Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00239@2000-03-29/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1
3. Bilag 2
4. Bilag 3

§ 1. Lovens formål er at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give forbrugerne adgang til billig naturgas.

Stk. 2. Loven skal i overensstemmelse med de i stk. 1 nævnte formål særligt fremme en bæredygtig energianvendelse, herunder ved energibesparelser, samt sikre en effektiv anvendelse af økonomiske ressourcer og skabe konkurrence på markeder for handel med naturgas.

§ 2. Loven finder anvendelse på transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas.

Stk. 2. Loven gælder på land, søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkelområde.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at mindre anlæg og mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvist skal undtages fra lovens bestemmelser.

§ 3. Miljø- og energiministeren kan inden for lovens område fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten.

§ 4. Miljø- og energiministeren holder et af Folketinget nedsat udvalg orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende landets naturgasforsyning.

§ 5. Kommuner kan direkte eller indirekte deltage i et eller flere kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, som udelukkende udøver distributionsvirksomhed eller forsyningsvirksomhed efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan dog tillade, at en eller flere kommuner selv varetager den i stk. 1 nævnte virksomhed, eller at en eller flere kommuner direkte eller indirekte deltager i varetagelsen af den i stk. 1 nævnte virksomhed i en anden organisationsform end i et kommunalt fællesskab. Ministeren kan endvidere tillade, at de i stk. 1 nævnte fællesskaber direkte eller indirekte udøver anden virksomhed end distributionsvirksomhed og forsyningsvirksomhed efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan godkende et samarbejde mellem to eller flere kommunale fællesskaber, som udøver naturgasforsyningsvirksomhed efter stk. 1, om en fælles og samtidig afvikling af den gæld, som ved lovens ikrafttræden påhvilede fællesskaberne, herunder at de kommunale fællesskaber bidrager til hinandens gældsafvikling.

§ 6. I denne lov forstås ved følgende:

Direkte ledning: En naturgasrørledning, der supplerer det sammenkoblede system.

Distribution: Transport af naturgas via lokale eller regionale ledningsnet med henblik på levering til kunder.

Distributionsnet: Lokalt eller regionalt naturgasforsyningsnet.

Distributionsselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager distributionsfunktionen.

Forbruger: Kunde, som køber naturgas til eget forbrug.

Forsyning: Levering og/eller salg af naturgas, herunder af flydende naturgas (LNG), til kunder.

Forsyningspligtigt selskab: Forsyningsselskab med pligt til at forsyne forbrugere og potentielle forbrugere i områder, der i henhold til varmeforsyningsloven er udlagt til naturgasforsyning, og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet.

Forsyningsselskab: Selskab med bevilling i henhold til § 25, som forsyner kunder med naturgas.

Kunde: Enhver fysisk eller juridisk person, som køber naturgas med henblik på videresalg eller eget forbrug.

Lager: Et anlæg, der anvendes til oplagring af naturgas, og som ejes og/eller drives af et naturgasselskab, med undtagelse af den del, der benyttes til produktionsformål.

Lagerselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager oplagringsfunktionen.

Leverandør: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager forsyningsfunktionen.

LNG-facilitet: En terminal, som anvendes til flydendegørelse af naturgas eller losning, oplagring og forgasning af LNG (flydende naturgas).

Naturgasforsyningsnet: Fællesbetegnelse for transmissions- og distributionsnet.

Naturgasselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager mindst én af følgende funktioner: produktion, transmission, distribution, forsyning, køb eller oplagring af naturgas, herunder LNG, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske og/eller vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse funktioner, men ikke er forbruger.

Opstrømsrørledningsnet: Enhver rørledning eller ethvert net af rørledninger, der drives og/eller er anlagt som en del af et olie- eller gasproduktionsanlæg eller anvendes til at lede naturgas fra et eller flere af sådanne anlæg til et behandlingsanlæg, en behandlingsterminal eller en endelig kystlandingsterminal.

Sammenkoblet system: Flere systemer, der er indbyrdes forbundne.

Supplerende tjenester: Alle de tjenester, der er nødvendige for at drive transmissionsnet og/eller distributionsnet og/eller LNG-terminaler, herunder lagring, belastningsudjævning og blanding.

System: Alle transmissionsnet og/eller distributionsnet og/eller LNG-faciliteter, som ejes og/eller drives af et naturgasselskab, herunder dettes og tilknyttede selskabers faciliteter, som yder supplerende tjenester, og som er nødvendige for at give adgang til transmission eller distribution.

Systembruger: Enhver fysisk eller juridisk person, der forsyner eller forsynes fra et system.

Transmission: Transport af naturgas gennem andre former for højtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet med henblik på levering til kunder.

Transmissionsnet: Andre former for naturgashøjtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet.

Transmissionsselskab: Enhver fysisk eller juridisk person, der varetager transmissionsfunktionen.

§ 7. Enhver i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, har ret til mod betaling at blive forsynet med naturgas. Denne forsyningsret indebærer ret til levering af naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab, jf. § 26, og ret til valg af leverandør, i det omfang det følger af reglerne fastsat i medfør af § 8.

Stk. 2. Retten til levering af naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab, jf. stk. 1, omfatter ikke forbrugere, som har ret til valg af leverandør, og som gør brug af denne ret.

Stk. 3. Forbrugere, som har ret til valg af leverandør, og som gør brug af denne ret, kan genindtræde i leveringen fra det forsyningspligtige selskab inden for rimelige frister og på rimelige vilkår.

Stk. 4. Bevillingspligtige selskaber, jf. kapitel 3 og 4, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår.

§ 8. Miljø- og energiministeren fastsætter, efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg, regler om, hvilke naturgasforbrugere som har ret til valg af leverandør. Reglerne skal føre til en markedsåbning på:

1) 30 % af det samlede årlige gasforbrug i Danmark fra lovens ikrafttræden.

38 % af det samlede årlige gasforbrug i Danmark fra den 1. august 2003.

43 % af det samlede årlige gasforbrug i Danmark fra den 1. august 2008.

Stk. 2. Selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, har ikke ret til valg af leverandør, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, har ret til valg af leverandør i forbindelse med køb af naturgas, der videresælges til naturgasforbrugere i deres bevillingsområde, som har ret til valg af leverandør, jf. reglerne fastsat i medfør af stk. 1.

§ 9. Følgende omkostninger til offentlige forpligtelser skal afholdes af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede system:

1) Transmissionsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 11, stk. 3, og § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, samt pålagte opgaver vedrørende naturgassikkerhed.

2) Distributionsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 11, stk. 3, og § 14, stk. 1, nr. 2 og 3, samt pålagte opgaver vedrørende naturgassikkerhed.

3) Forsyningsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 26, stk. 2, nr. 2, og § 27, stk. 1.

Stk. 2. Transmissions-, distributions-, lager- og forsyningsselskabers øvrige omkostninger påhviler de systembrugere, der modtager selskabets ydelser, og opkræves gennem det enkelte selskabs tariffer.

Stk. 3. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling for naturgas ske efter målt forbrug i et direkte kundeforhold mellem forbruger og forsyningsselskab, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer.

§ 10. Transmissions-, distributions- og lagervirksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28.

Stk. 2. Bevilling meddeles af miljø- og energiministeren for et nærmere afgrænset område. Bevilling gives for mindst 20 år.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om bevilling.

§ 11. Transmissionsselskaber og distributionsselskaber skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af naturgas med tilhørende ydelser i egne net, herunder

1) vedligeholde, om- og udbygge naturgasforsyningsnettet i forsyningsområdet i fornødent omfang,

2) opretholde den fysiske balance i nettet,

3) stille fornøden transportkapacitet til rådighed,

4) sikre måling af levering og aftag af naturgas i nettet, og

5) forsyne brugerne af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af naturgas, der transporteres gennem nettet.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan beslutte, at transmissions- og distributionsselskaber i samarbejde skal iværksætte forskning og udvikling med henblik på effektiv energianvendelse, miljøforbedringer og sikkerhed ved naturgasanvendelse. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udarbejdelse af planer for aktiviteterne og om godkendelse af disse.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan beslutte, at opgaver, som bevillingshaveren er pålagt efter stk. 1, nr. 2, med mindst et års varsel overføres til en systemoperatør.

§ 12. Et transmissionsselskab skal

i fornødent omfang tilslutte distributionsnet samt forbrugere,

2) sikre kvaliteten af den naturgas, der leveres fra transmissionsnettet,

3) varetage forsyningssikkerheden,

samarbejde med andre transmissionsselskaber i Danmark og i andre lande med henblik på en effektiv udveksling af naturgas,

5) udarbejde planer for det fremtidige behov for transmissionskapacitet,

6) sikre at der er tilstrækkelige mængder naturgas i det samlede naturgasforsyningssystem, således at den fysiske balance i nettet kan opretholdes, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, og

7) overholde bestemmelserne i Rådets direktiv om transit af naturgas gennem de overordnede net.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne. Miljø- og energiministeren kan endvidere give pålæg om ændringer i forsyningssikkerheden.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan beslutte, at opgaver, som bevillingshaveren er pålagt efter stk. 1, nr. 2, 3, 4, 5 og 6, med mindst et års varsel overføres til en systemoperatør.

§ 13. Etablering af nye transmissionsnet og væsentlige ændringer i bestående transmissionsnet kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra miljø- og energiministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af nettet, herunder sikkerhedsstillelse for sløjfning og bortskaffelse af anlæg.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse.

§ 14. Et distributionsselskab skal

i fornødent omfang tilslutte forbrugere til distributionsnettet,

2) markedsføre naturgas i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning med henblik på at reducere miljøbelastningen ved forbrugernes energiforbrug og

3) tilbyde forbrugere, som ikke har ret til valg af leverandør, jf. kapitel 2, rådgivning om energibesparelser.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om indholdet af distributionsselskabets forpligtelser, jf. stk. 1, nr. 2 og 3.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om indholdet af distributionsselskabets forpligtelser i henhold til stk. 1, nr. 1, om at distributionsselskabet skal kortlægge naturgasforbruget og planlægge og sikre gennemførelsen af energibesparelser i forsyningsområdet, samt om samarbejde mellem flere distributionsselskaber og forsyningsselskaber om udførelsen af forpligtelserne vedrørende markedsføring, jf. stk. 1, nr. 2, og § 26, stk. 2, nr. 2, og rådgivning om energibesparelser, jf. stk. 1, nr. 3, og § 27, stk. 1.

§ 15. Et lagerselskab skal

1) måle leverancer af naturgas til og fra lageret,

2) forsyne brugerne af lageret med de nødvendige oplysninger om måling af naturgas, der tilføres og udtrækkes fra lageret, og

3) stille nødvendig lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers varetagelse af forsyningssikkerheden, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder om afgrænsningen af opgaverne og den nødvendige lagerkapacitet, der skal stilles til rådighed til nødforsyningsformål.

§ 16. Etablering af LNG-faciliteter kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra miljø- og energiministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for LNG-faciliteten. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af LNG-faciliteten, herunder sikkerhedsstillelse for bortskaffelse.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse.

§ 17. Direkte ledninger kan kun anlægges efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren forinden har fået afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. § 18, og spørgsmålet ikke har kunnet løses ved forelæggelse for Energitilsynet.

Stk. 3. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår som nævnt i § 13, stk. 1, sidste pkt.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse.

§ 18. Naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør har ret til mod betaling at benytte transmissions- og distributionsnet til transport af naturgas, at benytte lagre, når det er teknisk nødvendigt for at give effektiv adgang til transmissions- eller distributionsnet, og at benytte LNG-faciliteter (systemet), jf. dog stk. 2, 3 og 6, § 19 og § 20.

Stk. 2. Retten til at benytte systemet, jf. stk. 1, er betinget af, at reglerne for gastransport fastsat i medfør af § 23, stk. 1, om benyttelse af systemet overholdes.

Stk. 3. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber kan nægte adgang til systemet i henhold til stk. 1,

hvis de ikke råder over den fornødne kapacitet,

hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de forpligtelser, som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, eller

på grund af alvorlige økonomiske og finansielle problemer med kontrakter, der indeholder en mindsteaftageforpligtelse (take-or-pay vilkår), jf. § 22.

Stk. 4. Afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. stk. 3, skal begrundes.

Stk. 5. Energitilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om adgang til systemet, jf. stk. 3. Energitilsynet træffer afgørelse hurtigst muligt eller om muligt senest 12 uger efter, at klagen er blevet indbragt.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at adgang til systemet med henblik på levering til en kunde her i landet med ret til valg af leverandør kan nægtes, hvis en tilsvarende kunde i leverandørens hjemland ikke har ret til valg af leverandør.

§ 19 . Naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør kan benytte transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter, jf. § 18, stk. 1, med henblik på at indgå forsyningsaftaler med hinanden.

Stk. 2. Anmodning om benyttelse af transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18 rettes til det transmissions-, lager- eller LNG-selskab, hvis net, lager eller LNG-facilitet ønskes benyttet.

Stk. 3 . Priser og betingelser for benyttelse af transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18 fastsættes ved forhandling mellem transmissions-, lager- eller LNG-selskabet og ansøgeren om brug af transmissionsnet, lagre eller LNG-faciliteter. Transmissions-, lager- og LNG-selskaber skal offentliggøre de kommercielle hovedvilkår for benyttelse af transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18 senest en måned efter lovens ikrafttrædelse og herefter en gang om året.

Stk . 4 . Transmissions-, lager- og LNG-selskaber skal hurtigst muligt indlede forhandlinger med ansøgere om benyttelse af transmissionsnet, lagre eller LNG-faciliteter efter § 18.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om bilæggelse af tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18.

§ 20 . Anmodning om transport i distributionsnet efter § 18 rettes til det distributionsselskab gennem hvis net, naturgassen ønskes transporteret.

Stk. 2. Priser og betingelser for transport i distributionsnet efter § 18 fastsættes af distributionsselskabet, jf. kapitel 7. Distributionsselskabet skal offentliggøre tariffer og betingelser for brug af distributionsnettet til transport efter § 18.

Stk. 3. Distributionsselskabet skal give ansøgere om transport i distributionsnettet efter § 18 adgang til transport hurtigst muligt.

Stk . 4. Distributionsselskabet skal hurtigst muligt indlede forhandlinger med andre distributionsselskaber om priser og betingelser for transport af naturgas gennem selskabets net til andre distributionsnet.

§ 21. Miljø- og energiministeren fastsætter efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg regler for adgang til opstrømsrørledningsnet, herunder faciliteter, som yder tekniske tjenester i forbindelse med sådan adgang, bortset fra de dele af sådanne net og faciliteter, der benyttes til lokale produktionsaktiviteter ved et felt, hvor gassen produceres.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om bilæggelse af tvister vedrørende adgang til opstrømsrørledningsnet.

§ 22. Hvis et naturgasselskab får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine mindsteaftageforpligtelser (take-or-pay-forpligtelser) i henhold til en eller flere kontrakter om køb af naturgas, kan det ansøge om en midlertidig undtagelse fra reglerne om adgang til systemet i § 18. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 23. Transmissionsselskaber fastsætter i samarbejde med distributions-, lager- og LNG-selskaber regler for benyttelse af systemet (regler for gastransport).

Stk. 2. De i medfør af stk. 1 fastsatte regler skal være objektive og ikkediskriminerende samt tilgængelige for brugere og potentielle brugere af systemet.

Stk. 3. Reglerne skal anmeldes til miljø- og energiministeren.

Stk. 4 . Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer for udarbejdelsen af reglerne og reglernes indhold samt give pålæg om ændring af reglerne.

Stk. 5. Klager over reglerne fastsat i medfør af stk. 1 kan indbringes for miljø- og energiministeren.

§ 24. Forsyning af kunder, som ikke har ret til valg af leverandør, jf. kapitel 2, kræver bevilling. Bevilling kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28.

Stk. 2. Bevilling meddeles af miljø- og energiministeren for et nærmere afgrænset område. Bevilling gives for mindst fem år.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om bevilling.

§ 25. Der kan gives

1) bevilling til forsyning på faste vilkår og

2) bevilling til forsyning på individuelle vilkår.

Stk. 2. Et selskab, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøvede forsyningsvirksomhed, kan opnå bevilling til forsyning på faste vilkår efter stk. 1, nr. 1, som også omfatter forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år efter ensartede landsdækkende retningslinjer, jf. stk. 4.

Stk. 3. Aftaler om salg af naturgas mellem selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2, og selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser. I tilfælde af manglende enighed træffer miljø- og energiministeren afgørelse herom.

Stk. 4. De i stk. 2 nævnte ensartede landsdækkende retningslinjer for salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år aftales mellem selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 2, og selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2. Retningslinjerne godkendes af miljø- og energiministeren. I tilfælde af manglende enighed fastsætter miljø- og energiministeren retningslinjerne. I tilfælde af uenighed om salget mellem selskaberne kan Energitilsynet inden for rammerne af disse retningslinjer træffe afgørelse herom.

§ 26. Selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, har forsyningspligt over for forbrugerne i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet (forsyningspligtige selskaber).

Stk. 2. Et forsyningspligtigt selskab skal

1) tilbyde tilstrækkelige leverancer af naturgas som nævnt i § 7 og

2) markedsføre naturgas i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning med henblik på at reducere miljøbelastningen ved forbrugernes energiforbrug.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser, jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser i henhold til stk. 1 samt om samarbejde mellem flere bevillingshavere om udførelsen af forpligtelserne vedrørende markedsføring, jf. i øvrigt § 14, stk. 3.

§ 27. Selskaber med bevilling til forsyning i henhold til § 25, stk. 1, nr. 1 og 2, samt stk. 2, skal tilbyde forbrugerne rådgivning om energibesparelser.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser, jf. stk. 1.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at bevillingshaveren skal planlægge og sikre gennemførelsen af energibesparelser i forsyningsområdet samt om samarbejde mellem flere bevillingshavere om udførelsen af forpligtelserne vedrørende rådgivning om energibesparelser, jf. i øvrigt § 14, stk. 3.

§ 28. Bevillinger i medfør af loven kan kun meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne sagkundskab og økonomiske baggrund.

Stk. 2. I bevillinger kan der ud over de vilkår, der er nævnt i denne lov, fastsættes andre objektive og ikkediskriminerende vilkår, herunder vilkår som er nødvendige af hensyn til overholdelsen af EU-retten på området.

§ 29. Miljø- og energiministeren kan stille vilkår om, at ministeren i tilfælde af inddragelse af bevillinger efter § 33 kan udpege naturgasselskaber til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter, indtil en ny bevilling meddeles.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan stille vilkår om, at ministeren i tilfælde af, at en bevillingshaver ikke ønsker at bevare sin bevilling, men samtidig ønsker at fastholde ejerskabet af anlæggene, kan udpege naturgasselskaber til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 3. Naturgasselskaber, der udpeges efter stk. 1 og 2, kan indregne eventuelle driftstab, som følger af varetagelse af de pågældende bevillingspligtige aktiviteter, i priserne, jf. § 37, stk. 1.

§ 30. Miljø- og energiministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkårene i bevillingerne.

Stk. 2. Bevillingshaverne skal efter regler fastsat af miljø- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med tilsynet.

Stk. 3. Bevillingshaverne skal efter regler fastsat af miljø- og energiministeren betale de udgifter, som er forbundet med ministerens behandling og vurdering af bevillinghaverens planlægnings-, forsknings- og udviklingsopgaver, herunder de i § 11, stk. 3, og § 12, stk. 1, nr. 5, nævnte aktiviteter.

Stk. 4. Bevillingshavere til distributions-, transmissions- og lagervirksomhed skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan i særlige tilfælde give dispensation fra bestemmelsen i stk. 4.

§ 31. Efter fem år og med et forudgående varsel på et år kan der fastsættes nye vilkår i en bevilling.

§ 32. Bevillinger efter denne lov er undtaget fra retsforfølgning og kan hverken direkte eller indirekte overdrages til andre, medmindre miljø- og energiministeren tillader overdragelsen og godkender vilkårene herfor.

§ 33. En bevilling eller tilladelse kan inddrages, hvis

1) bestemmelser, vilkår eller påbud efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven gentagne gange overtrædes,

2) der i en ansøgning om bevilling eller tilladelse i tilknytning til ansøgningen er givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller

3) indehaveren af bevillingen eller tilladelsen anmelder betalingsstandsning, indgiver konkursbegæring eller erklæres konkurs.

Stk. 2. Hvis en overtrædelse som nævnt i stk. 1 kan afhjælpes, kan miljø- og energiministeren meddele indehaveren, at denne inden for en fastsat frist skal overholde sine forpligtelser efter bevillingen eller tilladelsen.

Stk. 3. Beslutning efter stk. 1, nr. 1 og 2, træffes af retten og efter stk. 1, nr. 3, af miljø- og energiministeren.

§ 34. Inden et distributionsnet, som ejes af en bevillingshaver, eller ejerandele i selskaber, der ejer sådanne net, kan afstås til andre, skal staten forud tilbydes at købe distributionsnettet eller ejerandelen. Forkøbsretten udøves på statens vegne af miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Forkøbsretten bortfalder, hvis ministeren ikke inden tre måneder, fra tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville udnytte denne. Prisen fastsættes på almindelige markedsvilkår. Ved uenighed fastsættes prisen og betalingsvilkårene af Energitilsynet.

Stk. 3. En aftale, som indgås i strid med stk. 1, er ugyldig.

§ 35. En kommune skal i forbindelse med salg af et naturgasselskab eller andele eller aktier m.v. i et naturgasselskab opgøre størrelsen af kommunens indskudskapital i naturgasselskabet og nettoprovenuet ved salget.

Stk. 2. Med salg, jf. stk. 1, sidestilles enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse eller lignende af

1) et naturgasselskab,

2) direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over et naturgasselskab eller

3) kapitalandele, som i naturgasselskabet besiddes direkte eller indirekte.

Stk. 3. Opgørelsen indsendes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også, hvis sælgeren eller overdrageren er en virksomhed eller et selskab m.v., som kommunen direkte eller indirekte har en kapitalandel i, eller hvis kommunen opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. af en virksomhed eller et selskab, der ejer kapitalandele i et naturgasselskab. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder endvidere, hvis kommunen på anden måde opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. som nævnt i 1. pkt.

Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt opgørelsen kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende denne, fastsætter tilsynet størrelsen af kommunens direkte eller indirekte andel af indskudskapitalen i naturgasselskabet og nettoprovenuet ved salget, jf. stk. 1, 2 og 4.

Stk. 6. Energitilsynet giver senest den 1. juni hvert år Indenrigsministeriet meddelelse om størrelsen af det beløb, som en kommune, jf. stk. 5, direkte eller indirekte har opnået i nettoprovenu ved salg.

Stk. 7. Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelsen i § 10 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner med det i stk. 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i stk. 8.

Stk. 8. Indenrigsministeriet beregner en forrentning, som beregnes fra det tidspunkt, hvor kommunen får rådighed over provenuet fra salget eller overdragelsen, og indtil det år, hvor reduktionen i statstilskuddet til kommunen sker. Forrentningen beregnes af nettoprovenuet, jf. stk. 6, fraregnet den årlige tilskudsreduktion som nævnt i stk. 7. Renten fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar for det år eller de år, for hvilket forrentningen skal beregnes.

Stk. 9. Ved naturgasselskab i denne bestemmelse forstås ethvert selskab, der udøver aktiviteter, som er omfattet af § 2.

§ 36. Prisen for naturgas opgjort efter brændværdi kan over for forbrugere uden adgang til valg af leverandør, jf. kapitel 2, ikke overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter på en tilsvarende mængde fyringsgasolie. Miljø- og energiministeren fastsætter den nærmere beregningsmetode herfor efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg.

Stk. 2. Prisen for naturgas til forbrugere uden adgang til valg af leverandør, jf. kapitel 2, som ikke har et reelt brændselsalternativ, skal stå i et rimeligt forhold til prisen for naturgas til tilsvarende forbrugere, som har et reelt brændselsalternativ.

§ 37. Priserne for ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber fastsættes under hensyntagen til selskabernes omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital.

Stk. 2. Priserne skal være i overensstemmelse med de i stk. 3 nævnte indtægtsrammer. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i stk. 1 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af selskabet.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte generelle indtægtsrammer for de i stk. 1 nævnte selskaber for et nærmere angivet antal år og regler herom. Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årlige indtægtsrammer for selskaberne.

Stk. 4. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, såfremt det er nødvendigt for, at selskabet kan gennemføre forpligtelser, som er pålagt i bevillingen, i loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 5. Enhver form for indtægt i selskabet skal medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter. Dette gælder dog ikke overskud i form af ekstraordinære effektiviseringsgevinster i forhold til indtægtsrammerne. Sådanne overskud kan anvendes til henlæggelser til fremtidige investeringer, nedsættelse af priser eller ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen.

Stk. 6. Distributionsselskabernes og de forsyningspligtige selskabers prisfastsættelse af deres ydelser skal ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i forhold til hvilke omkostninger, de enkelte brugere af nettet og forbrugere giver anledning til.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for

beregning af driftsmæssige afskrivninger,

opgørelsen af selskabernes kapital, herunder eventuel indskudskapital,

de satser, der kan anvendes ved indregning af forrentning efter stk. 1, og

4) anvendelsen af overskud efter stk. 5.

Stk. 8. Kommuner må ikke yde tilskud til kommunal distributionsvirksomhed eller forsyningsvirksomhed efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, jf. § 5.

§ 38. Priser og betingelser for ydelser fra transmissions-, lager- og LNG-selskaber skal fastsættes således, at der ikke diskrimineres mellem systembrugerne.

Stk. 2. Energitilsynet fører tilsyn med prisernes og betingelsernes rimelighed, jf. stk. 1.

§ 39. Priser og betingelser for ydelser fra selskaber med bevilling til forsyning på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, og selskaber, som forsyner kunder med ret til valg af leverandør, fastsættes ved forhandling mellem det pågældende selskab og køberen af ydelsen.

Stk. 2. Energitilsynet fører tilsyn med prisernes og betingelsernes rimelighed, jf. stk. 1.

§ 40. Transmissions-, distributions-, lager-, LNG- og forsyningspligtige selskaber, jf. § 10 og § 26, skal til Energitilsynet anmelde:

Priser, tariffer og betingelser for ydelser, der omfattes af bevillingerne, samt for ydelser fra LNG-selskaber og grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Energitilsynets nærmere bestemmelse.

Anmodninger og aftaler om transit, herunder forhandlede priser og betingelser.

3) Dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter.

4) Opgørelser af indskudskapital.

5) Regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter tilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 37 nævnte indtægtsrammer.

Stk. 2. Energitilsynet kan fastsætte regler om anmeldelser efter stk. 1.

§ 41. Hvis Energitilsynet finder, at priser og betingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, kan tilsynet give påbud om ændring af priser og betingelser.

Stk. 2. Finder Energitilsynet, at priser, betingelser eller aftaler må anses for at give en miljømæssig eller samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af energi, kan tilsynet, efter at forhandlinger med de berørte parter har fundet sted, give påbud om ændring heraf.

§ 42. Energitilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven få adgang til et selskabs lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 1.

§ 43. Energitilsynet gør miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for løsningen af opgaverne med blandt andet udstedelse, ændring og kontrol med bevillinger.

§ 44. Udgifterne til varetagelsen af Energitilsynets opgaver efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven betales af de selskaber, som Energitilsynet fører tilsyn med. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling, at der skal betales gebyr for indbringelse af en klage for Energitilsynet.

§ 45. Miljø- og energiministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet kan i forbindelse med behandling af en klage eller i forbindelse med udøvelsen af tilsyn indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af deres opgaver, hos bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører, LNG-selskaber og berørte systembrugere, herunder forbrugere.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed og forsyningssikkerhed, til brug for fastsættelse af regler om markedsadgang, jf. § 8, og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører og LNG-selskaber at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger vedrørende selskabernes driftsmæssige forhold og om de i selskabet købte og solgte ydelser.

Stk. 3. Bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører og LNG-selskaber skal efter anmodning meddele transmissions-, distributions- og lagerselskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at transport og oplagring af naturgas kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system.

§ 46. Bevillingspligtige selskaber og LNG-selskaber skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de modtager under udøvelsen af deres virksomhed, fortroligt. Oplysningerne skal dog anmeldes eller meddeles til miljø- og energiministeren, Energitilsynet og Energiklagenævnet, i det omfang det følger af § 40 og § 45.

Stk. 2. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber må ikke i forbindelse med det pågældende selskabs eller tilknyttede selskabers køb og salg af naturgas misbruge forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet.

Stk. 3. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber skal over for Energitilsynet dokumentere, at der i selskaberne er udarbejdet administrative procedurer med henblik på, at misbrug som anført i stk. 2 ikke finder sted.

§ 47. Naturgasselskaber skal udarbejde årsregnskaber og lade disse revidere i henhold til årsregnskabsloven. Årsregnskaberne skal være offentligt tilgængelige.

Stk. 2. Naturgasselskaber skal i deres interne regnskabsføring føre separate regnskaber for deres transmissions-, distributions- og lageraktiviteter, og hvor det er relevant føre separate konsoliderede regnskaber for ikke-naturgasrelaterede aktiviteter. Selskaberne skal føre interne separate regnskaber for forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Stk. 3. Naturgasselskaber skal føre og revidere regnskaber for aktiviteter nævnt i stk. 2, som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om selskabernes regnskabsføring efter stk. 2 og 3.

§ 48. Undlader nogen rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Energitilsynet i medfør af § 41, kan Energitilsynet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 2. Der er udpantningsret for de i stk. 1 nævnte bøder.

§ 49. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) driver distributions-, transmissions-, lager- og forsyningsvirksomhed efter § 10 og § 24 uden bevilling,

2) etablerer transmissionsnet, LNG-faciliteter eller direkte ledninger efter §§ 13, 16 og 17 uden tilladelse,

3) tilsidesætter vilkår for en bevilling eller tilladelse efter de i nr. 1 og 2 nævnte bestemmelser,

4) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,

5) overtræder § 46, stk. 1 eller 2, eller

6) meddeler miljø- og energiministeren, Energitilsynet eller Energiklagenævnet urigtige eller vildledende oplysninger eller efter anmodning undlader at afgive oplysninger.

§ 50. I regler, som udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne eller vilkår eller påbud udstedt i henhold til reglerne.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 51. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren eller af Energitilsynet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.

§ 52. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af miljø- og energiministeren eller af Energitilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet,

2) at afgørelser, truffet af en institution under Miljø- og Energiministeriet eller af Energitilsynet, i henhold til en bemyndigelse efter § 54, ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og

3) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

§ 53. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

§ 54. Miljø- og energiministeren kan bemyndige Energitilsynet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

§ 55. Til etablering af de nødvendige naturgastransmissionsanlæg for transmissionsselskabers virksomhed kan miljø- og energiministeren, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 2. Ekspropriation i henhold til stk. 1 finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 56. Bevilingshavere skal erstatte skader, der forvoldes ved den i henhold til bevilling udøvede virksomhed, selv om skaden er hændelig.

Stk. 2. Har skadelidende ved forsæt eller grov uagtsomhed medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.

§ 57. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 294 af 7. juni 1972 om naturgasforsyning.

§ 58. Bekendtgørelse nr. 654 af 2. september 1998 om beregning af den maksimale naturgaspris forbliver i kraft indtil den ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af § 36, stk. 1.

§ 59. Et selskab, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøvede virksomhed, og som efter denne lov er bevillingspligtigt, har ret til at få bevilling til sin virksomhed, når

1) selskabet erklærer at ville opfylde de forpligtelser, som det pålægges efter bestemmelserne i loven og i bevillingen, og

2) selskabet opfylder de i denne lov stillede krav for at kunne meddeles bevilling.

§ 60. Godkendelser til etablering og ændringer af transmissionsnet, som er givet efter bestemmelserne i den hidtil gældende lov om naturgasforsyning, opretholdes i overensstemmelse med deres indhold og varighed.

Stk. 2. Et bevillingspligtigt selskab kan, når det inden en af miljø- og energiministeren fastsat frist indgiver fornøden ansøgning om bevilling, midlertidigt fortsætte sin virksomhed uden bevilling, indtil miljø- og energiministeren har afgjort ansøgningen, forudsat at det ansøgende selskab overholder lovens bestemmelser for virksomheden.

§ 61. Distributionsselskaber og forsyningsselskaber, som varetager aktiviteter, der efter nærværende lovs ikrafttræden kræver bevilling efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, skal ved lovens ikrafttræden og efter Energitilsynets nærmere bestemmelse udarbejde en opgørelse over kapitalforhold før nærværende lovs ikrafttræden. Selskaberne skal herefter udarbejde en åbningsbalance, der udformes efter retningslinjer fastsat af Energitilsynet, og som vil skulle danne grundlag for den fremtidige prisfastsættelse efter bestemmelserne i denne lov. Opgørelsen og åbningsbalancen fremsendes til Energitilsynet inden en af tilsynet fastsat frist.

Stk. 2. Selskaberne nævnt i stk. 1 skal inden en af Energitilsynet fastsat frist fremsende en redegørelse for, hvorledes størrelsen af aktiver og passiver er fastsat.

Stk. 3. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de af selskaberne fremsendte opgørelser og åbningsbalancer efter stk. 1 kan godkendes.

Stk. 4. Såfremt et selskab ikke har opfyldt sine forpligtelser efter stk. 1 og 2, inden for den af Energitilsynet fastsatte frist, fastsætter tilsynet opgørelsen og åbningsbalancen.

§ 62. Kontrakter om levering af naturgas til kunder indgået inden denne lovs ikrafttræden kan løbe uændrede videre.

§ 63. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 488 af 18. juni 1999, som ændret ved lov nr. 1099 af 29. december 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 10, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 6 . De efter stk. 5 opgjorte tilskud for den enkelte kommune reduceres herefter i overensstemmelse med den afgørelse om nettoprovenuet, som Energitilsynet har givet meddelelse om i medfør af følgende bestemmelser:

1) § 37, stk. 6, samt rentetilskrivning efter § 37, stk. 7 og 8, i lov om elforsyning.

2) § 35, stk. 6, samt rentetilskrivning efter § 35, stk. 7 og 8, i lov om naturgasforsyning.

3) § 23 e, stk. 6, samt renteskrivning efter § 23 e, stk. 7 og 8, i lov om varmeforsyning.

Stk. 7 . Hvis de beløb, der er nævnt i stk. 6, overstiger statstilskuddet i et år, reduceres statstilskuddet i de følgende år.«

§ 64. Miljø- og energiministeren kan fastsætte overgangsregler.

§ 65. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

1. Lovforslagets baggrund

1.1. Aftalen om reform-opfølgning. Et flertal af folketingets partier indgik den 22. marts 2000 en aftale om reformopfølgning på energiområdet. Aftalen om reform-opfølgning (se bilag 1) fastlægger blandt andet rammerne og principperne for implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas (gasdirektivet (se bilag 2)).

1.2. Formålet med lovforslaget. Formålet med lovforslaget er at modernisere og tilpasse de lovgivningsmæssige rammer for naturgasforsyningen i forbindelse med implementeringen af gasdirektivet. Lovforslaget skal endvidere udmønte en række bestemmelser i den aftale, som staten den 23. juni 1999 indgik med Hovedstadsregionens Naturgas I/S (HNG) og Naturgas Midt-Nord I/S (NGMN) om struktur og støtteforhold i gassektoren, den såkaldte Skt. Hans-aftale (se bilag 3). Det fremgår af Skt. Hans-aftalen, at Naturgas Sjælland I/S (NGSJ) og Naturgas Fyn I/S (NGF) kan tilslutte sig aftalen på samme vilkår som HNG og NGMN. Aftalen fastlægger rammerne for den fremtidige organisering af handlen med naturgas og den fremtidige statsstøtte til naturgassektoren.

Parterne bag aftalen om reform-opfølgning er enige om, at reguleringen af naturgassektoren skal tilgodese følgende overordnede hensyn:

Et velfungerende naturgassystem med en høj grad af forsyningssikkerhed.

Et velfungerende marked for transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas med fortsatte tilskyndelser til omkostningseffektivitet.

Adgang til naturgassystemet på objektive og ikkediskriminerende vilkår.

Behovet for støtte til sektoren begrænses mest muligt.

DONG Naturgas ) skal kunne opfylde sine forpligtelser over for blandt andre DUC i de indgåede take-or-pay kontrakter.

Forbrugerbeskyttelse, frit leverandørvalg for nogle forbrugere og rådgivning om energibesparelser.

Et økonomisk og miljømæssigt effektivt samspil med det europæiske naturgassystem og med den øvrige danske energisektor.

Fastholdelse af Danmarks lave gaspriser til industrien.

Med lovforslaget fastlægges de overordnede rammer for et velfungerende naturgasforsyningssystem. Som led i forbrugerbeskyttelsen og for at opfylde målsætningerne i den danske energi- og miljøpolitik forpligtes naturgassektoren til at varetage forsyningssikkerheds- og forsyningspligtopgaver samt andre offentlige opgaver. Den gradvise åbning af naturgasmarkedet, som indebærer, at nogle forbrugere frit vil kunne vælge gasleverandør, skal sammen med en effektivitetsfremmende prisregulering medvirke til at realisere effektiviseringspotentialerne i sektoren. Lovforslaget skaber grundlag for en fortsat effektiv udnyttelse af den allerede etablerede infrastruktur.

1.3. Nye rammebetingelser. I de senere år har energisektorens internationale rammebetingelser gennemgået væsentlige forandringer, hvilket gør det nødvendigt at tilpasse den nationale lovgivning. Bestræbelserne på at etablere et indre energimarked i overensstemmelse med EU-rettens principper om fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital blev formelt sat i gang med Kommissionens fremlæggelse af en Hvidbog i 1988.

Første fase af liberaliseringen af energimarkederne blev gennemført i 1990-91 med direktiverne om transit af elektricitet (90/547/EØF, EF-Tidende 1990, nr. L 313, side 30) og naturgas (91/296/EØF, EF-Tidende 1991, nr. L 147, side 37) samt direktivet om prisgennemsigtighed (90/377/EØF, EF-Tidende 1990, nr. L 185, side 16), og i 1994 blev koncessionsdirektivet (94/22/EF, EF-Tidende 1994, nr. L 164, side 3) vedtaget. I 1992 fremlagde Kommissionen forslag til fælles regler for det indre marked for henholdsvis el og naturgas. Formålet med markedsdirektiverne for el og naturgas er at åbne og integrere energimarkederne, som i de fleste EU-lande traditionelt har været præget af manglende konkurrence.

I december 1996 blev direktivet om fælles regler for det indre marked for elektricitet (eldirektivet) (96/92/EF, EF-Tidende 1997, nr. L 27, side 20), vedtaget og i juni 1998 direktivet om fælles regler for det indre marked for naturgas. Hermed er der etableret fælles rammer for en gradvis åbning af de nationale elmarkeder og naturgasmarkeder. Direktiverne rummer mulighed for, at der i forbindelse med gennemførelsen kan tages højde for, hvorledes de enkelte landes energisektorer er organiserede. Eldirektivet er gennemført i dansk lovgivning ved lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning som ændret ved lov nr. 1110 af 29. december 1999. Gasdirektivet skal være implementeret i dansk lovgivning senest den 10. august 2000.

1.4. Forskelle mellem gas- og elsektoren . Ved fastlæggelse af de nye rammer for gassektoren er det naturligt at tage udgangspunkt i den vedtagne regulering for elsektoren. På de områder, hvor de grundlæggende forudsætninger for reguleringen af gas- og elsektorerne er ens, lægges der derfor op til, at reguleringen på el- og gasområdet så vidt muligt bliver ensartet. På centrale områder er der imidlertid betydelige forskelle mellem de to sektorer. Forskellene har blandt andet givet sig udtryk i eldirektivet og gasdirektivet, som ikke stiller samme krav til reguleringen af de to sektorer. I forhold til den danske energisektor gør forskellene det for eksempel nødvendigt at regulere el- og gassektoren forskelligt, hvad angår markedsåbningen.

Regeringen lagde i forhandlingerne om gasdirektivet vægt på, at der blev sikret mulighed for, at der kunne tilrettelægges en gradvis og afbalanceret markedsåbning. En væsentlig grund hertil var hensynet til, at DONG Naturgas kan opfylde sine forpligtelser i de indgåede langvarige købskontrakter på take-or-pay vilkår med især DUC. Kontrakterne indebærer, at DONG Naturgas skal betale for naturgassen, selv hvis selskabet ikke aftager den. En anden væsentlig grund var hensynet til de regionale naturgasselskabers mulighed for at tilbagebetale den store gæld som følge af de meget store investeringer, der på kort tid er afholdt.

Gasdirektivets generelle bestemmelser stiller krav om, at der skal ske en gradvis markedsåbning over en 10-årig periode efter direktivets vedtagelse. Alle gasfyrede kraftværker uanset forbrug og øvrige forbrugere med et årligt forbrug på mere end 25 mio. m 3 pr. år skal udpeges som såkaldte »privilegerede kunder«. Åbningen af markedet skal i 2000 svare til mindst 20 % af det samlede årlige gasforbrug og øges til henholdsvis 28 % og 33 % i 2003 og 2008. Medlemslandene har dog mulighed for at begrænse markedsåbningen, hvis direktivets definition af privilegerede kunder fører til en markedsåbning på mere end 30 % i 2000. Hvis denne mulighed benyttes, følger det af direktivet, at åbningen skal udgøre mindst 30 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale marked i 2000 og øges til henholdsvis 38 % og 43 % i 2003 og 2008.

På grund af det danske naturgasmarkeds særlige karakter med en meget stor andel af elproducenter, som anvender naturgas, ville anvendelse af direktivets definition af privilegerede kunder føre til en dansk markedsåbning på ca. 60 %. Danmark lagde derfor i forbindelse med forhandlingerne om direktivet afgørende vægt på, at der kom en bestemmelse ind i direktivet, som gav medlemsstaterne mulighed for at begrænse markedsåbningen.

Argumenterne for en gradvis og afbalanceret åbning af det danske marked er fortsat gældende, og i lovforslaget lægges der derfor op til, at markedsåbningen følger gasdirektivets minimumskrav. Det er i denne forbindelse vigtigt, at den danske åbning af gasmarkedet modsvares af en tilsvarende reel åbning i vore nabolande, således at eventuelle markedstab i Danmark kan kompenseres ved salg på det europæiske marked.

Når der på elområdet gives markedsadgang for alle kunder, er dette begrundet i Danmarks tætte tilknytning til det nordiske elmarked, som allerede i dag er et åbent marked. En fortsat tilknytning til det nordiske elmarked, og de fordele dette indebærer, er betinget af et tilsvarende åbent marked i Danmark. På elområdet er der etableret en elbørs, hvor markedsdeltagerne frit kan købe el. Et tilsvarende marked eksisterer ikke på gasområdet. Samtidig forventes gasmarkedet i Vesteuropa i de nærmeste år fortsat at være domineret af få store udbydere, mens elområdet er kendetegnet ved mange både store og små udbydere af el og ved muligheden for en relativ hurtig tilgang/afgang af eludbydere i takt med markedsændringer.

På elområdet stilles der krav om en selskabsmæssig adskillelse af aktiviteter, mens der kun stilles krav om regnskabsmæssig adskillelse på gasområdet. Det skyldes blandt andet, at der i naturgassektoren er tale om offentligt ejede selskaber, og at distributions- og forsyningspligtselskaber vil være underlagt et modificeret hvile-i-sig-selv princip. Det offentlige ejerskab af infrastrukturen og den foreslåede prisregulering vil sikre, at de opbyggede værdier i gassektoren fortsat vil komme forbrugerne og samfundet til gode. Det bemærkes, at Tyskland, Sverige og Holland også alene forventes at stille krav om en regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteterne.

1.5. Gassektorens organisering og udbredelse i Danmark . DONG Naturgas, som er et datterselskab af det 100% statsejede DONG A/S, har indgået købsaftaler med DUC, Amerada Hess-gruppen og Statoil-gruppen om køb af al den naturgas, der hidtil har været til salg i den danske del af Nordsøen. På det danske marked sælger DONG Naturgas som eneleverandør til de fire kommunalt ejede regionale distributionsselskaber (HNG, NGMN, NGF og NGSJ), der inden for hvert deres afgrænsede geografiske område varetager de lokale forsyningsopgaver. DONG Naturgas sælger endvidere til kunder i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune samt til de store kraftværker. Endelig varetager DONG Naturgas distributionen af naturgas i det syd- og sønderjyske område.

De største af de decentrale kraftvarmeværker er fælleskunder for DONG Naturgas og det regionale naturgasselskab i hvis region, værket er lokaliseret. DONG Naturgas har desuden en væsentlig indflydelse på de vilkår, de regionale selskabers kunder tilbydes, fordi DONG Naturgas aftaler om salg af naturgas til de regionale selskaber skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, og fordi de regionale selskabers salg til kunder med et forbrug over 300.000 m 3 skal ske efter ensartede landsdækkende retningslinjer, som er aftalt med DONG Naturgas. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 25.

Salget af naturgas er vokset siden introduktionen i starten af 1980 erne. I 1999 blev der solgt godt 4,1 mia. m 3 naturgas på det danske marked. Naturgassens andel af det samlede danske energiforbrug var 23 %, men når der ses bort fra transportsektoren, hvor der ikke anvendes naturgas, var andelen omkring 30 %.

Der er i dag mere end 305.000 naturgaskunder. Direkte og indirekte (via naturgasbaseret fjernvarme) forsynes ca. 2 mio. danskere med varme og varmt vand baseret på naturgas. Omkring 1.000 industrivirksomheder, kraftvarmeværker og fjernvarmeværker forsynes med naturgas. Industriens anvendelse af naturgas, herunder til industriel kraftvarme, steg i 1999 med 5 % i forhold til 1998 og udgør hermed godt 1,2 mia. m 3 . Ud over salget af naturgas til det danske marked har DONG Naturgas siden midten af 1980 erne eksporteret naturgas til Tyskland og Sverige. Eksporten af naturgas til Tyskland og Sverige udgjorde i 1999 godt 2,7 mia. m 3 . DONG Naturgas samlede eksport af naturgas forventes i år 2000 at udgøre ca. 3,3 mia. m 3 naturgas pr. år, svarende til ca. 45 % af selskabets samlede naturgassalg.

Den stigende naturgasafsætning har gjort det nødvendigt løbende at udvide lagerkapaciteten for naturgas. Dette er sket ved at udbygge lagerkapaciteten på et naturgaslager i Ll. Torup nord for Viborg og ved ibrugtagning af et yderligere naturgaslager ved Stenlille på Sjælland i 1993. Lagrene er med til at sikre forbrugerne en høj grad af forsyningssikkerhed, samtidig med at lagrene anvendes til sæsonudjævning. I forbindelse med DONG Naturgas køb af naturgas fra Syd Arne-feltet blev der truffet beslutning om anlæg af en ny søledning fra feltet til DONG Naturgas behandlingsanlæg i Nybro. Med ibrugtagningen af søledningen i efteråret 1999 er den samlede transportkapacitet blevet forøget med ca. 50 %. Samtidig er DUC s installation på Harald-feltet blevet koblet til den nye søledning, således at der er etableret et sammenhængende net i Nordsøen. Den samlede forsyningssikkerhed er hermed blevet væsentligt forbedret.

1.6. Den gældende naturgaslovgivning . Lov nr. 294 af 7. juni 1972 om naturgasforsyning med senere ændringer blev vedtaget af Folketinget på baggrund af en henvendelse fra Philips-gruppen til den danske regering om muligheden for leverancer af naturgas fra det norske Ekofisk-felt til Danmark samt muligheden for, at DUC ville være i stand til at forhandle om levering af naturgas. Hovedelementet i loven er muligheden for at meddele den eneretsbevilling til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, som efter indgåelsen af gaskøbsaftalen mellem DONG Naturgas og DUC den 18. juni 1979 blev meddelt DONG Naturgas. I 1994 blev DONG Naturgas eneret til indførsel af naturgas ophævet. Loven foreslås ophævet ved nærværende lovforslags ikrafttræden, og DONG Naturgas nuværende eneretsbevilling ophæves i forbindelse med udstedelse af nye bevillinger i medfør af dette lovforslag.

Anlægslov for naturgasforsyning (lov nr. 232 af 8. juni 1979) blev vedtaget af Folketinget med henblik på at bemyndige handelsministeren til at udvide aktiekapitalen i DONG for herved at tilvejebringe det fornødne kapitalgrundlag for iværksættelsen af DONG s anlægsaktiviteter samt til at godkende gaskøbskontrakten af 9. marts 1979 mellem DUC og DONG. Nærværende lovforslag har ikke konsekvenser for anlægsloven.

Lov nr. 254 af 8. juni 1983 om Dansk Olie & Naturgas A/S (DONG) har til formål at lovregulere DONG med tilhørende datterselskaber. Loven bygger på en afvejning af forskelligartede hensyn. DONG skal drive virksomhed på et kommercielt grundlag, og hensynet til parlamentarisk indseende og kontrol, som er sikret via regler fastsat i loven, skal afvejes over for hensynet til, at selskaberne kan virke i overensstemmelse med de krav, der stilles til forretningsmæssig virksomhed. Nærværende lovforslag har ikke konsekvenser for lov om Dansk Olie & Naturgas A/S.

I medfør af lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning med senere ændringer påhviler det kommunalbestyrelsen i samarbejde med forsyningsselskaber og andre berørte parter at udføre en planlægning for varmeforsyningen i kommunen. Kommunalbestyrelsen skal i denne forbindelse drage omsorg for, at der udarbejdes projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Varmeforsyningslovens planlægningsbestemmelser er styrende for naturgassens udbredelse til rumopvarmning, herunder for naturgasanvendelse på fjernvarmeværker og decentrale kraftvarmeværker. Priser og andre betingelser for levering af naturgas har hidtil været omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmelser. Miljø- og energiministeren har i medfør af varmeforsyningsloven udstedt en maksimalprisbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 654 af 2. september 1998), hvorefter prisen opgjort efter brændværdi ikke må overstige prisen på en tilsvarende mængde fyringsgasolie, inklusive afgifter. Maksimalprisbestemmelsen gælder for alle kunder, men sigter først og fremmest mod at give de mindre forbrugere, herunder villakunder, en beskyttelse ved overgang fra oliefyring til naturgas. Det skal sikre, at naturgasselskaberne ikke kan udnytte deres markedsposition til at forhøje prisen på naturgas, efter at kunden er tilsluttet naturgasnettet. Med nærværende lovforslag og L 240 (forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning) stilles der forslag om at overføre prisreguleringen på naturgasforsyningsområdet fra varmeforsyningsloven til naturgasforsyningsloven.

Herudover rummer varmeforsyningsloven mulighed for, at miljø- og energiministeren med virkning over for naturgasselskaberne kan træffe afgørelse om udbygning af naturgasnettet, forsyningspligt og styring af selskabernes omkostninger. Bestemmelsen ophæves, idet den er dækket af nye bestemmelser i nærværende lovforslag. Endelig har miljø- og energiministeren i medfør af varmeforsyningsloven udstedt bekendtgørelse om lånerammer for de regionale selskaber (bekendtgørelse nr. 864 af 6. december 1998) med henblik på at begrænse låntagningen og sikre gældsafviklingen i selskaberne. Denne bekendtgørelse ophæves med L 240, idet der med Skt. Hans-aftalen er fastlagt en langsigtet og holdbar ramme for selskabernes gældsafvikling.

Lov nr. 345 af 2. juni 1999 om overdragelse af naturgasdistributions- og forsyningsvirksomhed til Dansk Naturgas er baggrund for, at staten kunne indgå aftale med Naturgas Syd og Dansk Naturgas A/S (nu DONG Naturgas A/S) over overtagelsen af Naturgas Syd. Nærværende lovforslag har ikke konsekvenser for lov nr. 345 af 2. juni 1999.

1.7. Naturgassektorens historiske opbygning . På baggrund af olieforsyningskrisen i 1973/74 var det et klart energipolitisk mål at nedbringe afhængigheden af olietilførsler til Danmark. Under den daværende eneretsbevilling af 8. juli 1962 havde bevillingshaveren (A.P. Møller) og partnerne i DUC gjort fund af naturgas i den danske del af Nordsøen. Efter gennemførelsen af en række omfattende tekniske og økonomiske undersøgelser blev det vurderet, at de danske forekomster af naturgas i en række felter i Nordsøen kunne berettige etableringen af et dansk naturgasforsyningssystem. På baggrund af mulighederne for produktion af naturgas i Nordsøen blev der i juni 1978 påbegyndt egentlige gaskøbsforhandlinger mellem DUC og DONG Naturgas, som afsluttedes den 9. marts 1979 med indgåelse af en aftale. Som det er praksis for sådanne aftaler, har DONG Naturgas forpligtiget sig til aftage naturgassen på take-or-pay vilkår. Dette indebærer, at hvis DONG Naturgas ikke opfylder sine aftageforpligtelser, skal selskabet alligevel betale, som om der var leveret naturgas i overensstemmelse med aftageforpligtelserne.

Etableringen af naturgasprojektet blev besluttet af Folketinget den 30. maj 1979 ved Folketingets vedtagelse af anlægsloven for naturgasforsyning. Den indgåede aftale mellem DUC og DONG Naturgas om leverancer af naturgas fra den danske del af Nordsøen lå til grund for beslutningen. Endvidere var der den 20. februar 1979 indgået en aftale mellem DONG Naturgas og Ruhrgas om levering af naturgas fra Tyskland fra 1982 til 1985 med henblik på at indhente erfaringer, før de danske naturgasleverancer kunne påbegyndes. I 1982 blev naturgasforsyningen i det syd- og sønderjyske område påbegyndt, og i 1983 startede leverancer til Fyn. Samtidig med beslutningen om naturgasprojektet vedtog Folketinget den 30. maj 1979 lov om varmeforsyning. Et af formålene med loven var gennem en landsdækkende planlægning af varmeforsyningen at sikre, at udnyttelsen af naturgas og kraftvarme fra de centrale kraftværker fik en central placering i den danske energiforsyning. Den landsdækkende varmeforsyningsplanlægning har således været styrende for fastlæggelsen af det markedsmæssige grundlag for naturgassens udbredelse i Danmark til rumopvarmning, herunder for naturgasanvendelse på landets fjernvarmeværker og decentrale kraftvarmeværker.

Det var i 1979 vurderingen, at så store omlægninger af energiforsyningssystemerne, som etableringen af naturgasprojektet og kraftvarmeudbygningen indebar, ikke kunne forventes at ske tilstrækkeligt hurtigt uden en overordnet samfundsmæssig planlægning og styring. På tidspunktet for Folketingets vedtagelse af anlægsloven for naturgas havde DONG A/S været etableret i nogle år, og rammerne for selskabets virke var i hovedtræk lagt fast. På denne baggrund var det naturligt at lade statens selskab etablere og drive transmissionsnettet. På distributionssiden havde kommunerne i 1978 etableret fem regionale naturgasplanlægningsselskaber, som senere blev omdannet til egentlige distributionsselskaber (HNG, NGF, NGMN, NGS og NGSJ).

Lovforslaget om anlægslov for naturgasforsyning var vedlagt en række bilag, herunder »Indstilling om indførelse af naturgas i Danmark« udarbejdet af DONG. I indstillingen var der foretaget beregninger, som viste en projektøkonomisk forrentning af naturgasprojektet på 5,8 % realt under forudsætning af realt uændrede oliepriser i projektperioden 1978-2005. Indregnedes de forventede realprisstigninger på olie, var projektforrentningen beregnet til 12 %.

En vigtig forudsætning for projektets økonomi i 1979-indstillingen var en forventning om et prisniveau for olie på 12 $/tønde i 1978 prisniveau, hvilket svarer til ca. 29 $/tønde i 1997-priser. Oliepriserne har imidlertid siden midten af 1980 erne ligget på et betydeligt lavere niveau.

I løbet af 1980 erne ændredes derudover en række forudsætninger for projektets økonomi. Interessentkommunerne i de regionale distributionsselskaber valgte at indskyde kun 1-2 % af det nødvendige kapitalbehov, hvilket medførte, at investeringerne hovedsageligt blev lånefinansieret. De store olieprisstigninger i første halvdel af 1980 erne bevirkede blandt andet, at energibesparelserne blev større end forventet ved projektets start. Også udnyttelsen af overskudsvarme blev i stigende grad samfundsøkonomisk rentabelt. Det betød, at den forudsatte områdeafgrænsning mellem overskudsvarme og naturgas ikke blev fuldt realiseret, idet kraftvarmeforsyningen fra de centrale kraftvarmeværker fik en større udbredelse på bekostning af naturgassen. Ligeledes blev anvendelse af kul i begyndelsen af 80'erne mere økonomisk fordelagtig, og nogle af de fjernvarmeværker, som man i 1979-indstillingen havde forudsat skulle fyre med naturgas, blev i stedet omlagt fra olie- til kulfyring. Endvidere viste det sig, at overslagene over de regionale selskabers investeringer og driftsomkostninger var undervurderede. Dette var bl.a. en følge af, at selskaberne på grund af det faldende enhedsvarmeforbrug og konkurrencen fra andre forsyningssystemer var nødsaget til at udbygge nettet samt at naturgasforsyne det midt- og nordjyske område.

I beregningsforudsætningerne for naturgasprojektet var der herudover forudsat anvendt tilslutningspligt til naturgasnettet. Den vedtagne lov om varmeforsyning indeholdt imidlertid ikke en centralt fastlagt tilslutningspligt, men kun en mulighed for kommunerne til at anvende tilslutningspligten. Mens de fleste kommuner indførte tilslutningspligt for nybyggeri, anvendte kun få kommuner tilslutningspligt for eksisterende byggeri. Fjernvarmeværker og blokvarmecentraler blev endvidere tilsluttet senere end beregnet.

I foråret 1984 fremlagde DONG Naturgas en revurdering af naturgasprojektets økonomi, blandt andet baseret på væsentligt reducerede forventninger til markedsopbygningen. Revurderingen viste en stærkt forringet økonomi med et kapitalbehov på knap 7 mia. kr. opgjort i nutidsværdi. På denne baggrund indgik regeringen i april 1984 aftale med Socialdemokratiet om tilførsel af bl.a. kapital til DONG og om salg af overskydende gas til elværkerne.

Den kraftige stigning i olieprisen i starten af 1980 erne nåede ikke at få en væsentlig direkte betydning for afsætningen af naturgas og gasselskabernes indtjening, før olieprisen igen faldt kraftigt i 1985/86. På dette tidspunkt havde naturgasselskaberne allerede afholdt hovedparten af de overordnede investeringer i transmissionsledninger, fordelingsledninger, overordnet distributionsnet og andre tekniske anlæg.

Faldet i olieprisen og energipriserne generelt i midten af 1980 erne stillede gasprojektet og de andre kollektive varmeforsyningssystemer i en vanskelig økonomisk situation. De indtrufne fald i dollarkurs og råoliepris svækkede de kollektive varmeforsyningssystemers konkurrenceevne med udsigt til en langsom tilslutningstakt til forsyningssystemerne, såfremt der ikke blev taget initiativer til imødegåelse heraf.

Regeringen besluttede i 1985/86 i forbindelse med en stramning af finanspolitikken at foretage en væsentlig forhøjelse af energiafgifterne med henblik på at udligne prisfaldet på olieprodukter og kul. Naturgassen blev friholdt for afgift, hvilket muliggjorde, at naturgasselskaberne kunne opnå et større dækningsbidrag den såkaldte skyggeafgift svarende til afgiftsforskellen. Herved kunne den overordnede energipolitik fastholdes samtidig med, at gasselskabernes og andre kollektive varmeforsyningsanlægs indtjening forbedredes. Såfremt regeringen ikke havde favoriseret naturgasselskaberne gennem naturgassens afgiftsfritagelse, ville de regionale naturgasselskaber ikke have kunnet forrente og afdrage den allerede store og voksende gæld.

På trods af den forbedrede indtjening for gasselskaberne var udviklingen i naturgasprojektets økonomi fortsat utilfredsstillende. På denne baggrund fandt regeringen det nødvendigt, at der blev taget skridt til at sikre en konsolidering af naturgasprojektet samtidig med en nødvendig omlægning af energisystemet for at realisere målsætningerne om at reducere energiforbruget og dettes miljøbelastning. Aftalen af 20. marts 1990 mellem regeringen og Socialdemokratiet om øget anvendelse af kraftvarme, naturgas og andre miljøvenlige brændsler samt om eludbygningen i 90 erne skabte det politiske grundlag for en forbedring af naturgasprojektets økonomi, ved at selskabernes afsætningsmuligheder blev væsentligt forbedret med forholdsvis beskedne merinvesteringer i netudbygningen tilfølge. Hovedelementerne i aftalen af 20. marts 1990 blev udmøntet ved en ændring af varmeforsyningsloven i juni 1990 og indebar bl.a., at hovedparten af landets fjernvarmeværker og blokvarmecentraler i de følgende år blev omstillet til decentral kraftvarme baseret på naturgas. Hertil kom, at der i øget omfang skulle anvendes naturgas i de centrale kraftværker, hvilket medvirkede til at styrke DONG Naturgas økonomi.

For at sikre en bedre omkostningsstyring af selskaberne blev de regionale selskaber endvidere pålagt en begrænsning i adgangen til låneoptagelse i form af lånerammer for de enkelte selskaber. Sigtet med lånerammerne var først og fremmest at etablere en fast og holdbar styringsramme for selskabernes økonomi, således at der blev sat klare grænser for selskabernes fortsatte finansiering af løbende underskud med nye lån.

1.8. Aftaleforholdene mellem DONG Naturgas og de regionale naturgasselskaber . I 1981 indgik DONG Naturgas og NGS den såkaldte »Rammeaftale«, som bl.a. indebar, at DONG Naturgas bar risikoen for økonomisk underskud i NGS s del af projektet.

I 1982 indgik DONG Naturgas og HNG, NGSJ og NGF den såkaldte »Fællesaftale«. Et vigtigt element i aftalen var, at selskabernes økonomi blev indbyrdes forbundet, idet indtægter og udgifter i de enkelte selskaber udlignedes gennem de regionale selskabers købspriser hos DONG Naturgas, således at alle selskaber ville blive gældfrie på samme tidspunkt og i samme takt. Fællesaftalens økonomiske struktur var begrundet i selskabernes ønske om fælles at bære den økonomiske risiko i naturgasprojektets opbygningsperiode, hvor usikkerheden var særlig stor. NGS fastholdt derimod Rammeaftalen og tilsluttede sig først Fællesaftalen i 1984. DONG Naturgas bar dog fortsat risikoen for økonomisk underskud i de af NGS s net, som var etableret i henhold til Rammeaftalen.

Aftalen mellem regeringen og Socialdemokratiet fra april 1984 om støtte af naturgasprojektet forudsatte, at der skulle føres forhandlinger mellem naturgasselskaberne om, hvorledes de regionale selskaber kunne medvirke til at støtte naturgasprojektet. I forlængelse heraf blev selskaberne anmodet om at forhandle et nyt aftalegrundlag, der kunne sikre en klar adskillelse af selskabernes økonomi, således at der blev opnået en bedre sammenhæng mellem det enkelte selskabs dispositionsret og økonomiske ansvar.

Forhandlingerne førte til indgåelse af aftalen af 4. juni 1987 mellem DONG Naturgas og de regionale selskaber (4. juni-aftalen). Aftalen medførte en adskillelse af selskabernes økonomi, således at hvert selskab fremover skulle bære det økonomiske ansvar for egne tidligere og fremtidige dispositioner, herunder udviklingen i salg, omkostninger og netudbygning, når der ses bort fra de af NGS s net, som var etableret i henhold til Rammeaftalen. Aftalen indebærer, at DONG Naturgas bærer hovedparten af risikoen ved større udsving i forbrugerpriserne på energi som følge af udefra kommende faktorer såsom oliepris og dollarkurs og ændringer i afgifter.

4. juni-aftalen indebærer, at DONG Naturgas har en leveringspligt i forhold til det enkelte regionale selskab, som udgøres af de årsmængdebestillinger, som de regionale selskaber afgiver - men som ikke kan overstige de i aftalen anførte maksimale årsmængder på i alt ca. 2,6 mia. m 3 . DONG Naturgas har i sine købsaftaler med DUC påtaget sig en »take-or-pay«-forpligtelse, dvs. en forpligtelse til enten at aftage eller alternativt betale for en bestemt gasmængde. Ifølge 4. juni-aftalen påhviler der imidlertid ikke de regionale selskaber en »take-or-pay«-forpligtelse. Det ansås ikke for nødvendigt, fordi DONG Naturgas i medfør af eneretsbevillingen har eneret til forhandling af naturgas i Danmark. 4. juni-aftalen fastlægger endvidere de prismæssige vilkår for gasleverancer fra DONG Naturgas til de regionale selskaber og indeholder bestemmelser om vilkårene for de regionale selskabers videresalg til slutforbrugerne. Herved sikres bl.a., at salget sker efter ensartede landsdækkende retningslinjer.

Efter Folketingets vedtagelse af en forhøjelse af energiafgiften på naturgas fra 1 øre/m 3 til 123 øre/m 3 kombineret med et afgiftsfrit bundfradrag senest frem til og med år 2000 på 2,6 mia. m 3 til de regionale naturgasselskaber (den såkaldte bundfradragslov) i juni 1997 (se afsnit 1.10) indgik DONG Naturgas og de regionale selskaber i oktober 1997 en treårig principaftale i tillæg til 4. juni-aftalen. Aftalen omfatter de mængder, der ligger ud over mængderne i 4. juni-aftalen op til en samlet leverance på 3,7 mia. m 3 årligt i perioden frem til markedsåbningen, dog ikke længere end til og med 2000. Principaftalen blev i efteråret 1998 udmøntet i en egentlig tillægsaftale til 4. juni-aftalen (Tillægsaftalen), der tager hensyn til nye afgifter på naturgas.

1.9. Aftaleforholdene mellem DONG Naturgas og DUC m.fl. Forholdene mellem DONG Naturgas og DUC er reguleret i gaskøbsaftalerne fra henholdsvis 1979, 1990 og 1993. Den første aftale fra 1979 omfatter en samlet aftalemængde på 55 mia. m 3 , der skal leveres i perioden 1984 til 2009. I takt med den stigende kontrakttegning på det danske marked og mulighederne for yderligere salg af naturgas på det danske marked samt til eksport til Tyskland og Sverige påbegyndte DONG Naturgas i 1987 forhandlinger med DUC om køb af yderligere naturgasleverancer. I marts 1989 blev der opnået enighed om en principaftale om yderligere naturgasleverancer fra DUC s felter i Nordsøen på 38 mia. m 3 , hvorved de samlede naturgasmængder til det danske marked og til eksport til Sverige og Tyskland omfatter 93 mia. m 3 .

DONG Naturgas og DUC indgik i 1993 en ny aftale, som øger de samlede årlige leverancer fra Nordsøen til 7,5 mia. m 3 årligt. Den nye aftale opererer ikke med en fast, samlet mængde, idet størrelsen af de samlede leverancer afhænger af, hvor længe DUC kan opretholde produktionen. Samtidig med aftalen indgik DONG Naturgas aftale med Ruhrgas AG og BEB om at øge eksporten til Tyskland til 2,5 mia. m 3 naturgas årligt.

DONG Naturgas aftaler med DUC omfatter samlede årlige leverancer på op til 7,5 mia. m 3 naturgas. DONG Naturgas har fået en del af det fremtidige behov for yderligere mængder dækket via en aftale med Amerada Hess-gruppen om køb af naturgassen fra Syd Arne-feltet. Dette felt forventes at indeholde ca. 3-5 mia. m 3 naturgas. DONG Naturgas har ligeledes indgået aftale om køb af gassen fra Statoil-gruppens del af Lulita-feltet. Feltet er primært et oliefelt, men forventes at indeholde 0,3 mia. m 3 naturgas.

DONG Naturgas har således kontraheret alle de naturgasmængder, der har været til salg i den danske del af Nordsøen. Hensynet til en fleksibel og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den danske olie- og gasproduktion samt muligheden for udbygning af nye mindre felter indebærer, at det er vigtigt, at der også i årene fremover er stor sikkerhed for, at den danske naturgas kan afsættes via det danske naturgasnet. De kontrakter, der er indgået mellem DUC og DONG Naturgas, rummer en høj grad af fleksibilitet, idet størrelsen af de samlede leverancer afhænger af, hvor længe DUC kan opretholde produktionen. Dette forhold har stor økonomisk betydning for DUC s tilrettelæggelse af olie- og gasproduktionen i Nordsøen.

1.10. Statens forhandlinger med de regionale selskaber om strukturen i gassektoren. Naturgasprojektet har som nævnt i afsnit 1.7 siden midten af 1980 erne været støttet gennem en afgiftsmæssig favorisering af naturgas i forhold til olie. Værdien af afgiftsfavoriseringen har været stigende i takt med den stigende afsætning af naturgas og udgjorde i 1999 i alt ca. 2,4 mia. kr. Den samlede afgiftsfavorisering, der er ydet til naturgasprojektet, skønnes ved udgangen af 1999 at udgøre 45 mia. kr. opgjort i nutidsværdi 1999-prisniveau. I april 1994 traf Danmark beslutning om at ophæve DONG Naturgas importeneret på grund af Europa-Kommissionens indledning af traktatkrænkelsessager mod Danmark og en række andre medlemslande i 1991. I denne forbindelse traf regeringen en principiel beslutning om, at der skulle gennemføres tilpasninger i den danske naturgassektor, herunder omlægning af støtten til naturgasprojektet. DONG Naturgas og de regionale selskaber blev derfor anmodet om at indlede forhandlinger om et nyt aftalegrundlag til afløsning af 4. juni-aftalen. DONG Naturgas og de regionale selskaber kunne imidlertid ikke opnå enighed om vilkårene i et nyt aftalegrundlag. Herudover førte regeringen i flere år forhandlinger med de regionale selskaber om omlægning af støtten, uden at det lykkedes at nå til enighed om niveauet for den samlede fremtidige støtte til de regionale selskaber.

Efter flere års forgæves forhandlinger valgte regeringen at lovgive, og den 8. april 1997 fremsatte regeringen forslag til lov om ændring af afgift af naturgas og bygas den såkaldte bundfradragslov - med henblik på at begrænse stigningen i den fremtidige støtte til gasselskaberne. Loven blev vedtaget af Folketinget den 17. maj 1997, men trådte først i kraft den 1. september 1998 efter at Europa-Kommissionens godkendelse i medfør af EF-traktatens statsstøtteregler forelå. Loven indebar en energiafgiftssats svarende til ca. 80 % af afgiftsniveauet på olieprodukter. Da de regionale selskaber, i henhold til afgiftsafskærmningen i 4. juni-aftalen, kan overvælte afgiftsstigninger på DONG Naturgas, indrømmedes de regionale selskaber et bundfradrag i afgiftsbetalingerne for naturgas svarende til de 2,6 mia. m 3 naturgas årligt, der er indeholdt i 4. juni-aftalen. I praksis har afgiftsændringerne derfor kun betydning for de naturgasmængder, der ligger ud over 4. juni-aftalens bestemmelser. Med lovens ikrafttræden begrænsedes den årlige støtte til de regionale selskaber med ca. 600 mio. kr. Hermed blev der taget et første skridt i retning af at tilpasse den danske naturgassektor til det kommende indre energimarked.

I efteråret 1998 blev det engelske konsulentfirma N M Rothschild & Sons Limited bedt om at foretage en vurdering af strukturen i den danske naturgassektor. Undersøgelsen viste, at der er betydelige muligheder for effektiviseringer i naturgassektoren ved en mere hensigtsmæssig struktur.

På baggrund af undersøgelsen tilbød staten/DONG Naturgas i december 1998 at købe de regionale selskaber med henblik på etablering af en mere effektiv og hensigtsmæssig organisering af naturgassektoren forud for den kommende liberalisering af sektoren. NGS ejerkommuner accepterede statens tilbud, mens ejerkommunerne i NGF, NGSJ, NGMN og HNG ikke ønskede at sælge selskaberne. På den baggrund vedtog Folketinget den 26. maj 1999 lov om overdragelse af naturgasdistributions- og forsyningsvirksomhed til Dansk Naturgas A/S. Loven danner grundlag for, at DONG Naturgas den 1. juli 1999 overtog NGS. For at sikre det nødvendige kapitalberedskab i DONG Naturgas efter overtagelsen af NGS tilførte staten pr. 1. juli 1999 DONG 1,4 mia. kr. som ansvarlig lånekapital, der skal tilbagebetales over tre år fra 2006.

Naturgas Syd var det mest gældstyngede selskab af de regionale naturgasselskaber. DONG Naturgas køb af Naturgas Syd har derfor betydet, at et væsentlig gældsproblem for naturgassektoren er løst. De øvrige fire regionale selskaber kunne ikke opnå enighed om et fælles grundlag for forhandlinger med regeringen om opgavevaretagelse og støtteforhold i sektoren. På den baggrund indledtes der forhandlinger mellem staten, HNG og NGMN, der mundede ud Skt. Hans-aftalen af 23. juni 1999. Aftalen indebærer, at det kommunale engagement i gassektoren bevares, og at de to selskaber forbliver distributionsselskaber samt forsyningsselskaber med forsyningspligt, der alene sælger naturgas på faste tariffer og vilkår. Kunder, der kræver individuelle rabatter eller vilkår overgår til DONG Naturgas. Det er et klart mål i aftalen, at de regionale selskaber set under ét inden udgangen af 2014 skal have afviklet deres historiske gæld via indtægter fra distributions- og forsyningsaktiviteterne. Selskaberne har i den sammenhæng forpligtet sig at foretage væsentlige rationaliseringer, blandt andet via øget samarbejde. Aftalen indebærer herudover, at de to selskaber skal indgå en ny aftale med DONG Naturgas til erstatning for 4. juni-aftalen og Tillægsaftalen om overgang af kunder fra selskaberne til DONG Naturgas, arbejdsdeling mellem selskaberne og DONG Naturgas, priser for transport i distributionsnettet samt priser og vilkår for gasleverancer til kunder på faste vilkår. NGF og NGSJ har mulighed for at tilslutte sig Skt. Hans-aftalen på samme vilkår som HNG og NGMN. Skt. Hans aftalen er udmøntet i en principaftale af 29. januar 2000 mellem HNG, NGMN og DONG Naturgas. Principaftalen forventes udmøntet i en endelig aftale inden 1. juli 2000.

De økonomiske forudsætninger, som ligger til grund for aftalen, indebærer, at alle fire regionale selskaber set under ét vil kunne have afviklet deres historiske gæld i 2014 under nærmere angivne antagelser om kommende indtægter fra distributions- og forsyningsaktiviteterne, renteudvikling, effektiviseringer af driften og støtteforhold. Til grund for aftalen ligger, at bundfradragene i afgiftsbetalingerne for naturgas ophører pr. 1. januar 2000, men at afgiften på naturgas på ca. 80 % af olieafgiftsniveauet videreføres. Med aftalen vil der allerede fra 1. januar 2000 ske en væsentlig reduktion i støtten til naturgassektoren. De seneste forhøjelser af energiafgiften på naturgas bevirker, at afgiftssatsen i dag svarer til på ca. 85 % af olieafgiftsniveauet.

2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget formål er at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give adgang til billig naturgas via en gradvis indførelse af konkurrence på markedet for handel med naturgas og en effektivitetsfremmende prisregulering.

a) Naturgasforbrugernes stilling: Naturgasforbrugernes stilling præciseres i lovforslagets kapitel 2. De tre væsentligste elementer i forslaget er: retten til levering af naturgas for alle forbrugere i områder udlagt til naturgasforsyning i medfør af varmeforsyningsloven og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab, visse forbrugeres ret til på nærmere angivne tidspunkter frit at vælge deres naturgasleverandør samt forbrugernes forpligtelser til at bidrage til betaling for de generelle offentlige forpligtelser, som naturgasselskaberne pålægges i loven.

Der foreslås en åbning af markedet med forhandlet adgang til transmissionsnet, lager og eventuelle LNG-faciliteter samt reguleret adgang til distributionsnet. Det foreslås endvidere, at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om adgangen til opstrømsledninger. Miljø- og energiministeren bemyndiges til at udstede regler om, hvilke naturgasforbrugere, som har ret til valg af leverandør. Reglerne skal føre til en markedsåbning på 30 % af det samlede indenlandske naturgasforbrug fra lovens ikrafttræden stigende til 38 % og 43 % fra henholdsvis den 1. august 2003 og 1. august 2008.

Et væsentligt element i lovforslaget er, at alle indenlandske forbrugere på ligeligt grundlag skal bære en forholdsmæssig andel af udgifterne til de offentlige forpligtelser, som naturgasselskaberne pålægges, og som kommer alle forbrugere til gode. Det drejer sig om udgifterne til forskning- og udviklingsaktiviteter, varetagelse af forsyningssikkerheden, sikring af kvaliteten af naturgassen, netbalancering, gassikkerhed, energibesparelsesaktiviteter og markedsføringsaktiviteter med henblik på at reducere miljøbelastningen ved forbrugernes energiforbrug.

b) Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-virksomhed: I lovforslaget skelnes mellem på den ene side net-, lager- og LNG-virksomhed og på den anden side forsyningsvirksomhed. Ved net-, lager- og LNG-virksomhed forstås varetagelse af naturgasinfrastrukturen, herunder transport af naturgas gennem net, mens der ved forsyningsvirksomhed forstås køb af naturgas med henblik på videresalg. I lovforslaget opereres med fire typer selskaber: Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber. Aktiviteterne vil dog formelt kunne være samlet i et selskab. Der stilles alene i lovforslaget krav om regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteterne, jf. afsnit 1.4 og bemærkningerne til § 47.

Et transmissionsselskab varetager transport af naturgas gennem transmissionsnet med henblik på levering til distributionsnet og enkelte større kunder. Transmissionsvirksomhed i Danmark har siden naturgasprojektets start været varetaget af DONG Naturgas.

Distributionsselskaber varetager på distributionsniveau den fysiske forbindelse fra transmissionsnet til slutforbrugere. Distributionsvirksomheden i Danmark er fordelt geografisk på fem selskaber, jf. afsnit 1.5.

Lagerselskaber varetager lagring af naturgas bl.a. til brug for nødforsyning, opretholdelse af den fysiske balance i transmissions- og distributionsnettene samt sæsonudjævning. Ligesom transmissionsvirksomheden har lagervirksomheden siden naturgasprojektets start været varetaget af DONG Naturgas.

LNG-selskaber varetager driften af faciliteter, der anvendes til modtagelse, forgasning eller oplagring af LNG samt flydendegørelse af naturgas. Der findes ikke i dag LNG-selskaber i Danmark.

Transmissions-, lager- og distributionsselskaber skal efter lovforslaget blandt andet sikre en tilstrækkelig og effektiv transport og lagring af naturgas, herunder vedligeholde samt om- og udbygge nettene, sikre den fysiske balance i systemet, tilslutte forbrugere, stille transport- og lagerkapacitet til rådighed samt sikre måling af levering og aftag.

I modsætning til elforsyningsloven er der ikke i lovforslaget fastsat bestemmelser om systemansvarlig virksomhed. I stedet skal transmissions-, lager- og distributionsselskaber efter lovforslaget i samarbejde udarbejde regler for gastransport bl.a. med henblik på at sikre forsyningssikkerheden og en effektiv drift af det sammenkoblede system.

Transmissions-, lager- og distributionsvirksomhed kan kun udøves efter bevilling. Herved sikres gennem krav i bevillingerne, at selskaberne blandt andet opfylder en række offentlige forpligtelser vedrørende for eksempel forsyningssikkerhed, forskning og udvikling samt energirådgivning. Distributionsvirksomhed har i modsætning til transmissions- og lagervirksomhed ikke tidligere været omfattet af et bevillingssystem.

Driften af LNG-faciliteter omfattes ikke af et bevillingssystem. Imidlertid vil anlæg af LNG-faciliteter kræve miljø- og energiministerens tilladelse efter naturgasforsyningsloven. Etablering af transmissionsnet og direkte ledninger vil også kræve ministerens tilladelse efter naturgasforsyningsloven. Der vil normalt kun kunne meddeles tilladelse, hvis der ikke er tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende naturgasforsyningssystem.

c) Forsyningsvirksomhed: Det foreslås, at naturgasforsyning af forbrugere uden markedsadgang kun kan udøves efter bevilling. Der indføres to typer forsyningsbevillinger: bevilling til forsyning på faste vilkår og bevilling til forsyning på individuelle vilkår (typisk forsyning af større fjernvarmeværker, blokcentraler og erhvervsvirksomheder). Det kræver ikke bevilling at forsyne kunder, som frit kan vælge leverandør.

Som et led i forbrugerbeskyttelsen foreslås det, at der skal være forsyningspligtige selskaber. Forsyningspligten pålægges selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår. Disse selskaber skal sikre, at alle potentielle forbrugere i områder, der i henhold til varmeforsyningsloven er udlagt til naturgas, og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, tilbydes naturgasleverancer efter en fast prisstruktur og på faste vilkår. Forsyning af kunder på faste vilkår skal regnskabsmæssigt adskilles fra de øvrige aktiviteter i selskabet.

d) Overdragelse: Som noget nyt foreslås der indsat regler i naturgasforsyningsloven om forkøbsret for staten ved salg af distributionsnet og om reduktion af en kommunes generelle statstilskud ved salg af kommunalt ejede naturgasselskaber.

e) Priser og betingelser for naturgas, herunder netadgang: Priser og vilkår for naturgasleverancer underlægges generelt Energitilsynets kontrol. Priskontrollen omfatter såvel den samlede naturgaspris som de enkelte elementer i naturgasprisen.

Reguleringen af den samlede naturgaspris rettes, som i den nuværende varmeforsyningslov, primært mod mindre forbrugere, hvor skift til alternative brændsler vil være forbundet med forholdsvis høje omkostninger, samt mod forbrugere, der i henhold til varmeforsyningsloven er forpligtede til at anvende naturgas. Sidstnævnte dog kun i det omfang, de ikke har markedsadgang. Prisen vurderes ud fra prisen på naturgas på markeder, hvor gassen sælges i konkurrence med alternative brændsler. Desuden opretholdes den nuværende varmeforsyninglovs maksimalprisbestemmelse.

Den samlede naturgaspris for større forbrugere med mulighed for at anvende alternative brændsler samt forbrugere med markedsadgang er som udgangspunkt ureguleret, idet det forudsættes, at naturgassen sælges i reel konkurrence med alternative brændsler og/eller naturgas fra andre udbydere. Energitilsynet kan dog gribe ind, hvis forhold hos en forbruger taler for, at gasleverandøren ikke tilbyder rimelige priser og vilkår.

Ved vurderingen af den samlede naturgaspris skal der endvidere tages hensyn til naturgasselskabernes økonomi, idet de skal have mulighed for at opsuge forskellen mellem energiafgiften på naturgas og olie, den såkaldte skyggeafgift, ved salg af naturgas til rumopvarmningsformål.

Aktiviteter under distributionsbevilling og bevilling til forsyning af kunder på faste vilkår underlægges et modificeret »hvile-i-sig-selv« princip. I priserne på ydelser under disse bevillinger kan indregnes de nødvendige omkostninger forbundet med ydelserne ved en effektiv drift. De nødvendige omkostninger bliver grundlaget for indtægtsrammer for selskaberne. I det omfang selskaberne kan realisere besparelser i forhold til de omkostninger, der ligger til grund for indtægtsrammerne, opnår selskaberne et overskud, der helt eller delvist kan anvendes til nedsættelse af priser, henlæggelser til fremtidige investeringer eller forrentning af indskudskapital.

Vurderingen af priserne på aktiviteterne under bevillingerne til distribution og forsyning af kunder på faste vilkår skal tage højde for Skt. Hans-aftalen. De fastsatte priser skal således sikre, at den historiske gæld i de selskaber, der indtræder i aftalen set under ét kan afdrages inden udgangen af 2014 under forudsætning af, at afsætning og rente ikke afviger fra de forudsætninger, der lå til grund for aftalen, og at omkostningerne ikke overstiger de omkostninger, der ligger til grund for indtægtsrammerne.

Det er en logisk følge af det modificerede »hvile-i-sig-selv« princip, at der er reguleret adgang til distributionsnettet. Det vil sige, at tredjepart får adgang til distributionsnettet på baggrund af offentliggjorte tariffer og vilkår. Distributionstarifferne skal fastsættes, så omkostningerne ved nettet fordeles uafhængig af transportafstand, og tarifferne skal være omkostningsægte over for de enkelte brugere af nettet i den forstand, at den enkelte bruger af distributionsnettet som minimum kommer til at bære de omkostninger, der direkte kan henføres til brugeren.

Priser og vilkår for tredjeparts adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter fastsættes efter forhandling. Priserne er i princippet markedsbestemt, men da selskaberne kan have en monopollignende stilling, skal Energitilsynet føre tilsyn med, at der ikke diskrimineres mellem brugere af transmissionsnettet, lageret eller LNG-faciliteten, herunder at et forsyningsselskab, som er tilknyttet et af de nævnte selskaber, ikke stilles bedre end andre brugere.

Aktiviteterne under bevilling til forsyning af kunder uden markedsadgang på individuelle vilkår, herunder gasleverancer til de regionale naturgasselskaber, og forsyning af kunder med markedsadgang betragtes som rent kommercielle aktiviteter og underlægges ligeledes Energitilsynets kontrol.

Energitilsynet skal også føre tilsyn med, at der ikke finder krydssubsidiering sted mellem de bevillingspligtige aktiviteter samt mellem bevillingspligtige aktiviteter og sideordnet virksomhed.

f) Energitilsynet: Elforsyningsloven indebærer, at der er nedsat en ny tilsynsmyndighed Energitilsynet som erstatter Elprisudvalget og Gas- og Varmeprisudvalget.

Den sektorspecifikke regulering, som den nye naturgasforsyningslov indebærer, har til formål at overvåge og regulere de ikke-konkurrenceudsatte opgaver, som fortsat løses under monopol eller monopollignende vilkår. Reguleringen er nødvendig for at sikre lige vilkår for alle brugere af naturgasforsyningssystemet og forbrugere uden markedsadgang. Prisreguleringen og det økonomiske tilsyn skal modvirke, at naturgasselskaberne drager fordel af monopollignende status med øgede omkostninger og ineffektivitet til følge. Tilsynet går ud på at skabe omkostningseffektivitet og tilskyndelse til effektiviseringer.

Retningslinjerne for Energitilsynets opgaver og kompetence fremgår af lovforslaget eller af generelle regler, som fastsættes af miljø- og energiministeren.

g) Energiklagenævnet: Det foreslås, at Energitilsynets afgørelser kan indbringes for Energiklagenævnet, som vil være den generelle klageinstans på energiområdet. Det foreslås ligeledes, at Energiklagenævnet generelt skal fungere som klageinstans i forhold til afgørelser truffet af miljø- og energiministeren.

h) Parlamentarisk indsigt: Det foreslås, at den eksisterende bestemmelse om, at miljø- og energiministeren skal holde et af Folketinget nedsat udvalg orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende landets naturgasforsyning, videreføres.

3. Vurdering af konsekvenser af lovforslag

3.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten.

Miljø- og Energiministeriet pålægges ved lovforslaget en række opgaver. Det drejer sig især om følgende: (a) udarbejdelse og offentliggørelse af kriterierne for, hvorledes retten til valg af leverandør er fastlagt, herunder hvilke forbrugere, der har markedsadgang, (b) godkendelse af etablering af transmissionsanlæg, direkte ledninger og LNG-anlæg, (c) udstedelse af bevillinger for transmissions-, distributions- og lager- samt forsyningsvirksomhed, (d) tilsyn med overholdelse af vilkår i bevillinger, herunder offentlige opgaver vedrørende forsyningssikkerhed, energirådgivning samt forskning og udvikling, (e) godkendelse af ensartede retningslinjer for salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år, som forsynes af selskaber med forsyningsbevilling og (f) fastlæggelse af generelle indtægtsrammer for distributions- og forsyningspligtige selskaber.

Endvidere tilføres Energitilsynet, som sekretariatsbetjenes af Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen, med lovforslaget en række opgaver. Det drejer sig især om følgende: (a) tilsyn med, hvorvidt priser og leveringsbetingelser for ydelser fra forsyningspligt-, distributions-, transmissions-, lager- og LNG-selskaber er rimelige, objektive og ikkediskriminerende, (b) fastlæggelse af og kontrol med årlige indtægtsrammer for distributions- og forsyningspligtige virksomheder, (c) tilsyn med at der sker en regnskabsmæssig adskillelse af monopolaktiviteter og kommercielle aktiviteter efter loven, og (d) tilsyn med at der i en konkurrencesituation ikke sker misbrug af forretningsfølsomme oplysninger. Tilsynet skal også træffe afgørelser i tvister vedrørende forhandling om adgang til nettet og i tilfælde af uenighed mellem gasselskaber med forsyningsbevilling om salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år.

Energistyrelsens bistand til Energitilsynet vil blandt andet indebære bedømmelse af tekniske og energifaglige forhold i forbindelse med behandling af sager om systemadgang. Dette gælder for eksempel bedømmelse af kapacitetsforhold, lagerkapacitet, forhold vedrørende forsyningssikkerhed og måletekniske forhold.

Nye administrative opgaver i Energistyrelsen i relation til opgaver efter denne lov, herunder sekretariatsbetjening af Energitilsynet, forventes at indebære behov for i alt tre årsværk.

Energienheden i Konkurrencestyrelsen administrerer en række opgaver efter elforsyningsloven og efter den gældende varmeforsyningslov. Opgaverne på henholdsvis varme- og naturgasområdet vil blive udvidet som følge af dette lovforslag og forslaget til lov om ændring af lov om varmeforsyning (L 240), der fremsættes samtidig med denne lov. Konkurrencestyrelsen vurderer, at det vil være påkrævet med yderligere tre årsværk til administration af opgaver efter denne lov og yderligere tre årsværk til administration af L 240. Det vurderes samtidig påkrævet, at ledelsen af energienheden styrkes yderligere med en kontorchef (lønramme 37). Energienheden vil herefter omfatte i alt 39 årsværk. Kontorchefstillingen er omfattet af forslaget til udvidelsen af driftsrammen i L 240. Den nye incitamentsregulering, som distributions- og forsyningspligtige virksomheder underlægges, vil kræve en væsentlig udviklingsindsats i forbindelse med fastlæggelsen af økonomirapportering og benchmarkinginstrumenter. Det vil endvidere være nødvendigt med en løbende kontrol af systemets effektivitet og vedligeholdelse. Den aktive kontrol vurderes at være nødvendig for, at gasreformen kan føre til lavere omkostninger for erhvervslivet og lavere priser for private forbrugere.

Energiklagenævnets udgifter i forbindelse med behandling af klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren eller af Energitilsynet efter denne lov vurderes at kunne afholdes inden for de allerede givne finanslovsrammer.

Samlet vurderes dette lovforslag at indebære en stigning i ressourceindsatsen til opgaver i relation til åbningen af gasmarkedet, tilsyn med bevillinger, godkendelser m.v. og sekretariatsbetjening af Energitilsynet på i alt seks årsværk. Stigningen kan skønsmæssigt anslås til i alt 2,3 mio. kr. Herudover forventes øvrige driftsudgifter, som skønsmæssigt kan anslås til i alt 0,8 mio. kr. årligt samt etableringsudgifter på i alt 0,4 mio. kr. Bevillingshaverne pålægges i medfør af lovforslaget at betale de med tilsynet m.v. forbundne udgifter. Endvidere pålægges selskaber, der søger om bevilling og tilladelse efter loven, at betale udgifter ved behandling af bevillinger og tilladelser. Betalingen for myndighedsbehandlingen forudsættes at ske ved opkrævning af grundbeløb og eventuelt ved betaling af medgåede timer til særskilte administrative opgaver. Da aktiviteterne er efterspørgselsreguleret, gives der adgang til, at merindtægter som følge af øget aktivitet kan anvendes til afledte driftsudgifter, herunder løn.

Lovforslaget indebærer samlet set ikke økonomiske og administrative konsekvenser for staten, idet merudgifterne hovedsageligt finansieres ved, at selskaberne afholder udgifterne ved tilsyn og godkendelser.

3.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for amter og kommuner

Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser for kommuner. For de kommuner, som har ejerandel i et fælleskommunalt regionalt naturgasselskab indebærer lovforslaget ikke umiddelbart administrative konsekvenser. Såfremt kommunerne efter tilladelse fra miljø- og energiministeren selv vælger at indgå i opgaver, der ligger uden for et fælleskommunalt regionalt naturgasselskabs nuværende virksomhed, eller at sælge deres ejerandele i det pågældende selskab, kan der forekomme administrative konsekvenser, jf. §§ 5, 34 og 35.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for kommuner, idet lovforslaget ikke indebærer, at kommuner skal indskyde nye midler i de fælleskommunale regionale naturgasselskaber. De regionale gasselskabers økonomi er afskærmet fra den kommunale økonomi.

Der vil ikke være administrative og økonomiske konsekvenser for amtskommuner, idet amtskommuner ikke er involveret i naturgasforsyningsvirksomhed.

De nuværende regler for maksimalprisen for naturgas vil blive videreført. Herved sikres, at naturgasprisen opgjort efter brændværdi ikke må overstige prisen på en tilsvarende mængde fyringsgasolie, inklusive afgifter. Der forventes derfor ikke på kort sigt ændringer i udgiften til naturgas til kommunale og amtskommunale bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand som følge af lovforslaget. På lidt længere sigt vil forventede effektiviseringsgevinster som følge af lovforslaget kunne føre til lavere naturgaspriser.

3.3. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget forventes på sigt at kunne give anledning til fald i gaspriserne for alle erhvervsforbrugere. Et fald i priserne forventes hovedsageligt at opstå som følge af den effektivitetsfremmende regulering og ved udvikling af et konkurrencemarked for naturgas i forbindelse med den gradvise markedsåbning.

Selskaber, der driver virksomhed på gasområdet (i dag fem offentlige selskaber: DONG Naturgas, NGMN, HNG, NGF og NGSJ), og som efter lovforslaget skal søge om bevilling og tilladelser, vil med lovforslaget blive pålagt en række nye administrative forpligtigelser for at undgå diskrimination og krydssubsidiering samt sikre gennemsigtighed i det åbne gasmarked. De nye administrative opgaver omfatter blandt andet udarbejdelse af separate regnskaber for de forskellige aktiviteter på området og etablering af procedurer, der sikrer, at der i en konkurrencesituation ikke sker misbrug af forretningsmæssigt følsomme oplysninger. Endvidere vil myndighedernes udgifter forbundet med tilsyn med bevillingshaverne og behandling af ansøgninger om bevilling og tilladelser skulle afholdes af selskaber med bevilling og selskaber, der indsender ansøgninger efter loven.

Med lovforslaget har naturgasselskaber mulighed for fortjeneste i forbindelse med handel med forbrugere med markedsadgang og med forbrugere med mulighed for at anvende alternative brændsler. Priser og vilkår for transmission er i princippet markedsbestemt, men da transmissionsvirksomhed har en monopolstilling, vil der blive ført tilsyn med priserne.

Aktiviteter under distributionsbevilling og bevilling til forsyning af kunder på faste vilkår vil fortsat blive reguleret efter et modificeret »hvile-i-sig-selv« princip. For denne aktivitet gives der dog nu mulighed for inden for fastsatte indtægtsrammer at optjene et overskud, der helt eller delvist kan anvendes til f.eks. nedsættelse af priser.

3.4. Miljømæssige konsekvenser

Den nye naturgasforsyningslov skal bidrage til, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med de langsigtede miljømæssige målsætninger, både målsætninger i den nationale energihandlingsplan Energi 21 og internationale forpligtelser. Målsætningerne er især centreret om en reduktion af Danmarks CO 2 -udledning. Naturgas er det reneste af de fossile brændsler med det laveste indhold af CO 2 . Naturgassen er tillige luftformig og kan derfor lettere end andre brændsler blandes med luft, hvilket gør forbrændingen mere effektiv, og energien udnyttes dermed bedre.

Den gradvise markedsåbning kan bidrage til en større udbredelse af naturgas. Samtidig er distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber forpligtet til at markedsføre naturgas med henblik på at reducere miljøbelastningen ved forbrugernes energivalg. Endvidere skal distributionsselskaber og forsyningsselskaber efter loven tilbyde rådgivning om energibesparelser.

3.5. Forholdet til EU-retten

3.5.1. Gastransitdirektivet og direktivet om prisgennemsigtighed. Rådets direktiv 91/296/EØF af 31. maj 1991 om transit af naturgas gennem de overordnede net (EF-Tidende 1991, nr. L 147, side 37), som senest er ændret ved direktiv 95/49/EF (EF-Tidende 1995, nr. L 233, side 86), og Rådets direktiv 90/377/EØF af 29. juni 1990 om en fællesskabsprocedure med hensyn til gennemsigtigheden af prisen på gas og elektricitet til den endelige forbruger i industrien (prisgennemsigtighedsdirektivet) (EF-Tidende 1990, nr. L 185, side 16) som ændret ved direktiv 93/87/EØF (EF-Tidende 1993, L 277, side 32) udgør den første etape i etableringen af det indre marked for gas.

Gastransitdirektivet indeholder en forpligtigelse til at tillade transit af gas gennem de overordnede gasnet. Transit skal forhandles mellem de selskaber, som er ansvarlige for de pågældende net. Ifølge direktivets bestemmelser skal transmissionsselskabet give Europa-Kommissionen og de nationale myndigheder meddelelse om enhver anmodning om transit og indgåelse af aftaler. Hvis forhandlingerne 12 måneder efter indsendelse af en anmodning ikke har ført til indgåelse af en kontrakt, skal selskabet underrette Europa-Kommissionen og de nationale myndigheder om grundene hertil.

Transitdirektivet er gennemført i dansk ret ved, at DONG Naturgas i brev af 18. december 1991 og i brev af 25. marts 1996 blev pålagt at følge transitdirektivets bestemmelser.

Prisgennemsigtighedsdirektivet er i dag gennemført ved aftale mellem de berørte parter om, at DONG Naturgas udarbejder de statistiske oplysninger og sender dem til Danmarks Statistik, som officielt sender dem til Eurostat.

Lovforslaget sikrer hjemmel til en fortsat dansk implementering af de to direktiver.

3.5.2. Gasdirektivet . Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas (gasdirektivet) (EF-Tidende 1998, nr. L 204, side 1) trådte i kraft den 10. august 1998. Det påhviler medlemsstaterne at implementere direktivet i deres nationale lovgivning senest to år efter ikrafttrædelsen, dvs. senest den 10. august 2000.

Med vedtagelsen af lovforslaget og de bekendtgørelser, som vil blive udstedt med hjemmel i den kommende lov, gennemføres direktivet om det indre marked for naturgas.

Direktivet er et vigtigt led i bestræbelserne på at etablere et indre energimarked i overensstemmelse med principperne om et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Direktivet fastsætter fælles regler for gassektorens organisation og funktion, som skal gælde i den næste fase for etableringen af det indre energimarked. Direktivet indebærer, at markedet for gas gradvist gøres mere konkurrencepræget over en 10-årig periode fra direktivets vedtagelse, uden at hensynet til forsyningssikkerhed, beskyttelse af forbrugerne og miljøet tilsidesættes.

Det fremgår af gasdirektivet, at Kommissionen skal tage anvendelsen af direktivet op til revision og forelægge en beretning om de erfaringer, der er gjort med det indre marked for naturgas, således at Europa-Parlamentet og Rådet på baggrund af de indhøstede erfaringer i god tid kan overveje muligheden for yderligere at styrke det indre marked for naturgas med henblik på, at eventuelle nye regler skal kunne få virkning fra år 2008. Det er også i gasdirektivet forudsat, at Kommissionen fremlægger de nødvendige harmoniseringsforslag for så vidt angår harmoniseringsbehov, som ikke er kædet sammen med bestemmelserne i direktivet, men som er nødvendige for, at det indre marked for gas kan fungere effektivt. Bestemmelserne om revision af direktivet og andre harmoniseringsbehov svarer i øvrigt til bestemmelserne i eldirektivet.

Kommissionen har i november 1999 fremlagt sin første beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om de harmoniseringsbehov, som ikke er kædet sammen med bestemmelserne i gasdirektivet. Beretningen opstiller en liste over en række forhold, som eventuelt kunne skabe problemer for gashandlen i det indre marked. Det drejer sig blandt andet om en række tekniske forhold vedrørende ledningsnet og gaskvalitet. Kommissionen har meddelt, at inden der stilles forslag om harmonisering, vil der blive foretaget yderligere analyser af de emner, der tages op i beretningen, og eventuelt andre emner.

Gasdirektivet pålægger medlemsstaterne følgende forpligtigelser:

3.5.2.1. Markedsåbning: Direktivet fastlægger de retlige rammer inden for hvilke medlemsstaterne skal sikre, at der åbnes mulighed for, at konkurrerende leverandører af gas kan indgå kommercielle leveringskontrakter med store forbrugere, såkaldte privilegerede kunder.

Medlemsstaterne skal sikre, at der sker en åbning af gasmarkedet, som mindst svarer til 20 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale marked. Fem år efter direktivets ikrafttræden (10. august 2003) skal denne procentsats være øget til 28 % og 10 år efter (10. august 2008) til 33 %.

Hvis direktivets definition af privilegerede kunder fører til en markedsåbning på mere end 30 %, kan medlemsstaterne ændre definitionen. Åbningen skal dog mindst udgøre 30 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale marked. Denne procentsats øges i 2003 til 38 % og i 2008 til 43 %. Medlemsstaterne afgør, om distributionsselskaber skal være privilegerede kunder. Selskaberne har dog i alle tilfælde rets- og handleevne til at indgå naturgasaftaler, som er nødvendige for at deltage i konkurrencen om privilegerede kunder inden for deres distributionssystem med henblik på at forsyne disse kunder.

I henhold til direktivet udpeges følgende kunder som udgangspunkt som privilegerede kunder:

gasfyrede kraftværker, uanset deres årlige forbrug; for at sikre ligevægten på deres elektricitetsmarked kan medlemsstaterne imidlertid indføre en tærskel for, hvornår kraftvarmeproducenter anses for privilegerede kunder, idet denne tærskel ikke kan overstige det niveau, der forudses for andre endelige kunder.

Andre endelige kunder, der forbruger mere end 25 mio. m 3 gas om året pr. forbrugssted. Grænsen falder til 15 mio. m 3 i 2003 og 5 mio. m 3 i 2008.

Senest 31. januar hvert år skal medlemsstaterne offentliggøre kriterierne for definitionen af privilegerede kunder. Disse oplysninger sendes til Kommissionen med henblik på offentliggørelse i EF-Tidende. Kommissionen kan anmode om, at kriterierne ændres, hvis de hindrer, at direktivet anvendes korrekt med hensyn til at få det indre marked for naturgas til at fungere tilfredsstillende.

3.5.2.2. Adgang til systemet: Med henblik på gennemførelsen af markedsåbningen skal medlemsstaterne fastsætte regler, der sikrer forbrugerne og leverandørerne den nødvendige adgang til gasnettet. Adgangen kan ske enten som forhandlet adgang, hvor vilkårene for systemadgangen skal forhandles mellem parterne, eller som reguleret adgang, hvor adgang til systemet gives på grundlag af offentliggjorte tariffer og/eller andre betingelser og forpligtelser for brug af det pågældende system.

Reglerne om markedsadgang skal forvaltes efter objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende principper. Medlemsstaterne skal tillige påse, at parterne forhandler ærligt og oprigtigt, og at ingen af dem misbruger deres forhandlingsposition og dermed forhindrer, at forhandlingerne afsluttes med et positivt resultat. For at opfylde de overordnede krav om gennemsigtighed og ikkediskrimination kræves, at der ved forhandlet adgang sker en offentliggørelse af kommercielle hovedvilkår for brug af systemet senest et år efter direktivets gennemførelse og herefter en gang om året.

Direktivet indeholder en særlig bestemmelse, artikel 23, om adgang til opstrømsrørledningsnet, herunder faciliteter, som yder tekniske tjenester i forbindelse med sådan adgang, bortset fra de dele af sådanne net og faciliteter, der benyttes til lokale produktionsaktiviteter ved et felt, hvor gassen produceres. Medlemstaterne skal beslutte, hvordan adgangen skal gives, og de skal i denne forbindelse have som målsætning, at der foreligger en rimelig og åben adgang, at der skabes et konkurrencepræget marked for naturgas, og at ethvert misbrug af dominerende stilling undgås, idet de tager hensyn til sikre og regelmæssige forsyninger, kapacitet, der er eller hurtigt kan stilles til rådighed, og beskyttelse af miljøet.

Det fremgår af artikel 23, at medlemstaterne ved gennemførelsen af bestemmelsen kan inddrage forskellige nærmere beskrevne hensyn, som for eksempel nødvendigheden af at nægte adgang til opstrømsrørledningsnettet, når de tekniske specifikationer er indbyrdes uforenelige, og dette problem ikke kan løses rimeligt let.

3.5.2.3. Direkte linjer: Medlemsstaterne skal sikre, at privilegerede kunder kan blive forsynet via en direkte linje, dvs. en gasledning, der supplerer det sammenkoblede system. Hvis der stilles krav om tilladelse til at etablere og drive direkte linjer skal kriterierne for at opnå tilladelse være objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende.

3.5.2.4. Tvistbilæggelse: Medlemsstaterne skal udpege en kompetent national myndighed, som skal være uafhængig af parterne, til at bilægge tvister vedrørende forhandlet adgang til systemet. Forelæggelse af tvister for denne myndighed påvirker ikke mulighederne for at påberåbe EU-retten.

3.5.2.5. Forpligtigelser til offentlig tjeneste: Medlemslandene kan under hensyn til den almindelige økonomiske interesse pålægge gasselskaberne forpligtelser til offentlig tjeneste, som kan vedrøre leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerhed, deres regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse.

Sådanne forpligtigelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikkediskriminerende og kontrollerbare. De skal, ligesom eventuelle senere ændringer heraf, offentliggøres af medlemsstaterne og omgående meddeles Kommissionen.

3.5.2.6. Organisering af sektoren: Indfører medlemsstaterne et bevillingssystem, skal de fastsætte objektive og ikkediskriminerende kriterier, som skal opfyldes af det selskab, der ansøger om bevilling til at etablere og/eller drive naturgasfaciliteter, eller som ansøger om bevilling til at levere naturgas. Bevillingshaverne kan bl.a. pålægges forpligtelser til offentlig tjeneste. Bevillingskriterier og procedurer skal offentliggøres. Begrundelsen for et eventuelt afslag skal meddeles Kommissionen til orientering, og der skal indføres en procedure, hvorefter ansøgeren kan påklage afslaget.

3.5.2.7. Adskillelse og gennemsigtighed i regnskaberne: Gasdirektivet indeholder regler om regnskabsmæssig adskillelse og gennemsigtighed i regnskaberne med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning. Medlemsstaterne skal have adgang til naturgasselskabernes regnskaber. Integrerede naturgasselskaber skal i deres interne regnskabsføring føre separate regnskaber for deres transmissions-, distributions- og lageraktiviteter og, hvor det er relevant, konsoliderede regnskaber for ikke-naturgasrelaterede aktiviteter, således som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.

Naturgasselskaberne skal, uanset ejerforhold og juridisk status, udarbejde årsregnskaber og lade disse revidere og offentliggøre i overensstemmelse med de bestemmelser i national lovgivning om aktieselskabers årsregnskaber, som er vedtaget i medfør af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g, om årsregnskaber for visse selskabsformer (EF-Tidende 1978, nr. L 222, side 11). Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/8/EF (EF-Tidende 1994, nr. L 82, side 33) og gennemført i dansk ret ved lovbekendtgørelse nr. 526 af 17. juni 1996 om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab mv.

3.5.2.8. Regler om fortrolighed: Gasdirektivet indeholder desuden regler om fortrolighed. Det enkelte distributions-, transmissions-, lager- og/eller LNG selskab skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som det modtager under udøvelsen af sin virksomhed, fortroligt. Distributions- og transmissionsselskaber må ikke i forbindelse med deres eller tilknyttede selskabers køb og salg af naturgas misbruge forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet. Også medlemsstaterne og enhver udpeget kompetent myndighed, herunder tvistbilæggelsesmyndigheder, skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt.

3.5.2.9. Tekniske regler: Medlemsstaterne påser, at tekniske forskrifter for, hvilke mindstekrav med hensyn til konstruktion og drift, der skal opfyldes for at kunne blive tilsluttet systemet af LNG-faciliteter, gaslagre, andre transmissions- eller distributionsnet og direkte linjer, udarbejdes og stilles til rådighed. Kravene skal være objektive, ikkediskriminerende og sikre, at systemerne kan fungere sammen. Reglerne skal meddeles Kommissionen i overensstemmelse med informationsproceduredirektivet.

3.5.2.10. Take-or-pay-beskyttelse: Hvis et naturgasselskab får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine langvarige take-or-pay forpligtigelser, kan det ansøge den pågældende medlemsstat om en midlertidig undtagelse fra reglerne om adgang til systemet. Hvis det bliver aktuelt at benytte beskyttelsesklausulen, skal medlemsstaten underrette Kommissionen herom, således at Kommissionen kan træffe en velbegrundet afgørelse om undtagelsen.

3.5.3. Forholdet til statsstøttereglerne . Lovforslaget vurderes ikke at indeholde statsstøtte og skal derfor ikke notificeres i henhold til EF-traktatens statsstøtteregler. Det kan dog ikke udelukkes, at der ved miljø- og energiministerens godkendelse af et samarbejde mellem to eller flere kommunale fællesskaber om en fælles og samtidig gældsafvikling, jf. § 5, stk. 3, vil være forhold, der kræver anmeldelse til Kommissionen efter EF-traktatens statsstøtteregler. Hvorvidt dette er tilfældet, vil blive vurderet i forbindelse med godkendelsen af konkrete samarbejdsaftaler på baggrund af lovforslagets § 5, stk. 3.

4. Høring

Lovforslaget er sendt i høring til følgende: Affaldsteknisk Samarbejde, Amerada Hess, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Brancheforeningen for Biogas, CO Industri, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Gasteknisk Center, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Operatørselskab i-s, Danske Energiselskabers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, De Danske Landboforeninger, Det Danske Handelskammer, DONG Naturgas A/S, Elfor, Elkraft, Elsam, Energimiljørådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Frederiksberg Kommune, Fællessekretariatet for Hovedstadsregionens Naturgas I/S og Naturgas Midt-Nord I/S, Greenpeace Danmark, Håndværksrådet, Indukraft-Sekretariatet, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunalteknisk Chefforening, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, LO, Mærsk Olie og Gas A/S, Naturgas Fyn I/S, Naturgas Sjælland I/S, NESA A/S, NSOC-D, Oliebranchens Fællesrepræsentation, OOA, Organisationen for Vedvarende Energi, Renosam, Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, SID, SK-Energi, Udvalget for miljøvenlig el og varme, Vattenfall Naturgas, WWF Verdensnaturfonden. Arbejdsministeriet, Arbejdstilsynet, By- og Boligministeriet, Danmarks Gasmateriel Prøvning, Erhvervsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Konkurrencestyrelsen, Energitilsynet, Konkurrenceankenævnet, Finansministeriet, Forbrugerstyrelsen, Forskningsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Miljø- og Energiministeriets Landsplanafdeling, Miljøstyrelsen, Elsparefonden, Energiklagenævnet, Skatteministeriet, Skov og Naturstyrelsen, Statsministeriet, Trafikministeriet, Udenrigsministeriet samt Økonomiministeriet.

Der er endvidere indkommet kommentarer til lovforslaget fra følgende: Dalum, Denerco Oil, DK-teknik, Københavns Energi, Sydgas og Aalborg Kommune.

5. Lovovervågning

Lovforslaget er omfattet af lovovervågning. Det er hensigten, at lovovervågningen blandt andet skal fokusere på, om der er etableret et velfungerende marked for transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas med fortsatte tilskyndelser til omkostningseffektivitet. Herudover vil der blive fokuseret på, om adgangen til naturgassystemet fungerer tilfredsstillende, og om lovens målsætning om en høj grad af forsyningssikkerhed er tilgodeset.

Som et led i lovovervågningen er det bl.a. hensigten, at der skal udarbejdes en redegørelse, som vil blive forelagt Folketingets Energipolitiske Udvalg. Det er tanken, at redegørelsen skal udarbejdes på et tidspunkt, der muliggør, at den kan ligge til grund for de drøftelser om markedsåbningen og den selskabsmæssige adskillelse, der ifølge aftalen mellem regeringen, Venstre, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti om reform-opfølgning skal finde sted i 2003.

Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/mer-udgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Lovforslaget skønnes ikke at få væsentlige økonomiske konse-kvenser for staten, idet merud-gifterne ifølge lovforslaget finan-sieres ved at pålægge selskab-erne udgifterne ved tilsyn og godkendelser. Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommun-er.

Administrative konsekvens-er for stat, kommuner og amtskommuner Nej Lovforslaget skønnes at kræve seks årsværk i staten. Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Lovforslaget forventes på sigt at kunne give anledning til fald i gaspriserne for erhvervs-forbrugere. Der åbnes gradvis op for mulighed for fortjeneste i forbindelse med handel med gas. Nej for erhvervsforbrugere. For gasselskaber vil der være udgifter forbundet med 1) betaling af myndighedernes tilsyn og behandling af ansøgninger samt 2) administrative forpligtelser som følge af den nye regulering.

Administrative konsekvens-er for erhvervslivet Nej Lovforslaget vil have mindre administrative konsekvenser for de få gasselskaber, der i dag driver virksomhed på området.

Miljømæssige konsekven-ser Lovforslaget forventes at bidrage til en større udbredelse af naturgas. Endvidere skal forsyningspligtige virksomheder efter loven tilbyde rådgivning om energibesparelser. Nej

Administrative konsekvenser for borgerne Nej Nej

Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas. Samtidig sikrer lovforslaget hjemmel til fortsat dansk implementering af gastransitdirektivet (91/296/EØF af 31. maj 1991) og direktivet om prisgennemsigtighed (90/377/EØF af 29. juni 1990).

Lovens formål er at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Samtidig skal loven inden for disse målsætninger sikre forbrugerne adgang til den billigst mulige naturgas.

Målsætningen afspejler hensynet til en balance mellem på den ene side overordnede samfundsmæssige forhold som forsyningssikkerhed og opfyldelse af miljømæssige forpligtelser og på den anden side hensynet til forbrugerne gennem forbrugerbeskyttelse og en sikker og billig naturgasforsyning.

Med effektiv anvendelse af økonomiske ressourcer sigtes til, at der lægges øget vægt på opnåelse af rationaliseringer, dels gennem en effektivitetsfremmende prisregulering dels gennem en gradvis indførelse af konkurrence for naturgashandel. Med samfundsøkonomiske hensyn sigtes dels til samfundsøkonomiske gevinster ved effektiviseringerne dels til de samfundsøkonomiske afvejninger, der ligger til grund for den måde, hvorpå målsætningerne om miljø og forsyningssikkerhed gennemføres.

Loven finder anvendelse på transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas. Naturgas i flydende form (LNG) er omfattet af lovforslaget, uanset der ikke findes LNG-faciliteter i Danmark. Det er imidlertid nødvendigt at fastsætte regler om LNG med henblik på at opfylde gasdirektivet.

Distribution, forsyning og oplagring af andre gasarter, f.eks. biogas og bygas, herunder i form af naturgas-luft-blandinger, er ikke omfattet af loven.

Loven gælder både på land, søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkel. Sidstnævnte område er medtaget, da der på nuværende tidspunkt ikke er indgået aftale om afgrænsningen mellem Danmark og Polen, og da Tyskland ikke anerkender den danske eksklusive zone afgrænsning.

Lovforslaget omfatter ikke efterforskning og indvinding af olie og gas og sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbindelse hermed. Disse forhold reguleres i lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrundsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 552 af 29. juni 1995, og lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg (havanlægsloven). Det bemærkes, at både undergrundsloven, havanlægsloven og dette lovforslag indeholder bestemmelser vedrørende opstrømsrørledninger og naturgaslagre. Etablering af opstrømsrørledninger er reguleret i undergrundsloven og havanlægsloven.

Priser for naturgas har hidtil været reguleret i den eksisterende lov om varmeforsyning, jf. lov nr. 382 af 13. juni 1990, som senest ændret ved lov nr. 379 af 2. juni 1999. Reguleringen af naturgaspriser indgår nu i nærværende lovforslag, og det foreslås derfor, at varmeforsyningslovens bestemmelser om naturgaspriser ophæves. Der henvises i denne forbindelse til forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning, L 240, der fremsættes samtidig med nærværende lovforslag. På grund af den nære sammenhæng med planlægningsbestemmelserne i varmeforsyningslovens kapitel 2 er det fundet mest hensigtsmæssigt fortsat at lade etablering af distributionsanlæg være omfattet af varmeforsyningslovens planlægningsbestemmelser og i naturlig forlængelse heraf af varmeforsyningslovens ekspropriationsbestemmelser. Med undtagelse af varmeforsyningslovens kapitel 2 (Varmeforsyningsplanlægning) og kapitel 3 (Ekspropriation) vil naturgasforsyning herefter ikke længere være omfattet af reglerne i varmeforsyningsloven. Anlæg til produktion eller fremføring af andre gasarter end naturgas, f.eks. biogas og bygas, bliver ikke reguleret i naturgasforsyningsloven og vil derfor fortsat være omfattet af varmeforsyningsloven.

Lovforslaget indeholder i § 2, stk. 3, en generel hjemmel for miljø- og energiministeren til at bestemme, at mindre anlæg og mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvist skal undtages fra lovens bestemmelser. Der kan f.eks. blive tale om at undtage mindre eller atypiske anlæg fra bestemmelser i loven.

Vattenfall Naturgas transmissionsledning fra Dragør til Sverige vil med hjemmel i § 2, stk. 3, blive fritaget fra de forpligtelser, der i henhold til § 12, stk. 1, nr. 1-3 og 6, og § 23, stk. 1, påhviler transmissionsselskaber, så længe ledningen alene anvendes til leverancer af naturgas til det svenske marked og derfor ikke har direkte indflydelse på det danske naturgassystem i øvrigt. Med hensyn til tredjeparts adgang til ledningen henvises til bemærkningerne til § 19.

Det foreslås, at miljø- og energiministeren inden for lovens område bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten. Det kan blive aktuelt at anvende bemyndigelsen i § 3, hvis der vedtages nye EU-retsakter på naturgasområdet eller ændringer i eksisterende retsakter som f.eks. gasdirektivet eller gastransitdirektivet. Folketingets Europaudvalg og Folketingets Energipolitiske Udvalg vil blive forelagt de eventuelle ændringer af EU-retten i overensstemmelse med procedurerne herfor. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4.

Med bestemmelsen videreføres den eksisterende bestemmelse i § 2, stk. 1, i lov nr. 294 af 7. juni 1972 om naturgasforsyning om, at miljø- og energiministeren skal holde et af Folketinget nedsat udvalg i praksis Folketingets Energipolitiske Udvalg orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende landets naturgasforsyning.

§ 2, stk. 2, i den gældende naturgasforsyningslov videreføres derimod ikke. Det følger af denne bestemmelse, at miljø- og energiministeren skal forelægge sagen for Folketingets Energipolitiske Udvalg, før der meddeles tilladelse eller bevilling efter til lovens § 1, stk. 1. I henhold til § 1, stk. 1, må naturgas kun indføres, forhandles, transporteres eller oplagres i henhold til en af ministeren meddelt tilladelse eller bevilling, der kan udfærdiges som eneretsbevilling for et bestemt tidsrum.

Da DONG Naturgas med hjemmel i lovens § 1, stk. 1, er blevet meddelt eneretsbevilling til forhandling, transport og oplagring af naturgas og tidligere også til indførsel af naturgas er der ikke i øvrigt meddelt tilladelse eller bevilling til de nævnte aktiviteter efter lovens § 1, stk. 1. Folketingets Energipolitiske Udvalg er derfor ikke inden for DONG Naturgas bevillingsområde blevet forelagt sager efter lovens § 2, stk. 2.

Den gældende naturgasforsyningslovs § 2, stk. 2, har derfor i realiteten kun haft betydning i forbindelse med sager vedrørende tilladelser til transport og oplagring af naturgas inden for sikkerhedszonen på olie- og gasfelter. Tilladelse i forbindelse med disse aktiviteter er givet med hjemmel i undergrundsloven og havanlægsloven. Efter vedtagelsen af disse to love i 1981 er der således ikke noget selvstændigt hensyn at varetage i forbindelse med tilladelser efter den gældende naturgasforsyningslov for så vidt angår de nævnte aktiviteter.

Bevillinger og tilladelser med hjemmel i den nye naturgasforsyningslov skal gives på grundlag af offentliggjorte objektive og ikkediskriminerende kriterier til de ansøgere, som opfylder kriterierne. På denne baggrund findes der ikke behov for at opretholde bestemmelsen i den gældende lovs § 2, stk. 2.

Bestemmelsen regulerer kommunernes adgang til at drive virksomhed på naturgasområdet. Udgangspunktet for bestemmelsen er, at den kommunale naturgasvirksomhed fremover vil være begrænset til den, som hidtil har været varetaget af de fælleskommunale, regionale distributionsselskaber. Der lægges således ikke op til, at kommunerne skal have adgang til at varetage naturgasforsyningsvirksomhed på kommercielle vilkår. Det bemærkes, at kommunerne på elforsyningsområdet siden 1993 har haft mulighed for at engagere sig i kommercielle aktiviteter, jf. lov nr. 445 af 30. juni 1993 om ændring af lov om elforsyning og lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning som ændret ved lov nr. 1110 af 29. december 1999.

Bestemmelsen i lovforslagets § 5 skal ses i lyset af det betydelige samfundsøkonomiske engagement, som staten i form af blandt andet afgiftsfritagelse har i de nuværende regionale naturgasselskaber. Bestemmelsen skal således sikre, at det ikke uden videre vil være muligt for kommunerne at kanalisere det samfundsøkonomiske engagement over i eller på anden måde lade det komme andre kommunale aktiviteter til gode, herunder f.eks. andre kommunale forsyningsaktiviteter. Bestemmelsen skal også sikre, at aftalen af 23. juni 1999 mellem staten, Hovedstadsregionens Naturgas og Naturgas Midt-Nord om struktur og støtteforhold i gassektoren (i det følgende Skt. Hans-aftalen) kan udmøntes.

Det foreslås i stk. 1, at kommuner direkte eller indirekte kan deltage i et eller flere kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, som udelukkende driver distributionsvirksomhed eller forsyningsvirksomhed efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2. Herved sikres det, at Hovedstadsregionens Naturgas, Naturgas Midt-Nord, Naturgas Fyn og Naturgas Sjælland kan videreføre deres net- og forsyningsaktiviteter på distributionsområdet.

I stk. 2 foreslås det, at miljø- og energiministeren kan tillade, at en eller flere kommuner selv varetager den i stk. 1 nævnte virksomhed, eller at en eller flere kommuner direkte eller indirekte deltager i varetagelsen af den i stk. 1 nævnte virksomhed i en anden organisationsform end i et kommunalt fællesskab. Det indebærer, at virksomheden ikke uden miljø- og energiministerens tilladelse vil kunne varetages af andre end de regionale naturgasselskaber selv eller kunne udskilles af de regionale naturgasselskaber i et aktieselskab eller lignende.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at ministeren kan tillade, at de i stk. 1 nævnte fællesskaber direkte eller indirekte udøver anden virksomhed end distributionsvirksomhed og forsyningsvirksomhed efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2. Der er således mulighed for, at miljø- og energiministeren kan tillade, at de regionale naturgasselskaber f.eks. kan indgå i et samarbejde om andre kommunale forsyningsaktiviteter. Det er ikke hensigten at benytte bestemmelsen til at forhindre gennemførelsen af et fornuftigt samarbejde mellem f.eks. et fælleskommunalt, regionalt naturgasselskab og et andet energiselskab. Som nævnt ovenfor er det dog vigtigt at sikre, at værdierne i gassektoren ikke herved føres over i andre energiselskaber, og det kan f.eks. blive nødvendigt at stille krav om, at nye aktiviteter skal foregå i selskaber med begrænset ansvar.

I henhold til stk. 3 kan miljø- og energiministeren godkende et samarbejde mellem to eller flere kommunale fællesskaber, som udøver naturgasforsyningsvirksomhed efter stk. 1, om en fælles og samtidig afvikling af den gæld, som ved lovens ikrafttræden påhvilede fællesskaberne, herunder at de kommunale fællesskaber bidrager til hinandens gældsafvikling. Bestemmelsen skal ses i lyset af Skt. Hans-aftalen, hvoraf det blandt andet fremgår, at de regionale selskaber, som tilslutter sig aftalen, skal etablere et samarbejdsselskab, som er det juridiske og økonomiske grundlag for en samlet, fælles afvikling af gælden, således at selskaberne afvikler deres gæld i samme takt og bliver gældfri på samme tidspunkt.

Bemyndigelsen til miljø- og energiministeren tænkes anvendt med henblik på at sikre, at Skt. Hans-aftalens målsætning om, at selskabernes nuværende gæld skal være afviklet senest i 2014, vil kunne nås i et samarbejde mellem selskaberne gennem deltagelse i det omtalte samarbejdsselskab, herunder at de regionale selskaber om nødvendigt vil kunne bidrage til hinandens gældsafvikling. Det bemærkes, at de regionale selskabers etablering af samarbejdsselskabet vil skulle godkendes af Indenrigsministeriet og eventuelt også af Europa-Kommissionen efter EF-traktatens statsstøtteregler. Der henvises til de almindelige bemærkningers afsnit 3.5.3. om forholdet til statsstøttereglerne.

De eksisterende fire fælleskommunale, regionale naturgasselskaber, Hovedstadsregionens Naturgas, Naturgas Fyn, Naturgas Midt-Nord og Naturgas Sjælland, vil efter lovens vedtagelse kunne fortsætte deres nuværende aktiviteter. En række af aktiviteterne er tæt knyttet til den i stk. 1 nævnte distributions- eller forsyningsvirksomhed og vil således ikke kræve tilladelse efter stk. 2. Det drejer sig f.eks. om projektering af naturgasinstallationer i forbindelse med omstilling til naturgas samt anskaffelse og udskiftning af gasforbrugende installationer, finansiering af kundernes udgifter i forbindelse med omstilling til naturgas eller anskaffelse af nye naturgasforbrugende installationer og udførelse af service på kundernes installationer. Med hensyn til sideordnede aktiviteter, som ikke har samme tætte tilknytning til forsynings- eller distributionsvirksomheden, vil der blive udstedt tilladelse i medfør af stk. 2 til de nuværende aktiviteter. Det drejer sig f.eks. om salg af kortdatabaser, salg af administrative ydelser til kraftvarmeværker og systemeksport.

Bestemmelsen indeholder definitioner af forskellige begreber, som anvendes i lovforslaget.

Bestemmelsen i stk. 1 er med til at fremme forbrugerbeskyttelsen ved at skabe klare regler for, hvilke kunder forsyningspligtige selskaber skal forsyne. Bestemmelsen sikrer, at forbrugere i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til varmeforsyningsloven og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, har ret til mod betaling at blive forsynet med naturgas. Det indebærer, at de pågældende forbrugere har ret til et leveringstilbud på faste vilkår fra et forsyningspligtigt selskab, jf. kapitel 4, og ret til valg af leverandør, i det omfang det følger af reglerne fastsat i medfør af § 8.

Det bemærkes, at forsyningspligten ikke kun omfatter forbrugere uden markedsadgang, men også forbrugere som har, men ikke gør brug af muligheden for frit at vælge leverandør. Forsyningspligten omfatter også produktionsanlæg, der i medfør af varmeforsyningsloven er pålagt at anvende naturgas.

Der er ikke tilsvarende bestemmelser om forsyningspligt i den eksisterende lovgivning, men efter varmeforsyningslovens regler udarbejdes kommunale varmeforsyningsprojekter i samarbejde med energiselskaber, herunder projekter for områder, som udlægges til naturgasforsyning. Dette indebærer i praksis, at naturgasselskaber har forsyningspligt i områder udlagt til naturgasforsyning.

Bestemmelsen i stk. 2 skal sikre, at et forsyningspligtigt selskab ikke stilles i en urimelig situation ved at være forpligtet til at levere naturgas i tilfælde, hvor selskabet ikke er sikret fuld omkostningsdækning, fordi forbrugeren samtidig har valgt at få naturgasleverancer fra en anden leverandør. En sådan situation kan f.eks. opstå, hvis forbrugeren kun ønsker leverancer fra det forsyningspligtige selskab på tidspunkter, hvor kapacitetsbelastningen i systemet er særlig høj, og omkostninger forbundet med naturgasleveringen derfor er særlig store. Bestemmelsen har således til formål at sikre, at forbrugere, der benytter sig af adgangen til at vælge en anden leverandør, ikke samtidig har en lovfæstet ret til levering fra det forsyningspligtige selskab på samme vilkår som de kunder, der udelukkende forsynes af det forsyningspligtige selskab. Bestemmelsen udelukker ikke, at forbrugere, der gør brug af markedsadgangen, kan få naturgasleverancer fra et forsyningspligtigt selskab. Prisen for leveringen fra det forsyningspligtige selskab skal dog afspejle omkostningerne forbundet med forsyningen.

Bestemmelsen i stk. 3 sikrer, at forbrugere, som har gjort brug af muligheden for valg af anden leverandør end det forsyningspligtige selskab, kan genindtræde i leveringen af ydelser fra det forsyningspligtige selskab inden for en rimelig tidsfrist og på rimelige vilkår. Energitilsynet kan tage stilling til, om tidsfristen og de tilbudte vilkår er rimelige. Energitilsynet skal ved vurderingen heraf tage hensyn til den nødvendige tid til, at det forsyningspligtige selskab kan fremskaffe gasleverancerne til forsyning af forbrugeren. Med hensyn til vilkårene for leveringen skal Energitilsynet tage hensyn til, at forsyningen ikke medfører økonomiske tab for det forsyningspligtige selskab.

Bevillingspligtige selskaber, jf. kapitel 3 og 4, skal, jf. bestemmelsen i stk. 4, stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår.

Bestemmelsen i § 8, stk. 1, giver miljø- og energiministeren bemyndigelse til efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg i praksis Folketingets Energipolitiske Udvalg - at fastsætte regler om, hvilke naturgasforbrugere, som har ret til valg af leverandør. Reglerne skal udmønte gasdirektivets artikel 18, hvorefter medlemsstaterne blandt andet skal angive såkaldte »privilegerede kunder«, dvs. naturgasforbrugere, som har rets- og handleevne til at indgå naturgasaftaler eller købe naturgas i overensstemmelse med direktivets bestemmelser om adgang til naturgassystemet. Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gasdirektivets krav til markedsåbningen i afsnit 3.5.2.1. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger, at reglerne skal føre til en markedsåbning på 30% af det samlede årlige gasforbrug i Danmark ved denne lovs ikrafttræden, 38% af det samlede årlige gasforbrug den 1. august 2003 og 43% af det samlede årlige gasforbrug den 1. august 2008. Åbningen af markedet svarer til, hvad Danmark er forpligtet til ifølge gasdirektivets artikel 18.

Ved fastlæggelse af reglerne for markedsadgangen skal der tages højde for, at markedsadgangen ikke må bliver mindre end den i stk. 1 angivne åbning, da gasdirektivets krav i så tilfælde ikke vil være opfyldt. Det følger af gasdirektivets artikel 18, stk. 5, at markedet skal åbnes på en afbalanceret måde, således at der ikke skabes særlige ulemper for visse typer eller kategorier af privilegerede kunder, idet der tages hensyn til de eksisterende markedsstrukturer. Ved fastlæggelsen af markedsåbningen vil det være vanskeligt præcist at ramme de i stk. 1 angive procentsatser for åbningen. Dette betyder i praksis, at den faktiske markedsåbning kan blive større end den i stk. 1 angivne markedsåbning.

Fastlæggelsen af markedsadgangen vil ske ved, at miljø- og energiministeren inden denne lovs ikrafttræden udmelder en fast mængdegrænse (kubikmetergrænse), hvor forbrugere med et årligt forbrug over den faste grænse kan opnå markedsadgang. Det bemærkes, at en udmeldt mængdegrænse ikke senere vil kunne forhøjes, uanset ændringer i markedet måtte føre til, at mængdegrænsen fører til en større markedsåbning end den i stk. 1 angivne. Det ville i givet fald indebære, at en kunde med markedsadgang kunne risikere at miste retten til valg af leverandør, til trods for at kundens årlige forbrug var uændret.

Forbrugernes årlige forbrug opgøres efter forbrugssted, hvor forbrugsstedet er det punkt, hvorfra der aftages naturgas til ét samlet matrikelnummer eller til ét sammenhængende produktionssted med kun en juridisk enhed fordelt på flere matrikelnumre med skelfællesskab. Ved at opgøre det årlige forbrug efter forbrugssted sikres, at f.eks. industrikoncerner, elværker m.v. med geografisk adskilte aktiviteter ved at sammenlægge deres forbrug ikke opnår markedsadgang i lighed med andre forbrugere med samme forbrug.

Ved en 30% åbning af det danske marked vil de store naturgasbaserede kraftværker, de største decentrale kraftvarmeværker og de største industrikunder få markedsadgang.

Det følger af gasdirektivet, at medlemsstaterne senest den 31. januar hvert år skal offentliggøre kriterierne for, hvilke naturgasforbrugere, som har ret til valg af leverandør.

Det fremgår af § 8, stk. 2, at selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, som udgangspunkt ikke har ret til valg af leverandør. Bestemmelsen indebærer, at de fælleskommunale regionale naturgasselskaber ikke frit kan vælge leverandør. I stk. 3 præciseres det dog, at selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, har ret til valg af leverandør i forbindelse med køb af naturgas, der videresælges til naturgasforbrugere i deres bevillingsområde, som har ret til valg af leverandør i henhold til stk. 1. Herved implementeres naturgasdirektivets artikel 18, stk. 8, om, at distributionsselskaber (i bestemmelsens terminologi) har rets- og handleevne til at indgå naturgasaftaler om den naturgasmængde, som forbruges af de af deres kunder, der har markedsadgang inden for deres distributionssystem, med henblik på at forsyne disse.

Det har i den hidtidige lovgivning på naturgasområdet kun i begrænset omfang været fastlagt, hvilke offentlige forpligtelser der påhviler naturgasselskaberne, og der har ikke været fastsat nærmere regler om, hvorledes omkostningerne forbundet hermed skulle bæres af forbrugerne. Med bestemmelsen i stk. 1 præciseres omfanget af de offentlige forpligtelser, hvis afledte nødvendige omkostninger skal afholdes af alle naturgasforbrugere tilsluttet det sammenkoblede system.

Alle naturgasforbrugerne skal afholde omkostningerne forbundet med transmissions-, distributions- og forsyningsselskabernes forpligtelser til at varetage de opgaver vedrørende forskning og udvikling, forsyningssikkerhed, naturgaskvalitet, den fysiske balance i nettet, markedsføring og energirådgivning, som de er pålagt i henhold til §§ 11, 12, 14, 26 og 27, samt opgaver vedrørende naturgassikkerhed pålagt med hjemmel i lov om arbejdsmiljø og lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger.

I praksis vil forbrugernes afholdelse af transmissions- og distributionsselskabernes omkostninger ske ved, at omkostningerne fordeles på alle brugere af transmissions- og distributionsnet, der herefter kan viderefakturere disse omkostninger til forbrugerne, mens forsyningsselskabernes omkostninger fordeles på alle forbrugere direkte.

Med hensyn til betaling for omkostninger forbundet med nødforsyning vil kunder med afbrydelige kontrakter ikke skulle betale det samme for denne ydelse som uafbrydelige kunder.

Betaling for naturgasselskabernes ydelser, som ikke er omfattet af stk. 1, kan kun opkræves hos de forbrugere, der modtager det pågældende selskabs ydelser, jf. stk. 2. Det skal i den forbindelse præciseres, at med hensyn til transmissionsselskabernes forpligtelse til sikring af gaskvaliteten, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, omfatter § 9, stk. 1 ikke omkostninger, der følger af, at forsyningsselskaber leverer gas til nettet, som ikke overholder specifikationer fastsat i gasreglementet samt i reglerne for gastransport, som udarbejdes i medfør af § 23. Gasreglementet er udstedt i medfør af lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger.

Med hensyn til transmissionsselskabers forpligtelse til at opretholde den fysiske balance, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, skal det præciseres, at § 9, stk. 1, ikke omfatter omkostninger, der følger af, at enkelte brugeres ubalancer overstiger den ubalance, der gives mulighed for ifølge de regler for gastransport, som udarbejdes i medfør af § 23.

Stk. 3 er en videreførelse af eksisterende bestemmelse i varmeforsyningsloven, der overføres til nærværende lovforslag.

Det foreslås i § 10, stk. 1, at selskaber, der driver transmissionsnet, distributionsnet og lagre, skal have bevilling for at kunne udøve deres virksomhed.

Efter forslagets stk. 2 gives bevillingen af miljø- og energiministeren for mindst 20 år og for et nærmere afgrænset område. Bevillingshaveren vil således kunne påregne at have bevilling for en periode, der er tilstrækkelig lang til, at i det mindste investeringer afholdt i begyndelsen af bevillingsperioden kan afskrives.

Udgangspunktet for tildeling af bevillinger er, at DONG Naturgas, HNG, Naturgas Sjælland, Naturgas Fyn, Naturgas Midt-Nord og Vattenfall Naturgas skal have mulighed for at få bevilling til den transmissions-, distributions- og lagervirksomhed, de driver i dag. Dette er muliggjort med bestemmelsen i § 59 under forudsætning af, at selskaberne skønnes at have den fornødne sagkundskab og økonomiske baggrund herfor, jf. § 28.

Den geografiske afgrænsning af de regionale selskabers naturgasdistributionsvirksomhed følger i dag amtskommunale grænser. Da ikke alle områder i amtskommunerne forsynes med naturgas, omfatter selskabernes virksomhed også geografiske områder, hvor der ikke er etableret naturgasforsyning. De regionale selskabers eksisterende forsyningsområder har således en geografisk mindre udstrækning end det område, som naturgasvirksomheden omfatter. Det samme forhold gør sig gældende for DONG Naturgas naturgasdistributionsvirksomhed i Syd- og Sønderjylland. I forbindelse med den kommende udstedelse af bevillinger for distributionsvirksomhed er det hensigten, at bevillingsområdet skal følge kommunegrænser som en naturlig geografisk afgrænsning af eksisterende distributionsnet. I det omfang andre selskaber har distributionsledninger i de samme kommuner, kan de få bevilling til disse. DONG Naturgas ejer og driver f.eks. ledningsstrækninger i henholdsvis Naturgas Fyns og HNG s forsyningsområde, som efter lovforslaget vil have karakter af distributionsledninger. Det drejer sig om ledninger til forsyning af Fynsværket og Kyndbyværket samt til forsyning af Dragør. DONG Naturgas forudsættes således tildelt distributionsbevilling omfattende de pågældende ledningsstrækninger.

DONG Naturgas eneret til transport (hvorved forstås transmission i nærværende lovforslags forstand) og oplagring af naturgas, som er meddelt ved bevilling til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, ophæves. DONG Naturgas vil efter dette lovforslag i stedet få bevillinger til transmissions- og lagervirksomhed omfattende de transmissions- og lageranlæg, de ejer og driver. Herved vil der ske en indskrænkning i DONG Naturgas bevillingsområde. Dette udelukker ikke, at DONG Naturgas vil kunne opnå bevilling til nye transmissions- og lageranlæg, men sikrer, at også andre selskaber vil kunne ansøge om bevilling til at drive transmissions- og lagervirksomhed i Danmark.

Det svenske naturgasselskab Vattenfall Naturgas AB ejer transmissionsledningen, der forsyner Sverige fra M/R-stationen i Dragør. Det betyder, at ledningsstrækningen fra Dragør til grænsen mellem dansk og svensk område i Øresund er omfattet af lovforslaget og den deraf følgende bevillingspligt. Vattenfall Naturgas vil med hjemmel i § 2, stk. 3, blive fritaget fra nogle af de forpligtelser, der i henhold til bl.a. § 12 påhviler transmissionsselskaber.

Med hjemmel i stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandling af ansøgninger om bevilling.

Denne bestemmelse fastlægger en række fælles forpligtelser for både transmissions- og distributionsselskaber. De særlige forpligtelser for henholdsvis transmissions- og distributionsselskaber følger af §§ 12, 13 og 14.

Transmissions- og distributionsselskaber er forpligtede til at sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af naturgas gennem nettet og opretholde en forsvarlig og effektiv drift gennem vedligeholdelse samt udbygning af naturgasforsyningsnettet inden for forsyningsområdet.

Ifølge stk. 1, nr. 2, skal bevillingshaverne sikre opretholdelsen af den fysiske balance i egne net. Herved forstås, at det er bevillingshaverens ansvar at sikre et tilstrækkeligt driftstryk i nettet til opretholdelse af den effektive drift. Transmissionsselskaberne er forpligtede til at sikre, at der er tilstrækkelige mængder til rådighed herfor, jf. § 12, stk. 1, nr. 6.

Transmissions- og distributionsselskaber er, som anført i stk. 1, nr. 3, forpligtede til at stille den fornødne transportkapacitet til rådighed med henblik på forsyning af naturgasforbrugerne. Hvis der ikke er tilstrækkelig ledig transportkapacitet, vil bevillingshaverne, jf. stk. 1, nr. 1, være forpligtede til snarest muligt at foretage de nødvendige udbygninger af nettet i det omfang, det er økonomisk rentabelt, eller en potentiel bruger af nettet er villig til betale for dem.

Selskaberne har pligt til at sikre, at der foretages målinger af levering og aftag af naturgas i eget net og formidle relevante oplysninger om målinger m.v. til brugere af infrastrukturen, f.eks. med henblik på forsyningsselskabernes tilrettelæggelse af forsyningen af deres kunder. Målingerne skal i rimeligt omfang tilgodese brugernes behov, jf. i øvrigt § 45, stk. 3.

For at sikre at opgaverne løftes effektivt, kan miljø- og energiministeren efter stk. 2 fastsætte regler om, hvorledes opgaverne skal udføres, herunder fastsætte mindstekrav til, hvad selskaberne skal kunne tilbyde.

Miljø- og energiministeren kan efter stk. 3 beslutte, at transmissions- og distributionsselskaber i samarbejde skal iværksætte forskning og udvikling, der er nødvendig med henblik på en effektiv energianvendelse, miljøforbedringer og øget sikkerhed ved naturgasanvendelse, herunder sikre vedligeholdelsen af den nødvendige teknologiske viden. I den gældende lovgivning er der ingen krav om naturgasselskabernes deltagelse i forsknings- og udviklingsaktiviteter, men selskaberne har, bl.a. via deres medlemsbidrag til Dansk Gasteknisk Center, bidraget til forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udarbejdelse af planer for forsknings- og udviklingsaktiviteterne og om godkendelse af disse. Det er hensigten, at de af ministeren fastsatte regler eller bestemmelser kun skal angå ikke-kommercielle forsknings- og udviklingsaktiviteter, og at de økonomiske midler, der afsættes hertil, fastsættes i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling m.v. Det er hensigten, at selskaberne skal udarbejde handlingsplaner, som skal godkendes af miljø- og energiministeren inden iværksættelsen. Det skal herunder sikres, at der sker en koordinering mellem de aktiviteter, der iværksættes af bevillingshaverne, og aktiviteter, der varetages af andre instanser, som f.eks. DGP s initiativer vedrørende sikkerheden ved naturgasanvendelse.

I modsætning til på elområdet vurderes der ikke umiddelbart at være behov for, at det samlede systemansvar overdrages til én overordnet systemoperatør. Ifølge bestemmelsen i stk. 4 kan miljø- og energiministeren imidlertid beslutte, at balanceansvaret kan overføres til en af ministeren udpeget systemoperatør. Hermed sikres mulighed for at udpege en systemoperatør, der bl.a. kan overtage balanceansvaret, hvis det viser sig, at der alligevel skulle være behov for en mere overordnet styring, end der umiddelbart er lagt op til i loven. Overdragelsen af systemansvaret skal ske med mindst et års varsel. Varslets længde fastsættes under behørig hensyntagen til den tid, der er nødvendig, for at overdragelsen kan ske på en forsvarlig måde.

I forslagets § 12 fastlægges de opgaver, der gælder specifikt for transmissionsselskaber. Transmissionsselskabet skal, ifølge stk. 1, nr. 1, i fornødent omfang tilslutte distributionsnet samt forbrugere. Som udgangspunkt skal forbrugere dog tilsluttes distributionsnet. Der kan imidlertid afviges herfra, hvis tekniske eller samfundsøkonomiske forhold taler herfor.

Idet det forudsættes, at der ikke sker betydende ændringer i gaskvaliteten ved transport af naturgas gennem distributionsnettet til forbrugerne, sikres gaskvaliteten ved, at transmissionsselskabet får ansvaret for, at gaskvaliteten, når naturgassen forlader transmissionsnettet, lever op til de krav, der er fastsat i regler i medfør af By- og Boligministeriets lovgivning (gasreglementet). Transmissionsselskabet kan kræve, at leverandører, der leverer naturgas af en anden kvalitet end den i gasreglementet og regler for gastransport, jf. § 23, fastsatte, skal dække de omkostninger til sikring af gaskvaliteten, der er forbundet hermed.

Transmissionsselskabet pålægges at varetage forsyningssikkerheden i bevillingsområdet. Bevillingshaveren fastlægger en forsyningssikkerhedsstrategi, som anmeldes til miljø- og energiministeren. Med bestemmelsen videreføres den hidtidige praksis, hvor DONG Naturgas fastlægger forsyningssikkerhedsstrategien.

Bestemmelsen i nr. 4 pålægger transmissionsselskabet at samarbejde med andre transmissionsselskaber i Danmark og udlandet om en effektiv udveksling af naturgas. Formålet er at kunne udnytte de fordele, der ligger i at kunne udveksle naturgas mellem nabosystemer, og sikre ensartede ligeværdige betingelser for transport af naturgas mellem landene. Sammenkoblingen med udlandet indebærer store fordele med hensyn til forsyningssikkerheden, ikke mindst på længere sigt, hvor der kan blive behov for at supplere den danske naturgasproduktion med leverancer udefra for at dække den danske efterspørgsel på naturgas.

Samarbejdet kan omfatte balancehåndtering, gaskvalitet m.v. Det er væsentligt, at de aftaler, der indgås mellem transmissionsselskaberne, medvirker til en optimal udnyttelse af mulighederne for udveksling af naturgas over landegrænserne.

Transmissionsselskabet skal, jf. nr. 5, udarbejde planer for det fremtidige behov for transmissionskapacitet i det sammenkoblede system. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen.

Transmissionsselskaberne pålægges i nr. 6 at sikre, at tilstrækkelige naturgasmængder er til rådighed til at opretholde den fysiske balance.

Rådets direktiv om transit af naturgas (gastransitdirektivet), som omtales i nr. 7, gælder for de overordnede højtryksnet til naturgastransport i medlemsstaterne samt for de selskaber, der er ansvarlige herfor, og som er opført på listen i bilaget til direktivet. Når det er nødvendigt, ajourfører Europa-Kommissionen listen. Ved transit af naturgas forstås blandt andet, at der ved transport af gas overskrides mindst én landegrænse inden for EU.

Gastransitdirektivet er implementeret ved et pålæg til DONG Naturgas, som er det eneste selskab, der ejer og driver det overordnede net i Danmark, og derfor er opført på listen i direktivets bilag om at overholde direktivets bestemmelser. Med bestemmelsen i nr. 7 bliver pligten til at overholde direktivet fastsat generelt for transmissionsselskaber. Andre transmissionsselskaber end DONG Naturgas, som måtte drive transmissionsvirksomhed i Danmark og opføres på listen i gastransitdirektivets bilag, forpligtes hermed til at overholde gastransitdirektivets bestemmelser.

Med hjemmel i stk. 2 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder stille krav til og give pålæg om ændringer i forsyningssikkerheden.

I lighed med bestemmelsen i § 11, stk. 4, åbner bestemmelsen i stk. 3 mulighed for, at visse af transmissionsselskabernes opgaver efter miljø- og energiministerens beslutning kan overdrages til en systemoperatør med mindst et års varsel. Det drejer sig om sikring af gaskvaliteten, varetagelse af forsyningssikkerheden, samarbejde med henblik på en effektiv udveksling af naturgas, udarbejdelse af planer for det fremtidige behov for udvidelser af transmissionskapacitet samt sikring af, at de nødvendige naturgasmængder er til rådighed for opretholdelsen af systembalancen.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at etablering af nye transmissionsledninger og væsentlige ændringer i bestående net kræver forudgående tilladelse fra miljø- og energiministeren. Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelserne i DONG Naturgas bevilling til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, hvorefter etablering af nye transmissionsnet og væsentlige ændringer i eksisterende transmissionsnet kræver miljø- og energiministerens godkendelse. Bestemmelsen indebærer dog ikke, at DONG Naturgas hidtidige eneret til anlæg af transmissionsnet videreføres.

Tilladelse til anlæg af transmissionsnet kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er et tilstrækkeligt behov for udbygningen. Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at de overordnede samfundsøkonomiske hensyn tilgodeses i forbindelse med overvejelser om etablering af nye transmissionsledninger og væsentlige ændringer i bestående transmissionsledninger. Nye transmissionsledninger bør sædvanligvis ikke kunne give anledning til dobbeltføringer i forhold til eksisterende naturgasforsyningsnet.

I en tilladelse til anlæg af transmissionsnet kan der stilles krav om anvendelse af specifikke teknologier. Tilladelsen kan ledsages af vilkår vedrørende indretningen og driften af nettet, herunder at der stilles sikkerhed for bortskaffelse af anlæg. Hermed sigtes dels til sløjfning eller bortskaffelse af det pågældende anlæg, når det er udtjent, dels til sløjfning eller bortskaffelse af andre, nærmere angivne ældre anlæg, som erstattes af det anlæg, som ansøgningen vedrører.

Det skal bemærkes, at transmissionsbevillingshavernes pligt til at om- og udbygge nettet i nødvendigt omfang, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, ikke indebærer en fortrinsstilling for transmissionsbevillingshaverne til at anlægge nye ledninger. Såfremt der er flere parter, der ønsker at anlægge ledninger, der løser et givet kapacitetsproblem, må det komme an på en konkret vurdering af de enkelte projekter, hvem som vil blive meddelt tilladelse til anlægget.

Med hjemmel i stk. 2 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandling af ansøgninger om anlæg af transmissionsnet. Der har ikke tidligere været opkrævet betaling for behandling af ansøgninger om transmissionsnet.

I forslagets § 14 fastlægges de opgaver, der gælder for distributionsselskaber.

Et distributionsselskab skal, jf. stk.1, nr. 1, i fornødent omfang tilslutte forbrugere i forsyningsområdet. Herved forstås, at bevillingshaverne skal tilslutte de forbrugere, som de forsyningspligtige selskaber har forsyningspligt over for.

Distributionsselskaberne forpligtes i stk. 1, nr. 2 og 3, til henholdsvis at markedsføre naturgas med henblik på at fortrænge mere forurenende brændsler og at tilbyde rådgivning om energibesparelser. Bestemmelserne er identiske med bestemmelserne i henholdsvis § 26, stk. 2, nr. 2 og § 27, stk. 1, der forpligter forsyningsselskaber til at varetage de samme opgaver.

Ministeren fastsætter, jf. stk. 2, regler om indholdet af markedsførings- og energirådgivningsforpligtelserne. Reglerne vil medvirke til at skabe klarhed om opgavedelingen mellem distributions- og forsyningsselskaberne.

Miljø- og energiministeren får herudover, jf. stk. 3, bl.a. hjemmel til at fastsætte regler om forpligtelsen til at tilslutte forbrugere, jf. stk. 1, nr. 1, samt om samarbejde med andre bevillingshavere, herunder forsyningspligtige selskaber, om udførelse af pligterne om markedsføring og energirådgivning.

Det er tanken, at distributionsselskabernes markedsføringsforpligtelse alene skal omfatte generel markedsføring som f.eks. kampagner for konvertering fra olie eller elvarme til naturgas eller kampagner for at få eksisterende kunder til også at anvende naturgas i husholdningen, mens den individuelle markedsføring ligger hos forsyningsselskaberne, der i den sidste ende vil være den part, der skal tegne kontrakt med den enkelte kunde.

Distributionsselskabernes forpligtelse til rådgivning om energibesparelser tænkes at omfatte de mindre kunder med et årsforbrug op til 300.000 m 3 , der typisk har en standardinstallation. Der vil alene være tale om rådgivning på ikke-kommerciel basis. Distributionsselskaberne er i forvejen pålagt at foretage nysyn og sikkerhedssyn på forbrugernes installationer i medfør af By- og Boligministeriets lovgivning og har derfor den fornødne indsigt i forbrugernes installationer til at yde denne rådgivning. Større kunder har oftest behov for individuelt tilpassede installationer. Den individuelle installation indgår derfor ofte som en del af en samlet pakke i forbindelse med indgåelsen af en leveringskontrakt. Det er derfor hensigtsmæssigt at lægge rådgivningspligten over for de større kunder hos forsyningsselskabet.

Gennemførelsen af energibesparelser vil kunne ske ved rådgivning til forbrugerne om energibesparende adfærd, anvendelse af mere energieffektive gasinstallationer samt mulighed for anvendelse af naturgas i husholdningen som erstatning for elektricitet. Endvidere kan selskaberne rådgive forbrugerne om, hvorvidt naturgasforbruget står i et rimeligt forhold til det gennemsnitlige naturgasforbrug til rumopvarmning, når der tages hensyn til ejendommens anvendelsesformål, størrelse og opførelsestidspunkt, med henblik på at skærpe forbrugernes opmærksomhed på mulighederne for energibesparende foranstaltninger. Rådgivningen bør omfatte de samlede økonomiske forhold i forbindelse med nyinstallation eller udskiftning af opvarmningsanlæg, herunder muligheden for at reducere behovet for varmekapacitet gennem energibesparende foranstaltninger.

Såvel markedsføringsforpligtelsen som forpligtelsen til at rådgive om energibesparelser skal ses som et led i den overordnede miljøstrategi, der blandt andet skal sikre en nedbringelse af Danmarks udledning af drivhusgasser.

I forslagets § 15 fastlægges de opgaver, der gælder for lagerselskaber.

Lagerselskaber har pligt til at sikre, at der foretages målinger af levering til og udtræk af naturgas fra lageret.

Med henblik på forsyningsselskabernes tilrettelæggelse af forsyningen af deres kunder forpligtes lagerselskaberne til at formidle de relevante oplysninger om målinger m.v. til brugere af lageret, jf. stk. 1, nr. 2. Målingerne skal tilgodese brugernes rimelige behov.

Lagerselskaberne skal ifølge stk. 1, nr. 3, stille den nødvendige lagerkapacitet til rådighed til transmissionsselskabernes varetagelse af forsyningssikkerheden, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.

Med hjemmel i stk. 2 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder om afgrænsningen af opgaverne. Bestemmelsen giver også mulighed for at stille krav om, hvor meget lagerkapacitet der skal stilles til rådighed for nødforsyningen.

Anlæg af LNG-faciliteter kræver miljø- og energiministerens forudgående tilladelse, der kun gives, såfremt ansøgeren kan dokumentere et tilstrækkeligt behov for faciliteten. Bestemmelsen tager sigte på at hindre, at der opstår samfundsøkonomisk spild, ved at der etableres LNG-faciliteter med henblik på indgang til systemet, lager etc., når behovet herfor i forvejen tilgodeses ved eksisterende naturgas- og LNG-faciliteter.

I en tilladelse til anlæg af LNG-faciliteter kan der stilles krav om anvendelse af specifikke teknologier. Tilladelsen kan ledsages af vilkår vedrørende indretningen og driften af faciliteterne, herunder at der stilles sikkerhed for bortskaffelse af anlæg. Hermed sigtes dels til bortskaffelse af det pågældende anlæg, når det er udtjent, dels til bortskaffelse af andre, nærmere angivne ældre anlæg, som erstattes af det anlæg, som ansøgningen vedrører.

Med hjemmel i stk. 2 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandling af ansøgninger om anlæg af LNG-faciliteter.

Som anført i bemærkningerne til § 2 findes der ikke LNG-faciliteter i Danmark. Bestemmelsen tager således højde for den situation, at nogen måtte ønske at etablere LNG-faciliteter i Danmark.

Bestemmelsen åbner under visse betingelser - mulighed for at etablere direkte ledninger til forsyning af kunder. Bestemmelsen tager sigte på at hindre, at der opstår samfundsøkonomisk spild ved, at der etableres nye direkte ledninger til naturgaskunder, som kan forsynes via eksisterende ledningsnet. Sådanne nye ledninger bør af samfundsøkonomiske hensyn kun anlægges, såfremt der er et kapacitetsmæssigt behov herfor, eller andre driftstekniske forhold i det sammenkoblede system taler herfor.

Den begrænsede adgang til anlæg af direkte ledninger er endvidere begrundet i hensynet til frimærkeprincippet i distributionsnettet, der betyder, at kunder med samme karakteristika skal betale det samme for distribution uanset beliggenhed. Med fri adgang til anlæg af direkte ledninger ville større forbrugere tæt på transmissionsnettet have et økonomisk incitament til anlæg af direkte ledninger for derved at spare distributionsbetalingen under frimærkeprincippet. Distributionsselskaberne ville derfor blive nødt til at sænke priserne for disse kunder for at fastholde dem og samtidig hæve priserne for kunder med længere afstand til transmissionsnettet for at få dækket deres omkostninger. Det ville i yderste konsekvens kunne medføre, at naturgasforsyning bliver uattraktivt i yderområder. Der ville således opstå væsentlige prisdifferencer, der kan virke konkurrenceforvridende, mellem i øvrigt identiske forbrugere, der ligger henholdsvis tæt på og langt fra transmissionsnettet.

Direkte ledninger kan kun anlægges efter tilladelse fra miljø- og energiministeren. Tilladelsen er ifølge stk. 2 betinget af, at ansøgeren forinden har fået afslag på en anmodning om adgang til systemet, og at spørgsmålet herom har været forelagt Energitilsynet, uden at dette har ført til en løsning af problemet. Det er således en betingelse for tilladelse til etablering af direkte ledninger, at der ikke allerede eksisterer den nødvendige infrastruktur til at forsyne den pågældende kunde, herunder tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende net, og afhængigt af omstændighederne - at netselskaberne har afvist at foretage de nødvendige udvidelser af kapaciteten. Direkte ledninger bør således sædvanligvis ikke kunne give anledning til unødvendige dobbeltføringer i forhold til eksisterende naturgasforsyningsnet. Det vil efter omstændighederne komme an på en konkret vurdering, om det er mere hensigtsmæssigt at give tilladelse til etablering af en direkte ledning end at lade et naturgasselskab, som nægter adgang til systemet, fordi det ikke råder over den fornødne kapacitet, eller der mangler en sammenkobling, foretage de nødvendige udbygninger. Der henvises i denne forbindelse til gasdirektivets artikel 17, stk. 2, samt bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 1, om transmissions- og distributionsselskabernes pligt til at udbygge naturgasforsyningsnettet .

En tilladelse kan ifølge stk. 3 betinges af, at ledningsejeren underlægges de vilkår, der gælder ved etablering af transmissionsnet, jf. § 13.

Det fremgår af stk. 4, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse.

Det følger af § 18, stk. 1, at naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør som udgangspunkt mod betaling har adgang til transmissions- og distributionsnet, lagre og LNG-faciliteter (systemet).

Adgangen til systemet i henhold omfatter alle transmissionsnet og distributionsnet, som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder dettes og tilknyttede selskabers faciliteter, som yder supplerende tjenester, som er nødvendige for at give adgang til transmission eller distribution. Adgangen til at benytte lagre er begrænset til det, der er teknisk nødvendigt for at give effektiv adgang til transmissions- og distributionsnet. Der kan således ikke gøres krav på adgang til lager uafhængigt af brugen af infrastrukturen i øvrigt.

Adgangen til systemet i henhold til stk. 1 er underlagt nærmere regler, som fremgår af stk. 2, 3 og 6 samt § 19 og § 20.

Retten til at benytte naturgassystemet er i henhold til stk. 2 betinget af, at de regler for benyttelse af systemet (regler for gastransport), som fastsættes af naturgasselskaberne, jf. § 23, overholdes.

Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber kan efter stk. 3 nægte adgang til systemet med henvisning til manglende kapacitet, hvis adgang ville hindre opfyldelsen af offentlige forpligtelser vedrørende naturgaskvalitet, forsyningssikkerhed og opretholdelse af den fysiske balance i nettet, eller hvis adgangen medfører alvorlige økonomiske problemer med take-or-pay-kontrakter, jf. § 22. Som det fremgår af bemærkningerne til § 22 vil der blive fastsat regler om, at et naturgasselskab, der får eller forventer at få alvorlige økonomiske problemer med take-or-pay kontrakter, skal ansøge om en midlertidig undtagelse fra bestemmelserne om adgang til systemet. Indrømmes en sådan undtagelse ikke, må selskabet ikke længere nægte adgang til systemet på grund af take-or-pay forpligtelserne. Det følger af stk. 4, at afslag på en anmodning om adgang skal være behørigt begrundet.

Såfremt en anmodning om adgang til systemet afvises med henvisning til manglende kapacitet, skal selskaberne snarest, jf. § 11, udbygge kapaciteten, hvis en sådan udbygning er økonomisk rentabel, eller ansøgeren om adgang til nettet er villig til at betale for den. Et afslag med henvisning til manglende kapacitet kan efter omstændighederne også føre til, at ministeren giver andre tilladelse til at anlægge nye naturgasforsyningsnet eller direkte linjer. Der henvises til § 13 vedrørende etablering transmissionsnet og § 17 vedrørende anlæg af direkte ledninger. Med hensyn til etablering af distributionsnet og opstrømsrørledningsnet henvises til bemærkningerne til § 2.

Det foreslås i stk. 5, at Energitilsynet tilægges kompetencen til at behandle klager over afslag på en anmodning om adgang til systemet. Energitilsynet skal træffe afgørelse hurtigst muligt eller om muligt senest 12 uger efter modtagelsen af klagen. Dette følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 6 bemyndiger miljø- og energiministeren til at fastsætte regler, der gennemfører reciprocitetsbestemmelsen i gasdirektivets artikel 19. Bestemmelsen kan anvendes til at sikre balance mellem udenlandske gasleverandørers adgang til det danske marked og danske gasleverandørers adgang til udenlandske markeder. Hvorvidt bemyndigelsen til ministeren benyttes vil afhænge af, hvordan andre medlemsstater gennemfører gasdirektivet. Hvis ministeren fastsætter regler i medfør af bestemmelsen, skal det sikres, at de er i overensstemmelse med gasdirektivets artikel 19.

Det bemærkes, at lovforslagets §§ 18-20 har til formål at gennemføre gasdirektivets krav om adgang til systemet i artiklerne 14-17 og 21.

Det præciseres i § 19, stk. 1, at naturgasselskaber og kunder med ret til valg af leverandør kan benytte transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter, jf. § 18, stk. 1, med henblik på at indgå forsyningsaftaler med hinanden.

Det foreslås, at der skal være forhandlet adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter. Det vil sige, at priser og betingelser for benyttelse af transmissionsnet, lagre eller LNG-faciliteter fastsættes ved forhandling mellem på den ene side transmissions-, lager- eller LNG-selskabet og på den anden side ansøgeren om brug af nettet, lageret eller LNG-faciliteten, jf. stk. 2 og 3. De kommercielle hovedvilkår for brug af transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter skal offentliggøres mindst én gang om året og således være tilgængelige for potentielle brugere af systemet. Det forventes, at en del af reglerne for gastransport, som fastsættes i medfør af § 23, vil være udtryk for kommercielle hovedvilkår.

Det fremgår af stk. 4, at transmissions-, lager- og LNG-selskaber hurtigst muligt skal indlede forhandlinger med ansøgere om adgang til systemet. Transmissions-, lager- og LNG-selskaber har kun pligt til at indlede forhandlinger med ansøgere, som i henhold til stk. 1 har ret til at benytte systemet. Parterne skal forhandle om adgang til systemet i god tro, og ingen af dem må misbruge deres forhandlingsposition til at forhindre et positivt udfald af forhandlingerne.

I stk. 5 foreslås det, at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om bilæggelse af tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til transmissionsnet, lagre og LNG-faciliteter efter § 18. Det følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2, at der skal udpeges en kompetent myndighed til hurtigt at bilægge tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til systemet. Energitilsynet vil blive udpeget som tvistbilæggelsesmyndighed.

Det bemærkes, at Energitilsynet i forbindelse med bilæggelse af tvister vedrørende adgang til f.eks. transmissionsledninger, som krydser den danske grænse, efter omstændighederne vil skulle rådføre sig med tvistbilæggelsesmyndigheden i nabolandet. Det kan f.eks. blive aktuelt i relation til eventuelle tvister om tredjeparts adgang til Vattenfall Naturgas transmissionsledning fra Dragør til Sverige. Det må umiddelbart formodes, at der vil skulle gælde samme vilkår for adgang til den danske og svenske del af ledningen, da begge landes lovgivning på området skal gennemføre gasdirektivets krav om systemadgang.

Reglerne, som fastsættes med hjemmel i stk. 5, skal sikre, at parterne ikke kan trække forhandlingerne unødigt i langdrag. Det er tanken, at Energitilsynet på anmodning af en eller flere af parterne skal kunne optage forhandlinger med henblik på mægling, og at Energitilsynet skal kunne fastsætte priser og vilkår for adgang til systemet, hvis mæglingsforhandlingerne ikke fører til indgåelse af en aftale. Det følger af gasdirektivets artikel 21, stk. 2, at Energitilsynet skal træffe afgørelse hurtigst muligt eller om muligt senest 12 uger efter, at tvisten er blevet indbragt.

I § 20 foreslås det, at adgangen til transport af naturgas i distributionsnet som omhandlet i § 18 skal være reguleret. Det vil sige, at transporten skal foregå efter faste priser og betingelser, som distributionsselskaberne offentliggør, jf. stk. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 37 om priser for ydelser fra distributionsselskaber.

Anmodning om transport i distributionsnet rettes til det distributionsselskab gennem hvis net, naturgassen ønskes transporteret, jf. stk. 1. I henhold til stk. 3 skal distributionsselskabet hurtigst muligt give ansøgeren adgang til transport.

Bestemmelsen i stk. 4 omhandler transport af naturgas gennem distributionsnettet til et andet distributionsnet. Denne transport er undtaget fra de faste priser og vilkår, jf. stk. 1, og fastsættes i stedet efter forhandling mellem de distributionsselskaber igennem hvis net, naturgassen transporteres.

Det forudsættes, at gasleverandøren alene retter henvendelse til det distributionsselskab, forbrugeren er tilsluttet, med henblik på adgang til distributionsnettet, og at dette distributionsselskab retter henvendelse til andre distributionsselskaber, såfremt det finder det mest hensigtsmæssigt, at naturgassen transporteres via andre distributionsnet.

Baggrunden for bestemmelsen er, at naturgasforbrugerne kun skal betale distributionstariffen i det net, de er tilsluttet, uanset at gassen passerer flere distributionsnet undervejs til forbrugeren. Den forhandlede pris bliver således et udtryk for delingen af provenuet fra distributionstariffen mellem de distributionsselskaber, hvis net gassen bliver transporteret igennem.

Det foreslås i § 21, stk. 1, at miljø- og energiministeren bemyndiges til efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg i praksis Folketinget Energipolitiske Udvalg - at fastsætte regler om adgangen til opstrømsrørledningsnet.

Ved fastsættelse af reglerne skal det sikres, at gasdirektivets krav om adgang til opstrømsrørledningsnet opfyldes. Det fremgår af direktivets artikel 23, at medlemsstaterne ved fastsættelse af regler om adgang til opstrømsrørledningsnet skal have som målsætning, at der foreligger en rimelig og åben adgang, at der skabes et konkurrencepræget marked for naturgas, og at ethvert misbrug af dominerende stilling undgås, idet de tager hensyn til sikre og regelmæssige forsyninger, kapacitet, der er eller hurtigt kan stilles til rådighed, og beskyttelse af miljøet. Det fremgår endvidere, at medlemsstaterne kan tage hensyn til følgende:

a) Nødvendigheden af at nægte adgang, når de tekniske specifikationer er indbyrdes uforenelige, og dette problem ikke kan løses rimelig let.

b) Nødvendigheden af at undgå vanskeligheder, som ikke kan overvindes rimelig let, og som kan være til skade for en effektiv eksisterende og planlagt fremtidig kulbrinteproduktion, herunder fra felter med marginal økonomisk rentabilitet

c) Nødvendigheden af at respektere behørigt dokumenterede rimelige behov hos ejeren eller operatøren af opstrømsrørledningsnet for transport og forarbejdning af gas og de interesser, som alle andre potentielt berørte brugere af opstrømsrørledningsnettet eller relevante forarbejdnings- eller håndteringsfaciliteter har.

d) Nødvendigheden af i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen at anvende deres love og administrative procedurer i forbindelse med tildelingen af autorisationer til produktion eller opstrømsudvikling.

Direktivet giver således medlemsstaterne mulighed for at tage hensyn til de særlige økonomiske, tekniske og operationelle karakteristika, der gør sig gældende for opstrømsrørledningsnet.

Stk. 2 giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler om bilæggelse af tvister vedrørende adgang til opstrømsrørledningsnet. Ved fastsættelse af reglerne skal gasdirektivets krav om tvistbilæggelse for opstrømsrørledninger opfyldes. Det fremgår af direktivets artikel 23, stk. 3, at tvister skal løses af en af parterne uafhængig myndighed, der har adgang til alle relevante oplysninger, således at tvister kan bilægges hurtigt under hensyn til de kriterier, der er nævnt ovenfor, og antallet af parter, der måtte være involveret i forhandlingerne om adgang til sådanne net.

Det foreslås således, at miljø- og energiministeren bemyndiges til, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, at fastsætte regler om adgang til opstrømsrørledningsnet. Når reglerne om adgang til opstrømsrørledningsnet ikke foreslås fastsat i naturgasforsyningsloven, hænger det sammen med, at gasdirektivets artikel 23 om adgang til opstrømsrørledningsnet er mindre klar end bestemmelserne om adgang til transmissions- og distributionsnet samt lagre, og at det endnu ikke er afklaret, hvordan de øvrige lande vil implementere bestemmelsen. Det bemærkes, at regeringen under forhandlingerne om gasdirektivet lagde vægt på, at åbningen af det danske marked, som indebærer adgang til at bruge naturgasnettet på dansk område, forudsatte, at danske købere og sælgere af naturgas i samme omfang kunne få adgang til netsystemerne i andre lande, og dermed til de enkelte naturgasproducenter og købere. Bemyndigelsen til ministeren gør det muligt at inddrage dette hensyn ved udmøntningen af § 21. Der sigtes mod at give samme adgang til opstrømsledninger som til transmissionsnettet i takt med, at Danmarks nabolande giver en tilsvarende adgang.

Det vil fremgå af reglerne om adgang til opstrømsrørledningsnet, som udstedes med hjemmel i naturgasforsyningsloven, at priser og betingelser for transport af naturgas i opstrømsrørledningsnet fastlægges ved forhandling mellem ejeren af nettet og ansøgeren om brug af nettet, og at Energitilsynet vil fungere som tvistbilæggelsesmyndighed. Der vil således på disse punkter være parallelitet til reglerne om adgang til transport i transmissionsnet og til lagring af naturgas, jf. lovforslagets § 18 og § 19.

Det fremgår af § 22, at et naturgasselskab, der får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine mindsteaftageforpligtelser (take-or-pay-forpligtelser) i henhold til en eller flere kontrakter om køb af gas, kan ansøge om en midlertidig undtagelse fra direktivets bestemmelser om adgang til systemet. Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler herom.

Ved udmøntningen af bestemmelsen skal det sikres, at kravene i gasdirektivets artikel 25 opfyldes. Det fremgår blandt andet af artikel 25, stk. 1, at medlemsstaterne har mulighed for enten selv at beslutte eller at lade naturgasselskaberne beslutte, om ansøgningen skal indgives før eller efter, at der er nægtet adgang til systemet. Medlemsstaterne kan også vælge, om de selv vil træffe afgørelse om ansøgningerne, eller om de vil udpege en myndighed hertil.

I henhold til artikel 25, stk. 2, skal Kommissionen snarest muligt underrettes om beslutninger om at indrømme et naturgasselskab en midlertidig undtagelse fra reglerne om adgang til naturgassystemet. Kommissionen kan give pålæg om, at en afgørelse om en midlertidig undtagelse skal ændres eller tilbagekaldes. Kommissionen kan således omgøre en medlemsstats eller dertil udpeget myndigheds afgørelse om at indrømme en undtagelse.

I artikel 25, stk. 3, opregnes en række kriterier, som der skal tages hensyn til, når der træffes afgørelse om en midlertidig undtagelse, herunder målsætningen om at skabe et konkurrencepræget gasmarked, behovet for at garantere forsyningssikkerheden og omfanget af de økonomiske og finansielle problemer for naturgasselskaberne og transmissionsselskaberne eller de kunder, som frit kan vælge leverandør. Det følger af artikel 25, stk. 4, at naturgasselskaber, der ikke har fået indrømmet en midlertidig undtagelse, ikke må nægte adgang til naturgassystemet på grund af deres take-or-pay-forpligtelser.

Med bestemmelsen i § 23, stk. 1, forpligtes transmissionsselskaber til at udarbejde regler for benyttelse af systemet, dvs. regler for gastransport og -lagring samt brug af LNG-faciliteter. Transmissionsselskaber har det overordnede ansvar for udarbejdelsen af reglerne, men skal være forpligtet til at inddrage distributions-, lager- og LNG-selskaberne i udarbejdelsen af reglerne og tage behørigt hensyn til særlige forhold vedrørende distributions-, lager- og LNG-selskabernes anlæg og driften heraf i fastlæggelsen af reglerne. Det bemærkes, at der ikke findes LNG-faciliteter i Danmark i dag, jf. bemærkningerne til § 2. Der vil derfor kun blive fastsat regler om brug af sådanne faciliteter, hvis der etableres LNG-faciliteter og selskaber i Danmark.

Formålet med reglerne er at fastlægge reglerne for den praktiske gennemførelse af tredjeparts adgang til systemet, herunder opgavefordeling mellem transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaberne. Reglerne kan bl.a. omfatte bestemmelser vedrørende reservation af transportkapacitet, nominering af transportmængder, måling samt balancering mellem leverancer til og aftag fra systemet. Reglerne danner grundlaget for individuelle aftaler mellem tredjepart og transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber.

Reglerne skal være objektive og må ikke virke diskriminerende mellem forskellige brugere af net og lagerfaciliteter, herunder ikke virke diskriminerende til fordel for forsyningsselskaber integreret i net- og lagerselskaberne eller på anden måde tilknyttet disse.

Reglerne skal anmeldes til miljø- og energiministeren, der kan fastsætte nærmere retningslinier for reglernes indhold og udarbejdelsen af reglerne, herunder i hvilket omfang distributions-, lager- og LNG - selskaber skal inddrages, samt give pålæg om ændringer af reglerne. Endvidere kan klager over reglerne indbringes for miljø- og energiministeren.

Det kræver bevilling at forsyne kunder, som ikke frit kan vælge leverandør. Bevillingen gives for et eller flere nærmere afgrænsede geografiske områder, der ikke behøver at være indbyrdes fysisk sammenhængende. Da der ikke er tale om en virksomhed, der kræver store investeringstunge anlæg, gives bevillingen for mindst 5 år. Ved fastsættelsen af bevillingsperiodens længde kan der tages hensyn til virksomhedernes kontraktlige forpligtelser. Bevillingerne kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28.

Med hjemmel i stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om betaling til dækning af de omkostninger, der er ved behandling af ansøgninger om bevilling.

Det kræver ikke bevilling at forsyne kunder, som har ret til valg af leverandør.

Der opereres i lovforslaget med to typer bevillinger til forsyning af kunder, som ikke har ret til valg af leverandør: bevilling til forsyning på faste vilkår og bevilling til forsyning på individuelle vilkår. Opdelingen skal ses i sammenhæng med den aftalte opgavedeling mellem naturgasselskaberne i aftalen af 23. juni 1999 mellem staten, Hovedstadsregionens Naturgas (HNG) og Naturgas Midt-Nord (NGMN) (Skt. Hans-aftalen). Det fremgår af aftalen, at de regionale selskaber, som tilslutter sig aftalen, varetager salg af gas til forbrugerne til faste priser og vilkår, herunder standardrabatter (mængderabatter, sommerrabatter m.v.). I det omfang det er nødvendigt at tilbyde individuelle priser, rabatter og vilkår for at få eller bevare et kundeforhold til en forbruger, fremgår det af aftalen, at varetagelsen af kundeforholdet overgår til DONG Naturgas.

Bevillingen i stk. 1, nr. 1, dækker forsyningsaktiviteterne til faste priser og vilkår, mens bevillingen i stk. 1, nr. 2, dækker bevillingspligtige forsyningsaktiviteter på individuelle vilkår. Opdelingen i de to typer bevillinger udelukker ikke, at to selskaber kan have samme type bevilling til samme geografiske område, når blot der ikke er overlap mellem hvilke kunder, de to selskaber må forsyne. Som eksempel kan nævnes, at DONG Naturgas, HNG og NGMN ved udmøntningen af Skt. Hans-aftalen har aftalt, at HNG og NGMN forsyner erhvervskunder med et årligt forbrug på op til 300.000 m 3 , mens DONG Naturgas forsyner erhvervskunder med et årligt forbrug over 300.000 m 3 , uanset at forsyningen sker på faste vilkår. Det indebærer, at f.eks. både DONG Naturgas og HNG skal have bevilling i henhold til stk. 1, nr. 1, til forsyning i Hovedstadsregionen, men til forskellige kundegrupper.

Stk. 2-4 tager højde for, at det ikke er alle de regionale naturgasselskaber, som har tilsluttet sig Skt. Hans-aftalen. Hensigten med bestemmelserne er at sikre, at salg af naturgas til bundne kunder skal kunne fortsætte efter rammerne i den hidtil gældende lovgivning.

Bestemmelsen i stk. 2 har således til formål at sikre, at de regionale naturgasselskaber, der ikke tilslutter sig Skt. Hans-aftalen, under bevillingen til forsyning på faste vilkår, jf. stk.1, nr. 1, kan varetage de forsyningsopgaver, de hidtil har varetaget. Der åbnes således mulighed for, at selskaberne udover forsyning til faste priser og vilkår kan forsyne kunder med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år efter vilkår, der fastsættes i samarbejde med DONG Naturgas på baggrund af den enkelte kundes behov og karakteristika og efter ensartede landsdækkende retningslinjer.

Det forventes, at DONG Naturgas og de regionale naturgasselskaber vil søge bevilling til de forsyningsaktiviteter, de hidtil har varetaget, dog med de ændringer der følger af Skt. Hans-aftalen og selskabernes udmøntning heraf. Det vil sige, at det i overensstemmelse med aftalen må forventes, at HNG og NGMN vil søge bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. stk. 1, nr. 1, i deres nuværende forsyningsområde.

Naturgas Fyn (NGF) har ikke tilsluttet sig Skt. Hans-aftalen og forventes derfor at søge en bevilling til forsyning på faste vilkår, som tillige omfatter forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år efter ensartede landsdækkende retningslinjer, jf. stk. 2, i NGF s nuværende forsyningsområde.

Der føres for øjeblikket forhandlinger mellem Naturgas Sjælland (NGSJ), HNG og NGMN med henblik på, at NGSJ tilslutter sig Skt. Hans-aftalen. Hvis NGSJ tilslutter sig aftalen, forventes NGSJ at søge bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. stk. 1, nr. 1, i NGSJ s nuværende forsyningsområde.

DONG Naturgas forventes at søge bevilling i henhold til stk. 1, nr. 1, til forsyning på faste vilkår i det syd- og sønderjyske område, i HNG og NGMN s område i det omfang det følger af Skt. Hans-aftalen og udmøntningen heraf samt i Københavns og Frederiksberg Kommuner. DONG Naturgas forventes endvidere at søge bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2, til forsyning på individuelle vilkår. Denne bevilling vil omfatte DONG Naturgas forsyning af kunder på individuelle vilkår i Syd- og Sønderjylland, i HNG og NGMN s forsyningsområde samt NGSJ s forsyningsområde, forudsat NGSJ tilslutter sig Skt. Hans-aftalen. Med hensyn til NGF s område vil DONG Naturgas bevilling til forsyning på individuelle vilkår omfatte de bundne kunder i området, som i dag er kunder hos DONG Naturgas, dvs. Fynsværket, såfremt Fynsværket ikke opnår markedsadgang. Bevillingen til forsyning på individuelle vilkår vil også omfatte DONG Naturgas salg til de regionale naturgasselskaber. Der henvises i denne forbindelse til § 8, stk. 2 og 3, hvoraf det følger, at de regionale selskaber også fremover vil skulle købe naturgas med henblik på forsyning af deres kunder af DONG Naturgas. Med hensyn til forsyningen af kunder i Københavns Kommune bemærkes det, at Københavns Energi forventes at søge forsyningsbevilling med henblik på forsyning af de kunder, som Københavns Energi forsyner efter aftale med DONG Naturgas.

Alle områder udlagt til naturgasforsyning vil således være dækket af selskaber med bevilling i henhold stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, hvorved alle naturgasforbrugere og potentielle naturgasforbrugere vil være sikret leverancer fra et forsyningspligtigt selskab.

Det fremgår af stk. 3, at aftaler om salg af naturgas mellem på den ene side en virksomhed med bevilling til forsyning på faste vilkår og på den anden side en virksomhed med bevilling til forsyning på individuelle vilkår skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser, som f.eks. afbrydelighedsvilkår, betalingsbetingelser, særlige rabatter og betaling for højere leveringstryk. Bestemmelsen, som viderefører varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, indebærer, at DONG Naturgas og de regionale naturgasselskaber i fællesskab fastsætter priser og betingelser over for de kunder, der forsynes af de regionale naturgasselskaber. Der kan fastsættes differentierede priser for forskellige kundekategorier ud fra objektive og ikkediskriminerende kriterier. Såfremt der ikke kan opnås enighed om de bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, kan miljø- og energiministeren træffe afgørelse herom.

Det følger af stk. 4, at de ensartede landsdækkende retningslinjer for salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år skal aftales mellem selskaber med bevilling i henhold til stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, og selskaber med bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2. Det vil i praksis sige, at de regionale naturgasselskaber, som får bevilling i medfør af stk. 2, kan sælge naturgas til denne gruppe kunder efter retningslinjer, som er aftalt med DONG Naturgas. Bestemmelsen, som viderefører varmeforsyningslovens § 31, sigter primært mod at sikre en ensartet landsdækkende prissætning over for denne gruppe kunder uden markedsadgang, således at markedet ikke kommer til at opleve prissætningen i de forskellige regioner som diskriminerende. Med Skt. Hans-aftalen overdrager de selskaber, der indtræder i aftalen, denne kundegruppe til DONG Naturgas. DONG Naturgas leverancer til disse kunder er ikke direkte omfattet af stk. 4, da de vil ske efter bevilling i henhold til stk. 1. Bestemmelsen forpligter imidlertid DONG Naturgas til at sikre, at de regionale naturgasselskaber, der ikke indtræder i Skt. Hans-aftalen, sælger naturgas til samme kundekategori efter ensartede landsdækkende retningslinjer. For at leve op til dette skal DONG Naturgas sikre, at retningslinjerne for de regionale selskabers salg til kunderne og DONG Naturgas salg til egne kunder ikke virker diskriminerende mellem kunderne forskellige steder i landet. I stk. 4 fastsættes endvidere, at i tilfælde af uenighed om salget mellem selskaberne kan Energitilsynet inden for de af miljø- og energiministeren fastlagte ensartede landsdækkende retningslinjer træffe afgørelse herom.

Priser og betingelser skal i øvrigt fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 7.

Ifølge bestemmelsen indebærer bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, forsyningspligt over for forbrugere i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til varmeforsyningsloven og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet. Forsyningspligten omfatter forbrugere, som ikke har eller ikke ønsker at benytte sig af frit leverandørvalg, jf. også bemærkningerne til § 7.

Stk. 2 fastlægger, hvilke ydelser bevillingshaver skal tilbyde til forbrugere i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til varmeforsyningsloven. Bevillingshaver forpligtes til levering af tilstrækkelige mængder naturgas, hvorved forstås naturgas nok til at dække hele efterspørgslen fra forbrugeren.

Bevillingshaver forpligtes endvidere til at gennemføre individuel markedsføring af naturgas over for potentielle forbrugere, der anvender mere forurenende brændsler som for eksempel olie eller elvarme. Bestemmelsen er identisk med bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2, som forpligter distributionsselskaber til at varetage samme opgave.

Det er bl.a. tanken, at forsyningspligtselskabernes markedsføringsforpligtelse skal omfatte den individuelle markedsføring over for potentielle naturgaskunder. Det vil således være forsyningspligtselskabet, der i kraft af sit direkte kundeforhold skal tegne gaskontrakt med den enkelte kunde. Miljø- og energiministeren kan med hjemmel i stk. 3 fastsætte nærmere regler om forpligtelsernes indhold. Miljø- og energiministeren får endvidere i stk. 4 hjemmel til at fastsætte regler om samarbejde mellem flere bevillingshavere om udførelsen af forpligtelserne, herunder om samarbejde om gennemførelsen af forpligtelsen til markedsføring med distributionsbevillingshavere, jf. § 14.

Markedsføringsforpligtelsen skal ses som et led i den overordnede strategi om opnåelse af miljøforbedringer ved erstatning af mere forurenende brændsler med den miljøvenlige naturgas.

Det foreslås i § 27, stk. 1, at selskaber med bevilling i henhold til § 25, stk. 1, nr. 1 og 2, samt stk. 2, skal tilbyde forbrugerne rådgivning vedrørende energibesparelser. Bestemmelsen er identisk med bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 3, der forpligter distributionsselskaber at tilbyde rådgivning af forbrugere om energibesparelser. Bestemmelsen skal ses som en del af den overordnede strategi om opnåelse af miljøforbedringer ved gennemførelse af energibesparelser og energieffektivisering. Der vil alene være tale om rådgivning på ikke-kommerciel basis.

Der henvises til bemærkningerne til § 14 med hensyn til den påtænkte opgavefordeling mellem distributions- og forsyningsselskaberne. Det er tanken at placere forpligtelsen til energirådgivning af større kunder med et årsforbrug over 300.000 m 3 naturgas, som ikke har ret til valg af leverandør, hos forsyningsbevillingshavere. Baggrunden herfor er, at større kunder oftest har behov for individuelt tilpassede installationer. Den individuelle installation indgår derfor ofte som en del af en samlet pakke i forbindelse med indgåelsen af en leveringskontrakt. Rådgivningsfunktionen indgår derfor naturligt i forbindelse med tilbud fra forsyningspligtselskabet til kunden om f.eks. overgang fra olie til gas.

Miljø- og energiministeren kan i medfør af stk. 2 fastsætte regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser. Hermed kan det sikres, at alle forbrugere løbende gives rådgivning på grundlag af samfundsmæssige kriterier, og at aktiviteter med forholdsvis lave omkostninger set i forhold til besparelsesmulighederne bliver prioriterede.

Med hjemmel i stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om samarbejde mellem bevillingshavere, herunder distributionsbevillingshavere, om udførelsen af forpligtigelserne. Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til f.eks. at fastsætte regler om, at selskabet indgår samarbejde med andre selskaber på enkeltområder med henblik på at nedbringe omkostningerne til ydelserne og målrette indsatsområdet.

§ 28 indeholder generelle bestemmelser om bevillinger. Det fremgår af stk. 1, at bevillinger i medfør af loven kun vil kunne meddeles ansøgere, der skønnes at have den fornødne sagkundskab og økonomiske baggrund for at kunne udøve virksomheden på en for samfundet effektiv og økonomisk måde. Bevilling vil blive meddelt på baggrund af offentliggjorte objektive og ikkediskriminerende kriterier. Begrundelsen for et eventuelt afslag på bevilling vil blive meddelt ansøgeren, og den skal endvidere meddeles Kommissionen til orientering med henblik på at opfylde kravet herom i gasdirektivets artikel 4, stk. 3. Afslag påklages til Energiklagenævnet, jf. § 51.

Bestemmelsen i stk. 2 giver miljø- og energiministeren mulighed for at fastsætte objektive og ikkediskriminerende vilkår i bevillingen, som ikke er nævnt i loven. Det præciseres i bestemmelsen, at det er muligt inden for de i øvrigt fastsatte rammer herfor, at fastsætte nye vilkår i bevillingerne, herunder vilkår som er nødvendige af hensyn til overholdelsen af EU-retten på området, f.eks. EU-direktiver, -henstillinger eller -beslutninger.

I tilfælde af inddragelse af en bevilling efter § 33 er det fundet hensigtsmæssigt, at ministeren, i perioden indtil en ny bevilling kan meddeles, kan udpege naturgasselskaber til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter. Bestemmelsen skal således sikre, at naturgasforsyningen kan opretholdes i tilfælde af inddragelse af bevillinger.

Bestemmelsen i stk. 2 har til hensigt at forhindre en situation, hvor opretholdelse af naturgasforsyningen bringes i fare, hvis bevillingshaver ikke ønsker at bevare sin bevilling, men samtidig fastholder ejerskabet af de anlæg, som anvendes til gennemførelsen af de bevillingsmæssige aktiviteter. Det er et vilkår i bevillinger, at bevillingshaver skal eje anlæggene, jf. § 30, stk. 4. I den omtalte situation vil det dog af hensyn til opretholdelsen af naturgasforsyningen være nødvendigt at udpege et naturgasselskab, som ikke ejer de pågældende anlæg, til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter. Der vil i sådanne tilfælde blive dispenseret fra kravet om ejerskab, jf. § 30, stk. 4 og 5.

I stk. 3 fastsættes, at eventuelle driftstab hos naturgasselskaber, udpeget i medfør af stk. 1 og 2 til at varetage de bevillingspligtige aktiviteter, kan indregnes i priserne. Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at de pågældende naturgasselskaber har sikkerhed for at få dækket eventuelle driftstab.

Det følger af § 30, stk. 1, at miljø- og energiministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkårene i bevillingerne. Udgifterne forbundet med ministerens tilsyn med bevillingshaverne skal betales af de bevillingspligtige virksomheder efter nærmere regler fastsat af ministeren, jf. stk. 2. Betalingsforpligtelsen omfatter de aktiviteter, som er en nødvendig forudsætning for bevillingstilsynet.

I henhold til stk. 3 skal bevillingshaverne også bidrage til miljø- og energiministerens opgaver i forbindelse med selskabernes planlægnings- og forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Lovforslaget indebærer blandt andet, at de regionale naturgasselskaber i modsætning til i dag vil blive bevillingspligtige. Endvidere vil DONG Naturgas nuværende bevilling til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas blive ophævet samtidig med, at selskabets nuværende naturgasaktiviteter bliver underlagt nye bevillinger efter loven. Miljø- og energiministerens tilsynsopgaver med de bevillingspligtige virksomheder vil især i en overgangsperiode i forbindelse med udstedelsen af bevillingerne være betydelig større end i dag, hvor der alene føres tilsyn med DONG Naturgas' bevilling.

Bestemmelsen i stk. 4 fastsætter krav om, at bevillingshaverne skal eje de anlæg, som anvendes til gennemførelse af deres bevillingspligtige aktiviteter. Det er af væsentlig betydning, at bevillingshaverne har den fulde ejendomsret over naturgasforsyningsnet og naturgaslagre med henblik på at sikre en effektiv forvaltning af de opbyggede værdier i naturgassektoren. Bestemmelsen tilsigter derfor at udelukke konstruktioner, hvor bevillingshaveren eksempelvis frasælger nettet, men fortsætter med aktiviteten, f.eks. på grundlag af en leasingaftale med køberen.

I stk. 5 bemyndiges miljø- og energiministeren til i særlige tilfælde at dispensere fra kravet. En sådan dispensation kan eksempelvis blive aktuel, hvis en bevillingshaver opgiver eller mister sin bevilling, men ikke ønsker at afhænde sine net, jf. § 29, stk. 1 og 2.

Bevillinger gives for mindst 20 år til virksomhed med fysiske anlæg, jf. § 10, stk. 2. Bevillingsperioden for forsyningspligtselskaber er mindst fem år fra lovens ikrafttræden, jf. § 24, stk. 2. § 31 giver mulighed for, at der fem år efter udstedelsen af en bevilling og med et varsel på et år kan fastsættes nye krav i en bevilling. Varslet skal i givet fald fremsættes fire år efter udstedelsen. Der kan kun stilles sådanne nye vilkår, som har hjemmel i loven.

Bestemmelsen om, at bevillinger er undtaget fra retsforfølgning og kun kan overdrages til andre efter godkendelse fra ministeren, er en videreførelse af en eksisterende bestemmelse i lov nr. 294 af 7. juni 1972 om naturgasforsyning. Bestemmelsen anses for at være nødvendig med henblik på sikring af, at det er den bevillingshaver, som staten har truffet aftale med, der står som part i aftalen. Det forhold, at bevillinger er undtaget for retsforfølgning, indebærer, at der ikke kan gøres udlæg i en bevilling, og at den ikke kan inddrages under konkursbehandling. Konkurs kan i øvrigt medføre tilbagekaldelse af bevillingen, jf. § 33.

Bestemmelsen indeholder regler om, at retten kan inddrage en bevilling eller tilladelse i tilfælde af gentagne overtrædelser af loven eller ved afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger ved ansøgningen om bevilling eller tilladelse. Dette vil i givet fald ske som led i en straffesag. Miljø- og energiministeren kan i tilfælde af konkurs eller betalingsstandsning inddrage en bevilling eller tilladelse. Der skal således være tale om tungtvejende grunde til at inddrage en bevilling eller tilladelse.

Ministeren kan dog efter stk. 2 vælge i stedet at give bevillingshaveren et påbud om at overholde forpligtelser efter bevillingen eller tilladelsen inden for en fastsat frist. Retten kan beslutte, at overtrædelse af et sådant påbud kan medføre inddragelse af bevillingen eller tilladelsen.

Som noget nyt foreslås der indsat regler i naturgasforsyningsloven om forkøbsret for staten ved salg af distributionsnet og om reduktion af en kommunes generelle statstilskud ved salg af kommunalt ejede naturgasforsyningsselskaber, jf. lovforslagets § 34 og § 35.

De eksisterende distributionsnet ejes af kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Såvel § 34 om statens forkøbsret som § 35 om reduktion af en kommunes generelle statstilskud skal derfor iagttages, hvis et kommunalt fællesskab ønsker at sælge distributionsnettet til tredjemand.

Det bemærkes, at forslaget til § 34 og § 35 ikke har konsekvenser for lov nr. 345 af 2. juni 1999 om overdragelse af naturgasdistributions- og forsyningsvirksomhed til Dansk Naturgas A/S (nu DONG Naturgas A/S). Denne lov vedrører den særlige situation, hvor staten af samfundsmæssige årsager ønsker at omstrukturere gassektoren. Loven fandt anvendelse, da Naturgas Syd i 1999, på baggrund af et tilbud fra staten til de regionale naturgasselskaber, ønskede at overdrage sin virksomhed til DONG Naturgas. Loven bemyndiger blandt andet finansministeren til med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg at yde et særligt tilskud til de kommuner, der deltager i det regionale naturgasselskab, som overdrager sin virksomhed til DONG Naturgas. Loven sikrer, at et sådant tilskud endeligt tilkommer de pågældende interessentkommuner. Det vil således ikke kunne modregnes efter § 10 i lov om udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Det foreslås, at der indføres en forkøbsret for staten til distributionsnet og ejerandele i selskaber, der ejer sådanne net. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at staten, såfremt de eksisterende ejere måtte ønske at sælge, får mulighed for at varetage de offentlige interesser, som er knyttet til driften af distributionsnettet. Staten har en særlig interesse i distributionsnettene, fordi etableringen af nettet i vid udstrækning er støttet af staten, herunder ved den afgiftsmæssige favorisering af naturgas og en række energipolitiske initiativer, som er nærmere beskrevet i afsnit 1.7. i de almindelige bemærkninger.

Statens forkøbsret vil vige for eventuelle forkøbsrettigheder, der måtte eksistere på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Da formålet med § 34 er at sikre muligheden for at bevare naturgasdistributionsnettet i offentligt eje, vil statens forkøbsret ikke blive udøvet i tilfælde af f.eks. indtræden eller udtræden af en interessent i et fælleskommunalt, regionalt naturgasselskab, eller hvis to eller flere af disse selskaber ønsker at fusionere.

Statens forkøbsret til distributionsnet bliver kun aktuel, hvis ejerne ønsker at afhænde nettet. Såfremt staten ikke inden for den fastsatte frist på tre måneder erklærer at ville gøre brug af forkøbsretten, bortfalder denne, jf. stk. 2. Forkøbsretten indebærer, at staten får fortrinsret til at overtage distributionsnet og ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne net, til disses markedsværdi. Kan der ikke opnås enighed om værdien af det pågældende aktiv, vil denne efter bestemmelsen i stk. 2 blive fastsat af Energitilsynet, idet tilsynet i forvejen besidder den nødvendige sagkundskab til vurdering af disse spørgsmål.

Hvis en aftale indgås uden iagttagelse af bestemmelserne om statens forkøbsret, er aftalen ugyldig, jf. stk. 3. Retsvirkningerne af ugyldighed følger af dansk rets almindelige regler.

Det foreslås, at der indføres en bestemmelse svarende til elforsyningslovens § 37 om reduktion af det generelle statstilskud ved salg af en kommunalt eller amtskommunalt ejet elforsyningsvirksomhed. Da de regionale naturgasselskaber, som anført i bemærkninger til § 34, har opbygget deres naturgasforsyningsvirksomhed med støtte fra staten, findes det rimeligt, at kommunerne ikke kan beholde fortjenesten ved et eventuelt salg af selskabet.

Kommunerne overvejer så vidt vides ikke i dag at sælge de regionale naturgasselskaber, men i forbindelse med den kommende gradvise åbning af naturgasmarkedet kan visse investorer være interesserede i muligheden for at erhverve et eller flere regionale naturgasselskaber og derigennem en strategisk fordel på det nordeuropæiske naturgasmarked.

Efter den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 1, skal kommunen ved salg af et naturgasselskab eller andele eller aktier heri foretage en opgørelse over indskudskapitalen. I henhold til stk. 9 forstås et naturgasselskab i denne bestemmelse som ethvert selskab, der udøver aktiviteter, som er omfattet af lovforslagets § 2.

Den del af kapitalen, som eventuelt er indskudt af kommunen, skal i overensstemmelse med »hvile-i-sig-selv«-tankegangen i naturgasforsyningsloven holdes ude ved beregningen af den reduktion af statstilskuddet, som efter forslaget skal finde sted efter § 35, stk. 7.

Efter bestemmelsen i lovforslagets § 37 kan der med Energitilsynets tiltræden beregnes en forrentning af indskudskapitalen. Hvis en kommune, i stedet for løbende at trække den godkendte forrentning ud af selskabet, har ladet denne indestå i selskabet, vil en sådan indestående kapital skulle medregnes til indskudskapitalen. Indskudskapitalen omfatter således al kapital, som er investeret i selskabet.

Kommunen skal herudover efter forslaget til § 35, stk. 1, opgøre nettoprovenuet ved salget. Nettoprovenuet opgøres som salgsprisen fratrukket indskudskapitalen samt beløb, som ved salget ikke tilfalder kommunen.

Kommunen foretager opgørelsen og indsender denne til Energitilsynet, jf. forslagets stk. 3. Energitilsynet får med forslaget til stk. 3 mulighed for at fastsætte regler for anmeldelsen, herunder procedure- og fristbestemmelser.

Hensigten med bestemmelserne i stk. 2 og stk. 4 er at forhindre, at kommuner ved forskellige selskabskonstruktioner m.v. kan omgå lovens formål.

Stk. 2 nævner en række situationer, som sidestilles med salg. Bestemmelsen omfatter således enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse m.v. af direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over naturgasselskabet. De rettigheder, der her sigtes til, kan eksempelvis være fordringer, herunder konvertible obligationer m.m., forkøbsrettigheder, stemmerettigheder, aktionæroverenskomster eller adgang til at udnytte ledelsesret eller udpege bestyrelsesmedlemmer.

Forslaget til bestemmelsen i stk. 4 tager sigte på at hindre, at en kommune kan foretage det reelle frasalg af værdierne gennem et selskab eller lignende med det formål at omgå bestemmelsen om opgørelse og senere reduktion i statstilskud.

Den opgørelse, som i en salgssituation indsendes til Energitilsynet, skal efter forslagets stk. 5 godkendes af tilsynet. Tilsynet må således vurdere, om opgørelsen er i overensstemmelse med naturgasforsyningsloven. Finder tilsynet, at dette ikke er tilfældet, kan tilsynet foretage ændringer i opgørelsen, før denne godkendes.

Energitilsynets afgørelse kan i lighed med tilsynets øvrige afgørelser påklages til Energiklagenævnet, jf. forslaget til § 51. Fører en klage til en ændret afgørelse, skal Energitilsynet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 35, stk. 6, indberette dette til Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet vil herefter ved tilskudsberegningen tage højde for den ændrede afgørelse. Forslaget til bestemmelsen i stk. 7 indebærer, at en kommunes statstilskud reduceres svarende til det nettoprovenu, kommunen har opnået på salget af virksomheden m.v. Det er forudsat, at et eventuelt nettotab ikke medfører en regulering af statstilskud. Der reduceres endvidere for den rentefordel, som salget giver kommunen mulighed for.

Der sker således ingen reduktion for den del af salgssummen, som udgør den indskudte eller opsparede kapital, eller for midler, som måtte tilfalde forbrugerne. Reduktionen vil efter lovforslaget ikke kunne finde sted i statstilskud, hvortil der allerede er givet tilsagn af Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet skal således af hensyn til tilskuds- og udligningsberegningen have modtaget meddelelse om, at der skal ske en reduktion inden 1. juni i et år, for at reduktionen vil kunne finde sted i det følgende år. I praksis vil forrentningen kunne beregnes, når den samlede størrelse og tidsfølgen af den eller de statstilskudsreduktioner, der skal foregå, foreligger. Forrentningen skal beregnes fra det tidspunkt, hvor kommunen har haft rådighed over beløbet. Den periode, for hvilken renten skal beregnes, vil afhænge af, hvornår reduktionen eller reduktionerne finder sted. I det omfang tilskudsreduktionen overstiger kommunens samlede statstilskud for et år, vil der ske en reduktion for det beregnede rentebeløb. Der vil her skulle beregnes en rente af det nettoprovenu, som statstilskuddet skal reduceres med, dog med fradrag af de reduktioner, der allerede har fundet sted. For det beløb, som indgår i den første reduktion af statstilskuddet, skal der således beregnes en forrentning fra det tidspunkt, hvor kommunen har rådighed over beløbet til 1. juli det år, hvor reduktionen finder sted. Kommunens rådighed over beløbet anses således for - som en gennemsnitsbetragtning - at være ophørt pr. 1. juli i året. Hvis det fulde beløb ikke kan reduceres i statstilskuddet det første år, skal der endvidere af det resterende beløb beregnes en forrentning i endnu et år osv. Der beregnes ikke »rentes-rente«. Renten fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar for det år, hvor tilskudsreduktionen udmeldes. Samme fremgangsmåde gælder også for renteberegningen ved eventuelle tilskudsreduktioner efter § 37 i lov om elforsyning.

Der er ikke fastsat regler om salg af naturgasselskaber i den gældende lovgivning, fordi de begrænsede indtjeningsmuligheder ikke gjorde det tillokkende at foretage kommercielle investeringer i naturgasforsyningen.

Som anført ovenfor i de indledende bemærkninger til § 34 og 35 vil § 35 ikke finde anvendelse, hvis et regionalt naturgasselskab overdrager sin virksomhed til DONG Naturgas i medfør af lov nr. 345 af 2. juni 1999 om overdragelse af naturgasdistributions- og forsyningsvirksomhed til Dansk Naturgas A/S.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til bestemmelsen i den nuværende varmeforsyningslovs § 20, stk. 3, idet den dog begrænses til kun at omfatte kunder uden markedsadgang. Bestemmelsen er udmøntet i maksimalprisbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 654 af 2. september 1998), som dermed kan videreføres. Der vil dog som følge af nærværende lov være behov for at foretage ændringer i bekendtgørelsen af teknisk karakter.

Som en yderligere beskyttelse af forbrugere uden markedsadgang, som er bundet til at bruge naturgas eller ikke uden uforholdsmæssigt store omkostninger kan skifte til et alternativt brændsel, er det i stk. 2 fastsat, at prisen skal stå i et rimeligt forhold til, hvad tilsvarende kunder med adgang til alternative brændselsmuligheder betaler for naturgas. Bestemmelsen bygger på de principper, der er fastsat i lov nr. 213 af 29. marts 1995 om ændring af lov om varmeforsyning, jf. bemærkningerne, hvoraf det fremgår, at priser og betingelser som udgangspunkt ikke vil kunne anses for urimelige, såfremt de ikke væsentligt afviger fra den naturgaspris, som kan opnås på et marked, hvor naturgassen sælges i konkurrence med olieprodukter. Det fremgår endvidere, at effektivitetsfordele ved naturgasanvendelse afspejles i prisfastsættelsen, ligesom forskelle i afgiftsbelastningen af de enkelte brændsler og de forskellige kundekategorier afspejles i prisen. Olieprisreferencen indebærer, at der ved vurderingen af naturgaspriserne tages hensyn til naturgasselskabernes økonomi, idet selskaberne gives mulighed for at indregne en afgiftsforskel mellem naturgas og olieprodukter, den såkaldte skyggeafgift, i deres priser.

Distributionsselskabers og forsyningspligtige selskabers priser reguleres i § 37. Udgangspunktet for reguleringen af priserne fremgår af stk. 1, hvorefter priserne for ydelserne fastsættes under hensyntagen til selskabernes omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital, dvs. renter af fremmedkapital samt forrentning af eventuel indskudskapital.

Bestemmelsen i stk. 2 fastlægger et nyt princip for prisfastsættelsen, idet tilladte indtægter til dækning af omkostningerne fastsættes i medfør af indtægtsrammer. Det vil sige rammer for, hvor meget der kan opkræves over tarifferne for selskabets ydelser. Indtægtsrammerne skal fastlægges med udgangspunkt i omkostningerne ved en effektiv drift af selskabet. I det omfang selskaberne har omkostninger, der overstiger det tilladte niveau for opkrævning over tariffen, opnår selskaberne et underskud.

Reguleringen vil gælde prisfastsættelsen i alle de led, som reguleres, dvs. priser til forbrugerne samt forsyningsselskabernes køb af distributionsydelser.

I medfør af stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om generelle indtægtsrammer, som Energitilsynet udmønter i årlige indtægtsrammer for selskaberne. Ved fastlæggelse af indtægtsrammerne skal Energitilsynet tage hensyn til de forudsætninger vedrørende de regionale selskabers og DONG Naturgas økonomi, som er lagt til grund for aftalen af 23. juni 1999 mellem staten, HNG og NGMN (Skt. Hans-aftalen). Skt. Hans-aftalen er udmøntet i en principaftale af 29. januar 2000 mellem HNG, NGMN og DONG Naturgas, der forventes udmøntet i en endelig aftale inden 1. juli 2000. Udgangspunktet er således, at indtægtsrammerne fastsættes ud fra de omkostningsreduktioner, der følger af Skt. Hans-aftalen om, at den historiske gæld skal være afviklet inden udgangen af 2014. Herudover kan der stilles yderligere effektiviseringskrav på grundlag af effektivitetsvurderinger og benchmarkanalyser. Da Skt. Hans-aftalen desuden indebærer en fælles gældsafvikling for de selskaber, der indtræder i aftalen, skal indtægtsrammen for disse selskaber fastsættes i forhold til selskabernes samlede omkostninger.

Der kan i indtægtsrammerne kun indregnes forrentning af fremmedkapital og indskudskapital. Forrentning af egenkapital udover indskudskapital kan derimod ikke indregnes. De regionale selskaber har i væsentligt omfang været finansieret via det statsstøtteelement, der ligger i skyggeafgiften, og en eventuel egenkapital i selskaberne udover indskudskapitalen må anses for at være fremkommet herved. De kommunale ejere bør derfor ikke kunne få forrentning af en kapital, der reelt er tilvejebragt af staten.

Bestemmelsen i stk. 4 giver Energitilsynet mulighed for dispensere fra indtægtsrammerne, som er fastsat af tilsynet selv, hvis det er nødvendigt, for at selskabet kan gennemføre forpligtelser, der er pålagt i medfør af loven. Bestemmelsen sigter ikke på at holde hånden over selskaber, der vedvarende undlader at effektivisere, men på at sikre opretholdelse af distributionsydelser til alle. Hensynet til forsyningssikkerhed vejer således tungere end hensynet til effektivitet. Bestemmelsen er kun møntet på helt særlige tilfælde og kan især tænkes benyttet, hvor forholdene, der forhindrer selskabet i at leve op til indtægtsrammen, ikke kan lægges selskabet til last.

Stk. 5 fastlægger, at enhver form for indtægt i selskabet skal medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter. Herved forstås, at indtægter fra henholdsvis den bevillingspligtige distributions- og forsyningspligtige virksomhed alene skal medgå til at dække udgifterne herved. Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at selskaber, der i samme selskab også varetager andre naturgasaktiviteter, skal anvende indtægterne herfra til at dække omkostninger forbundet med distributions- eller forsyningspligtig virksomhed.

I det omfang selskaberne kan holde omkostningerne under indtægtsrammen, opnår selskaberne et overskud. Overskud i form af ekstraordinære effektiviseringsgevinster skal ikke som alle øvrige indtægter i selskabet - medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter, men kan anvendes til henlæggelser til fremtidige investeringer, nedsættelse af priser eller ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen.

Bestemmelsen i stk. 6 indebærer, at priserne for selskabernes ydelser skal fordeles på køberne af ydelserne efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier, således at der ikke kan krydssubsidieres til fordel for bestemte kategorier. Dette gælder såvel forbrugerpriser som betaling for netadgang. Priserne for distributionsydelser skal endvidere fastsættes uafhængigt af transportafstand, dvs. efter det såkaldte »frimærkeprincip«. Kun i de situationer, hvor det følger af lovens bestemmelser, vil der være tale om, at systembrugerne ikke selv skal afholde omkostningerne. I sådanne tilfælde vil omkostningerne skulle bæres af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede naturgasforsyningssystem, jf. § 9.

Efter stk. 7 kan miljø- og energiministeren bl.a. fastsætte regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger. Formålet er at sikre ensartede principper for afskrivningerne under hensyntagen til investeringens omfang og levetid samt selskabets finansieringsbehov.

Bestemmelsen giver også mulighed for at fastlægge de forrentningssatser, der kan anvendes ved indregning af forrentning af kapital, herunder indskudskapital. Naturgasprojektet er et offentligt projekt, der hidtil har været baseret på en væsentlig statsstøtte og fortsat vil være støttet via afgiftsforskellen mellem naturgas og olieprodukter. Da det ikke er meningen, at statsstøtten skal kanaliseres videre til kommunerne, vil forrentning af indskudskapital kun være mulig i perioden frem til 2014, såfremt der realiseres ekstraordinære effektiviseringsgevinster i forhold til indtægtsrammen. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for anvendelse af overskud efter stk. 5, herunder grænser for ekstraordinær forrentning.

Med bestemmelsen i stk. 8 præciseres, at det kommunalretlige hvile-i-sig-selv princip kun er fraveget i lovforslaget for så vidt angår kommuners adgang til at føre midler ud af kommunale forsyningsselskaber, idet kommunerne har mulighed for en ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen, jf. stk. 5. Omvendt fastholdes det, at kommunerne ikke har adgang til at tilføre de kommunale virksomheder midler. Bestemmelsen er indsat, fordi prisreguleringen i lovforslaget indebærer, at det kommunalretlige hvile-i-sig-selv princip ikke finder anvendelse i de kommunalt ejede distributions- og forsyningsselskaber.

Det bemærkes, at § 37 i modsætning til § 38 og 39 kun vedrører priser og ikke også andre betingelser for ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber. Det hænger sammen med, at Energitilsynet med hjemmel i §§ 7, stk. 4, 40 og 41, stk. 1, kan føre tilsyn med priser og betingelsers rimelighed for så vidt angår ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber.

Det fremgår af stk. 1, at transmissions-, lager- og LNG-selskaberne i deres prissætning ikke må diskriminere mellem systembrugerne. Selskaberne må således ikke fastsætte priser og betingelser over for egne tilknyttede selskaber, der favoriserer disse.

Det foreslås i stk. 2, at Energitilsynet skal føre tilsyn med, at priser og betingelser er rimelige og ikkediskriminerende. Tilsynet skal ved vurderingen af, hvorvidt priserne er rimelige, forholde sig til forholdet mellem pris og omkostninger forbundet med transmissions-, lager- eller LNG-selskabets virksomhed, herunder den af selskabet investerede kapital, samt forholde sig til, om omkostningerne ved drift af transmissions-, lager- eller LNG-selskabet svarer til omkostningerne ved en effektiv drift heraf. Energitilsynet tager i vurderingen af priser og betingelser hensyn til priser og betingelser, der gælder på tilsvarende markeder.

Energitilsynet skal i forbindelse med tilsynet med prisernes og betingelsernes rimelighed tage hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende i gassektoren. Transmissions- og lagerselskaberne er f.eks. pålagt offentlige forpligtelser, som er begrundet i hensynet til forsyningssikkerheden, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, og § 15, stk. 1, nr. 3.

Det bemærkes, at Energitilsynet i medfør af § 41, stk. 2, har mulighed for at gribe ind, hvis priser og betingelser anses for at give en miljømæssig eller samfundsmæssig uhensigtsmæssig anvendelse af energi. Det gælder, uanset om priserne i øvrigt anses for rimelige i henhold til § 38.

Det fremgår af stk. 1, at priser og betingelser for ydelser fra selskaber med bevilling til forsyning af kunder uden ret til valg af leverandør på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, samt fra selskaber, som forsyner kunder med ret til valg af leverandør, fastsættes ved forhandling. Priserne og betingelserne er som udgangspunkt uregulerede, idet det forudsættes, at naturgasleverancerne normalt finder sted i konkurrence med alternative brændsler eller naturgas fra andre udbydere, jf. dog § 36.

Det foreslås i stk. 2, at Energitilsynet fører tilsyn med, at priser og betingelser er rimelige. Med hensyn til priser og betingelser for ydelser fra selskaber med bevilling til forsyning på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, indeholder § 25 en række bindinger, forudsat der udstedes bevilling til forsyning på faste vilkår med hjemmel i § 25, stk. 2. Udstedelsen af en sådan bevilling indebærer nemlig, at naturgassalget til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år skal ske efter ensartede landsdækkende retningslinjer, hvilket får indflydelse på, hvilke priser og betingelser et selskab med bevilling til forsyning på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, vil kunne tilbyde denne kundegruppe. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til § 25. Det bemærkes at reglerne om ensartede landsdækkende retningslinjer er fastsat med henblik på at sikre en ensartet behandling af kunderne, uanset om kunderne, som følge af de aftalemæssige forhold i naturgassektoren, forsynes af en leverandør med bevilling i henhold til § 25, stk. 1, nr. 2, eller i henhold til § 25, stk. 2.

Energitilsynet skal ved vurderingen af priser og betingelser i henhold til stk. 2 tage hensyn til priser og betingelser, der gælder på tilsvarende markeder. Med hensyn til betingelserne for levering af naturgas skal det særligt bemærkes, at det hidtil har været sædvanligt, at der er blevet indgået langvarige, uopsigelige aftaler på take-or-pay vilkår såvel mellem gasproducenter og grossister som mellem grossister og store forbrugere. Langt den største del af EU s gasforsyning antages således i dag at finde sted på grundlag af take-or-pay kontrakter med en varighed på op til 20-25 år.

Baggrunden for at aftaler med naturgasproducenter indgås som langvarige take-or-pay aftaler er, at producenterne på grund af de meget store investeringer, der er forbundet med efterforskning, produktion og infrastruktur, må have en rimelig sikkerhed for afsætningen. Der er flere forklaringer på, at også aftaler med store forbrugere ofte indgås som langvarige take-or-pay aftaler. For det første kan der være store investeringer forbundet med sådanne aftaler. For det andet vil der ofte være en sammenhæng mellem på den ene side aftaler mellem grossister og købere af større mængder naturgas og på den anden side de take-or-pay forpligtelser, som grossister kan blive nødt til at påtage sig i forhold til producenter for at kunne opfylde aftalerne om videresalg af større mængder naturgas. Det vil ikke være i en grossists interesse at påtage sig store aftageforpligtelser i forhold til en naturgasproducent, medmindre grossisten har en vis sikkerhed for at kunne afsætte naturgassen til køberen i en på forhånd aftalt periode. De omtalte grunde til at kontrakter om store gasleverancer indgås som langvarige take-or-pay aftaler indebærer også, at aftalerne typisk vil være uopsigelige i det mindste i en del af deres løbetid.

Ved vurderingen af kontrakters løbetid vil Energitilsynet således blandt andet skulle tage hensyn til, om der er store investeringer forbundet med aftalerne, samt om aftalernes løbetid kan karakteriseres som sædvanlig i lyset af den praksis, der er gældende på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Det bemærkes, at Energitilsynet i medfør af § 41, stk. 2, har mulighed for at gribe ind, hvis priser og betingelser anses for at give en miljømæssig eller samfundsmæssig uhensigtsmæssig anvendelse af energi. Det gælder, uanset om priserne i øvrigt anses for rimelige i henhold til § 39.

Det fremgår af bestemmelsen, at de i stk. 1, nr. 1-5, nævnte forhold skal anmeldes til Energitilsynet. Anmeldelserne tjener til at give tilsynet mulighed for at kontrollere priser og betingelser. Priser, tariffer og betingelser omfatter såvel priser efter faste takster som forhandlede priser. Både priser til forbrugere og aftalte priser i andre led, som reguleres ved bevillingerne, skal anmeldes, eksempelvis priser for transmissions- og lagerydelser. Leveringsbetingelser omfatter eksempelvis tilslutningsbetingelser for forbrugere, vilkår for netadgang etc.

Energitilsynet kan træffe nærmere bestemmelse om omfang og form for det grundlag, som skal anmeldes. Som grundlag for fastsættelsen kan f.eks. indgå budgetter, regnskaber m.v., samt efter omstændighederne leveringsaftaler af væsentligt omfang.

Endelig skal distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber anmelde regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter tilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelse af indtægtsrammerne efter § 37.

Energitilsynet kan ifølge stk. 2 fastsætte regler om anmeldelser efter ovenstående bestemmelser. Der kan således fastsættes krav til, hvad der skal anmeldes, indholdet og formen af anmeldelserne samt frister for anmeldelser.

Det fremgår af stk. 1, at Energitilsynet kan give pålæg om ændring af priser og betingelser, hvis tilsynet finder, at disse må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, jf. i øvrigt bestemmelserne i §§ 36-39. For priser og betingelser fastsat ved forhandling kan Energitilsynet udstede pålæg til bevillingshavere om at indgå en aftale om forholdet på sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende aftaler. I den forbindelse skal der lægges vægt på markedets praksis for aftaler af tilsvarende varighed og omfang.

Miljømæssigt eller samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af energi bør i videst mulige omfang undgås. Energitilsynet kan derfor, i medfør af stk. 2, indlede forhandlinger med parterne om ændring af priser og betingelser i det omfang, de anses at medføre en uhensigtsmæssig anvendelse af energi. Hvis der ikke kan opnås en forhandlet løsning, kan Energitilsynet give påbud om ændring af priser og betingelser. Bestemmelsen i stk. 2 gælder, uanset om priser og betingelser vurderes rimelige i henhold til bestemmelserne i §§ 36, 38 og 39.

Formålet med bestemmelserne i kapital 8 er blandt andet at præcisere Energitilsynets opgaver i henhold til denne lov. Energitilsynet er nedsat i henhold til § 78, stk. 1, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning. Det følger af elforsyningsloven, at energitilsynet skal varetage tilsyns- og klageopgaver på energiområdet, jf. § 78, at Energitilsynet kan behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af en klage, jf. § 80, samt at Energitilsynet årligt aflægger beretning for sin virksomhed til miljø- og energiministeren, jf. § 82. Der henvises i øvrigt til elforsyningslovens § 78, hvoraf det blandt andet fremgår, at energitilsynet er et uafhængigt udvalg, som ikke er undergivet instrukstionsbeføjelse fra miljø- og energiministeren, og at Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for tilsynet og dettes formand, samt til § 79 om Energitilsynets sammensætning.

De bevillingspligtige naturgasselskaber vil med henblik på at opfylde deres forpligtelser efter loven efter omstændighederne kunne være nødsaget til at indgå aftaler og/eller udvise en adfærd, som under normale omstændigheder ville blive anset for at stride mod bestemmelserne i konkurrencelovens § 6 (konkurrencebegrænsende aftaler) eller § 11 (misbrug af dominerende stilling). Det følger imidlertid af konkurrencelovens § 2, stk. 2, at bl.a. bestemmelserne i lovens § 6 og § 11 ikke finder anvendelse, »hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering«. Afgørelsen af, om en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, skal i henhold til konkurrencelovens § 2, stk. 4, træffes af den myndighed m.v., der har fastsat den pågældende regulering eller, såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller EF-forordning, af vedkommende minister.

Det vil således være op til miljø- og energiministeren at vurdere, om konkurrencebegrænsende aftaler og/eller adfærd, der kan udgøre misbrug af dominerende stilling, må anses for at være en direkte eller nødvendig følge af den regulering, der følger af loven eller af regler, som ministeren har fastsat i medfør af loven. Såfremt den konkurrencebegrænsende aftale eller adfærd vedrører forhold, der er reguleret i regler, som Energitilsynet har fastsat i henhold til loven, vil det være tilsynet, der skal foretage den omhandlede vurdering.

Hvis miljø- og energiministeren og/eller Energitilsynet vurderer, at en aftale eller adfærd ikke er en direkte eller nødvendig følge af denne lov eller af regler fastsat i henhold til loven, vil det være op til Konkurrencerådet at vurdere, om der foreligger en overtrædelse af konkurrencelovens bestemmelser. De beføjelser, der tilkommer Energitilsynet efter denne lov, vil kunne udøves, selv om Konkurrencerådet konstaterer, at der ikke foreligger nogen overtrædelse af konkurrencelovens bestemmelser.

Bestemmelsen svarer til § 81 i elforsyningsloven. Det er i forbindelse med udarbejdelsen af dette lovforslag blevet vurderet, om der er behov for en bestemmelse som § 42, der giver en offentlig myndighed adgang til privat ejendom. Det er fundet nødvendigt at medtage bestemmelsen for at sikre, at Energitilsynet kan varetage sine opgaver i henhold til loven på et effektivt og betryggende grundlag, som det vurderes ikke ville kunne opnås på anden måde. Bestemmelsen skal blandt andet ses på baggrund af gasdirektivets artikel 22, hvorefter medlemsstaterne skal etablere passende, effektive mekanismer med henblik på blandt andet kontrol for at hindre ethvert misbrug af dominerende stilling m.v.

Energitilsynets adgang til et selskabs ejendom er begrænset til de lokaliteter på ejendommen, hvor de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets varetagelse af sine opgaver, forefindes. Det vil sædvanligvis være selskabets administrationslokaler.

Da bestemmelsen alene regulerer spørgsmål om stikprøvekontrol, skal der i overensstemmelse med almindelige lovgivningsprincipper ikke indhentes retskendelse. Hvis der før gennemførelsen af kontrolbesøget foreligger mistanke om et strafbart forhold, kan der ikke som led i kontrollen ske adgang uden retskendelse. Spørgsmålet om adgang skal i så fald behandles af domstolene efter retsplejelovens regler om ransagning.

Bestemmelsen svarer til § 83 i elforsyningsloven. Det følger af bestemmelsen, at Energitilsynet har pligt til at gøre miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener vil kunne have betydning for ministerens arbejde. Et sådant samarbejde vil navnlig kunne blive relevant i forbindelse med ministerens tilsyn med de bevillingspligtige selskabers overholdelse af vilkårene i bevillingerne, jf. § 30.

Det foreslås i stk. 1, at udgifterne til Energitilsynets varetagelse af opgaver efter naturgasforsyningsloven eller regler udstedt i henhold til loven betales af de selskaber, som Energitilsynet fører tilsyn med. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Miljø- og energiministeren kan efter bestemmelsen i stk. 2 fastsætte regler om, at der til dækning af tilsynets omkostninger skal betales et gebyr for indbringelse af klage. Der vil dog som udgangspunkt ikke blive stillet krav om gebyr ved indbringelse af klage fra forbrugere m.v., hvorimod gebyr for indbringelse af sager fra bevillingspligtige selskaber, jf. kapitel 3 og 4, og de kommercielle parter kan vise sig hensigtsmæssig.

Myndigheder kan med hjemmel i stk. 1 indhente alle oplysninger, som skønnes nødvendige for deres virksomhed, eller til afgørelse af om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data. Bestemmelsen sikrer implementering af gasdirektivets artikel 12.

Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at myndighederne kan pålægge bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører og LNG-selskaber at udlevere det nødvendige datagrundlag for udarbejdelse af f.eks. forbrugs- og produktionsstatistikker. Myndighederne kan desuden pålægge selskaberne at udarbejde statistiske analyser over udviklingen i gasforbruget og dettes fordeling på forskellige forbrugskategorier og anvendelsesformål og udlevere disse til myndighederne. Bestemmelsen sikrer hjemmel til fortsat gennemførelse af Rådets direktiv 90/377/EØF af 29. juni 1990 om prisgennemsigtighed.

Stk. 3 pålægger de bevillingspligtige selskaber, ikkebevillingspligtige naturgasleverandører og LNG-selskaber at meddele transmissions-, distributions- og lagerselskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at transport og oplagring af naturgas kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system. Bestemmelsen sikrer opfyldelse af gasdirektivets artikel 7, stk. 3, og artikel 10, stk. 3.

Ifølge bestemmelsen i stk. 1 skal de bevillingspligtige selskaber og LNG-selskaber behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de modtager under udøvelsen af deres virksomhed, fortroligt, dog skal oplysningerne meddeles miljø- og energiministeren, Energitilsynet eller Energiklagenævnet i det omfang, det følger af § 40 og § 45.

Fortroligheden skal, jf. stk. 2, også iagttages internt i selskaber, der både varetager transport-, lager- og/eller LNG-virksomhed og forsyningsvirksomhed i samme selskab samt mellem associerede selskaber. Bestemmelsen tager især sigte på, at et selskab som forsyningsselskab ikke skaffer sig konkurrencemæssige fordele i forhold til tredjepart ved at udnytte følsomme oplysninger, selskabet har modtaget i sin egenskab af transport- eller lagerselskab.

Selskaberne skal i deres administrative procedurer sikre, at den i stk. 2 nævnte fortrolighed iagttages. Disse procedurer skal ifølge bestemmelsen i stk. 3 kunne dokumenteres over for Energitilsynet.

§ 46 har til formål at opfylde kravene i gasdirektivets artikel 8 og 11.

§ 47 er en udmøntning af gasdirektivets artikel 13 om naturgasselskabers regnskaber.

Bestemmelsen i stk. 1 pålægger naturgasselskaber at følge årsregnskabslovens regler. Der findes ikke i den gældende lovgivning for naturgasselskaber en tilsvarende bestemmelse. DONG Naturgas A/S opfylder allerede årsregnskabsloven. For de regionale naturgasselskaber, der ikke er omfattet af årsregnskabsloven, etableres et nyt regnskabssystem, der følger årsregnskabslovens regler. Der stilles i stk. 1 krav om, at årsregnskaber skal være offentligt tilgængelige. Kravet om offentliggørelse opfyldes af de naturgasselskaber, som er omfattet årsregnskabsloven, idet selskaberne efter årsregnskabslovens bestemmelser skal indsende deres årsregnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til offentliggørelse. Selskaber, som ikke er omfattet af årsregnskabsloven, skal på deres hovedsæde opbevare en kopi af årsregnskabet, som skal kunne konsulteres af offentligheden.

Stk. 2 indebærer, at der skal ske en regnskabsmæssig adskillelse af transmissions-, distributions- og lageraktiviteter, samt at der skal føres et separat regnskab for ikkenaturgasrelaterede aktiviteter. Endvidere skal der ske en regnskabsmæssig adskillelse af forsyningsvirksomhed på faste vilkår i forhold til forsyningsvirksomhed på individuelle vilkår og til kunder, som har ret til valg af leverandør. Bestemmelsen skal bidrage til at sikre, at der ikke sker diskrimination eller krydssubsidiering mellem selskabets aktiviteter.

De separate regnskaber skal efter stk. 3 udarbejdes og revideres, som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.

Efter stk. 4 kan miljø- og energiministeren fastsætte nærmere regler om selskabernes regnskabsføring efter stk. 2 og 3, herunder om regnskabsrapportering for distributions- og forsyningspligtig virksomhed til Energitilsynet på et ensartet grundlag. Reglerne vil skulle udarbejdes under hensyn til bestemmelserne i gasdirektivets artikel 13, herunder at årsregnskaber og separate regnskaber i noterne skal oplyse om alle større transaktioner, der er gennemført med andre regnskabspligtige dele i selskabet eller andre tilknyttede selskaber.

Bestemmelsen svarer til § 86 i elforsyningsloven. Bestemmelsen giver adgang til, at Energitilsynet kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder i tilfælde af, at påbud meddelt af Energitilsynet i medfør af § 41 ikke efterkommes rettidigt. Bestemmelsen skal blandt andet ses på baggrund af gasdirektivets artikel 22, som er identisk med eldirektivets artikel 22, hvorefter medlemsstaterne skal etablere passende, effektive mekanismer med henblik på regulering, kontrol og gennemsigtighed for at hindre ethvert misbrug af dominerende stilling, navnlig til skade for forbrugerne, og enhver form for aggressiv adfærd.

Det er skønnet, at effektueringen af pålæg om priser, m.v. har en særlig og hastende karakter, ikke mindst i den nuværende situation, hvor der er tale om introduktion af konkurrence på et monopolreguleret område.

§ 49 og § 50 indeholder strafbestemmelser, som skal medvirke til at sikre lovens overholdelse. Bestemmelserne svarer til § 87 og § 88 i elforsyningsloven. Bestemmelsen bygger på samme principper for strafbestemmelser som i den hidtil gældende naturgasforsyningslov.

Det foreslås i § 51, stk. 1, at det uafhængige Energiklagenævn, som er nedsat i henhold til § 5, stk. 2, i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997, skal være 2. instans for afgørelser truffet i henhold til loven af miljø- og energiministeren og Energitilsynet. Bestemmelsen svarer til § 89 i elforsyningsloven.

Det foreslås i stk. 3, at klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er kommet frem. I forhold til klageberettigede, der har krav på individuel meddelelse, regnes klagefristen fra det tidspunkt, meddelelsen er kommet frem. Har klageberettigede krav på offentlig bekendtgørelse, regnes klagefristen fra den offentlige bekendtgørelse.

Klagen skal være kommet frem til Energiklagenævnet inden fristens udløb. Klagefristen udløber den samme ugedag, som meddelelsen er kommet frem, fire uger senere. Når klagefristens sidste dag falder på en lørdag eller en helligdag bliver fristen forlænget til den påfølgende hverdag.

§ 52 bemyndiger miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om adgangen til at klage. Stk. 1, nr. 1, bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere regler om kredsen af klageberettigede og om, hvilke afgørelser der kan påklages, idet det samtidig forudsættes, at visse mindre indgribende afgørelser kan afgøres endeligt i 1. instans. Det bemærkes, at f.eks. adgangen til at klage over afgørelser om afslag på bevilling ikke vil kunne afskæres, da det følger af gasdirektivet, at der skal være en klageprocedure.

Stk. 1, nr. 2, skal ses i sammenhæng med den ulovbestemte interne delegationsbeføjelse og med delegationsbeføjelsen i § 54, og med at det i den forbindelse vil være hensigtsmæssigt at kunne afskære klageadgangen til ministeren over f.eks. Energistyrelsens og Energitilsynets afgørelser.

Stk. 1, nr. 3, indeholder en generel bemyndigelse til ministeren om at fastsætte regler for gebyr, herunder størrelsen, ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

Med § 53 foreslås at miljø- og energiministeren bemyndiges til at kunne sammensætte Energiklagenævnet på en måde, der anses for hensigtsmæssig i forbindelse med klager efter naturgasforsyningsloven. Dette skal ses på baggrund af, at det i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug er fastsat en sammensætning af Energiklagenævnets medlemmer med henblik på de sagstyper, som nævnet skal behandle efter denne tilskudslov.

Da ikke alle de sager, nævnet skal behandle efter naturgasforsyningsloven eller regler udstedt i henhold til loven, i forhold til lovens formål nødvendigvis kræver stillingtagen fra et samlet nævn, er det fundet hensigtsmæssigt, at der i stk. 2 gives formanden mulighed for efter aftale med de øvrige nævnsmedlemmer selv at træffe afgørelse i nogle sager eller typer af sager.

Bestemmelsen indeholder hjemmel for miljø- og energiministeren til at bemyndige Energitilsynet til at udøve ministerens beføjelser efter loven.

§ 55 vedrører ekspropriation til fordel for transmissionsanlæg for naturgas. Der er med mindre redaktionelle ændringer tale om en videreførsel af bestemmelsen i den gældende naturgasforsyningslovs § 6. Reglerne om ekspropriation til fordel for distributionsanlæg for naturgas findes i varmeforsyningsloven. Ekspropriationsbestemmelsen i § 55 tænkes navnlig benyttet til at sikre adgangen til nedlægning af rørledninger. I forbindelse hermed kan der blive tale om begrænsede arealanskaffelser til anlæg af kompressorstationer, fordelingscentraler m.v.

Erstatningsbestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelsen i § 7 i den gældende naturgasforsyningslov. Den gældende naturgasforsyningslov finder imidlertid ikke anvendelse på lokaldistribution, jf. lovens § 1, stk. 2, og bestemmelsen har derfor ikke haft betydning i relation til de regionale naturgasselskabers distributionsaktiviteter.

Det foreslås i stk. 1, at bevillingshavere det vil sige transmissions-, distributions-, lager- og forsyningsselskaber skal erstatte skader, der forvoldes ved den i henhold til bevilling udøvede virksomhed, selv om skaden er hændelig. Bestemmelsen indebærer, at det objektive ansvar også udstrækkes til at omfatte skader, der rammer personer, som ikke kan anses for udenforstående (ansatte, medkontrahenter og lignende). Brand- og eksplosionsfaren ved moderne naturgasanlæg må anses for at være overordentlig ringe, men der kan til en naturgasforsyning knytte sig risici, som det må være rimeligt, at bevillingshaveren bærer, også selv om der er tale om skader, som ikke skyldes fejl eller forsømmelser fra bevillingshaverens side.

§ 56 vedrører kun erstatning for skade uden for kontraktsforhold.

Det følger af gasdirektivet, at det skal være implementeret senest den 10. august 2000. Det foreslås på denne baggrund i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

For at loven vil kunne fungere i praksis, vil der skulle udarbejdes en række bekendtgørelser og andet administrationsgrundlag, som f.eks. paradigmer for bevillingsskrivelser m.v. Udstedelse af regler med hjemmel i blandt andet §§ 8, 19, stk. 5, og 21 vil endvidere være nødvendig for at gennemføre gasdirektivet.

Det foreslås i stk. 2, at den gældende naturgasforsyningslov, jf. lov nr. 294 af 7. juni 1972, ophæves samtidig med den nye naturgasforsyningslovs ikrafttræden.

Maksimalprisbekendtgørelsen er fastsat i medfør af § 20, stk. 3, i lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning. Med forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning udgår denne bestemmelse af varmeforsyningsloven. Der er imidlertid skabt hjemmel til en videreførelse af maksimalprisbekendtgørelsen, idet nærværende lovforslag indeholder en tilsvarende bestemmelse i § 36, stk. 1.

Denne regel indeholder bestemmelser om de betingelser, hvorunder de naturgasselskaber, der ved lovens ikrafttræden varetager transmissions-, distributions-, lager- og/eller forsyningsvirksomhed har ret til at få bevilling til disse aktiviteter i det omfang, de er bevillingspligtige. Udgangspunktet er, at selskaber, der ved lovens ikrafttræden driver virksomhed, herunder virksomhed som i modsætning til tidligere gøres bevillingspligtig, ved lovens ikrafttræden har ret til at få bevilling til virksomheden.

§ 59 indeholder overgangsbestemmelser, der opretholder tidligere givne godkendelser til etablering og ændringer af transmissionsnet i overensstemmelse med deres indhold og løbetid. I henhold til stk. 2 kan en bevillingspligtig virksomhed, når den har indgivet ansøgning om bevilling, midlertidigt fortsætte sin virksomhed uden bevilling, indtil miljø- og energiministeren har afgjort ansøgningen.

Med lovforslaget introduceres nye regler for prisreguleringen af sektoren. Hvile-i-sig-selv princippet afskaffes for transmission, oplagring af naturgas og handel med kunder, som ikke sker ved bevilling efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2. For distributions- og forsyningspligtselskaber gælder, at hvile-i-sig-selv princippet videreføres i en ændret form gennem indførelse af indtægtsrammer, herunder krav om effektiviseringer på grundlag af effektiviseringsvurderinger og benchmarkanalyser foretaget af Energitilsynet.

I forbindelse med overgangen til en ny prisregulering er der behov for bestemmelser om udarbejdelse af opgørelse over kapitalforhold, herunder hvorledes størrelsen af aktiver og passiver er fastsat. Distributions- og forsyningspligtselskaber skal på baggrund af opgørelsen udarbejde en åbningsbalance, som skal danne baggrund for den fremtidige prisfastsættelse.

Ifølge bestemmelsen kan eksisterende naturgasleveringskontrakter til kunder kunne løbe uændrede videre. Bestemmelsen har til formål at præcisere, at forslaget til naturgasforsyningslov ikke berører allerede indgående kontrakter.

Forslagets § 35 indebærer, at Indenrigsministeriet på baggrund af Energitilsynets afgørelse reducerer statstilskuddet for en kommune, som har opnået et nettoprovenu ved salg af et naturgasselskab til tredjemand.

Det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning indeholder en tilsvarende bestemmelse om reduktion af det generelle statstilskud ved salg af et kommunalt ejet varmeforsyningsanlæg (lovforslagets § 1, nr. 10).

§ 63 indeholder bestemmelse om regulering af en kommunes statstilskud i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner både i forbindelse med et eventuelt salg af et naturgasselskab og i forbindelse med et eventuelt salg af et varmeforsyningsanlæg.

Bestemmelsen om statstilskud til kommuner fremgår af § 10 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. Statstilskuddet fordeles, jf. lovens § 10, stk. 5, efter kommunernes andel af det samlede beskatningsgrundlag blandt kommunerne.

Med den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 6, nr. 2, fastsættes det, at Indenrigsministeriet skal reducere det beregnede statstilskud til en kommune, der har solgt et naturgasselskab helt eller delvist, med det beløb, som Energitilsynet har givet meddelelse om i medfør af den foreslåede bestemmelse i naturgasforsyningslovens § 35, stk. 6, samt en forrentning af beløbet, som svarer til muligheden for indtjening ved en hensigtsmæssig anbringelse af salgsprovenuet, jf. § 35, stk. 8.

Med den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 6, nr. 3, fastsættes det, at Indenrigsministeriet tilsvarende skal reducere det beregnede statstilskud til en kommune, der har solgt et varmeforsyningsanlæg helt eller delvist, med det beløb, som Energitilsynet har givet meddelelse om i medfør af den foreslåede bestemmelse i varmeforsyningslovens § 23 e, stk. 6, samt en forrentning af beløbet, som svarer til muligheden for indtjening ved en hensigtsmæssig anbringelse af salgsprovenuet, jf. § 23 e, stk. 8.

De forslåede bestemmelser svarer til de gældende bestemmelser i tilskuds- og udligningslovens § 10, stk. 6, og § 17, stk. 6, vedrørende henholdsvis en kommunes og en amtskommunes salg af en elforsyningsvirksomhed. De foreslåede bestemmelser vedrører dog ikke amtskommuner, der ikke er involverede i naturgas- eller varmeforsyningssektoren.

Tilskudsreduktionen vil alene vedrøre de pågældende kommuner, hvorimod de øvrige kommuners statstilskud ikke vil blive berørt. Reduktionen vil således føre til en nedsættelse af det samlede statstilskud til kommuner.

Da en tilskudsreduktion eventuelt kan overstige en kommunes statstilskud for det pågældende år, vil tilskudsreduktionen eventuelt skulle ske over en årrække, jf. den foreslåede § 10, stk. 7.

Tilskudsreduktionen udmeldes til kommunen samtidig med Indenrigsministeriets øvrige udmeldinger af tilskud og udligning. Tidsfristen herfor er normalt den 1. juli, jf. § 33 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud.

Hvis der efter tilskudsudmeldingen sker ændringer i kommunens statstilskud som følge af f.eks. en generel regulering efter § 10, stk. 2, nr. 3 (regulering for kommunale mer/mindreudgifter ved ny lovgivning m.v.), vil tilskudsreduktionen for den pågældende kommune ligeledes kunne blive reguleret. Det samme gælder, hvis der sker en ændring af statstilskuddet i forbindelse med efterfølgende reguleringer.

Reguleringen tilsigter, at reduktionen ikke overstiger kommunens endelige statstilskud for det pågældende år.

Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nødvendige overgangsregler, hvilket skønnes nødvendigt under hensyn til, at det må påregnes, at der i forbindelse med overgangen til den nye lovgivning vil kunne opstå behov for overgangsregler, som det ikke er muligt at fastlægge på forhånd.

Bilag 1

Bilag 1

Uddrag af Reform-opfølgning Aftale mellem regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti Med denne aftale fastlægges rammer og principper for implementeringen af EUs gasdirektiv. Aftalen fastlægger endvidere de overordnede rammer for den fremtidige udvikling i varmeforsyningssektoren. Som opfølgning på elreformen fastlægger aftalen endvidere rammer for den videre tilrettelæggelse af biomasseaftalen, udligning af omkostningerne til den prioriterede produktion, energibesparelsesområdet samt Det Grønne Energimarked. 1. Naturgas Med aftalen fastlægges de overordnede rammer for et velfungerende naturgasforsyningssystem med henblik på at sikre en høj grad af forsyningssikkerhed, forbrugerbeskyttelse og omkostningseffektivitet. Naturgassektoren forpligtes således til at varetage forsyningssikkerheds- og forsyningspligtopgaver samt andre offentlige opgaver som led i forbrugerbeskyttelsen og for at opfylde målene i den danske energi- og miljøpolitik. Samtidig hermed vil naturgassektoren blive underlagt en større grad af markedsstyring som følge af åbningen af naturgasmarkedet. Reguleringen af naturgassektoren skal tilgodese følgende overordnede hensyn: Et velfungerende naturgassystem med en høj grad af forsyningssikkerhed. Et velfungerende marked for transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas med fortsatte tilskyndelser til omkostningseffektivitet. Adgang til naturgassystemet på objektive og ikke diskriminerende vilkår. Behovet for støtte til sektoren begrænses mest muligt. DONG Naturgas skal kunne opfylde sine forpligtigelser over for blandt andre DUC i de indgåede take-or-pay kontrakter. Forbrugerbeskyttelse, frit leverandørvalg for nogle forbrugere og rådgivning om energibesparelser. Et økonomisk og miljømæssigt effektivt samspil med det europæiske naturgassystem og med den øvrige danske energisektor. Fastholdelse af Danmarks lave gaspriser til industrien. Aftalen skaber grundlag for en fortsat effektiv udnyttelse af den allerede etablerede infrastruktur på naturgasområdet og sikrer samtidig, at naturgassektoren fortsat bidrager til opfyldelsen af de langsigtede miljømålsætninger gennem udnyttelse af naturgassens miljøfordele i det samlede energiforsyningssystem. Med aftalen skabes der endvidere klarhed omkring den fremtidige rollefordeling i naturgassektoren, således at der sikres en adskillelse mellem opgaver vedrørende offentlige forpligtelser og kommercielle aktiviteter. Aftalen har også til formål at fremme effektiviteten til gavn for de danske forbrugere. Øget konkurrence kombineret med en mere målrettet effektivitetsfremmende prisregulering skal medvirke til at realisere effektiviserings-potentialerne i sektoren. Aftalen skal endvidere udmønte den aftale (Skt. Hans aftalen), som staten den 23. juni 1999 indgik med Hovedstadsregionens Naturgas I/S (HNG) og Naturgas Midt-Nord I/S (NGMN) om struktur og støtteforhold i gassektoren. I aftalen indgår, at Naturgas Sjælland I/S (NGSJ) og Naturgas Fyn I/S (NGF) kan tilslutte sig aftalen på samme vilkår. Aftalen fastlægger rammerne for den fremtidige organisering af handlen med naturgas og de fremtidige støtteforhold i naturgassektoren.

Parterne er enige om, at naturgasnettet og naturgaslagre skal forblive i offentligt eje. Parterne er ligeledes enige om, at såvel spørgsmålet om markedsåbning som spørgsmålet om en selskabsmæssig adskillelse af på den ene side transmissions- og lageraktiviteter og på den anden side kommerciel handel tages op til drøftelse mellem parterne inden udgangen af 2003. Efter denne drøftelse er parterne fritstillede med hensyn til markedsåbning og selskabsadskillelse. Markedsåbning Der gennemføres en afbalanceret åbning af gasmarkedet, som følger bestemmelserne i gasdirektivet. Hermed tilgodeses hensynet til de store offentlige investeringer og den betydelige statsstøtte, der er tilgået sektoren, samt de take-or-pay forpligtelser, som DONG har over for DUC. Markedsåbningen vil udgøre 30% i 2000 stigende til 38% og 43% i henholdsvis 2003 og 2008. Denne markedsåbning blev i sin tid fastlagt i EUs Ministerråd efter dansk ønske og efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg og Folketingets Europaudvalg. Det vil være elværkerne og de største decentrale kraftvarmeværker og industrivirksomheder, der opnår markedsadgang. De regionale selskaber vil ikke få markedsadgang, idet dette i givet fald ville indebære, at offentlige selskaber kommer i direkte konkurrence med hinanden. Parterne er enige om, at den foreslåede markedsåbning fastlægges i naturgasforsyningsloven. Europa-Kommissionen underrettes om markedsåbningen i forbindelse med underretningen om gennemførelsen af gasdirektivet i Danmark. Kunder med markedsadgang får ret til at benytte transmissions- og distributionsnet samt lagre i overensstemmelse med bestemmelserne i EUs gasdirektiv. Der gives adgang til net og lagre på grundlag af objektive og ikke diskriminerende kriterier. Kunder med markedsadgang har mulighed for at klage til Energitilsynet, hvis de nægtes adgang til at benytte net og lagre, eller hvis de finder, at priser og betingelser for adgang er diskriminerende. Aftaler om adgang til transmissionsnet og lagre forhandles med de pågældende naturgasselskaber, som skal offentliggøre de kommercielle hovedvilkår for brug af transmissionsnet og lagre. Miljø- og energiministeren fastsætter regler, som sikrer, at tvister i forbindelse med forhandlingerne hurtigt kan bilægges. Bevillingssystem Der indføres et bevillingssystem, hvorefter transmissions-, distributions- og lagervirksomhed kun kan udøves efter bevilling. DONG Naturgas og de regionale selskaber vil som udgangspunkt få bevilling til de net- og forsyningsaktiviteter, som de varetager i dag, med de ændringer i opgavevaretagelsen, der følger af Skt. Hans aftalen. I tilfælde af tvister om salg af naturgas mellem naturgasselskaberne kan Energitilsynet inden for de af miljø- og energiministeren fastlagte ensartede landsdækkende retningslinier træffe afgørelse herom. Opstrømsledninger

Miljø- og energiministeren bemyndiges til efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg at fastlægge regler for adgang til opstrømsledninger. Der sigtes mod at give samme adgang til opstrømsledninger som til transmissionsnettet i takt med, at Danmarks nabolande giver en tilsvarende adgang. Målet er at give fri og lige adgang til det danske marked for alle leverandører. Statsstøtte Den hidtidige statsstøtte til sektoren er godkendt indtil 2000 af Europa-Kommissionen i forbindelse med anmeldelsen af bundfradragsloven. Ved godkendelsen lagde Europa-Kommissionen vægt på, at de anmeldte foranstaltninger herefter skulle tages op til revision og anmeldes på ny som følge af gennemførelse af gasdirektivet. Der er enighed om, at den fremtidige statsstøtte til gassektoren skal begrænses mest muligt. Det nuværende afgiftsniveau på naturgas på ca. 85% af olieafgiftsniveauet videreføres indtil videre. De regionale selskaber vil fortsat være omfattet af et hvile-i-sig-selv-princip og er derfor fortsat ikke skattepligtige. Effektivitetskrav Naturgasdistributionsselskaberne vil blive stillet over for effektiviseringskrav i form af indtægtsrammer, som administreres af Energitilsynet. Prisreguleringen skal tilrettelægges under hensyntagen til, at de regionale selskaber, der har tilsluttet sig Skt. Hans aftalen, under ét skal have mulighed for at have afviklet gælden i 2014. Tariffer og vilkår skal godkendes af Energitilsynet. Transport- og lagerbetaling I overensstemmelse med gasdirektivet vil der blive stillet krav om en intern regnskabsmæssig adskillelse af transmissions-, distributions- og lageraktiviteter. Herved undgås krydssubsidiering mellem de forskellige aktiviteter i selskaberne med konkurrenceforvridning til følge. Betaling for transport gennem transmissionsnettet vil ske efter forhandling mellem de involverede selskaber på et kommercielt grundlag. Priser for transmissions- og lagerydelser skal anmeldes til Energitilsynet for at sikre, at DONG Naturgas ikke misbruger sin monopolstilling. Betaling for transport gennem distributionsnettet baseres på et omkostningsbaseret tarifsystem, hvor kunden betaler samme pris uanset leveringssted. Tariffen differentieres efter, hvorledes systemerne belastes. Tariffer skal anmeldes til Energitilsynet. Overdragelse For at sikre at transportsystemet fortsat kan være i offentligt eje, får staten forkøbsret til natur-gasdistributionsnettet. Prisen fastsættes på almindelige markedsvilkår. Såfremt en kommune opnår et provenu ved salg af et naturgasselskab, modregnes i det generelle statstilskud til kommunen. Herved opnås, at de værdier, der er opbygget i naturgasselskaberne med støtte fra staten, tilbageføres til staten ved et eventuelt salg. Forbrugerbeskyttelse For at sikre forbrugernes rettigheder til naturgasforsyning vil bevillingshaverne få pligt til at tilslutte og forsyne kunder i områder, der i medfør af varmeplanlægningen er udlagt til naturgasforsyning. Maksimalprisbestemmelserne for naturgas bliver videreført i den nye lovgivning for de kunder, som ikke har markedsadgang.

Offentlige forpligtigelser Opfyldelse af forsyningssikkerheden, herunder nødforsyning, pålægges transmissionsbevillings-haveren. Lagerbevillingshaveren forpligtes til at stille den nødvendige lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabernes opretholdelse af forsyningssikkerheden. Distributionsbevillingshavere og transmissionsbevillingshavere pålægges endvidere en forpligtigelse til at bidrage til forskning i sikkerhed, miljø og energieffektivisering samt at yde energirådgivning over for kunderne. Udgifter forbundet med Energitilsynets opgaver betales af bevillingshaverne.

Bilag 2

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, artikel 66 og artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen ) , under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg ) , i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B ) , og ud fra følgende betragtninger: I henhold til traktatens artikel 7 A indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital; der bør træffes foranstaltninger med henblik på den fortsatte virkeliggørelse af det indre marked; i henhold til traktatens artikel 7 C tages der hensyn til økonomier på forskellige udviklingstrin, men undtagelser skal være af midlertidig karakter og medføre de mindste forstyrrelser i fællesmarkedets funktion; det er et vigtigt led i oprettelsen af det indre marked for energi, at markedet for naturgas gøres konkurrencepræget; Rådets direktiv 91/296/EØF af 31. maj 1991 om transit af naturgas gennem de overordnede net ) og Rådets direktiv 90/377/EØF af 29. juni 1990 om en fællesskabsprocedure med hensyn til gennemsigtigheden af prisen på gas og elektricitet til den endelige forbruger i industrien ) udgør en første etape i virkeliggørelsen af det indre marked for naturgas; der kræves nu yderligere foranstaltninger for at oprette det indre marked for naturgas; dette direktiv indskrænker hverken anvendelsen af traktaten i fuldt omfang, særlig bestemmelserne om frie varebevægelser i det indre marked og konkurrencereglerne, eller Kommissionens beføjelser i henhold til traktaten; det indre marked for naturgas bør oprettes gradvist, således at sektoren får mulighed for at tilpasse sig de nye betingelser på en fleksibel og rationel måde, og således at der tages hensyn til de forskellige markedsstrukturer i medlemsstaterne; oprettelsen af det indre marked inden for naturgassektoren bør fremme sammenkoblingen af systemerne og deres interoperabilitet, f.eks. gennem kompatible gaskvaliteter; der bør fastsættes en række fælles regler for naturgassektorens organisation og funktion; i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet udgør disse regler alene de generelle principper, der udstikker rammerne, medens det bør overlades til medlemsstaterne at fastsætte de detaljerede gennemførelsesbestemmelser, således at den enkelte medlemsstat kan bibeholde eller vælge den ordning, der egner sig bedst til de givne forhold, især med hensyn til autorisationer og tilsyn med forsyningsaftaler;

den eksterne forsyning med naturgas er af særlig betydning for køb af naturgas i medlemsstater, der er meget afhængige af import; selskaber i naturgassektoren skal som hovedregel kunne drive virksomhed uden at blive udsat for forskelsbehandling; det kan for nogle medlemsstater være nødvendigt at pålægge forpligtelser til offentlig tjeneste af hensyn til forsyningssikkerheden og beskyttelsen af forbrugerne og miljøet, som den frie konkurrence efter deres opfattelse ikke ubetinget kan garantere alene; et af midlerne til at opfylde sådanne forpligtelser til offentlig tjeneste kan være langtidsplanlægning, idet der skal tages hensyn til, at tredjeparter eventuelt vil søge at få adgang til systemet; medlemsstaterne kan føre tilsyn med take-or-pay-kontrakter, der er indgået, for løbende at følge forsyningssituationen; i henhold til traktatens artikel 90, stk. 1, skal medlemsstaterne overholde konkurrencereglerne for så vidt angår offentlige virksomheder og virksomheder, som er indrømmet særlige eller eksklusive rettigheder; i henhold til traktatens artikel 90, stk. 2, er virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, underkastet disse regler på særlige betingelser; gennemførelsen af dette direktiv vil få indvirkning på sådanne virksomheders aktiviteter; som anført i artikel 3, stk. 3, kan medlemsstaterne undlade at anvende artikel 4 på deres distributionsinfrastruktur for ikke retligt eller faktisk at hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt naturgasselskaber under hensyn til den almindelige økonomiske interesse; medlemsstaterne må derfor, når de pålægger virksomheder i naturgassektoren forpligtelser til offentlig tjeneste, overholde de relevante regler i traktaten, således som de er fortolket af De Europæiske Fællesskabers Domstol; der bør fastlægges grundlæggende kriterier og procedurer vedrørende de autorisationer, som medlemsstaterne kan meddele til etablering eller drift af de relevante faciliteter inden for deres nationale system; disse bestemmelser bør ikke anfægte de relevante bestemmelser i den nationale lovgivning om krav om autorisation til etablering eller drift af faciliteterne; sådanne krav bør imidlertid ikke bevirke, at konkurrencen mellem selskaberne i sektoren hæmmes; Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1254/96/EF af 5. juni 1996 om opstilling af et sæt retningslinjer for transeuropæiske net på energiområdet ) bidrager til udviklingen af integrerede infrastrukturer for naturgassektoren; de tekniske regler for driften af systemerne og de direkte linjer skal være gennemsigtige og sikre interoperabiliteten; der bør fastsættes grundlæggende regler for transmissions-, lager- og LNG-selskaber, samt for distributionsselskaber og leverandører; det bør ligeledes fastsættes, at de kompetente myndigheder skal have adgang til selskabernes interne regnskaber under behørig hensyntagen til fortroligheden;

regnskaberne for alle integrerede naturgasselskaber bør være så gennemsigtige som muligt; der skal føres separat regnskab for de forskellige aktiviteter, når dette er nødvendigt for at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og anden konkurrenceforvridning, idet der i de relevante tilfælde tages hensyn til, at transmission i regnskabsmæssig henseende omfatter forgasning; der bør ikke kræves separate regnskaber for juridiske personer som f. eks. fondsbørser herunder sådanne, hvor der handles futures, som, når der ses bort fra denne handelsaktivitet, ikke varetager nogen af et naturgasselskabs funktioner; der kan fremlægges integrerede regnskaber for kulbrinteproduktion og relaterede aktiviteter som led i opfyldelsen af dette direktivs krav om regnskaber for ikke-naturgasrelaterede aktiviteter; de relevante oplysninger i artikel 23, stk. 3, skal, når det kræves, omfatte regnskabsoplysninger om opstrømsrørledninger; i henhold til dette direktiv skal adgangen til systemet være åben og skal føre til en tilstrækkelig grad af åbning af markederne i de forskellige medlemsstater, herunder i relevante tilfælde til en sammenlignelig grad af åbning; åbningen af markederne må dog samtidig ikke forårsage unødig uligevægt i konkurrencesituationen for selskaberne i de forskellige medlemsstater; der bør på grund af strukturernes mangfoldighed i medlemsstaterne og hvert enkelt systems særpræg fastsættes forskellige procedurer for systemadgang, som skal forvaltes efter objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier; for at gøre naturgasmarkedet konkurrencepræget skal der gives adgang til opstrømsrørledningsnet; adgangen til opstrømsrørledningsnet må dog behandles særskilt i betragtning af de særlige økonomiske, tekniske og operationelle karakteristika, der gør sig gældende for sådanne net; dette direktivs bestemmelser berører i intet tilfælde nationale beskatningsregler; der skal fastsættes bestemmelser om autorisation, etablering og anvendelse af direkte linjer; der skal fastsættes beskyttelsesbestemmelser og procedurer for bilæggelse af tvister; ethvert misbrug af dominerende stilling og enhver form for aggressiv adfærd skal undgås; visse medlemsstater vil kunne støde på særlige vanskeligheder under tilpasningen af deres systemer, og der bør derfor kunne anvendes midlertidige undtagelser;

det er en realitet på markedet, at der er indgået langsigtede take-or-pay-kontrakter for at sikre medlemsstaternes gasforsyning; der bør navnlig gives adgang til at indrømme undtagelser fra visse af direktivets bestemmelser for det tilfælde, at et naturgasselskab er eller måtte komme i alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af sine take-or-pay-forpligtelser; disse undtagelser må ikke undergrave direktivets målsætning om at liberalisere det indre marked for naturgas; alle take-or-pay-kontrakter, der indgås eller fornys efter dette direktivs ikrafttræden, skal indgås med forsigtighed, så de ikke er til hinder for en betydelig markedsåbning; sådanne undtagelser skal derfor være begrænsede i tid og omfang og skal indrømmes på gennemsigtig måde under tilsyn af Kommissionen; der er behov for særbestemmelser for markeder og investeringer i andre områder, der endnu ikke er fuldt udviklede; undtagelser for sådanne markeder og områder skal være begrænsede i tid og omfang; af hensyn til gennemsigtigheden og ensartetheden bør Kommissionen spille en vigtig rolle i forbindelse med indrømmelsen af disse undtagelser; dette direktiv udgør endnu en fase i liberaliseringen; når det er blevet gennemført, vil der imidlertid fortsat være visse hindringer for handelen med naturgas mellem medlemsstaterne; der vil derfor på baggrund af de indhøstede erfaringer kunne fremsættes forslag til forbedring af det indre marked for naturgas; Kommissionen bør følgelig aflægge beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af dette direktiv - UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: KAPITEL I ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER Artikel 1 I dette direktiv fastsættes fælles regler for transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas. Det fastlægger regler for, hvorledes sektoren for naturgas, herunder for flydende naturgas (LNG), skal organiseres og fungere, hvordan der opnås adgang til markedet, hvorledes systemerne skal drives, samt hvilke kriterier og procedurer der skal anvendes ved udstedelse af autorisationer til transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas. Artikel 2 I dette direktiv forstås ved: »naturgasselskab«: enhver fysisk eller juridisk person, der varetager mindst én af følgende funktioner: produktion, transmission, distribution, forsyning, køb eller oplagring af naturgas, herunder af LNG, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske og/eller vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse funktioner, men ikke er endelig kunde »opstrømsrørledningsnet«: enhver rørledning eller ethvert net af rørledninger, der drives og/eller er anlagt som en del af et olie- eller gasproduktionsanlæg eller anvendes til at lede naturgas fra et eller flere af sådanne anlæg til et behandlingsanlæg, en behandlingsterminal eller en endelig kystlandingsterminal

»transmission«: transport af naturgas gennem andre former for højtryksrørledningsnet end opstrømsrørledningsnet med henblik på levering til kunder »transmissionsselskab«: enhver fysisk eller juridisk person, der varetager transmissionsfunktionen »distribution«: transport af naturgas via lokale eller regionale ledningsnet med henblik på levering til kunder »distributionsselskab«: enhver fysisk eller juridisk person, der varetager distributionsfunktionen »forsyning«: levering og/eller salg af naturgas, herunder af LNG, til kunder »leverandør«: enhver fysisk eller juridisk person, der varetager forsyningsfunktionen »gaslager«: et anlæg, der anvendes til oplagring af naturgas, og som ejes og/eller drives af et naturgasselskab, med undtagelse af den del, der benyttes til produktionsformål »lagerselskab«: enhver fysisk eller juridisk person, der varetager oplagringsfunktionen »LNG-facilitet«: en terminal, som anvendes til flydendegørelse af naturgas eller losning, oplagring og forgasning af LNG »system«: alle transmissionsnet og/eller distributionsnet og/eller LNG-faciliteter, som ejes og/eller drives af et naturgasselskab, herunder dettes og tilknyttede selskabers faciliteter, som yder supplerende tjenester, og som er nødvendige for at give adgang til transmission og distribution »sammenkoblet system«: flere systemer, der er indbyrdes forbundne »direkte linje«: en naturgasrørledning, der supplerer det sammenkoblede system »integreret naturgasselskab«: et vertikalt eller horisontalt integreret selskab »vertikalt integreret naturgasselskab«: et naturgasselskab, der varetager to eller flere af følgende funktioner: produktion, transmission, distribution, forsyning eller oplagring af naturgas »horisontalt integreret naturgasselskab«: et selskab, der varetager mindst en af følgende funktioner: produktion, transmission, distribution, forsyning eller oplagring af naturgas, sideløbende med en ikke-naturgasrelateret aktivitet »tilknyttet selskab«: en tilknyttet virksomhed efter artikel 41 i Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber ) og/eller en associeret virksomhed efter artikel 33, stk. 1, i nævnte direktiv og/eller et selskab, som tilhører samme selskabsdeltagere »systembruger«: enhver fysisk eller juridisk person, der forsyner eller forsynes fra et system »kunder«: grossister eller endelige kunder, som køber naturgas, og naturgasselskaber, der køber naturgas »endelig kunde«: kunde, som køber naturgas til eget brug »grossister«: såfremt medlemsstaterne anerkender sådannes eksistens, enhver fysisk eller juridisk person, der køber og sælger naturgas, og som ikke varetager transmission eller distribution inden for eller uden for det system, hvor den pågældende er etableret »langtidsplanlægning«: naturgasselskabers langsigtede forsyningsplanlægning og deres langsigtede planlægning af transportkapacitet med henblik på at tilfredsstille systemets efterspørgsel efter naturgas, diversificere kilderne og sikre forsyninger til kunderne

»marked under opbygning«: en medlemsstat, hvor den første kommercielle forsyning i henhold til dens første langfristede aftale vedrørende naturgasforsyning har fundet sted for mindre end ti år siden »sikkerhed«: såvel forsynings- og leveringssikkerhed som teknisk sikkerhed. KAPITEL II GENERELLE REGLER FOR SEKTORENS ORGANISATION Artikel 3 Medlemsstaterne påser på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af subsidiaritetsprincippet, at naturgasselskaber drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencepræget naturgasmarked, og afstår fra at forskelsbehandle sådanne selskaber for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser. 1. Medlemsstaterne kan under fuld iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 90, under hensyn til den almindelige økonomiske interesse pålægge naturgasselskaber forpligtelser til offentlig tjeneste, som kan vedrøre leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerheden, deres regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse. Sådanne forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare; de skal, ligesom eventuelle senere ændringer heraf, offentliggøres af medlemsstaterne og omgående meddeles Kommissionen. Som et middel til at sikre opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste i relation til forsyningssikkerheden kan de medlemsstater, som måtte ønske det, indføre langtidsplanlægning, idet der skal tages hensyn til, at tredjeparter eventuelt vil søge at få adgang til systemet. 2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende bestemmelserne i artikel 4 på distribution, for så vidt anvendelsen af disse bestemmelser retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt naturgasselskaber under hensyn til den almindelige økonomiske interesse, og for så vidt udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. I henhold til dette direktiv og til artikel 90 i traktaten omfatter Fællesskabets interesse bl. a. konkurrence over for privilegerede kunder. Artikel 4 1. I tilfælde, hvor der stilles krav om autorisation (f. eks. bevilling, tilladelse, koncession, samtykke eller godkendelse) til at etablere eller drive naturgasfaciliteter, skal medlemsstaterne eller den kompetente myndighed, som de udpeger hertil, i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 udstede autorisationer til at etablere og/eller drive sådanne faciliteter, rørledninger og tilhørende udstyr på deres område. Medlemsstaterne eller enhver kompetent myndighed, som de udpeger hertil, kan også på samme grundlag udstede autorisationer til at levere naturgas samt autorisationer til grossister.

2. Anvender medlemsstaterne en autorisationsordning, skal de fastsætte objektive og ikke-diskriminerende kriterier, som skal opfyldes af det selskab, der ansøger om autorisation til at etablere og/eller drive naturgasfaciliteter, eller som ansøger om autorisation til at levere naturgas. De ikke-diskriminerende kriterier og procedurer for udstedelse af autorisationer skal offentliggøres. 3. Medlemsstaterne påser, at begrundelsen for at afslå en ansøgning om autorisation er objektiv og ikke-diskriminerende, og at den meddeles ansøgeren. Begrundelsen for sådant afslag meddeles Kommissionen til orientering. Medlemsstaterne skal indføre en procedure, hvorefter ansøgeren kan påklage afslaget. 4. Med henblik på udbygning af nyforsynede områder og en effektiv drift i almindelighed kan medlemsstaterne med forbehold af artikel 20 afslå yderligere autorisationer til at etablere og drive distributionsrørledningsnet i et bestemt område, når der allerede er etableret eller er planer om at etablere sådanne rørledningsnet i det pågældende område, forudsat at den eksisterende eller foreslåede kapacitet ikke er opbrugt. Artikel 5 Medlemsstaterne påser, at tekniske forskrifter for, hvilke mindstekrav med hensyn til konstruktion og drift, der skal opfyldes for at kunne blive tilsluttet systemet af LNG-faciliteter, gaslagre, andre transmissions- eller distributionsnet og direkte linjer, udarbejdes og stilles til rådighed. Disse tekniske forskrifter skal sikre, at systemerne kan fungere sammen, og være objektive og ikke-diskriminerende. De skal meddeles Kommissionen i overensstemmelse med artikel 8 i Rådets direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter ) . KAPITEL III TRANSMISSION, OPLAGRING OG LNG Artikel 6 Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at transmissions-, lager- og LNG-selskaberne handler i overensstemmelse med artikel 7 og 8. Artikel 7 1. Det enkelte transmissions-, lager- og/eller LNG-selskab driver, opretholder og udbygger på almindelige økonomiske vilkår sikre, pålidelige og effektive transmissionsnet, gaslagre og/eller LNG-faciliteter under behørig hensyntagen til miljøet. 2. Transmissions-, lager- og/eller LNG-selskaberne må i intet tilfælde forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og må navnlig ikke begunstige deres tilknyttede selskaber. 3. Det enkelte transmissions-, lager og/eller LNG-selskab skal meddele andre transmissionsselskaber, lagerselskaber og/eller distributionsselskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at transport og oplagring af naturgas kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system. Artikel 8 1. Det enkelte transmissions-, lager- og/eller LNG-selskab skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som det modtager under udøvelsen af sin virksomhed, fortroligt, jf. dog artikel 12 eller enhver anden lovbestemt pligt til at videregive oplysninger.

2. Transmissionsselskaberne må ikke i forbindelse med transmissionsselskabers eller tilknyttede selskabers køb og salg af naturgas misbruge forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet. KAPITEL IV DISTRIBUTION OG FORSYNING Artikel 9 1. Medlemsstaterne påser, at distributionsselskaberne handler i overensstemmelse med artikel 10 og 11. 2. Medlemsstaterne kan pålægge distributionsselskaber og/eller leverandører pligt til at levere til kunder i et givet område og/eller i en bestemt kategori. Tariffen for sådanne leveringer kan være reguleret, f. eks. for at sikre ligebehandling af de berørte kunder. Artikel 10 1. Det enkelte distributionsselskab driver, opretholder og udbygger på almindelige økonomiske vilkår et sikkert, pålideligt og effektivt system under behørig hensyntagen til miljøet. 2. Distributionsselskabet må i intet tilfælde forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og må navnlig ikke begunstige sine tilknyttede selskaber. 3. Distributionsselskabet skal give eventuelle andre distributionsselskaber og/eller transmissionsselskaber og/eller lagerselskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at gastransporten kan finde sted på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system. Artikel 11 1. Det enkelte distributionsselskab skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som det modtager under udøvelsen af sin virksomhed, fortroligt, jf. dog artikel 12 eller enhver anden lovbestemt pligt til at videregive oplysninger. 2. Distributionsselskaberne må ikke i forbindelse med distributionsselskabers eller dertil knyttede selskabers køb og salg af naturgas misbruge forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som de har fået fra tredjepart i forbindelse med tildeling af eller forhandling om adgang til systemet. KAPITEL V REGNSKABSMÆSSIG ADSKILLELSE OG GENNEMSIGTIGHED I REGNSKABERNE Artikel 12 Medlemsstaterne eller enhver kompetent myndighed, som de udpeger hertil, herunder de i artikel 21, stk. 2, og artikel 23, stk. 3, omhandlede tvistbilæggelsesmyndigheder, skal have adgang til naturgasselskabers regnskaber, som omhandlet i artikel 13, i det omfang, det er nødvendigt, for at de kan udføre deres hverv. Medlemsstaterne og enhver udpeget kompetent myndighed, herunder tvistbilæggelsesmyndighederne, skal behandle forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt. Medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra fortrolighedsprincippet, hvis det er nødvendigt for, at de kompetente myndigheder kan udføre deres hverv. Artikel 13 1. Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at naturgasselskabers regnskaber føres i overensstemmelse med denne artikels stk. 2-5.

2. Naturgasselskaber skal, uanset ejerforhold og juridisk status, udarbejde årsregnskaber og lade disse revidere og offentliggøre i overensstemmelse med de bestemmelser i national lovgivning om aktieselskabers årsregnskaber, som er vedtaget i medfør af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer ) . Selskaber, som ikke er retligt forpligtede til at offentliggøre deres årsregnskaber, skal på deres hovedsæde opbevare en kopi, som skal kunne konsulteres af offentligheden. 3. Integrerede naturgasselskaber skal for at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning i deres interne regnskabsføring føre separate regnskaber for deres transmissions-, distributions- og lageraktiviteter og, hvor det er relevant, konsoliderede regnskaber for ikke-naturgasrelaterede aktiviteter, således som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber. Disse interne regnskaber skal omfatte en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver aktivitet. Når artikel 16 gælder, og systemadgangen er baseret på en samlet takst for både transmission og distribution, kan transmissions- og distributionsregnskaberne slås sammen. 4. Selskaberne skal i deres interne regnskaber redegøre for de regler for fordeling af aktiver, passiver, udgifter og indtægter samt afskrivning, som de følger ved udarbejdelsen af de i stk. 3 omhandlede separate regnskaber, jf. dog de regnskabsregler, der gælder nationalt. Disse regler må kun ændres i ekstraordinære tilfælde. Sådanne ændringer skal anføres og være behørigt begrundet. 5. Årsregnskaberne skal i noterne vise alle større transaktioner, der er gennemført med tilknyttede selskaber. KAPITEL VI ADGANG TIL SYSTEMET Artikel 14 Ved tilrettelæggelsen af systemadgangen kan medlemsstaterne vælge den ene af eller begge de ordninger, der er omhandlet i artikel 15 og artikel 16. Disse ordninger skal forvaltes efter objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier. Artikel 15 1. Ved forhandlet adgang træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at naturgasselskaber og privilegerede kunder inden for eller uden for det område, som dækkes af det sammenkoblede system, kan forhandle sig til adgang til systemet med henblik på at indgå forsyningsaftaler med hinanden på grundlag af frivillige kommercielle aftaler. Parterne skal være forpligtet til at forhandle om adgang til systemet i god tro. 2. Aftalerne om adgang til systemet skal forhandles med de pågældende naturgasselskaber. Medlemsstaterne kræver, at selskaberne offentliggør deres kommercielle hovedvilkår for brug af systemet senest et år efter dette direktivs gennemførelse og herefter en gang om året. Artikel 16

De medlemsstater, der vælger en procedure med reguleret adgang, træffer de nødvendige foranstaltninger for at give naturgasselskaber og privilegerede kunder inden for eller uden for det område, som er dækket af det sammenkoblede system, adgang til systemet på grundlag af offentliggjorte tariffer og/eller andre betingelser og forpligtelser for brug af det pågældende system. Denne adgangsret for privilegerede kunder kan gives ved at lade dem indgå forsyningskontrakter med andre konkurrerende naturgasselskaber end systemets ejer og/eller operatør eller et tilknyttet selskab. Artikel 17 1. Naturgasselskaber kan nægte adgang til systemet, hvis de ikke råder over den fornødne kapacitet, eller hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de i artikel 3, stk. 2, omhandlede forpligtelser til offentlig tjeneste, som er blevet pålagt dem, eller på grund af alvorlige økonomiske og finansielle problemer med take-or-pay-kontrakter under hensyn til kriterierne og procedurerne i artikel 25 og til den løsning, medlemsstaten har valgt i medfør af artikel 25, stk. 1. Et sådant afslag skal være behørigt begrundet. 2. Medlemsstaterne kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at et naturgasselskab, som nægter adgang til systemet, fordi det ikke råder over den fornødne kapacitet, eller der mangler sammenkobling, foretager de nødvendige udbygninger, for så vidt dette er rentabelt, eller en potentiel kunde er villig til at betale for dem. Såfremt medlemsstaterne anvender artikel 4, stk. 4, træffer de sådanne foranstaltninger. Artikel 18 1. Medlemsstaterne angiver privilegerede kunder, dvs. de kunder på deres område, som har rets- og handleevne til at indgå naturgasaftaler eller købe naturgas i overensstemmelse med artikel 15 og 16, idet alle de i denne artikels stk. 2 nævnte kunder skal indbefattes. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at i hvert fald følgende kunder udpeges som privilegerede kunder: gasfyrede kraftværker, uanset deres årlige forbrug; for at sikre ligevægten på deres elektricitetsmarked kan medlemsstaterne imidlertid indføre en tærskel for, hvornår kraftvarmeproducenter anses for privilegerede kunder, idet denne tærskel ikke kan overstige det niveau, der forudses for andre endelige kunder. Kommissionen underrettes om sådanne tærskler andre endelige kunder, der forbruger mere end 25 mio. m 3 gas om året pr. forbrugssted . 3. Medlemsstaterne sikrer, at definitionen af privilegerede kunder som anført i stk. 1 medfører en åbning af gasmarkedet, der mindst svarer til 20 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale gasmarked.

4. Den i stk. 3 nævnte procentsats øges til 28 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale gasmarked fem år efter dette direktivs ikrafttræden og til 33 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale gasmarked ti år efter dette direktivs ikrafttræden. 5. Hvis definitionen af privilegerede kunder som anført i stk. 1 medfører en åbning af markedet på mere end 30 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale gasmarked, kan den berørte medlemsstat ændre definitionen af privilegerede kunder, således at åbningen af markedet reduceres til ikke under 30 % af dette forbrug. Medlemsstaterne ændrer definitionen af privilegerede kunder på en afbalanceret måde, således at der ikke skabes særlige ulemper for visse typer eller kategorier af privilegerede kunder, og idet der tages hensyn til de eksisterende markedsstrukturer. 6. Medlemsstaterne træffer følgende foranstaltninger til at sikre, at åbningen af deres nationale gasmarked øges over en periode på ti år: den i stk. 2, andet led, fastsatte tærskel for andre privilegerede kunder end gasfyrede kraftværker reduceres til 15 mio. m³ pr. år pr. forbrugssted fem år efter dette direktivs ikrafttræden og til 5 mio. m³ pr. år pr. forbrugssted ti år efter dette direktivs ikrafttræden den i stk. 5 nævnte procentsats øges til 38 % af det samlede årlige gasforbrug på det nationale gasmarked fem år efter dette direktivs ikrafttræden og til 43 % af dette forbrug ti år efter dette direktivs ikrafttræden. 7. For markeder under opbygning starter den i denne artikel omhandlede gradvise åbning af markedet fra udløbet af den i artikel 26, stk. 2, nævnte undtagelse. 8. Distributionsselskaber har, hvis de ikke allerede er angivet som privilegerede kunder i henhold til stk. 1, rets- og handleevne til at indgå naturgasaftaler i overensstemmelse med artikel 15 og 16 om den naturgasmængde, som forbruges af de af deres kunder, der er angivet som privilegerede inden for deres distributionssystem, med henblik på at forsyne disse kunder.

9. Medlemsstaterne offentliggør senest den 31. januar hvert år kriterierne for den definition af privilegerede kunder, der er omhandlet i stk. 1. Disse oplysninger sendes sammen med alle andre relevante oplysninger, der dokumenterer gennemførelsen af markedsåbningen i henhold til denne artikel, til Kommissionen med henblik på offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende . Kommissionen kan anmode en medlemsstat om at ændre de foretagne angivelser, hvis disse hindrer, at direktivet anvendes korrekt med hensyn til at få det indre marked for naturgas til at fungere tilfredsstillende. Hvis den pågældende medlemsstat ikke efterkommer en sådan anmodning inden tre måneder, træffes der en endelig afgørelse efter procedure I i artikel 2 i Rådets afgørelse 87/373/EØF af 13. juli 1987 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ) . Artikel 19 For at undgå skævheder i forbindelse med åbningen af gasmarkederne i den i artikel 28 nævnte periode: a) må aftaler om gasforsyning i henhold til bestemmelserne i artikel 15, 16 og 17 med en privilegeret kunde i en anden medlemsstats system ikke være forbudt, hvis kunden betragtes som privilegeret i begge systemer b) kan Kommissionen i tilfælde, hvor transaktioner som beskrevet i litra a) nægtes, fordi kunden kun er privilegeret i et af de to systemer, under hensyn til markedssituationen og den fælles interesse pålægge den transaktionsafvisende part at gennemføre den ønskede gasforsyning på anmodning af den medlemsstat, hvor den privilegerede kunde hører hjemme. 2. Sideløbende med proceduren og tidsplanen i artikel 28, og senest, når halvdelen af den deri fastsatte periode er forløbet, tager Kommissionen anvendelsen af stk. 1, litra b), i denne artikel op til revision på grundlag af markedsudviklingen og under hensyn til den fælles interesse. På baggrund af erfaringerne vurderer Kommissionen situationen og aflægger beretning om eventuelle skævheder i åbningen af gasmarkederne under hensyn til stk. 1, litra b). Artikel 20 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre: at naturgasselskaber, der er etableret på deres område, kan forsyne de i artikel 18 i dette direktiv omhandlede kunder via en direkte linje at enhver af disse privilegerede kunder på deres område kan blive forsynet med gas fra naturgasselskaber via en direkte linje.

2. I tilfælde, hvor der stilles krav om autorisation (f. eks. bevilling, tilladelse, koncession, samtykke eller godkendelse) til at etablere eller drive direkte linjer, fastlægger medlemsstaterne eller den kompetente myndighed, som de udpeger hertil, kriterierne for udstedelse af autorisationer til at etablere eller drive sådanne linjer på deres område. Disse kriterier skal være objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende. 3. Medlemsstaterne kan gøre autorisationer til at etablere en direkte linje betinget af, enten at systemadgang er blevet nægtet på grundlag af artikel 17, eller at der indledes en tvistbilæggelsesprocedure i henhold til artikel 21. Artikel 21 1. Medlemsstaterne påser, at parterne forhandler adgangen til systemet i god tro, og at ingen af dem misbruger deres forhandlingsposition til at forhindre et positivt udfald af forhandlingerne. 2. Medlemsstaterne udpeger en kompetent myndighed, som skal være uafhængig af parterne, til hurtigt at bilægge tvister i forbindelse med de pågældende forhandlinger. Denne myndighed skal især bilægge tvister i forbindelse med forhandlinger og nægtelse af adgang inden for dette direktivs anvendelsesområde. Den kompetente myndighed forelægger sine konklusioner hurtigst muligt eller om muligt senest tolv uger efter, at tvisten er blevet indbragt. Indbringelse af sager for denne myndighed udelukker ikke anvendelse af retsmidler i henhold til fællesskabsretten. 3. I tilfælde af grænseoverskridende tvister er den kompetente tvistbilæggelsesmyndighed den myndighed, hvorunder det system hører, som naturgasselskabet nægter brug af eller adgang til. Når det pågældende system dækkes af mere end én myndighed af denne type i grænseoverskridende tvister, skal myndighederne rådføre sig med hinanden for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv anvendes konsekvent. Artikel 22 Medlemsstaterne udarbejder passende og effektive mekanismer med henblik på regulering, kontrol og gennemsigtighed for at hindre ethvert misbrug af dominerende stilling, navnlig til skade for forbrugerne, og enhver form for aggressiv adfærd. Disse mekanismer skal tage hensyn til traktatens bestemmelser, særlig artikel 86. Artikel 23 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at naturgasselskaber og kunder, der skal anses for privilegerede i henhold til artikel 18, uanset hvor de hører hjemme, kan få adgang til opstrømsrørledningsnet, herunder faciliteter, som yder tekniske tjenester i forbindelse med sådan adgang, i overensstemmelse med denne artikel, bortset fra de dele af sådanne net og faciliteter, der benyttes til lokale produktionsaktiviteter ved et felt, hvor gassen produceres. Kommissionen underrettes om foranstaltningerne i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 29.

2. Medlemsstaterne beslutter i overensstemmelse med de relevante retsakter, hvorledes den i stk. 1 omhandlede adgang gives. Medlemsstaterne skal have som målsætninger, at der foreligger en rimelig og åben adgang, at der skabes et konkurrencepræget marked for naturgas, og at ethvert misbrug af dominerende stilling undgås, idet de tager hensyn til sikre og regelmæssige forsyninger, kapacitet, der er eller hurtigt kan stilles til rådighed, og beskyttelse af miljøet. Der kan tages hensyn til følgende: a) nødvendigheden af at nægte adgang, når de tekniske specifikationer er indbyrdes uforenelige, og dette problem ikke kan løses rimelig let b) nødvendigheden af at undgå vanskeligheder, som ikke kan overvindes rimelig let, og som kan være til skade for en effektiv eksisterende og planlagt fremtidig kulbrinteproduktion, herunder fra felter med marginal økonomisk rentabilitet c) .nødvendigheden af at respektere behørigt dokumenterede rimelige behov hos ejeren eller operatøren af opstrømsrørledningsnet for transport og forarbejdning af gas og de interesser, som alle andre potentielt berørte brugere af opstrømsrørledningsnettet eller relevante forarbejdnings- eller håndteringsfaciliteter har d) nødvendigheden af i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen at anvende deres love og administrative procedurer i forbindelse med tildelingen af autorisationer til produktion eller opstrømsudvikling. 3. Medlemsstaterne sikrer, at der er indført en ordning til bilæggelse af tvister, der omfatter en af parterne uafhængig myndighed, der har adgang til alle relevante oplysninger, således at tvister vedrørende adgang til opstrømsrørledningsnet kan bilægges hurtigt under hensyn til kriterierne i stk. 2 og antallet af parter, der måtte være involveret i forhandlinger om adgang til sådanne net. 4. I tilfælde af grænseoverskridende tvister gælder tvistbilæggelsesordningen i den medlemsstat, der har jurisdiktion over det opstrømsrørledningsnet, hvortil der nægtes adgang. Når det pågældende net henhører under mere end en medlemsstat i grænseoverskridende tvister, skal de pågældende medlemsstater rådføre sig med hinanden for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv anvendes overensstemmende. KAPITEL VII AFSLUTTENDE BESTEMMELSER Artikel 24 1. Opstår der en pludselig krise på energimarkedet, eller opstår der fare for personers fysiske sikkerhed, for apparaters eller anlægs driftssikkerhed eller systemets integritet, kan en medlemsstat midlertidigt træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger. 2. Sådanne foranstaltninger må ikke forstyrre den måde, hvorpå det indre marked fungerer, mere end højst nødvendigt og må ikke have en rækkevidde, der går ud over det strengt nødvendige for at afhjælpe de pludselige vanskeligheder, der er opstået.

3. Den pågældende medlemsstat underretter omgående de øvrige medlemsstater om foranstaltningerne og underretter samtidig Kommissionen, som kan beslutte, at medlemsstaten skal ændre eller ophæve foranstaltningerne, for så vidt de medfører konkurrenceforvridning og påvirker samhandelen negativt på en måde, som strider imod den fælles interesse. Artikel 25 1. Hvis et naturgasselskab får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine take-or-pay-forpligtelser i henhold til en eller flere kontrakter om køb af gas, kan det ansøge den pågældende medlemsstat eller den udpegede kompetente myndighed om en midlertidig undtagelse fra artikel 15 og/eller 16. Ansøgningerne skal efter medlemsstaternes valg indgives i hvert enkelt tilfælde, enten før eller efter, at der er nægtet adgang til systemet. Medlemsstaterne kan også give naturgasselskabet mulighed for at vælge, om det vil indgive en ansøgning før eller efter, at der er nægtet adgang til systemet. Når et naturgasselskab har nægtet adgang, skal ansøgningen indgives snarest muligt. Ansøgningerne skal ledsages af alle relevante oplysninger om problemets art og omfang samt om de skridt, gasselskabet har taget for at løse problemet. Hvis alternative løsninger ikke ligger inden for rimelig rækkevidde, kan medlemsstaten eller den udpegede kompetente myndighed under hensyn til stk. 3 beslutte at indrømme en undtagelse. 2. Medlemsstaten eller den hertil udpegede kompetente myndighed skal snarest muligt underrette Kommissionen om sin afgørelse om at indrømme en undtagelse og samtidig fremsende alle relevante oplysninger angående undtagelsen. Disse oplysninger kan forelægges Kommissionen i sammenfattet form, således at Kommissionen kan træffe en velbegrundet afgørelse. Inden for fire uger efter modtagelsen af denne underretning kan Kommissionen pålægge den pågældende medlemsstat eller udpegede kompetente myndighed at ændre eller at tilbagekalde afgørelsen, hvorved der er indrømmet en undtagelse. Hvis den pågældende medlemsstat eller udpegede kompetente myndighed ikke efterkommer dette krav inden fire uger, træffes der hurtigt en endelig afgørelse efter procedure I i artikel 2 i afgørelse 87/373/EØF. Kommissionen behandler forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt. 3. Medlemsstaten eller den udpegede kompetente myndighed og Kommissionen skal, når de træffer afgørelse om de i stk. 1 omhandlede undtagelser, navnlig tage hensyn til følgende kriterier: a) målsætningen om at skabe et konkurrencepræget gasmarked b) behovet for at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste og garantere forsyningssikkerheden c) naturgasselskabets stilling på gasmarkedet og den faktiske konkurrence på dette marked d) omfanget af de økonomiske og finansielle problemer for naturgasselskaberne og transmissionsselskaberne eller for de privilegerede kunder

e) datoerne for underskrivelsen af og betingelserne i den eller de pågældende kontrakter, herunder i hvor høj grad der heri tages højde for markedsændringer f) bestræbelserne for at finde en løsning på problemet g) i hvilket omfang selskabet på det tidspunkt, hvor det påtog sig de pågældende take-or-pay-forpligtelser, under hensyn til direktivets bestemmelser med rimelighed kunne have forudset, at der sandsynligvis ville opstå alvorlige problemer h) i hvilken grad systemet er sammenkoblet med andre systemer og graden af disses interoperabilitet i) de virkninger, som indrømmelse af en undtagelse vil få for den korrekte anvendelse af dette direktiv med henblik på et velfungerende indre marked for naturgas. En afgørelse om en anmodning om undtagelse vedrørende take-or-pay-kontrakter, der er indgået inden dette direktivs ikrafttræden, må ikke føre til en situation, hvor det er umuligt at finde økonomisk rentable alternative afsætningsmuligheder. Under alle omstændigheder antages det, at gasselskabet ikke har alvorlige vanskeligheder, så længe salget af naturgas ikke falder til under niveauet for minimumsaftagelsesgarantier i take-or-pay-kontrakter om køb af naturgas, eller for så vidt den pågældende take-or-pay-kontrakt om gaskøb kan tilpasses, eller naturgasselskabet kan finde alternative afsætningsmuligheder. 4. Naturgasselskaber, der ikke har fået indrømmet en i stk. 1 omhandlet undtagelse, må ikke eller må ikke længere nægte adgang til systemet på grund af take-or-pay-forpligtelser i henhold til en kontrakt om køb af gas. Medlemsstaterne påser, at de relevante bestemmelser i kapitel VI overholdes. 5. Enhver undtagelse, der indrømmes i henhold til ovennævnte bestemmelser, skal være behørigt begrundet. Kommissionen offentliggør afgørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende . 6. Kommissionen forelægger inden fem år efter dette direktivs ikrafttræden en beretning om erfaringerne med anvendelsen af denne artikel, således at Europa-Parlamentet og Rådet rettidigt kan overveje behovet for ændringer af denne artikel. Artikel 26 1. Medlemsstater, som ikke er direkte tilsluttet en anden medlemsstats sammenkoblede system, og som kun har en enkelt ekstern hovedleverandør, kan fravige artikel 4, artikel 18, stk. 1, 2, 3, 4 og 6, og/eller artikel 20 i dette direktiv. En leverandør med en markedsandel på over 75 % betragtes som en hovedleverandør. En sådan undtagelse udløber automatisk i det øjeblik, hvor mindst en af disse betingelser ikke længere er opfyldt. Sådanne undtagelser meddeles Kommissionen.

2. En medlemsstat, der kan anses for at være et marked under ombygning, og hvor gennemførelsen af dette direktiv volder væsentlige problemer uden forbindelse med de i artikel 25 nævnte kontraktlige take-or-pay-forpligtelser, kan fravige artikel 4, artikel 18, stk. 1, 2, 3, 4 og 6, og/eller artikel 20. En sådan undtagelse udløber automatisk i det øjeblik, hvor den pågældende medlemsstat ikke længere kan anses for at være et marked under opbygning. Sådanne undtagelser meddeles Kommissionen. 3. Hvis gennemførelsen af dette direktiv volder væsentlige problemer i et begrænset geografisk område i en medlemsstat, navnlig med hensyn til udvikling af transmissionsinfrastrukturen, kan medlemsstaten med henblik på investeringsfremme og på udvikling af dette område anmode Kommissionen om en midlertidig undtagelse fra artikel 4, artikel 18, stk. 1, 2, 3, 4 og 6, og/eller artikel 20 for det pågældende område. 4. Kommissionen kan indrømme en undtagelse som nævnt i stk. 3 under hensyntagen især til følgende kriterier: behovet for infrastrukturinvesteringer, som ikke vil være rentable på et konkurrencepræget marked det fornødne investeringsniveau og udsigterne til et rimeligt afkast gassystemets størrelse og udbygningsgrad i det pågældende område udsigterne for det pågældende gasmarked det pågældende områdes eller den pågældende regions geografiske størrelse og karakteristika, og de socioøkonomiske og demografiske faktorer. Der kan kun indrømmes en undtagelse, hvis der ikke findes nogen gasinfrastruktur i det pågældende område, eller hvis en sådan har eksisteret i mindre end ti år. Den midlertidige undtagelse må ikke indrømmes i mere end ti år efter den første gasforsyning i området. 5. Kommissionen underretter under iagttagelse af kravet om fortrolighed medlemsstaterne om disse ansøgninger, inden den træffer en afgørelse i henhold til stk. 4. Denne afgørelse samt de undtagelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende . Artikel 27 1. Kommissionen forelægger inden udgangen af det første år efter direktivets ikrafttræden Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om de harmoniseringsbehov, der ikke er kædet sammen med bestemmelserne i dette direktiv. Om nødvendigt forelægger Kommissionen sammen med beretningen de harmoniseringsforslag, som er nødvendige, for at det indre marked for naturgas kan fungere effektivt. 2. Europa-Parlamentet og Rådet tager stilling til disse forslag senest to år efter, at de er forelagt. Artikel 28

Kommissionen tager anvendelsen af dette direktiv op til revision og forelægger en beretning om de erfaringer, der er gjort med det indre marked for naturgas og med gennemførelsen af de generelle bestemmelser i artikel 3, således at Europa-Parlamentet og Rådet på baggrund af de indhøstede erfaringer i god tid kan overveje muligheden for yderligere at styrke det indre marked for naturgas, som skal kunne få virkning ti år efter direktivets ikrafttræden. Artikel 29 Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest to år efter den i artikel 30 fastsatte dato. De underretter straks Kommissionen herom. Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne. Artikel 30 Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende . Artikel 31 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Luxembourg, den 22. juni 1998. På Europa-Parlamentets vegne J. M. GIL-ROBLES Formand På Rådets vegne J. CUNNINGHAM Formand

Bilag 3

Bilag 3

Skt. Hans-aftalen Aftale af 23. juni 1999 mellem staten, HNG og NGMN om struktur og støtteforhold i gassektoren Præambel Aftalen fastlægger rammerne for den fremtidige organisering af handlen med naturgas og de fremtidige støtteforhold i naturgassektoren. Aftalen danner grundlag for en ny aftale mellem DONG og selskaberne, som afløser 4. juni-aftalen og Tillægsaftalen. Aftalen indgås mellem staten på den ene side og HNG og NGMN (selskaberne) på den anden side. NGSJ og NGF kan efterfølgende tilslutte sig aftalen på samme vilkår. Til grund for aftalen lægges: at der skal sikres en rationel og omkostningseffektiv struktur i den danske gassektor, hvor behovet for statslige tilskud til sektoren begrænses mest muligt, at grundlaget for en fortsat velfungerende og stabil dansk gassektor sikres, at fremtidige gasleverancer til det danske marked sikres, at dispositionsretten og økonomisk ansvar skal følges ad, at forbrugerbeskyttelse skal sikres, og at DONG skal kunne opfylde sine forpligtigelser i de take-or-pay kontrakter, som selskabet har indgået. Opgavevaretagelse HNG og NGMN forbliver kommunalt ejede netselskaber samt forsyningspligtselskaber over for kunder, der ikke opnår markedsadgang. Parterne er enige om, at selskabernes net- og forsyningsvirksomhed skal være i offentligt eje. Ejerandele i selskaberne og/eller selskabernes net- og forsyningsvirksomhed kan derfor kun overdrages med statens forudgående godkendelse. DONG varetager i konkurrence med andre udbydere af naturgas handel med kunder, der har markedsadgang. De kommunale aktiviteter fortsætter som hvile-i-sig-selv, og selskaberne engagerer sig ikke i kommercielle aktiviteter. De regionale selskaber varetager salg af gas til kunderne til faste priser og vilkår, herunder standardrabatter (mængderabatter, sommerrabatter m.v.). De faste priser og vilkår fastlægges af de regionale selskaber og DONG i fællesskab. Parterne aftaler i forbindelse hermed en voldgift eller lignende. I det omfang det er nødvendigt at tilbyde individuelle priser, rabatter og vilkår for at få eller bevare en kunde, overgår kunden til DONG, der herefter varetager kundeforholdet. De regionale selskaber får en transportbetaling og bliver endvidere holdt skadesløse af DONG for tab af dækningsbidrag i den første kontraktsperiode efter overtagelsen af kunden. HNG og NGMN kan forsyne kunder, der har markedsadgang, men ikke ønsker at benytte sig af denne, til de faste priser og vilkår, der gælder for kunder uden markedsadgang. Organisering af selskaberne De regionale selskaber fortsætter som selvstændige selskaber.

HNG og NGMN etablerer et samarbejdsselskab, som er det juridiske og økonomiske grundlag for en samlet, fælles afvikling af gælden, således at selskaberne afvikler deres gæld i samme takt og bliver gældfri på samme tidspunkt. Den samlede, fælles gældsafvikling baseres på veldefinerede og fælles forudsætninger. HNG og NGMN lægger de driftsbesparelser, som indgår i det sammen med staten beregnede basisscenarium til grund, og selskaberne er selvstændigt ansvarlige for fremtidige afvigelser herfra. Hertil kan komme yderligere effektiviseringskrav pålagt af Energitilsynet. Samarbejdsselskabet danner rammen for et tættere driftsmæssigt samarbejde mellem selskaberne. Der etableres de fornødne økonomiske og ledelsesmæssige værktøjer i samarbejdsselskabet, som sikrer en økonomisk rationel drift, såvel i det enkelte selskab, som mellem selskaberne. Selskaberne får ejerandele og stemmerettigheder i samarbejdsselskabet som følger: HNG: 3 andele NGMN: 3 andele Såfremt NGSJ og/eller NGF tilslutter sig samarbejdsselskabet får disse: NGSJ: 1 andel NGF: 1andel Samarbejdsselskabet træffer beslutning ved almindeligt flertal eller kvalificeret flertal svarende til de nuværende beslutningsregler i selskaberne. De enkelte selskaber har ikke vetoret. Der skal dog tages hensyn til mindretalsbeskyttelse svarende til aktieselskabslovens regler. Der indgås en overenskomst mellem selskaberne, som fastlægger, hvorledes der skal træffes beslutninger, såfremt der ikke kan opnås det forudsatte flertal. Der kommer ikke til at påhvile den enkelte interessentkommune nogen forpligtelse til at foretage yderligere indskud i det pågældende regionale naturgasselskab med henblik på at dække andre regionale naturgasselskabers gæld. Økonomisk grundlag Der indgås en ny aftale mellem DONG, HNG og NGMN, som afløser 4. juni-aftalen og Tillægsaftalen, og som tager hensyn til, at DONG kan opfylde sine forpligtigelser i de indgåede take-or-pay kontrakter. Den nye kontrakt sikrer samtidig, at kunderne kan tilbydes naturgas til rimelige priser, jf. maksimalprisbekendtgørelsens bestemmelser. Det er et klart mål, at selskabernes gæld er afviklet i 2014. Der ses dog bort fra gæld, der modsvarer nye investeringer. Gældsafviklingen fastlægges efter et robust program. Såfremt gældsafviklingen i år 2005 og 2010 afviger væsentligt fra dette program, optages forhandlinger mellem selskaberne og regeringen med henblik på at sikre den forudsatte gældsafvikling. Der indgås en fastrenteaftale på et kommercielt grundlag mellem staten og de regionale naturgasselskaber, der skaber sikkerhed for selskabernes renteniveau i perioden 2006 2010. Priserne underkastes regulering af Energitilsynet. Den fremtidige regulering tilrettelægges under hensyn til selskabernes mulighed for at afvikle gælden. Det nuværende afgiftsniveau på naturgas på ca. 80% af olieafgiftsniveauet videreføres indtil videre. Bundfradraget ophører med virkning fra 1. januar 2000. Andre forhold

Såfremt elementer i denne aftale måtte stride mod gældende lovgivning, herunder EU-retten, er parterne indstillet på at finde en balanceret løsning.

Versioner

1. 2000-03-29