Forslag til Lov om ændring af ligningsloven og fusionsskatteloven
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00236@2000-03-29/da
Indhold
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, som ændret ved lov nr. 105 af 14. februar 2000, foretages følgende ændringer:
1. I § 33 E, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »udenlandsk sambeskattet selskab«: »afhænder aktier eller anparter i selskaber, hvor det ejer mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen, eller«.
2. I § 33 E, stk. 6, ændres »på fraflytningstidspunktet ved indkomstopgørelsen.« til: »på ophørstidspunktet ved opgørelsen af moderselskabets skattepligtige indkomst for dets sidste indkomstår.«.
3. I § 33 E indsættes efter stk. 9:
» Stk. 10. Skatteministeren kan tillade, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og aktierne i et udenlandsk sambeskattet datterselskab som led i spaltningen overføres til et modtagende selskab, som er hjemmehørende her i landet. Det er en betingelse, at det udenlandske selskab efter spaltningen sambeskattes med det modtagende selskab efter selskabsskattelovens § 31. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske sambeskattede selskab i det modtagende selskab. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for et udenlandsk sambeskattet selskab, der udtræder af sambeskatning med moderselskabet som følge af, at aktier i et udenlandsk sambeskattet datterselskab efter 1. pkt. overføres til det modtagende selskab.
Stk. 11. Skatteministeren kan tillade, at stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og et udenlandsk sambeskattet selskab i den forbindelse overdrager samtlige selskabets aktiver til et udenlandsk selskab, der er sambeskattet med det modtagende selskab efter reglerne i selskabsskattelovens § 31. Det er en betingelse, at underskud i det overdragende selskab efter udenlandske regler overføres til det erhvervende selskab. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det overdragende selskab i det erhvervende selskab.«.
I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996, som senest ændret ved § 8 i lov nr. 958 af 20. december 1999, foretages følgende ændring:
1. I § 7, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »selskabet«: », i det omfang det modtagende selskab indtræder i det indskydende selskabs skattemæssige stilling«.
I lov nr. 487 af 12. juni 1996 om ændring af forskellige skattelove (International sambeskatning m.v.), foretages følgende ændring:
1. I § 12, stk. 12, indsættes som 2. pkt.:
»Selskaber, som har et genbeskatningspligtigt underskud omfattet af reglerne i ligningslovens § 33 E, som indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, kan vælge at anvende reglerne i ligningslovens § 33 E, som affattet ved § 2, nr. 12.«.
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 1, har virkning for afhændelser, der finder sted den 29. marts 2000 eller senere.
Stk. 3. § 1, nr. 2, har virkning for moderselskaber, der ophører med at være skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, eller efter bestemmelsen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, den 29. marts 2000 eller senere.
Stk. 4. § 1, nr. 3, har virkning for spaltninger, der foretages med spaltningsdato den 1. januar 2000 eller senere.
Stk. 5. § 2 har virkning for spaltninger, der endeligt vedtages den 29. marts 2000 eller senere.
Stk. 6. § 3 har virkning for transaktioner, der udløser genbeskatning, som gennemføres i indkomståret 2000 eller senere.
Ifølge ligningslovens § 33 E, stk.1, skal der ske genbeskatning af underskud, når et udenlandsk selskab træder ud af en sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31. Moderselskabets skattepligtige indkomst forhøjes med genbeskatningssaldoen. Genbeskatningssaldoen udgøres af underskud, som er fradraget i andre sambeskattede selskabers skattepligtige indkomst, og som ikke modsvares af senere års overskud. Ophører et moderselskab med at være skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, skal der ligeledes ske genbeskatning, jf.ligningslovens § 33 E, stk. 6.
I ligningslovens § 33 E, stk. 7, findes en særlig bestemmelse om, at der under visse omstændigheder ikke udløses genbeskatning efter reglerne i § 33 E, stk. 1-6, når moderselskabet fusionerer. Det er en betingelse, at moderselskabet fusionerer efter reglerne i fusionsskatteloven, at det modtagende selskab er hjemmehørende her i landet, og at det udenlandske datterselskab efter fusionen er omfattet af en sambeskatning med dette selskab efter selskabsskattelovens § 31. Er betingelserne opfyldt, overføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske datterselskab til det modtagende selskab. Efter fusionen er dette selskab således moderselskab i relation til ligningslovens § 33 E.
Reglen finder alene anvendelse på fusioner. Foretages der er en spaltning efter fusionsskattelovens regler, finder der således genbeskatning sted. Dette er ikke hensigtsmæssigt, hvis spaltningen er led i en forretningsmæssigt begrundet omstrukturering af den virksomhed, der udøves i selskabet.
Lovforslaget går ud på at sikre, at sådanne spaltninger kan gennemføres skattefrit efter fusionsskattelovens regler, uden at det indebærer genbeskatning af underskud i de udenlandske selskaber, der overdrages til det modtagende selskab.
Består et moderselskabs virksomhed eksempelvis i to forskellige driftsaktiviteter, hvoraf den ene udskilles i et særskilt selskab, vil aktierne i et udenlandsk datterselskab, hvis virksomhed vedrører den pågældende driftsaktivitet, kunne overføres til det modtagende selskab, uden at moderselskabets indkomst forhøjes med datterselskabets genbeskatningssaldo, dvs. underskud, der er fradraget i andre selskabers indkomst, og som ikke modsvares af senere års overskud. Genbeskatningssaldoen videreføres i stedet i det modtagende selskab.
Det er en forudsætning, at aktierne i de udenlandske selskaber efter reglerne i fusionsskatteloven kan overføres til det modtagende selskab skattefrit. Efter forslaget skal moderselskabets aktier i det udenlandske datterselskab som led i spaltningen overføres til et modtagende selskab, som er hjemmehørende her i landet. Det skal endvidere være en betingelse, at det udenlandske selskab efter spaltningen er omfattet af sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31.
I forbindelse med en spaltning kan der af hensyn til den fremtidige struktur være grund til at overdrage virksomheden i et udenlandsk sambeskattet datterselskab til et udenlandsk selskab, der er omfattet af sambeskatning med det modtagende selskab. Det foreslås derfor, at der ikke skal ske genbeskatning af underskud, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og et udenlandsk sambeskattet selskab i den forbindelse overdrager samtlige selskabets aktiver til et sådant udenlandsk sambeskattet selskab. Det er en betingelse, at underskud i det overdragende selskab efter udenlandske regler overføres til det selskab, der erhverver aktiverne. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske sambeskattede selskab i det erhvervende selskab.
Endvidere foreslås det, at der skal ske genbeskatning i situationer, hvor et udenlandsk selskab afhænder aktier eller anparter i et selskab, hvor det ejer mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen.
Forslaget skal ses på baggrund af, at sambeskatningsreglerne først og fremmest skal virke som en skattekredit, når udenlandske selskaber giver underskud. Når de underskudsgivende selskaber senere begynder at give overskud, skal genbeskatningen ske ved, at overskuddet som følge af sambeskatningen medregnes i den danske indkomstopgørelse. Forslaget skal sikre, at denne genbeskatning ikke undgås eller udskydes ved, at det nu overskudsgivende selskab afhænder sine aktiver i form af aktier til et koncernforbundet selskab m.v. Et udenlandsk sambeskattet holdingselskab kunne i givet fald udskyde genbeskatningen af tidligere fratrukne underskud i det uendelige ved at afhænde selskabets indtægtsgrundlag i form af aktiebesiddelse til et koncernforbundet selskab m.v., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, når holdingselskabet begynder at give overskud.
Forslaget sikrer således, at et udenlandsk selskab ikke udskiller de sunde dele af selskabets aktiviteter i form af ejerskab til aktier i datterselskaber, uden at genbeskatning af tidligere fratrukne underskud finder sted.
Der foreslås herudover en tydeliggørelse af bestemmelsen i ligningslovens § 33 E, stk. 6, således at det ligger uden for enhver tvivl, at der skal ske genbeskatning i den situation, hvor et moderselskab ophører ved spaltning og dermed ikke længere er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1. I samme forbindelse foreslås en præcisering af fusionsskattelovens § 7.
Endelig foreslås det, at selskaber, som har underskud, der er omfattet af reglerne i ligningslovens § 33 E, som indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, kan vælge at anvende reglerne i ligningslovens § 33 E, som den blev affattet ved lov nr. 487 af 12. juni 1996.
Provenumæssige konsekvenser
Lovforslaget giver mulighed for at undlade genbeskatning af tidligere års underskud i udenlandske datterselskaber, når moderselskabet spaltes.
Da det er en betingelse, at genbeskatningssaldoen videreføres i et selskab, som er omfattet af dansk sambeskatning, vil forslaget alene medføre en udskydelse af beskatningen, enten i forbindelse med fortsat dansk beskatning af overskuddet eller ved genbeskatning på et senere tidspunkt.
Uden ændring af lovreglerne ville spaltninger i nogle situationer kunne udløse et skatteprovenu af betydelig størrelse, hvorfor sådanne omstruktureringer næppe ville blive gennemført. Lovforslaget fjerner den skattemæssige hindring for sådanne forretningsmæssigt begrundede omstruktureringer.
På denne baggrund er den reelle provenuvirkning af forslaget således et rentetab for stat og kommuner, som skønnes at være af begrænset størrelsesorden.
Forslaget om, at selskaber, der har genbeskatningspligtige underskud for indkomstår før 1996, kan vælge at anvende reglerne for opgørelse og beskatning for indkomstår efter 1996 på sådanne underskud, skønnes at medføre et meget begrænset provenutab for det offentlige.
Endelig forhindres et utilsigtet provenutab med den foreslåede tydeliggørelse af hjemlen til genbeskatning ved spaltning.
Provenuvirkningen af forslaget om ændrede regler for udløsning af genbeskatning af underskud i et udenlandsk datterselskab ved datterselskabets afhændelse af aktier skønnes at være af begrænset størrelse.
Administrative konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for Told og Skat.
Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Den del af lovforslaget, der giver mulighed for at undlade genbeskatning af tidligere års underskud i udenlandske datterselskaber, når moderselskabet spaltes, sikrer at sådanne forretningsmæssigt begrundede omstruktureringer i erhvervslivet kan gennemføres skattefrit.
Da genbeskatningsreglerne alene har betydning for selskaber, der er sambeskattet med udenlandske datterselskaber, og da forslaget kun omhandler den situation, hvor et sådan selskab spaltes, er antallet af selskaber, der forventes at anvende reglerne i lovforslaget, meget begrænset. Det forventede antal er max. 10 selskaber. Forslaget vil alene indebære en engangsbyrde for selskaberne, da det kun er i forbindelse med indgivelse af ansøgningen om tilladelse til, at der ikke skal ske genbeskatning, at der påhviler selskaberne en administrativ forpligtelse. Denne må anses for at være af begrænset omfang, da der i forvejen til samme myndighed skal indsendes en ansøgning om tilladelse til spaltningen.
De øvrige foreslåede ændringer af genbeskatningsreglerne skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.
Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Provenuvirkningen af forslaget om ændrede regler for udløsning af genbeskatning af underskud i et udenlandsk datterselskab ved datterselskabets afhændelse af aktier skønnes at være af begrænset størrelse. Tydeliggørelsen af hjemlen til genbeskatning ved spaltning forhindrer et utilsigtet provenutab. Den reelle provenuvirkning af forslaget om at undlade genbeskatning af underskud i udenlandske datterselskaber ved spaltning er et rentetab for stat og kommuner, som skønnes at være af begrænset størrelsesorden.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Lovforslaget vedr. undladelse af genbeskatning af underskud i udenlandske datterselskaber ved spaltning sikrer, at forretningsmæssigt begrundede omstruktureringer i erhvervslivet af denne karakter kan gennemføres skattefrit.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ændringen af genbeskatningsreglerne ved skattefri spaltning medfører meget begrænsede engangsbyrder for max. 10 selskaber, såfremt de ønsker at anvende reglerne.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.
Høring
De foreslåede ændringer i ligningsloven vedrørende genbeskatning af underskud i forbindelse med spaltning har været på høring i Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, De danske Landboforeninger, Det Danske Handelskammer, Erhvervenes Skattesekretariat, Finansrådet, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet, Skattechefforeningen og Skatterevisorforeningen.
De øvrige foreslåede ændringer i ligningsloven vedrørende genbeskatning af underskud samt den foreslåede ændring af fusionsskatteloven har ikke været på høring. Dette skal ses i sammenhæng med, at forslagene har til formål at afhjælpe den tvivl, der er rejst om fortolkningen af reglerne. En tvivl, som vil kunne føre til, at reglernes indhold bliver et andet end forudsat under folketingsbehandlingen af disse. Ændringerne foreslås at have virkning fra fremsættelsesdatoen for dermed at undgå, at der i perioden frem til vedtagelsen gennemføres en række transaktioner med henblik på at udnytte den tvivl, der er sået om fortolkningen af bestemmelserne for dermed at slippe for genbeskatning af tidligere fratrukne underskud.
De fra organisationerne m.v. modtagne høringssvar samt kommentarer hertil er kort gengivet i skemaet nedenfor.
Organisation/myndighed Bemærkninger i høringssvar Kommentarer til bemærkninger
Advokatrådet Ingen bemærkninger.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Har ikke afgivet bemærkninger.
Dansk Handel & Service Positivt, at genbeskatningsreglerne ved skattefri spaltning lempes. Det bør sikres, at der ikke med betingelsen om, at spaltningen skal være begrundet i den fremtidige erhvervsmæssige drift, indføres en stram praksis, der udhuler lempelsen. Betingelsen er udgået af lovteksten, da tilladelsen til selve spaltningen allerede er betinget af, at denne foretages ud fra forsvarlige økonomiske eller forretningsmæssige betragtninger, uden at hovedformålet eller et af hovedformålene er skatteundgåelse eller skatteunddragelse.
Dansk Industri Ingen bemærkninger.
De danske Landboforeninger Ingen bemærkninger.
Det Danske Handelskammer Tilslutter sig lovforslaget.
Erhvervenes Skattesekretariat Ingen bemærkninger.
Finansrådet Positivt, at genbeskatningsreglerne ved skattefri spaltning lempes, men det er ikke hensigtsmæssigt, at det er en betingelse for spaltningen, at den er begrundet i den fremtidige erhvervsmæssige drift. Betingelsen er udgået af lovteksten, da tilladelsen til selve spaltningen allerede er betinget af, at denne foretages ud fra forsvarlige økonomiske eller forretningsmæssige betragtninger, uden at hovedformålet eller et af hovedformålene er skatteundgåelse eller skatteunddragelse.
Foreningen af Danske Skatteankenævn Har ikke bemærkninger set i relation til skatteankenævnenes opgavevaretagelse.
Foreningen af Registrerede Revisorer Har ikke afgivet bemærkninger.
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer Finder, at lovforslaget er for snævert og bør udvides til en række andre situationer. Foreslår en generel dispensationsadgang. Anfører, at overførsel af underskud kun er mulig i England og Tyskland. Finder, at det er uklart, hvad der menes med, at spaltningen skal være begrundet i den fremtidige erhvervsmæssige drift af virksomheden i det modtagende selskab. Efterlyser præciseringer i bemærkningerne vedrørende indgangsværdier og bestemmelsen i § 2 om anvendelse af de »nye« regler. Finder, at der for så vidt angår reglerne om genbeskatning ved spaltning bør lovgives tilsvarende for genbeskatningssaldoen vedr. underskud for 1992-1995. Lovforslaget tager sigte på at løse et konkret påvist behov for at kunne videreføre genbeskatningssaldoen i forbindelse med spaltninger. De øvrige situationer, FSR nævner, findes ikke at kunne omfattes af reglerne, da det bl.a. forudsætter, at der kan ske en opsplitning af et selskabs genbeskatningssaldo, hvilket ikke er muligt. En generel dispensationsadgang løser ikke dette problem. Betingelsen om overførsel af underskud skal ses på baggrund af reglerne om lempelse for udenlandsk skat efter creditmetoden. Når der lempes for udenlandsk skat efter creditmetoden, er det en forudsætning for en reel genbeskatning af fratrukne underskud, at underskud efter udenlandske regler kan fremføres, således at disse resulterer i en nedsat udenlandsk beskatning af indkomsten i de år, der følger efter indkomstår med underskud. Betingelsen vedr. erhvervsmæssig drift er udgået af lovteksten, da tilladelsen til selve spaltningen allerede er betinget af, at denne foretages ud fra forsvarlige økonomiske eller forretningsmæssige betragtninger, uden at hovedformålet eller et af hovedformålene er skatteundgåelse eller skatteunddragelse. Præcisering vedr. indgangsværdier er indarbejdet. Lovtekst vedr. § 2 er ændret, hvilket også betyder, at de foreslåede regler vedr. spaltning kan anvendes for så vidt angår genbeskatningssaldoen vedr. underskud for 1992-1995, hvis denne opgøres efter de »nye« regler.
Forsikring og Pension Ingen bemærkninger.
Frederiksberg Kommune Ingen bemærkninger.
Håndværksrådet Har ikke afgivet bemærkninger.
Kommunernes Landsforening Ingen bemærkninger.
Københavns Kommune Ingen bemærkninger.
Landbrugets Rådgivningscenter Ingen bemærkninger.
Landbrugsrådet Ingen bemærkninger.
Skattechefforeningen Ingen bemærkninger.
Skatterevisorforeningen Ingen bemærkninger.
Til nr. 1
Efter ligningslovens § 33 E, stk. 2, 1. pkt., skal der ske genbeskatning af underskud, som er fradraget i andre selskabers skattepligtige indkomst, og som ikke modsvares af senere års overskud, hvis et udenlandsk sambeskattet selskab helt eller delvis afhænder sin virksomhed til et koncernforbundet selskab m.v.
Ved vurderingen af, om afhændelse af aktiver i relation til bestemmelsen anses for at være en hel eller delvis afhændelse af virksomhed, skal der i følge cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997 om international beskatning, pkt. 6.5.3.4.2., tages udgangspunkt i den almindelige skatteretlige forståelse af begrebet »virksomhed«.
Ved udfærdigelsen af cirkulæret blev det lagt til grund, at afståelse af enkeltstående aktiver (eller passiver) som udgangspunkt ikke udgør en hel eller delvis afståelse af en virksomhed. Dette gælder særligt i forhold til omsætningsaktiver - herunder aktier, der må kvalificeres som omsætningsaktiver. I tilfælde af, at et udenlandsk sambeskattet datterselskab fungerer som holdingselskab, er datterselskabets virksomhed aktiebesiddelse. I sådanne tilfælde er aktieposten et anlægsaktiv. En hel eller delvis afståelse af en sådan aktiepost anses for at være en hel eller delvis afståelse af virksomhed.
Samme fortolkning er lagt til grund i skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg af 12. marts 1996 (L 118 - bilag 30) under behandlingen af lovforslaget om international sambeskatning m.v. (lov nr. 487 af 12. juni 1996), hvorved bestemmelsen blev indsat.
Landsskatteretten har imidlertid i en nyligt afsagt kendelse, lagt til grund, at der ikke er grundlag for at antage, at et af en dansk sambeskatning omfattet udenlandsk holdingselskabs besiddelse af aktier i et datterselskab i sig selv kan karakteriseres som »virksomhed«.
Der foreslås derfor gennemført en opstramning af bestemmelsens ordlyd, således at den bringes i overensstemmelse med intentionerne bag bestemmelsen, som de blev tilkendegivet over for Folketinget under behandlingen af L 118.
Ligningslovens § 33 E, stk. 2, 1. pkt., foreslås ændret, således at det direkte fremgår af bestemmelsen, at der ved afhændelse af aktier eller anparter i selskaber, hvor der ejes mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen, til et koncernforbundet selskab m.v., sker genbeskatning af tidligere fratrukne underskud.
Forslaget skal ses på baggrund af, at sambeskatningsreglerne først og fremmest skal virke som en skattekredit, når udenlandske selskaber giver underskud. Når de underskudsgivende selskaber senere begynder at give overskud, skal genbeskatningen ske ved, at overskuddet som følge af sambeskatningen medregnes i den danske indkomstopgørelse. Forslaget skal sikre, at denne genbeskatning ikke undgås eller udskydes ved, at det nu overskudsgivende selskab afhænder sine aktiver i form af aktier til et koncernforbundet selskab m.v. Et udenlandsk sambeskattet holdingselskab kunne i givet fald udskyde genbeskatningen af tidligere fratrukne underskud i det uendelige ved at afhænde selskabets indtægtsgrundlag i form af aktiebesiddelse til et koncernforbundet selskab m.v., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, når holdingselskabet begynder at give overskud.
Forslaget skal således sikre, at et udenlandsk selskab ikke udskiller de sunde dele af selskabets aktiviteter i form af ejerskab til aktier i datterselskaber, uden at genbeskatning af tidligere fratrukne underskud finder sted.
Til nr. 2
Ligningslovens § 33 E, stk. 6, indeholder en bestemmelse om, at der skal foretages genbeskatning, hvis moderselskabet ophører med at være skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, eller hvis moderselskabet efter bestemmelsen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland. I bestemmelsen anføres det, at et beløb svarende til genbeskatningssaldoen på fraflytningstidspunktet medregnes ved indkomstopgørelsen.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 om international sambeskatning m.v. (Lovforslag nr. L118). Ophøret af skattepligt efter selskabsskattelovens § 1 kan bero på selskabets fraflytning, men også på, at det likviderer eller på anden måde ophører, eksempelvis ved spaltning. Det er direkte angivet i bemærkningerne til bestemmelsen og i flere svar fra skatteministeren til Folketingets Skatteudvalg under Folketingets behandling af L 118 ( L 118 - bilag 30 og 46), at bestemmelsen finder anvendelse ved likvidation.
Skattemyndighederne er imidlertid blevet mødt med det synspunkt, at der ikke kan ske genbeskatning, når et moderselskab ophører ved spaltning. Den fremførte begrundelse for, at der ikke skulle være hjemmel til genbeskatning, er, at der ingen indkomstansættelse er for det relevante år, eftersom moderselskabet ophører pr. 1. januar.
Denne udlægning af teksten harmonerer hverken med formålet med den angivne genbeskatningsregel, der jo netop er, at der skal ske genbeskatning ved ophør, eller med den almindelige forståelse af, i hvilket indkomstår beløb medregnes ved ophør. Bestemmelsen i § 33 E, stk. 6, betyder, at det genbeskatningspligtige beløb skal medregnes ved opgørelsen af det ophørende selskabs skattepligtige indkomst for dets sidste indkomstår.
For at undgå fremtidig tvist om dette spørgsmål, foreslås bestemmelsen tydeliggjort, således at det ligger uden for enhver tvivl, at der skal ske genbeskatning i den beskrevne situation.
For at undgå tvivl om, at bestemmelsen kan anvendes i andre i situationer end ved fraflytning, foreslås det for det første, at tidspunktet for opgørelsen af størrelsen af det beløb, der skal medregnes, ikke angives som fraflytningstidspunktet, men som ophørstidspunktet.
For det andet foreslås det indføjet i bestemmelsen, at beløbet skal medregnes ved opgørelsen af moderselskabets skattepligtige indkomst for dets sidste indkomstår.
Der foreslås endvidere foretaget en præcisering i fusionsskattelovens § 7 om det indskydende selskabs sidste indkomstopgørelse, jf. bemærkningerne nedenfor til § 2.
Til nr. 3
§ 33 E, stk. 10
Ifølge ligningslovens § 33 E, stk.1, skal der ske genbeskatning af underskud, når et udenlandsk selskab træder ud af sambeskatningen efter selskabsskattelovens § 31. Moderselskabets skattepligtige indkomst forhøjes med genbeskatningssaldoen, der udgøres af underskud, som er fradraget i andre sambeskattede selskabers skattepligtige indkomst, og som ikke modsvares af senere års overskud. Ophører et moderselskab med at være skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, skal der ligeledes ske genbeskatning, jf. ligningslovens § 33 E, stk. 6.
I ligningslovens § 33 E, stk. 7, findes en særlig bestemmelse om, at der under visse omstændigheder ikke udløses genbeskatning efter reglerne i § 33 E, stk. 1-6, når moderselskabet fusionerer. Det er en betingelse, at moderselskabet fusionerer efter reglerne i fusionsskatteloven, at det modtagende selskab er hjemmehørende her i landet, og at det udenlandske datterselskab efter fusionen er omfattet af en sambeskatning med dette selskab efter selskabsskattelovens § 31. Er betingelserne opfyldt, overføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske datterselskab til det modtagende selskab. Efter fusionen er dette selskab således moderselskab i relation til ligningslovens § 33 E.
Reglen finder alene anvendelse på fusioner. Foretages der er en spaltning efter fusionsskattelovens regler, finder der således genbeskatning sted. Dette er ikke hensigtsmæssigt, hvis spaltningen er led i en forretningsmæssigt begrundet omstrukturering af den virksomhed, der udøves i selskabet. Består moderselskabets virksomhed eksempelvis i to forskellige driftsaktiviteter, hvoraf den ene spaltes ud i et særskilt selskab, findes det rimeligt, at aktier i et datterselskab, hvis virksomhed vedrører den pågældende driftsaktivitet, kan overføres til det modtagende selskab, uden at der udløses genbeskatning.
Der foreslås derfor som § 33 E, stk. 10, indsat en bestemmelse om, at skatteministeren kan tillade, at bestemmelserne om genbeskatning ikke finder anvendelse, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og aktierne i det udenlandske datterselskab som led i spaltningen overføres til et modtagende selskab, som er hjemmehørende her i landet. Det udenlandske selskab skal efter spaltningen være omfattet af en sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31. Gives der tilladelse til, at der ikke finder genbeskatning sted, videreføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske sambeskattede selskab i det modtagende selskab. De i bestemmelsen fastsatte krav om, at det modtagende selskab skal være hjemmehørende her i landet, og det udenlandske selskab efter spaltningen skal være omfattet af en sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31, skal sikre, at genbeskatningssaldoen kommer til beskatning på et senere tidspunkt.
Tilsvarende foreslås det, at skatteministeren kan tillade, at bestemmelsen om genbeskatning ikke finder anvendelse på et udenlandsk sambeskattet selskab, der udtræder af sambeskatning med moderselskabet som følge af, at aktier i et udenlandsk sambeskattet datterselskab efter bestemmelsen i 1. pkt. overføres til det modtagende selskab, der er hjemmehørende her i landet. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske selskab i det modtagende selskab. Dette medfører, at der ikke sker genbeskatning af underskud i de situationer, hvor et udenlandsk sambeskattet datterdatterselskab, der ejes 100 pct. af et udenlandsk datterselskab omfattet af bestemmelsens 1. pkt., udtræder af sambeskatningen som følge af, at selskabets moderselskab som led i spaltningen nu ejes af det modtagende selskab. Det er en betingelse, at såvel det udenlandske datterselskab som det helejede udenlandske datterdatterselskab efter overførslen er omfattet af sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 med det modtagende selskab.
Der skal ikke ved det udenlandske datterselskabs indtræden i sambeskatning med det modtagende selskab fastlægges nye indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 31, stk. 5 og 6. Efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 5 og 6, skal der alene fastsættes indgangsværdier for aktiver og passiver, der ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning. Der skal ikke fastsættes indgangsværdier for aktiver og passiver i selskaber, der i forvejen er omfattet af dansk beskatning, eksempelvis i form af en dansk sambeskatning. Tilsvarende gælder for et udenlandsk selskab omfattet af bestemmelsens 4. pkt.
Den foreslåede regel i § 33 E, stk. 10, indebærer, at forpligtelsen til at medregne et beløb svarende til genbeskatningssaldoen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, f.eks. ved et senere sambeskatningsophør, efter spaltningen ikke længere påhviler det hidtidige moderselskab, men et nyt selskab. For at sikre, at de foreslåede regler ikke anvendes med det sigte helt at undgå genbeskatning, er anvendelsen af reglerne gjort betinget af skatteministerens tilladelse.
Kompetencen for skatteministeren til at meddele tilladelse til overførsel af genbeskatningssaldoen i forbindelse med spaltning vil blive udlagt til den myndighed, der i øvrigt skal tage stilling til spaltningsanmodningen efter fusionsskatteloven. Kompetencen hertil er ved bekendtgørelse nr. 1070 af 17. december 1999 udlagt til Told- og Skattestyrelsen.
Bestemmelserne i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1, om tilladelse til spaltning skal forstås i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, litra a, i Rådets direktiv nr. 90/434/EØF (fusionsdirektivet). Tilladelse til spaltning er herefter betinget af, at den foretages ud fra forsvarlige økonomiske eller forretningsmæssige betragtninger, uden at hovedformålet eller et af hovedformålene er skatteundgåelse eller skatteunddragelse. Det må bero på en konkret vurdering under hensyn til den til enhver tid gældende skattelovgivning, om en spaltning må antages at have skatteundgåelse eller skatteunddragelse som sit hovedformål eller som et af hovedformålene.
På baggrund af de nævnte kriterier må samme konkrete vurdering foretages i forhold til genbeskatningsreglerne og anmodningen om, at genbeskatningssaldoen ikke skal beskattes i forbindelse med spaltningen, men skal overføres. Er der er tale om en forretningsmæssigt begrundet omstrukturering af den virksomhed, der udøves i selskabet, og kan det lægges til grund, at formålet med eller konsekvensen af omstruktureringen ikke er, at den senere genbeskatning undgås, skal anmodningen imødekommes. Et eksempel på en forretningsmæssigt begrundet omstrukturering kan være, at et moderselskabet, hvis virksomhed består i to forskellige driftsaktiviteter, spalter den ene ud i et særskilt selskab. Såfremt de i den foreslåede § 33 E, stk. 10, fastsatte betingelser er opfyldt, vil aktier i et datterselskab, hvis virksomhed vedrører den pågældende driftsaktivitet, efter forslaget kunne overføres til det modtagende selskab, uden at der udløses genbeskatning i forbindelse hermed.
§ 33 E, stk. 11
Efter ligningslovens § 33 E, stk. 2, sker der som udgangspunkt fuld genbeskatning i tilfælde, hvor et udenlandsk sambeskattet datterselskab helt eller delvist afhænder selskabets virksomhed til et koncernforbundet selskab m.v.
I forbindelse med en spaltning kan der af hensyn til den fremtidige struktur være grund til at overdrage virksomheden i et udenlandsk sambeskattet datterselskab til et udenlandsk selskab, der er sambeskattet med det modtagende selskab.
For at undgå, at der i medfør af bestemmelsen i § 33 E, stk. 2, 1. pkt., skal ske genbeskatning i en sådan situation, foreslås der som § 33 E, stk. 11, indsat en bestemmelse om, at skatteministeren kan tillade, at stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og et udenlandsk sambeskattet selskab i den forbindelse overdrager samtlige selskabets aktiver til et udenlandsk selskab, der er sambeskattet med det modtagende selskab. Det er en betingelse, at underskud i det overdragende selskab efter udenlandske regler overføres til det erhvervende selskab. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske sambeskattede selskab i det erhvervende selskab.
Betingelsen om, at underskud i det overdragende selskab efter udenlandske regler skal overføres til det erhvervende selskab, svarer til betingelsen i § 33 E, stk. 2. Betingelsen skal ses på baggrund af reglerne om lempelse for udenlandsk skat efter creditmetoden. Når der lempes for udenlandsk skat efter creditmetoden, er det en forudsætning for en reel genbeskatning af fratrukne underskud, at underskud efter udenlandske regler kan fremføres, således at disse resulterer i en nedsat udenlandsk beskatning af indkomsten i de år, der følger efter indkomstår med underskud.
Den foreslåede regel i § 33 E, stk. 11, indebærer, at forpligtelsen til at medregne et beløb svarende til genbeskatningssaldoen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, f.eks. ved et senere sambeskatningsophør, efter spaltningen ikke længere påhviler det hidtidige moderselskab, men et nyt selskab. For at sikre, at de foreslåede regler ikke anvendes med det sigte helt at undgå genbeskatning, er anvendelsen af reglerne gjort betinget af skatteministerens tilladelse. Svarende til, hvad der skal gælde for så vidt angår § 33 E, stk. 10, vil kompetencen blive udlagt til Told- og Skattestyrelsen. De kriterier, der indgår ved vurderingen af, om der kan gives tilladelse efter § 33 E, stk. 11, er de samme, som beskrevet ovenfor vedrørende § 33 E, stk. 10.
Der foreslås gennemført en præcisering i fusionsskattelovens § 7, stk. 1.
Fusionsskattelovens § 7, stk. 1, om det indskydende selskabs sidste indkomstopgørelse indeholder en bestemmelse om, at ansættelsen finder sted uden hensyn til den med fusionen forbundne opløsning af selskabet. Heri ligger, at der ikke sker realisationsbeskatning af selskabets aktiver og passiver, der i henhold til fusionsskattelovens § 8 overtages med succession af det modtagende selskab. Bestemmelsen finder ifølge fusionsskattelovens § 15 b tilsvarende anvendelse ved spaltning.
Der kan forekomme situationer i forbindelse med fusion og spaltning, hvor det modtagende selskab ikke indtræder i det indskydende selskabs skattemæssige stilling. Det kan for eksempel være tilfældet i den situation, hvor et i Danmark hjemmehørende selskab ophører ved fusion med et udenlandsk selskab. Fusionsskattelovens regler om succession finder ifølge lovens § 15, stk. 4, alene anvendelse på de af det indskydende selskabs aktiver og passiver m.v., der som følge af fusionen er knyttet til det modtagende selskabs faste driftssted eller faste ejendom her i landet. Fortjeneste og tab på andre aktiver beskattes efter reglerne i selskabsskattelovens § 5. Tilsvarende regler er fastsat for så vidt angår spaltning.
Reglerne i ligningslovens § 33 E om genbeskatning af underskud indebærer ligeledes, at der sker beskatning som følge af det indskydende selskabs opløsning, når genbeskatningssaldoen ikke videreføres.
Der foreslås indsat en tilføjelse i fusionsskattelovens § 7, stk. 1, således at det direkte af bestemmelsens ordlyd fremgår, at reglen om, at ansættelsen af det indskydende selskab finder sted uden hensyn til den med fusionen forbundne opløsning af selskabet kun gælder i det omfang det modtagende selskab indtræder i det indskydende selskabs skattemæssige stilling. Hermed gøres der tydeligere opmærksom på, at der andre steder i lovgivningen findes undtagelser til reglen, om at ansættelsen finder sted uden hensyn til opløsningen af selskabet. Det tilkendegives endvidere, at disse undtagelser vedrører de situationer, hvor det modtagende selskab ikke kan succedere i det indskydende selskabs skattemæssige stilling.
Til nr. 1
Det foreslås, at selskaber, som har underskud, der er omfattet af reglerne i ligningslovens § 33 E, som indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, kan vælge at anvende reglerne i ligningslovens § 33 E, som den blev affattet ved lov nr. 487 af 12. juni 1996.
Reglerne for genbeskatning af underskud ved sambeskatning med udenlandske datterselskaber blev indført ved lov nr. 219 af 3. april 1992. Reglerne er efterfølgende blevet ændret ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, lov nr. 487 af 12. juni 1996 og lov nr. 440 af 10. juni 1997.
Princippet i ligningslovens § 33 E, stk. 1 og 2, som blev indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, er, at der ved sambeskatningsophør gennemføres en begrænset genbeskatning af fratrukket underskud. I det omfang nettounderskuddet ikke fuldt ud er genbeskattet i forbindelse med sambeskatningsophøret gennemføres en efterfølgende genbeskatning. Genbeskatningen sker ved, at et beløb svarende til underskuddet medregnes ved opgørelsen af moderselskabets skattepligtige indkomst. Der skal imidlertid ikke ske genbeskatning, når sambeskatningen mellem et moderselskab og dets datterselskab ophører i forbindelse med, at moderselskabet fusionerer med datterselskabet efter reglerne i fusionsskatteloven, og selskaberne har været sambeskattet indtil fusionsdatoen og i de seneste 5 år forud herfor, eller for så vidt angår underskud efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 15 år forud herfor. Det vil sige i de tilfælde, hvor der ved fusionen kan ske fradrag af underskud fra tidligere år i det modtagende selskabs indkomst i medfør af fusionsskattelovens § 8, stk. 6.
Ligningslovens § 33 E blev ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 ændret på en række punkter. Disse regler finder efter de gældende regler anvendelse på underskud for indkomstår, der påbegyndes efter den 6. december 1995. Reglerne, der blev indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, er derfor fortsat gældende for så vidt angår fratrukne underskud hidrørende fra indkomståret 1992 til og med det indkomstår, der er påbegyndt senest den 6. december 1995. Dette gælder både, hvad angår opgørelsen af genbeskatningssaldoens størrelse, og med hensyn til under hvilke omstændigheder, der bliver tale om genbeskatning.
Udgangspunktet efter de nye regler er, at sambeskatningsophør udløser en genbeskatning af hele genbeskatningssaldoen. Der gøres en undtagelse hertil, hvis sambeskatningsophøret skyldes, at der til ikke-koncernforbundne selskaber afhændes aktier i datterselskabet i et sådan omfang, at kontrollen mistes, eller hvis datterselskabet går konkurs eller likvideres, uden at virksomheden helt eller delvist overføres til et koncernforbundet selskab. I så fald gennemføres en begrænset genbeskatning i forbindelse med sambeskatningsophøret og en efterfølgende genbeskatning i det omfang, moderselskabet oppebærer udbytter eller aktieavancer hidrørende fra datterselskabet, der trådte ud af sambeskatningen.
Der gennemføres endvidere som udgangspunkt en fuld genbeskatning af genbeskatningssaldoen i tilfælde, hvor et udenlandsk sambeskattet datterselskab helt eller delvist afhænder virksomheden til et koncernforbundet selskab, samt hvis det danske moderselskab ophører med at være fuldt skattepligtigt eller bliver hjemmehørende i udlandet efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Videre er der indført bestemmelser, der regulerer genbeskatning i forbindelse med fusion, og bestemmelser om en genbeskatningsordning i tilfælde, hvor et sambeskattet udenlandsk datterselskab flytter ledelsens sæde til Danmark og derved bliver hjemmehørende i Danmark.
Herudover er metoden for opgørelse af genbeskatningssaldoen ændret. Efter de regler, der blev indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, opgøres underskud og overskud i relation til ligningslovens § 33 E selskab for selskab. Ved beregningen af lempelse for dobbeltbeskatning sker opgørelsen af den skattepligtige indkomst samlet for alle sambeskattede selskaber i samme land. Er et moderselskab sambeskattet med to datterselskaber i samme land, hvoraf det ene har overskud og det andet et tilsvarende underskud, vil selskabet ikke kunne få lempelse for dobbeltbeskatning. Moderselskabet vil imidlertid efterfølgende blive genbeskattet af underskuddet i det underskudsgivende datterselskab. På baggrund heraf blev reglerne i § 33 E ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 ændret, således at der også i relation til genbeskatningen i ligningslovens § 33 E foretages en samlet opgørelse for alle sambeskattede selskaber i samme land, hvorefter der foretages en forholdsmæssig fordeling. Underskud for tidligere indkomstår behandles som nævnt ovenfor fortsat efter de gamle regler.
Reglerne for opgørelse af genbeskatningssaldoen blev herudover ændret på et andet punkt. Efter de regler, der blev indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, genbeskattes nettounderskuddet fra sambeskatningsperioden i forbindelse med et ophør af sambeskatningen. Efter reglerne indført ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 skal genbeskatningssaldoen opgøres ved en ny metode. Genbeskatningssaldoen udgøres herefter af underskud, som er fradraget i andre sambeskattede selskabers skattepligtige indkomst, og som ikke modsvares af senere års overskud.
Efter den foreslåede bestemmelse ændres ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 487 af 12. juni 1996, således at et selskab, der har et genbeskatningspligtigt underskud, der er omfattet af de gamle regler, i stedet kan vælge at anvende de nye regler. Det gælder både, hvad angår opgørelsen af genbeskatningssaldoens størrelse, og med hensyn til under hvilke omstændigheder, der bliver tale om genbeskatning. Formålet med denne valgmulighed er blandt andet at sikre, at et moderselskab ikke ser sig afskåret fra at kunne få lempelse for dobbeltbeskatning samtidig med, at det efterfølgende bliver genbeskattet af et underskud. Ændringen har virkning for udtræden af sambeskatning, hvor det sidste år under sambeskatning er indkomståret 1999 eller senere.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 1, nr. 1, har virkning for afståelser, der finder sted den 29. marts 2000 eller senere. Bestemmelsen foreslås tillagt virkning fra fremsættelsesdagen for at undgå, at den tvivl, der er opstået om fortolkningen af ligningslovens § 33 E, stk. 2, i perioden frem til vedtagelsen af lovforslaget anvendes til at udskille de sunde dele af et udenlandsk selskabs aktiviteter i form af ejerskab til aktier i datterselskaber, for dermed at slippe for genbeskatning af tidligere fratrukne underskud.
§ 1, nr. 2, har virkning for moderselskaber, der ophører med at være skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, eller efter bestemmelsen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, den 29. marts 2000 eller senere.
§ 1, nr. 3, har virkning for spaltninger, der foretages med spaltningsdato den 1. januar 2000 eller senere. Spaltningsdatoen er ifølge fusionsskattelovens § 5 datoen for den i forbindelse med fusionen udarbejdede status for det modtagende selskab. Spaltningsdatoen skal være sammenfaldende med skæringsdatoen for det modtagende selskabs regnskabsår. De i forbindelse med spaltningen udarbejdede selskabsretlige dokumenter skal ifølge fusionsskattelovens § 6, stk. 4, der finder tilsvarende anvendelse ved spaltning, indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest 1 måned efter den dag, hvor spaltningen er endeligt vedtaget.
§ 2 har virkning for spaltninger, der endeligt vedtages den 29. marts 2000 eller senere.
§ 3 har virkning for transaktioner, der udløser genbeskatning, som gennemføres i indkomståret 2000 eller senere.
Da de foreslåede ændringer i § 1, nr. 3, og § 3 er begunstigende, findes det ikke betænkeligt at tillægge ændringerne virkning fra et tidspunkt forud for ikrafttrædelsen.
Bilag
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 18. januar 2000, som ændret ved lov nr. 105 af 14. februar 2000, foretages følgende ændringer:
§ 33 E. Hvis et udenlandsk selskab, som udtræder af sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31, i sambeskatningsperioden har haft underskud, som er fradraget i andre selskabers skattepligtige indkomst, og som ikke modsvares af senere års overskud, forhøjes moderselskabets skattepligtige indkomst med et tilsvarende beløb i det indkomstår, hvor selskabet udtræder af sambeskatningen. Indgår flere selskaber fra samme land i sambeskatningen, opgøres disse selskabers indkomst samlet. Nettounderskud fordeles forholdsmæssigt mellem de underskudsgivende selskaber, og nettooverskud fordeles forholdsmæssigt mellem de overskudsgivende selskaber.
Stk. 2. Stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis et udenlandsk sambeskattet selskab helt eller delvis afhænder virksomheden til et koncernforbundet selskab m.v., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis samtlige aktiver overdrages til et datterselskab omfattet af sambeskatningen, jf. selskabsskattelovens § 31, og underskuddet for det overdragende selskab efter udenlandske regler overføres til det erhvervende selskab. I så fald genbeskattes underskuddet hos det erhvervende selskab. 1. I § 33 E, stk. 2, 1. pkt. , indsættes efter »udenlandsk sambeskattet selskab«: »afhænder aktier eller anparter i selskaber, hvor det ejer mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen, eller«.
Stk. 3. Hvis sambeskatningen ophører som følge af salg af aktier, således at moderselskabet sammen med koncernforbundne selskaber m.v., jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, ikke længere kontrollerer det udtrædende selskab, eller hvis sambeskatningen ophører som følge af datterselskabets konkurs eller likvidation, uden at datterselskabets virksomhed helt eller delvis overføres til koncernforbundne selskaber, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, medregnes højst et beløb svarende til den fortjeneste, som datterselskabet ville have opnået ved ophør af virksomhed og salg til handelsværdi af aktiver, der er i behold hos selskabet ved udløbet af det sidste indkomstår under sambeskatningen, med tillæg af et beløb svarende til skattefri udbytter og aktieavancer hidrørende fra det udenlandske selskab i de seneste fem år af sambeskatningsperioden.
Stk. 4. Underskud, som ikke er genbeskattet efter stk. 3, anses for genbeskattet, efterhånden som udbytter eller aktieavancer hidrørende fra det udenlandske selskab medregnes ved opgørelsen af moderselskabets eller andre hermed koncernforbundne selskabers skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 5 og 6. Hvis moderselskabet eller det hermed koncernforbundne selskab ikke skal beskattes i Danmark af udbytter eller aktieavancer hidrørende fra det udenlandske selskab, sker genbeskatning ved, at et beløb svarende til disse udbytter og avancer medregnes ved opgørelsen af moderselskabets skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder, hvis en dobbeltbeskatningsoverenskomst nedsætter dansk beskatning af udbytter eller avancer efter eksemptionsmetoden, jf. § 33 D. Avancer opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 2 og 3.
Stk. 5. Eventuelt underskud, der ikke er genbeskattet efter stk. 3 og 4, medregnes ved opgørelsen af moderselskabets skattepligtige indkomst, hvis moderselskabet alene eller sammen med koncernforbundne selskaber m.v. inden 5 år efter ophør af sambeskatning genvinder kontrol med det udtrædende selskab.
Stk. 6. Hvis moderselskabet ophører med at være skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, eller hvis moderselskabet efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, medregnes et beløb svarende til genbeskatningssaldoen på fraflytningstidspunktet ved indkomstopgørelsen. 2. I § 33 E, stk. 6, ændres »på fraflytningstidspunktet ved indkomstopgørelsen.« til: »på ophørstidspunktet ved opgørelsen af moderselskabets skattepligtige indkomst for dets sidste indkomstår.«.
Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse, når et moderselskab fusionerer efter reglerne i fusionsskatteloven, hvor det modtagende selskab er hjemmehørende her i landet og det udenlandske datterselskab efter fusionen er omfattet af sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på udenlandske sambeskattede datterselskaber i det modtagende selskab.
Stk. 8. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse, hvis datterselskaber omfattet af sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 fusionerer og underskud efter udenlandske regler overføres til det modtagende selskab. I så fald genbeskattes underskud i det modtagende selskab.
Stk. 9. Stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse på danske sambeskattede datterselskaber, der har været hjemmehørende i udlandet, for så vidt angår underskud for denne periode. Det samme gælder, hvis selskabet har erhvervet samtlige aktiver fra et udenlandsk sambeskattet selskab, jf. stk. 2, eller et fast driftssted fra et sambeskattet selskab, jf. § 33 D, stk. 6. Det genbeskatningspligtige underskud reduceres med udenlandsk skattepligtig indkomst indtjent efter, at selskabet er blevet hjemmehørende her i landet. Oppebærer datterselskabet overskud fra et fast driftssted eller en fast ejendom omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter Danmark skal lempe dobbeltbeskatning efter eksemptionsmetoden, jf. § 33 D, stk. 1, sker genbeskatningen ved, at et beløb svarende til dette overskud medregnes ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.
3. I § 33 E indsættes efter stk. 9:
» Stk. 10. Skatteministeren kan tillade, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og aktierne i et udenlandsk sambeskattet datterselskab som led i spaltningen overføres til et modtagende selskab, som er hjemmehørende her i landet. Det er en betingelse, at det udenlandske selskab efter spaltningen er sambeskattet med det modtagende selskab efter reglerne i selskabsskattelovens § 31. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det udenlandske sambeskattede selskab i det modtagende selskab. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for et udenlandsk sambeskattet selskab, der udtræder af sambeskatning med moderselskabet som følge af, at aktier i et udenlandsk sambeskattet datterselskab efter 1. pkt. overføres til det modtagende selskab.
Stk. 11. Skatteministeren kan tillade, at stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse, når et moderselskab spaltes efter reglerne i fusionsskatteloven, og et udenlandsk sambeskattet selskab i den forbindelse overdrager samtlige selskabets aktiver til et udenlandsk selskab, der er sambeskattet med det modtagende selskab efter reglerne i selskabsskattelovens § 31. Det er en betingelse, at underskud i det overdragende selskab efter udenlandske regler overføres til det erhvervende selskab. I så fald videreføres genbeskatningssaldoen på det overdragende selskab i det erhvervende selskab.«.
§ 2
I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 954 af 5. november 1996, som senest ændret ved § 8 i lov nr. 958 af 20. december 1999, foretages følgende ændring:
§ 7. Ved opgørelsen af det indskydende selskabs skattepligtige indkomst i tiden fra udløbet af sidste sædvanlige indkomstår og indtil fusionsdatoen ansættes indkomsten for hele denne periode uden hensyn til dens længde. Ansættelsen finder sted uden hensyn til den med fusionen forbundne opløsning af selskabet. Udløber det sædvanlige indkomstår for det indskydende selskab inden den 31. december i det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for, og ligger fusionsdatoen efter det sædvanlige indkomstårs udløb, men inden vedkommende kalenderårs udløb, udgør det sidste indkomstår hele perioden fra indkomstårets begyndelse og indtil fusionsdatoen. 1. I § 7, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »selskabet«: », i det omfang det modtagende selskab indtræder i det indskydende selskabs skattemæssige stilling«.
§ 3
I lov nr. 487 af 12. juni 1996 om ændring af forskellige skattelove (International sambeskatning m.v.), foretages følgende ændring:
1. I § 12, stk. 12, indsættes som 2. pkt. :
§ 12. ---
Stk. 12. Ligningslovens § 33 D som affattet ved § 2, stk. 9, 10 og 11, og § 33 E som affattet ved § 2, stk. 12, finder anvendelse på underskud for indkomstår, der påbegyndes efter den 6. december 1995. »Selskaber, som har et genbeskatningspligtigt underskud omfattet af reglerne i ligningslovens § 33 E, som indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, kan vælge at anvende reglerne i ligningslovens § 33 E, som affattet ved § 2, nr. 12.«.