Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00213@2000-03-01/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1
3. Bilag 2
4. Bilag 3
5. Bilag 4

I lov om visse forbrugeraftaler (dørsalg m.v., fjernsalg og løbende tjenesteydelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993 og lov nr. 1098 af 21. december 1994 foretages følgende ændringer:

1. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Ved henvendelse som nævnt i § 2, stk. 2, skal forbrugeren ved begyndelsen af samtalen have oplyst den erhvervsdrivendes navn, samt at henvendelsen sker med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.«

2. I § 4 indsættes som 2. pkt.:

»Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.«

3. I § 6, stk. 1, ændres ordet »ugedagen« til: »14 dage«.

4. I § 6, stk. 5, ændres ordet »ugedagen« til: »14 dage«.

5. Overskriften til kapitel 4 affattes således:

»Regler om fjernsalg«

6. Kapitel 4 affattes således:

§ 10. Reglerne i dette kapitel gælder med de i §§ 10 c-e nævnte undtagelser for fjernsalg og henvendelser med henblik på fjernsalg.

§ 10 a. Som fjernsalg betegnes aftale om køb af varer, om tjenesteydelse eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen

1) indgås ved brug af fjernkommunikation og uden, at parterne mødes, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende.

§ 10 b. Ved fjernkommunikation forstås i denne lov enhver kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk.

§ 10 c. Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved aftaler og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale

1) om finansielle tjenesteydelser, herunder modtagelse af indlån, kreditgivning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning,

2) om opførelse af bygning,

3) som giver brugsret til fast ejendom, når aftalen er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, jf. dog stk. 3,

4) om andre rettigheder over fast ejendom, med undtagelse af lejeaftaler,

5) der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater eller fra automatiserede forretningslokaler, og

6) om brug af offentligt tilgængelig telefonboks, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af boksen.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet.

Stk. 3. Uanset stk. 1 gælder reglerne i § 12 d for de i stk. 1, nr. 3, nævnte aftaler.

§ 10 d. Reglerne i §§ 11 og 11 a om information gælder ikke ved aftaler og henvendelser om indgåelse af aftaler om

1) køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, der skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning,

2) indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og

3) rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres.

§ 10 e. Reglerne i §§ 12-12 c om fortrydelsesret gælder ikke ved de i § 10 d nævnte aftaler samt ved aftaler om

1) spil og lotteri, og

2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, gælder reglerne om fortrydelsesret ved tegning af abonnement under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

§ 11. Inden der indgås en aftale, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om

1) den erhvervsdrivendes navn og adresse,

2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber,

3) prisen for varen eller tjenesteydelsen, inklusive moms og alle andre afgifter,

4) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen samt om en eventuel uopsigelighedsperiode,

5) eventuelle leveringsomkostninger,

6) eventuel fortrydelsesret efter denne lov,

7) det beløb, forbrugeren skal betale for at bruge den pågældende kommunikationsteknik, hvis beløbet ikke beregnes efter grundtaksten, og

8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.

§ 11 a. Indgås der en aftale om fjernsalg, skal de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 2, nr. 1-6, meddeles forbrugeren læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over og har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den anførte måde give oplysning om

1) en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,

2) betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesservice, og

3) tydelig oplysning om eventuel fortrydelsesret i medfør af denne lov, herunder om betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten samt om reglerne i § 12, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den i stk. 1 nævnte måde give tydelig oplysning om vilkårene for forbrugerens opsigelse af aftalen, hvis aftalen gælder i mere end et år, eller det ikke er bestemt i aftalen, hvor længe den gælder. Ved aftaler som nævnt i kapitel 5 skal den erhvervsdrivende give oplysning om opsigelsesretten efter § 14, stk. 1-3, jf. endvidere § 14, stk. 4.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal gives snarest muligt. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, hvor bestilling og udførelse af tjenesteydelsen sker på én gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel. Forbrugeren skal dog på begæring have den i stk. 1, nr. 1, nævnte oplysning.

§ 12. Ved fjernsalg kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 12 a og 12 b (fortrydelsesret).

Stk. 2. Ved fjernsalg af tjenesteydelser samt ved fjernsalg af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen m.v. inden fortrydelsesfristens udløb. Denne begrænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

Stk. 3. Ved aftale om køb af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, så længe forbrugeren ikke har brudt forseglingen.

§ 12 a. Vil forbrugeren ved køb af varer eller aftale om løbende levering af varer bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren opfylde de betingelser, der er anført i stk. 3, 1. og 2. pkt., henholdsvis stk. 5, 1. og 2. pkt., senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter

1) den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde,

2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde.

Stk. 3. Med undtagelse af de i stk. 5 nævnte tilfælde skal forbrugeren ved aftale om køb af varer eller løbende levering af varer tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Benytter forbrugeren forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fortrydelsesfristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse.

Stk. 4. Omkostningerne ved at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende.

Stk. 5. Har den erhvervsdrivende påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal forbrugeren underrette sælgeren om, at han vil bruge fortrydelsesretten. Det samme gælder ved aftale om løbende levering af varer, der er beregnet til éngangsbrug, jf. stk. 3. § 6, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse.

Stk. 6. I de i stk. 3 nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. I de i stk. 5, 1. pkt., nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 12 b. Vil forbrugeren ved aftale om tjenesteydelse eller løbende levering af tjenesteydelser bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren underrette den erhvervsdrivende herom senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter

1) den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået, eller

2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået.

Stk. 3. § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 12 c. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen efter §§ 12 - 12 b, kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren.

Stk. 2. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. I de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske, så snart den erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. I de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, og § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Fristen regnes i de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde fra den dag, den erhvervsdrivende har modtaget varen, og i de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde fra den dag, forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.

§ 12 d. Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud.

Stk. 2. Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren herom. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende.

Stk. 3. Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest muligt efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest 30 dage efter, at forbrugerens meddelelse er kommet frem, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

§ 13. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse ved de pågældende spørgsmål om fjernsalg.«

7. Efter § 13 d indsættes:

§ 13 e. Hvis forbrugeren påberåber sig, at en aftale efter regler i denne lov ikke er bindende, eller hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i denne lov, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis.

Stk. 2. Bortfalder kreditaftalen i medfør af stk. 1, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til kreditgiveren.«

8. § 18, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 1. juli 1999, foretages følgende ændring:

1. Efter § 6 indsættes:

§ 6 a. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det.

Stk. 2. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser. Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere reglerne om uanmodet henvendelse i lov om visse forbrugeraftaler.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.

Stk. 4. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 2 til en bestemt fysisk person, der ikke er anført i fortegnelsen fra CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 2 fra den erhvervsdrivende. Den pågældende skal samtidig gives adgang til på en nem måde at frabede sig sådanne henvendelser.

Stk. 5. Der må ikke kræves betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en anmodning efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som nævnt i stk. 2 frabedes.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 4 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 2.«

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:

1. I bilaget til loven indsættes i note c som nyt 2. og 3. pkt.:

»Et år antages at have 365 dage, 365,25 dage eller (i skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have 30,41666 dage (=365/12).«

2. I bilaget til loven indsættes efter note c :

» d) Beregningens resultat skal angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis der afrundes til en bestemt decimal, gælder følgende regel: Hvis decimalen efter denne bestemte decimal er 5 eller derover, forhøjes denne bestemte decimal med én.

e) De benyttede løsningsmetoder skal give et resultat svarende til eksemplerne i bilag III til direktiv 87/102/EØF som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF af 16. februar 1998.«

I lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v., som ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, indsættes som nyt 2. pkt.:

»Det samme gælder den til konventionen knyttede Første protokol af 19. december 1988 om Domstolens fortolkning af konventionen af 19. juni 1980 og den til konventionen knyttede Anden protokol af 19. december 1988 om tildeling af visse beføjelser til Domstolen vedrørende fortolkning af konventionen af 19. juni 1980.«

Loven træder i kraft den 1. juni 2000. Justitsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 4.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 3 og 4, finder anvendelse, når aftalen er indgået eller forbrugeren har afgivet tilbud efter lovens ikrafttræden. Det samme gælder bestemmelserne i lov om visse forbrugeraftaler som affattet ved lovens § 1, nr. 6.

Stk. 3. Lovens § 3 finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

1. Indledning

Med lovforslaget gennemføres en række EU-regler på det formueretlige og markedsføringsretlige område.

Lovforslaget falder i fire dele.

Den første del (§ 1) har navnlig til formål at gennemføre de civilretlige dele m.v. af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (fjernsalgsdirektivet).

Lovforslagets § 1 indeholder en række ændringer af lov om visse forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven).

De foreslåede ændringer af forbrugeraftaleloven går navnlig ud på at udvide anvendelsesområdet for lovens særlige regler om fjernsalg væsentligt - bl.a. således, at også fjernsalg af tjenesteydelser bliver omfattet - og at indføre nye regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt og opfyldelse af aftalen. Endvidere udvides den gældende fortrydelsesfrist ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted fra en uge til 14 dage.

Fjernsalgsdirektivet indeholder en bestemmelse om betalingskort (artikel 8), som gennemføres ved et lovforslag om ændring af betalingskortloven, der er fremsat af erhvervsministeren den 27. oktober 1999 (L 63).

Lovforslagets anden del (§ 2) har til formål at gennemføre bestemmelserne om uanmodet markedsføring m.v. i fjernsalgsdirektivets artikel 10 og artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (det såkaldte ISDN-direktiv).

Fjernsalgsdirektivets og ISDN-direktivets regler om uanmodet markedsføring ved brug af fjernkommunikation foreslås i lovforslagets § 2 gennemført ved en ny bestemmelse i markedsføringsloven.

Den foreslåede ændring af markedsføringsloven indebærer navnlig, at uanmodet markedsføring ved brug af elektronisk post, automatisk telefonopkaldssystem og telefax forbydes, og at det ved direkte markedsføring over for fysiske personer med andre former for fjernkommunikation sikres, at modtagerne på en nem måde kan frabede sig markedsføringen.

Lovforslagets tredje del (§ 3) gennemfører direktiv 98/7/EF om ændring af forbrugerkreditdirektivet (direktiv 87/102/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit som ændret ved direktiv 90/80/EØF). Ændringsdirektivet indebærer, at den matematiske metode, der ved kreditaftaler skal anvendes ved beregning af årlige omkostninger i procent, fremover bliver den samme i alle medlemslande. Direktivet indeholder desuden nogle rent tekniske justeringer af beregningsmetoden.

Her i landet følger det allerede af kreditaftalelovens regler, at den direktivbestemte beregningsmetode skal anvendes ved beregning af årlige omkostninger i procent. Lovforslaget indeholder således alene de nødvendige tekniske justeringer af bilaget til kreditaftaleloven, som indeholder den grundligning der skal anvendes.

I lovforslagets fjerde del (§ 4) foreslås det at gennemføre to protokoller, som er knyttet til den såkaldte Rom-konvention om lovvalget i kontraktforhold, der er indgået mellem EU-landene (Konvention af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v.). Ved protokollerne tillægges Domstolen kompetence til at afgive udtalelser om fortolkningen af Rom-konventionen. Med den foreslåede lovændring giver Folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer de to fortolkningsprotokoller.

Rom-konventionen gælder her i landet, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 som ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990.

Fjernsalgsdirektivet, ISDN-direktivet, ændringsdirektivet vedrørende forbrugerkreditaftaler samt de to fortolkningsprotokoller til Rom-konventionen er medtaget som bilag til lovforslaget.

Fjernsalgsdirektivet skal være gennemført i medlemslandene senest den 4. juni 2000. Gennemførelsesfristen for ISDN-direktivet var den 24. oktober 1998, og de øvrige dele af direktivet er gennemført ved ændringer i telelovgivningen m.v. Direktiv 98/7/EF om metoden til beregning af årlige omkostninger i procent skal være gennemført senest den 1. april 2000.

Det følger af fjernsalgsdirektivet (artikel 16), at medlemslandene bl.a. skal træffe passende foranstaltninger med henblik på at informere forbrugerne om den nationale gennemførelseslovgivning. Regeringen vil i samarbejde med den nyoprettede institution Forbrugerinformationen udarbejde informationsmateriale m.v. til presse, forbrugere og erhvervsorganisationer. Informationen vil også omfatte de nye regler om videregivelse af visse personoplysninger til brug for markedsføring, som er indeholdt i regeringens forslag til lov om personoplysninger (L 147, fremsat den 9. december 1999).

2. Lovforslagets første del: Gennemførelse af fjernsalgsdirektivet

2.1. Fjernsalgsdirektivets indhold

Fjernsalgsdirektivet har til formål at tilnærme medlemslandenes lovgivning om fjernsalgsaftaler, der indgås mellem forbrugere og erhvervsdrivende (artikel 1).

Efter direktivet kan medlemslandene inden for de traktatmæssige rammer fastsætte eller opretholde bestemmelser, der giver forbrugerne en bedre beskyttelse (minimumsdirektiv - artikel 14).

Ved »fjernsalg« forstås en aftale om varer eller tjenesteydelser, som indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger som led i et »system« for fjernsalg, der er tilrettelagt af den erhvervsdrivende. Det er endvidere en forudsætning, at parterne til og med indgåelsen af den pågældende aftale udelukkende anvender fjernkommunikation, således at de ikke mødes fysisk. Ved fjernkommunikation forstås anvendelse af enhver teknik, der gør det muligt at indgå aftaler, uden at parterne mødes (artikel 2).

Direktivet indeholder regler om oplysningspligt for den erhvervsdrivende (artiklerne 4 og 5), forbrugerens ret til at træde tilbage fra aftalen (artikel 6), den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen (artikel 7), betaling med kort (artikel 8), forbud mod levering af varer eller tjenesteydelser uden forudgående bestilling (artikel 9) og visse begrænsninger i anvendelsen af fjernkommunikation til markedsføring (artikel 10).

Der gælder en række undtagelser, dels fra direktivet som helhed, dels fra enkelte bestemmelser i direktivet (artiklerne 3 og 6, stk. 3).

Finansielle tjenesteydelser er ikke omfattet af direktivet. Kommissionen har fremlagt et forslag til direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Forhandlingerne om dette direktivforslag er endnu ikke afsluttet.

Helt undtaget fra direktivet er også aftaler, som indgås ved brug af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler, aftaler, som indgås med formidlere af telekommunikation (teleselskaber m.v.) gennem brug af en offentlig telefonboks, aftaler om opførelse og salg af fast ejendom og om andre rettigheder over fast ejendom (bortset fra lejeaftaler) samt aftaler, der indgås på auktion.

Der gælder nogle yderligere undtagelser fra de nedenfor nævnte bestemmelser om den erhvervsdrivendes oplysningspligt, fortrydelsesretten og bestemmelserne om den erhvervsdrivendes frist for opfyldelse af aftalen (artikel 3, stk. 2). Disse bestemmelser gælder ikke ved aftaler om levering af mad, drikkevarer eller andre varer til løbende forbrug i husholdningen, når varerne leveres til forbrugerens bopæl eller arbejdsplads af personer, der regelmæssigt bringer varer ud. Undtaget er også aftaler om indkvartering, transport, servering og fritidsaktiviteter, når den erhvervsdrivende i aftalen har forpligtet sig til at levere den pågældende tjenesteydelse på et bestemt tidspunkt eller inden for en bestemt tidsperiode.

Der gælder herudover nogle særlige undtagelser fra direktivets bestemmelser om fortrydelsesret (artikel 6, stk. 3). Fortrydelsesretten gælder ikke ved:

aftaler om tjenesteydelser, når tjenesteydelsen med forbrugerens samtykke allerede er påbegyndt,

aftaler om varer eller tjenesteydelser, hvis pris afhænger af prisudsving på det finansielle marked, som den erhvervsdrivende ikke kan kontrollere,

aftaler om levering af varer, der er tilvirket efter forbrugerens anvisninger, eller som har fået et tydeligt personligt præg, eller som efter deres beskaffenhed ikke kan tilbagegives eller er udsat for hurtigt at forringes eller forældes,

aftaler om levering af forseglede lyd- eller billedoptagelser eller computer software, når forbrugeren har brudt forseglingen,

aftaler om levering af aviser, tidsskrifter og ugeblade,

aftaler om spil eller lotteri.

Et hovedelement i direktivet er bestemmelserne om informationspligt:

Den erhvervsdrivende skal i god tid, inden der indgås en aftale, give forbrugeren oplysning om bl.a. den erhvervsdrivendes identitet, den pågældende vares eller tjenesteydelses væsentligste egenskaber, varens eller tjenesteydelsens pris, eventuelle særlige leveringsomkostninger, betalingsmåden, leveringsbetingelserne, om der er fortrydelsesret, og om, hvor længe den erhvervsdrivendes tilbud gælder.

Efter aftalens indgåelse skal forbrugeren have en bekræftelse af hovedparten af de oplysninger, der skal gives inden aftalens indgåelse. Denne bekræftelse skal gives på papir eller på et andet varigt medium, der er til forbrugerens rådighed. Forbrugeren skal desuden have skriftlig oplysning om vilkårene for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten samt oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager, om eventuelle garantier og eftersalgsservice og om vilkårene for at opsige aftalen i tilfælde, hvor denne gælder indtil videre eller i mere end 1 år.

Et andet hovedelement i direktivet er bestemmelserne om fortrydelsesret.

Der skal ved fjernsalg gælde en generel fortrydelsesret, dog med en række undtagelser og begrænsninger. Bl.a. ophører fortrydelsesretten ved tjenesteydelser, når udførelsen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens samtykke.

Fortrydelsesfristen skal være 7 hverdage. Fristen begynder for varers vedkommende som udgangspunkt at løbe fra den dag, varerne overgives til forbrugeren. Ved fjernsalg af tjenesteydelser begynder fristen som udgangspunkt at løbe fra den dag, aftalen indgås. I begge tilfælde begynder fristen dog tidligst at løbe fra den dag, den erhvervsdrivende opfylder sin pligt til at give visse oplysninger skriftligt eller på et andet varigt medium, jf. ovenfor. Fortrydelsesretten ophører dog senest 3 måneder efter overgivelsen af varen, henholdsvis efter aftalens indgåelse.

Det skal være gratis at træde tilbage fra en aftale, bortset fra, at forbrugeren kan pålægges at betale de direkte udgifter ved tilbagelevering af varer.

Direktivet indeholder som nævnt også visse regler om den erhvervsdrivendes opfyldelse af en indgået aftale (artikel 7).

Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende »effektuere« forbrugerens ordre senest 30 dage regnet fra dagen efter, at forbrugeren har »afgivet bestilling« (direktivets formuleringer).

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder aftalen, fordi den aftalte vare eller tjenesteydelse er »indisponibel« (direktivets formulering), skal forbrugeren have oplysning herom, og forbrugeren skal kunne hæve aftalen og få eventuelle forudbetalte beløb tilbage inden 30 dage. Det kan dog tillades, at parterne indgår aftale om, at den erhvervsdrivende i de omhandlede tilfælde kan levere en erstatningsvare af samme kvalitet og til samme pris.

Efter direktivet skal det forbydes erhvervsdrivende at fremsende varer eller udføre tjenesteydelser, som forbrugeren ikke har bestilt, og forbrugeren må ikke ved en sådan fremgangsmåde kunne blive aftaleretligt bundet til at præstere en modydelse (artikel 9).

Direktivet indeholder også regler om begrænsninger i adgangen til markedsføring ved brug af fjernkommunikation, jf. herom nedenfor under pkt. 3.1.

Efter direktivet skal medlemslandene sørge for, at der findes egnede og effektive midler til at sikre, at direktivets regler efterleves af de erhvervsdrivende (artikel 11).

Forbrugeren må ikke ved aftale kunne give afkald på sine rettigheder efter direktivet. Forbrugeren må endvidere ikke kunne fratages beskyttelsen efter direktivet gennem en lovvalgsaftale, der henviser til lovgivningen i et ikke EU/EØS-land (artikel 12).

2.2. Gældende ret

De spørgsmål, fjernsalgsdirektivet vedrører, er tildels reguleret i forbrugeraftaleloven, købeloven og markedsføringsloven m.v. De civilretlige regler i forbrugeraftaleloven og købelovens regler om forbrugerkøb kan ikke ved aftale fraviges til skade for forbrugeren.

2.2.1. Informationspligt ved fjernsalg

Den gældende lovgivning indeholder ikke regler om erhvervsdrivendes oplysningspligt særligt ved fjernsalg, bortset fra enkelte bestemmelser i forbrugeraftaleloven.

Forbrugeraftaleloven indeholder således en bestemmelse om, at der ved fjernsalg af varer skal gives forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter loven, jf. nedenfor under pkt. 2.2.2. Oplysningen skal gives senest, når varen fremsendes til forbrugeren. Ved visse abonnementsaftaler, der indgås i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren, skal den erhvervsdrivende senest 3 dage efter den telefoniske bestilling sende køberen en skriftlig bekræftelse af abonnementsaftalen samt tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter loven.

Efter markedsføringslovens § 3 skal der generelt ved afgivelse af tilbud eller ved indgåelse af aftale eller efter omstændighederne på leveringstidspunktet gives en efter formuegodets eller tjenesteydelsens art forsvarlig vejledning, når dette er af betydning for bedømmelsen af godets eller ydelsens karakter eller egenskaber, herunder især brugsegenskaber, holdbarhed, farlighed og vedligeholdelsesmulighed.

Markedsføringslovens regler suppleres med særregler om oplysningspligt i en række love om forskellige erhverv og produkter, f.eks. levnedsmiddelloven.

Efter prismærkningsloven skal eventuelle prisoplysninger i annoncer eller andre reklamer opfylde visse generelle krav.

Disse bestemmelser i lovgivningen suppleres af nogle almindelige kontraktretlige regler. Hvis f.eks. prisen ikke er oplyst, skal forbrugeren alene betale, hvad der efter en samlet vurdering må anses for rimeligt, jf. reglen i købelovens § 72. Manglende oplysninger kan få betydning for bedømmelsen af, om en vare er mangelfuld, jf. købelovens § 76. Er bebyrdende vilkår om uopsigelighed, leveringsomkostninger m.v. ikke oplyst, anses de ikke for vedtaget.

2.2.2. Fortrydelsesret ved fjernsalg

Forbrugeraftalelovens kapitel 4 indeholder regler om fortrydelsesret ved fjernsalg (§§ 10-13).

Som »fjernsalg« anses alene postordresalg og lignende, jf. lovens § 10. Reglerne omfatter således salg af varer, når varen ifølge aftalen skal sendes til køberen, og når sælgeren i katalog, brochure, annoncer eller ved andet læsbart medie har tilbudt at sende varen efter bestilling afgivet pr. telefon, brev eller andet læsbart medie, og køberen har afgivet bestilling på denne måde.

Lovens regler om fortrydelsesret ved fjernsalg gælder tilsvarende, når aftalen angår varer eller visse abonnementsaftaler og (lovligt) er indgået ved den erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse til forbrugeren. Der er således fortrydelsesret ved aftaler, som indgås efter uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren i de tilfælde, hvor dette i medfør af lovens § 2 undtagelsesvis er lovligt - dvs. når aftalen vedrører bestilling af bøger, tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport hos en virksomhed, som én eller flere kommuner har indgået aftale med om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand (Falck-abonnementer m.v.).

Undtaget fra fortrydelsesretten er aftaler om køb af varer, der skal fremstilles efter køberens individuelle behov, og køb af levnedsmidler og andre varer til forbrug i husholdningen.

Fortrydelsesfristen er en uge. Fristen regnes fra den dag, forbrugeren får varen eller det første parti heraf i hænde, jf. dog nedenfor om abonnementsaftaler.

For at benytte fortrydelsesretten ved postordresalg m.v. skal forbrugeren inden fristens udløb tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til sælgeren. Hvis han sender varen tilbage, er det tilstrækkeligt, at han inden fristens udløb har overgivet varen til en selvstændig fragtfører. Forbrugeren kan også bruge fortrydelsesretten ved at lade være med at modtage eller indløse sælgerens forsendelse.

Fortrydelsesretten efter loven er som hovedregel betinget af, at varen tilbageleveres til sælgeren i væsentlig samme stand og mængde. Har forbrugeren taget varen i brug, kan han ikke fortryde, hvis det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af salgsværdien. Sælgeren bærer dog risikoen for hændelig beskadigelse eller forringelse af varen, mens den befinder sig hos forbrugeren.

Forbrugeren skal selv betale, hvad det koster at sende varen tilbage til sælgeren, mens sælgeren skal tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb, så snart han har modtaget varen retur og haft lejlighed til at undersøge den.

Har sælgeren påtaget sig selv at hente varen hos forbrugeren, skal denne for at bruge fortrydelsesretten blot underrette sælgeren herom inden ugefristens udløb. Underretningen skal være sendt med post inden fristens udløb. Varen skal holdes til sælgerens disposition i væsentlig samme stand og mængde, men henter sælgeren ikke varen inden 3 måneder efter forbrugerens underretning, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit.

Også i disse tilfælde kan forbrugeren bruge fortrydelsesretten ved at lade være med at modtage eller indløse sælgerens forsendelse.

Eventuelle forudbetalte beløb skal i disse tilfælde tilbagebetales til forbrugeren inden rimelig tid efter, at denne har underrettet sælgeren om at ville bruge fortrydelsesretten. Forbrugeren har ret til at holde den modtagne vare tilbage, indtil sælgeren betaler.

Ved abonnementsaftaler indgået efter en (lovlig) uanmodet telefonisk henvendelse, jf. ovenfor, skal forbrugeren, hvis han vil bruge fortrydelsesretten, underrette sælgeren herom senest ugedagen efter, at forbrugeren har fået abonnementsaftalen eller den første levering i hænde. Også her er det tilstrækkeligt, at forbrugeren har sendt underretningen med posten inden fristens udløb. Forbrugeren kan også her i stedet bruge fortrydelsesretten ved at lade være med at modtage eller indløse sælgerens forsendelse, men dog under forudsætning af, at forsendelsen er kommet frem til ham inden ugefristens udløb.

Også ved abonnementsaftaler skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb inden rimelig tid efter at have modtaget forbrugerens underretning om at ville bruge fortrydelsesretten, og forbrugeren kan også her beholde det, han eventuelt har modtaget, indtil den erhvervsdrivende betaler.

Ved de pågældende abonnementsaftaler bortfalder fortrydelsesretten ikke, selv om den erhvervsdrivende er begyndt at erlægge sin ydelse.

Som nævnt under pkt. 2.1 ovenfor, har den erhvervsdrivende pligt til at give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter loven, og ved de pågældende abonnementsaftaler skal den erhvervsdrivende også sende en skriftlig bekræftelse af aftalen senest 3 dage efter forbrugerens telefoniske bestilling. Opfylder den erhvervsdrivende ikke denne informationspligt, er aftalen ikke bindende for forbrugeren.

Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret ved fjernsalg suppleres af lovens regler om bl.a. uanmodede telefoniske henvendelser. Efter lovens § 2 er det forbudt at rette uanmodet telefonisk (eller personlig) henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at indgå en aftale.

Undtaget fra dette forbud er som ovenfor nævnt henvendelser med henblik på salg af visse dagligvarer samt salg af avisabonnementer m.v., bøger, forsikringer og Falck-abonnementer m.v., jf. lovens § 2, stk. 2.

Overtrædelse af forbudet straffes med bøde, og aftaler, der er indgået ved en henvendelse i strid med forbudet, er ikke bindende for forbrugeren.

2.2.3. Frist for opfyldelse af aftalen m.v.

Der gælder ikke særlige regler om forsinkelse m.v. ved fjernsalg.

Købeloven indeholder visse generelle regler, som må antages i vidt omfang at være udtryk for almindelige retsgrundsætninger.

Har parterne ikke aftalt, hvornår salgsgenstanden skal leveres, og fremgår det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest muligt, skal den ske ved påkrav, jf. købelovens § 12. Er der fastsat et tidsrum for leveringen, kan sælgeren bestemme, hvornår levering skal ske inden for dette tidsrum, medmindre det fremgår af omstændighederne, at spillerummet er fastsat i køberens interesse.

I forbrugerkøb foreligger der forsinkelse, hvis salgsgenstanden ikke leveres i rette tid, og dette ikke skyldes køberens forhold eller en omstændighed, som køberen bærer risikoen for, jf. købelovens § 74. Det er i øvrigt uden betydning, hvad der er årsagen til, at den aftalte vare ikke leveres eller ikke kan leveres rettidigt. I tilfælde af forsinkelse kan køberen som udgangspunkt vælge mellem at kræve genstanden leveret eller at hæve købet. Ophævelse kan dog kun ske, hvis forsinkelsen er af væsentlig betydning for køberen, og sælgeren måtte forudse dette.

2.2.4. »Negativ aftaleindgåelse«

Efter forbrugeraftalelovens § 4 kan forbrugere vederlagsfrit beholde varer, som erhvervsdrivende fremsender eller afleverer til dem uden forudgående anmodning, medmindre dette skyldes en fejl.

2.2.5. Lovvalg

EU-konventionen om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes på kontraktretlige forpligtelser (lovvalgskonventionen), gælder her i landet, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændring.

Hvis parterne ikke har aftalt, hvilket lands lov der skal gælde for aftalen, vil det som hovedregel være loven i det land, hvor forbrugeren bor, der finder anvendelse. Det gælder bl.a., hvis den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse har reklameret eller fremsat særligt tilbud over for forbrugeren i dennes bopælsland, og forbrugeren dér har foretaget de handlinger, som fra hans side er nødvendige for at indgå aftalen (konventionens artikel 5). Ved Internethandel m.v. kan det efter omstændighederne være tvivlsomt, om der i konventionens forstand er reklameret eller fremsat særligt tilbud i et bestemt land.

Efter konventionen kan parternes lovvalg i de nævnte tilfælde ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i bopælslandets lovgivning.

Konventionens særlige regler om forbrugeraftaler gælder ikke ved forbrugeraftaler om transport eller om tjenesteydelser, der udelukkende skal udføres uden for forbrugerens bopælsland. Hvis parterne ikke har aftalt, hvilket lands lov der skal gælde, gælder i disse tilfælde loven i det land, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til (artikel 4). I praksis vil der ofte være en formodning for, at det er sælgerens land.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor under pkt. 5.

2.3. Nordisk samarbejde

Ud over Danmark, Sverige og Finland som EU-medlemmer er også Norge og Island i kraft af EØS-aftalen forpligtet til at gennemføre fjernsalgsdirektivet.

Gennemførelsen af direktivet er blevet drøftet på en række møder mellem embedsmænd fra de nordiske lande. Målet med drøftelserne har navnlig været at nå frem til en fælles forståelse af direktivets krav til national ret.

På visse punkter har man endvidere drøftet en fælles udformning af reglerne, og der er navnlig opnået enighed om at benytte direktivets minimumsklausul til i de nordiske lande at foreslå en generel fortrydelsesfrist på 14 dage ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, jf. nedenfor under pkt. 2.4.4.1.

2.4. Lovforslagets udformning

2.4.1. Indledning

Fjernsalgsdirektivet har et meget bredt anvendelsesområde, samtidig med, at der i direktivet er fastsat en række undtagelser, hvoraf nogle også er udformet ret bredt. Direktivet indeholder flere bestemmelser, hvis nærmere forståelse kan give anledning til en vis tvivl. Endvidere synes direktivet på en række punkter ikke fuldt ud at være samordnet med regler om samme spørgsmål i andre direktiver på beslægtede områder - det gælder bl.a. reglerne om beregning af fortrydelsesperioden og om undtagelser fra og begrænsninger i fortrydelsesretten i direktiv 85/577/EØF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Gennemførelsen af direktivets forskellige regler, som både er brede og meget detaljerede, rejser på den baggrund nogle spørgsmål om brug af direktivets minimumsklausul og spørgsmål af retsteknisk karakter.

Kommissionen har i 1998 fremlagt et forslag til direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, der som nævnt under pkt. 2.1 ovenfor er undtaget fra det generelle fjernsalgsdirektiv. Forslaget forhandles i Rådet og i Europa-Parlamentet, og der kan formentlig forventes vedtaget et direktiv på dette område i løbet af et års tid. Gennemførelsen af dette direktiv vil sandsynligvis kræve en række yderligere ændringer af forbrugeraftalelovens regler om fjernsalg.

Når de igangværende forhandlinger om et direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er afsluttet, vil Justitsministeriet på den anførte baggrund overveje behovet for mere generelle ændringer af forbrugeraftalelovens indhold, opbygning og systematik.

2.4.2. Anvendelsesområdet

2.4.2.1. »System« for fjernsalg

Fjernsalgsdirektivet gælder som udgangspunkt for alle aftaler om varer eller tjenesteydelser, der indgås udelukkende ved brug af fjernkommunikationsteknik. Dette meget brede anvendelsesområde begrænses ved, at direktivet kun omfatter aftaler, der indgås som led i et »system«, der er organiseret af den erhvervsdrivende med henblik på fjernsalg, jf. artikel 2, nr. 1.

Den nærmere afgrænsning af, hvornår der foreligger et »system«, som er »organiseret« af den erhvervsdrivende, kan give anledning til tvivl. Det må formodes, at der ikke skal meget til, for at der foreligger et system i direktivets forstand, men det fremgår ikke af direktivet, om der navnlig skal lægges vægt på den erhvervsdrivendes markedsføring, på den erhvervsdrivendes arbejdsgange og håndtering af bestillinger, der modtages ved brug af fjernkommunikation, eller eventuelt på, hvor tit den erhvervsdrivende indgår aftaler ved brug af fjernkommunikation.

Visse tilfælde må dog anses for utvivlsomt at være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Det gælder f.eks. tilfælde, hvor den erhvervsdrivende udbyder varer eller tjenesteydelser på Internettet, og hvor forbrugerne afgiver ordrer ved at klikke på et symbol (ikon) på skærmen. Det samme gælder naturligvis ved traditionelt postordresalg, hvor forbrugeren benytter en særlig bestillingskupon i et katalog.

Det må også antages, at direktivet finder anvendelse i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende i sin annoncering - i trykte eller elektroniske medier - angiver et ordretelefonnummer eller lignende. Derimod kan det næppe i sig selv medføre, at direktivet finder anvendelse, at den erhvervsdrivende i annonceringen har oplyst sit telefonnummer, når formålet hermed ikke er at fremkalde telefoniske bestillinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør anvendelsesområdet ikke udformes således, at det har betydning, hvordan den erhvervsdrivendes virksomhed nærmere er organiseret, eller om den erhvervsdrivende jævnligt eller kun lejlighedsvis indgår aftaler ved brug af fjernkommunikation. Forbrugeren vil normalt ikke have noget kendskab til eller mulighed for at undersøge disse forhold.

I et udkast til lovforslaget udformede Justitsministeriet på den baggrund anvendelsesområdet således, at det afgørende skulle være, om den erhvervsdrivende ved meddelelse til forbrugeren eller offentligheden har tilbudt, at aftale kan indgås ved brug af fjernkommunikation, eller i øvrigt i meddelelsen har formuleret sig på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde bestillinger m.v. ved brug af fjernkommunikation. Anvendelsesområdet ville herved formentlig blive lidt videre end efter direktivet, men den anvendte terminologi ville i vidt omfang være kendt fra den gældende lov.

Udkastet blev imidlertid i nogle høringssvar kritiseret på dette punkt for efter ordlyden at medføre et bredere anvendelsesområde, end der er behov for.

Justitsministeriet har på den anførte baggrund fundet det rigtigst i lovforslaget ikke at omskrive direktivets definition. Ved en gennemførelse på »direktivets niveau« ville der være en væsentlig usikkerhed om, hvorvidt direktivet er gennemført korrekt, såfremt direktivets terminologi blev fraveget. Det foreslås således at definere anvendelsesområdet som aftaler, der indgås ved brug af fjernkommunikation og uden, at parterne mødes, og som indgås som led i et system for fjernsalg, der drives af den erhvervsdrivende.

Kravet om, at der skal foreligge et »system«, angiver en begrænsning, hvis nærmere indhold i sidste ende fastlægges af Domstolen. Det må imidlertid antages, at der bør lægges vægt på, om det fremgår af den erhvervsdrivendes markedsføring forud for mellemværendet med den pågældende forbruger, at han ønsker at indgå aftaler om det pågældende produkt ved hjælp af fjernkommunikation. I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 10 a) er der anført nogle nærmere retningslinjer for, hvornår der må antages at foreligge et »system« for fjernsalg.

De gældende regler i forbrugeraftaleloven omfatter alene aftaler, hvorefter varen skal sendes til forbrugeren. Direktivet giver ikke mulighed for at opretholde denne begrænsning, som foreslås ophævet. Det afgørende er efter lovforslaget, at parternes kontakt vedrørende den pågældende ydelse alene foregår ved fjernkommunikation, indtil aftalen er indgået.

Det forudsættes, at de foreslåede regler som hidtil ikke omfatter tilfælde, hvor f.eks. medlemmer af en bogklub som led i aftalen om medlemsskab bestiller bøger ved brug af fjernkommunikation. Dette må antages at være i overenstemmelse med direktivet, idet det i præamblen (pkt. 10) er præciseret, at direktivet kun omfatter den første handling, hvis en aftale omfatter flere handlinger efter hinanden eller en række enkelthandlinger gennem en vis periode, som udgør et hele.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 10 a i forbrugeraftaleloven).

2.4.2.2. Forbrugeraftaler

Direktivets definition af »erhvervsdrivende« og »forbruger« svarer indholdsmæssigt til definitionerne i bl.a. direktivet om urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler (93/13/EØF). I forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv blev definitionen af forbrugeraftaler i forbrugeraftaleloven og den øvrige civilretlige lovgivning her i landet ændret, jf. lov nr. 1098 af 21. december 1994 § 1, nr. 2, og §§ 2-6.

Der foreslås ikke ændringer i definitionen af en forbrugeraftale, jf. den gældende lovs § 1, stk. 2.

2.4.2.3. Fjernkommunikation

Direktivet omfatter aftaler, der indgås udelukkende ved brug af en eller flere former for »fjernkommunikationsteknik«, jf. ovenfor under pkt. 2.4.2.1.

Ved fjernkommunikationsteknik forstås efter direktivet ethvert middel, som kan bruges med henblik på indgåelse af aftaler, uden at parterne mødes fysisk, jf. artikel 2, nr. 4.

Her i landet gælder der ingen generelle formkrav til aftaler, der indgås, uden at parterne er til stede samtidig.

Lovforslaget er derfor udformet således, at reglerne finder anvendelse, uanset hvilket kommunikationsmiddel der bruges. Det afgørende er således alene, om parterne forud for og i forbindelse med aftalens indgåelse rent faktisk kommunikerer uden at mødes fysisk med henblik på den pågældende aftale.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 10 b) og bemærkningerne hertil, hvor der bl.a. er nævnt en række eksempler på fjernkommunikationsteknikker, som anvendes i dag.

2.4.2.4. Varer og tjenesteydelser

Direktivet gælder ved fjernsalg af varer (i den engelske version: »goods«) og tjenesteydelser (»services«).

Efter direktivet gælder der på visse punkter forskellige regler, afhængigt af, om der er tale om fjernsalg af en vare eller en tjenesteydelse - det gælder f.eks. reglerne om, fra hvilket tidspunkt fortrydelsesfristen løber, jf. ovenfor under pkt. 2.1 og nærmere under pkt. 2.4.4.3 nedenfor.

Det fremgår ikke af direktivet, hvad der skal forstås ved »vare« eller »tjenesteydelse«, men det må lægges til grund, at direktivet tilsigter at regulere alle fjernsalg, alene med de undtagelser, der fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1. Det kan således navnlig ikke antages, at aftaler om rettigheder generelt falder uden for direktivets anvendelsesområde, jf. herved artikel 3, stk. 1, 4. »pind«, modsætningsvis.

Der findes ikke i dansk ret nogen præcis afgrænsning af tjenesteydelsesbegrebet over for varebegrebet. Normalt anvendes begrebet »tjenesteydelse« imidlertid i en meget vid betydning, således at det omfatter alle ydelser, som ikke er salg af løsøre eller fast ejendom, og som ikke er arbejde i et ansættelsesforhold - herunder bl.a. aftaler om rettigheder. I overensstemmelse hermed anvendes udtrykket »vare« generelt i betydningen fysisk løsøregenstand i den gældende lov.

Justitsministeriet har på den anførte baggrund ikke fundet det nødvendigt, at de nævnte begreber defineres i forbrugeraftaleloven. Begreberne »vare« og »tjenesteydelse« anvendes også i lovens § 5 om anvendelsesområdet for de særlige regler om aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Ligesom i denne bestemmelse anvendes begrebet »vare« i lovforslaget i betydningen fysisk løsøregenstand, mens begrebet »tjenesteydelse« anvendes i den ovenfor anførte vide betydning.

2.4.2.5. Undtagelser fra anvendelsesområdet

Fjernsalgsdirektivets anvendelsesområde er meget bredt og dækker en række situationer, hvor en anvendelse af direktivets meget detaljerede regler umiddelbart kunne få karakter af »overregulering«, eller hvor det ikke synes at medføre et særligt beskyttelsesbehov, at den pågældende aftale indgås ved brug af fjernkommunikation. Som nævnt under pkt. 2.1 indeholder direktivet imidlertid også en række undtagelser, dels fra direktivet som helhed, dels fra visse bestemmelser i direktivet.

Lovforslaget er på dette punkt i det væsentlige udformet i overensstemmelse med direktivet, skønt nogle af direktivets undtagelser kan forekomme lidt tilfældige, jf. nærmere nedenfor.

a) Generelle undtagelser.

Aftaler om finansielle tjenesteydelser foreslås generelt undtaget fra lovens regler om fjernsalg. Baggrunden herfor er, at Kommissionen har fremlagt et forslag til direktiv, som særligt regulerer fjernsalg af disse tjenesteydelser, jf. ovenfor under pkt. 2.4.1. Et direktiv på dette område forventes endeligt vedtaget i løbet af et års tid.

Lovforslaget indeholder - ligesom direktivet - ikke en definition af finansielle tjenesteydelser. I den foreslåede bestemmelse nævnes de traditionelle hovedopgaver for finansielle virksomheder, nemlig modtagelse af indlån, kreditgivning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning. Undtagelsesbestemmelsen forudsættes at dække de tjenesteydelser, der er anført i den vejledende, ikke udtømmende liste, som findes i et bilag til direktivet og dette lovforslag.

Også aftaler om erhvervelse af aktier og værdipapirer forudsættes at være »finansielle tjenesteydelser« i lovforslagets forstand.

Endvidere foreslås det at undtage aftaler om opførelse af bygning samt - for så vidt angår hovedparten af reglerne - aftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis. Også aftaler om andre rettigheder over fast ejendom end dem, hvortil der er knyttet den nævnte særlige brugsret på timesharebasis, foreslås undtaget. Den sidstnævnte undtagelse omfatter dog ikke lejeaftaler.

Lejeaftaler og aftaler om aktiekøb m.v., hvortil der er knyttet en brugsret til fast ejendom på timesharebasis, er for så vidt angår forbrugeraftaler omfattet af direktiv 94/47/EF om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis (timesharedirektivet). Dette direktiv, som er gennemført ved lov nr. 234 af 2. april 1997 om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, indeholder bl.a. regler om sælgerens oplysningspligt, fortrydelsesret for køberen og bortfald af tilknyttede kreditaftaler ved brug af fortrydelsesretten.

Når særlige fællesskabsregler indeholder bestemmelser, der regulerer visse aspekter af leveringen af varer eller tjenesteydelser, følger det af fjernsalgsdirektivets artikel 13, stk. 2, at sådanne regler gælder frem for fjernsalgsdirektivet, men kun for så vidt angår de pågældende særlige aspekter. Det må antages at følge af denne bestemmelse, at fjernsalgsdirektivet ikke finder anvendelse på timeshareaftaler for så vidt angår de spørgsmål, som er reguleret i begge direktiver. Derimod gælder fjernsalgsdirektivet formentlig for så vidt angår reglerne om den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen, idet timesharedirektivet ikke indeholder regler om dette spørgsmål.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

I overensstemmelse med direktivet foreslås det endvidere at undtage visse dagligdags aftaler, der for så vidt falder ind under direktivets meget brede anvendelsesområde, men som generelt ligger uden for det område, hvor der kan siges at være et særligt beskyttelsesbehov. Det drejer sig bl.a. om aftaler, der indgås ved at »trække« varer m.v. i en automat, tanke benzin på en selvtank, spille i en automatiseret spillehal m.v. Det drejer sig desuden om aftaler om brug af en offentlig telefonboks, når aftalen indgås med telefonselskabet ved at benytte boksen.

Efter direktivet er også aftaler, der indgås på en auktion, generelt undtaget fra anvendelsesområdet. Der er med denne undtagelse formentlig tænkt på traditionelle auktioner, hvor det kun undtagelsesvis forekommer, at bud indtelefoneres eller lignende. Ved »elektroniske auktioner«, f.eks. over Internettet, vil der derimod kunne være et væsentligt behov for forbrugerbeskyttelse, og denne handelsform vil formentlig vinde større udbredelse. Det foreslås på denne baggrund, at auktionssalg alene undtages, hvis auktionen er tilrettelagt med henblik på, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på det sted, hvor auktionen holdes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 10 c).

b) Undtagelser fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret.

Det foreslås at undtage køb af levnedsmidler og andre varer til løbende forbrug i husholdningen , når varerne som led i organiseret og regelmæssig udbringning skal leveres til forbrugerens hjem eller arbejdsplads. Dette svarer til direktivet, bortset fra, at direktivets undtagelsesbestemmelse ikke er begrænset til varer til forbrug i husholdningen. Da direktivets undtagelsesbestemmelse alene omfatter »dagligvarer«, er der dog formentlig i det væsentlige tale om en præcisering, og Justitsministeriet har fundet det rigtigt at medtage denne begrænsning under hensyn til den tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 10, stk. 3, nr. 2, om undtagelser fra fortrydelsesretten ved fjernsalg og i § 5, stk. 3, nr. 4, om aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted.

Umiddelbart kan det forekomme tvivlsomt, om der er grundlag for at behandle køb af dagligvarer, der skal leveres til forbrugeren som led i organiseret og regelmæssig udbringning, anderledes end f.eks. køb af dagligvarer, som forbrugeren selv henter i butikken bagefter. Direktivet giver imidlertid kun mulighed for at undtage de førstnævnte tilfælde, og alternativet til den foreslåede undtagelsesbestemmelse ville derfor være ikke at undtage nogen af tilfældene.

Den foreslåede undtagelsesbestemmelse bygger ligesom den gældende regel i lovens § 10, stk. 3, nr. 2, på en sondring mellem varer, som forbruges i husholdningen (f.eks. brændsel, fyringsolie, rengøringsmidler, affaldsposer, kaffefiltre, toiletpapir, papirservietter m.v.), og varer, som bruges i husholdningen - f.eks. køkken- og haveredskaber. Kun den førstnævnte kategori er undtaget fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret.

Undtagelsen omfatter kun køb af levnedsmidler og husholdningsvarer, og tøj er derfor ikke undtaget efter bestemmelsen, selv om det eventuelt er bestemt til éngangsbrug.

I overensstemmelse med fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, 2. led, foreslås det endvidere at undtage aftaler om transport, indkvartering, forplejning og »fritidstilbud« (direktivets formulering) , når det fremgår af parternes aftale, hvilken dag eller inden for hvilket bestemt tidsrum den pågældende tjenesteydelse skal udføres.

Visse kombinationer af transport, indkvartering og/eller fritidsaktiviteter vil i stedet være omfattet af reglerne i lov om pakkerejser, jf. lovens § 2. Pakkerejseloven indeholder bl.a. regler om, hvilke oplysninger rejsearrangøren skal give, og regler om afbestillingsret.

Det kan umiddelbart give anledning til tvivl, hvordan direktivets udtryk »forplejning« (i den engelske version: »catering«) skal forstås. Under de nordiske drøftelser om gennemførelsen af direktivet, jf. pkt. 2.3 ovenfor, har man fra norsk side oplyst, at Kommissionen som svar på en forespørgsel har udtalt, at direktivbestemmelsen må antages at finde anvendelse, uanset om maden m.v. leveres på en restaurant eller andre steder.

I overensstemmelse hermed er lovforslaget udformet således, at det præciseres, at undtagelsen for tjenesteydelser vedrørende forplejning omfatter både servering (på restaurant m.v.) og catering (forstået som levering af mad m.v. »ud af huset«).

Det kan også give anledning til tvivl, hvad der skal forstås ved direktivets formulering »fritidstilbud«. Det må dog formentlig lægges til grund, at undtagelsen skal forstås forholdsvis snævert, således at den tager sigte på aktiviteter, der kan betegnes som rekreative - f.eks. billetbestilling m.v. til biograf- eller teaterforestillinger, til sportsstævner, koncerter eller lignende begivenheder, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 10 d, nr. 3). Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Det kan umiddelbart synes vanskeligt at begrunde, at reglerne om de ovenfor nævnte tjenesteydelser skal være forskellige, afhængigt af, om der er aftalt et bestemt tidspunkt eller tidsrum for udførelsen, eller dette ikke er tilfældet. Direktivet giver imidlertid ikke mulighed for at undtage den sidstnævnte kategori.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (de foreslåede §§ 10 d og 10 e, stk. 1, 1. led).

c) Yderligere undtagelser m.v. fra fortrydelsesretten.

I overensstemmelse med direktivet (artikel 6, stk. 3) foreslås der visse yderligere undtagelser fra fortrydelsesretten samt regler om, at fortrydelsesretten i visse tilfælde ophører, før fortrydelsesfristen er udløbet.

Efter direktivet ophører fortrydelsesretten ved aftaler om tjenesteydelser, når udførelsen påbegyndes med forbrugerens samtykke før udløbet af fortrydelsesfristen. Endvidere er der ikke fortrydelsesret, hvis en vare er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg (bestillingskøb m.v.). Det er karakteristisk for de fleste tjenesteydelser, at de - i modsætning til varer - ikke kan tilbagegives. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ved fjernsalg som hovedregel ikke være fortrydelsesret, efter at den erhvervsdrivende har påbegyndt udførelsen af en tjenesteydelse, hvis forbrugeren forinden har givet samtykke til, at udførelsen kunne begynde inden udløbet af fortrydelsesfristen, og aftalen ikke vedrører løbende levering. Der vil ellers være risiko for, at erhvervsdrivende generelt ikke vil begynde at udføre tjenesteydelser, før fortrydelsesfristen er udløbet, og det kunne få den negative virkning, at forbrugere i almindelighed ikke vil kunne bestille tjenesteydelser ved brug af fjernkommunikation, hvis forbrugeren ønsker ydelsen udført straks eller meget hurtigt. Det foreslås derfor, at direktivets undtagelsesbestemmelse herom medtages i loven. Ved bestillingskøb m.v. gør de samme hensyn sig i vidt omfang gældende. Imidlertid gælder der ved bestillingskøb m.v. indgået uden for fast forretningssted en mere begrænset undtagelsesregel, hvorefter den erhvervsdrivende i visse tilfælde ved aftale med forbrugeren har mulighed for at sikre sig, at forbrugeren ikke kan træde tilbage fra aftalen, efter at den erhvervsdrivende er begyndt at tilvirke eller fremstille den pågældende vare (den gældende lovs § 6, stk. 5). Justitsministeriet finder ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at foreslå ændringer i denne regel, der har været i kraft siden 1993. Det er således nødvendigt at tage stilling til, om loven bør udformes således, at der gælder samme regel for fjernsalg af tjenesteydelser som for fjernsalg af varer, der skal fremstilles eller tilpasses individuelt, eller om der i stedet bør gælde samme regel for bestillingskøb m.v., uanset om aftalen herom er indgået ved fjernsalg eller ved et møde uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Lovforslaget er udformet således, at der gælder samme regel for fjernsalg af tjenesteydelser som for fjernsalg af varer, der skal fremstilles eller tilpasses individuelt, jf. den foreslåede § 12, stk. 2, 1. pkt.

Det foreslås, at fortrydelsesretten også skal ophøre, når for brugeren har brudt en eventuel forsegling af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer , jf. den foreslåede § 12, stk. 2, 2. pkt. Den erhvervsdrivende vil således have mulighed for ved plombering eller lignende at sikre sig mod, at forbrugeren først kopierer indholdet og derefter bruger fortrydelsesretten.

Det foreslås at undtage spille- og lotteritjenester fra fortrydelsesretten, jf. den foreslåede § 10 e, stk. 1, nr. 1. I modsat fald kunne det blive unødigt vanskeligt at omsætte disse ydelser ved brug af fjernkommunikation.

Endelig foreslås det at undtage aftaler om tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter fra fortrydelsesretten, jf. den foreslåede § 10 e, stk. 1, nr. 2. Ved disse aftaler gælder lovens regler om opsigelsesret, jf. lovens kapitel 5 (som ikke ændres). Det foreslås dog, at der ligesom efter den gældende lov skal være fortrydelsesret, hvis abonnementsaftalen er indgået på grundlag af en uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren, jf. herved den gældende lovs § 10, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med § 2, stk. 2, nr. 3 (som ikke ændres).

Nogle af direktivets undtagelsesbestemmelser foreslås ikke medtaget.

Det gælder for det første bestemmelsen om, at fortrydelsesretten ikke skal gælde ved aftaler om varer eller tjenesteydelser i tilfælde, hvor den pågældende ydelses pris er afhængig af kursudsving på det finansielle marked, som den erhvervsdrivende ikke er herre over. Undtagelsen, hvis rækkevidde i øvrigt giver anledning til en vis tvivl, synes navnlig at være relevant ved aftaler om erhvervelse af børsnoterede aktier m.v. Da aftaler herom efter forslaget anses som aftaler om finansielle tjenesteydelser og dermed er helt undtaget fra lovens anvendelsesområde, er der ikke behov for denne særlige undtagelse fra fortrydelsesretten.

Heller ikke direktivets undtagelse for køb af varer, som efter deres art forældes hurtigt, og varer, som efter deres art er udsat for hurtig forringelse, foreslås medtaget. På grund af de bredt formulerede kriterier ville det formentlig i praksis være vanskeligt at anvende en sådan bestemmelse. Endvidere vil der i disse tilfælde normalt ikke være fortrydelsesret alligevel. Efter den gældende lovs regler, som foreslås videreført, er det således som udgangspunkt en betingelse for at kunne træde tilbage fra en aftale om varekøb, at den erhvervsdrivende kan få det fremsendte tilbage i væsentlig samme stand og mængde, og at det ikke efter varens art er åbenbart, at køberens brug af den har forringet dens salgsværdi.

2.4.3. Oplysningspligt m.v.

2.4.3.1. Forudgående oplysninger

Det foreslås med henblik på opfyldelse af fjernsalgsdirektivet, at den erhvervsdrivende i rimelig tid, inden der indgås en fjernsalgsaftale, skal give forbrugeren en række oplysninger om sig selv og den pågældende vare eller tjenesteydelse samt om aftalevilkårene og forbrugerens rettigheder efter loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 11, stk. 1) og bemærkningerne hertil.

De oplysninger, der gives inden aftalens indgåelse, skal være klare, tydelige og forståelige, og det skal fremhæves, at oplysningerne gives med et kommercielt sigte. Oplysningerne skal generelt gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik. Der stilles ikke krav om skriftlighed eller i øvrigt om anvendelse af bestemte fjernkommunikationsteknikker.

Det følger endvidere af direktivet, at oplysningerne skal gives i overensstemmelse med »principperne om redelig forretningspraksis og beskyttelse af personer, såsom mindreårige, der i henhold til deres nationale lovgivning er umyndige« (artikel 4, stk. 2). Denne bestemmelse er delvis opfyldt ved markedsføringslovens regler om forbud mod handlinger i strid med god markedsføringsskik. Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det, at der indsættes en bestemmelse i forbrugeraftaleloven, som fastslår, at de pågældende oplysninger skal gives på en sådan måde, at der tages særligt hensyn til børn og andre umyndige personer.

Det foreslås, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningernes indhold og form og om yderligere oplysninger, der skal gives.

Overtrædelse af de foreslåede regler om oplysningspligt vil kunne mødes med sanktioner efter reglerne i markedsføringsloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 11).

2.4.3.2. Efterfølgende bekræftelse af oplysninger m.v.

Efter fjernsalgsdirektivet gælder som hovedregel, at hovedparten af de oplysninger, forbrugeren skal have inden aftalens indgåelse, skal bekræftes »skriftligt eller på et andet varigt medium« (direktivets formulering), hvis der indgås en aftale. De oplysninger, der skal gentages, hvis forbrugeren ikke tidligere har fået dem på den nævnte måde, er oplysningerne om den erhvervsdrivendes navn og adresse, varens eller tjenesteydelsens væsentligste egenskaber og pris, eventuelle leveringsomkostninger, leverings- og betalingsvilkår m.v., og oplysningen om, hvorvidt der er fortrydelsesret eller ej.

Der skal også gives nogle yderligere oplysninger på den nævnte måde, nemlig om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig til den erhvervsdrivende med eventuelle klager, om eventuelle garantier og eftersalgsservice, om de nærmere vilkår for benyttelse af fortrydelsesretten samt i visse tilfælde om vilkår for opsigelse af aftalen.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Efter direktivet skal oplysningerne som nævnt gives »skriftligt eller på et andet varigt medium«. Rent sprogligt synes udtrykket »skriftligt« her at være anvendt i betydningen: »på papir«. I den pågældende direktivbestemmelse (artikel 5) er det imidlertid særligt om oplysning om fortrydelsesretten fastsat, at denne oplysning skal gives »skriftligt«. Kommissionen har på et møde med medlemslandene om gennemførelsen af direktivet tilkendegivet, at udtrykket efter Kommissionens opfattelse i direktivet er anvendt i betydningen »læsbart« - altså med anvendelse af skrifttegn - idet det ikke har været tilsigtet at lægge hindringer i vejen for udbredelsen af elektronisk kommunikation på dette område.

Bestemmelsen foreslås på denne baggrund gennemført således, at det kræves, at alle de omhandlede oplysninger skal gives læsbart (med brug af bogstaver m.v.) og på papir eller et andet varigt medium.

Det fremgår ikke af direktivet, hvad der skal forstås ved »varigt medium«, og afgørelsen af, om et medium er »varigt« i lovens og direktivets forstand, må træffes på grundlag af en konkret vurdering. Ved vurderingen - også af eventuelle nye kommunikationsmidler, der måtte blive udbredt - bør der ud fra formålet med bestemmelsen lægges vægt på, om det er muligt for forbrugeren at opbevare (lagre) de oplysninger, han modtager direkte med det pågældende medium, på en sådan måde, at oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændrede. I bemærkningerne til den foreslåede § 11 a er der nævnt nogle eksempler på medier, der opfylder disse krav.

Efter direktivets ordlyd kan det umiddelbart give anledning til tvivl, om de ovenfor nævnte yderligere oplysninger, der skal gives efter aftalens indgåelse - om de nærmere betingelser for brug af fortrydelsesretten, en fysisk forretningsadresse m.v. - skal bekræftes skriftligt eller på et andet varigt medium, selv om de allerede før aftalens indgåelse er givet på denne måde. På det ovenfor nævnte møde med medlemslandene har Kommissionen oplyst, at det efter dens opfattelse ikke har været tilsigtet at stille krav om, at den erhvervsdrivende skal give den samme oplysning to gange på samme måde. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, således at kravet om, at en række oplysninger efter aftalens indgåelse skal gives skriftligt eller på et andet varigt medium, gælder med den generelle modifikation, at oplysningerne ikke skal gives igen, hvis de allerede før aftalens indgåelse er givet på denne måde.

Det fremgår af direktivet, at oplysningerne skal gives »i god tid under aftalens opfyldelse«, og ved aftaler om varer skal oplysningerne gives senest ved leveringen, medmindre varen skal leveres til en tredjemand (f.eks. hvis forbrugeren telefonisk bestiller blomster, der skal bringes ud til en bekendt).

Efter den gældende lov (§ 13) skal den erhvervsdrivende ved salg af varer give oplysning om fortrydelsesretten efter loven senest, når varen overgives til forbrugeren. Ved tegning af avis- eller Falckabonnementer m.v., der sker på grundlag af en uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren, skal den erhvervsdrivende sende en skriftlig bekræftelse af aftalen og tydelig oplysning om fortrydelsesretten senest 3 dage efter den telefoniske bestilling. Overholdes disse frister ikke, er aftalen ikke bindende for forbrugeren.

Bl.a. i lyset af den væsentlige udvidelse af fjernsalgsreglernes anvendelsesområde, som må gennemføres for at opfylde direktivet, foreslås 3-dages reglen og ugyldighedssanktionen erstattet af direktivets ordning med en forlængelse af fortrydelsesfristen i indtil 3 måneder, såfremt den erhvervsdrivende ikke opfylder sin oplysningspligt, jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.4.4.2.

I overensstemmelse med direktivet skal de pågældende oplysninger efter forslaget generelt gives snarest muligt, og ved køb af varer, der skal leveres til forbrugeren, skal oplysningerne gives senest, når varen overgives til forbrugeren. Overtrædelse af denne regel vil ud over den civilretlige sanktion, som ligger i forlængelsen af en eventuel fortrydelsesfrist, kunne mødes med sanktioner efter markedsføringsloven.

Det foreslås, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives, og om anvendelse af standardformularer m.v.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 11 a) og til bemærkningerne under pkt. 2.4.4.2 nedenfor.

2.4.4. Fortrydelsesret

2.4.4.1. Efter direktivet skal der som hovedregel være fortrydelsesret ved aftaler om fjernsalg. Undtagelserne fra fortrydelsesretten er omtalt ovenfor under pkt. 2.4.2.5.

Fortrydelsesfristen efter den gældende lov er en uge (7 dage), og efter direktivet skal denne frist forlænges til som hovedregel 7 hverdage. Det ville her i landet normalt indebære en fortrydelsesfrist på 9-11 dage, men i forbindelse med jul og påske op til 14 dage. Under drøftelserne mellem de nordiske lande, jf. pkt. 2.3 ovenfor, har der været enighed om i stedet at foreslå en fortrydelsesfrist på 14 dage, idet en sådan frist er lettere for forbrugere og erhvervsdrivende at arbejde med, også i et indre marked med fjernsalg over grænserne.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, og ligesom i de øvrige nordiske lande foreslås der en tilsvarende forlængelse af fortrydelsesfristen ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, jf. forbrugeraftalelovens kapitel 5, således at der som hidtil gælder samme fortrydelsesfrist ved disse to former for aftaleindgåelse.

Fjernsalgsdirektivet er på grund af minimumsklausulen ikke til hinder for en sådan forlængelse, og det samme gælder det direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (85/577/EØF), der bl.a. regulerer fortrydelsesfristen efter lovens kapitel 5. Det sidstnævnte direktiv indeholder en kortere fortrydelsesfrist end fjernsalgsdirektivet, nemlig 7 dage.

Lovforslaget ændrer ikke ved lovens generelle regel om, at fortrydelsesfristen i tilfælde, hvor den sidste dag falder på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdag (den 5. juni), forlænges til den følgende hverdag (forbrugeraftalelovens § 17).

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 12 a, stk. 1, og § 12 b, stk. 1).

2.4.4.2. Efter fjernsalgsdirektivet gælder der en længere fortrydelsesfrist end de 7 hverdage, hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin pligt til at give visse oplysninger på et varigt medium, jf. om oplysningskravene ovenfor under pkt. 2.4.3.2. Fortrydelsesfristen - der ellers regnes fra dagen efter varens levering, henholdsvis indgåelsen af aftalen om en tjenesteydelse, jf. nedenfor - begynder i disse tilfælde først at løbe fra det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende opfylder sin oplysningspligt. Efter direktivet udløber fortrydelsesfristen dog højst 3 måneder efter leveringen af varen, henholdsvis efter aftalens indgåelse.

Den gældende lov indeholder ikke regler om en omfattende oplysningspligt svarende til direktivets regler. Ved fjernsalg skal den erhvervsdrivende efter loven give skriftlig oplysning om fortrydelsesretten, senest når varen overgives til forbrugeren, og ved tegning af visse abonnementsaftaler på grundlag af en uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren skal der endvidere senest 3 dage efter den telefoniske bestilling sendes en skriftlig bekræftelse af abonnementsaftalen til forbrugeren.

Den gældende ordning efter loven er, at en indgået aftale ikke er bindende for forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder den nævnte oplysningspligt.

Lovforslaget medfører en betydelig udvidelse af fjernsalgsreglernes anvendelsesområde, og de erhvervsdrivendes informationspligt udvides væsentligt i forhold til den gældende lov. Det vil kunne fremstå som en meget hård regel for de erhvervsdrivende, hvis der opretholdes en generel ugyldighedssanktion i ethvert tilfælde, hvor oplysningspligten ikke opfyldes fuldt ud. Samtidig ville det efter Justitsministeriets opfattelse være en upraktisk og unødigt kompliceret ordning, hvis der skulle gælde en 3-måneders frist i nogle tilfælde og ugyldighed i andre tilfælde - også fordi det i praksis ofte vil være hensigtsmæssigt for den erhvervsdrivende at give de foreskrevne oplysninger samlet.

Det foreslås på denne baggrund at erstatte den gældende ugyldighedsregel ved manglende oplysning om fortrydelsesretten med direktivets generelle regel om en forlængelse af fortrydelsesfristen i op til 3 måneder, når den erhvervsdrivende ikke opfylder sin oplysningspligt.

Det bør fremhæves, at den foreslåede ændring af retstilstanden næppe vil medføre meget væsentlige ændringer i praksis, bl.a. fordi forbrugeren efter almindelige regler kan anses for at have givet afkald på at gøre en ugyldighedsindsigelse gældende ved passivitet gennem længere tid eller på anden måde. Den direktivbaserede 3-måneders frist for brug af fortrydelsesretten vil i et vist omfang kunne medføre en klarere retsstilling i tilfælde, hvor forbrugeren har forholdt sig passiv.

2.4.4.3. Efter direktivet skal fortrydelsesfristen på 7 hverdage (der foreslås forlænget til 14 dage, jf. pkt. 2.4.4.1 ovenfor) regnes fra forskellige tidspunkter, afhængigt af om der er tale om salg af varer eller tjenesteydelser.

Ved aftaler om varer skal fristen regnes fra »den dato, hvor forbrugeren modtager dem« eller fra det senere tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende opfylder sin oplysningspligt (artikel 6, stk. 1). Direktivet regulerer ikke, hvad der skal gælde ved successiv levering af varer, og det må antages, at de gældende regler i forbrugeraftaleloven kan opretholdes på dette punkt, jf. ovenfor under pkt. 2.2.2.

Efter lovforslaget skal fristen ved aftaler om varer regnes fra den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, eller fra den dag, hvor forbrugeren modtager de forskrevne oplysninger - herunder om aftalevilkår og fortrydelsesret m.v. - på et varigt medium. Det seneste af disse tidspunkter gælder, men fortrydelsesfristen udløber dog senest 3 måneder efter, at forbrugeren fik varen m.v. i hænde. Den foreslåede bestemmelse er udformet således, at fristen udløber 14 hele dage efter den pågældende dag (eventuelt forlænget til næste hverdag, jf. lovens § 17, der ikke ændres).

Ved aftaler om tjenesteydelser skal fristen efter direktivet regnes fra »den dato, hvor aftalen indgås« eller fra det senere tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de foreskrevne oplysninger, jf. pkt. 2.4.4.2 ovenfor. Direktivet regulerer ikke spørgsmålet om, hvornår en aftale er indgået.

Forbrugeraftalelovens regler om fjernsalg gælder som hovedregel kun for aftaler om varer, men reglerne finder dog tilsvarende anvendelse ved visse abonnementsaftaler om løbende tjenesteydelser, når aftalen - i de tilfælde, hvor dette undtagelsesvis er lovligt - indgås ved den erhvervsdrivendes uanmodede telefoniske henvendelse til forbrugeren. I disse tilfælde regnes fristen fra den dag, forbrugeren får abonnementsaftalen i hænde.

Det foreslås, at fortrydelsesfristen ved aftaler om tjenesteydelser skal regnes fra den dag, forbrugeren modtager underretning om, at der er indgået en aftale, eller fra det senere tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de foreskrevne oplysninger på et varigt medium. Fortrydelsesfristen udløber dog senest 3 måneder efter, at forbrugeren fik underretning om, at der var indgået en aftale.

Den foreslåede bestemmelse om tjenesteydelser giver i nogle tilfælde forbrugerne en lidt videre beskyttelse end efter direktivet, idet fristen ikke begynder at løbe fra aftalens indgåelse, men først fra den dag, forbrugeren modtager underretning om, at der er indgået en aftale. Dette stemmer efter Justitsministeriets opfattelse også bedst med de gældende regler i forbrugeraftaleloven om fortrydelsesret ved tjenesteydelser (§§ 6, stk. 1, 12 a og 13 c, stk. 2).

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 12 a, stk. 1 og 2, og § 12 b, stk. 1 og 2).

2.4.4.4. Efter direktivet kan forbrugeren ikke pålægges at betale nogen »bod« for at bruge fortrydelsesretten, og de eneste omkostninger, det kan pålægges forbrugeren at betale, er de direkte omkostninger ved at tilbagesende varer, som forbrugeren har modtaget (artikel 6, stk. 1). Den erhvervsdrivende skal dog selv dække også disse omkostninger, hvis fortrydelsesretten bruges med hensyn til en erstatningsvare, som den erhvervsdrivende har leveret i henhold til aftalen (artikel 7, stk. 3).

Herudover er det overladt til medlemslandene at fastsætte de nærmere betingelser for at bruge fortrydelsesretten, jf. herved pkt. 14 i direktivets præambel.

Efter de gældende regler i forbrugeraftaleloven er det som hovedregel en betingelse for at bruge fortrydelsesretten, at varer tilbagesendes, medmindre den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente varen hos forbrugeren. Forbrugeren skal selv betale udgifterne ved tilbagesendelse af varen. Det foreslås, at disse regler opretholdes, dog med den direktivbestemte modifikation, at den erhvervsdrivende skal betale returomkostningerne, hvis det er en erstatningsvare, som returneres.

Det foreslås at opretholde forbrugeraftalelovens øvrige betingelser for at bruge fortrydelsesretten. Ved salg af varer gælder således navnlig, at varen i givet fald skal tilbagegives eller - hvis den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente varen - holdes til disposition i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde. Den erhvervsdrivende bærer dog risikoen for hændelig beskadigelse eller forringelse af varen, efter at forbrugeren har fået den i hænde. Har forbrugeren taget varen i brug, er fortrydelsesretten betinget af, at det ikke efter varens art er åbenbart, at brugen har medført en formindskelse af salgsværdien.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 12 a, stk. 3-7, og § 12 b, stk. 3).

2.4.4.5. Efter direktivet skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb, hvis forbrugeren benytter fortrydelsesretten, og dette skal ske snarest muligt og senest inden 30 dage (artikel 6, stk. 2). Forbrugeren kan ikke pålægges at betale nogen omkostninger i forbindelse hermed.

Det fremgår ikke af direktivet, fra hvilket tidspunkt de nævnte frister skal regnes. Efter Justitsministeriets opfattelse er det nærliggende som hovedregel at regne fristen fra det tidspunkt, hvor betingelserne for at bruge fortrydelsesretten er opfyldt. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, således at fristen for tilbagebetaling ved aftaler om varer, der skal returneres til den erhvervsdrivende, begynder at løbe, når den erhvervsdrivende har modtaget varen retur og haft lejlighed til at undersøge den. Ved aftaler om varer, som den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente hos forbrugeren, ville det næppe være i overensstemmelse med direktivet, hvis tilbagebetalingsfristen først begyndte at løbe, når den erhvervsdrivende henter varen, og sådan er det heller ikke efter de gældende regler i forbrugeraftaleloven, jf. lovens §§ 12 og 12 a, jf. § 9. Det foreslås, at fristen i disse tilfælde samt ved aftaler om tjenesteydelser, løbende levering af tjenesteydelser og løbende levering af varer, der ikke skal returneres, skal regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugerens underretning om brug af fortrydelsesretten kommer frem til den erhvervsdrivende.

Lovforslaget svarer på disse punkter i det væsentlige til gældende ret.

Det fastslås udtrykkeligt i forslaget, at overtrædelse af pligten til at tilbagebetale inden 30 dage skal have de retsvirkninger med hensyn til betaling af morarente, som følger af rentelovens regler om tilfælde, hvor forfaldsdagen er fastsat i forvejen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 12 c).

2.4.5. Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen

Fjernsalgsdirektivet indeholder en bestemmelse, der for så vidt angår fjernsalg regulerer nogle generelle kontraktsretlige forhold vedrørende forsinkelse og hindringer for opfyldelse af aftalen (artikel 7).

I dansk ret findes der generelle regler herom i købeloven, som må antages i vidt omfang at være udtryk for almindelige kontraktsretlige principper. Direktivets regler svarer ikke helt til købelovens generelle regler, og det er derfor nødvendigt at fastsætte nogle supplerende bestemmelser om de nævnte forhold i forbindelse med fjernsalg. Det foreslås, at disse regler - der ikke kun vedrører løsørekøb - indføjes i forbrugeraftaleloven sammen med de øvrige regler om fjernsalg af varer og tjenesteydelser.

Efter direktivet skal den erhvervsdrivende, medmindre parterne har aftalt andet, »effektuere bestillingen« inden for en frist på 30 dage regnet fra dagen efter, at forbrugeren har »afgivet sin bestilling« (direktivets formuleringer) til den erhvervsdrivende. Om den nærmere forståelse af direktivet på disse punkter henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 12 d). Efter købeloven skal sælgeren levere varen efter påkrav, hvis parterne ikke har aftalt et leveringstidspunkt, jf. ovenfor under pkt. 2.2.3.

Med henblik på med sikkerhed at opfylde direktivet foreslås det, at den erhvervsdrivende skal opfylde sin del af aftalen - det vil normalt sige levere varen eller udføre tjenesteydelsen - senest 30 dage efter den dag, forbrugeren foretog det fornødne til indgåelse af den pågældende aftale, dvs. afgav bestilling (forstået som accept af tilbud) eller tilbud.

30-dages fristen gælder kun, hvis andet ikke følger af parternes aftale.

Den nævnte regel i købeloven om levering efter påkrav vil gælde ved siden af den foreslåede regel, der således alene fastsætter en (fravigelig) yderste tidsmæssig grænse for rettidig opfyldelse af en aftale om fjernsalg.

Efter direktivet skal forbrugeren have ret til straks og senest inden 30 dage at få refunderet eventuelle forudbetalte beløb, hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen af den årsag, at den pågældende vare eller tjenesteydelse er »indisponibel« (i den engelske version: »unavailable«). Bestemmelsen må antages at skulle forstås således, at den ikke regulerer forsinkelse generelt, men alene tager sigte på nogle bestemte tilfælde af forsinkelse fra den erhvervsdrivendes side, nemlig tilfælde, hvor den aftalte ydelse som helhed ikke kan skaffes, f.eks. fordi den er udsolgt, ikke længere findes eller på anden måde er utilgængelig for den erhvervsdrivende.

Bestemmelsen afviger fra købelovens generelle regler om forsinkelse i forbrugerkøb, idet forsinkelse efter købelovens § 74 kun udløser misligholdelsesbeføjelser - forbrugeren kan vælge at hæve aftalen eller kræve naturalopfyldelse - hvis forsinkelsen har væsentlig betydning for forbrugeren. Der må derfor fastsættes en særlig regel om de omhandlede tilfælde af forsinkelse ved fjernsalg.

Da direktivbestemmelsen efter sin ordlyd kun finder anvendelse i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende »misligholder« aftalen, må det antages at være i overensstemmelse med direktivet at opretholde den begrænsning - der også fremgår af købelovens regel - at overskridelse af fristen for rettidig levering m.v. kun udløser misligholdelsesbeføjelser, hvis overskridelsen ikke skyldes køberens forhold.

Derimod må det antages, at direktivet er til hinder for at opretholde den anden begrænsning, der fremgår af købelovens regel, nemlig at der kun udløses misligholdelsesbeføjelser, hvis overskridelsen af tidsfristen ikke skyldes en omstændighed, som køberen efter aftalen bærer risikoen for. Dette følger modsætningsvis af direktivets artikel 3, stk. 2, 2. »pind«, sidste led, hvorefter det kan tillades arrangører af udendørs fritidsbegivenheder undtagelsesvis at forbeholde sig ret til ikke at refundere forudbetalte beløb, når der foreligger særlige omstændigheder.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med det anførte, så det fastslås, at det ikke gyldigt kan aftales, at forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke er tilgængelig.

Det foreslås endvidere, at det i loven præciseres, at den direktivbestemte frist på 30 dage for tilbagebetaling af forudbetalte beløb er en civilretlig regel, således at overskridelse udløser krav på morarenter efter rentelovens regler om tilfælde, hvor forfaldsdagen er fastsat i forvejen.

Efter direktivet kan det i national ret tillades parterne forudgående at aftale, at den erhvervsdrivende kan afværge misligholdelsesbeføjelserne efter direktivet ved i de pågældende tilfælde, hvor varen eller tjenesteydelsen som helhed er utilgængelig, at levere en erstatningsvare eller -tjenesteydelse af samme kvalitet og til samme pris. Dette kræver ikke lovgivning, idet det følger af almindelige regler, at der i et sådant tilfælde ikke foreligger misligholdelse fra den erhvervsdrivendes side, jf. ovenfor.

Det fremgår imidlertid af direktivet, at hvis der leveres en erstatningsvare i henhold til parternes aftale, fordi den aftalte vare ikke kunne skaffes, skal den erhvervsdrivende betale udgifterne ved tilbagesendelse af varen, såfremt forbrugeren bruger sin fortrydelsesret efter direktivet. Denne bestemmelse fraviger det almindelige princip i forbrugeraftaleloven, hvorefter det påhviler forbrugeren at betale returomkostningerne, medmindre den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente varen selv.

For at opfylde direktivet er det således nødvendigt at fastsætte, at forbrugeren kan kræve returomkostningerne betalt af den erhvervsdrivende i de nævnte særlige tilfælde. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 12 a, stk. 4, 2. pkt., og § 12 d).

2.4.6. »Negativ aftaleindgåelse«

Som nævnt under pkt. 2.1 ovenfor, skal det efter fjernsalgsdirektivets artikel 9 forbydes at sende varer eller udføre tjenesteydelser, som forbrugeren ikke har bedt om, hvis den erhvervsdrivende kræver betaling herfor. Det skal endvidere sikres, at forbrugeren ikke bliver forpligtet til at betale ved at modtage en sådan vare eller tjenesteydelse, idet »manglende svar ikke er ensbetydende med samtykke« (direktivets formulering).

På et møde med medlemslandene den 4. oktober 1999 om gennemførelsen af direktivet har Kommissionen oplyst, at bestemmelsen i artikel 9 efter Kommissionens opfattelse ikke kan antages at indebære, at forbrugeren skal have ret til at beholde en vare vederlagsfrit, hvis det er klart, at varen er fremsendt til forbrugeren ved en fejl.

På denne baggrund er der ikke behov for at ændre den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 4, hvorefter forbrugere vederlagsfrit kan beholde varer, som erhvervsdrivende fremsender eller afleverer til dem uden forudgående anmodning, medmindre dette skyldes en fejl.

Det følger i øvrigt af almindelige aftaleretlige regler, at manglende svar på et tilbud ikke kan anses som en accept.

Dansk ret opfylder således allerede direktivet på dette punkt, men det foreslås, at det under hensyn til direktivbestemmelsen tilføjes i forbrugeraftalelovens § 4, at forbrugeren ikke kan blive forpligtet til at betale vederlag, hvis en erhvervsdrivende uden forudgående anmodning udfører en tjenesteydelse for forbrugeren med krav om betaling.

Hvis en erhvervsdrivende kræver betaling i forbindelse med uanmodet fremsendelse af varer eller udførelse af tjenesteydelser, vil der efter omstændighederne kunne gribes ind i medfør af markedsføringslovens almindelige regler om forbud mod handlinger i strid med god markedsføringsskik m.v.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.4.7. Beskyttelse mod visse lovvalgsklausuler

Medlemslandene skal efter fjernsalgsdirektivets artikel 12, stk. 2, træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves direktivets beskyttelse som følge af, at parterne vælger et tredjelands lov som gældende lov for fjernsalgsaftalen, når denne aftale har nær tilknytning til en eller flere af medlemslandenes områder.

For at sikre, at direktivets artikel 12, stk. 2, er opfyldt i dansk ret, bør der i forbrugeraftalelovens kapitel om fjernsalg indføjes en bestemmelse om beskyttelse af forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler.

Direktivet er som nævnt under pkt. 2.3 omfattet af EØS-aftalen, således at alle Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemslande har pligt til at gennemføre direktivet. Direktivbestemmelsen forudsætter efter sit indhold, at det uden den pågældende lovvalgsbestemmelse ville være et EU-lands (EØS-lands) lovgivning, der gjaldt for aftalen.

På denne baggrund foreslås bestemmelsen udformet således, at forbrugerne beskyttes mod lovvalgsaftaler, der henviser til lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være et EØS-lands lovgivning, der gjaldt for aftalen, og såfremt forbrugeren som følge af lovvalgsaftalen ville få en ringere retsstilling på de punkter, som direktivet regulerer.

Den foreslåede bestemmelse begrænser alene virkningerne af parternes lovvalg og ændrer ikke de internationalt privatretlige regler om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, jf. ovenfor under pkt. 2.2.5 om reglerne i Rom-konventionen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (den foreslåede § 13).

2.4.8. Håndhævelse

De foreslåede bestemmelser om oplysningspligt foreslås kun delvis sanktioneret civilretligt i loven, nemlig ved reglerne om forlængelse af en eventuel fortrydelsesperiode, hvis den erhvervsdrivende ikke giver de foreskrevne oplysninger på et varigt medie.

Der foreslås ikke særlige regler om straf for overtrædelse af disse regler. Reglerne i markedsføringsloven giver bl.a. mulighed for at gribe ind over for handlinger m.v. i strid med god markedsføringsskik, herunder handlinger i strid med regler i forbrugeraftaleloven. Efter markedsføringslovens § 19, stk. 2, kan Forbrugerombudsmanden meddele påbud, hvis en handling klart strider mod markedsføringsloven og ikke kan ændres ved forhandling.

Overtrædelse af påbud efter markedsføringsloven kan straffes.

3. Lovforslagets anden del: Begrænsninger i anvendelsen af fjernkommunikation til markedsføring (gennemførelse af fjernsalgsdirektivets artikel 10 og ISDN-direktivets artikel 12).

3.1. EF-direktiverne

Tre EF-direktiver regulerer spørgsmålet om erhvervsdrivendes adgang til at foretage uanmodet markedsføring m.v. Det drejer sig foruden fjernsalgsdirektivet og ISDN-direktivet om direktiv 95/46/EF om behandling af personoplysninger.

Direktivet om behandling af personoplysninger (datadirektivet) finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af edb, og på ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register (direktivets artikel 3, stk. 1).

Direktivet gælder for behandling af personoplysninger vedrørende fysiske personer, uanset om den pågældende er forbruger eller erhvervsdrivende (direktivets artikel 2, litra a). Direktivet gælder ikke behandling af oplysninger om juridiske personer.

Inden for sit anvendelsesområde betyder direktivet, at behandling af personoplysninger til brug ved markedsføring m.v. skal opfylde to betingelser.

For det første skal behandlingen være lovlig efter de almindelige behandlingsregler i direktivet. For det andet skal behandlingen ske i overensstemmelse med direktivets artikel 14 b, der lyder således:

»Medlemslandene indrømmer den registrerede ret til

a) ...

b) efter anmodning og uden udgifter at modsætte sig en behandling af personoplysninger, der vedrører den pågældende, og som den registeransvarlige agter at foretage med henblik på markedsføring, eller at blive underrettet, inden personoplysningerne første gang videregives til tredjemand eller anvendes på tredjemands vegne med henblik på markedsføring, og udtrykkelig få tilbud om uden udgifter at gøre indsigelse mod en sådan videregivelse eller anvendelse.

Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for at sikre, at de registrerede er bekendt med den i litra b), første afsnit, omhandlede ret.«

I fjernsalgsdirektivets artikel 10 opstilles nogle begrænsninger for anvendelsen af fjernkommunikation som led i et system med henblik på indgåelse af fjernsalgsaftaler. Bestemmelsen gælder - som resten af direktivet - for erhvervsdrivendes henvendelser til forbrugere, som er fysiske personer. Henvendelser vedrørende finansielle tjenesteydelser er undtaget fra anvendelsesområdet.

Efter artikel 10, stk. 1, må erhvervsdrivende ikke anvende automatiske opkaldssystemer (opkaldsautomater) eller telefax til markedsføring uden forbrugerens forudgående samtykke (»opt in-løsning«). Ved automatisk opkaldssystem forstås automatisk opringning til telefonabonnenter. Ved opringningen meddeles der automatisk et indtalt reklamebudskab.

For så vidt angår alle andre fjernkommunikationsteknikker, som - med direktivets formulering - »tillader individuel kommunikation« (tryksager, breve, menneskeligt betjent telefon, e-post, Internet m.v.), skal medlemslandene efter artikel 10, stk. 2, sørge for, at disse teknikker kun kan anvendes til (direkte) markedsføring, hvis forbrugeren ikke klart modsætter sig det (»opt out-løsning«).

Som nævnt under pkt. 2.1 er fjernsalgsdirektivet et minimumsdirektiv. Direktivet åbner således umiddelbart mulighed for, at medlemslandene kan vælge at gennemføre en »opt in-løsning« også for andre fjernkommunikationsteknikker end opkaldsautomater og telefax. Efter direktivets artikel 13 gælder specifikke fællesskabsregler, der »kun regulerer visse aspekter af leveringen af varer eller tjenesteydelser«, imidlertid frem for fjernsalgsdirektivet, og i direktivets præambel anføres bl.a., at medlemslandene »bør træffe passende foranstaltninger for effektivt at beskytte de forbrugere, der ikke ønsker at blive kontaktet gennem visse former for kommunikation, mod sådanne henvendelser, uden at dette berører de særlige beskyttelsesforanstaltninger, forbrugeren har krav på ifølge fællesskabslovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred« (betragtning nr. 17).

ISDN-direktivets artikel 12 indeholder regler om uanmodet markedsføring ved brug af telekommunikation (telefon, telefax, e-post m.v.). Bestemmelsen gælder for henvendelser til fysiske personer, både erhvervsdrivende og forbrugere. Henvendelser om finansielle tjenesteydelser er ikke undtaget fra disse regler.

Efter artikel 12 må opkaldsautomater og telefax ikke anvendes til markedsføring uden modtagerens samtykke. For så vidt angår direkte markedsføring ved brug af andre former for telekommunikation, skal medlemslandene efter direktivet gennemføre enten en »opt in-løsning« eller en »opt out-løsning«.

Det fremgår ikke af direktiverne, hvordan de nødvendige forbud m.v. nærmere skal udformes, og det er således overladt til medlemsstaterne at udforme regler, der effektivt gennemfører direktiverne i national ret.

Kommissionen har på et møde med medlemslandene om gennemførelsen af fjernsalgsdirektivet oplyst, at man ud fra en formålsfortolkning af dette direktiv finder, at gennemførelsen af direktivets artikel 10 næppe vil være tilstrækkeligt effektiv, hvis gennemførelseslovgivningen udformes sådan, at det er helt op til den enkelte forbruger selv at rette henvendelse til alle de virksomheder, han ikke ønsker at modtage henvendelser fra, hvis han vil undgå direkte markedsføring.

3.2. Lovforslagets udformning

Som det fremgår af pkt. 3.1 ovenfor, er de tre EF-direktivers regulering af spørgsmålet om direkte markedsføring delvis overlappende.

De forpligtelser, som direktiverne samlet opstiller med hensyn til regulering af erhvervsdrivendes markedsføring ved brug af fjernkommunikation, kan sammenfattes i følgende to hovedpunkter:

1. En erhvervsdrivende må ikke anvende opkaldsautomat eller telefax i markedsføringsøjemed over for fysiske personer uden den pågældende persons forudgående samtykke (»opt in-løsning«).

2. Fysiske personer skal have en effektiv mulighed for at modsætte sig, at andre midler til fjernkommunikation anvendes til direkte markedsføring over for den pågældende (»opt out-løsning«).

Ved »direkte« markedsføring forstås, at den erhvervsdrivendes henvendelse sendes til en eller flere bestemte personer. Adresseløse forsendelser, tilbudsaviser, tv-reklamer eller lignende, der sendes til en ubestemt kreds af mulige aftagere, er ikke direkte markedsføring.

Det fremgår ikke af ISDN-direktivet, hvornår der er tale om »markedsføring«. Det er i praksis væsentligt at afgrænse, hvilke uanmodede henvendelser i løbende kundeforhold, der ikke er omfattet af forbudet m.v. Løbende kundeforhold er således ikke undtaget, når der rettes henvendelse om afsætning af varer og tjenesteydelser m.v.

Ved vurderingen af, om en henvendelse er omfattet af det foreslåede forbud m.v., må der lægges betydelig vægt på, om den erhvervsdrivende har en egeninteresse i de dispositioner fra kundens side, som den erhvervsdrivendes henvendelse vedrører. Hvis det er spørgsmålet om erhvervelse af den erhvervsdrivendes egne produkter, der er i centrum, foreligger der markedsføring i den foreslåede bestemmelses forstand.

Det bemærkes, at henvendelser som led i løbende kundeforhold, der efter det ovenfor anførte falder uden for de foreslåede begrænsninger i adgangen til direkte markedsføring, er omfattet af markedsføringslovens generelle regler om god markedsføringsskik m.v. Den foreslåede bestemmelse berører således ikke det bredere markedsføringsbegreb i markedsføringslovens §§ 1 og 2.

For så vidt angår direkte markedsføring ved brug af telekommunikation - i praksis navnlig (menneskeligt betjent) telefon og e-post - følger det af ISDN-direktivet, at medlemslandene kan vælge at gennemføre en »opt in-løsning« - dvs. krav om forudgående samtykke - også for andre kommunikationsmidler end telefax og automatiske opkaldssystemer.

Denne mulighed bør efter regeringens opfattelse bruges for så vidt angår elektronisk post, og regler herom bør ikke kun gælde for henvendelser til fysiske personer, men også til selskaber m.v.

Anvendelse af elektronisk post til markedsføring kan således påføre modtageren omkostninger og lægger beslag på modtagekapacitet på samme måde som anvendelse af telefax, der i medfør af direktiverne skal være omfattet af en »opt in-løsning«. Der er risiko for øget brug af »spamming« (masseudsendelse af markedsføringsmateriale) og dermed en væsentlig forøgelse af reklamemængden, når anvendelsen af telefax begrænses. Desuden har der allerede været drøftelser mellem en række erhvervsorganisationer og Forbrugerrådet om en frivillig »opt in-løsning« vedrørende elektronisk post, og de nordiske forbrugerombudsmænd anbefalede i en fælles udtalelse fra 1998, at erhvervsdrivende ikke anvender elektronisk post til markedsføring over for forbrugere, medmindre forbrugeren har givet samtykke.

For så vidt angår andre former for fjernkommunikation, som indebærer en behandling af personoplysninger, som er omfattet af datadirektivet - navnlig skriftligt (papirbaseret) markedsføringsmateriale, der er udarbejdet på en computer - er det tvivlsomt, om der i medfør af fjernsalgsdirektivets minimumsklausul vil kunne gennemføres en »opt in-løsning«. Det skyldes datadirektivets bestemmelser om, at der for så vidt angår edb-behandlede personoplysninger skal gennemføres »opt out-regler« enten i forbindelse med videregivelse af personoplysninger eller i forbindelse med markedsføringen over for den person, oplysningerne vedrører.

Det genfremsatte forslag til lov om personoplysninger (L 147) indeholder regler om en indsigelsesret for forbrugere i forbindelse med videregivelse af personoplysninger. Hermed er datadirektivets krav til national ret i det væsentlige opfyldt, men det er uklart, om fjernsalgsdirektivet alene på grund af dette direktivs generelle minimumsklausul giver mulighed for inden for datadirektivets anvendelsesområde at indføre »opt in-regler« om direkte markedsføring.

Lovforslaget er bl.a. på denne baggrund udformet således, at der i markedsføringsloven gennemføres »opt in-regler« om automatiske opkaldssystemer, telefax og elektronisk post, og at der indføres »opt-out regler« om andre former for fjernkommunikation, jf. nærmere nedenfor under pkt. 3.2.1-3.2.3.

Der henvises til lovforslagets § 2.

Efter forbrugeraftalelovens § 2 er det forbudt at rette uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere med henblik på indgåelse af aftaler (»opt in-løsning«). Der gælder enkelte undtagelser fra forbudet - bl.a. er salg af avisabonnementer og forsikringer undtaget. Aftaler, der er indgået i strid med forbudet, er ikke bindende for forbrugeren, og den erhvervsdrivende kan endvidere straffes med bøde for at overtræde forbudet.

Disse regler i forbrugeraftaleloven foreslås ikke ændret. Dette må antages at være i overensstemmelse med de tre omhandlede direktiver. Ved telefonsalg gælder således som hovedregel forbrugeraftalelovens »opt in-regler«, og ved telefonsalg af aviser og forsikringer m.v. skal de foreslåede »opt out-regler« i markedsføringsloven overholdes.

3.2.1. Opkaldsautomat, telefax og elektronisk post

Som ovenfor nævnt, skal der med henblik på opfyldelse af fjernsalgsdirektivet og ISDN-direktivet gennemføres en ordning, hvorefter der stilles krav om forudgående samtykke, når en erhvervsdrivende via opkaldsautomat eller telefax retter henvendelse til en forbruger eller en anden fysisk person i markedsføringsøjemed.

Efter regeringens opfattelse bør der også stilles krav om forudgående samtykke i den situation, hvor en erhvervsdrivende via opkaldsautomat eller telefax retter henvendelse til en juridisk person, herunder en offentlig myndighed, i markedsføringsøjemed. Om begrundelsen herfor henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2 (ny § 6 a i markedsføringsloven). Direktiverne er ikke til hinder for en sådan regulering.

Som omtalt under pkt. 3.2 ovenfor, foreslås der en tilsvarende »opt in-løsning« for anvendelse af elektronisk post til markedsføring over for fysiske og juridiske personer.

Et samtykke skal være konkretiseret i den forstand, at det klart og utvetydigt fremgår, hvad der meddeles samtykke til. Et samtykke til markedsføring ved brug af de her nævnte fjernkommunikationsteknikker kan imidlertid være affattet forholdsvis bredt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2 (den foreslåede § 6 a i markedsføringsloven).

Et samtykke skal også være informeret. Den, der giver samtykket, skal således være klar over, hvad han meddeler samtykke til. Hvis et samtykke alene fremgår af den erhvervsdrivendes standardvilkår, kan det kun anses for givet, hvis det har været fremhævet over for den pågældende.

3.2.2. Andre midler til fjernkommunikation

Med henblik på at opfylde fjernsalgsdirektivet og ISDN-direktivet skal der (mindst) gennemføres en »opt out-løsning« for så vidt angår alle andre midler til fjernkommunikation end opkaldsautomat og telefax, jf. ovenfor under pkt. 3.2. Der skal indføres en ordning, hvorefter fysiske personer - hvad enten de er forbrugere eller erhvervsdrivende - effektivt kan modsætte sig direkte markedsføring over for dem.

Der bør tilstræbes en lovgivningsmæssig løsning, som under hensyn til behovet for en høj grad af integritets- og forbrugerbeskyttelse er tilpasset de forskellige fjernkommunikationsteknikker, der findes, uden at skabe en uoverskuelig eller uforholdsmæssigt dyr ordning. De personer, der ikke ønsker direkte reklamehenvendelser, bør kunne frabede sig disse på en så enkel og smidig måde som muligt, og ordningen bør være tilsvarende enkel og smidig for de erhvervsdrivende.

Det bør indledningsvis bemærkes, at erhvervsdrivende, der ønsker at foretage direkte markedsføring, ikke skal følge den foreslåede »opt out-ordning«, hvis de - efter at have undersøgt, om de pågældende har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, jf. straks nedenfor - har indhentet de pågældende personers samtykke til markedsføringen.

Der gælder samme krav til et sådant samtykke som anført ovenfor under pkt. 3.2.1.

Indenrigsministeren har den 6. oktober 1999 fremsat et forslag til Lov om Det Centrale Personregister (L 3). Efter lovforslagets § 29, stk. 3, har enhver ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en markering i CPR, der - medmindre den pågældende i forvejen er kunde hos den erhvervsdrivende - fritager vedkommende for reklamehenvendelser på grundlag af oplysninger, der videregives fra CPR til private.

Markeringen vil efter det pågældende lovforslag blive medtaget i dataleverancerne fra CPR, og det vil blive fastsat i de vilkår, der regulerer leveringen, at dem, der har fået indsat en sådan markering, kun må modtage reklamehenvendelser, hvis vedkommende i forvejen er kunde.

En »opt out-ordning«, der gennemfører de omhandlede direktiver, kan gennemføres ved at supplere det nævnte lovforslags regler om markering i CPR.

Regeringen vil ved et ændringsforslag til det fremsatte CPR-lovforslag åbne mulighed for, at fysiske personer gebyrfrit kan få registreret i CPR, at de generelt ikke ønsker at modtage henvendelser i markedsføringsøjemed (heller ikke fra erhvervsdrivende, som den pågældende er kunde hos). Det vil endvidere blive foreslået, at CPR hvert kvartal udarbejder fortegnelser over dem, der har markeret i CPR, at de frabeder sig direkte markedsføring.

I sammenhæng hermed er nærværende lovforslag udformet således, at det i markedsføringsloven bestemmes, at erhvervsdrivende ikke må rette uanmodet henvendelse i markedsføringsøjemed til personer, som er anført på fortegnelsen fra CPR.

En sådan ordning, der indfører en form for »Robinson-liste« (en association fra historien om Robinson Crusoe, som boede på en øde ø), vil gøre det muligt for virksomhederne selv at undersøge, om modtagerne har frabedt sig markedsføring. Virksomhederne vil kunne få fortegnelsen leveret fra CPR på alle gængse databehandlingsmedier, herunder papir, magnetbånd, kassettebånd, streamer, diskette, CD-ROM og filoverførsel. De enkelte virksomheder vil derved få mulighed for at sammenholde fortegnelsen med deres adresselister m.v. på den måde, som er mest hensigtsmæssig for dem.

Regeringen vil foreslå, at erhvervsdrivende kan få fortegnelsen leveret fra CPR alene mod betaling af et beløb, der dækker de omkostninger, som er forbundet med videregivelsen (f.eks. diskettens pris, portoudgift og et mindre administrationsgebyr). Ordningen bliver derved meget billig for virksomhederne.

Ud over de enkelte erhvervsvirksomheder vil brancheorganisationer kunne få kopi af fortegnelsen med henblik på videregivelse til medlemsvirksomheder. Derved vil ordningen kunne gøres endnu lettere og billigere for de enkelte virksomheder.

Det vil ved et ændringsforslag til L 3 blive foreslået, at fortegnelsen ikke må videregives i videre omfang end anført ovenfor, og at den heller ikke må offentliggøres. Herved bliver det muligt at give det store antal personer, der har såkaldt vejviserbeskyttelse i CPR (p.t. ca. 250.000 personer), mulighed for at komme med på fortegnelsen.

Personer, der har navne- og adressebeskyttelse i CPR, vil derimod ikke kunne medtages på fortegnelsen. Imidlertid er direkte markedsføring over for disse personer i forvejen vanskelig. Desuden vil de pågældende (p.t. ca. 27.000 personer) efter lovforslaget være beskyttet af to andre regler, jf. straks nedenfor. Disse personer vil endvidere være beskyttet i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR (i forbindelse med abonnement på ajourføring af adresseoplysninger m.v.) bliver bekendt med, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring. Endvidere vil disse personer i fuldt omfang være beskyttet af reglerne om videregivelse i forslaget til lov om personoplysninger. Efter disse regler skal virksomhederne forud for hver uanmodet videregivelse tjekke CPR baseret på egne adresselister.

Da CPR-fortegnelsen alene udarbejdes kvartalsvis, men fysiske personer løbende skal kunne få indsat en markering om, at de frabeder sig direkte markedsføring, må den nævnte ordning med en form for »Robinson-liste« kombineres med nogle yderligere regler, for at »opt out-løsningen« bliver tilstrækkeligt effektiv.

Det foreslås således, at når en erhvervsdrivende første gang retter henvendelse til en bestemt person i markedsføringsøjemed, skal den erhvervsdrivende give den pågældende en tydelig og forståelig meddelelse om, at han har ret til at modsætte sig markedsføringen. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende oplyser om retten til at sige fra over for markedsføring i sine almindelige forretningsbetingelser, som udleveres til den pågældende person. Den erhvervsdrivende skal desuden over for den, der modtager henvendelsen, anvise en nem måde til at modsætte sig direkte markedsføring for fremtiden. En skriftlig henvendelse i markedsføringsøjemed kan således være ledsaget af en kupon, hvor der kan krydses nej til markedsføring fra den pågældende erhvervsdrivende. En erhvervsdrivende bør dog også kunne anvende en anden fremgangsmåde, der må anses for at være lige så nem for den pågældende person.

Det foreslås, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om den meddelelse, der skal gives, og om, hvordan kunden skal kunne modsætte sig markedsføringen.

Justitsministeriet har overvejet, om de enkelte virksomheder bør forpligtes til f.eks. også at vedlægge en frankeret svarkuvert første gang de retter henvendelse til en person i markedsføringsøjemed. Udgifterne herved vil imidlertid ikke være helt ubetydelige, og da det er usikkert, hvor mange der vil benytte sig af muligheden for at frabede sig markedsføring fra de enkelte virksomheder, ville det på nuværende tidspunkt være uforholdsmæssigt at pålægge erhvervsdrivende en sådan generel udgift.

3.2.3. CPR eller et andet register?

I nogle høringssvar over et udkast til lovforslaget er der rejst spørgsmål om, hvorvidt opgaven med at registrere, hvem der har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, eventuelt burde henlægges til et særligt (privat) register.

Der vil imidlertid være nogle fordele for erhvervsvirksomhederne ved at henlægge opgaven til CPR:

Fortegnelsen vil ud over de pågældendes navne og nuværende adresser også indeholde oplysning om eventuelle tidligere adresser inden for de seneste 3 år.

Desuden vil de virksomheder, der i CPR abonnerer på en daglig ajourføring af deres navne- og adresseoplysninger, i forbindelse hermed også modtage eventuelle markeringer i CPR om, at den pågældende ikke ønsker henvendelser i markedsføringsøjemed, jf. ovenfor. Disse virksomheder vil dermed helt kunne undlade at benytte fortegnelsen og (i forbindelse med videregivelse) at tjekke særskilt i CPR.

Det vil også blive muligt for en virksomhed hurtigt at tjekke ved en enkeltforespørgsel til en kommune eller ved en elektronisk enkeltforespørgsel i CPR. Dette kan være aktuelt, hvis en virksomhed i enkeltstående tilfælde vil rette henvendelse i markedsføringsøjemed til nogle få forbrugere.

3.2.4. Regulering i markedsføringsloven eller personoplysningsloven?

Regeringen har bl.a. på baggrund af nogle høringssvar overvejet, i hvilken lov reglerne om direkte markedsføring bør indsættes. Spørgsmålet er, om reglerne hører hjemme i den kommende lov om behandling af personoplysninger eller i markedsføringsloven.

Efter regeringens opfattelse er det mest naturligt, at reglerne om direkte markedsføring indsættes i markedsføringsloven.

Reglerne vedrører således spørgsmålet om, under hvilke betingelser en erhvervsdrivende må rette henvendelse til en fysisk eller juridisk person via forskellige former for fjernkommunikation. Reglerne vil dermed regulere, hvad der er »god markedsføringsskik« med hensyn til markedsføring gennem fjernkommunikation. Reglerne må ses i sammenhæng med markedsføringslovens § 1, hvorefter en erhvervsdrivende ikke må foretage handlinger, som strider mod god markedsføringsskik.

Hertil kommer, at reglerne om direkte markedsføring - i modsætning til reglerne om videregivelse til brug ved en anden virksomheds markedsføring - ikke afløser regler, der i dag er fastsat i registerlovgivningen.

Endelig kan det anføres, at reglerne om direkte markedsføring navnlig har til formål at gennemføre andre direktiver end direktivet om behandling af personoplysninger.

3.2.5. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, at artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bl.a. beskytter retten til kommerciel ytringsfrihed, herunder retten til at reklamere for produkter, ydelser m.m. (jf. f.eks. sagen Hertel mod Schweiz, dom af 25. august 1998, Reports 1998-VI, side 2298, præmis 47, og sagen markt intern Verlag GmbH og Klaus Beermann mod Tyskland, dom af 20. november 1998, Serie A nr. 165, præmis 26).

Når det drejer sig om regulering af kommerciel ytringsfrihed, har medlemsstaterne imidlertid en betydelig skønsmargin ved vurderingen af, om og i hvilket omfang det er nødvendigt at begrænse retten til kommerciel ytringsfrihed. Dette gælder navnlig på områder, der er karakteriseret af kompleksitet og konstant udvikling (jf. herved f.eks. præmis 26 i den ovenfor nævnte markt intern Verlag GmbH og Klaus Beermann-dommen og sagen Jacubowski mod Tyskland, dom af 23. juni 1994, Serie A nr. 291-A, præmis 26).

Konventionsorganerne (Menneskerettighedsdomstolen og den tidligere Menneskerettighedskommission) udviser således i deres praksis stor forståelse for medlemsstaternes vurdering af nødvendigheden af at indføre begrænsninger i retten til kommerciel ytringsfrihed (jf. f.eks. sag 10267/83, afgørelse af 10. december 1987 om reklamering for medicinske præparater over for personer inden for sundhedssektoren, sag 14622/89, afgørelse af 7. marts 1991 om advokaters reklamering for deres tjenesteydelser, sag 16844/90, afgørelse af 13. oktober 1993 om en TV-stations indirekte reklamering i programmer, og sagen Casado Coca mod Spanien, dom af 24. februar 1994, Serie A nr. 285, om en advokats reklamering for sine tjenesteydelser).

Den foreslåede bestemmelse, som på enkelte punkter går videre end direktiverne, regulerer, hvad der er » god markedsføringsskik « med hensyn til direkte markedsføring ved brug af fjernkommunikation. Bl.a. på baggrund af den foreliggende praksis fra Menneskerettighedsdomstolen er det Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen er forenelig med artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

4. Lovforslagets tredje del: Gennemførelse af direktiv 98/7/EF om ændring af forbrugerkreditdirektivet.

4.1. EF-direktivet og gældende ret

Efter direktivet om forbrugerkredit (direktiv 87/102/EØF som ændret ved direktiv 90/80/EØF) skal forbrugeren have visse oplysninger i forbindelse med en kreditaftale, bl.a. om den samlede pris for kreditten beregnet som de årlige omkostninger i procent. I bilag II til direktiv 87/102/EØF er angivet en matematisk formel, der skal bruges ved beregning af de årlige omkostninger i procent.

Efter direktiv 87/102/EØF kunne medlemslandene i en overgangsperiode opretholde gældende nationale regler om anvendelse af en anden matematisk beregningsmetode end den, der findes i direktivet.

Med direktiv 98/7/EF er muligheden for at opretholde særlige nationale beregningsregler ophævet, således at der fremover alene vil gælde én metode i hele EU (EØS) til beregning af de årlige omkostninger i procent. Det har ikke direkte betydning for Danmark, idet årlige omkostninger i procent allerede efter de gældende regler i kreditaftaleloven skal beregnes i overensstemmelse med den matematiske formel, der fremgår af de ovenfor nævnte direktiver, og som er medtaget som bilag til kreditaftaleloven, jf. lovens § 16.

Direktiv 98/7/EF indeholder herudover nogle ændringer af redaktionel karakter og nogle enkelte præciseringer af beregningsreglerne. Det fastsættes således, at beregningen skal ske med en nøjagtighed på mindst én decimal. Endvidere defineres »et år«, således at et år antages at have 365 dage, 365,25 dage eller 366 dage (i skudår), 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12).

Bekendtgørelse nr. 970 af 7. december 1992 indeholder nogle enkelte regler om den nærmere fremgangsmåde ved beregning af de årlige omkostninger i procent i henhold til lov om kreditaftaler. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at de årlige omkostninger i procent skal angives med én decimal.

4.2. Lovforslagets udformning

Med henblik på at opfylde direktiv 98/7/EF foreslås det at supplere noterne til kreditaftalelovens bilag, som indeholder den matematiske formel, der skal bruges ved beregning af de årlige omkostninger i procent.

Ved lovforslaget fastsættes det således, at et år ved beregningen antages at have 365 dage, 365,25 dage eller 366 dage (i skudår), 52 uger eller 12 lige lange måneder. Endvidere skal hver måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12).

Endvidere fastsættes det, at beregningen af de årlige omkostninger i procent skal ske med en nøjagtighed på mindst én decimal.

Der henvises til lovforslagets § 3.

Justitsministeriet vil endvidere konsekvensændre de administrative regler om beregning af de årlige omkostninger i procent, således at beregningen skal ske med mindst én decimal, jf. bekendtgørelse nr. 970 af 7. december 1992.

5. Lovforslagets fjerde del: Ratifikation af Første og Anden protokol til EU-lovvalgskonventionen (Rom-konventionen) om Domstolens fortolkningskompetence.

5.1. Rom-konventionen og fortolkningsprotokollerne

EU-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v. (kaldet Rom-konventionen), blev gennemført her i landet ved lov nr. 188 af 9. maj 1984. Med konventionen er der gennemført ensartede regler i EU-landene for lovvalget ved kontraktlige forpligtelser.

Konventionens bestemmelser må antages i det store og hele at være i overensstemmelse med, hvad der ved gennemførelsen allerede var gældende dansk ret.

Efter konventionens artikel 18 skal der ved fortolkningen og anvendelsen af konventionens regler tages hensyn til deres internationale karakter og til det ønskelige i, at der opnås ensartethed ved deres fortolkning og anvendelse. Bestemmelsen har karakter af en påmindelse til de nationale domstole om, at målet med konventionen er at opnå en harmonisering af lovvalgsreglerne i EU.

I forbindelse med undertegnelsen af lovvalgskonventionen erklærede medlemslandene sig desuden villige til at undersøge mulighederne for at tillægge Domstolen visse beføjelser vedrørende fortolkningen af konventionen.

På denne baggrund blev der udarbejdet to protokoller om Domstolens fortolkningskompetence. Protokollerne, der blev underskrevet af de daværende medlemslande den 19. december 1988, er Første protokol om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen og Anden protokol om tildeling af visse beføjelser til Domstolen for De Europæiske Fællesskaber vedrørende fortolkning af konventionen.

Første protokol giver Domstolen mulighed for at afgive udtalelser om fortolkningen af lovvalgskonventionen og af senere tiltrædelseskonventioner for nye medlemslande samt Første protokol. Domstolen kan efter protokollen afgøre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkning af konventionen m.v. Den fastsætte ordning svarer i det væsentlige til den ordning, der gælder vedrørende EF-domskonventionen, hvor Domstolens fortolkningskompetence også er fastsat i en tilknyttet protokol. Fortolkningsprotokollen vedrørende Domskonventionen er gennemført her i landet ved lov nr. 325 af 4. juni 1986 om EF-domskonventionen m.v.

Efter Første protokol kan medlemslandenes øverste retter (i Danmark: Højesteret) under verserende sager, hvor der rejses spørgsmål om fortolkning af konventionen, og hvor en afklaring af spørgsmålet skønnes nødvendigt for, at der kan afsiges dom, anmode Domstolen om at træffe afgørelse vedrørende et sådant præjudicielt spørgsmål (artikel 2, litra a). Samme adgang til forelæggelse har medlemslandenes retter, når de fungerer som appelinstans (i Danmark: landsretterne som ankeinstans) (artikel 2, litra b).

Første protokol medfører ikke nogen pligt, men derimod en ret for de pågældende nationale retter til at forelægge præjudicielle fortolkningsspørgsmål for Domstolen, når retten skønner, at en afgørelse af spørgsmålet er nødvendig for at kunne afsige dom. Herved adskiller protokollen sig fra bl.a. den fortolkningsprotokol, der er knyttet til EF-domskonventionen, og hvorefter de pågældende retter i medlemslandene har pligt til at forelægge fortolkningsspørgsmål for Domstolen, når retten skønner, at en afgørelse af det præjudicielle spørgsmål er nødvendig for, at retten kan afsige dom.

Efter Første protokol kan den »kompetente myndighed« i et medlemsland i særlige tilfælde, hvor de nationale domstole skønnes at have anvendt Rom-konventionens regler forkert, stille spørgsmål til Domstolen om fortolkningen af konventionen. Domstolens udtalelser har i disse tilfælde ingen retsvirkning for de retsafgørelser, der gav anledning til spørgsmålet. Den fortolkningsprotokol, der er knyttet til EF-Domskonventionen, indeholder en tilsvarende bestemmelse.

Anden protokol fastsætter, at Domstolen har de beføjelser med hensyn til fortolkningen af Rom-konventionen, som den tillægges ved Første protokol.

Første protokol kan træde i kraft, når den er ratificeret af syv medlemslande, som også har ratificeret Rom-konventionen, men dog tidligst samtidig med, at Anden protokol træder i kraft. Anden protokol træder i kraft, når den er ratificeret af samtlige EU-medlemslande.

5.2. Lovforslagets indhold

Ratifikation af fortolkningsprotokollerne vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer i gældende dansk ret om lovvalget i kontraktforhold m.v. Det må derimod antages at ville medvirke til en ensartet anvendelse af Rom-konventionen i medlemslandene, hvis der åbnes mulighed for at forelægge præjudicielle fortolkningsspørgsmål for Domstolen.

Det foreslås på denne baggrund at ændre loven om gennemførelse af Rom-konventionen, således at de to tilknyttede fortolkningsprotokoller også gælder her i landet.

Med lovforslagets vedtagelse giver Folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer de to fortolkningsprotokoller, der er knyttet til Rom-konventionen.

Domstolen vil alene kunne tage stilling til spørgsmål om fortolkningen af Rom-konventionens regler, ikke til spørgsmål om reglernes anvendelse i en konkret sag. I øvrigt er der som nævnt ikke nogen pligt for de pågældende nationale retter til at forelægge fortolkningsspørgsmål for Domstolen.

Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer ratifikation af fortolkningsprotokollerne ikke suverænitetsafgivelse, jf. grundlovens § 20.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

6.1. Efter fjernsalgsdirektivets artikel 16 har medlemsstaterne pligt til at informere forbrugerne om de nye regler om fjernsalg og uanmodet markedsføring m.v.

Med henblik på at opfylde denne forpligtelse, vil regeringen i samarbejde med den selvejende institution Forbrugerinformationen udarbejde informationsmateriale om de nye regler. Informationen vil blive rettet til både forbrugere og erhvervsdrivende, og vil også omfatte de nye regler om videregivelse af visse personoplysninger til brug for markedsføring, som er indeholdt i regeringens forslag til lov om personoplysninger (L 147, fremsat den 9. december 1999). Informationsmaterialet vil bl.a. blive formidlet gennem bibliotekerne og pressen, og regeringen vil også søge at inddrage erhvervs- og forbrugerorganisationer i formidlingen.

Forbrugerinformationen kan efter lov om Forbrugerinformationen oppebære eventuelle indtægter ved salg af informationsmateriale og ydelse af informationsbistand. Omkostningerne ved udarbejdelse og formidling af informationsmaterialet skønnes at kunne afholdes inden for Erhvervsministeriets og Justitsministeriets gældende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at ville medføre økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

6.2. Med henblik på at vurdere lovforslagets erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet har et udkast til lovforslaget været forelagt for Erhvervsministeriets Testpanel.

Testpanelet bestod af 467 virksomheder, hvoraf 322 besvarede forelæggelsen.

32 virksomheder anførte, at man forventede at blive berørt af forslaget. 27 virksomheder fandt, at man muligvis ville blive berørt. Det lille antal virksomheder, som skønner at ville være eller kunne være berørt af reglerne, medfører, at en analyse opregnet til samfundsniveau er behæftet med betydelig usikkerhed.

Af de 59 virksomheder, som skønnes at blive eller kunne blive berørt, forventer 21 (svarende til knap 7% af alle landets virksomheder, opregnet til samfundsniveau) at få administrative éngangsudgifter som følge af de nye regler. De fleste af disse virksomheder forventer at få omstillingsbyrder svarende til mere end 4 timer.

Af de 59 virksomheder forventer 38 (svarende til knap 11% af alle landets virksomheder), at lovforslaget vil medføre løbende administrative byrder for dem. Ca. en fjerdedel af disse virksomheder forventer øgede byrder svarende til under 2 timer pr. måned, ca. en tredjedel forventer øgede byrder svarende til 2-4 timer pr. måned, og ca. 40% forventer at skulle bruge mere end 4 timer månedligt.

13 af de 59 virksomheder forventer, at lovforslaget vil medføre éngangsudgifter til ekstern professionel rådgivning .

13 af de 59 virksomheder forventer at ville få løbende udgifter til ekstern rådgivning som følge af forslaget. 9 af disse virksomheder har anslået de forventede udgifters størrelse. Gennemsnitligt forventer disse virksomheder udgifter på ca. 16.000 kr. pr. år.

Forelæggelsen for Testpanelet er sket med henblik på at vurdere lovforslagets samlede erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser. Det fremgår ikke af besvarelserne, hvordan de anslåede byrder er fordelt på de enkelte elementer i forslaget.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil navnlig følgende elementer kunne medføre øgede byrder:

a) oplysningspligten i forbindelse med fjernsalg (lovforslagets § 1, de foreslåede §§ 11 og 11 a).

Det må imidlertid antages, at virksomhederne i praksis giver hovedparten af de omhandlede oplysninger allerede i dag, og at oplysningerne som regel (bl.a. af bevismæssige grunde) også bekræftes skriftligt eller på et andet varigt medium. Det gælder bl.a. oplysninger om varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber samt oplysninger om varens eller tjenesteydelsens pris. Desuden skal der efter de gældende regler ved postordresalg og lignende gives skriftlig oplysning om fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Denne del af lovforslaget vil derfor næppe generelt set medføre væsentligt øgede omkostninger for virksomhederne.

b) kravet om, at erhvervsdrivende i forbindelse med direkte markedsføring skal sørge for ikke at foretage sådan markedsføring over for personer, der har frabedt sig det (lovforslagets § 2).

Denne del af lovforslaget er blevet ændret i forhold til det udkast, som blev forelagt Testpanelet, og forslaget skønnes nu at medføre væsentligt færre omkostninger for virksomhederne.

Efter udkastet skulle der bl.a. indføres en pligt for virksomheder, der ønsker at bruge direkte markedsføring, til kvartalsvis at tjekke CPR for at undersøge, om modtagerne har frabedt sig direkte markedsføring. Denne tjekkepligt ville medføre ikke ubetydelige udgifter for virksomhederne.

Efter lovforslaget forbydes det i stedet at anvende direkte markedsføring over for personer, der har frabedt sig dette ved en markering i CPR, når den pågældende er anført på en særlig fortegnelse (»Robinson-liste«), der udarbejdes af CPR, jf. ovenfor under pkt. 3.2.2. Disse fortegnelser kan leveres til virksomhederne på det medium, de ønsker, således at virksomhederne kan vælge den praktiske fremgangsmåde, der passer dem bedst. Fortegnelserne vil eventuelt også kunne leveres til brancheorganisationer med henblik på videreformidling til virksomhederne. Denne ordning skønnes at ville blive væsentligt billigere for virksomhederne.

Denne del af lovforslaget vil dog fortsat medføre visse økonomiske og administrative byrder for virksomheder, som ønsker at benytte direkte markedsføring.

c) justeringen af beregningsreglerne for årlige omkostninger i procent (lovforslagets § 3).

Der vil her alene kunne blive tale om éngangsudgifter til ændring af edb-systemer m.v.

På den anførte baggrund skønnes lovforslaget samlet set at kunne medføre nogle éngangsudgifter og begrænsede løbende udgifter for visse virksomheder, navnlig for virksomheder, som anvender direkte markedsføring.

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

Positive konsekvenser/ mindre udgifter Negative konsekvenser/ Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Omkostninger ved udarbejdelse af informationsmateriale. Omkostningerne vurderes at kunne afholdes inden for gældende bevillingsmæssige rammer.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen af betydning Øgede udgifter, navnlig i forbindelse med begrænsningerne i adgangen til direkte markedsføring

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen af betydning Øgede byrder, navnlig i forbindelse med begrænsningerne i adgangen til direkte markedsføring

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører en række EU-regler

7. Høring

Et udkast til dette lovforslag har været i høring hos følgende organisationer m.v.:

Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten i København, præsidenterne for retterne i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden, Advokatrådet, Dansk Markedsføringsforbund, Danske Industri, Forsikring & Pension, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Handel og Service, Finansrådet, Det Danske Handelskammer, Liberale Erhvervs Råd, Diners Club Danmark A/S, Realkreditrådet, Dansk Detail Kreditråd, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Dansk Postordreforening, Dansk Annoncørforening, Akademikernes Centralorganisation, Landsorganisationen i Danmark, Kongeriget Danmarks Hypotekbank, Danmarks Nationalbank, Kommunernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Erhvervssammenslutningen G 1930, Foreningen af Markedsanalyseinstitutter i Danmark, Forbrugerrådet, Amtsrådsforeningen, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Dagblades Forening, Håndværksrådet, Turismens Fællesråd, De Samvirkende Købmænd, Feriehusudlejernes Brancheforening, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Post Danmark, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danmarks Turistråd, Den Danske Boghandlerforening, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Dansk Tipstjeneste, Investeringsrådet, Landbrugsraadet, Entreprenørforeningen, De Danske Landboforeninger, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danske Reklamebureauers Brancheforening, IT-Brancheforeningen, Danmarks Rejsebureau Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, DONG A/S, Dansk Magasinpresses Udgiverforening.

Til nr. 1

Navnlig med henblik på at opfylde fjernsalgsdirektivet foreslås det, at en erhvervsdrivende, der henvender sig personligt eller telefonisk til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, skal begynde samtalen med at oplyse sit navn, og at henvendelsen sker med henblik på at indgå en aftale.

Sådanne henvendelser er som hovedregel forbudt, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, der ikke ændres. Det fremgår af lovens § 2, stk. 2, i hvilke tilfælde en uanmodet personlig eller telefonisk henvendelse til forbrugere undtagelsesvis er lovlig.

Det følger allerede af de generelle regler i markedsføringsloven om god markedsføringsskik og forbud mod vildledende oplysninger m.v., at erhvervsdrivende, der henvender sig til forbrugere, på en loyal og redelig måde skal give relevante oplysninger om sig selv og det pågældende produkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det straks skal oplyses, hvem (eventuelt hvilket selskab m.v.) der ønsker at indgå en aftale med forbrugeren. Er det en fuldmægtig (repræsentant), der henvender sig, skal det således oplyses, på hvis vegne man henvender sig.

Forbrugeren skal endvidere gøres opmærksom på henvendelsens kommercielle sigte.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 4, stk. 3, som dog kun omfatter telefoniske henvendelser.

Til nr. 2

Med henblik på at opfylde fjernsalgsdirektivet foreslås en tilføjelse til reglen i forbrugeraftalelovens § 4, der generelt hindrer såkaldt negativ aftaleindgåelse ved salg af varer, dvs. fremsendelse af varer til forbrugeren uden forudgående aftale herom og med opfordring til at betale for varen. Med den foreslåede bestemmelse fastslås det udtrykkeligt, at forbrugeren ikke bliver aftaleretligt forpligtet til at betale vederlag, hvis en erhvervsdrivende udfører en tjenesteydelse for forbrugeren uden forudgående anmodning eller aftale herom.

En markedsføringsform, hvorved en erhvervsdrivende sender varer m.v. til eller udfører tjenesteydelser for en forbruger uden forudgående anmodning og med opfordring til at betale herfor, vil kunne forbydes efter reglerne i markedsføringsloven.

Bestemmelsen regulerer ligesom direktivet alene spørgsmålet om vederlag for tjenesteydelser, der udføres uden nogen forudgående anmodning. Er en tjenesteydelse blevet udført ved en fejl, følger det af almindelige regler, at forbrugeren efter omstændighederne må tillade den erhvervsdrivende at tage sin ydelse (f.eks. en håndværkertjeneste) tilbage mod at sørge for reetablering.

Bestemmelsen tager alene sigte på den ovenfor nævnte markedsføringsform, og den regulerer således ikke de særlige tilfælde, hvor en erhvervsdrivende udfører arbejde, som ikke er omfattet af forbrugerens bestilling, men hvor dette beror på en undskyldelig fejltagelse, eller hvor arbejdet er udført i forbrugerens interesse, efter at den erhvervsdrivende forgæves har forsøgt at kontakte forbrugeren. I sådanne tilfælde må det antages at følge af almindelige regler, at den erhvervsdrivende efter omstændighederne vil kunne tilkendes et vederlag.

Bestemmelsen tilsigter - sammen med den gældende regel om varer - at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 9.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.6.

Til nr. 3 og 4

Det foreslås at forlænge fortrydelsesfristerne ved aftaler indgået uden for fast forretningssted til 14 dage, således at der fortsat gælder samme fortrydelsesfrist i disse tilfælde som ved fjernsalg.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.1.

Til nr. 5

Med den foreslåede ændring af kapiteloverskriften markeres det, at kapitlet om fjernsalg fremover ikke kun indeholder regler om fortrydelsesret, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 6

Med henblik på at opfylde fjernsalgsdirektivet foreslås en ny affattelse af forbrugeraftalelovens kapitel 4 om fjernsalg. Anvendelsesområdet udvides, fortrydelsesfristen forlænges fra en uge til 14 dage, og der medtages nye regler om bl.a. oplysningspligt og opfyldelse af aftalen.

De foreslåede bestemmelser fastlægger kapitlets anvendelsesområde. Undtagelser herfra fastlægges i §§ 10 c-e.

Kapitlet gælder for »fjernsalg«, som defineres i § 10 a . Med henblik på at opfylde direktivet foreslås anvendelsesområdet udvidet i forhold til den gældende lov, således at reglerne omfatter alle aftaler om varer og tjenesteydelser, og således at reglerne gælder, uanset om varen skal sendes til forbrugeren eller ej.

Efter forslaget skal reglerne gælde ved salg af varer - herunder varer, der skal leveres efterhånden - i betydningen fysiske løsøregenstande. Endvidere skal reglerne som nævnt gælde ved aftaler om tjenesteydelser samt ved aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, dvs. abonnementsaftaler m.v.

Det er ikke fastlagt i direktivet, hvad der skal forstås ved »vare« eller »tjenesteydelse«. Der findes ikke i dansk ret nogen præcis afgrænsning af tjenesteydelsesbegrebet, men begrebet anvendes ofte i en meget vid betydning, således at det omfatter alle ydelser præsteret af en erhvervsdrivende, som ikke er salg af løsøre eller fast ejendom, og som ikke er arbejde i et ansættelsesforhold. Begrebet er i den foreslåede bestemmelse anvendt i den nævnte vide betydning.

Tjenesteydelsesbegrebet omfatter her således bl.a. lejeaftaler (brugsrettigheder), såkaldt værksleje (dvs. aftaler, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at frembringe et arbejdsresultat) og andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold), herunder serviceydelser, undervisning og ydelser fra liberale erhverv, forvaring og transportaftaler.

Udtrykket »vare« er ligesom andre steder i loven anvendt i betydningen løsøre.

Sondringen mellem en vare og en tjenesteydelse kan i visse tilfælde give anledning til tvivl, f.eks. ved køb af edb-programmer, der leveres over Internettet.

Den foreslåede definition indebærer, at karakteren af den erhvervsdrivendes ydelse normalt ikke har betydning for, om der foreligger fjernsalg i lovens forstand (køb af fast ejendom falder dog uden for).

Efter bestemmelsen skal to betingelser være opfyldt, for at der foreligger fjernsalg i lovens forstand.

For det første skal parternes aftale i det enkelte tilfælde være indgået udelukkende ved brug af fjernkommunikation, dvs. uden at parterne mødes fysisk i forbindelse med markedsføringen eller aftalens indgåelse.

»Fjernkommunikation« defineres i § 10 b, jf. nedenfor.

Har forbrugeren, efter f.eks. at have set en vare i et katalog, henvendt sig i den erhvervsdrivendes forretningslokale og købt varen dér, er der ikke tale om fjernsalg i lovens forstand, selv om den erhvervsdrivende eventuelt i kataloget har tilbudt, at aftale kunne indgås ved fjernkommunikation.

For det andet skal den pågældende aftale være indgået som led i et system for fjernsalg, og systemet skal være drevet af den erhvervsdrivende.

Dette kriterium indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt, at den enkelte aftale indgås ved brug af fjernkommunikation, men den erhvervsdrivende må også have truffet visse foranstaltninger med særligt henblik på aftaleindgåelse ved brug af fjernkommunikation. Har en annonce til formål at markedsføre virksomheden og fremme kundekontakten, men ikke særligt at indgå aftaler ved brug af fjernkommunikation, vil betingelsen normalt ikke være opfyldt, selv om annoncen måske medfører flere telefoniske bestillinger.

Det må anses for tilstrækkeligt til, at der foreligger et »system« i direktivets og lovforslagets forstand, at det fremgår af den erhvervsdrivendes markedsføring, at han ønsker bestillinger ved anvendelse af fjernkommunikation. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende indrykker annoncer med bestillingskupon, eller hvis en annonce angiver et ordretelefonnummer.

Det kræves ikke, at fjernsalget har et bestemt omfang, eller at det er særligt velorganiseret, og det kræves heller ikke, at markedsføringen har et bestemt omfang eller sker med en bestemt hyppighed.

Udbyder en erhvervsdrivende varer eller tjenesteydelser på Internettet, vil reglerne finde anvendelse, hvis forbrugeren afgiver bestilling ved at klikke på et symbol (ikon) på skærmen eller ved at ringe. Postordresalg, hvor forbrugeren anvender en ordreseddel i et katalog eller lignende, er klart omfattet. Reglerne vil også omfatte tilfælde, hvor en annonce dels indeholder et billede af varen og oplysning om varens pris, dels indeholder en bestillingskupon eller oplysning om en ordretelefon, og hvor forbrugeren har anvendt bestillingskuponen eller har afgivet bestilling telefonisk. Endvidere vil reglerne omfatte aftaleindgåelse, der sker ved brug af fjernkommunikation på grundlag af TV- eller radioreklamer, som har til formål at fremkalde bestillinger ved brug af fjernkommunikationsteknik.

Reglerne finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor forbrugeren ringer til en butik og bestiller varer, som er blevet udbudt i en annonce, selv om annoncen eventuelt har indeholdt oplysning om butikkens telefonnummer. Det skyldes, at formålet med annonceringen i disse tilfælde ikke er at indgå aftaler ved brug af fjernkommunikationsteknik.

Reglerne finder heller ikke anvendelse i tilfælde, hvor en forbruger anvender et ordretelefonnummer, som er blevet oplyst i en annonce, men bestiller en anden vare i butikken end den, som blev udbudt i den eller de pågældende annonce(r).

Kommissionen har på et møde med medlemslandene om gennemførelsen af direktivet oplyst, at det efter Kommissionens opfattelse falder uden for direktivets formål at regulere f.eks. telefonisk tidsbestilling hos tandlæger, advokater m.v. Det forudsættes i overensstemmelse hermed, at reglerne ikke finder anvendelse på sådanne aftaler, selv om forbrugeren ringer efter at have set en annonce i telefonbogen eller i en avis. Sådanne annoncer indeholder normalt ingen nærmere oplysninger om de tjenesteydelser, der tilbydes, eller om prisen på ydelserne.

Bestemmelsen i § 10 a tilsigter at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 2, nr. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.1 og 2.4.2.4.

I den foreslåede § 10 b defineres »fjernkommunikation«.

Med henblik på at opfylde direktivet omfatter definitionen enhver form for kommunikation, der foregår, uden at parterne mødes. Det er således uden betydning, hvilken teknik der benyttes. Omfattet er dermed enhver fremgangsmåde, der kan bruges til kommunikation, uden at parterne behøver at mødes fysisk.

I direktivets bilag I er der nævnt følgende eksempler på fjernkommunikationsteknikker, som kan anvendes til aftaleindgåelse: Adresserede og uadresserede tryksager, standardskrivelser, reklamer i tidsskrifter med bestillingsseddel, kataloger, menneskeligt betjent telefon, automatisk telefon (opkaldsautomat, audiotekster), radio, visiofon (telefon med billede), videotekst (mikrocomputer, fjernsynsskærm) med tastatur eller sensorskærm, elektronisk post (e-mail), telefax og fjernsyn (telekøb).

Internet-handel er et andet væsentligt område for fjernsalg, der er under udvikling.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 2, nr. 4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.3.

I §§ 10 c-e fastlægges en række undtagelser fra fjernsalgsreglernes anvendelsesområde. I § 10 c undtages en række tilfælde helt fra kapitlets anvendelsesområde. § 10 d indeholder nogle undtagelser fra reglerne om den erhvervsdrivendes oplysningspligt, mens § 10 e fastsætter en række undtagelser fra reglerne om fortrydelsesret.

I stk. 1, nr. 1, undtages finansielle tjenesteydelser helt fra anvendelsesområdet.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 2.1 har Kommissionen fremsat et direktivforslag om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Et direktiv herom kan formentlig forventes endeligt vedtaget inden for et års tid, og det vil formentlig på en række punkter afvige fra det generelle fjernsalgsdirektiv. På nuværende tidspunkt er det desuden uafklaret, om det kommende direktiv bliver et minimumsdirektiv eller (helt eller delvis) et totalharmoniseringsdirektiv. Det foreslås derfor, at en lovmæssig regulering af fjernsalg af finansielle tjenesteydelser afventer vedtagelsen af det nævnte særdirektiv, jf. dog lovforslagets § 1, nr. 7 (om bortfald af tilknyttede kreditaftaler, når forbrugeren bruger sin fortrydelsesret m.v.) og § 2 (uanmodet markedsføring).

Den foreslåede undtagelse for finansielle tjenesteydelser gælder, uanset om udbyderen er undergivet tilsyn eller særlig lovgivning i øvrigt. Det er således uden betydning, om f.eks. en aftale om pengelån indgås med et pengeinstitut, et finansieringsselskab, et leasingselskab eller en anden erhvervsdrivende som led i dennes erhverv.

I den foreslåede bestemmelse nævnes de traditionelle hovedopgaver for finansielle virksomheder m.v., nemlig modtagelse af indlån, kreditgivning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning.

Fjernsalgsdirektivets bilag II indeholder en liste over finansielle tjenesteydelser, der er undtaget fra direktivet. Det fremgår af direktivets artikel 3, at listen ikke er udtømmende. De pågældende tjenesteydelser er:

»- Investeringsservice.

Forsikrings- og genforsikringstransaktioner.

Bankforretninger.

Transaktioner vedrørende pensionsfonde.

Tjenesteydelser vedrørende termins- og optionsforretninger.«

Det præciseres i bilaget, at disse tjenesteydelser navnlig omfatter investeringstjenesteydelser som omhandlet i bilaget til direktiv 93/22/EØF om investeringsinstitutters tjenesteydelser, tjenesteydelser vedrørende aktiviteter, som er omfattet af gensidig anerkendelse og anført i bilaget til direktiv 89/646/EØF (2. samordningsdirektiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780) samt transaktioner inden for forsikring og genforsikring som nævnt i artikel 1 i direktiv 73/239/EØF (1. skadesforsikringsdirektiv), bilaget til direktiv 79/267/EØF (1. livsforsikringsdirektiv), direktiv 64/225/EØF, direktiv 92/49/EØF (3. skadesforsikringsdirektiv) og direktiv 92/96/EØF (direktiv om ændring af 2. livsforsikringsdirektiv).

Opregningen i direktivets bilag drejer sig således nærmere om især følgende tjenesteydelser:

1) Investeringstjenesteydelser.

Modtagelse og formidling for investorers regning samt udførelse for tredjemands regning af ordrer vedrørende værdipapirer, andele udstedt af institutter for kollektiv investering, pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.), finansielle futures, fremtidige renteaftaler (»FRA-kontrakter«), rente- og valutaswaps samt swaps på aktier og aktieindeks, eller optioner på at erhverve eller afhænde et af de nævnte instrumenter (herunder valuta- og renteoptioner).

Skønsmæssig porteføljepleje af de enkelte kunders værdipapirbeholdninger efter instruks fra investorerne, hvis beholdningerne omfatter et eller flere af de ovenfor nævnte instrumenter.

Opbevaring og forvaltning i forbindelse med et eller flere af de ovenfor nævnte instrumenter.

Boksudlejning.

Kredit- eller långivning til en investor, således at denne kan udføre en transaktion med et eller flere af de ovenfor nævnte instrumenter, hvis den, der yder kreditten eller lånet, deltager i transaktionen.

Tjenesteydelser i forbindelse med afsætningsgaranti.

Investeringsrådgivning vedrørende et eller flere af de ovenfor nævnte instrumenter.

valutatransaktioner, når transaktionen er led i at yde investeringsservice.

2) Aktiviteter anført i bilaget til 2. samordningsdirektiv vedrørende kreditinstitutter.

Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.

Udlånsvirksomhed, herunder bl.a. forbrugskreditter og realkreditlån.

Betalingsformidling.

Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort,

rejsechecks, bankveksler).

Sikkerhedsstillelse og garantier.

Transaktioner for kunders regning vedrørende pengemarkedsinstrumenter, valutamarkedet, finansielle futures og options, valuta- og renteinstrumenter eller værdipapirer.

»Money broking«.

Porteføljeadministration og -rådgivning.

Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.

Boksudlejning.

3) Transaktioner vedrørende forsikring og genforsikring.

selvstændig direkte forsikringsvirksomhed, herunder assistance virksomhed, ulykkesforsikring, sygdomsforsikring, kaskoforsikring, godsforsikring, brandforsikring m.v., ejendomsforsikring, ansvarsforsikring, kautionsforsikring, forsikring mod visse økonomiske tab, retshjælpsforsikring, livsforsikring, renteforsikring, accessoriske forsikringer til livsforsikring, permanent sygeforsikring, tontine-virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapitalisering af bidragene og udbetaling af formuen enten til de overlevende eller til de afdødes arvinger eller begunstigede, visse former for kapitaliseringsvirksomhed samt visse former for virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler.

Det forudsættes endvidere, at køb af værdipapirer og aktier er finansielle tjenesteydelser i denne lovs forstand og dermed undtaget fra anvendelsesområdet.

Forbrugeraftalelovens kapitel 4 a indeholder særlige regler om fortrydelsesret ved forsikringsaftaler. Disse bestemmelser foreslås ikke ændret.

I stk. 1, nr. 2, undtages aftaler om opførelse af bygning. Undtagelsen omfatter nybygning, ombygning og tilbygning, men ikke aftaler om bygningsvedligeholdelse eller reparationsarbejder.

I lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. er der regler om fortrydelsesret ved visse aftaler om opførelse af hele bygninger, jf. lovens kapitel 3.

Køb af fast ejendom er ikke omfattet af de foreslåede regler om fjernsalg, idet fast ejendom ikke er en »vare« eller »tjenesteydelse«, jf. den foreslåede § 10 a.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, tager således i praksis sigte på visse aftaler om erhvervelse af andel eller lignende i en juridisk person, hvor der til andelen er knyttet en tidsinddelt brugsret til en fast ejendom, som ejes af den juridiske person. Timesharelovens anvendelsesområde er fastlagt i lovens § 1, hvorefter loven gælder for bl.a. aftaler af den nævnte karakter, når aftalen skal gælde i mindst tre år og giver forbrugeren brugsretten i tidsrum på mindre end 1 år.

I stk. 1, nr. 4, undtages aftaler om rettigheder over fast ejendom, herunder panterettigheder og brugsrettigheder m.v. Lejeaftaler er dog kun undtaget, hvis aftalen er omfattet af timeshareloven. Det er den, hvis aftalen gælder i mindst tre år, indebærer en tidsinddelt brugsret til en fast ejendom, og de pågældende tidsrum er mindre end 1 år.

I stk. 1, nr. 5, undtages salg fra vareautomater og lignende automater samt fra automatiserede forretningslokaler. Undtagelsen omfatter bl.a. køb af togbilleter fra automater på banegårde, køb af slik eller cigaretter fra vareautomater og køb af benzin fra tankstationer med seddelautomater. Undtagelsen gælder, uanset hvor automaten står.

Som eksempler på »automatiserede forretningslokaler« kan nævnes møntvaskerier og vaskehaller til biler. Internetbutikker er ikke omfattet af undtagelsen.

I stk. 1, nr. 6, undtages aftaler om at bruge en offentlig telefonautomat (telefonboks), når aftalen indgås med udbyderen ved at bruge automaten. »Udbyderen« er den, der stiller telefonautomaten til rådighed.

I stk. 2 undtages »traditionelt« auktionssalg, dvs. auktioner, der er indrettet med henblik på, at de bydende normalt er til stede i de lokaler, hvor auktionen holdes. Undtagelsen omfatter ikke »elektroniske auktioner«, f.eks. via Internettet.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 1, men giver forbrugerne en videre beskyttelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.5, litra a.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en række undtagelser fra bestemmelserne om en særlig oplysningspligt m.v. ved fjernsalg, jf. de foreslåede §§ 11-11 a.

Undtagelsen i nr. 1 er udformet under hensyn til fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, men vil i praksis i det væsentlige svare til gældende ret, jf. den gældende lovs § 10, stk. 3, nr. 2, sammenholdt med stk. 1, 1. pkt. Har den erhvervsdrivende således i et læsbart medie tilbudt at sende varerne til forbrugeren, vil udbringningen formentlig normalt opfylde kravet om, at denne virksomhed skal være organiseret og regelmæssig. I dette krav ligger, at vareudbringning skal være et led i den erhvervsdrivendes normale markedsføring og ikke blot en særlig service i det enkelte tilfælde.

Det kræves ikke, at den erhvervsdrivende skal betjene faste ruter, sådan som det er tilfældet efter undtagelsesreglen i den gældende lovs § 5, stk. 3, nr. 4 (om aftaler indgået uden for fast forretningssted).

Det kræves heller ikke, at vareudbringningen sker med bestemte, korte mellemrum, skønt den danske version af direktivet anvender formuleringen: »som led i hyppige og regelmæssige vareudbringningsrunder«. I den engelske version anvendes således udtrykket: »by regular roundsmen«, og bl.a. anvendes i den svenske version udtrykket: »genom regelbunden utkörning«.

Undtagelsen gælder kun, når varerne leveres til forbrugerens bopæl eller arbejdsplads. »Bopæl« omfatter også et sommerhus eller anden midlertidig bolig.

Undtagelsen i nr. 2 omfatter fjernsalgsaftaler om indkvartering, transport og/eller forplejning, herunder servering og catering.

Udtrykkene »indkvartering« og »transport« anvendes tilsvarende i lov om pakkerejser. Som eksempler på aftaler om indkvartering kan nævnes bestilling af hotelværelse, leje af sommerhus, overnatning på vandrerhjem eller campingplads m.v. Som eksempler på aftaler om transport kan nævnes flyttetransport, fly-, tog-, bus- og taxiture.

Undtagelsen fra lovens regler om oplysningspligt - og om fortrydelsesret, jf. den foreslåede § 10 e - berører ikke anvendelsen af brancheetiske regler om afbestillingsret m.v., som findes inden for visse erhverv, bl.a. inden for hotel- og restaurationsbranchen.

Som eksempler på aftaler om forplejning nævnes i bestemmelsen servering og catering. »Servering« omfatter restaurantbesøg og lignende. »Catering« omfatter levering af tilberedt mad til forbrugerens lokaler m.v., både »festmad« og f.eks. udbringning af pizzaer.

Undtagelsen omfatter som følge af fjernsalgsdirektivet kun tilfælde, hvor parterne har aftalt, hvilken dag, eller inden for hvilket bestemt tidsrum, tjenesteydelsen skal udføres. Er der ikke aftalt noget herom, eller kan den erhvervsdrivende efter aftalen bestemme det nærmere tidspunkt, gælder undtagelsen ikke.

I nr. 3 undtages rekreative fritidsaktiviteter. Også her gælder den begrænsning, at det skal fremgå af parternes aftale, hvilken dag, eller inden for hvilket bestemt tidsrum tjenesteydelsen skal udføres. Undtagelsen tager navnlig sigte på de almindelige tilfælde, hvor der reserveres plads ved bestemte begivenheder.

Efter direktivet gælder undtagelsen for tjenesteydelser, der har karakter af »fritidstilbud« (i den engelske version: »leisure activities«). Den nærmere afgrænsning af denne undtagelse kan i praksis give anledning til tvivl. I et tidligere udkast til direktivet blev undtagelsen formuleret som »entertainment«, altså »underholdningstilbud« eller lignende, og det må kunne lægges til grund, at undtagelsen navnlig tager sigte på billetbestilling m.v. til biograf- eller teaterforestillinger, til sportsstævner, koncerter eller lignende begivenheder. Udtrykket fritidsaktiviteter kan rent sprogligt dække et noget videre område - f.eks. også leje af bil til ikke-erhvervsmæssig brug - men for at markere den snævrere forståelse, der skal lægges til grund, anføres det i den foreslåede bestemmelse, at der skal være tale om »rekreative« fritidsaktiviteter.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, men giver forbrugeren en videre beskyttelse, idet de omhandlede aftaler ikke undtages fra den direktivbestemte regel om en fravigelig 30-dages frist for den erhvervsdrivende til at opfylde sin del af aftalen, jf. om denne frist de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.5 og den foreslåede § 12 e, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.5, litra b.

Den foreslåede bestemmelse indeholder nogle undtagelser fra de foreslåede bestemmelser om fortrydelsesret, jf. de foreslåede §§ 12-12 d.

De foreslåede undtagelser fra reglerne om oplysningspligt, jf. § 10 d, skal efter stk. 1 også gælde i forhold til fortrydelsesretten. Det drejer sig om køb af varer til løbende forbrug i husholdningen, når varerne leveres til forbrugerens bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig udbringning, samt om aftaler om indkvartering, transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter, når det fremgår af aftalen, hvilken dag, eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, jf. nærmere bemærkningerne til § 10 d.

Herudover foreslås i stk. 1, nr. 1 og 2 , nogle yderligere undtagelser fra reglerne om fortrydelsesret.

I nr. 1 undtages spil og lotteri, dvs. køb af lodsedler, tipning, køb af lottokuponer m.v.

I nr. 2 undtages de aftaler om abonnement på aviser m.v., som er nævnt i den gældende lovs § 2, stk. 2, nr. 3 (der ikke ændres). Bestemmelsen skal sammenholdes med stk. 2, hvorefter der - ligesom efter gældende ret - alligevel er fortrydelsesret, hvis aftalen er indgået i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren. Bestemmelsen skal også sammenholdes med reglerne om opsigelsesret i den gældende lovs § 14, stk. 2 (aftalen kan opsiges efter 3 måneder med 3 måneders varsel).

Reglen i stk. 2 svarer som nævnt til gældende ret. Der er således som hidtil ikke fortrydelsesret ved uanmodet telefonsalg af levnedsmidler, som det efter næringsloven er tilladt at omføre, jf. den gældende lovs § 2, stk. 2, nr. 1, og § 10, stk. 3, nr. 2, samt første led i den foreslåede § 10 e sammenholdt med § 10 d, nr. 1. I de andre tilfælde, hvor uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere er tilladt, jf. undtagelsesreglen i den gældende lovs § 2, stk. 2, har forbrugeren fortrydelsesret.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 2, og artikel 6, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.2.5, litra c.

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvilken forhåndsinformation forbrugeren skal have i forbindelse med fjernsalg. Bestemmelsen supplerer markedsføringsretlige regler i anden lovgivning - navnlig de generelle regler i markedsføringsloven om god markedsføringsskik m.v. - og almindelige kontraktsretlige regler om loyal oplysningspligt.

Efter nr. 1 skal der gives oplysning om den erhvervsdrivendes navn og adresse. Adressen behøver ikke at være en fysisk adresse, men indgås der en aftale, skal der (også) angives en sådan, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 1, nr. 1.

Efter nr. 2 skal der gives en generel beskrivelse af varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber. Bestemmelsen supplerer den generelle regel i markedsføringslovens § 3, hvorefter der - normalt ved tilbuds afgivelse eller ved indgåelse af aftale - skal gives en forsvarlig vejledning, når dette har betydning for bedømmelsen af den pågældende vares eller tjenesteydelses karakter eller egenskaber, herunder især om dens brugsegenskaber, holdbarhed, farlighed og vedligeholdelse.

Det vil afhænge af varens eller tjenesteydelsens art, hvor omfattende eller detaljerede oplysninger der skal gives.

Bestemmelsen i nr. 3 supplerer de almindelige bestemmelser om prisoplysninger i prismærkningsloven m.v.

Alle obligatoriske pristillæg - f.eks. ekspeditionsgebyrer - og afgifter til det offentlige skal meddeles, sådan at der oplyses om den pris, ydelsen faktisk kan erhverves til (grundprisen).

Ved aftaler med ubestemt varighed er det tilstrækkeligt, at det angives, hvordan den samlede pris kan beregnes.

Efter nr. 4 skal der oplyses om visse andre aftalevilkår, nemlig betalingsvilkår, vilkår vedrørende levering m.v., eventuelle andre vilkår om, hvordan aftalen skal opfyldes af parterne, og eventuelle vilkår om uopsigelighed i en vis periode. Uopsigelighed vil i praksis kunne være aktuelt ved visse aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, jf. reglerne om opsigelsesret i lovens kapitel 5 (der ikke ændres).

Efter nr. 5 skal der gives særskilt oplysning om eventuelle leveringsomkostninger - f.eks. posttakster - når disse skal betales af forbrugeren.

Efter nr. 6 skal det oplyses, hvis der er fortrydelsesret efter reglerne i lovens kapitel 4.

I de tilfælde, der er nævnt i den foreslåede § 10 d, jf. § 10 e, stk. 1, 1. led, og i § 10 e, stk. 1, nr. 1 og 2, skal der således - bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 10 e, stk. 2 (uanmodet telefonisk henvendelse) - ikke gives oplysning om fortrydelsesret.

Efter nr. 7 skal der gives oplysning om, hvad det koster for forbrugeren at benytte den kommunikationsteknik, den erhvervsdrivende anviser, hvis prisen ikke beregnes efter en normaltakst. Anvises forbrugeren f.eks. at ringe til et såkaldt 900-nummer, skal der oplyses om den særlige (højere) pris herfor.

Efter nr. 8 skal det oplyses, hvor længe oplysningerne i markedsføringsmaterialet gælder, dvs. om varen eller tjenesteydelsen udbydes i en bestemt periode eller f.eks. »så længe lager haves«. Bestemmelsen regulerer ikke det generelle spørgsmål om, hvorvidt markedsføringsmateriale i aftaleretlig forstand har karakter af et tilbud eller en opfordring til at gøre tilbud.

Stk. 2 indeholder regler om, hvornår og hvordan de i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives.

Oplysningerne skal gives i rimelig tid, inden aftalen indgås, så forbrugeren kan overveje oplysningerne. I praksis vil det ofte være nærliggende at give oplysningerne allerede i det markedsføringsmateriale, som indeholder tilbud om, at aftale kan indgås ved brug af fjernkommunikation.

Det tidsmæssige krav må fortolkes under hensyn til den fjernkommunikationsteknik, der konkret anvendes, idet det ikke er et formål med direktivet at hindre, at visse teknikker overhovedet kan anvendes til aftaleindgåelse. Dette har særlig betydning ved telefonsalg - hvor dette undtagelsesvis er lovligt, jf. lovens § 2. Her vil det være tilstrækkeligt, at oplysningerne gives, inden forbrugeren forpligter sig.

Oplysningerne skal endvidere være tydelige, klare og forståelige, men behøver på dette tidspunkt - i modsætning til efter aftalens indgåelse, jf. den foreslåede § 11 a - ikke at blive givet skriftligt på papir eller et andet varigt medium. Oplysningerne skal være fremhævede, så de er lette at få øje på, og skal være affattet på en måde, så de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig, jf. herved bl.a. den gældende lovs § 13, stk. 1, og reglen i aftalelovens § 38 b, stk. 2.

Det skal endvidere fremgå med tilstrækkelig klarhed, at oplysningerne gives i kommercielt øjemed.

Det foreslås endvidere, at oplysningerne skal gives på en måde, der særligt varetager hensynet til at beskytte umyndige personer, dvs. børn og unge under 18 år og umyndiggjorte personer. I kravet herom ligger, at markedsføringen skal udformes hensynsfuldt og i lyset af disse persongruppers særlige behov for beskyttelse mod »aggressiv« markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har i 1998 udarbejdet en vejledning til erhvervsdrivende om markedsføring over for børn og unge. Det anføres i vejledningen bl.a., at der ved markedsføring, som retter sig mod børn og unge, bør vises særlige hensyn, bl.a. fordi børn og unge er nemt påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans.

Efter direktivet skal oplysningerne endvidere gives på en sådan måde, at »principperne om redelig forretningspraksis« overholdes. Denne bestemmelse må anses for opfyldt ved markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik m.v.

Justitsministeriet kan i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3 fastsætte nærmere regler om indholdet og udformningen af den forhåndsinformation, der skal gives, herunder om anvendelse af en standardformular.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 4, stk. 1 og 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.3.1.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger minimumskravene til den information, den erhvervsdrivende skal give, når der er indgået en fjernsalgsaftale.

I overensstemmelse med direktivet foreslås det i stk. 1 , at de oplysninger, der ifølge den foreslåede § 11 skal gives inden aftalens indgåelse, samt visse yderligere oplysninger efterfølgende skal gives læsbart på en »varig« måde.

Den foreslåede pligt til at give en række oplysninger på en bestemt måde gælder kun, hvis oplysningerne ikke allerede inden eller ved aftalens indgåelse er givet på denne måde. Oplysninger, der tidligere er givet læsbart på papir eller et andet varigt medium, skal ikke gives igen efter aftalens indgåelse. Dette gælder både de oplysninger, som i medfør af den foreslåede § 11 skal gives i god tid inden aftalens indgåelse, og de yderligere oplysninger, som skal gives i medfør af bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2.

I praksis vil det ofte kunne være en praktisk og hensigtsmæssig løsning, at oplysningerne gives på den måde, der foreskrives i bestemmelsen, allerede i forbindelse med aftalens indgåelse.

De oplysninger, der skal gives i medfør af stk. 1 og 2, skal meddeles »læsbart«, dvs. ved brug af bogstaver.

Oplysningerne skal endvidere gives på papir eller på et andet »varigt medium«, som forbrugeren råder over og har adgang til.

Det forudsættes, at et medium er »varigt«, hvis det er muligt for forbrugeren at opbevare (lagre) de oplysninger, han modtager direkte med det pågældende medium, på en sådan måde, at oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændrede. Som eksempler kan nævnes disketter, CD-ROM , er og elektronisk post, der sendes til forbrugerens computer og lagres på harddisken. En Internet-hjemmeside er (med den nuværende teknologi) ikke et »varigt medium« i den anførte forstand.

Det er en betingelse, at forbrugeren har adgang til og kan råde over det pågældende medium. Den erhvervsdrivende må sikre sig dette, og vil således f.eks. ikke blot kunne sende en diskette, hvor oplysningerne er lagret, uden at vide, om forbrugeren har en computer.

Efter nr. 1 skal den erhvervsdrivende angive en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig om forhold vedrørende opfyldelsen af parternes aftale. Erhvervsvirksomheder, der vil benytte fjernsalg som afsætningsform, kan således ikke nøjes med at eksistere i »cyberspace« og f.eks. kun have en Internet-adresse.

Efter nr. 2 skal den erhvervsdrivende oplyse om garantibetingelserne, hvis der med virkning for forbrugeren er ydet en garanti (indeståelse for visse egenskaber, holdbarhed m.v.) af den erhvervsdrivende selv eller af tredjemand (normalt producenten). Der skal også oplyses om betingelserne for brug af eventuel »eftersalgsservice«. Bestemmelsen omfatter ikke stiltiende garantier m.v.

Bestemmelsen suppleres af den generelle regel i markedsføringslovens § 4, stk. 2, hvorefter forbrugeren bl.a. også kan kræve at få en skriftlig garanti udleveret på dansk inden aftalens indgåelse.

Har forbrugeren fortrydelsesret efter lovens regler om fjernsalg, skal dette i medfør af nr. 3 fremhæves over for forbrugeren. Den erhvervsdrivende skal oplyse om fortrydelsesfristen, og om, hvordan forbrugeren i øvrigt kan benytte fortrydelsesretten, jf. herved de foreslåede §§ 12 a og 12 b.

Stk. 2 vedrører i praksis navnlig aftaler om løbende ydelser. Indeholder aftalen et vilkår om uopsigelighed og/eller et opsigelsesvarsel, således at aftalen vil gælde i mere end 1 år, eller gælder aftalen blot indtil videre, skal forbrugeren på den i stk. 1 nævnte måde have oplysning om vilkårene for opsigelse, dvs. hvornår aftalen kan opsiges, og hvornår den i givet fald kan ophøre.

Ved aftaler om visse løbende tjenesteydelser og om abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang, har forbrugeren en lovbestemt opsigelsesret, som ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. den gældende lovs §§ 14, stk. 1-3, og 16 (der ikke ændres). I de nævnte tilfælde har forbrugeren ret til at opsige aftalen 9, henholdsvis 3 måneder efter aftalens indgåelse med 3 måneders varsel til den 1. i en måned. Er fjernsalgsaftalen omfattet af disse regler, skal forbrugeren have oplysning herom.

Efter den gældende lovs § 14, stk. 4, der heller ikke ændres, skal de ovenfor nævnte abonnementsaftaler og aftaler om løbende tjenesteydelser indeholde en bestemmelse, der tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsiges af forbrugeren, når aftalen indgås ved brug af en standardformular. Det gælder, uanset om der er tale om fjernsalg eller ej. Denne bestemmelse i standardformularen må ikke være uforenelig med den ovenfor nævnte opsigelsesret.

Stk. 3 regulerer, hvornår oplysningspligten i medfør af stk. 1 senest skal være opfyldt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de foreslåede §§ 12 a og 12 b, hvorefter fortrydelsesfristen forlænges, såfremt den erhvervsdrivende undlader at give oplysninger efter § 11 a.

Med henblik på at opfylde fjernsalgsdirektivet foreslås det i 1. pkt., at oplysningerne skal gives snarest muligt.

Ved køb af varer, der efter aftalen skal overgives til forbrugeren selv (eller til en anden, der i denne sammenhæng repræsenterer forbrugeren over for den erhvervsdrivende), skal oplysningerne efter 2. pkt. senest meddeles, når varen overgives til forbrugeren. En lignende fristregel gælder også i dag, jf. den gældende lovs § 13, stk. 1, hvorefter sælgeren senest ved fremsendelsen af varen til forbrugeren skal give denne tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter loven.

Det foreslås at ophæve den særlige fristregel i den gældende lovs § 13, stk. 2, hvorefter der ved tegning af abonnement i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse skal sendes en skriftlig bekræftelse af aftalen inden 3 dage.

Bestemmelsens stk. 1-3 tilsigter at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 5, stk. 1, men giver på nogle punkter forbrugerne en videre beskyttelse.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4 svarer til den foreslåede § 11, stk. 4. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Undtagelsesreglen i stk. 5 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 2. Bestemmelsen tager sigte på f.eks. brug af servicetelefoner m.v., hvor telefontjenesten udføres, når forbrugeren ringer op, og hvor forbrugerens betaling opkræves af telefonselskabet.

Heller ikke virksomheder, der driver denne form for virksomhed, kan imidlertid nøjes med at have en adresse i »cyberspace«, jf. bestemmelsens 2. pkt., hvorefter forbrugeren har krav på efter anmodning at få oplyst en fysisk adresse, hvor han kan henvende sig om forhold vedrørende parternes opfyldelse af aftalen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.3.2.

Bestemmelsen, der svarer til den gældende lovs § 10, stk. 2, fastslår i stk. 1 lovens hovedregel om, at forbrugeren ved fjernsalg kan træde tilbage fra en indgået aftale. De nærmere betingelser herfor fremgår af §§ 12 a og b. Undtagelserne fra fortrydelsesretten fremgår af den foreslåede § 10 e.

Efter stk. 2 og 3 ophører fortrydelsesretten i visse tilfælde tidligere end efter de generelle fristregler i §§ 12 a og b. Stk. 2, 1. pkt., indeholder den væsentlige begrænsning, at fortrydelsesretten ved aftaler om tjenesteydelser og bestillingskøb m.v. ophører, når udførelsen påbegyndes med forbrugerens samtykke.

Fortrydelsesretten ophører kun, hvis forbrugeren har givet samtykke til, at udførelsen skulle begynde inden udløbet af fortrydelsesfristen.

Forbrugerens samtykke kan være givet i parternes aftale, men det ligger i bestemmelsen, at forbrugeren samtidig skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ophører, når udførelsen påbegyndes.

Den i 1. pkt. nævnte begrænsning i fortrydelsesretten gælder ikke ved abonnementsaftaler m.v., der - i de få tilfælde, hvor dette er lovligt, jf. lovens § 2, stk. 2 - er indgået i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugeren. Dette følger af stk. 2, 2. pkt., og svarer til den gældende lov, jf. § 12 a sammenholdt med § 8, stk. 4.

I stk. 3 begrænses fortrydelsesretten ved køb af CD , ere, lydbånd, plader, videobånd, film, disketter, CD-ROM , er m.v. således, at fortrydelsesretten ophører, hvis produktet er forseglet af den erhvervsdrivende, og forbrugeren har brudt forseglingen. Som forsegling anses bl.a. tekniske plomberinger.

Stk. 2 og 3 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 3, 1. og 3. »pind« (delvis).

Bestemmelsen fastlægger fortrydelsesfristen og de nærmere regler om gennemførelse af fortrydelsesretten ved køb af varer og aftaler om løbende levering af varer. Fortrydelsesfristen m.v. ved aftaler om tjenesteydelser og løbende levering af tjenesteydelser reguleres i den foreslåede § 12 b.

Til stk. 1

Det foreslås, at fristen for at bruge fortrydelsesretten fastsættes til 14 (kalender)dage. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.1.

Fristen regnes ved varekøb fra den dag, hvor forbrugeren får varen eller det første parti heraf i hænde (jf. herved den gældende lovs § 11, stk. 1), eller fra den dag, den erhvervsdrivende opfylder sin oplysningspligt efter § 11, stk. 1, 2 og 4. Det seneste af disse to tidspunkter gælder.

Aftaler om »løbende levering af varer« er abonnementsaftaler m.v. og f.eks. aftaler om løbende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang - herunder også aftaler om medlemsskab af bogklubber, hvor forbrugeren forpligter sig til at aftage et vist antal udgivelser om året - jf. herved den gældende lovs § 5, stk. 2. I disse tilfælde regnes fortrydelsesfristen fra den dag, forbrugeren får den første levering i hænde (jf. herved den gældende lovs § 12 a), eller fra det senere tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende opfylder sin oplysningspligt, jf. ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.1 og 2.4.4.3.

Til stk. 2

I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at fortrydelsesretten senest skal ophøre, når der er gået 3 måneder fra den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde. Bestemmelsen bliver aktuel, hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin oplysningspligt efter den foreslåede § 11 a, stk. 1, 2 og 4, således at 14-dages fristen ikke kan begynde at løbe, jf. stk. 1.

Bestemmelsen indebærer sammenholdt med stk. 1, at den erhvervsdrivende når som helst inden for 3-måneders perioden kan bringe 14-dages fristen til at løbe ved at opfylde sin oplysningspligt.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, men giver forbrugerne en videre beskyttelse for så vidt angår fortrydelsesfristens længde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.2.

Til stk. 3

Medmindre den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente varen hos forbrugeren, hvis denne bruger fortrydelsesretten, skal forbrugeren efter stk. 3 ved varekøb og aftaler om løbende levering af varer, der ikke er bestemt til éngangsbrug (som f.eks. aviser), sende eller give det modtagne tilbage til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb. Det svarer til gældende ret, jf. lovens § 11, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsens 2. og 3. pkt. svarer til gældende ret, jf. lovens § 11, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.4.

Til stk. 4

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt., hvorefter forbrugeren selv må betale for at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende, svarer til gældende ret, jf. lovens § 11, stk. 4.

Undtagelsen i 2. pkt. er ny, og den tilsigter at gennemføre bestemmelsen i direktivets artikel 7, stk. 3. Forståelsen af denne bestemmelse giver anledning til betydelig tvivl, men det må efter Justitsministeriets opfattelse antages at følge af direktivet, at den erhvervsdrivende skal bære de direkte omkostninger ved forbrugerens benyttelse af fortrydelsesretten i tilfælde, hvor den aftalte vare som helhed ikke kunne leveres til tiden (varen var f.eks. udsolgt eller gået til grunde), og hvor den erhvervsdrivende har undgået de strenge forsinkelsesbeføjelser efter direktivet (jf. den foreslåede § 12 d) ved i henhold til parternes aftale at levere en erstatningsvare.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.4.

Til stk. 5

Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. dels lovens § 12 sammenholdt med § 6, stk. 3, og § 11, stk. 1, 3. pkt. (køb af varer, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente varen, hvis forbrugeren benytter fortrydelsesretten), dels lovens § 12 a sammenholdt med § 6, stk. 3 (løbende levering af varer, der er bestemt til éngangsbrug).

Til stk. 6

Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. lovens § 11, stk. 2.

Til stk. 7

Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. lovens § 12 sammenholdt med § 8, stk. 1-3.

Bestemmelsen fastlægger fortrydelsesfristen og de nærmere betingelser for at benytte fortrydelsesretten ved aftaler om tjenesteydelser og løbende levering af tjenesteydelser (abonnementsaftaler m.v.).

Det foreslås i stk. 1 , at fortrydelsesfristen ligesom ved køb af varer m.v. skal være 14 (kalender)dage. Om begrundelsen herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.1.

I nr. 1 og 2 fastlægges det, fra hvilket tidspunkt fortrydelsesfristen begynder at løbe. Det foreslås, at fristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager skriftlige oplysninger om tjenesteydelsen og aftalen m.v. på papir eller et andet varigt medium i overensstemmelse med den foreslåede § 11 a, stk. 1 og 2, og med supplerende administrative regler i medfør af § 11 a, stk. 4. Fristen kan dog tidligst begynde at løbe fra den dag, forbrugeren modtager underretning om, at aftalen er indgået. Det er ikke tilstrækkeligt, at underretningen om aftalens indgåelse eller de skriftlige oplysninger er kommet frem til forbrugeren.

Efter stk. 2 udløber fortrydelsesfristen uanset stk. 1 senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik underretning om, at aftalen var indgået. Denne regel svarer til den foreslåede § 12 a, stk. 2, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, men giver forbrugerne en lidt videre beskyttelse. Udvidelsen i forhold til direktivet ligger i, at fortrydelsesfristen efter den foreslåede bestemmelse ikke i noget tilfælde regnes fra »aftalens indgåelse« (direktivets formulering), men tidligst fra den dag, forbrugeren får underretning om, at aftalen er indgået.

Det foreslås i stk. 3, at lovens § 6, stk. 3 og 4, skal finde tilsvarende anvendelse. Efter § 6, stk. 3 (der ikke ændres), er det tilstrækkeligt, at forbrugeren har afsendt underretningen om brug af fortrydelsesretten til den erhvervsdrivende inden fristens udløb. Efter § 6, stk. 4 (der heller ikke ændres), kan forbrugeren også benytte fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, medmindre forsendelsen først kommer frem til ham efter fortrydelsesfristens udløb.

Forbrugeren vil således i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende som led i aftalen sender en vare til forbrugeren - f.eks. undervisningsmateriale til brug for et (brev)kursus - kunne træde tilbage fra aftalen ved at undlade at modtage den erhvervsdrivendes forsendelse.

Bestemmelsen bygger (med undtagelse af 3-måneders reglen i stk. 2) på samme principper som lovens gældende regler om fortrydelsesret ved tjenesteydelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.3.

I stk. 1 fastslås det udtrykkeligt, at det - bortset fra eventuelle udgifter til tilbagesendelse af varer, jf. den foreslåede § 12 a, stk. 3 - er gratis for forbrugeren at bruge fortrydelsesretten, idet den erhvervsdrivende ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende.

I stk. 2 fastslås den erhvervsdrivendes pligt til at tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb, hvis forbrugeren benytter fortrydelsesretten. 1. pkt. svarer således til gældende ret, jf. lovens § 11, stk. 3, og §§ 12, 12 a og 13 c, stk. 3, jf. § 9.

2. pkt. drejer sig om varekøb m.v., hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at hente varen hos forbrugeren, og aftaler om løbende levering af varer, der ikke er bestemt til éngangsbrug. I disse tilfælde skal forbrugeren levere det modtagne tilbage, jf. den foreslåede § 12 a, stk. 3, og efter den foreslåede bestemmelse skal forudbetalte beløb i disse tilfælde tilbagebetales, så snart den erhvervsdrivende har modtaget varen og har haft mulighed for at undersøge den. Også dette svarer til reglerne i den gældende lov, jf. lovens § 11, stk. 3.

3. pkt. drejer sig om aftaler om tjenesteydelser, om varekøb, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, og om aftaler om løbende levering af varer, der er bestemt til éngangsbrug (f.eks. avisabonnementer). I disse tilfælde skal forudbetalte beløb tilbagebetales snarest muligt efter, at forbrugerens underretning om at ville bruge fortrydelsesretten er kommet frem til den erhvervsdrivende. Dette svarer også til gældende regler, alene med den direktivbestemte justering (artikel 6, stk. 2), at tilbagebetalingen ikke skal ske inden »rimelig tid«, jf. lovens §§ 12 a og 13 c, stk. 3, jf. § 9, stk. 1, men »snarest muligt« efter, at underretningen er kommet frem til den erhvervsdrivende. Henvisningen til lovens § 9, stk. 2 (der ikke ændres), indebærer, at forbrugeren kan beholde, hvad han har modtaget, indtil den erhvervsdrivende refunderer det forudbetalte beløb.

Med henblik på opfyldelse af fjernsalgsdirektivet præciseres det i stk. 3 , at det skal udløse pligt til at betale morarenter efter rentelovens regler, hvis den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt de pågældende beløb senest 30 dage efter de tidspunkter, der fremgår af stk. 2. Forfaldsdagen vil i de omhandlede tilfælde være fastsat i forvejen, således at morarente som udgangspunkt påløber fra dagen efter 30-dages fristens udløb, jf. rentelovens § 3, stk. 1.

Efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal tilbagebetaling ske »snarest muligt og senest inden 30 dage...hvis forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende«. Det fremgår ikke af direktivet, fra hvilket tidspunkt denne frist nærmere skal beregnes, eller hvilke konsekvenser det skal have, hvis fristen overskrides. Efter Justitsministeriets opfattelse er det imidlertid den mest nærliggende løsning, at fristens begyndelsestidspunkt fastsættes til den dag, hvor den erhvervsdrivende kan konstatere, at forbrugeren har opfyldt lovens betingelser for at træde tilbage fra aftalen, og at det fastslås udtrykkeligt i loven, at overskridelse af den lovbestemte tilbagebetalingsfrist udløser pligt til at betale morarente efter reglerne i renteloven, når betingelserne herfor - bortset fra den tidsmæssige - i øvrigt er opfyldt.

Bestemmelsen supplerer således de almindelige regler i renteloven.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.4.5.

Med henblik på opfyldelse af fjernsalgsdirektivet foreslås der visse særlige regler om den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler vedrørende fjernsalg af varer eller tjenesteydelser.

Reglen i stk. 1 modificerer almindelige kontraktretlige regler, jf. navnlig princippet i købelovens § 12, hvorefter opfyldelse af en aftale skal ske ved påkrav, hvis opfyldelsestiden ikke fremgår af parternes aftale eller omstændighederne i øvrigt, og § 13, hvorefter sælgeren i tilfælde, hvor der i aftalen er fastsat et tidsrum for leveringen, har ret til at vælge leveringstidspunktet inden for dette tidsrum, medmindre det fremgår af omstændighederne, at spillerummet er fastsat i køberens interesse.

Det følger af direktivet, at disse regler ved aftaler om fjernsalg alene kan opretholdes med den begrænsning, at den erhvervsdrivende (forudsat, at frigørelsestiden er indtrådt, dvs. at den erhvervsdrivende på det pågældende tidspunkt har ret til at frigøre sig ved opfyldelse) skal »effektuere bestillingen« (direktivets formulering) inden 30 dage efter, at forbrugeren sendte sin bestilling til den erhvervsdrivende, selv om forbrugeren ikke har fremsat påkrav forinden.

Det kan give anledning til tvivl, hvad der skal forstås ved direktivets formulering: »effektuere bestillingen«. For med sikkerhed at opfylde direktivet foreslås det, at den erhvervsdrivende ikke blot skal have påbegyndt udførelsen, men skal have opfyldt alle sine kontraktmæssige forpligtelser inden 30-dages fristens udløb. Den erhvervsdrivende må således være opmærksom på at få indføjet en længere frist i aftalen, hvis det er nødvendigt.

Den foreslåede bestemmelse begrænser ikke parternes adgang til at træffe aftale om forfaldstid m.v., og 30-dages fristen må normalt anses for fraveget i aftaler om løbende levering m.v., også uden et udtrykkeligt vilkår herom.

30-dages fristen regnes fra - ikke fra og med - den dag, forbrugeren »afgav« bestilling eller tilbud, f.eks. sendte det med posten.

Bortset fra den særlige regel om forsinkelse i stk. 2, foreslås der ingen særlige regler om forbrugerens beføjelser, hvis 30-dages fristen ikke overholdes. Dette må afgøres efter almindelige kontraktretlige regler.

Reglen i stk. 2 drejer sig om forsinket levering i tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes ydelse som helhed ikke kan skaffes - f.eks. fordi den er udsolgt eller gået til grunde.

Bestemmelsen regulerer ikke tilfælde, hvor en bestilt tjenesteydelse bliver mangelfuld, fordi de materialer, der skulle bruges, ikke kan skaffes.

Bestemmelsen regulerer heller ikke tilfælde, hvor det alene er en delkomponent, der ikke kan skaffes - f.eks. en bestemt kogeplade i et køkken, som er bestilt til opsætning hos forbrugeren - jf. formuleringen »den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres«. Forsinkelse med en delleverance er heller ikke omfattet.

Med henblik på opfyldelse af direktivet foreslås det, at forbrugeren i sådanne tilfælde skal kunne hæve aftalen, såfremt der foreligger misligholdelse, uanset om misligholdelsen (forsinkelsen) er af væsentlig betydning for ham. Den foreslåede bestemmelse fraviger herved de almindelige regler om forsinkelse i købeloven, jf. lovens § 74, stk. 2.

Der foreligger kun misligholdelse (forsinkelse), hvis det ikke skyldes forbrugeren eller en omstændighed, han bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen ikke leveres i rette tid, jf. princippet i købelovens § 74, stk. 1. Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.5, må direktivet imidlertid antages at være til hinder for, at risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen ikke er tilgængelig, ved aftale kan pålægges forbrugeren. Derfor foreslås det i 2. pkt., at sådanne aftalevilkår ved fjernsalg ikke kan påberåbes af sælgeren.

Det foreslås, at den erhvervsdrivende i de omhandlede tilfælde skal underrette forbrugeren om årsagen til misligholdelsen, og om forbrugerens ret til at hæve aftalen.

Hæver forbrugeren aftalen, vil det efter stk. 3 udløse pligt til at betale morarente efter renteloven, hvis den erhvervsdrivende ikke tilbagebetaler eventuelle forudbetalte beløb senest 30 dage efter, at forbrugerens meddelelse om ophævelse er kommet frem. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den tilsvarende regel i den foreslåede § 12 c, stk. 3.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 7, stk. 1 og 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.5.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12, stk. 2.

Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler, hvorefter lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) skal finde anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod sådanne klausuler gælder i det omfang, det pågældende »tredjelands« lovgivning om de spørgsmål, som reguleres i direktivet, ikke indeholder en ligeså omfattende beskyttelse af forbrugeren, som lovgivningen herom i det EØS-land, hvis lovgivning ellers skulle gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.

EØS omfatter Den Europæiske Unions medlemsstater samt Island, Norge og Liechtenstein.

Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet bestemmelsen bygger på princippet om frit lovvalg. Den foreslåede bestemmelse tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det frie lovvalg. Den beskyttelse, bestemmelse giver forbrugerne, er alene en beskyttelse mod lovvalgsklausuler.

Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige internationalt privatretlige regler, som afgør, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig reglerne i den såkaldte Rom-konvention, der er gennemført her i landet ved lov om gennemførelse af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.5.

Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle forbrugeraftaler om fjernsalg.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4.7.

Til nr. 7

Der foreslås en ny generel bestemmelse om bortfald af kreditaftaler i tilfælde, hvor en forbruger træder tilbage fra en aftale i medfør af en af forbrugeraftalelovens bestemmelser om fortrydelsesret, eller hvor forbrugeren i medfør af forbrugeraftaleloven påberåber sig, at en aftale er ugyldig. Bestemmelsen supplerer kreditaftalelovens § 33, der navnlig fastsætter, at forbrugeren over for en ny kreditor bevarer de indsigelser, han havde over for sin medkontrahent (kreditgiveren).

Det foreslås i stk. 1 , at kreditaftaler, som indgås af forbrugeren med den erhvervsdrivende eller med en tredjemand på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende, bortfalder, hvis forbrugeren benytter sin fortrydelsesret eller påberåber sig ugyldighed efter loven.

Vurderingen af, om en kreditaftale med en tredjemand er indgået »på grundlag af en aftale mellem tredjemand og sælger«, drejer sig om, hvorvidt der foreligger et såkaldt oprindeligt trepartsforhold, jf. den tilsvarende bestemmelse i kreditaftalelovens § 5, nr. 2.

Bestemmelsen finder kun anvendelse på kreditaftaler, som er »knyttet til« den aftale, der er ugyldig, eller som forbrugeren træder tilbage fra. Er en kontoaftale efter oprettelsen benyttet til finansiering af f.eks. en fjernsalgsaftale, som forbrugeren derefter fortryder, medfører dette således ikke, at hele kontoaftalen bortfalder.

Kreditaftalen bortfalder i de tilfælde, hvor bestemmelsen finder anvendelse, uden at forbrugeren behøver at give kreditgiveren underretning herom.

I stk. 2 foreslås det, at forbrugeren ikke skal betale gebyr eller erstatning til kreditgiveren i anledning af, at kreditaftalen bortfalder i medfør af stk. 1. Bestemmelsen omfatter ikke beløb, som forbrugeren har modtaget som lån i henhold til kreditaftalen. Disse beløb skal tilbagebetales til kreditgiveren. Forbrugeren kan heller ikke få tilbagebetalt et eventuelt vederlag for bevilling af kreditaftalen eller andre stiftelsesomkostninger.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 4, men er udformet som en generel bestemmelse, der ikke blot gælder ved fjernsalg, men også ved tilbagetrædelse i medfør af lovens regler om aftaler indgået uden for fast forretningssted og om forsikringsaftaler, og som også gælder i tilfælde, hvor en aftale i medfør af lovens regler ikke er bindende for forbrugeren.

Til nr. 8

Ændringen er af redaktionel karakter.

Der foreslås en ny bestemmelse i markedsføringsloven om uanmodet direkte markedsføring ved brug af fjernkommunikation.

Efter stk. 1 må elektronisk post, automatiserede opkaldsanordninger og telefax ikke anvendes til markedsføring over for nogen, medmindre modtageren forudgående har anmodet herom (»opt in-model«).

Uanmodet henvendelse må efter bestemmelsen ikke ske med henblik på afsætning af varer, fast ejendom, tjenesteydelser m.v., jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.

Ved automatisk opkaldssystem forstås automatisk opringning til telefonabonnenter. Ved opringningen meddeles der automatisk et indtalt reklamebudskab.

Kravet om, at modtageren forudgående skal have anmodet om markedsføringen, skal forstås på samme måde som det tilsvarende begreb i § 2, stk. 1, i forbrugeraftaleloven. Der vil ikke kun være tale om »forudgående anmodning« i tilfælde, hvor modtageren på eget initiativ anmoder om markedsføringen, men også i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har indhentet modtagerens samtykke hertil.

Det forudsættes, at et forudgående samtykke til direkte markedsføring ved brug af fjernkommunikation - med undtagelse af samtykke til telefonsalg, hvor der gælder særlige regler - vil kunne formuleres forholdsvis bredt. Det vil f.eks. være muligt for pengeinstitutter m.v. at indhente samtykke til markedsføring af »nye eller forbedrede indlånsmuligheder«, »nye eller forbedrede pensionsmuligheder«, »nye eller forbedrede muligheder for anvendelse af betalingsoverførsler« eller lignende.

Forbudet mod uanmodet markedsføring gælder, uanset om modtageren er erhvervsdrivende eller forbruger, og uanset om modtageren er en fysisk eller en juridisk person, jf. ordet »nogen«.

Hidtil har det især været erhvervsdrivende, der har en telefax. Forbrugerombudsmanden har over for Justitsministeriet oplyst, at han ofte er blevet opfordret af de mindre erhvervsvirksomheder til at gribe ind over for de efterhånden store mængder af reklame, der sendes via telefax. De erhvervsdrivendes irritation skyldes dels, at reklamerne blokerer deres telefonlinjer, dels at reklamerne bruger telefaxens papir, så den af og til er tømt, når en vigtig meddelelse går ind.

Efter stk. 2 må andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post, telefax og automatiske opkaldssystemer ikke anvendes til direkte markedsføring over for fysiske personer (»henvendelse til en bestemt fysisk person...med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1«, hvis modtageren har frabedt sig det, enten direkte over for den erhvervsdrivende eller ved en markering i CPR (»opt out-model«).

Denne regel gælder som nævnt kun ved direkte markedsføring. Ved direkte markedsføring forstås, at den erhvervsdrivendes henvendelse sendes til en bestemt person, hvad enten det er til en postadresse, et bestemt telefonnummer eller lignende. Det er uden betydning, om der er tale om enslydende reklamemeddelelser sendt til flere personer. Adresseløse forsendelser, tilbudsaviser, tv-reklamer eller lignende, der sendes til en ubestemt kreds af mulige aftagere, er ikke direkte markedsføring.

Der foreligger også direkte markedsføring i tilfælde, hvor reklamemateriale f.eks. lægges i adresserede kuverter med kontoudtog m.v. (»kuvertfyld«).

Reglen gælder kun ved direkte markedsføring over for fysiske personer. Det er uden betydning, om modtageren er forbruger eller erhvervsdrivende.

Det præciseres i 2. pkt., at reglerne i lov om visse forbrugeraftaler om forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse gælder uændret. Overtrædelse af forbudet efter lov om visse forbrugeraftaler er både sanktioneret med bødestraf og civilretligt sanktioneret (aftalen er ikke bindende for forbrugeren).

Der gælder visse undtagelser fra forbudet mod uanmodet telefonisk henvendelse, bl.a. for henvendelser om tegning af forsikring og om tegning af avisabonnement m.v. Den foreslåede nye bestemmelse i markedsføringsloven indebærer, at forbrugerne skal have mulighed for at frabede sig sådanne henvendelser.

Det ligger i bestemmelsen og i de ændringsforslag til lovforslaget om Det Centrale Personregister (L 3), som regeringen vil fremsætte, at en erhvervsvirksomhed for at overholde loven skal sammenholde den adresseliste, man vil benytte ved direkte markedsføring, med den fortegnelse (»Robinson-liste«), som udarbejdes af CPR med virkning for et kvartal af gangen.

Det præciseres endvidere i bestemmelsen, at en erhvervsdrivende, der ved undersøgelse i CPR - typisk i forbindelse med ajourføring af adresselister - er blevet bekendt med en forbrugers markering, skal respektere markeringen. Dette har praktisk betydning i forhold til de personer, som har navne- og adressebeskyttelse i CPR, og som derfor ikke kan anføres på de fortegnelser, som CPR skal udarbejde.

Det præciseres i stk. 3 , at den erhvervsdrivende ikke behøver at respektere angivelsen i CPR, hvis der er indhentet et gyldigt samtykke fra den pågældende person.

Første gang en erhvervsdrivende ved brug af anden fjernkommunikationsteknik end elektronisk post, telefax og automatisk opkaldssystem vil foretage direkte markedsføring over for en bestemt fysisk person, er det ikke nok at sikre sig, at modtageren ikke er anført på fortegnelsen fra CPR over personer, der har frabedt sig kommercielle henvendelser som nævnt i stk. 1.

Efter stk. 4 skal den erhvervsdrivende i disse tilfælde - samtidig med markedsføringen - oplyse modtageren om retten til at frabede sig kommercielle henvendelser. Oplysningen skal være tydelig og forståelig, dvs. den skal være fremhævet og udformet således, at den ikke er unødigt vanskelig at tilegne sig. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysningen gives i den erhvervsdrivendes almindelige forretningsbetingelser, som udleveres til modtageren.

Efter stk. 4, 2. pkt., skal modtageren samtidig anvises en nem måde til at frabede sig reklame m.v. fra den erhvervsdrivende, f.eks. således, at det skriftlige markedsføringsmateriale ledsages af en kupon, hvor der kan krydses nej til kommercielle henvendelser fra den pågældende erhvervsdrivende.

Som nævnt gælder stk. 4 kun ved henvendelser til fysiske personer. Det er uden betydning, om den pågældende er forbruger eller erhvervsdrivende.

Efter stk. 5 må den erhvervsdrivende ikke kræve nogen betaling for at notere og respektere meddelelser om, at kommercielle henvendelser ved brug af fjernkommunikation frabedes, eller at et samtykke til at modtage reklame m.v. ved brug af telefax eller automatisk opkaldssystem tilbagekaldes.

Efter stk. 6 kan der administrativt fastsættes nærmere regler om, hvordan erhvervsdrivende skal oplyse fysiske personer om adgangen til at frabede sig kommercielle henvendelser. Der kan også fastsættes nærmere regler om, på hvilken måde modtagere skal kunne frabede sig denne form for markedsføring.

Bestemmelsen tilsigter navnlig at gennemføre fjernsalgsdirektivets artikel 10 og direktiv 97/66/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (det såkaldte ISDN-direktiv) artikel 12.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.

Til nr. 1

Bilaget til kreditaftaleloven angiver en matematisk formel, der skal bruges ved beregning af årlige omkostninger i procent, jf. lovens § 16, stk. 2. Efter note c til bilaget skal intervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, udtrykkes i »år eller brøkdele af år«.

Med den foreslåede bestemmelse defineres det, hvad der i noten forstås ved et år. Kreditgiver kan vælge mellem de forudsætninger vedrørende et års længde, der er anført i noten.

Til nr. 2

Den foreslåede nye note d) indebærer, at de årlige omkostninger i procent skal angives med mindst én decimal, og det fastsættes, hvordan afrunding skal ske, hvis der afrundes til en bestemt decimal.

Efter den foreslåede nye note e) skal de løsningsmetoder, som bruges, give et resultat, der stemmer med beregningseksemplerne i bilag III til forbrugerkreditdirektivet, sådan som dette bilag er ændret ved direktiv 98/7/EF.

Direktiv 98/7/EF er medtaget som bilag til dette lovforslag.

De foreslåede bestemmelser tilsigter at gennemføre direktivets artikel 1, litra e.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.

Det foreslås, at de to protokoller om Domstolens fortolkningskompetence, der er knyttet til den såkaldte Rom-konvention om lovvalg i kontraktsforhold, skal gælde her i landet.

Det betyder navnlig, at Højesteret og landsretterne, når de fungerer som appelinstans, vil kunne forelægge præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Rom-konventionen for Domstolen, jf. Første protokol artikel 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2000, bortset fra § 4, hvorefter fortolkningsprotokollerne til Rom-konventionen gælder her i landet. Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af denne bestemmelse, således at ikrafttræden kan ske samtidig med, at fortolkningsprotokollerne træder i kraft.

Det foreslås i stk. 2 , at de nye bestemmelser i forbrugeraftaleloven, som efter deres indhold forudsætter, at der indgås en aftale, alene finder anvendelse, når aftalen er indgået eller forbrugeren har afgivet tilbud efter ikrafttrædelsen.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Rk. 1. Gældende formulering Lovforslaget Rk. 2. § 1 Rk. 3. I lov om visse forbrugeraftaler (dørsalg m.v., fjernsalg og løbende tjenesteydelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993 og lov nr. 1098 af 21. december 1994 foretages følgende ændringer: Rk. 4. 1. Efter § 2 indsættes: Rk. 5. § 2. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. »§ 2 a. Ved henvendelse som nævnt i § 2, stk. 2, skal forbrugeren ved begyndelsen af samtalen have oplyst den erhvervsdrivendes navn samt at henvendelsen sker med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.« Rk. 6. Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for henvendelser om Rk. 7. 1) salg eller bestilling af varer, som efter næringslovens § 12, stk. 1, litra a, og stk. 2, samt § 13 kan sælges ved omførsel, Rk. 8. 2) bestiling af bøger, Rk. 9. 3) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, Rk. 10. 4) tegning af forsikring eller Rk. 11. 5) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken én eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand. Rk. 12. 2. I § 4 indsættes som 2. pkt.: Rk. 13. § 4. Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. »Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.« Rk. 14. § 6. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal han underrette den erhvervsdrivende herom senest ugedagen efter det møde, der er nævnt i § 5, stk. 1. .... 3. I § 6, stk. 1, ændres ordet »ugedagen« til: »14 dage«. Rk. 15. Stk. 5. Ved køb af varer, som er nævnt i § 5, stk. 4, kan det skriftligt aftales, at fremstillingen eller tilpasningen af varen skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden ugedagen efter det møde, der er nævnt i § 5, stk. 1, og at fortrydelsesretten i givet fald skal bruges, inden fremstillingen eller tilpasningen efter aftalen skal påbegyndes. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal underretning herom være kommet frem til den erhvervsdrivende inden det i 1. pkt. nævnte tidspunkt. 4. I § 6, stk. 5, ændres ordet »ugedagen« til: »14 dage«. Rk. 16. Kapitel 4 5. Overskriften til kapitel 4 affattes således: Rk. 17. Fortrydelsesret ved fjernsalg »Regler om fjernsalg« Rk. 18. 6. Kapitel 4 affattes således: Rk. 19. »Anvendelsesområde« Rk. 20. § 10. Som fjernsalg betegnes aftale om salg af varer, ifølge hvilken varen skal sendes til køberen, når sælgeren i katalog, brochure, annoncer eller ved andet læsbart medie har tilbudt at sende varen efter bestilling afgivet pr. telefon, brev eller andet læsbart medie og køberen har afgivet bestilling på denne måde. Reglerne om fjernsalg finder tilsvarende anvendelse ved bestilling af varer eller tegning af abonnement foretaget under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning. § 10. Reglerne i dette kapitel gælder med de i §§ 10 c-e nævnte undtagelser for fjernsalg og henvendelser med henblik på fjernsalg. Rk. 21. Stk. 2. Ved fjernsalg kan køberen træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 11-13 (fortrydelsesret). Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke ved køb af 1) varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter køberens individuelle behov, eller 2) levnedsmidler og andre varer til forbrug i husholdningen. § 10 a. Som fjernsalg betegnes aftale om køb af varer, om tjenesteydelse eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen 1) indgås ved brug af fjernkommunikation og uden, at parterne mødes, og 2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. § 10 b. Ved fjernkommunikation forstås i denne lov enhver kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk. Rk. 22. § 10 c. Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved aftaler og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale Rk. 23. 1) om finansielle tjenesteydelser, herunder modtagelse af indlån, kreditgivning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning, Rk. 24. 2) om opførelse af bygning, Rk. 25. 3) som giver brugsret til fast ejendom, når aftalen er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, jf. dog stk. 3, Rk. 26. 4) om andre rettigheder over fast ejendom, med undtagelse af lejeaftaler, Rk. 27. 5) der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater eller fra automatiserede forretningslokaler, og Rk. 28. 6) om brug af offentligt tilgængelig telefonboks, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af boksen. Rk. 29. Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet. Rk. 30. Stk. 3. Uanset stk. 1 gælder reglerne i § 12 d for de i stk. 1, nr. 3, nævnte aftaler. Rk. 31. § 10 d. Reglerne i §§ 11 og 11 a om information gælder ikke ved aftaler og henvendelser om indgåelse af aftaler om: Rk. 32. 1) køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, der skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning, Rk. 33. 2) indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og om Rk. 34. 3) rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres. Rk. 35. § 10 e. Reglerne i §§ 12-12 c om fortrydelsesret gælder ikke ved de i § 10 d nævnte aftaler samt ved aftaler om Rk. 36. 1) spil og lotteri, og Rk. 37. 2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter. Rk. 38. Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, gælder reglerne om fortrydelsesret ved tegning af abonnement under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning. Rk. 39. Information m.v. Rk. 40. § 11. Vil køberen efter køb af varer, jf. § 10, stk. 1, bruge fortrydelsesretten, skal han senest ugedagen efter, at han har fået varen eller det første parti heraf i hænde, tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til sælgeren. Benytter køberen forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til sælgeren. Køberen kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse sælgerens forsendelse. Stk. 2. Fortrydelsesretten er betinget af, at varen overgives til sælgeren på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da køberen fik den i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Har køberen betalt helt eller delvis, skal sælgeren tilbagebetale det modtagne, så snart han har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. Stk. 4. Omkostningerne ved varens tilbagesendelse til sælgeren påhviler køberen. § 11. Inden der indgås en aftale, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om 1) den erhvervsdrivendes navn og adresse, 2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber, 3) prisen for varen eller tjenesteydelsen, inklusive moms og alle andre afgifter, 4) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen samt om en eventuel uopsigelighedsperiode, 5) eventuelle leveringsomkostninger, 6) eventuel fortrydelsesret efter denne lov, 7) det beløb, forbrugeren skal betale for at bruge den pågældende kommunikationsteknik, hvis beløbet ikke beregnes efter grundtaksten, og 8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer. Rk. 41. Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give. Rk. 42. § 11 a. Indgås der en aftale om fjernsalg, skal de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 2, nr. 1-6, meddeles forbrugeren læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over og har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den anførte måde give oplysning om: Rk. 43. 1) en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager, Rk. 44. 2) betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesservice, og Rk. 45. 3) tydelig oplysning om eventuel fortrydelsesret i medfør af denne lov, herunder om betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten samt om reglerne i § 12, stk. 2 og 3. Rk. 46. Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den i stk. 1 nævnte måde give tydelig oplysning om vilkårene for forbrugerens opsigelse af aftalen, hvis aftalen gælder i mere end et år, eller det ikke er bestemt i aftalen, hvor længe den gælder. Ved aftaler som nævnt i kapitel 5 skal den erhvervsdrivende give oplysning om opsigelsesretten efter § 14, stk. 1-3, jf. endvidere § 14, stk. 4. Rk. 47. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal gives snarest muligt. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen. Rk. 48. Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give. Rk. 49. Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, hvor bestilling og udførelse af tjenesteydelsen sker på én gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel. Forbrugeren skal dog på begæring have den i stk. 1, nr. 1, nævnte oplysning. Rk. 50. Fortrydelsesret Rk. 51. § 12. Har sælgeren påtaget sig at afhente varen hos køberen, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal køberen, hvis han vil bruge fortrydelsesretten, underrette sælgeren herom senest ugedagen efter, at han har fået varen eller det første parti heraf i hænde. § 6, stk. 3, § 8, stk. 1-3, § 9 samt § 11, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. § 12. Ved fjernsalg kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 12 a og 12 b (fortrydelsesret). Stk. 2. Ved aftale om tjenesteydelser samt ved køb af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret dog kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begyndes, hvis forbrugeren har givet samtykke til, at dette kunne ske inden fortrydelsesfristens udløb, og hvis aftalen ikke vedrører løbende levering af varer eller tjenesteydelser. Ved aftale om køb af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, så længe forbrugeren ikke har brudt forseglingen. Rk. 52. § 12 a. Vil forbrugeren efter tegning af abonnement, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., bruge fortrydelsesretten, skal han underrette den erhvervsdrivende herom senest ugedagen efter, at han har fået abonnementsaftalen eller den første levering i hænde. § 6, stk. 3-4, § 8, stk. 4, og § 9 finder tilsvarende anvendelse. § 12 a. Vil forbrugeren ved køb af varer eller aftale om løbende levering af varer bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren opfylde de betingelser, der er anført i stk. 3, 1. og 2. pkt., henholdsvis stk. 5, 1. og 2. pkt., senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter 1) den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, Rk. 53. 2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2. Rk. 54. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde. Rk. 55. Stk. 3. Med undtagelse af de i stk. 5 nævnte tilfælde skal forbrugeren ved aftale om køb af varer eller løbende levering af varer tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Benytter forbrugeren forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fortrydelsesfristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse. Rk. 56. Stk. 4. Omkostningerne ved at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende. Rk. 57. Stk. 5. Har den erhvervsdrivende påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal forbrugeren underrette sælgeren om, at han vil bruge fortrydelsesretten. Det samme gælder ved aftale om løbende levering af varer, der er beregnet til éngangsbrug, jf. stk. 3. § 6, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse. Rk. 58. Stk. 6. I de i stk. 3 nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Rk. 59. Stk. 7. I de i stk. 5, 1. pkt., nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Rk. 60. § 12 b. Vil forbrugeren ved aftale om tjenesteydelse eller løbende levering af tjenesteydelser bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren underrette den erhvervsdrivende herom senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter Rk. 61. 1) den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået, eller Rk. 62. 2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2. Rk. 63. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået. Rk. 64. Stk. 3. § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Rk. 65. § 12 c. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen efter §§ 12 -§ 12 b, kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren. Rk. 66. Stk. 2. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. I de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske, så snart den erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. I de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, og § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Rk. 67. Stk. 3. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Fristen regnes i de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde fra den dag, den erhvervsdrivende har modtaget varen, og i de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde fra den dag, forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende. Rk. 68. Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen Rk. 69. § 12 d. Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud. Rk. 70. Stk. 2. Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren herom. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende. Rk. 71. Stk. 3. Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest muligt efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest 30 dage efter, at forbrugerens meddelelse er kommet frem, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Rk. 72. Visse lovvalgsaftaler Rk. 73. § 13. Ved fremsendelsen af varen til køberen skal sælgeren give denne tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Stk. 2. Ved tegning af abonnement, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., skal sælgeren senest 3 dage efter den telefoniske bestilling til køberen fremsende en skriftlig bekræftelse af aftalen og tydelig oplysning om fortrydelsesretten. Stk. 3. Gives oplysning ikke i overensstemmelse med stk. 1 eller stk. 2, er aftalen ikke bindende for forbrugeren. Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om oplysningens form og indhold. § 13. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse ved de pågældende spørgsmål om fjernsalg.« Rk. 74. 7. Efter § 13 d indsættes: Rk. 75. Kapitel 4 b Rk. 76. Bortfald af kreditaftaler Rk. 77. § 13 e. Hvis forbrugeren påberåber sig, at en aftale efter regler i denne lov ikke er bindende, eller hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i denne lov, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis. Rk. 78. Stk. 2. Bortfalder kreditaftalen i medfør af stk. 1, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til kreditgiveren.« Rk. 79. § 18. Overtrædelse af § 2, stk. 1, straffes med bøde. Det samme gælder den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 14, stk. 4. 8. § 18, stk. 2, affattes således: Rk. 80. Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan. »Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.« Rk. 81. § 2 Rk. 82. I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 1. juli 1999, foretages følgende ændring: Rk. 83. 1. Efter § 6 indsættes: Rk. 84. »Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere Rk. 85. § 6 a. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det. Rk. 86. Stk. 2. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser. Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere reglerne om uanmodet henvendelse i lov om visse forbrugeraftaler. Rk. 87. Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen fra den erhvervsdrivende. Rk. 88. Stk. 4. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 2 til en bestemt fysisk person, der ikke er anført i fortegnelsen fra CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 2 fra den erhvervsdrivende. Den pågældende skal samtidig gives adgang til på en nem måde at frabede sig sådanne henvendelser. Rk. 89. Stk. 5. Der må ikke kræves betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en anmodning efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som nævnt i stk. 2 frabedes. Rk. 90. Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 4, og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 2.« Rk. 91. § 3 Rk. 92. I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer: Rk. 93. Bilag »..... 1. I bilaget til loven indsættes i note c som nyt 2. og 3. pkt.: Rk. 94. c) Intervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af år.« »Et år antages at have 365 dage, 365,25 dage eller (i skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have 30,41666 dage (=365/12).« Rk. 95. 2. I bilaget til loven indsættes efter note c : Rk. 96. » d) Beregningens resultat skal angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis der afrundes til en bestemt decimal, gælder følgende regel: Hvis decimalen efter denne bestemte decimal er 5 eller derover, forhøjes denne bestemte decimal med én. Rk. 97. e) De benyttede løsningsmetoder skal give et resultat svarende til eksemplerne i bilag III til direktiv 87/102/EØF som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF af 16. februar 1998.« Rk. 98. § 4 Rk. 99. I lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v., som ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990, foretages følgende ændring: Rk. 100. 1. I § 1, stk. 1, indsættes som nyt 2. pkt.: Rk. 101. § 1. »Bestemmelserne i artiklerne 1-16, 18 og 19, stk. 1, i konvention af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, jf. bilaget til denne lov, gælder her i landet. Stk. 2. ....« »Det samme gælder den til konventionen knyttede Første protokol af 19. december 1988 om Domstolens fortolkning af konventionen af 19. juni 1980 og den til konventionen knyttede Anden protokol af 19. december 1988 om tildeling af visse beføjelser til Domstolen vedrørende fortolkning af konventionen af 19. juni 1980.« Rk. 102. § 5 Rk. 103. Loven træder i kraft den 1. juni 2000. Justitsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 4. Rk. 104. Stk. 2. Lovens § 1, nr. 3 og 4, finder anvendelse, når aftalen er indgået eller forbrugeren har afgivet tilbud efter lovens ikrafttræden. Det samme gælder bestemmelserne i lov om visse forbrugeraftaler som affattet ved lovens § 1, nr. 6. Rk. 105. Stk. 3. Lovens § 3 finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden. Rk. 106. § 6 Rk. 107. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1

I lov om visse forbrugeraftaler (dørsalg m.v., fjernsalg og løbende tjenesteydelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993 og lov nr. 1098 af 21. december 1994 foretages følgende ændringer:

1. Efter § 2 indsættes:

§ 2. Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. »§ 2 a. Ved henvendelse som nævnt i § 2, stk. 2, skal forbrugeren ved begyndelsen af samtalen have oplyst den erhvervsdrivendes navn samt at henvendelsen sker med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.«

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for henvendelser om

1) salg eller bestilling af varer, som efter næringslovens § 12, stk. 1, litra a, og stk. 2, samt § 13 kan sælges ved omførsel,

2) bestiling af bøger,

3) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,

4) tegning af forsikring eller

5) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken én eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.

2. I § 4 indsættes som 2. pkt.:

§ 4. Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. »Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.«

§ 6. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal han underrette den erhvervsdrivende herom senest ugedagen efter det møde, der er nævnt i § 5, stk. 1. .... 3. I § 6, stk. 1, ændres ordet »ugedagen« til: »14 dage«.

Stk. 5. Ved køb af varer, som er nævnt i § 5, stk. 4, kan det skriftligt aftales, at fremstillingen eller tilpasningen af varen skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden ugedagen efter det møde, der er nævnt i § 5, stk. 1, og at fortrydelsesretten i givet fald skal bruges, inden fremstillingen eller tilpasningen efter aftalen skal påbegyndes. Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal underretning herom være kommet frem til den erhvervsdrivende inden det i 1. pkt. nævnte tidspunkt. 4. I § 6, stk. 5, ændres ordet »ugedagen« til: »14 dage«.

Kapitel 4 5. Overskriften til kapitel 4 affattes således:

Fortrydelsesret ved fjernsalg »Regler om fjernsalg«

6. Kapitel 4 affattes således:

»Anvendelsesområde«

§ 10. Som fjernsalg betegnes aftale om salg af varer, ifølge hvilken varen skal sendes til køberen, når sælgeren i katalog, brochure, annoncer eller ved andet læsbart medie har tilbudt at sende varen efter bestilling afgivet pr. telefon, brev eller andet læsbart medie og køberen har afgivet bestilling på denne måde. Reglerne om fjernsalg finder tilsvarende anvendelse ved bestilling af varer eller tegning af abonnement foretaget under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning. § 10. Reglerne i dette kapitel gælder med de i §§ 10 c-e nævnte undtagelser for fjernsalg og henvendelser med henblik på fjernsalg.

Stk. 2. Ved fjernsalg kan køberen træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 11-13 (fortrydelsesret). Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke ved køb af 1) varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter køberens individuelle behov, eller 2) levnedsmidler og andre varer til forbrug i husholdningen. § 10 a. Som fjernsalg betegnes aftale om køb af varer, om tjenesteydelse eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen 1) indgås ved brug af fjernkommunikation og uden, at parterne mødes, og 2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. § 10 b. Ved fjernkommunikation forstås i denne lov enhver kommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk.

§ 10 c. Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved aftaler og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale

1) om finansielle tjenesteydelser, herunder modtagelse af indlån, kreditgivning, betalingsformidling, forsikringsvirksomhed og kapitalforvaltning,

2) om opførelse af bygning,

3) som giver brugsret til fast ejendom, når aftalen er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, jf. dog stk. 3,

4) om andre rettigheder over fast ejendom, med undtagelse af lejeaftaler,

5) der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater eller fra automatiserede forretningslokaler, og

6) om brug af offentligt tilgængelig telefonboks, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af boksen.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsstedet.

Stk. 3. Uanset stk. 1 gælder reglerne i § 12 d for de i stk. 1, nr. 3, nævnte aftaler.

§ 10 d. Reglerne i §§ 11 og 11 a om information gælder ikke ved aftaler og henvendelser om indgåelse af aftaler om:

1) køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, der skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning,

2) indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og om

3) rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres.

§ 10 e. Reglerne i §§ 12-12 c om fortrydelsesret gælder ikke ved de i § 10 d nævnte aftaler samt ved aftaler om

1) spil og lotteri, og

2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, gælder reglerne om fortrydelsesret ved tegning af abonnement under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

Information m.v.

§ 11. Vil køberen efter køb af varer, jf. § 10, stk. 1, bruge fortrydelsesretten, skal han senest ugedagen efter, at han har fået varen eller det første parti heraf i hænde, tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til sælgeren. Benytter køberen forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til sælgeren. Køberen kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse sælgerens forsendelse. Stk. 2. Fortrydelsesretten er betinget af, at varen overgives til sælgeren på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da køberen fik den i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Har køberen betalt helt eller delvis, skal sælgeren tilbagebetale det modtagne, så snart han har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. Stk. 4. Omkostningerne ved varens tilbagesendelse til sælgeren påhviler køberen. § 11. Inden der indgås en aftale, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om 1) den erhvervsdrivendes navn og adresse, 2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber, 3) prisen for varen eller tjenesteydelsen, inklusive moms og alle andre afgifter, 4) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen samt om en eventuel uopsigelighedsperiode, 5) eventuelle leveringsomkostninger, 6) eventuel fortrydelsesret efter denne lov, 7) det beløb, forbrugeren skal betale for at bruge den pågældende kommunikationsteknik, hvis beløbet ikke beregnes efter grundtaksten, og 8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden der indgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige. Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.

§ 11 a. Indgås der en aftale om fjernsalg, skal de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 2, nr. 1-6, meddeles forbrugeren læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over og har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på denne måde. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den anførte måde give oplysning om:

1) en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig med eventuelle klager,

2) betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesservice, og

3) tydelig oplysning om eventuel fortrydelsesret i medfør af denne lov, herunder om betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten samt om reglerne i § 12, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal endvidere på den i stk. 1 nævnte måde give tydelig oplysning om vilkårene for forbrugerens opsigelse af aftalen, hvis aftalen gælder i mere end et år, eller det ikke er bestemt i aftalen, hvor længe den gælder. Ved aftaler som nævnt i kapitel 5 skal den erhvervsdrivende give oplysning om opsigelsesretten efter § 14, stk. 1-3, jf. endvidere § 14, stk. 4.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal gives snarest muligt. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen.

Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om oplysningernes indhold og form. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.

Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, hvor bestilling og udførelse af tjenesteydelsen sker på én gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel. Forbrugeren skal dog på begæring have den i stk. 1, nr. 1, nævnte oplysning.

Fortrydelsesret

§ 12. Har sælgeren påtaget sig at afhente varen hos køberen, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal køberen, hvis han vil bruge fortrydelsesretten, underrette sælgeren herom senest ugedagen efter, at han har fået varen eller det første parti heraf i hænde. § 6, stk. 3, § 8, stk. 1-3, § 9 samt § 11, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. § 12. Ved fjernsalg kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse med §§ 12 a og 12 b (fortrydelsesret). Stk. 2. Ved aftale om tjenesteydelser samt ved køb af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret dog kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begyndes, hvis forbrugeren har givet samtykke til, at dette kunne ske inden fortrydelsesfristens udløb, og hvis aftalen ikke vedrører løbende levering af varer eller tjenesteydelser. Ved aftale om køb af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesret kun, så længe forbrugeren ikke har brudt forseglingen.

§ 12 a. Vil forbrugeren efter tegning af abonnement, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., bruge fortrydelsesretten, skal han underrette den erhvervsdrivende herom senest ugedagen efter, at han har fået abonnementsaftalen eller den første levering i hænde. § 6, stk. 3-4, § 8, stk. 4, og § 9 finder tilsvarende anvendelse. § 12 a. Vil forbrugeren ved køb af varer eller aftale om løbende levering af varer bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren opfylde de betingelser, der er anført i stk. 3, 1. og 2. pkt., henholdsvis stk. 5, 1. og 2. pkt., senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter 1) den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde,

2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde.

Stk. 3. Med undtagelse af de i stk. 5 nævnte tilfælde skal forbrugeren ved aftale om køb af varer eller løbende levering af varer tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Benytter forbrugeren forsendelse, er det tilstrækkeligt, at han inden fortrydelsesfristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse.

Stk. 4. Omkostningerne ved at sende varen tilbage til den erhvervsdrivende påhviler forbrugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende.

Stk. 5. Har den erhvervsdrivende påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, skal forbrugeren underrette sælgeren om, at han vil bruge fortrydelsesretten. Det samme gælder ved aftale om løbende levering af varer, der er beregnet til éngangsbrug, jf. stk. 3. § 6, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse den erhvervsdrivendes forsendelse.

Stk. 6. I de i stk. 3 nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. I de i stk. 5, 1. pkt., nævnte tilfælde er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. § 8, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 12 b. Vil forbrugeren ved aftale om tjenesteydelse eller løbende levering af tjenesteydelser bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren underrette den erhvervsdrivende herom senest 14 dage efter det seneste af følgende tidspunkter

1) den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået, eller

2) den dag, forbrugeren modtog oplysninger i overensstemmelse med § 11 a, stk. 1, 2 og 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist udløber senest 3 måneder efter den dag, forbrugeren modtog underretning om, at aftalen var indgået.

Stk. 3. § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 12 c. Træder forbrugeren tilbage fra aftalen efter §§ 12 -§ 12 b, kan den erhvervsdrivende ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren.

Stk. 2. Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. I de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske, så snart den erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den. I de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, og § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Fristen regnes i de i § 12 a, stk. 3, nævnte tilfælde fra den dag, den erhvervsdrivende har modtaget varen, og i de i § 12 a, stk. 5, og § 12 b nævnte tilfælde fra den dag, forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.

Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftalen

§ 12 d. Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav bestilling eller tilbud.

Stk. 2. Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren herom. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen eller tjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende.

Stk. 3. Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest muligt efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen. Beløb, som den erhvervsdrivende ikke har tilbagebetalt senest 30 dage efter, at forbrugerens meddelelse er kommet frem, skal af den erhvervsdrivende forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Visse lovvalgsaftaler

§ 13. Ved fremsendelsen af varen til køberen skal sælgeren give denne tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Stk. 2. Ved tegning af abonnement, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., skal sælgeren senest 3 dage efter den telefoniske bestilling til køberen fremsende en skriftlig bekræftelse af aftalen og tydelig oplysning om fortrydelsesretten. Stk. 3. Gives oplysning ikke i overensstemmelse med stk. 1 eller stk. 2, er aftalen ikke bindende for forbrugeren. Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om oplysningens form og indhold. § 13. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse ved de pågældende spørgsmål om fjernsalg.«

7. Efter § 13 d indsættes:

Kapitel 4 b

Bortfald af kreditaftaler

§ 13 e. Hvis forbrugeren påberåber sig, at en aftale efter regler i denne lov ikke er bindende, eller hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i denne lov, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis.

Stk. 2. Bortfalder kreditaftalen i medfør af stk. 1, kan forbrugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til kreditgiveren.«

§ 18. Overtrædelse af § 2, stk. 1, straffes med bøde. Det samme gælder den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 14, stk. 4. 8. § 18, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan. »Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 2

I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 1. juli 1999, foretages følgende ændring:

1. Efter § 6 indsættes:

»Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere

§ 6 a. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det.

Stk. 2. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser. Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere reglerne om uanmodet henvendelse i lov om visse forbrugeraftaler.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.

Stk. 4. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 2 til en bestemt fysisk person, der ikke er anført i fortegnelsen fra CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 2 fra den erhvervsdrivende. Den pågældende skal samtidig gives adgang til på en nem måde at frabede sig sådanne henvendelser.

Stk. 5. Der må ikke kræves betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en anmodning efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som nævnt i stk. 2 frabedes.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 4, og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 2.«

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer:

Bilag »..... 1. I bilaget til loven indsættes i note c som nyt 2. og 3. pkt.:

c) Intervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af år.« »Et år antages at have 365 dage, 365,25 dage eller (i skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have 30,41666 dage (=365/12).«

2. I bilaget til loven indsættes efter note c :

» d) Beregningens resultat skal angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis der afrundes til en bestemt decimal, gælder følgende regel: Hvis decimalen efter denne bestemte decimal er 5 eller derover, forhøjes denne bestemte decimal med én.

e) De benyttede løsningsmetoder skal give et resultat svarende til eksemplerne i bilag III til direktiv 87/102/EØF som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF af 16. februar 1998.«

§ 4

I lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v., som ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, indsættes som nyt 2. pkt.:

§ 1. »Bestemmelserne i artiklerne 1-16, 18 og 19, stk. 1, i konvention af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, jf. bilaget til denne lov, gælder her i landet. Stk. 2. ....« »Det samme gælder den til konventionen knyttede Første protokol af 19. december 1988 om Domstolens fortolkning af konventionen af 19. juni 1980 og den til konventionen knyttede Anden protokol af 19. december 1988 om tildeling af visse beføjelser til Domstolen vedrørende fortolkning af konventionen af 19. juni 1980.«

§ 5

Loven træder i kraft den 1. juni 2000. Justitsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 4.

Stk. 2. Lovens § 1, nr. 3 og 4, finder anvendelse, når aftalen er indgået eller forbrugeren har afgivet tilbud efter lovens ikrafttræden. Det samme gælder bestemmelserne i lov om visse forbrugeraftaler som affattet ved lovens § 1, nr. 6.

Stk. 3. Lovens § 3 finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 2

Bilag 2 Del. 1. EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 2) , i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B 3) , på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 27. november 1996, og ud fra følgende betragtninger: (1) Der bør i forbindelse med gennemførelsen af målene for det indre marked vedtages foranstaltninger med henblik på dets gradvise konsolidering; (2) den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser vedrører ikke kun de erhvervsdrivende, men også privatpersoner; den indebærer, at forbrugerne i Fællesskabet får adgang til varer og tjenesteydelser i en anden medlemsstat på samme betingelser som befolkningen i denne stat; (3) fjernsalg på tværs af grænserne kan være et af de vigtigste konkrete resultater for forbrugerne af gennemførelsen af det indre marked, som det bl.a. fastslås i Kommissionens meddelelse til Rådet »På vej mod et enhedsmarked inden for distribution«; med henblik på at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, er det absolut nødvendigt, at forbrugerne kan henvende sig til en virksomhed uden for hjemlandet, selv om denne virksomhed har et datterselskab i forbrugerens bopælsland; (4) indførelsen af nye teknologier medfører en mangedobling af de midler, forbrugerne råder over til at gøre sig bekendt med de kommercielle tilbud overalt i Fællesskabet og til at afgive deres bestillinger; visse medlemsstater har allerede fastsat forskellige eller afvigende bestemmelser om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg med negative konsekvenser for konkurrencen mellem virksomhederne på det indre marked; det er derfor nødvendigt at indføre et minimum af fælles regler på fællesskabsplan; (5) i punkt 18 og 19 i bilaget til Rådets resolution af 14. april 1975 om Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs første program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og oplysning 4) nævnes nødvendigheden af at beskytte købere af varer eller tjenesteydelser mod krav om betaling for ikke-bestilte varer og aggressive salgsmetoder; (6) i Kommissionens meddelelse til Rådet med titlen »Fremstød på det forbrugerpolitiske område«, der blev godkendt ved Rådets resolution af 23. juni 1986 5) , bebudes det i punkt 33, at Kommissionen vil forelægge forslag om anvendelse af nye informationsteknologier, der gør det muligt at transmittere bestillinger fra forbrugerens hjem til leverandøren; Del. 2. (7) i Rådets resolution af 9. november 1989 om de fremtidige prioriteter for en intensiveret forbrugerbeskyttelsespolitik 6) opfordres Kommissionen til især at sætte ind på de områder, der nævnes i bilaget til denne resolution; i dette bilag nævnes ny teknologi, der muliggør fjernsalg; Kommissionen har fulgt denne resolution op med vedtagelsen af en »Treårig handlingsplan for forbrugerpolitik i EF (1990-1992)«; ifølge denne plan skal der vedtages et direktiv på dette område; (8) valg af aftalesprog i forbindelse med fjernsalg henhører under medlemsstaternes kompetence; (9) aftaler vedrørende fjernsalg er karakteriseret ved anvendelsen af en eller flere teknikker til fjernkommunikation; disse forskellige teknikker anvendes som led i et ordnet system med fjernsalg eller fjernydelser, uden at leverandøren og forbrugeren er til stede samtidig; den konstante udvikling af disse teknikker gør det umuligt at udarbejde en udtømmende fortegnelse; det er følgelig nødvendigt at fastsætte de principper, der skal gælde på dette område selv for nye teknikker, som endnu kun anvendes i begrænset omfang; (10) den samme transaktion, der omfatter flere på hinanden følgende operationer eller en række enkeltoperationer over en vis periode, kan give anledning til forskellige juridiske beskrivelser afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater; bestemmelserne i dette direktiv kan ikke anvendes forskelligt afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater, med forbehold af medlemsstaternes anvendelse af artikel 14; det må derfor anses, at bestemmelserne i dette direktiv mindst skal være opfyldt ved den første af flere på hinanden følgende operationer eller den første af en række enkeltoperationer over en vis periode, som kan betragtes som udgørende et hele, hvad enten denne operation eller rækken af operationer er omfattet af en enkelt aftale eller flere på hinanden følgende særskilte aftaler; (11) anvendelsen af fjernkommunikationsteknikker bør ikke medføre en begrænsning af den information, der gives forbrugeren; der bør derfor fastsættes bestemmelser om, hvilke informationer der obligatorisk skal meddeles forbrugeren, uanset hvilken kommunikationsteknik der anvendes; formidlingen af information skal endvidere opfylde de øvrige relevante fællesskabsregler og navnlig Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame 7) ; hvis kravet om information fraviges, er det forbrugeren, der på grundlag af et skøn skal anmode om visse grundlæggende oplysninger, såsom leverandørens navn, varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber og pris; (12) i tilfælde af kommunikation pr. telefon bør forbrugeren have tilstrækkelige oplysninger i begyndelsen af samtalen til at afgøre, hvorvidt han ønsker at fortsætte; Del. 3. (13) den information, der formidles via visse elektroniske teknologier, har ofte en flygtig karakter, da den ikke modtages på et varigt medium; det er derfor påkrævet, at forbrugeren skriftligt i god tid modtager de informationer, der er nødvendige for at opfylde aftalens bestemmelser korrekt; (14) forbrugeren har i praksis ikke mulighed for at se varen eller få kendskab til tjenesteydelsens egenskaber, før aftalen indgås; der bør derfor indføres en fortrydelsesret, når andet ikke er fastsat i dette direktiv; for at denne ret ikke skal forblive rent formel, må forbrugerens eventuelle udgifter i denne forbindelse begrænses til de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen; fortrydelsesretten berører ikke forbrugerens rettigheder i henhold til national lovgivning, særlig ved modtagelsen af mangelfulde varer og tjenesteydelser eller varer og tjenesteydelser, som ikke svarer til beskrivelsen i tilbuddet; det er medlemsstaterne, der skal fastsætte de øvrige nærmere regler og betingelser for udøvelse af fortrydelsesretten; (15) det er endvidere nødvendigt at fastsætte en frist for opfyldelse af aftalen, hvis dette ikke sker, når bestillingen afgives; (16) salgsfremmende teknikker, der går ud på at tilsende forbrugeren en vare eller levere ham en tjenesteydelse mod betaling uden forudgaænde bestilling eller udtrykkelig aftale herom, er uacceptable, medmindre der er tale om en erstatningsleverance; (17) artikel 8 og 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 bør tages i betragtning; det er nødvendigt at anerkende forbrugernes ret til privatlivets fred, navnlig med hensyn til visse særligt aggressive kommunikationsteknikker; der bør derfor fastsættes specifikke begrænsninger for anvendelsen af sådanne teknikker; medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for effektivt at beskytte de forbrugere, der ikke ønsker at blive kontaktet gennem visse former for kommunikation, mod sådanne henvendelser, uden at dette berører de særlige beskyttelsesforanstaltninger, forbrugeren har krav på ifølge fællesskabslovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred; (18) det er vigtigt, at de grundlæggende bindende bestemmelser i dette direktiv, hvor det er hensigtsmæssigt, suppleres med frivillige aftaler mellem de berørte erhvervsdrivende i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 92/295/EØF af 7. april 1992 vedrørende kutymeregler for forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg 8) ; (19) af hensyn til den bedst mulige forbrugerbeskyttelse er det vigtigt, at forbrugerne bliver fyldestgørende orienteret om dette direktivs bestemmelser og om eventuelle kutymeregler på dette område; Del. 4. (20) manglende overholdelse af bestemmelserne i dette direktiv kan påføre både forbrugerne og konkurrerende virksomheder skade; der kan derfor fastsættes bestemmelser, der gør det muligt for offentlige organer eller deres repræsentanter eller for forbrugerorganisationer, der ifølge den nationale lovgivning har en berettiget interesse i at beskytte forbrugerne, eller for erhvervsorganisationer, der har en berettiget interesse i at gribe ind, at overvåge anvendelsen af dette direktiv; (21) af hensyn til forbrugerbeskyttelse er det vigtigt at tage spørgsmålet om klager på tværs af grænserne op til behandling, så snart det er muligt; Kommissionen offentliggjorde den 14. februar 1996 en handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i det indre marked; denne plan indeholder specifikke initiativer til fremme af udenretslige former for sagsbehandling; der foreslås objektive kriterier (bilag II), der skal sikre en pålidelig sagsbehandling, og der fastsættes bestemmelser for anvendelsen af standardiserede reklamationer (bilag III); (22) forbrugeren behersker ikke teknikken i forbindelse med anvendelsen af ny teknologi; der skal derfor være mulighed for, at bevisbyrden kan påhvile leverandøren; (23) i visse tilfælde er der risiko for, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der gives i medfør af dette direktiv, ved at et tredjelands lovgivning vælges som retsgrundlag for aftalen; der bør derfor i dette direktiv fastsættes regler, der tager sigte på at undgå denne risiko; (24) medlemsstaterne kan af hensyn til almenvellet indføre forbud mod markedsføring af visse varer og tjenesteydelser på deres område gennem aftaler vedrørende fjernsalg; dette forbud bør tage hensyn til de gældende fællesskabsregler; sådanne forbud gælder allerede bl.a. med hensyn til lægemidler efter Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed 9) og Rådets direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for humanmedicinske lægemidler 10) UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 Formål Formålet med dette direktiv er at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler vedrørende fjernsalg indgået mellem en forbruger og en leverandør. Artikel 2 Definitioner I dette direktiv forstås ved 1) aftale vedrørende fjernsalg: enhver aftale mellem en leverandør og en forbruger vedrørende varer eller tjenesteydelser, der er indgået som led i et system for varesalg eller levering af tjenesteydelser organiseret af leverandøren, som for den pågældende aftales vedkommende udelukkende anvender en eller flere former for fjernkommunikationsteknik frem til og inklusive selve indgåelsen af aftalen Del. 5. 2) forbruger: enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv 3) leverandør: enhver fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv 4) fjernkommunikationsteknik: ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale mellem disse parter. En vejledende fortegnelse over de teknikker, der er omfattet af dette direktiv, findes i bilag I 5) formidler af kommunikationsteknik: enhver fysisk eller juridisk person, offentlig eller privat, hvis erhverv består i at stille en eller flere former for fjernkommunikationsteknik til rådighed for leverandørerne. Artikel 3 Undtagelser 1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler - der vedrører de finansielle tjenesteydelser, der er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag II - der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler - der indgås med formidlere af telekommunikation ved brug af offentlige telefonbokse - der indgås med henblik på opførelse og salg af fast ejendom, samt aftaler om andre rettigheder i forbindelse med fast ejendom bortset fra udlejning - der indgås på en auktion. 2. Artikel 4, 5 og 6 samt artikel 7, stk. 1, finder ikke anvendelse på: - aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre dagligvarer til husholdningen, der udbringes til en forbruger på dennes bopæl eller arbejdsplads af handlende som led i hyppige og regelmæssige vareudbringningsrunder - aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og fritidstilbud, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne ydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum; i tilfælde af udendørs fritidsbegivenheder kan leverandøren undtagelsesvis forbeholde sig ret til ikke at anvende artikel 7, stk. 2, under særlige omstændigheder. Artikel 4 Forudgående oplysninger 1. I god tid inden indgåelsen af enhver aftale vedrørende fjernsalg skal forbrugeren have følgende oplysninger: a) leverandørens navn og, i tilfælde af aftaler hvor der kræves forudbetaling, tillige hans adresse b) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber c) varens eller tjenesteydelsens pris inkl. alle afgifter d) eventuelle leveringsomkostninger e) betalings- eller leveringsbetingelser eller betingelserne for opfyldelse af aftalen f) eventuel fortrydelsesret, undtagen i de i artikel 6, stk. 3, nævnte tilfælde g) omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikationsteknikken, når de beregnes efter anden tarif end grundtariffen h) det tidsrum, i hvilket tilbuddet eller prisen er gyldig Del. 6. i) i givet fald aftalens korteste gyldighedsperiode i forbindelse med aftaler om varige eller regelmæssige vareleverancer eller tjenesteydelser. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger, hvis kommercielle sigte skal fremgå utvetydigt, skal gives på en klar og forstaælig måde under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik, idet navnlig principperne om redelig forretningspraksis og beskyttelse af personer, såsom mindreårige, der i henhold til deres nationale lovgivning er umyndige, skal overholdes. 3. I forbindelse med telefonisk kommunikation skal endvidere leverandørens navn og opringningens kommercielle sigte udtrykkeligt opgives ved begyndelsen af enhver samtale med forbrugeren. Artikel 5 Skriftlig bekræftelse af oplysningerne 1. Forbrugeren skal modtage bekræftelse skriftligt eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham, af de i artikel 4, stk. 1, litra a)-f), nævnte oplysninger i god tid under aftalens opfyldelse, og senest ved leveringen, når der er tale om varer, som ikke skal leveres til tredjemand, medmindre oplysningerne allerede er givet forbrugeren forud for aftalens indgåelse skriftligt eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham. Der skal under alle omstændigheder forelægges: - skriftlig oplysning om betingelserne og de nærmere regler for udøvelsen af den i artikel 6 nævnte fortrydelsesret, herunder de i artikel 6, stk. 3, første led, nævnte tilfælde - den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager - oplysninger om foreliggende eftersalgsservice og garantibetingelser - betingelserne for ophævelse af aftalen, hvis denne er af ubestemt varighed eller af mere end ét års varighed. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på tjenesteydelser, hvor selve opfyldelsen sker ved anvendelse af fjernkommunikationsteknik, når disse tjenesteydelser leveres samlet på en gang, og hvor faktureringen foretages af formidleren af fjernkommunikationsteknikken. Forbrugeren skal dog under alle omstændigheder kunne få oplyst den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil han kan indgive eventuelle klager. Artikel 6 Fortrydelsesret 1. Ved enhver aftale vedrørende fjernsalg har forbrugeren en frist på mindst syv hverdage til at fortryde aftalen, uden at der kan kræves bod, og uden angivelse af årsag. De eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør sin fortrydelsesret gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Fristen løber: - for varers vedkommende fra den dato, hvor forbrugeren modtager dem, når forpligtelserne i artikel 5 er opfyldt Del. 7. - for tjenesteydelsers vedkommende fra den dato, hvor aftalen indgås, eller fra den dato, hvor forpligtelserne i artikel 5 er opfyldt, hvis de opfyldes efter aftalens indgåelse, forudsat at fristen ikke overskrider den nedenfor nævnte frist på tre måneder. Hvis leverandøren ikke har opfyldt de i artikel 5 nævnte forpligtelser, er fristen på tre måneder. Den løber: - for varers vedkommende fra den dato, hvor forbrugeren modtager dem - for tjensteydelsers vedkommende fra den dato, hvor aftalen indgås. Hvis de i artikel 5 nævnte oplysninger forelægges inden for denne tre måneders frist, løber den i første afsnit nævnte frist på mindst syv hverdage fra dette tidspunkt. 2. Hvis forbrugeren gør fortrydelsesretten i medfør af denne artikel gældende, skal leverandøren vederlagsfrit tilbagebetale de beløb, som forbrugeren har indbetalt. De eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør sin fortrydelsesret gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Tilbagebetalingen skal ske snarest muligt og senest inden 30 dage. 3. Medmindre parterne har aftalt andet, kan forbrugeren ikke gøre den i stk. 1 fastsatte fortrydelsesret gældende i forbindelse med aftaler: - om tjenesteydelser, hvor udførelsen er påbegyndt med forbrugerens samtykke inden udløbet af den i stk. 1 fastsatte frist på syv hverdage - om varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af svingninger på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har indflydelse på - om levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som på grund af deres beskaffenhed ikke kan tilbagesendes eller må antages at ville blive forringet eller forældet hurtigt - om levering af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmeller, som forbrugeren har brudt plomberingen på - om levering af aviser, tidsskrifter og magasiner - om tips- og lotteriydelser. 4. Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at: - hvis prisen på en vare eller en tjenesteydelse helt eller delvis er dækket af en kredit, der ydes af leverandøren, eller - hvis denne pris helt eller delvis er dækket af en kredit, som tredjemand yder forbrugeren på grundlag af en aftale mellem tredjemanden og leverandøren ophæves kreditaftalen, uden at der kan kræves bod, hvis forbrugeren benytter den i stk. 1 fastsatte fortrydelsesret. Medlemsstaterne fastlægger de nærmere regler for kreditaftalens ophævelse. Artikel 7 Opfyldelse 1. Medmindre parterne har aftalt andet, skal leverandøren effektuere bestillingen senest 30 dage regnet fra dagen efter, at forbrugeren har afgivet sin bestilling til leverandøren. Del. 8. 2. Misligholder leverandøren aftalen, fordi den bestilte vare eller tjenesteydelse er indisponibel, skal forbrugeren underrettes herom, og han skal kunne få eventuelt indbetalte beløb tilbagebetalt snarest muligt og senest inden 30 dage. 3. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at leverandøren kan levere forbrugeren en vare eller tjenesteydelse af samme kvalitet og til samme pris, hvis der er fastsat mulighed herfor forud for aftalens indgåelse eller i aftalen. Forbrugeren skal underrettes herom på en klar og forståelig måde. Udgifter til tilbagelevering i forbindelse med anvendelse af fortrydelsesretten afholdes i et sådant tilfælde af leverandøren, og forbrugeren skal underrettes herom. I sådanne tilfælde kan levering af en vare eller tjenesteydelse ikke sidestilles med levering uden forudgående anmodning som omhandlet i artikel 9. Artikel 8 Betaling med kort Medlemsstaterne sørger for at fastsætte passende regler om, at en forbruger: - kan anmode om annullering af en betaling, hvis et betalingskort er blevet anvendt svigagtigt i forbindelse med en aftale om fjernsalg, som omfattes af dette direktiv - i tilfælde af svigagtig anvendelse får krediteret eller refunderet de foretagne indbetalinger. Artikel 9 Levering uden forudgående anmodning Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at - forbyde levering af varer eller tjenesteydelser til en forbruger uden forudgående bestilling fra denne, hvis leverancen indeholder en anmodning om betaling - fritage forbrugeren for enhver modydelse i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, da manglende svar ikke er ensbetydende med samtykke. Artikel 10 Begrænsninger i anvendelsen af visse fjernkommunikationsteknikker 1. En leverandørs anvendelse af følgende teknikker kræver forudgående samtykke fra forbrugeren: - et automatisk opkaldssystem uden menneskelig medvirken (opkaldsautomat) - telefax. 2. Medlemsstaterne sørger for, at andre fjernkommunikationsteknikker end de i stk. 1 nævnte, og som tillader individuel kommunikation, kun kan anvendes, hvis forbrugeren ikke klart modsætter sig det. Artikel 11 Søgsmål eller klage 1. Medlemsstaterne sørger for, at der i forbrugernes interesse findes tilstrækkelige og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv. 2. De i stk. 1 nævnte midler omfatter bestemmelser, i henhold til hvilke et eller flere af nedennævnte organer efter national ret kan indbringe en sag for domstolene eller for de kompetente administrative myndigheder med henblik på overholdelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser til dette direktiv: a) offentlige organer eller deres repræsentanter b) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne c) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle. Del. 9. 3. a) Medlemsstaterne kan fastsætte, at leverandøren kan pålægges bevisbyrden for, at en forbruger har modtaget forudgående oplysninger eller skriftlig bekræftelse, eller at fristerne er blevet overholdt, eller at forbrugeren har givet sit samtykke. b) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at leverandørerne samt, når det er muligt, formidlerne af fjernkommunikationsteknik ophører med enhver fremgangsmåde, der ikke er i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af dette direktiv. 4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at den frivillige kontrol med overholdelsen af direktivets bestemmelser, som selvstændige organer kan foretage, og muligheden for at indbringe tvister for sådanne organer supplerer de foranstaltninger, som medlemsstaterne skal iværksætte for at sikre, at dette direktiv overholdes. Artikel 12 Bestemmelsernes ufravigelige karakter 1. Forbrugeren kan ikke give afkald på de rettigheder, som tilkommer ham i medfør af dette direktivs transformation til national ret. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves den beskyttelse, som dette direktiv giver, ved at et tredjelands lovgivning vælges som gældende lov for salget, når aftalen har nær tilknytning til en eller flere af medlemsstaternes områder. Artikel 13 Fællesskabsregler 1. Dette direktiv finder anvendelse, medmindre der foreligger fællesskabsforskrifter med særlige bestemmelser om visse typer af aftaler om fjernsalg som helhed. 2. Når specifikke fællesskabsforskrifter indeholder bestemmelser, der kun regulerer visse aspekter af leveringen af varer eller tjenesteydelser, har disse bestemmelser forrang for dette direktivs bestemmelser vedrørende disse særlige aspekter af aftaler vedrørende fjernsalg. Artikel 14 Minimumsbestemmelser Medlemsstaterne kan inden for det område, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser omfatter eventuelt forbud af hensyn til almenvellet mod fjernsalg af visse varer eller tjenesteydelser, navnlig lægemidler, på deres område under overholdelse af traktaten. Artikel 15 Gennemførelse 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest tre år efter dets ikrafttrædelse. De underretter straks Kommissionen herom. 2. De i stk. 1 nævnte love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen være ledsaget af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. 3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de interne retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Del. 10. 4. Senest fire år efter ikrafttrædelsen af dette direktiv forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv tillige med et eventuelt forslag til revision deraf. Artikel 16 Orientering af forbrugerne Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger med henblik på at informere forbrugerne om national gennemførelseslovgivning til dette direktiv og tilskynder, hvor det er relevant, erhvervsorganisationerne til at oplyse forbrugerne om deres kutymeregler. Artikel 17 Klageordning Kommissionen undersøger muligheden af at indføre effektive foranstaltninger til behandling af klager fra forbrugerne vedrørende fjernsalg. Senest to år efter direktivets ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om resultaterne af denne undersøgelse eventuelt ledsaget af forslag. Artikel 18 Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Artikel 19 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 20. maj 1997. På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J.M. GIL-ROBLES J. VAN ÅRTSEN Formand Formand 1) EFT nr. C 156 af 23. 6. 1992, s. 14 og EFT nr. C 308 af 15. 11. 1993, s. 18. 2) EFT nr. C 19 af 25. 1. 1993, s. 111. 3) Europa-Parlamentets udtalelse af 26. maj 1993 (EFT nr. C 176 af 28. 6. 1993, s. 95). Rådets fælles holdning af 29. juni 1995 (EFT nr. C 288 af 30. 10. 1995, s. 1). Europa-Parlamentets afgørelse af 13. december 1995 (EFT nr. C 17 af 22. 1. 1996, s. 51). Europa-Parlamentets afgørelse af 16. januar 1997 og Rådets afgørelse af 20. januar 1997. 4) EFT nr. C 92 af 25. 4. 1975, s. 1. 5) EFT nr. C 167 af 5. 7. 1986, s. 1. 6) EFT nr. C 294 af 22. 11. 1989, s. 1. 7) EFT nr. L 250 af 19. 9. 1984, s. 17. 8) EFT nr. L 156 af 10. 6. 1992, s. 21. 9) EFT nr. L 298 af 17. 10. 1989, s. 23. 10) EFT nr. L 113 af 30. 4. 1992, s. 13. BILAG I Kommunikationsteknikker, jf. artikel 2, nr. 4 - uadresserede tryksager - adresserede tryksager - standardskrivelser - reklamer i tidsskrifter med bestillingsseddel - kataloger - menneskelig betjent telefon - automatisk telefon (opkaldsautomat, audiotekster) - radio - visiofon (telefon med billede) - videotekst (mikrocomputer, fjernsynsskærm) med tastatur eller sensorskærm - elektronisk post - telefax - fjernsyn (telekøb, telesalg). BILAG II Finansielle tjenesteydelser, jf. artikel 3, stk. 1 - investeringsservice - forsikrings- og genforsikringstransaktioner - bankforretninger - transaktioner vedrørende pensionsfonde Del. 11. - tjenesteydelser vedrørende termins- og optionsforretninger. Disse tjenesteydelser omfatter navnlig: - investeringstjenesteydelser omhandlet i bilaget til direktiv 93/22/EØF 1) ; investeringsinstitutters tjenesteydelser - tjenesteydelser henhørende under aktiviteter, som er omfattet af gensidig anerkendelse og anført i bilaget til direktiv 89/646/EØF 2) - transaktioner inden for forsikring og genforsikring omhandlet i: - artikel 1 i direktiv 73/239/EØF 3) - bilaget til direktiv 79/267/EØF 4) - direktiv 64/225/EØF 5) - direktiv 92/49/EØF 6) og 92/96/EØF 7) . 1) EFT nr. L 141 af 11. 6. 1993, s. 27. 2) EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1. Direktivet er ændret ved direktiv 92/30/EØF (EFT nr. L 110 af 28. 4. 1992, s. 52). 3) EFT nr. L 228 af 16. 8. 1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved direktiv 92/49/EØF (EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992, s. 1). 4) EFT nr. L 63 af 13. 3. 1979, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 90/619/EØF (EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 50). 5) EFT nr. 56 af 4. 4. 1964, s. 878/64. Direktivet er ændret ved tiltrædelsesakten af 1973. 6) EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992, s. 1. 7) EFT nr. L 360 af 9. 12. 1992, s. 1. Erklæring fra Rådet og Parlamentet ad artikel 6, stk. 1 Rådet og Parlamentet noterer sig, at Kommissionen vil undersøge muligheden for og det ønskelige i at harmonisere metoden til beregning af fortrydelsesfristen i den eksisterende lovgivning om forbrugerbeskyttelse, navnlig direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (»dørsalg«) 1) . Erklæring fra Kommissionen ad artikel 3, stk. 1, første led Kommissionen anerkender forbrugerbeskyttelsens betydning i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, og på grund af denne betydning har den udsendt en grønbog om finansielle tjenesteydelser: »Opfyldelse af forbrugernes forventninger«. Kommissionen vil på baggrund af grønbogens resultater undersøge, hvorledes forbrugerbeskyttelse kan integreres i politikken vedrørende finansielle tjenesteydelser samt eventuelle lovgivningsmæssige følger heraf, og den vil om nødvendigt forelægge passende forslag. 1) EFT nr. L 372 af 31. 12. 1985, s. 31.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 2) , i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B 3) , på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 27. november 1996, og ud fra følgende betragtninger: (1) Der bør i forbindelse med gennemførelsen af målene for det indre marked vedtages foranstaltninger med henblik på dets gradvise konsolidering; (2) den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser vedrører ikke kun de erhvervsdrivende, men også privatpersoner; den indebærer, at forbrugerne i Fællesskabet får adgang til varer og tjenesteydelser i en anden medlemsstat på samme betingelser som befolkningen i denne stat; (3) fjernsalg på tværs af grænserne kan være et af de vigtigste konkrete resultater for forbrugerne af gennemførelsen af det indre marked, som det bl.a. fastslås i Kommissionens meddelelse til Rådet »På vej mod et enhedsmarked inden for distribution«; med henblik på at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, er det absolut nødvendigt, at forbrugerne kan henvende sig til en virksomhed uden for hjemlandet, selv om denne virksomhed har et datterselskab i forbrugerens bopælsland; (4) indførelsen af nye teknologier medfører en mangedobling af de midler, forbrugerne råder over til at gøre sig bekendt med de kommercielle tilbud overalt i Fællesskabet og til at afgive deres bestillinger; visse medlemsstater har allerede fastsat forskellige eller afvigende bestemmelser om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg med negative konsekvenser for konkurrencen mellem virksomhederne på det indre marked; det er derfor nødvendigt at indføre et minimum af fælles regler på fællesskabsplan; (5) i punkt 18 og 19 i bilaget til Rådets resolution af 14. april 1975 om Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs første program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og oplysning 4) nævnes nødvendigheden af at beskytte købere af varer eller tjenesteydelser mod krav om betaling for ikke-bestilte varer og aggressive salgsmetoder; (6) i Kommissionens meddelelse til Rådet med titlen »Fremstød på det forbrugerpolitiske område«, der blev godkendt ved Rådets resolution af 23. juni 1986 5) , bebudes det i punkt 33, at Kommissionen vil forelægge forslag om anvendelse af nye informationsteknologier, der gør det muligt at transmittere bestillinger fra forbrugerens hjem til leverandøren;

(7) i Rådets resolution af 9. november 1989 om de fremtidige prioriteter for en intensiveret forbrugerbeskyttelsespolitik 6) opfordres Kommissionen til især at sætte ind på de områder, der nævnes i bilaget til denne resolution; i dette bilag nævnes ny teknologi, der muliggør fjernsalg; Kommissionen har fulgt denne resolution op med vedtagelsen af en »Treårig handlingsplan for forbrugerpolitik i EF (1990-1992)«; ifølge denne plan skal der vedtages et direktiv på dette område; (8) valg af aftalesprog i forbindelse med fjernsalg henhører under medlemsstaternes kompetence; (9) aftaler vedrørende fjernsalg er karakteriseret ved anvendelsen af en eller flere teknikker til fjernkommunikation; disse forskellige teknikker anvendes som led i et ordnet system med fjernsalg eller fjernydelser, uden at leverandøren og forbrugeren er til stede samtidig; den konstante udvikling af disse teknikker gør det umuligt at udarbejde en udtømmende fortegnelse; det er følgelig nødvendigt at fastsætte de principper, der skal gælde på dette område selv for nye teknikker, som endnu kun anvendes i begrænset omfang; (10) den samme transaktion, der omfatter flere på hinanden følgende operationer eller en række enkeltoperationer over en vis periode, kan give anledning til forskellige juridiske beskrivelser afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater; bestemmelserne i dette direktiv kan ikke anvendes forskelligt afhængigt af lovgivningen i de enkelte medlemsstater, med forbehold af medlemsstaternes anvendelse af artikel 14; det må derfor anses, at bestemmelserne i dette direktiv mindst skal være opfyldt ved den første af flere på hinanden følgende operationer eller den første af en række enkeltoperationer over en vis periode, som kan betragtes som udgørende et hele, hvad enten denne operation eller rækken af operationer er omfattet af en enkelt aftale eller flere på hinanden følgende særskilte aftaler; (11) anvendelsen af fjernkommunikationsteknikker bør ikke medføre en begrænsning af den information, der gives forbrugeren; der bør derfor fastsættes bestemmelser om, hvilke informationer der obligatorisk skal meddeles forbrugeren, uanset hvilken kommunikationsteknik der anvendes; formidlingen af information skal endvidere opfylde de øvrige relevante fællesskabsregler og navnlig Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame 7) ; hvis kravet om information fraviges, er det forbrugeren, der på grundlag af et skøn skal anmode om visse grundlæggende oplysninger, såsom leverandørens navn, varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber og pris; (12) i tilfælde af kommunikation pr. telefon bør forbrugeren have tilstrækkelige oplysninger i begyndelsen af samtalen til at afgøre, hvorvidt han ønsker at fortsætte;

(13) den information, der formidles via visse elektroniske teknologier, har ofte en flygtig karakter, da den ikke modtages på et varigt medium; det er derfor påkrævet, at forbrugeren skriftligt i god tid modtager de informationer, der er nødvendige for at opfylde aftalens bestemmelser korrekt; (14) forbrugeren har i praksis ikke mulighed for at se varen eller få kendskab til tjenesteydelsens egenskaber, før aftalen indgås; der bør derfor indføres en fortrydelsesret, når andet ikke er fastsat i dette direktiv; for at denne ret ikke skal forblive rent formel, må forbrugerens eventuelle udgifter i denne forbindelse begrænses til de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen; fortrydelsesretten berører ikke forbrugerens rettigheder i henhold til national lovgivning, særlig ved modtagelsen af mangelfulde varer og tjenesteydelser eller varer og tjenesteydelser, som ikke svarer til beskrivelsen i tilbuddet; det er medlemsstaterne, der skal fastsætte de øvrige nærmere regler og betingelser for udøvelse af fortrydelsesretten; (15) det er endvidere nødvendigt at fastsætte en frist for opfyldelse af aftalen, hvis dette ikke sker, når bestillingen afgives; (16) salgsfremmende teknikker, der går ud på at tilsende forbrugeren en vare eller levere ham en tjenesteydelse mod betaling uden forudgaænde bestilling eller udtrykkelig aftale herom, er uacceptable, medmindre der er tale om en erstatningsleverance; (17) artikel 8 og 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 bør tages i betragtning; det er nødvendigt at anerkende forbrugernes ret til privatlivets fred, navnlig med hensyn til visse særligt aggressive kommunikationsteknikker; der bør derfor fastsættes specifikke begrænsninger for anvendelsen af sådanne teknikker; medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for effektivt at beskytte de forbrugere, der ikke ønsker at blive kontaktet gennem visse former for kommunikation, mod sådanne henvendelser, uden at dette berører de særlige beskyttelsesforanstaltninger, forbrugeren har krav på ifølge fællesskabslovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred; (18) det er vigtigt, at de grundlæggende bindende bestemmelser i dette direktiv, hvor det er hensigtsmæssigt, suppleres med frivillige aftaler mellem de berørte erhvervsdrivende i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 92/295/EØF af 7. april 1992 vedrørende kutymeregler for forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg 8) ; (19) af hensyn til den bedst mulige forbrugerbeskyttelse er det vigtigt, at forbrugerne bliver fyldestgørende orienteret om dette direktivs bestemmelser og om eventuelle kutymeregler på dette område;

(20) manglende overholdelse af bestemmelserne i dette direktiv kan påføre både forbrugerne og konkurrerende virksomheder skade; der kan derfor fastsættes bestemmelser, der gør det muligt for offentlige organer eller deres repræsentanter eller for forbrugerorganisationer, der ifølge den nationale lovgivning har en berettiget interesse i at beskytte forbrugerne, eller for erhvervsorganisationer, der har en berettiget interesse i at gribe ind, at overvåge anvendelsen af dette direktiv; (21) af hensyn til forbrugerbeskyttelse er det vigtigt at tage spørgsmålet om klager på tværs af grænserne op til behandling, så snart det er muligt; Kommissionen offentliggjorde den 14. februar 1996 en handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i det indre marked; denne plan indeholder specifikke initiativer til fremme af udenretslige former for sagsbehandling; der foreslås objektive kriterier (bilag II), der skal sikre en pålidelig sagsbehandling, og der fastsættes bestemmelser for anvendelsen af standardiserede reklamationer (bilag III); (22) forbrugeren behersker ikke teknikken i forbindelse med anvendelsen af ny teknologi; der skal derfor være mulighed for, at bevisbyrden kan påhvile leverandøren; (23) i visse tilfælde er der risiko for, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der gives i medfør af dette direktiv, ved at et tredjelands lovgivning vælges som retsgrundlag for aftalen; der bør derfor i dette direktiv fastsættes regler, der tager sigte på at undgå denne risiko; (24) medlemsstaterne kan af hensyn til almenvellet indføre forbud mod markedsføring af visse varer og tjenesteydelser på deres område gennem aftaler vedrørende fjernsalg; dette forbud bør tage hensyn til de gældende fællesskabsregler; sådanne forbud gælder allerede bl.a. med hensyn til lægemidler efter Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed 9) og Rådets direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for humanmedicinske lægemidler 10) UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 Formål Formålet med dette direktiv er at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler vedrørende fjernsalg indgået mellem en forbruger og en leverandør. Artikel 2 Definitioner I dette direktiv forstås ved 1) aftale vedrørende fjernsalg: enhver aftale mellem en leverandør og en forbruger vedrørende varer eller tjenesteydelser, der er indgået som led i et system for varesalg eller levering af tjenesteydelser organiseret af leverandøren, som for den pågældende aftales vedkommende udelukkende anvender en eller flere former for fjernkommunikationsteknik frem til og inklusive selve indgåelsen af aftalen

2) forbruger: enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv 3) leverandør: enhver fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv 4) fjernkommunikationsteknik: ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale mellem disse parter. En vejledende fortegnelse over de teknikker, der er omfattet af dette direktiv, findes i bilag I 5) formidler af kommunikationsteknik: enhver fysisk eller juridisk person, offentlig eller privat, hvis erhverv består i at stille en eller flere former for fjernkommunikationsteknik til rådighed for leverandørerne. Artikel 3 Undtagelser 1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler - der vedrører de finansielle tjenesteydelser, der er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag II - der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler - der indgås med formidlere af telekommunikation ved brug af offentlige telefonbokse - der indgås med henblik på opførelse og salg af fast ejendom, samt aftaler om andre rettigheder i forbindelse med fast ejendom bortset fra udlejning - der indgås på en auktion. 2. Artikel 4, 5 og 6 samt artikel 7, stk. 1, finder ikke anvendelse på: - aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre dagligvarer til husholdningen, der udbringes til en forbruger på dennes bopæl eller arbejdsplads af handlende som led i hyppige og regelmæssige vareudbringningsrunder - aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og fritidstilbud, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne ydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum; i tilfælde af udendørs fritidsbegivenheder kan leverandøren undtagelsesvis forbeholde sig ret til ikke at anvende artikel 7, stk. 2, under særlige omstændigheder. Artikel 4 Forudgående oplysninger 1. I god tid inden indgåelsen af enhver aftale vedrørende fjernsalg skal forbrugeren have følgende oplysninger: a) leverandørens navn og, i tilfælde af aftaler hvor der kræves forudbetaling, tillige hans adresse b) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber c) varens eller tjenesteydelsens pris inkl. alle afgifter d) eventuelle leveringsomkostninger e) betalings- eller leveringsbetingelser eller betingelserne for opfyldelse af aftalen f) eventuel fortrydelsesret, undtagen i de i artikel 6, stk. 3, nævnte tilfælde g) omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikationsteknikken, når de beregnes efter anden tarif end grundtariffen h) det tidsrum, i hvilket tilbuddet eller prisen er gyldig

i) i givet fald aftalens korteste gyldighedsperiode i forbindelse med aftaler om varige eller regelmæssige vareleverancer eller tjenesteydelser. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger, hvis kommercielle sigte skal fremgå utvetydigt, skal gives på en klar og forstaælig måde under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik, idet navnlig principperne om redelig forretningspraksis og beskyttelse af personer, såsom mindreårige, der i henhold til deres nationale lovgivning er umyndige, skal overholdes. 3. I forbindelse med telefonisk kommunikation skal endvidere leverandørens navn og opringningens kommercielle sigte udtrykkeligt opgives ved begyndelsen af enhver samtale med forbrugeren. Artikel 5 Skriftlig bekræftelse af oplysningerne 1. Forbrugeren skal modtage bekræftelse skriftligt eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham, af de i artikel 4, stk. 1, litra a)-f), nævnte oplysninger i god tid under aftalens opfyldelse, og senest ved leveringen, når der er tale om varer, som ikke skal leveres til tredjemand, medmindre oplysningerne allerede er givet forbrugeren forud for aftalens indgåelse skriftligt eller på et andet varigt medium, som er til hans rådighed og tilgængeligt for ham. Der skal under alle omstændigheder forelægges: - skriftlig oplysning om betingelserne og de nærmere regler for udøvelsen af den i artikel 6 nævnte fortrydelsesret, herunder de i artikel 6, stk. 3, første led, nævnte tilfælde - den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager - oplysninger om foreliggende eftersalgsservice og garantibetingelser - betingelserne for ophævelse af aftalen, hvis denne er af ubestemt varighed eller af mere end ét års varighed. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på tjenesteydelser, hvor selve opfyldelsen sker ved anvendelse af fjernkommunikationsteknik, når disse tjenesteydelser leveres samlet på en gang, og hvor faktureringen foretages af formidleren af fjernkommunikationsteknikken. Forbrugeren skal dog under alle omstændigheder kunne få oplyst den fysiske adresse på leverandørens forretningssted, hvortil han kan indgive eventuelle klager. Artikel 6 Fortrydelsesret 1. Ved enhver aftale vedrørende fjernsalg har forbrugeren en frist på mindst syv hverdage til at fortryde aftalen, uden at der kan kræves bod, og uden angivelse af årsag. De eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør sin fortrydelsesret gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Fristen løber: - for varers vedkommende fra den dato, hvor forbrugeren modtager dem, når forpligtelserne i artikel 5 er opfyldt

- for tjenesteydelsers vedkommende fra den dato, hvor aftalen indgås, eller fra den dato, hvor forpligtelserne i artikel 5 er opfyldt, hvis de opfyldes efter aftalens indgåelse, forudsat at fristen ikke overskrider den nedenfor nævnte frist på tre måneder. Hvis leverandøren ikke har opfyldt de i artikel 5 nævnte forpligtelser, er fristen på tre måneder. Den løber: - for varers vedkommende fra den dato, hvor forbrugeren modtager dem - for tjensteydelsers vedkommende fra den dato, hvor aftalen indgås. Hvis de i artikel 5 nævnte oplysninger forelægges inden for denne tre måneders frist, løber den i første afsnit nævnte frist på mindst syv hverdage fra dette tidspunkt. 2. Hvis forbrugeren gør fortrydelsesretten i medfør af denne artikel gældende, skal leverandøren vederlagsfrit tilbagebetale de beløb, som forbrugeren har indbetalt. De eneste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør sin fortrydelsesret gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Tilbagebetalingen skal ske snarest muligt og senest inden 30 dage. 3. Medmindre parterne har aftalt andet, kan forbrugeren ikke gøre den i stk. 1 fastsatte fortrydelsesret gældende i forbindelse med aftaler: - om tjenesteydelser, hvor udførelsen er påbegyndt med forbrugerens samtykke inden udløbet af den i stk. 1 fastsatte frist på syv hverdage - om varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af svingninger på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har indflydelse på - om levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som på grund af deres beskaffenhed ikke kan tilbagesendes eller må antages at ville blive forringet eller forældet hurtigt - om levering af lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmeller, som forbrugeren har brudt plomberingen på - om levering af aviser, tidsskrifter og magasiner - om tips- og lotteriydelser. 4. Medlemsstaterne fastsætter i deres lovgivning, at: - hvis prisen på en vare eller en tjenesteydelse helt eller delvis er dækket af en kredit, der ydes af leverandøren, eller - hvis denne pris helt eller delvis er dækket af en kredit, som tredjemand yder forbrugeren på grundlag af en aftale mellem tredjemanden og leverandøren ophæves kreditaftalen, uden at der kan kræves bod, hvis forbrugeren benytter den i stk. 1 fastsatte fortrydelsesret. Medlemsstaterne fastlægger de nærmere regler for kreditaftalens ophævelse. Artikel 7 Opfyldelse 1. Medmindre parterne har aftalt andet, skal leverandøren effektuere bestillingen senest 30 dage regnet fra dagen efter, at forbrugeren har afgivet sin bestilling til leverandøren.

2. Misligholder leverandøren aftalen, fordi den bestilte vare eller tjenesteydelse er indisponibel, skal forbrugeren underrettes herom, og han skal kunne få eventuelt indbetalte beløb tilbagebetalt snarest muligt og senest inden 30 dage. 3. Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at leverandøren kan levere forbrugeren en vare eller tjenesteydelse af samme kvalitet og til samme pris, hvis der er fastsat mulighed herfor forud for aftalens indgåelse eller i aftalen. Forbrugeren skal underrettes herom på en klar og forståelig måde. Udgifter til tilbagelevering i forbindelse med anvendelse af fortrydelsesretten afholdes i et sådant tilfælde af leverandøren, og forbrugeren skal underrettes herom. I sådanne tilfælde kan levering af en vare eller tjenesteydelse ikke sidestilles med levering uden forudgående anmodning som omhandlet i artikel 9. Artikel 8 Betaling med kort Medlemsstaterne sørger for at fastsætte passende regler om, at en forbruger: - kan anmode om annullering af en betaling, hvis et betalingskort er blevet anvendt svigagtigt i forbindelse med en aftale om fjernsalg, som omfattes af dette direktiv - i tilfælde af svigagtig anvendelse får krediteret eller refunderet de foretagne indbetalinger. Artikel 9 Levering uden forudgående anmodning Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at - forbyde levering af varer eller tjenesteydelser til en forbruger uden forudgående bestilling fra denne, hvis leverancen indeholder en anmodning om betaling - fritage forbrugeren for enhver modydelse i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, da manglende svar ikke er ensbetydende med samtykke. Artikel 10 Begrænsninger i anvendelsen af visse fjernkommunikationsteknikker 1. En leverandørs anvendelse af følgende teknikker kræver forudgående samtykke fra forbrugeren: - et automatisk opkaldssystem uden menneskelig medvirken (opkaldsautomat) - telefax. 2. Medlemsstaterne sørger for, at andre fjernkommunikationsteknikker end de i stk. 1 nævnte, og som tillader individuel kommunikation, kun kan anvendes, hvis forbrugeren ikke klart modsætter sig det. Artikel 11 Søgsmål eller klage 1. Medlemsstaterne sørger for, at der i forbrugernes interesse findes tilstrækkelige og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv. 2. De i stk. 1 nævnte midler omfatter bestemmelser, i henhold til hvilke et eller flere af nedennævnte organer efter national ret kan indbringe en sag for domstolene eller for de kompetente administrative myndigheder med henblik på overholdelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser til dette direktiv: a) offentlige organer eller deres repræsentanter b) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte forbrugerne c) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle.

3. a) Medlemsstaterne kan fastsætte, at leverandøren kan pålægges bevisbyrden for, at en forbruger har modtaget forudgående oplysninger eller skriftlig bekræftelse, eller at fristerne er blevet overholdt, eller at forbrugeren har givet sit samtykke. b) Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at leverandørerne samt, når det er muligt, formidlerne af fjernkommunikationsteknik ophører med enhver fremgangsmåde, der ikke er i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i medfør af dette direktiv. 4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at den frivillige kontrol med overholdelsen af direktivets bestemmelser, som selvstændige organer kan foretage, og muligheden for at indbringe tvister for sådanne organer supplerer de foranstaltninger, som medlemsstaterne skal iværksætte for at sikre, at dette direktiv overholdes. Artikel 12 Bestemmelsernes ufravigelige karakter 1. Forbrugeren kan ikke give afkald på de rettigheder, som tilkommer ham i medfør af dette direktivs transformation til national ret. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves den beskyttelse, som dette direktiv giver, ved at et tredjelands lovgivning vælges som gældende lov for salget, når aftalen har nær tilknytning til en eller flere af medlemsstaternes områder. Artikel 13 Fællesskabsregler 1. Dette direktiv finder anvendelse, medmindre der foreligger fællesskabsforskrifter med særlige bestemmelser om visse typer af aftaler om fjernsalg som helhed. 2. Når specifikke fællesskabsforskrifter indeholder bestemmelser, der kun regulerer visse aspekter af leveringen af varer eller tjenesteydelser, har disse bestemmelser forrang for dette direktivs bestemmelser vedrørende disse særlige aspekter af aftaler vedrørende fjernsalg. Artikel 14 Minimumsbestemmelser Medlemsstaterne kan inden for det område, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser omfatter eventuelt forbud af hensyn til almenvellet mod fjernsalg af visse varer eller tjenesteydelser, navnlig lægemidler, på deres område under overholdelse af traktaten. Artikel 15 Gennemførelse 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest tre år efter dets ikrafttrædelse. De underretter straks Kommissionen herom. 2. De i stk. 1 nævnte love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen være ledsaget af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. 3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de interne retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

4. Senest fire år efter ikrafttrædelsen af dette direktiv forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv tillige med et eventuelt forslag til revision deraf. Artikel 16 Orientering af forbrugerne Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger med henblik på at informere forbrugerne om national gennemførelseslovgivning til dette direktiv og tilskynder, hvor det er relevant, erhvervsorganisationerne til at oplyse forbrugerne om deres kutymeregler. Artikel 17 Klageordning Kommissionen undersøger muligheden af at indføre effektive foranstaltninger til behandling af klager fra forbrugerne vedrørende fjernsalg. Senest to år efter direktivets ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om resultaterne af denne undersøgelse eventuelt ledsaget af forslag. Artikel 18 Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Artikel 19 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 20. maj 1997. På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J.M. GIL-ROBLES J. VAN ÅRTSEN Formand Formand 1) EFT nr. C 156 af 23. 6. 1992, s. 14 og EFT nr. C 308 af 15. 11. 1993, s. 18. 2) EFT nr. C 19 af 25. 1. 1993, s. 111. 3) Europa-Parlamentets udtalelse af 26. maj 1993 (EFT nr. C 176 af 28. 6. 1993, s. 95). Rådets fælles holdning af 29. juni 1995 (EFT nr. C 288 af 30. 10. 1995, s. 1). Europa-Parlamentets afgørelse af 13. december 1995 (EFT nr. C 17 af 22. 1. 1996, s. 51). Europa-Parlamentets afgørelse af 16. januar 1997 og Rådets afgørelse af 20. januar 1997. 4) EFT nr. C 92 af 25. 4. 1975, s. 1. 5) EFT nr. C 167 af 5. 7. 1986, s. 1. 6) EFT nr. C 294 af 22. 11. 1989, s. 1. 7) EFT nr. L 250 af 19. 9. 1984, s. 17. 8) EFT nr. L 156 af 10. 6. 1992, s. 21. 9) EFT nr. L 298 af 17. 10. 1989, s. 23. 10) EFT nr. L 113 af 30. 4. 1992, s. 13. BILAG I Kommunikationsteknikker, jf. artikel 2, nr. 4 - uadresserede tryksager - adresserede tryksager - standardskrivelser - reklamer i tidsskrifter med bestillingsseddel - kataloger - menneskelig betjent telefon - automatisk telefon (opkaldsautomat, audiotekster) - radio - visiofon (telefon med billede) - videotekst (mikrocomputer, fjernsynsskærm) med tastatur eller sensorskærm - elektronisk post - telefax - fjernsyn (telekøb, telesalg). BILAG II Finansielle tjenesteydelser, jf. artikel 3, stk. 1 - investeringsservice - forsikrings- og genforsikringstransaktioner - bankforretninger - transaktioner vedrørende pensionsfonde

- tjenesteydelser vedrørende termins- og optionsforretninger. Disse tjenesteydelser omfatter navnlig: - investeringstjenesteydelser omhandlet i bilaget til direktiv 93/22/EØF 1) ; investeringsinstitutters tjenesteydelser - tjenesteydelser henhørende under aktiviteter, som er omfattet af gensidig anerkendelse og anført i bilaget til direktiv 89/646/EØF 2) - transaktioner inden for forsikring og genforsikring omhandlet i: - artikel 1 i direktiv 73/239/EØF 3) - bilaget til direktiv 79/267/EØF 4) - direktiv 64/225/EØF 5) - direktiv 92/49/EØF 6) og 92/96/EØF 7) . 1) EFT nr. L 141 af 11. 6. 1993, s. 27. 2) EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1. Direktivet er ændret ved direktiv 92/30/EØF (EFT nr. L 110 af 28. 4. 1992, s. 52). 3) EFT nr. L 228 af 16. 8. 1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved direktiv 92/49/EØF (EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992, s. 1). 4) EFT nr. L 63 af 13. 3. 1979, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 90/619/EØF (EFT nr. L 330 af 29. 11. 1990, s. 50). 5) EFT nr. 56 af 4. 4. 1964, s. 878/64. Direktivet er ændret ved tiltrædelsesakten af 1973. 6) EFT nr. L 228 af 11. 8. 1992, s. 1. 7) EFT nr. L 360 af 9. 12. 1992, s. 1. Erklæring fra Rådet og Parlamentet ad artikel 6, stk. 1 Rådet og Parlamentet noterer sig, at Kommissionen vil undersøge muligheden for og det ønskelige i at harmonisere metoden til beregning af fortrydelsesfristen i den eksisterende lovgivning om forbrugerbeskyttelse, navnlig direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (»dørsalg«) 1) . Erklæring fra Kommissionen ad artikel 3, stk. 1, første led Kommissionen anerkender forbrugerbeskyttelsens betydning i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, og på grund af denne betydning har den udsendt en grønbog om finansielle tjenesteydelser: »Opfyldelse af forbrugernes forventninger«. Kommissionen vil på baggrund af grønbogens resultater undersøge, hvorledes forbrugerbeskyttelse kan integreres i politikken vedrørende finansielle tjenesteydelser samt eventuelle lovgivningsmæssige følger heraf, og den vil om nødvendigt forelægge passende forslag. 1) EFT nr. L 372 af 31. 12. 1985, s. 31.

Bilag 3

Bilag 3 Del. 1. EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 2) , og i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B 3) , på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 6. november 1997, og ud fra følgende betragtninger: (1) Det kræves i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger 4) , at medlemsstaterne med henblik på fri udveksling af personoplysninger inden for Fællesskabet skal sikre fysiske personers rettigheder og frihed i forbindelse med behandling af personoplysninger, herunder navnlig disse personers krav på privatlivets fred; (2) telekommunikationshemmeligheden er garanteret ved de internationale instrumenter på menneskerettighedsområdet (herunder navnlig den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder) og ved medlemsstaternes forfatninger; (3) nye avancerede digitale teknikker er ved at blive taget i anvendelse i offentlige telenet i Fællesskabet, og dette medfører, at der er et særligt behov for beskyttelse af personoplysninger og brugerens privatliv; det er kendetegnende for udviklingen af informationssamfundet, at der indføres nye teletjenester; en vellykket grænseoverskridende udvikling af disse tjenester, herunder »video on demand« og interaktivt tv, afhænger delvis af, at brugerne har tillid til, at deres privatliv ikke krænkes; (4) dette gælder navnlig i forbindelse med indførelsen af det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og digitale mobilnet; (5) Rådet har i sin resolution af 30. juni 1988 om etablering af et fælles marked for teletjenester og -udstyr inden 1992 5) opfordret til, at der tages skridt til at beskytte personoplysninger, således at den fremtidige udvikling af telekommunikation i Fællesskabet kan foregå under betryggende forhold; Rådet understregede igen betydningen af at beskytte personoplysninger og privatlivets fred i sin resolution af 18. juni 1989 om forstærket samordning i forbindelse med indførelsen af et tjenesteintegreret digitalnet (ISDN) i Det Europæiske Fællesskab inden 1992 6) ; (6) Europa-Parlamentet har understreget vigtigheden af, at personoplysninger og privatlivets fred beskyttes i telenettene, navnlig i forbindelse med indførelsen af det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN); Del. 2. (7) med hensyn til offentlige telenet bør der træffes specifikke foranstaltninger af lovgivningsmæssig, administrativ og teknisk art for at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og juridiske personers legitime interesser, navnlig mod den voksende risiko, der er forbundet med automatiseret opbevaring og behandling af oplysninger om abonnenter og brugere; (8) de foranstaltninger af lovgivningsmæssig, administrativ og teknisk art, medlemsstaterne har vedtaget i telekommunikationssektoren med henblik på beskyttelse af personoplysninger, privatlivets fred og juridiske personers legitime interesser, bør harmoniseres for at undgå hindringer for gennemførelsen af det indre marked for telekommunikation i overensstemmelse med målene i traktatens artikel 7 A; harmoniseringen begrænser sig til de krav, der er nødvendige for at sikre, at fremme og udvikling af nye teletjenester og -net mellem medlemsstater ikke hindres; (9) medlemsstaterne, leverandørerne og de berørte brugere samt de kompetente organer på fællesskabsplan bør samarbejde om at skabe og udvikle de relevante teknologier, hvor dette er nødvendigt for at gennemføre de garantier, der er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv; (10) disse nye tjenester omfatter interaktivt tv og »video on demand«; (11) i telesektoren, navnlig i alle forhold vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som ikke specifikt er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv, herunder den registeransvarliges forpligtelser og fysiske personers rettigheder, finder direktiv 95/46/EF anvendelse; direktiv 95/46/EF anvendes på ikke offentligt tilgængelige teletjenester; (12) i lighed med bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 95/46/EF finder dette direktiv ikke anvendelse på beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der er forbundet med aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten; det er op til medlemsstaterne at træffe de foranstaltninger, de finder nødvendige til beskyttelse af den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område; dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for lovligt at aflytte telekommunikation med et af disse formål for øje; (13) abonnenter på offentligt tilgængelige teletjenester kan være fysiske eller juridiske personer; bestemmelserne i det direktiv tager som supplement til direktiv 95/46/EF sigte på at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig deres ret til privatlivets fred, samt juridiske personers legitime interesser; disse bestemmelser kan i intet tilfælde forpligte medlemsstater til at udvide anvendelsen af direktiv 95/46/EF til at omfatte beskyttelse af juridiske personers legitime interesser; denne beskyttelse er sikret inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning; Del. 3. (14) visse krav i relation til visning af A-nummer og af tilsluttet nummer samt begrænsning heraf og i relation til automatisk viderestilling til abonnentlinjer, der er forbundet med analoge net, må ikke gøres bindende i særlige tilfælde, hvor opfyldelsen heraf ville være teknisk umulig eller fordre uforholdsmæssig stor økonomisk indsats; da det er vigtigt for de berørte parter at kende til sådanne tilfælde, bør medlemsstaterne underrette Kommissionen herom; (15) leverandører af teletjenester skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte deres tjenester, om nødvendigt i samarbejde med netudbyderen, og informere abonnenter om eventuelle særlige risici for brud på netsikkerheden; sikkerheden evalueres på baggrund af artikel 17 i direktiv 95/46/EF; (16) der bør træffes foranstaltninger til at hindre uautoriseret adgang til samtaler for at beskytte telekommunikationshemmeligheden, når det gælder samtaler, der finder sted via offentlige telekommunikationsnet og offentligt tilgængelige telekommunikationstjenester; den nationale lovgivning i visse medlemsstater forbyder kun uautoriseret adgang til samtaler, når det sker med forsæt; (17) abonnentdata, som behandles ved etablering af samtaler, indeholder oplysninger om fysiske personers privatliv og vedrører retten til respekt for deres korrespondance eller vedrører juridiske personers legitime interesser; sådanne data må kun lagres i det omfang, det er nødvendigt for tjenestens gennemførelse med henblik på debitering og afregning for tilslutninger, og kun i et begrænset tidsrum; ønsker leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester at underkaste sådanne data yderligere behandling med henblik på markedsføring af egne tjenester, må dette kun ske, hvis abonnenten har givet sit samtykke hertil på grundlag af nøjagtig og fuldstændig oplysning fra leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester om arten af den yderligere behandling, han agter at foretage; (18) indførelsen af specificerede samtaleopgørelser har forbedret abonnentens muligheder for at kontrollere rigtigheden af de takster, tjenesteleverandøren opkræver, men samtidig kan de udgøre en fare for offentligt tilgængelige teletjenesters brugeres privatliv; for at beskytte brugerens privatliv skal medlemsstaterne derfor tilskynde til udvikling af valgmuligheder inden for teletjenester, herunder alternative betalingsfaciliteter, som giver mulighed for anonym og strengt privat adgang til offentligt tilgængelige teletjenester, f.eks. telekort eller betaling med kreditkort; medlemsstaterne kan også med samme formål for øje kræve, at nogle af cifrene i de opkaldte numre i de specificerede opgørelser udgår; Del. 4. (19) for så vidt angår A-nummervisningsfunktionen er det nødvendigt at beskytte den kaldende parts ret til at forhindre, at det nummer, hvorfra opkaldet foretages, identificeres, og den kaldte parts ret til at afvise opkald fra uidentificerede numre; det er i specifikke tilfælde berettiget at suspendere en blokering af denne funktion; visse abonnenter, herunder særlige hjælpetjenester og lignende, har en interesse i at sikre deres opkald fuld anonymitet; for så vidt angår identifikation af tilsluttede numre er det nødvendigt at beskytte den kaldte parts ret til og legitime interesse i at suspendere identifikationen af det nummer, som den kaldende part faktisk er tilsluttet, navnlig i tilfælde af viderestilling; leverandører af offentligt tilgængelige teletjenester skal informere deres abonnenter om muligheden for A-nummervisning og identifikation af det tilsluttede nummer i nettet og om alle de tjenester, der tilbydes på grundlag af A-nummervisning og identifikation af det tilsluttede nummer, og om de muligheder for at beskytte privatlivets fred, der er til rådighed; dette vil give abonnenterne mulighed for at foretage et bevidst valg blandt de muligheder for at beskytte privatlivets fred, de kunne ønske sig at gøre brug af; de muligheder, der er for at beskytte privatlivets fred på den enkelte linje, skal ikke nødvendigvis tilbydes som en automatisk nettjeneste, men kan eventuelt etableres efter anmodning til leverandøren af den offentligt tilgængelige teletjeneste; (20) der bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod gener som følge af automatisk viderestilling fra anden side; i sådanne tilfælde bør abonnenten have mulighed for at standse de opkald, der viderestilles til hans terminal, ved blot at anmode leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester herom; (21) abonnentfortegnelser distribueres i store oplag og er offentligt tilgængelige; af hensyn til privatlivets fred og legitime interesser for juridiske personer må abonnenter kunne bestemme, i hvor stor udstrækning deres personoplysninger skal offentliggøres i sådanne abonnentfortegnelser; medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af denne mulighed til abonnenter, der er fysiske personer; (22) der bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod krænkelser af privatlivets fred i form af uønskede telefoniske henvendelser og telefax; medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af denne bestemmelse til abonnenter, der er fysiske personer; (23) ved indførelsen af nye tekniske funktioner i telekommunikationsudstyr med henblik på beskyttelse af data bør det sikres, at dette sker på et harmoniseret grundlag, således at det indre marked kan fungere tilfredsstillende; Del. 5. (24) i lighed med bestemmelserne i artikel 13 i direktiv 95/46/EF kan medlemsstaterne under særlige omstændigheder begrænse rækkevidden af abonnentens forpligtelser og rettigheder, f.eks. ved at sikre, at leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste kan suspendere blokeringen af A-nummervisningsfunktionen i overensstemmelse med national lovgivning med henblik på at forebygge eller afsløre strafbare handlinger eller med henblik på statens sikkerhed; (25) der skal i medlemsstaternes lovgivning være fastsat retsmidler til afhjælpning af tilfælde, hvor brugernes og abonnenternes rettigheder tilsidesættes; personer, der overtræder de nationale forskrifter, der fastsættes i medfør af dette direktiv, skal kunne straffes, uanset om de pågældende personer henhører under privat- eller offentligretlig lovgivning; (26) i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv vil det være formålstjenligt at udnytte de erfaringer, der opnås i den arbejdsgruppe for beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som er nedsat ved artikel 29 i direktiv 95/46/EF, og som er sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes tilsynsmyndigheder; (27) som følge af den teknologiske udvikling inden for telesektoren og den deraf følgende udvikling i udbuddet af tjenester vil det være nødvendigt at fastlægge tekniske specifikationer for de kategorier af data, der er opregnet i bilaget til dette direktiv angående anvendelsen af artikel 6 i dette direktiv, med bistand af det udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der er nedsat ved artikel 31 i direktiv 95/46/EF, for at sikre en konsekvent gennemførelse af kravene i dette direktiv uanset den teknologiske udvikling; denne fremgangsmåde finder kun anvendelse på de specifikationer, der er nødvendige for tilpasning af bilaget til den nye teknologiske udvikling under hensyn til ændringer i efterspørgslen på markedet og hos forbrugerne, og Kommissionen skal behørigt underrette Europa-Parlamentet, når den agter at anvende denne fremgangsmåde; ellers anvendes proceduren i traktatens artikel 100 A; (28) for at lette overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv er der behov for specifikke ordninger for den behandling af oplysninger, der allerede finder sted på det tidspunkt, hvor den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv træder i kraft - UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 Formål og anvendelsesområde 1. Dette direktiv tager sigte på en harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser, der er nødvendig for at sikre et ensartet niveau med hensyn til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og navnlig privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger inden for telesektoren, og for at sikre fri omsætning af sådanne oplysninger og af teleudstyr og -tjenester i Fællesskabet. Del. 6. 2. Med henblik på at nå de i stk. 1 omhandlede mål specificerer og supplerer dette direktivs bestemmelser direktiv 95/46/EF. Nærværende bestemmelser beskytter desuden legitime interesser hos abonnenter, der er juridiske personer. 3. Dette direktiv gælder ikke for aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, som f.eks. de aktiviteter, der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, og under ingen omstændigheder for aktiviteter, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område. Artikel 2 Definitioner Ud over de definitioner, der er fastsat i direktiv 95/46/EF forstås i dette direktiv ved: a) »abonnent« en fysisk eller juridisk person, som har indgået aftale med en leverandør af offentligt tilgængelige teletjenester om levering af sådanne tjenester b) »bruger« en fysisk person, som anvender en offentligt tilgængelig teletjeneste i privat eller forretningsmæssigt øjemed, uden nødvendigvis at abonnere på den pågældende tjeneste c) »offentligt telenet« transmissionssystemer og, hvor det er relevant, koblingsudstyr og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring af signaler mellem bestemte termineringspunkter via kabler, radiobølger, lyslederkabler eller ved andre elektromagnetiske fremføringsmåder, som helt eller delvis anvendes til at stille offentligt tilgængelige teletjenester til rådighed d) »teletjeneste« tjenester, der helt eller delvis består i fremføring og rutning af signaler via telenet, bortset fra radio/tv-spredning. Artikel 3 Tjenester 1. Dette direktiv finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med, at offentligt tilgængelige teletjenester inden for offentlige telenet i Fællesskabet stilles til rådighed, herunder især via det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og offentlige digitale mobilnet. 2. Artikel 8-10 finder anvendelse på abonnentlinjer, der er tilsluttet digitalnet, og, hvis dette er teknisk muligt og ikke fordrer uforholdsmæssig stor økonomisk indsats, på abonnentlinjer, der er tilsluttet analoge net. 3. Medlemsstaterne skal til Kommissionen indberette tilfælde, hvor det vil være teknisk umuligt eller medføre uforholdsmæssigt store investeringer at opfylde kravene i artikel 8-10. Artikel 4 Sikkerhed 1. Leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste skal træffe passende tekniske og organisationsmæssige foranstaltninger for at beskytte sine tjenester, om nødvendigt sammen med leverandøren af det offentlige telenet, med hensyn til netsikkerheden. Under hensyn til teknologiens stade og omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen skal disse foranstaltninger garantere et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risikoen. Del. 7. 2. Hvor der er særlig risiko for brud på netsikkerheden, skal leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste informere abonnenterne herom samt om, hvorledes sådanne brud på nogen måde kan forebygges, herunder om de dermed forbundne omkostninger. Artikel 5 Telekommunikationshemmeligheden 1. Medlemsstaterne sikrer via nationale forskrifter telekommunikationshemmeligheden ved brug af offentlige telenet og offentligt tilgængelige teletjenester. De forbyder især aflytning, registrering, lagring og andre måder, hvorpå samtaler kan opfanges eller overvåges af andre end brugerne, uden at de pågældende brugere har indvilget heri, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge loven, jf. artikel 14, stk. 1. 2. Stk. 1 vedrører ikke lovmedholdelig optagelse af samtaler, der foretages som led i lovlig forretningspraksis med henblik på at kunne forelægge bevis for en handelstransaktion eller enhver anden forretningsmæssig samtale. Artikel 6 Trafik- og debiteringsdata 1. Trafikdata vedrørende abonnenter og brugere, som behandles ved etablering af samtaler, og som lagres af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste, skal slettes eller gøres anonyme efter samtalens afslutning, jf. dog bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4. 2. Med henblik på debitering af abonnenten og afregning for samtrafik er det tilladt at behandle de data, der er nævnt i bilaget. En sådan behandling er tilladt indtil udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for sådanne gældsforpligtelser eller afregninger. 3. Med henblik på markedsføring af egne teletjenester er det tilladt leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste at behandle de i stk. 2 omtalte oplysninger, hvis abonnenten har givet sit samtykke hertil. 4. Behandling af trafik- og debiteringsdata må kun foretages af de personer, som handler efter bemyndigelse fra leverandører af de offentlige telenet og/eller offentligt tilgængelige teletjenester, som er beskæftiget med debitering eller trafikstyring, henvendelser fra kunder, opsporing af svig eller med markedsføring af leverandørens egne teletjenester, og skal begrænses til det for sådanne aktiviteter strengt nødvendige. 5. Stk. 1, 2, 3 og 4 berører ikke de kompetente myndigheders mulighed for i overensstemmelse med gældende lovgivning at indhente oplysninger om debiterings-eller trafikdata med henblik på bilæggelse af tvister, navnlig vedrørende samtrafik eller debitering. Artikel 7 Specificerede samtaleopgørelser 1. Abonnenter har ret til at modtage uspecificerede samtaleopgørelser. 2. Medlemsstaterne skal anvende nationale bestemmelser for at sikre, at der ikke er modstrid mellem abonnenternes ret til at modtage specificerede samtaleopgørelser og kaldende brugeres og kaldte abonnenters ret til privatlivets fred, f.eks. ved at sikre, at brugere og abonnenter råder over tilstrækkelige alternative kommunikations- eller betalingsmuligheder. Artikel 8 Del. 8. Visning af A-nummer og af tilsluttet nummer samt begrænsning heraf 1. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, skal den kaldende bruger i forbindelse med hvert enkelt opkald have mulighed for ved hjælp af en simpel, gebyrfri anordning at forhindre, at hans abonnentnummer fremsendes til A-nummervisning. Den kaldende abonnent skal have denne mulighed på hver enkelt linje. 2. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel anordning, der er gebyrfri ved rimelig anvendelse heraf, at forhindre visning af A-nummeret ved ankommende opkald. 3. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, og A-nummeret vises inden tilslutningen, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel anordning at afvise ankommende opkald, når den kaldende bruger eller abonnent har blokeret visningen af A-nummeret. 4. Hvor der er adgang til visning af tilsluttet nummer, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel, gebyrfri anordning at forhindre, at den kaldende bruger kan identificere det tilsluttede nummer. 5. Stk. 1 finder også anvendelse på opkald fra Fællesskabet til lande uden for dette. Stk. 2, 3 og 4 gælder også for ankommende opkald fra tredjelande. 6. Medlemsstaterne sikrer, at leverandørerne af offentligt tilgængelige teletjenester, når der er adgang til visning af A-nummer og/eller tilsluttet nummer, informerer offentligheden herom og om mulighederne i stk. 1, 2, 3 og 4. Artikel 9 Undtagelsesbestemmelser Medlemsstaterne sikrer, at der er gennemskuelige procedurer for den måde, hvorpå leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste kan suspendere blokeringen af A-nummervisningen: a) midlertidigt, når en abonnent anmoder om at få chikaneopkald eller andre generende opkald eftersporet. I så tilfælde skal de data, hvorved den kaldende abonnent identificeres, i overensstemmelse med national lovgivning opbevares og stilles til rådighed af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste b) for specifikke linjer med henblik på at give organisationer, der tager sig af nødopkald og er godkendte som sådanne af en medlemsstat, herunder retshåndhævende myndigheder, ambulancetjenester og brandvæsener, mulighed for at reagere på sådanne opkald. Artikel 10 Automatisk viderestilling Medlemsstaterne sikrer, at enhver abonnent har mulighed for gebyrfrit og ved hjælp af en simpel anordning at stoppe en tredjepart i at foretage automatisk viderestilling til abonnentens terminal. Artikel 11 Abonnentfortegnelser Del. 9. 1. Personoplysninger i trykte eller elektroniske abonnentfortegnelser, som er offentligt tilgængelige eller kan opnås gennem nummeroplysningen, må ikke indeholde andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at kunne identificere en given abonnent, medmindre abonnenten udtrykkeligt har givet tilladelse til, at der offentliggøres yderligere personoplysninger. En abonnent har ret til gebyrfrit at kræve at blive udeladt af en trykt eller elektronisk fortegnelse, at anføre, at vedkommendes personoplysninger ikke må benyttes til direkte markedsføring, at vedkommendes adresse delvis udelades, og når dette er relevant rent sprogligt, at det ikke fremgår af fortegnelsen, om vedkommende er en mand eller kvinde. 2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade, at operatørerne kræver betaling af abonnenter, som gerne vil sikre sig, at særlige oplysninger, der vedrører dem, ikke optages i en fortegnelse, forudsat at den pågældende betaling ikke kan afholde abonnenten fra at udøve denne ret og under alle omstændigheder begrænses til de omkostninger, som operatørerne reelt afholder til tilpasning og opdatering af listen over abonnenter, der ikke skal optages i den offentlige abonnentfortegnelse. 3. De i stk. 1 fastsatte rettigheder gælder for abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer endvidere inden for rammerne af den gældende fællesskabsret og nationale lovgivning, at de legitime interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår deres optagelse i offentlige abonnentfortegnelser. Artikel 12 Uønskede telefoniske henvendelser 1. Anvendelse af automatiserede opkaldsanordninger uden menneskelige indgreb (automatisk opkaldsmaskine) eller telefaxmaskiner (fax) med henblik på direkte markedsføring kan kun tillades over for abonnenter, som forudgående har givet deres tilladelse hertil. 2. Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for gebyrfrit at sikre, at uønskede telefoniske henvendelser, hvis formål er direkte markedsføring med andre midler end dem, der er nævnt i stk. 1, forbydes, medmindre de pågældende abonnenter har givet deres samtykke til at modtage sådanne henvendelser, eller forbydes for de abonnenters vedkommende, som har frabedt sig at modtage sådanne henvendelser, idet det i den nationale lovgivning skal afgøres, hvilken af de to muligheder der skal gælde. 3. De i stk. 1 og 2 fastsatte rettigheder gælder for abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer endvidere inden for rammerne af den gældende fællesskabsret og nationale lovgivning, at de legitime interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår uønskede telefoniske henvendelser. Artikel 13 Tekniske funktioner og standardisering Del. 10. 1. Ved gennemførelsen af bestemmelserne i dette direktiv drager medlemsstaterne omsorg for, at der ikke stilles bindende krav om, at terminaludstyr eller andet teleudstyr skal indeholde specifikke funktioner, hvorved markedsføring af udstyr og den frie bevægelighed for sådant udstyr i medlemsstaterne og mellem disse hindres, jf. dog stk. 2, 3 og 4. 2. I tilfælde, hvor bestemmelser i dette direktiv kun kan gennemføres ved et krav om specifikke tekniske funktioner, underretter medlemsstaterne Kommissionen herom ifølge den procedure, der er fastlagt ved Rådets direktiv 83/189/EØF vedrørende en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter 7) . 3. Hvor der er behov herfor, sørger Kommissionen for, at der udarbejdes fælles europæiske standarder for, hvorledes specifikke tekniske funktioner skal implementeres i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, og Rådets beslutning 87/95/EØF af 22. december 1986 om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation 8) . Artikel 14 Udvidelse af anvendelsesområdet for visse bestemmelser i direktiv 95/46/EF 1. Medlemsstaterne kan vedtage lovbestemmelser med henblik på at indskrænke rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der nævnes i artikel 5, artikel 6 og artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig af hensyn til statens sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af telekommunikationssystemet efter artikel 13, stk. 1, i direktiv 95/46/EF. 2. Bestemmelserne i direktiv 95/46/EF, kapitel III »retsmidler, ansvar og sanktioner«, finder anvendelse på nationale bestemmelser, der vedtages til nærværende direktivs gennemførelse, og på individuelle rettigheder afledt af nærværende direktiv. 3. Den gruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som blev nedsat ved artikel 29 i direktiv 95/46/EF, udfører de opgaver, der er fastsat i artikel 30 i nævnte direktiv, også med hensyn til beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, samt legitime interesser i telesektoren, som er genstand for nærværende direktiv. 4. Kommissionen fastlægger med bistand af det udvalg, der er nedsat ved artikel 31 i direktiv 95/46/EF, de tekniske specifikationer i forbindelse med bilaget i overensstemmelse med den i samme artikel anførte procedure. Udvalget indkaldes specielt med henblik på de emner, nærværende direktiv vedrører. Artikel 15 Gennemførelse af direktivet 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 24. oktober 1998. Del. 11. Som undtagelse fra første afsnit sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 5 i dette direktiv senest den 24. oktober 2000. Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning vedtages af medlemsstaterne. 2. Uanset artikel 6, stk. 3, kræves der ikke samtykke til behandling, der allerede er sat i værk på datoen for ikrafttrædelsen af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv. I disse tilfælde informeres abonnenterne om behandlingen, og medmindre de inden for en frist, som medlemsstaterne fastsætter, gør indsigelse, anses de for at have givet deres samtykke. 3. Artikel 11 finder ikke anvendelse på udgaver af abonnentfortegnelser, som er blevet offentliggjort, inden de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv, træder i kraft. 4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 16 Adressater Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 1997. På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J. M. GIL-ROBLES J.-C. JUNCKER Formand Formand 1) EFT C 200 af 22.7.1994, s. 4. 2) EFT C 159 af 17.6.1991, s. 38. 3) Europa-Parlamentets udtalelse af 11. marts 1992 (EFT C 94 af 13.4.1992, s. 198), Rådets fælles holdning af 12. september 1996 (EFT C 315 af 24.10.1996, s. 30) og Europa-Parlamentets afgørelse af 16. januar 1997 (EFT C 33 af 3.2.1997, s. 78. Europa-Parlamentets afgørelse af 20. november 1997 (EFT C 371 af 8.12.1997). Rådets afgørelse af 1. december 1997. 4) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. 5) EFT C 257 af 4.10.1988, s. 1. 6) EFT C 196 af 1.8.1989, s. 4. 7) EFT L 109 af 26.4.1983, s. 8. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/10/EF (EFT L 100 af 19.4.1994, s. 30). 8) EFT L 36 af 7.2.1987, s. 31. Beslutningen er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994. BILAG Liste over data Til de formål, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, kan følgende oplysninger behandles: data, der indeholder - abonnentterminalens telefonnummer eller identifikationsnummer - abonnentens adresse og terminaltype - det samlede antal enheder, der skal debiteres i afregningsperioden - det kaldte abonnentnummer - samtalernes art, begyndelsestidspunkt og varighed og/eller mængden af transmitterede data - datoen for samtalen/tjenesten Del. 12. - anden information vedrørende afregningen, som f.eks. oplysninger om forudbetaling, ratevis afregning, lukning og rykkerskrivelser.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 2) , og i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B 3) , på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 6. november 1997, og ud fra følgende betragtninger: (1) Det kræves i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger 4) , at medlemsstaterne med henblik på fri udveksling af personoplysninger inden for Fællesskabet skal sikre fysiske personers rettigheder og frihed i forbindelse med behandling af personoplysninger, herunder navnlig disse personers krav på privatlivets fred; (2) telekommunikationshemmeligheden er garanteret ved de internationale instrumenter på menneskerettighedsområdet (herunder navnlig den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder) og ved medlemsstaternes forfatninger; (3) nye avancerede digitale teknikker er ved at blive taget i anvendelse i offentlige telenet i Fællesskabet, og dette medfører, at der er et særligt behov for beskyttelse af personoplysninger og brugerens privatliv; det er kendetegnende for udviklingen af informationssamfundet, at der indføres nye teletjenester; en vellykket grænseoverskridende udvikling af disse tjenester, herunder »video on demand« og interaktivt tv, afhænger delvis af, at brugerne har tillid til, at deres privatliv ikke krænkes; (4) dette gælder navnlig i forbindelse med indførelsen af det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og digitale mobilnet; (5) Rådet har i sin resolution af 30. juni 1988 om etablering af et fælles marked for teletjenester og -udstyr inden 1992 5) opfordret til, at der tages skridt til at beskytte personoplysninger, således at den fremtidige udvikling af telekommunikation i Fællesskabet kan foregå under betryggende forhold; Rådet understregede igen betydningen af at beskytte personoplysninger og privatlivets fred i sin resolution af 18. juni 1989 om forstærket samordning i forbindelse med indførelsen af et tjenesteintegreret digitalnet (ISDN) i Det Europæiske Fællesskab inden 1992 6) ; (6) Europa-Parlamentet har understreget vigtigheden af, at personoplysninger og privatlivets fred beskyttes i telenettene, navnlig i forbindelse med indførelsen af det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN);

(7) med hensyn til offentlige telenet bør der træffes specifikke foranstaltninger af lovgivningsmæssig, administrativ og teknisk art for at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og juridiske personers legitime interesser, navnlig mod den voksende risiko, der er forbundet med automatiseret opbevaring og behandling af oplysninger om abonnenter og brugere; (8) de foranstaltninger af lovgivningsmæssig, administrativ og teknisk art, medlemsstaterne har vedtaget i telekommunikationssektoren med henblik på beskyttelse af personoplysninger, privatlivets fred og juridiske personers legitime interesser, bør harmoniseres for at undgå hindringer for gennemførelsen af det indre marked for telekommunikation i overensstemmelse med målene i traktatens artikel 7 A; harmoniseringen begrænser sig til de krav, der er nødvendige for at sikre, at fremme og udvikling af nye teletjenester og -net mellem medlemsstater ikke hindres; (9) medlemsstaterne, leverandørerne og de berørte brugere samt de kompetente organer på fællesskabsplan bør samarbejde om at skabe og udvikle de relevante teknologier, hvor dette er nødvendigt for at gennemføre de garantier, der er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv; (10) disse nye tjenester omfatter interaktivt tv og »video on demand«; (11) i telesektoren, navnlig i alle forhold vedrørende beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som ikke specifikt er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv, herunder den registeransvarliges forpligtelser og fysiske personers rettigheder, finder direktiv 95/46/EF anvendelse; direktiv 95/46/EF anvendes på ikke offentligt tilgængelige teletjenester; (12) i lighed med bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 95/46/EF finder dette direktiv ikke anvendelse på beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der er forbundet med aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten; det er op til medlemsstaterne at træffe de foranstaltninger, de finder nødvendige til beskyttelse af den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område; dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for lovligt at aflytte telekommunikation med et af disse formål for øje; (13) abonnenter på offentligt tilgængelige teletjenester kan være fysiske eller juridiske personer; bestemmelserne i det direktiv tager som supplement til direktiv 95/46/EF sigte på at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig deres ret til privatlivets fred, samt juridiske personers legitime interesser; disse bestemmelser kan i intet tilfælde forpligte medlemsstater til at udvide anvendelsen af direktiv 95/46/EF til at omfatte beskyttelse af juridiske personers legitime interesser; denne beskyttelse er sikret inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning;

(14) visse krav i relation til visning af A-nummer og af tilsluttet nummer samt begrænsning heraf og i relation til automatisk viderestilling til abonnentlinjer, der er forbundet med analoge net, må ikke gøres bindende i særlige tilfælde, hvor opfyldelsen heraf ville være teknisk umulig eller fordre uforholdsmæssig stor økonomisk indsats; da det er vigtigt for de berørte parter at kende til sådanne tilfælde, bør medlemsstaterne underrette Kommissionen herom; (15) leverandører af teletjenester skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte deres tjenester, om nødvendigt i samarbejde med netudbyderen, og informere abonnenter om eventuelle særlige risici for brud på netsikkerheden; sikkerheden evalueres på baggrund af artikel 17 i direktiv 95/46/EF; (16) der bør træffes foranstaltninger til at hindre uautoriseret adgang til samtaler for at beskytte telekommunikationshemmeligheden, når det gælder samtaler, der finder sted via offentlige telekommunikationsnet og offentligt tilgængelige telekommunikationstjenester; den nationale lovgivning i visse medlemsstater forbyder kun uautoriseret adgang til samtaler, når det sker med forsæt; (17) abonnentdata, som behandles ved etablering af samtaler, indeholder oplysninger om fysiske personers privatliv og vedrører retten til respekt for deres korrespondance eller vedrører juridiske personers legitime interesser; sådanne data må kun lagres i det omfang, det er nødvendigt for tjenestens gennemførelse med henblik på debitering og afregning for tilslutninger, og kun i et begrænset tidsrum; ønsker leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester at underkaste sådanne data yderligere behandling med henblik på markedsføring af egne tjenester, må dette kun ske, hvis abonnenten har givet sit samtykke hertil på grundlag af nøjagtig og fuldstændig oplysning fra leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester om arten af den yderligere behandling, han agter at foretage; (18) indførelsen af specificerede samtaleopgørelser har forbedret abonnentens muligheder for at kontrollere rigtigheden af de takster, tjenesteleverandøren opkræver, men samtidig kan de udgøre en fare for offentligt tilgængelige teletjenesters brugeres privatliv; for at beskytte brugerens privatliv skal medlemsstaterne derfor tilskynde til udvikling af valgmuligheder inden for teletjenester, herunder alternative betalingsfaciliteter, som giver mulighed for anonym og strengt privat adgang til offentligt tilgængelige teletjenester, f.eks. telekort eller betaling med kreditkort; medlemsstaterne kan også med samme formål for øje kræve, at nogle af cifrene i de opkaldte numre i de specificerede opgørelser udgår;

(19) for så vidt angår A-nummervisningsfunktionen er det nødvendigt at beskytte den kaldende parts ret til at forhindre, at det nummer, hvorfra opkaldet foretages, identificeres, og den kaldte parts ret til at afvise opkald fra uidentificerede numre; det er i specifikke tilfælde berettiget at suspendere en blokering af denne funktion; visse abonnenter, herunder særlige hjælpetjenester og lignende, har en interesse i at sikre deres opkald fuld anonymitet; for så vidt angår identifikation af tilsluttede numre er det nødvendigt at beskytte den kaldte parts ret til og legitime interesse i at suspendere identifikationen af det nummer, som den kaldende part faktisk er tilsluttet, navnlig i tilfælde af viderestilling; leverandører af offentligt tilgængelige teletjenester skal informere deres abonnenter om muligheden for A-nummervisning og identifikation af det tilsluttede nummer i nettet og om alle de tjenester, der tilbydes på grundlag af A-nummervisning og identifikation af det tilsluttede nummer, og om de muligheder for at beskytte privatlivets fred, der er til rådighed; dette vil give abonnenterne mulighed for at foretage et bevidst valg blandt de muligheder for at beskytte privatlivets fred, de kunne ønske sig at gøre brug af; de muligheder, der er for at beskytte privatlivets fred på den enkelte linje, skal ikke nødvendigvis tilbydes som en automatisk nettjeneste, men kan eventuelt etableres efter anmodning til leverandøren af den offentligt tilgængelige teletjeneste; (20) der bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod gener som følge af automatisk viderestilling fra anden side; i sådanne tilfælde bør abonnenten have mulighed for at standse de opkald, der viderestilles til hans terminal, ved blot at anmode leverandøren af de offentligt tilgængelige teletjenester herom; (21) abonnentfortegnelser distribueres i store oplag og er offentligt tilgængelige; af hensyn til privatlivets fred og legitime interesser for juridiske personer må abonnenter kunne bestemme, i hvor stor udstrækning deres personoplysninger skal offentliggøres i sådanne abonnentfortegnelser; medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af denne mulighed til abonnenter, der er fysiske personer; (22) der bør træffes foranstaltninger, der sikrer abonnenterne mod krænkelser af privatlivets fred i form af uønskede telefoniske henvendelser og telefax; medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af denne bestemmelse til abonnenter, der er fysiske personer; (23) ved indførelsen af nye tekniske funktioner i telekommunikationsudstyr med henblik på beskyttelse af data bør det sikres, at dette sker på et harmoniseret grundlag, således at det indre marked kan fungere tilfredsstillende;

(24) i lighed med bestemmelserne i artikel 13 i direktiv 95/46/EF kan medlemsstaterne under særlige omstændigheder begrænse rækkevidden af abonnentens forpligtelser og rettigheder, f.eks. ved at sikre, at leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste kan suspendere blokeringen af A-nummervisningsfunktionen i overensstemmelse med national lovgivning med henblik på at forebygge eller afsløre strafbare handlinger eller med henblik på statens sikkerhed; (25) der skal i medlemsstaternes lovgivning være fastsat retsmidler til afhjælpning af tilfælde, hvor brugernes og abonnenternes rettigheder tilsidesættes; personer, der overtræder de nationale forskrifter, der fastsættes i medfør af dette direktiv, skal kunne straffes, uanset om de pågældende personer henhører under privat- eller offentligretlig lovgivning; (26) i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv vil det være formålstjenligt at udnytte de erfaringer, der opnås i den arbejdsgruppe for beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som er nedsat ved artikel 29 i direktiv 95/46/EF, og som er sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes tilsynsmyndigheder; (27) som følge af den teknologiske udvikling inden for telesektoren og den deraf følgende udvikling i udbuddet af tjenester vil det være nødvendigt at fastlægge tekniske specifikationer for de kategorier af data, der er opregnet i bilaget til dette direktiv angående anvendelsen af artikel 6 i dette direktiv, med bistand af det udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, der er nedsat ved artikel 31 i direktiv 95/46/EF, for at sikre en konsekvent gennemførelse af kravene i dette direktiv uanset den teknologiske udvikling; denne fremgangsmåde finder kun anvendelse på de specifikationer, der er nødvendige for tilpasning af bilaget til den nye teknologiske udvikling under hensyn til ændringer i efterspørgslen på markedet og hos forbrugerne, og Kommissionen skal behørigt underrette Europa-Parlamentet, når den agter at anvende denne fremgangsmåde; ellers anvendes proceduren i traktatens artikel 100 A; (28) for at lette overholdelsen af bestemmelserne i dette direktiv er der behov for specifikke ordninger for den behandling af oplysninger, der allerede finder sted på det tidspunkt, hvor den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv træder i kraft - UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 Formål og anvendelsesområde 1. Dette direktiv tager sigte på en harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser, der er nødvendig for at sikre et ensartet niveau med hensyn til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og navnlig privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger inden for telesektoren, og for at sikre fri omsætning af sådanne oplysninger og af teleudstyr og -tjenester i Fællesskabet.

2. Med henblik på at nå de i stk. 1 omhandlede mål specificerer og supplerer dette direktivs bestemmelser direktiv 95/46/EF. Nærværende bestemmelser beskytter desuden legitime interesser hos abonnenter, der er juridiske personer. 3. Dette direktiv gælder ikke for aktiviteter, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, som f.eks. de aktiviteter, der er fastsat i afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, og under ingen omstændigheder for aktiviteter, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område. Artikel 2 Definitioner Ud over de definitioner, der er fastsat i direktiv 95/46/EF forstås i dette direktiv ved: a) »abonnent« en fysisk eller juridisk person, som har indgået aftale med en leverandør af offentligt tilgængelige teletjenester om levering af sådanne tjenester b) »bruger« en fysisk person, som anvender en offentligt tilgængelig teletjeneste i privat eller forretningsmæssigt øjemed, uden nødvendigvis at abonnere på den pågældende tjeneste c) »offentligt telenet« transmissionssystemer og, hvor det er relevant, koblingsudstyr og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring af signaler mellem bestemte termineringspunkter via kabler, radiobølger, lyslederkabler eller ved andre elektromagnetiske fremføringsmåder, som helt eller delvis anvendes til at stille offentligt tilgængelige teletjenester til rådighed d) »teletjeneste« tjenester, der helt eller delvis består i fremføring og rutning af signaler via telenet, bortset fra radio/tv-spredning. Artikel 3 Tjenester 1. Dette direktiv finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med, at offentligt tilgængelige teletjenester inden for offentlige telenet i Fællesskabet stilles til rådighed, herunder især via det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og offentlige digitale mobilnet. 2. Artikel 8-10 finder anvendelse på abonnentlinjer, der er tilsluttet digitalnet, og, hvis dette er teknisk muligt og ikke fordrer uforholdsmæssig stor økonomisk indsats, på abonnentlinjer, der er tilsluttet analoge net. 3. Medlemsstaterne skal til Kommissionen indberette tilfælde, hvor det vil være teknisk umuligt eller medføre uforholdsmæssigt store investeringer at opfylde kravene i artikel 8-10. Artikel 4 Sikkerhed 1. Leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste skal træffe passende tekniske og organisationsmæssige foranstaltninger for at beskytte sine tjenester, om nødvendigt sammen med leverandøren af det offentlige telenet, med hensyn til netsikkerheden. Under hensyn til teknologiens stade og omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen skal disse foranstaltninger garantere et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risikoen.

2. Hvor der er særlig risiko for brud på netsikkerheden, skal leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste informere abonnenterne herom samt om, hvorledes sådanne brud på nogen måde kan forebygges, herunder om de dermed forbundne omkostninger. Artikel 5 Telekommunikationshemmeligheden 1. Medlemsstaterne sikrer via nationale forskrifter telekommunikationshemmeligheden ved brug af offentlige telenet og offentligt tilgængelige teletjenester. De forbyder især aflytning, registrering, lagring og andre måder, hvorpå samtaler kan opfanges eller overvåges af andre end brugerne, uden at de pågældende brugere har indvilget heri, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge loven, jf. artikel 14, stk. 1. 2. Stk. 1 vedrører ikke lovmedholdelig optagelse af samtaler, der foretages som led i lovlig forretningspraksis med henblik på at kunne forelægge bevis for en handelstransaktion eller enhver anden forretningsmæssig samtale. Artikel 6 Trafik- og debiteringsdata 1. Trafikdata vedrørende abonnenter og brugere, som behandles ved etablering af samtaler, og som lagres af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste, skal slettes eller gøres anonyme efter samtalens afslutning, jf. dog bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4. 2. Med henblik på debitering af abonnenten og afregning for samtrafik er det tilladt at behandle de data, der er nævnt i bilaget. En sådan behandling er tilladt indtil udløbet af den lovhjemlede forældelsesfrist for sådanne gældsforpligtelser eller afregninger. 3. Med henblik på markedsføring af egne teletjenester er det tilladt leverandøren af en offentligt tilgængelig teletjeneste at behandle de i stk. 2 omtalte oplysninger, hvis abonnenten har givet sit samtykke hertil. 4. Behandling af trafik- og debiteringsdata må kun foretages af de personer, som handler efter bemyndigelse fra leverandører af de offentlige telenet og/eller offentligt tilgængelige teletjenester, som er beskæftiget med debitering eller trafikstyring, henvendelser fra kunder, opsporing af svig eller med markedsføring af leverandørens egne teletjenester, og skal begrænses til det for sådanne aktiviteter strengt nødvendige. 5. Stk. 1, 2, 3 og 4 berører ikke de kompetente myndigheders mulighed for i overensstemmelse med gældende lovgivning at indhente oplysninger om debiterings-eller trafikdata med henblik på bilæggelse af tvister, navnlig vedrørende samtrafik eller debitering. Artikel 7 Specificerede samtaleopgørelser 1. Abonnenter har ret til at modtage uspecificerede samtaleopgørelser. 2. Medlemsstaterne skal anvende nationale bestemmelser for at sikre, at der ikke er modstrid mellem abonnenternes ret til at modtage specificerede samtaleopgørelser og kaldende brugeres og kaldte abonnenters ret til privatlivets fred, f.eks. ved at sikre, at brugere og abonnenter råder over tilstrækkelige alternative kommunikations- eller betalingsmuligheder. Artikel 8

Visning af A-nummer og af tilsluttet nummer samt begrænsning heraf 1. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, skal den kaldende bruger i forbindelse med hvert enkelt opkald have mulighed for ved hjælp af en simpel, gebyrfri anordning at forhindre, at hans abonnentnummer fremsendes til A-nummervisning. Den kaldende abonnent skal have denne mulighed på hver enkelt linje. 2. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel anordning, der er gebyrfri ved rimelig anvendelse heraf, at forhindre visning af A-nummeret ved ankommende opkald. 3. Hvor der er adgang til visning af A-nummer, og A-nummeret vises inden tilslutningen, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel anordning at afvise ankommende opkald, når den kaldende bruger eller abonnent har blokeret visningen af A-nummeret. 4. Hvor der er adgang til visning af tilsluttet nummer, skal den kaldte abonnent have mulighed for ved hjælp af en simpel, gebyrfri anordning at forhindre, at den kaldende bruger kan identificere det tilsluttede nummer. 5. Stk. 1 finder også anvendelse på opkald fra Fællesskabet til lande uden for dette. Stk. 2, 3 og 4 gælder også for ankommende opkald fra tredjelande. 6. Medlemsstaterne sikrer, at leverandørerne af offentligt tilgængelige teletjenester, når der er adgang til visning af A-nummer og/eller tilsluttet nummer, informerer offentligheden herom og om mulighederne i stk. 1, 2, 3 og 4. Artikel 9 Undtagelsesbestemmelser Medlemsstaterne sikrer, at der er gennemskuelige procedurer for den måde, hvorpå leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste kan suspendere blokeringen af A-nummervisningen: a) midlertidigt, når en abonnent anmoder om at få chikaneopkald eller andre generende opkald eftersporet. I så tilfælde skal de data, hvorved den kaldende abonnent identificeres, i overensstemmelse med national lovgivning opbevares og stilles til rådighed af leverandøren af et offentligt telenet og/eller en offentligt tilgængelig teletjeneste b) for specifikke linjer med henblik på at give organisationer, der tager sig af nødopkald og er godkendte som sådanne af en medlemsstat, herunder retshåndhævende myndigheder, ambulancetjenester og brandvæsener, mulighed for at reagere på sådanne opkald. Artikel 10 Automatisk viderestilling Medlemsstaterne sikrer, at enhver abonnent har mulighed for gebyrfrit og ved hjælp af en simpel anordning at stoppe en tredjepart i at foretage automatisk viderestilling til abonnentens terminal. Artikel 11 Abonnentfortegnelser

1. Personoplysninger i trykte eller elektroniske abonnentfortegnelser, som er offentligt tilgængelige eller kan opnås gennem nummeroplysningen, må ikke indeholde andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at kunne identificere en given abonnent, medmindre abonnenten udtrykkeligt har givet tilladelse til, at der offentliggøres yderligere personoplysninger. En abonnent har ret til gebyrfrit at kræve at blive udeladt af en trykt eller elektronisk fortegnelse, at anføre, at vedkommendes personoplysninger ikke må benyttes til direkte markedsføring, at vedkommendes adresse delvis udelades, og når dette er relevant rent sprogligt, at det ikke fremgår af fortegnelsen, om vedkommende er en mand eller kvinde. 2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade, at operatørerne kræver betaling af abonnenter, som gerne vil sikre sig, at særlige oplysninger, der vedrører dem, ikke optages i en fortegnelse, forudsat at den pågældende betaling ikke kan afholde abonnenten fra at udøve denne ret og under alle omstændigheder begrænses til de omkostninger, som operatørerne reelt afholder til tilpasning og opdatering af listen over abonnenter, der ikke skal optages i den offentlige abonnentfortegnelse. 3. De i stk. 1 fastsatte rettigheder gælder for abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer endvidere inden for rammerne af den gældende fællesskabsret og nationale lovgivning, at de legitime interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår deres optagelse i offentlige abonnentfortegnelser. Artikel 12 Uønskede telefoniske henvendelser 1. Anvendelse af automatiserede opkaldsanordninger uden menneskelige indgreb (automatisk opkaldsmaskine) eller telefaxmaskiner (fax) med henblik på direkte markedsføring kan kun tillades over for abonnenter, som forudgående har givet deres tilladelse hertil. 2. Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger for gebyrfrit at sikre, at uønskede telefoniske henvendelser, hvis formål er direkte markedsføring med andre midler end dem, der er nævnt i stk. 1, forbydes, medmindre de pågældende abonnenter har givet deres samtykke til at modtage sådanne henvendelser, eller forbydes for de abonnenters vedkommende, som har frabedt sig at modtage sådanne henvendelser, idet det i den nationale lovgivning skal afgøres, hvilken af de to muligheder der skal gælde. 3. De i stk. 1 og 2 fastsatte rettigheder gælder for abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer endvidere inden for rammerne af den gældende fællesskabsret og nationale lovgivning, at de legitime interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt angår uønskede telefoniske henvendelser. Artikel 13 Tekniske funktioner og standardisering

1. Ved gennemførelsen af bestemmelserne i dette direktiv drager medlemsstaterne omsorg for, at der ikke stilles bindende krav om, at terminaludstyr eller andet teleudstyr skal indeholde specifikke funktioner, hvorved markedsføring af udstyr og den frie bevægelighed for sådant udstyr i medlemsstaterne og mellem disse hindres, jf. dog stk. 2, 3 og 4. 2. I tilfælde, hvor bestemmelser i dette direktiv kun kan gennemføres ved et krav om specifikke tekniske funktioner, underretter medlemsstaterne Kommissionen herom ifølge den procedure, der er fastlagt ved Rådets direktiv 83/189/EØF vedrørende en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter 7) . 3. Hvor der er behov herfor, sørger Kommissionen for, at der udarbejdes fælles europæiske standarder for, hvorledes specifikke tekniske funktioner skal implementeres i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, og Rådets beslutning 87/95/EØF af 22. december 1986 om standardisering inden for informationsteknologi og telekommunikation 8) . Artikel 14 Udvidelse af anvendelsesområdet for visse bestemmelser i direktiv 95/46/EF 1. Medlemsstaterne kan vedtage lovbestemmelser med henblik på at indskrænke rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der nævnes i artikel 5, artikel 6 og artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig af hensyn til statens sikkerhed, forsvaret, den offentlige sikkerhed, forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af telekommunikationssystemet efter artikel 13, stk. 1, i direktiv 95/46/EF. 2. Bestemmelserne i direktiv 95/46/EF, kapitel III »retsmidler, ansvar og sanktioner«, finder anvendelse på nationale bestemmelser, der vedtages til nærværende direktivs gennemførelse, og på individuelle rettigheder afledt af nærværende direktiv. 3. Den gruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som blev nedsat ved artikel 29 i direktiv 95/46/EF, udfører de opgaver, der er fastsat i artikel 30 i nævnte direktiv, også med hensyn til beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, samt legitime interesser i telesektoren, som er genstand for nærværende direktiv. 4. Kommissionen fastlægger med bistand af det udvalg, der er nedsat ved artikel 31 i direktiv 95/46/EF, de tekniske specifikationer i forbindelse med bilaget i overensstemmelse med den i samme artikel anførte procedure. Udvalget indkaldes specielt med henblik på de emner, nærværende direktiv vedrører. Artikel 15 Gennemførelse af direktivet 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 24. oktober 1998.

Som undtagelse fra første afsnit sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 5 i dette direktiv senest den 24. oktober 2000. Når medlemsstaterne vedtager disse bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning vedtages af medlemsstaterne. 2. Uanset artikel 6, stk. 3, kræves der ikke samtykke til behandling, der allerede er sat i værk på datoen for ikrafttrædelsen af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv. I disse tilfælde informeres abonnenterne om behandlingen, og medmindre de inden for en frist, som medlemsstaterne fastsætter, gør indsigelse, anses de for at have givet deres samtykke. 3. Artikel 11 finder ikke anvendelse på udgaver af abonnentfortegnelser, som er blevet offentliggjort, inden de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv, træder i kraft. 4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 16 Adressater Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 1997. På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J. M. GIL-ROBLES J.-C. JUNCKER Formand Formand 1) EFT C 200 af 22.7.1994, s. 4. 2) EFT C 159 af 17.6.1991, s. 38. 3) Europa-Parlamentets udtalelse af 11. marts 1992 (EFT C 94 af 13.4.1992, s. 198), Rådets fælles holdning af 12. september 1996 (EFT C 315 af 24.10.1996, s. 30) og Europa-Parlamentets afgørelse af 16. januar 1997 (EFT C 33 af 3.2.1997, s. 78. Europa-Parlamentets afgørelse af 20. november 1997 (EFT C 371 af 8.12.1997). Rådets afgørelse af 1. december 1997. 4) EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. 5) EFT C 257 af 4.10.1988, s. 1. 6) EFT C 196 af 1.8.1989, s. 4. 7) EFT L 109 af 26.4.1983, s. 8. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/10/EF (EFT L 100 af 19.4.1994, s. 30). 8) EFT L 36 af 7.2.1987, s. 31. Beslutningen er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994. BILAG Liste over data Til de formål, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, kan følgende oplysninger behandles: data, der indeholder - abonnentterminalens telefonnummer eller identifikationsnummer - abonnentens adresse og terminaltype - det samlede antal enheder, der skal debiteres i afregningsperioden - det kaldte abonnentnummer - samtalernes art, begyndelsestidspunkt og varighed og/eller mængden af transmitterede data - datoen for samtalen/tjenesten

- anden information vedrørende afregningen, som f.eks. oplysninger om forudbetaling, ratevis afregning, lukning og rykkerskrivelser.

Bilag 4

Bilag 4 Del. 1. EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/7/EF af 16. februar 1998 om ændring af direktiv 87/102/EØF, om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 2) , i henhold til fremgangsmåden i artikel 189 B i traktaten 3) , og ud fra følgende betragtninger: For at fremme det indre markeds oprettelse og funktion og sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau bør der anvendes en ensartet metode til beregning af de årlige omkostninger i procent i forbindelse med forbrugerkredit i hele Det Europæiske Fællesskab; spørgsmålet om indførelse af en fællesskabsmetode eller -metoder til beregning af de årlige omkostninger i procent er nævnt i artikel 5 i direktiv 87/102/EØF 4) ; hvis en sådan ensartet metode skal indføres, er det ønskeligt, at der udarbejdes en ensartet matematisk formel til beregning af de årlige omkostninger i procent, og at fastsætte, hvilke kreditomkostningselementer der skal indgå i beregningen ved at angive, hvilke omkostninger der ikke må medregnes; ved bilag II til direktiv 87/102/EØF indførtes en matematisk formel for beregning af de årlige omkostninger i procent, og i direktivets artikel 1a, stk. 2, fastsattes, hvilke omkostninger der ikke skal medregnes ved beregningen af de »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit«, som forbrugeren skal betale; medlemsstater, som inden den 1. marts 1990 anvendte bestemmelser, som tillod anvendelse af en anden matematisk formel til beregning af de årlige omkostninger i procent, kunne fortsætte med at anvende dem i en overgangsperiode på tre år fra den 1. januar 1993; Kommissionen har forelagt Rådet en rapport, som på baggrund af de indhøstede erfaringer åbner mulighed for at anvende en enkelt matematisk formel på fællesskabsplan til beregning af de årlige omkostninger i procent; ingen medlemsstater har anvendt artikel 1a, stk. 3, i direktiv 87/102/EØF, i henhold til hvilken der ses bort fra bestemte omkostninger ved beregningen af de årlige omkostninger i procent i visse medlemsstater, hvorfor denne artikel er blevet overflødig; beregningen skal foretages med en nøjagtighed på mindst én decimal; et år antages at have 365 dage eller 365,25 dage eller (for skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder; hver måned antages at have 30,41666 dage; Del. 2. forbrugerne bør have mulighed for at genkende de udtryk, der anvendes i forskellige medlemsstater for at angive de »årlige omkostninger i procent«; det bør øjeblikkeligt undersøges, i hvilken udstrækning der er behov for yderligere harmonisering af forbrugerkredittens omkostningselementer for at sætte den europæiske forbruger i stand til bedre at kunne sammenligne de årlige faktiske omkostninger i procent, som tilbydes af institutter i de forskellige medlemsstater, og således sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 I direktiv 87/102/EØF foretages følgende ændringer: a) Artikel 1a, stk. 1, litra a), affattes således: - i direktivets græske udgave: Del. 3. U p s v n p l i x p e u g s i p q r a c m a u i x p q p s p s u p e q i b a r v n s g f q p v e o i s ñ n e i s e e u g s i a b a s g u i f q a r p v s e f a o i e f u p v s v n p l p v u ñ n u r e x p v s ñ n g m e l l p n u i x ñ n v q p x r e ñ s e ñ n ( d a n e i ñ n , % e o p w l g s e ñ n ‰ x a i e q i b a r v s e ñ n ) ž q p v { e x p v n a n a l g w h e i a q p u p ¨ d a n e i p u g Ÿ x a i ¡ u p Œ ( d a n e i f m e n p ) + x a u a n a l ñ u g , + v q p l p c i f e u a i s v m w ñ n a Õ m e ð u p £ m a h g m a u i x p † u v q p q p v µ µ q a r a u i h e u a i ¤ ¤ s u p à à q a r a r u g m a š š I I « . - i direktivets engelske udgave: »The annual percentage rate of charge which shall be that rate, on an annual basis which equalises the present value of all commitments (loans, repayments and charges), future or existing, agreed by the creditor and the borrower, shall be calculated in accordance with the mathematical formula set out in Annex II.« b) Artikel 1a, stk. 3, ophæves. c) Artikel 1a, stk. 5, ophæves. Del. 4. d) Artikel 3 affattes således: »Med forbehold af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame 5) , samt regler og principper vedrørende illoyal reklame, skal enhver reklame eller ethvert kredittilbud, der er fremlagt eller slået op i forretningslokaler, og hvori en person erklærer sig rede til at yde en kredit eller formidle indgåelse af kreditaftaler, og som indeholder angivelse af rentesats eller andre tal vedrørende kreditomkostningerne, også indeholde angivelse af de samlede årlige omkostninger i procent i form af et repræsentativt eksempel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde. e) Bilag II erstattes af teksten i det hertil knyttede bilag I. f) Bilag III erstattes af teksten i det hertil knyttede bilag II. Artikel 2 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest to år efter dette direktivs ikrafttræden. De underretter straks Kommissionen herom. Når medlemsstaterne vedtager disse foranstaltninger, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne. 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 3 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 1998. På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J. M. GIL-ROBLES J. CUNNINGHAM Formand Formand 1) EFT C 235 af 13.8.1996, s. 8, og EFT C 137 af 3.5.1997, s. 9. 2) EFT C 30 af 30.1.1997, s. 94. 3) Europa-Parlamentets udtalelse af 20. februar 1997 (EFT C 85 af 17.3.1997, s. 108), Rådets fælles holdning af 7. juli 1997 (EFT C 284 af 19.9.1997, s. 1), Europa-Parlamentets afgørelse af 19. november 1997 og Rådets afgørelse af 18. december 1997. 4) EFT L 42 af 12.2.1987, s. 48. Direktivet er ændret ved direktiv 90/88/EØF (EFT L 61 af 10.3.1990, s. 14). 5) EFT L 250 af 19.9.1984, s. 17. Direktivet er senest ændret ved direktiv 97/55/EF (EFT L 290 af 23.10.1997, s. 18.« BILAG I »BILAG II GRUNDLIGNING DER ANGIVER ÆKVIVALENSEN MELLEM DELS LÅNENES, DELS TILBAGEBETALINGSYDELSERNES OG OMKOSTNINGERNES VÆRDI Betydning af bogstaver og symboler: K er løbenummeret for et lån K´ er løbenummeret for en tilbagebetalingsydelse eller en omkostningsbetaling A K er størrelsen af lån nummer K A´ K er størrelsen af tilbagebetalingsydelse eller omkostningsbetaling nummer K´ Del. 5. S er tegnet for en opsummering m er løbenummeret for sidste lån m´ er løbenummeret for sidste tilbagebetalingsydelse eller sidste omkostningsbetaling tK er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for et lån nr. 1 og tidspunkterne for tilbagebetalingsydelse eller omkostningsbetaling for de følgende lån nr. 2 til m tK´ er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for et lån nr. 1 og tidspunkterne for tilbagebetalingsydelse eller omkostningsbetaling nr. 1 til m´ i er omkostningerne i procent, som kan beregnes (ved algebra, ved successive tilnærmelsesvise beregninger, eller ved hjælp af et edb-program), når der øvrige dele i ligningen er kendte fra aftalen eller på anden måde. Noter: a) De beløb, parterne betaler på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og betales ikke nødvendigvis med lige store intervaller. b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for det første lån. c) Intervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af år. Et år antages at have 365 dage, 365,25 dage eller (i skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have til 30,41666 dage (= >NUM>365/>DEN>12). d) Beregningens resultat skal angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis der afrundes til en bestemt decimal, gælder følgende regel: Hvis decimalen efter denne bestemte decimal er 5 eller derover, forhøjes denne bestemte decimal med én. e) Medlemsstaterne drager omsorg for, at de benyttede løsningsmetoder giver et resultat svarende til eksemplerne i bilag III.« BILAG II »BILAG III BEREGNINGSEKSEMPLER A. BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT PÅ GRUNDLAG AF ET KALENDERÅR (1 ÅR = 365 DAGE (ELLER 366 DAGE FOR SKUDÅR)) Første eksempel Det lånte beløb: S = 1 000 ECU pr. 1. januar 1994. Det tilbagebetales med en enkelt ydelse på 1 200 ECU den 1. juli 1995, dvs. halvandet år eller 546 (= 365 + 181) dage efter lånets datering. Denne størrelse afrundes til 13 % (eller 12,96 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Andet eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU, men långiver fradrager 50 ECU som stiftelsesprovision mv., så lånet reelt andrager 950 ECU; tilbagebetalingen med 1 200 ECU foretages i lighed med det første eksempel igen pr. 1. juli 1995. Denne størrelse afrundes til 16,9 %. Tredje eksempel: Del. 6. De lånte beløb er på 1 000 ECU pr. 1. januar 1994, som skal afdrages med to ydelser på hver 600 ECU, der betales efter henholdsvis et og to år. Den aritmetiske løsning giver i = 0,1306623, som afrundes til 13,1 % (eller 13,07 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Fjerde eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU pr. 1. januar 1994, og låntageren skal udrede: Efter 3 måneder (0,25 år/90 dage): 272 ECU Efter 6 måneder (0,5 år /181 dage): 272 ECU Efter 12 måneder (1 år/365 dage): 544 ECU I alt: 1088 ECU Denne ligning gør det muligt at beregne i med successive tilnærmelsesvise beregninger, der kan programmeres på en lommeregner. Resultatet er i = 0,13226 afrundet til 13,2 % (eller 13,23 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). B. BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT PÅ GRUNDLAG AF ET STANDARDÅR (1 ÅR = 365 DAGE ELLER 365,25 DAGE, 52 UGER, ELLER 12 LIGE LANGE MÅNEDER) Første eksempel: Det lånte beløb: S = 1 000 ECU. Tilbagebetalingen sker ved en enkelt ydelse på 1 200 ECU 1,5 år (dvs. 1,5 × 365 = 547,5 dage, 1,5 × 365,25 = 547,875 dage, 1,5 × 366 = 549 dage, 1,5 × 12 = 18 måneder eller 1,5 × 52 = 78 uger) efter lånets datering. Denne størrelse afrundes til 12,9 % (eller 12,92 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Andet eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU, men långiver fradrager 50 ECU som stiftelsesprovision mv., så lånet reelt andrager 950 ECU; tilbagebetalingen 1 200 ECU foretages i lighed med det første eksempel igen 1,5 år efter lånets datering. Denne størrelse afrundes til 16,9 % (eller 16,85 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Tredje eksempel: Det lånte beløb er 1 000 ECU, som skal afdrages med to ydelser på hver 600 ECU, der betales efter henholdsvis et og to år. Den aritmetiske løsning giver i = 0,13066, som afrundes til 13,1 % (eller 13,07 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Fjerde eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU, og låntageren skal udrede følgende beløb: Efter 3 måneder (0,25 år/13 uger/91,25 dage/91,3125 dage): 272 ECU Efter 6 måneder (0,5 år/26 uger/182,5 dage/182,625 dage): 272 ECU Efter 12 måneder (1 år/52 uger/365 dage/365,25 dage): 544 ECU Del. 7. I alt: 1088 ECU Denne ligning gør det muligt at beregne i med successive tilnærmelsesvise beregninger, der kan programmeres på en lommeregner. Resultatet er i = 0,13185, som afrundes til 13,2 % (eller 13,19 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler).« FØRSTE PROTOKOL om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (89/128/EØF) DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER I TRAKTATEN OM OPRETTELSE AF DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB HAR - UNDER HENVISNING til den fælleserklæring, der er knyttet som bilag til konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 VEDTAGET at indgå en protokol om tildeling af beføjelser til De Europæiske Fællesskabers Domstol vedrørende fortolkning af den nævnte konvention, og har med dette mål for øje udpeget som befuldmægtigede: HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE: Paul DE KEERSMÆKER Statssekretær for EF-anliggender og landbrug, attacheret udenrigsministeren HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING: Knud Erik TYGESEN Statssekretær PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND: Irmgard ADAM-SCHWÆTZER Stedfortrædende udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK: Théodoros PANGALOS Stedfortrædende udenrigsminister HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN: Francisco FERNANDEZ ORDOÑEZ Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK: Philippe LOUËT Overordentlig og befuldmægtiget ambassadør PRÆSIDENTEN FOR IRLAND: Brian LENIHAN Vicepremierminister og udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK: Gianni MANZOLINI Statssekretær for udenrigsanliggender HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG: Jacques POOS Viceministerpræsident, udenrigsminister, minister for udenrigshandel, minister for samarbejde, økonomiminister og minister for små og mellemstore virksomheder, minister for statens finanser HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE: H. van den BRØK Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK: João de Deus PINHEIRO Udenrigsminister HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND: Lynda CHALKER Stedfortrædende udenrigs- og Commonwealthminister SOM, forsamlet i Rådet for de Europæiske Fællesskaber, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form, ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER: Artikel 1 De Europæiske Fællesskabers Domstol har beføjelse til at træffe afgørelse med hensyn til fortolkningen af: a) konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, i det følgende benævnt »Rom-konventionen« b) konventionerne om de staters tiltrædelse af Rom-konventionen, som er blevet medlemmer af De Europæiske Fællesskaber efter det tidspunkt, hvor den blev åbnet for undertegnelse c) nærværende protokol. Artikel 2 Del. 8. Alle nedennævnte retter kan anmode Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse om et spørgsmål, der rejses under en retssag ved disse, og som vedrører fortolkningen af bestemmelserne i de instrumenter, der er nævnt i artikel 1, når de skønner, at en afgørelse om dette spørgsmål er nødvendig, for at de kan afsige dom: a) - i Belgien: la Cour de Cassation het Hof van Cassatie og le Conseil d'Etat de Råd van State - i Danmark: Højesteret - i Forbundsrepublikken Tyskland: die obersten Gerichtshöfe des Bundes - i Grækenland: u a a n ñ u a u a A i k a s u g r i a - i Spanien: el Tribunal Supremo - i Frankrig: la Cour de cassation og le Conseil d'Etat - i Irland: the Supreme Court - i Italien: la Corte suprema di cassazione og il Consiglio di Stato - i Luxembourg: la Cour Supérieure de Justice i dens egenskab af kassationsret - i Nederlandene: de Hoge Råd - i Portugal: o Supremo Tribunal de Justiça og o Supremo Tribunal Administrativo - i Det Forenede Kongerige: the House of Lords og andre retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres b) de kontraherende staters retter, når de fungerer som appelinstans. Artikel 3 1. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat kan anmode Domstolen om at udtale sig om et spørgsmål vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i de i artikel 1 nævnte instrumenter, såfremt afgørelser truffet af retter i denne stat er i modstrid med den fortolkning, der er anlagt af Domstolen eller kommet til udtryk i en afgørelse truffet af en i artikel 2 nævnt ret i en anden kontraherende stat. Bestemmelserne i dette stykke gælder kun retskraftige afgørelser. 2. Den fortolkning, som anlægges af Domstolen i anledning af en sådan anmodning, er uden virkning for de afgørelser, der har givet anledning til anmodningen om en fortolkning. 3. Det offentliges øverste repræsentant ved kassationsretterne i de kontraherende stater eller enhver anden myndighed udpeget af en kontraherende stat har kompetence til at anmode Domstolen om en fortolkning i henhold til stk. 1. 4. Justitssekretæren ved Domstolen giver meddelelse om anmodningen til de kontraherende stater samt til Kommissionen og Rådet for De Europæiske Fællesskaber, som inden to måneder fra denne meddelelse kan indgive indlæg eller andre skriftlige udtalelser til Domstolen. 5. Fremgangsmåden i nærværende artikel giver ikke anledning til hverken opkrævning eller godtgørelse af gebyrer og sagsomkostninger. Artikel 4 Del. 9. 1. Medmindre andet er bestemt i denne protokol, finder de bestemmelser i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og i den dertil knyttede protokol vedrørende statutten for Domstolen, der gælder ved Domstolens afgørelse af præjudicielle spørgsmål, tilsvarende anvendelse på fremgangsmåden ved fortolkning af de i artikel 1 nævnte instrumenter. 2. Domstolens procesreglement tilpasses og suppleres om nødvendigt i henhold til artikel 188 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Artikel 5 Denne protokol skal ratificeres af signatarstaterne. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Artikel 6 1. Denne protokol skal for at træde i kraft være ratificeret af syv stater, for hvilke Rom-konventionen er gældende. Den træder i kraft den første dag i den tredje måned, der følger efter, at den sidste af de pågældende stater har deponeret sit ratifikationsdokument. Hvis imidlertid anden protokol, indgået i Bruxelles den 19. december 1988 om tildeling af visse beføjelser til Domstolen for De Europæiske Fællesskaber vedrørende fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 1) , træder i kraft på et senere tidspunkt, træder nærværende protokol ligeledes i kraft på datoen for anden protokols ikrafttræden. 2. Enhver ratifikation, der finder sted efter denne protokols ikrafttræden, får virkning fra den første dag i den tredje måned, der følger efter deponeringen af ratifikationsdokumentet, for så vidt den pågældende stats ratifikation, accept eller godkendelse af Rom-konventionen har fået virkning. Artikel 7 Generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber underretter signatarstaterne om: a) deponeringen af ethvert ratifikationsdokument b) datoen for denne protokols ikrafttræden c) de udpegninger, som meddeles i medfør af artikel 3, stk. 3 d) de meddelelser, som gives i medfør af artikel 8. Artikel 8 De kontraherende stater meddeler generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber teksterne til lovbestemmelser, som medfører en ændring i listen over de i artikel 2, litra a), nævnte retter. Artikel 9 Denne protokol har virkning, så længe Rom-konventionen forbliver i kraft på betingelserne i artikel 30 deri. Artikel 10 Enhver kontraherende stat kan fremsætte anmodning om revision af denne protokol. I så fald indkalder formanden for Rådet for De Europæiske Fællesskaber til en revisionskonference. Artikel 11 Del. 10. Denne protokol, udfærdiget i ét eksemplar på dansk, engelsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk og tysk, hvilke ti tekster har samme gyldighed, deponeres i arkiverne i Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Generalsekretæren fremsender en bekræftet genpart til hver af signatarstaternes regeringer. En fe de lo cual, los plenipotenciarios abajo firmantes suscriben el presente Protocolo. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne protokol. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmæchtigten ihre Unterschrift unter dieses Protokoll gesetzt. S e q i p u ñ s g u ñ n a n ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p s i p i v q e c r a y a n u p q a r p n q r ñ u p k p l l p . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signatures below this Protocol. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas du présent protocole. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an bPrótacal seo. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce al presente protocollo. Ten blijke waarvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder dit Protocol hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final do presente protocolo. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochenta y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v o e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p l d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Del. 11. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour Sa Majesté le roi des Belges Voor Zijne Majesteit de Koning der Belgen For Hendes Majestæt Danmarks Dronning Für den Præsidenten der Bundesrepublik Deutschland C i a u p n Q r p e d r p u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por Su Majestad el Rey de España Pour le président de la République française Thar ceann Uachtarán na hÉireann Per il presidente della Repubblica italiana Pour Son Altesse Royale le grand-duc de Luxenborg Voor Hare Majesteit de Koningin der Nederlanden Pelo Presidente da República Portuguesa For Her Majesty the Queen of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland FÆLLESERKLÆRINGER Fælleserklæring Regeringerne for Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Den Portugisiske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland - som på tidspunktet for undertegnelsen af første protokol om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, ønsker at sikre en så effektiv og ensartet gennemførelse som muligt af konventionens bestemmelser - erklærer sig rede til sammen med Domstolen for De Europæiske Fællesskaber at tilrettelægge en udveksling af oplysninger om retskraftige domme, der i medfør af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, er afsagt af de retter, der er nævnt i artikel 2 i nævnte protokol. Udvekslingen af oplysninger skal omfatte: - fremsendelse til Domstolen, på foranledning af de nationale kompetente myndigheder, af domme, der er afsagt af de i artikel 2, litra a), nævnte retter, samt af væsentlige domme, afsagt af de retter, der er omhandlet i artikel 2, litra b) - Domstolens klassificering og udnyttelse til dokumentationsformål af disse domme, herunder i fornødent omfang dens udarbejdelse af sammenfatninger og oversættelser samt offentliggørelse af domme af særlig betydning - fremsendelse af dokumentationsmateriale fra Domstolen til de kompetente nationale myndigheder i de stater, der er parter i protokollen, samt til Kommissionen og Rådet for De Europæiske Fællesskaber. En fe de lo cual, los plenipotenciarios abajo firmantes suscriben la presente Declaracion común. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne fælleserklæring. Del. 12. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmæchtigten ihre Unterschrift unter diese Gemeinsame Erklærung gesetzt. S e q i s u ñ s g u ñ n a n ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p v s i p i v q e c r a y a n u g n q a r p v s a k p i n g d g l ñ s g . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signature below this Joint Declaration. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas de la présente déclaration commune. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an Dearbhú Comhpháirteach seo. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce alla presente dichiarazione comune. Ten blijke waarvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder deze gemeenschappelijke verklaring hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final da presente declaração comum. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochenta y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v o e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p c d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour le gouverment du royaume de Belgique Voor de Regering van het Koninkrijk België For regeringen for Kongeriget Danmark Für die Regierung der Bundesrepublik Deutschland Del. 13. C i a u g n K v b e r n g p g u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por el Gobierno del Reino de España Pour le gouvernement de la République française Thar ceann Rialtas na hÉireann Per il governo della Repubblica italiana Pour le gouverment du grand-duché de Luxembourg Voor de Regering van het Koninkrijk der Nederlanden Pelo Governo da República Portuguesa For the Government of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland Fælleserklæring Regeringerne for Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxenborg, Kongeriget Nederlandene, Den Portugisiske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland som på tidspunktet for undertegnelsen af første protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, under henvisning til den fælleserklæring, der er knyttet som bilag til konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, ønsker om at sikre en så effektiv og ensartet gennemførelse som mulig af konventionens bestemmelser, og tilstræber at undgå, at forskellige fortolkninger af konventionens bestemmelser skal skade dens enhedskarakter er af den opfattelse, at enhver stat, der bliver medlem af De Europæiske Fællesskaber, bør tiltræde denne protokol. En fe de lo cual, los plenipotenciarios infrascritos han estampado sus firmas en la presente Declaración común. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne fælleserklæring. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmächtigten ihre Unterschrift unter diese Gemeinsame Erklärung gesetzt. S e q i p u ñ s g u ñ g a n ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p v s i p i v q e c r a y a n u g n q a r p v s a k p i n g d g l ñ s g . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signatures below this Joint Declaration. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas de la présente déclaration commune. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an Dearbhú Comhpháirteach seo. Del. 14. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce alla presente dichiarazione comune. Ten blijke wårvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder deze gemeenschappelijke verklaring hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final da presente declaração comum. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochente y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v f e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p c d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour le gouvernement du royaume de Belgique Voor de Regering van het Koninkrijk België For regeringen for Kongeriget Danmark Für die Regierung der Bundesrepublik Deutschland C i a u g n K v b e r n s g u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por el Gobierno del Reino de España Pour le gouvernement de la République française Thar ceann Rialtas na hÉireann Per il governo della Repubblica italiana Pour le gouverment du grand-duché de Luxembourg Voor de Regering van het Koninkrijk der Nederlanden Pelo Governo da República Portuguesa For the Government of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland 1) Se side 17 i denne Tidende. ANDEN PROTOKOL om tildeling af visse beføjelser til Domstolen for De Europæiske Fællesskaber vedrørende fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (89/129/EØF) DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER I TRAKTATEN OM OPRETTELSE AF DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB, Del. 15. SOM TAGER I BETRAGTNING, at konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, i det følgende benævnt Rom-konventionen, træder i kraft efter deponeringen af det syvende ratifikations-, accept- eller godkendelsesdokument; SOM TAGER I BETRAGTNING, at det med henblik på en ensartet anvendelse af de regler, der er indført ved Rom-konventionen, er nødvendigt, at der indføres en ordning til sikring af, at de fortolkes ensartet, og at der med henblik herpå bør tillægges Domstolen for De Europæiske Fællesskaber passende beføjelser, selv inden Rom-konventionen er trådt i kraft i alle Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater; HAR VEDTAGET at indgå denne protokol og har med dette mål for øje udpeget som befuldmægtigede: HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE: Paul DE KEERSMÆKER Statssekretær for EF-anliggender og landbrug, attacheret udenrigsministeren HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING: Knud Erik TYGESEN Statssekretær PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND: Irmgard ADAM-SCHWÆTZER Stedfortrædende udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK: Théodoros PANGALOS Stedfortrædende udenrigsminister HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN: Francisco FERNANDEZ ORDOÑEZ Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK: Philippe LOUËT Overordentlig og befuldmægtiget ambassadør PRÆSIDENTEN FOR IRLAND: Brian LENIHAN Vicepremierminister og udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK: Gianni MANZOLINI Statssekretær for udenrigsanliggender HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG: Jacques POOS Viceministerpræsident, udenrigsminister, minister for udenrigshandel, minister for samarbejde, økonomiminister og minister for små og mellemstore virksomheder, minister for statens finanser HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE: H. van den BRØK Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK: João de Deus PINHEIRO Udenrigsminister HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND: Lynda CHALKER Stedfortrædende udenrigs- og Commonwealthminister SOM, forsamlet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form, ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE: Artikel 1 1. Domstolen for De Europæiske Fællesskaber har for så vidt angår Rom-konventionen de beføjelser, som den tillægges i første protokol, indgået i Bruxelles den 19. december 1988, om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 1) . Protokollen vedrørende statutten for Domstolen for De Europæiske Fællesskaber og Domstolens procesreglement finder anvendelse. 2. Domstolens procesreglement tilpasses og suppleres om nødvendigt i henhold til artikel 188 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Artikel 2 Denne protokol skal ratificeres af signatarstaterne. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Del. 16. Artikel 3 Denne protokol træder i kraft den første dag i den tredje måned, der følger efter deponeringen af det sidste ratifikationsdokument. Artikel 4 Denne protokol, udfærdiget i ét eksemplar på dansk, engelsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk og tysk, hvilke ti tekster har samme gyldighed, deponeres i arkiverne i Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Generalsekretæren fremsender en bekræftet genpart til hver af signatarstaternes regeringer. En fe de lo cual, los plenipotenciarios infrascritos han estapado sus firmas en el presente Protocolo. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne protokol. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmæchtigten ihre Unterschrift unter dieses Protokoll gesetzt. S e q i s u ñ s g u ñ n a q ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p v s i p i v q e c r a y a n u p q a r p n q r ñ u p k p l l p . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signatures below this Protocol. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas du présent protocole. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an bPrótacal seo. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce al presente protocollo. Ten blijke waarvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder dit Protocol hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final do presente protocolo. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochenta y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v o e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p c d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Del. 17. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour Sa Majesté le roi des Belges Voor Zijne Majesteit de Koning der Belgen For Hendes Majestæt Danmarks Dronning Für den Præsidenten der Bundesrepublik Deutschland C i a u p n Q r p e d r p u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por Su Majestad el Rey de España Pour le président de la République française Thar ceann Uachtarán na hÉireann Per il presidente della Repubblica italiana Pour Son Altesse Royale le grand-duc de Luxembourg Pelo Presidente da República Portuguesa For Her Majesty the Queen of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland 1) Se side 1 i denne Tidende.

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/7/EF af 16. februar 1998 om ændring af direktiv 87/102/EØF, om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 2) , i henhold til fremgangsmåden i artikel 189 B i traktaten 3) , og ud fra følgende betragtninger: For at fremme det indre markeds oprettelse og funktion og sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau bør der anvendes en ensartet metode til beregning af de årlige omkostninger i procent i forbindelse med forbrugerkredit i hele Det Europæiske Fællesskab; spørgsmålet om indførelse af en fællesskabsmetode eller -metoder til beregning af de årlige omkostninger i procent er nævnt i artikel 5 i direktiv 87/102/EØF 4) ; hvis en sådan ensartet metode skal indføres, er det ønskeligt, at der udarbejdes en ensartet matematisk formel til beregning af de årlige omkostninger i procent, og at fastsætte, hvilke kreditomkostningselementer der skal indgå i beregningen ved at angive, hvilke omkostninger der ikke må medregnes; ved bilag II til direktiv 87/102/EØF indførtes en matematisk formel for beregning af de årlige omkostninger i procent, og i direktivets artikel 1a, stk. 2, fastsattes, hvilke omkostninger der ikke skal medregnes ved beregningen af de »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit«, som forbrugeren skal betale; medlemsstater, som inden den 1. marts 1990 anvendte bestemmelser, som tillod anvendelse af en anden matematisk formel til beregning af de årlige omkostninger i procent, kunne fortsætte med at anvende dem i en overgangsperiode på tre år fra den 1. januar 1993; Kommissionen har forelagt Rådet en rapport, som på baggrund af de indhøstede erfaringer åbner mulighed for at anvende en enkelt matematisk formel på fællesskabsplan til beregning af de årlige omkostninger i procent; ingen medlemsstater har anvendt artikel 1a, stk. 3, i direktiv 87/102/EØF, i henhold til hvilken der ses bort fra bestemte omkostninger ved beregningen af de årlige omkostninger i procent i visse medlemsstater, hvorfor denne artikel er blevet overflødig; beregningen skal foretages med en nøjagtighed på mindst én decimal; et år antages at have 365 dage eller 365,25 dage eller (for skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder; hver måned antages at have 30,41666 dage;

forbrugerne bør have mulighed for at genkende de udtryk, der anvendes i forskellige medlemsstater for at angive de »årlige omkostninger i procent«; det bør øjeblikkeligt undersøges, i hvilken udstrækning der er behov for yderligere harmonisering af forbrugerkredittens omkostningselementer for at sætte den europæiske forbruger i stand til bedre at kunne sammenligne de årlige faktiske omkostninger i procent, som tilbydes af institutter i de forskellige medlemsstater, og således sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 I direktiv 87/102/EØF foretages følgende ændringer: a) Artikel 1a, stk. 1, litra a), affattes således: - i direktivets græske udgave:

U p s v n p l i x p e u g s i p q r a c m a u i x p q p s p s u p e q i b a r v n s g f q p v e o i s ñ n e i s e e u g s i a b a s g u i f q a r p v s e f a o i e f u p v s v n p l p v u ñ n u r e x p v s ñ n g m e l l p n u i x ñ n v q p x r e ñ s e ñ n ( d a n e i ñ n , % e o p w l g s e ñ n ‰ x a i e q i b a r v s e ñ n ) ž q p v { e x p v n a n a l g w h e i a q p u p ¨ d a n e i p u g Ÿ x a i ¡ u p Œ ( d a n e i f m e n p ) + x a u a n a l ñ u g , + v q p l p c i f e u a i s v m w ñ n a Õ m e ð u p £ m a h g m a u i x p † u v q p q p v µ µ q a r a u i h e u a i ¤ ¤ s u p à à q a r a r u g m a š š I I « . - i direktivets engelske udgave: »The annual percentage rate of charge which shall be that rate, on an annual basis which equalises the present value of all commitments (loans, repayments and charges), future or existing, agreed by the creditor and the borrower, shall be calculated in accordance with the mathematical formula set out in Annex II.« b) Artikel 1a, stk. 3, ophæves. c) Artikel 1a, stk. 5, ophæves.

d) Artikel 3 affattes således: »Med forbehold af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame 5) , samt regler og principper vedrørende illoyal reklame, skal enhver reklame eller ethvert kredittilbud, der er fremlagt eller slået op i forretningslokaler, og hvori en person erklærer sig rede til at yde en kredit eller formidle indgåelse af kreditaftaler, og som indeholder angivelse af rentesats eller andre tal vedrørende kreditomkostningerne, også indeholde angivelse af de samlede årlige omkostninger i procent i form af et repræsentativt eksempel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde. e) Bilag II erstattes af teksten i det hertil knyttede bilag I. f) Bilag III erstattes af teksten i det hertil knyttede bilag II. Artikel 2 1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest to år efter dette direktivs ikrafttræden. De underretter straks Kommissionen herom. Når medlemsstaterne vedtager disse foranstaltninger, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne. 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 3 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 1998. På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne J. M. GIL-ROBLES J. CUNNINGHAM Formand Formand 1) EFT C 235 af 13.8.1996, s. 8, og EFT C 137 af 3.5.1997, s. 9. 2) EFT C 30 af 30.1.1997, s. 94. 3) Europa-Parlamentets udtalelse af 20. februar 1997 (EFT C 85 af 17.3.1997, s. 108), Rådets fælles holdning af 7. juli 1997 (EFT C 284 af 19.9.1997, s. 1), Europa-Parlamentets afgørelse af 19. november 1997 og Rådets afgørelse af 18. december 1997. 4) EFT L 42 af 12.2.1987, s. 48. Direktivet er ændret ved direktiv 90/88/EØF (EFT L 61 af 10.3.1990, s. 14). 5) EFT L 250 af 19.9.1984, s. 17. Direktivet er senest ændret ved direktiv 97/55/EF (EFT L 290 af 23.10.1997, s. 18.« BILAG I »BILAG II GRUNDLIGNING DER ANGIVER ÆKVIVALENSEN MELLEM DELS LÅNENES, DELS TILBAGEBETALINGSYDELSERNES OG OMKOSTNINGERNES VÆRDI Betydning af bogstaver og symboler: K er løbenummeret for et lån K´ er løbenummeret for en tilbagebetalingsydelse eller en omkostningsbetaling A K er størrelsen af lån nummer K A´ K er størrelsen af tilbagebetalingsydelse eller omkostningsbetaling nummer K´

S er tegnet for en opsummering m er løbenummeret for sidste lån m´ er løbenummeret for sidste tilbagebetalingsydelse eller sidste omkostningsbetaling tK er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for et lån nr. 1 og tidspunkterne for tilbagebetalingsydelse eller omkostningsbetaling for de følgende lån nr. 2 til m tK´ er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for et lån nr. 1 og tidspunkterne for tilbagebetalingsydelse eller omkostningsbetaling nr. 1 til m´ i er omkostningerne i procent, som kan beregnes (ved algebra, ved successive tilnærmelsesvise beregninger, eller ved hjælp af et edb-program), når der øvrige dele i ligningen er kendte fra aftalen eller på anden måde. Noter: a) De beløb, parterne betaler på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og betales ikke nødvendigvis med lige store intervaller. b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for det første lån. c) Intervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af år. Et år antages at have 365 dage, 365,25 dage eller (i skudår) 366 dage, 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned antages at have til 30,41666 dage (= >NUM>365/>DEN>12). d) Beregningens resultat skal angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis der afrundes til en bestemt decimal, gælder følgende regel: Hvis decimalen efter denne bestemte decimal er 5 eller derover, forhøjes denne bestemte decimal med én. e) Medlemsstaterne drager omsorg for, at de benyttede løsningsmetoder giver et resultat svarende til eksemplerne i bilag III.« BILAG II »BILAG III BEREGNINGSEKSEMPLER A. BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT PÅ GRUNDLAG AF ET KALENDERÅR (1 ÅR = 365 DAGE (ELLER 366 DAGE FOR SKUDÅR)) Første eksempel Det lånte beløb: S = 1 000 ECU pr. 1. januar 1994. Det tilbagebetales med en enkelt ydelse på 1 200 ECU den 1. juli 1995, dvs. halvandet år eller 546 (= 365 + 181) dage efter lånets datering. Denne størrelse afrundes til 13 % (eller 12,96 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Andet eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU, men långiver fradrager 50 ECU som stiftelsesprovision mv., så lånet reelt andrager 950 ECU; tilbagebetalingen med 1 200 ECU foretages i lighed med det første eksempel igen pr. 1. juli 1995. Denne størrelse afrundes til 16,9 %. Tredje eksempel:

De lånte beløb er på 1 000 ECU pr. 1. januar 1994, som skal afdrages med to ydelser på hver 600 ECU, der betales efter henholdsvis et og to år. Den aritmetiske løsning giver i = 0,1306623, som afrundes til 13,1 % (eller 13,07 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Fjerde eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU pr. 1. januar 1994, og låntageren skal udrede: Efter 3 måneder (0,25 år/90 dage): 272 ECU Efter 6 måneder (0,5 år /181 dage): 272 ECU Efter 12 måneder (1 år/365 dage): 544 ECU I alt: 1088 ECU Denne ligning gør det muligt at beregne i med successive tilnærmelsesvise beregninger, der kan programmeres på en lommeregner. Resultatet er i = 0,13226 afrundet til 13,2 % (eller 13,23 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). B. BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT PÅ GRUNDLAG AF ET STANDARDÅR (1 ÅR = 365 DAGE ELLER 365,25 DAGE, 52 UGER, ELLER 12 LIGE LANGE MÅNEDER) Første eksempel: Det lånte beløb: S = 1 000 ECU. Tilbagebetalingen sker ved en enkelt ydelse på 1 200 ECU 1,5 år (dvs. 1,5 × 365 = 547,5 dage, 1,5 × 365,25 = 547,875 dage, 1,5 × 366 = 549 dage, 1,5 × 12 = 18 måneder eller 1,5 × 52 = 78 uger) efter lånets datering. Denne størrelse afrundes til 12,9 % (eller 12,92 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Andet eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU, men långiver fradrager 50 ECU som stiftelsesprovision mv., så lånet reelt andrager 950 ECU; tilbagebetalingen 1 200 ECU foretages i lighed med det første eksempel igen 1,5 år efter lånets datering. Denne størrelse afrundes til 16,9 % (eller 16,85 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Tredje eksempel: Det lånte beløb er 1 000 ECU, som skal afdrages med to ydelser på hver 600 ECU, der betales efter henholdsvis et og to år. Den aritmetiske løsning giver i = 0,13066, som afrundes til 13,1 % (eller 13,07 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler). Fjerde eksempel: Det lånte beløb er S = 1 000 ECU, og låntageren skal udrede følgende beløb: Efter 3 måneder (0,25 år/13 uger/91,25 dage/91,3125 dage): 272 ECU Efter 6 måneder (0,5 år/26 uger/182,5 dage/182,625 dage): 272 ECU Efter 12 måneder (1 år/52 uger/365 dage/365,25 dage): 544 ECU

I alt: 1088 ECU Denne ligning gør det muligt at beregne i med successive tilnærmelsesvise beregninger, der kan programmeres på en lommeregner. Resultatet er i = 0,13185, som afrundes til 13,2 % (eller 13,19 %, hvis der foretrækkes en nøjagtighed med to decimaler).« FØRSTE PROTOKOL om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (89/128/EØF) DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER I TRAKTATEN OM OPRETTELSE AF DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB HAR - UNDER HENVISNING til den fælleserklæring, der er knyttet som bilag til konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 VEDTAGET at indgå en protokol om tildeling af beføjelser til De Europæiske Fællesskabers Domstol vedrørende fortolkning af den nævnte konvention, og har med dette mål for øje udpeget som befuldmægtigede: HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE: Paul DE KEERSMÆKER Statssekretær for EF-anliggender og landbrug, attacheret udenrigsministeren HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING: Knud Erik TYGESEN Statssekretær PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND: Irmgard ADAM-SCHWÆTZER Stedfortrædende udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK: Théodoros PANGALOS Stedfortrædende udenrigsminister HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN: Francisco FERNANDEZ ORDOÑEZ Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK: Philippe LOUËT Overordentlig og befuldmægtiget ambassadør PRÆSIDENTEN FOR IRLAND: Brian LENIHAN Vicepremierminister og udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK: Gianni MANZOLINI Statssekretær for udenrigsanliggender HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG: Jacques POOS Viceministerpræsident, udenrigsminister, minister for udenrigshandel, minister for samarbejde, økonomiminister og minister for små og mellemstore virksomheder, minister for statens finanser HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE: H. van den BRØK Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK: João de Deus PINHEIRO Udenrigsminister HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND: Lynda CHALKER Stedfortrædende udenrigs- og Commonwealthminister SOM, forsamlet i Rådet for de Europæiske Fællesskaber, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form, ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER: Artikel 1 De Europæiske Fællesskabers Domstol har beføjelse til at træffe afgørelse med hensyn til fortolkningen af: a) konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, i det følgende benævnt »Rom-konventionen« b) konventionerne om de staters tiltrædelse af Rom-konventionen, som er blevet medlemmer af De Europæiske Fællesskaber efter det tidspunkt, hvor den blev åbnet for undertegnelse c) nærværende protokol. Artikel 2

Alle nedennævnte retter kan anmode Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse om et spørgsmål, der rejses under en retssag ved disse, og som vedrører fortolkningen af bestemmelserne i de instrumenter, der er nævnt i artikel 1, når de skønner, at en afgørelse om dette spørgsmål er nødvendig, for at de kan afsige dom: a) - i Belgien: la Cour de Cassation het Hof van Cassatie og le Conseil d'Etat de Råd van State - i Danmark: Højesteret - i Forbundsrepublikken Tyskland: die obersten Gerichtshöfe des Bundes - i Grækenland: u a a n ñ u a u a A i k a s u g r i a - i Spanien: el Tribunal Supremo - i Frankrig: la Cour de cassation og le Conseil d'Etat - i Irland: the Supreme Court - i Italien: la Corte suprema di cassazione og il Consiglio di Stato - i Luxembourg: la Cour Supérieure de Justice i dens egenskab af kassationsret - i Nederlandene: de Hoge Råd - i Portugal: o Supremo Tribunal de Justiça og o Supremo Tribunal Administrativo - i Det Forenede Kongerige: the House of Lords og andre retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres b) de kontraherende staters retter, når de fungerer som appelinstans. Artikel 3 1. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat kan anmode Domstolen om at udtale sig om et spørgsmål vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i de i artikel 1 nævnte instrumenter, såfremt afgørelser truffet af retter i denne stat er i modstrid med den fortolkning, der er anlagt af Domstolen eller kommet til udtryk i en afgørelse truffet af en i artikel 2 nævnt ret i en anden kontraherende stat. Bestemmelserne i dette stykke gælder kun retskraftige afgørelser. 2. Den fortolkning, som anlægges af Domstolen i anledning af en sådan anmodning, er uden virkning for de afgørelser, der har givet anledning til anmodningen om en fortolkning. 3. Det offentliges øverste repræsentant ved kassationsretterne i de kontraherende stater eller enhver anden myndighed udpeget af en kontraherende stat har kompetence til at anmode Domstolen om en fortolkning i henhold til stk. 1. 4. Justitssekretæren ved Domstolen giver meddelelse om anmodningen til de kontraherende stater samt til Kommissionen og Rådet for De Europæiske Fællesskaber, som inden to måneder fra denne meddelelse kan indgive indlæg eller andre skriftlige udtalelser til Domstolen. 5. Fremgangsmåden i nærværende artikel giver ikke anledning til hverken opkrævning eller godtgørelse af gebyrer og sagsomkostninger. Artikel 4

1. Medmindre andet er bestemt i denne protokol, finder de bestemmelser i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og i den dertil knyttede protokol vedrørende statutten for Domstolen, der gælder ved Domstolens afgørelse af præjudicielle spørgsmål, tilsvarende anvendelse på fremgangsmåden ved fortolkning af de i artikel 1 nævnte instrumenter. 2. Domstolens procesreglement tilpasses og suppleres om nødvendigt i henhold til artikel 188 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Artikel 5 Denne protokol skal ratificeres af signatarstaterne. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Artikel 6 1. Denne protokol skal for at træde i kraft være ratificeret af syv stater, for hvilke Rom-konventionen er gældende. Den træder i kraft den første dag i den tredje måned, der følger efter, at den sidste af de pågældende stater har deponeret sit ratifikationsdokument. Hvis imidlertid anden protokol, indgået i Bruxelles den 19. december 1988 om tildeling af visse beføjelser til Domstolen for De Europæiske Fællesskaber vedrørende fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 1) , træder i kraft på et senere tidspunkt, træder nærværende protokol ligeledes i kraft på datoen for anden protokols ikrafttræden. 2. Enhver ratifikation, der finder sted efter denne protokols ikrafttræden, får virkning fra den første dag i den tredje måned, der følger efter deponeringen af ratifikationsdokumentet, for så vidt den pågældende stats ratifikation, accept eller godkendelse af Rom-konventionen har fået virkning. Artikel 7 Generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber underretter signatarstaterne om: a) deponeringen af ethvert ratifikationsdokument b) datoen for denne protokols ikrafttræden c) de udpegninger, som meddeles i medfør af artikel 3, stk. 3 d) de meddelelser, som gives i medfør af artikel 8. Artikel 8 De kontraherende stater meddeler generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber teksterne til lovbestemmelser, som medfører en ændring i listen over de i artikel 2, litra a), nævnte retter. Artikel 9 Denne protokol har virkning, så længe Rom-konventionen forbliver i kraft på betingelserne i artikel 30 deri. Artikel 10 Enhver kontraherende stat kan fremsætte anmodning om revision af denne protokol. I så fald indkalder formanden for Rådet for De Europæiske Fællesskaber til en revisionskonference. Artikel 11

Denne protokol, udfærdiget i ét eksemplar på dansk, engelsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk og tysk, hvilke ti tekster har samme gyldighed, deponeres i arkiverne i Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Generalsekretæren fremsender en bekræftet genpart til hver af signatarstaternes regeringer. En fe de lo cual, los plenipotenciarios abajo firmantes suscriben el presente Protocolo. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne protokol. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmæchtigten ihre Unterschrift unter dieses Protokoll gesetzt. S e q i p u ñ s g u ñ n a n ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p s i p i v q e c r a y a n u p q a r p n q r ñ u p k p l l p . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signatures below this Protocol. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas du présent protocole. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an bPrótacal seo. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce al presente protocollo. Ten blijke waarvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder dit Protocol hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final do presente protocolo. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochenta y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v o e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p l d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig.

Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour Sa Majesté le roi des Belges Voor Zijne Majesteit de Koning der Belgen For Hendes Majestæt Danmarks Dronning Für den Præsidenten der Bundesrepublik Deutschland C i a u p n Q r p e d r p u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por Su Majestad el Rey de España Pour le président de la République française Thar ceann Uachtarán na hÉireann Per il presidente della Repubblica italiana Pour Son Altesse Royale le grand-duc de Luxenborg Voor Hare Majesteit de Koningin der Nederlanden Pelo Presidente da República Portuguesa For Her Majesty the Queen of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland FÆLLESERKLÆRINGER Fælleserklæring Regeringerne for Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Den Portugisiske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland - som på tidspunktet for undertegnelsen af første protokol om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, ønsker at sikre en så effektiv og ensartet gennemførelse som muligt af konventionens bestemmelser - erklærer sig rede til sammen med Domstolen for De Europæiske Fællesskaber at tilrettelægge en udveksling af oplysninger om retskraftige domme, der i medfør af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, er afsagt af de retter, der er nævnt i artikel 2 i nævnte protokol. Udvekslingen af oplysninger skal omfatte: - fremsendelse til Domstolen, på foranledning af de nationale kompetente myndigheder, af domme, der er afsagt af de i artikel 2, litra a), nævnte retter, samt af væsentlige domme, afsagt af de retter, der er omhandlet i artikel 2, litra b) - Domstolens klassificering og udnyttelse til dokumentationsformål af disse domme, herunder i fornødent omfang dens udarbejdelse af sammenfatninger og oversættelser samt offentliggørelse af domme af særlig betydning - fremsendelse af dokumentationsmateriale fra Domstolen til de kompetente nationale myndigheder i de stater, der er parter i protokollen, samt til Kommissionen og Rådet for De Europæiske Fællesskaber. En fe de lo cual, los plenipotenciarios abajo firmantes suscriben la presente Declaracion común. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne fælleserklæring.

Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmæchtigten ihre Unterschrift unter diese Gemeinsame Erklærung gesetzt. S e q i s u ñ s g u ñ n a n ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p v s i p i v q e c r a y a n u g n q a r p v s a k p i n g d g l ñ s g . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signature below this Joint Declaration. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas de la présente déclaration commune. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an Dearbhú Comhpháirteach seo. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce alla presente dichiarazione comune. Ten blijke waarvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder deze gemeenschappelijke verklaring hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final da presente declaração comum. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochenta y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v o e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p c d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour le gouverment du royaume de Belgique Voor de Regering van het Koninkrijk België For regeringen for Kongeriget Danmark Für die Regierung der Bundesrepublik Deutschland

C i a u g n K v b e r n g p g u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por el Gobierno del Reino de España Pour le gouvernement de la République française Thar ceann Rialtas na hÉireann Per il governo della Repubblica italiana Pour le gouverment du grand-duché de Luxembourg Voor de Regering van het Koninkrijk der Nederlanden Pelo Governo da República Portuguesa For the Government of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland Fælleserklæring Regeringerne for Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxenborg, Kongeriget Nederlandene, Den Portugisiske Republik og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland som på tidspunktet for undertegnelsen af første protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, under henvisning til den fælleserklæring, der er knyttet som bilag til konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, ønsker om at sikre en så effektiv og ensartet gennemførelse som mulig af konventionens bestemmelser, og tilstræber at undgå, at forskellige fortolkninger af konventionens bestemmelser skal skade dens enhedskarakter er af den opfattelse, at enhver stat, der bliver medlem af De Europæiske Fællesskaber, bør tiltræde denne protokol. En fe de lo cual, los plenipotenciarios infrascritos han estampado sus firmas en la presente Declaración común. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne fælleserklæring. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmächtigten ihre Unterschrift unter diese Gemeinsame Erklärung gesetzt. S e q i p u ñ s g u ñ g a n ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p v s i p i v q e c r a y a n u g n q a r p v s a k p i n g d g l ñ s g . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signatures below this Joint Declaration. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas de la présente déclaration commune. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an Dearbhú Comhpháirteach seo.

In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce alla presente dichiarazione comune. Ten blijke wårvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder deze gemeenschappelijke verklaring hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final da presente declaração comum. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochente y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v f e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p c d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit. Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour le gouvernement du royaume de Belgique Voor de Regering van het Koninkrijk België For regeringen for Kongeriget Danmark Für die Regierung der Bundesrepublik Deutschland C i a u g n K v b e r n s g u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por el Gobierno del Reino de España Pour le gouvernement de la République française Thar ceann Rialtas na hÉireann Per il governo della Repubblica italiana Pour le gouverment du grand-duché de Luxembourg Voor de Regering van het Koninkrijk der Nederlanden Pelo Governo da República Portuguesa For the Government of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland 1) Se side 17 i denne Tidende. ANDEN PROTOKOL om tildeling af visse beføjelser til Domstolen for De Europæiske Fællesskaber vedrørende fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (89/129/EØF) DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER I TRAKTATEN OM OPRETTELSE AF DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, i det følgende benævnt Rom-konventionen, træder i kraft efter deponeringen af det syvende ratifikations-, accept- eller godkendelsesdokument; SOM TAGER I BETRAGTNING, at det med henblik på en ensartet anvendelse af de regler, der er indført ved Rom-konventionen, er nødvendigt, at der indføres en ordning til sikring af, at de fortolkes ensartet, og at der med henblik herpå bør tillægges Domstolen for De Europæiske Fællesskaber passende beføjelser, selv inden Rom-konventionen er trådt i kraft i alle Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater; HAR VEDTAGET at indgå denne protokol og har med dette mål for øje udpeget som befuldmægtigede: HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE: Paul DE KEERSMÆKER Statssekretær for EF-anliggender og landbrug, attacheret udenrigsministeren HENDES MAJESTÆT DANMARKS DRONNING: Knud Erik TYGESEN Statssekretær PRÆSIDENTEN FOR FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND: Irmgard ADAM-SCHWÆTZER Stedfortrædende udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN HELLENSKE REPUBLIK: Théodoros PANGALOS Stedfortrædende udenrigsminister HANS MAJESTÆT KONGEN AF SPANIEN: Francisco FERNANDEZ ORDOÑEZ Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN FRANSKE REPUBLIK: Philippe LOUËT Overordentlig og befuldmægtiget ambassadør PRÆSIDENTEN FOR IRLAND: Brian LENIHAN Vicepremierminister og udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN ITALIENSKE REPUBLIK: Gianni MANZOLINI Statssekretær for udenrigsanliggender HANS KONGELIGE HØJHED STORHERTUGEN AF LUXEMBOURG: Jacques POOS Viceministerpræsident, udenrigsminister, minister for udenrigshandel, minister for samarbejde, økonomiminister og minister for små og mellemstore virksomheder, minister for statens finanser HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF NEDERLANDENE: H. van den BRØK Udenrigsminister PRÆSIDENTEN FOR DEN PORTUGISISKE REPUBLIK: João de Deus PINHEIRO Udenrigsminister HENDES MAJESTÆT DRONNINGEN AF DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND: Lynda CHALKER Stedfortrædende udenrigs- og Commonwealthminister SOM, forsamlet i Rådet for De Europæiske Fællesskaber, efter at have udvekslet deres fuldmagter og fundet dem i god og behørig form, ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE: Artikel 1 1. Domstolen for De Europæiske Fællesskaber har for så vidt angår Rom-konventionen de beføjelser, som den tillægges i første protokol, indgået i Bruxelles den 19. december 1988, om De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 1) . Protokollen vedrørende statutten for Domstolen for De Europæiske Fællesskaber og Domstolens procesreglement finder anvendelse. 2. Domstolens procesreglement tilpasses og suppleres om nødvendigt i henhold til artikel 188 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Artikel 2 Denne protokol skal ratificeres af signatarstaterne. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber.

Artikel 3 Denne protokol træder i kraft den første dag i den tredje måned, der følger efter deponeringen af det sidste ratifikationsdokument. Artikel 4 Denne protokol, udfærdiget i ét eksemplar på dansk, engelsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, spansk og tysk, hvilke ti tekster har samme gyldighed, deponeres i arkiverne i Generalsekretariatet for Rådet for De Europæiske Fællesskaber. Generalsekretæren fremsender en bekræftet genpart til hver af signatarstaternes regeringer. En fe de lo cual, los plenipotenciarios infrascritos han estapado sus firmas en el presente Protocolo. Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne protokol. Zu Urkund dessen haben die unterzeichneten Bevollmæchtigten ihre Unterschrift unter dieses Protokoll gesetzt. S e q i s u ñ s g u ñ n a q ñ u e r ñ , p i k a u ñ h i q l g r e o p v s i p i v q e c r a y a n u p q a r p n q r ñ u p k p l l p . In witness whereof, the undersigned Plenipotentiaries have affixed their signatures below this Protocol. En foi de quoi, les plénipotentiaires soussignés ont apposé leur signature au bas du présent protocole. Dá fhianú sin, chuir na Lánchumhachtaigh thíos-sínithe a lámh leis an bPrótacal seo. In fede di che, i plenipotenziari sottoscritti hanno apposto le loro firme in calce al presente protocollo. Ten blijke waarvan de ondergetekende gevolmachtigden hun handtekening onder dit Protocol hebben gesteld. Em fé do que, os plenipotenciários abaixo assinados apuseram as suas assinaturas no final do presente protocolo. Hecho en Bruselas, el diecinueve de diciembre de mil novecientos ochenta y ocho. Udfærdiget i Bruxelles, den nittende december nitten hundrede og otteogfirs. Geschehen zu Bruessel am neunzehnten Dezember neunzehnhundertachtundachtzig. E c i n e s u i f B r v o e l l e f , s u i f d e k a e n n e a D e k e m b r i p v x i l i a e n n i a k p s i a p c d p n u a p k u ñ . Done at Brussels on the nineteenth day of December in the year one thousand nine hundred and eighty-eight. Fait à Bruxelles, le dix-neuf décembre mil neuf cent quatre-vingt-huit.

Arna dhéanamh sa Bhruiséil, an naoú lá déag de Nollaig sa bhliain míle naoi gcéad ochtó a hocht. Fatto a Bruxelles, addì diciannove dicembre millenovecentottantotto. Gedaan te Brussel, de negentiende december negentienhonderd achtentachtig. Feito em Bruxelas, em dezanove de Dezembro de mil novecentos e oitenta e oito. Pour Sa Majesté le roi des Belges Voor Zijne Majesteit de Koning der Belgen For Hendes Majestæt Danmarks Dronning Für den Præsidenten der Bundesrepublik Deutschland C i a u p n Q r p e d r p u g f E l l g n i k g f D g m p k r a u i a f Por Su Majestad el Rey de España Pour le président de la République française Thar ceann Uachtarán na hÉireann Per il presidente della Repubblica italiana Pour Son Altesse Royale le grand-duc de Luxembourg Pelo Presidente da República Portuguesa For Her Majesty the Queen of the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland 1) Se side 1 i denne Tidende.

Versioner

1. 2000-03-01