Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af klippekortsystem til kørekort

GældendeVersion 2000-05-02
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19991BB00155@2000-05-02/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at fremsætte forslag til lov om ændring af færdselsloven, således at der kan indføres et klippekortsystem til kørekort efter følgende retningslinjer:

1. Der indføres et klippekortsystem, således at overtrædelse af færdselsloven medfører fratagelse af klip efter en pointskala ud over den straf, som overtrædelsen i øvrigt medfører.

2. Alle kategorier af kørekort til motorkøretøjer skal være omfattet af systemet.

3. Klippekortsystemet indrettes således, at der administrativt fratages alle klip (maksimumklip) for færdselsforseelser, der i øvrigt medfører frakendelse af kørekortet. Ét klip fratages for færdselsforseelser, der i dag medfører den mildeste straf. Parkeringsafgift medfører ikke fratagelse af klip.

4. Pointskalaen laves ud fra maksimum og minimum som omtalt under punkt 3, således at den er let overskuelig og uden tvivlsmuligheder. Alle nuværende muligheder for tildeling af straf for færdselsovertrædelser får herefter afmålt et antal klip.

5. Ved politiets registrering af en færdselsovertrædelse bliver der i politiets almindelige register over kørekort anført det antal klip, som den aktuelle forseelse medfører. Når der er opsummeret klip svarende til, at der ingen klip er tilbage, frakendes kørekortet, og der kræves aflæggelse af ny køreprøve, før kørekortet igen vil være gyldigt. Ved dom kan det fastsættes, at ny køreprøve ikke kan aflægges, førend en vis periode er forløbet.

6. En person, der har kørekort til flere kategorier, f.eks. til både personbil og motorcykel, har kun ét antal klip. Uanset med hvilket køretøj færdselsforseelsen foretages, vil der blive frataget klip i det fælles klippekort.

7. Færdselsforseelser, der foretages gående, på cykel eller til hest, medfører ikke fratagelse af klip. Derimod er kørsel på knallert omfattet af klippekortsystemet.

Beslutningsforslaget er en revideret genfremsættelse af beslutningsforslag B 129 fra folketingsåret 1987-88, 1. samling (se Folketingstidende, forhandlingerne spalte 9683 og tillæg A spalte 4467).

Efter 1. behandling den 13. april 1988, altså for 12 år siden, blev beslutningsforslaget henvist til Færdselssikkerhedskommissionen grundet et udbredt ønske om at få belyst konsekvenserne af beslutningsforslaget. Der var samtidig mange positive bemærkninger fra ordførerne. Det er derfor ikke overraskende, at ideen nu er kommet frem igen.

Beslutningsforslaget har således ikke mistet aktualitet, tværtimod. Der sker fortsat alt for mange ulykker, og der er alt for mange bilister, der konsekvent kører uforsvarligt.

Forslagsstillerne mener, at det foreslåede klippekortsystem vil stille alle lige uanset førerens alder, køn eller andre eventuelle diskriminerende parametre. Beslutningsforslaget vil betyde, at alene de personer, som gentagene gange overtræder færdselsloven, bliver straffet. Alle de gode trafikanter bliver ikke ramt.

Derfor er systemet så godt og præcist.

Ydermere har beslutningsforslaget den effekt, at selv bødepålagte overtrædelser af færdselsloven vil medføre en konsekvens, der i sidste ende kan koste kørekortet. I dag kan man få så mange bøder for hastighedsoverskridelser og uforsvarlig optræden i trafikken, som det skal være, uden at det får konsekvens for ens fortsatte tilladelse til at føre motorkøretøj. Det vil beslutningsforslaget helt og aldeles lave om på. Fremover skal man også overveje en mulig frakendelse af kørekortet, når man laver en bødegivende forseelse.

Ligeledes dyrkes uheldsstatistikker meget, men uanset statistikkerne, så er problemet mest af alt, at forseelserne begås, og at der dermed opstår et uheldspotentiale. Oftest vil det være tilfældigheder, der i sidste ende afgør, om nogen kommer til skade eller ej. Derfor skal omfanget af uforsvarlig kørsel nedsættes.

Når så dette er sagt, skal det ikke opfattes som nogen blankoenighed mellem forslagsstillerne og den nuværende færdselslovgivning. Forslagsstillerne mener blot, at når en lov er vedtaget, så drejer det sig om at finde den bedst mulige måde at få den overholdt på.

Det skal bemærkes, at beslutningsforslaget ikke indeholder de samme »B ig Brother «-tendenser som de opsatte fotofælder.

Pointsystemet kendes fra England, USA og Nordtyskland, hvor der eksisterer ordninger, der har samme formål og virkemidler, som nærværende beslutningsforslag.

Det er forslagsstillernes håb, at Folketinget efter 12 års grundigt arbejde i Færdselssikkerhedskommissionen denne gang kan få beslutningsforslaget vedtaget. Fra udmeldingerne i pressen lader det til, at der denne gang er flertal for beslutningsforslaget.

Forslagsstillerne er helt åbne for eventuelle forbedringsforslag, herunder for, hvorvidt der skal være en forældelsesgrænse for indsamlede point, så man ikke med en forseelse hvert 10. år mister sit kørekort.

Det vigtigste er at få givet bilisterne en klar fornemmelse af, at uforsvarlig kørsel kan have andet end bødemæssige konsekvenser, uanset om der sker uheld eller ej.

Kim Behnke (FRI):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af klippekortsystem til kørekort.

(Beslutningsforslag nr. B 155).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2000-05-02