Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af frameldingskupon for bidrag til politiske partier
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00061@2000-12-01/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til i dette folketingsår at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber således, at det lovbestemte krav om, at medlemmer af fagforeninger skal have den såkaldte frameldingskupon, afskaffes.
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 157, folketingsåret 1999-2000 (se Folketingstidende 1999-2000, tillæg A side 7954 og 7956.
Forslaget går i al sin enkelhed ud på at ændre gældende regler, således at man som medlem af en fagforening i fremtiden ikke lovbestemt skal have muligheden for at indsende en frameldingskupon, hvis man ikke ønsker at »betale bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt«.
Frameldingskuponen blev opfundet for at imødegå utilfredse fagforeningsmedlemmer, der derved via kontingentet kunne slippe for at være med til at bidrage økonomisk til et eller flere politiske partier typisk socialistiske partier.
Det er imidlertid en stor narresut, for selv om man indsender en sådan kupon, så slipper man ikke billigere i kontingent, og dermed er det kun en regnskabsmæssig detalje at flytte rundt på pengene, og i den sidste ende er alle alligevel med til at betale.
For det andet koster LO-fagforeningernes omfattende politiske virke langt mere end det direkte økonomiske tilskud fra LO til Socialdemokratiet. Her er nogle få eksempler på ting, som alle medlemmer - frameldingskupon eller ej - betaler til:
Fagbladene, som op til valgene indeholder politiske synspunkter, der er langt ud over det arbejdsmæssige og faglige. SiD´s pressechef har udtalt, at fagbladene er det vigtigste medie i valgkampe
Valgannoncer; SiD s hovedkasserer har indrømmet, at pengene til sådanne annoncer bliver taget fra fælleskassen, jf. bilag omdelt i Arbejdsmarkedsudvalget 1999-2000 (alm.del - bilag 26)
Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat, som er et socialdemokratisk kontor betalt af LO, jf. deres hjemmeside www.afps.dk
Politiske kurser for tillidsmænd
Socialdemokratiske valgkampagner ført af den lokale fagforenings afdeling o.s.v.
Ovenstående viser, at LO-fagforeningerne er politiske organisationer, som nok så mange frameldingskuponer eller tilmeldingskuponer ikke kan ændre ved. F.eks. står der direkte i SiD s formålsparagraf, (§ 2, stk. 6), at man vil arbejde for at skabe et demokratisk socialistisk samfund.
Frameldingskuponen er altså uden værdi for lønmodtageren; men til gengæld et nyttigt redskab for LO-ledelsen. Med kuponen i hånden har LO-ledelsen fejlinformeret tusindvis af utilfredse ikke-socialdemokratiske lønmodtagere: »I behøver ikke at støtte Socialdemokratiet«.
Det har været foreslået, at man skal ændre frameldingskuponen til en tilmeldingskupon. Ideen er tiltalende, og forslagsstillerne har tidligere været enig i denne mulighed, da det vil give et helt andet billede. Forslagsstillerne har dog ændret opfattelse og mener nu, at der ikke skal være et lovbestemt krav om at kunne vælge fra eller vælge til, da begge dele giver det samme falske billede, nemlig at man undgår at støtte partipolitisk arbejde, hvilket er direkte forkert. En tilmeldingskupon vil derfor ikke ændre på førnævnte eksempler.
Men tilmeldingskuponen har i et enkelt tilfælde dog vist sig at være en effektiv måde at måle medlemmernes vilje til at støtte f.eks. Socialdemokratiet på. Dansk Jernbanearbejderforbund startede med ordningen med frameldingskupon, og det viste sig, at 682 ud af ca. 7.000 medlemmer meldte fra. Så traf man den modige beslutning at give medlemmerne mulighed for i stedet at udfylde en tilmeldingskupon, hvilket bevirkede, at kun 27 ud af de ca. 7.000 medlemmer tilmeldte sig . Det må siges at være en syngende lussing til Socialdemokratiet.
Men uanset denne sjove historie, så fjerner både frameldingskuponen og tilmeldingskuponen debatten fra det væsentlige.
Det væsentlige er, at mange fagforeninger i Danmark har et klart politisk mål, og uanset hvordan reglerne indrettes, så vil de fortsætte med at arbejde for dette politiske typisk socialdemokratiske mål på den ene eller anden måde - kupon eller ej.
Samtidig er det et faktum, at man i en lang række erhverv og i en lang række virksomheder skal være medlem af en af disse fagforeninger for overhovedet at kunne få lov til at arbejde. Det er med andre ord ofte en forudsætning for at få arbejde i Danmark, at man aktivt støtter en bestemt partipolitik (oftest socialdemokratisk).
Det strider mod mange internationale traktater, erklæringer og pagter, og det strider mod ånden i grundloven, men der er ikke politisk vilje til at efterleve alle disse overordnede regler. Man henviser bare til, at eksklusivaftalerne er indgået på såkaldt frivilligt grundlag, selv om der i mange tilfælde har været forudgående langvarige blokader af virksomhederne.
Hundredtusindvis af ikke-socialistiske lønmodtagere er i dag tvunget til at være medlem af en socialdemokratisk fagforening for at kunne få eller fastholde deres arbejde. Det er en skændsel.
Forslagsstillerne mener tillige, at fagforeningerne er private foreninger på lige fod med andre. Derfor skal de ikke særbehandles hverken positivt eller negativt. Dette medfører, at staten ikke skal blande sig i, hvad de private fagforeninger bruger deres penge til. Omvendt skal fagforeningskontingenter heller ikke være fradragsberettigede, og fagforeningerne skal ikke have ret til at tvinge folk til medlemskab.
Den lovbestemte frameldingskupon foreslås afskaffet, så staten ikke er medvirkende til at stikke blår i øjnene på befolkningen.
Der er fagforeningstvang i Danmark, og debatten om denne skal ikke skjules bag tilfældige og intetsigende frameldingskuponer.
Tom Behnke (FRI):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af frameldingskupon for bidrag til politiske partier.
(Beslutningsforslag nr. B 61).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.