Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om udjævning af forskellen mellem pars udgifter til kunstig befrugtning og adoption

GældendeVersion 2000-10-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00019@2000-10-24/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at fremsætte de nødvendige forslag, der kan udjævne forskellen mellem pars udgifter til adoption af børn fra udlandet og udgifter til kunstig befrugtning.

Formålet med forslaget

Det overordnede formål med forslaget er i højere grad at tilskynde til valg af adoption af et allerede født barn frem for kunstig befrugtning. Men forslaget har også til hensigt at fjerne den økonomiske forskelsbehandling af par, der vælger adoption, i forhold til par, der vælger kunstig befrugtning.

Baggrund for forslaget

Etisk Råd udgav i 1995 en redegørelse om kunstig befrugtning, hvori rådet anbefaler, at der sker en tilnærmelse mellem reglerne for adoption og reglerne for reagensglasbehandling med hensyn til forudsætninger og økonomi. Ved i højere grad at ligestille adoption og kunstig befrugtning økonomisk kan man fra samfundets side medvirke til at sikre, at det i hvert fald ikke er dette aspekt, der afgør parrets valg mellem adoption og kunstig befrugtning (redegørelsens punkt 2.5.).

Under behandlingen af lovforslag nr. L 183 om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (folketingsåret 1999-2000) fremsatte forslagsstillerne et ændringsforslag (nr. 28 i betænkningen) om indførelse af brugerbetaling for kunstig befrugtning. Formålet med ændringsforslaget var at opnå en højere grad af økonomisk ligestilling mellem behandling for barnløshed og adoption. Forslaget blev i første omgang vedtaget, men lovforslaget som helhed blev senere forkastet. Mange stemte tilsyneladende imod lovforslaget for at undgå indførelse af (øget) brugerbetaling i det offentlige sygehusvæsen, selv om man ikke var uenig i selve formålet med brugerbetalingen nemlig at tilskynde til adoption frem for kunstig befrugtning.

For forslagsstillerne er det imidlertid ikke afgørende, om en ligestilling sker ved hjælp af øget brugerbetaling for kunstig befrugtning eller ved nedsættelse af udgifterne ved adoption. Det foreliggende forslag peger derfor ikke entydigt på en bestemt model for eksempel (øget) brugerbetaling for kunstig befrugtning. Det forventes derfor, at regeringen vil forsøge at finde en model, der kan vinde bred tilslutning i Folketinget.

Omfanget af brugerbetaling ved valg af kunstig befrugtning

Det enkelte pars udgifter til kunstig befrugtning afhænger af, om behandlingen tilbydes i offentligt eller privat regi, og er desuden afhængig af den specifikke behandlingstype. Kunstig befrugtning i offentligt regi er gratis, men til gengæld tilbydes der kun et vist antal behandlinger. Dog skal parrene på nogle offentlige klinikker selv betale for (en del af) udgifterne til medicin. For en typisk IVF-cyklus vil de samlede medicinudgifter være i størrelsesordenen 2.500-3.000 kr., hvis parret skal betale hele udgiften. Der ydes ikke tilskud til kunstig befrugtning i privat regi. Enkelte ydelser er dog omfattet af overenskomst med sygesikringen ved henvisning fra praktiserende læge til speciallæge, for eksempel insemination.

Den billigste behandling er insemination med et omkostningsniveau per behandling på ca. 2.000 kroner (Redegørelse fra arbejdsgruppen om brugerbetaling for kunstig befrugtning, Sundhedsministeriet, marts 1998). I den dyreste ende finder man behandling med nedfrossen sæd, der har et omkostningsniveau på 16-21.000 kr. per behandling (Redegørelse fra arbejdsgruppen om brugerbetaling for kunstig befrugtning, Sundhedsministeriet, marts 1998).

Omfanget af brugerbetaling ved valg af adoption

Udgifterne ved adoption afhænger af, om der er tale om et dansk eller udenlandsk barn. Der er ingen udgifter forbundet med adoption af et dansk barn. Til gengæld er der kun meget få danske børn at adoptere. I 1998 blev 53 danske børn bortadopteret, heraf var 27 under ét år gamle (Statistisk årbog 1999, tabel 77). Udgifterne ved adoption af et udenlandsk barn varierer derimod fra land til land og ligger mellem 55.000 og 105.000 kr. per barn inklusiv adoptionstilskud. Ved adoption af et udenlandsk barn udbetales et engangsbeløb (adoptionstilskud) på 35.033 kr., som er uafhængigt af de faktiske omkostninger ved adoptionen, jf. lov om børnetilskud § 10 b, stk. 1. Tilskuddet reguleres årligt. Eneste betingelse for modtagelse af adoptionstilskuddet er, at barnet er formidlet gennem en formidlingsorganisation godkendt af justitsministeren.

Barnløses brug af kunstig befrugtning

Mange barnløse har forud for adoption af et udenlandsk barn været igennem en eller flere mislykkede fertilitetsbehandlinger. Det højeste antal behandlinger, en kvinde i IVF-behandling har modtaget, er ifølge Sundhedsstyrelsen 14 behandlinger (sundhedsministerens besvarelse 4/4 2000 af S 2284). Knap tre fjerdedele af kvinderne, der påbegyndte en IVF-behandling i 1996-97, har gennemgået 1-3 behandlinger, mens knap en fjerdedel har gennemgået 4-6 behandlinger. 3 pct. har modtaget flere end 6 behandlinger (sundhedsministerens besvarelse 24/3 2000 af S 2094).

Formidlingsmuligheder ved adoption

Landsformanden for foreningen Adoption og Samfund, Lars Klüver, udtalte 11/7 2000 til Berlingske Tidende, at der i øjeblikket mangler adoptanter: »Begrænsningen for at få flere børn til Danmark er antallet af barnløse, der ønsker at adoptere. Det er en myte, at der ikke er børn nok.«

Økonomiske konsekvenser

Det er ikke muligt at opgøre forslagets økonomiske konsekvenser, da der ikke foreslås en bestemt model for gennemførelse af formålet: at udjævne forskellen mellem pars udgifter til adoption af børn fra udlandet og udgifter til kunstig befrugtning.

Flemming Kofod-Svendsen (KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om udjævning af forskellen mellem pars udgifter til kunstig befrugtning og adoption.

(Beslutningsforslag nr. B 19).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2000-10-24