Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20001BB00202@2001-05-30/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at øge den samfundsmæssige andel af indtægterne fra dansk olie- og gasproduktion gennem

en forhøjelse af produktionsafgiften og af olierørledningsafgiften,

indførelse af afgift på de arealer, som selskaber har fået i koncession,

indførelse af afgift på udledning af drivhusgasser samt afgift på udledte tungmetaller og andre stoffer, der er til skade for vandmiljøet, og

at øge det eksisterende krav om statslig deltagelse i efterforskning og produktion af olie og gas.

Olieselskabernes overskud fra olie- og gasproduktionen har de senere år udviklet sig til et profitniveau, som ligger betydeligt højere end det gængse niveau for den øvrige industri. I de årlige rapporter fra Energistyrelsen om den danske olie- og gasproduktion er oplyst, at Dansk Undergrunds Consortium, DUC, der består af Shell, Texaco og A.P. Møller de senere år har opnået et afkast efter skat (målt som forrentningen af investeret kapital), som nærmer sig det dobbelte af, hvad den øvrige industri opnår.

Begrebet »overprofit« er bragt på banen, og overvejelser om, hvorledes samfundet fremover kan sikre sig en inddragelse heraf til medfinansiering af velfærdssamfundet, er sat i gang.

Som led i finanslovsaftalen for 2001 mellem regeringen, SF og Enhedslisten blev det således aftalt, at regeringen vil fremlægge udkast til et lovforslag, der indebærer en skærpet beskatning af Nordsøens sorte guld. Der sigtes mod en effektiv beskatning af det, der diplomatisk kaldes for den "overnormale" forrentning, men samtidig indskærpes, at den nye beskatning kun skal gælde for fremtidige koncessioner. To skridt frem og et tilbage.

Derfor står vi tilbage med spørgsmålet om, hvorledes samfundet kan få en større andel af værdierne, som hentes op gennem de eksisterende koncessionsaftaler; ikke mindst koncessionen fra 1962 (med rettelser i 1981) til A.P. Møller og partnere i DUC, Texaco og Shell, som udgør broderparten med 61 pct. af DUC.

I sin rapport til regeringen har Det Økonomiske Råd i december 1999 således følt anledning til at understrege, at det faktisk er det danske samfund og ikke olieindustrien som ejer værdierne nede under Nordsøens bund, og at det måske var på tide, at samfundet tilegner sig en større andel af de enorme værdier, der årligt hentes op.

Også Arbejdernes Erhvervsråd har i rapporter påpeget, at de vilkår, som samfundet har givet A.P. Møller, er helt ude af trit med det omfang, som olie- og gasproduktionen i dag har fået.

Baggrunden for disse meldinger skal ses i lyset af den aktuelle situation. Det går rigtig godt for olie- og gasselskaberne i Nordsøen. A. P. Møller og de to kompagnoner i DUC Shell og Texaco høster enorme fortjenester.

Denne succes er en kombination af tre forhold: De danske skatteregler er lempeligere end i Norge og Holland, olieprisen og dollarkursen topper, og det samme gør produktionen, der for længst har oversteget ikke alene det danske olie- og gasforbrug, men nu er så stor, at den udgør langt mere end hele det danske energiforbrug. Danmark er blevet nettoeksportør af energi.

Det Økonomiske Råd skrev i december 1999 til regeringen, at DUC-selskabernes fortjeneste ligger et pænt stykke over fortjenesten i den almindelige danske industri. I Energistyrelsens rapport fra maj 2000 om de danske Nordsøaktiviteter kan læses, at afkastet de seneste år for olieindustrien nærmer sig 18 pct. mod et normalniveau for industrien generelt på omkring 10 pct. Set over en årrække kan aflæses et niveau, som ligger på omkring 50 pct. større afkast end fortjenesten i den almindelige danske industri. Med de milliardbeløb, der omsættes for i Nordsøbranchen, er det endog meget store beløb, vi her ser i egentlig overprofit.

Enhedslisten har med en række spørgsmål til regeringen gennem længere tid søgt at afdække en række aspekter omkring den danske olie- og gasproduktion, herunder de økonomiske aspekter såvel for olieselskaberne som for samfundet.

I miljø- og energiministerens besvarelse af 3. maj 2001 af spørgsmål S 2533 er foretaget en opgørelse over såvel statens som olieselskabernes økonomi. I besvarelsen er forudsat en oliepris på 28,36 US $ pr. tønde i 2000 og 25 US $ pr. tønde for efterfølgende år.

Herunder vises i tre tabeller et uddrag fra besvarelsen.

Tabel 1: DUC-selskabernes økonomi (fra 2000 Energistyrelsens prognosetal)

Beløb i mia. kr. 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005

Indtægt 8,6 11,6 14,0 11,1 14,3

Bruttoindtjening 6,6 8,6 10,0 9,0 11,3

Afskrivning 2,6 2,9 3,3 3,7 3,2

Resultat før skat og afgifter 4,2 5,7 6,7 5,2 8,1 15,9 (+ 2,6) 16,2 (+ 3,1) 14,9 (+ 2,8) 12,5 (+ 2,5) 11,6 (+ 2,3) 9,4 (+ 2,1)

Resultat efter skat og afgifter 2,2 2,8 3,3 2,8 4,3 10,9 11,3 10,4 7,9 6,1 4,7

Kilde: Miljø- og energiminister Svend Aukens besvarelse af 3. maj 2001 af spørgsmål S 2533

(Ovenstående er en sammenskrivning af to tabeller i besvarelsen fra ministeren opdelt i før og efter 2000. I resultatopgørelsen efter 2000 har ministeren imidlertid alene medtaget skat og ikke afgiftsdelen. Dette er der kompenseret for med tallene i parentesen i tabellen ovenfor, hvilket f.eks. betyder, at væksten i resultat før skat og afgifter fra 1999 til 2000 er 10,4 mia. kr. og ikke 7,8, som det umiddelbart antydes i ministerens opgørelse.)

Tabel 2: Øvrige selskabers økonomi (fra 2000 Energistyrelsens prognosetal)

Beløb i mia. kr. 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005

Resultat før skat 0,4 1,6 0,3 2,2 1,1 1,7 2,3

Resultat efter skat 0,4 1,6 0,3 1,8 0,9 1,2 1,5

Kilde: Miljø- og energiminister Svend Aukens besvarelse af 3. maj 2001 af spørgsmål S 2533

Tabel 3: Statens indtægter (fra 2000 Energistyrelsens prognosetal)

Beløb i mia. kr. 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005

Kulbrinteskat 0,9 2,0 1,9

Selskabsskat 1,2 1,5 1,9 1,7 2,4 5,8 4,9 4,8 3,9 3,9 3,5

Produktions-afgift 0,7 0,7 1,0 1,2 0,9 1,2 2,0 1,9 1,6 1,5 1,4

Olierørledningsafgift 0,3 0,4 0,5 0,3 0,6 1,4 1,1 0,9 0,9 0,8 0,7

I alt 2,2 2,7 3,3 3,1 3,9 8,3 8,0 7,6 7,3 8,1 7,5

Kilde: Miljø- og energiminister Svend Aukens besvarelse af 3. maj 2001 af spørgsmål S 2533

I tabel 1 vises DUC-selskabernes økonomiske forhold, hvor det kan ses, at DUC s resultat er eksploderet i 2000. Tallene i parentes skal lægges til, for at » resultat før skat og afgifter « er sammenlignelige før og efter 2000, idet ministeren i sit svar ikke har medregnet afgiftsdelen i budgettallene.

I tabel 2 vises de øvrige selskabers økonomi, og det fremgår heraf, at disse selskabers olie/gas-udvinding stort set ikke bidrager til fællesskabet før fra 2005.

I tabel 3 vises de statslige indtægter, der viser, at til trods for, at DUC s resultat før skat og afgifter f.eks. vokser med 10,4 mia. kr. fra 1999 til 2000 vokser samfundets andel kun med 4,4 mia. kr.

I 2001 øges DUC s resultat yderligere, mens samfundets andel falder.

Ministeriet forventer således, at DUC efter at samfundet har fået sit stadig har 11,3 mia. kr. tilbage i ren profit.

11,3 mia. kr. er meget, og hvis man nedsætter DUC s profit fra 18 pct. til 10 pct., kan samfundet få en del for de penge, som ellers lander i lommen på storkapitalen:

F.eks. koster det kun 1,1 mia. kr. at gøre al tandpleje gratis for alle pensionister, og medicinen kan gøres gratis for 0,8 mia. kr.

Hvis man også giver alle folkepensionister gratis adgang til briller, er der stadig omkring 9,5 mia. kr. tilbage.

Hvis man yderligere tager 2,5 mia. kr., kan man nedsætte alle billetpriser i tog og busser til det halve.

Tilbage sidder DUC-parterne med et afkast, som stort set svarer til, hvad den øvrige industri får.

Enhedslisten har som mål at gennemføre en socialisering af olie/gas-produktionen i Nordsøen, hvilket indebærer såvel en økonomisk nationalisering som en demokratisering, som sikrer borgerne en reel indflydelse på, hvorledes Nordsøenergiens ressourcer bedst udnyttes af det danske samfund.

Enhedslistens mål er, at hele gevinsten fra Nordsøens guld kan tilfalde samfundets fælles kasse. Der er nok af opgaver, der trænger til at blive løst.

Dette ville være en naturlig konsekvens af den konstatering, som Det Økonomiske Råd netop gør opmærksom på: Det er faktisk det danske samfund og ikke olieindustrien som ejer værdierne nede under Nordsøens bund. Hertil kan tilføjes, at DUC for længst har fået sin selv med kapitalistisk logik retmæssige andel af værdierne.

Med dette beslutningsforslag sikres et første skridt i denne proces; et beskedent indgreb, som i sit indhold alene tilgodeser kravet om en normal og rimelig beskatning svarende til, hvad regeringens eget økonomiske rådgivningsorgan, Det Økonomiske Råd, har anbefalet.

Enhedslistens forslag tager således bl.a. udgangspunkt i en sammenligning med, hvad vore nabolande har inddraget til samfundets gavn. Således er den danske stats andel af produktionsværdien bemærkelsesværdigt lavere end niveauet i Holland og Norge de seneste 10 år.

I Holland ligger statens andel på hele 46 pct. af produktionsværdien, i Norge på 31 pct., hvis man tager et gennemsnit over de seneste 5 år, medens Danmark er nede på 23 pct.

Den officielle forklaring på denne situation lyder, at investeringsrisikoen ved olie og gas i specielt den danske del af Nordsøen er høj langt højere end i Norge hvor fundene er større og derfor økonomisk mere attraktive. Vil man derfor have olieselskaberne til at være energiske i deres eftersøgningsarbejde, skal der være en ekstra gevinst i sigte, siges det.

Denne forklaring har flere brist:

Den erklærede hensigt med den såkaldte kulbrinteskat er udelukkende at snuppe en del af den profit, der er væsentligt større end normalt for en virksomhed. Den øvrige beskatning tager mere end højde for omkostningerne og risikoen.

For det andet er produktionen i dag væsentligt højere end dengang, skattereglerne blev udformet. De trænger hårdt til en revision, der tager hensyn til den aktuelle produktion, som er langt højere end Danmarks samlede energiforbrug. Såfremt vi ønsker en langsigtet selvforsyningsstrategi, bør reserverne strækkes. Et af midlerne hertil kan netop være at stramme op på beskatningen.

I dag fremmer den lave beskatning en høj produktion, der tømmer lagrene hurtigt.

For det tredje er der jo ingen, der siger, vi behøver at være afhængige af de multinationale selskabers luner. DONG, der er et statsejet selskab, kan blot forpligtes til at øge sin indsats.

Endelig kan der formentlig stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er rigtigt, at investeringsrisikoen er højere i netop den danske Nordsøsokkel end i den øvrige Nordsø. Hidtil har dette alene været fremført som et udokumenteret postulat.

Beskatningssystemet er i dag sat sammen af 4 elementer:

Normal selskabsskat, som i øvrigt over en række år er nedsat. Senest fra 32 til 30 pct. Den nedsatte erhvervsskat har øget olieselskabernes profit yderligere på bekostning af fællesskabet.

Olierørledningsafgiften (fortjenstelementet), som er en 5 pct.-afgift på værdien af den olie, der transportes via olieledningen ind til kysten. Denne afgift er ligeledes pålagt den olie, der lastes på åbent hav ved såkaldt bøjelast til et tanskskib.

Produktionsafgiften på 8,5 pct., som dog kun er lagt på den oprindelige eneretsbevilling til DUC samt på koncessionshavere fra 2. udbudsrunde. Koncessionshavere fra 3., 4. og 5. runde er ikke pålagt produktionsafgift.

Kulbrinteskatten, hvis formål var, at samfundet fik en større andel, når oliepriserne var høje, men som pga. gunstige afskrivningsregler i praksis ikke fungerer efter hensigten.

Hvis vi skeler til Norge, har man også her både selskabsskat og produktionsafgift. Men herudover har Norge tre andre beskatninger, som er værd at overveje.

Den ene er en særskat lidt efter de samme grundtanker som i den danske kulbrinteskat, men med den helt afgørende faktor, at det er en skat, hvis størrelse besluttes år for år i det norske Storting.

Dette står i skærende kontrast til den danske holdning om, at man ikke bør ændre på skatteforholdene for de selskaber, man har givet koncession. I Norge er der ingen selskaber, der ved, hvor meget de skal betale i afgift, før Stortinget har taget sin årlige drøftelse herom.

Særskatten har siden 1993 udgjort det største element i beskatningen af olieindustrien i Norge større end selskabsskatten.

Endvidere har Norge såvel en arealafgift på koncessionsarealer samt siden 1991 også en CO 2 -afgift på CO 2 -udledningen fra olie/gas-produktionen.

Hertil kommer, at den norske stat er væsentligt mere involveret i selve olieudvindingen både via sit eget investeringsselskab (SDØE = Statens Direkte Økonomiske Engagement), som er partner i alle koncessioner siden 1973 med mindst 50 pct. i hvert interessentskab, og via statens eget produktionsselskab Statoil. Ved de seneste koncessionsrunder er SDØE s andel dog sat ned.

Til sammenligning udgør DONG s andel nu typisk 20 pct. i de interessentskaber, der får danske koncessioner.

Dette beslutningsforslag er inspireret af de norske forhold.

På spørgsmålet om, hvorvidt der kan indføres en øget beskatning, kan henvises til skatteministerens besvarelse af 13. juli 2000 af spørgsmål S 3181 om, hvorvidt de nuværende koncessionsaftaler hindrer ændringer i beskatningen. I svaret oplyses følgende:

»De nuværende koncessioner indeholder ikke eksplicitte bestemmelser, som hindrer indførelsen af nye skatter. Det kan således nævnes, at det i alle koncessioner meddelt efter 1981 er angivet, at tilladelsen er undergivet de til enhver tid i Danmark gældende retsregler samt, at tilladelsen ikke medfører begrænsninger i statens almindelige beskatningsret.

Det skal imidlertid bemærkes, at den konkrete udformning af en eventuel skat, herunder om den vil krænke koncessionshavernes rettigheder, har betydning.

Nogle af de gældende koncessioner, herunder eneretsbevillingen af 8. juli 1962, indeholder bestemmelser om betaling af produktionsafgift.

Bevillingshavernes betaling af fortjenstelementet, som er grundlag for rørledningsafgiften, er omfattet af aftalen af 19. maj 1981 mellem bevillingshaverne og staten. Ændring af denne aftale kræver enighed mellem aftaleparterne.

Det kan oplyses, at der i kontrakterne mellem statens selskab DONG Naturgas og DUC om DONG Naturgas køb af naturgas indgår en skatteklausul, som giver DUC mulighed for at overvælte forøgelse af eksisterende eller introduktion af nye skatter »der rammer DUC som naturgasproducent« på DONG Naturgas. Skatteklausulen gælder såvel skatte-/afgiftsforøgelser (hvor klausulen kommer DUC til gode) som lempelser (hvor klausulen kommer DONG Naturgas til gode). Selskabsskat og andre generelle skatter og afgifter er ikke omfattet af skatteklausulen.«

Det kan heraf konkluderes, at alene en ændring af fortjenstelementet dvs. 5 pct.-rørledningsafgiften ikke kan foretages, hvad angår DUC-koncessionen fra 1981, uden at DUC er indforstået hermed.

Det fremgår endvidere, at hvad angår gasdelen af produktionen, vil DUC kunne overføre en øget beskatning herpå til DONG. For at undgå, at denne overvæltning ikke skal videreføres til forbrugerne, forudsættes, at staten kompenserer sin merindtægt fra DUC s gasproduktion til DONG, således at merbeskatningen af DUC s gas-produktion bliver provenuneutral for staten. Provenuet vil således alene komme via en merbeskatning af DUC s olieproduktion samt de øvrige selskabers samlede produktion.

Ad pind 1

Det foreslås, at der gennemføres en forhøjelse af henholdsvis produktionsafgiften og olierørledningsafgiften, idet der tages hensyn til de bindinger, der er i de eksisterende koncessionsaftaler.

I forhold til koncessionsaftalen med A.P. Møller indgår det i denne aftale, at en ændring af olierørledningsafgiften forudsætter enighed herom mellem aftaleparterne. A.P. Møller har således på dette beskatningspunkt opnået vetoret mod en forhøjelse af beskatningen (der henvises til skatteministerens svar af 13. juli 2000 på spørgsmål S 3181).

Omvendt indgår produktionsafgiften på 8,5 pct. alene i koncessionsaftalen med A.P. Møller (samt i en lidt anden udgave (glideskala) i forbindelse med enkelte koncessionsaftaler fra de første udbudsrunder).

Nogle selskaber er således pålagt en produktionsafgift, og alle er pålagt en olierørledningsafgift på 5 pct., som til gengæld ikke kan hæves for alle uden accept.

Forslaget skal derfor forstås således, at der gennemføres en generel forhøjelse af olierørledningsafgiften.

I det omfang koncessionshavere, der har vetoret over for en forhøjelse af denne, ikke vil indgå en ny aftale herom, reguleres i stedet skattemæssigt via en forhøjelse af produktionsafgiften.

Et rimeligt niveau for øget beskatning via olierørledningsafgiften er en forhøjelse til 10 pct. fra det nuværende niveau på 5 pct.

De selskaber, som hverken via lov eller frivillighed pålægges denne forhøjelse, pålægges i stedet en forhøjet produktionsafgift, der økonomisk svarer hertil.

Ad pind 2

For samtlige koncessioner indføres en årlig arealafgift, der over den 10-årige periode 2002-2012 stiger fra 7.000 kr. til 70.000 kr. pr. km 2 . Introduktion af en sådan beskatning vil også på dette punkt indebære en ajourføring med norske forhold.

Ad pind 3

Der indføres en CO 2 -afgift på udledte drivhusgasser fra produktionen af olie og gas. Den fastsættes efter samme model som i Norge med en afgiftssats på 90 øre pr. kubikmeter gas eller pr. liter olie, som forbrændes.

Den norske CO 2 -afgiftssats har været på 89 øre i både 1998 og 1999 og på 70 øre i år 2000 (i henhold til de årlige »Faktahefter«, som udgives af »Norsk Petroleumsvirksomhed«).

Ad pind 4

Erfaringerne fra Norge viser hvilket også understreges i DØR s rapport fra december 1999 at samfundet kan sikre sig en øget andel af Nordsøens ressourcer gennem et stigende statsligt engagement.

Såfremt DONG s engagement i efterforskningen af olie og gas øges, i første række ved, at selskabet tildeles rettigheder i de områder af Det Sammenhængende Område, som A.P. Møller skulle have afleveret i januar 2001, men hvor der er givet 3 års dispensation for udarbejdelse af produktionsplaner, vil overskuddet kunne tilfalde staten.

Da DONG i dag drives efter forretningsmæssige kriterier, er det formålstjenligt, at DONG s aktier deles op i dels DONG-aktier, dels direkte Energistyrelsesaktier (EDØI = Energistyrelsens Direkte Økonomiske Investeringer), hvis overskud automatisk tilfalder staten. Det var netop en sådan opdeling, den norske regering foretog i 1985 ved en opdeling af STATOILs ejerinteresser i en andel til STATOIL og en andel direkte underlagt staten kaldet SDØE.

Endelig skal DONG og EDØI besidde en øget andel af de selskaber, som tildeles nye koncessioner. Der foreslås et minimum på 50 pct.

Forslagsstillerne understreger, at alle Nordsøens gas- og oliereserver ubeskåret tilhører fællesskabet. DUC og andre olie-/gasoperatørers rolle er alene på samfundets vegne at hente disse værdier op til samfundets bedste. Det er ikke selskaberne, der ejer olien og gassen.

På denne baggrund anses dette beslutningsforslag som et mere beskedent skridt, der i første omgang kan tilnærme dansk beskatningsniveau til beskatningstilstande, som man finder naturlige i en række af vore omgivende lande.

Søren Kolstrup (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om større samfundsandel af Nordsøens olie- og gasproduktion.

(Beslutningsforslag nr. B 202).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

1. 2001-05-30