Forslag til folketingsbeslutning om flere boliger til boligsociale formål
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19991BB00091@2000-02-09/da
Indhold
Med henblik på at skabe flere muligheder for boliger til socialt belastede beboere og flygtninge/indvandrere, der i dag, i visse bebyggelser, udgør en uforholdsmæssig stor andel af beboerne, samt med henblik på generelt at øge valgmulighederne for beboere, der i dag kun har den almene bolig som reel valgmulighed, opfordrer Folketinget regeringen til at komme med forslag,
der kan øge omfanget af det almene byggeri,
der kan sikre, at alle kommuner forpligtes til at kunne tilbyde en andel af almene boliger,
der kan give alle med et boligsocialt behov mulighed for at få reel adgang til boliger i alle almene afdelinger,
der kan fremme adgang til boliger hos større private udlejere for beboere med boligsociale behov, og
der kan give kommunerne mulighed for at købe andelsboliger, ejerlejligheder og private udlejningsejendomme med henblik på udlejning til boligsociale formål.
Der er rundt omkring i landet almene boliger, hvor en stor andel af beboerne er flygtninge og indvandrere, og hvor der kun er få beboere med dansk baggrund. Der er derfor i disse boligområder ikke det ønskelige grundlag for den integration, der kan foregå, når folk med forskellig baggrund mødes i daglige situationer og om løsning af fælles opgaver. Flygtninge og indvandrere omfatter her både udlændinge og nydanskere.
Det er ofte de samme forholdsvis få bebyggelser, som mange socialt svage beboere med dansk baggrund samles i. Alt sammen udtryk for, at disse mennesker heller ikke har store muligheder for boligvalg.
Der er de senere år sket en indskrænkning i flygtninges og indvandreres muligheder for at få bolig. Den store arbejdsløshed og lave beskæftigelsesgrad hos etniske mindretal gør, at de, ligesom et stort antal personer med dansk baggrund, reelt kun har den almene bolig som valgmulighed. Den større marginalisering i samfundet har skabt et pres på de almene boliger. Samtidig er byggetempoet for almene boliger et af de laveste i mange år. I 1998 blev der bygget knap 4000 boliger, hvor det i 80 erne lå på ca. 10.000 pr. år. Presset øges også ved, at mange kommuner har solgt ud af de kommunalt ejede boligejendomme, der tidligere i meget stor udstrækning har tjent til løsning af boligsociale opgaver. F.eks. har Københavns Kommune i nogle år været i gang med at frasælge nogle af sine over 20.000 boliger.
Skal de boligsociale opgaver løses, er det derfor nødvendigt med et øget byggeri af almene boliger. Uden en øgning af antallet vil der ikke være boliger nok til både at løse de boligsociale opgaver og til de mange unge, ældre, enlige og børnefamilier, der foretrækker en almen bolig, eller som ikke har råd til at etablere sig i ejerbolig eller andelsbolig.
Det har hæmmet boligbyggeriet, at man har ændret finansieringen, så kommunerne ved starten skal betale 14 pct. af investeringen, mod tidligere 7 pct. Der er derfor brug for en finansiering, der i højere grad imødekommer kommunernes ønske om en mindre udgift i starten.
Det er et problem, at almene boliger indgår i det sorteperspil kommunerne imellem, som har udviklet sig omkring visse sociale klienter. Når almene boliger indgår i sorteperspillet, er det, fordi almene boliger ofte giver en større andel af borgere med behov for offentlig støtte. Det er derfor nødvendigt at etablere regler, der kan begrænse dette sorteperspil. Der kunne f.eks. være krav om en bestemt andel almene boliger i alle kommuner, med minimumskrav og andel efter antal indbyggere og urbaniseringsgrad, suppleret med skrappe betalingsordninger, over for kommuner, der ikke opfylder deres kvote. SF har tidligere fremsat forslag herom, jf. B 67 Forslag til folketingsbeslutning om kommunal boligpolitik fra folketingsåret 1994-95. Se Folketingstidende 1994-95, Folketingets forhandlinger side 3302 og side 3960, tillæg A side 2171. Den høje procentdel af indvandrer- og flygtningefamilier i visse bebyggelser har således også sit udspring i den ovenfor nævnte skæve fordeling af almene boliger kommunerne imellem. Hertil kommer den generelle mangel på almene boliger samt det forhold, at boligafdelingerne med mange indvandrere generelt er de samme, som får en høj andel af indfødte danskere på overførselsindkomster. Det er generelt de i forvejen mindst attraktive boligafdelinger, disse grupper bliver henvist til. Der eksisterer således mange almene afdelinger et stort flertal der kun har meget få indvandrere/flygtninge.
Samlet udgør flygtninge/indvandrere 13 pct. af beboerne i alle almene boliger. Det er således udtryk for en meget skæv fordeling, når indvandrere/flygtninge udgør langt over halvdelen af beboerne i visse bebyggelser. Indvandrere/flygtninge udgør f.eks. kun 7 pct. af beboerne i de ældre almene afdelinger fra før 1968, mens de udgør 20 pct. af beboerne i bebyggelser fra 1968-1980.
Der er på den baggrund brug for at få redegjort for de mekanismer, der skaber den skæve fordeling inden for den almene sektor og for tiltag, der kan medføre, at indvandrere/flygtninge får reel adgang til alle almene afdelingers boliger. Dette vedrører bl.a. de generelle ventelisteregler, der p.t. forbeholder attraktive bebyggelser for interne ansøgninger, og som derfor virker som en kraftig sorteringsmekanisme.
Når man får øget valgmulighederne, vil det især i mange af de mindre attraktive bebyggelser være nødvendigt at nedsætte huslejen, så de også bliver attraktive for mere ressourcestærke beboere.
Det er få private udlejningsejendomme, der deltager i løsningen af de boligsociale opgaver. De har en meget lav andel af flygtninge/indvandrere blandt deres beboere. De frivillige ordninger, hvor kommunerne efter aftale kan anvise beboere til private udlejningsboliger, fungerer ikke i praksis. Der er derfor brug for at få ændret reglerne, så indvandrere/flygtninge får bredere adgang til private udlejningsejendomme, om nødvendigt ved at give kommunerne en anvisningsret til større udlejningsejendomme og lejligheder hos større udlejere, bl.a. de institutionelle udlejere. (Pensionskasser, forsikringsselskaber, pengeinstitutter og lign.).
En stadig større del af boligmarkedet udgøres i dag af andelsboliger og ejerlejligheder. I mange kommuner vil dette marked være en oplagt mulighed for at få flere boliger til løsning af boligsociale opgaver. Endda boliger, der er pænt fordelt i den samlede boligmasse. For andelsboligerne kunne der være mulighed for at aftale køb af andelsboliger til bestemte lejere. Til køb af både andelsboliger og ejerlejligheder vil det være relevant at etablere finansieringsordninger med statslig støtte, eventuelt ordninger, der svarer til støtte til almene boliger.
Det vil fremme processen, hvis kommunerne og boligselskaberne aktivt gør beboere i områder med en stor koncentration af flygtninge/indvandrere og socialt belastede beboere opmærksom på de bomuligheder, der måtte eksistere i andre bebyggelser.
Det er forslagsstillernes overbevisning, at man gennem en intensiv øgning af valgmuligheder for de mange, der i dag ikke har noget reelt boligvalg, vil kunne få bebyggelser med langt mindre koncentrationer af bestemte beboergrupper.
Det er dog afgørende, at der ikke kun bliver tale om en anden fordeling inden for den almene sektor. Det er nødvendigt, at der bygges flere almene boliger til at dække det almindelig behov for almene boliger, og at andre ejerformer også tilgodeser boligsociale behov.
Knud Erik Hansen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om flere boliger til boligsociale formål.
(Beslutningsforslag nr. B 91).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.