Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning m.m.

GældendeVersion 2000-02-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19991BB00089@2000-02-08/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte de fornødne lovforslag, således at:

1. Kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning ophæves.

2. Beløbet til modersmålsundervisning i stedet kan anvendes til styrkelse af danskundervisningen for fremmedsprogede.

3. Kommunerne i højere grad tilskyndes til at få børn af fremmedsprogede til at gå i børnehave fra deres tredje leveår.

En af de mest fundamentale forudsætninger for en succesfuld integration i ethvert land er, at man i vid udstrækning behersker det pågældende lands sprog i skrift og tale. En sådan beherskelse er absolut nødvendig i forhold til det at kunne begå sig i såvel sociale som arbejdsmæssige sammenhænge. I dag opleves det, at mange fremmedsprogede ikke i tilstrækkeligt omfang er i stand til at indtræde fuldt ud i disse sammenhænge som følge af en mangelfuld beherskelse af netop dansk i skrift og tale, hvilket indebærer en mindsket sandsynlighed for fuld og hel integration i det danske samfund.

I dag er kommunerne forpligtet til at tilbyde modersmålsundervisning. Det er forslagsstillernes holdning, at det ikke nødvendigvis skal være en kommunal opgave at tilbyde fremmedsprogede elever denne form for undervisning, ligesom det ikke skal være en statslig opgave. Kommunerne skal i højere grad have fokus på sprogstimulering generelt, eksempelvis i dansk. På den baggrund foreslås kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning ophævet.

Som følge af vigtigheden af beherskelse af det danske sprog i såvel skrift som tale foreslår forslagsstillerne, at det beløb, der spares ved at ophæve kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning, i stedet kan anvendes til at intensivere danskundervisningen for de fremmedsprogede. Formålet med dette er at styrke denne gruppes grundlag for at kunne opnå en vellykket integration.

Da beherskelse af det danske sprog er et betydningsfuldt og grundlæggende element i såvel en indlærings- som en integrationsproces, ønsker forslagsstillerne, at kommunerne i højere grad end i dag tilskyndes til at få fremmedsprogedes børn til at gå i børnehave fra deres tredje leveår.

Årsagen hertil er, at en del børn af fremmedsprogede, som er født her i landet, hverken taler eller forstår dansk, når de begynder i folkeskolen. Forslagsstillerne finder ikke, at dette er hensigtsmæssigt, eftersom det allerede meget tidligt vil betyde, at disse fremmedsprogede bliver sat tilbage i forhold til deres jævnaldrende. Ved at opholde sig i børnehaven sammen med andre opnås derimod en fortrolighed med det danske sprog, og dermed er forudsætningen for en god indlæring og integration til stede.

Brian Mikkelsen (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning m.m.

(Beslutningsforslag nr. B 89).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2000-02-08