Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af pædagogisk råd og elevråd/kursistråd i folkeskolen, i det almene gymnasium, ved højere forberedelseseksamen (hf) og på VUC
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00170@2001-03-30/da
Indhold
om styrkelse af pædagogisk råd og elevråd/kursistråd i folkeskolen, i det almene gymnasium, ved højere forberedelseseksamen (hf) og på VUC
Folketinget opfordrer regeringen til at styrke det pædagogiske råd i folkeskolen, i det almene gymnasium, ved højere forberedelseseksamen (hf) og på VUC ved som minimum at give rådet
høringsret i alle spørgsmål vedrørende skolens undervisning og drift, hvilket indebærer pligt for ledelsen til at fremlægge alle vigtige ændringer for lærernes kollegiale organ,
beslutningsret i pædagogiske spørgsmål, herunder spørgsmål om årsplan, evaluering af undervisning, ordning og omfang af årsprøver, forsøgsvirksomhed, køb af undervisningsmidler inden for skolens dispositionsbevilling, henvisning af elever til anden undervisning,
indstillingsret vedrørende time- og fagfordeling, som kun kan ændres af bestyrelsen under begrundet henvisning til skolens langsigtede tarv, og
indstillingsret vedrørende stillingsopslag, skolelokalernes forsyning med materiel og inventar, byggesager og budgetspørgsmål.
Folketinget opfordrer tillige regeringen til at styrke elevråd/kursistråd i folkeskolen, i det almene gymnasium, ved højere forberedelseseksamen (hf) og på VUC ved som minimum at give rådene
høringsret i alle vigtige spørgsmål vedrørende undervisningens tilrettelæggelse,
indstillingsret i pædagogiske spørgsmål, herunder spørgsmål om årsplan, ordning og omfang af årsprøver, forsøgsvirksomhed, køb af undervisningsmidler inden for skolens dispositionsbevilling, mærkedage m.v., og
beslutningsret vedrørende principper, der sikrer elevinddragelse i undervisningen og elevevaluering af undervisningen. Disse principper kan kun ændres af pædagogisk råd eller skolens ledelse under dokumenteret henvisning til ressourcer og gældende lovgivning.
I den borgerlige regerings sidste periode omkring 1990 ændredes folkeskolens og det almene gymnasiums styrelsesregler grundlæggende. Lærerrådet blev nedlagt og erstattet af et pædagogisk råd. Skolerne skulle ledes af valgte bestyrelser og en » rigtig « ledelse.
For forslagsstillerne er det imidlertid afgørende at styrke såvel elevernes som lærernes og andre medarbejdergruppers demokratiske rettigheder. Undervisning forudsætter engagement fra og involvering af elever og lærere. Disse to grupper har det afgørende ansvar for en udbytterig undervisning. Derfor er det vigtigt, at disse grupper får rettigheder og indflydelse på det bærende ansvar, de har for den daglige undervisning.
Dette beslutningsforslag indebærer, at pædagogisk råd mindst sikres den rolle, det tidligere lærerråd havde, idet det dog er forslagsstillernes opfattelse, at elevrådet bør styrkes parallelt hermed.
Skolen skal lære eleverne at deltage som aktive borgere i samfundet. Det gøres bedst ved at styrke demokratiet inden for skolens egne rammer. Learning by doing! Elevdemokratiet har ført en alt for hensygnende tilværelse siden dets gennemførelse i 1960´erne.
Skolen bør nedbryde den nuværende magtkoncentration omkring ledelsen og i stedet tænke på lærere og elever/kursister som en ressource, der kan bane vejen for et deltagerstyret demokrati.
Under undervisningsminister Bertel Haarder blev styringen af den enkelte folkeskole ændret i ledernes favør. Det daværende lærerråd mistede afgørende indflydelse på fagfordelingen, idet det oprindeligt kunne indstille en fagfordeling, der gik imod lederens forslag, hvis forældrene vel at mærke sagde god for lærernes forslag. Skolenævnet havde endvidere pligt til at sikre, at lærerrådet fik mulighed for at udtale sig i alle væsentlige spørgsmål vedrørende undervisningsforhold og skolens drift i det hele taget.
Spørgsmål vedrørende personaleforhold er i dag lagt over i samarbejdsudvalget. Man er gået fra et direkte demokrati til et repræsentativt demokrati. Igen en svækkelse af demokratiet.
Danmarks Lærerforening opsummerede situationen således i en medlemsundersøgelse i bladet » Folkeskolen « nr. 30-33 fra 15. august 1996, side 12: » Først fik folkeskolen nye styrelsesregler. Skolerne skulle ledes af valgte bestyrelser og en rigtig ledelse. Lærerådet blev nedlagt og erstattet med et pædagogisk råd. Så fik lærerne et nyt sæt arbejdstidsregler, som ledelsen skulle administrere. De to forandringer i samspil oplever lærerne som en bureaukratisering og som et tab af råderum. Både det pædagogiske og administrative initiativ skulle nu tydeligvis komme fra bestyrelser og ledelse. Lærerne trak sig tilbage og afventede « .
Hertil kommer, at skolens ledelse gennem 1990´erne har måttet afsætte stadig flere ressourcer på at administrere komplekse lønforhold og arbejdstidsregler. Der bliver således stadig færre kræfter til at arbejde med pædagogiske spørgsmål og forældrekontakten.
Da de nye LærerRåds-bekendtgørelser trådte i kraft i 1978/79 udtalte Gymnasiedirektoratet, at de blev udformet » i pagt med tidens krav om at sprede magtens autoritet ved at inddrage de berørte parter « . Her var sket en præcisering af den indstillingsret, som vedrører arbejdets organisering, herunder primært time- og fagfordeling.
Lærerrådenes beslutningsret vedrørende anskaffelse af undervisningsmidler inden for skolens dispositionsbevilling var udelukkende knyttet til statsskolerne.
Et er imidlertid de formelle spilleregler, noget andet de reelle. Af en undersøgelse foretaget af Hans Laugesen fra 1984 (HD-hovedopgave om lærerrådenes indflydelse på gymnasierne) fremgår det, at den indflydelse, lærerrådene havde via hørings- og indstillingsretten, var af stor betydning, da lærerrådenes beslutninger som oftest dannede udgangspunkt for de endelige afgørelser.
Alle erkender, at såvel lærere som elever/kursister har det afgørende ansvar for en udbytterig undervisning og skolens udvikling i det hele taget. Elev/kursist-engagement er nøje forbundet med muligheden for løbende at kunne påvirke undervisningen og deltage i skolens liv på linje med skolens øvrige aktører. Dette simple forhold bør i langt højere grad end i dag komme til udtryk i skolens formelle og reelle demokrati.
Nærværende forslag indebærer ikke nogen revolutionerende ændring af elevernes/kursisternes indflydelse, men indskærper dog beslutningsret for denne gruppe på ét afgørende felt: Elever/kursister skal have bestemmende indflydelse på de former og metoder, der anvendes til evaluering af undervisningen og deraf forpligtende konsekvenser for undervisningens tilrettelæggelse. Elevråd/kursistråd skal således mindst et par gange om året have mulighed for at drøfte og beslutte de overordnede principper for dels den løbende evaluering af undervisningen, dels evalueringen af undervisningens overordnede organisering, f.eks. samspil mellem kursusforløb og projektforløb, fleksibelt skema over for fast skema m.v. Realiseringen af disse retningslinjer skal selvsagt udøves i et samspil mellem den enkelte lærer/lærerteam og de involverede elever/kursister.
Endelig indskærper nærværende forslag, at elever/kursister også får tildelt en indstillingsret i alle undervisningsmæssige og pædagogiske spørgsmål, så elevsynspunkter kan synliggøres over for lærere, ledelse og bestyrelse.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der er behov for langt mere vidtgående indflydelse til elever og kursister. En sådan mere omfattende beslutningsmyndighed bør som minimum udvikles i takt med de erfaringer, der måtte blive indhøstet i forbindelse med forsøg vedrørende elevindflydelse (jf. B 169).
Søren Kolstrup (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af pædagogisk råd og elevråd/kursistråd i folkeskolen, i det almene gymnasium, ved højere forberedelseseksamen (hf) og på VUC.
(Beslutningsforslag nr. B 170).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling