Forslag til folketingsbeslutning om sikring af reel forbrugerinformation ved butikkers udsalg
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00166@2001-03-30/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremkomme med forslag til en ændring af prismærkningsloven, som i højere grad end nu vil kunne sikre en reel forbrugerinformation.
Forbrugerbladet Tænk & Test har foretaget en undersøgelse, der viser, at nogle butikker fusker med udsalgspriserne. I undersøgelsen er der et eksempel på et fjernsyn, som i november måned kostede 6.499 kr. Op til jul blev prisen skruet op med 1.000 kr., og da kunder dukkede op til januarudsalget, var fjernsynet sat ned med 500 kr. Ifølge forslagsstillerne lever butikkerne således højt på, at kunderne ikke kan følge prisernes udvikling i det virvar af reklamer, der vælter ind ad folks postkasser.
Man kunne eksempelvis forestille sig, at det i prismærkningsloven præciseres, at en vares normalpris defineres som den pris, en vare er blevet solgt til i den erhvervsdrivendes virksomhed i en periode på 6 måneder umiddelbart op til annoncetidspunktet, eller, hvis der er tale om et introduktionstilsbud eller åbningsudsalg, den pris, samme vare vil blive solgt til i en periode af 6 måneder efter introduktionstilbudets ophør, eller at det kan dokumenteres, at varen bliver solgt til den angivne normalprispris i andre forretninger tilhørende samme kæde.
Ligeledes bør varer, hvor der sammenlignes med » egen normalpris « , eksempelvis ved udsalg, skulle mærkes med samtlige priser, varen har haft inden for de seneste 6 måneder. På den måde kan kunden følge prisudviklingen i op- og nedadgående retning. Forslagsstillerne mener ikke, at butikker skal hindres i at regulere prisen på en vare, men med en ordentligt prisskiltning kan der gives kunderne en mere reel forbrugerinformation.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal være en bagatelgrænse, således at sådanne regler kommer til at gælde for varer over f.eks. 500 kr.
Ole Sohn (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om sikring af reel forbrugerinformation ved butikkers udsalg.
(Beslutningsforslag nr. B 166).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.