Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om reform af proceduren i Flygtningenævnet

GældendeVersion 2001-02-27
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00126@2001-02-27/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag samt foretage de fornødne administrative ændringer med henblik på at gennemføre en reform af proceduren i Flygtningenævnet, således at der bliver mulighed for i konkrete sager ud over at behandle dem på basis af skriftligt materiale også at indkalde og afhøre vidner, eksperter og dokumentarister.

Afgørelser i Flygtningenævnet er i dag truffet på baggrund af det skriftlige materiale, der foreligger i sagen, de forklaringer, der fremkommer i nævnet, samt de indlæg, ansøgerens advokat og Udlændingestyrelsen fremsætter. Imidlertid finder forslagsstillerne, at det vil kunne bidrage til en forøget retssikkerhed og en større troværdighed om afgørelserne truffet i nævnet, hvis der indføres en mulighed for, at der under sagsbehandlingen kan afhøres vidner. Sagen er ofte den, at netop i asylsager, hvor der skal træffes afgørelser om forhold, der har fundet sted i andre lande og under andre forhold end danske, kan det være vanskeligt for myndighederne at danne sig et klart billede af forholdene. Hertil skal lægges, at det i netop sager om forfølgelse fra myndighedernes eller andres side ikke er ligetil at skaffe oplysninger ad ordinære kanaler. I denne situation finder forslagsstillerne, at det vil give en betydelig bedre mulighed for at nå til en så korrekt afgørelse som overhovedet muligt, hvis der i lovgivningen åbnes mulighed for, at der kan indkaldes vidner, eksperter og lignende, så Flygtningenævnets medlemmer får mulighed for på basis af det skriftlige materiale, og hvad der i øvrigt ligger i sagen, at få uddybet og nuanceret oplysningerne, inden der træffes en afgørelse. Efter forslagsstillernes opfattelse vil en sådan mulighed - sammen med de to øvrige beslutningsforslag om ændringer i asylsagsbehandlingen, som fremsættes samtidig med dette beslutningsforslag - bidrage til en forbedring af retssikkerheden i asylsystemet.

Søren Søndergaard (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om reform af proceduren i Flygtningenævnet.

(Beslutningsforslag nr. B 126).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2001-02-27