Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission til udredning af hashens virkninger
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00155@2001-03-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en kommission med det formål at udrede hashens virkning og fremkomme med forslag, der kan danne grundlag for en ny politik på området.
Kommissionen foreslås at have følgende kommissorium og sammensætning:
1. Kommissionen skal gennem forskningsmæssigt arbejde afklare de usikkerhedspunkter, der er omkring hashens virkninger kulturelt, socialt, psykologisk, økonomisk og samfundsmæssigt.
2. Kommissionen skal sammensættes af nationale og internationale eksperter.
3. Kommissionen skal udarbejde de videnskabelige kriterier for bedømmelsen af det materiale, som indgår i arbejdet.
4. Kommissionen skal udarbejde en redegørelse for hashens virkninger samt forslag til politikudvikling af området.
5. Kommissionen skal afslutte sit arbejde hurtigst muligt og senest den 1. juli 2002.
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 95 fra folketingsåret 1997-98, 1. samling. Se Folketingstidende 1997-98, tillæg A side 3058 og 3059.
Hashens virkninger har været genstand for debat gennem en længere periode. Folketingets høring om hash den 26. november 1997 afslørede, at den vigtige debat føres på et meget usikkert grundlag. Høringen fremhævede flere områder, hvor der var uoverensstemmelser mellem videnskabelige vurderinger og den hashpolitik, der bliver ført i Danmark. Hovedkonklusionen på høringen var, at man ved meget om hashens kulturelle og industrielle anvendelsesform, men at man stort set ikke anvender denne viden i den konkrete politikudformning.
Det er vigtigt, at lovgivningen bliver tidssvarende, så indsatsen over for hash optimeres. Og beslutningen om en ændret hashpolitik må bygge på videnskabeligt korrekte data. I dag foreligger der forskellige vurderinger af de eksisterende rapporter om hashens virkninger, og derfor er der usikkerhed om dataenes anvendelighed. Disse usikkerhedspunkter skal afklares, så der kan skabes grundlag for en ændret indsats over for hashproblematikken.
Lovgivningens kriminalisering af hash skaber en række problemer. Blandt andet er der en sammenhæng mellem organiserede kriminelle grupper og hashdistributionen. Hashens sociale og psykologiske virkning er et andet område, der ofte debatteres. Samtidig er det også det område, hvor der hersker størst usikkerhed omkring hashens virkninger og om virkningerne af den førte politik. Det er påvist, at hash kan have den negative indflydelse, at personer, der hyppigt anvender hash, bliver passive og trækker sig fra deltagelse i samfundslivet. Hvis personen samtidig har et svagt socialt netværk eller en skrøbelig psyke, er der stor risiko for en social deroute. Der er dog stort behov for at få afklaret, om hash er den primære årsag til de sociale omkostninger, der er forbundet med et hyppigt forbrug.
For at få klarhed over hashens virkninger og få gjort lovgivningen tidssvarende og i overensstemmelse med resultatet af videnskabelige undersøgelser foreslås det, at der nedsættes en kommission, som kan afklare de uklarheder, der er omkring hash. Kommissionens rapport skal danne grundlag for, at Folketinget kan træffe sine beslutninger på et sagligt grundlag.
Der foreslås en international repræsentation i kommissionen for at tilgodese det allerede eksisterende samarbejde med vores nærmeste naboer. Det er nærliggende at trække på det nære regionale samarbejde, især når det drejer sig om udveksling af erfaringer om hash og dens virkninger.
Anne Baastrup (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission til udredning af hashens virkninger.
(Beslutningsforslag nr. B 155).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.