Forslag til Lov om ændring af lov om statens tjenestemænd i Grønland
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200013L00007@2000-11-30/da
Indhold
I lov om statens tjenestemænd i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 574 af 5. august 1991, som ændret ved § 4 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer:
1. I § 14 udgår »i staten, folkeskolen og folkekirken«.
2. I § 21, stk. 4, ændres »underretten« til: »kredsretten«.
3. I § 28 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2 . For tjenestemænd ansat på åremål ophører ansættelsen i øvrigt ved åremålets udløb.«
4. § 30 ophæves.
5. § 31, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
6. I § 32, stk. 1, ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 3-5«.
7. I § 32 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Rådighedsløn fra ansættelse i en åremålsstilling ydes længst til åremålets udløb.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
8. I § 32, stk. 4, nr. 1, der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 3, nr. 1« til: »stk. 4, nr. 1«.
9. I § 32, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 4 og 5«.
10. I § 33, stk. 3, ændres to steder »§ 31, stk. 3« til: »§ 31, stk. 2«.
11. Kapitel 8 ophæves.
12. Kapitel 9 ophæves.
13. I § 47, stk. 1 og 3, udgår »i staten, folkeskolen og folkekirken«.
14. § 48 affattes således:
»§ 48. Finansministeren nedsætter en tjenestemandsret for statens tjenestemænd i Grønland, der består af en formand og en stedfortræder for denne samt otte andre dommere og stedfortrædere for disse. Til retten knyttes en sekretær.
Stk. 2. Landsdommeren i Grønland er formand. Landsdommeren udpeger blandt Grønlands Landsrets fuldmægtige en stedfortræder for formanden. Udpegningen gælder indtil udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 65 år eller i øvrigt ikke længere opfylder betingelserne for at kunne udpeges.
Stk. 3. Finansministeren beskikker otte dommere og stedfortrædere for disse. Fire dommere og stedfortrædere for disse beskikkes efter fælles indstilling fra de i § 45 nævnte centralorganisationer. De pågældende beskikkes for en periode af 5 år .
Stk. 4. Har centralorganisationerne ikke senest 1 måned, før beskikkelse skal finde sted, foretaget indstilling af det nødvendige antal dommere og stedfortrædere, beskikker arbejdsministeren den eller de manglende.
Stk. 5. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 6. Afgår en af finansministeren eller arbejdsministeren beskikket dommer eller stedfortræder i løbet af 5-års-perioden, beskikkes en anden for den resterende del af perioden. Var den afgåede dommer beskikket efter indstilling fra centralorganisationerne eller efter stk. 4, sker beskikkelsen efter indstilling fra centralorganisationerne. Foretages indstilling ikke senest en måned efter den tidligere dommers eller stedfortræders fratræden, foretages beskikkelsen af arbejdsministeren efter anmodning fra finansministeren.«
15. Efter § 48 indsættes:
»§ 48 a. I den enkelte sags behandling deltager tjenestemandsrettens formand eller dennes stedfortræder som retsformand samt fire af de af finansministeren beskikkede dommere eller disses stedfortrædere. To af disse fire skal være beskikket efter indstilling fra centralorganisationerne eller beskikket i henhold til § 48, stk. 4 eller stk. 6, 3. pkt.
§ 48 b. For tjenestemandsrettens formand, dommere og stedfortrædere gælder de i lov om rettens pleje i Grønland fastsatte inhabilitetsregler for dommere.
Stk. 2. De dommere, som skal deltage i pådømmelsen af den enkelte sag, skal af egen drift påse, om der foreligger grunde, der kan medføre inhabilitet.
Stk. 3. Indsigelser mod en dommers habilitet bør så vidt muligt fremsættes straks efter modtagelsen af meddelelsen om, hvem der skal deltage i domsforhandlingen, og bør under alle omstændigheder fremsættes, inden domsforhandlingen påbegyndes. Afgørelse om habilitet træffes af retsformanden ved beslutning. Under domsforhandlingen træffes afgørelsen dog af den samlede ret. Den, om hvis habilitet der er rejst spørgsmål, er ikke udelukket fra at deltage i afgørelsen.«
16. § 49, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Sager, der hører under tjenestemandsretten, kan ikke indbringes for de almindelige domstole. En tjenestemand kan dog anlægge sag ved de almindelige domstole, hvis denne godtgør, at vedkommende centralorganisation ikke agter at indbringe en sag som nævnt i stk. 1, nr. 1, for tjenestemandsretten.«
17. I § 49 c indsættes som stk. 3:
»Stk. 3 . Der gælder ingen indskrænkning i parternes adgang til at lade møde for sig i tjenestemandsretten ved rettergangsfuldmægtig.«
18. §§ 49 d-49 j ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 49 d. Tjenestemandsretten har sit sæde i Nuuk, men kan sættes andetsteds, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
§ 49 e. Sag anlægges ved indlevering af klageskrift til tjenestemandsretten.
Stk. 2. Klageskriftet skal indeholde
1) parternes navn og adresse,
2) klagerens påstand,
3) en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes, og angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig.
§ 49 f. Sekretæren sender snarest muligt et eksemplar af klageskriftet med bilag til indklagede og opfordrer samtidig denne til at afgive svarskrift med eventuelle bilag. Om fornødent lader sekretæren klageskriftet forkynde for indklagede efter reglerne om forkyndelse i lov om rettens pleje i Grønland.
Stk. 2. Svarskriftet skal indeholde
1) indklagedes påstand,
2) en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes, og
3) angivelse af de dokumenter og andre beviser, indklagede vil påberåbe sig.
§ 49 g. Forberedelsen af sagen til eventuel domsforhandling finder sted i et eller flere forberedende retsmøder.
Stk. 2. Under forberedende retsmøder beklædes retten af formanden eller dennes stedfortræder.
Stk. 3. Med parternes samtykke kan retten afgøre sagen på et forberedende retsmøde. Afgørelsen kan med parternes indforståelse træffes ved beslutning.
Stk. 4. De forberedende retsmøder afholdes for lukkede døre. Med parternes tiltræden kan retsformanden dog tillade andre end partsrepræsentanterne at overvære retsmøderne.
§ 49 h. For domsforhandlingen gælder med de fornødne tilpasninger reglerne om domsforhandling af civile retssager i 1. instans i lov om rettens pleje i Grønland.
Stk. 2. Domsforhandlingen foregår for åbne døre, medmindre retsformanden undtagelsesvis af hensyn til ro og orden i retslokalet beslutter, at dørene skal lukkes.
§ 49 i. Dommen vedtages ved afstemning efter forudgående rådslagning. Rådslagningen og afstemningen sker mundtligt, og retsformanden stemmer altid sidst. I afstemningen deltager kun de dommere, som har overværet den mundtlige forhandling i dens helhed. De afgivne stemmer indføres i uddrag i stemmeafgivningsbogen.
Stk. 2. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Stk. 3. Udkast til dommen udarbejdes af retsformanden, hvorefter den endelige ordlyd vedtages af de deltagende dommere.
§ 49 j. Dommen, der afsiges i et offentligt retsmøde ved oplæsning af domsslutningen, skal ledsages af grunde, men ikke indeholde oplysning om de forskellige meninger under afstemningen.
§ 49 k. Bestemmelserne i lov om rettens pleje i Grønland om virkningen af en parts udeblivelse og om adgangen til genoptagelse af civile retssager, der er afgjort ved en udeblivelsesdom, finder tilsvarende anvendelse i sager, der behandles af tjenestemandsretten.
Stk. 2. Tjenestemandsrettens formand eller dennes stedfortræder kan undtagelsesvis tillade, at sager, der efter § 49 g, stk. 3, er afgjort af retsformanden, genoptages, når
1) det må anses for overvejende sandsynligt, at sagen uden ansøgerens fejl har været urigtigt oplyst, og at sagen efter en genoptagelse vil få et væsentligt forskelligt resultat,
2) det må anses for givet, at ansøgeren kun ad denne vej vil kunne undgå eller oprette et for denne indgribende tab, og
3) omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse.
§ 49 l. Tjenestemandsrettens domme kan fuldbyrdes efter reglerne i lov om rettens pleje i Grønland om tvangsfuldbyrdelse af domme.
Stk. 2. Forlig indgået for tjenestemandsretten og beslutninger efter § 49 g, stk. 3, kan fuldbyrdes efter reglerne i lov om rettens pleje i Grønland om fuldbyrdelse af forlig, der er indgået for en ret.
Stk. 3. Reglerne i lov om rettens pleje i Grønland vedrørende indsigelser mod rigtigheden af domme m.v., der fremsættes under tvangsfuldbyrdelsen, finder tilsvarende anvendelse for indsigelser, der fremsættes under fuldbyrdelsen af tjenestemandsrettens domme, kendelser og beslutninger.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001.
Stk. 2. For tjenestemænd, hvis åremålsansættelse er påbegyndt ved lovens ikrafttræden, gælder de hidtidige regler om uansøgt afsked.
Stk. 3. Indtil der med virkning fra den 1. juli 2003 er foretaget udpegning og beskikkelse af dommere og stedfortrædere til tjenestemandsretten, forbliver de nu siddende medlemmer og stedfortrædere i virksomhed.
Stk. 4. Afgår den af landsdommeren udpegede stedfortræder inden 1. juli 2003, udpeges en anden efter reglerne i § 48, stk. 2, i lov om statens tjenestemænd i Grønland som affattet ved denne lovs § 1, nr. 14.
Stk. 5. Afgår en beskikket eller udpeget dommer eller stedfortræder i øvrigt inden den 1. juli 2003, beskikkes en anden for den resterende del af perioden efter reglerne i § 48, stk. 6, i lov om statens tjenestemænd i Grønland som affattet ved denne lovs § 1, nr. 14.
Stk. 6. De ved lovens ikrafttræden verserende sager for tjenestemandsretten skal færdigbehandles efter reglerne i §§ 49 c-49 j i lov om statens tjenestemænd i Grønland som ændret, henholdsvis affattet ved denne lovs § 1, nr. 17 og 18.