Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelsescentre

GældendeVersion 2000-03-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/199912L00259@2000-03-30/da

Indhold
  1. Indledning

I lov om arbejdsmarkedsuddannelsescentre, jf. lovbekendtgørelse nr. 1005 af 20. november 1996, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes som stk. 4-7:

»Stk. 4. Arbejdsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne godkende, at to eller flere centre sammenlægges til et center, eller at et center sammenlægges med en erhvervsskole under hensyntagen til en hensigtsmæssig institutionsstruktur.

Stk. 5. Ved sammenlægning efter stk. 4 opløses institutionerne uden likvidation ved overdragelse af deres aktiver og gæld til den nye institution uden kreditorernes samtykke.

Stk. 6. Arbejdsministeren fastsætter regler, hvorefter aktieselskabslovens kapitel 15 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse på sammenlægninger efter stk. 4.

Stk. 7. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenlægning af institutioner.«

2. I § 13, stk. 1, ændres »kapitel 4« til: »kapitel 5«.

3. I § 15 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Arbejdsministeren kan i forbindelse med sammenlægning af to eller flere AMU-centre yde tilskud til kompensation i forbindelse med aftrapning eller bortfald af grundtilskud samt tilskud til ekstraordinære udgifter i forbindelse med sammenlægningen. Arbejdsministeren kan ligeledes yde tilskud i forbindelse med sammenlægning mellem AMU-centre og erhvervsskoler, hvis institutionen videreføres som et AMU-center.«

4. § 21, stk. 3, ophæves.

5. I § 28, ændres »23-25« til: »23-24« og »§ 30« til: »§ 17«.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2000.

Stk. 2. § 1, nr. 2, 4 og 5, træder først i kraft den 1. januar 2001.

På baggrund af de senere års skiftende økonomiske vilkår og vanskeligheder for nogle AMU-centre ved at tilpasse sig disse og på baggrund af de udfordringer, som AMU-centrene står overfor i forlængelse af reformen af voksen- og efteruddannelserne (VEU-reform) og finanslovsaftalerne for 1999 og 2000, har det været nødvendigt at overveje den fremtidige institutionsstruktur. Arbejdsmarkedsstyrelsen har derfor udarbejdet en institutionsredegørelse.

Redegørelsen har dels undersøgt, i hvilket omfang AMU-centrenes nuværende struktur er i stand til at løfte de nye udfordringer, som centrene står overfor - både på det uddannelsesmæssige område og det administrative område, og dels opstillet en række sigtelinier og perspektiver for AMU-centrenes fremtidige struktur.

Redegørelsens hovedkonklusion er, at der er nogle AMU-centre, som vil have vanskeligt ved fortsat at være bæredygtige både økonomisk, ledelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt. Redegørelsen konkluderer, at det ikke kan forventes, at disse centre vil kunne løfte de nye udfordringer som følge af VEU-reform og finanslovsaftaler, idet redegørelsen peger på, at centrene må have en vis minimumsstørrelse for at kunne løse fremtidens opgaver både økonomisk, ledelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt.

Endelig peger redegørelsen også på, at et mere intensiveret samarbejde eller sammenlægninger mellem institutioner skal forberedes grundigt. Centrene bør foretage nøje vurderinger af de strategiske sigtelinier med henblik på at sikre de nødvendige »komplementære kompetencer« eller sammenlignelige fordele vedr. uddannelsesudbud, geografisk nærhed, kerneområder og -brancher, ledelse, økonomi, kapacitet, målopfyldelse og service mv.

På baggrund af redegørelsen er AMU-centrene og deres bestyrelser gået i gang med drøftelser om den fremtidige centerstruktur, herunder drøftelser af et intensiveret samarbejde med andre centre eller andre uddannelsesinstitutioner. Den fremtidige centerstruktur er nemlig ikke kun et spørgsmål om at sammenlægge AMU-centre, men i lige så høj grad et spørgsmål om at intensivere samarbejdet både mellem AMU-centre og mellem AMU-centre og andre uddannelsesinstitutioner, fx erhvervsskoler. Ligesom der også skal være mulighed for sammenlægning med erhvervsskoler, i situationer hvor det må anses for mest hensigtsmæssigt set ud fra særlige lokale forhold.

Et intensiveret samarbejde mellem AMU-centre og andre uddannelsesinstitutioner vil kunne foregå inden for det allerede etablerede lokale skolesamarbejde, jf. denne lovs § 27. For at sikre at sammenlægninger kan foregå så enkelt som muligt, fastsætter lovforslaget som noget nyt regler herom.

Ud over at der med dette lovforslag er skabt enklere muligheder for at sammenlægge institutioner, er det fortsat afgørende, at det lokale skolesamarbejde intensiveres. Dette spørgsmål vil desuden være indeholdt i den fælles redegørelse, som arbejdsministeren og undervisningsministeren fremlægger i den kommende folketingssamling, således som det fremgår af finanslovsaftalen for 2000. Redegørelsen skal i følge aftalen blandt andet omhandle et styrket skolesamarbejde på lokalt plan, herunder nedbrydning af barrierer for lokale skolesammenlægninger på frivillig basis.

Endelig indeholder lovforslaget enkelte mindre ændringer i konsekvens af det samtidig fremsatte forslag til lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Lovforslaget vil umiddelbart efter fremsættelsen i Folketinget blive tilsendt Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne med henblik på, at rådets bemærkninger vil kunne indgå i Folketingets behandling af lovforslaget.

Sammenlægning af AMU-centre, herunder fastsættelse af regler herfor får ikke administrative og økonomiske konsekvenser. Midler til eventuelle ekstra tilskud til centrene i forbindelse med sammenlægninger tilvejebringes ved intern omdisponering inden for Arbejdsministeriets ramme.

Lovforslaget har ingen administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/ Mindreudgifter Negative konsekvenser/ Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse har til formål at lette mulighederne for at sammenlægge centre og indeholder enklere regler om fremgangsmåde ved sammenlægning, idet det i øvrigt i aftalen om finansloven for 2000 (VEU-reformen) er understreget, at man bør arbejde for at nedbryde barrierer for frivillige lokale skolesammenlægninger.

I følge den foreslåede § 2, stk. 4, kan arbejdsministeren efter indstilling fra bestyrelserne godkende, at to eller flere centre sammenlægges. Forslaget indeholder desuden mulighed for sammenlægning med en erhvervsskole under hensyntagen til en hensigtsmæssig institutionsstruktur.

Sammenlægningen sker i følge stk. 5 uden forudgående nedlæggelse af de deltagende institutioner, således at den nye institution, der fremkommer som følge af sammenlægningen, overtager såvel forpligtelser som rettigheder fra de institutioner, der indgår i sammenlægningen. Samtidig sker sammenlægningen uden samtykke fra institutionernes kreditorer. Bestemmelsen fraviger således det almindelige formueretlige princip om, at debitorskifte kræver samtykke. Tilsvarende regler er fastsat i aktieselskabsloven.

For at sikre kreditorerne en betryggende sikkerhed fastsætter arbejdsministeren i følge stk. 6 regler, hvorefter aktieselskabslovens kapitel 15 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse ved disse sammenlægninger. Der kan blandt andet blive tale om at fastsætte regler om, at ledelsen i de deltagende institutioner skal udarbejde en redegørelse om sammenlægningen, ligesom det vil kunne pålægges revisorerne i de deltagende institutioner at afgive erklæring om, hvorvidt sammenlægningen kan antages at medføre en forringelse af muligheden for fyldestgørelse af kreditorerne i de ophørende institutioner.

Centrenes vedtægter vil blive bragt i overensstemmelse med ovennævnte, således at vedtægterne også kommer til at indeholde bestemmelser om forhold i forbindelse med sammenlægning, ligesom de i dag indeholder bestemmelser om formueopgørelse og nedlæggelse (likvidation).

For at sikre en hensigtsmæssig institutionsstruktur, som både tilgodeser, at institutionerne er bæredygtige, og som sikrer, at brugerne har en vis nærhed til institutionerne, vil arbejdsministeren efter stk. 7 kunne fastsætte vilkår for sammenlægning af institutioner. Det kan fx være krav om, at der er foretaget de nødvendige analyser forud for beslutningen om sammenlægning eller krav om dokumentation for, at den sammenlagte institution er bæredygtig både m.h.t. økonomi og kvalitet.

Til nr. 2

Der er tale om konsekvensrettelse som følge af det hermed samtidig fremsatte forslag til lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Til nr. 3

Staten yder tilskud til AMU-centrenes administration og bygningsdrift mv. Tilskuddet ydes dels som et grundtilskud, og dels som tilskud ud fra aktiviteten. Grundtilskuddet udgør 2 mio. kr. i 2000. I følge forslaget skal der for at fremme en hensigtsmæssig overgang kunne ydes tilskud som kompensation i forbindelse med aftrapning eller bortfald af grundtilskud som følge af, at der fremover kun ydes grundtilskud til ét center, og som følge af ekstraordinære udgifter i forbindelse med sammenlægningen, såsom udgifter forbundet med eventuelle afskedigelser, etablering af fratrædelsesordninger, etablering af fælles administration, kontorer, edb-systemer mv. Tilskuddene forudsættes ydet inden for en på finansloven fastsat ramme. På finansloven for 2001 forudsættes afsat op til 25 mio. kr. til formålet, som tilvejebringes ved intern omdisponering. Tilskudsrammen fastsættes som udgangspunkt til 3 gange størrelsen af det bortfaldne grundtilskud. Udgifter i indeværende år vil blive afholdt over konto 17.42.15. af opsparet mindreforbrug fra tidligere år. Der ventes i 2000 afholdt op til 15 mio. kr., der vil blive optaget som ny underkonto 17.42.15.40. Sammenlægning af institutioner, på Tillægsbevillingslov 2000 i henhold til finanslovens § 45.

Til nr. 4

Bestemmelsen er flyttet til det hermed samtidig fremsatte forslag til lov om arbejdsmarkedsuddannelser, hvor alle bestemmelser vedrørende Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser er samlet.

Til nr. 5

Der er tale om konsekvensrettelse som følge af det hermed samtidig fremsatte forslag til lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

For at sikre at de AMU-centre, som måtte ønske at gennemføre en sammenlægning, inden VEU-reformen træder i kraft den 1. januar 2001, får mulighed herfor, foreslås det, at loven allerede træder i kraft den 1. juni 2000.

Bilag

Gældende formulering Lovforslaget

§ 2, stk. 1.

Arbejdsministeren kan fastsætte vilkår for godkendelse af centrene, herunder regler for vedtægternes indhold efter udtalelse fra Uddannelsesrådet. Arbejdsministeren kan endvidere meddele påbud og forbud til centrene angående overholdelsen af vilkår og vedtægter.

Stk. 2.

Arbejdsministeren kan tilbagekalde en godkendelse, hvis der ikke længere er behov for centret. En godkendelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis centret ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller meddelte påbud eller forbud.

Stk. 3.

Arbejdsministeren kan modsætte sig en beslutning fra bestyrelsen om nedlæggelse af et center, såfremt der efter arbejdsministerens skøn stadig er behov for centret, og kan fastsætte vilkårene for centrets videreførelse.

Stk. 4.

Arbejdsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne godkende, at to eller flere centre sammenlægges til et center, eller at et center sammenlægges med en erhvervsskole under hensyntagen til en hensigtsmæssig institutionsstruktur.

Stk. 5.

Ved sammenlægning efter stk. 4 opløses institutionerne uden likvidation ved overdragelse af deres aktiver og gæld til den nye institution uden kreditorernes samtykke.

Stk. 6.

Arbejdsministeren fastsætter regler, hvorefter aktieselskabslovens kapitel 15 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse på sammenlægninger efter stk. 4.

Stk. 7.

Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om sammenlægning af institutioner.

§ 13, stk. 1. § 13, stk. 1.

Arbejdsministeren kan efter forhandling med Uddannelsesrådet, jf. lov om arbejdsmarkedsuddannelser, kapitel 4, yde rente- og afdragsfri statslån til selvejende institutioner, jf. § 1, til køb, opførelse og ombygning af fast ejendom. Statslån kan ydes med indtil 85 pct. af den samlede anskaffelsessum. Arbejdsministeren kan efter forhandling med Uddannelsesrådet, jf. lov om arbejdsmarkedsuddannelser, kapitel 5, yde rente- og afdragsfri statslån til selvejende institutioner, jf. § 1, til køb, opførelse og ombygning af fast ejendom. Statslån kan ydes med indtil 85 pct. af den samlede anskaffelsessum.

§ 15, stk. 1.

Arbejdsministeren kan yde statslån eller statstilskud til centre, der efter arbejdsministerens skøn er kommet i en særlig vanskelig økonomisk situation. Lånet eller tilskuddet er betinget af, at centret omlægger sin aktivitet og administration med henblik på forbedring af skolens økonomi.

Stk. 2.

Arbejdsministeren kan i forbindelse med sammenlægning af to eller flere AMU-centre yde tilskud til kompensation i forbindelse med aftrapning eller bortfald af grundtilskud samt tilskud til ekstraordinære udgifter i forbindelse med sammenlægningen. Arbejdsministeren kan ligeledes yde tilskud i forbindelse med sammenlægning mellem AMU-centre og erhvervsskoler, hvis institutionen videreføres som et AMU-center.

§ 21, stk. 3. Ophæves.

Arbejdsministeren kan fastsætte regler om tilskud til Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser.

§ 28. § 28.

Reglerne i §§ 17, 21 og 23-25 finder anvendelse på andre uddannelsessteder end arbejdsmarkedsuddannelsescentre, forudsat at disse uddannelsessteder er godkendt til at gennemføre arbejdsmarkedsuddannelser efter § 30 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser. Reglerne i §§ 17, 21 og 23-24 finder anvendelse på andre uddannelsessteder end arbejdsmarkedsuddannelsescentre, forudsat at disse uddannelsessteder er godkendt til at gennemføre arbejdsmarkedsuddannelser efter § 17 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Versioner

  1. 2000-03-30