Forslag til folketingsbeslutning om helbredstjek af udlændinge, der får opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00070@2000-12-13/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at etablere en ordning, hvorefter udlændinge, der kommer fra lande uden for Norden, EU og Nordamerika, og som får opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, skal have foretaget en almindelig helbredsundersøgelse, hvori indgår en hiv-test og en tuberkulosetest, der afdækker, om de pågældende er smittet med hiv eller tuberkulose.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at udlændinge, der får opholds- eller arbejdstilladelse her i Danmark, skal have foretaget en almindelig helbredsundersøgelse.
Helbredsundersøgelsen skal blandt andet afdække, om personen har symptomer på smitsomme sygdomme såsom hiv og tuberkulose, og undersøgelsen skal foretages med henblik på, at der hurtigt kan iværksættes et behandlingsforløb, hvis personen lider af smitsomme sygdomme. Det er ikke forslagsstillernes hensigt at afskære nogen fra at få opholdstilladelse, hvis helbredstjekket viser, at vedkommende lider af en alvorlig sygdom. Beslutningsforslaget er alene fremsat for at sikre, at de pågældende kommer i behandling og undgår at smitte andre.
En del af de udlændinge, der hvert år rejser til Danmark og får meddelt opholdstilladelse, enten i forbindelse med asyl, familiesammenføring eller beskæftigelse, kommer fra lande i den tredje verden, hvor sundhedssystemerne ikke har samme udbygning og niveau som i Danmark.
I sagens natur kommer hovedparten af asylansøgerne fra områder uden for Europa. De kommer fra lande, der enten ikke har veludbyggede sundhedssystemer, eller de kommer fra lande, hvor der slet ikke findes sundhedssystemer, eller hvor disse er helt ødelagte af krigshandlinger.
I forbindelse med behandlingen af asylansøgninger tilbydes i dag et medicinsk tjek i form af en omfattende udspørgning om asylansøgerens helbredstilstand.
Det er imidlertid forslagsstillernes opfattelse, at helbredstjekket ikke blot skal være et tilbud, men en automatisk handling.
Helbredstjekket skal ikke være et krav for personer fra Norden, EU eller Nordamerika, idet forslagsstillerne antager, at sundhedstilstanden i disse land har et niveau på linje med Danmarks, og derfor skal personer fra disse lande ikke automatisk gennemgå et helbredstjek.
Derimod er det forslagsstillernes opfattelse, at personer fra lande uden for Norden, EU og Nordamerika skal gennemgå et helbredstjek i forbindelse med meddelelse af opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark.
Det skal rent praktisk foregå ved, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelsen giver besked om, at personen inden to måneder skal have foretaget et helbredstjek hos sin læge. Helbredstjekket skal blandt andet omfatte et tjek for symptomer på tuberkulose og hiv. Lægen udfylder en helbredserklæring, som personen har fået tilsendt sammen med sin opholdstilladelse, og indsender denne i udfyldt stand til Udlændingestyrelsen. Indsendes erklæringen ikke, giver Udlændingestyrelsen meddelelse til personen om, at såfremt personen ikke inden en angivet frist helbredstjekkes ved lægen, trækkes opholdstilladelsen tilbage, og personen må derefter rejse ud af Danmark, medmindre personen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og 8. På den måde har Udlændingestyrelsen og dermed det danske samfund kontrol med, at personer fra den tredje verden helbredstjekkes i forbindelse med ophold i Danmark.
For asylansøgere skal helbredstjekket foretages umiddelbart efter, at vedkommende af Udlændingestyrelsen er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 7. Asylansøgere, der behandles efter åbenbart grundløs-proceduren eller efter Dublin-konventionen, skal ikke være omfattet af ordningen om automatisk helbredstjek.
Personer, der meddeles visum af mere end tre måneders varighed, skal ligeledes være omfattet af ordningen.
Antal årlige opholdstilladelser
Udlændingestyrelsen giver hvert år opholdstilladelser til et stort antal udlændinge, der kommer her til landet i forskellige ærinder.
Således gav Udlændingestyrelsen i 1999 29.245 opholdstilladelser, der fordeler sig med 4.443 i asylsager, 9.422 i familiesammenføringstilladelser, 5.706 EF/EØS-opholdsbeviser, 3.074 af beskæftigelses- og erhvervsmæssige hensyn og 6.600 andre tilladelsestyper.
Antal udlændinge i Danmark
Af de 378.162 indvandrere og efterkommere, der pr. 1. januar 2000 opholdt sig i Danmark, kommer de 275.591 fra tredjelande, det vil sige uden for Norden, EU og Nordamerika. Heraf kommer 91.271 fra typiske indvandrerlande som Tyrkiet (48.773), Efterfølgende stater til det tidligere Jugoslavien (17.176), Pakistan (17.509) og Marokko (7.813).
Fra såkaldte flygtningelande kommer 111.890, som fordeler sig med Afghanistan (3.275), Ethiopien (1.170), Irak (14.902), Iran (12.980), Efterfølgestater til det tidligere Jugoslavien (22.703), Libanon (19.011), Rumænien (1.934), Somalia (14.856), Sri Lanka (9.515), statsløse (493) og Vietnam (11.051).
Tuberkulose
I 1999 blev der i Danmark anmeldt i alt 537 tilfælde af tuberkulose (tb) forårsaget af Mycobakterium tuberculosis: 164 tilfælde blandt danskere (31%) og 373 tilfælde blandt indvandrere (69%). Til sammenligning var der 529 tilfælde i 1998, hvoraf de 35% var danskere, og 65% var indvandrere.
Af smittede danskere var 103 mænd og 61 kvinder. Antallet af tb-tilfælde blandt yngre danskere var faldende, men uændret blandt ældre. Medianalderen hos smittede danskere var 46 år for mænd og 61 år for kvinder, sammenlignet med henholdsvis 48 år og 45 år i 1998.
Blandt 373 indvandrere var de 185 smittede fra Somalia, svarende til halvdelen af alle indvandrere, der havde tuberkulose. I øvrigt kom 11% af de smittede indvandrere fra Pakistan, 14% fra det øvrige Asien, 9% fra det tidligere Jugoslavien og 6% fra Afrika. Grønlændere bosiddende i Danmark udgjorde 3%.
For 13 af de 537 tuberkulosepatienter var det oplyst, at de var hiv-positive. 6 af disse var danskere, og syv var indvandrere. 25 patienter var alkoholikere, narkomaner og/eller hjemløse, heraf var 22 danskere. Af disse var 21 mænd i alderen 28 til 53 år, medianalder 45 år.
Smittekilder
Der var en kendt smittekilde blandt den nærmeste familie eller bekendtskabskreds for 28% af danskere og 20% af indvandrere. De fleste danskere (97%) mentes smittet i Danmark, mens hovedparten af indvandrere var smittet i udlandet, typisk i deres oprindelsesland. I alt 26 indvandrere (7%) mentes dog smittet i Danmark. I alt 34 personer blev anmeldt med recidiv, 19 danskere (12%) og 15 indvandrere (4%). I 25 tilfælde var der tale om recidiv af lunge-tb.
Hiv
Hvor hiv - Human Immunodeficiency Virus - der forårsager aids, gennem flere år har været under kontrol i Danmark og den vestlige verden, ser det anderledes ud i andre dele af verden.
På verdensplan skønnes antallet af hiv-inficerede at ligge på 36 millioner mennesker, men langt hovedparten lever på det afrikanske kontinent. I Afrika, syd for Sahara, er flere end 25 millioner mennesker smittet med hiv, tallet stiger dag for dag, og spredningen er i disse lande, med få undtagelser, helt ude af kontrol.
Imidlertid er antallet af hiv-smittede eksploderet i Rusland og resten af Østeuropa, hvor der menes at være 700.000 smittede, fortrinsvis narkomaner og prostituerede. I 1999 skulle alene 250.000 være blevet smittet. Det danske rådgivningscenter for prostituerede mener, at der er ca. 2.000 udenlandske prostituerede i Danmark, og at grupperne fra Østeuropa vokser. Blandt disse kan der være risiko for hiv-smittede.
Selv om Danmark har meget god kontrol med hiv og aids, har 2.285 danskere alligevel gennem årene fået stillet diagnosen aids. 1.818 er døde, heraf 38 i 1999.
Der skønnes at være mellem 3.500 og 4.000 hiv-smittede i Danmark, men kun mellem 2.500 og 3.000 har kontakt til sundhedsvæsenet. 120 danskere blev konstateret hiv-positive i første halvdel af år 2000. Tallet for 1999 var 282 hiv-positive.
Birthe Skaarup (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om helbredstjek af udlændinge, der får opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark.
(Beslutningsforslag nr. B 70).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.