt, hvor feriegodtgørelsen er forfalden til betaling, og der vil aldrig kunne ske modregning for et større beløb end det tab, som arbejdsgiveren kan dokumentere. Arbejdsgiverens dokumentation for kravets størrelse skal foreligge fx i form af regninger til genanskaffelse af inventar, værktøj og lignende eller kvittering for betaling af vikarbureau.

I praksis rejses sager om modregning enten ved, at arbejdsgiveren ikke betaler optjente feriepenge, eller at arbejdsgiveren ønsker at få tilbagebetalt indbetalte feriepenge og påberåber sig et modkrav. I sidstnævnte tilfælde tænkes på situationer, hvor arbejdsgiveren har indbetalt skyldig feriegodtgørelse til enten FerieKonto eller en feriekortordning, men hvor feriegodtgørelsen endnu ikke er udbetalt til lønmodtageren, enten fordi ferieåret ikke er begyndt, eller fordi lønmodtageren ikke har hævet feriegodtgørelsen.

Det er en betingelse for at gennemføre krav om modregning, at lønmodtageren erkender det retsstridige forhold, eller at det retsstridige forhold er fastslået ved en retsafgørelse eller en dom ved Arbejdsretten. Efter hidtidig administrativ praksis skal lønmodtageren alene erkende, at denne har begået et retsstridigt forhold, mens lønmodtageren ikke skal erkende beløbets størrelse. Baggrunden for, at der ikke stilles krav om, at lønmodtageren skal erkende det skyldige beløbs størrelse, er, at lønmodtageren ikke altid kan forventes at være i stand til at vurdere størrelsen af det tab, der måtte være opstået på grund af lønmodtagerens retsstridige handling.

Som det fremgår af stk. 2 , vil arbejdsgiveren, hvis der er anlagt civilt søgsmål, indledt fagretlig behandling, sket anmeldelse af forholdet til politiet, eller lønmodtageren er sigtet for forholdet, kunne holde et beløb svarende til modkravet tilbage, til sagen er afgjort. Der er tale om den situation, hvor arbejdsgiveren endnu ikke har foretaget modregningen, men har tilbageholdt feriegodtgørelsen, således at denne helt eller delvist vil kunne dække et erstatningskrav.

Det forudsættes, at arbejdsgiveren i videst muligt omfang medvirker aktivt til at afslutte en igangværende sag til afgørelse af, om lønmodtageren måtte have begået et retsstridigt forhold i ansættelsen. Hvis en sag af bevismæssige årsager henlægges fra anklagemyndighedens side, skal arbejdsgiveren uden ugrundet ophold indbringe sagen for en civil domstol eller foretage udbetaling af det tilbageholdte beløb. En anmeldelse af et eventuelt retsstridigt forhold til politiet, der ikke er foretaget af arbejdsgiveren selv, vil også kunne danne grundlag for en tilbageholdsret i feriegodtgørelsen.

Hvis lønmodtageren er afgået ved døden, og kravet på feriepenge tilkommer lønmodtagerens dødsbo, vil beskyttelseshensynet være bortfaldet, og spørgsmålet om modregning må afgøres efter de almindelige regler om modregning i dødsboer.

Endelig er der i den øvrige lovgivning særlig hjemmel til delvist at tilbageholde feriepenge til dækning af fx skyldigt børnebidrag, skyldig tv-licens og skyldig tilbagebetaling af SU.

Det foreslås, at ferien, der ikke har kunnet holdes på grund af en feriehindring efter § 38, stk. 1, kan holdes i et følgende ferieår, hvis det er aftalt ved en kollektiv overenskomst. På samme måde som ved overførsel af ferie skal aftalen indgås før ferieårets udløb, og meddelelse skal gives til den, der skal udbetale feriegodtgørelsen. Ved fratræden bortfalder retten til at holde mere end 25 dages ferie, og den dertil svarende feriegodtgørelse udbetales efter § 30, stk. 4.

Det foreslås, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen får bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvornår lønmodtageren anses for at have en feriehindring efter § 38, og om udbetaling af feriepenge, der er forældede, uhævede eller ikke udbetalte og tilfaldet statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål efter § 36, eller udbetaling af feriepenge efter § 38.

Stk. 1 giver direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvornår der er tale om en feriehindring efter § 38. Reglerne om feriehindringer fremgår i dag af ferielovens § 20 og feriegodtgørelsesbekendtgørelsen. Som det fremgår af bemærkningerne til § 38, tilsigtes reglerne ikke væsentligt ændret. Hvis der måtte vise sig behov for flere eller færre feriehindringer, vil bemyndigelsen til at fastsætte feriehindringerne i en bekendtgørelse sikre en mere smidig administration af området.

Det fremgår af stk. 2 , at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter regler om, hvornår feriepenge, der er tilfaldet statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål efter § 36, kan udbetales til lønmodtageren. Direktøren fastsætter ligeledes regler om udbetaling af beløb, der vedrører feriehindringer efter § 38. Reglen bygger videre på principperne i den gældende lovs § 20 og § 22, stk. 4.

På samme måde som efter den gældende lov skal udbetaling af beløb efter § 36 være mulig under særlige omstændigheder. Bestemmelsen vil typisk kunne anvendes, hvis lønmodtageren efter ferieårets udløb kan dokumentere, at der er blevet holdt ferie, men at lønmodtageren af en eller anden særlig grund ikke har fået indløst sit feriebevis inden ferieårets udløb. Derimod vil bestemmelsen som udgangspunkt ikke kunne anvendes, hvis kravet på feriepenge er forældet i forholdet mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren efter § 35. Udbetaling kan dog i ganske enkelte tilfælde finde sted, fx hvis lønmodtageren på grund af alvorlig sygdom har været fysisk eller psykisk ude af stand til at gøre sit krav gældende over for arbejdsgiveren.

Konstateringen af, at lønmodtageren er afskåret fra at holde ferien, vil typisk ske efter ferieårets afslutning, og udbetaling af de optjente feriepenge sker derfor efter ferieårets udløb. Beløb, der er omfattet af § 38 om feriehindringer, vil ved ferieårets udløb tilfalde statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål efter § 36, stk. 2 og 3. Disse beløb kan udbetales, hvis lønmodtageren inden 5 år efter udløbet af det ferieår, hvor lønmodtageren var afskåret fra at holde ferien, retter henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen og dokumenterer, at der var tale om en feriehindring. I særlige situationer fx alvorlig, længerevarende sygdom, hvor der ikke er tvivl om, at feriehindringen vil vare ferieåret ud, kan det konstateres, at lønmodtageren vil være afskåret fra at holde ferien i ferieåret, og der vil derfor kunne ske en udbetaling allerede inden ferieårets udløb.

Efter § 42 fastsætter arbejdsministeren hvor stor en del af de forældede og ikke udbetalte feriepenge, der skal tilfalde statskassen, og hvordan statskassens andel af beløbene skal indbetales og udbetales. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 22, stk. 2 og 5. Bemyndigelsen er første gang blevet udnyttet ved bekendtgørelse om forældet og uhævet feriegodtgørelse m.v. nr. 285 af 21. april 1997. Der skal før 1. maj 2000 udstedes en ny bekendtgørelse.

Det fremgår af stk. 1 , at arbejdsministeren hvert tredje år fastsætter, hvor stor en del af feriepengebeløbene efter § 36, der skal tilfalde statskassen. Fastsættelsen sker på baggrund af en undersøgelse af, hvor stor en procentdel af den forældede og uhævede feriegodtgørelse i et givet ferieår, der kan henføres til personer, der i stedet for at holde deres optjente ferie har fået arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller orlovsydelse. Den første undersøgelse fra 1997 viste, at ca. 60 pct. af den uhævede feriegodtgørelse kunne henføres til personer, der i stedet for at holde deres optjente ferie fik arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller orlovsydelse.

Efter stk. 2 fastsætter arbejdsministeren, hvordan de forældede og uhævede beløb indbetales til statskassen, og hvordan beløb, som efter § 41, stk. 2, kan udbetales til lønmodtageren, udbetales fra statskassen. Princippet i den gældende bekendtgørelse om, hvordan indbetaling og udbetaling sker, forventes opretholdt.

§ 43 beskriver, hvilke oplysninger direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan indhente til brug for administrationen af loven, og giver bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler herom. Bestemmelsen viderefører i et vist omfang de regler om indhentning af oplysninger til brug for administration af feriekonto-systemet, der i dag fremgår af bekendtgørelsen om feriegodtgørelse.

Det fremgår af stk. 1 , at oplysningerne kan indhentes hos de forskellige aktører, der i større eller mindre omfang kan bidrage til at belyse enten en enkelt sag eller et sagsområde, der behandles i ferielovadministrationen i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Desuden fremgår det hvilke typer af oplysninger, der kan være behov for at indhente. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen kan især få behov for at kunne få oplysninger om, i hvilken periode og i hvilket omfang en person har været beskæftiget, når der skal træffes afgørelse om, hvorvidt en person har været omfattet af ferieloven i en beskæftigelsesperiode. Behovet for at få oplysninger om en persons løn opstår fx, hvis der klages over manglende eller utilstrækkelig betaling af feriegodtgørelse eller ferietillæg, men sådanne oplysninger indgår også i vurderingen, når der skal træffes afgørelse om en persons tilknytning til ferieloven.

Der er fx behov for at få oplyst omfanget af uhævet og ikke udbetalt feriegodtgørelse, når det skal vurderes, om en virksomhed m.v., der ønsker at oprette en privat feriefond, har tilstrækkelige midler til at opfylde fondens formål. Oplysningerne er også nødvendige, når der skal foretages undersøgelser til fastsættelse af statskassens andel af disse midler.

I den gældende bekendtgørelse om feriegodtgørelse er arbejdsgiverens oplysningspligt udtrykkeligt nævnt i § 17. Der vil fortsat være behov for de samme typer oplysninger om, hvilke lønmodtagere der skal indbetales feriegodtgørelse for, herunder oplysninger om CPR-numre, ansættelsesperioder m.v. Der vil imidlertid blive behov for at modtage nye typer oplysninger om de lønmodtagere, der på grund af overført ferie har indestående på en konto i FerieKonto, samt oplysninger om hvilke arbejdsgivere, der har indgået hvilke typer ferieoverenskomster.

For at kunne fastsætte statskassens andel af den forældede og uhævede feriegodtgørelse, jf. § 36 og § 42, er der med hjemmel i stk. 2 mulighed for at foretage undersøgelse af, i hvilket omfang de lønmodtagere, der ikke hævede deres feriegodtgørelse, i stedet modtog arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller orlovsydelse. Tidligere har man måttet indhente tilladelse fra Registertilsynet for at kunne foretage undersøgelser til fastsættelse af statskassens andel af den forældede og uhævede feriegodtgørelse. Det vurderes dog at være hensigtsmæssigt, at hjemlen fremgår direkte af loven.

På baggrund af erfaringer gennem en årrække med overtrædelser af ferielovgivningen inden for visse brancher er der tillige et behov for også at anvende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, til registersamkøring i kontroløjemed. Man ønsker således at kunne kontrollere, om feriegodtgørelse afregnes efter lovens regler, ligesom man ønsker overblik over, i hvilket omfang der måtte finde udbetaling af feriegodtgørelse sted i strid med lovens regler herom. Der vil derfor, når det vurderes at være af væsentlig betydning for den virksomhed, der udøves af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, med mellemrum kunne være behov for at undersøge forholdene i enkelte brancher og i den forbindelse foretage registersamkøring af oplysninger indhentet i Told og Skat, i ATP og i FerieKonto. Denne hjemmel til at kunne foretage registersamkøring har ikke tidligere fremgået af ferieloven. I overensstemmelse med Retsudvalgets bemærkninger i betænkningen over forslag til lov om ændring af lov om offentlige myndigheders registre, side 754, skal borgere, som berøres af en eventuel registersamkøring, i almindelighed gøres opmærksom på myndighedernes adgang til at foretage samkøring i kontroløjemed, og samkøringen skal så vidt muligt kun finde sted, hvis de personer, der omfattes af kontrollen, har fået meddelelse om kontrolordningen, inden de afgiver oplysninger til myndigheden.

I stk. 3 gives direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om indhentning af oplysninger. Bemyndigelsen tænkes fx anvendt i de bekendtgørelser, der skal udstedes om ind- og udbetaling fra FerieKonto og om udbetaling af feriegodtgørelse til lønmodtagere, der helt forlader det danske arbejdsmarked.

I kapitel 8 er det fastsat, hvad direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan træffe afgørelse om. Det er endvidere fastsat, at direktørens afgørelser fremover kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, det vil sige til et klageorgan, hvor arbejdsmarkedets parter er repræsenteret. Med bestemmelserne tydeliggøres direktørens kompetence i forhold til den gældende lov, ligesom parternes indflydelse på fortolkningen af ferieloven styrkes med Arbejdsmarkedets Ankenævn som klageinstans.

Det foreslås i stk. 1 , at medmindre forholdet er reguleret ved kollektiv overenskomst, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffe afgørelse om en lønmodtagers ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg. En forudsætning for at afgøre spørgsmålet om retten til ferie og feriepenge er, at der i første omgang tages stilling til, hvorvidt der er tale om en lønmodtager. Således videreføres princippet i den gældende lovs § 5, hvorefter direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer afgørelse om, hvorvidt en person er omfattet af ferieloven. Samtidig lovfæstes direktørens kompetence med hensyn til at træffe afgørelse om feriepenge. Dermed videreføres den praksis, der har udviklet sig efter den gældende lov, hvorefter det har været fast antaget, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen også kan tage stilling til andre tvivlsspørgsmål efter ferieloven, end om en person er lønmodtager.

Endelig lovfæstes det, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen ikke har kompetence til at træffe afgørelser vedrørende ferierettigheder, som er reguleret ved kollektiv overenskomst, da sådanne afgørelser træffes i det fagretlige system.

I stk. 2 foreslås det, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan træffe afgørelse i sager efter forslagets § 38 om spørgsmål om en lønmodtagers ret til at få udbetalt feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, selvom ferien ikke holdes, hvis lønmodtageren har været forhindret i at holde sin ferie inden ferieårets udløb. Hvis lønmodtageren får medhold i sit krav, vil feriepenge skulle udbetales fra den, der ligger inde med beløbet, det vil sige enten fra arbejdsgiveren, FerieKonto, statskassen, Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond. Bestemmelsen hænger sammen med forslagets § 41, hvorefter direktøren kan fastsætte de nærmere regler om udbetaling af feriepenge i tilfælde, hvor lønmodtageren har været forhindret i at holde sin ferie. Det vil derfor være naturligt, at direktøren samtidig får kompetence til at træffe afgørelse i sager om udbetaling af feriepenge.

Efter stk. 3 kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffe afgørelse om indbetaling af uhævet eller forældet feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, som tilfalder statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond i medfør af forslagets § 36. Bestemmelsen er relevant i de tilfælde, hvor den der ligger inde med feriepengene ikke selv har sørget for indbetaling af forældet eller uhævet feriegodtgørelse. De parter, der efter stk. 3 vil kunne pålægges indbetaling af uhævede eller forældede feriepenge, er arbejdsgivere og FerieKonto henholdsvis en feriekortordning. Et eksempel på hvornår indbetaling kommer på tale, er den situation, hvor lønmodtageren ikke har holdt sin ferie, men i stedet har arbejdet hele året uden at få feriepenge udbetalt. I dette tilfælde vil feriepengene skulle indbetales til statskassen, Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond. Bestemmelsen svarer til § 22, stk. 1 og 3, i den gældende lov.

Efter stk. 4 kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffe afgørelse om udbetaling af uhævet eller forældet feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, som er tilfaldet statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond i medfør af forslagets § 36. Bestemmelsen hænger sammen med forslagets § 41, stk. 2, hvorefter direktøren kan fastsætte de nærmere regler om udbetaling af feriepenge i medfør af § 36. Der henvises til bemærkningerne til § 41, stk. 2, om, hvornår forældede feriepenge undtagelsesvis vil kunne udbetales til lønmodtageren. Det vil være naturligt, at direktøren får kompetence til at træffe afgørelse i sager om udbetaling af feriepenge. Bestemmelsen svarer til principperne i § 22, stk. 4, i den gældende lov.

Efter stk. 5 kan direktøren træffe afgørelse om, at lønmodtagerens feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg skal indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis lønmodtageren har arbejdet mod vederlag i sin ferie, jf. forslagets § 37. Bestemmelsen svarer til § 24 i den gældende lov. Afhængig af, om lønmodtageren har fået udbetalt feriepengene, kan beløbet kræves indbetalt fra lønmodtageren eller arbejdsgiveren.

Endelig kan direktøren efter stk. 6 træffe afgørelse om de private feriefondes administration af de beløb, der anvendes til andet ferieformål efter forslagets § 36, stk. 3. Bestemmelsen giver ikke direktøren videre beføjelser, end hvad der følger af den hidtidige praksis, for så vidt angår kontrol og indgriben over for den juridiske person, der har fået tilladelse til at forvalte og disponere over de beløb, der skal anvendes til andet ferieformål.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan således fortsat træffe afgørelse om inddragelse af en fonds tilladelse til at få uhævede og ikke udbetalte feriepenge, hvis en fonds bestyrelse ikke overholder retningslinierne i standardvedtægten og regnskabs- og revisionsinstruksen samt følger de anvisninger, som direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen måtte give i tilfælde af overtrædelse af retningslinierne. En anvisning vil enten være en henstilling eller et pålæg i form af en afgørelse til bestyrelsen om at foretage eller undlade en bestemt handling. Eksempelvis kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen pålægge bestyrelsesmedlemmer at udtræde af bestyrelsen, hvis de er under konkurs, hvis de som følge af længerevarende sygdom eller anden svækkelse er ude af stand til at beklæde hvervet, eller hvis de gør sig skyldige i en handling, der gør dem uværdige til fortsat at være medlem af bestyrelsen. Herudover kan det tænkes, at bestyrelsen pålægges at etablere en feriefacilitet for de opsparede midler, eksempelvis anskaffe et feriehus. Af andre eksempler på afgørelser kan nævnes direktøren for Arbejdsløshedsforsikringens eventuelle godkendelse af fondsbestyrelsens ansøgning om ændring af vedtægten eller opløsning af fonden.

Hjemlen til at træffe afgørelser om administrationen af de beløb, der anvendes til andet ferieformål, følger nu direkte af loven og udledes ikke længere af direktørens myndighedsudøvelse. Direktøren vil således også i fremtiden kunne påse vedtægternes overholdelse, herunder midlernes anvendelse, samt kontrollere at regnskaberne aflægges og revideres efter direktørens retningslinjer.

Det foreslås i stk. 1 , at sagens parter kan klage over afgørelser truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen inden 4 uger efter at have fået meddelelse om afgørelsen. Klagen indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, som allerede i dag er ankeinstans for anden lovgivning inden for Arbejdsministeriets område, fx arbejdsløshedsforsikringsområdet. Der vil med Arbejdsmarkedets Ankenævn som klageinstans være tale om en ændring af proceduren omkring klagesagsbehandlingen, idet Arbejdsministeriet efter den gældende lovs § 28 er klageinstans for afgørelser truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Med Arbejdsmarkedets Ankenævn som klageinstans vil parternes deltagelse ved fortolkning af ferieloven fremover blive styrket.

Med et selvstændigt klageorgan går man samtidig væk fra, at samme myndighed både kan udstede regler og træffe afgørelse om fortolkningen af reglerne som sidste administrative instans. Dette er tilfældet efter den gældende lov, hvor Arbejdsministeriet har denne dobbeltfunktion.

I stk. 2 er den nærmere klagevejledning for klager over direktørens afgørelser fastsat. Der foreslås en remonstrationsprocedure, som også benyttes ved klager efter arbejdsløshedsforsikringsloven, således at en klage først skal sendes til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, som skal vurdere den afgjorte sag på ny. Hvis afgørelsen fastholdes helt eller delvis, skal direktoratet sende klagen til ankenævnet, og sagens parter skal have besked herom. Fordelen ved en sådan procedure er blandt andet at begrænse antallet af klagesager, som skal behandles i ankenævnet, idet klageren eventuelt kan have fået medhold i forbindelse med direktoratets fornyede vurdering af sagen. Arbejdsmarkedets Ankenævn vil være sidste administrative klageinstans.

I stk. 3 foreslås en hjemmel for arbejdsministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at fastsætte de nærmere regler om Arbejdsmarkedets Ankenævns sammensætning og kompetence i forbindelse med nævnets behandling af sager efter loven. Det er hensigten at anvende den samme model med hensyn til nævnets kompetence og sammensætning, som kendes fra nævnets behandling i sager efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet.

For at tilgodese at arbejdsmarkedets parter bliver inddraget i fortolkningen og administrationen af ferieloven, og for at sikre kontinuitet i nævnets behandling af sager efter ferieloven, foreslås det, at nævnet er sammensat af Ankenævnets formand eller stedfortræder og medlemmer udpeget af henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark. Hvis klagesagens parter er medlem af en organisation, der ikke er tilknyttet Dansk Arbejdsgiverforening eller Landsorganisationen i Danmark, bør der udpeges yderligere en repræsentant enten fra den relevante hovedorganisation eller direkte fra den pågældende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation.

Kapitel 9 indeholder bestemmelserne om Arbejdsmarkedets Feriefond og dets virke. Bestemmelsen i kapitlet svarer til § 26 i den gældende lov, dog med visse ændringer i forslagets § 46, stk. 2, for så vidt angår fondens midler. Efter det gældende feriesystem har fonden til hovedopgave dels at anvende sine midler til ferieformål for lønmodtagere, dels at varetage administrationen af FerieKonto. Med forslaget om en enstrenget administration af ferieloven vil fonden ikke længere skulle varetage administrationen af FerieKonto, men alene bibeholde sine opgaver i forbindelse med at anvende fondens midler til ferieformål. Det er blandt andet bestemmelserne herom, som nærmere er indeholdt i kapitel 9.

Det fremgår af stk. 1 , at Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution, hvilket blandt andet betyder, at fonden har ejendomsretten til fondens aktiver.

Efter stk. 2 består fondens midler af renter og andet afkast af kapitalen samt beløb, som efter loven tilfalder fonden. De beløb, som efter loven fremover vil kunne tilfalde fonden, vil være renteindtægterne af den samlede feriegodtgørelse i FerieKonto, efter at admistrationsudgifterne i forbindelse med FerieKontos administration forlods er dækket ind, jf. forslagets § 32, stk. 2. Ligeledes vil de morarenter, som arbejdsgivere skal indbetale til FerieKonto ved for sen indbetaling af feriegodtgørelse, skulle tilfalde fonden. Efter forslagets § 34 skal arbejdsministeren hvert år fastsætte, hvor stor en del af renterne, der skal bruges til administrationen af FerieKonto, og hvor stor en del der skal tilfalde Arbejdsmarkedets Feriefond.

Derudover vil fonden ligesom i dag få del i de uhævede eller forældede feriepenge, jf. forslagets § 36. Det påhviler fonden at inddrive sine tilgodehavender.

Efter stk. 3 skal fonden i lighed med i dag anvende sine midler til ferieformål.

Stk. 4 svarer til bestemmelsen i den gældende lovs § 26, stk. 4, hvorefter arbejdsministeren udpeger fondens bestyrelse.

Efter stk. 5 skal den formue, som fonden rådede over ved sin oprettelse i 1974, forblive urørt. Denne formue udgør ca. 74 mio. kr. Arbejdsministeren kan dog tillade, at der af den urørlige formue ydes lån som støtte til ferieformål.

Stk. 6-7 svarer til bestemmelserne i den gældende lovs § 26, stk. 6-7, om fondens regnskab.

Efter stk. 8 fastsætter arbejdsministeren ligesom i dag vedtægterne for fonden.

Det fremgår af kapitel 10, hvilke overtrædelser af ferielovens bestemmelser som medfører bødestraf. Af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser opretholdes et sanktionssystem for overtrædelser af loven. Efter forslaget skal en arbejdsgiver fortsat kunne ifalde bødestraf, hvis arbejdsgiveren undlader at betale forfaldne feriepenge. Derimod foreslås det, at indgåede aftaler om afkald på ret til ferie og feriepenge, samt aftaler om overdragelser af feriebeviser ikke længere skal strafsanktioneres, idet antallet af sager herom er meget få.

Efter stk. 1 kan en arbejdsgiver straffes med bøde, hvis arbejdsgiveren trods påkrav og uden rimelig grund undlader at betale forfaldne feriepenge. En arbejdsgiver kan have en rimelig grund til ikke at betale feriepenge, fx hvis arbejdsgiveren har et berettiget modkrav, eller hvis feriepenge allerede er betalt. Hvis der ikke foreligger en rimelig grund til manglende betaling, vil arbejdsgiveren kunne ifalde bødestraf.

Stk. 1 svarer til § 27, stk. 1, nr. 1, i den gældende lov. Derimod foreslås de gældende bestemmelser i § 27, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, ikke opretholdt. Således vil arbejdsgiveren efter forslaget ikke længere kunne ifalde strafansvar for indgåelse af aftaler om afkald på ret til ferie og feriepenge. Ligeledes vil den, der indgår aftale om overdragelse af feriebeviser, ikke længere kunne ifalde strafansvar. Det foreslås, at de nævnte straffebestemmelser udgår, da sager herom er sjældne.

Med forenklingen af stk. 1 bibeholdes et vist minimum af sanktioner, som er nødvendigt af hensyn til internationale forpligtelser. Samtidig vil det ud fra præventive hensyn være hensigtsmæssigt at kunne straffe en arbejdsgiver for manglende betaling af feriepenge.

Der er med stk. 1 ikke tilsigtet nogen ændring i anvendelsen af bestemmelsen, idet såvel lønmodtagere og disses repræsentanter som direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen også fremover vil kunne anmode anklagemyndigheden om at rejse tiltale over for arbejdsgivere.

En arbejdsgivers formodede overtrædelse af stk. 1 medfører ikke ubetinget, at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmoder om, at der rejses straffesag. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen er ikke forpligtet til at anmode anklagemyndigheden om, at der rejses tiltale ved enhver formodet eller konstateret overtrædelse, idet det er op til direktoratet at vurdere det hensigtsmæssige i, at der begæres rejst en straffesag.

Med de udtrykkelige bestemmelser om forfaldstidspunkterne for skyldig feriegodtgørelse, jf. forslagets § 23 og § 24, vil det fremover kunne være nemmere at føre sagerne om arbejdsgiverens manglende betaling, idet der efter forslaget ikke længere er tvivl om forfaldstidspunkterne.

Stk. 2 om juridiske personers strafansvar svarer med redaktionelle ændringer og moderniseringer til den gældende lovs § 27, stk. 3.

Stk. 3 indeholder hjemlen til at fastsætte straffebestemmelser i administrative forskrifter udstedt i henhold til loven. Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 27, stk. 2.

Det påregnes, at der blandt andet vil blive udstedt en bekendtgørelse, hvorefter det vil blive præciseret, at lønmodtagere, arbejdsgivere, disses organisationer samt de, der i henhold til § 36, stk. 3, anvender feriegodtgørelse til andet ferieformål, det vil sige feriefondene, kan ifalde strafansvar for manglende afgivelse af oplysninger efter anmodning fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen til brug for direktoratets myndighedsudøvelse. Der vil ikke være grund til at straffe undladelser af at afgive oplysninger, hvis man vil kunne opnå det samme ved blot at tillægge undladelsen processuel skadevirkning for den part, der undlader at fremkomme med oplysningerne. Et eksempel herpå er den lønmodtager, der ansøger om at få udbetalt forældet feriegodtgørelse, men som ikke vil oplyse, hvornår vedkommende har holdt ferie. I dette tilfælde tjener det intet særskilt formål at straffe lønmodtageren, fordi lønmodtagerens anmodning i stedet vil kunne henlægges, da lønmodtagerens uvilje mod at fremkomme med oplysningerne medfører, at der ikke kan skaffes det fornødne retsgrundlag for udbetalingen. Lønmodtagerens undladelse tillægges således processuel skadevirkning.

Efter stk. 1 træder loven i kraft den 1. januar 2001. Da Arbejdsmarkedets Ankenævn efter stk. 2 skal være klageinstans fra 1. januar 2001, er det nødvendigt, at arbejdsministeren får mulighed for at bruge sin bemyndigelse efter § 45, stk. 3, til at fastsætte de nærmere regler om nævnets sammensætning og kompetence i sager efter loven.

Det fremgår af stk. 3, at visse bestemmelser i loven først har virkning for ferie, der er optjent efter den nye lov. Baggrunden herfor skal blandt andet ses i overgangen til en 5-dages-ferieuge.

Efter stk. 4 har bestemmelsen om en lønmodtagers ret til 25 dages ferie uanset optjening og løntræk i forbindelse med afholdelse af den ikke optjente ferie først virkning for ferie, der holdes den 1. maj 2002 eller senere. Bestemmelsen om elevers ret til 25 dages betalt ferie har først virkning for uddannelsesaftaler, der indgås den 1. maj 2002 eller senere. Tidspunktet er fastsat af hensyn til overgangen til en 5-dages-ferieuge.

I stk. 5 er fastsat en overgangsbestemmelse om ret til betalt ferie på baggrund af uddannelsesaftaler indgået før 1. maj 2002. Der er behov for denne særlige bestemmelse, fordi retten til betalt ferie for elever ikke bygger på et optjeningsprincip, men følger af tidspunktet for indgåelsen af uddannelsesaftalen. Elever, der har indgået uddannelsesaftale før 1. maj 2002, vil fortsat have ret til ferie. Da man for så vidt angår afholdelse af ferie overgår fra en 6-dages-uge til en 5-dages-uge 1. maj 2002, skal elevens resterende feriedage dog omregnes forholdsmæssigt.

Det fremgår af stk. 1 , at den gældende lov om ferie ophæves den 1. januar 2001. Det fremgår af stk. 2, at visse bestemmelser dog først ophæves den 30. april 2002 i forbindelse med, at bestemmelserne i § 48, stk. 3 og 4, får virkning.

Arbejdsministeren har efter den gældende lov bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler, blandt andet om feriekonto-systemet, om udbetaling af feriegodtgørelse til personer, der har været afskåret fra at holde ferie og om statskassens andel af forældede og uhævede feriepenge. Det fremgår af stk. 3 , at disse bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de ændres eller ophæves af regler udstedt med hjemmel i den nye ferielov.

Stk. 3 har særlig relevans i forhold til bemyndigelsen til at fastsætte regler om statskassens andel af forældede og uhævede feriepenge. Arbejdsministeren har udnyttet bemyndigelsen i den gældende lovs § 22, stk. 2 og 5, ved bekendtgørelse nr. 285 af 21. april 1997 om forældet og uhævet feriegodtgørelse m.v. Ny bekendtgørelse skal udstedes hvert 3. år, og arbejdsministeren skal derfor før 1. maj 2000 udstede en ny bekendtgørelse. Efter stk. 3 foreslås denne bekendtgørelse opretholdt også efter den hidtidige lovs ophævelse og frem til, at arbejdsministeren udnytter bemyndigelsen efter denne lovs § 42.

I stk. 4 fastslås, at tvister, der vedrører tiden forud for lovens ikrafttræden, afgøres efter den hidtidige lovs bestemmelser. Som det fremgår af § 48, stk. 2, skal klager over afgørelser truffet af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fra den 1. januar 2001 indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 33. Både Færøerne og Grønland har vedtaget ferielove.

Bilag 1

Bilag 1

Bekendtgørelse af lov om ferie Herved bekendtgøres lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 498 af 29. juni 1998 med de ændringer, der følger af § 6 i lov nr. 424 af 26. juni 1998, § 7 i lov nr. 468 af 1. juli 1998 og § 3 i lov nr. 288 af 12. maj 1999. Kapitel 1 Lovens område § 1. Lønmodtagere i offentlig eller privat tjeneste har ret til ferie og feriegodtgørelse eller løn efter reglerne i denne lov. § 2. Loven gælder dog ikke for 1) lønmodtagere i statens, folkeskolens eller folkekirkens tjeneste, der er ansat som tjenestemænd 2) lønmodtagere, hvis pension er sikret gennem medlemskab af en pensionsordning, for hvis forpligtelse staten indestår, og som har ret til ferie med løn efter samme regler som de i nr. 1 nævnte tjenestemænd, 3) lønmodtagere, der har indgået aftale i henhold til § 9, stk. 2, i lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v., og 4) kvinder, der er antaget i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, jf. dog § 9, stk. 5, og § 20. Stk. 2. De i stk. 1, nr. 2, nævnte personer, der fratræder, uden at pensionsudbetaling påbegyndes i forbindelse hermed, har ret til feriegodtgørelse efter § 14, stk. 3. § 3. Direktøren for arbejdstilsynet kan bestemme, at loven, bortset fra §§ 22, 23, 24 og 27, ikke gælder for lønmodtagere, der er ansat i staten eller kommuner eller inden for fag eller faglige områder, for så vidt der ved regulativ eller overenskomst er sikret dem ferie og feriegodtgørelse eller løn efter regler, der stiller dem lige så godt som denne lov. § 4. Denne lov indskrænker ikke videregående ferieret efter andre love og bestemmelser, efter overenskomster mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, voldgiftskendelser eller sædvane. § 5. Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en person omfattes af denne lov, afgøres af direktøren for arbejdstilsynet. Kapitel 2 Optjeningsår og feriens længde § 6. Ferien udgør 2 1/2 dag for hver måneds beskæftigelse i et kalenderår (optjeningsår). Ved beskæftigelse af kortere varighed end 1 måned beregnes ferien på tilsvarende måde i forhold til beskæftigelsens længde. Stk. 2. Ved beregning af feriens længde sidestilles med beskæftigelse ferie efter denne lov og fravær på grund af sygdom og tilskadekomst, hvorunder der ydes feriegodtgørelse, jf. § 13. Stk. 3. I virksomheder med 5 dages arbejdsuge indgår et forholdsmæssigt antal arbejdsfri dage i ferien.

§ 6 a. Har en lønmodtager ikke optjent ret til 30 dages ferie med feriegodtgørelse eller løn, har lønmodtageren ret til at få antallet af feriedage suppleret op til 30 dage, uden at der hertil er knyttet ret til feriegodtgørelse eller løn. Stk. 2. En lønmodtager kan dog højst kræve 12 dages ferie uden feriegodtgørelse eller løn efter ferieperiodens udløb den 30. september. § 7. Elever med uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser har ret til betalt ferie i 30 dage i det første og andet hele ferieår, efter at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Arbejdsgiveren betaler løn under ferien i det omfang, eleven ikke har optjent løn under ferie eller feriegodtgørelse. Stk. 2. Er ansættelsesforholdet påbegyndt inden 1. juli i et ferieår, har eleven en tilsvarende ret til betalt ferie i 30 dage i dette ferieår. Stk. 3. Er ansættelsesforholdet påbegyndt 1. juli eller senere, har eleven i forbindelse med at virksomheden holder lukket under ferie i tiden mellem 1. oktober og 1. maj, ret til højst 6 dages betalt ferie i dette ferieår. Kapitel 3 Ferieår og ferieperiode § 8. Ferien skal holdes i det efter optjeningsåret følgende år, der går fra 2. maj til 1. maj (ferieåret). Stk. 2. Ferie optjent efter reglerne i § 6 skal holdes forud for ferie efter § 6 a. § 9. Af ferien skal mindst 18 dage gives i sammenhæng i tiden mellem den 2. maj og den 30. september (ferieperioden). Er feriedagenes antal under 18, skal hele ferien gives i sammenhæng i ferieperioden. Stk. 2. Resterende feriedage skal også gives i sammenhæng, men kan lægges uden for ferieperioden. Hvor hensynet til virksomhedens drift gør det ønskeligt, kan denne del af ferien dog gives i form af enkelte feriedage. Stk. 3. For personer, der er beskæftiget i landbrug, skal mindst 12 feriedage gives i sammenhæng i ferieperioden. Af de øvrige feriedage skal mindst 3 gives samlet eller delt i tiden fra 2. maj-31. oktober. Såfremt der i kollektiv overenskomst er en bestemmelse herom eller aftale træffes mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, kan de i 1. og 2. pkt. nævnte feriedage, i alt 15, gives i sammenhæng i tiden fra 2. maj-31. oktober. De øvrige feriedage kan lægges uden for ferieperioden, men således at mindst 9 feriedage gives i sammenhæng.

Stk. 4. Såfremt der i en kollektiv overenskomst er en bestemmelse derom eller aftale træffes mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, kan den ferie, der efter stk. 1 skal gives i sammenhæng i ferieperioden, gives i sammenhæng uden for ferieperioden. Den kan under samme betingelser deles således, at mindst 12 dage gives i sammenhæng i eller uden for ferieperioden og de resterende dage ligeledes gives i sammenhæng i eller uden for ferieperioden. Stk. 5. Under aftjening af værnepligt og under tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår kan den pågældende holde optjent ferie uden for ferieperioden, ligesom ferien kan deles. § 10. Arbejdsgiveren fastsætter efter forhandling med lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes, idet arbejdsgiveren under hensyntagen til virksomhedens tarv så vidt muligt skal imødekomme lønmodtagerens ønske om feriens placering. Arbejdsgiveren giver lønmodtageren meddelelse herom så tidligt som muligt, dog senest 3 måneder før ferien begynder for den ferie, der skal gives i sammenhæng i ferieperioden, jf. § 9, stk. 1, og senest 1 måned før ferien begynder for resterende feriedage, jf. § 9, stk. 2, medmindre særlige omstændigheder hindrer dette. Stk. 2. Uden lønmodtagerens samtykke kan den ferie, der efter § 9, stk. 1, skal gives i sammenhæng i ferieperioden, dog ikke ligge i tiden mellem en af arbejdsgiveren meddelt opsigelse og fratrædelsestidspunktet, medmindre adgang dertil følger af bestemmelse i kollektiv overenskomst eller det efter lov eller overenskomst gældende opsigelsesvarsel er længere end 3 måneder eller opsigelsesvarslet er forlænget med antallet af feriedage. § 11. Vil bestemmelserne i § 9, stk. 1, som følge af arbejdets sæsonbetonede karakter eller af andre grunde medføre ulempe inden for fag eller faglige områder, kan direktøren for arbejdstilsynet efter forhandling med fagets arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer tillade, at denne del af ferien gives uden for ferieperioden. Direktøren kan under samme betingelse tillade, at den deles således, at mindst 12 dage gives i sammenhæng i eller uden for ferieperioden og de resterende dage ligeledes gives i sammenhæng i eller uden for ferieperioden. Stk. 2. Når omstændighederne taler derfor, kan direktøren for arbejdstilsynet tillade det samme med hensyn til enkelte virksomheder eller personer, for så vidt angår virksomheder dog først efter forhandling med de organisationer, der er nævnt i stk. 1. Kapitel 4 Feriegodtgørelse og ferie med løn § 12. Arbejdsgiveren yder feriegodtgørelse med 12 1/2 pct. af lønnen.

§ 13. Arbejdsgiveren yder tillige feriegodtgørelse under lønmodtagerens fravær af mere end 3 dages varighed på grund af sygdom eller tilskadekomst i virksomheden, således at feriegodtgørelsen beregnes på grundlag af lønmodtagerens løn i de sidste 4 uger før fraværet. Stk. 2. Ret til feriegodtgørelse under fravær på grund af sygdom er betinget af, at lønmodtageren forud for sygdommens indtræden har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 12 måneder. Heri medregnes tidligere beskæftigelse inden for de sidste 24 måneder, såfremt fratræden ikke skyldes lønmodtagerens egne forhold. Stk. 3. Feriegodtgørelse efter stk. 1 ydes for sammenlagt højst 4 måneder inden for et optjeningsår og for højst 4 måneder på grund af samme sygdom eller tilskadekomst. Stk. 4. Arbejdsgiveren kan kræve, at en lønmodtager dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom eller tilskadekomst i virksomheden. § 14. Lønmodtagere, der er antaget månedsvis eller for længere tid og således, at der ikke sker fradrag i lønnen for søgnehelligdage, sygedage o.lign., får i stedet for feriegodtgørelse løn under ferie, eventuelt tillagt værdien af kost beregnet efter reglen i § 16, stk. 2. Endvidere ydes et ferietillæg på 1 pct. af den løn, der er indtjent i det foregående optjeningsår. Stk. 2. Sådanne lønmodtagere kan dog forud for et optjeningsårs begyndelse kræve feriegodtgørelse af lønnen i dette optjeningsår, dog kun med 12 pct. Stk. 3. Ved fratræden ydes feriegodtgørelse efter § 12 for det løbende optjeningsår samt for den del af tidligere optjeningsår, for hvilken lønmodtageren ved sin fratræden endnu ikke har holdt ferie. § 15. Ved beregning af feriegodtgørelse og ferietillæg ses der bort fra løn, der er udbetalt under ferien, ydet feriegodtgørelse eller udbetalt ferietillæg. § 16. Ved beregning af feriegodtgørelse og ferietillæg ses der bort fra sådanne tillæg til lønnen eller sådanne lønningsandele, som ikke er indkomstskattepligtige. Arbejdsgiveren yder dog feriegodtgørelse og ferietillæg af lønmodtagerens bidrag til de pensionsordninger m.v., der er omfattet af afsnit I i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. samt af lønmodtagerens bidrag til arbejdsmarkedsfonden i medfør af lov om en arbejdsmarkedsfond. Endvidere yder arbejdsgiveren feriegodtgørelse og ferietillæg af lønmodtagerens særlige pensionsopsparing i henhold til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension kapitel 5 c. Stk. 2. Består lønnen helt eller delvis af kost og logi, beregnes værdien heraf på grundlag af de af ligningsrådet for optjeningsåret fastsatte satser, medmindre værdien ved aftale mellem parterne er fastsat til højere beløb.

§ 17. Holdes en virksomhed lukket under ferie, kan lønmodtagere, der ikke er berettigede til ferie i alle de dage, i hvilke virksomheden holdes lukket, ikke i anledning af lukningen kræve særlig godtgørelse ud over den feriegodtgørelse, der tilkommer dem efter foranstående bestemmelser. § 17 a. (Ophævet) § 17 b. Holdes en virksomhed lukket på hverdage mellem jul og nytår, skal arbejdsgiveren bestemme, at lønmodtageren holder ferie disse dage i det omfang, lønmodtageren er berettiget til mere end 18 feriedage efter reglerne i § 6. Træffer arbejdsgiveren ikke sådan bestemmelse, skal arbejdsgiveren betale lønmodtageren løn for de pågældende dage. Lønnen beregnes på grundlag af lønmodtagerens løn i de sidste 4 uger før jul. § 18. Arbejdsministeren fastsætter regler for beregning af feriegodtgørelse for lønmodtagere, som ikke oppebærer løn direkte fra den virksomhed, for hvilken arbejdet udføres, men aflønnes med betjeningsafgift eller på anden måde, der afviger fra de almindelige lønningssystemer. § 19. Medmindre andet følger af loven, ydes feriegodtgørelse gennem et system, FerieKonto, der sikrer, at feriegodtgørelsen udbetales til lønmodtageren, når ferien holdes. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler herom. Stk. 2. Af renteafkastet af FerieKonto i 1997 tilfalder 100 mio. kr. statskassen og resten Arbejdsmarkedets Feriefond. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om overførsel af renteafkastet. § 19 a. Arbejdsministeren fastsætter regler, hvorefter der ved forsinket betaling af feriegodtgørelse efter §§ 12 og 14, stk. 2 og 3, skal betales renter heraf med 11/2 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen. § 19 b. Feriegodtgørelse for et optjeningsår udbetales ved ferieårets begyndelse til en lønmodtager, uanset om ferie holdes 1) når beløbet er 500 kr. eller mindre, 2) når lønmodtageren er fyldt 65 år, for personer, der inden den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, dog det fyldte 67. år, 3) når lønmodtageren er fyldt 60 år og oppebærer pension efter lov om social pension, 4) når lønmodtageren er fyldt 60 år og oppebærer alders- eller invalidepension fra en godkendt pensionsordning, der er oprettet efter aftale mellem en lønmodtager og dennes arbejdsgiver eller hjemlet i henhold til kollektiv overenskomst, regulativ m.v., eller 5) når lønmodtageren oppebærer efterløn efter kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 19 c. Lønmodtagere, der flytter til udlandet for at tage varig bopæl der, kan ved flytningen få udbetalt al optjent feriegodtgørelse, uanset om ferie holdes.

Stk. 2. Lønmodtagere, der ved ferieårets begyndelse havde midlertidigt ophold i udlandet, kan fra dette tidspunkt, og så længe de fortsat har ophold i udlandet, få udbetalt optjent feriegodtgørelse svarende til 18 feriedage, uanset om ferie holdes. § 19 d. Arbejdsministeren fastsætter de nærmere regler om udbetaling af feriegodtgørelse efter §§ 19 b og 19 c. § 20. Arbejdsministeren fastsætter regler, hvorefter udbetaling af tidligere optjent feriegodtgørelse kan ske, uden at ferie holdes, for så vidt angår personer, der på grund af aftjening af værnepligt, tjeneste i forsvaret på værnepligtslignende vilkår, sygdom, ophold i udlandet eller andre særlige forhold helt eller delvis er afskåret fra at holde ferie. Kapitel 5 Almindelige bestemmelser § 21. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren inden den 1. april i det ferieår, i hvilket ferien skal holdes. Stk. 2. Efterkommer arbejdsgiveren ikke kravet, forældes det, såfremt lønmodtageren ikke uden ugrundet ophold søger kravet gennemført. § 22. Feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, der er forældet efter § 21, og feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af det ferieår, inden for hvilket ferien skulle have været holdt, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter inden 1. maj 1997 og derefter hvert tredje år inden 1. maj, hvor stor en del af de i stk. 1 nævnte beløb der tilfalder henholdsvis statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Stk. 3. Direktøren for arbejdstilsynet kan for områder, for hvilke der efter § 3 er godkendt regulativ eller overenskomst, tillade, at den andel af den uhævede feriegodtgørelse, jf. stk.1, der ikke tilfalder statskassen, anvendes til andet ferieformål. Stk. 4. Direktøren kan endvidere under særlige omstændigheder tillade, at beløb, der er omfattet af stk. 1, udbetales til lønmodtageren efter ferieårets udløb. Stk. 5. Arbejdsministeren fastsætter regler om indbetaling af statskassens andel af de i stk. 1 nævnte beløb og om udbetaling af statskassens andel af udbetalinger efter stk. 4. § 22 a. (Ophævet) § 23. Enhver aftale, hvorved der gives afkald på den i denne lov hjemlede ret til ferie, feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, er ugyldig. Stk. 2. Aftaler om overdragelse af beviser for indtjent feriegodtgørelse er ugyldige, ligesom sådanne beviser ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.

§ 24. Påtager lønmodtageren sig under ferie arbejde mod vederlag, kan direktøren for arbejdstilsynet kræve lønmodtagerens feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg for hele eller en del af ferien indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond. § 25. For søfarende udøver erhvervsministeren de beføjelser, der ved denne lov er henlagt til arbejdsministeren eller direktøren for arbejdstilsynet. Stk. 2. I øvrigt kan erhvervsministeren efter indhentet udtalelse fra redernes og de søfarendes organisationer foretage sådanne afvigelser fra lovens bestemmelser, som findes nødvendige eller hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for søfarende. § 25 a. Arbejdsministeren fastsætter regler om ret til ferie uden feriegodtgørelse eller løn på grundlag af aftjening af værnepligt. Kapitel 6 Arbejdsmarkedets Feriefond § 26. Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution. Stk. 2. Fondens midler består af renter og andet afkast af kapitalen, renteafkast fra FerieKonto, jf. § 19, forældet feriegodtgørelse, beløb, som ikke har kunnet anvises, og andre beløb, som i medfør af loven tilfalder fonden. Stk. 3. Fondens midler anvendes til ferieformål for lønmodtagere, herunder særligt gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere. Stk. 4. Arbejdsministeren udpeger fondens bestyrelse, herunder dennes formand. Bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen. Stk. 5. Den kapital, som fonden råder over pr. 1. juli 1974, skal forblive urørt. Arbejdsministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at der af denne kapital ydes støtte i form af lån. Stk. 6. Fondens regnskab skal revideres af mindst 2 revisorer, hvoraf mindst een skal være statsautoriseret revisor. Bestyrelsen udnævner revisorerne for 3 år ad gangen, men kan til enhver tid trække udnævnelsen tilbage. Stk. 7. Det reviderede årsregnskab indsendes, efter godkendelse af bestyrelsen til arbejdsministeren. Stk. 8. Arbejdsministeren fastsætter vedtægter for fonden, herunder bestemmelse om afholdelse af udgifter til fondens administration. Kapitel 7 Straffebestemmelser § 27. Med bøde straffes 1) den arbejdsgiver, der trods påkrav uden rimelig grund undlader at yde skyldig feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, 2) den arbejdsgiver, der indgår aftale om afkald på ret til ferie, feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, 3) den, der indgår aftale om overdragelse af beviser for indtjent feriegodtgørelse. Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Stk. 3. For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Kapitel 8 Rekurs

§ 28. De af direktøren for arbejdstilsynet trufne afgørelser kan inden 4 uger indbringes for arbejdsministeren. Kapitel 9 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser § 29. Loven træder i kraft den 1. januar 1971. Stk. 2. Lov om ferie med løn jf. lovbekendtgørelse nr. 197 af 3. juni 1967, ophæves. § 30-32. (Overgangsbestemmelser, udeladt). § 33. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Ved kgl. anordning kan loven sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 204 af 22. maj 1985, hvis § 1 har ændret § 16, stk. 1, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven har virkning fra den 1. januar 1985. Lov nr. 271 af 2. maj 1990, hvis § 5 har ændret § 25, stk. 2, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 6 Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Lov nr. 226 af 8. april 1992, hvis § 1 har ændret § 7 og ophævet § 17 a, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser: § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 2. maj 1992. Stk. 2. Lærlinge med lærlingekontrakt, indgået inden den 1. januar 1991 efter den dagældende lærlingelovs § 1 og personer, der har indgået aftale om læreforhold efter den dagældende lærlingelovs § 30, samt elever med uddannelsesaftale, indgået inden den 1. januar 1991 efter den dagældende lov om erhvervsfaglige grunduddannelser, har ret til betalt ferie efter bestemmelserne i lovens § 7. Lov nr. 1038 af 23. december 1992, hvis § 1 har ændret § 19 og § 26, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 1993. Lov nr. 415 af 1. juni 1993, hvis § 21 har ændret § 2, stk. 1, nr. 3, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 23 Loven træder i kraft den 1. januar 1995. Lov nr. 1064 af 22. december 1993, hvis § 1 har ændret § 16, stk. 1, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 1994. Lov nr. 1199 af 27. december 1996, hvis § 1 har ændret § 19, stk. 2, § 21, stk. 3 og § 22, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. januar 1997. § 1, nr. 2 og 3, har dog først virkning for feriegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg, der forældes efter 1. maj 1997, eller som skulle have været hævet inden udløbet af ferieåret 1996-97.

Lov nr. 1081 af 29. december 1997, hvis § 1 har ændret § 16, stk. 1, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 7 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Lov nr. 127 af 25. februar 1998, hvis § 3 har ændret § 2, stk. 1, nr. 2, § 2, stk. 1, nr. 3, og § 9, stk. 5, og indsat § 2, stk. 1, nr. 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 Loven træder i kraft den 1. april 1998. Lov nr. 424 af 26. juni 1998, hvis § 6 har ændret § 16, stk. 1, 2. pkt. indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 9 Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1999, jf. dog stk. 2-4. Stk. 2. Stk. 3. Stk. 4. Lov nr. 468 af 1. juli 1998, hvis § 7 har ændret § 16, stk. 1, 3. pkt. indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 13 Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Dog træder §§ 2-7 først i kraft den 1. januar 1999. Stk. 2. Stk. 3. Stk. 4. Lov nr. 288 af 12. maj 1999, hvis § 3 har ændret § 19 b, nr. 2, og nr. 5, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1999, jf. dog stk. 2-5. Stk. 2. Stk. 3. Stk. 4. Stk. 5.

Versioner

1. 2000-01-27