Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00241@2000-03-29/da

Indhold

1. Indledning
2. Bilag 1

§ 1. Loven skal fremme energibesparelser hos forbrugerne i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn med henblik på at medvirke til at opfylde Danmarks internationale miljøforpligtelser.

Stk. 2. Loven skal inden for den i stk. 1 nævnte målsætning særligt

1) sikre prioriteringen af energibesparelsesaktiviteter,

2) fremme samarbejde og koordinering om udførelsen af aktiviteterne og

sikre en effektiv og brugervenlig rådgivning om energibesparelser over for forbrugerne.

§ 2. Loven finder anvendelse på effektivisering og reduktion af energianvendelsen i produkter, anlæg, processer og bygninger, herunder anlæg til bygningers egen forsyning med energi, og på information til forbrugerne om energibevidst adfærd.

Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på transportmidler, i det omfang det fremgår af loven eller regler fastsat af miljø- og energiministeren i henhold til loven.

§ 3. Ved kollektive energiforsyningsvirksomheder forstås i denne lov el-, naturgas- og fjernvarmeforsyningsvirksomheder, som ved lov er pålagt at stille energibesparelsesaktiviteter vederlagsfrit til rådighed for forbrugerne.

§ 4. Miljø- og energiministeren gennemfører en samlet planlægning af energibesparelsesaktiviteter i forhold til alle samfundets sektorer og omfattende alle aktører og virkemidler. Planlægningen skal sikre, at energibesparelsesaktiviteterne bliver prioriteret, koordineret og gennemført i overensstemmelse med de i § 1 nævnte formål.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren udarbejder periodiske redegørelser for planlægningen som nævnt i stk.1.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren fastsætter målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser og vurderer, om der er behov for nye initiativer til fremme af energibesparelser for at opnå de nævnte målsætninger.

§ 5. Miljø- og energiministeren holder et af Folketinget udpeget udvalg underrettet om alle væsentlige forhold vedrørende udviklingen i landets energiforbrug.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan anmode et af ministeren nedsat udvalg om en udtalelse om planlægningen som nævnt i § 4 og om forhold af betydning for prioriteringen og gennemførelsen af energibesparelsesaktiviteter i øvrigt.

§ 6. Miljø- og energiministeren skal sikre, at energibesparelsesaktiviteterne bliver planlagt og gennemført så effektivt som muligt i overensstemmelse med lovens formål. Til opfyldelse heraf kan ministeren

1) iværksætte uvildige evalueringer af energibesparelsesaktiviteter,

2) sikre oprettelsen af videnscentre, databaser o.l. om energibesparelser og

3) fremme indgåelsen af aftaler mellem erhvervsvirksomheder, forbrugere eller sammenslutninger af disse om udvikling, markedsføring eller indførelse af energieffektive produkter, anlæg eller processer.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder i et rimeligt omfang skal medvirke ved aktiviteter som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2. Ministeren kan tillige påbyde kollektive energiforsyningsvirksomheder at medvirke som nævnt i 1. pkt.

§ 7. Der oprettes lokale Energispareudvalg, som har til formål at diskutere initiativer til at fremme energibesparelser i lokalområdet. Udvalgene skal forhandle om koordineringen af energibesparelsesaktiviteter mellem kollektive energiforsyningsvirksomheder og mellem disse og kommuner og deltagere i det lokale Agenda 21-arbejde.

Stk. 2. Kollektive energiforsyningsvirksomheder skal deltage i oprettelsen og driften af Energispareudvalg.

Stk. 3. Kommunerne skal følge arbejdet i udvalgene med henblik på at sikre sammenhæng med det lokale Agenda 21-arbejde. Kommunerne skal efter anmodning optages som medlemmer af udvalgene.

Stk. 4. Energispareudvalgene optager efter anmodning erhvervsvirksomheder og erhvervs-, forbruger- og miljøorganisationer som medlemmer med henblik på at tilgodese en alsidig og saglig repræsentation.

Stk. 5. Energispareudvalgene udarbejder og offentliggør en årlig redegørelse for deres gennemførte og forventede aktiviteter, herunder en redegørelse for, hvilke initiativer udvalget har taget og vil tage for at samarbejde med kommuner og deltagere i det lokale Agenda 21-arbejde.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan give påbud til kollektive energiforsyningsvirksomheder om indtræden i et Energispareudvalg.

Stk.2. Miljø- og energiministeren kan, hvis det anses for nødvendigt for at sikre gennemførelsen af lovens formål, fastsætte regler om, at kommuner i nærmere angivet omfang skal deltage i Energi spareudvalgene.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan under samme betingelser som nævnt i stk. 2 give påbud om, at et Energispareudvalgs opgaver skal varetages af et andet udvalg.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om oprettelsen, afgrænsningen og sammensætningen af Energispareudvalg og om udvalgenes udførelse af deres opgaver. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte en standardforretningsorden for udvalg samt regler om, at aftaler om oprettelse af Energispareudvalg og forretningsordener for disse samt senere ændringer heri skal anmeldes til ministeren.

§ 9. Kollektive energiforsyningsvirksomheder skal i fællesskab afholde sekretariatsudgifterne i det Energispareudvalg, som de er tilknyttet. Hver deltager i et Energispareudvalg afholder sine egne udgifter ved deltagelsen.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om regnskabsaflæggelse i Energispareudvalg og om beregning af sekretariatsomkostninger.

§ 10. Kollektive energiforsyningsvirksomheder skal ved planlægningen og gennemførelsen af deres lovpligtige energibesparelsesaktiviteter så vidt muligt inddrage anbefalinger fra et Energispareudvalg.

Stk. 2. Hvis en kollektiv energiforsyningsvirksomhed i væsentligt omfang tilsidesætter anbefalinger, som må anses for saglige og rimelige, fra et Energispareudvalg, kan miljø- og energiministeren efter anmodning fra udvalget påbyde virksomheden at gennemføre energibesparelsesaktiviteter i hel eller delvis overensstemmelse med udvalgets anbefalinger.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder efter anmodning fra et Energispareudvalg skal meddele nærmere angivne oplysninger om energiforbrug m.v. af betydning for udvalgets arbejde.

§ 11. Kollektive energiforsyningsvirksomheder skal med henblik på at fremme lovens formål samarbejde om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af deres lovpligtige energibesparelsesaktiviteter, herunder ved at etablere fælles lokale Energisparecentre eller andre former for lokale eller landsdækkende samarbejde.

Stk. 2. Hvis det anses for nødvendigt for at gennemføre lovens formål, kan miljø- og energiministeren påbyde en eller flere kollektive energiforsyningsvirksomheder at deltage i et samarbejde som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om det i stk. 1 nævnte samarbejde.

§ 12. Miljø- og energiministeren kan, hvis det anses for nødvendigt for at gennemføre lovens formål, påbyde en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at udbyde gennemførelsen af lovpligtige energibesparelsesaktiviteter til kvalificerede virksomheder, organisationer o.l.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om udbud af energibesparelsesaktiviteter.

§ 13. Miljø- og energiministeren kan forhandle med de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. eller organisationer, der repræsenterer de nævnte institutioner, om energibesparelsesaktiviteter og fastsættelsen af målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser i bygninger, anlæg, udstyr o.l., som institutionerne ejer eller lejer.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. skal udføre følgende energibesparelsesaktiviteter for bygninger, anlæg, udstyr o.l., som de ejer eller lejer:

udarbejde grønne energiregnskaber, indeholdende en kortlægning af energiforbruget, dokumentation for gennemførte energibesparelser og handlingsplan for energibesparelser,

2) udarbejde kalkulationer og planer for gennemførelse af energibesparelser,

3) fremme energibesparelser i forbindelse med indkøb, projektering og vedligeholdelse og

4) gennemføre energibesparelsesaktiviteter, når de udgifter, som er forbundet med aktiviteten, forventes at blive modsvaret af driftsbesparelser inden for kortere tid.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de nævnte institutioner m.v. skal indsende grønne energiregnskaber til ministeren og tage initiativ til at offentliggøre de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger.

§ 14. § 13 gælder for den offentlige forvaltning og for selskaber, institutioner, foreninger m.v., såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller såfremt de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens eller en kommunes vegne.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren fastsætte regler om, at § 13 tillige gælder for virksomheder, der ejes af staten eller kommuner, eller hvor staten eller kommuner har bestemmende indflydelse.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om undtagelse fra bestemmelserne i § 13.

§ 15. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at energiforbrugende apparater, artikler, maskiner, anlæg og komponenter samt produkter, som påvirker bygningers energiforbrug, ved mærkning og på anden standardiseret måde skal være forsynet med oplysninger om energiforbrug og andre forhold af betydning for forbrugerne.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte tilsvarende regler som nævnt i stk. 1 for så vidt angår motordrevne køretøjer. Trafikministeren udøver herunder de beføjelser, der er tillagt miljø- og energiministeren i henhold til denne bestemmelses stk. 3-5, § 17, stk. 1, 2, 4 og 5, § 19 og § 21.

Stk. 3. I regler som nævnt i stk. 1 kan miljø- og energiministeren fastsætte, hvorledes de foreskrevne oplysninger skal meddeles til forbrugerne ved salg eller leje af produktet, herunder

1) at udstillede produkter på nærmere angivet måde skal forsynes med mærkning og ledsages af andre standardiserede oplysninger, og

2) at der ved fjernsalg af produktet eller reklamering for produktet skal meddeles nærmere angivne standardiserede oplysninger.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der for de pågældende produkter m.v. skal foreligge et nærmere angivet teknisk dokumentationsmateriale for rigtigheden af de i stk. 1 og 2 foreskrevne oplysninger på grundlag af metoder og standarder efter miljø- og energiministerens bestemmelse.

Stk. 5. Ovenstående bestemmelser omfatter ikke brugte produkter m.v.

§ 16. Produkter m.v., som omfattes af bestemmelser i henhold til § 15, må ikke forsynes med anden mærkning eller lignende, der kan virke vildledende med hensyn til de foreskrevne oplysninger.

Stk. 2. Mærkning m.v., der er foreskrevet i henhold til § 15, må ikke anvendes på andre produkter.

§ 17. Miljø- og energiministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne i dette kapitel og regler, der er fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til leverandørers eller forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage produkter m.v. til måling og kontrol af, om foreskrevne oplysninger om energiforbrug m.v. er korrekte.

Stk. 3. Politiet yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden bistand til gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med miljø- og energiministeren fastsætte regler herom.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol.

Stk. 5. Når det påvises, at oplysninger, som skal gives efter regler, fastsat i medfør af § 15, er ukorrekte, eller at mærkning eller andre standardiserede forbrugeroplysninger ikke er i udformet i overensstemmelse med forskrifterne, kan miljø- og energiministeren påbyde leverandøren af produktet m.v. at berigtige forholdene.

§ 18. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne kollektive energiforsyningsvirksomheder ved fastsættelse af deres priser skal fordele deres omkostninger mellem faste og variable tariffer under hensyntagen til at fremme energibesparelser.

Stk. 2. Hvis Energitilsynet finder, at priser må anses for at være i strid med bestemmelserne i regler fastsat i henhold til stk. 1, kan tilsynet give påbud om ændring af pågældende priser.

Stk. 3. Udgifterne til varetagelsen af Energitilsynets opgaver efter ovenstående bestemmelser betales af de virksomheder, som Energitilsynet fører tilsyn med. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 4. Energitilsynets afgørelser kan påklages til Energiklagenævnet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 20.

§ 19. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller en anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende kontrol, registrering o.l. i henhold til denne lov.

§ 20. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren eller trafikministeren efter loven og regler udstedt i henhold til loven samt et Energispareudvalgs afgørelse om optagelse af medlemmer, jf. § 7, stk. 4.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens, trafikministerens og Energispareudvalgenes afgørelser som nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4. Vedkommende minister kan fastsætte regler om

1) adgangen til at klage over de i stk. 1 nævnte afgørelser, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, og

2) at afgørelser truffet af en institution under vedkommende ministerium eller en anden myndighed, som ministeren i henhold til § 19, stk. 1, har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for vedkommende minister.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om Energiklagenævnets sammensætning ved behandling af klager over afgørelser som nævnt i stk. 1 samt om betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

§ 21. Miljø- og energiministeren og Energiklagenævnet kan pålægge kollektive energiforsyningsvirksomheder, de i § 19, stk. 2, nævnte virksomheder, institutioner eller organisationer samt leverandører og forhandlere at udarbejde og meddele alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af de i loven nævnte opgaver, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke kategorier af oplysninger der omfattes af stk. 1, og hvorledes oplysningerne skal meddeles.

§ 22. Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) meddeler miljø- og energiministeren, trafikministeren eller Energiklagenævnet urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger som omhandlet i § 21,

2) undlader at efterkomme et påbud efter § 6, stk. 2, § 8, stk. 1, § 10, stk. 2, § 11, stk. 2, § 12, stk. 1, § 17, stk. 5, eller § 18, stk. 2.

3) overtræder bestemmelserne i § 16, stk. 1, om anbringelse af anden mærkning eller i § 16, stk. 2, om uberettiget anvendelse af mærker m.v. eller

4) hindrer adgang til udtagelse af produkter m.v. som nævnt i § 17, stk. 2.

Stk. 2. I regler, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23. Loven træder i kraft den 1,juli 2000.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi.

Stk. 3. Regler, der er fastsat i henhold til den i stk. 2 nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne lov.

§ 24. I lov nr. 485 af 12. juni 1996 om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger foretages følgende ændringer:

1. I § 13 indsættes efter stk. 2 :

»Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af udgifter ved energikonsulenternes godkendelse, fratagelse af godkendelse samt tilsyn og kontrol med energikonsulenternes virksomhed. Betalingen opkræves årligt og fastsættes som gennemsnittet af de nævnte udgifter.«

2. Efter § 13 indsættes:

» § 13a. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren efter loven eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens afgørelser som nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

1) adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af miljø- og energiministeren, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet,

2) at afgørelser truffet af en styrelse eller et udvalg, som ministeren i henhold til § 13, stk. 1, eller § 14 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og om

3) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om Energiklagenævnets sammensætning ved behandling af klager som nævnt i stk. 1.

Stk. 6. Energiklagenævnet kan pålægge myndigheder, energikonsulenter og bygningsejere at meddele alle sådanne oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.«

3. § 15, stk. 2 , affattes således:

»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Loven om fremme af besparelser i energiforbruget skal være den overordnede ramme for det fremtidige arbejde med at realisere de energibesparelser, som er nødvendige for at opfylde Danmarks mål om 20% CO 2 reduktion i 2005 i forhold til 1988 og det internationale mål om reduktion af udledningen af drivhusgasser med 21% i 2008-12 i forhold til 1990. Loven skaber rammer for planlægning, koordinering og prioritering af besparelsesindsatsen såvel centralt som decentralt og den vil dermed være med til at sikre effektivitet i den samlede besparelsesindsats på tværs af aktører og virkemidler. Som led i udmøntningen af loven fastsættes der konkrete besparelsesmål for de enkelte sektorer. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de konkrete initiativer, som er fastlagt i anden lovgivning mv. (bl.a. CO 2 -ordningerne i forhold til erhvervslivet, tilskudsordninger til fremme af energibesparelser, Elsparefonden, forsyningsselskabernes energibesparelsesaktiviteter, internationale aktiviteter m.v.). Lovforslaget skal skabe en ramme for koordinering af disse konkrete initiativer, og for det lokale samarbejde om energibesparelser. Samtidig indeholder loven en styrkelse af besparelsesindsatsen i den offentlige sektor.

1. Lovforslagets baggrund

1.1. Elreformaftalen

Lovforslaget er et led i gennemførelsen af den aftale, som et flertal af Folketingets partier indgik den 3. marts 1999 om en lovreform for elsektoren. Aftalen om elreformen indeholder følgende formulering om en kommende energisparelovgivning (L 234, bilag 1):

»Regeringen udarbejder inden udgangen af 1999 oplæg til en ny energisparelovgivning med henblik på at sikre en mere sammenhængende prioritering af indsatsen for at opnå den størst mulige miljøgevinst. I kraft af ovennævnte klarere adskillelse mellem monopolydelser i netselskaber og kommercielle tjenester i forsyningspligt- og handelsselskaber får aktørerne mere veldefinerede roller i forhold til besparelsesindsatsen. Der skal sikres en klar opgavefordeling og prioritering mellem de forskellige offentlige energispareaktiviteter og den bedst mulige udnyttelse af det lokale og folkelige engagement i indsatsen.«

1.2. Reform-opfølgningen

Et flertal af Folketingets partier har den 22. marts 2000 indgået en aftale om reform-opfølgning på energiområdet. I aftalen fastlægges der blandt andet rammer for den videre tilrettelæggelse af energibesparelsesområdet som opfølgning på elreformen. I aftalens afsnit om energisparelovgivningen (se bilag 1) opstilles der rammer og mål for energispareindsatsen, og hovedelementerne bag lovforslaget bliver fastlagt: Prioritering og koordinering af indsatsen for energibesparelser, lokalt samarbejde mellem aktørerne på området og en forstærket indsats for energibesparelser i det offentlige.

1.3. Formålet med lovforslaget

Lovforslagets formål og baggrund er beskrevet i de almindelige bemærkninger til forslaget til elforsyningsloven (lov nr. 375 af 2. juni 1999, jf. lovforslag nr. L 234, FT 1998-99, 6393, 7139, 7396, A 5851). Heri gøres der rede for, at der er behov for at styrke indsatsen for energibesparelser, og at der stadig er betydelige potentialer for besparelser. Der peges endvidere på, at der er brug for en mangestrenget og koordineret indsats for at inddrage nye virkemidler og få relevante aktører med i arbejdet. Der skal derfor ved forslaget til energispareloven fastlægges overordnede principper for, hvorledes energibesparelsesindsatsen skal prioriteres og koordineres, ligesom der skal tilvejebringes en række nye virkemidler på besparelsesområdet, og de eksisterende midler skal udbygges. Endvidere henvises til afsnittet om energisparelovgivningen i aftalen om reform-opfølgningen, jf. bilag 1, som er konsistent hermed.

Lovforslaget skal således skabe overordnede rammer for en løbende vurdering af energibesparelsesmuligheder og virkemidler baseret på en samfundsmæssig prioritering og planlægning. Samtidig skal loven være med til at sikre, at de forskellige aktørers besparelsesarbejde er samordnet og effektivt. Lovforslaget skal således skabe rammer for en løbende vurdering af besparelsesmuligheder og relevante virkemidler, som kan være med til at fremme energibesparelser.

Fremsættelsen af lovforslaget skal ses i sammenhæng med to tendenser, som i stigende grad spiller ind på energibesparelsesområdet, nemlig for det første behovet for at sikre en øget, ressourcebevidst indsats for at fremme energibesparelser, og for det andet behovet for at koordinere de forskellige aktiviteter, herunder også skabe faste rammer for energibesparelsesaktiviteter i en tid med øget liberalisering i forsyningsvirksomhederne.

Energibesparelser spiller en vigtig rolle ved gennemførelsen af de mål, som regeringen i energihandlingsplanen Energi 21 har sat for at nedbringe energisektorens belastning af det ydre miljø. Imidlertid er det påvist ved den opfølgning af Energi 21, som er offentliggjort i juli 1999, at energiforbruget i forbrugsleddet (boliger, institutioner, virksomheder osv.) inden for en række områder i de senere år er steget mere end forventet i energiplanen. Fremskrivningerne i opfølgningen viser, at denne udvikling forstærkes i perioden frem til 2005 og derefter.

Hvis der ikke gennemføres de planlagte besparelser, og energiforbruget derfor stiger mere end forudsat, vil der for at nå CO 2 -målene være behov for en endnu større indsats på forsyningssiden, herunder ikke mindst anvendelse af en større andel af vedvarende energikilder, end forudsat i Energi 21. Energibesparelser er således et centralt element i klimapolitikken og i en bæredygtig energiudvikling. En langsigtet reduktion af forbruget af fossile energikilder og en halvering af CO 2 -udledningen inden 2030, således som det er formuleret som sigtepunkt i Energi 21, forudsætter betydelige energibesparelser.

Energibesparelser har gennem en årrække været et centralt element i dansk energipolitik, og der er på en række områder opnået ganske betydelige besparelser og effektiviseringer i energianvendelsen. Som led i besparelsesindsatsen er der vedtaget en række love vedrørende specifikke tilskudsordninger og konkrete virkemidler, f.eks. mærkning og normer.

Blandt andet er der samtidig med CO 2 -afgiften i 1992 og de grønne afgifter i 1995 indført tilskudsordninger for energibesparelser i erhvervsvirksomheder. Samtidig er der i perioden 1992-98 indført en række andre tilskudsordninger: Omstilling af elopvarmede bygninger til centralvarme, energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger, omstilling af ældre boliger til kraftvarme, tilslutning til kulkraftvarme samt produkt-rettede tilskud til udvikling og udbredelse m.v. af el- og varmeforbrugende produkter.

Administrationen af tilskudsordningerne er henlagt til Energistyrelsen, bortset fra at Elsparefonden, som er en selvstændig institution under Miljø- og Energiministeriet, administrerer tilskud til omstilling af elopvarmede bygninger til fjernvarme eller naturgas og tilskud til elektriske apparater i husholdninger og den offentlige sektor.

De eksisterende regler om tilskud og andre energibesparende aktiviteter er indført ud fra behov, som på det pågældende tidspunkt blev tillagt særlig vægt, og der har ikke hidtil været nogen lovgivning, der mere bredt har tilgodeset prioriteringen af indsatsen mellem de forskellige områder. Endvidere er det karakteristisk, at energibesparelser i det offentlige, som er et væsentligt område, er reguleret i forholdsvis begrænset omfang.

Der er således behov for en lovgivning, som fastlægger rammerne for en prioritering af indsatsen på de enkelte områder, og som skaber sammenhæng imellem de enkelte virkemidler.

Lovforslaget skal også medvirke til at koordinere den lokale indsats for energibesparelser, som foregår på forskellige områder og med en række aktører, herunder forsyningsvirksomhedernes energirådgivning, med de aktiviteter, som foregår f.eks. i det lokale Agenda 21-arbejde, hvor lokale miljøinitiativer bliver koordineret, og hvor også lokale energi- og miljøorganisationer m.v. er inddraget. I februar 2000 er der vedtaget en lov om ændring af lov om planlægning (lov nr. 110 af 15. februar 2000), hvorved der er skabt rammer for det lokale Agenda 21-arbejde (jf. i øvrigt bemærkningerne til kap. 3).

Behovet for koordinering på dette område hænger sammen med den omlægning, der i disse år sker i energipolitikken og i energiforsyningen. Bl.a. sker der en liberalisering, som betyder, at forsyningsselskaberne bliver mere markedsorienterede og i højere grad kommer til at leve i et konkurrencemarked. Det er vigtigt at sikre, at denne omlægning på forsyningssiden ikke betyder en svækkelse af indsatsen for og incitamenterne til energibesparelser.

For så vidt angår elsektoren, fremgår det af elforsyningsloven fra 1999, at netvirksomhederne og de forsyningspligtige virksomheder skal fortsætte elselskabernes hidtidige besparelsesarbejde. Netvirksomhederne skal varetage de ikkekommercielle opgaver, herunder kortlægge energiforbruget, planlægge og sikre gennemførelse af energibesparelser og give energirådgivning. Samtidig skal de forsyningspligtige virksomheder på kommerciel basis tilbyde kunderne tjenesteydelser vedrørende energibesparelser.

Som et led i en styrkelse af den samlede besparelsesindsats skal naturgas- og fjernvarmeselskaberne fremover arbejde med fremme af energibesparelser. Derfor indeholder forslagene til lov om naturgasforsyning og lov om ændring af lov om varmeforsyning bestemmelser om at henholdsvis naturgasselselskaberne og fjernvarmeselskaberne skal arbejde for realisering af energibesparelser svarende til bestemmelserne på elområdet.

Selvom der således i sektorlovgivningen for de tre forsyningsformer er eller vil blive fastlagt rammer for forsyningsvirksomhedernes energibesparelsesaktiviteter, vil der derudover være behov for en koordinering af disse aktiviteter og også andre aktiviteter, som foregår lokalt f.eks. i kommunernes lokale Agenda 21-arbejde. Lovforslaget skal tilgodese dette gennem oprettelse af lokale samarbejdsorganer, som kan sikre en effektiv koordinering af de forskellige aktørers indsats og en lokal forankring af arbejdet.

Lovforslagets indhold skal således ses i nær sammenhæng med energibesparelsesområdet som helhed, og i denne forbindelse har potentialer og målsætninger for energibesparelser en nøglerolle, jf. de to følgende afsnit.

2. Potentialer for energibesparelser

Der kan opnås store energibesparelser ved anvendelse af mere energieffektiv teknologi (det tekniske potentiale). Herudover kan der opnås betydelige besparelser gennem en bedre drift og anvendelse af energiforbrugende produkter, apparater, processer m.v. (det adfærdsmæssige potentiale).

Det tekniske besparelsespotentiale er varierende mellem forskellige former for energianvendelse og dermed også mellem forskellige sektorer, men generelt viser vurderinger, at potentialet er meget stort allerede med dagens teknologi, og endnu større hvis man medregner den forventede fremtidige teknologi baseret på kendt viden. Da levetiden af energiforbrugende udstyr er relativ kort (typisk mindre end 15 år) kan energiforbruget, med den nuværende økonomiske aktivitet og efterspørgsel efter energitjenester, inden for stort set alle områder reduceres med ca. 50% i løbet af 15-20 år, hvis alle i forbindelse med en naturlig udskiftning af energiforbrugende udstyr m.v. køber det energimæssigt mest effektive, som på det aktuelle tidspunkt er på markedet.

Det er ikke hele det tekniske besparelsespotentiale, der er samfundsøkonomisk attraktivt, men hvis der alene medregnes de ekstra investeringsudgifter i den mere energieffektive teknologi i forhold til den gennemsnitlige teknologi, er det samfundsøkonomiske potentiale også meget stort. Dette skyldes, at de ekstra investeringer i mange tilfælde er beskedne. Derimod kan de omkostninger, der er nødvendige for at realisere dele af potentialet, afhængig af de anvendte virkemidler, være betydelige, og dette kan betyde, at den del af potentialet, der kan realiseres på en samfundsøkonomisk fornuftig måde, er betydelig mindre.

Som et eksempel på det økonomiske potentiale, hvis der alene medregnes de ekstra investeringer, kan det nævnes, at det i planlægningen i forbindelse med Energi 21 er forudsat, at alle elbesparelser i boliger med simple privatøkonomiske tilbagebetalingstider på 3-10 år (afhængig af apparattype) bliver gennemført. Det resulterer i en samlet elbesparelse på 40% i 2020-30.

De adfærdsmæssige besparelser, der med meget få omkostninger opnås ved bedre drift og anvendelse af energiforbrugende apparater, produkter, processer m.v., kan være ganske betydelige. De vil dog formentlig blive reduceret i takt med, at der indbygges begrænsende eller energioptimerende funktioner i apparater m.v. I forbindelse med handlingsplanen Energi 21 blev det vurderet, at de realiserbare besparelser ved adfærdsændringer typisk var 1-5 %, dog måske op til 15% på enkelte områder, f.eks. varmtvandsforbrug i boliger.

3. Målsætninger for energibesparelser

Som nævnt er det, som led i klimapolitikken og en langsigtet reduktion af CO 2 -udledningen, nødvendigt med betydelige energibesparelser. Der bør derfor fastsættes mål for energispareindsatsen eller for udviklingen i det endelige energiforbrug. Sådanne mål kan udgøre et målepunkt for indsatsen, og det kan løbende vurderes, om der er behov for at justere indsatsen for at nå målene på besparelsesområdet, eller om der er brug for en ekstra indsats på forsyningssiden for at nå CO 2 -målene. Målene bør som udgangspunkt fastsættes, så de er med til at fremme de besparelser, der giver de største CO 2 -reduktioner.

En af forudsætningerne for en halvering af CO 2 -emissionen i Danmark frem til 2030, som er formuleret som et sigtepunkt i Energi 21, er, at der gennemføres markante energibesparelser. I beregningerne i Energi 21 indgår det således, at det endelige energiforbrug reduceres til ca. 550 PJ i 2030. Siden 1988, som er udgangspunktet for beregningerne, er det endelige energiforbrug steget fra 600 PJ til 649 i 1998, eller gennemsnitlig med ca. 5 PJ/år svarende til 0,8 % p.a. En reduktion til ca. 550 PJ i 2030 svarer i forhold til energiforbruget i 1998 til en reduktion på ca. 15% over en periode, hvor BNP forventes at blive fordoblet.

Hvis det endelige energiforbrug skal udvikle sig i overensstemmelse med fremskrivningerne i Energi 21, er der således frem til 2030 behov for en årlig reduktion af det samlede endelige energiforbrug med 0,5%. Dette svarer til en årlig reduktion af det endelige energiforbrug med ca. 3 PJ og giver en samlet reduktion på ca. 100 PJ i 2030. I forhold til de seneste års stigende energiforbrug på gennemsnitlig ca. 5 PJ vil opfyldelsen af målsætningen kræve nye initiativer, der giver årlige besparelser på ca. 8 PJ.

Målene bør fastsættes, så de er med til at fremme energibesparelser og er med til at sikre realiseringen dels af målet om en 20% reduktion af CO 2 -udledningen i 2005 og en 21% reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2008-12, dels af det langsigtede sigtepunkt om en halvering af CO 2 -udledningen i 2030, som er beskrevet i Energi 21. Udgangspunktet er dels, at der er et stort potentiale for energibesparelser, dels at en sparet kWh har en højere værdi end en kWh produceret f.eks. ved vindkraft. Fastsættelse af mål for besparelsesindsatsen skal ske under hensyntagen til omkostningseffektivitet, således at miljøreguleringen sker så økonomisk effektivt som muligt.

Hvilke besparelser, der kan realiseres med rimelige samfundsøkonomiske omkostninger, afhænger af de anvendte virkemidler og de omkostninger, der er knyttet til disse. Der er således en principiel sammenhæng mellem mål og virkemidler.

I overensstemmelse med det anførte indeholder lovforslagets kap. 2 bestemmelser om en planlægning af besparelsesindsatsen. Denne planlægning skal være med til at konkretisere besparelsespotentialerne inden for de forskellige områder og omkostningerne i forbindelse med realiseringen af besparelser. Planlægningen vil hermed skabe de nødvendige forudsætninger for fastlæggelse af mål for energibesparelserne eller udviklingen i energiforbruget i de enkelte sektorer. Udgangspunktet for denne fastlæggelse af eventuelle delmål vil være, at besparelserne primært skal gennemføres inden for de områder, på hvilke der opnås de største CO 2 -reduktioner til de laveste omkostninger. På baggrund af planlægningen vil miljø- og energiministeren i september 2000 fremlægge den første energispareredegørelse, som vil indeholde forslag til mål for besparelsesindsatsen.

4. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget skal skabe rammer for en realisering af de energibesparelser, som er nødvendige for at nå de miljømæssige mål. Besparelsesindsatsen skal prioriteres ud fra miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn. Forslaget omfatter besparelser i det endelige energiforbrug, dvs. energi, der anvendes direkte til opvarmning, fremstilling af varer og ydelser m.v., herunder også anlæg til bygningers egen forsyning med energi (oliefyr, fjernvarmevekslere, solfangere, lokale vedvarende energi-anlæg etc.). Om transportområdet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2. Lovforslaget retter sig mod en række indsatsområder:

For det første er der bestemmelser i kap. 2 om den samlede planlægning og prioritering af aktiviteterne, som miljø- og energiministeren er ansvarlig for, og som Energistyrelsen skal stå for.

Kap. 3 indeholder bestemmelser om lokale Energispareudvalg og Energisparecentre med henblik på at sikre en lokal koordinering og samarbejde mellem de aktører, der står for energibesparelsesaktiviteterne.

Bestemmelserne i forslagets kap. 4 skal særligt fremme energibesparelser i offentlige institutioner, dvs. staten, amtskommuner og kommuner, offentlige virksomheder og visse selvejende institutioner.

Endelig er der bestemmelser om tarifering for elektricitet, fjernvarme og naturgas af hensyn til fremme af energibesparelser, jf. kap. 6.

Der er som udgangspunkt ikke fundet grund til at ændre eller sammenskrive de nuværende love om energibesparelser. Det er dog fundet påkrævet at effektivisere bestemmelserne om energimærkning af apparater i lov om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi (jf. kap. 5). Endvidere foreslås mindre ændringer i lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger (jf. § 24).

a. Planlægning og prioritering (kap. 2)

Lovforslaget skal sikre en samordning og prioritering af energibesparelsesaktiviteterne med henblik på at opnå den størst mulige effektivitet i indsatsen. Det foreslås således, at Energistyrelsen skal gennemføre en overordnet planlægning af energibesparelsesaktiviteterne, herunder udarbejde prognoser for energiforbruget, målsætninger for energibesparelser i de forskellige sektorer samt vurderinger af effekten af og omkostningerne ved forskellige typer af virkemidler. Planlægningen skal sikre, at besparelsesarbejdet er effektivt, dvs. at der er et rimeligt forhold mellem ressourceindsatsen og de realiserede besparelser.

Den samlede planlægning af besparelsesmulighederne skal inddrage alle typer af virkemidler, alle sektorer og alle aktører, og dermed belyse omkostningerne i forbindelse med realisering af energibesparelser inden for forskellige sektorer og med forskellige virkemidler. Hermed skabes der grundlag for fastlæggelse af besparelsesmål og vurdering af, hvordan disse nås med lavest mulige omkostninger.

Denne planlægning af besparelsesaktiviterne skal ses i sammenhæng med den planlægning, der udføres af de forskellige aktører på området, herunder bl.a. de kollektive energiforsyningsvirksomheder. Den enkelte forsyningssektors planlægning og rapportering vil naturligt kun beskæftige sig med besparelsesmuligheder og -initiativer inden for deres område, og de vil som hovedregel kun beskæftige sig med de virkemidler, som selskaberne har mulighed for at realisere.

I forlængelse af planlægningen udarbejder ministeren en årlig energibesparelsesredegørelse til Folketinget. Redegørelsen forlægges for Folketinget hvert år i september måned og den første redegørelse vil blive forelagt i september 2000. Den vil indeholde forslag til mål for besparelsesindsatsen i de enkelte sektorer samt nye initiativer, herunder eventuelle økonomiske incitamenter, som er nødvendige for at nå miljømålene. Samtidig skal der i de årlige energispareredegørelser redegøres for forskning- og udviklingsindsatsen vedrørende energibesparelser.

Som led i planlægningen skal der laves en samlet analyse af den aktuelle og fremtidige indsats på besparelsesområdet, og det skal vurderes, om der er brug for ændringer og nye initiativer for at nå de fastsatte mål og for at sikre, at indsatsen er effektiv. Af hensyn til dynamikken på energibesparelsesområdet foreslås det således, at miljø- og energiministeren skal fastsætte målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser og vurdere behovet for nye initiativer.

Rammerne for den overordnede planlægning og prioritering af besparelsesindsatsen vil løbende blive drøftet med de berørte parter. Herudover vil rammerne og målene for besparelsesindsatsen, herunder forslag til nye initiativer, blive drøftet med Energimiljørådet, som vil få en rådgivende funktion på besparelsesområdet.

b. Lokalt samarbejde om energibesparelser (kap. 3)

Lovforslaget fastlægger endvidere rammerne for det lokale samarbejde og koordinering af besparelsesaktiviteterne med henblik på at sikre effektiviteten, således at der opnås de størst mulige besparelser i forhold til indsatsen. Behovet for koordineringen skal bl.a. ses i lyset af, at både elselskaber, gasselskaber og fjernvarmeselskaber fremover har en forpligtigelse til at arbejde med realiseringen af energibesparelser. Herudover foregår der lokalt, f.eks. i beboerforeninger eller i boligområder og i kommunerne, et energibesparelsesarbejde, bl.a. som led i det lokale Agenda 21 arbejde.

For at sikre koordineringen foreslås det, at der oprettes lokale energispareudvalg med deltagelse af de kollektive energiforsyningsvirksomheder. Kommunerne skal som minimum følge arbejdet i udvalgene, men de kan, hvis de ønsker det, blive medlemmer. Herudover kan miljøorganisationer og andre relevante parter deltage i udvalgene. Energispareudvalgene skal ifølge forslaget diskutere og koordinere initiativer til fremme af energibesparelser i lokalområdet, og udvalget bør derfor som udgangspunkt bestå af alle parter og organisationer, som er involveret i energispareaktiviteter mv. Den lokale koordinering skal være med til at sikre, at indsatsen bliver så effektiv som muligt.

Bestemmelserne i lovforslaget om det lokale samarbejde er så fleksible, at det er muligt at tilrettelægge og organisere dette med udgangspunkt i de lokale forhold og behov og de lokale samarbejder omkring energibesparelser, som allerede er etableret flere steder. Det vil således som udgangspunkt bero på parternes egne overvejelser og aftaler, hvorledes udvalgenes områder afgrænses indbyrdes, og det vurderes, at der også i lyset af de samarbejder, der allerede er etableret vil kunne skabes effektive samarbejdsorganer på denne måde. For at sikre en effektiv opdeling og funktion vil miljø- og energiministeren imidlertid få tillagt forskellige beføjelser, hvorom henvises til bemærkningerne til §§ 8-10.

Endvidere foreslås bestemmelser om oprettelse af lokale Energisparecentre m.v., som skal fremme en effektiv gennemførelse af energibesparelsesaktiviteter i kollektive energiforsyningsvirksomheder.

Med henblik på at få erfaringer med og udvikle værktøjer m.v. til de lokale samarbejder er det tanken at søge iværksat nogle pilotprojekter forskellige steder i landet.

c. Energibesparelser i det offentlige (kap. 4)

Lovforslaget indeholder, som et særligt indsatsområde, bestemmelser om energibesparelser i offentlige institutioner og lignende. Udgangspunktet er, at miljø- og energiministeren forhandler med de offentlige institutioner og deres organisationer om gennemførelse af energispareaktiviteter og om fastsættelse af mål for energispareindsatsen. Samtidig giver loven ministeren mulighed for at fastætte regler, hvis der ikke gennem forhandlingerne kan opnås enighed om den nødvendige indsats. Bestemmelserne skal være med til at sikre, at de offentlige institutioner udviser god energimæssig adfærd og går lidt foran. De offentlige institutioner kan dermed præge udviklingen og vise et godt eksempel.

Det er tanken, at udmøntningen af bestemmelserne skal være med til at fremme grønne regnskaber, som indeholder en kortlægning af energiforbruget m.v. og udarbejdelsen af planer for gennemførelse af energibesparelser i bygninger og anlæg i forbindelse med indkøb, projektering og vedligeholdelse. De nye bestemmelser skal være med til at bevidstgøre institutionerne om alle besparelser, som afhængig af udstyrets levetid m.v. har rimelige tilbagebetalingstider, således at institutionerne bliver motiveret til at gennemføre disse aktiviteter. Udgangspunktet er, at aktiviteterne tilrettelægges så effektivt, at de opnåede energibesparelser set over en årrække kan finansiere de samlede udgifter i forbindelse med aktiviteterne.

Endvidere foreslås det, at miljø- og energiministeren efter forhandlinger med finansministeren og indenrigsministeren kan bestemme, at bestemmelserne også skal gælde for offentligt ejede virksomheder.

d. Energimærkning af apparater m.v. (kap. 5)

Mærkning af udstyr og apparater med oplysninger om deres energiforbrug og energimæssige egenskaber kan være et effektivt middel til fremme af energibesparelser. Der er gennem de senere år indført en fælles EF-energimærkning af en række husholdningsapparater og for nylig også af nye personbiler.

Det er imidlertid fundet nødvendigt at erstatte den gældende lov om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi med nye bestemmelser i nærværende lovforslag. De foreslåede bestemmelser giver mulighed for at indføre energimærkning også på andet end husholdningsapparater (f.eks. kontorudstyr og andet udstyr i handel og service, bygningsmaterialer såsom vinduer etc.). Endvidere styrkes mulighederne for at gribe ind, hvis oplysningerne om energiforbrug og ydeevne ikke er korrekte.

Inden for rammerne af de nye mærkningsbestemmelser vil der blive arbejdet med en løbende revurdering af mærkningskravene og med mærkning af nye apparatgrupper. Udover den obligatoriske mærkning i henhold til EF-reglerne vil der blive arbejdet med indførelsen og udbredelsen af frivillige mærkningsordninger, bl.a. af stand by-forbruget i TV- og videoapparater.

Mærkningsordninger kan kombineres med normer for apparaternes energiforbrug, dvs. krav om, at der kun må markedsføres og sælges apparater med et energiforbrug lavere end en given norm, som ændres i takt med produktudviklingen. Fra dansk side har der været arbejdet aktivt med indførelse af normer i fællesskabsregi, men indtil videre er der kun indført normer for køleskabe og frysere til husholdningsbrug. Regeringen vil fortsat arbejde aktivt for, at EU indfører normer for de apparater m.v., hvor det er relevant.

e. Tarifering (§ 18)

Det er vigtigt, at tarifferne for elektricitet, fjernvarme og naturgas udformes, således at de motiverer forbrugerne til at spare på energien. På den anden side skal tarifferne også udformes, således at de i rimeligt omfang afspejler virksomhedernes økonomiske situation, og således at de ikke bringer energiforsyningsvirksomhederne i økonomiske problemer. Det foreslås, at ministeren bemyndiges til inden for disse rammer at fastsætte regler for de kollektive energiforsyningsvirksomheders fordeling af deres omkostninger mellem faste og variable tariffer. Som udgangspunkt vil der blive stillet krav om lave faste tariffer, men på fjernvarmeområdet vil der være en række tilfælde, hvor det er velbegrundet med større faste tariffer.

5. Fremtidige initiativer i relation til dette lovforslag

En stor del af energiforbruget anvendes til opvarmning af bygninger, og selvom der gennem en årrække har været arbejdet aktivt med energibesparelser på dette område, og der er gennemført meget betydelige varmebesparelser, er der fortsat et betydeligt potentiale. Gennem bygningsreglementet stilles der energikrav til nye bygninger. Disse krav blev strammet betydeligt i 1995, og der arbejdes med at skabe grundlag for at stramme kravene til energiforbrug med yderligere 33% i 2005.

Bygninger har imidlertid en meget lang levetid, og det er derfor vigtigt, at der også gøres en indsats for at reducere forbruget i eksisterende bygninger. Det har i den forbindelse været overvejet, om det er relevant at stramme de energimæssige krav eller at indføre nye krav i forbindelse med renovering, vedligeholdelse, byfornyelse m.v. Lidt større renoveringer og istandsættelser af den eksisterende bygningsmasse, f.eks. udskiftning af vinduer eller tag, er imidlertid allerede omfattet af de stramme energikrav i det nye bygningsreglement, og det er derfor vurderingen, at der primært er behov for en informationsindsats m.v., der sikrer, at de eksisterende krav bliver overholdt.

Kommunerne, der er støttemyndighed i forbindelse med det støttede boligbyggeri, byfornyelse, aftalt boligforbedring m.v., kan som betingelse for at yde støtte stille skærpede energikrav, herunder f.eks. krav om anvendelse af A-apparater. Som led i de eksisterende krav om totaløkonomiske vurderinger af byggeprojekter indgår også beregninger af energiforbruget over bygningens levetid. Der er eventuelt behov for udvikling af bedre metoder og værktøjer hertil.

Miljø- og Energiministeriet vil i samarbejde med By- og Boligministeriet udarbejde vejledninger og informationsmateriale, som kan fremme, at forbedringer af eksisterende bygninger i videst muligt omfang gennemføres på et niveau, der svarer til de energimæssige krav, der gælder for nye bygninger.

Da de økonomiske incitamenter har stor indflydelse på energiforbruget, har regeringen besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en samlet beskrivelse af de nuværende økonomiske incitamenter til energibesparelser samt undersøge forskellige forslag til ændringer af de nuværende eller til nye økonomiske incitamenter, som kan være med til at fremme energibesparelser. Arbejdsgruppen skal undersøge om incitamentsstrukturerne kan forbedres f.eks. gennem etablering af et marked for energibesparelser eller ændringer i tilskud, afgifter m.v. Undersøgelsen skal udover de energi- og miljømæssige virkninger omfatte de øvrige samfundsmæssige virkninger.

Undersøgelsen af de økonomiske incitamenter forventes gennemført i løbet af foråret og sommeren 2000. På baggrund af resultaterne af undersøgelsen vil der blive taget stilling til, hvorvidt og i givet fald hvornår der skal fremlægges forslag til initiativer.

Resultaterne af arbejdet vil indgå i den energispareredegørelse, som miljø- og energiministeren fremlægger i september 2000.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten

Lovforslaget har en række administrative konsekvenser for Miljø- og Energiministeriet. En række opgaver i Energistyrelsen, som vil varetage miljø- og energiministerens beføjelser i medfør af lovforslaget, vil blive styrket i forhold til de bestående rammer, ligesom styrelsen i et vist omfang vil få tillagt nye opgaver.

Den overordnede planlægning af energibesparelsesaktiviteter, som indgår i lovforslaget, forudsættes således styrket, ligesom der især i en etableringsfase vil være en række opgaver i forbindelse med det lokale samarbejde om energibesparelser, som også indgår i forslaget. Endelig vil en styrkelse af besparelsesindsatsen i den offentlige sektor kræve en øget ressourceindsats.

De forøgede administrative opgaver i Energistyrelsen i forbindelse med lovforslaget forventes at andrage i alt 3-4 årsværk, som vil blive skaffet gennem rationaliseringer og omprioriteringer i Miljø- og Energiministeriet.

De administrative opgaver i Energitilsynet og i Energiklagenævnet i forbindelse med henholdsvis forslagets § 18 om fordeling af omkostninger i kollektive energiforsyningsvirksomheder og bestemmelserne i § 20 og § 24, nr. 2, om klageadgang vil blive afholdt inden for de bestående rammer, idet det vurderes, at ressourceforbruget ved disse opgaver vil være begrænset.

I henhold til lovforslaget kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at statslige myndigheder og efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren at erhvervsvirksomheder, der ejes af staten, eller hvori staten har bestemmende indflydelse, skal gennemføre forskellige energibesparelsesaktiviteter, jf. forslagets kap. 4. Det er imidlertid tanken, at styrkelsen af besparelsesindsatsen i den offentlige sektor skal ske gennem forhandlinger. Aktiviteterne vil i vid udstrækning ligge i forlængelse af de opgaver m.h.t. registrering af energiforbrug etc., som følger af Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 25 af 7. februar 1995 om energieffektivisering i statens institutioner. Endvidere foreligger der allerede informationer om energimæssige forhold for bygninger over 1.500 m 2 udnyttet areal som et led i bestemmelserne i lov nr. 485 af 12. juni 1996 om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger (energiledelseskonsulentordningen).

Det vurderes, at de nye opgaver, som vil blive fastlagt efterfølgende ved forhandlinger eller ved bekendtgørelse, kun vil medføre et ubetydeligt øget ressourceforbrug i statslige institutioner. Udgangspunktet vil være, at det øgede ressourceforbrug skal dækkes gennem de opnåede energibesparelser.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for amter og kommuner

Amtskommuner og kommuner pålægges ved forslaget at følge arbejdet i lokale Energispareudvalg, jf. kap. 3. Der er tale om en meget beskeden forpligtelse, der alene indebærer, at kommuner skal lade sig repræsentere i udvalgsarbejdet og afholde lønudgifter m.v. herved, mens sekretariatsudgifterne i udvalgene påhviler de deltagende kollektive energiforsyningsvirksomheder. Det vurderes, at den samlede forøgelse af kommuners opgaver herved vil udgøre ca. 2 årsværk.

Endvidere indeholder lovforslaget i kap. 4 hjemmel til, at miljø- og energiministeren kan pålægge amtskommunale og kommunale myndigheder forskellige energibesparelsesaktiviteter. Det er tanken, at styrkelsen af besparelsesindsatsen i den kommunale sektor skal fastlægges gennem forhandlinger med de kommunale organisationer, og muligheden for at fastlægge regler vil kun blive anvendt hvis der ikke gennem forhandlinger kan opnås enighed om den nødvendige indsats. Der forventes bl.a. taget udgangspunkt i de oplysninger, som allerede er tilvejebragt gennem energiledelseskonsulentordningen, som omfatter bygninger over 1.500 m 2 udnyttet areal (jf. omtalen i afsnittet om økonomiske og administrative konsekvenser for staten). Samtidig er en række amtskommuner og kommuner allerede i dag gennem det lokale Agenda 21- arbejde (jf. herom bemærkningerne til kapitel 3) og på anden måde engageret i energibesparelsesaktiviteter i deres bygninger og anlæg. Udgangspunktet er, at omkostningerne til nye aktiviteter over en årrække skal modsvares af driftsbesparelser som følge af en reduktion af energiforbruget.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Netvirksomhederne i elforsyningen skal i henhold til lov om elforsyning udføre energibesparelsesaktiviteter af ikkekommerciel art. De fremsatte lovforslag om naturgasforsyning og om ændring af lov om varmeforsyning indeholder tilsvarende bestemmelser for naturgas- og fjernvarmevirksomhederne. Det følger af bestemmelser i de nævnte love, at nødvendige omkostninger til udførelse af offentlige forpligtelser, som pålægges ifølge lovgivningen, kan indregnes i forbrugerpriserne.

Ved nærværende lovforslag pålægges de kollektive energiforsyningsvirksomheder endvidere at deltage i lokale Energispareudvalg og afholde disses sekretariatsudgifter. Energispareudvalgene skal være med til at sikre effektivitet i forsyningsvirksomhedernes besparelsesarbejde, og virksomhedernes udgifter i forbindelse med de lokale energispareudvalg vil være beskedne i forhold til de samlede udgifter til energibesparelser. Udgifterne i forbindelse med Energispareudvalgene afholdes inden for den ramme, som forsyningsselskaberne anvender til fremme af energibesparelser. Det forventes derfor ikke, at det vil påvirke energiprisen.

Forslaget ventes i øvrigt ikke at medføre administrative konsekvenser for erhvervsvirksomheder.

9. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder primært en ramme for og overordnede bestemmelser om de fremtidige besparelsesaktiviteter. Loven vil fremover være den overordnede ramme for realisering af energibesparelser og de konkrete initiativer inden for de forskellige områder og sektorer. Lovforslaget er første fase i en styrkelse af besparelsesindsatsen og lægger op til en styrkelse af en række initiativer i den kommende tid.

Lovforslaget indeholder en styrkelse af energimærkningsordningen for apparater, som i begrænset omfang forventes at medføre øgede besparelser. Herudover lægger lovforslaget op til en styrkelse af besparelsesindsatsen i den offentlige sektor og til at fastsætte retningslinjer om lavere faste tariffer. Besparelsen på disse områder vil afhænge af, hvordan disse bestemmelserne udmøntes. Endelig indeholder loven bestemmelser om planlægningen og prioriteringen af besparelsesaktiviteterne, som skal være med til at øge effektiviteten i besparelsesarbejdet. I første omgang skal dette være med til at sikre, at de besparelser som allerede er indregnet i fremskrivningerne i Energi 21-opfølgningen realiseres. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der siden udarbejdelsen af opfølgningen er sket en vis reduktion af flere tilskudsordninger, hvilket alt andet lige betyder en mindre besparelse.

Samtidig fremgår det af de generelle bemærkninger, at der i løbet af foråret og sommeren 2000 vil blive gennemført en udredning om mulighederne for at indføre nye økonomiske incitamenter til fremme af energibesparelser.

Som led i styrkelsen af besparelsesindsatsen vil naturgas- og fjernvarmeselskaberne fremover skulle arbejde for realisering af energibesparelser inden for deres forsyningsområde. Dette fremgår af forslaget til lov om naturgasforsyning og forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning. Hvor store besparelser dette vil medføre, vil i høj grad afhænge af, hvordan disse forpligtigelser udmøntes, herunder af omfanget af aktiviteterne.

Samlet skønnes det, at lovforslaget inkl. de nævnte tilknyttede aktiviteter m.v. vil kunne medføre en reduktion af CO 2 -udledningen i 2005 med 750-850.000 tons og i 2010 med 1.400-1.600.000 tons. Som nævnt er størrelsen af effekten helt afhængig af, hvordan de forskellige bemyndigelser udmøntes, og af eventuelle nye økonomiske incitamenter.

10. Forholdet til EF-retten

Ved lovforslagets kap. 5 gives der miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler om energimærkning af nærmere angivne kategorier af produkter. Kategorierne er en udvidelse i forhold til de gældende bestemmelser i lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi, som ændret ved lov nr. 207 af 28. april 1993. Der vil således kunne pålægges mærkningspligt bl.a. for energiforbrugende udstyr i handel og service og bygningsmaterialer. Det er, som nævnt i bemærkningerne til § 15, hensigten, at indførelsen af bestemmelser om mærkning vil ske i takt med fælles EF-bestemmelser herom. I det omfang bestemmelserne udstedes som led i gennemførelsen af EF-regler, skal der ikke ske en anmeldelse til Europa-Kommissionen efter reglerne om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter.

Bekendtgørelser om energimærkning, som Danmark ikke efter EF-retten er forpligtet til at gennemføre, skal anmeldes som udkast efter informationsproceduren (Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 (EF-Tidende 1998, 204, s. 37), som ændret ved Rådets direktiv 98/48/EF), om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter).

Høring

Lovforslaget er den 20.1.2000 sendt i høring til følgende: Danske Energiselskabers Forening, Elfor, Sjællandssamarbejdet, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Forening af Danske Kraftvarmeværker, DONG Naturgas A/S, HNG/Naturgas Midt-Nord, Naturgas Sjælland I/S, Naturgas Fyn I/S, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen i Danmark, Dansk Industri, CO Industri, LO, SID, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Handelskammeret, Dansk Handel og Service, Håndværksrådet, Elinstallatørernes Landsforbund ELFO, Dansk VVS, BYG, Forbrugerrådet, Landbrugsrådet, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Danmarks Vindmølleforening, Foreningen for Energi og Miljø, Organisationen for Vedvarende Energi, Dansk Erhvervsgartnerforening, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Varefakta Nævn, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace Danmark, OOA, Det Økologiske Råd, Brancheforeningen for biogas c/o Landbrugsrådet, WWF, De Danske Landboforeninger, Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, Varmepumpefabrikantforeningen, Statsministeriet, Finansministeriet, Økonomiministeriet, Skatteministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, By- og Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Forskningsministeriet, Trafikministeriet, Energimiljørådet, Elsparefonden, Energitilsynet, Energiklagenævnet, Miljø- og Energiministeriets Landsplanafdeling, Miljøstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, Boligselskabernes landsforening, Praktiserende arkitekters Råd, FDB.

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner I det omfang loven fører til større effektivitet i besparelsesarbejdet, vil det have en positiv samfundsøkonomisk virkning. Nej

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Nej Lovforslaget skønnes at kræve 3-4 årsværk i staten, som ventes skaffet gennem rationaliseringer. Lovforslaget skønnes at medføre en beskeden administrativ forøgelse for kommuner og amtskommuner, idet de skal følge arbejdet i lokale Energispareudvalg. Dette skønnes at kræve 2 årsværk på landsplan.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Nej Nej

Miljømæssige konsekvenser Lovforslaget og de efterfølgende initiativer, der følger af loven, vil afhængig af deres udmøntning medføre betydelige energibesparelser. Målsætningen er, at de samlede initiativer i 2005 skal medføre en reduktion af CO 2 -udledningen med 750-850.000 tons. Nej

Administrative konsekvenser for borgerne Nej Nej

Forholdet til EF-retten Lovforslaget sikrer hjemmel til fortsat dansk implementering af direktiver om energimærkning af apparater m.v. Bekendtgørelser udstedt i henhold til bestemmelserne om energimærkning af apparater m.v., som Danmark ikke efter EF-retten er forpligtet til at gennemføre, skal anmeldes efter informationsproceduredirektivet.

Lovens formål er at fremme energibesparelser hos forbrugerne i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn med henblik på at medvirke til at opfylde Danmarks internationale miljøforpligtelser, jf. stk. 1. Med internationale miljømæssige forpligtelser sigtes særligt til, at Danmark er forpligtet til at reducere udledningen af drivhusgasser med 21 % i 2008-10 i forhold til 1990 som et led i den byrdefordeling, som EU-landene har aftalt for at opfylde deres fælles reduktionsmål ifølge Kyoto-aftalen. Derudover skal loven også fremme gennemførelsen af de danske energipolitiske mål, som de er udtrykt i regeringens handlingsplan Energi 21, herunder en 20% reduktion af CO 2 -udledningen i 2005, jf. i øvrigt de almindelige bemærkninger.

Miljømæssige hensyn er først og fremmest hensynet til at nedbringe energisektorens CO 2 -emissioner, men også hensynet til en bedre ressourceudnyttelse generelt. Der skal tillige tages hensyn til andre miljømæssige forhold, som er forbundet med at udvikle og anvende miljøvenlige teknikker.

Med samfundsøkonomiske hensyn sigtes til en effektiv anvendelse af de midler, som stilles til rådighed for gennemførelsen af energibesparelser. De forskellige hensyn skal afvejes overfor hinanden, således at samfundet opnår den bedst mulige miljøeffekt af de til rådighed stående midler. Disse hensyn skal lægges til grund ved prioriteringen af de forskellige aktiviteter og de økonomiske ressourcer, der er til rådighed til disse.

I stk. 2 fastlægges særlige målsætninger, som skal fremmes inden for de rammer, der er nævnt i stk. 1. Loven skal således særligt sikre prioriteringen af energibesparelsesaktiviteter og fremme samarbejde og koordinering om udførelsen af aktiviteterne, jf. nr. 1 og 2. Hermed sigtes særligt til planlægningen m.v. i kapitel 2 og etableringen af lokale samarbejder om energibesparelser i kapitel 3.

Endvidere skal loven, jf. nr. 3, sikre en effektiv og brugervenlig rådgivning om energibesparelser overfor forbrugerne. De energibesparelsesaktiviteter, som de kollektive energiforsyningsvirksomheder er pålagt, jf. bemærkningerne til § 3, skal således gennemføres med henblik på den bedst mulige samfundsmæssige og miljømæssige effekt, og aktiviteterne skal så vidt muligt formidles således, at forbrugerne kan få en samlet og målrettet energirådgivning om de forskellige energiformer. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om lokale samarbejder i kapitel 3.

I § 2 beskrives lovens anvendelsesområde. Energibesparelser i denne lov omfatter ifølge stk. 1 en bred vifte af initiativer, som retter sig til alle kategorier af energiforbrugere, både erhvervsvirksomheder, husstande og institutioner.

Med energibesparelser sigtes for det første til en effektivisering og reduktion af anvendelsen af energi i produkter, anlæg, processer og bygninger, herunder anlæg til bygningers egen forsyning med energi. Ved vurderingen af energieffektiviteten skal der lægges vægt på, om pågældende produkt m.v. udnytter den tilførte energi væsentligt mere effektivt end andre i samme kategori, men tillige på en vurdering af andre miljøforhold, samfundsøkonomi, arbejdsmiljø og anvendelighed for brugeren.

Anlæg og processer omfatter maskinelle anlæg til fremstilling af en vare eller en ydelse og de ledsagende fremstillingsprocesser. Energieffektivisering i bygninger vil især rette sig mod isolering og anlæg til bygningens egen opvarmning og forsyning med varmt brugsvand, dvs. fjernvarmevekslere, centralfyr m.v. Loven omfatter tillige lokale vedvarende energianlæg (solfangere, biobrændselsanlæg), som alene forsyner den enkelte bygning, men ikke anlæg, der leverer deres produktion eller en overskudsproduktion af elektricitet eller fjernvarme til kollektive forsyningssystemer. Loven omfatter ikke energieffektiviseringer i kollektive energiforsyningsanlæg.

For det andet omfatter energibesparelserne også information til forbrugerne om energibevidst adfærd, således at forbrugerne bliver motiveret til at anvende energi effektivt (gennem informationskampagner, individuel rådgivning af forbrugere, databaser om energiforbrug m.v.) og tillige får en generel viden om og forståelse for behovet for energibesparelser.

Ved prioriteringen af de konkrete energibesparelsesaktiviteter kan produkter m.v. eller energianvendelser af beskeden betydning for den samlede miljøbelastning fra energisektoren blive undtaget, jf. bemærkningerne til § 14, stk. 3, og § 15, stk. 1.

Loven finder ifølge stk. 2 tillige anvendelse på transportmidler, i det omfang det fremgår af loven eller regler fastsat af miljø- og energiministeren i henhold til loven. Bestemmelserne i lovens kap. 5 om mærkning m.v. vedrørende forbrug af energi omfatter således motordrevne køretøjer i lighed med den hidtidige lovgivning. Adgangen til at fastsætte bestemmelser på dette område foreslås henlagt til trafikministeren, således som det allerede er sket ved kongelig anordning. Derudover vil trafiksektorens energiforhold kunne inddrages i planlægningen efter kap. 2 og i de lokale Energispareudvalgs virksomhed efter kap. 3, hvis der er behov herfor. Dette vil ske efter forhandling med trafikministeren.

Det fremgår af bestemmelsen, at loven finder anvendelse på kollektive energiforsyningsvirksomheder, som ved lov er pålagt at stille energibesparelsesaktiviteter vederlagsfrit til rådighed for forbrugerne.

Hermed sigtes for det første til netvirksomhederne i elforsyningen, som ved § 22 i den nye elforsyningslov i 1999 er blevet pålagt at give energirådgivning på ikkekommercielt grundlag til forbrugerne. Ved forslagene til lov om naturgasforsyning og lov om ændring af lov om varmeforsyning, som fremsættes samtidig med dette lovforslag, vil naturgasvirksomheder og virksomheder, der driver kollektiv varmeforsyning, få tillagt tilsvarende opgaver.

Det følger af disse bestemmelser, at virksomhederne skal udarbejde en planlægning af deres energibesparelsesaktiviteter med henblik på at sikre, at aktiviteterne er miljømæssigt og samfundsøkonomisk effektive. Miljø- og energiministeren kan fastsætte rammer for virksomhedernes planlægning og for deres udførelse af energibesparelsesaktiviteterne. Endvidere skal de kollektive energiforsyningsvirksomheder udføre forskning og udvikling i energibesparelser inden for rammer, fastsat af miljø- og energiministeren.

Energitilsynet påser ifølge den nævnte lovgivning, at virksomhederne kun indregner nødvendige omkostninger ved de lovpligtige aktiviteter, herunder energibesparelser, i deres forbrugerpriser, og herunder vil tilsynet kunne tage stilling til, hvorvidt omkostningsniveauet for energibesparelsesaktiviteterne er rimeligt og nødvendigt.

Ved stk. 1 skabes der faste rammer for den fremtidige planlægningsproces om energibesparelser. Miljø- og energiministeren skal således gennemføre en samlet planlægning af energibesparelser i forhold til alle samfundets sektorer, omfattende alle aktører og virkemidler. Det fremgår videre af bestemmelsen, at planlægningen skal sikre, at energibesparelserne bliver prioriteret, koordineret og gennemført i overensstemmelse med de i § 1 nævnte formål.

Der har ikke hidtil været specifikke bestemmelser om miljø- og energiministerens planlægning af besparelsesaktiviteterne, men Energistyrelsen har med mellemrum udarbejdet oplæg til handlingsprogrammer.

Planlægningen skal indeholde prognoser for energiforbruget, målsætninger for energibesparelser i de enekelte sektorer og vurdering af virkemidler. Resultaterne af planlægningen fremlægges i de årlige energispareredegørelser. Den første redegørelse fremlægges i september 2000.

Gennem planlægningen skal miljø- og energiministeren sikre en prioritering og samordning af energibesparelsesaktiviteter i forhold til alle samfundets sektorer med henblik på at sikre den størst mulige effektivitet i indsatsen, således at ressourcerne bliver anvendt på de områder, hvor der opnås den størst mulige miljøfordel. Det er hensigten, at miljø- og energiministeren skal foretage en samlet prioritering af den indsats, der foregår dels i medfør af denne lov, dels efter anden lovgivning, og koordinere de forskellige aktørers indsats for energibesparelser gennem planlægningen og ved etableringen af lokale samarbejder efter kap. 3.

Som et led heri skal effekten af igangværende initiativer og behovet for nye virkemidler vurderes. Denne vurdering kan danne grundlag for beslutninger om, hvilke initiativer der skal iværksættes, herunder økonomiske, lovgivningsmæssige og andre midler. Planlægningen vil også kunne føre til nye initiativer inden for forskning og udvikling vedrørende energibesparelser.

Planlægningen skal omfatte alle aktørers besparelsesaktiviteter og aktuelle og potentielle virkemidler, og planlægningen vil derved også have betydning for de energibesparelsesaktiviteter, som de kollektive energiforsyningsvirksomheder er pålagt at udføre. Miljø- og energiministeren kan således på grundlag af planlægningen udmelde rammer for, hvorledes energiforsyningsvirksomhederne skal planlægge og gennemføre deres aktiviteter (jf. bemærkningerne til § 3), således at denne indsats bliver konsistent med de energipolitiske mål.

Resultaterne fra den planlægning, som de kollektive energiforsyningsvirksomheder er pålagt at udføre for deres energibesparelsesaktiviteter, vil indgå som bidrag til den planlægning, som miljø- og energiministeren varetager.

Endvidere vil planlægningen kunne styrke samarbejdet med de lokale energibesparelsesaktiviteter, som bl.a. foregår gennem Agenda 21-arbejdet, jf. bemærkningerne til kap. 3 om de lokale Energispareudvalg.

Ifølge stk. 2 lader miljø- og energiministeren endvidere udarbejde periodiske redegørelser for planlægningen. Dette er en videreførelse af praksis, hvor ministeren har fremlagt energipolitiske redegørelser for bl.a. energibesparelsesaktiviteterne med regelmæssige mellemrum. Det er hensigten, at denne redegørelse skal udarbejdes årligt i september måned. Redegørelsen, som skal belyse de emner, som også omfattes af planlægningen efter stk. 1, skal medvirke til at skabe rammer for den energipolitiske debat i Folketinget og for udmøntningen af nye konkrete initiativer.

Endvidere fastsætter miljø- og energiministeren ifølge stk. 3 målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser og vurderer, om der er behov for nye initiativer for at gennemføre energibesparelser for at opnå disse målsætninger. Bestemmelsen skal sikre, at der i overensstemmelse med de i lovens § 1 nævnte formål bliver fastlagt retningslinier for, hvorledes energibesparelserne kan medvirke til at opfylde de nationale og internationale energipolitiske mål.

Målsætningerne skal fastlægges for energibesparelser i de enkelte sektorer, og de vil især fokusere på sektorer af særlig betydning for energiforbrugets udvikling eller sektorer, hvor der er særligt behov for en forøgelse af indsatsen. Miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte målsætningerne i forbindelse med fremlæggelsen af en redegørelse som nævnt i stk. 2 eller som et led i den energipolitiske debat i øvrigt om gennemførelsen af nationale eller internationale handlingsplaner.

Miljø- og energiministeren skal ifølge stk. 1 holde et af Folketinget udpeget udvalg i praksis Folketingets Energipolitiske Udvalg - underrettet om alle væsentlige forhold vedrørende udviklingen i landets energiforbrug. Dette indebærer, at udvalget skal orienteres om forhold, der har betydning for den energipolitiske debat, herunder om prognoser for opfyldelsen af målsætningerne på energibesparelsesområdet og om strategier og væsentlige konkrete initiativer for at realisere målene. Bestemmelsen, som afspejler hidtidig praksis, svarer til § 3 i elforsyningsloven.

Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren anmode et af ministeren nedsat udvalg om en udtalelse om planlægningen, som udarbejdes som nævnt § 4, og om forhold af betydning for prioriteringen og gennemførelsen af energibesparelsesaktiviteter i øvrigt. Der sigtes til Energimiljørådet, som er et rådgivende udvalg med repræsentation af forskellige samfundsmæssige interesser på energiområdet, og som er nedsat af miljø- og energiministeren med henblik på at rådgive denne om energipolitiske forhold.

Ifølge stk. 1 skal miljø- og energiministeren sikre, at energibesparelsesaktiviteterne bliver planlagt og gennemført så effektivt som muligt i overensstemmelse med lovens formål, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 1. Til opfyldelse heraf kan der særligt tages initiativer som nævnt i nr. 1-3.

Ifølge bestemmelsens nr. 1 kan miljø- og energiministeren iværksætte uvildige evalueringer af energibesparelsesaktiviteter. Evalueringen, som gennemføres af uvildige sagkyndige, der udvælges efter bestemmelserne om udbud af offentlige tjenesteydelser, kan angå aktiviteter hos alle aktører på energibesparelsesområdet. Det er hensigten, at energibesparelsesaktiviteter i de kollektive energiforsyningsvirksomheder skal kunne evalueres på tværs af de enkelte forsyningsformer for at sikre et samlet overblik over effekten.

Endvidere kan miljø- og energiministeren ifølge nr. 2 sikre oprettelsen af videncentre, databaser o.l. om energibesparelser, herunder med henblik på at få overblik over energieffektive teknologier, resultater og erfaringer fra gennemførte aktiviteter m.v.

Endelig kan miljø- og energiministeren ifølge nr. 3 fremme indgåelsen af aftaler mellem erhvervsvirksomheder, forbrugere eller sammenslutninger af disse om udvikling, markedsføring eller indførelse af energieffektive produkter, anlæg eller processer.

Miljø- og energiministeren vil således kunne tage initiativ til, at de nævnte parter indgår aftaler, der fremmer markedsføringen og udbredelsen m.v. af energieffektive produkter, anlæg eller processer, således at disse får et markedsgennembrud. Tillige vil ministeren kunne tage initiativ til, at grupper af brugere indgår aftaler eller hensigtserklæringer om kun at ville anskaffe særligt energieffektive produkter m.v. Disse produkter m.v. vil blive udvalgt efter saglige, rimelige og ikke-diskriminerende kriterier. Miljø- og energiministerens bistand ved aftalernes indgåelse vil ikke indebære økonomiske forpligtelser for ministeren.

Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder skal medvirke ved gennemførelse af evalueringer eller oprettelse af databaser og videncentre, jf. bemærkningerne til stk. 1, nr. 1 og 2, i rimeligt omfang. Virksomhederne skal herunder kunne bidrage med informationer, som er tilgængelige, og yde en medfinansiering, som står i forhold til den nytte, som informationerne vil have for disse virksomheders lovpligtige energibesparelsesaktiviteter. Endvidere kan der gives påbud til virksomhederne om de nævnte aktiviteter. Kollektive energiforsyningsvirksomheders omkostninger ved gennemførelse af bestemmelserne i § 6 vil kunne indregnes i deres forbrugerpriser som nødvendige omkostninger.

Ved §§ 7-12 skabes der rammer for det lokale samarbejde om energibesparelsesaktiviteter, og især om de kollektive energiforsyningsvirksomheders rolle og forpligtelser. Der oprettes således lokale Energispareudvalg, som skal sikre en lokal koordinering af energibesparelsesaktiviteter i kollektive energiforsyningsvirksomheder og samspillet med kommuner og andre lokale interessenter, herunder deltagerne i det lokale Agenda 21-arbejde.

Ved en nylig ændring af lov om planlægning (lov nr. 110 af 15. februar 2000) er der skabt rammer for organiseringen af det lokale Agenda 21-arbejde. Ved lovændringen er amtsråd og kommunalbestyrelser således blevet pålagt bl.a. at offentliggøre en redegørelse for deres strategi for amtskommunens, henholdsvis kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede med oplysninger om, hvordan der skal arbejdes helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet, og hvordan befolkningen, virksomheder, organisationer og foreninger vil blive inddraget i arbejdet (lokal Agenda 21).

Ifølge stk. 1 skal der oprettes lokale Energispareudvalg, som har til formål at diskutere initiativer til at fremme energibesparelser i lokalområdet. Udvalgene skal således forhandle om koordineringen af energibesparelsesaktiviteter mellem kollektive energiforsyningsvirksomheder og mellem disse og andre relevante parter, herunder kommuner og deltagere i det lokale Agenda 21-arbejde.

Hensigten med bestemmelserne om oprettelsen af udvalgene er at sikre, at der bliver skabt rammer om den lokale koordinering af indsatsen for energibesparelser. Udvalgene kan, hvis der er flertal herfor, anbefale en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at gennemføre konkrete energibesparelsesaktiviteter, jf. bemærkningerne til § 10, stk. 1. Under visse betingelser, jf. bemærkningerne til § 10, stk. 3, kan miljø- og energiministeren pålægge virksomheden at efterkomme anbefalingen.

Det påhviler ikke Energispareudvalgene at træffe bindende beslutninger på deltagernes vegne på de nævnte områder. Udvalgene skal ved forhandling arbejde for, at de lovpligtige energibesparelsesaktiviteter i forsyningsvirksomhederne bliver iværksat og koordineret effektivt, og sikre sammenhængen mellem disse aktiviteter og aktiviteter i kommunerne og i Agenda 21-arbejdet. Videre skal udvalgene mere generelt drøfte mulighederne for energibesparelser i lokalområdet og overveje, hvilke initiativer der bør iværksættes, og herunder også diskutere eventuelle fælles aktiviteter.

Energispareudvalgenes virksomhed vil være omfattet af bestemmelserne i offentlighedsloven og forvaltningsloven, da deres oprettelse og virksomhed er fastsat ved lov.

Ved oprettelsen af udvalgene skal det tilsigtes, at udvalgenes geografiske områder er hensigtsmæssige, og at repræsentationen af deltagerne er alsidig og egnet til at fremme udvalgenes formål.

Udvalgene skal dække lokalområder af en vis størrelse, således at udvalgsstrukturen ikke bliver for uoverskuelig. Det er ikke hensigten at inddele udvalgenes områder fra centralt hold på forhånd. Energiforsyningsvirksomheder og eventuelt kommuner og andre interesserede deltagere skal så vidt muligt selv kunne organisere de enkelte udvalg ud fra deres vurderinger af de lokale behov og under hensyn til lokale netværk og kontakter. Der er allerede i dag en række steder etableret lokale samarbejder f.eks. omkring de kollektive energiforsyningsvirksomheders fælles rådgivningscentre, og det vil være hensigtsmæssigt at bygge videre herpå.

Deltagerkredsen i Energispareudvalgene fremgår af stk. 2-4. Det er vigtigt, at udvalgene får en bred sammensætning også af kommuner og interesserede organisationer, således at disse kan præge arbejdet og tilføre deres ekspertise. Samtidig skal de kollektive energiforsyningsvirksomheder i området have en fyldestgørende repræsentation under hensyn til, at udvalgene skal kunne fungere som koordinationsforum for disse.

Ifølge stk. 2 skal kollektive energiforsyningsvirksomheder deltage i oprettelsen og driften af Energispareudvalg. Det påhviler således de kollektive energiforsyningsvirksomheder inden for elektricitet, naturgas og fjernvarme at forhandle på lokalt plan om oprettelsen af udvalgene og deltage i udvalgenes arbejde. Der vil være behov for, at forsyningsvirksomheder, som dækker større forsyningsområder (herunder især naturgasvirksomheder) deltager i flere lokale Energispareudvalg, og også i andre tilfælde kan dette være hensigtsmæssigt. Vedrørende pålæg til kollektive energiforsyningsvirksomheder om at deltage i et udvalg henvises til bemærkningerne til § 8, stk. 1.

Ifølge stk. 3 skal kommunerne følge arbejdet i udvalgene med henblik på at sikre sammenhængen med det lokale Agenda 21-arbejde, jf. i øvrigt de indledende bemærkninger til kap. 3. Med kommuner sigtes til primærkommuner og amtskommuner.

Det er hensigten, at kommunerne skal sikre en dialog og erfaringsudveksling mellem udvalgene og det lokale Agenda 21-arbejde og i øvrigt formidle deres viden og kompetence om energibesparelser. En række kommuner har allerede taget initiativer på energi- og miljøområdet bl.a. i forbindelse med det lokale Agenda 21-arbejde. Kommunerne vil også kunne bidrage til udvalgenes arbejde vedrørende energibesparelser i kommunens institutioner, jf. bemærkningerne til kapitel 5. Det fremgår videre af bestemmelsen, at hvis en kommune anmoder herom, skal udvalget optage kommunen som medlem, dvs. på lige fod med øvrige medlemmer.

Det må forventes, at der vil blive etableret flere Energispareudvalg inden for hver amtskommunes område. Da kommune- og forsyningsgrænser ofte ikke er sammenfaldende, kan primærkommuner efter omstændighederne følge arbejdet eller blive deltagere i flere udvalg.

Desuden optager udvalgene efter anmodning erhvervsvirksomheder og erhvervs-, forbruger- og miljøorganisationer som medlemmer med henblik på at tilgodese en alsidig og saglig repræsentation, jf. stk. 4. Med erhvervsvirksomheder sigtes bl.a. til elleverandører, herunder de forsyningspligtige virksomheder, vandforsyningsvirksomheder og andre virksomheder, som har berøring til energiområdet og er interesserede i at deltage. Også lokale forbruger- og miljøorganisationer, boligorganisationer og erhvervsorganisationer, som har vist aktiv interesse for arbejdet omkring energibesparelser, vil kunne blive repræsenteret i udvalgene, herunder foreninger og organisationer, som samarbejder med kommuner i det lokale Agenda 21-arbejde.

Det er hensigten, at udvalgene skal optage de nævnte parter med henblik på at tilgodese en alsidig og saglig repræsentation. Det er en forudsætning for optagelse, at de pågældende må anses for kvalificerede i kraft af deres sagkundskab og deres konkrete deltagelse i lokale energibesparelsesaktiviteter. Udvalgene vil kunne afvise at optage parter, der ikke i tilstrækkelig grad opfylder disse kvalifikationer, og herunder kan der tillige lægges vægt på, om optagelsen ville give udvalget en uhensigtsmæssig størrelse eller sammensætning. Om klage over udvalgenes afgørelser om optagelse henvises til § 20.

Ifølge stk. 5 skal Energispareudvalgene udarbejde og offentliggøre en årlig redegørelse om deres gennemførte og forventede aktiviteter, herunder en redegørelse for, hvilke initiativer udvalget har taget og vil tage for at samarbejde med kommuner og deltagere i det lokale Agenda 21-arbejde.

Redegørelserne skal give en status for udvalgets arbejdsopgaver og pege på nye indsatsområder og samarbejdsflader. Endvidere forventes det, at processen omkring redegørelsen i sig selv vil bidrage til diskussionen og skabe øget dynamik i arbejdet i udvalgene. Tillige vil der kunne peges på behovet for koordinering med forsyningsvirksomheder og andre aktører uden for udvalgets geografiske område eller behovet for landsdækkende initiativer og statslige virkemidler.

Miljø- og energiministeren kan med hjemmel i § 8, stk. 4, bl.a. fastsætte regler om indholdet af redegørelsen og om offentliggørelse af denne.

Miljø- og energiministerens rolle ved oprettelsen af Energispareudvalg vil i første omgang være at formidle og fremme deltagernes egen proces ved vejledninger, forhandlinger med relevante parter o.l. Bestemmelserne i stk. 1-3 giver imidlertid ministeren mulighed for at sikre, at udvalgene bliver etableret og får rimelige rammer.

Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren således give påbud til kollektive energiforsyningsvirksomheder om at indtræde i et Energispareudvalg. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det er obligatorisk for disse at deltage i udvalgsarbejdet, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 7, stk. 1.

Endvidere kan miljø- og energiministeren ifølge stk. 2, hvis det anses for nødvendigt for at sikre gennemførelsen af lovens formål, fastsætte regler om, at kommuner skal deltage i Energispareudvalgene i nærmere angivet omfang. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at det som udgangspunkt er frivilligt for kommunerne at være egentlige medlemmer af udvalgene, jf. § 7, stk. 3. Der vil således kunne fastsættes regler om, at kommunerne skal deltage i udvalgene som ordinære medlemmer, hvis det findes nødvendigt for at sikre sammenhængen og koordineringen i udvalgene. Tillige kan der fastsættes bestemmelser om, i hvilket omfang kommunerne skal følge udvalgsarbejdet som nævnt i § 7, stk. 3.

Endelig kan miljø- og energiministeren ifølge stk. 3 påbyde, at et Energispareudvalgs opgaver skal varetages af et andet udvalg. Dette kan blive aktuelt, hvis et udvalg uanset påtale i væsentligt omfang ikke har opfyldt sine opgaver, eller hvis den geografiske struktur i udvalgene viser sig uhensigtsmæssig.

Bestemmelserne i stk. 1-3 forudsættes alene brugt, hvis det ikke er muligt at sikre en effektiv opbygning og drift af Energispareudvalgene ved forhandling med de berørte parter og deres organisationer.

Stk. 4 indeholder bemyndigelser til miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om Energispareudvalgenes oprettelse og funktion. Der kan således fastsættes regler om oprettelsen, afgrænsningen og sammensætningen af udvalgene og om deres udførelse af opgaverne. Endvidere vil der kunne fastsættes regler om samarbejdet mellem virksomhederne og kommuner m.v. Ved fastsættelse af en standard-forretningsorden for udvalgene kan der udstikkes rammer for udvalgenes sammensætning og optagelse af deltagere og for de interne ledelsesforhold, herunder rammer for, hvilke parter der skal have bestemmende indflydelse.

Det er hensigten at åbne op for lokale initiativer ved organiseringen af udvalgsarbejdet, således at der alene vil blive fastsat regler i det omfang, der viser sig behov herfor.

Bestemmelserne om anmeldelse til miljø- og energiministeren af aftaler og forretningsordener for Energispareudvalgene og anmeldelse af senere ændringer heri skal sikre offentligt indseende med udvalgenes ledelsesregler og opbygning.

Fordelingen af omkostninger ved udvalgenes funktion omhandles i stk. 1. Hver deltager i et Energispareudvalg skal afholde de omkostninger, som er forbundet med vedkommendes egen deltagelse. Udvalgenes sekretariatsudgifter afholdes i fællesskab af de deltagende kollektive energiforsyningsvirksomheder i forhold til deres repræsentation i udvalgene, omsætning eller andre faste kriterier. Det er hensigten, at udvalgene skal fungere enkelt og ubureaukratisk. Sekretariatsfunktionerne vil i alt væsentligt kun omfatte forberedelse og afholdelse af møder til drøftelse af de emner, som er nævnt i § 7, stk. 1, samt udarbejdelse og offentliggørelse af en årlig beretning om udvalgets virksomhed, jf. § 7, stk. 5. De kollektive energiforsyningsvirksomheders nødvendige omkostninger ved sekretariatsfunktionen vil kunne indregnes i deres forbrugerpriser som nødvendige omkostninger.

Miljø- og energiministeren vil i medfør af stk. 2 kunne fastsætte regler om udvalgenes regnskabsaflæggelse og om beregningen af sekretariatsomkostninger. Der kan bl.a. fastsættes principper for, hvilke aktiviteter der kan indgå i sekretariatsarbejdet og fordelingen heraf på virksomhederne samt maksima for omkostningerne.

Kollektive energiforsyningsvirksomheder skal ifølge stk. 1 ved planlægningen og gennemførelsen af deres lovpligtige energibesparelsesaktiviteter så vidt muligt inddrage anbefalinger fra det Energispareudvalg, som de er tilknyttet. Energispareudvalgene skal således, hvis forholdene taler for det, kunne give anbefalinger til kollektive forsyningsvirksomheder om at tage aktiviteter op eller koordinere med andre aktiviteter. Anbefalingerne kan rettes til deltagere i det pågældende udvalg og efter omstændighederne også til energiforsyningsvirksomheder i andre tilgrænsende områder, hvis det anses for påkrævet af hensyn til en effektiv koordinering.

De kollektive energiforsyningsvirksomheder udfører deres energibesparelsesaktiviteter inden for de rammer, som lovgivningen opstiller, dvs. bestemmelserne om energirådgivning i elforsyningsloven og forslagene til naturgasforsyningslov og lov om ændring af varmeforsyningsloven. Det følger af disse bestemmelser, at aktiviteterne skal planlægges og prioriteres efter miljømæssige og samfundsmæssige kriterier og i overensstemmelse med rammer, som miljø- og energiministeren udstikker. Virksomhederne skal således i videst mulige omfang inddrage udvalgenes anbefalinger ved planlægningen og gennemførelsen af aktiviteterne, men de er ikke forpligtet til at følge anbefalinger, som må anses for at være økonomisk eller teknisk uforsvarlige eller i øvrigt urimeligt byrdefulde, eller som ligger uden for de rammer, som følger af de nævnte love.

Bestemmelsen i stk. 2 skal sikre, at forsyningsvirksomhederne gennemfører velbegrundede forslag fra udvalgene om at iværksætte konkrete aktiviteter eller om at koordinere deres aktiviteter. Ifølge denne bestemmelse kan miljø- og energiministeren efter anmodning fra et Energispareudvalg påbyde en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at gennemføre energibesparelsesaktiviteter i hel eller delvis overensstemmelse med anbefaling fra et Energispareudvalg, hvis virksomheden i væsentligt omfang tilsidesætter anbefalinger fra udvalget, som må anses for saglige og rimelige. Det er således en betingelse for at give påbud, at anbefalingerne ligger inden for de rammer, som er nævnt i bemærkningerne til stk. 1.

Det antages, at spørgsmål om indsatsen og koordineringen af aktiviteterne sædvanligvis vil blive løst ved forhandlinger mellem parterne i et Energispareudvalg.

Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder efter anmodning skal udlevere oplysninger om energiforbrug m.v. til et Energispareudvalg. Det vil bl.a. dreje sig om oplysninger om forbrug for nærmere angivne lokalområder eller forbrugskategorier. Det forudsættes, at der er tale om oplysninger, som kan anses for nødvendige for de opgaver, som henhører under udvalgene. Sædvanligvis kan en virksomhed kun pålægges at udlevere oplysninger til det udvalg, som virksomheden er tilknyttet, med mindre der er tale om aktiviteter, der naturligt dækker et større område.

Bestemmelserne i §§ 11 og 12 om etablering af samarbejder og udbud af aktiviteter skal sikre, at de kollektive energiforsyningsvirksomheder tilrettelægger og gennemfører deres energibesparelsesaktiviteter effektivt, især ved permanente organisationsformer såsom Energisparecentre. Bestemmelserne angår således den generelle organisering af forsyningsvirksomhedernes arbejde for energibesparelser, mens bestemmelserne i §§ 7-10 angår tilrettelæggelsen og koordineringen af konkrete aktiviteter.

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om lovpligtige energibesparelsesaktiviteter i kollektive energiforsyningsvirksomheder i elforsyningsloven og forslagene til lov om naturgasforsyning og om ændring af varmeforsyningsloven. Bestemmelserne om samarbejde, herunder bestemmelsen om, at der kan gives påbud om samarbejde, jf. § 11, stk. 2, tager især sigte på tværgående samarbejde mellem virksomheder inden for el-, gas- og fjernvarmeforsyningen. Ifølge forslagene til lov om naturgasforsyning og lov om ændring af varmeforsyningsloven kan ministeren give påbud om samarbejde med andre virksomheder i samme kategori. Påbudsbestemmelsen har desuden betydning på elområdet, hvor der ikke i elforsyningsloven er en bestemmelse om påbud af denne art. Bestemmelsen i § 12 om påbud om at udbyde aktiviteter har betydning for alle 3 områder.

De nævnte forhold ventes som udgangspunkt løst gennem det praktiske samarbejde i de lokale Energispareudvalg, eventuelt ved forhandling med miljø- og energiministeren. Bestemmelserne om påbud vil blive anvendt, hvis det må anses for godtgjort, at virksomheden ikke ved egne ressourcer kan tilbyde de lovpligtige aktiviteter tilstrækkelig effektivt og økonomisk forsvarligt, og hvis en forhandlingsløsning ikke har kunnet findes. Det vil især være tilfældet ved små forsyningsvirksomheder med begrænset økonomisk kapacitet og begrænsede muligheder for at opbygge egen ekspertise på området.

Ifølge stk. 1 skal kollektive energiforsyningsvirksomheder med henblik på at fremme lovens formål samarbejde om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af deres lovpligtige energibesparelsesaktiviteter, herunder ved at etablere fælles lokale Energisparecentre eller andre former for lokale eller landsdækkende samarbejder.

Der er allerede visse steder etableret fælles lokale Energisparecentre mellem kollektive energiforsyningsvirksomheder, i nogle tilfælde også med miljøorganisationer og andre som deltagere. Derved tilbydes der en samlet, enstrenget energirådgivning inden for flere forsyningsformer, ligesom der i visse tilfælde er kontakt f.eks. til vandforsyningen. Andre samarbejdsformer kan være at ansætte fælles sagkyndigt personale eller ekstern sagkyndig bistand eller etablering af forskellige former for landsdækkende samarbejde, herunder fælles sekretariater eller andre samarbejdsorganer til at gennemføre energibesparelseskampagner, opbygning af fælles databaser o.l.

Som udgangspunkt overlades oprettelsen af samarbejde til pågældende energiforsyningsvirksomheders initiativ, og oprettelsen kan naturligt forberedes i Energispareudvalgene. Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 2 påbyde en eller flere kollektive energiforsyningsvirksomheder at deltage i et samarbejde som nævnt i stk. 1, hvis det anses for nødvendigt for at gennemføre lovens formål. Påbud vil være betinget af, at det pågældende samarbejde må antages at give væsentlige fordele med hensyn til en effektiv og samlet energirådgivning. I påbuddet vil de forpligtelser, som pålægges den enkelte virksomhed som et led i samarbejdet, blive fastlagt.

Bestemmelserne indeholder ikke krav om, at de deltagende kollektive forsyningsvirksomheder skal optage kommuner, organisationer m.v. som deltagere i Energisparecentre o.l.

Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om det i stk. 1 nævnte samarbejde, herunder rammer for, hvilke former for samarbejde der kan etableres o.l.

Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren, hvis det anses for nødvendigt for at gennemføre lovens formål, påbyde en kollektiv energiforsyningsvirksomhed at udbyde gennemførelsen af lovpligtige energibesparelsesaktiviteter til kvalificerede virksomheder, organisationer o.l.

Om betingelserne for påbud henvises til bemærkningerne til §§ 11 og 12 ovenfor. Udbud ventes kun anvendt i undtagelsestilfælde, hvis andre løsninger ikke kan opnås. Det påhviler herefter virksomheden at foretage udbudet og entrere med vinderen om vilkårene for dennes varetagelse af opgaven. Omkostningerne for forsyningsvirksomheden ved udbud og gennemførelse af aftalen kan indregnes i forbrugerpriserne efter prisbestemmelserne i lovgivningen, jf. bemærkningerne til § 3.

Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 2 fastsætte regler om udbud af energibesparelsesaktiviteter. Der vil bl.a. kunne fastsættes regler om betingelserne for at pålægge udbud og om gennemførelsen af disse.

Bestemmelserne i kapitel 4 angår energibesparelsesaktiviteter, som skal iværksættes i offentlige institutioner i bred forstand. De hidtidige bestemmelser om energibesparelser i det offentlige har været koncentreret om statslige institutioner. Reguleringen er sket ved cirkulærer som et led i de generelle instruktionsbeføjelser på det statslige område. Ved de nye bestemmelser skabes der rammer for en tilsvarende indsats i amtskommuner, kommuner og de institutioner på privatretligt grundlag, som er nævnt i § 14, stk. 1. Tillige kan bestemmelserne udstrækkes til offentlige virksomheder, jf. § 14, stk. 2.

De nye bestemmelser bygger videre på forskellige forpligtelser, som de offentlige institutioner allerede er underlagt: Offentlige bygninger med mere end 1500 m 2 udnyttet areal omfattes allerede af bestemmelserne om energimærkning i lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger. For så vidt angår en væsentlig del af bygningerne er der således allerede tilvejebragt nødvendige oplysninger om energiforbrug m.v., som institutionen vil kunne anvende ved udarbejdelsen af grønne energiregnskaber, planlægning af energibesparelser og de øvrige aktiviteter, hvorved ressourceforbruget i forbindelse med de nye bestemmelser må antages at blive forholdsvis beskedent.

Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren forhandle med de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. eller organisationer, der repræsenterer disse, om fastsættelsen af energibesparelsesaktiviteter og målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser i bygninger, anlæg, udstyr o.l., som institutionerne ejer eller lejer. Udgangspunktet er, at der skal fastsættes mål for besparelsesindsatsen i staten, amtskommuner og kommuner.

Forhandlingerne kan udmønte de målsætninger for energibesparelser, som miljø- og energiministeren kan udmelde ifølge § 4, stk. 3. Forhandlingerne vil kunne føre til bredere rammeaftaler om, at nærmere angivne mål skal opfyldes, eller til aftaler eller handlingsplaner om konkrete energibesparende foranstaltninger som nævnt i stk. 2, nr. 1-4. Forhandlingerne vil kunne tilrettelægges som samlede forhandlinger f.eks. med de kommunale og amtskommunale organisationer.

Bestemmelserne gælder for bygninger, anlæg, udstyr o.l., som de pågældende offentlige institutioner m.v. ejer eller lejer med henblik på at løse deres opgaver. Med anlæg sigtes til maskinelle, stationære anlæg, f.eks. rensningsanlæg. Udstyr omfatter mindre installationer og apparater i pågældende bygninger.

Ifølge stk. 2 og 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om nærmere angivne energ ibesparelsesaktiviteter i offentlige institutioner m.v. som nævnt i § 14. Disse bestemmelser vil blive anvendt, hvor forhandlinger som nævnt i stk. 1 ikke fører til et fyldestgørende resultat. Reglerne vil blive fastsat under hensyntagen til samfundsøkonomiske og miljømæssige forhold og de byrder, som pålægges de enkelte institutioner. Fastsættelsen af bestemmelserne vil blive forhandlet med de berørte statslige myndigheder, kommunale og amtskommunale organisationer og andre berørte parter.

Der kan således ifølge stk. 2 fastsættes regler om, at offentlige institutioner m.v. skal udføre energibesparelsesaktiviteter som nævnt i nr. 1-4 for bygninger, anlæg udstyr o.l, som de ejer eller lejer.

Ifølge nr. 1 kan offentlige institutioner m.v. ved bekendtgørelse pålægges at udarbejde grønne energiregnskaber, som skal indeholde en kortlægning af energiforbruget, dokumentation for gennemførte energibesparelser og handlingsplaner for energibesparelser. Handlingsplanerne skal indeholde en realistisk vurdering af energibesparelsesmuligheder, som er miljømæssigt og samfundsøkonomisk begrundede, med udgangspunkt i de i nr. 2 nævnte planer og kalkulationer. Regnskaberne skal være udviklingsskabende, idet de skal medvirke til indsamling af pålidelige, sammenlignelige data for forholdene i den offentlige sektor og samtidig skabe større bevidsthed hos vedkommende myndighed m.v. om mulighederne for at fremme energibesparelser.

De grønne energiregnskaber udarbejdes for den pågældende overordnede administrative enhed m.v. (f.eks. en kommune eller et ministerium) under ét. Oplysningerne i regnskaberne skal så vidt muligt systematiseres omkring sammenlignelige kategorier af bygninger, institutioner m.v.

Endvidere kan de offentlige institutioner m.v. i medfør af nr. 2 ved bekendtgørelse pålægges at udarbejde kalkulationer og planer for gennemførelse af energibesparelser. Miljø- og energiministeren vil kunne træffe nærmere bestemmelse om udarbejdelsen, herunder fastsætte frister for gennemførelsen og udmelde forudsætninger for kalkulationerne. Formålet er at sikre, at pågældende myndighed m.v. generelt bliver opmærksom på energibesparelsesmulighederne og får mulighed for at iværksætte en målrettet indsats f.eks. ved renoveringer af bygninger.

Kalkulationerne og planerne skal som udgangspunkt udarbejdes for de enkelte bygninger m.v. under hver myndighed. Miljø- og energiministeren vil dog kunne bestemme, at mindre bygninger m.v. skal undtages, jf. bemærkningerne til § 14, stk. 3. Det er hensigten, at de enkelte statslige og kommunale styrelser m.v. som udgangspunkt skal stå for kalkulationerne og planerne for deres bygninger og anlæg, og at resultaterne indsamles af den overordnede administrative enhed.

Derudover kan der fastsættes regler om, at offentlige institutioner m.v. skal fremme energibesparelser i forbindelse med indkøb, projektering og vedligeholdelse, jf. nr. 3. Heri ligger, at myndigheden m.v. skal inddrage hensynet til energibesparelser ud fra en afvejning af samfundsøkonomiske og miljømæssige forhold. Ved indkøb forstås enhver form for anskaffelse af produkter, apparater og anlæg til brug for myndigheden m.v. Endvidere skal myndigheden m.v. inddrage energimæssige forhold ved projekteringer af nybygninger og renoveringer af bygninger og anlæg eller sørge for, at den, der udfører projekteringen, tager tilsvarende hensyn hertil. Desuden skal myndigheden også inddrage energimæssige hensyn ved vedligeholdelse af bygninger og anlæg, herunder ved udskiftninger, moderniseringer m.v.

Endelig kan institutionerne ifølge nr. 4 ved bekendtgørelse pålægges at gennemføre energibesparelsesaktiviteter, når de omkostninger, som er forbundet med gennemførelsen, forventes at blive modsvaret af driftsbesparelser inden for kortere tid. Det er hensigten, at der skal kunne pålægges en forpligtelse til at gennemføre energibesparelser, som er samfundsmæssigt velbegrundede og samlet set ikke kan ventes at belaste pågældende myndigheds økonomi, idet de kan modsvares af driftsbesparelser inden for få år og kan finansieres fordelagtigt. Miljø- og energiministeren vil kunne fastsætte nærmere rammer herfor, herunder for tilbagebetalingstidens længde.

Ifølge stk. 3 kan det foreskrives, at grønne energiregnskaber skal indsendes til Energistyrelsen. Der vil tillige kunne fastsættes bestemmelser om, at institutionerne skal tage initiativ til offentliggørelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger med henblik på at skabe større bevidsthed omkring besparelsesmulighederne. Ifølge lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger skal myndighederne allerede fremlægge energimærke og energiplan for de enkelte bygninger for offentligheden. Det forudsættes således, at pågældende institution selv skal foretage det fornødne for offentliggørelsen, idet der vil kunne gives vide rammer for, hvorledes den enkelte institution kan løfte opgaven på en hensigtsmæssig måde.

I denne bestemmelse fastlægges, hvilke offentlige institutioner der omfattes af bestemmelserne i § 13. Den offentlige forvaltning, jf. stk. 1, svarer til det tilsvarende begreb i lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven, dvs. alle statslige eller kommunale forvaltningsmyndigheder i bred forstand.

Det følger videre af stk. 1, at nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning, under visse betingelser inddrages under bestemmelserne i § 13, såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens eller en kommunes vegne. Bestemmelsen svarer til bestemmelser i offentlighedsloven og forvaltningsloven, hvorved vedkommende minister kan bestemme, at de nævnte institutioner omfattes af bestemmelserne i disse love. Der vil være tale om virksomheder, der er organiseret på et privatretligt grundlag. Ved fastsættelsen af forpligtelser for denne kategori skal der tages fornødent hensyn til institutionernes ejermæssige og finansielle forhold.

Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren fastsætte regler om, at § 13 tillige gælder for virksomheder, der ejes af staten eller kommuner, eller hvor staten eller kommuner har bestemmende indflydelse. Med virksomhed sigtes til enhver form for erhvervsmæssig aktivitet uanset indhold eller selskabsform. Begrebet bestemmende indflydelse skal forstås på samme måde som i selskabslovgivningen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at en række offentlige aktiviteter i de senere år er udskilt som særlige virksomheder.

Bestemmelsen giver mulighed for at skabe fælles rammer om alle offentlige institutioner i bred forstand, og herunder også at sikre, at energibesparelsesaktiviteter i statslige virksomheder opretholdes, også efter at de bliver udskilt. På den anden side er det ikke hensigten at stille disse virksomheder ringere end andre virksomheder, hvor der er en konkurrencesituation, og derfor vil der ved udformningen af bestemmelser efter § 13 blive taget fornødent hensyn til virksomhedernes konkrete forhold.

Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om undtagelser fra bestemmelserne i § 13. Der vil kunne fastsættes regler om undtagelse af nærmere angivne kategorier af offentlige institutioner m.v. eller af bygninger, anlæg, udstyr o.l., som disse ejer eller lejer. Mindre bygninger, anlæg o.l. kan undtages ud fra en vurdering af deres betydning for energiforbruget og byrden ved at gennemføre bestemmelserne i § 13 for pågældende kategori.

Bestemmelserne i nærværende lovforslag afløser lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi, som ændret ved lov nr. 207 af 28. april 1993. Selve bestemmelserne om energimærkning fremgår af nærværende kapitel, mens oplysningspligt, straf m.v. fremgår af kapitel 7. Der indføres nye bestemmelser på nogle punkter, idet produktområdet er blevet udvidet, og mulighederne for indgriben mod ukorrekte oplysninger i mærkningen m.v. er blevet styrket.

Bestemmelserne gennemfører Rådets direktiv nr. 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger. Europa-Kommissionen har efterfølgende fastsat direktiver om energimærkning af en række husholdningsapparater (køleskabe og frysere og kombinationer heraf, vaskemaskiner, tørretumblere og kombinationer heraf, opvaskemaskiner og elektriske lyskilder), som er blevet gennemført ved bekendtgørelser, som er udstedt i henhold til den hidtil gældende lov.

Bestemmelserne gennemfører tillige Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO 2 -emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler. Bestemmelserne i direktivet er under gennemførelse i en bekendtgørelse med hjemmel i den gældende lov. Kompetencen på dette område er ved kongelig anordning overført til Trafikministeriet, og udstedelsen og administrationen af bekendtgørelsen er delegeret til Færdselsstyrelsen.

Disse bekendtgørelser opretholdes, til de erstattes af regler udstedt i henhold til nærværende lovforslag, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 23, stk. 3.

Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne produkter ved mærkning og på anden standardiseret måde skal være forsynet med oplysninger om energiforbrug og andre oplysninger af betydning for forbrugerne. Bestemmelserne vil ikke omfatte brugte produkter m.v., jf. stk. 5.

Der kan fastsættes mærkningsbestemmelser for nærmere bestemte produkter i forskellige kategorier. Energiforbrugende apparater, artikler, maskiner, anlæg og komponenter omfatter f.eks. apparater og artikler til brug i husholdninger, radio og TV og maskiner og udstyr til brug i erhvervsvirksomheder samt endvidere anlæg til en bygnings egen forsyning med energi (vandvarmere, brændere til centralfyr etc.). Der kan foreskrives mærkning af energiforbruget som helhed og såkaldte stand by-forbrug i delkomponenter af apparatet.

Produkter af betydning for energiforbruget i bygninger omfatter f.eks. ruder og vinduer, isoleringsmaterialer m.v., som ikke i sig selv er energiforbrugende, men som har betydning for bygningens varmetab o.l.

Bestemmelsen indebærer en udvidelse af hjemmelen i forhold til hidtil den gældende lov, idet også energiforbrugende maskiner, apparater m.v. i erhvervsvirksomheder samt produkter af betydning for bygningers energiforbrug inddrages under mærkningsordningen. Der er ikke på disse områder i dag gennemført fællesskabsbestemmelser om energimærkning, men Kommissionen forhandler med brancheorganisationer om frivillige energimærkningsordninger på forskellige områder. Endvidere forbereder Energistyrelsen en frivillig dansk energimærkningsordning for lavenergiruder.

Det er hensigten, at fremtidige regler om energimærkning skal udarbejdes inden for rammerne af eksisterende og kommende fællesskabsregulering.

Det vil være en betingelse for at fastsætte regler om energimærkning for produkter, at produktet har væsentlig betydning for energiforbruget, og at der er tale om et standardiseret produkt med en væsentlig udbredelse.

Produkter, der omfattes af energimærkning, skal foruden oplysninger om energiforbrug forsynes med oplysning om andre forhold af betydning for forbrugerne. Der kan således fastsættes bestemmelser om, at der skal gives oplysning om ressourceforbrug, ydeevne, apparatstøj o.l.

De oplysninger, som bliver foreskrevet, skal gives ved mærkning og på anden standardiseret måde, herunder ved standardiserede produktoversigter etc. Der vil i bestemmelser for de enkelte produkter blive fastsat, hvilke oplysninger der skal bringes, og hvorledes mærkningen m.v. skal udformes. Det vil påhvile leverandøren af produktet at tilvejebringe korrekte oplysninger om energiforbruget m.v. og stille oplysningerne til rådighed for forhandlere og annoncører. Ved leverandøren forstås producenten eller dennes repræsentant eller den, der importerer apparatet til Danmark eller fra dansk område markedsfører apparatet i andre lande i Den Europæiske Union.

Endvidere kan trafikministeren ifølge stk. 2 fastsætte tilsvarende bestemmelser om energimærkning af motorkøretøjer. Et EF-direktiv om forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO 2 -emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler er som ovenfor nævnt blevet vedtaget. I den forbindelse udøver trafikministeren de beføjelser, som i loven er tillagt miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om mærkning og dokumentation og om gennemførelse af kontrol m.v., jf. i øvrigt stk. 2.

Ifølge stk. 3 kan miljø- og energiministeren som et led i regler om energimærkning fastsætte, hvorledes de foreskrevne oplysninger skal meddeles til forbrugerne ved salg eller leje af produktet. Det kan således, jf. bestemmelsens nr. 1, foreskrives, at udstillede produkter på nærmere angivet måde skal forsynes med mærkning og ledsages af andre standardiserede oplysninger, herunder at kunden skal have adgang til at blive bekendt med skematiske oversigter over produkter o.l., hvor disse er foreskrevet. Det påhviler forhandleren at sørge for, at udstillede produkter skiltes tydeligt med korrekt mærkning m.v. Bestemmelsen omfatter produkter, som udstilles for forbrugerne i forretningslokaler, salgsudstillinger o.l.

Ifølge bestemmelsens nr. 2 kan der endvidere fastsættes regler om, at der skal gives nærmere angivne standardiserede oplysninger om energiforbrug m.v. ved fjernsalg af produktet eller i reklamer for produktet. Ved fjernsalg forstås aftale om salg eller leje, ifølge hvilken varen skal sendes til køberen, når sælgeren i katalog, brochure, annoncer eller andet læsbart medie har tilbudt at sende varen efter bestilling pr. telefon, brev eller andet læsbart medie, og køberen har afgivet bestilling på denne måde, jf. bestemmelserne om fjernsalg i lov om forbrugeraftaler og lov om mærkning og skiltning med pris m.v. Reklamer omfatter annoncering og reklamering for køb eller leje af produktet i trykte og andre læsbare medier i andre tilfælde end ved fjernsalg. Andre læsbare medier vil bl.a. omfatte meddelelser via edb.

Miljø- og energiministeren kan efter stk. 4 fastsætte regler om, at der skal tilvejebringes nærmere angivet teknisk dokumentationsmateriale for rigtigheden af de oplysninger, som er foreskrevet i stk. 1 og 3, på grundlag af metoder og standarder efter miljø- og energiministerens bestemmelse. Forpligtelserne vil påhvile leverandøren af produktet m.v.

Regler om energimærkning forudsætter, at der er fastlagt et objektivt grundlag for måling og prøvning af oplysningerne om energiforbrug m.v. De mærkningsregler, som er gennemført som opfølgning af EF-direktiver, hviler således på fælleseuropæiske eller internationale godkendte standarder.

Bestemmelserne skal sikre, at mærkningsordningerne og deres troværdighed ikke bliver modvirket. Produkter, der omfattes af energimærkning, må således ikke forsynes med anden mærkning eller lignende, der kan virke vildledende med hensyn til de foreskrevne oplysninger, jf. stk. 1. Endvidere må mærker og andre standardiserede skemaer o.l., der anvendes i en mærkningsordning, ifølge stk. 2 ikke anvendes på andre produkter, som ikke er omfattet af mærkningsordningen.

Bestemmelserne i § 17 angår kontrol af oplysningerne i energimærkningen. Ifølge stk. 1 fører miljø- og energiministeren eller den, som han bemyndiger hertil, tilsyn med, at bestemmelserne om energimærkning bliver overholdt. Med hjemmel i § 21 kan tilsynsmyndigheden tillige indhente fornødne oplysninger fra leverandører og forhandlere.

Som udgangspunkt baseres energimærkningen på fabrikantens egenkontrol, men tilsynsmyndigheden kan kontrollere, at mærkningen er korrekt. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 om tilsynsmyndighedens kontrolbeføjelser er nye. Tilsynsmyndigheden har således ifølge stk. 2, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation adgang til leverandørers eller forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage produkter m.v. til måling og kontrol af, om foreskrevne oplysninger om energiforbrug m.v. er korrekte. Hermed sigtes til oplysninger om energiforbrug og andre forhold af betydning for forbrugerne, som er foreskrevet i regler i henhold til § 15. Tillige vil der kunne udtages stikprøver til kontrol af udformningen af mærkningen m.v. Udtagningen af prøveeksemplarer vil ske efter tilsynsmyndighedens valg.

Kravet om adgang vil være begrænset til erhvervslokaler, dvs. lokaler til lager-, udstillingsbrug m.v., hvor det skønnes nødvendigt at kræve adgang. Det forudsættes, at adgang som regel aftales med virksomheden på forhånd, således at der alene kan kræves uanmeldt adgang, hvis det er nødvendigt for en effektiv gennemførelse af kontrol. Adgang til erhvervslokaler for at udtage produkter uden retskendelse vurderes at være den eneste effektive måde at gennemføre en stikprøvevis kontrol. Bestemmelserne om adgang finder anvendelse til kontrolformål, dvs. rutinemæssig stikprøvekontrol. Bestemmelserne giver ikke hjemmel til ved adgang til erhvervslokaler at foretage efterforskning af strafbare forhold. Sådan efterforskning skal i overensstemmelse med almindelige principper overlades til politiet.

Vedrørende adgangen til at anmode om bistand fra politiet henvises til stk. 3. Det fremgår videre af bestemmelsen, at miljø- og energiministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler herom. Regler om bistand ved prøveudtagning af motorkøretøjer, jf. § 15, stk. 2, forhandles tillige med trafikministeren.

Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 4 fastsætte regler om, at leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol.

Bestemmelsen i stk. 5 om, hvorefter leverandøren kan pålægges at berigtige nærmere angivne forhold, er ligeledes ny. Bestemmelsen finder anvendelse, når det påvises, at oplysninger, som skal bringes efter regler fastsat i medfør af § 15, er ukorrekte, eller at mærkning eller andre standardiserede forbrugeroplysninger ikke er udformet i overensstemmelse med forskrifterne (f.eks. mærkater i for lille størrelse). I så fald kan miljø- og energiministeren påbyde leverandøren af produktet m.v. at berigtige forholdene, hvoraf bl.a. følger, at leverandøren skal udarbejde og distribuere korrekte mærkninger og standardiserede vareoplysninger, korrigere det tekniske dokumentationsmateriale og fremsende korrekte mærkater m.v. til forhandlere af produktet med underretning om, at disse mærkater skal anvendes ved skiltning af udstillede produkter etc.

Et påbud om ændring af foreskrevne oplysninger er betinget af, at det kan anses for bevist, at oplysningerne er ukorrekte. Det forudsættes, at der er gennemført en forskriftsmæssig måling og kontrol af udtagne eksemplarer i overensstemmelse med gældende standarder, jf. bemærkningerne til § 15, stk. 4, og at den institution, som tilsynsmyndigheden udpeger til at foretage målingen og kontrollen, er godkendt hertil efter gældende fælles regler om akkreditering. Ved fælles EF-energimærkningsbestemmelser vil resultatet af tilsvarende procedurer i andre fællesskabslande kunne lægges til grund.

Ifølge bestemmelsen kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne kollektive energiforsyningsvirksomheder ved fastsættelse af deres priser skal fordele deres omkostninger mellem faste og variable tariffer under hensyntagen til at fremme energibesparelser. Formålet er at sikre, at betalingen for elektricitet, fjernvarme og naturgas så vidt muligt afspejler forbrugets størrelse, således at forbrugeren motiveres til at nedsætte energiforbruget.

Bestemmelsen skal supplere prisbestemmelserne i den i bemærkningerne til § 3 nævnte lovgivning om, at de nødvendige omkostninger skal bæres af forbrugerne. Inden for rammerne af disse bestemmelser kan forsyningsvirksomhederne i dag fordele omkostningerne på deres variable og faste tarifelementer efter generelle betragtninger over, hvorvidt omkostningerne kan henføres til anlægget eller driften. Derved er der reelt betydelig forskel på de to tarifelementers indbyrdes størrelse i de forskellige forsyningsvirksomheder.

Der vil kunne fastsættes regler om, hvilke elementer der skal kunne dækkes i de faste og de variable tariffer, eller regler om procentvise maksima for de faste tariffer. Endvidere kan det fastlægges, hvilke kategorier af virksomheder, der omfattes af bestemmelserne. Herunder kan der tages hensyn til forskelle i omkostningsstruktur, størrelse m.v. Af hensyn til økonomien i små fjernvarmeforsyninger vil der kunne fastsættes regler om, at disse helt eller delvist fritages fra bestemmelserne. Det er hensigten, at der skal fastsættes regler på området inden for ca. et år efter lovens vedtagelse. Der tilsigtes ikke en ændring i forsyningsvirksomhedens samlede provenu.

Tilsynet med overholdelsen af regler som nævnt i stk. 1 vil henhøre under Energitilsynet på linie med bestemmelserne om priser og betingelser i elforsyningsloven og forslagene til naturgasforsyningslov og lov om ændring af varmeforsyning, jf. bemærkningerne til § 3. Som et led i disse bestemmelser vil priser, der omfattes af § 18, og grundlaget for fastsættelsen af disse blive anmeldt til tilsynet.

Ifølge stk. 2 kan Energitilsynet give påbud om ændring af priser, som efter tilsynets vurdering må anses for at være i strid med bestemmelserne i de i stk. 1 nævnte regler. Bestemmelserne svarer til påbudsbestemmelser i den nævnte lovgivning.

Også bestemmelserne i stk. 3, hvorefter udgifterne til varetagelsen af Energitilsynets opgaver efter de ovennævnte bestemmelser betales af de virksomheder, som der føres tilsyn med, svarer til bestemmelser i den nævnte lovgivning.

Det følger af stk. 4, at Energitilsynets påbud efter stk. 2 kan påklages til Energiklagenævnet i overensstemmelse med bestemmelserne i § 20 om adgangen til at klage over andre afgørelser efter denne lov. Bestemmelserne i § 20 om bl.a. klagefrister og om, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om klageadgangen, finder også bestemmelse her. Disse bestemmelser svarer til bestemmelserne om klageadgang i de nævnte love.

Bestemmelsen i stk. 1 giver miljø- og energiministeren adgang til at bemyndige en institution under Miljø- og Energiministeriet eller en anden myndighed til at udøve ministerens beføjelser efter loven. Det forventes, at miljø- og energiministeren helt eller delvis vil henlægge sine beføjelser efter loven til Energistyrelsen.

Ifølge stk. 2 kan miljø- og energiministeren endvidere bemyndige en virksomhed eller en sagkyndig institution eller organisation til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende kontrol, registrering o.l. i henhold til loven. Formålet er at inddrage sagkyndig kompetence og etablere en fleksibel og enkel administration. Det vil f.eks. kunne dreje sig om kontrolopgaver af teknisk art ved energimærkning, men ikke adgangen til at udtage stikprøver efter § 17, stk. 2, eller træffe afgørelse som nævnt i § 17, stk. 5. Bestemmelserne om udbud af offentlige tjenesteydelser vil finde anvendelse på området.

Det følger af stk. 1, at afgørelser, som er truffet af miljø- og energiministeren efter loven eller regler udstedt i henhold til loven, kan indbringes for Energiklagenævnet., som er uafhængigt af ministeren, og som er nedsat i henhold til § 5, stk. 2, i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997 som ændret ved lov nr. 1107 af 29. december 1999. Tilsvarende gælder klager over afgørelser, truffet af trafikministeren, dvs. afgørelser vedrørende energimærkning af motorkøretøjer efter lovens kap. 5 eller regler udstedt i henhold til bestemmelserne i dette kapitel, samt afgørelser truffet af et Energispareudvalg om optagelse af medlemmer, jf. § 7, stk. 4.

Da det findes mest hensigtsmæssigt, afskæres ved stk. 2 muligheden for at indbringe en sag for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Ved stk. 3 fastsættes en klagefrist til ankenævnet på 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om afgørelsen er kommet frem. Klagen skal være kommet frem til Klagenævnet inden udløbet af klagefristen. Fristen udløber samme ugedag, som meddelelsen er nået frem, 4 uger senere. Når klagefristens sidste dag falder på en lørdag eller helligdag, bliver fristen forlænget til den påfølgende hverdag.

Ved bestemmelserne i stk. 4 bemyndiges vedkommende minister til at fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser som nævnt i stk. 1. Med vedkommende minister forstås trafikministeren, for så vidt angår energimærkning af motorkøretøjer, og miljø- og energiministeren, for så vidt angår øvrige afgørelser i henhold til loven eller regler udstedt i henhold til loven.

Ifølge nr. 1 kan der fastsættes regler om adgangen til at klage til Energiklagenævnet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne påklages til nævnet. Det forudsættes, at en række afgørelser kan afgøres endeligt i første instans. Det vil eksempelvis dreje sig om tilsynsmyndighedens afgørelser om, at ukorrekte oplysninger i energimærkning skal berigtiges (jf. bemærkningerne til § 17, stk. 5), idet afgørelsen vil bero på resultatet af en forskriftsmæssig måling og kontrol, udført af en akkrediteret institution efter fælles standarder, således at der ikke vurderes at være reelt behov for en efterprøvning. Tillige vil kredsen af klageberettigede kunne præciseres nærmere.

Bestemmelserne i nr. 2 om afskæring af den generelle administrative rekurs skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i § 19, stk. 1, hvorved miljø- og energiministerens , henholdsvis trafikministerens beføjelser til at træffe afgørelser i medfør af loven helt eller overvejende tænkes delegeret en institution under ministeriet eller andre myndigheder.

Klager over udbud, som foretages som led i gennemførelsen af aktiviteter efter loven, behandles efter de almindelige regler om klage over offentlige udbud.

Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 5 fastsætte regler om betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for ankenævnet. Herunder vil der bl.a. kunne fastsættes regler om gebyrets størrelse og beregning. Tillige kan ministeren fastsætte regler om nævnets sammensætning ved behandling af de her omhandlede klager. Derved kan det sikres, at nævnet i disse sager har den fornødne økonomiske og tekniske sagkundskab omkring energibesparelsesforhold.

Ifølge stk. 1 kan miljø- og energiministeren og Energiklagenævnet kræve, at de i bestemmelsen nævnte personer, virksomheder, myndigheder m.v. udarbejder og meddeler alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at varetage deres opgaver efter loven, herunder også oplysninger til brug ved afgørelsen af, om et forhold er omfattet af loven. Oplysningspligten omfatter bl.a. regnskaber, tekniske specifikationer, kontrakter m.v., uanset om de findes som dokumenter eller elektronisk lagrede data. Pligten omfatter tillige udarbejdelse af materiale, f.eks. statistikker eller indberetninger om salg af produkter m.v. af betydning for energibesparelser. Eksempelvis omfatter bestemmelsen mærkater, oversigter over apparattyper m.v. til brug for tilsynet med energimærkningen.

Miljø- og energiministeren kan ifølge stk. 2 fastsætte regler om, hvilke oplysninger der omfattes af stk. 1, og hvorledes oplysningerne skal meddeles. Der vil bl.a. kunne opstilles regler om, at nærmere angivne oplysninger skal indsendes på nærmere angivet måde eller på nærmere fastsatte tidspunkter.

§ 22 indeholder strafbestemmelser, som skal medvirke til at sikre lovens overholdelse. Bestemmelserne svarer til tilsvarende bestemmelser i anden tilsynslovgivning. Der kan således idømmes bøde for meddelelse af urigtige eller vildledende oplysninger, undladelse af at afgive oplysninger, manglende efterkommelse af nærmere angivne påbud, overtrædelse af mærkningsbestemmelserne i § 16 samt hindring af udtagelse af produkter til kontrol af energimærkning. Bestemmelserne finder anvendelse, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Lov nr. 224 af 28. maj 1982 om mærkning og oplysningspligt vedrørende forbrug af energi erstattes af bestemmelserne i denne lovs kapitel 5. Bestemmelserne i stk. 2 indebærer, at bekendtgørelser, der er fastsat i henhold til den nævnte lov, forbliver i kraft, indtil de afløses af bekendtgørelser i henhold til denne lov.

I lov nr. 485 af 12. juni 1996 om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger foretages 3 mindre ændringer, som har til formål på forskellig måde at sikre en mere hensigtsmæssig administration af den nævnte lov, herunder ved at indføre tilsvarende bestemmelser om klageadgang som i nærværende lovforslag. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at optage disse bestemmelser som en del af lovforslaget.

Til nr. 1

Ændringen indebærer, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om energikonsulenternes betaling til dækning af de i bestemmelsen nævnte myndighedsopgaver.

Energikonsulenterne varetager energimærkningen af bygninger i medfør af loven om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger. Energimærkningsordningen administreres af 2 registreringsudvalg for henholdsvis små og store ejendomme, som tager sig af efteruddannelse og anden generel servicering af konsulenterne, og som tillige udfører visse myndighedsopgaver (godkendelse af konsulenter, tilbagekaldelse af godkendelser og kontrol af kvaliteten af konsulenternes arbejde). Det er hensigten, at registreringsudvalgene skal hvile økonomisk i sig selv gennem betaling fra konsulenterne.

Den betaling, som udvalgene opkræver fra konsulenterne, medgår fortrinsvis til dækning af efteruddannelse o.l., og betaling for disse ydelser beror på et aftaleretligt forhold mellem udvalget og konsulenten.

Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at beløb til dækning af udvalgenes myndighedsopgaver kan opkræves som nævnt i bestemmelsen. Beløbet beregnes på grundlag af foregående års omkostninger til disse opgaver.

Til nr. 2

Loven om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger indeholder ikke bestemmelser om adgangen til at klage over registreringsudvalgenes afgørelser om godkendelse af energikonsulenter og inddragelse af godkendelser o.l. Udvalgenes afgørelser kan efter principperne for administrativ rekurs påklages i første instans til Energistyrelsen og i anden instans til Miljø- og energiministeriet.

Det anses for mest hensigtsmæssigt, at også klager på dette område henlægges til Energiklagenævnet. Bestemmelserne svarer til § 20 om klage over afgørelser efter nærværende lovforslag i øvrigt, og der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

I stk. 6 er indsat en bestemmelse, hvorefter nævnet kan indhente fornødne oplysninger fra myndigheder, energikonsulenter og bygningsejere. Bestemmelserne svarer med praktiske ændringer svarer til bestemmelserne om meddelelse af oplysninger til nævnet i § 21.

Til nr. 3

I forbindelse med, at der i øvrigt foretages ændringer i loven, er det fundet hensigtsmæssigt at ændre bestemmelsen om juridiske personers strafansvar, således at indholdet svarer til tilsvarende formuleringer i anden nyere lovgivning.

Note: Det bemærkes, at der i forhold til det fremsatte lovforslag er foretaget følgende rettelser i bemærkningerne:

I bemærkningerne til § 17, stk. 5 (side 28, 1. spalte, sidste afsnit) er ordet »korrekte« i 5. linje ændret til: »ukorrekte«.

I bemærkningerne til § 24, nr. 2, er sidste afsnit (side 31, 2. spalte, første afsnit), der lød:

»I stk. 6 er indsat en bestemmelse, hvorefter miljø- og energiministeren kan fastsatte regler om, at nævnet kan indhente oplysninger . . . . «, ændret til:

»I stk. 6 er indsat en bestemmelse, hvorefter nævnet kan indhente fornødne oplysninger . . . .«

Bilag 1

Bilag 1 Del. 1. Reform-opfølgningen Aftale mellem regeringen, Venstre, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti Med denne aftale fastlægges rammer og principper for implementeringen af EU´s gasdirektiv. Aftalen fastlægger endvidere de overordnede rammer for den fremtidige udvikling i varmeforsyningssektoren. Som opfølgning på elreformen fastlægger aftalen endvidere rammer for den videre tilrettelæggelse af biomasseaftalen, udligning af omkostningerne til den prioriterede produktion, energibesparelsesområdet samt Det Grønne Energimarked. Følgende afsnit udelades: Afsnit 1, naturgas, afsnit 2, varmeforsyning, afsnit 3, biomasseaftalen, afsnit 4, udligning af omkostningerne ved den prioriterede produktion, afsnit. 5, egenproducenters betaling til prioriteret strøm ag afsnit 7 om det grønne energimarked. 6. Energisparelovgivning Parterne er enige om de rammer og mål for energispareindsatsen, der fremgår af de følgende, men er ikke forpligtet med hensyn til konkrete virkemidler mv., som bl.a. vil blive fremlagt i de kommende energispareredegørelser. Energispareloven er første led i den styrkelse af besparelsesindsatsen, som er nødvendig for at begrænse udledningen af CO 2 og dermed sikre opfyldelsen af Danmarks mål om 20% CO 2 -reduktion i 2005 i forhold til 1988 og kravet om en 21% reduktion af drivhusgasser, som er Danmarks reduktionsforpligtelse som en del af EUs reduktion i forhold til Kyoto-protokollen. Lovgivningen skal være med til at fremme energibesparelser inden for de forskellige sektorer og dermed medvirke til at reducere energiforbruget og miljøbelastningen. Som led i styrkelsen af indsatsen fastsættes der konkrete mål for energibesparelser i de enkelte sektorer. De foretagne beregninger viser, at der i gennemsnit er behov for en reduktion af det endelige energiforbrug med 0,5% pr. år. Loven skal styrke planlægningen, koordineringen og prioriteringen af besparelsesindsatsen med henblik på at sikre, at de fastsætte mål nås på den mest effektive måde. Som led i planlægningen, der skal omfatte den samlede besparelsesindsats på tværs af sektorer, aktører og virkemidler, skal der gennemføres evalueringer af de forskellige initiativer mv. Del. 2. I forbindelse med den overordnede besparelsesplanlægning vil regeringen årligt i september måned fremlægge en redegørelse vedrørende energibesparelser. Den første redegørelse fremlægges i september år 2000. I forbindelse hermed, på baggrund af et tværministerielt udredningsarbejde, tilvejebringes en række nye virkemidler på energibesparelsesområdet, herunder forslag til en incitamentstruktur til fremme af energispareapparater, og forslag til hvordan de eksisterende midler skal udbygges. Som led i styrkelsen vil der blive udviklet nye virkemidler, som blandt andet vil inddrage Elsparefondens positive erfaringer. Samtidig vil der være tale om en flerleddet indsats, som retter sig bredt mod de forskellige energiforbrug (elektricitet, fjernvarme, naturgas, olie m.v.) og en række forskellige energiforbrugende sektorer: husholdninger, offentlige institutioner, erhvervsvirksomheder og transportområdet. De konkrete energisparemål fremgår af redegørelsen. Der vil også heri blive redegjort for hvordan de bemyndigelser, der indgår i loven, vil blive udmøntet. Energispareloven skaber rammer for oprettelse af lokale energispareudvalg, som skal være med til at koordinere og sikre effektivitet i de forskellige lokale aktørers energisparearbejde. Udvalgene skal bygge videre på det eksisterende samarbejde og tage udgangspunkt i det lokale behov. Samtidig skal udvalgene være med til at sikre effektivitet i det lokale energisparearbejde. Udvalgene vil typisk bestå af repræsentanter fra kommunerne, forsyningsselskaberne, grønne organisationer, beboergrupper mv. og de skal bl.a. understøtte det lokale Agenda 21-arbejde. Energispareloven skal være med til at øge energibesparelsesindsatsen i den offentlig sektor. De offentlige institutioner skal udvise god energimæssig adfærd og gå lidt foran. De offentlige institutioner kan dermed præge udviklingen og vise et godt eksempel. Staten, amter og kommuner bidrager med de fastsatte energisparemål. Energispareloven skal ses i sammenhæng med forsyningsselskabernes rolle på besparelsesområdet. Det fremgår af elforsyningsloven at netselskaberne skal fortsætte og forbedre deres energibesparelsesarbejde. Samtidig fastlægges det i lov om naturgasforsyning og i lov om ændring af varmeforsyningsloven, at naturgas- og fjernvarmeselskaber fremover skal arbejde for realisering af energibesparelser inden for deres områder. Disse besparelsesaktiviteter, som betales af forbrugerne, vil fremover være et centralt element i besparelsesarbejdet og ministeren skal sikre, at aktiviteterne er i overensstemmelse med de generelle energipolitiske målsætninger. Forsknings- og udviklingsindsatsen vedrørende energibesparelser styrkes i energiforsknings-programmet og i de af netselskaberne finansierede forsknings- og udviklingsaktiviteter. Planerne herfor indgår i de årlige energispareredegørelser. Energispareloven evalueres i 2001 samtidig med elreformaftalen.

Reform-opfølgningen Aftale mellem regeringen, Venstre, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti Med denne aftale fastlægges rammer og principper for implementeringen af EU´s gasdirektiv. Aftalen fastlægger endvidere de overordnede rammer for den fremtidige udvikling i varmeforsyningssektoren. Som opfølgning på elreformen fastlægger aftalen endvidere rammer for den videre tilrettelæggelse af biomasseaftalen, udligning af omkostningerne til den prioriterede produktion, energibesparelsesområdet samt Det Grønne Energimarked. Følgende afsnit udelades: Afsnit 1, naturgas, afsnit 2, varmeforsyning, afsnit 3, biomasseaftalen, afsnit 4, udligning af omkostningerne ved den prioriterede produktion, afsnit. 5, egenproducenters betaling til prioriteret strøm ag afsnit 7 om det grønne energimarked. 6. Energisparelovgivning Parterne er enige om de rammer og mål for energispareindsatsen, der fremgår af de følgende, men er ikke forpligtet med hensyn til konkrete virkemidler mv., som bl.a. vil blive fremlagt i de kommende energispareredegørelser. Energispareloven er første led i den styrkelse af besparelsesindsatsen, som er nødvendig for at begrænse udledningen af CO 2 og dermed sikre opfyldelsen af Danmarks mål om 20% CO 2 -reduktion i 2005 i forhold til 1988 og kravet om en 21% reduktion af drivhusgasser, som er Danmarks reduktionsforpligtelse som en del af EUs reduktion i forhold til Kyoto-protokollen. Lovgivningen skal være med til at fremme energibesparelser inden for de forskellige sektorer og dermed medvirke til at reducere energiforbruget og miljøbelastningen. Som led i styrkelsen af indsatsen fastsættes der konkrete mål for energibesparelser i de enkelte sektorer. De foretagne beregninger viser, at der i gennemsnit er behov for en reduktion af det endelige energiforbrug med 0,5% pr. år. Loven skal styrke planlægningen, koordineringen og prioriteringen af besparelsesindsatsen med henblik på at sikre, at de fastsætte mål nås på den mest effektive måde. Som led i planlægningen, der skal omfatte den samlede besparelsesindsats på tværs af sektorer, aktører og virkemidler, skal der gennemføres evalueringer af de forskellige initiativer mv.

I forbindelse med den overordnede besparelsesplanlægning vil regeringen årligt i september måned fremlægge en redegørelse vedrørende energibesparelser. Den første redegørelse fremlægges i september år 2000. I forbindelse hermed, på baggrund af et tværministerielt udredningsarbejde, tilvejebringes en række nye virkemidler på energibesparelsesområdet, herunder forslag til en incitamentstruktur til fremme af energispareapparater, og forslag til hvordan de eksisterende midler skal udbygges. Som led i styrkelsen vil der blive udviklet nye virkemidler, som blandt andet vil inddrage Elsparefondens positive erfaringer. Samtidig vil der være tale om en flerleddet indsats, som retter sig bredt mod de forskellige energiforbrug (elektricitet, fjernvarme, naturgas, olie m.v.) og en række forskellige energiforbrugende sektorer: husholdninger, offentlige institutioner, erhvervsvirksomheder og transportområdet. De konkrete energisparemål fremgår af redegørelsen. Der vil også heri blive redegjort for hvordan de bemyndigelser, der indgår i loven, vil blive udmøntet. Energispareloven skaber rammer for oprettelse af lokale energispareudvalg, som skal være med til at koordinere og sikre effektivitet i de forskellige lokale aktørers energisparearbejde. Udvalgene skal bygge videre på det eksisterende samarbejde og tage udgangspunkt i det lokale behov. Samtidig skal udvalgene være med til at sikre effektivitet i det lokale energisparearbejde. Udvalgene vil typisk bestå af repræsentanter fra kommunerne, forsyningsselskaberne, grønne organisationer, beboergrupper mv. og de skal bl.a. understøtte det lokale Agenda 21-arbejde. Energispareloven skal være med til at øge energibesparelsesindsatsen i den offentlig sektor. De offentlige institutioner skal udvise god energimæssig adfærd og gå lidt foran. De offentlige institutioner kan dermed præge udviklingen og vise et godt eksempel. Staten, amter og kommuner bidrager med de fastsatte energisparemål. Energispareloven skal ses i sammenhæng med forsyningsselskabernes rolle på besparelsesområdet. Det fremgår af elforsyningsloven at netselskaberne skal fortsætte og forbedre deres energibesparelsesarbejde. Samtidig fastlægges det i lov om naturgasforsyning og i lov om ændring af varmeforsyningsloven, at naturgas- og fjernvarmeselskaber fremover skal arbejde for realisering af energibesparelser inden for deres områder. Disse besparelsesaktiviteter, som betales af forbrugerne, vil fremover være et centralt element i besparelsesarbejdet og ministeren skal sikre, at aktiviteterne er i overensstemmelse med de generelle energipolitiske målsætninger. Forsknings- og udviklingsindsatsen vedrørende energibesparelser styrkes i energiforsknings-programmet og i de af netselskaberne finansierede forsknings- og udviklingsaktiviteter. Planerne herfor indgår i de årlige energispareredegørelser. Energispareloven evalueres i 2001 samtidig med elreformaftalen.

Versioner

1. 2000-03-29