Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af den kommunale styrelseslov

GældendeVersion 2000-05-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19991BB00160@2000-05-12/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til inden 1. januar 2001 at fremsætte lovforslag om ændring af den kommunale styrelseslov således, at tilsynet med amtskommuner og kommuner, herunder også Københavns og Frederiksberg Kommuner, varetages af et landsdækkende, uafhængigt og juridisk råd, nævn eller udvalg.

I henhold til lov om kommunernes styrelse varetages tilsynet med amtskommunerne samt Frederiksberg og Københavns Kommuner af indenrigsministeren, og tilsynet med øvrige primærkommuner varetages af tilsynsrådene. Tilsynsrådene oprettes for hver amtsrådskreds og består af statsamtmanden, der er rådets formand, samt af 4 andre medlemmer, der vælges af amtsrådet blandt dets medlemmer.

SF mener, at tilsynet med amtskommuner og kommuner skal være ens og ikke som nu, hvor det er forskellige instanser, der varetager det. Tilsynet skal fastlægge lovens grænser og en mere klar kommunalretlig praksis. Tilsynet skal hverken bruges som politisk redskab eller til statslig styring ad bagvejen.

Grundloven forlanger et statsligt tilsyn, men det udelukker ikke, at tilsynet bliver uafhængigt i lighed med ombudsmandsinstitutionen.

Efter SF s opfattelse fungerer tilsynsrådene i dag i alt for høj grad som platform for politiske afgørelser i stedet for juridiske afgørelser.

SF mener endvidere, at der skal være en garanteret maksimal sagsbehandlingstid på 3 måneder i tilsynet, samt at institutionen fysisk skal placeres uden for hovedstadsområdet.

Kristen Touborg (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af den kommunale styrelseslov.

(Beslutningsforslag nr. B 160).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2000-05-12