Forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning

GældendeVersion 2000-03-29fra 2000-03-31

Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00240@2000-03-29/da

Indhold

Indledning
Bilag 1
Bilag 2

I lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning, som senest ændret ved lov nr. 379 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) Anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare gasarter end naturgas.«.

2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »Fjernvarmeforsyningsanlæg«: », solvarmeanlæg«.

3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. I lovens kapitel 2 og 3 omfatter kollektive varmeforsyningsanlæg tillige distributionsnet til fremføring af naturgas.«.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. I § 2, stk. 2, der bliver stk. 3, udgår: »lov om naturgasforsyning,«.

5. § 6, stk. 4, sidste pkt., ændres »de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-62 i lov om offentlige veje« til: »Energitilsynet«.

6. § 20 affattes således:

» § 20. Inden for de i § 20 a nævnte indtægtsrammer kan kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas, indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog § 20 a, stk. 7, og § 20 b.

Stk. 2. Efter regler fastsat af miljø- og energiministeren kan der endvidere indregnes driftsmæssige afskrivninger og, med det i § 21 nævnte Energitilsyns tiltræden, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne til produktion af elektricitet og varme på biomassebaserede kraftvarmeværker.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om fordelingen af omkostningerne til behandling af affald og produktion af varme på affaldsforbrændingsanlæg.

Stk. 5. De kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om priser i forbindelse med tilslutning af ejendomme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Stk. 6. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling efter målt forbrug for varmt vand, damp eller gas bortset fra naturgas ske i et direkte kundeforhold mellem forbruger og det kollektive forsyningsanlæg, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer.«.

7. Efter § 20 indsættes:

» § 20 a. Priser for ydelser fra de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg fastsættes i overensstemmelse med de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i § 20 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af anlægget.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte generelle indtægtsrammer for de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg for et nærmere angivet antal år. Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årligt en indtægtsramme for hvert af de berørte anlæg.

Stk. 3. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, hvis særlige forhold og hensynet til forsyningssikkerheden taler for det.

Stk. 4. Indtægter, som et af § 20, stk. 1, omfattet anlæg opnår på aktiviteter, der ikke er omfattet af § 20, skal indgå ved Energitilsynets fastsættelse af indtægtsrammen.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastætte regler om brugen af overskud, der fremkommer under overholdelse af de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer.

Stk. 6. Kommuner må ikke yde tilskud til kommunale varmeforsyningsanlæg.

Stk. 7. Stk. 1-5 gælder ikke for affaldsforbrændingsanlæg.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at andre end de i stk. 1 nævnte anlæg kan indkalkulere et overskud i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, såfremt disse er baserede på vedvarende energi og indgår i tilsvarende leveranceforhold som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om et prisloft for de i stk. 1 og 2 nævnte anlægs ydelser.«.

8. § 21 affattes således:

» § 21. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser skal med angivelse af grundlaget herfor anmeldes til et af miljø- og energiministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af tilsynet.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes.

Stk. 3. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige.

Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser.

Stk. 5. Såfremt tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling som nævnt i stk. 4 give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder.«.

9. § 22 affattes således:

» § 22. Regnskaber, budgetter og andre oplysninger til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 20 a nævnte indtægtsrammer skal anmeldes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om de i § 20 nævnte anlægs regnskabsføring og budgettering.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om de af loven omfattede anlægs regnskabsføring m.v. med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten.«.

10. Efter § 22 indsættes:

§ 23. Energitilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen.

§ 23 a. Energitilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven få adgang til et af loven omfattet anlægs lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1.

§ 23 b. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt.

Stk. 2. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de af loven omfattede anlægs indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse anlægs udførelse af deres opgaver.

Stk. 3. Energitilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser. Energitilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne forhold skal offentliggøres af de af loven omfattede anlæg, og regler om fakturering og specificering af omkostninger.

Stk. 4. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et af loven omfattet anlæg med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.

Stk. 5. Energitilsynet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 6. Energitilsynet gør miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales gebyr for indbringelse af en klage for Energitilsynet.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan hos kommunerne indhente de nødvendige oplysninger til brug for kortlægningen af den kollektive forsyning med opvarmet vand, damp eller gas.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om omfanget af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

Stk. 2. Med salg, jf. stk. 1, sidestilles enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse eller lignende af

1) en virksomhed som nævnt i stk. 1,

2) direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over en virksomhed som nævnt i stk. 1 eller

3) kapitalandele som i en virksomhed som nævnt i stk. 1 besiddes direkte eller indirekte.

Stk. 3. Opgørelsen indsendes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også, hvis sælgeren eller overdrageren er en virksomhed eller et selskab m.v., som kommunen direkte eller indirekte har en kapitalandel i, eller hvis kommunen opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. af en virksomhed eller et selskab, der ejer kapitalandele i en virksomhed som nævnt i stk. 1. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder endvidere, hvis kommunen på anden måde opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. som nævnt i 1. pkt.

Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt opgørelsen kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende denne, fastsætter tilsynet størrelsen af kommunens direkte eller indirekte andel af indskudskapitalen i en virksomhed som nævnt i stk. 1 samt nettoprovenuet ved salget, jf. stk. 1, 2 og 4.

Stk. 6. Energitilsynet giver senest den 1. juni hvert år Indenrigsministeriet meddelelse om størrelsen af det beløb, som en kommune, jf. stk. 5, direkte eller indirekte har opnået i nettoprovenu ved salg.

Stk. 7. Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 10 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner med det i stk. 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i stk. 8.

Stk. 8. Indenrigsministeriet beregner en forrentning, som beregnes fra det tidspunkt, hvor kommunen får rådighed over provenuet fra salget eller overdragelsen, og indtil det år, hvor reduktionen i statstilskuddet til kommunen sker. Forrentningen beregnes af nettoprovenuet, jf. stk. 6, fraregnet den årlige tilskudsreduktion som nævnt i stk. 7. Renten fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar for det eller de år, for hvilken forrentningen skal beregnes.

Stk. 2. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre, skal den eller de kommuner, hvori anlægget er beliggende, tilbydes at købe anlægget til markedspris.

Stk. 3. Forkøbsretten efter stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse ved afståelse af ejerandele i et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp eller af ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne fremføringsanlæg.

Stk. 4. Forkøbsretten efter stk. 1 og stk. 2 bortfalder, hvis forbrugerne eller kommunen ikke inden tre måneder efter, at tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville benytte den. Vilkårene for overdragelsen af anlægget fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af Energitilsynet.

Stk. 5. En aftale, som er indgået i strid med stk. 1, 2 eller 3, er ugyldig.

§ 23 g. Driften af et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp skal udøves i et selvstændigt selskab, såfremt anlægget ikke ejes af en eller flere kommuner, af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, eller af kommuner og forbrugere i forening. Tilsvarende skal driften udøves i et selvstændigt selskab, såfremt kommuner, forbrugere eller disse i forening ikke ejer alle ejerandele i en virksomhed, der ejer fremføringsanlægget. Selskabet, som driften af fremføringsanlægget skal udøves i, må ikke varetage anden virksomhed, medmindre dette sker i et andet selvstændigt selskab.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra kravene i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det.

Stk. 2. Indflydelseskravet i stk. 1 anses for opfyldt, hvis bestyrelsen i en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives i andelsselskabsform, udpeges af et repræsentantskab, der er valgt af andelshaverne i forsyningsområdet. Det samme gælder for en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives som en selvejende institution eller i foreningsform, hvis bestyrelsen udpeges af repræsentanter, der er valgt af en eller flere kommunale bestyrelser i forsyningsområdet, af en flerhed af forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af sådanne kommunale bestyrelser og forbrugere i forening. Det samme gælder for et kommunalt anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp.

Stk. 3. I en virksomhed som nævnt i stk. 1, der ejes af en juridisk person, anses indflydelseskravet for opfyldt, hvis flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den juridiske person er valgt eller udpeget på den i stk. 1 nævnte måde, og denne bestyrelse vælger virksomhedens bestyrelse.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for forbrugernes valgret og valgbarhed samt om varigheden af forbrugerrepræsentantskabsmedlemmernes mandat.

Stk. 3. Forbrugerrepræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan alene ske blandt kandidater opstillet af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode svarende til den periode, der efter vedtægterne gælder for andre bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4. Hvis virksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 49, stk. 6, § 59, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse.

§ 23 j. Et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i, stk. 1, skal vælges første gang senest seks måneder efter, at virksomheden ikke opfylder det i § 23 h nævnte indflydelseskrav. Forbrugerrepræsentantskabet vælger flertallet af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer inden for en frist på fire uger.

Stk. 2. Virksomheden skal drage omsorg for at etablere et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i.

§ 23 k. Vedtægterne for en virksomhed, der ejer anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 23 h-j.

Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem forbruger og virksomhed om, hvorvidt vedtægterne opfylder de i stk. 1 anførte krav, kan sagen af parterne indbringes for Energitilsynet.«.

11. § 24 affattes således:

» § 24. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om tekniske samt drifts- og vedligeholdelsesmæssige krav til de af loven omfattede anlæg. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om de tekniske komponenter i anlæggene.«.

12. Overskriften til kapitel 6 affattes således:

13. § 26 affattes således:

» § 26. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, miljø- og energiministeren eller Energitilsynet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Kommunens, miljø- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.«.

14. Efter § 26 indsættes:

» § 26 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven træffes af kommunalbestyrelsen, miljø- og energiministeren eller Energitilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet,

at afgørelser, truffet af en institution under Miljø- og Energiministeriet eller af Energitilsynet i henhold til en bemyndigelse efter § 28, ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og

3) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.«.

15. § 27 affattes således:

» § 27. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der skal behandles efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 3. Energiklagenævnet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.«.

16. § 28 affattes således:

» § 28. Miljø- og energiministeren kan bemyndige Energitilsynet til at udøve beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.«.

17. Overskriften til kapitel 7 affattes således:

18. § 29 affattes således:

» § 29. Miljø- og energiministeren kan pålægge virksomheder, der driver et af loven omfattet anlæg, at

1) udføre aktiviteter med henblik på at fremme tilslutningen til fjernvarme,

2) kortlægge varmeforbruget i forsyningsområderne og energiforbruget i de af loven omfattede anlæg samt planlægge og medvirke til gennemførelsen af energibesparelser og energieffektiviseringer i de pågældende områder og anlæg,

3) yde energirådgivning over for forbrugerne i forsyningsområderne,

4) udføre forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er nødvendige for anvendelsen af miljøvenlige produktionsteknologier inden for varmeforsyningen, og

5) udføre udredningsopgaver om den fremtidige energianvendelse i forsyningsområderne.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af aktiviteterne i stk. 1, herunder regler om fakturering og opkrævning af beløb samt om tilrettelæggelsen af arbejdet med aktiviteterne og afgrænsningen af disse.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter stk. 1, nr. 2, for rådgivningen efter stk. 1, nr. 3, og for udførelsen efter stk. 1, nr. 4 og 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om udarbejdelsen af planer for aktiviteterne i stk. 1 og om godkendelse af disse.«.

19. §§ 30-32 ophæves.

20. § 33, 1. pkt., affattes således:

»Undlader nogen rettidigt at anmelde eller give oplysninger i henhold til § 4, stk. 3, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 2, og § 27, stk. 3, at efterkomme pålæg i henhold til § 21, stk. 4 og 5, § 23 d, stk. 1, eller § 29, stk. 1, at indsende opgørelse i henhold til § 23 e, stk. 3, at udskille driften efter § 23 g eller at overholde regler udstedt i henhold til § 24, kan miljø- og energiministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.«.

21. § 34, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller opgørelser, jf. § 4, stk. 3, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 1 og 2, § 23 e, stk. 3 og § 27, stk. 3.«.

Loven træder i kraft den 1. juli 2000 § 23 g træder dog først i kraft den 1. januar 2001.

Stk. 2. Regler, der er fastsat i henhold til den gældende varmeforsyningslov, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 3. Energistyrelsen og miljø- og energiministeren færdigbehandler klagesager, der er indbragt for disse inden denne lovs ikrafttræden.

1. Indledning

Lovforslaget sigter på at fremme aktiviteter, der kan medvirke til at realisere de mål, som er sat i regeringens energihandlingsplan Energi 21 om at nedbringe energisektorens belastning af miljøet og fremme en bæredygtig udvikling.

Efter lovforslaget vil varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip for de af loven omfattede ydelser som hovedregel blive bevaret, således at der fortsat kun kan indregnes de nødvendige omkostninger i prisen for ydelsen. For at fremme udbygningen med biogas- og biomassebaserede anlæg, solvarmeanlæg, geotermiske anlæg og udnyttelsen af industriel overskudsvarme foreslås imidlertid, at der åbnes mulighed for, at producenter på disse områder kan opnå en fortjeneste. Det sikres samtidig, at varmeforbrugerne ikke påføres urimelige priser.

Liberaliseringen af energisektoren vil med introduktionen af konkurrence i elsektoren og naturgassektoren naturligt medføre incitamenter for producenter til effektiviseringer og reduktioner af omkostningerne ved driften af deres anlæg. I varmesektoren indføres imidlertid ikke konkurrence. Det skyldes, at varmeforsyningsnettet de fleste steder i landet ikke udgøres af et fysisk sammenhængende net, at brændselsanvendelsen er fastlagt ud fra overordnede energipolitiske retningslinier, og at det miljømæssigt vil være uacceptabelt, at mere forurenende brændsler kunne komme til at udkonkurrere mindre forurenende brændsler.

Med lovforslaget vil der blive introduceret krav til anlæggene med henblik på at sikre udviklingen af en mere omkostningseffektiv drift. Det vil ske ved krav om effektivisering på de enkelte anlæg i form af rammer for disse anlægs indtægter og dermed rammer for, hvor meget der kan opkræves hos varmeforbrugerne for anlæggenes ydelser. Denne indtægtsrammeregulering vil dog ikke omfatte produktionsaktiviteten, herunder varmeproduktionen, på affaldsforbrændingsanlæggene.

Lovforslaget fastholder målsætningerne om en stadig mere energieffektiv og miljøvenlig varmeforsyning. Hvor der i den hidtidige varmeplanlægning især har været fokus på omstilling til kraftvarme og omlægning til mere miljøvenlige brændsler, lægges der med lovforslaget op til en øget indsats for at fremme energieffektiviseringer og -besparelser. Efter lovforslaget vil anlæggene kunne pålægges at iværksætte en række aktiviteter med dette formål.

Med ændringen af varmeforsyningsloven i 1990 bortfaldt varmeforsyningslovens særlige planlægningsbestemmelser, hvorefter gennemførelsen af nye varmeforsyningsprojekter var bundet til en forudgående vedtagelse af særskilte kommunale eller regionale varmeplaner og tillæg hertil. I løbet af 1990 erne er den store kraftvarmeomstilling næsten blevet gennemført, og det åbner nu mulighed for en yderligere forenkling og decentralisering af behandlingen af varmeforsyningsprojekterne. I forbindelse med udmøntningen af lovforslaget vil det blive fastlagt, at en kommune i hovedreglen ikke længere skal indhente Energistyrelsens bemærkninger eller samtykke til et projekt før kommunens godkendelse.

Et hovedformål med lovforslaget er at sikre varmeforbrugernes interesser både med hensyn til pris og kvalitet af de ydelser, de modtager fra anlæggene, og i forbindelse med myndighedsbehandlingen på varmeområdet. Der bliver med lovforslaget lagt op til at sikre en mere hensigtsmæssig klagesagsbehandling, idet afgørelse af klagesager foreslås henlagt til Energiklagenævnet. Desuden gives der med lovforslaget mulighed for, at nye varmekunder kan tilbydes vilkår, der afspejler det positive bidrag, som deres tilslutning giver til anlæggets økonomi, og at der i visse tilfælde kan ske økonomiske lempelser for borgere, der bliver pålagt tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg.

Lovforslaget fremsættes parallelt med forslag til en ny lov om naturgasforsyning, L 239. Der foreslås en række konsekvensændringer i lov om varmeforsyning som følge af, at særligt prisreguleringen på naturgasområdet fremover vil ske efter lov om naturgasforsyning.

2. Lovforslagets baggrund

Da oliekriserne i 1970 erne opstod, var det danske samfund stærkt afhængig af importeret olie, og det blev tydeligt, hvor sårbar den danske økonomi og energiforsyningssikkerhed var blevet. Den første lov om varmeforsyning blev vedtaget i 1979 og var starten på en krævende og omfattende planlægningsopgave med deltagelse af både stat, amter og kommuner. Formålet var at frigøre sig fra den store afhængighed af olieimport og øge forsyningssikkerheden gennem en flerstrenget forsyningsstruktur, blandt andet ved at udnytte indenlandske brændsler. Det indebar meget store samfundsøkonomiske investeringer. Hovedopgaverne var etablering af det store landsdækkende naturgasnet, etablering af fjernvarmeanlæg og fjernvarmenet i en lang række af landets kommuner og øget udnyttelse af overskudsvarme fra de centrale elværker.

Denne planlægningsopgave blev gennemført i 1980 erne med de kommunale varmeplaner. Sideløbende med dette planlægningsforløb blev der taget initiativ til at fremme en omstilling til kraftvarme i fjernvarmesektoren. Med kraftvarmeaftalen af 1986 blev den decentrale kraftvarme en del af energipolitikken. Aftalen blev indgået mellem regeringen og elværkerne, som blev forpligtede til at etablere elkapacitet på i alt 450 MW på decentrale kraftvarmeværker baseret på indenlandske brændsler.

Den 20. marts 1990 blev der indgået en aftale mellem den daværende regering og Socialdemokratiet om yderligere at omlægge det danske energisystem i en miljøvenlig retning. Dette skulle nås ved at øge tilslutningen til den kollektive forsyning, omstille til renere brændsler og omstille fjernvarmeproduktionen til samproduktion af el og varme, hvor dette var samfundsøkonomisk gunstigt. I forlængelse heraf blev den anden varmeforsyningslov vedtaget i 1990, som også gennemførte en decentralisering af beslutningskompetencen. Med den betydelige planlægningsekspertise, som kommunerne og de lokale forsyningsanlæg havde erhvervet sig gennem varmeplanlægningen, var der grundlag for at ophæve den særlige planlægningsordning, og amterne udgik som myndighed i varmeplanlægningen.

Siden 1990 er der gennemført en række mindre justeringer i varmeforsyningsloven. Hovedstrukturen i varmeforsyningsloven fra 1990 er dog opretholdt, og loven har løbende gjort det muligt at implementere de energipolitiske målsætninger hurtigt og effektivt i tæt samspil med landets kommuner.

Der er opnået meget store resultater gennem varmeplanlægningen. Det er lykkedes at afvikle afhængigheden af importeret energi, især olie, og i dag giver eksport af olie og naturgas et positivt bidrag til handelsbalancen. Ligeledes har resultaterne af varmeplanlægningen været stærkt medvirkende til at fastholde et uændret energiforbrug trods økonomisk vækst, og de har bidraget væsentligt til den samlede CO 2 -reduktion siden slutningen af firserne. I dag bliver mere end 80 % af fjernvarmen produceret sammen med el, og mere end halvdelen af landets elforbrug produceres sammen med varme. Ligeledes er det lykkedes at tilslutte ca. 80 % af bygningerne i fjernvarmeområderne til fjernvarmenettene. Anvendelse af vedvarende energikilder indgår også i en lang række af fjernvarmeværkerne, og man har med udgangspunkt i varmeforsyningsloven skabt rammer for at kunne integrere anlæg til bortskaffelse af affald i varmeforsyningen.

Forbrugerne af varme har også høstet økonomiske fordele af landets miljøvenlige varmeforsyning. Således er de kollektive forsyningsanlæg i langt de fleste tilfælde konkurrencedygtige med alternativ individuel forsyning.

De opnåede resultater er skabt gennem en stærk medvirken af mange engagerede aktører knyttet til de kollektive systemer - forbrugere, lokale forsyningsselskaber og myndigheder. Uden dette engagement havde man næppe nået de samme resultater.

Et særkende for infrastrukturen i varmesektorens forsyningsanlæg er, at de ikke udgør et fysisk sammenhængende net, som det er tilfældet i el- og naturgassektorerne. Et andet er, at landets kommuner allerede i varmeplanlængningens første fase planlagde og investerede efter, hvilken specifik forsyningsform og brændselsanvendelse der skulle anvendes lokalt. Herved opnåedes en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig strukturudvikling. Endelig er det et særkende, at varmeplanlægningen i Danmark er sket med god respekt for miljøet, hvor mere forurenende brændsler fortrænges af mindre forurenende brændsler.

Det er med de omfattende investeringer, der er gjort inden for det kollektive varmeforsyningsområde, nødvendigt at sikre stabile, langsigtede rammer for blandt andet at beskytte forbrugerne af varme. Derfor er det med nærværende lov hensigten at videreudvikle de nuværende bærende elementer i varmeforsyningsloven. I den forbindelse har det været afgørende at fastholde og udvikle de lokale aktørers engagement i en demokratisk, forbrugerorienteret struktur i varmesektoren.

Lovforslaget lægger derfor op til, at varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip i hovedtræk fastholdes, samtidig med at der skal ske en omkostningseffektivisering i varmesektoren dels ved benchmarking og dels ved rammer for varmeselskabernes indtægter.

3. Prisen for ydelser fra anlæg omfattet af varmeforsyningsloven

Som hovedregel vil prisen for varme fra anlæggene blive fastsat som hidtil ud fra de nødvendige omkostninger efter det såkaldte »hvile-i-sig-selv«-princip i varmeforsyningsloven.

For kraftvarmeanlæggene er prisen for varme reguleret i elforsyningsloven således, at fjernvarmeforbrugerne kun betaler for omkostninger, der er nødvendige for varmeproduktionen. Endvidere bestemmer elforsyningsloven, at de kraftvarmeproducerende affaldsforbrændingsanlæg fortsat skal være omfattet af »hvile-i-sig-selv«-princippet, således som det fremgår af henholdsvis varmeforsyningsloven og miljøbeskyttelsesloven.

For affaldsforbrændingsanlæggene har det vist sig, at »hvile-i-sig-selv«-princippet i varmeforsyningsloven imidlertid ikke altid er tilstrækkeligt til at sikre rimelige varmepriser.

Ved opgørelse af prisen på varme indregnes særomkostninger ved varmeproduktionen samt den andel af fællesomkostningerne, der henregnes til varmesiden. Det tidligere Gas- og Varmeprisudvalg har anvendt et afregningsprincip, som tager udgangspunkt i den laveste af enten den omkostningsbestemte pris eller substitutionsprisen på varmen, hvor sidstnævnte svarer til den pris, varmen kunne produceres til på alternative anlæg.

Konkurrenceankenævnet har tidligere stadfæstet, at substitutionsprisen skal tage udgangspunkt i en faktisk substitutionsmulighed. Dette princip kan give problemer ved fastlæggelsen af substitutionsprisen for de fjernvarmeanlæg, hvor den alternative forsyningsmulighed kun kan udgøres af eksisterende kedelanlæg til fyringsolie eller naturgas. Disse anlæg til spids- og reservelast er ofte fyringsøkonomisk dyrere at producere på. Substitutionsprisen kan derfor blive for høj i forhold til, hvad der ville have været gældende, hvis fjernvarmeanlægget havde baseret varmeproduktionen på for eksempel kraftvarmeproduktion. Desuden kan substitutionsprisen blive baseret på et forsyningsanlæg og/eller et brændsel, som ikke vil kunne godkendes efter varmeforsyningslovgivningen.

Den omkostningsbestemte varmepris er ligeledes vanskelig at opgøre, da det er kompliceret ud fra objektive kriterier at foretage en præcis fordeling af de fælles omkostninger på affaldsforbrændingsanlæggene. Ved fordeling af fællesomkostningerne har Gas- og Varmeprisudvalget derfor foretaget en rimelig fordeling af fællesomkostningerne ved de forskellige produkter fra affaldsanlægget. Den del af fællesomkostningerne, der kan henføres til elproduktion, og særomkostningerne ved elproduktionen betragtes som betalt af den garanterede elindtægt. Gas- og Varmeprisudvalget fordeler de resterende fællesomkostninger mellem varme og bortskaffelse af affald efter individuelle fordelingsnøgler. Endelig har Gas- og Varmeprisudvalget vurderet, om varmeprisen baseret på fordelingsnøglen ligger på niveau med den varmepris, der fremkommer efter substitutionsprincippet, og om prisen på bortskaffelse af affald svarer til det, man ser andre steder i landet.

For så vidt angår de fælleskommunale affaldsforbrændingsanlæg, er disse anlægs hovedinteresse at bortskaffe affaldet billigst muligt. Anlæggene opføres og drives derfor primært ud fra affaldsinteresser, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med fjernvarmeanlæggets interesser. Endvidere kan et lokalt fjernvarmeværk være bundet gennem varmeforsyningslovgivningen til at aftage affaldsvarme, som er baseret på affaldsleverancer fra typisk en større region. De relativt få varmekunder tilknyttet et sådant anlæg kan derfor komme i den situation, at de får øgede udgifter til varmeproduktion, hvor de relativt mange affaldskunder i flere byer kan få bortskaffet deres affald relativt billigt.

Varmekunderne er derfor i dag ikke altid tilstrækkeligt sikret mod, at for store omkostninger væltes over på varmeproduktionen som følge af den praksis, der er gældende ved beregning af varmeprisen, og som følge af de interesseforskelle, der i øvrigt kan være mellem varme- og affaldssiden ved etablering og drift af affaldsforbrændingsanlæg.

På denne baggrund fastsætter lovforslaget derfor nye bestemmelser om prisregulering af affaldsforbrændingsanlæg. Formålet hermed er at understøtte princippet om en omkostningsægte fordeling af omkostningerne, så varmekunder, der modtager varme fra affaldsanlæg, beskyttes mod urimelige varmepriser og betingelser. Med lovforslaget kan der fastlægges retningslinier for fordeling af omkostninger til bortskaffelse af affald og produktion af varme på affaldsforændingsanlæg. Endvidere kan der fastlægges regler om et prisloft for varmen fra affaldsforbrændingsanlæg. Dette prisloft vil blive bestemt ud fra et effektivt drevet anlæg, der i stedet ville være blevet etableret i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinier for etablering af et kollektivet varmeforsyningsanlæg i det pågældende område.

4. Omkostningseffektivisering i varmeforsyningssanlæggene

De anlæg, som er regulerede efter varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip, kan som udgangspunkt indregne alle nødvendige omkostninger i varmeprisen. Dette princip er imidlertid ikke alene tilstrækkeligt til at sikre, at produktionen af varme sker på den mest effektive og rationelle måde. Idet der ikke indføres konkurrence i varmesektoren, er der derfor et behov for at sikre en omkostningseffektivisering på en anden måde.

Som led i gennemførelsen af omkostningseffektiviseringen vil benchmarking blive taget i anvendelse. Benchmarking gør det muligt ved hjælp af nøgletal at sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed i regnskaber og budgetter og kan styrke Energitilsynets muligheder for, ved en sammenligning mellem anlæggene, at fastlægge anlæggenes effektiviseringspotentiale.

Ligesom ved den ikke-konkurrenceudsatte del af henholdsvis el- og gassektoren får miljø- og energiministeren mulighed for at fastlægge indtægtsrammer for varmesektorens anlæg, det vil sige rammer for, hvor meget der kan opkræves for anlæggenes ydelser. Inden for disse rammer vil Energitilsynet årligt skulle fastlægge specifikke indtægtsrammer for anlæggene. I disse indtægtsrammer vil indgå krav om en årlig reduktion af indtægtsrammen, således at de omfattede anlæg tilskyndes til at gennemføre løbende effektiviseringer. Indtægtsrammereguleringen vil ske under hensyntagen til anlæggenes størrelse samt øvrige forhold og vilkår.

Indtægtsrammereguleringen vil dog ikke omfatte produktionsaktiviteten, herunder varmeproduktionen, på affaldsforbrændingsanlæggene. Baggrunden herfor er et ønske om at afvente resultatet af de igangværende undersøgelser af, om og i givet fald hvordan der kan skabes nye incitamenter til at øge effektiviteten inden for affaldsbehandlingen, herunder affaldsforbrændingen.

Energitilsynet vil kunne dispensere fra indtægtsrammerne, hvis det er nødvendigt for at opfylde helt særlige behov, for eksempel for re- eller nyinvesteringer.

Hvis anlæggene kan holde omkostningerne under indtægtsrammen, opnår de et overskud. Dette kan blandt andet anvendes til konsolidering, udbetaling af bonus til forbrugerne, nedsættelse af varmeprisen i de efterfølgende forsyningsår eller til ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen.

Miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte regler om, hvordan overskuddet anvendes.

5. Adgangen til at indregne en fortjeneste i prisen

Lovforslaget indeholder en undtagelse fra varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip for anlæg, der forsyner andre anlæg med brændsel eller energi. Undtagelsen vil dog kun gælde for anlæg, hvis produktion er baseret på geotermi, solvarme, biogas eller biomasse. En tilsvarende undtagelse vil komme til at gælde anlæg i virksomheder, der leverer industriel overskudsvarme.

De omfattede anlæg vil kunne optjene et overskud på almindelige kommercielle vilkår. Baggrunden herfor er, at der er et behov for at fremme udbygningen med anlæg baseret på vedvarende energikilder og at fremme udnyttelsen af industriel overskudsvarme. Ved at lade aktører få adgang til på kommercielle vilkår at etablere eller udnytte disse anlæg, vil der blive skabt bedre forudsætninger for denne udbygning.

De berørte varmeforbrugere vil dog blive sikret mod urimelige priser fra de pågældende produktionsanlæg gennem et prisloft på varmen eller brændslet. Prisloftet vil blive bestemt ud fra et effektivt drevet anlæg, som i stedet ville være blevet etableret i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinier for etablering af et anlæg i det pågældende område.

En aftale mellem den kommercielle aktør og et anlæg omfattet af § 20 b om priser og betingelser vil i øvrigt kunne indgåes efter almindelige markedsmæssige kriterier.

6. Energitilsynet

Energitilsynet, der med en ændring af varmeforsyningsloven, som trådte i kraft den 30. december 1999, har overtaget Gas- og Varmeprisudvalgets opgaver, skal behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af klage, samt årligt aflægge beretning om sin virksomhed for miljø- og energiministeren.

Energitilsynet skal desuden varetage tilsynsopgaver inden for varmeforsyningen.

7. Forbrugerindflydelsen og værdierne i varmeforsyningssektoren

Varmeforsyningssektoren er kendetegnet ved, at den i meget stor udstrækning er under forbrugernes eller kommunernes indflydelse. Dette forhold har sikret en bred lokal forankring af og opbakning til anlæggene. Værdierne i sektoren er oparbejdet under varmeforsyningslovens princip om »hvile-i-sig-selv« og inden for de rammer og muligheder, der har ligget og ligger i den konsekvente danske energipolitik, herunder energiafgiftspolitikken.

Det er målsætningen at bygge videre på principperne om forbrugernes og den kommunale indflydelse i sektoren og det lokale engagement og samtidig sikre de forbruger- og samfundsskabte værdier i denne forsyningssektor. I takt med at liberaliseringen og internationaliseringen slår igennem på særligt elforsyningsområdet, er det væsentligt med mekanismer, der tilgodeser disse hensyn på varmeforsyningsområdet.

Det foreslås, at der i forbindelse med salg af kommunale anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp som hovedregel skal ske en reduktion af en kommunes generelle statstilskud som følge af det provenu, kommunen måtte opnå ved salget.

Beslutter en kommune sig for salg af et fremføringsanlæg med henblik på at bruge en værdistigning, der baserer sig på aktiver, som er opbygget ved forbrugerbetaling, til andre formål end til varmeforsyning, brydes der med grundlaget for »hvile-i-sig-selv«-princippet i varmeforsyningsloven, der bygger på, at forsyningsvirksomhederne forvalter forbrugernes behov for varmeforsyning og derfor også de økonomiske ressourcer, som er nødvendige for at sikre varmeforsyningen til forbrugerne.

Ved den foreslåede ordning tages der højde for de kommunaløkonomiske konsekvenser, det vil have, såfremt enkelte kommuner gennem deres ejerandele i forbruger- og samfundsskabte værdier kan få store engangsindtægter.

Den foreslåede ordning vil umiddelbart indebære en besparelse for statskassen svarende til statstilskudsreduktionen, såfremt en kommune vælger at sælge et fremføringsanlæg. Det er regeringens hensigt, at besparelsen placeres i en fond, hvis formål er at tilgodese forbrugerne og varmeforsyningen. Udmøntningen vil blive drøftet nærmere efter høring af de berørte parter.

Anlæggene til fremføring af opvarmet vand eller damp udgør det væsentligste element for kommunernes og forbrugernes indflydelse på varmesektoren, da disse anlæg udgør den nødvendige infrastruktur, der forbinder varmeproduktionsanlægget og forbrugeren. Disse anlæg ønskes derfor som udgangspunkt friholdt af kommercielle interesser.

På den baggrund foreslås det, at der i varmeforsyningsloven indføres regler om forkøbsret, således at forbrugerejede fremføringsanlæg ved salg først skal tilbydes den eller de kommuner, hvori det pågældende anlæg er beliggende, og at anlæg, der ikke er ejet af de tilsluttede forbrugere, som hovedregel først skal tilbydes disse forbrugere.

Til sikring af forbrugerindflydelsen foreslås det, at driften af de fremføringsanlæg, der ikke er forbrugerejede eller kommunalt ejede, skal udøves i et selvstændigt selskab.

Samtidig skal flertallet i bestyrelsen for en virksomhed, der ejer et fremføringsanlæg, som hovedregel være valgt af de forbrugere, hvis ejendom er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af kommunerne.

8. Klageadgang

Lovforslaget indeholder bestemmelser om ændret anke- og klageadgang, som har til formål at sikre en mere hensigtsmæssig klagesagsbehandling. Energiklagenævnet vil herefter få beføjelse til også at træffe endelig afgørelse i sager, som har været behandlet af en kommunalbestyrelse eller af Energistyrelsen. Sager, der hidtil har kunnet påklages til miljø- og energiministeren, overføres også til Energiklagenævnet. Klager over Energitilsynets afgørelser er blevet overflyttet til klagenævnet i forbindelse med ikrafttræden den 30. december 1999 af en ændring af varmeforsyningsloven, jf. lov nr. 379 af 2. juni 1999.

9. Offentlige forpligtelser

Energieffektiviseringer og -besparelser har gennem en lang årrække stået centralt i dansk energipolitik. Der er opnået ganske betydelige besparelser og effektiviseringer ved såvel varmeproduktionen som ved varmeanvendelsen. En række ordninger har medvirket hertil, herunder grønne afgifter og tilskudsordninger vedrørende energibesparelser i erhvervsvirksomheder samt tilskud til omstilling af elopvarmede bygninger til centralvarme, tilslutning af ældre boliger til kraftvarme, tilslutning til kulkraftvarme og til færdiggørelse af fjernvarmenet.

Imidlertid viser opfølgningen på Energi 21, som blev offentliggjort i juli 1999, at energiforbruget inden for en række områder er steget mere i de senere år end forventet. Derfor er der behov for en større indsats end forudsat i Energi 21, hvis CO 2 -målene skal nås.

En større indsats skal også ske inden for varmesektoren. Derfor indeholder lovforslaget bestemmelser, hvorefter anlæggene blandt andet kan blive pålagt at gennemføre effektiviserings- og besparelsesaktiviteter. Formålet er at skabe en forstærket indsats for aktiviteter, der kan medføre energieffektiviseringer og -besparelser, herunder fremme omstillingen til renere brændsler og øge tilslutningen til fjernvarmenettene samt at styrke relevante forsknings-, udviklings- og rådgivningsaktiviteter.

Som led i gennemførelsen af disse aktiviteter vil anlæggene kunne drage fordel af at samarbejde om aktiviteterne.

!0. Tilslutningspligt og -vilkår

Lovforslaget fastholder de nuværende bestemmelser om tilslutningspligt. For fremtiden vil der imidlertid inden for de gældende bestemmelser kunne blive udformet regler om økonomiske vilkår, der skal sikre de forbrugere, der pålægges tilslutning, rimelige tilslutningsvilkår.

Gennem øget tilslutning til fjernvarmenettene forbedres de kollektive forsyningsanlægs økonomi, hvilket også skal komme nye forbrugere til gode. Med lovforslaget vil der derfor også være adgang til at fastætte regler om, at nye forbrugere generelt skal tilbydes fordelagtige økonomiske vilkår med henblik på at gøre tilslutningen attraktiv for forbrugerne.

Endelig skal der med udgangspunkt i de allerede gældende bestemmelser for tilslutningspligt, jf. varmeforsyningslovens § 12, stk. 1 og 2, fremover være mulighed for at undtage særlige befolkningsgrupper fra tilslutningspligten, idet de nævnte bestemmelsers ordlyd i øvrigt ikke ændres. Kriterierne for denne undtagelse vil blive udarbejdet i en bekendtgørelse og sigte på fritagelse af for eksempel folkepensionister.

11. Fremme af miljøvenlig energiforsyning

Lovforslaget vil blive fulgt op af bekendtgørelser og forudsætningsskrivelser med henblik på at styrke omstillingen til en mere miljøvenlig varmeforsyning. Disse vil indeholde retningslinier for blandt andet udnyttelse af overskudsvarme fra industriprocesser, øget anvendelse af vedvarende energikilder, gennemførelse af energieffektiviseringer samt omstilling til kraftvarmeproduktion.

12. Decentralisering af myndighedsbehandlingen

Inden for de nuværende lovbestemmelser vil der under opfølgningen på lovforslaget ske en yderligere forenkling og decentralisering af behandlingen af varmeforsyningsprojekterne. Som hovedregel skal en kommune fremover ikke længere indhente Energistyrelsens bemærkninger eller samtykke til et projekt før kommunens godkendelse. Denne procedure har været af betydning i forbindelse med gennemførelsen af større projekter for at sikre den fornødne sammenhæng i varmeplanlægningen ud fra betragtninger om samfundsøkonomi, energieffektivitet og forsyningssikkerhed.

I den senere fase af varmeplanlægningen har der ikke været samme behov for, at Energistyrelsen følger projekterne tæt. Projekter om affaldsbaseret varme- eller kraftvarmeproduktion involverer dog typisk flere kommuner, og disse sager påkalder sig således et særligt koordinations- og samordningsbehov.

På baggrund af de eksisterende lovbestemmelser vil der blive fastsat regler, hvorefter Energistyrelsen fremover kun skal modtage projekter til orientering. Energistyrelsen vil dog undtagelsesvis kunne anvende en »call in«-bestemmelse, hvilket vil indebære, at Energistyrelsen overtager godkendelsen af projektet. »Call in«-bestemmelsen vil kun blive anvendt ved sager af større eller principiel karakter.

Grundet de særlige forhold, der gør sig gældende for projekter om affaldsforbrændingsanlæg, vil disse projekter imidlertid ikke indgå i »call in«-ordningen, men i stedet - som i dag - blive forelagt Energistyrelsen med henblik på bemærkninger eller samtykke fra styrelsen efter koordinering med Miljøstyrelsen.

13. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten

Energitilsynet, der sekretariatsbetjenes af Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen, tilføres med lovforslaget nye opgaver særligt i forbindelse med indtægtsrammeregulering. Den nye reguleringsform af anlæggene vil kræve en betydelig udviklingsindsats vedrørende fastlæggelsen af økonomirapportering og benchmarkinginstrumenter. Det vil endvidere være nødvendigt med en løbende vedligeholdelse samt kontrol af systemets effektivitet med henblik på at sikre en fortsat effektiviseringsproces i varmesektoren.

Det er forventningen, at der som følge af lovforslaget bliver behov for særskilt energifaglig rådgivning af Energitilsynet med henblik på at understøtte tilsynets nye opgaver efter varmeforsyningsloven. Endelig er det vurderingen, at det vil være nødvendigt med en betydelig indsats i forbindelse med opfølgningen på lovforslaget, primært regeludstedelse og en øget vejlednings- og informationsindsats om varmeforsyningslovgivningen; denne indsats skal ses blandt andet på baggrund af den nye tilrettelæggelse af projektsagsbehandlingen, der hovedsageligt skal varetages alene af kommunerne.

Energistyrelsens nye opgaver efter dette lovforslag, navnlig sekretariatsbistanden af Energienheden, forventes at give behov for to årsværk.

Energienheden i Konkurrencestyrelsen administrerer en række opgaver efter elforsyningsloven og efter den gældende varmeforsyningslov. Opgaverne på henholdsvis varme- og naturgasområdet vil blive udvidet som følge af dette lovforslag og forslaget til lov om naturgasforsyning, L 239. Det er vurderingen, at opgaverne, som Konkurrencestyrelsen skal varetage efter dette lovforslag, forventes at nødvendiggøre tre årsværk. Herudover vurderes det at være påkrævet, at ledelsen af energienheden styrkes med en kontorchef (lønramme 37). Energienheden vil herefter omfatte i alt 39 årsværk.

Klagesager, der hidtil er blevet behandlet af Energistyrelsen, skal efter lovforslaget varetages af Energi-klagenævnet. Som følge af lovforslaget vil et årsværk derfor blive overført fra Energistyrelsen til klagenævnet.

Samlet vil lovforslaget således indebære behov for seks årsværk, hvoraf et årsværk besættes med en kontorchef. Lønsumsudgifterne til disse årsværk forventes at andrage i alt 2,4 mill. kr. Hertil forventes driftsudgifter på i alt 0,7 mill. kr. årligt samt etableringsudgifter på i alt 0,4 mill. kr.

De anlæg, som Energitilsynet efter forslaget skal føre tilsyn med, pålægges i medfør af lovforslaget at betale de udgifter, der er forbundet med Energitilsynets opgaver. Betalingen forudsættes at ske ved et grundbeløb, der fastsættes for hvert anlæg ud fra omsætning af energi.

Lovforslaget indebærer samlet set ikke væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for staten, da merudgifterne finansieres ved, at varmesektoren afholder udgifterne ved tilsynet. Da Energitilsynets aktiviteter til dels er efterpørgselsafhængige, gives der adgang til, at merindtægter som følge af øgede aktiviteter kan anvendes til afledte driftsudgifter, herunder løn.

14. Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Decentraliseringen vil medføre en forenkling af sagsbehandlingen i kommunalt regi. Kommunerne vil ikke få pålagt yderligere opgaver i forhold til i dag men vil fortsat have handlepligt til at gennemføre varmeplanlægningen lokalt.

Det er vurderingen, at der ikke på grund af lovforslaget vil være kommunaløkonomiske konsekvenser i form af stigende varmepriser. Det er derimod forventningen, at effektiviseringsaktiviteterne inden for varmesektoren over tid vil afspejle sig positivt i varmeprisen.

15. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vurderes samlet set at have positive konsekvenser for erhvervslivet, da der gives adgang til, at aktører på kommercielle vilkår vil kunne drive anlæg baseret på vedvarende energikilder og levere overskudsvarme fra industrivirksomheder.

Endelig er det forventningen, at effektiviseringsaktiviteterne inden for varmesektoren over tid vil afspejle sig positivt i varmeprisen.

16. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget fastholder den eksisterende lovs målsætninger på miljøområdet. Herudover forventes det øgede økonomiske incitament til anvendelse af solvarme, geotermi, biogas og biomasse, den bedre udnyttelse af overskudsvarmen fra industrivirksomheder samt den forstærkede indsats for energibesparende aktiviteter at have positive miljøeffekter.

17. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholdet ikke EU-retlige aspekter.

I det omfang der vil blive fastsat regler om tekniske komponenter, jf. forslaget til varmeforsyningslovens § 24, vil reglerne blive notificeret i overensstemmelse med informationsproceduredirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EF-Tidende 1998, nr. L 204, side 37). Direktivet er ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998 (EF-Tidende, nr. L 217, side 18).

18. Høring

Lovforslaget er den 19. januar 2000 sendt i høring til følgende: Affaldsteknisk Samarbejde, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Biogasgruppen, Brancheforeningen for Biogas, CO Industri, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Solcellegruppe, Danske Energiselskabers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, De Danske Landboforeninger, Det Danske Handelskammer, DONG A/S, DONG Naturgas A/S, ELFOR, Elkraft, ELKRAFT System, Elsam, Eltra, Forbrugerrådet, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Frederiksberg Kommune, Fællessekretariatet for Hovedstadsregionens Naturgas I/S og Naturgas Midt-Nord I/S, Greenpeace Danmark, Håndværksrådet, Indukraft-Sekretariatet, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunalteknisk Chefforening, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, LO, Naturgas Fyn I/S, Naturgas Sjælland I/S, NESA A/S, Oliebranchens Fællesrepræsentation, OOA, Organisationen for Vedvarende Energi, Renosam, Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, SID, Sjællandske Kraftværker, Solenergiudvalget, Udvalget for miljøvenlig el og varme, Varmepumpefabrikantforeningen, WWF Verdensnaturfonden, Ældresagen, By- og Boligministeriet, Elsparefonden, Energiklagenævnet, Energimiljørådet, Energitilsynet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forbrugerstyrelsen, Forskningsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Konkurrenceankenævnet, Konkurrencestyrelsen, Miljø- og Energiministeriets Landsplanafdeling, Miljøstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Skatteministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Socialministeriet, Statsministeriet, Trafikministeriet, Udenrigsministeriet samt Økonomiministeriet.

Positive konsekvenser/Mindreudgifter Negative konsekvenser/ merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten Nej Udgifterne til Energitilsynet skal finansieres af sektoren, og samlet set forventes der ikke væsentlige økonomiske konsekvenser af lovforslaget.

Administrative konsekvenser for staten Nej Et øget ressourcebehov navnlig i sekretariatet for Energitilsynet forventes at kræve yderligere seks årsværk.

Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner Der forventes en forenkling af sagsbehandlingen i kommunalt regi. Nej

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Der kan forventes en mindre stigning i visse virksomheders indtjeningssmuligheder. Nej

Miljømæssige konsekven- ser Det øgede økonomiske incitament til anvendelse af solvarme, geotermi, biogas og biomasse, den bedre udnyttelse af overskudsvarmen fra industrivirksomheder samt den forstærkede indsats for energibesparende aktiviteter forventes at have positive miljøeffekter. Nej

Administrative konsekvenser for borgerne Nej Nej

Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholdet ikke EU-retlige aspekter. I det omfang der vil blive fastsat regler om tekniske komponenter, jf. forslaget til varmeforsyningslovens § 24, vil reglerne blive notificeret i overensstemmelse med informationsproceduredirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EF-Tidende 1998, nr. L 204, side 37). Direktivet er ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998 (EF-Tidende, nr. L 217, side 18).

Til nr. 1

I forslaget til en ny naturgasforsyningslov, jf. L 239, der fremsættes samtidig med dette lovforslag, indgår blandet andet bestemmelser om regulering af priser for naturgas. I konsekvens heraf udgår bestemmelserne om naturgasforsyning af varmeforsyningsloven. På grund af den nære sammenhæng med varmeforsyningslovens planlægningsbestemmelser, jf. varmeforsyningslovens kap. 2, er det imidlertid fundet mest hensigtsmæssigt fortsat at lade projektforslag om distributionsnet til fremføring af naturgas være omfattet af disse bestemmelser og - i naturlig forlængelse heraf - af varmeforsyningslovens ekspropriationsbestemmelser, jf. kap. 3. Med undtagelse af varmeforsyningslovens kap. 2 og 3 vil naturgasforsyning herefter ikke længere være omfattet af reglerne i varmeforsyningsloven, jf. dog bemærkningerne til § 1, nr. 10, om § 23 d, stk. 2. Anlæg til produktion eller fremføring af andre gasarter end naturgas, for eksempel biogas, bliver ikke reguleret i naturgasforsyningsloven, og vil derfor fortsat i det hele være omfattet af varmeforsyningslovens bestemmelser.

Til nr. 2

Den teknologiske udvikling har medført etablering af enkelte større solvarmeanlæg, som i dag indgår i den kollektive varmeforsyning. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt, at varmeforsyningsloven også omfatter disse anlæg og ikke alene - som i dag - varmeaftaget fra anlæggene. Udvidelsen af varmeforsyningslovens § 2 med solvarmeanlæg omfatter ikke anlæg, som er installeret på og skal forsyne den enkelte ejendom.

Til nr. 3

Bestemmelsen fastlægger, at distributionsnet til fremføring af naturgas alene vil være omfattet af varmeforsyningslovens bestemmelser i kap. 2 og 3. Det er sigtet, at naturgasforsyningen skal være omfattet af varmeforsyningslovens planlægningsbestemmelser i samme omfang som efter den gældende retstilstand. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Til nr. 4

Forslaget skal ses på baggrund af den positive afgrænsning af, i hvilket omfang varmeforsyningslovens bestemmelser skal finde anvendelse på naturgas, jf. forslagets § 1, nr. 3. Herefter er der ikke længere grundlag for at undtage den virksomhed, der er eller bliver reguleret i lov om naturgasforsyning.

Til nr. 5

Henset til de anlæg, det kan komme på tale at skulle værdiansætte, er det fundet mest hensigtsmæssigt at henlægge opgaven til Energitilsynet, der snarere findes at have den nødvendige sagkundskab herfor end de i lov om offentlige veje anførte taksationsmyndigheder.

Til nr. 6

Bestemmelsen i § 20, stk. 1 og 2, indebærer, at anlæg som hovedregel fortsat er omfattet af varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip. Princippet indebærer, at anlægget kan indregne nødvendige omkostninger i prisen for anlæggets ydelser.

I konsekvens af at geotermianlæg nu er omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmelser, kan en forsyningsvirksomhed indregne udgifterne til de nødvendige undersøgelser forud for etablering af geotermianlæg i prisen.

Med » omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser « sigtes til finansieringen af aktiviteter i henhold til forslaget i § 1, nr. 18, samt til udgifter som følge af krav til anlæggene efter anden lovgivning, for eksempel biomassepåbuddet efter elforsyningsloven.

Ved varmeproduktion baseret på biomasse er der i modsætning til produktion baseret på fossile brændsler som kul og naturgas i dag ingen CO 2 - og brændselsafgifter.

Efter forslaget til stk. 3 har miljø- og energiministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om fordeling af omkostningerne til produktion af henholdsvis elektricitet og varme på biomassebaserede kraftvarmeværker. Hensigten hermed er, at den nævnte afgiftsfordel kan bidrage til at reducere de forholdsmæssigt høje investeringer- og driftsomkostninger, der er forbundet med et biomassebaseret værk samtidig med, at varmeprisen ikke bliver højere, end hvad forbrugerne ville have betalt, såfremt det biomassebaserede værk ikke var blevet etableret.

Med forslaget til stk. 4 har miljø- og energiministeren mulighed for at fastsætte særskilte regler for både varme- og kraftvarmeproducerende affaldsforbrændingsanlæg for så vidt angår prisloft og omkostningsfordeling.

Også for affaldsforbrændingsanlæg gælder, at prisen, som et anlæg kan og skal tage for levering af varme, bliver sat lig den omkostningsbestemte pris, hvilken udover særomkostninger ved varmeproduktionen på affaldsforbrændingsanlægget også omfatter den del af fællesomkostningerne, der henregnes til varmesiden.

Dog gælder, jf. stk. 4, 1. pkt., at prisen for affaldsbaseret varme, beregnet på grundlag af varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip ikke må overstige et fastsat prisloft. Denne bestemmelse vil finde anvendelse, hvor der er tale om en leverance til et distributionsanlæg, der ikke udøver en bestemmende indflydelse på det affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme.

Princippet for beregning af prisloftet vil tage udgangspunkt i, hvordan prisen ville have set ud, hvis der ikke var et affaldsforbrændingsanlæg i den pågældende by, og der i stedet var blevet etableret et værk i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinier. Ligger det pågældende affaldsforbrændingsanlæg eksempelvis i et naturgasforsynet område, vil det alternative værk blive et effektivt drevet naturgasbaseret kraftvarmeværk.

Bestemmelsen gælder også, hvor for eksempel damp leveres til et kraftvarmeanlæg og ikke direkte til et distributionsanlæg.

Ved beregningen indgår det, at der skal foretages en teknisk fornyelse af det prisregulerede anlæg ud fra almindelige driftsmæssige kalkuler. Beregningen vil endvidere ske under hensyntagen til anlæggets størrelse, om der er tale om grundlast- eller spidslastleverancer og til, hvilken værdi varmen samlet set har.

Regler om et prisloft kan blive fastsat både for leveringsaftaler, indgået efter lovforslagets fremsættelse, og for aftaler, der er indgået før dette tidspunkt, for sidstnævnte dog således at prisloftet først gælder efter en overgangsperiode, der fastsættes under skyldig hensyntagen til de kontraktretlige og øvrige vilkår af betydning for en økonomisk forsvarlig drift af affaldsforbrændingsanlæggene.

Bestemmelsen i § 20, stk. 5, 1. pkt., svarer til den gældende varmeforsyningslovs § 20, stk. 2, og er flyttet af redaktionelle grunde. Det præciseres dog, at det er anlæggene, der har kompetencen til at differentiere i prisfastsættelsen, som forudsættes at ske efter objektive og ikke-diskriminerende kriterier.

Med forslaget til bestemmelsen i § 20, stk. 5, 2. pkt., gives der miljø- og energiministeren mulighed for at fastsætte regler om de økonomiske vilkår ved tilslutningen af nye forbrugere både for så vidt angår de umiddelbare tilslutningsomkostninger og de løbende forbrugsudgifter. Eventuelle fordelagtige vilkår vedrørende de løbende udgifter vil kunne komme til at gælde i en begrænset periode og kan fastsættes således, at den økonomiske lempelse gradvist ophæves.

Ud fra en betragtning om, at nye kunder på sigt vil bidrage positivt til de kollektive varmeforsyningsanlægs samlede økonomi, giver bestemmelsen mulighed for at fastsætte regler om, at anlæggene skal tilbyde nye kunder nærmere fastsatte økonomiske vilkår med henblik på at gøre tilslutningen attraktiv for kunderne.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse i forbindelse med aktiviteter til fremme af tilslutningen til fjernvarme, jf. den foreslåede bestemmelse til en ny § 29, stk. 1, nr. 1, hvor der kan gives pålæg om, at nye forbrugere som led i disse aktiviteter skal tilbydes særlige økonomiske vilkår ved tilslutningen.

Endelig vil bestemmelsen finde anvendelse på de situationer, hvor en tvangstilslutning indebærer betydelige omkostninger for forbrugeren i forhold til forbrugerens hidtidige udgifter til opvarmning, og hvor der derfor er behov for at mindske de økonomiske følgevirkninger i forbindelse med tvangstilslutningen.

Fastsættelsen af de økonomiske vilkår vil i alle tilfælde skulle ske således, at der samlet set ikke bliver tale om en forringelse af den økonomiske situation for det pågældende kollektive varmeforsyningsanlæg til skade for de allerede tilsluttede forbrugere.

Bestemmelsen i § 20, stk. 6, svarer til den gældende lovs § 20, stk. 6, dog således at naturgas er undtaget, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, regulerer nærmere priserne for de i § 20, stk. 1, nævnte anlægs leverancer. Bestemmelsen fastlægger et nyt princip for prisfastsættelsen, idet de efter § 20, stk. 1 og 2, tilladte omkostningsposter til dækning af anlæggenes nødvendige udgifter fastsættes i medfør af indtægtsrammer. Med indtægtsrammer menes rammer for, hvor meget der kan opkræves over prisen for anlæggets ydelser. Indtægtsrammerne skal fastlægges med udgangspunkt i omkostningerne ved en effektiv drift af det pågældende anlæg.

I medfør af den foreslåede § 20 a, stk. 2, 1. pkt., kan miljø- og energiministeren fastsætte indtægtsrammer for de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg for et nærmere angivet antal år. Hensigten med bestemmelsen er, at anlægget må foretage en løbende effektivisering for at holde sine omkostninger inden for rammen for indtægter.

Miljø- og energiministeren kan blandt andet fastsætte, at indtægtsrammerne reduceres med en generel procentsats, der gælder alle anlæg, og fastsætte rammer for Energitilsynets fastlæggelse af en individuel procentsats, der afhænger af det enkelte anlægs effektiviseringspotentiale. Potentialet vurderes på baggrund af effektiviteten i sammenlignelige anlæg.

Miljø- og energiministeren kan sætte rammer for, hvor stort et samlet reduktionskrav for indtægtsrammen et anlæg kan stilles over for i et enkelt år og eventuelt tillige akkumuleret over en årrække.

Energitilsynet skal ved fastlæggelsen af individuelle indtægtsrammer for det enkelte anlæg tage anlæggets effektiviseringspotentiale i betragtning. Ved implementeringen af indtægtsrammereguleringen kan Energitilsynet indføre overgangsordninger for anlæg, der vurderes at have behov for dette.

Indtægtsrammereguleringen skal ske under hensyntagen til anlæggenes størrelse samt øvrige forhold og vilkår, således at der blandt andet sikres en forsvarlig sammenhæng mellem de mulige rationaliseringsgevinster og det administrative arbejde, der er forbundet med indtægtsrammereguleringen. Indtægtsrammereguleringen kan kun finde sted med henblik på fastsættelse af rammer for indtægterne fra varmeproduktionen. De dele af et produktionsanlæg, der alene er relaterede til anden produktion end varmeproduktion, typisk elproduktionen, vil således ikke være omfattet af indtægtsrammereguleringen efter varmeforsyningsloven.

Såfremt forholdene, herunder det mulige effektiviseringspotentiale, taler for det, kan det undlades at fastsætte indtægtsrammer for enkelte anlæg eller typer af anlæg.

I medfør af § 20 a, stk. 3, kan Energitilsynet dispensere fra indtægtsrammerne, som er fastsat af tilsynet selv, hvis det er nødvendigt, for at varmeforsyningsanlægget kan gennemføre forpligtelser, der f.eks. følger af kontrakter, der er indgået før lovforslagets fremsættelse, eller hvis det er nødvendigt for at opfylde helt særlige behov, for eksempel for re- eller nyinvesteringer. Bestemmelsen sigter ikke på at holde hånden over anlæg, der vedvarende undlader at effektivisere, men på at sikre varmeforsyning til alle. Hensynet til forsyningssikkerhed vejer således tungere end hensynet til effektivitet. Bestemmelsen er kun møntet på helt særlige tilfælde og kan især tænkes benyttet, hvor forholdene, der forhindrer anlægget i at leve op til indtægtsrammen, ikke kan lægges anlægget til last.

Med bestemmelsen i § 20 a, stk. 4, ønskes det sikret, at en hver form for indtægt fra aktiviteter, der ikke måtte være omfattet af prisbestemmelserne i § 20, indgår ved fastsættelsen af indtægtsrammen for anlægget.

Inddragelsen af indtægter skal ske med respekt for en eventuel fastlagt omkostningsfordeling, og den berører ikke den prisregulering, som det pågældende anlæg i øvrigt måtte være underkastet, f.eks. hvile-i-sig-selv-reguleringen af affaldsforbrændingsanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 48.

Et overskud, som et forbrugerejet eller kommunalt ejet anlæg opnår i kraft af sit ejer- eller medejerskab af et anlæg, der er omfattet af § 20 b, skal ligeledes indgå ved fastsættelsen af indtægtsrammen for anlægget.

Med bestemmelsen i stk. 4 tilsigtes der ikke ændringer af, hvilke aktiviteter anlæggene lovligt kan varetage.

Bestemmelsen vedrører ikke indtægter, der er omfattet af reglerne om anvendelse af overskud i forhold til indtægtsrammen som fastsat efter stk. 5, jf. straks nedenfor.

I medfør af § 20 a, stk. 5, kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, hvordan det enkelte anlæg kan anvende et eventuelt overskud opnået som følge af, at anlægget har holdt omkostningerne under indtægtsrammen. Overskuddet i henhold til indtægtsrammen kan anvendes til prisreduktioner, forøgede muligheder for henlæggelser, bonus til brugerne af anlægget, nedbringelse af gæld, ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen og til aktiviteter, der ligger i umiddelbar forlængelse af driften af anlægget, for eksempel ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder, en særlig indsats med henblik på tilslutning af nye kunder eller rådgivning af kunder udover, hvad der følger af offentlige forpligtigelser, der allerede måtte være pålagt i medfør af varmeforsyningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

I forslaget til § 20 a, stk. 6, præciseres, at varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv«-princip kun er fraveget i lovforslagets bestemmelser om indtægtsrammeregulering for så vidt angår kommuners adgang til at føre midler ud af kommunale varmeforsyningsselskaber, idet kommunerne har mulighed for en ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen. Omvendt fastholdes det, at kommunerne ikke har adgang til at tilføre de kommunale virksomheder midler. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at en kommune som debitor dækker eventuelle underskud i en sådan virksomhed. Kapitalbevillinger og garantistillelse vil ligeledes ikke være omfattet af bestemmelsen i stk. 6.

Med forslaget til § 20 a, stk. 7, foreslås det, at indtægtsrammereguleringen ikke omfatter selve affaldsforbrændingsanlægget, der fortsat alene er underlagt » hvile-i-sig-selv-princippet « , således som dette kommer til udtryk i henholdsvis varmeforsyningslovens § 20 og miljøbeskyttelseslovens § 48. Fremføringsanlæg, der selskabsmæssigt er knyttet til et affaldsforbrændingsanlæg, vil dog - i lighed med øvrige anlæg i § 20 - være omfattet af bestemmelserne om indtægtsrammeregulering.

For at fremme udbygningen med geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- og biomassefyrede anlæg fraviges i § 20 b varmeforsyningslovens hovedregel om »hvile-i-sig-selv«-princippet.

Efter stk. 1 vil det således for disse særligt anførte anlæg være muligt at indregne et overskud i prisen for deres leverancer til et produktions- eller forsyningsanlæg.

Da der endvidere skal sikres en fortsat indpasning af industriel kraftvarme i fjernvarmeforsyningen, kan disse anlæg ligeledes indregne et overskud i prisen for deres leverancer til et produktions- eller forsyningsanlæg.

Såfremt et anlæg, bortset fra til reserve- eller spidslastproduktion, anvender andre brændselsformer eller teknologier end de, der udtrykkeligt er nævnt i § 20 b, vil hele anlægget være afskåret fra at udnytte mulighederne for fortjeneste efter § 20 b.

Opnår en forbrugerejet eller kommunalt ejet varmeforsyningsvirksomhed i kraft af sit ejer- eller medejerskab af et anlæg som nævnt i stk. 1, en indtægt, skal denne indgå ved fastsættelsen af indtægtsrammen for anlægget, jf. forslaget til § 20 a, stk. 4. Dette vil gælde uanset, om det anlæg, der leveres til, ejes af den eller de samme, der indgår i ejer- eller medejerskabet af anlægget, som efter stk. 1 kan indregne en fortjeneste. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om det forbrugerejede eller kommunalt ejede anlæg udøver en bestemmende indflydelse på det anlæg, der kan indregne en fortjeneste.

Et kommunalt ejet anlægs deltagelse i et selskab, der har mulighed for at indregne en fortjeneste efter stk. 1, forudsætter således, at anlægget i øvrigt udøver aktiviteter efter varmeforsyningslovens § 20, hvorved et eventuelt overskud kan og skal indregnes i indtægtsrammen for disse aktiviteter, jf. forslaget til § 20 a, stk. 4.

I lyset af den fortsatte teknologiske udvikling gives der med den foreslåede § 20 b, stk. 2, miljø- og energiministeren adgang til at lade anlæg, som ikke allerede er nævnt i stk. 1, og som ligeledes er baseret på vedvarende energi, blive omfattet af muligheden for at indkalkulere et overskud i prisen. Forudsætningen herfor er, at de pågældende anlæg, ligesom anlæggene i stk. 1, leverer til et andet produktions- eller forsyningsanlæg.

Da forbrugerne ikke nødvendigvis har indflydelse på driften af det anlæg, der leverer, og derfor ikke har indflydelse på de forhold på anlægget, der bestemmer omkostningerne og dermed prisen, kan der efter forslaget til § 20 b, stk. 3, fastsættes et prisloft for leverancer til produktions- eller forsyningsvirksomheden med henblik på at beskytte forbrugerne, der er tilknyttet dette anlæg.

Loftet på prisen for ovennævnte leverancer vil tage udgangspunkt i, hvordan prisen ville have set ud, hvis der ikke var et anlæg omfattet af § 20 b i den pågældende by, og der i stedet var blevet etableret et værk i overensstemmelse med de energipolitiske retningslinier. Ligger det pågældende § 20 b-anlæg eksempelvis i et naturgasforsynet området, vil det alternative værk blive et effektivt drevet naturgasbaseret kraftvarmeværk.

Bestemmelsen gælder også, hvor for eksempel damp leveres til et kraftvarmeanlæg og ikke direkte til et distributionsanlæg.

Til nr. 8

Den nye formulering af § 21 tager sit udgangspunkt i den gældende lovs § 21. Det fremgår af forslaget til bestemmelsen i § 21, stk. 1, at tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser skal anmeldes til et af miljø- og energiministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af Energitilsynet.

Med anvendelse af begrebet »tarif« er der ikke tale om realitetsændringer i forhold til det hidtil anvendte begreb, »priser«, men det ønskes herved at opnå en mere ensartet sprogbrug i varmeforsyningsloven og i energiforsyningslovgivningen generelt.

Med » omkostningsfordelingen « menes den fordeling, som der kan fastsættes regler om efter forslaget til varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, 2. pkt.

Da naturgasforsyning, på grund af den parallelt med dette lovforslag fremsatte L 239, ikke længere skal være omfattet af varmeforsyningsloven med undtagelse af bestemmelserne i lovens kap. 2 og 3, vil naturgasforsyning være undtaget fra anmeldelsespligten efter varmeforsyningslovens § 21.

Med henblik på at opfylde deres forpligtelser efter varmeforsyningsloven kan anlæggene efter omstændighederne være nødsaget til at indgå aftaler og/eller udvise en adfærd, som under normale omstændigheder ville blive anset for at stride mod bestemmelserne i konkurrencelovens § 6 (konkurrencebegrænsende aftaler) eller § 11 (misbrug af dominerende stilling). Det følger imidlertid af konkurrencelovens § 2, stk. 2, at bl.a. bestemmelserne i lovens § 6 og § 11 ikke finder anvendelse, hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering.

Afgørelsen af, om en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, skal i henhold til konkurrencelovens § 2, stk. 4, træffes af den myndighed m.v., der har fastsat den pågældende regulering eller, såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller EF-forordning, af vedkommende minister.

Det vil således være op til miljø- og energiministeren at vurdere, om konkurrencebegrænsende aftaler og/eller adfærd, der kan udgøre et misbrug af dominerende stilling, må anses for at være en direkte eller nødvendig følge af den regulering, der fremgår af varmeforsyningsloven eller af regler, som ministeren har fastsat i medfør af loven. Såfremt den konkurrencebegrænsende aftale eller adfærd vedrører forhold, der er reguleret i regler, som Energitilsynet har fastsat i henhold til loven, vil det være tilsynet, der skal foretage den omhandlede vurdering.

Såfremt miljø- og energiministeren og/eller Energitilsynet vurderer, at en aftale eller adfærd ikke er en direkte eller nødvendig følge af varmeforsyningsloven eller af regler fastsat i henhold til loven, vil det være op til Konkurrencerådet at vurdere, om der foreligger en overtrædelse af konkurrencelovens bestemmelser. De beføjelser, der tilkommer Energitilsynet efter varmeforsyningsloven, vil kunne udøves, selv om Konkurrencerådet konstaterer, at der ikke foreligger nogen overtrædelse af konkurrencelovens bestemmelser.

Den kommende § 21, stk. 1, svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 21, stk. 1, og de kommende bestemmelser i § 21, stk. 2-5, svarer med redaktionelle ændringer til den gældende lovs § 21, stk. 2 og 4-6.

»Omkostningsfordeling« er indsat i forslaget til stk. 3, 4 og 5, da omkostningsfordeling efter det foreslåede stk. 1 skal være omfattet af anmeldelsespligten, jf. herved forslaget til § 20, stk. 4, 2. pkt.

Med de foreslåede redaktionelle ændringer af det gældende stk. 8, vil stk. 6 finde anvendelse på de samme bestemmelser som hidtil, idet den gældende lovs § 21, stk. 3, dog foreslås ophævet. Spørgsmålet om anmeldelsernes offentlighed skønnes i dag reguleret på hensigtsmæssig måde efter lov om offentlighed i forvaltningen.

Med bestemmelsen i stk. 6 har Energitilsynet - som hidtil - kompetence til at påse, at et anlægs vedtægter er udformet på en sådan måde, at brugerindflydelsen i rimeligt omfang afspejler antallet af forbrugere og det faktiske forbrug.

Den gældende lovs § 21, stk. 7, foreslås ophævet, da naturgasforsyning efter lovforslaget ikke længere vil være omfattet af varmeforsyningsloven med undtagelse af bestemmelserne i lovens kap. 2 og 3.

Til nr. 9

Som noget nyt skal varmeforsyningsanlæggene efter forslaget til § 22, stk. 1, anmelde regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter tilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelse af og tilsynet med de i § 20 a nævnte indtægtsrammer.

Med bestemmelsen i § 22, stk. 2, kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om de i § 20 nævnte anlægs regnskabsføring og budgettering, herunder at den skal ske i standardiseret form. Der kan bl.a. fastsættes regler om kontoplan, bogføring- og revisionsinstruks, kapital- og regnskabsmæssig opdeling af produktionen (på f.eks. el og varme) og mellem produktion og forsyning samt om regnskabsåret. Hensigten med bestemmelsen er at sikre et tilstrækkeligt og hensigtsmæssigt grundlag for Energitilsynets kontrol med tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser samt for fastsættelsen af præcise indtægtsrammer for de af § 20 a omfattede anlæg.

Bemyndigelsen i § 22, stk. 3, er indsat med henblik på at sikre miljø- og energiministeren hjemmel til administrativt at gennemføre de regler, der måtte være nødvendige for at opfylde de regnskabsmæssige forpligtelser m.v., der er indeholdt i det af Europa-Kommissionen vedtagne forslag til ændring af gennemsigtighedsdirektivet (Kommissionens direktiv 80/723/EØF, som senest ændret ved direktiv 93/84/EØF). Forslaget til ændringen af direktivet indeholder bl.a. krav om, at visse virksomheder, der er omfattet af EF-traktatens art. 86, stk. 1 eller 2, skal føre særskilte regnskaber med et nærmere fastsat indhold. Det af Kommissionen vedtagne forslag er ikke endeligt endnu, ligesom der fortsat er en del fortolkningstvivl med hensyn til konsekvenserne af forslaget, herunder hvilke virksomheder der vil være omfattet af Kommissionens direktiv. Det foreslås derfor, at ministeren bemyndiges til at fastsætte de nødvendige regler til opfyldelse af ændringen af direktivet.

Til nr. 10

Formålet med bestemmelserne i kapitel 4 a (§ 23-§ 23 d) er blandt andet at præcisere Energitilsynets opgaver i henhold til varmeforsyningsloven. Energitilsynet er nedsat i henhold til § 78, stk. 1, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning (elforsyningsloven). Det følger blandt andet af elforsyningsloven, at Energitilsynet skal varetage tilsyns- og klageopgaver på energiområdet, at tilsynet kan behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af klage, at Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for tilsynet og dets formand, og at Energitilsynet årligt aflægger beretning for sin virksomhed til miljø- og energiministeren.

Ifølge en henvisning, indsat i varmeforsyningsloven ved lov nr. 379 af 2. juni 1999, finder elforsyningslovens § 81 og § 89 anvendelse i varmeforsyningsloven for så vidt angår Energitilsynets beføjelser til at kræve oplysning m.v., tilsynets adgang til fremmed ejendom samt klage over tilsynets afgørelser. Denne ændring af varmeforsyningsloven er ved bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999 trådt i kraft den 30. december 1999.

I forbindelse med dette lovforslag er det fundet hensigtsmæssigt at medtage yderligere bestemmelser om henholdsvis Energitilsynet og Energiklagenævnet, jf. om klagenævnet lovforslagets § 1, nr. 12-15. Af ordenshensyn og for at undgå fortolkningstvivl medtages i nærværende lovforslag ordlyden af alle de bestemmelser fra elforsyningslovens kap. 11, 12 og 14, herunder bestemmelserne i § 81 og § 89, som med de nødvendige tilpasninger også skal finde anvendelse i varmeforsyningsloven.

De foreslåede bestemmelser i kapitel 4 a tilsigter således at sikre parallelitet med de relevante bestemmelser i elforsyningsloven med de tilpasninger, som varmeforsyningsloven tilsiger.

På baggrund af ovenstående foreslås det at ophæve varmeforsyningslovens § 23, stk. 2, og i stedet lade de heri anførte forhold indgå som selvstændige bestemmelser i varmeforsyningsloven på linie med de øvrige relevante bestemmelser fra elforsyningsloven. Elforsyningslovens § 81 genfindes herefter i forslaget til § 23 a og § 89 i forslaget til § 26.

Bestemmelsen i den foreslåede § 23 svarer til § 23, stk. 1 i den gældende varmeforsyningslov.

Det er i forbindelse med udarbejdelsen af nærværende ændringslov atter blevet vurderet, om der fortsat er behov for en bestemmelse som § 23 a , der giver en offentlig myndighed adgang til privat ejendom. Det er fundet nødvendigt at videreføre bestemmelsen for at sikre, at Energitilsynet kan varetage sine opgaver på et effektivt og betryggende grundlag, som det vurderes ikke at ville kunne opnås på anden måde. Der er derfor blot foretaget en mindre præcisering af ordlyden i forhold til elforsyningslovens § 81.

Energitilsynets adgang til en virksomheds ejendom er begrænset til de lokaliteter på ejendommen, hvor de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets varetagelse af sine opgaver, forefindes. Det vil sædvanligvis være virksomhedens administrationslokaler uanset om disse er beliggende i forbindelse med virksomhedens anlæg eller i forbindelse med for eksempel lokaler i den offentlige administration.

Da bestemmelsen alene regulerer spørgsmål om stikprøvekontrol, skal der i overensstemmelse med almindelige lovgivningsprincipper ikke indhentes retskendelse. Hvis der før gennemførelsen af kontrolbesøget foreligger mistanke om et strafbart forhold, kan der ikke som led i kontrollen ske adgang uden retskendelse. Spørgsmålet om adgang skal i så fald behandles af domstolene efter retsplejelovens regler om ransagning.

Bestemmelsen i den foreslåede § 23 b har til formål at sikre, at der er et tæt samarbejde mellem Energitilsynet og de øvrige energimyndigheder, uden at dette i øvrigt berører Energitilsynets uafhængighed. Efter § 23 b skal Energitilsynet således offentliggøre analyser og statistiske oplysninger med henblik på, at sådanne oplysninger kan indgå i de øvrige energimyndigheders arbejde.

Yderligere er der efter lovforslaget givet Energitilsynet kompetence til at tage de fornødne skridt til at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser, forudsat at disse oplysninger ikke relaterer sig til anlæggenes egentlige kommercielle aktiviteter. Tilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne oplysninger skal offentliggøres.

Samarbejdet mellem Energitilsynet og miljø- og energiministeren er desuden søgt styrket gennem bestemmelser om udveksling af informationer, ligesom Energitilsynet har pligt til at gøre miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens arbejde.

Energitilsynet kan med hjemmel i § 23 b, stk. 5, indhente de oplysninger, som skønnes nødvendige for tilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser eller af regler udstedt i medfør af loven, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.

Efter den foreslåede formulering af § 23 c skal de omkostninger, som er forbundet med Energitilsynets drift, betales af de anlæg, som tilsynet fører tilsyn med efter loven eller efter regler udstedt i henhold hertil. Miljø- og energiministeren kan efter bestemmelsens stk. 2 fastsætte regler om, at der til dækning af tilsynets omkostninger skal betales et gebyr for indbringelse af klage. Der vil dog som udgangspunkt ikke blive stillet krav om gebyr ved indbringelse af klage fra forbrugere.

§ 23 d skal sikre, at miljø- og energiministeren kan pålægge de anførte anlæg at udarbejde og udlevere det nødvendige datagrundlag for udarbejdelse af f.eks. forbrugs- og produktionsstatistikker. Miljø- og energiministeren kan desuden pålægge anlæggene at udarbejde statistiske analyser over udviklingen i varmeforbruget og dennes fordeling på forskellige forbrugerkategorier og anvendelsesformål og at udlevere disse oplysninger til miljø- og energiministeren.

Stk. 2. udgør alene en kodificering af de gældende forhold, hvor kommunerne giver miljø- og energiministeren de nødvendige oplysninger til at kunne følge udviklingen i tilslutningen og udbygningen af den kollektive varmeforsyning i kommunerne. Bestemmelsen omfatter også naturgasleverancer.

Hensigten med stk. 3 er, at give miljø- og energiministeren mulighed for at udstede regler om oplysningernes karakter og omfang.

Det foreslås, at der som et nyt kapitel 4 b indsættes regler i varmeforsyningsloven om reduktion af kommunens generelle statstilskud som følge af erhvervelsen af et provenu ved salg af kommunalt ejede anlæg (§ 23 e), forkøbsret ved salg af kommunalt ejede eller forbrugerejede fremføringsanlæg (§ 23 f) samt regler om forbrugerindflydelse i virksomheder, der ejer fremføringsanlæg (§§ 23 g-k), herunder om udskillelse af driften af disse anlæg i selvstændige selskaber.

En del af disse bestemmelser har deres parallel i elforsyningsloven og i L 239 om naturgasforsyning, idet der dog er taget højde for de forhold, der gør sig gældende på varmeforsyningsområdet, særligt at der kun i begrænset omfang indføres konkurrence inden for varmeforsyningssektoren.

Efter den foreslåede bestemmelse til § 23 e , stk. 1, skal kommunen ved salg af virksomheder, der ejer anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp eller andele eller aktier heri, foretage en opgørelse over indskudskapitalen.

Den del af kapitalen, som eventuelt er indskudt af kommunen, skal i overensstemmelse med »hvile-i-sig-selv«-tankegangen i varmeforsyningsloven holdes ude ved beregningen af den reduktion af statstilskuddet, som efter forslaget skal finde sted efter § 23 e, stk. 7.

Efter både den gældende og den nye formulering af varmeforsyningslovens § 20 kan der med Energitilsynets tiltræden beregnes en forrentning af indskudskapitalen. Hvis en kommune, i stedet for løbende at trække denne godkendte forrentning ud af selskabet, har ladet denne indestå i selskabet, vil en sådan indestående kapital skulle medregnes til indskudskapitalen. Indskudskapitalen omfatter således al kapital, som er investeret i selskabet.

Kommunen skal herudover efter forslaget til § 23 e, stk. 1, opgøre nettoprovenuet ved salget. Nettoprovenuet opgøres som salgsprisen fratrukket indskudskapitalen samt beløb, som ved salget ikke tilfalder kommunen. Dette indebærer blandt andet, at kommunen skal tage stilling til, om en del af salgsprovenuet i overensstemmelse med lovens »hvile-i-sig-selv«-princip helt eller delvist skal tilbageføres til forsyningsområdets forbrugere.

Kommunen foretager opgørelsen og indsender denne til Energitilsynet, jf. forslagets stk. 3. Energitilsynet får med forslaget til stk. 3 mulighed for at fastsætte regler for anmeldelsen, herunder procedure- og fristbestemmelser. En sådan adgang svarer til princippet ved anmeldelse af priser og andre betingelser, som i dag er gældende efter varmeforsyningslovens § 21.

Hensigten med bestemmelserne i stk. 2 og stk. 4 er at forhindre, at kommuner ved forskellige selskabskonstruktioner m.v. kan omgå lovens formål.

Stk. 2 nævner en række situationer, som sidestilles med salg. Bestemmelsen omfatter således enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse m.v. af direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over fremføringsanlæg. De rettigheder, der her sigtes til, kan eksempelvis være fordringer, herunder konvertible obligationer m.m., forkøbsrettigheder, stemmerettigheder, aktionæroverenskomster eller adgang til at udnytte ledelsesret eller udpege bestyrelsesmedlemmer.

Forslaget til bestemmelsen i stk. 4 tager sigte på at hindre, at en kommune kan foretage det reelle frasalg af værdierne gennem et selskab eller lignende med det formål at omgå bestemmelsen om opgørelse og senere reduktion i statstilskud.

Den opgørelse, som i en salgssituation indsendes til Energitilsynet, skal efter forslagets stk. 5 godkendes af tilsynet. Tilsynet må således vurdere, om opgørelsen er i overensstemmelse med varmeforsyningsloven. Finder tilsynet, at dette ikke er tilfældet, kan tilsynet foretage ændringer i opgørelsen, før denne godkendes.

Energitilsynets afgørelse kan i lighed med tilsynets øvrige afgørelser påklages til Energiklagenævnet, jf. forslaget til § 26. Fører en klage til en ændret afgørelse, skal Energitilsynet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 23 e, stk. 6, indberette dette til Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet vil herefter ved tilskudsberegningen tage højde for den ændrede afgørelse. Forslaget til bestemmelsen i stk. 7 indebærer, at en kommunes statstilskud reduceres svarende til det nettoprovenu, kommunen har opnået på salget af virksomheden m.v. Det er forudsat, at et eventuelt nettotab ikke medfører en regulering af statstilskud. Der reduceres endvidere for den rentefordel, som salget giver kommunen mulighed for.

Der sker således ingen reduktion for den del af salgssummmen, som udgør den indskudte eller opsparede kapital eller for midler, som måtte tilfalde forbrugerne eller andre. Reduktionen vil efter lovforslaget ikke kunne finde sted i statstilskud, hvortil der allerede er givet tilsagn af Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet skal således af hensyn til tilskuds- og udligningsberegningen have modtaget meddelelse om, at der skal ske en reduktion, inden 1. juni i et år, for at reduktionen vil kunne finde sted i det følgende år. I praksis vil forrentningen kunne beregnes, når den samlede størrelse og tidsfølgen af den eller de statstilskudsreduktioner, der skal foregå, foreligger. Forrentningen skal beregnes fra det tidspunkt, hvor kommunen har haft rådighed over beløbet. Den periode, for hvilken renten skal beregnes, vil afhænge af, hvornår reduktionen eller reduktionerne finder sted. I det omfang tilskudsreduktionen overstiger kommunens samlede statstilskud for et år, vil der ske en reduktion for det beregnede rentebeløb. Der vil her skulle beregnes en rente af det nettoprovenu, som statstilskuddet skal reduceres med, dog med fradrag af de reduktioner, der allerede har fundet sted. For det beløb, som indgår i den første reduktion af statstilskuddet, skal der således beregnes en forrentning fra det tidspunkt, hvor kommunen har rådighed over beløbet til 1. juli det år, hvor reduktionen finder sted. Kommunens rådighed over beløbet anses således for - som en gennemsnitsbetragtning - at være ophørt pr. 1. juli i året. Hvis det fulde beløb ikke kan reduceres i statstilskuddet det første år, skal der endvidere af det resterende beløb beregnes en forrentning i endnu et år osv. Der beregnes ikke »rentes-rente«.

Renten fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar for det år, hvor tilskudsreduktionen udmeldes. Samme fremgangsmåde gælder også for renteberegningen ved eventuelle tilskudsreduktioner efter § 37 i lov om elforsyning.

Konsekvensændringen af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner som følger af dette lovforslags bestemmelse om reduktion af statstilskuddet for en kommune, som har opnået et nettoprovenu ved salg af et varmeforsyningsanlæg, indgår i det samtidig fremsatte forslag til lov om naturgasforsyning. Der henvises til denne lovs forslag til § 63.

Med § 23 f indføres der en forkøbsret for forbrugerne henholdsvis kommunerne ved salg af distributions- eller transmissionsanlæg. Ejer forbrugerne på salgstidspunktet ikke anlægget, tilfalder forkøbsretten som udgangspunkt forbrugerne, hvorimod retten tilfalder kommunen, når anlægget, der sælges, er forbrugerejet.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at forbrugerne og kommunerne, såfremt de eksisterende ejere måtte ønske at sælge, får mulighed for at opretholde den forbrugerindflydelse og kommunale indflydelse, som varmeforsyningssektoren er præget af i dag. Bestemmelsen om forbrugernes forkøbsret skal derfor ikke finde anvendelse i situationer, hvor anlægget overdrages til en anden kommune. Endvidere vil forkøbsretten vige for forkøbsrettigheder, der måtte eksistere på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse.

Efter stk. 3 gælder forbrugernes og kommunernes forkøbsret også i tilfælde, hvor der er tale om afståelse af ejerandele både i et distributions- eller et transmissionsanlæg og i en virksomhed, der ejer et distributions- eller et transmissionsanlæg.

Forkøbsretten bliver kun aktuel, såfremt de nuværende ejere ønsker at afhænde anlæg eller en virksomhed, der ejer et anlæg. Såfremt forbrugerne respektive kommunerne ikke inden for en frist på tre måneder erklærer at ville gøre brug af forkøbsretten, bortfalder denne.

Forkøbsretten indebærer, at henholdsvis forbrugerne og kommunerne har fortrinsret til at overtage anlæg eller virksomhed til disses værdi. Prisen fastsættes på almindelige markedsvilkår. Kan der ikke opnås enighed om værdien af det pågældende aktiv, vil denne blive fastsat af Energitilsynet, idet tilsynet i forvejen besidder den nødvendige sagkundskab til vurdering af disse spørgsmål.

Hvis en aftale indgås uden iagttagelse af bestemmelserne om forkøbsretten som omtalt i stk. 1-3, er aftalen ugyldig. Retsvirkningerne af ugyldighed følger af dansk rets almindelige regler.

Distributions- og transmissionsanlæg, der ikke er kommunalt ejede og/eller forbrugerejede skal efter forslaget til § 23 g udskilles i et selvstændigt selskab. For dette selskab gælder, at det ikke må varetage anden virksomhed end den, der er knyttet til fremføring af opvarmet vand eller damp. Anden virksomhed, som selskabet måtte ønske at varetage, skal ske i et andet selvstændigt selskab.

For at anlæggene på hensigtsmæssig måde kan indrette deres virksomhed efter denne bestemmelse, udsættes ikrafttrædelsen af § 23 g til 1. januar 2001, jf. lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt.

Der kan forekomme tilfælde, hvor selve udskillelsen af et anlæg i et selvstændigt selskab eller den deraf følgende udgiftsstigning økonomisk vil ramme det oprindelige anlægs virksomhed atypisk hårdt. Derudover kan der være tale om, at fremføringsanlægget er af en så lille størrelse eller af så underordnet betydning, at en udskillelse af anlægget i et selvstændigt selskab ikke vil stå i et rimeligt forhold til det dermed forbundne arbejde og omkostningerne. Miljø- og energiministeren har derfor efter § 23 g, stk. 2, adgang til, hvis forholdene tilsiger det, at undtage distributions- eller transmissionsanlægget fra kravet i stk. 1.

Det foreslåede indflydelseskrav i enten § 23 h eller § 23 i skal iagttages af en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp. Kravene er tilstræbt udformet således, at de allerede er opfyldt i eksisterende virksomheder. Skulle der mod forventning forekomme virksomheder, hvor indflydelseskravene ved lovforslagets fremsættelse ikke er opfyldt, skal der dispenseres fra kravet efter bestemmelsen i § 23 h, stk. 4. En virksomhed, der får dispensation fra kravet om forbrugerindflydelse, kan ikke uden ændringer i ejerkredsen efterfølgende mødes af et krav om etablering, af det i § 23 i omtalte forbrugerrepræsentantskab.

Ved forslaget til § 23 h , stk. 1, fastslås det, at det er enten direkte eller indirekte valgte forbrugerrepræsentanter, der skal udgøre flertallet af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer. Det forudsættes herved, at virksomheder, der ejer fremføringsanlæg, i almindelighed vil have en bestyrelse, men hvis dette ikke er tilfældet, vil bestemmelsen finde analog anvendelse på det tilsvarende organ, der forestår virksomhedens overordnede ledelse.

I en virksomhed, som for eksempel er et forbrugerejet andelsselskab, vil kravet om direkte forbrugerindflydelse være opfyldt, såfremt bestyrelsen i virksomheden vælges af andelshaverne. Såfremt bestyrelsen i stedet vælges af et repræsentantskab, der vælges af andelshaverne, finder bestemmelsen i stk. 2 anvendelse.

Forbrugerindflydelseskravet kan også opfyldes indirekte, nemlig hvor en eller flere kommuner i kraft af aktiebesiddelse eller på anden måde har ret til at vælge flertallet af virksomhedens bestyrelse. Dette bygger på en betragtning om, at en flerhed af forbrugere i en virksomheds forsyningsområde har valgt kommunalbestyrelsen og herigennem indirekte har indflydelse på udpegningen af virksomhedens bestyrelse. For virksomheder, der udøves i aktieselskabsform, følger det af aktieselskabslovens § 49, stk. 6, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen. I så fald vil indflydelseskravet i stk. 1 for eksempel kunne opfyldes, såfremt kommuner har en bestemmende indflydelse på generalforsamlingen.

§ 23 h, stk. 2 og 3, vedrører en række særlige tilfælde, hvor forbrugerindflydelseskravet anses for opfyldt, selv om forbrugere og kommuner kun indirekte har indflydelse på valget af virksomhedens bestyrelse.

Bestemmelsen i stk. 3 gælder ikke, såfremt direktionen for et holdingselskab af sin bestyrelse får bemyndigelse til at vælge bestyrelsen i virksomheden, der ejer fremføringsanlægget.

Såfremt en virksomhed ikke opfylder indflydelseskravet i § 23 h, følger det af § 23 i , stk. 1, at der i stedet skal etableres et forbrugerrepræsentantskab.

Forbrugerrepræsentantskabet har til opgave at vælge flertallet af medlemmerne i virksomhedens bestyrelse. § 23 i, stk. 1, sikrer således forbrugerne, hvis ejendom er tilsluttet virksomhedens anlæg, en ret til at vælge repræsentantskabsmedlemmer, der skal vælge flertallet af virksomhedens bestyrelse. Herved opnås forbrugerindflydelse i virksomheden på en anden måde end den i § 23 h anførte. Bestemmelsen vil bl.a. skulle anvendes, såfremt ændringer i ejerkredsen fører til, at indflydelseskravet i § 23 h ikke længere er opfyldt, for eksempel såfremt en kommunalt ejet virksomhed overdrages til nye ejere.

Ifølge § 23 i, stk. 2, er det overladt til miljø- og energiministeren at fastsætte nærmere regler for, hvornår en forbruger har ret til at deltage i valget af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet eller selv kan opstille som kandidat til forbrugerrepræsentantskabsvalget. Denne bemyndigelse kan bl.a. udnyttes til at fastsætte bopælskrav, herunder bestemmelser om, at medlemmer af forbrugerrepræsentantskabet skal udtræde, såfremt de fraflytter forsyningsområdet. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om længden af repræsentantskabsmedlemmernes mandat.

Det fremgår af aktieselskabslovens § 49, stk. 6, at flertallet af bestyrelsens medlemmer skal vælges af generalforsamlingen, med mindre bestyrelsen vælges af repræsentantskabet efter § 59, stk. 3. Da forbrugerrepræsentantskabet i § 23 i ikke er valgt i overensstemmelse med bestemmelserne i aktieselskabslovens § 59, præciseres det i bestemmelsen, at aktieselskabslovens § 49, stk. 6, ikke finder anvendelse.

Efter aktieselskabslovens § 49, stk. 2, har medarbejderne ret til at vælge et antal medlemmer af bestyrelsen og suppleanter for disse svarende til halvdelen af det antal bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen. I virksomheder, hvori flertallet af bestyrelsens medlemmer vælges af et forbrugerrepræsentantskab efter bestemmelserne i § 23 i, har medarbejderne ret til at vælge et antal medlemmer af bestyrelsen og suppleanter for disse svarende til halvdelen af det antal medlemmer, der vælges af forbrugerrepræsentantskabet og generalforsamlingen tilsammen.

Det fremgår af aktieselskabslovens § 59, stk. 1, at flertallet af repræsentantskabets medlemmer skal vælges af selskabets generalforsamling. Medlemmerne af et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i skal dog også for aktieselskabers vedkommende fuldt ud vælges af forbrugerne i forsyningsområdet, og det præciseres derfor i § 23 i, stk. 4, at bestemmelsen i aktieselskabslovens § 59, stk. 1, ikke finder anvendelse i relation til valg af forbrugerrepræsentantskaber.

Det bør ikke være udelukket, at et eller flere af forbrugerrepræsentantskabets medlemmer udpeges som bestyrelsesmedlem i virksomheden. Det bestemmes derfor i § 23 i, stk. 4, at aktieselskabslovens § 59, stk. 2, 2. pkt., ikke finder anvendelse, idet denne bestemmelse fastsætter, at et repræsentantskabsmedlem ikke samtidig kan varetage hvervet som bestyrelsesmedlem.

Ifølge § 23 j , stk. 1 og 2, skal virksomheden sørge for at etablere et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i senest seks måneder efter, at virksomheden ikke opfylder indflydelseskravet i § 23 h. Har virksomheden søgt dispensation, jf. § 23 h, stk. 4, har ansøgningen opsættende virkning i relation til fristen på seks måneder. Et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 j skal for bestående aktieselskabers vedkommende etableres ved ændring af aktieselskabets vedtægter.

Med bestemmelsen i § 23 k får Energitilsynet kompetence til at påse, at virksomheden overholder de i §§ 23 h-j anførte krav.

Opstår der uenighed, for eksempel mellem fremføringsvirksomheden og forbrugeren, om, hvorvidt vedtægterne opfylder kravet om forbruger- eller kommunal indflydelse, kan vedtægterne i medfør af § 23 k forlægges Energitilsynet, der herefter træffer afgørelse i spørgsmålet.

Til nr. 11

Den foreslåede § 24 vil finde anvendelse på de anlæg, der vil være omfattet af varmeforsyningslovens § 2, stk. 1. I modsætning til hidtil er anlæg til fremføring af naturgas ikke længere omfattet af bestemmelsen i § 24, da kun varmeforsyningslovens kap. 2 og 3 fremover skal finde anvendelse på disse anlæg, jf. forslagets § 1, nr. 1.

Miljø- og energiministerens adgang til at fastsætte regler udvides til at omfatte generelle regler om tekniske og driftsmæssige krav til anlæggene samt regler om de tekniske komponenter, der anvendes i anlæggene, herunder forsyningsledningerne. Med driften forstås også organisatoriske forhold som for eksempel energiledelse.

Til nr. 12

Det foreslås, at kapitel 6 ikke længere kun skal indeholde klagebestemmelser, men også bestemmelser om en ny klagemyndighed inden for varmeforsyningsloven, Energiklagenævnet. Kapiteloverskriften foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed. Samtidig bliver klagebestemmelserne affattet således, at der opnås parallelitet med de relevante bestemmelser i elforsyningsloven og i lov om naturgasforsyning, L 239.

Til nr. 13

Klagesager over Energitilsynets afgørelser er ved ikrafttræden den 30. december 1999 af lov nr. 379 af 2. juni 1999 om ændring af varmeforsyningsloven blevet overflyttet fra Konkurrenceankenævnet til det uafhængige Energiklagenævn, som er nedsat i henhold til § 5, stk. 2, i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997.

Efter forslaget til § 26, skal Energiklagenævnet ligeledes være klageinstans for afgørelser truffet i henhold til loven af kommunalbestyrelsen og miljø- og energiministeren. Klagesager, som tidligere er blevet behandlet af Energistyrelsen over kommunalbestyrelsernes afgørelser, vil dermed blive overført til Energiklagenævnet. Klagesager, hvor kommunalbestyrelsen har været involveret i fastsættelsen af forhold, der henhører under Energitilsynets kompetence, skal fortsat først vurderes af Energitilsynet.

Fristen for klage i stk. 3 svarer til den gældende lovs § 27, men bestemmelsens formulering er ændret med henblik på at præcisere tidspunktet for klagens indgivelse.

I forhold til klageberettigede, der har krav på individuel meddelelse, regnes klagefristen fra det tidspunkt, meddelelsen er kommet frem. Har klageberettigede krav på offentlig bekendtgørelse, regnes klagefristen fra den offentlige bekendtgørelse.

Klagen skal være kommet frem til Energiklagenævnet inden fristens udløb. Klagefristen udløber den samme ugedag, som meddelelsen er kommet frem, fire uger senere. Når klagefristens sidste dag falder på en lørdag, en søn- eller helligdag, bliver fristen forlænget til den følgende hverdag.

Til nr. 14

§ 26 a bemyndiger miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om adgangen til at klage. Stk. 1, nr. 1, bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere regler om kredsen af klageberettigede og om, hvilke afgørelser der kan påklages, idet det samtidig forudsættes, at visse mindre indgribende afgørelser kan afgøres endeligt i 1. instans.

Stk. 1, nr. 2, skal ses i sammenhæng med den ulovbestemte interne delegationsbeføjelse og delegationsbeføjelsen i § 28. Det kan i den forbindelse være hensigtsmæssigt at kunne afskære adgangen til at kunne klage til miljø- og energiministeren over f.eks. Energistyrelsens og Energitilsynets afgørelser.

§ 26 a, stk. 1, nr. 3, indeholder en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om gebyr, herunder størrelsen, ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet. Der vil dog som udgangspunkt ikke blive stillet krav om gebyr ved indbringelse af klage fra forbrugere.

Til nr. 15

Med § 27 foreslås at miljø- og energiministeren bemyndiges til at kunne sammensætte Energiklagenævnet på en måde, der anses for hensigtsmæssig i forbindelse med klager efter varmeforsyningsloven. Dette skal ses på baggrund af, at der i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug er fastsat en sammensætning af Energiklagenævnet med henblik på de sagstyper, som nævnet skal behandle efter denne tilskudslov.

Da ikke alle de sager, nævnet skal behandle efter varmeforsyningsloven eller efter regler udstedt i henhold til loven, i forhold til lovens formål nødvendigvis kræver en stillingtagen fra et samlet nævn, er det fundet hensigtsmæssigt, at der gives formanden mulighed for efter aftale med de øvrige nævnsmedlemmer selv at træffe afgørelse, jf. forslaget til stk. 2.

Energiklagenævnet kan med hjemmel i § 27, stk. 3, indhente de oplysninger, som skønnes nødvendige for nævnets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser eller af regler udstedt i medfør af loven, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data.

Til nr. 16

Bestemmelsen indeholder en adgang for miljø- og energiministeren til at bemyndige Energitilsynet til at udøve ministerens beføjelser efter loven.

Til nr. 17

Som nævnt i blandt andet bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 1, skal naturgasforsyning efter lovforslaget ikke længere være omfattet af varmeforsyningsloven med undtagelse af bestemmelserne i lovens kap. 2 og 3. På den baggrund foreslås bestemmelserne i varmeforsyningslovens kapitel 7 ophævet. Samtidig foreslås det, at der på dette sted i varmeforsyningsloven i stedet medtages et kapitel om offentlige forpligtelser for anlæg omfattet af varmeforsyningsloven vedrørende udøvelse af visse nærmere angivne aktiviteter og overskriften til kapitel 7 foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed.

Til nr. 18

Stk. 1 i den foreslåede § 29 giver miljø- og energiministeren mulighed for at pålægge anlæggene at udføre en rækker opgaver, der kan fremme fjernvarmen, samtidig med at anvendelsen sker på den mindst miljøbelastende måde. Der ønskes herved tilvejebragt forudsætninger for en fortsat anvendelse af fjernvarme og en fortsat teknologisk udvikling inden for sektoren. Opgaverne kan være omfattende for det enkelte anlæg, og der er efter bestemmelsen intet til hinder for, at flere værker for eksempel kan aftale at indgå i et samarbejde med hinanden om løsningen af opgaverne. Miljø- og energiministeren har mulighed for, hvor det er nødvendigt af hensyn til for eksempel en ressourcemæssigt forsvarlig varetagelse af opgaverne, at påbyde værker at indgå i et samarbejde, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor.

Stk. 1, nr. 1, i forslaget til § 29 vedrører aktiviteter, der kan medvirke til at fremme tilslutningen til fjernvarme, for eksempel iværksættelse af informations- og oplysningskampagner. Efter forslaget til § 20, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, har ministeren mulighed for at fastsætte økonomiske vilkår, der gør en tilslutning attraktiv for forbrugerne. Denne bestemmelse vil også kunne finde anvendelse til at fastsætte de økonomiske vilkår for tilslutningen i forbindelse med en kampagne efter § 29, stk. 1, nr. 1.

Ifølge stk. 1, nr. 2, kan anlæggene blive pålagt at kortlægge varmeforbruget i forsyningsområdet og energiforbruget i anlæggene samt planlægge og medvirke til gennemførelsen af energibesparelser og -effektiviseringer i både forsyningsområdet og i anlæggene i området. Anlæggene skal ved kortlægningen og planlægningen vurdere de realistiske potentialer for besparelser og effektiviseringer samt omkostningerne ved at gennemføre dem. Derved skabes der grundlag for, at indsatsen kan blive prioriteret, således at der opnåes størst mulig miljøgevinst for de anvendte midler.

Indsatsen for energibesparelser og -effektiviseringer skal være i overensstemmelse med planlægningen, og resultaterne af de enkelte besparelsesinitiativer vil blive evalueret, således at anlæggene og myndighederne har et samlet redskab for prioriteringen.

Stk. 1, nr. 3, omfatter energirådgivning over for forbrugerne i forsyningsområdet. Med forbrugerne menes både de, der allerede er tilsluttet fjernvarmeforsyningen, og de, der udgør potentielle fjernvarmekunder, men som i dag benytter for eksempel elvarme. Opgaver, som anlæggene efter denne bestemmelse kan blive pålagt at udføre, er informationskampagner og individuel rådgivning om energibesparende adfærd samt opsøgende virksomhed over for større forbrugere for at motivere disse til at gennemføre energibesparelser.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, giver ministeren hjemmel til at sikre, at anlæggene gennem forskning og udvikling bidrager til en miljømæssig gunstig udvikling inden for varmeforsyningsområdet. Det kan dreje sig om varetagelsen af forsknings- og udviklingsprojekter, der kan udgøre forudsætningen for udbygningen med miljøvenlige varmeproduktionsanlæg.

Der kan være behov for at pålægge anlæggene at igangsætte forsknings- og udviklingsprojekter inden for konkrete områder, hvor markedet ikke kan forventes at initiere de ønskede aktiviteter. Der er således alene tale om projekter, der er ikke-kommercielle, men som på sigt har mulighed for at blive økonomisk bæredygtige. Der kan kun anvendes midler hertil i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne for statsstøtte.

Energitilsynet skal påse, at de aktiviteter, hvis udgifter kan indregnes i forbrugerpriserne, er ikke-kommercielle.

For at sikre en mere helhedsorienteret forsknings- og udviklingsindsats, vil det være naturligt, at anlæggene får pålagt, at denne type opgaver skal varetages i samarbejde mellem flere anlæg.

Stk. 1, nr. 5, tager sigte på, at anlæggene skal kunne give anvisninger på det fremtidige energiforbrug og på, hvordan dette energibehov vil kunne dækkes, herunder hvorvidt dette behov kan tilgodeses ved omstilling til mere miljøvenlige produktionsformer.

Da en stor del af produktionsanlæggene inden for varmeforsyningsområdet også er omfattet af elforsyningsloven, skal udmøntningen af bestemmelserne om de offentlige forpligtelser ske gennem koordination af de aktiviteter, der bliver udført inden for rammerne af elforsyningsloven. Tilsvarende vil der ske en koordination i relation til aktiviteter, der vil være omfattet af lov om naturgasforsyning, L 239.

For at sikre at opgaverne løses effektivt, kan miljø- og energiministeren efter § 29, stk. 2, fastsætte regler om særlige indsatsområder eller om, hvordan opgaverne skal udføres, herunder fastsætte mindstekrav til, hvad virksomhederne skal kunne tilbyde, og at opgaverne skal varetages i et samarbejde mellem flere anlæg.

Der vil endvidere kunne stilles krav om, at resultaterne af forsknings- og udviklingsindsatsen som hovedregel skal være tilgængelige for offentligheden.

Med hjemmel i § 29, stk. 2, kan miljø- og energiministeren blandt andet også fastsætte regler om fakturering og opkrævning af beløb. Ved hjælp af bestemmelser om fakturering vil det blandt andet kunne sikres, at forbrugernes betaling for de forskellige ydelser bliver gennemskuelige, og at udgifterne ved nærmere bestemte offentlige forpligtelser bliver specificerede på den enkelte forbrugers varmeregning. Reglerne om opkrævning kan blandt andet indeholde bestemmelser om, at udgifterne til gennemførelse af aktiviteterne kun kan pålægges forbrugerne, når eventuelle planer for aktiviteterne, jf. forslaget til § 29, stk. 3, er godkendt af ministeren.

Miljø- og energiministeren kan, jf. forslaget til § 29, stk. 3, 1. pkt., bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen. Derved kan det sikres, at der anvendes ensartede samfundsmæssige kriterier i vurderingerne, og at aktiviteter med forholdsvis lave omkostninger - set i forhold til besparelsesmulighederne - bliver prioriterede.

Forslaget til § 29, stk. 3, 2. pkt., giver hjemmel til, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler blandt andet om, at aktiviteterne indgår i en forsknings- eller udviklingsplan, udarbejdet af et eller flere anlæg, at planen er udarbejdet i et tæt samarbejde med de berørte parter inden for sektoren, og at planen har opnået godkendelse fra miljø- og energiministeren, inden aktiviteterne sættes iværk.

Til nr. 19

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 20

Henvisningen til § 21, stk. 1, 4 og 5, er en videreførsel fra den gældende bestemmelse i § 33, mens henvisningen til §§ 22, stk. 1, 23 b, stk. 5, 23 d, stk. 1 og 2, 23 e, stk. 3, 23 g, 24, 27, stk. 3, 1, 29, stk. 1, relaterer sig til bestemmelser, der indsættes ved denne lov, og som det er fundet nødvendigt at have et tvangsmiddel til at håndhæve.

§ 4, stk. 3 om oplysningspligt over for miljø- og energiministeren og de kommunale myndigheder relaterer sig til en gældende bestemmelse men har ikke tidligere været strafsanktioneret. Henvisningen er medtaget, da det er fundet at, at de hensyn som gør sig gældende for de øvrige bestemmelser om oplysningspligt også bør varetages i relation til § 4, stk. 3.

Tvangsmidlet er af væsentlig betydning, både fordi de kollektive varmeforsyningsanlægs positive medvirken er en nødvendig forudsætning for myndighedernes varetagelse af deres opgaver efter lovgivningen, og fordi det ville være uholdbart, hvis enkelte anlæg kunne unddrage sig forpligtelser, der er pålagt sektoren.

Til nr. 21

§ 21, stk. 1, er omfattet af den gældende bestemmelse i § 34, stk. 1, nr. 4, mens henvisningen til § 22 stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 1 og 2, § 23 e, stk. 3 og § 27 stk. 3, relaterer sig til bestemmelser, der indsættes ved denne lov.

§ 4, stk. 3 relaterer sig til en gældende bestemmelse men har ikke tidligere været strafsanktioneret. Det er imidlertid fundet, at de hensyn som gør sig gældende for de øvrige bestemmelser om oplysningspligt også bør varetages i relation til § 4, stk. 3.

Det er vurderingen, at afgivelsen af urigtige eller vildledende oplysninger med videre i de pågældende situationer kan have så betydelige konsekvenser for myndighedernes opgavevaretagelse efter lovgivningen eller for den ordning, loven foreskriver, jf. § 23 e, at strafsanktionering i disse tilfælde er nødvendig.

Med § 2 foreslås det, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2000. § 23 g træder dog først i kraft den 1. januar 2001. Samtidig opretholdes, indtil miljø- og energiministeren bestemmer andet, de regler, der er udstedt med hjemmel i bestemmelser, der som følge af lovforslaget ændres eller ophæves.

For ikke at forsinke sagsbehandlingen unødigt som følge af ændringen af varmeforsyningsloven, foreslås det endvidere i § 2, at klagesager, der ved lovens ikrafttræden er indbragt for henholdsvis Energistyrelsen og Miljø- og Energiministeren, behandles færdig af disse myndigheder.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Rk. 1. Gældende formulering Ændringsforslaget Rk. 2. I lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning, som senest ændret ved lov nr. 379 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer: Rk. 3. § 2. Ved kollektive varmeforsyningsanlæg forstås virksomhed, der driver følgende anlæg med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand: 1) Anlæg til fremføring af naturgas samt anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare gasarter. 2) Anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp fra kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg, industrivirksomheder, geotermiske anlæg m.v. 3) Fjernvarmeforsyningsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg m.v., herunder kraftvarmeanlæg med en eleffekt op til 25 MW. 4) Blokvarmecentraler med en varmekapacitet på mere end 0,25 MW, herunder kraftvarmecentraler med en eleffekt op til 25 MW. 1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således: »1) Anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare gasarter end naturgas.« 2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »Fjernvarmeforsyningsanlæg«: », solvarmeanlæg«. Rk. 4. 3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. I lovens kapitel 2 og 3 omfatter kollektive varmeforsyningsanlæg tillige distributionsnet til fremføring af naturgas.«. Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4. Rk. 5. Stk. 2. Kollektive varmeforsyningsanlæg som nævnt i stk. 1 omfatter ikke virksomhed, der er reguleret i lov om naturgasforsyning, lov om anvendelse af Danmarks undergrund eller lov om elforsyning bortset fra kraftvarmeanlæg med en eleffekt op til 25 MV. 4. I § 2, stk. 2, der bliver stk. 3, udgår: »lov om naturgasforsyning,«. Rk. 6. Stk. 3. . Rk. 7. § 6 .. Stk. 4. Hvis et privat kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke mener at kunne opfylde et påbud efter stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1-3, kan det kræve, at kommunen overtager anlægget. Hvis et kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke mener at kunne opfylde et påbud efter stk. 3, jf. stk. 1, nr. 4, om etablering af produktionsanlæg til kraftvarmeforsyning, vil det være forpligtet til at lade andre overtage etablering og drift af anlægget og i fornødent omfang stille eksisterende faciliteter, produktionsanlæg m.v. til rådighed. Vilkårene herfor fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-62 i lov om offentlige veje. 5. § 6, stk. 4, sidste pkt., ændres »de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-62 i lov om offentlige veje« til: »Energitilsynet«. Rk. 8. § 20. Kollektive varmeforsyningsanlæg, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW, industrivirksomheder, geotermiske anlæg m.v. samt virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, kan i priserne for levering af opvarmet vand, damp eller gas til det indenlandske marked indregne nødvendige udgifter til brændsel, lønninger og andre driftsomkostninger, administration og salg samt forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne. Herudover kan der indregnes driftsmæssige afskrivninger og, med det i § 21 nævnte Energitilsyns tiltræden, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital efter regler fastsat af miljø- og energiministeren. 6. § 20 affattes således: » § 20. Inden for de i § 20 a nævnte indtægtsrammer kan kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas, indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog § 20 a, stk. 7, og § 20 b. Rk. 9. Stk. 2. Der kan fastsættes forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Stk. 2. Efter regler fastsat af miljø- og energiministeren kan der endvidere indregnes driftsmæssige afskrivninger og, med det i § 21 nævnte Energitilsyns tiltræden, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital. Rk. 10. Stk. 3. Prisen for naturgas opgjort efter brændværdi kan ikke overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter på en tilsvarende mængde fyringsolie. Miljø- og energiministeren fastsætter den nærmere beregningsmetode herfor efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne til produktion af elektricitet og varme på biomassebaserede kraftvarmeværker. Rk. 11. Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg fastsætte regler for fastsættelse af naturgasprisen for forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 naturgas pr. år. Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om fordelingen af omkostningerne til behandling af affald og produktion af varme på affaldsforbrændingsanlæg. Rk. 12. Stk. 5. Aftaler om salg af naturgas mellem virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, og virksomheder, der driver anlæg til fremføring af naturgas, skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser. Stk. 5. De kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om priser i forbindelse med tilslutning af ejendomme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Rk. 13. Stk. 6. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling for varme og naturgas efter målt forbrug ske i et dirkete kundeforhold mellem forbruger og forsyningsselskab, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer. Stk. 6. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling efter målt forbrug for varmt vand, damp eller gas bortset fra naturgas ske i et direkte kundeforhold mellem forbruger og det kollektive forsyningsanlæg, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer.«. Rk. 14. 7. Efter § 20 indsættes: » § 20 a. Priser for ydelser fra de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg fastsættes i overensstemmelse med de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i § 20 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af anlægget. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte generelle indtægtsrammer for de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg for et nærmere angivet antal år. Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årligt en indtægtsramme for hvert af de berørte anlæg. Stk. 3. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, hvis særlige forhold og hensynet til forsyningssikkerheden taler for det. Stk. 4. Indtægter, som et af § 20, stk. 1, omfattet anlæg opnår på aktiviteter, der ikke er omfattet af § 20, skal indgå ved Energitilsynets fastsættelse af indtægtsrammen. Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastætte regler om brugen af overskud, der fremkommer under overholdelse af de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer. Stk. 6. Kommuner må ikke yde tilskud til kommunale varmeforsyningsanlæg. Stk. 7. Stk. 1-5 gælder ikke for affaldsforbrændingsanlæg. Rk. 15. § 20 b. Geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- eller biomassebaserede varme- eller kraftvarmeværker, som leverer opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, indkalkulere et overskud. Ligeledes kan industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, indkalkulere et overskud. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at andre end de i stk. 1 nævnte anlæg kan indkalkulere et overskud i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, såfremt disse er baseret på vedvarende energi og indgår i tilsvarende leveranceforhold som nævnt i stk. 1. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om et prisloft for de i stk. 1 og 2 nævnte anlægs ydelser.«. Rk. 16. § 21. Priser og andre betingelser for de af § 20 omfattede leverencer skal med angivelse af grundlaget for prisfastsættelsen anmeldes til et af Miljø- og energiministeren nedsat udvalg (Energitilsynet) efter regler fastsat af udvalget. 8. § 21 affattes således: » § 21. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser skal med angivelse af grundlaget herfor anmeldes til et af miljø- og energiministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af tilsynet. Rk. 17. Stk. 2 .. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes. Rk. 18. Stk. 3. De anmeldte priser og betingelser for levering af opvarmet vand, damp eller gas til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand er offentligt tilgængelige, med mindre Energitilsynet tiltræder, at de ikke offentliggøres. Stk. 3. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. Rk. 19. Stk. 4. Priser og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser. Rk. 20. Stk. 5. Finder udvalget, at priser eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i § 20 giver udvalget, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af priser eller betingelser. Stk. 5. Såfremt tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling som nævnt i stk. 4 give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser. Rk. 21. Stk. 6. Såfremt priser eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan udvalget efter forhandling som nævnt i stk. 5 give pålæg om ændring af priser eller betingelser. Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder.«. Rk. 22. Stk. 7. Priser og andre betingelser for salg af naturgas i forbindelse med levering til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 naturgas pr. år er ikke omfattet af stk. 3, 5 og 6. I det omfang forbrugeren i medfør af loven er forpligtet til at anvende naturgas, finder stk. 5 og 6 tilsvarende anvendelse, dog undtaget naturgasleverancer til kraftvarmeanlæg beliggende på centrale kraftværkspladser samt til industrivirksomhed. Rk. 23. Stk. 8. Bestemmelserne i stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder. Rk. 24. § 22. (Ophævet) 9. § 22 affattes således: » § 22. Regnskaber, budgetter og andre oplysninger til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 20 a nævnte indtægtsrammer skal anmeldes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om de i § 20 nævnte anlægs regnskabsføring og budgettering. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om de af loven omfattede anlægs regnskabsføring m.v. med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten.«. Rk. 25. 10. Efter § 22 indsættes: Rk. 26. »Kapitel 4 a Energitilsynet og oplysningspligten Rk. 27. § 23 . § 23. Enertitilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen. Rk. 28. Stk. 2. Med hensyn til tilsynets beføjelser til at kræve oplysning m.v., tilsynets adgang til fremmed ejendom og med hensyn til klage over tilsynets afgørelser finder §§ 81 og 89 i lov om elforsyning anvendelse. Rk. 29. § 23 a. Enertitilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven få adgang til et af loven omfattet anlægs lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data. Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1. Rk. 30. § 23 b. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt. Stk. 2. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de af loven omfattede anlægs indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse anlægs udførelse af deres opgaver. Stk. 3. Energitilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser. Energitilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne forhold skal offentliggøres af de af loven omfattede anlæg, og regler om fakturering og specificering af omkostninger. Stk. 4. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et af loven omfattet anlæg med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet. Stk. 5. Energitilsynet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 6. Energitilsynet gør miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov. Rk. 31. § 23 c. Udgifterne til varetagelsen af Energitilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven betales af de af loven omfattede anlæg, som Energitilsynet fører tilsyn med. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales gebyr for indbringelse af en klage for Energitilsynet. Rk. 32. § 23 d. Miljø- og energiministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed, forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge de af loven omfattede anlæg at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger om anlæggenes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de af anlæggene købte og solgte ydelser. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan hos kommunerne indhente de nødvendige oplysninger til brug for kortlægningen af den kollektive forsyning med opvarmet vand, damp eller gas. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om omfanget af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger. Rk. 33. Kapitel 4 b Overdragelse af virksomhed, udskillelse af aktiviteter og forbrugerindflydelse Rk. 34. § 23 e. En kommune skal i forbindelse med salg af en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, eller af andele eller aktier m.v. i en sådan virksomhed, opgøre størrelsen af kommunens indskudskapital i virksomheden samt nettoprovenuet ved salget. Stk. 2. Med salg, jf. stk. 1, sidestilles enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse eller lignende af 1) en virksomhed som nævnt i stk. 1, 2) direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over en virksomhed som nævnt i stk. 1 eller 3) kapitalandele som i en virksomhed som nævnt i stk. 1 besiddes direkte eller indirekte. Stk. 3. Opgørelsen indsendes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet. Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også, hvis sælgeren eller overdrageren er en virksomhed eller et selskab m.v., som kommunen direkte eller indirekte har en kapitalandel i, eller hvis kommunen opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. af en virksomhed eller et selskab, der ejer kapitalandele i en virksomhed som nævnt i stk. 1. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder endvidere, hvis kommunen på anden måde opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. som nævnt i 1. pkt. Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt opgørelsen kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende denne, fastsætter tilsynet størrelsen af kommunens direkte eller indirekte andel af indskudskapitalen i en virksomhed som nævnt i stk. 1 samt nettoprovenuet ved salget, jf. stk. 1, 2 og 4. Stk. 6. Energitilsynet giver senest den 1. juni hvert år Indenrigsministeriet meddelelse om størrelsen af det beløb, som en kommune, jf. stk. 5, direkte eller indirekte har opnået i nettoprovenu ved salg. Stk. 7. Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 10 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner med det i stk. 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i stk. 8. Rk. 35. Stk. 8. Indenrigsministeriet beregner en forrentning, som beregnes fra det tidspunkt, hvor kommunen får rådighed over provenuet fra salget eller overdragelsen, og indtil det år, hvor reduktionen i statstilskuddet til kommunen sker. Forrentningen beregnes af nettoprovenuet, jf. stk. 6, fraregnet den årlige tilskudsreduktion som nævnt i stk. 7. Renten fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar for det eller de år, for hvilken forrentningen skal beregnes. Rk. 36. § 23 f. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ikke ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre end kommuner, skal disse forbrugere tilbydes at købe anlægget til markedspris. Stk. 2. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre, skal den eller de kommuner, hvori anlægget er beliggende, tilbydes at købe anlægget til markedspris. Stk. 3. Forkøbsretten efter stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse ved afståelse af ejerandele i et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp eller af ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne fremføringsanlæg. Stk. 4. Forkøbsretten efter stk. 1 og stk. 2 bortfalder, hvis forbrugerne eller kommunen ikke inden tre måneder efter, at tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville benytte den. Vilkårene for overdragelsen af anlægget fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af Energitilsynet. Stk. 5. En aftale, som er indgået i strid med stk. 1, 2 eller 3, er ugyldig. Rk. 37. § 23 g. Driften af et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp skal udøves i et selvstændigt selskab, såfremt anlægget ikke ejes af en eller flere kommuner, af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, eller af kommuner og forbrugere i forening. Tilsvarende skal driften udøves i et selvstændigt selskab, såfremt kommuner, forbrugere eller disse i forening ikke ejer alle ejerandele i en virksomhed, der ejer fremføringsanlægget. Selskabet, som driften af fremføringsanlægget skal udøves i, må ikke varetage anden virksomhed, medmindre dette sker i et andet selvstændigt selskab. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra kravene i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det. Rk. 38. § 23 h. Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal vælges af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på virksomhedens generalforsamling eller på anden måde. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening. Stk. 2. Indflydelseskravet i stk. 1 anses for opfyldt, hvis bestyrelsen i en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives i andelsselskabsform, udpeges af et repræsentantskab, der er valgt af andelshaverne i forsyningsområdet. Det samme gælder for en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives som en selvejende institution eller i foreningsform, hvis bestyrelsen udpeges af repræsentanter, der er valgt af en eller flere kommunale bestyrelser i forsyningsområdet, af en flerhed af forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af sådanne kommunale bestyrelser og forbrugere i forening. Det samme gælder for et kommunalt anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp. Stk. 3. I en virksomhed som nævnt i stk. 1, der ejes af en juridisk person, anses indflydelseskravet for opfyldt, hvis flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den juridiske person er valgt eller udpeget på den i stk. 1 nævnte måde, og denne bestyrelse vælger virksomhedens bestyrelse. Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det. Rk. 39. § 23 i. Såfremt forbrugere eller kommunale bestyrelser eller disse i forening ikke har den i § 23 h nævnte indflydelse i virksomheden, skal der etableres et forbrugerrepræsentantskab. Forbrugerrepræsentantskabet skal bestå af 11 medlemmer valgt af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, og har til opgave at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i virksomheden. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for forbrugernes valgret og valgbarhed samt om varigheden af forbrugerrepræsentantskabsmedlemmernes mandat. Stk. 3. Forbrugerrepræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan alene ske blandt kandidater opstillet af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode svarende til den periode, der efter vedtægterne gælder for andre bestyrelsesmedlemmer. Stk. 4. Hvis virksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 49, stk. 6, § 59, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse. Rk. 40. § 23 j. Et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i, stk. 1, skal vælges første gang senest seks måneder efter, at virksomheden ikke opfylder det i § 23 h nævnte indflydelseskrav. Forbrugerrepræsentantskabet vælger flertallet af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer inden for en frist på fire uger. Stk. 2. Virksomheden skal drage omsorg for at etablere et forbrugerrepræsentantskab efter § 23 i. Rk. 41. § 23 k. Vedtægterne for en virksomhed, der ejer anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 23 h-j. Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem forbruger og virksomhed om, hvorvidt vedtægterne opfylder de i stk. 1 anførte krav, kan sagen af parterne indbringes for Energitilsynet.«. Rk. 42. § 24. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om vedligeholdelsen af kollektive varmeforsyningsanlæg, forsyningsledninger m.v. 11. § 24 affattes således: » § 24. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om tekniske samt drifts- og vedligeholdelsesmæssige krav til de af loven omfattede anlæg. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om de tekniske komponenter i anlæggene.«. Rk. 43. Kapitel 6 Klage 12. Overskriften til kapitel 6 affattes således: » Klage, Energiklagenævn m.v. « . Rk. 44. § 26. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitlerne 2, 3, og 5 kan påklages til miljø- og energiministeren, jf. dog § 6, stk. 4, og § 12, stk. 3. 13. § 26 affattes således: » § 26. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, miljø- og energiministeren eller Energitilsynet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Rk. 45. Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages af den eller dem, til hvem afgørelsen er rettet. Stk. 2. Kommunens, miljø- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger. Rk. 46. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitlerne 2 og 5 kun skal kunne påklages for så vidt angår retlige spørgsmål. Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.«. Rk. 47. 14. Efter § 26 indsættes: » § 26 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om 1) adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven træffes af kommunalbestyrelsen, miljø- og energiministeren eller Energitilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, 2) at afgørelser, truffet af en institution under Miljø- og Energiministeriet eller af Energitilsynet i henhold til en bemyndigelse efter § 28, ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og 3) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.«. Rk. 48. § 27. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. 15. § 27 affattes således: » § 27. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 2. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der skal behandles efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 3. Energiklagenævnet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.«. Rk. 49. § 28. Henlægger miljø- og energiministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller bestemmelser fastsat efter loven til en institution under Miljø- og Energiministeriet, kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke i alle tilfælde kan indbringes for anden administrativ myndighed. 16. § 28 affattes således: » § 28. Miljø- og energiministeren kan bemyndige Energitilsynet til at udøve beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.«. Rk. 50. Kapitel 7 Om naturgasselskaber 17. Overskriften til kapitel 7 affattes således: »Offentlige forpligtelser for varmeforsyningsanlæg«. Rk. 51. § 29. Miljø- og energiministeren kan med virkning for Dansk Naturgas A/S og andre virksomheder, der driver anlæg til fremføring af naturgas, fastsætte regler eller træffe afgørelse om 1) udbygning af naturgasnettet og forsyningspligt, herunder virksomhedernes planer herfor, og 2) styring af virksomhedernes omkostninger. 18. § 29 affattes således: » § 29. Miljø- og energiministeren kan pålægge virksomheder, der driver et af loven omfattet anlæg, at 1) udføre aktiviteter med henblik på at fremme tilslutningen til fjernvarme, 2) kortlægge varmeforbruget i forsyningsområderne og energiforbruget i de af loven omfattede anlæg samt planlægge og medvirke til gennemførelsen af energibesparelser og energieffektiviseringer i de pågældende områder og anlæg, 3) yde energirådgivning over for forbrugerne i forsyningsområderne, 4) udføre forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er nødvendige for anvendelsen af miljøvenlige produktionsteknologier inden for varmeforsyningen, og 5) udføre udredningsopgaver om den fremtidige energianvendelse i forsyningsområderne. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af aktiviteterne i stk. 1, herunder regler om fakturering og opkrævning af beløb samt om tilrettelæggelsen af arbejdet med aktiviteterne og afgrænsningen af disse. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter stk. 1, nr. 2, for rådgivningen efter stk. 1, nr. 3, og for udførelsen efter stk. 1, nr. 4 og 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om udarbejdelsen af planer for aktiviteterne i stk. 1 og om godkendelse af disse.«. Rk. 52. § 30. Miljø- og energiministeren bemyndiges til efter forhandling med indenrigsministeren samt efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg at fastsætte regler om begrænsning af de regionale naturgasselskabers låntagning og om afvikling af selskabenes gæld. 19. §§ 30-32 ophæves. Rk. 53. § 31. Salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år varetages af naturgasdistributionsselskaberne efter ensartede, landsdækkende retningslinier, som er aftalt med Dansk Naturgas A/S, og som er godkendt af miljø- og energiministeren. I tilfælde af manglende enighed fastsætter miljø- og energiministeren retningslinierne. I tilfælde af uenighed om salget mellem Dansk Naturgas A/S og et eller flere af naturgasdistributionsselskaberne, eller såfremt miljø- og energiministeren i øvrigt finder det nødvendigt, kan miljø- og energiministeren inden for rammerne af disse retningslinier træffe afgørelse herom. Rk. 54. § 32. De i § 29 nævnte virksomheder skal efter anmodning meddele miljø- og energiministeren de oplysninger, der efter dennes skøn findes nødvendig for udøvelsen af beføjelserne efter §§ 29-31. Rk. 55. § 33. Undlader nogen rettidigt til Enertitilsynet at anmelde eller give oplysninger i henhold til § 21, stk. 1, og § 23, stk. 2, eller at efterkomme pålæg i henhold til § 21, stk. 5 og 6, kan miljø- og energiministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder. Der er udpantningsret for disse. 20. § 33, 1. pkt., affattes således: »Undlader nogen rettidigt at anmelde eller give oplysninger i henhold til § 4, stk. 3, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 2, og § 27, stk. 3, eller at efterkomme pålæg i henhold til § 21, stk. 4 og 5, § 23 d, stk. 1, eller § 29, stk. 1, at indsende opgørelse i henhold til § 23 e, stk. 3, at udskille driften efter § 23 g eller at overholde regler udstedt i henhold til § 24, kan miljø- og energiministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.«. Rk. 56. § 34. Med bøde straffes den, der 1) undlader at indhente tilladelse efter § 4, 2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter loven, 3) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold, 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 21, stk. 1, og § 23, stk. 2. 21. § 34, stk. 1, nr. 4, affattes således: »4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller opgørelser, jf. § 4, stk. 3, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 1 og 2, § 23 e, stk. 3 og § 27, stk. 3.«.

Gældende formulering Ændringsforslaget

I lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning, som senest ændret ved lov nr. 379 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:

§ 2. Ved kollektive varmeforsyningsanlæg forstås virksomhed, der driver følgende anlæg med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand: 1) Anlæg til fremføring af naturgas samt anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare gasarter. 2) Anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp fra kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg, industrivirksomheder, geotermiske anlæg m.v. 3) Fjernvarmeforsyningsanlæg, affaldsforbrændingsanlæg m.v., herunder kraftvarmeanlæg med en eleffekt op til 25 MW. 4) Blokvarmecentraler med en varmekapacitet på mere end 0,25 MW, herunder kraftvarmecentraler med en eleffekt op til 25 MW. 1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således: »1) Anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare gasarter end naturgas.« 2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »Fjernvarmeforsyningsanlæg«: », solvarmeanlæg«.

3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. I lovens kapitel 2 og 3 omfatter kollektive varmeforsyningsanlæg tillige distributionsnet til fremføring af naturgas.«. Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

Stk. 2. Kollektive varmeforsyningsanlæg som nævnt i stk. 1 omfatter ikke virksomhed, der er reguleret i lov om naturgasforsyning, lov om anvendelse af Danmarks undergrund eller lov om elforsyning bortset fra kraftvarmeanlæg med en eleffekt op til 25 MV. 4. I § 2, stk. 2, der bliver stk. 3, udgår: »lov om naturgasforsyning,«.

Stk. 3. .

§ 6 .. Stk. 4. Hvis et privat kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke mener at kunne opfylde et påbud efter stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1-3, kan det kræve, at kommunen overtager anlægget. Hvis et kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke mener at kunne opfylde et påbud efter stk. 3, jf. stk. 1, nr. 4, om etablering af produktionsanlæg til kraftvarmeforsyning, vil det være forpligtet til at lade andre overtage etablering og drift af anlægget og i fornødent omfang stille eksisterende faciliteter, produktionsanlæg m.v. til rådighed. Vilkårene herfor fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-62 i lov om offentlige veje. 5. § 6, stk. 4, sidste pkt., ændres »de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57-62 i lov om offentlige veje« til: »Energitilsynet«.

§ 20. Kollektive varmeforsyningsanlæg, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW, industrivirksomheder, geotermiske anlæg m.v. samt virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, kan i priserne for levering af opvarmet vand, damp eller gas til det indenlandske marked indregne nødvendige udgifter til brændsel, lønninger og andre driftsomkostninger, administration og salg samt forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne. Herudover kan der indregnes driftsmæssige afskrivninger og, med det i § 21 nævnte Energitilsyns tiltræden, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital efter regler fastsat af miljø- og energiministeren. 6. § 20 affattes således: » § 20. Inden for de i § 20 a nævnte indtægtsrammer kan kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas, indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog § 20 a, stk. 7, og § 20 b.

Stk. 2. Der kan fastsættes forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Stk. 2. Efter regler fastsat af miljø- og energiministeren kan der endvidere indregnes driftsmæssige afskrivninger og, med det i § 21 nævnte Energitilsyns tiltræden, henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital.

Stk. 3. Prisen for naturgas opgjort efter brændværdi kan ikke overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter på en tilsvarende mængde fyringsolie. Miljø- og energiministeren fastsætter den nærmere beregningsmetode herfor efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne til produktion af elektricitet og varme på biomassebaserede kraftvarmeværker.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg fastsætte regler for fastsættelse af naturgasprisen for forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 naturgas pr. år. Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om fordelingen af omkostningerne til behandling af affald og produktion af varme på affaldsforbrændingsanlæg.

Stk. 5. Aftaler om salg af naturgas mellem virksomheder, der har fået bevilling eller tilladelse i henhold til lov om naturgasforsyning til indførsel, forhandling, transport og oplagring af naturgas, og virksomheder, der driver anlæg til fremføring af naturgas, skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser. Stk. 5. De kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om priser i forbindelse med tilslutning af ejendomme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Stk. 6. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling for varme og naturgas efter målt forbrug ske i et dirkete kundeforhold mellem forbruger og forsyningsselskab, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer. Stk. 6. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling efter målt forbrug for varmt vand, damp eller gas bortset fra naturgas ske i et direkte kundeforhold mellem forbruger og det kollektive forsyningsanlæg, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer.«.

7. Efter § 20 indsættes: » § 20 a. Priser for ydelser fra de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg fastsættes i overensstemmelse med de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i § 20 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af anlægget. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte generelle indtægtsrammer for de i § 20, stk. 1, nævnte anlæg for et nærmere angivet antal år. Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årligt en indtægtsramme for hvert af de berørte anlæg. Stk. 3. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, hvis særlige forhold og hensynet til forsyningssikkerheden taler for det. Stk. 4. Indtægter, som et af § 20, stk. 1, omfattet anlæg opnår på aktiviteter, der ikke er omfattet af § 20, skal indgå ved Energitilsynets fastsættelse af indtægtsrammen. Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastætte regler om brugen af overskud, der fremkommer under overholdelse af de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer. Stk. 6. Kommuner må ikke yde tilskud til kommunale varmeforsyningsanlæg. Stk. 7. Stk. 1-5 gælder ikke for affaldsforbrændingsanlæg.

§ 20 b. Geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- eller biomassebaserede varme- eller kraftvarmeværker, som leverer opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, indkalkulere et overskud. Ligeledes kan industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, indkalkulere et overskud. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at andre end de i stk. 1 nævnte anlæg kan indkalkulere et overskud i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, såfremt disse er baseret på vedvarende energi og indgår i tilsvarende leveranceforhold som nævnt i stk. 1. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om et prisloft for de i stk. 1 og 2 nævnte anlægs ydelser.«.

§ 21. Priser og andre betingelser for de af § 20 omfattede leverencer skal med angivelse af grundlaget for prisfastsættelsen anmeldes til et af Miljø- og energiministeren nedsat udvalg (Energitilsynet) efter regler fastsat af udvalget. 8. § 21 affattes således: » § 21. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser skal med angivelse af grundlaget herfor anmeldes til et af miljø- og energiministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af tilsynet.

Stk. 2 .. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at visse sager ikke skal anmeldes.

Stk. 3. De anmeldte priser og betingelser for levering af opvarmet vand, damp eller gas til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand er offentligt tilgængelige, med mindre Energitilsynet tiltræder, at de ikke offentliggøres. Stk. 3. Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige.

Stk. 4. Priser og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser.

Stk. 5. Finder udvalget, at priser eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i § 20 giver udvalget, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af priser eller betingelser. Stk. 5. Såfremt tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling som nævnt i stk. 4 give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser.

Stk. 6. Såfremt priser eller andre betingelser må antages at ville medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan udvalget efter forhandling som nævnt i stk. 5 give pålæg om ændring af priser eller betingelser. Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder.«.

Stk. 7. Priser og andre betingelser for salg af naturgas i forbindelse med levering til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 naturgas pr. år er ikke omfattet af stk. 3, 5 og 6. I det omfang forbrugeren i medfør af loven er forpligtet til at anvende naturgas, finder stk. 5 og 6 tilsvarende anvendelse, dog undtaget naturgasleverancer til kraftvarmeanlæg beliggende på centrale kraftværkspladser samt til industrivirksomhed.

Stk. 8. Bestemmelserne i stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder.

§ 22. (Ophævet) 9. § 22 affattes således: » § 22. Regnskaber, budgetter og andre oplysninger til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 20 a nævnte indtægtsrammer skal anmeldes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om de i § 20 nævnte anlægs regnskabsføring og budgettering. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om de af loven omfattede anlægs regnskabsføring m.v. med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten.«.

10. Efter § 22 indsættes:

»Kapitel 4 a Energitilsynet og oplysningspligten

§ 23 . § 23. Enertitilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen.

Stk. 2. Med hensyn til tilsynets beføjelser til at kræve oplysning m.v., tilsynets adgang til fremmed ejendom og med hensyn til klage over tilsynets afgørelser finder §§ 81 og 89 i lov om elforsyning anvendelse.

§ 23 a. Enertitilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven få adgang til et af loven omfattet anlægs lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data. Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1.

§ 23 b. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt. Stk. 2. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de af loven omfattede anlægs indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse anlægs udførelse af deres opgaver. Stk. 3. Energitilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser. Energitilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne forhold skal offentliggøres af de af loven omfattede anlæg, og regler om fakturering og specificering af omkostninger. Stk. 4. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et af loven omfattet anlæg med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet. Stk. 5. Energitilsynet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 6. Energitilsynet gør miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov.

§ 23 c. Udgifterne til varetagelsen af Energitilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven betales af de af loven omfattede anlæg, som Energitilsynet fører tilsyn med. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales gebyr for indbringelse af en klage for Energitilsynet.

§ 23 d. Miljø- og energiministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed, forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge de af loven omfattede anlæg at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger om anlæggenes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de af anlæggene købte og solgte ydelser. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan hos kommunerne indhente de nødvendige oplysninger til brug for kortlægningen af den kollektive forsyning med opvarmet vand, damp eller gas. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om omfanget af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

Kapitel 4 b Overdragelse af virksomhed, udskillelse af aktiviteter og forbrugerindflydelse

§ 23 e. En kommune skal i forbindelse med salg af en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, eller af andele eller aktier m.v. i en sådan virksomhed, opgøre størrelsen af kommunens indskudskapital i virksomheden samt nettoprovenuet ved salget. Stk. 2. Med salg, jf. stk. 1, sidestilles enhver form for hel eller delvis, direkte eller indirekte overdragelse eller lignende af 1) en virksomhed som nævnt i stk. 1, 2) direkte eller indirekte rådighed eller anden rettighed over en virksomhed som nævnt i stk. 1 eller 3) kapitalandele som i en virksomhed som nævnt i stk. 1 besiddes direkte eller indirekte. Stk. 3. Opgørelsen indsendes til Energitilsynet efter regler fastsat af tilsynet. Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også, hvis sælgeren eller overdrageren er en virksomhed eller et selskab m.v., som kommunen direkte eller indirekte har en kapitalandel i, eller hvis kommunen opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. af en virksomhed eller et selskab, der ejer kapitalandele i en virksomhed som nævnt i stk. 1. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder endvidere, hvis kommunen på anden måde opnår et provenu gennem salg eller overdragelse m.v. som nævnt i 1. pkt. Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt opgørelsen kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende denne, fastsætter tilsynet størrelsen af kommunens direkte eller indirekte andel af indskudskapitalen i en virksomhed som nævnt i stk. 1 samt nettoprovenuet ved salget, jf. stk. 1, 2 og 4. Stk. 6. Energitilsynet giver senest den 1. juni hvert år Indenrigsministeriet meddelelse om størrelsen af det beløb, som en kommune, jf. stk. 5, direkte eller indirekte har opnået i nettoprovenu ved salg. Stk. 7. Indenrigsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 10 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner med det i stk. 6 nævnte beløb inklusive forrentning som nævnt i stk. 8.

§ 23 f. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ikke ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre end kommuner, skal disse forbrugere tilbydes at købe anlægget til markedspris. Stk. 2. Inden et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, som ejes af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, kan afstås til andre, skal den eller de kommuner, hvori anlægget er beliggende, tilbydes at købe anlægget til markedspris. Stk. 3. Forkøbsretten efter stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse ved afståelse af ejerandele i et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp eller af ejerandele i virksomheder, der ejer sådanne fremføringsanlæg. Stk. 4. Forkøbsretten efter stk. 1 og stk. 2 bortfalder, hvis forbrugerne eller kommunen ikke inden tre måneder efter, at tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville benytte den. Vilkårene for overdragelsen af anlægget fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af Energitilsynet. Stk. 5. En aftale, som er indgået i strid med stk. 1, 2 eller 3, er ugyldig.

§ 23 h. Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal vælges af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på virksomhedens generalforsamling eller på anden måde. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening. Stk. 2. Indflydelseskravet i stk. 1 anses for opfyldt, hvis bestyrelsen i en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives i andelsselskabsform, udpeges af et repræsentantskab, der er valgt af andelshaverne i forsyningsområdet. Det samme gælder for en virksomhed som nævnt i stk. 1, der drives som en selvejende institution eller i foreningsform, hvis bestyrelsen udpeges af repræsentanter, der er valgt af en eller flere kommunale bestyrelser i forsyningsområdet, af en flerhed af forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af sådanne kommunale bestyrelser og forbrugere i forening. Det samme gælder for et kommunalt anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp. Stk. 3. I en virksomhed som nævnt i stk. 1, der ejes af en juridisk person, anses indflydelseskravet for opfyldt, hvis flertallet af medlemmerne i bestyrelsen for den juridiske person er valgt eller udpeget på den i stk. 1 nævnte måde, og denne bestyrelse vælger virksomhedens bestyrelse. Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan dispensere fra indflydelseskravet i stk. 1, såfremt særlige hensyn tilsiger det.

§ 23 i. Såfremt forbrugere eller kommunale bestyrelser eller disse i forening ikke har den i § 23 h nævnte indflydelse i virksomheden, skal der etableres et forbrugerrepræsentantskab. Forbrugerrepræsentantskabet skal bestå af 11 medlemmer valgt af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, og har til opgave at vælge flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i virksomheden. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for forbrugernes valgret og valgbarhed samt om varigheden af forbrugerrepræsentantskabsmedlemmernes mandat. Stk. 3. Forbrugerrepræsentantskabets valg af bestyrelsesmedlemmer kan alene ske blandt kandidater opstillet af medlemmerne af forbrugerrepræsentantskabet. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode svarende til den periode, der efter vedtægterne gælder for andre bestyrelsesmedlemmer. Stk. 4. Hvis virksomheden drives i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens § 49, stk. 6, § 59, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., ikke anvendelse.

§ 23 k. Vedtægterne for en virksomhed, der ejer anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 23 h-j. Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem forbruger og virksomhed om, hvorvidt vedtægterne opfylder de i stk. 1 anførte krav, kan sagen af parterne indbringes for Energitilsynet.«.

§ 24. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om vedligeholdelsen af kollektive varmeforsyningsanlæg, forsyningsledninger m.v. 11. § 24 affattes således: » § 24. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om tekniske samt drifts- og vedligeholdelsesmæssige krav til de af loven omfattede anlæg. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om de tekniske komponenter i anlæggene.«.

Kapitel 6 Klage 12. Overskriften til kapitel 6 affattes således: » Klage, Energiklagenævn m.v. « .

§ 26. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitlerne 2, 3, og 5 kan påklages til miljø- og energiministeren, jf. dog § 6, stk. 4, og § 12, stk. 3. 13. § 26 affattes således: » § 26. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, miljø- og energiministeren eller Energitilsynet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages af den eller dem, til hvem afgørelsen er rettet. Stk. 2. Kommunens, miljø- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitlerne 2 og 5 kun skal kunne påklages for så vidt angår retlige spørgsmål. Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.«.

14. Efter § 26 indsættes: » § 26 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om 1) adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven træffes af kommunalbestyrelsen, miljø- og energiministeren eller Energitilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, 2) at afgørelser, truffet af en institution under Miljø- og Energiministeriet eller af Energitilsynet i henhold til en bemyndigelse efter § 28, ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og 3) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.«.

§ 27. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. 15. § 27 affattes således: » § 27. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 2. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der skal behandles efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven. Stk. 3. Energiklagenævnet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.«.

§ 28. Henlægger miljø- og energiministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller bestemmelser fastsat efter loven til en institution under Miljø- og Energiministeriet, kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke i alle tilfælde kan indbringes for anden administrativ myndighed. 16. § 28 affattes således: » § 28. Miljø- og energiministeren kan bemyndige Energitilsynet til at udøve beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.«.

Kapitel 7 Om naturgasselskaber 17. Overskriften til kapitel 7 affattes således: »Offentlige forpligtelser for varmeforsyningsanlæg«.

§ 29. Miljø- og energiministeren kan med virkning for Dansk Naturgas A/S og andre virksomheder, der driver anlæg til fremføring af naturgas, fastsætte regler eller træffe afgørelse om 1) udbygning af naturgasnettet og forsyningspligt, herunder virksomhedernes planer herfor, og 2) styring af virksomhedernes omkostninger. 18. § 29 affattes således: » § 29. Miljø- og energiministeren kan pålægge virksomheder, der driver et af loven omfattet anlæg, at 1) udføre aktiviteter med henblik på at fremme tilslutningen til fjernvarme, 2) kortlægge varmeforbruget i forsyningsområderne og energiforbruget i de af loven omfattede anlæg samt planlægge og medvirke til gennemførelsen af energibesparelser og energieffektiviseringer i de pågældende områder og anlæg, 3) yde energirådgivning over for forbrugerne i forsyningsområderne, 4) udføre forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er nødvendige for anvendelsen af miljøvenlige produktionsteknologier inden for varmeforsyningen, og 5) udføre udredningsopgaver om den fremtidige energianvendelse i forsyningsområderne. Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af aktiviteterne i stk. 1, herunder regler om fakturering og opkrævning af beløb samt om tilrettelæggelsen af arbejdet med aktiviteterne og afgrænsningen af disse. Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter stk. 1, nr. 2, for rådgivningen efter stk. 1, nr. 3, og for udførelsen efter stk. 1, nr. 4 og 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om udarbejdelsen af planer for aktiviteterne i stk. 1 og om godkendelse af disse.«.

§ 30. Miljø- og energiministeren bemyndiges til efter forhandling med indenrigsministeren samt efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg at fastsætte regler om begrænsning af de regionale naturgasselskabers låntagning og om afvikling af selskabenes gæld. 19. §§ 30-32 ophæves.

§ 31. Salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år varetages af naturgasdistributionsselskaberne efter ensartede, landsdækkende retningslinier, som er aftalt med Dansk Naturgas A/S, og som er godkendt af miljø- og energiministeren. I tilfælde af manglende enighed fastsætter miljø- og energiministeren retningslinierne. I tilfælde af uenighed om salget mellem Dansk Naturgas A/S og et eller flere af naturgasdistributionsselskaberne, eller såfremt miljø- og energiministeren i øvrigt finder det nødvendigt, kan miljø- og energiministeren inden for rammerne af disse retningslinier træffe afgørelse herom.

§ 32. De i § 29 nævnte virksomheder skal efter anmodning meddele miljø- og energiministeren de oplysninger, der efter dennes skøn findes nødvendig for udøvelsen af beføjelserne efter §§ 29-31.

§ 33. Undlader nogen rettidigt til Enertitilsynet at anmelde eller give oplysninger i henhold til § 21, stk. 1, og § 23, stk. 2, eller at efterkomme pålæg i henhold til § 21, stk. 5 og 6, kan miljø- og energiministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder. Der er udpantningsret for disse. 20. § 33, 1. pkt., affattes således: »Undlader nogen rettidigt at anmelde eller give oplysninger i henhold til § 4, stk. 3, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 2, og § 27, stk. 3, eller at efterkomme pålæg i henhold til § 21, stk. 4 og 5, § 23 d, stk. 1, eller § 29, stk. 1, at indsende opgørelse i henhold til § 23 e, stk. 3, at udskille driften efter § 23 g eller at overholde regler udstedt i henhold til § 24, kan miljø- og energiministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.«.

§ 34. Med bøde straffes den, der 1) undlader at indhente tilladelse efter § 4, 2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter loven, 3) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold, 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 21, stk. 1, og § 23, stk. 2. 21. § 34, stk. 1, nr. 4, affattes således: »4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller opgørelser, jf. § 4, stk. 3, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, § 23 b, stk. 5, § 23 d, stk. 1 og 2, § 23 e, stk. 3 og § 27, stk. 3.«.

Bilag 2

Bilag 2 Del. 1. Reform-opfølgning Uddrag af aftale Mellem Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti Med denne aftale fastlægges rammer og principper for implementeringen af EU´s gasdirektiv. Aftalen fastlægger endvidere de overordnede rammer for den fremtidige udvikling i varmeforsyningssektoren. Som opfølgning på elreformen fastlægger aftalen endvidere rammer for den videre tilrettelæggelse af biomasseaftalen, udligning af omkostningerne til den prioriterede produktion, energibesparelsesområdet samt Det Grønne Energimarked. .. 2. Varmeforsyning Der gennemføres en ændring af varmeforsyningsloven, som skal sikre: en fortsat velfungerende varmesektor med høj energi- og omkostningseffektivitet, kvalitet og forsyningssikkerhed, en fortsat udvikling af en økonomisk, effektiv og miljømæssig bæredygtig sektor. Ændringen af varmeforsyningsloven viderefører de eksisterende hovedprincipper i loven. Der indføres ikke konkurrence i varmeforsyningssektoren. Dette sker i konsekvens af, at infrastrukturen i de kollektive varmeforsyningsanlæg ikke udgør et fysisk sammenhængende net, og at landets kommuner allerede har planlagt og investeret i specifikke forsyningssystemer udfra overordnede miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Som hovedregel bevares derfor det nuværende hvile-i-sig-selv-princip, hvorefter et kollektivt varmeforsyningsanlæg kan indregne nødvendige omkostninger i priserne. Fjernvarmesektoren vil ligesom el- og naturgassektoren blive stillet over for bench-marks, og der vil på den baggrund blive fastlagt rammer for, hvor høj et værks varmepris må være. Hvis et værk kan holde omkostningerne under indtægtsrammen, opnås et overskud. Overskuddet kan bl.a. bruges til henlæggelser eller føres tilbage til forbrugerne. Overskuddet kan ikke bruges frit af værket til sideordnede aktiviteter eller lignende. For de affaldsfyrede fjernvarme- og kraftvarmeværker fastsættes et prisloft for varmeleverancer for at undgå, at omkostningerne ved bortskaffelse af affaldet væltes over på varmeforbrugerne. For at bevare fremdriften i udbygningen med biogasanlæg, geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- og biomassebaserede fjernvarme- og kraftvarmeanlæg samt sikre en forbedret indpasning af overskudsvarme fra industrivirksomheder gives der mulighed for, at disse anlæg kan opnå en fortjeneste, såfremt anlæggene ejes af andre end forbrugerne eller kommunerne. Der indføres et prisloft for varmeleverancer fra disse anlæg. Varmeforbrugerne vil skulle finansiere en række aktiviteter, der har til formål at fremme energibesparelser samt en mere effektiv varmeproduktion og -anvendelse, eksempelvis forsknings- og udviklingsaktiviteter, energispareaktiviteter samt initiativer til fremme af tilslutningen til den kollektive varmeforsyning. Udgifter, der er forbundet med Energitilsynets opgaver efter varmeforsyningsloven, finansieres af de virksomheder, der føres tilsyn med. Del. 2. For at bevare det ikke-kommercielle ejerskab til fjernvarmenettet får forbrugerne, såfremt der ikke er tale om salg til en kommune, en forkøbsret til fjernvarmenet, der ikke allerede er forbrugerejede. Tilsvarende får kommunerne en forkøbsret til de forbrugerejede net. De fjernvarmenet, der ikke ejes lokalt af forbrugerne eller kommunerne, skal udskilles i særskilte selskaber. Endvidere skal forbrugerne og/eller kommunerne have en bestemmende indflydelse på netvirksomheden. Ved afhændelse af et kommunalt forsyningsanlæg skal en eventuel fortjeneste tilbageføres til forbrugerne eller modregnes i det generelle statstilskud til kommunen. Der vil blive udformet regler om økonomiske vilkår, der skal sikre de forbrugere, der pålægges tilslutning, rimelige tilslutningsvilkår. Der vil blive fastsat regler med henblik på at lempe tilslutningspligten for særlige befolkningsgrupper - eksempelvis folkepensionister. Godkendelse af projekter efter varmeforsyningsloven vil blive decentraliseret, således at kommunerne kan foretage den endelige godkendelse uden forudgående forelæggelse for Energistyrelsen. Der indføres en "call-in"-bestemmelse. Sikring af varmepriser Parterne lægger vægt på, at ændrede elproduktionsomkostninger på decentrale kraftvarmeværker og barmarksværker som følge af ændrede gaspriser ikke fører til varmepriser, der afviger væsentligt fra priser, der er konkurrencedygtige med individuel olie- og gasfyring. Parterne er enige om at fortsætte drøftelserne med miljø- og energiministeren og skatteministeren om at finde en løsning, der kan indebære en ændring af kraftvarmebeskatningen, der vil sikre mere ensartede beskatningsprincipper for de decentrale og centrale kraftvarmeværker. Desuden skal løsningen indeholde en justeret afregningspris for el fra de decentrale kraftvarmeværker samt en begrænsning i stigningen i gasprisen til elproduktion på decentrale kraftvarmeværker.

Reform-opfølgning Uddrag af aftale Mellem Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti Med denne aftale fastlægges rammer og principper for implementeringen af EU´s gasdirektiv. Aftalen fastlægger endvidere de overordnede rammer for den fremtidige udvikling i varmeforsyningssektoren. Som opfølgning på elreformen fastlægger aftalen endvidere rammer for den videre tilrettelæggelse af biomasseaftalen, udligning af omkostningerne til den prioriterede produktion, energibesparelsesområdet samt Det Grønne Energimarked. .. 2. Varmeforsyning Der gennemføres en ændring af varmeforsyningsloven, som skal sikre: en fortsat velfungerende varmesektor med høj energi- og omkostningseffektivitet, kvalitet og forsyningssikkerhed, en fortsat udvikling af en økonomisk, effektiv og miljømæssig bæredygtig sektor. Ændringen af varmeforsyningsloven viderefører de eksisterende hovedprincipper i loven. Der indføres ikke konkurrence i varmeforsyningssektoren. Dette sker i konsekvens af, at infrastrukturen i de kollektive varmeforsyningsanlæg ikke udgør et fysisk sammenhængende net, og at landets kommuner allerede har planlagt og investeret i specifikke forsyningssystemer udfra overordnede miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Som hovedregel bevares derfor det nuværende hvile-i-sig-selv-princip, hvorefter et kollektivt varmeforsyningsanlæg kan indregne nødvendige omkostninger i priserne. Fjernvarmesektoren vil ligesom el- og naturgassektoren blive stillet over for bench-marks, og der vil på den baggrund blive fastlagt rammer for, hvor høj et værks varmepris må være. Hvis et værk kan holde omkostningerne under indtægtsrammen, opnås et overskud. Overskuddet kan bl.a. bruges til henlæggelser eller føres tilbage til forbrugerne. Overskuddet kan ikke bruges frit af værket til sideordnede aktiviteter eller lignende. For de affaldsfyrede fjernvarme- og kraftvarmeværker fastsættes et prisloft for varmeleverancer for at undgå, at omkostningerne ved bortskaffelse af affaldet væltes over på varmeforbrugerne. For at bevare fremdriften i udbygningen med biogasanlæg, geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- og biomassebaserede fjernvarme- og kraftvarmeanlæg samt sikre en forbedret indpasning af overskudsvarme fra industrivirksomheder gives der mulighed for, at disse anlæg kan opnå en fortjeneste, såfremt anlæggene ejes af andre end forbrugerne eller kommunerne. Der indføres et prisloft for varmeleverancer fra disse anlæg. Varmeforbrugerne vil skulle finansiere en række aktiviteter, der har til formål at fremme energibesparelser samt en mere effektiv varmeproduktion og -anvendelse, eksempelvis forsknings- og udviklingsaktiviteter, energispareaktiviteter samt initiativer til fremme af tilslutningen til den kollektive varmeforsyning. Udgifter, der er forbundet med Energitilsynets opgaver efter varmeforsyningsloven, finansieres af de virksomheder, der føres tilsyn med.

For at bevare det ikke-kommercielle ejerskab til fjernvarmenettet får forbrugerne, såfremt der ikke er tale om salg til en kommune, en forkøbsret til fjernvarmenet, der ikke allerede er forbrugerejede. Tilsvarende får kommunerne en forkøbsret til de forbrugerejede net. De fjernvarmenet, der ikke ejes lokalt af forbrugerne eller kommunerne, skal udskilles i særskilte selskaber. Endvidere skal forbrugerne og/eller kommunerne have en bestemmende indflydelse på netvirksomheden. Ved afhændelse af et kommunalt forsyningsanlæg skal en eventuel fortjeneste tilbageføres til forbrugerne eller modregnes i det generelle statstilskud til kommunen. Der vil blive udformet regler om økonomiske vilkår, der skal sikre de forbrugere, der pålægges tilslutning, rimelige tilslutningsvilkår. Der vil blive fastsat regler med henblik på at lempe tilslutningspligten for særlige befolkningsgrupper - eksempelvis folkepensionister. Godkendelse af projekter efter varmeforsyningsloven vil blive decentraliseret, således at kommunerne kan foretage den endelige godkendelse uden forudgående forelæggelse for Energistyrelsen. Der indføres en "call-in"-bestemmelse. Sikring af varmepriser Parterne lægger vægt på, at ændrede elproduktionsomkostninger på decentrale kraftvarmeværker og barmarksværker som følge af ændrede gaspriser ikke fører til varmepriser, der afviger væsentligt fra priser, der er konkurrencedygtige med individuel olie- og gasfyring. Parterne er enige om at fortsætte drøftelserne med miljø- og energiministeren og skatteministeren om at finde en løsning, der kan indebære en ændring af kraftvarmebeskatningen, der vil sikre mere ensartede beskatningsprincipper for de decentrale og centrale kraftvarmeværker. Desuden skal løsningen indeholde en justeret afregningspris for el fra de decentrale kraftvarmeværker samt en begrænsning i stigningen i gasprisen til elproduktion på decentrale kraftvarmeværker.

Versioner

2000-03-29