Forslag til Lov om ændring af lov om Forskningscentret ved Hørsholm
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200012L00193@2001-03-21/da
Indhold
I lov nr. 84 af 8. marts 1978 om Forskningscentret ved Hørsholm foretages følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Forskningscentret kan endvidere alene eller i samarbejde med andre institutioner eller virksomheder udføre eller deltage i udførelse af andre aktiviteter, som af bestyrelsen skønnes hensigtsmæssige og egnede med henblik på opnåelse af Forskningscentrets målsætninger, jf. stk. 1og vedtægterne for Forskningscentret«.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
2. § 1, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. IT- og forskningsministeren godkender Forskningscentrets vedtægter efter indstilling fra bestyrelsen«.
3. § 2, stk. 3 og 4, ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 3. Forskningscentrets årsregnskab udarbejdes af bestyrelsen og forelægges med revisionens bemærkninger IT- og forskningsministeren til godkendelse.
Stk. 4. Forskningscentrets regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet udarbejdes efter årsregnskabslovens principper.
Stk. 5. Forskningscentrets regnskaber revideres i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m.«
4. § 4, stk. 1, affattes således:
»Midler til Forskningscentrets drift tilvejebringes gennem betaling for udlejning af centrets grundarealer, egne bygninger og anlæg, for særlige tjenesteydelser fra centret til institutter og virksomheder på centrets arealer samt for indtægter fra driften af aktiviteter efter § 1, stk. 2.Til dækning af driftsudgifterne kan endvidere anvendes private tilskud m.v.«.
5. § 4, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
6. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2008-2009«.
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Omstillingen af det danske samfund til en mere videnbaseret økonomi forudsætter et tættere samspil mellem den offentlige forskning og erhvervslivet og gunstige vilkår for etablering af nye teknologivirksomheder. Der stilles således i dag større krav til synergien mellem udviklingen og det danske forsknings-, udviklings-, og innovationssystem.
Dette skal ses i sammenhæng med ønsket om i den kommende årrække at give en høj prioritet til investeringer, som understøtter overgangen til vidensamfundet, jf. bl.a. regeringens nye investeringsredegørelse, »Investeringer i Danmarks Fremtid«.
Regeringen ønsker derfor at sikre de bedst mulige rammebetingelser for viden- og teknologispredning og innovation gennem etablering af vækstmiljøer, hvor iværksættere, forskere og andre interessenter kan fungere som inspiration for hinanden på tværs af institutioner og sektorer. Miljøerne skal dels stimulere til at afprøve det kommercielle potentiale i nye ideer og opfindelser og dels sikre et fagligt fællesskab i nær tilknytning til forskning af en høj international standard.
Baggrunden for lovforslaget
Baggrunden for lovforslaget er et ønske fra Forskningscentret ved Hørsholm om et mere fleksibelt regelgrundlag, der vil give bedre mulighed for at bidrage til arbejdet med at fremme en videnbaseret erhvervsudvikling. Det bestående lovgrundlag giver ikke i dag Forskningscentret tilstrækkelige vide rammer til at opfylde denne målsætning.
Forud for arbejdet med Lov nr. 84 af 8. marts 1978 om Forskningscentret ved Hørsholm nedsatte den daværende undervisningsminister et lovrevisionsudvalg. Udvalget havde til opdrag at vurdere, hvorvidt der var behov for at ændre det hidtidige lovgrundlag og i givet fald komme med anbefalinger til ændringer. Én af udvalgets anbefalinger var, at Forskningscentrets formål burde udvides, sådan at man sikrede Forskningscentret bedst mulige midler til at opfylde det overordnede mål at »tjene den erhvervsmæssige udvikling på den for samfundet bedste måde«, jf. almindelige bemærkninger til lov nr. 84 af 8. marts 1978 om Forskningscentret ved Hørsholm, jf. Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, side. 1880. Der var således ikke tale om at ændre det overordnede sigte, at Forskningscentret skulle arbejde for at fremme den tekniske og erhvervsmæssige udvikling, jf. almindelige bemærkninger til lov nr. 99 af 17. marts 1971 om Forskningscentret ved Hørsholm, jf. Folketingstidende 1970-71, Tillæg A, side 1202f. Udvalgets anbefaling blev i loven konkret udmøntet i en udvidelse af Forskningscentrets formål samt i en præcisering af formålet til, at centret skulle understøtte den samfundsgavnlige virkning af forskningen gennem udlejning af arealer og bygninger på arealerne ved Hørsholm til offentlige og private forskningsrelaterede institutioner m.v.
En tilsvarende situation som i 1970'erne gør sig gældende i dag. Der sigtes således ikke med lovforslaget mod en ændring af Forskningscentret ved Hørsholms overordnede målsætninger. Lovforslaget sigter alene på at give Forskningscentret de tidssvarende midler til at facilitere forskning, innovation og erhvervsudvikling. Det vurderes, at tiden er løbet fra det nuværende lovgrundlag.
Som loven er udformet i dag, kan Forskningscentret kun drive sin virksomhed fra arealerne ved Hørsholm. Dette var baseret på den daværende forudsætning om, at man derigennem kunne arbejde henimod at skabe et miljø af erhvervsorienterede forskningsinstitutter, »Indstilling fra udvalget vedrørende revision af loven om Forskningscentret ved Hørsholm«, marts 1977, side 24f. Begrænsningen har som konsekvens, at Forskningscentret ikke har optimale muligheder for at deltage i regeringsinitiativer på innovations-,udviklings-, og forskningsområdet. Det ligger således ikke umiddelbart inden for Forskningscentrets nuværende formål fx at forestå driften af forskerparker og innovationsmiljøer. Lovforslaget sigter derfor også mod at give Forskningscentret en større fleksibilitet i relation til den fremtidige forskerpark- og innovationsmiljøstruktur.
Ønsket om en lovændring er aktualiseret af, at Forskningscentret skal have mulighed for at byde på Erhvervsministeriets kommende udbud af finansieringen, opførslen og driften vedrørende den bioteknologiske forskerpark i tilknytning til Biotech Innovation & Research Centre (BRIC). Det vurderes, at det er driften, som Forskningscentret vil kunne varetage. Denne opgave forventes udbudt i forsommeren 2001 med frist for afgivelse af bud i efteråret 2001. Tilsvarende vil Erhvervsministeriet i marts 2001 udbyde opgaverne vedrørende IT-forskerparken i tilknytning til IT-højskolen.
Det er således forventningen, at lovforslaget vil give Forskningscentret ved Hørsholm en større fleksibilitet, både i relation til Forskningscentrets selvstændige virksomhed og også i relation til den fremtidige forskerparkstruktur.
Administrative og økonomiske konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner.
Lovforslaget indeholder ikke administrative eller økonomiske konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner.
I forbindelse med lovforslaget vil der blive iværksat et udvalgsarbejde om centrets organisering. Udvalget vil bestå af repræsentanter for IT- og Forskningsministeriet (formand), Forskningscentret ved Hørsholm, Finansministeriet og Erhvervsministeriet.
Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget forventes at få en positiv effekt for erhvervsudviklingen. Forskningscentret vil med det ændrede regelgrundlag i højere grad end hidtil kunne indgå som aktiv medspiller i opbygningen af et sammenhængende net af forskerparker og innovationsmiljøer til støtte for innovative iværksættere og etablering af nye vækstvirksomheder.
Miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten.
Lovforslaget kan indebære statsstøtte i EU-rettens forstand, men vil blive administreret efter de minimis reglerne, jf. Kommissions forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001.
Høring.
Fortegnelse over hørte myndigheder m.v. er medtaget som bilag 1.
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Erhvervslivet vil i højere grad end hidtil kunne indgå i et samarbejde med forskningscentret i opbygningen af forskerparker og innovationsmiljøer. Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Forslaget kan indebære statsstøtte i EU-rettens forstand, men vil blive administreret efter de minimis reglerne, jf. Kommissions forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001.
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at Forskningscentret får en udvidet adgang til fx at investere sine frie midler i forskerparker og innovationsmiljøer i Hovedstadsregionen. Adgangen til at forestå driften af forskerparker og innovationsmiljøer skal dog ses i sammenhæng med formålsbestemmelsen i stk. 1. Det betyder, at Forskningscentret får adgang til at investere sine frie midler under forudsætning af, at investeringerne ligger inden for centrets formål, som det følger af loven og vedtægterne for Forskningscentret. Eksempelvis vil Forskningscentret få mulighed for at byde på Erhvervsministeriets kommende udbud af finansieringen, opførslen og driften vedrørende den bioteknologiske forskerpark i tilknytning til Biotech Innovation & Research Centre (BRIC). Det vurderes, at det er driften, som Forskningscentret vil kunne varetage. Denne opgave forventes udbudt i forsommeren 2001 med frist for afgivelse af bud i efteråret 2001. En anden mulighed er, at Forskningscentret kan formidle praktikophold m.v. for studerende fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som foreslået af DTU i dets høringssvar over lovforslaget.
Til nr. 2
I den gældende lov bemyndiges ministeren til at fastsætte de nærmere regler for Forskningscentrets virksomhed. Bestemmelsen foreslås ændret, sådan at initiativretten ved udarbejdelsen af centrets vedtægter ligger hos bestyrelsen, men at vedtægterne fortsat skal godkendes af IT- og forskningsministeren. Vedtægterne vil opstille rammerne for Forskningscentrets virksomhed efter lovforslagets nr. 1. Dette svarer til sædvanlig praksis for selvejende institutioner.
Til nr. 3
Bestemmelsen i § 2, stk. 3, hvorefter ministeriet hvert år godkender Forskningscentrets budget foreslås ophævet, idet det må forudsættes, at det er bestyrelsen for en selvejende institution, der bærer det overordnede ansvar for institutionens budget. Der sigtes således mod på dette punkt at bringe Forskningscentret på linie med praksis for andre selvejende institutioner. Dette understøttes yderligere af, at Forskningscentret ikke modtager finanslovsmidler.
Rigsrevisionen har i sit høringssvar foreslået, at der i loven indarbejdes bestemmelser om, hvem der er ansvarlig for udarbejdelsen af Forskningscentrets årsregnskab, efter hvilke principper årsregnskabet skal udarbejdes, og hvem der har kompetencen til at godkende regnskabet.
Med henvisning hertil foreslås det, at bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af årsregnskab, og at regnskabet herefter forelægges IT- og forskningsministeren til godkendelse med revisionens bemærkninger.
Det præciseres i § 2, stk. 4, at årsregnskabet følger kalenderåret, og at årsregnskabslovens principper skal følges ved udarbejdelse af regnskabet.
Forskningscentret revideres i dag som en statsinstitution. Begrundelsen for ændringsforslaget er, at centret har ønsket, at det fremover bliver revideret som andre selvejende institutioner med mulighed for en intern revision i kombination med Rigsrevisionen.
Formuleringen af bestemmelsen giver rigsrevisor mulighed for at indgå en sådan aftale efter § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Til nr. 4
Som følge af centrets udvidede formålsbestemmelse er forventningen, at der også vil opnås indtægter fra disse nye aktiviteter. Ændringen af § 4, stk. 1, er en konsekvens heraf.
Til nr. 5
På tidspunktet for lov nr. 84 af 8. marts 1978 fremsættelse var der i de gældende regler i lov om realkreditinstitutter, lovbekendtgørelse nr. 233 af 25. maj 1977, § 9, stk. 2, fastsat begrænsninger i låneadgangen for selvejende institutioner, hvor staten havde en væsentlig indflydelse på ejendommens anvendelse og drift. Boligministeriet tiltrådte i forbindelse med lovens fremsættelse, at der blev fastsat en særlig undtagelse fra denne bestemmelse i realkreditloven. Den undtagelse fra belåningsforbudet er ikke længere aktuel, idet der i den nu gældende realkreditlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 4. august 2000, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 1327 af 20. december 2000, er mulighed for centret at optage realkreditlån.
Det følger af bestemmelsen i § 4, stk. 2, at der ikke kan optages lån i centrets faste ejendomme med henblik på investeringer i andre forskerparker eller innovationsmiljøer end i forbindelse med Forskningscentret ved Hørsholm.
Til nr. 6
Det forventes, at forskningscentrets arealer i Hørsholm vil være udbygget inden for en 10- årig periode. Derfor foreslås det, at loven om centret bliver taget op til revision, når centret er næsten ved at være udbygget. Der skal på det tidspunkt tages stilling til centrets fremtidige profil, når kerneopgaven med udbygning af forskerparken på de nuværende arealer ved Hørsholm er opfyldt.
Loven træder i kraft den 1. juli 2001. Lovforslaget er aktualiseret af, at Forskningscentret skal have mulighed for at kunne byde ind på Erhvervsministeriets udbud af opgaverne vedrørende den bioteknologiske forskerpark. Da opgaverne forventes at blive udbudt i forsommeren 2001 med frist for afgivelse af tilbud i efteråret 2001, foreslås et tidspunkt for lovens ikrafttræden, som sikrer Forskningscentrets mulighed for at kunne afgive bud.
Bilag 1
Bilag 1 Høringsliste Arbejdsministeriet By- og Boligministeriet Erhvervsministeriet Finansministeriet Forsvarsministeriet Indenrigsministeriet Justitsministeriet Kirkeministeriet Kulturministeriet Miljø- og Energiministeriet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Skatteministeriet Socialministeriet Statsministeriet Sundhedsministeriet Trafikministeriet Udenrigsministeriet Undervisningsministeriet Økonomiministeriet Rigsrevisionen Danmarks Tekniske Universitet Forskningscentret ved Hørsholm Lejerkomiteen ved Forskningscenter Hørsholm Dansk Industri Akademiet for de Tekniske Videnskaber Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd Erhvervsfremme Styrelsen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Frederiksborg Amt Hovedstadens Udviklingsråd
Bilag 2
Bilag 2 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 84 af 8. marts 1978 om Forskningscentret ved Hørsholm, foretages følgende ændringer:
§ 1. Med det formål at fremme den tekniske og erhvervsmæssige udvikling og dennes gavnlige indflydelse på levevilkårene kan Forskningscentret ved Hørsholm udleje arealer og bygninger på arealerne til offentlige og private institutter, organisationer og virksomheder til forskning og udvikling eller formidling af resultater heraf og i forbindelse hermed en begrænset produktion. 1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Forskningscentret kan endvidere alene eller i samarbejde med andre institutioner eller virksomheder udføre eller deltage i udførelse af andre aktiviteter, som af bestyrelsen skønnes hensigtsmæssige og egnede med henblik på opnåelse af Forskningscentrets målsætninger, jf. stk. 1, og vedtægterne for Forskningscentret«. Stk. 2 3 bliver herefter stk. 3 4.
Stk. 2. De grundarealer og bygninger, som staten i henhold til lov nr. 99 af 17. marts 1971 har stillet til rådighed for Forskningscentret, overdrages til den selvejende institution Forskningscentret ved Hørsholm for et beløb svarende til anskaffelsesværdien, idet der samtidig ydes institutionen et rente- og afdragsfrit lån til dækning af beløbet. Undervisningsministeren fastsætter tidspunktet for overdragelsen.
Stk. 3. Fra overdragelsen fra staten til Forskningscentret kan undtages bygninger og anlæg, der drives af staten eller af en statslig institution.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter de nærmere regler for Forskningscentrets virksomhed. 2. § 1, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:
» Stk. 5. IT- og forskningsministeren godkender Forskningscentrets vedtægter efter indstilling fra bestyrelsen«.
§ 2. Forskningscentret ved Hørsholm er en selvejende institution.
Stk. 2. Forskningscentret ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer, som beskikkes af undervisningsministeren. Bestyrelsen sammensættes således, at der sikres repræsentation for det offentlige, forskning og erhvervsliv.
Stk. 3. Undervisningsministeriet godkender hvert år Forskningscentrets budget. 3. § 2, stk. 3 og 4, ophæves og i stedet indsættes:
Stk. 4. Forskningscentrets regnskaber revideres af rigsrevisionen. »Stk. 3. Forskningscentrets årsregnskab udarbejdes af bestyrelsen og forelægges med revisionens bemærkninger IT- og forskningsministeren til godkendelse.
Stk. 4. Forskningscentrets regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet udarbejdes efter årsregnskabslovens principper.
Stk. 5. Forskningscentrets regnskaber revideres i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m.«
§ 3. Forskningscentret kan på sine arealer opføre bygninger og anlæg til fælles brug og til udlejning. Lejere af grundarealer kan opføre egne bygninger og anlæg i overensstemmelse med de retningslinier, som bestyrelsen fastsætter.
4. § 4, stk. 1, affattes således: »Midler til Forskningscentrets drift tilvejebringes gennem betaling for udlejning af centrets grundarealer, egne bygninger og anlæg, for særlige tjenesteydelser fra centret til institutter og virksomheder på centrets arealer samt for indtægter fra driften af aktiviteter efter § 1, stk. 2. Til dækning af driftsudgifterne kan endvidere anvendes private tilskud m.v.«
§ 4. Midler til Forskningscentrets drift tilvejebringes gennem betaling for udlejning af centrets grundarealer, egne bygninger og anlæg samt for særlige tjenesteydelser fra centret til institutter og virksomheder på centrets arealer. Til dækning af driftsudgifterne kan endvidere anvendes private tilskud m.v. 5. § 4, stk. 2, 2. pkt., ophæves.
Stk. 2. Opførelse af bygninger og anlæg til fælles brug eller udlejning finansieres af overskud ved driften af centret samt af private og offentlige tilskud og lån. Der kan uanset bestemmelsen i § 9, stk. 2, i lov om realkreditinstitutter optages realkreditlån til finansiering af dette byggeri. Staten kan stille garanti for lån, der optages såvel af Forskningscentret som af lejere på centret til finansiering af bygge- eller anlægsvirksomhed.
§ 5. Forskningscentret er ikke berettiget til at sælge grundarealerne eller bygningerne. 6. Efter § 5 indsættes: »§ 5 a. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2008-2009«.
§ 6. Nedlægges Forskningscentret som selvejende institution, overgår centrets arealer, egne bygninger og anlæg samt formue i øvrigt til staten.
§ 7. Lov nr. 99 af 17. marts 1971 om Forskningscentret ved Hørsholm ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.