Forslag til Lov om ændring af lov om køb
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200112L00026@2001-10-03/da
Indhold
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som ændret senest ved lov nr. 391 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2, stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58, § 74 og § 75, § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2-3, §§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for køberen.«
2. § 1 a, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2, § 42, § 43, stk. 1-2, § 44, §§ 47-49 og 52-54 gælder ikke i forbrugerkøb.«
3. § 2 affattes således:
» § 2. Bestilling af genstande, som først skal fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har påtaget sig fremstillingen.
Stk. 2. Loven gælder ikke for opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom.
Stk. 3. Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder tilsvarende anvendelse på bytte.«
4. I § 54, stk. 1, ændres »et år« til: »to år«.
5. Efter § 75 indsættes:
§ 75 a. Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Stk. 2. Medmindre andet følger af parternes aftale, skal salgsgenstanden
1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,
2) være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til,
3) være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og
4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har forelagt køberen ved købets indgåelse.«
6. Overskriften før § 76 udgår.
7. §§ 76-77 affattes således:
» § 76. Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden,
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab,
3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller
4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a ikke er opfyldt.
Stk. 2. Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af aftalen.
Stk. 3. Forhold ved materialer fremskaffet af køberen kan ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har tilsidesat sin vejledningspligt.
§ 77. Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen.
Stk. 2. Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede, kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.«
8. Efter § 77 indsættes:
» § 77 a. Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel, hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser sig senere.
Stk. 2. Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der, uanset stk. 1, altid en mangel.
Stk. 3. Viser salgsgenstandens manglende overensstemmelse med kravene i § 75 a og § 76 sig inden seks måneder efter leveringen, formodes den manglende overensstemmelse at have været til stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art.
§ 77 b. Køberen kan ikke påberåbe sig en mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.«
9. §§ 78-79 affattes således:
§ 78. Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen valget mellem
1) afhjælpning af mangelen,
2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen (omlevering),
3) et passende afslag i købesummen, eller
4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er uvæsentlig.
Stk. 2. Køberen kan ikke kræve omlevering eller afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen.
Stk. 3. Tilbyder sælgeren afhjælpning eller omlevering, kan køberen ikke kræve et passende afslag i købesummen eller ophævelse af købet.
Stk. 4. Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning.
§ 79. Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed.
Stk. 2. Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt. Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe mangelen.«
10. § 81 affattes således:
» § 81. Vil køberen påberåbe sig en mangel, skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.«
11. I § 83, stk. 1, ændres »et år« til: »to år«.
12. § 85 affattes således:
» § 85. Vil køberen påberåbe sig en mangel over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.«
13. Efter § 86 indsættes:
§ 87. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.«
Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og finder anvendelse på køb, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
1. Indledning 5
2. Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret 6
3. Nordisk samarbejde 6
4. Forbrugerkøbsdirektivet 6
5. Lovforslagets hovedindhold 8
5.1. Købsbegrebet 8
5.1.1. Bestillingskøb 8
5.1.1.1. Gældende ret 8
5.1.1.2. Forbrugerkøbsdirektivet 8
5.1.1.3. Lovforslagets udformning 9
5.1.2. Køb med installationspligt 9
5.1.2.1. Gældende ret 9
5.1.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet 10
5.1.2.3. Lovforslagets udformning 10
5.2. Mangelsbegrebet 11
5.2.1. Gældende ret 11
5.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet 13
5.2.3. Lovforslagets udformning 14
5.3. Tidspunktet for mangelsvurderingen og bevisbyrden for tilstedeværelsen af en mangel 15
5.3.1. Gældende ret 15
5.3.2. Forbrugerkøbsdirektivet 16
5.3.3. Lovforslagets udformning 17
5.4. Forbrugerens mangelsbeføjelser 17
5.4.1. Gældende ret 17
5.4.2. Forbrugerkøbsdirektivet 19
5.4.3. Lovforslagets udformning 20
5.4.3.1. Ændringer, der er nødvendige for at gennemføre direktivet 20
5.4.3.2. Ændringer, der ikke er nødvendige for at gennemføre direktivet 21
5.5. Reklamationsregler 22
5.5.1. Gældende ret 22
5.5.2. Forbrugerkøbsdirektivet 24
5.5.3. Lovforslagets udformning 24
5.6. Lovvalg 25
5.6.1. Gældende ret 25
5.6.2. Forbrugerkøbsdirektivet 25
5.6.3. Lovforslagets udformning 25
5.7. Forholdet til tidligere salgsled 26
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv. 26
6.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige 26
6.1.1. Forbrugerklagenævnet 26
6.1.2. Information til forbrugerne om de nye regler 27
6.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet 27
6.3. Miljømæssige konsekvenser 28
6.4. EU-retlige aspekter 28
6.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk 28
7. Høring 29
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er navnlig at gennemføre et EF-direktiv fra 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/44/EF, herefter kaldet forbrugerkøbsdirektivet). Forbrugerkøbsdirektivet, der er optrykt som bilag til lovforslaget, skal være gennemført i national ret senest den 1. januar 2002.
Direktivet indeholder dels civilretlige regler om mangler ved salgsgenstanden, dels visse markedsføringsretlige regler om anvendelsen af skriftlige garantier mv. Efter direktivet kan medlemslandene fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse, end hvad der følger af direktivets regler (minimumsdirektiv).
Direktivets regler om garantier (artikel 6) er gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 om ændring af markedsføringsloven.
Direktivet regulerer alene forbrugerkøb, og lovforslaget indeholder navnlig forslag til ændring i købelovens særlige regler om forbrugerkøb. Der foreslås dog også en forlængelse af reklamationsfristen i civilkøb og handelskøb fra 1 år til 2 år.
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
Mangelsbegrebet i forbrugerkøb suppleres af en ny bestemmelse, der angiver visse positivt formulerede kriterier om salgsgenstandens egenskaber, som skal være opfyldt, medmindre andet følger af parternes aftale.
I forbrugerkøb vil et generelt forbehold fra sælgers side for eventuelle mangler ved salgsgenstanden ikke kunne gøres gældende over for køber. En sælger kan med andre ord ikke afskære køberens indsigelser vedrørende mangler ved at sælge varen »som den er og forefindes« eller med andre tilsvarende generelle forbehold. Der kan fortsat tages et konkret forbehold fra sælgers side.
Der foreslås en ny bestemmelse om køberens undersøgelsespligt i forbrugerkøb. Efter denne bestemmelse afskæres forbrugeren alene fra at påberåbe sig mangler mv., som forbrugeren kendte eller måtte kende til, mens der ikke kan lægges vægt på, om forbrugeren burde have været bekendt med det pågældende forhold.
Der foreslås en ny bestemmelse, hvorefter en mangel, som viser sig inden for de første 6 måneder, skal formodes at have været til stede allerede på leveringstidspunktet. For så vidt angår mangler, som viser sig senere, er det fortsat forbrugeren, der efter almindelige bevisregler har bevisbyrden for, at den påberåbte mangel forelå på leveringstidspunktet.
Hvis salgsgenstanden er mangelfuld, har forbrugeren efter forslaget som udgangspunkt ret til at vælge mellem at få leveret en ny vare (omlevering) eller at få varen repareret (afhjælpning). Denne valgmulighed har forbrugeren ikke i dag, hvis sælgeren tilbyder afhjælpning. Sælgeren er dog ikke forpligtet til at følge forbrugerens valg, hvis dette er umuligt eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger.
Efter den gældende købelov skal forbrugeren for at kunne gøre mangelsbeføjelse gældende, reklamere over for sælger inden rimelig tid efter, at han har eller burde have opdaget manglen. Efter forslaget vil en reklamation inden for 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren faktisk opdagede den pågældende mangel, altid være rettidig.
Fristen for at klage over mangler ved salgsgenstanden forlænges fra 1 år til 2 år efter, at forbrugeren har modtaget varen (den absolutte reklamationfrist). Fristen kan ikke fraviges til skade for køberen. Reklamationsfristen udvides tilsvarende uden for forbrugerkøb. Her er reklamationsfristen dog gjort fravigelig, dvs. de erhvervsdrivende kan indbyrdes aftale en anden reklamationsfrist.
Købelovens anvendelsesområde udvides ved bestillingskøb. Efter forslaget vil der i forbrugerkøb fremover foreligge et bestillingskøb omfattet af købelovens regler, uanset om det er forbrugeren eller sælgeren, som leverer det materiale, der er nødvendigt for at fremstille genstanden. Uden for forbrugerkøb er et bestillingskøb som hidtil kun omfattet af købeloven, såfremt den overvejende del af de for fremstillingen nødvendige materialer ydes af den, der har påtaget sig fremstillingen.
Der indføjes en bestemmelse, hvorefter en forbruger uanset en aftale om, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, altid kan påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.
2. Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret
Efter vedtagelsen af forbrugerkøbsdirektivet nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet i dansk ret. Arbejdsgruppen, der har haft professor Peter Møgelvang-Hansen som formand samt repræsentanter for Dommerforeningen, Advokatrådet og Justitsministeriet, fik til opgave navnlig at overveje, hvilke lovgivningsmæssige initiativer der bør tages for at gennemføre de civilretlige dele af direktivet. Arbejdsgruppen har endvidere kunnet foreslå andre ændringer af forbrugerkøbsreglerne, mens ændringer i reglerne om handels- og civilkøb har kunnet overvejes i det omfang, det hænger naturligt sammen med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivets bestemmelser, herunder navnlig bestemmelserne om reklamationsfrist i tilfælde af mangler ved salgsgenstanden.
Justitsministeriet nedsatte samtidig en følgegruppe med repræsentanter for berørte myndigheder samt en række erhvervs- og forbrugerorganisationer. Arbejdsgruppen har løbende forelagt sine overvejelser for denne følgegruppe, der også har haft lejlighed til at stille forslag over for arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen afgav i juni 2001 betænkning nr. 1403/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet (herefter kaldet betænkningen).
Lovforslaget svarer med enkelte ændringer til arbejdsgruppens lovudkast.
3. Nordisk samarbejde
Danmark, Sverige og Finland som EU-medlemmer samt Norge og Island i kraft af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen) er alle forpligtet til at gennemføre forbrugerkøbsdirektivet.
Fortolkningen af direktivet og gennemførelsen heraf er blevet drøftet på en række møder mellem embedsmænd fra de nordiske lande.
4. Forbrugerkøbsdirektivet
Formålet med forbrugerkøbsdirektivet er en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om visse aspekter ved køb af forbrugsvarer og om garantier i forbindelse hermed for at sikre, at der fastsættes et ensartet minimumsniveau for forbrugerbeskyttelse inden for rammerne af det indre marked (artikel 1, stk. 1).
Direktivet vedrører navnlig spørgsmålet om de lovbestemte mangelsregler i forbrugerkøb, men indeholder dog også regler om de handelsmæssige garantier.
Direktivets anvendelsesområde er begrænset til forbrugerkøb. Ved »forbruger« forstås en fysisk person, der i forbindelse med de aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke handler som led i sit erhverv. Begrebet »sælger« defineres som en fysisk eller juridisk person, der ved en købsaftale handler som led i sit erhverv. Købsaftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv (handelskøb), eller som en forbruger indgår med en ikke-erhvervsdrivende (civilkøb), er således ikke omfattet af direktivet (artikel 1, stk. 2, litra a og c).
Direktivets anvendelsesområde er endvidere begrænset til aftaler om køb af forbrugsvarer. »Forbrugsvarer« er i direktivet defineret som enhver løsøregenstand undtagen varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov. Undtaget er endvidere salg af vand og gas, medmindre disse varer sælges i afmålte mængder, samt salg af elektricitet (artikel 1, stk. 2, litra b).
Efter direktivet er det som udgangspunkt ikke afgørende, om der er tale om køb af nye eller brugte genstande. Direktivet finder endvidere anvendelse, uanset om salgsgenstanden efter sin art har en kort holdbarhed, eller om der er tale om et varigt forbrugsgode.
Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at reglerne ikke omfatter brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion, hvor forbrugerne har mulighed for selv at være til stede under auktionen (artikel 1, stk. 3).
Aftaler om levering af varer, der først skal tilvirkes, anses som aftaler om køb af forbrugsvarer (artikel 1, stk. 4).
Hovedindholdet i direktivet er som nævnt regler om mangler i forbrugerkøb.
Efter direktivet skal det fastsættes, at sælgeren har pligt til at levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen. Varen skal således være kontraktmæssig (artikel 2, stk. 1).
Kravet om kontraktmæssighed suppleres af en formodningsregel, hvorefter varen formodes at være i overensstemmelse med købsaftalen, hvis den lever op til visse nærmere angivne krav (artikel 2, stk. 2).
Varen formodes at være kontraktmæssig, hvis den
er i overensstemmelse med sælgerens beskrivelse af den og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model, som sælgeren har forelagt forbrugeren
er egnet til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, den skal anvendes til, når han har gjort sælgeren bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, og sælgeren har accepteret dette
er egnet til det formål, som varer af samme type sædvanligvis anvendes til
har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til varens art og i givet fald de oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om varen af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller gennem mærkning.
I præamblens pkt. 8 anføres, at elementerne i formodningsreglen er kumulative. Hvis et af elementerne er åbenlyst uanvendeligt i en given situation, finder de øvrige elementer stadig anvendelse.
Der er ikke tale om manglende kontraktmæssighed i direktivets forstand, hvis forbrugeren på det tidspunkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren (artikel 2, stk. 3).
I vurderingen af spørgsmålet om kontraktmæssighed indgår som nævnt, om varen har den beskaffenhed og brugbarhed, forbrugeren med rimelighed kan forvente, bl.a. under hensyn til eventuelle oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant. Efter artikel 2, stk. 4, skal sælgeren imidlertid ikke være bundet af sådanne oplysninger, hvis sælgeren godtgør, at
han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning
den fejlagtige oplysning var rettet ved indgåelsen af købsaftalen
den fejlagtige oplysning ikke kan antages at have haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe varen.
Manglende kontraktmæssighed, der skyldes forkert installation af varen, sidestilles med varens manglende kontraktmæssighed, når installationen er foretaget af sælgeren eller på dennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv har installeret en vare, der er beregnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl i installationsvejledningen (artikel 2, stk. 5).
Sælgeren skal over for forbrugeren være ansvarlig for, at varen er kontraktmæssig ved leveringen (artikel 3, stk. 1).
Er dette ikke tilfældet, skal forbrugeren have ret til at få forbrugsvaren bragt i overensstemmelse med købsaftalen ved gratis afhjælpning eller omlevering eller til et passende afslag i prisen, eller til at hæve købet med hensyn til de leverede varer (artikel 3, stk. 2, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, litra f).
Forbrugeren har i første omgang krav på, at sælgeren uden vederlag enten afhjælper manglen eller foretager omlevering. Forbrugeren har valgfrihed mellem disse mangelsbeføjelser, medmindre den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig for sælgeren (artikel 3, stk. 3-4).
Et krav om afhjælpning eller omlevering betragtes som uforholdsmæssigt, hvis der herved påføres sælgeren omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved den alternative beføjelse er urimelige. Ved vurderingen af, om omkostningerne ved en given beføjelse sammenlignet med den alternative beføjelse er urimelige, skal der tages hensyn til værdien af varen, hvis den havde været kontraktmæssig, manglens betydning, og om den alternative beføjelse vil kunne gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Såfremt forbrugerens krav om omlevering eller afhjælpning ikke er uforholdsmæssigt, skal kravet opfyldes inden rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, idet der herved skal tages hensyn til varens art og forbrugerens formål med at anskaffe varen.
Hvis forbrugeren ikke er berettiget til at kræve omlevering eller afhjælpning, eller hvis sælgeren ikke har afhjulpet manglen inden for rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for forbrugeren, kan forbrugeren kræve et passende afslag i prisen eller hæve købet. Forbrugeren kan dog ikke gøre hævebeføjelsen gældende, hvis manglen er uvæsentlig (artikel 3, stk. 5-6).
Direktivet berører ikke udøvelsen af andre rettigheder, som forbrugeren har efter nationale retsregler om ansvar i og uden for kontrakt (artikel 8, stk. 1). Der henvises herved også til præamblens pkt. 6.
Efter direktivet skal det sikres, at en sælger, der er ansvarlig over for forbrugeren for en mangel, som skyldes en handling eller undladelse, der er begået af producenten, et tidligere led i salgskæden eller en anden mellemmand, skal have adgang til at rejse krav mod den ansvarlige person i aftalekæden i overensstemmelse med national lovgivning (artikel 4).
Direktivet indeholder endvidere en række fristregler (artikel 5).
Hvis der i national ret er fastsat en frist, inden for hvilken forbrugeren skal gøre sine mangelsbeføjelser gældende, må denne frist ikke være kortere end 2 år regnet fra varens levering (den absolutte reklamationsfrist artikel 5, stk. 1).
Medlemsstaterne har også mulighed for at fastsætte en relativ reklamationsfrist, hvorefter forbrugeren for at kunne gøre brug af sine misligholdelsesbeføjelser i anledning af en mangel skal underrette sælgeren om manglen senest 2 måneder efter, at forbrugeren har opdaget den (artikel 5, stk. 2).
Direktivet indeholder desuden en formodningsregel, hvorefter en manglende overensstemmelse, der viser sig senest 6 måneder fra varens levering, formodes at have eksisteret på leveringstidspunktet, medmindre denne formodning er uforenelig med varens eller den manglende overensstemmelses art (artikel 5, stk. 3). Er dette ikke tilfældet, er det altså sælger, der har bevisbyrden for, at en fejl ved varen, der viser sig inden for den angivne frist, ikke var til stede ved leveringen, men skyldes efterfølgende omstændigheder.
I direktivet er endvidere fastsat en række krav til en garanti (artikel 6). Kravene er i hovedsagen af markedsføringsretlig karakter, og bestemmelsen i artikel 6 er på denne baggrund gennemført i dansk ret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999, hvorved garantibestemmelsen i markedsføringslovens § 4 blev udbygget med visse indholdsmæssige krav til garantierklæringer.
Herudover fastslår direktivet, at forbrugerens og sælgerens forudgående aftaler, der direkte eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, forbrugeren har efter direktivet, skal være uden retsvirkning for forbrugeren i henhold til national lovgivning (ufravigelighed - artikel 7, stk. 1).
Ved købsaftaler om brugte genstande kan det i national lovgivning tillades, at parterne kan indgå aftale om en kortere reklamationsfrist end de 2 år, der er angivet i artikel 5, stk. 1. Fristen skal dog mindst være 1 år.
Hvis en købsaftale har nær tilknytning til en medlemsstats område, kan forbrugeren ikke ved aftale om, at lovgivningen i et tredjeland skal finde anvendelse, fratages den beskyttelse, der følger af direktivet (artikel 7, stk. 2).
Efter direktivet kan medlemsstaterne fastsætte eller opretholde bestemmelser, der giver forbrugeren en bedre beskyttelse end den, der følger af direktivet (minimumsdirektiv artikel 8, stk. 2).
Direktivet skal som nævnt være gennemført i national ret senest den 1. januar 2002 (artikel 11, stk. 1).
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 13-20.
5. Lovforslagets hovedindhold
5.1. Købsbegrebet
5.1.1. Bestillingskøb
5.1.1.1. Gældende ret
Efter købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt., anses bestilling af genstande, der først skal tilvirkes, som køb, såfremt det for tilvirkningen fornødne stof skal ydes af den, der har påtaget sig tilvirkningen (»bestillingskøb«).
Købelovens anvendelsesområde omfatter således også visse blandede aftaler, hvori der indgår dels et købselement, dels et tjenesteydelseselement (såkaldt værksleje).
Efter ordlyden omfatter købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt., tilfælde, hvor tilvirkeren leverer det materiale, der er nødvendigt for fremstillingen af varen. I retspraksis antages det, at der foreligger et bestillingskøb omfattet af bestemmelsen, selv om bestilleren leverer en del af det nødvendige materiale, hvis blot tilvirkeren leverer den væsentligste del. Hvis bestilleren leverer hele eller en væsentlig del af det nødvendige materiale, falder aftalen dog uden for købelovens anvendelsesområde.
Købelovens § 2, stk. 1, 1. pkt., vedrører bestilling af genstande, der først skal tilvirkes. Det er således en forudsætning, at tilvirkeren fremstiller en ny genstand. Aftaler om reparationer eller omdannelser af genstande, der tilhører bestilleren, er ikke omfattet af bestemmelsen, uanset hvem af parterne, der leverer det materiale, der skal anvendes i forbindelse med reparationen mv. Aftaler om reparation mv. reguleres af almindelige obligationsretlige principper, herunder i vidt omfang analogier fra købeloven.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 21-25.
5.1.1.2. Forbrugerkøbsdirektive t
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 1, stk. 4, skal aftaler om levering af varer, som først skal tilvirkes, ved anvendelsen af direktivet anses som aftaler om køb af forbrugsvarer. Det er således efter direktivet uden betydning, om det er bestilleren eller tilvirkeren, der skal levere de materialer, der er nødvendige for fremstillingen af den pågældende vare. Bestemmelsen går dermed videre end købelovens gældende definition af bestillingskøb, idet den forudsætter, at en forbruger i relation til spørgsmål om mangler, mangelsbeføjelser, reklamationsfrister mv. skal have en beskyttelse svarende til direktivets regler, uanset om forbrugeren selv leverer det materiale, der er nødvendigt for at fremstille varen. Direktivet regulerer således også tilfælde, der efter gældende dansk ret betragtes som en aftale om tjenesteydelse.
5.1.1.3. Lovforslagets udformning
Da forbrugerkøbsdirektivet forudsætter, at forbrugerens retsstilling er den samme ved aftaler om køb af genstande, der skal tilvirkes, som ved et almindeligt køb, finder arbejdsgruppen, at gennemførelse af direktivet kræver en ændring af definitionen af bestillingskøb i forbrugerforhold. Definitionen bør efter arbejdsgruppens opfattelse ændres i overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, således at det ikke tillægges vægt, hvem af parterne der leverer det nødvendige materiale.
Arbejdsgruppen bemærker, at det fortsat vil være en forudsætning for lovens anvendelse, at tilvirkeren fremstiller en genstand , jf. herved direktivets formulering »levering af varer «. Såfremt dette element ikke i den konkrete situation må anses som det væsentligste element i aftalen, vil forholdet derfor fortsat falde uden for købelovens anvendelsesområde.
Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund at udvide definitionen af bestillingskøb inden for forbrugerkøb, således at der foreligger et køb, uanset hvem der leverer materialerne. Arbejdsgruppen foreslår endvidere at præcisere ordlyden af definitionen uden for forbrugerkøb, således at der i overensstemmelse med den gældende retstilstand foreligger et bestillingskøb i alle tilfælde, hvor tilvirkeren fremskaffer den overvejende del af de nødvendige materialer, jf. pkt. 5.1.1.1. ovenfor
Der henvises til betænkningen side 26-28.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 2, stk. 1).
5.1.2. Køb med installationspligt
5.1.2.1. Gældende ret
Købeloven regulerer ikke afgrænsningen mellem køb og tjenesteydelsesaftaler i tilfælde, hvor sælgeren i forbindelse med leveringen af salgsgenstanden har påtaget sig yderligere arbejde som f.eks. at installere eller montere det solgte.
Det antages imidlertid i almindelighed, at en sådan blandet aftale må kategoriseres på grundlag af, hvor væsentlige de enkelte elementer i sælgers forpligtelse er. Har sælger påtaget sig at installere eller montere salgsgenstanden, og må dette betragtes som en biforpligtelse, anses aftalen i sin helhed for en købsaftale. Omvendt kan tjenesteydelsen fremstå som det væsentligste element i aftalen. Der kan også forekomme tilfælde, hvor aftalen må »deles op«, således at der foreligger en købsaftale vedrørende salgsgenstanden, og en tjenesteydelsesaftale for så vidt angår installationen.
I tilfælde, hvor installationen betragtes som et accessorium til selve købsaftalen, skelnes der ikke mellem, om en eventuel mangel knytter sig til salgsgenstanden som sådan eller til tjenesteydelsen, og vurderingen af, om manglen er væsentlig, sker i forhold til den samlede ydelse. Hvis der sker skade på salgsgenstanden som følge af forsømmelse fra sælger eller dennes folk i forbindelse med salgsgenstandens installation, kan forbrugeren over for sælgeren gøre dette forhold gældende som en køberetlig mangel, jf. købelovens § 44, såfremt sælgers forsømmelse må anses for at være sket i forbindelse med opfyldelsen af aftalen. Forbrugeren kan, ligeledes under henvisning til § 44, påberåbe sig køberetlige regler om mangler, hvis sælger eller dennes folk ikke har udført installationen fagmæssigt korrekt, selv om salgsgenstanden som sådan ikke er blevet påført en skade. Salgsgenstanden har i så fald ikke den brugbarhed eller beskaffenhed, som den ifølge aftalen skulle have, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.
Foretager forbrugeren efter købets indgåelse selv en fejlagtig installation af salgsgenstanden, er dette som udgangspunkt sælgeren uvedkommende. Skyldes den fejlagtige installation imidlertid en fejl i en installationsvejledning, kan dette udgøre en køberetlig mangel, hvis den fejlbehæftede brugsanvisning er udleveret i forbindelse med købet, og oplysningerne heri har været af betydning for forbrugerens bedømmelse af det solgte. Det kan også i sig selv medføre, at der foreligger en mangel, hvis sælgeren ved eller bør vide, at brugsanvisningen er fejlbehæftet, men undlader at give forbrugeren oplysninger om dette til trods for, at oplysningen må forventes at ville have betydning for forbrugerens bedømmelse af det solgte.
Indgår brugsanvisningen ikke i det materiale, der stilles til forbrugerens rådighed i forbindelse med købet, vil der formentlig foreligge en mangel, hvis forbrugeren ikke kan få den fulde nytte af salgsgenstanden uden en brugsanvisning.
Der kan også foreligge en mangel, hvis anvendelse af salgsgenstanden i overensstemmelse med en fejlbehæftet brugsanvisning medfører, at varen ikke fungerer efter hensigten.
Efter Forbrugerklagenævnets praksis kan der endvidere foreligge en mangel, hvis brugsanvisningen ikke er udformet på sproget i det land, hvor varen sælges, uanset om den i øvrigt er uden fejl, jf. betænkningen side 31.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 28-31.
5.1.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 2, stk. 5, 1. pkt., skal en manglende overensstemmelse med aftalen, der skyldes forkert installation af forbrugsvaren, betragtes som varens manglende overensstemmelse, når installation af varen indgår som en del af købsaftalen og er udført af sælger eller af andre på sælgers vegne.
Bestemmelsen vedrører således tilfælde, hvor sælger har påtaget sig dels at levere en vare, dels at installere den. I disse situationer skal en manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation, betragtes som varens manglende overensstemmelse, således at forbrugeren kan gøre brug af mangelsbeføjelserne i medfør af direktivets artikel 3.
Arbejdsgruppen antager i betænkningen (side 31 f), at bestemmelsen også finder anvendelse i tilfælde, hvor den fejlagtige installation ikke har resulteret i en defekt vare.
Arbejdsgruppen lægger endvidere til grund, at der med bestemmelsens formulering »forkert installation« sigtes til enhver form for objektivt fejlagtig installation, uanset om der er noget at bebrejde sælgeren eller ej. Bestemmelsen rækker således formentlig videre end købelovens § 44, hvorefter forhold indtruffet efter risikoens overgang kun kan udgøre en mangel, hvis sælgeren har udvist forsømmelse.
Artikel 2, stk. 5, 2. pkt., omhandler den situation, hvor forbrugeren selv installerer en genstand, der er beregnet hertil. Såfremt der er fejl i installationsvejledningen, skal forbrugeren i et sådant tilfælde kunne gøre mangelsbeføjelser gældende.
5.1.2.3. Lovforslagets udformning
Ifølge forbrugerkøbsdirektivets artikel 2, stk. 5, 1. pkt., kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser gældende i tilfælde af forkert installation af forbrugsvaren, hvis installation indgår i købsaftalen og er udført af sælger eller på dennes vegne. Bestemmelsen indebærer, at der i tilfælde, hvor installationsforpligtelsen indgår som led i købsaftalen, skal være regler, der giver forbrugeren en beskyttelse svarende til direktivets bestemmelser. Direktivet angiver ikke, hvornår der må anses for samlet set at foreligge en købsaftale.
Gennemførelse af denne del af direktivet forudsætter efter arbejdsgruppens opfattelse ikke en ændring af købsbegrebet, og det vil således være muligt at opretholde den gældende praksis, hvorefter væsentligheden af de forskellige elementer, der indgår i sælgers forpligtelse, er afgørende for, om den samlede aftale betragtes som et køb eller en aftale om en tjenesteydelse.
Arbejdsgruppen anfører, at de gældende regler allerede i dag i vid udstrækning må antages at føre til, at sælgers fejlagtige installation eller fejlagtige installationsvejledning kan udløse mangelsbeføjelser for forbrugeren. Arbejdsgruppen har imidlertid overvejet, om der bør foretages ændringer i købeloven for at skabe større klarhed om reguleringen af disse spørgsmål og sikre, at direktivet gennemføres korrekt.
Arbejdsgruppen foreslår at supplere det gældende mangelsbegreb med en bestemmelse, hvorefter forbrugeren i forbindelse med købet skal forsynes med de fornødne oplysninger om bl.a. salgsgenstandens montering. En sådan oplysningspligt for sælgeren vil i givet fald kunne ses som et civilretligt modstykke til markedsføringslovens § 3, hvorefter sælger er forpligtet til ved tilbuds afgivelse, ved aftalens indgåelse eller efter omstændighederne ved leveringen om nødvendigt at give forbrugeren en forsvarlig vejledning om navnlig brugsegenskaber, holdbarhed, farlighed og vedligeholdelsesmuligheder.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere at indføje en bestemmelse, hvorefter sælgers manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen i alle tilfælde kan udgøre en køberetlig mangel, også selv om den manglende opfyldelse først sker efter, at risikoen for varens hændelige undergang eller beskadigelse er overgået til forbrugeren.
Disse regler vil bl.a. betyde, at sælgeren må sikre sig, at forbrugeren i forbindelse med købet i fornødent omfang vejledes om varens montering, hvis køberen selv skal installere den. Tilsidesætter sælgeren forpligtelsen hertil, foreligger der en mangel, idet sælgeren herved ikke har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil det med sådanne bestemmelser endvidere klart fremgå, at forbrugeren kan gøre mangelsbeføjelser gældende i anledning af sælgerens fejlagtige installation, idet sælgerens forpligtelse efter en aftale om køb med installationspligt vil være fejlfri levering og montering af salgsgenstanden. Forbrugerens mangelsbeføjelser vil i så fald bero på, at sælgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, og det vil ikke have nogen betydning, om dette skyldes forhold, der kan bebrejdes sælgeren. Hermed sikres det, at direktivets artikel 2, stk. 5, gennemføres korrekt, jf. pkt. 5.1.2.2. ovenfor.
Arbejdsgruppen bemærker, at den nuværende retsstilling, hvorefter det i sig selv betragtes som en mangel, hvis forbrugeren får udleveret en instruktionsvejledning, der nok er fejlfri, men er udformet på et sprog, som forbrugeren ikke kan forventes at forstå, vil kunne opretholdes på grund af direktivets minimumsbestemmelse.
Der henvises til betænkningen side 32-34.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens vurdering og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (de foreslåede § 75 a, stk. 1, 2. led, og § 77 a, stk. 2).
5.2. Mangelsbegrebet
5.2.1. Gældende ret
Mangelsdefinitionen i købelovens § 76
Købelovens særlige afsnit om forbrugerkøb indeholder i §§ 76 og 77 en egentlig mangelsdefinition. I § 76, stk. 1, nr. 1-3, angives nogle specielle situationer, hvor der foreligger en mangel, mens stk. 1, nr. 4, indeholder en almindelig mangelsdefinition.
Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis varen ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af genstanden. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2. Oplysninger skal være fremsat af sælger over for den pågældende forbruger.
Bestemmelsen omfatter udsagn med »sandhedsværdi«, mens såkaldte almindelige anprisninger, dvs. forherligende ytringer, som ikke formidler nogen information om den udbudte ydelse, falder udenfor. Bestemmelsen omfatter kun sælgers positive tilkendegivelser og ikke (rene) fortielser. Fortielser kan imidlertid efter omstændighederne medføre, at der foreligger en mangel i medfør af købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, jf. herom nedenfor.
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, fastsætter, at urigtige eller vildledende oplysninger fra sælger kun kan anses for en mangel, hvis de kan antages at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af det solgte. Forbrugeren har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.
Beviskravene i så henseende er imidlertid forholdsvis lempelige, idet det anses for tilstrækkeligt, at de pågældende oplysninger i almindelighed er egnede til at påvirke efterspørgslen efter varer af den pågældende art, og at der ikke foreligger omstændigheder, der peger i retning af, at forbrugeren ikke har været bekendt med oplysningerne eller ikke har lagt vægt herpå, jf. betænkning nr. 845/1978 om forbrugerkøb side 68.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, foreligger der endvidere en mangel, hvis sælger eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2.
Bestemmelsen omfatter i modsætning til nr. 1 oplysninger, der ikke nødvendigvis er rettet mod den pågældende køber, men mod en ubestemt kreds af personer.
Bestemmelsen omfatter desuden oplysninger fra en videre personkreds end nr. 1, der kun vedrører sælgers oplysninger. Efter nr. 2 kan også oplysninger fra et tidligere salgsled, dvs. producent, importør, grossist m.fl., konstituere en mangel, der kan gøres gældende mod sælger, uanset om sælger kendte eller burde kende til, at der var afgivet oplysninger og/eller at disse var urigtige eller vildledende.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælger har forsømt at give forbrugeren oplysninger om forhold, der har haft betydning for forbrugerens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, dvs. hvis sælgeren tilsidesætter sin loyale oplysningspligt. Måtte sælgeren gå ud fra, at de pågældende forhold var uden betydning for forbrugeren, eller havde sælgeren rimelig grund til at regne med, at forbrugeren allerede var bekendt med oplysningerne, kan genstanden ikke betragtes som mangelfuld efter nr. 3. Det beror i øvrigt på en konkret vurdering, i hvilket omfang sælgeren har pligt til at oplyse forbrugeren om forhold vedrørende salgsgenstanden. I nogle situationer er oplysningspligten vidtgående, mens den i andre tilfælde er mere begrænset, f.eks. hvis den pågældende køber havde en særlig sagkundskab med hensyn til den pågældende vare. Mangelsansvar efter nr. 3 kræver således, at det kan bebrejdes sælgeren, at han ikke har givet forbrugeren de pågældende oplysninger.
Købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, er ikke som nr. 1-2 gjort beskyttelsespræceptiv, og den kan således fraviges ved aftale (konkrete forbehold). Sælgeren kan ikke undgå sin loyale oplysningspligt ved at tage et generelt forbehold vedrørende salgsgenstanden, idet forbrugeren efter købelovens § 77 uanset et generelt forbehold vil kunne påberåbe sig, at sælger har undladt at give oplysninger som nævnt i § 76, stk. 1, nr. 3.
Den almindelige mangelsdefinition fremgår af købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en mangel, hvis genstanden i øvrigt er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være. Bestemmelsen kan ligesom nr. 3 fraviges ved aftale.
Mangelsbedømmelsen tager udgangspunkt i parternes aftale. Det kan imidlertid forekomme, at parternes aftale ikke indeholder momenter til belysning af et eller flere forhold, og man må i så fald falde tilbage på, hvad forbrugeren med rimelighed kunne forvente vedrørende salgsgenstandens egenskaber og brugbarhed, herunder bl.a. under hensyn til købesummens størrelse. Vedrører købet en standardvare, skal produktet således være en almindelig god handelsvare. Afviger salgsgenstanden negativt herfra, foreligger der en mangel i medfør af § 76, stk. 1, nr. 4.
Efter købelovens § 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige eller vildledende oplysninger, der er rettet senest ved indgåelsen af købsaftalen. Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. købelovens § 1, stk. 2.
Hermed begrænses rækkevidden af § 76, stk. 1, nr. 1-2, således at urigtige eller vildledende oplysninger fra sælger eller tidligere salgsled ikke udgør en mangel, hvis oplysningerne er rettet, inden købsaftalen indgås. Det kræves ikke, at oplysningerne rettes af den, der har afgivet oplysningerne, og sælger vil således i forbindelse med købet kunne korrigere oplysninger afgivet af producenten eller andre tidligere salgsled. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 50 f.
Sælgers forbehold (købelovens § 77)
Købelovens § 77, stk. 1, angår mangelsbedømmelsen i tilfælde, hvor en vare er solgt som den er og forefindes eller med tilsvarende forbehold. Bestemmelsen fastslår, at forbrugeren uanset et sådant generelt forbehold kan påberåbe sig, at genstanden lider af en mangel i de tilfælde, der er nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-3. Det samme gælder, hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i øvrigt havde grund til at regne med. Brugte genstande, som sælges på auktion, anses for solgt, som de er og forefindes, jf. købelovens § 77, stk. 2. § 77 kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at et generelt forbehold fra sælger kun i begrænset omfang reducerer de krav, som forbrugeren kan stille til det solgte.
Er der afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, som er omfattet af de præceptive bestemmelser i § 76, stk. 1, nr. 1-2, vil forbrugeren kunne påberåbe sig dette, selv om sælgeren har taget et generelt forbehold. Sælger kan endvidere ikke ved at tage et generelt forbehold vedrørende varens egenskaber undgå at skulle opfylde sin loyale oplysningspligt i medfør af købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.
§ 77 giver således forbrugeren en vis minimumsbeskyttelse med hensyn til varens egenskaber. Selv om der ikke er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller sket en tilsidesættelse af sælgers loyale oplysningspligt, kan forbrugeren uanset et generelt forbehold påberåbe sig en mangel, hvis det solgte er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren kunne regne med.
Købelovens § 77 vedrører varer, der sælges som de »er og forefindes«, eller med tilsvarende forbehold. Forbehold som »uden ansvar«, »som beset«, »som besigtiget« og lignende generelle forbehold er således også omfattet.
Købeloven indeholder derimod ikke bestemmelser om sælgers mulighed for at tage konkrete forbehold vedrørende salgsgenstandens egenskaber. Sådanne konkrete forbehold kan ofte være velbegrundede, og det anerkendes i praksis, at parterne i vidt omfang kan indgå aftale om, at visse specificerede egenskaber eller mangel på egenskaber ved varen ikke skal betragtes som en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 51-53.
Køberens undersøgelsespligt
Reglen i købelovens § 47 om køberens undersøgelsespligt gælder også i forbrugerkøb, og bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2. Har køber før købets afslutning undersøgt salgsgenstanden eller uden rimelig grund undladt at efterkomme sælgers opfordring til at undersøge den, eller er der før købets afslutning givet køberen lejlighed til at undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan mangler, som han burde have opdaget ved en sådan undersøgelse kun gøres gældende over for sælgeren, hvis denne har handlet svigagtigt.
Er der afgivet oplysninger om salgsgenstandens egenskaber, vil dette ofte være rimelig grund for en forbruger til at undlade at følge en generel opfordring til at undersøge varen for disse egenskaber. Er der afgivet urigtige oplysninger mv. som nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-2, vil forbrugeren kunne påberåbe sig, at varen er mangelfuld, selv om forbrugeren ved en undersøgelse af varen kunne have konstateret, at oplysningerne var urigtige.
Har sælger tilsidesat sin loyale oplysningspligt efter § 76, stk. 1, nr. 3, er forbrugerens undladelse af at undersøge genstanden normalt også uden betydning. Sælger kan således ikke slippe for at opfylde sin loyale oplysningspligt efter § 76, stk. 1, nr. 3, ved at opfordre forbrugeren til at undersøge genstanden. Har forbrugeren undersøgt varen, vil det imidlertid kunne give sælger grundlag for at antage, at forbrugeren er bekendt med eventuelle synlige mangler, hvilket kan begrænse sælgers oplysningspligt.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 53-54.
5.2.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Mangelsdefinitionen i direktivets artikel 2
Forbrugerkøbsdirektivets mangelsbegreb er formuleret i artikel 2.
Efter artikel 2, stk. 1, har sælgeren pligt til at levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen.
Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 2, stk. 2, af en formodningsregel, hvorefter varen formodes at være i overensstemmelse med købsaftalen, hvis den lever op til visse nærmere angivne krav.
Varen formodes at være kontraktmæssig, hvis den
er i overensstemmelse med sælgerens beskrivelse af den og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model, som sælgeren har forelagt forbrugeren
er egnet til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, den skal anvendes til, når han har gjort sælgeren bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, og sælgeren har accepteret dette
er egnet til det formål, som varer af samme type sædvanligvis anvendes til
har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kunne forvente under hensyntagen til varens art og i givet fald de oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om varen af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller gennem mærkning.
Det fremgår af præamblens pkt. 8, at elementerne i formodningsreglen er kumulative. Alle elementer skal således som udgangspunkt være opfyldt for, at en vare formodes at være kontraktmæssig.
Det vil ikke som følge af formodningsreglen i artikel 2, stk. 2, være nødvendigt at ændre købelovens udgangspunkt om, at forbrugeren har bevisbyrden for, at salgsgenstanden lider af en mangel.
Efter direktivets artikel 2, stk. 3, er der ikke tale om manglende kontraktmæssighed, hvis forbrugeren på det tidspunkt, da aftalen blev indgået, havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse. Det samme gælder, hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren.
I vurderingen af spørgsmålet om kontraktmæssighed indgår, om varen har den beskaffenhed og brugbarhed, forbrugeren med rimelighed kan forvente, bl.a. under hensyn til eventuelle oplysninger om varens konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller gennem mærkning. Efter artikel 2, stk. 4, skal sælgeren imidlertid ikke være bundet af sådanne oplysninger, hvis han godtgør, at
han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning
den fejlagtige oplysning var rettet ved indgåelsen af købsaftalen
den fejlagtige oplysning ikke kan antages at have haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe varen.
Sælgers forbehold
Efter direktivets mangelsbegreb skal sælgeren levere en vare, der er i overensstemmelse med aftalen, jf. artikel 2, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at parterne har aftalefrihed, jf. også præamblens pkt. 8, hvor det anføres, at formodningsreglen i artikel 2, stk. 2, ikke indskrænker princippet om aftalefrihed.
Efter direktivets artikel 7, stk. 1, skal der imidlertid i national lovgivning være regler om, at forbrugeren ikke er bundet af aftaler og aftalevilkår, der direkte eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, der følger af direktivet. Det fremgår af præamblens pkt. 22, at dette princip også gælder for klausuler, ifølge hvilke forbrugeren formodes at være bekendt med enhver manglende overensstemmelse med købsaftalen på tidspunktet for dennes indgåelse.
Arbejdsgruppen anfører i betænkningen (side 57), at direktivet ikke udtrykkeligt regulerer sælgers mulighed for at tage forbehold vedrørende salgsgenstanden, men sammenholdes artikel 7, stk. 1, med den nævnte præambeltekst, må det efter arbejdsgruppens opfattelse formentlig indebære, at sælger efter direktivet som hovedregel ikke har mulighed for at tage generelle forbehold vedrørende salgsgenstanden.
Spørgsmålet om konkrete forbehold fra sælgers side reguleres heller ikke direkte i direktivet.
Efter direktivets artikel 2, stk. 3, er der ikke tale om manglende kontraktmæssighed, hvis forbrugeren ved aftalens indgåelse havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse.
Den ovenfor nævnte præambeltekst omtaler klausuler vedrørende forbrugerens kendskab til »enhver manglende overensstemmelse«.
Arbejdsgruppen anfører i betænkningen (side 57), at bestemmelsen således ikke synes at begrænse sælgers muligheder for at tage forbehold vedrørende bestemte specificerede egenskaber ved salgsgenstanden. Et sådant forbehold vil enten kunne anses som en del af aftalen, eller også vil forbrugeren ikke kunne påberåbe sig manglende kontraktmæssighed på grund af, at han var bekendt med eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt hermed ved aftalens indgåelse, jf. direktivets artikel 2, stk. 3.
Forbrugerkøbsdirektivet giver mulighed for, at medlemslandene kan undtage traditionelt auktionssalg af brugte genstande fra at være reguleret af de bestemmelser, der gennemfører direktivet i national lovgivning. Efter direktivets artikel 1, stk. 3, kan medlemslandene således fastsætte, at »forbrugsvarer« ikke omfatter brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion, hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede under auktionen.
Direktivet giver kun mulighed for at undtage offentlige auktioner, hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede under auktionen. Der er således navnlig ikke mulighed for at undtage salg på auktion, der alene afholdes via Internettet.
Køberens undersøgelsespligt
Direktivets artikel 2, stk. 3, fastsætter som nævnt den begrænsning i mangelsbegrebet, at forbrugeren ikke kan påberåbe sig varens manglende kontraktmæssighed, hvis han ved aftalens indgåelse havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse.
Efter sin ordlyd pålægger bestemmelsen ikke forbrugeren en egentlig undersøgelsespligt. Formuleringen »ikke med rimelighed kunne være ubekendt med« synes at pege på, at der skal foretages en mere objektiv vurdering af, om forbrugeren måtte have indset, at salgsgenstanden ikke var kontraktmæssig.
5.2.3. Lovforslagets udformning
Mangelsbegrebet
I betænkningen (side 58-80) har arbejdsgruppen analyseret, i hvilket omfang der som følge af direktivet er behov for at foretage ændringer i købelovens mangelsbegreb.
Arbejdsgruppen har sammenlignet det eksisterende mangelsbegreb i købeloven og mangelsbegrebet i forbrugerkøbsdirektivet, og har vurderet, hvilket udfald en række sager, der har været forelagt Forbrugerklagenævnet, må antages at ville have fået, hvis de i stedet var afgjort efter direktivets mangelsbegreb. Endvidere har arbejdsgruppen sammenlignet med mangelsbegrebet i loven om internationale køb, og mangelsbegrebet i svensk, norsk og finsk ret har også været inddraget i arbejdsgruppens overvejelser.
På baggrund heraf konkluderer arbejdsgruppen, at mangelsbegrebet i købeloven og i forbrugerkøbsdirektivet i vid udstrækning er sammenfaldende, og at dansk lovgivning med få undtagelser allerede i dag yder forbrugeren en beskyttelse, der som minimum er på linie med, hvad der kræves efter forbrugerkøbsdirektivet. Desuden indeholder mangelsbegrebet i købeloven nogle yderligere forbrugerbeskyttende elementer, der ikke findes i direktivet.
Ifølge arbejdsgruppen er det som følge af direktivet nødvendigt at justere reglen om køberens undersøgelsespligt, således at der kun kan lægges vægt på forhold, som forbrugeren måtte kende til og ikke forhold som den pågældende burde kende. Direktivets gennemførelse kræver endvidere, at sælgers mulighed for at tage generelle forbehold begrænses samt at sælger skal have bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger om varen ikke har haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe genstanden.
Arbejdsgruppen anfører, at købelovens bestemmelser om, hvornår varen er mangelfuld (§§ 76 og 77) må antages at opfylde direktivets krav. Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at de gældende bestemmelser suppleres med en bestemmelse svarende til direktivets om, hvornår varen formodes at være mangelfri. En sådan »positiv« beskrivelse af kravene til salgsgenstanden findes bl.a. i svensk, norsk og finsk ret samt i FN-konventionen om internationale handelskøb mv. (CISG). Arbejdsgruppen peger på, at der alene vil ske en klargørende uddybning af de elementer, der efter gældende ret indgår i det generelle mangelsbegreb i købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Med en sådan bestemmelse vil informationsværdien af købelovens bestemmelser imidlertid blive øget, og det vil også være hensigtsmæssigt at tilpasse den danske lovgivning til terminologien i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og de øvrige nordiske lande.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der uden sammenhæng med direktivet bør ske yderligere ændringer af mangelsbegrebet ved forbrugerkøb.
Arbejdsgruppen har bl.a. overvejet, om der bør indføjes en ufravigelig bestemmelse om, at der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden ikke kan anvendes uden væsentlig risiko for personskade. Arbejdsgruppen bemærker, at spørgsmålet også har været overvejet tidligere, og at det i forarbejderne til de gældende regler om forbrugerkøb bl.a. er anført, at hensynet til at beskytte forbrugeren mod farlige varer bør tillægges stor vægt, men at det på den anden side også kan virke mindre rimeligt, hvis forbrugeren kan gøre mangelsbeføjelser gældende i en situation, hvor varens farlighed har været tydeligt oplyst over for forbrugeren. En vare, der ikke kan anvendes uden væsentlig risiko for personskade vil i almindelighed være mangelfuld, medmindre forbrugeren har erklæret sig indforstået med eller har indset genstandens farlighed.
Arbejdsgruppen finder, at de nævnte hensyn fortsat gør sig gældende, og at der ikke er behov for at ændre loven på dette punkt. Arbejdsgruppen finder heller ikke, at der er behov for en bestemmelse om, at salgsgenstanden er mangelfuld, hvis den ikke er i overensstemmelse med offentligretlige forskrifter. Arbejdsgruppen bemærker, at varer, der ikke kan anvendes uden væsentlig risiko for personskade, eller som er solgt i strid med offentligretlige forskrifter, i almindelighed må anses for mangelfulde i medfør af § 76, stk. 1, nr. 4. Endvidere vil sælgers fraskrivelse af mangelsansvaret i tilfælde, hvor der er fare for personskade, eller hvor varen ikke lever op til offentligretlige forskrifter, efter omstændighederne kunne tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven bør indføjes en bestemmelse om, at manglende vedligeholdelsesmuligheder eller manglende mulighed for at skaffe reservedele mv. skal medføre, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.
Arbejdsgruppen foreslår, at det i lovforslaget fastslås, at forbrugeren i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på varens montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse. Sælgeren har allerede i dag en vis oplysningspligt med hensyn til vedligeholdelsesmuligheder og reservedelstilgængelighed, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, som arbejdsgruppen foreslår gjort ufravigelig til skade for forbrugeren. Er en sælger på købstidspunktet eksempelvis bekendt med, at den pågældende vare er udgået af produktion, vil den pågældende således efter omstændighederne kunne være forpligtet til loyalt at oplyse forbrugeren herom, hvis det må påregnes, at denne oplysning vil have betydning for forbrugerens bedømmelse af salgsgenstanden og beslutning om at købe den.
Der henvises til betænkningen side 80-84.
Auktionskøb
Efter direktivet kan medlemslandene vælge at undtage køb af brugte varer, der sælges på offentlig auktion, fra de regler, der gennemfører direktivet.
Arbejdsgruppen finder, at sådanne auktionskøb som udgangspunkt bør være omfattet af de almindelige regler om forbrugerkøb, men at det for denne type køb fortsat bør være muligt for sælgeren at kunne afskære køberens indsigelser vedrørende uvæsentlige mangler ved en generel ansvarsfraskrivelsesklausul.
Der henvises til betænkningen side 35-39.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. På baggrund af de modtagne høringssvar vedrørende betænkningen er det dog tydeliggjort i lovforslaget (den foreslåede § 77, stk. 1), at bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes, ikke kan gøres gældende over for køberen.
Med henblik på at opfylde direktivet foreslås der således en ny bestemmelse om køberens undersøgelsespligt i forbrugerkøb. Efter denne bestemmelse afskæres forbrugeren alene fra at påberåbe sig fejl mv., som forbrugeren måtte kende til, mens der ikke kan lægges vægt på, om forbrugeren burde have været bekendt med det pågældende forhold. Endvidere foreslås det som nævnt at begrænse retsvirkningen af generelle forbehold vedrørende varens egenskaber. Det foreslås desuden, at sælger skal have bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger fra sælgeren eller tidligere led ikke har haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe genstanden.
Udover disse direktivbestemte ændringer foreslås det endvidere at supplere købelovens mangelsbegreb med en positiv angivelse af, hvilke kriterier en vare normalt skal opfylde for at være kontraktmæssig.
For så vidt angår salg af brugte varer på offentlig auktion, hvor der er adgang til at være fysisk til stede, foreslås det at opretholde sælgers mulighed for at anvende generelle ansvarsfraskrivelser.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 7-8 (de foreslåede §§ 75 a-77 og § 77 b).
5.3. Tidspunktet for mangelsvurderingen og bevisbyrden for tilstedeværelsen af en mangel
5.3.1. Gældende ret
I købeloven er tidspunktet for mangelsvurderingen reguleret i § 44. Efter bestemmelsen skal der ved afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, tages udgangspunkt i forholdene på det tidspunkt, hvor risikoen overgår til køberen, medmindre manglen skyldes sælgerens forsømmelse. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.
Efter købelovens § 17, stk. 1, bærer sælgeren risikoen for varens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted. I forbrugerkøb vil levering i almindelighed ske, når varen overgives til forbrugeren, jf. § 9 og § 73. Købelovens risikoregler er deklaratoriske, og også i forbrugerkøb kan det således aftales, at risikoen overgår på et tidligere tidspunkt.
Afgørende for, om en forbruger kan påberåbe sig, at varen er mangelfuld, er således som udgangspunkt, om manglen var til stede på leveringstidspunktet. Det er uden betydning, om manglen var synlig eller endnu ikke havde vist sig. Sker der først efter salgsgenstandens levering en forringelse af varen, er dette som udgangspunkt sælgeren uvedkommende. Har sælger imidlertid handlet forsømmeligt, således at varen er blevet forringet, kan der foreligge en mangel, uanset om risikoen forinden er overgået til forbrugeren, jf. § 44, der lader tidspunktet for mangelsvurderingen være uafhængig af risikoovergangen, såfremt manglen skyldes sælgers forsømmelse. § 44 har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor sælger udviser forsømmelse efter risikoens overgang. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis sælger skal foretage installation af varen og der i forbindelse hermed påføres varen en skade som følge af sælgers forsømmelse. Ligestillet med sælgers forsømmelse er forsømmelse fra andre, der handler på sælgers vegne.
Udgangspunktet, hvorefter risikoen først overgår til forbrugeren på det faktiske leveringstidspunkt, fraviges ved såkaldt fordringshavermora, dvs. tilfælde, hvor levering ikke kan ske rettidigt på grund af købers forhold. Efter købelovens § 37 overgår risikoen for salgsgenstanden i sådanne tilfælde til køberen fra det tidspunkt, hvor levering skulle have fundet sted. Ved køb bestemt efter art (»genuskøb«) skal bestemte genstande dog forinden være udskilt for køber. I tilfælde af fordringshavermora vil mangelsvurderingen således være knyttet til det tidspunkt, hvor levering skulle have fundet sted. Sælgeren er dog i medfør af købelovens § 33 forpligtet til i rimeligt omfang at drage omsorg for salgsgenstanden i en vis periode efter det aftalte leveringstidspunkt. Opstår der skade på salgsgenstanden som følge af sælgers tilsidesættelse af sin omsorgspligt, kan forbrugeren påberåbe sig, at varen er mangelfuld, selv om den var mangelfri, da risikoen overgik til forbrugeren, jf. § 44.
Bevisbyrden for, at der foreligger forhold, som udgør en mangel ved salgsgenstanden, påhviler køberen. Det er endvidere som udgangspunkt køberen, der har bevisbyrden for, at de forhold, som udgør manglen, forelå på det relevante tidspunkt.
Opstår der inden for en vis kortere periode efter leveringen en fejl ved varen, som ikke er forventelig, og som ikke er et typisk udslag af uhensigtsmæssig brug, stilles der imidlertid i praksis ikke store beviskrav. Vurderingen heraf vil imidlertid altid ske på baggrund af de konkrete omstændigheder, herunder bl.a. om der er tale om køb af en ny eller en brugt genstand.
I Forbrugerklagenævnets praksis er det lagt til grund, at udgangspunktet, hvorefter forbrugeren har bevisbyrden for, at varen var mangelfuld ved leveringen, fraviges, såfremt der er ydet garanti vedrørende salgsgenstandens brugbarhed, funktion eller lignende i en vis periode, og manglen opstår i denne periode. En kvalitetsafvigelse, der viser sig i garantiperioden, formodes således at have været til stede på leveringstidspunktet, og sælger vil dermed have bevisbyrden for, at kvalitetsafvigelsen ikke forelå ved leveringen, men skyldes uheldig brug af salgsgenstanden eller andre forhold, der fritager sælgeren for at opfylde garantien.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 85-87, hvor der også er redegjort nærmere for den juridiske litteratur og praksis i de nævnte garantitilfælde.
5.3.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter direktivets artikel 3, stk. 1, skal sælgeren over for forbrugeren være ansvarlig for manglende overensstemmelse med købsaftalen, der foreligger ved forbrugsvarens levering. Direktivet regulerer ikke, hvornår en vare anses for at være »leveret«. Spørgsmålet om, hvornår risikoen for hændelig beskadigelse af salgsgenstanden går over på køberen, er således overladt til national ret.
Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal en manglende overensstemmelse, der viser sig senest 6 måneder efter varens levering, formodes at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre andet bevises. Denne formodning gælder dog ikke, hvis den er uforenelig med varens eller den manglende overensstemmelses art.
Direktivets artikel 5, stk. 3, er formuleret som en formodningsregel, og det følger af ordlyden, at sælgeren efter omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen med den følge, at forbrugeren i overensstemmelse med almindelige bevisregler skal godtgøre, at der forelå en mangel ved varen på leveringstidspunktet.
Formodningsreglen finder endvidere kun anvendelse, hvis det ikke er uforeneligt med varens eller den manglende overensstemmelses art. I givet fald vil forbrugeren også i overensstemmelse med almindelige bevisregler have bevisbyrden for, at varen var mangelfuld ved leveringen.
Det fremgår ikke af direktivet, ud fra hvilke kriterier det bør afgøres, om formodningen er uforenelig med varens eller uoverensstemmelsens art. Det anføres også i betænkningen (side 88 f), at rækkevidden af formuleringen synes noget uklar, men at der formentlig kan peges på klare tilfælde, som f.eks. hvor den normale holdbarhed for en vare er væsentligt kortere end 6 måneder, eller hvor den påberåbte kvalitetsafvigelse klart skyldes en uforsvarlig brug af salgsgenstanden eller udefra kommende omstændigheder.
Artikel 5, stk. 3, vedrører alene spørgsmålet om, hvorvidt en manglende overensstemmelse forelå på leveringstidspunktet. Bestemmelsen regulerer således ikke spørgsmålet om, hvem der har bevisbyrden for, at der foreligger en manglende overensstemmelse med købsaftalen.
5.3.3. Lovforslagets udformning
Arbejdsgruppen anfører, at det uden for garantitilfældene efter gældende dansk ret er forbrugeren, der har bevisbyrden for, at de forhold, der udgør en mangel, var til stede på leveringstidspunktet. Gennemførelse af direktivet vil derfor efter arbejdsgruppens opfattelse kræve en ændring af købeloven, således at fejl mv. ved varen, der viser sig inden for 6 måneder fra leveringstidspunktet, som udgangspunkt formodes at skyldes forhold, som allerede forelå ved leveringen.
Arbejdsgruppen bemærker, at kravene til forbrugerens bevisførelse allerede i dag antages at være forholdsvis begrænsede, såfremt der er tale om køb af nye genstande med en vis forventet levetid, og en defekt viser sig kort tid efter leveringen. En gennemførelse af den omtalte formodningsregel vil derfor næppe medføre nogen væsentlig reel ændring af retstilstanden ved køb af nye genstande.
Efter gældende ret vil man ved vurderingen af, om forbrugeren har løftet bevisbyrden for, at en brugt genstand var mangelfuld på leveringstidspunktet, inddrage momenter som salgsgenstandens alder, defektens karakter, forbrugerens anvendelse af det solgte og lignende. Sådanne momenter vil også efter indførelse af direktivets formodningsregel kunne indgå i bevisvurderingen, og ved køb af brugte varer må det antages i mange tilfælde at føre til, at formodningen afkræftes, eller at det fastslås, at formodningsreglen ikke skal finde anvendelse, fordi det i det konkrete tilfælde vil være uforeneligt med varens eller afvigelsens art. Selv ved salg af brugte genstande må betydningen af bestemmelsen således forventes at blive forholdsvis begrænset.
En ændring af købeloven i overensstemmelse med direktivets formodningsregel vil ikke berøre det forhold, at det er forbrugeren, der skal godtgøre, at varen ikke er i orden.
Der henvises til betænkningen side 89-91.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Som anført af arbejdsgruppen, vil indførelse af formodningsreglen ikke begrænse forbrugerens mulighed for at gøre mangelsindsigelser gældende inden for reklamationsfristen (som foreslås forlænget fra 1 år til 2 år, jf. pkt. 5.5.3. nedenfor). Der vil således ikke være grundlag for at afvise mangelskrav alene med henvisning til, at det fremsættes efter 6-måneders fristen. Efter dette tidspunkt vil de hidtidige bevisbyrderegler og beviskrav fortsat gælde.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (den foreslåede § 77 a).
5.4. Forbrugerens mangelsbeføjelser
5.4.1. Gældende ret
Købelovens § 78
Hvis salgsgenstanden lider af en mangel, kan forbrugeren efter købelovens § 78 gøre en række beføjelser gældende. Bestemmelsen kan ikke ved aftale fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovens § 1, stk. 2.
Efter § 78, stk. 1, 1. pkt., kan forbrugeren hæve købet, kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen eller kræve omlevering efter reglerne i § 42, stk. 1, og § 43, stk. 1 og 2. Krav om ophævelse af aftalen eller omlevering kan således ikke gøres gældende, hvis manglen er uvæsentlig, medmindre sælger har handlet svigagtigt eller ved artsbestemte køb ("genuskøb") kendte manglen på et sådant tidspunkt, at han uden urimelig opofrelse kunne have skaffet en mangelfri genstand.
Forbrugerens mulighed for at kræve ophævelse af aftalen eller omlevering er desuden begrænset af reglerne i §§ 57 og 58, hvorefter anvendelsen af disse beføjelser som hovedregel forudsætter, at det modtagne kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen.
Muligheden for at kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen forudsætter, at der foreligger en værdiforringende mangel, jf. lovens brug af ordet »forholdsmæssigt«. Forbrugeren kan således ikke forlange en reduktion af prisen, hvis manglen er uden betydning for salgsgenstandens værdi.
Forbrugerens muligheder for at kræve ophævelse, omlevering eller forholdsmæssigt afslag er således undergivet samme begrænsninger som uden for forbrugerkøb.
Efter § 78, stk. 1, 2. pkt., kan forbrugeren endvidere under visse betingelser forlange, at sælger afhjælper manglen. Afhjælpning kan afhængig af manglens karakter - foretages på flere måder. I § 78, stk. 1, 3. pkt., nævnes udtrykkeligt, at sælgeren ved artsbestemte køb ("genuskøb") kan opfylde sin afhjælpningspligt ved at foretage omlevering. Herudover vil afhjælpning kunne have form af reparation eller ved kvantitetsmangler, jf. § 50 efterlevering.
Formålet med afhjælpningen er at stille forbrugeren lige så godt, som hvis der fra begyndelsen var leveret en mangelfri ydelse. Derfor sker afhjælpning på sælgers bekostning.
Forbrugerens mulighed for at kræve afhjælpning af en mangel er uafhængig af, om manglen er væsentlig, og om der foreligger en værdiforringende mangel.
Efter § 78, stk. 1, 2. pkt., kan afhjælpningspligten gøres gældende, medmindre dette vil forvolde sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe. Efter formuleringen af § 78, stk. 1, er udgangspunktet, at forbrugeren har krav på afhjælpning. Det er således sælgeren, der har bevisbyrden for, at afhjælpning ikke er mulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.
Det beror på en konkret vurdering, om et krav om afhjælpning vil forvolde sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe. For en nærmere beskrivelse af, hvilke forhold der inddrages i denne vurdering, kan henvises til betænkningen side 95-96.
Forbrugeren er forpligtet til i rimeligt omfang at medvirke til den praktiske gennemførelse af afhjælpningen. Forbrugerens medvirken vil navnlig bestå i at give sælgeren adgang til at foretage afhjælpningen hos forbrugeren, eller - hvis der er tale om mindre, let transportable genstande - at bringe det solgte til sælgerens forretningssted eller sende det med posten. Transport af større genstande påhviler derimod sælgeren. Da afhjælpningen som nævnt sker for sælgers regning, vil eventuelle udgifter, forbrugeren afholder i forbindelse med sin medvirken, skulle refunderes af sælger.
Under sælgers opfyldelse af afhjælpningspligten suspenderes forbrugerens øvrige mangelsbeføjelser. Afhjælpes manglen behørigt, indebærer det, at forbrugerens øvrige beføjelser efter stk. 1 bortfalder. Såfremt betingelserne herfor er opfyldt, vil forbrugeren ved siden af afhjælpningen kunne kræve erstatning i medfør af lovens § 80.
Efter købelovens § 78, stk. 2, er forbrugeren berettiget til at holde købesummen tilbage, indtil krav om afhjælpning er opfyldt. Bestemmelsen har kun praktisk betydning i kreditkøb. Er manglen uvæsentlig kan forbrugeren ikke tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe manglen, jf. § 78, stk. 2, 2. pkt. Adgangen til at tilbageholde hele eller dele af købesummen ophører, når sælgeren har afhjulpet manglen.
§ 78, stk. 2, kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, og det kan således ikke aftales, at forbrugeren skal betale hele købesummen, før afhjælpningen er foretaget.
I § 78, stk. 3, fastlægges forbrugerens beføjelser i tilfælde, hvor sælgeren ikke inden rimelig tid opfylder forbrugerens krav om afhjælpning. Forbrugeren er i så fald berettiget til at hæve købet, selv om manglen ikke er væsentlig, eller - ved artsbestemte køb - kræve omlevering. Forbrugeren kan endvidere lade manglen afhjælpe for sælgerens regning, hvis dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger. Det antages, at forbrugeren skønt det ikke fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen også kan kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis der foreligger en værdiforringende mangel.
Hvis det - eksempelvis på baggrund af tilkendegivelser fra sælger - er åbenbart, at afhjælpning ikke vil ske inden rimelig tid, kan forbrugeren allerede på dette tidspunkt anvende beføjelserne efter § 78, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 93-102.
Købelovens § 79
Som et modstykke til den ovenfor nævnte afhjælpningspligt er der i købelovens § 79 fastsat regler om sælgerens afhjælpningsret i forbrugerkøb. Afhjælpning vil også her kunne være reparation, omlevering eller efterlevering (ved kvantitetsmangler, jf. § 50).
Efter § 79 kan en forbruger ikke hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis sælger tilbyder at afhjælpe manglen eller foretage omlevering. Forbrugeren kan endvidere ikke kræve omlevering, hvis sælgeren tilbyder at afhjælpe manglen. Det er dog en forudsætning, at afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for forbrugeren.
Bestemmelsen indebærer, at sælgeren har mulighed for at afværge forbrugerens øvrige mangelsbeføjelser - bortset fra erstatningsbeføjelsen - ved at tilbyde afhjælpning.
Afhjælpningen skal som nævnt ske inden rimelig tid. Tilsvarende formulering anvendes i § 78 om sælgerens afhjælpningspligt, og også ved fastsættelse af afhjælpningsfristen efter § 79 vil der skulle foretages en konkret vurdering. Den omstændighed, at afhjælpning efter § 79 sker på sælgerens initiativ, kan imidlertid skærpe bedømmelsen. Navnlig vil man i relation til fristen efter § 79 være mindre tilbøjelig til at tillægge individuelle forhold hos sælgeren betydning, og det kan medføre, at fristen bliver kortere end efter § 78.
Afhjælpningsretten er endvidere betinget af, at afhjælpning kan ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Uanset at afhjælpningen sker på sælgers initiativ, vil forbrugeren i et vist omfang være forpligtet til at medvirke til gennemførelsen heraf. Det vil navnlig kunne komme på tale, at forbrugeren skal bringe eller sende mindre genstande til sælgerens forretningssted eller skal give sælgeren adgang til salgsgenstanden.
Afhjælpningen sker desuden uden omkostninger for forbrugeren. I det omfang forbrugeren eksempelvis afholder udgifter til forsendelse af salgsgenstanden, skal sælgeren refundere disse udgifter.
Afviser forbrugeren et berettiget afhjælpningstilbud, har forbrugeren herved fortabt muligheden for at kræve ophævelse, omlevering eller forholdsmæssigt afslag. Forbrugeren er derimod ikke afskåret fra at gøre erstatningsbeføjelsen gældende, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 80. Forbrugerens almindelige tabsbegrænsningspligt vil i disse tilfælde ofte føre til, at forbrugerens erstatningskrav ikke kan overstige, hvad afhjælpning ville have kostet sælgeren, hvis forbrugeren ikke havde afvist sælgerens tilbud herom.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 102-105.
Antallet af afhjælpningsforsøg
Købeloven indeholder ikke udtrykkelige regler om den situation, at det ikke lykkes for sælgeren at afhjælpe en mangel i første forsøg. Det fremgår af lovens forarbejder, at sælgeren efter omstændighederne kan have krav på mere end ét forsøg, inden forbrugeren kan gøre de øvrige beføjelser gældende, bl.a. hvis sælgeren har haft grund til at tro, at manglen var udbedret i første omgang. Afhjælpning skal dog i alle tilfælde ske uden væsentlig ulempe og inden for rimelig tid.
Der henvises til den nærmere redegørelse i betænkningen side 105-107.
5.4.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Ved varens manglende overensstemmelse med købsaftalen skal forbrugeren efter direktivet som udgangspunkt have følgende mangelsbeføjelser:
Afhjælpning, omlevering, passende afslag i prisen og ophævelse af købet.
Ved afhjælpning forstås ifølge direktivets artikel 1, stk. 2, litra f, at varen bringes i overensstemmelse med købsaftalen, mens de øvrige beføjelser ikke defineres nærmere i direktivet.
Forbrugerens muligheder for at gøre brug af de enkelte beføjelser er nærmere reguleret i artikel 3, stk. 3-6, hvor forbrugerens mangelsbeføjelser er opstillet i et »hierarkisk« system:
Forbrugeren har i første omgang alene krav på, at sælgeren uden vederlag enten afhjælper manglen eller foretager omlevering (artikel 3, stk. 3, 1. led). Det præciseres i artikel 3, stk. 4, at der med ordene »uden vederlag« henvises til de omkostninger, der er nødvendige for at bringe varen i overensstemmelse med aftalen, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og materialeomkostninger.
Forbrugerens valgfrihed begrænses af, at den valgte beføjelse ikke må være umulig eller uforholdsmæssig at opfylde for sælgeren.
Det er ikke nærmere reguleret i direktivet, hvornår en beføjelse er umulig at opfylde, men i præamblens pkt. 16 anføres som eksempel, at brugte genstande som følge af deres natur generelt er umulige at omlevere, og at forbrugerens ret til omlevering derfor ikke gælder for sådanne varer.
Det anføres i direktivet (artikel 3, stk. 3, 2. led), at et krav om afhjælpning eller omlevering anses for uforholdsmæssigt, hvis der herved påføres sælgeren omkostninger, der i forhold til omkostningerne ved den alternative beføjelse er urimelige. Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn til værdien af varen, hvis den havde været kontraktmæssig, manglens betydning, og om den alternative beføjelse vil kunne gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Direktivets uforholdsmæssighedsvurdering knytter sig således til en vurdering af rimeligheden af de omkostninger, den valgte beføjelse vil påføre sælger. Arbejdsgruppen anfører, at direktivet synes at måtte forstås således, at der ikke skal foretages en snæver vurdering af de omkostningsmæssige konsekvenser, men snarere en grundlæggende rimelighedsvurdering, der tager udgangspunkt i omkostningerne, men hvor også andre elementer, herunder hensynet til forbrugeren, kan indgå.
Hvis forbrugeren efter det anførte ikke er berettiget til at kræve omlevering eller afhjælpning, eller hvis sælgeren ikke har afhjulpet manglen inden rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, kan forbrugeren kræve et passende afslag i prisen eller hæve købsaftalen. Forbrugeren kan dog ikke gøre hævebeføjelsen gældende, hvis manglen er uvæsentlig (direktivets artikel 3, stk. 5 og 6).
Direktivet nævner ikke udtrykkeligt, hvad der skal gælde, hvis sælgeren ikke har opfyldt et krav om omlevering inden rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, men det må antages, at forbrugeren også i dette tilfælde kan kræve prisafslag eller såfremt manglen er væsentlig ophæve købet.
Efter direktivet er afhjælpning og omlevering således de primære beføjelser, mens afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen er sekundære beføjelser.
Spørgsmålet om, hvorvidt et krav om omlevering eller afhjælpning er uforholdsmæssigt, skal afgøres på grundlag af en sammenligning mellem den valgte beføjelse og den alternative beføjelse. I betænkningen (side 113 f) anføres det, at ordene »den alternative beføjelse« umiddelbart kan synes at henvise til den anden af de primære beføjelser, men ikke til de sekundære beføjelser (ophævelse eller afslag i prisen). Det kan imidlertid i praksis forekomme, at f.eks. et krav om omlevering er umuligt at opfylde, og der ville i så fald ikke være nogen alternativ beføjelse at sammenholde et krav om afhjælpning med. Arbejdsgruppen anfører, at det næppe kan være hensigten med bestemmelsen, at der i et sådant tilfælde ikke skal foretages en vurdering af, om et krav om afhjælpning er uforholdsmæssigt. Det ville nemlig i givet fald betyde, at forbrugeren kunne kræve at få gennemført selv helt urimelige afhjælpningskrav, og sælgeren for at undgå at foretage en sådan afhjælpning måtte undlade at udføre afhjælpningen for derved at »tvinge« forbrugeren til at gøre brug af de sekundære beføjelser, dvs. kræve afslag eller ophæve købsaftalen.
Efter arbejdsgruppens opfattelse må det således antages, at der ved vurderingen af, om et krav om eksempelvis omlevering er uforholdsmæssigt, ikke alene vil kunne sammenlignes med de omkostninger, der er forbundet med afhjælpning, men tillige med omkostningerne ved ophævelse eller prisafslag. Der vil ved vurderingen bl.a. kunne tages hensyn til, om eksempelvis et prisafslag i den konkrete situation er et rimeligt alternativ for forbrugeren.
Der henvises til betænkningen side 110-115.
5.4.3. Lovforslagets udformning
5.4.3.1. Ændringer, der er nødvendige for at gennemføre direktivet
Afhjælpning
Arbejdsgruppen anfører, at direktivet som udgangspunkt giver forbrugeren ret til at vælge mellem afhjælpning eller omlevering, mens det efter købeloven er sælgeren, der har valgretten. Sælgeren kan således efter § 78, stk. 1, i genuskøb vælge at opfylde sin afhjælpningspligt ved at foretage omlevering, og efter § 79 kan sælgeren tilbyde afhjælpning med den virkning, at forbrugeren som udgangspunkt ikke kan gøre andre mangelsbeføjelser gældende. Efter arbejdsgruppens opfattelse er det derfor ikke muligt at opretholde § 78 og § 79 i den nuværende udformning. Bestemmelserne vil skulle ændres, således at sælger ikke kan omlevere, hvis forbrugerens afhjælpningskrav hverken er umuligt eller uforholdsmæssigt, og således at et krav om omlevering, der hverken er umuligt eller uforholdsmæssigt, ikke kan afværges af sælgers tilbud om afhjælpning.
Efter direktivets ordlyd er forbrugerens valgret knyttet til spørgsmålet om, hvilken af de primære beføjelser (afhjælpning eller omlevering) der ønskes anvendt. Arbejdsgruppen anfører, at det derfor er foreneligt med direktivet at opretholde sælgers afhjælpningsret i de tilfælde, hvor forbrugeren ikke ønsker afhjælpning eller omlevering, men vil gøre brug af de sekundære beføjelser (ophævelse eller afslag i prisen). Sælgeren vil således kunne gives mulighed for at afværge krav om ophævelse eller prisafslag ved at tilbyde forbrugeren afhjælpning eller omlevering.
Efter direktivet beror vurderingen af, om anvendelse af en af de primære beføjelser er uforholdsmæssigt, på, om den valgte beføjelse påfører sælgeren urimelige omkostninger, henset til varens værdi uden mangler, manglens betydning, og om den alternative beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Efter direktivet er vurderingen således primært koncentreret om den valgte beføjelses økonomiske konsekvenser for sælgeren.
Efter købelovens § 78 har sælgeren kun afhjælpningspligt, hvis dette ikke volder sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. I vurderingen heraf indgår imidlertid ikke kun omkostningerne for sælger, men også hensynet til forbrugerens interesse i afhjælpning.
Arbejdsgruppen anfører, at hensynet til forbrugerens interesse i at bruge den pågældende beføjelse formentlig også kan inddrages efter direktivet. Der skal således efter direktivet tages hensyn til, om den alternative beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, og heri ligger antagelig, at forbrugerens særlige interesse i henholdsvis afhjælpning eller omlevering efter omstændighederne kan betyde, at den alternative beføjelse ikke kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Efter købelovens § 78 kan sælgeren imidlertid også undlade at opfylde et krav om afhjælpning, hvis dette vil påføre sælgeren væsentlig ulempe. Dette kan efter direktivet ikke tillægges betydning. Da direktivet på dette punkt stiller forbrugeren bedre end de gældende regler i købeloven, kan dette ulempekriterium efter arbejdsgruppens opfattelse ikke opretholdes. Den praktiske betydning heraf vil dog være beskeden, fordi de ulemper, der kan være forbundet med afhjælpning, ofte vil indebære en ressourcebelastning og dermed også en omkostning for sælger, og i så fald hindrer direktivet ikke, at ulemperne kan indgå i vurderingen.
Omlevering og ophævelse
Efter købeloven er både forbrugerens mulighed for at hæve købet og for at kræve omlevering som udgangspunkt betinget af, at manglen ikke er uvæsentlig, mens væsentlighedsbetingelsen efter direktivet kun er knyttet til hævebeføjelsen. Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at det ikke er muligt at opretholde kravet om, at omlevering som udgangspunkt kun kan kræves, hvis manglen ikke er uvæsentlig.
Efter direktivet kan omleveringsbeføjelsen dog ikke gøres gældende, hvis dette er uforholdsmæssigt. I uforholdsmæssighedsvurderingen skal der som nævnt bl.a. tages hensyn til manglens betydning, hvilket efter arbejdsgruppens opfattelse indirekte kan føre til, at omleveringsbeføjelsen heller ikke efter direktivet kan gøres gældende, hvis manglen er uvæsentlig.
Efter købelovens § 57 er det som udgangspunkt en betingelse for at gøre hæve- og omleveringsbeføjelsen gældende, at det modtagne tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde, som det havde ved leveringen. Efter præamblens pkt. 15 kan nærmere bestemmelser om vilkår for at hæve købet fastsættes i den nationale lovgivning. Det vil således være muligt at opretholde købelovens § 57 for så vidt angår forbrugerens adgang til at hæve købet.
Prisafslag
Også afslagsbeføjelsen er i direktivet formuleret anderledes end i købeloven. Det fremgår ikke af direktivet, hvad der skal forstås ved »et passende« afslag i artikel 3, stk. 5, men udtrykket synes at indebære, at ikke enhver nok så lille mangel kan give grundlag for et prisafslag.
Det er dog efter arbejdsgruppens opfattelse tvivlsomt, om der i direktivets tekst kan indfortolkes et krav om, at manglen skal være værdiforringende, for at forbrugeren kan anvende afslagsbeføjelsen.
I betænkningen (side 120 f) er der redegjort for det nærmere indhold af købelovens regler om forholdsmæssigt afslag, og for de vanskeligheder der i praksis kan være knyttet til det traditionelle udgangspunkt for afslagets beregning. Det anføres, at en konsekvent fastholdelse af, at manglen objektivt set skal være værdiforringende, for at den kan give grundlag for et forholdsmæssigt afslag, i visse situationer kan betyde, at forbrugeren helt er afskåret fra at gøre mangelsbeføjelser gældende. Forbrugeren kan således efter købeloven kun forlange afhjælpning, hvis dette ikke vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe, og erstatningsbeføjelsen kan kun gøres gældende, hvis der er det fornødne ansvarsgrundlag. I sådanne situationer vil der ifølge arbejdsgruppen i praksis være en tilbøjelighed til enten at tildele et afslag, uanset om det er tvivlsomt, om manglen er værdiforringende, eller til at lempe væsentlighedsvurderingen, således at forbrugeren gives mulighed for at hæve købet eller kræve omlevering. Situationen kan imidlertid være således, at forbrugeren ikke ønsker dette, eksempelvis fordi der er lang leveringstid på varer af den pågældende type. I så fald kan forbrugeren være uden reaktionsmuligheder over for sælgeren, selv om varen ikke er i overensstemmelse med det aftalte.
Den præcise rækkevidde af formuleringen »et passende afslag« i direktivets artikel 3 kan som nævnt give anledning til tvivl. For med sikkerhed at gennemføre direktivet korrekt, bør købelovens terminologi dog efter arbejdsgruppens opfattelse ændres, således at der kan gives »et passende« afslag i prisen.
En ændring af terminologien til »passende afslag« vil ikke ændre på, at et forholdsmæssigt afslag i almindelighed også betragtes som det passende afslag, når der foreligger en værdiforringende mangel. Trods forslaget om et ændret ordvalg er der ikke tilsigtet en væsentlig ændring af retstilstanden. Ændringen vil i vidt omfang være en videreførelse af hidtidig praksis, hvor der også har vist sig et behov for i visse sager at forlade det sædvanlige udgangspunkt for beregningen af et forholdsmæssigt afslag. Der henvises til betænkningen side 121 f.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 115-122.
5.4.3.2. Ændringer, der ikke er nødvendige for at gennemføre direktivet
I betænkningen (side 123-125) er der redegjort for de områder, hvor købeloven og forbrugerkøbsdirektivet i relation til mangelsbeføjelserne er sammenfaldende, samt for de områder, hvor købeloven giver forbrugeren en bedre retsstilling, end det kræves efter direktivet.
Arbejdsgruppen anfører, at købeloven på disse områder kan opretholdes uændret under henvisning til direktivets minimumsklausul. Købelovens § 80 om erstatning i anledning af mangler kan også opretholdes uændret, idet erstatningsspørgsmål ikke er reguleret af direktivet, jf. herved også præamblens pkt. 6, hvor det fastslås, at en tilnærmelse af medlemsstaternes nationale lovgivninger om forbrugerkøb ikke berører nationale retsregler og principper vedrørende de ordninger, der gælder for ansvar i og uden for kontraktforhold.
I forlængelse af overvejelserne vedrørende gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivets artikel 3 har arbejdsgruppen overvejet, om der bør stilles forslag om yderligere ændringer i reglerne om forbrugerens mangelsbeføjelser.
Arbejdsgruppen har for det første overvejet, om det er muligt i loven at angive visse nærmere retningslinier for, hvornår afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid. Arbejdsgruppen finder det hensigtsmæssigt, hvis det i loven angives, hvilke forhold der navnlig må inddrages i vurderingen af, om den pågældende beføjelse er opfyldt inden for denne tidsmæssige ramme. Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund en bestemmelse, der angiver, at der ved vurderingen af, om der er sket afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, navnlig skal tages hensyn til genstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren. Der henvises til betænkningen side 125 f.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven bør indføjes regler om antallet af afhjælpningsforsøg, således at det fremgår af loven, at sælger kun har ét afhjælpningsforsøg, medmindre der foreligger særlige grunde. Hensigten med en sådan bestemmelse ville i givet fald navnlig være at præcisere, hvem af parterne der skal godtgøre, at der foreligger omstændigheder, som berettiger til mere end ét afhjælpningsforsøg. Arbejdsgruppen har imidlertid efter en vurdering af fordele og ulemper ikke fundet at burde foreslå en sådan bestemmelse. Der henvises herom til betænkningen side 126-128.
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der i loven bør indføjes regler om fradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav ved ophævelse af købsaftalen, jf. herved præamblens pkt. 15, der nævner, at medlemslandene har mulighed for at fastsætte, at eventuel tilbagebetaling til forbrugeren kan nedsættes under hensyn til forbrugerens brug af varen i den tid, der er gået siden leveringen.
Arbejdsgruppen anfører herom navnlig, at problemstillingen synes at være snævert knyttet til enkelte produkttyper, og at en generel regulering af spørgsmålet kunne give anledning til en række tvister om beløb af begrænset størrelse. En bestemmelse om fradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav ville i givet fald også skulle suppleres med en bestemmelse, der pålægger sælgeren at betale renter af købesummen for den periode, sælgeren har haft rådighed over beløbet. En regulering af spørgsmålet synes dermed at ville føre til en komplicering af lovgivningen, der efter arbejdsgruppens opfattelse ikke står i et rimeligt forhold til, hvad der kan opnås herved. Arbejdsgruppen har derfor fundet, at spørgsmålet fortsat bør løses i praksis på baggrund af de enkelte sagers konkrete omstændigheder. Der henvises herom til betænkningen side 128-130.
I lyset af en række sager fra Forbrugerklagenævnet har arbejdsgruppen endvidere overvejet, om der bør udformes regler om sælgers krav på vederlag for undersøgelser af salgsgenstande, der indleveres med henblik på afhjælpning.
I praksis har spørgsmålet været aktuelt i de situationer, hvor det ved sælgers undersøgelse konstateres, at salgsgenstanden ikke lider af en køberetlig mangel. I en sådan situation er sælger efter klagenævnspraksis alene berettiget til at forlange vederlag for den foretagne undersøgelse, hvis forbrugeren på forhånd er blevet gjort udtrykkeligt bekendt hermed, og foretages reparationen, kan sælgeren kun kræve reparationsudgifterne betalt af forbrugeren, hvis sælgeren på forhånd har indhentet en accept heraf fra forbrugeren. Indleveres salgsgenstanden til reparation i en eventuel garantiperiode, vil sælgeren efter klagenævnspraksis ikke kunne kræve vederlag for sin undersøgelse.
Arbejdsgruppen har ikke fundet, at spørgsmålet bør reguleres i loven. Arbejdsgruppen peger bl.a. på, at en udtrykkelig lovregel om spørgsmålet om vederlag kan indebære en risiko for, at der ikke i fornødent omfang vil kunne tages hensyn til en sags konkrete omstændigheder, og at der dermed opstår risiko for meget »firkantede« løsninger. En lovbestemmelse vil endvidere kunne give anledning til en række afgrænsningsproblemer med hensyn til, hvilket beløb sælgeren forudsat, at forbrugeren på forhånd har været advaret herom i givet fald vil kunne kræve. Der henvises til betænkningen side 130-132.
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (de foreslåede §§ 78-79).
5.5. Reklamationsregler
5.5.1. Gældende ret
For forbrugerkøbs vedkommende er spørgsmålet om reklamation i anledning af mangler reguleret i §§ 81-86. Bestemmelserne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.
Købeloven indeholder en såkaldt relativ reklamationsfrist i § 81. Fristen er »relativ«, fordi dens starttidspunkt og længde afhænger af, hvornår forbrugeren opdagede eller burde have opdaget manglen. § 83 indeholder en absolut reklamationsfrist på 1 år fra salgsgenstandens overgivelse til køberen.
Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en forbruger, der vil påberåbe sig en mangel, som nævnt give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter forbrugeren har eller burde have opdaget manglen. I modsat fald taber forbrugeren retten til at gøre manglen gældende. § 81 gælder dog ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt, jf. § 82.
Der stilles ikke krav om, at forbrugeren i forbindelse med, at manglen påberåbes, skal angive, hvilken beføjelse der gøres gældende. En såkaldt neutral reklamation er således tilstrækkelig til at afbryde fristen i § 81. Forbrugeren vil dog være forpligtet til på sælgers forespørgsel at tilkendegive, hvilken beføjelse han vil gøre gældende. Ved undladelse heraf kan forbrugerens mulighed for at gøre (i hvert fald) hævebeføjelsen gældende bortfalde. Forholder forbrugeren sig passiv i længere tid efter at have reklameret, kan dette endvidere føre til, at han i det hele fortaber retten til at gøre mangelsbeføjelser gældende, også selv om han ikke har modtaget en forespørgsel fra sælgeren. Forbrugerens krav forældes endvidere efter den almindelige 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven.
I forbrugerkøb påhviler der som udgangspunkt ikke forbrugeren en egentlig pligt til at undersøge salgsgenstanden. Dette indebærer, at reklamationsfristen efter § 81 i almindelighed først vil begynde at løbe, når forbrugeren på anden måde bliver opmærksom på manglen, eller ikke ved almindelig agtpågivenhed kunne undgå at blive opmærksom herpå i forbindelse med almindelig brug af varen.
Forbrugeren skal reklamere inden rimelig tid. Afgørelsen af, hvor lang frist forbrugeren har, må bero på en konkret vurdering, og individuelle forhold hos forbrugeren kan medføre, at fristen forlænges. I almindelighed må forbrugeren have tid til at kunne overveje sin stilling og eventuelt rådføre sig med andre, før forbrugeren retter henvendelse til sælgeren. Omvendt kan konkrete omstændigheder føre til, at forbrugeren må reklamere meget hurtigt, eksempelvis hvis det solgte er undergivet store prissvingninger.
Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som udgangspunkt, at forbrugeren taber retten til at gøre manglen gældende. Hvis sælgeren ikke gør indsigelse mod den for sene reklamation, men indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren vedrørende reklamationens berettigelse, vil reklamationen imidlertid blive tillagt retsvirkning.
Bevisbyrden for, at der er afgivet reklamation, og at dette er sket rettidigt, påhviler forbrugeren. Forbrugerens reklamation efter § 81 har retsvirkning, selv om den forsinkes eller bortkommer under forsendelsen, jf. lovens § 86.
Efter den absolutte reklamationsfrist i købelovens § 83 skal køberen meddele sælgeren, at køberen vil påberåbe sig en mangel inden 1 år fra salgsgenstandens overgivelse til ham. I modsat fald kan køberen ikke gøre manglen gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed. Er der tale om køb af byggematerialer, er fristen dog 5 år regnet fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af materialerne til køberen, jf. § 83, stk. 2, jf. § 54, stk. 2. Hvis varen medfører fare, eksempelvis for personskade, kan der efter reglerne i produktsikkerhedsloven gives påbud om at trække varen tilbage. I så fald gælder fristen i købelovens § 83 ikke, og forbrugeren kan påberåbe sig manglen, selv om der er gået mere end 1 år, jf. § 12, stk. 3, i produktsikkerhedsloven.
1-års fristen gælder, selv om køberen hverken kendte eller burde kende manglen.
Den absolutte reklamationsfrist afbrydes ligesom den relative frist ved, at forbrugeren giver meddelelse om, at han vil påberåbe sig en mangel, jf. ovenfor. Det er også efter § 83 tilstrækkeligt, at forbrugeren afgiver en neutral reklamation.
Reklamation efter 1-års fristens udløb medfører, at forbrugeren ikke kan gøre manglen gældende, medmindre sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed. En for sen reklamation vil endvidere kunne tillægges retsvirkning, hvis sælgeren indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren vedrørende reklamationens berettigelse.
Efter § 83 gælder den 1-årige reklamationsfrist endvidere ikke, hvis sælgeren har påtaget sig at indestå for salgsgenstanden i længere tid. En sådan indeståelse vil navnlig foreligge, hvis sælgeren har afgivet en udtrykkelig garanti af længere varighed, men også andre tilkendegivelser fra sælger vil efter omstændighederne kunne betragtes som en indeståelse.
Forbrugeren har bevisbyrden for, at der er reklameret rettidigt, eller at der foreligger forhold, der kan medføre, at 1-års fristen ikke finder anvendelse. Forbrugerens reklamation efter § 83 er omfattet af § 86, hvorefter adressaten bærer forsendelsesrisikoen.
Der henvises til betænkningen side 133-137.
5.5.2. Forbrugerkøbsdirektive t
Efter direktivet hæfter sælgeren for varens manglende overensstemmelse med købsaftalen, når den manglende overensstemmelse viser sig senest 2 år efter leveringen af varen. Hvis de mangelsbeføjelser, der er nævnt i artikel 3, ifølge national lovgivning i stedet er underkastet en reklamationsfrist, må denne ikke udløbe inden for en periode af 2 år fra varens levering (artikel 5). En eventuel reklamationsfrist må således ikke være kortere end 2 år regnet fra leveringstidspunktet.
Efter artikel 5, stk. 2, kan medlemslandene endvidere fastsætte, at forbrugeren skal påberåbe sig en mangel over for sælgeren senest 2 måneder efter, at forbrugeren har opdaget den pågældende mangel.
Såfremt medlemslandene vælger i national lovgivning at have regler om en sådan »relativ« reklamationsfrist dvs. en supplerende frist, som regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren fik kendskab til manglen, skal forbrugeren således som minimum have en frist på 2 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor forbrugeren rent faktisk opdagede manglen.
Arbejdsgruppen anfører, at direktivet formentlig må forstås således, at 2-måneders fristen ikke berører 2-års fristen. Medlemslandene kan således vælge at fastsætte en frist på 2 år fra leveringen som den yderste frist for at fremsætte mangelskrav, uanset hvornår forbrugeren opdager manglen.
Som de øvrige bestemmelser i direktivet kan reklamationsreglerne ikke fraviges til skade for forbrugeren. Direktivets artikel 7, stk. 1, 2. led, modificerer imidlertid dette, idet medlemslandene kan tillade, at parterne ved køb af brugte varer aftaler en kortere reklamationsfrist end den ovenfor nævnte 2-års frist. Fristen skal dog som minimum være 1 år.
Der henvises til betænkningen side 137 f.
5.5.3. Lovforslagets udformning
Efter arbejdsgruppens opfattelse vil gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 2, kræve en ændring af den »relative« reklamationsfrist i købelovens § 81, idet den nuværende frist »inden rimelig tid« efter omstændighederne kan være kortere end 2 måneder. Det er således nødvendigt at tilføje i bestemmelsen, at forbrugeren har en reklamationsfrist på 2 måneder regnet fra det tidspunkt, han opdagede manglen. Arbejdsgruppen foreslår i sammenhæng hermed en tilsvarende ændring af lovens § 85 om tilfælde, hvor forbrugeren reklamerer over for en anden end sælgeren (producenten eller en anden, der har påtaget sig en afhjælpningsforpligtelse).
Direktivet giver endvidere ikke mulighed for at regne reklamationsfristen allerede fra det tidspunkt, hvor forbrugeren burde have (men ikke har) opdaget manglen, og dette kriterium må således udgå af § 81.
Som nævnt under pkt. 5.5.1. finder § 81 ikke anvendelse, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt. Direktivet indeholder ikke en tilsvarende regel, men undtagelsen vil kunne opretholdes i medfør af direktivets minimumsklausul.
Arbejdsgruppen anfører endvidere, at gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 1, kræver, at den »absolutte« reklamationsfrist i købelovens § 83 forlænges fra 1 år til 2 år regnet fra overgivelsen af varen til forbrugeren.
I sammenhæng hermed foreslår arbejdsgruppen, at den absolutte reklamationsfrist uden for forbrugerkøb (§ 54) ændres tilsvarende. Arbejdsgruppen anfører, at der i modsat fald vil opstå en »reklamationsklemme« for detailhandlerne mv. De vil således kunne mødes med mangelsindsigelser fra forbrugerne indtil 2 år efter salget, mens de (medmindre andet har kunnet aftales) er afskåret fra selv at gå videre med mangelskravet mod producenter mv., hvis der er gået mere end 1 år. Arbejdsgruppen peger også på, at der ved internationale køb i medfør af CISG (artikel 39, stk. 2) gælder en absolut reklamationsfrist på 2 år.
Arbejdsgruppen har i betænkningen (side 140-146) redegjort for de hensyn, der ligger bag reklamationsfristerne og for tidligere overvejelser om reglernes udformning. Det anføres, at det under arbejdsgruppens drøftelser er blevet anført, at den absolutte reklamationsfrist bør ophæves eller forlænges ud over de 2 år, som direktivet kræver. Arbejdsgruppen finder imidlertid, at spørgsmålet herom i givet fald bør vurderes i sammenhæng med reklamationsfristen uden for forbrugerkøb, og at problemstillingen også bør ses i sammenhæng med spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette mangelskrav mod tidligere salgsled (producenter og tidligere sælgere). Spørgsmålet bør således i givet fald tages op i forbindelse med en generel købelovsrevision.
Som nævnt under pkt. 5.5.2. åbnes der i direktivet mulighed for, at der ved salg af brugte varer kan gives parterne mulighed for at aftale en kortere reklamationsfrist, dog ikke under 1 år.
Arbejdsgruppen finder, at denne mulighed ikke bør bruges. Det anføres, at en bestemmelse, der knytter bestemte retsvirkninger til, om varen er »brugt« eller ej, kan skabe vanskelige afgrænsningsproblemer. Det gældende mangelsbegreb indeholder desuden en fleksibilitet, der gør det muligt i fornødent omfang at tage hensyn til salgsgenstandens nærmere karakter. Stridens kerne ved køb af brugte varer synes i vidt omfang at være, hvilke krav der kan stilles til brugte varer, og dette spørgsmål vil en differentieret reklamationsfrist ikke bidrage til at løse. Samlet finder arbejdsgruppen, at differentierede reklamationsfrister vil indebære en uhensigtsmæssig og unødig komplicering af den køberetlige regulering.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 138-149.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 10-12 (de foreslåede ændringer til § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1 samt de foreslåede §§ 81 og 85).
5.6. Lovvalg
5.6.1. Gældende ret
EU-konventionen om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (lovvalgskonventionen) gælder her i landet, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændringer.
Hvis parterne i en forbrugeraftale ikke har aftalt, hvilket lands lov der skal gælde for aftalen, vil det som hovedregel være loven i det land, hvor forbrugeren bor, der finder anvendelse. Det gælder bl.a., hvis den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse har reklameret eller fremsat særligt tilbud over for forbrugeren i dennes bopælsland, og forbrugeren dér har foretaget de handlinger, som fra forbrugerens side er nødvendige for at indgå aftalen (konventionens artikel 5).
Efter konventionen kan parternes lovvalg i de nævnte tilfælde ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i bopælslandets lovgivning.
Konventionen indebærer, at forbrugeren kan påberåbe sig både de ufravigelige bestemmelser i bopælslandets lovgivning og de bestemmelser, der følger af lovvalgsaftalen, og det kan have praktisk betydning, hvis de sidstnævnte bestemmelser giver forbrugeren en bedre retsstilling.
Hvis en aftale herunder enhver forbrugeraftale - kun har tilknytning til ét land (f.eks. hvis begge parter bor i det samme land, og aftalen indgås og skal opfyldes dér) kan parterne ikke ved at vælge et andet lands lovgivning tilsidesætte ufravigelige bestemmelser i det lands lovgivning, som aftalen i øvrigt har tilknytning til.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 37-41.
5.6.2. Forbrugerkøbsdirektivet
Efter direktivet må forbrugeren ikke kunne fratages den beskyttelse, der følger af direktivet, gennem en lovvalgsaftale, der henviser til lovgivningen i et ikke-EU/EØS-land, hvis købsaftalen har nær tilknytning til medlemsstaternes område. Der henvises til direktivets artikel 7, stk. 2.
5.6.3. Lovforslagets udformning
Arbejdsgruppen anfører, at gennemførelse af direktivets bestemmelse om beskyttelse af forbrugeren mod visse uheldige virkninger af det frie lovvalg bør ske på en måde, der ligesom lovvalgskonventionen tillader forbrugeren at vælge mellem den beskyttelse, der følger af ufravigelige regler i det EU/EØS-lands lovgivning, der ville finde anvendelse uden lovvalgsaftalen, og lovgivningen i det land, som lovvalgsaftalen henviser til, hvis denne lovgivning stiller forbrugeren bedre.
Arbejdsgruppen finder endvidere, at begrænsningen i visse lovvalgsklausulers retsvirkning på grund af reglernes nære indbyrdes sammenhæng bør gælde i relation til alle spørgsmål om mangler ved salgsgenstanden, selv om direktivet alene forpligter medlemslandene til at lade begrænsningen omfatte de spørgsmål om mangler, der er reguleret i forbrugerkøbsdirektivet.
Arbejdsgruppen foreslår, at den nødvendige regulering af visse lovvalgsklausulers retsvirkning indføjes i loven om gennemførelse af lovvalgskonventionen i dansk ret. Efter arbejdsgruppens opfattelse vil det herved kunne fremgå klarere, at der med den foreslåede bestemmelse alene sker en fravigelse af konventionens lovvalgsregler i enkelte ret atypiske situationer.
Der henvises til betænkningen side 41-44.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at beskyttelsen mod visse lovvalgsklausuler bør gælde i relation til alle spørgsmål om mangler ved salgsgenstanden, selv om direktivet alene forpligter medlemsstaterne til at lade lovvalgsreglen omfatte de spørgsmål om mangler, der er reguleret i forbrugerkøbsdirektivet.
Justitsministeriet finder derimod, at det på nuværende tidspunkt er mest hensigtsmæssigt at gennemføre direktivbestemmelsen på samme måde som ved gennemførelsen af tidligere forbrugerbeskyttelsesdirektiver, dvs. ved en bestemmelse i den pågældende materielle lov her købeloven.
Det foreslås, at forbrugeren ikke gennem en lovvalgsaftale, der henviser til et ikke-EU/EØS-lands lovgivning, kan miste den beskyttelse, der følger af det EU/EØS-lands ufravigelige regler, som ellers ville gælde.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13 (den foreslåede § 87).
5.7. Forholdet til tidligere salgsled
Det er efter gældende ret ikke udelukket, at et mangelskrav efter omstændighederne kan gøres gældende direkte over for sælgers sælger eller et andet tidligere led i omsætningskæden, enten ud fra et såkaldt indtrædelsessynspunkt eller på grundlag af, at det tidligere led har handlet ansvarspådragende også over for senere led i omsætningskæden.
Indtrædelsessynspunktet indebærer, at køberen anses for indtrådt i det krav, sælgeren måtte have mod det tidligere salgsled i anledning af den pågældende mangel. I kraft af, at køberen således indtræder i sælgerens krav mod det tidligere led, kan køberens krav ikke overstige, hvad sælgeren kunne have krævet af det tidligere led, og køberens krav er underlagt de begrænsninger, der måtte følge af aftalen mellem sælgeren og det tidligere led.
Køberens direkte krav mod et tidligere salgsled kan som nævnt også bygge på almindelige principper om culpaansvar uden for kontrakt. I så fald er køberens krav mod det tidligere led uafhængigt af aftalen mellem sælgeren og det tidligere led.
Efter direktivets artikel 4 skal en sælger, der er ansvarlig over for forbrugeren for en mangel, som skyldes en handling eller undladelse, der er begået af producenten, et tidligere led i salgskæden eller en anden mellemmand, have adgang til at rejse krav mod den ansvarlige person i aftalekæden i overensstemmelse med national lovgivning.
Det anføres i præamblens pkt. 9, at sælger efter regler fastsat i national lovgivning bør kunne gøre regres mod producenten, en tidligere sælger i samme aftalekæde eller en anden mellemmand, medmindre sælgeren har givet afkald på denne ret. Det anføres, at direktivet ikke berører princippet om aftalefrihed mellem sælger, producent, en tidligere sælger eller anden mellemmand, og at spørgsmålet om, mod hvem og hvordan sælgeren kan gøre regres, afgøres efter den nationale lovgivning.
Arbejdsgruppen anfører (betænkningen side 151-152), at direktivet formentlig må forstås således, at medlemslandene alene er afskåret fra at fastsætte (eller opretholde) regler, der indebærer, at sælgeren ikke under nogen omstændigheder kan gøre et regreskrav gældende mod et tidligere led i omsætningskæden.
Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at direktivet er opfyldt i dansk ret, og at særlig lovgivning om sælgers regres mod tidligere led således ikke er nødvendig.
Arbejdsgruppen anfører, at det i forbindelse med gennemførelse af direktivet kunne være mere nærliggende at overveje, om der bør fastsættes regler om forbrugerens muligheder for at rette et direkte mangelskrav mod tidligere salgsled. Den danske købelov indeholder i modsætning til lovgivningen i de øvrige nordiske lande ikke bestemmelser herom, men de ovenfor nævnte ulovbestemte principper finder anvendelse.
Arbejdsgruppen anfører imidlertid, at lovgivning herom vil rejse en række vanskelige principielle spørgsmål, som ikke ville kunne afklares inden for direktivets gennemførelsesfrist. Endvidere følger det af forbrugerkøbsdirektivets artikel 12, at Kommissionen senest om 5 år skal afgive en rapport til Rådet om bl.a. behovet og mulighederne for at indføre direkte producentansvar. Spørgsmålet vil således blive taget op i en bredere europæisk sammenhæng.
Der henvises til betænkningen side 152-157.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser.
Justitsministeriet finder således, at spørgsmålet om en eventuel lovregulering af adgangen til at rette mangelskrav mod tidligere led på grund af de væsentlige internationale aspekter i forbindelse med udviklingen af EU s indre marked først bør tages op, når Kommissionens vurdering af behovet og mulighederne for en fællesskabsretlig regulering foreligger.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.
6.1. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6.1.1. Forbrugerklagenævnet
Den foreslåede forlængelse af den absolutte reklamationsfrist fra 1 år til 2 år betyder, at forbrugerne vil få mulighed for at gennemføre mangelskrav, som under den gældende ordning afskæres, fordi der er gået mere end 1 år efter at varen blev leveret. Dette indebærer bl.a., at flere sager end hidtil vil kunne indbringes for Forbrugerklagenævnet, som behandler klager fra forbrugere vedrørende bl.a. mangelfulde varer.
På nuværende tidspunkt er det vanskeligt at skønne nærmere over, hvor mange sager det vil dreje sig om. Stigningen vil først indtræde i 2003, idet forlængelsen af reklamationsfristen først får reel betydning, når der er gået 1 år (den nuværende reklamationsfrist) efter den foreslåede ikrafttrædelsesdato den 1. januar 2002.
Et eventuelt behov for øgede bevillinger til Forbrugerklagenævnet i anledning af de foreslåede regler vil på denne baggrund blive drøftet i forbindelse med udarbejdelsen af finanslovsforslaget for 2003.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner eller amtskommuner.
6.1.2. Information til forbrugerne om de nye regler
Det følger af forbrugerkøbsdirektivets artikel 9, at medlemsstaterne har pligt til at informere forbrugerne om de nye regler.
Justitsministeriet overvejer bl.a. at udarbejde informationsmateriale om de nye regler til brug for offentligheden. Eventuelle merudgifter til udarbejdelse og formidling af informationsmateriale mv. skønnes at kunne afholdes inden for Justitsministeriets gældende bevillingsmæssige rammer.
6.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Et udkast til lovforslaget har været forelagt for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens enhed for erhvervsregulering, som har anført, at forslaget synes at medføre såvel administrative som økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Enheden for erhvervsregulering har bl.a. peget på, at forlængelsen af reklamationsfristen fra 1 til 2 år vil have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Justitsministeriet er enig i, at nogle af bestemmelserne i forslaget vil medføre øgede omkostninger for virksomheder, som leverer mangelfulde varer. Det drejer sig navnlig om forslaget om, at forbrugeren som hovedregel kan vælge, om der skal ske afhjælpning eller omlevering, når en vare er mangelfuld, og om forslaget om generelt at forlænge købelovens reklamationsfrist fra 1 år til 2 år.
Herudover vil forslaget medføre visse engangsudgifter for virksomhederne til bl.a. ændring af informationsmateriale, standardvilkår mv.
For så vidt angår spørgsmålet om forbrugerens adgang til at vælge mellem omlevering og afhjælpning af manglen indebærer forslaget, at sælgeren som udgangspunkt bliver forpligtet til at efterkomme et krav fra forbrugeren om, at der leveres en ny vare i stedet for at foretage reparation af den gamle. Dette vil efter omstændighederne kunne føre til øgede omkostninger for de erhvervsdrivende.
Forbrugerens valgret begrænses imidlertid af, at omlevering ikke kan kræves, hvis det vil være umuligt, eller hvis det vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Sælgeren er således ikke forpligtet til at gennemføre den beføjelse, forbrugeren har valgt, hvis sælgeren kan godtgøre, at der foreligger økonomiske omstændigheder, der giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Ved vurderingen af, om omlevering vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, skal der tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (den foreslåede 78, stk. 1-2).
Selv om den valgte beføjelse således ikke må påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, hvilket må antages at begrænse de økonomiske konsekvenser for virksomhederne betydeligt, vil forslaget dog efter Justitsministeriets opfattelse påføre virksomhederne visse meromkostninger.
For så vidt angår forlængelsen af den generelle reklamationsfrist fra 1 til 2 år, vil denne medføre øgede omkostninger for virksomhederne i det omfang, de leverer varer med en mangel, som viser sig mellem 1 og 2 år efter, at varen blev leveret til forbrugeren.
De økonomiske konsekvenser for virksomhederne heraf vil navnlig afhænge af, hvilken type af vare, der er tale om. I mange tilfælde vil en mangel ved en vare vise sig og blive påberåbt inden for kort tid efter, at varen er leveret til forbrugeren. I så fald medfører forlængelsen af reklamationsfristen ikke nye omkostninger for virksomheden. For nogle varetyper f.eks. audio- og videoudstyr, computere mv. er det imidlertid ikke helt usædvanligt, at en mangel først konstateres, når der er gået mere end 1 år efter leveringen.
Efter forslaget påhviler det når der bortses fra 6 måneders-reglen i lovforslagets § 1, nr. 8 (den foreslåede § 77 a, stk. 3) i almindelighed forbrugeren at føre bevis for, at varen var mangelfuld ved leveringen. Det må antages, at denne bevisbyrde bliver vanskeligere at løfte, jo længere tid der går efter, at varen blev leveret, hvilket i praksis vil medvirke til at begrænse de økonomiske konsekvenser for virksomhederne.
Det må efter Justitsministeriets opfattelse antages, at denne del af lovforslaget vil medføre visse meromkostninger for virksomhederne, men således at der vil være store forskelle afhængigt af, hvilken type af varer virksomheden sælger.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse endvidere væsentligt at fremhæve, at meromkostningerne for virksomhederne for så vidt angår forbrugerkøbene modsvares af en tilsvarende økonomisk gevinst for forbrugerne. Forslaget indebærer, at det som hovedregel bliver virksomhederne i stedet for som i dag forbrugerne, der bærer den økonomiske risiko for en mangel, som viser sig mellem 1 og 2 år efter, at varen blev leveret.
6.3. Miljømæssige konsekvenser
I enkelte af høringssvarene er der peget på, at lovforslaget vil have væsentlige miljømæssige konsekvenser, idet forbrugeren efter lovforslaget som udgangspunkt får valget mellem afhjælpning og omlevering. Der peges i den forbindelse på, at omlevering i stedet for afhjælpning (reparation) vil medføre ressourcespild og miljøbelastning i form af transport af produkter, forøget affaldsmængde ved skrotning af tilbagetagne varer og »dobbelt« produktion.
Den ret til at vælge mellem afhjælpning og omlevering, som forbrugeren får efter lovforslaget, begrænses som nævnt af, at den valgte beføjelse ikke må påføre sælgeren omkostninger, som er uforholdsmæssige i forhold til den alternative beføjelse. Efter lovforslaget skal der tages hensyn til sælgerens omkostninger i bred forstand. Endvidere lægges der med lovforslaget generelt set op til, at der ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren i den konkrete situation bør kunne kræve omlevering i stedet for afhjælpning, kan tages hensyn til rimeligheden heraf. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 (den foreslåede 78, stk. 2).
Efter Justitsministeriets opfattelse kan lovforslaget således alene antages at ville have visse mindre miljømæssige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse, at varer, som sælgeren har fået tilbage i forbindelse med en omlevering, i nogle tilfælde må forventes at blive repareret med henblik på videresalg.
6.4. EU-retlige aspekter
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet). Direktivet skal som nævnt være gennemført i national ret senest den 1. januar 2002.
6.5. Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Lovforslagets konsekvenser er således i hovedtræk med de nævnte usikkerheder:
Positive konsekvenser/ mindre udgifter Negative konsekvenser/ Merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for staten Ingen Visse merudgifter for Forbrugerstyrelsen som følge af en øget sagstilgang til Forbrugerklagenævnet. Omkostninger ved udarbejdelse af informationsmateriale. Omkostningerne skønnes at kunne afholdes inden for gældende bevillingsmæssige rammer.
Økonomiske og administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Visse øgede omkostninger, navnlig som følge af udvidelsen af forbrugernes adgang til at vælge mellem mangelsbeføjelserne og som følge af forlængelsen af den generelle reklamationsfrist.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Begrænsede konsekvenser i form af skrotning mv. af mangelfulde varer i stedet for reparation.
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (forbrugerkøbsdirektivet).
7. Høring
Betænkning nr. 1403/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og Industriforening, Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Dataforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Dagblades Forening, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordreforening, Dansk Textil Union, De Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Det Danske Handelskammer, DSB, El-installatørernes Landsforening ELFO, Erhvervssammenslutningen G 1930, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater FEHA, Foreningen af Kommercielle Danske Internetsites, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HK-Landsklubben, Håndværksrådet, IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Post Danmark, Radiobranchen og Realkreditrådet.
Til nr. 1 (§ 1, stk. 2)
Bestemmelsen angiver som hidtil hvilke af købelovens bestemmelser der ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 7, stk. 1, er forbrugeren ikke bundet af forudgående aftaler, der direkte eller indirekte begrænser eller ophæver forbrugerens rettigheder efter direktivet. De bestemmelser, der gennemfører direktivet, må således ikke ved forudgående aftale kunne fraviges til skade for forbrugeren.
Det foreslås på den baggrund at justere lovens § 1, stk. 2, i lyset af de ændringer, der foreslås med henblik på gennemførelse af direktivet.
I forhold til den gældende formulering er der navnlig tale om, at sælgers loyale oplysningspligt, jf. den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 3, som noget nyt gøres ufravigelig.
Sælgers loyale oplysningspligt er efter gældende ret i et vist omfang ufravigelig, men det følger indirekte af den gældende lovs § 77 om generelle forbeholds retsvirkning. Denne bestemmelse foreslås ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og det foreslås i stedet ved en ændring af § 1, stk. 2, at gøre § 76, stk. 1, nr. 3, ufravigelig i det hele. Dette medfører den ændring i forhold til gældende ret, at sælger heller ikke ved at tage et konkret forbehold kan undgå sin loyale oplysningspligt.
Bestemmelsen skal som nævnt ses på baggrund af direktivets artikel 7, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 165.
Til nr. 2 (§ 1 a, stk. 3)
Der er tale om en konsekvensændring, idet de spørgsmål, som lovens § 42, stk. 1, § 43, stk. 1-2, § 44 og § 47 vedrører, efter lovforslaget bliver særskilt reguleret i lovens kapitel om forbrugerkøb, jf. lovforslagets § 1, nr. 8-9 (de foreslåede §§ 77 a-77 b og § 78).
Der henvises til betænkningen side 166.
Til nr. 3 (§ 2)
Det foreslås at udvide lovens anvendelsesområde, således at såkaldt bestillingskøb i forbrugerforhold bliver omfattet af loven, uanset hvem af parterne der leverer det materiale, som er nødvendigt for fremstillingen af genstanden. Bestemmelsen herom foreslås gjort beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Ændringen indebærer, at tilfælde, hvor en forbruger selv skal levere det materiale, der er nødvendigt for fremstillingen af salgsgenstanden, skal betragtes som et køb. Som omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.1.1.1. anses en sådan aftale efter gældende ret som en tjenesteydelsesaftale. Ændringen medfører, at eksempelvis en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om, at den erhvervsdrivende skal sy en kjole af en rulle stof, forbrugeren selv leverer, skal anses som et bestillingskøb, der er omfattet af købeloven.
Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse, hvis tilvirkeren skal fremstille en ny genstand. Aftaler om reparationer eller omdannelser af genstande, der tilhører bestilleren, vil således ligesom i dag ikke være omfattet af købeloven. Indleverer forbrugeren f.eks. et par bukser med henblik på, at den erhvervsdrivende skal justere benlængden, vil aftalen således som hidtil falde uden for købelovens anvendelsesområde.
Vurderingen af, om der foreligger en tjenesteydelsesaftale (ændring af varen) eller et bestillingskøb (tilvirkning af en vare), kan efter omstændighederne være vanskelig. Afgørende er, om omdannelsen ud fra en samlet vurdering af dens omfang og karakter bør anses for en tilretning af forbrugerens genstand eller omdannelse af forbrugerens materiale til en ny genstand. Indleverer en forbruger eksempelvis en brudekjole til den erhvervsdrivende med henblik på at få kjolen syet om til en dåbskjole, foreligger der et bestillingskøb, fordi omdannelsen indebærer, at der fremstilles en ny genstand af det indleverede materiale.
En aftale, hvorefter forbrugeren leverer materialer til brug for den erhvervsdrivendes fremstilling af den bestilte genstand, indebærer i sagens natur, at den erhvervsdrivende kommer i nær kontakt med forbrugerens materialer. Der kan derfor ofte opstå spørgsmål om, i hvilket omfang den erhvervsdrivende er ansvarlig for skader, der måtte blive påført materialerne.
Som tidligere omtalt er aftaler af denne karakter dvs. hvor forbrugeren leverer hovedparten af materialerne hidtil blevet anset for at være tjenesteydelsesaftaler. Herom antages i almindelighed at gælde et culpaansvar med omvendt bevisbyrde i tilfælde, hvor der sker skade på forbrugerens materiale, eller det bortkommer, mens det er i den erhvervsdrivendes besiddelse. For at undgå ansvar må den erhvervsdrivende således godtgøre, at beskadigelsen mv. ikke skyldes forsømmelse udvist af den erhvervsdrivende eller nogen, der handler på dennes vegne. Det samme må antages at gælde, selv om de pågældende aftaler efter lovforslaget skal anses som aftaler om køb.
Indtræffer en beskadigelse efter, at den erhvervsdrivende har udført omdannelsen (men inden leveringen til forbrugeren), følger det af lovforslaget, at forbrugeren kan påberåbe sig reglerne om mangler i relation til den samlede ydelse, jf. den foreslåede § 77 a, stk. 1, og f.eks. nægte at betale herfor, hvis betingelserne for ophævelse er opfyldt, jf. den foreslåede § 78.
Efter købelovens § 57 forudsætter ophævelse af en købsaftale som udgangspunkt, at parterne tilbageleverer det modtagne i væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen. Ved et bestillingskøb, hvor forbrugeren selv fremskaffer det nødvendige materiale, er situationen imidlertid helt anderledes end ved et almindeligt køb, hvor salgsgenstanden kan tilbageleveres til sælger. Eftersom genstanden er fremstillet af materialer tilhørende forbrugeren, fører § 57 til, at forbrugeren skal have sine materialer og et eventuelt erlagt vederlag tilbage. Tilvirkeren kan således ikke forlange den fremstillede genstand udleveret til sig, eftersom hans ydelse ikke består i at levere en salgsgenstand, men derimod i en allerede udført tjenesteydelse, som det ikke er muligt for forbrugeren at tilbagelevere.
En lignende situation kan forekomme efter den gældende bestemmelse, hvis en tilvirket genstand er blevet tilpasset køberens behov i et sådant omfang, at en tilbagegivelse af genstanden er uden værdi for sælgeren. Ved vurderingen af sådanne køb sker der i dag en skærpet vurdering af, om en mangel er væsentlig og dermed hævebegrundende. Det forudsættes, at det samme vil gælde ved vurderingen af de aftaler, som efter forslaget bliver omfattet af loven.
Hvis tilvirkerens arbejde i det væsentlige er færdiggjort, bør der således kun kunne ske ophævelse fra forbrugerens side som følge af mangler, hvis der foreligger skærpende omstændigheder.
Det forudsættes, at det i givet fald ikke hindrer ophævelse, at sælgerens ydelse (fremstilling af salgsgenstanden) ikke kan tilbagegives, jf. købelovens § 58 (som ikke ændres), hvorefter køberen uanset § 57 kan hæve købet, hvis det skyldes salgsgenstandens egen beskaffenhed, at tilbagegivelse ikke kan ske.
Det vil i tilfælde af ophævelse, hvor sælgeren skal tilbagelevere såvel den helt eller delvis fremstillede genstand som det vederlag, der måtte være modtaget, kunne komme på tale ud fra almindelige regler om ugrundet berigelse at pålægge forbrugeren at kompensere sælgeren, i det omfang dennes ydelse er kommet forbrugeren til nytte.
For så vidt angår civil- og handelskøb, foreslås det at præcisere, at der foreligger et køb, hvis tilvirkeren skal levere den overvejende del af det materiale, der er nødvendigt for fremstillingen af varen.
Mindre materialebidrag fra bestilleren fratager således ikke aftalen dens karakter af at være et bestillingskøb, når der er tale om civil- eller handelskøb.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 1, stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 2 og 3 svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.1.1. og til betænkningen side 166-172.
Til nr. 4 (§ 54, stk. 1)
Bestemmelsen vedrører den absolutte reklamationsfrist uden for forbrugerkøb. Det foreslås at udvide fristens længde fra 1 år til 2 år.
Om baggrunden for den foreslåede ændring henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.5.
Til nr. 5 (§ 75 a)
Den foreslåede nye bestemmelse fastslår, at salgsgenstanden skal være i overensstemmelse med det, der er aftalt. Desuden angives i bestemmelsen en række positivt formulerede kriterier for, hvilke krav forbrugeren kan stille til salgsgenstanden, hvis intet andet følger af parternes aftale.
Som omtalt i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.2.3. er den foreslåede bestemmelse udtryk for en uddybning af det eksisterende mangelsbegreb i lovens § 76. Der er således ikke tilsigtet en realitetsændring, idet mangelsvurderingen allerede i dag tager udgangspunkt i parternes aftale, og idet rækken af positivt angivne kriterier i den foreslåede § 75 a, stk. 2, må antages allerede at være indeholdt i det generelle mangelsbegreb i den gældende § 76, stk. 1, nr. 4. Den foreslåede bestemmelse er således udtryk for et »spejlbillede« af det eksisterende mangelsbegreb, hvor de elementer, der allerede i dag kan konstituere en mangel, beskrives ud fra positive kriterier. Den foreslåede bestemmelse tjener således primært det formål at øge informationsværdien af lovens formulering samt at tilnærme systematikken i mangelsbegrebet i den danske købelov til den systematik, der anvendes i forbrugerkøbsdirektivet, CISG og de øvrige nordiske lande.
Manglende overensstemmelse med et eller flere af kriterierne i den foreslåede § 75 a indebærer efter forslaget, at varen betragtes som mangelfuld, hvis ikke den manglende overensstemmelse følger af parternes aftale, jf. den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led.
Til stk. 1
Bestemmelsens 1. led angiver det grundlæggende princip, at varen med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egenskaber skal stemme overens med det, der er aftalt.
Efter bestemmelsen er udgangspunktet således, at der må foretages en konkret mangelsvurdering på grundlag af parternes aftale. Henvisningen til aftalen indebærer i første række, at varen skal stemme overens med de vilkår, der udtrykkeligt er fastlagt i parternes aftale. Princippet om varens kontraktmæssighed rækker imidlertid videre, idet også parternes berettigede forudsætninger og andre omstændigheder ved aftaleindgåelsen vil have betydning for fastlæggelsen af aftalens nærmere indhold.
En vare vil, selv om den er fejlfri, være behæftet med en mangel, hvis den på et eller flere punkter afviger fra det aftalte. Dette gælder, uanset om varen i øvrigt er af en højere kvalitet, end forbrugeren havde grund til at regne med.
Det kan imidlertid forekomme, at parternes aftale ikke giver særlige holdepunkter for, hvilke krav forbrugeren kan stille til salgsgenstanden. I så fald må salgsgenstandens egenskaber vurderes ud fra mere generelle kriterier, jf. det foreslåede stk. 2.
Efter stk. 1, 2. led, skal forbrugeren i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Som eksempler på oplysninger, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, kan nævnes instruktioner om montering af møbler, der leveres usamlede, anvisninger om elektriske apparaters brug og funktioner, oplysninger om temperaturforhold ved opbevaring af fødevarer samt vaskeanvisninger for tekstiler.
Sælgers forpligtelse består i at sørge for, at forbrugeren modtager de pågældende oplysninger. Forpligtelsen skal efter bestemmelsen opfyldes i forbindelse med købet .
De pågældende oplysninger kan således gives af sælgeren selv, men bestemmelsen stiller ikke krav herom, idet sælger alene er forpligtet til at sikre sig, at forbrugeren får oplysningerne. Navnlig ved masseproducerede varer kan det forekomme, at producenten har forsynet varen med en anvisning for brug, opbevaring mv. I så fald er sælgers forpligtelse opfyldt, hvis en brugsanvisning mv. indeholdende de fornødne oplysninger følger med varen til forbrugeren.
Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til at vedrøre oplysninger, der kan have indflydelse på købsbeslutningen. Eksempelvis vil en medfølgende brugsanvisning, som forbrugeren først bliver bekendt med i forbindelse med sin efterfølgende udpakning af varen, ikke have indgået i forbrugerens bedømmelse af varen. Som omtalt i de almindelige bemærkninger pkt. 5.1.2.1. kan der imidlertid også efter gældende ret foreligge en mangel i denne situation, jf. lovens § 76, stk. 1, nr. 4, og § 44, idet forbrugeren i almindelighed er berettiget til at forvente, at der medfølger en tilstrækkelig brugsanvisning. Beskadigelse af salgsgenstanden som følge af, at forbrugeren har behandlet den i overensstemmelse med (fejlagtige oplysninger i) en brugsanvisning, kan også efter de gældende regler normalt påberåbes som en mangel.
Ud over at videreføre den gældende retstilstand på dette punkt præciseres det med lovforslaget, at det forhold, at forbrugeren ikke modtager de fornødne oplysninger, i sig selv kan påberåbes som en mangel, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 7 (den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led).
Sælger skal efter den foreslåede bestemmelse sikre sig, at forbrugeren får de fornødne oplysninger om de nævnte forhold. Sælgers oplysningspligt relaterer sig dermed i første omgang til standardoplysninger vedrørende salgsgenstanden. Navnlig ved salg af standardvarer må sælger i mangel af særlige holdepunkter for andet kunne gå ud fra, at forbrugeren har brug for de oplysninger, der i almindelighed er nødvendige for, at en gennemsnitlig forbruger er blevet oplyst i tilstrækkeligt omfang. Omfanget af oplysningspligten må således som udgangspunkt bero på en objektiv vurdering af, hvilke oplysninger der i almindelighed er af betydning for den sædvanlige anvendelse mv. af produktet.
Konkrete forhold kan imidlertid medføre, at der i visse situationer bør gives yderligere oplysninger. Dette vil navnlig kunne tænkes, såfremt der er tale om køb af ikke standardiserede varer, eller hvis forbrugerens konkrete tilkendegivelser viser sælgeren, at forbrugeren agter at anvende varen til et særligt formål, hvortil der kræves en vejledning, der ligger ud over det sædvanlige. Konkrete omstændigheder ved købet kan på den anden side også føre til, at oplysningspligten er mindre vidtgående end ellers, eksempelvis hvis forbrugeren som fagkyndig har særlig viden omkring det pågældende produkt.
Afhængig af, hvilke varer der udbydes, og hvilke persongrupper der i almindelighed efterspørger de pågældende varer, kan oplysningspligten endvidere tænkes opfyldt ved, at forbrugeren henvises til, hvor der let tilgængeligt kan findes oplysninger om varens anvendelse mv. Er der eksempelvis tale om salg af edb-software, kan sælgerens oplysningspligt efter omstændighederne anses for opfyldt ved, at der gives forbrugeren oplysninger om, at installationsvejledning kan hentes et nærmere angivet sted på Internettet. I så fald er sælgers oplysning om den pågældende web-side tilstrækkelig, forudsat at oplysningerne på web-siden er fyldestgørende.
Sælgers forpligtelse til at stille de fornødne oplysninger til forbrugerens rådighed angår ikke alene indholdet og omfanget af oplysningspligten, men også oplysningernes form, idet oplysningerne skal gives forbrugeren på en let tilgængelig måde. Brugsanvisninger skal således bl.a. være udformet på et sprog, forbrugeren kan forventes at forstå.
Bestemmelsen foreslås ikke gjort præceptiv. Sælgeren har dermed mulighed for konkret at indgå aftale med forbrugeren om, at vedkommende ikke modtager de pågældende oplysninger eller modtager dem på et fremmed sprog. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at der eksempelvis ved salg af brugte genstande, hvor den oprindelige brugsanvisning er bortkommet, indhentes samtykke fra forbrugeren til, at brugsanvisning ikke følger med salgsgenstanden.
Tilsidesætter sælgeren sin forpligtelse efter den foreslåede bestemmelse, betragtes varen som mangelfuld, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 (den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led). Der foreligger således en mangel ved salgsgenstanden, hvis forbrugeren hverken fra sælger eller via materiale fra tidligere salgsled modtager de pågældende oplysninger. Tilsvarende gælder, hvis der nok er stillet oplysninger til forbrugerens rådighed, men disse er fejlbehæftede eller utilstrækkelige. I så fald har forbrugeren heller ikke fået de fornødne oplysninger.
Til stk. 2
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 2, dog uden at anvende samme terminologi. Direktivet opstiller således formodninger for kontraktmæssighed, mens der efter den foreslåede bestemmelse opstilles nogle krav, som skal opfyldes, medmindre andet er aftalt.
Som anført ovenfor, forekommer det formentlig ganske ofte, at der i parternes aftale ikke eller kun i begrænset omfang er taget stilling til, hvilke nærmere krav salgsgenstanden skal leve op til. I sådanne tilfælde må mangelsvurderingen foretages på baggrund af mere generelle kriterier vedrørende varens egenskaber mv, som er angivet i den foreslåede bestemmelse.
Som ligeledes anført ovenfor, er de angivne kriterier udtryk for en eksemplificering af de elementer, der efter gældende ret kan udgøre en mangel i medfør af det generelle mangelsbegreb i den nuværende § 76, stk. 1, nr. 4. Der er således ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen realitetsændring.
De opstillede kriterier er endvidere ikke udtryk for en udtømmende opregning, men alene en angivelse af visse centrale principper, der bør indgå i mangelsvurderingen i tilfælde, hvor parternes aftale ikke indeholder tilstrækkelige angivelser om, hvilke krav forbrugeren kan stille til varens egenskaber. Er varen ikke i overensstemmelse med et eller flere af kravene i bestemmelsen, og er dette ikke begrundet i parternes aftale, skal varen anses som mangelfuld, jf. den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Selv om alle kriterier i bestemmelsen er opfyldt, udelukker dette imidlertid ikke i sig selv, at varen anses som mangelfuld i medfør af de øvrige bestemmelser i den foreslåede § 76, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 7).
Som udgangspunkt skal alle de angivne kriterier være opfyldt. Det er imidlertid klart, at ikke alle kriterier er relevante i alle situationer, og de enkelte kriterier kan efter omstændighederne også være i modstrid med hinanden - eksempelvis vil en vare, der er egnet til forbrugerens særlige formål, ikke nødvendigvis være anvendelig til det formål, varer af den pågældende type sædvanligvis anvendes til, og det er langt fra i alle købsaftaler, at sælgeren viser en vareprøve eller model.
I bestemmelsens nr. 1 angives, at varen i relation til holdbarhed, øvrige egenskaber samt emballering skal være i overensstemmelse med, hvad forbrugeren efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente. I bestemmelsen tillægges forbrugerens berettigede forventninger således afgørende betydning ved mangelsvurderingen.
Spørgsmålet om varens holdbarhed drejer sig om, hvor længe varen kan anvendes, uden at reparation er påkrævet. Opstår der som følge af varens egenskaber en fejl ved varen på et tidligere tidspunkt, end forbrugeren med rette kunne forvente, foreligger der en mangel.
Fastlæggelsen af forbrugerens rimelige forventninger til varens holdbarhed må bero på en konkret vurdering, og der skal efter bestemmelsen tages hensyn til salgsgenstandens karakter og omstændighederne i øvrigt. Forventningerne til holdbarheden af en salgsgenstands forskellige dele kan være forskellige.
Forbrugerens rimelige forventninger må ofte også variere, alt efter om der er tale om køb af en ny eller brugt vare. Ved køb af en brugt genstand må forbrugerens forventninger bl.a. afpasses genstandens alder og hidtidige brug. Er der tale om køb af en fabriksny standardvare, må forbrugeren kunne forvente, at varen har en holdbarhed og kvalitet, som svarer til den generelle standard for sådanne varer.
Som andre momenter, der kan have betydning for forbrugerens rimelige forventninger, kan nævnes købsprisen og forhold ved sælgerens eller tidligere salgsleds markedsføring af varen.
Bestemmelsens henvisning til varens emballering tager sigte på forbrugerens rimelige forventninger til sælgers emballering med henblik på at beskytte varen mod beskadigelse. Bestemmelsen fastlægger således ikke en generel pligt for sælgere til at emballere salgsgenstanden, og i en lang række situationer vil forbrugeren næppe kunne have en rimelig forventning om, at varen er emballeret. Dette vil normalt forudsætte, at emballering er nødvendigt eller almindeligt ved varer af den pågældende type. Det forhold, at en eventuel emballage er beskadiget, udgør endvidere som udgangspunkt ikke en mangel i sig selv, såfremt varen som sådan er ubeskadiget. Det modsatte kan imidlertid være tilfældet, hvis sælgeren er bekendt med, at forbrugeren konkret har en interesse i, at emballagen er intakt eksempelvis fordi salgsgenstanden skal anvendes som en gave.
Efter bestemmelsens nr. 2 skal varen være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.
Bestemmelsen vedrører varens anvendelighed til sædvanlige formål , mens spørgsmålet om varens holdbarhed og kvalitet i øvrigt er omfattet af den foreslåede nr. 1.
Efter bestemmelsen er det et krav, at varen lever op til en vis generel standard i relation til brugsegenskaber, idet varen skal være anvendelig til de formål, som varer af den pågældende type i almindelighed anvendes til. I tilfælde, hvor varer af den pågældende type sædvanligvis anvendes til flere formål, foreligger der således en mangel, hvis salgsgenstanden ikke er anvendelig til alle disse formål. Dette gælder, uanset den pågældende forbrugers aktuelle planer med hensyn til varens brug.
Bestemmelsen indebærer i sammenhæng med den foreslåede § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led (lovforslagets § 1, nr. 7), at sælgeren for at undgå mangelshæftelse må gøre forbrugeren opmærksom herpå, hvis salgsgenstandens brugsegenskaber afviger fra, hvad der er sædvanligt for den pågældende varetype.
Af bestemmelsens nr. 3 følger, at varen skal være egnet til forbrugerens særlige formål , hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning herom.
Bestemmelsen vedrører i lighed med nr. 2 alene salgsgenstandens brugsegenskaber og ikke spørgsmålet om holdbarhed eller kvalitet i øvrigt, men regulerer i modsætning til nr. 2 de situationer, hvor forbrugeren påtænker at anvende salgsgenstanden til et formål, der afviger fra det sædvanlige.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse, hvis sælgeren har bestyrket forbrugerens forventning om, at salgsgenstanden er anvendelig til forbrugerens særlige formål. Bestemmelsen tager således - også - sigte på de situationer, hvor der ikke foreligger en garanti fra sælgers side, men dog visse tilkendegivelser, der konkret bestyrker forbrugeren i, at salgsgenstanden kan anvendes til det pågældende formål.
Det må bero på en konkret vurdering, om sælgeren har »bestyrket« forbrugerens forventning. Dette vil dog altid være tilfældet, hvis sælgeren eller dennes ansatte positivt har tilkendegivet over for forbrugeren, at varen kan anvendes til det pågældende formål. Mindre markante udsagn fra sælgerens side kan imidlertid også indebære den fornødne bestyrkelse. Forholder sælgeren sig passiv over for forbrugerens konkrete oplysninger om den påtænkte anvendelse, vil dette efter omstændighederne også kunne anses som en bestyrkelse. Ved den nærmere vurdering heraf må der bl.a. lægges vægt på, hvilken fagkundskab forbrugeren med rette kan forvente, at sælger besidder. Forbrugerens forventninger til sælgers varekundskab må således variere, alt efter om købet foretages i en specialbutik eller eksempelvis i en selvbetjeningsbutik, hvor forbrugeren ikke i almindelighed kan påregne en særlig varekundskab hos alle ansatte, således eksempelvis ikke hos den, der sidder ved kasselinien.
Uafhængigt af, hvilken grad af fagkundskab der konkret kan forventes fra sælgers side, forudsætter bestemmelsens anvendelse, at forbrugeren i en vis konkretiseret form har gjort sælger opmærksom på den påtænkte særlige anvendelse af salgsgenstanden. Sælger kan således ikke anses for at have bestyrket forbrugerens forventninger, medmindre sælgeren har været bekendt med det særlige formål.
Efter bestemmelsens nr. 4 skal salgsgenstanden have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har forelagt forbrugeren ved købets indgåelse.
Bestemmelsen pålægger ikke sælgeren at fremlægge en vareprøve eller model. Har sælgeren imidlertid fremlagt en sådan, er den pågældende forpligtet til at levere forbrugeren en vare, der stemmer overens med det fremlagte, idet sådanne prøver netop danner grundlaget for forbrugerens vurdering af salgsgenstanden. Uanset om sælgeren alene foreviser forbrugeren en vareprøve med henblik på at demonstrere visse egenskaber ved varen, bør sælgeren således gøre forbrugeren opmærksom herpå, hvis salgsgenstanden afviger fra den fremviste prøve.
Bestemmelsen regulerer alene de situationer, hvor sælgeren har forevist en vareprøve eller lignende. Bestemmelsen omfatter således ikke den situation, hvor forbrugeren hos en anden forhandler har fået forevist en prøve, eller hvor forbrugeren selv medbringer en vare med henblik på at købe en tilsvarende. I sidstnævnte tilfælde kan det imidlertid være en del af parternes aftale, at salgsgenstanden skal stemme overens med den medbragte vare. I så fald vil situationen skulle vurderes efter den foreslåede § 75 a, stk. 1, 1. led, om varens overensstemmelse med aftalen.
De foreslåede bestemmelser tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 1-2 og 5.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 173-183.
Til nr. 6
Forslaget om, at overskriften til den gældende § 76 skal udgå, er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 5.
Til nr. 7
Til stk. 1
Bestemmelsens nr. 1 svarer til den gældende § 76, stk. 1, nr. 1, med den ændring, at sælger har bevisbyrden for, at urigtige eller vildledende oplysninger ikke kan antages at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af salgsgenstanden.
Forbrugerens bevisbyrde vedrørende de pågældende oplysningers betydning er efter den gældende regel forholdsvis lempelig, idet bevisbyrden anses for løftet, hvis oplysningerne i almindelighed er egnede til at påvirke efterspørgslen af varer af den pågældende art, og der ikke foreligger omstændigheder, der viser, at forbrugeren har været ubekendt med oplysningerne eller ikke har lagt vægt herpå. Den foreslåede ændring af bevisbyrdereglen medfører således næppe nogen væsentlig ændring af retstilstanden i praksis.
Bestemmelsens nr. 4, 1. led , svarer til den gældende § 76, stk. 1, nr. 4. 2. led af bestemmelsen er derimod nyt og indeholder en henvisning til den foreslåede nye § 75 a, således at en vare anses for mangelfuld, hvis et eller flere af elementerne i § 75 a ikke er opfyldt, og dette ikke følger af parternes aftale.
Tilsidesættelse af kravene i den foreslåede § 75 a udløser mangelsbeføjelser for forbrugeren, jf. bemærkningerne nedenfor til den foreslåede § 78 (lovforslagets § 1, nr. 9).
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til gældende ret, jf. lovens § 76, stk. 2.
Til stk. 3
Bestemmelsen vedrører forbrugerens mulighed for at påberåbe sig mangler i visse bestillingskøb.
Har forbrugeren selv fremskaffet det materiale, der skal anvendes til fremstillingen af varen, bærer forbrugeren som hovedregel risikoen for sit eget materialevalg. Forbrugeren vil herefter som udgangspunkt ikke kunne gøre gældende over for sælgeren, at varen er mangelfuld, hvis dette beror på forhold ved det materiale, som forbrugeren selv har fremskaffet.
Forbrugerens risiko for materialevalget er dog ikke ubegrænset. Efter forslaget modificeres reglen herom af en vejledningspligt for sælger. Sælgeren er således forpligtet til at vejlede forbrugeren om valg af materialer og efter omstændighederne fraråde forbrugeren at anvende det pågældende materiale, hvis sælgeren som fagkyndig indser eller bør indse, at materialet er mangelfuldt eller uhensigtsmæssigt at anvende.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Om problemstillingen vedrørende beskadigelse af forbrugerens materialer, mens disse er i sælgers besiddelse, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 2, stk. 1).
De foreslåede bestemmelser tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 3-4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2. og betænkningen side 183-185.
Bestemmelsen vedrører retsvirkningen af generelle forbehold med hensyn til varens egenskaber.
Det foreslås at ændre bestemmelsen, således at generelle forbehold ikke længere kan tillægges retsvirkning, jf. det nye stk. 1 . Efter denne regel kan bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, således ikke gøres gældende over for køberen.
Sælgerens generelle forbehold formuleres i praksis ofte på den måde, at genstanden sælges som den er og forefindes. Dette udtryk er derfor direkte nævnt i stk. 1. Herudover kan genstanden f.eks. være solgt »som besigtiget«, »som beset«, »uden ansvar« og med tilsvarende generelle forbehold. Bestemmelsen omfatter således alle generelt formulerede klausuler, der direkte eller indirekte f.eks. ved at erklære, at køberen er bekendt med enhver mangel fritager sælgeren for at hæfte for eventuelle mangler
Det forekommer også, at sælgeren i aftalen tager et specificeret forbehold vedrørende bestemte positive eller negative egenskaber ved salgsgenstanden, således at disse forhold ikke skal kunne betragtes som mangler. Sådanne konkrete forbehold er ikke omfattet af bestemmelsen i stk. 1. Kommer et konkret forbehold i konflikt med de ufravigelige bestemmelser i købelovens § 76, stk. 1, nr. 1-3, kan sælgeren dog ikke fritages for køberens eventuelle mangelsbeføjelser. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 (den foreslåede § 75 a).
Efter stk. 2 begrænses forbrugerens adgang til at gøre mangelsbeføjelser gældende i samme omfang som hidtil ved køb af brugte varer på offentlig auktion, hvor der er mulighed for at være fysisk til stede. Begræsningen i køberens mangelsbeføjelser gælder således ved traditionelle auktionssalg, men ikke ved f.eks. auktionssalg via Internettet.
Ved auktionssalg, hvor forbrugeren kan være til stede, vil forbrugeren alene kunne påberåbe sig, at salgsgenstanden er mangelfuld, hvis det følger af lovens § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgenstanden er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med. Der skal normalt ikke tages hensyn til salgsgenstandens pris, idet vurderingen af, hvad forbrugeren kunne forvente med hensyn til salgsgenstandens stand ikke bør afhænge af varens pris i de omhandlede tilfælde, hvor prisen beror på de øvrige bud på auktionen. Det er dog ikke udelukket, at salgsprisen kan indgå i vurderingen af, hvad forbrugeren under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med - navnlig i tilfælde, hvor der ved auktionen over genstanden er fastsat en minimumspris.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 1, stk. 3, og 7, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 185-186.
Til nr. 8
Bestemmelsen vedrører tidspunktet for mangelsbedømmelsen og erstatter i forbrugerforhold den gældende § 44.
Bestemmelsen foreslås gjort beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Til stk. 1
I lighed med § 44 indebærer den foreslåede bestemmelse, at der ved vurderingen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, tages udgangspunkt i varens beskaffenhed på det tidspunkt, hvor risikoen overgår til forbrugeren. Dette vil normalt være det tidspunkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. lovens § 9 og § 73 (som ikke ændres).
Det forhold, at sælger også hæfter for skjulte defekter, der først giver sig synlige udslag efter leveringen, er tydeliggjort ved formuleringen af bestemmelsens 2. pkt., hvorefter sælger hæfter for mangler, selv om de først viser sig efter tidspunktet for risikoens overgang. Det afgørende er således, om kimen til manglen var til stede på det angivne tidspunkt.
Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til gældende ret.
Til stk. 2
Efter den foreslåede bestemmelse foreligger der altid en mangel, hvis salgsgenstanden på grund af sælgerens manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen ikke svarer til, hvad forbrugeren kan kræve i medfør af de foreslåede §§ 75 a-77. Sælgers manglende opfyldelse af sine konkrete aftalemæssige forpligtelser udgør således altid en mangel, uanset om risikoen for salgsgenstanden forinden er overgået til forbrugeren.
Bestemmelsen vedrører således sælgers forsømmelse. Den foreslåede bestemmelse rækker videre end den gældende § 44 (som ikke ændres uden for forbrugerkøb), idet forhold, der kan henføres til sælgers manglende opfyldelse af de aftalemæssige forpligtelser i øvrigt udgør en mangel, selv om der ikke er noget at bebrejde sælgeren.
Bestemmelsen kan navnlig få selvstændig betydning i tilfælde, hvor sælger ved købsaftalen har påtaget sig at installere eller montere salgsgenstanden, og hvor installationen mv. er behæftet med fejl. Den fejlagtige installation vil efter bestemmelsen i sig selv udløse mangelsbeføjelser for forbrugeren dvs. uafhængigt af, om der ved den fejlagtige installation er blevet påført salgsgenstanden en skade.
Bestemmelsen vil endvidere have betydning, såfremt forbrugeren ikke i forbindelse med købet har modtaget de fornødne oplysninger om varens montering mv., jf. den foreslåede § 75 a, stk. 1, og § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led. Forvolder forbrugeren efter risikoens overgang skade på produktet som følge af den fejlbehæftede eller manglende brugsvejledning, foreligger der en mangel, idet forholdet kan henføres til sælgers manglende eller mangelfulde opfyldelse af sine aftalemæssige forpligtelser. Tilsvarende vil gælde, hvis forbrugeren ikke forvolder skade på salgsgenstanden, men ikke kan anvende produktet i overensstemmelse med dets formål på grund af manglende eller fejlbehæftet brugsanvisning.
Bestemmelsen vil også have betydning, hvis forbrugeren efter aftalen skal afhente varen, og der sker skade på varen under forbrugerens hjemtransport som følge af utilstrækkelig emballering, jf. den foreslåede § 75 a, stk. 2, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5).
Bestemmelsen kan desuden have betydning i tilfælde, hvor der foreligger en mangel, og hvor sælgeren i forbindelse med et afhjælpningsforsøg påfører salgsgenstanden en skade. En sådan mangelfuld opfyldelse af afhjælpningspligten er også en manglende opfyldelse af sælgers forpligtelser efter aftalen og kan dermed i sig selv udløse mangelsbeføjelser for forbrugeren.
Har sælgeren derimod uafhængigt af den indgåede købsaftale forvoldt skade på salgsgenstanden efter risikoens overgang, falder situationen uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Sælgers eventuelle ansvar er i så fald ikke et køberetligt spørgsmål.
Til stk. 3
Det foreslås, at fejl mv. ved varen, der viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, skal formodes at have været til stede ved risikoens overgang, medmindre der gør sig særlige forhold gældende.
Bestemmelsen er udformet som en formodningsregel. Afkræfter sælgeren formodningen, vil forbrugeren således skulle føre bevis for, at der forelå en defekt ved den pågældende vare på leveringstidspunktet.
Bestemmelsen er endvidere formuleret således, at formodningen alene skal opstilles, såfremt dette ikke er uforeneligt med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art. Er der ikke grundlag for formodningen, vil forbrugeren efter almindelige bevisbyrderegler skulle godtgøre, at defekten mv. forelå ved risikoens overgang (normalt ved leveringen).
Det vil være uforeneligt med salgsgenstandens og manglens art at opstille en formodning for, at f.eks. friske fødevarer, der efter en måned er gået i fordærv, var mangelfulde ved leveringen. Formodningsreglen tager heller ikke sigte på egenskaber, hvis tilstedeværelse er uafhængig af tidsfaktoren, f.eks. en vares oprindelse, ægthed m.v. I disse tilfælde er 6-måneders reglen ikke forenelig med den manglende uoverensstemmelses karakter.
Den direktivbaserede formodningsregel indebærer ikke, at mangelsindsigelser, der fremsættes efter udløbet af 6-måneders fristen, kan afvises alene under henvisning til, at der er forløbet mere end 6 måneder fra leveringstidspunktet.
Den foreslåede bestemmelse regulerer alene spørgsmålet om bevisbyrden for, at en kvalitetsafvigelse forelå på leveringstidspunktet. Uanset om formodningsreglen finder anvendelse, er det således fortsat forbrugeren, som normalt har bevisbyrden for, at der foreligger en kvalitetsafvigelse.
I den foreslåede bestemmelse henvises alene til de krav til salgsgenstanden, der følger af de foreslåede §§ 75 a og 76 (lovforslagets § 1, nr. 5 og 7). Formodningsreglen finder således ikke anvendelse på den form for auktionskøb, der er omfattet af den foreslåede § 77 (lovforslagets § 1, nr. 7).
De foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, stk. 5, og 5, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.3.og til betænkningen side 186-190.
Bestemmelsen erstatter i forbrugerforhold den gældende § 47.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Den foreslåede bestemmelse begrænser forbrugerens adgang til at påberåbe sig forhold, der ellers ville udløse mangelsbeføjelser. Forbrugeren afskæres således som udgangspunkt fra at påberåbe sig en mangel ved salgsgenstanden, hvis forbrugeren ved aftalens indgåelse kendte eller måtte kende til den pågældende mangel.
Bestemmelsen indebærer ikke en pligt for forbrugeren til at undersøge salgsgenstanden. Har forbrugeren imidlertid foretaget en sådan undersøgelse, kan vedkommende ikke efterfølgende påberåbe sig forhold, som undersøgelsen har eller må have afsløret.
Retsvirkningerne efter den foreslåede bestemmelse indtræder, hvis forbrugeren har kendskab til det pågældende forhold, eksempelvis fordi sælgeren på forhånd har gjort forbrugeren opmærksom herpå. Bestemmelsen omfatter imidlertid også tilfælde, hvor forbrugeren måtte være bekendt hermed. Hermed sigtes til situationer, hvor det på grund af omstændighederne forekommer helt usandsynligt, at forbrugeren ikke har haft et sådant kendskab.
Den omstændighed, at forbrugeren var eller måtte være bekendt med det pågældende forhold, som kan udgøre en mangel, indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at forbrugeren er afskåret fra at gøre mangelsbeføjelser gældende. Der kan tænkes tilfælde, hvor forbrugeren ved købsaftalens indgåelse nok har været opmærksom på et forhold ved salgsgenstanden, men eksempelvis på grund af manglende fagkundskab hverken var eller måtte være bekendt med betydningen heraf. I så fald vil forbrugeren fortsat kunne gøre det pågældende forhold gældende som en mangel.
Bestemmelsen er begrænset til at vedrøre forbrugerens kendskab til forhold ved salgsgenstanden på tidspunktet for aftalens indgåelse. Bestemmelsen regulerer således ikke tilfælde, hvor forbrugeren i perioden mellem købsaftalens indgåelse og risikoens overgang får kendskab til, at salgsgenstanden er mangelfuld. En viden erhvervet efter købsaftalens indgåelse afskærer således ikke forbrugeren fra at gøre mangelsbeføjelser gældende, forudsat at forbrugeren reklamerer rettidigt over manglen.
Efter bestemmelsen kan forbrugeren uanset sit eventuelle kendskab til konkrete forhold ved salgsgenstanden påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis der er holdepunkter herfor i aftalen. En sådan situation vil eksempelvis foreligge, såfremt sælgeren undlader at opfylde en aftale om at reparere salgsgenstanden inden leveringen.
Efter bestemmelsen er forbrugerens eventuelle kendskab til forhold ved salgsgenstanden uden betydning, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed. § 47 undtager alene tilfælde, hvor sælger har handlet svigagtigt, men fortolkes i praksis således, at bestemmelsen også omfatter tilfælde, hvor det ville være i strid med redelig handlemåde at afskære forbrugerens mangelsbeføjelser. Dette svarer også til, hvad der gælder om gennembrydelse af den absolutte reklamationsfrist på grund af sælgerens forhold.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 2, stk. 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2. og til betænkningen side 190-192.
Til nr. 9
Bestemmelsen vedrører forbrugerens mangelsbeføjelser og tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
I stk. 1 angives de beføjelser, forbrugeren har mulighed for at gøre gældende i anledning af mangler ved salgsgenstanden. Efter bestemmelsens stk. 2 er sælgeren som udgangspunkt forpligtet til at imødekomme forbrugerens krav om afhjælpning eller omlevering. Forbrugeren har imidlertid ikke krav herpå, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig. Stk. 3 vedrører sælgers i forhold til den gældende bestemmelse begrænsede afhjælpnings- og omleveringsret, mens stk. 4 angiver de tidsmæssige rammer mv. for sælgers afhjælpning eller omlevering.
I forhold til den gældende § 78 er henvisninger til bestemmelser uden for lovens kapitel om forbrugerkøb undladt, og i stedet er betingelserne for at anvende de enkelte mangelsbeføjelser indarbejdet i bestemmelsen.
Forbrugeren har som udgangspunkt valgfrihed mellem de enkelte beføjelser. Valgfriheden begrænses imidlertid af bestemmelsens stk. 2 og 3. Det følger af den foreslåede stk. 2, at forbrugeren ikke har krav på afhjælpning eller omlevering, hvis den valgte beføjelse er umulig eller uforholdsmæssig at opfylde. Forbrugeren kan endvidere efter stk. 3 og 4 ikke forlange prisafslag eller ophævelse, hvis sælgeren tilbyder at afhjælpe eller omlevere, og dette kan ske inden rimelig tid, uden ufgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
For sælgeren indebærer den foreslåede bestemmelse, at han som udgangspunkt er forpligtet til at efterkomme et krav fra forbrugeren om afhjælpning eller omlevering. I overensstemmelse med direktivets artikel 3 kan forbrugeren vælge, om der skal ske afhjælpning eller omlevering sælgeren kan således som udgangspunkt ikke afværge et omleveringskrav ved at tilbyde afhjælpning eller omvendt. Kun hvis den beføjelse, forbrugeren ønsker at gøre gældende, er umulig at gennemføre eller må anses for uforholdsmæssig, kan sælgeren nægte at imødekomme forbrugerens krav.
Hvis forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælpning eller omlevering, men i stedet ønsker et prisafslag eller at ophæve aftalen, følger det af den foreslåede bestemmelse, at sælgeren kan afværge forbrugerens krav ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering.
Til stk. 1
I bestemmelsen opregnes forbrugerens mangelsbeføjelser.
Efter bestemmelsens nr. 1 kan forbrugeren forlange, at sælger foretager afhjælpning - dvs. gratis udbedring af manglen, således at varen bliver kontraktmæssig. Som hidtil har forbrugeren ret til afhjælpning uanset manglens betydning. Manglens væsentlighed vil dog kunne influere på, om et afhjælpningskrav må anses for uforholdsmæssigt i medfør af den foreslåede stk. 2, jf. nærmere nedenfor.
Efter nr. 2 kan forbrugeren kræve, at sælgeren leverer en anden genstand, der stemmer overens med aftalen dvs. omlevering. Med den foreslåede formulering præciseres det, at den omleverede genstand skal leve op til de krav, der følger af købsaftalen. Er der eksempelvis indgået aftale om køb af en fabriksny genstand, er sælger således ikke berettiget til at omlevere med en demonstrationsmodel, medmindre forbrugeren accepterer dette.
Forbrugeren kan kun gøre et omleveringskrav gældende, hvis der er tale om genuskøb, dvs. et artsbestemt køb, i modsætning til såkaldt specieskøb. I et specieskøb er omlevering udelukket, fordi parternes aftale angår en individuelt bestemt genstand, f.eks. en bestemt brugt bil, et bestemt maleri eller et bestemt demonstrationseksemplar, der sælges til nedsat pris. Genuskøb foreligger, hvis sælgeren i henhold til parternes aftale kan opfylde sin leveringsforpligtelse ved levering af en hvilken som helst genstand, der hører til den art, der er defineret i aftalen. Selv om aftalen efter sin ordlyd ikke levner sælgeren nogen valgfrihed, men udpeger en bestemt fysisk vare som salgsgenstand, kan fortolkning af aftalen føre til, at der foreligger et genuskøb. Dette er således normalt tilfældet, hvis genstanden uden ulempe kan ombyttes til en tilsvarende, og det må antages, at parterne ikke har lagt vægt på valget af genstand. Ved køb af et fabriksnyt køleskab ligger det således normalt klart for alle, at parterne alene har tænkt på, at der skal leveres et eksemplar af et bestemt fabrikat, selv om der i købekontrakten er angivet et bestemt eksemplars fabrikationsnummer. En sælgers interesse i at lade et køb, som efter det anførte naturligt opfattes som et genuskøb, fremtræde som et specieskøb (f.eks. ved angivelse af fabrikationsnummeret på en fabriksny vare), for derigennem at undgå, at forbrugeren i tilfælde af mangler kan påberåbe sig omleveringsbeføjelsen, kan naturligvis ikke begrunde, at aftalen fortolkes som et specieskøb.
I modsætning til den gældende regel, er omleveringsbeføjelsen efter forslaget ikke betinget af, at der foreligger en væsentlig mangel. Manglens betydning har imidlertid indflydelse på, om forbrugerens omleveringskrav må anses for uforholdsmæssigt i medfør af den foreslåede stk. 2.
Efter bestemmelsens nr. 3 kan forbrugeren kræve et passende afslag i købesummen.
Det er således ikke som efter den gældende regel en forudsætning for afslagsbeføjelsen, at manglen er værdiforringende. Den gældende regel kan i visse situationer føre til, at forbrugeren afskæres fra at gøre mangelsbeføjelser gældende, selv om manglen har reel betydning for den værdi, salgsgenstanden har for den pågældende forbruger. I praksis synes der bl.a. at blive »kompenseret« for dette ved at tilkende et afslag i prisen, selv om manglens betydning for varens værdi vanskeligt lader sig måle.
Det forudsættes, at der i de tilfælde, hvor der foreligger en værdiforringende mangel, fortsat udmåles og ydes et forholdsmæssigt afslag, idet dette i givet fald må anses for at være det passende afslag.
Den foreslåede ændring indebærer i forhold til den gældende regel, at der gives mulighed for at tildele et passende afslag i sælgerens vederlag i de få tilfælde, hvor der ikke står andre beføjelser til rådighed for forbrugeren. Et passende afslag kan også komme på tale, hvis forbrugeren foretrækker dette fremfor andre mere vidtgående beføjelser, som ellers ville kunne gøres gældende.
Der vil f.eks. kunne gives et afslag i købesummen, hvis en forbruger har bestilt en bil i en bestemt blå farve, og bilen ved leveringen viser sig at have en anden blå nuance, der - om end kun i uvæsentligt omfang - afviger fra, hvad forbrugeren bestilte. I så fald kan forbrugeren ikke hæve købet, afhjælpning i form af omlakering vil ofte indebære uforholdsmæssige omkostninger, og er bilens salgspris den samme - uanset farveforskellen - kan forbrugeren heller ikke kræve et forholdsmæssigt afslag i prisen. Hvis omlevering samtidig ikke er mulig eksempelvis fordi den bestilte farve ikke længere produceres vil forbrugeren være uden sanktionsmuligheder til trods for, at den leverede bil ikke er i overensstemmelse med parternes aftale. I så fald kunne tildeling af et passende prisafslag til forbrugeren komme på tale.
I bestemmelsens nr. 4 angives, at forbrugeren kan kræve ophævelse af købsaftalen, forudsat at manglen ikke er uvæsentlig. Bestemmelsen svarer til gældende ret.
Om brug af hævebeføjelsen i relation til et bestillingskøb, hvor forbrugeren selv fremskaffer det nødvendige materiale, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 2, stk. 1, 1. pkt.).
I den gældende § 78 henvises til §§ 42 og 43, hvorefter væsentlighedskravet fraviges, såfremt sælger har udvist svig eller i et genuskøb har undladt at fremskaffe en mangelfri genstand, selv om dette uden urimelig opofrelse kunne være sket inden leveringstidspunktet. Der er på grund af sælgerens adfærd i disse tilfælde altid tale om en væsentlig misligholdelse, der er hævebegrundende, og der er ikke fundet behov for at indarbejde disse bestemmelser i den foreslåede formulering af § 78.
Til stk. 2
Forbrugeren vil som udgangspunkt kunne vælge, om der skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er mangelfuld. Sælgeren kan således ikke som efter den gældende regel afværge et omleveringskrav ved at tilbyde afhjælpning eller omvendt. Dette er principielt en væsentlig nyskabelse.
Forbrugerens valgret mellem omlevering eller afhjælpning er imidlertid undergivet nogle begrænsninger. Efter bestemmelsen kan der ikke kræves afhjælpning eller omlevering, hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Det er sælgeren, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.
Tages udgangspunkt i en situation, hvor forbrugeren ønsker omlevering fremfor afhjælpning, begrænses valgretten således for det første af, at den valgte beføjelse ikke må være umulig at gennemføre. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis købet vedrører en speciesgenstand samt ved visse bestillingskøb.
Forbrugerens valgret begrænses endvidere af, at den valgte beføjelse ikke må påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger .
Kræver forbrugeren, at der omleveres, er sælgeren forpligtet hertil, medmindre det kan godtgøres, at dette vil være forbundet med omkostninger, der er uforholdsmæssige.
Denne uforholdsmæssighedsvurdering falder for så vidt i tre led det skal vurderes, om den valgte beføjelse påfører sælgeren omkostninger, om disse i givet fald er højere end omkostningerne ved en anden beføjelse, og i så fald om denne omkostningsforskel er uforholdsmæssig.
Eftersom vurderingen er knyttet til spørgsmålet om de omkostningsmæssige konsekvenser for sælger, er det naturligvis i første omgang en forudsætning, at gennemførelse af den valgte beføjelse rent faktisk vil påføre sælgeren omkostninger. Relevante er navnlig de udgifter, der direkte er forbundet med gennemførelsen af den pågældende beføjelse. Ønsker forbrugeren omlevering, vil det således navnlig være salgsgenstandens indkøbspris, der skal inddrages. Omkostningsbegrebet må imidlertid forstås bredt, således at også omkostninger, der ikke direkte er relateret til varen, men som vedrører eksempelvis den tid og de ressourcer, der medgår til gennemførelsen af beføjelsen, er omfattet.
Den brede forståelse af omkostningsbegrebet indebærer, at gennemførelse af den valgte beføjelse som oftest vil påføre sælgeren visse omkostninger. I så fald må det som nævnt vurderes, om de pågældende omkostninger er højere end de omkostninger, sælger ville blive påført ved at opfylde en anden beføjelse. Hvis det eksempelvis ikke er forbundet med flere omkostninger for sælger at omlevere end at afhjælpe, er der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter forbrugeren kan vælge mellem de to beføjelser.
Såfremt den valgte beføjelse vil påføre sælgeren omkostninger, der er større end omkostningerne ved en anden beføjelse, skal der som det sidste element i vurderingen tages stilling til, om den pågældende omkostningsforskel er uforholdsmæssig.
Efter bestemmelsen skal der ved uforholdsmæssighedsvurderingen tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler. Kræver forbrugeren omlevering af en salgsgenstand af mindre værdi, vil der langt sjældnere være grundlag for at fravige udgangspunktet om forbrugerens valgret, end i de tilfælde, hvor købet vedrører en kostbar genstand. Der er således forskel på, om der kræves omlevering af eksempelvis et krøllejern til 200 kr. eller af en fabriksny personbil.
Efter den foreslåede bestemmelse skal der ved uforholdsmæssighedsvurderingen endvidere tages hensyn til manglens betydning. Hermed forstås i første række manglens betydning for salgsgenstandens funktion. Er der tale om en mangel, der er af central betydning for salgsgenstandens funktion og anvendelse, vil dette oftere føre til, at en forbrugers krav om eksempelvis omlevering må imødekommes, end i de tilfælde, hvor manglen er uden funktionelle konsekvenser. Som nævnt ovenfor er omleveringsbeføjelsen ikke betinget af, at der foreligger en væsentlig mangel, men er manglen bagatelagtig, må det ofte indebære, at et omleveringskrav anses for uforholdsmæssigt sammenlignet med afhjælpning.
Ved vurderingen af manglens betydning må der endvidere tages hensyn til, hvilken betydning manglen har for den konkrete forbruger. Selv om manglen ikke i almindelighed kan siges at have en central betydning for salgsgenstandens funktion, kan konkrete forhold hos forbrugeren medføre, at vedkommende har rimelig grund til at lægge betydelig vægt på det pågældende forhold, hvilket i så fald må indgå i uforholdsmæssighedsvurderingen. Omvendt kan forholdet indgå med mindre vægt i uforholdsmæssighedsvurderingen, hvis forbrugeren konkret tillægger forholdet mindre betydning, uanset at manglen i almindelighed betragtes som central i forhold til salgsgenstandens funktion.
Endelig skal der efter forslaget tages hensyn til, om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Selv om hensynet til varens værdi i mangelfri tilstand og betydningen af manglen taler for at anse en forbrugers krav om eksempelvis omlevering for uforholdsmæssigt, kan hensynet til forbrugeren således trække i modsat retning. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis en afhjælpning må afvente hjemtagelse af reservedele, og hvor forbrugeren skal anvende salgsgenstanden i en bestemt nært forestående anledning. I så fald vil afhjælpningsbeføjelsen ikke kunne gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren, hvilket i så fald må indgå i vurderingen af, om omleveringskravet er uforholdsmæssigt.
Består manglen i, at sælger har undladt at stille de fornødne oplysninger om varens montering mv. til rådighed for forbrugeren, jf. den foreslåede § 75 a, stk. 1, må et krav om omlevering omvendt anses for uforholdsmæssigt henset til, at afhjælpning i givet fald ville kunne ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren ved, at sælgeren udleverer den manglende monteringsvejledning. Situationen er imidlertid en anden, hvis der som følge af de manglende monteringsoplysninger er blevet påført varen en defekt. I så fald kan sælger ikke (længere) foretage afhjælpning ved efterfølgende at udlevere en monteringsvejledning.
Viser manglen sig på et tidspunkt, hvor værdien af salgsgenstanden er faldet væsentligt som følge af forbrugerens brug, vil et krav om omlevering tilsvarende kunne fremstå som uforholdsmæssigt, hvis afhjælpning kan ske uden væsentlig ulempe for forbrugeren.
Ovenstående tager sigte på den situation, at forbrugeren ønsker omlevering fremfor afhjælpning. Forbrugeren er som udgangspunkt berettiget til at kræve omlevering, men som anført kan betragtninger om umulighed eller uforholdsmæssighed efter omstændighederne føre til, at valgfriheden begrænses.
Det kan også tænkes, at forbrugeren foretrækker afhjælpning fremfor omlevering. Efter den foreslåede bestemmelse vil sælgeren som udgangspunkt være forpligtet til at imødekomme et sådant afhjælpningskrav, medmindre han kan godtgøre, at dette er umuligt at gennemføre eller vil påføre ham omkostninger, der er uforholdsmæssige.
I lighed med det ovenfor nævnte er forbrugerens ret til at vælge afhjælpning begrænset ved, at dette ikke må være umuligt. Der kan tænkes tilfælde, hvor en mangel ikke lader sig udbedre, og hvor et afhjælpningskrav derfor vil være umuligt at gennemføre.
Gennemførelse af et krav om afhjælpning vil som oftest indebære visse omkostninger for sælgeren. Det må herefter vurderes, om disse omkostninger er uforholdsmæssige i forhold til en anden beføjelse, hvorved der som nævnt bl.a. skal tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler. Dette indebærer, at et krav om afhjælpning af en prisbillig, masseproduceret genstand ofte må siges at indebære en uforholdsmæssig økonomisk belastning for sælgeren, sammenlignet med varens salgspris. Det omvendte vil være tilfældet ved en kostbar salgsgenstand, hvor sælger kun kan afslå en forbrugers afhjælpningskrav, hvis der foreligger vægtige grunde.
Som beskrevet ovenfor skal der ved vurderingen af, om et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, tillige tages hensyn til manglens betydning, hvilket dels sigter til manglens betydning for varens funktion, dels til manglens betydning for den konkrete forbruger.
Afhjælpningskravet vil endelig skulle vurderes i lyset af, om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Selv om det anførte om varens værdi i mangelfri tilstand og betydningen af manglen kan pege på, at et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, kan hensynet til forbrugeren således trække i den modsatte retning.
Uforholdsmæssighedsvurderingen vil som hovedregel dreje sig om valget mellem omlevering eller afhjælpning, men efter omstændighederne vil også de øvrige beføjelser kunne inddrages dvs. prisafslag og ophævelse, hvis manglen ikke er uvæsentlig. Det vil navnlig være aktuelt at inddrage disse beføjelser i sammenligningsgrundlaget for, om et afhjælpningskrav er uforholdsmæssigt, i tilfælde, hvor salgsgenstanden ikke er ombyttelig, og omlevering derfor er umulig. I en sådan situation må rimeligheden af de omkostninger, der er forbundet med at foretage afhjælpning, vurderes i lyset af forbrugerens interesse i, at der foretages afhjælpning. Må forbrugerens interesse henset til manglens karakter og betydning anses for tilstrækkeligt varetaget ved muligheden for prisafslag eller ophævelse, kan resultatet blive, at afhjælpningskravet anses for uforholdsmæssigt.
Til stk. 3
Med den foreslåede bestemmelse opretholdes en vis begrænset afhjælpnings- og omleveringsret for sælger.
Bestemmelsen indebærer, at sælgeren kan afværge forbrugerens krav om ophævelse eller prisafslag ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering.
Denne mulighed for sælger er for det første anvendelig i situationer, hvor forbrugeren ikke ønsker afhjælpning eller omlevering, selv om gennemførelse af disse eller dog den ene af disse beføjelser er mulig. I sådanne tilfælde er sælgeren berettiget til at afvise forbrugerens krav om prisafslag eller ophævelse mod i stedet at tilbyde afhjælpning og/eller omlevering.
Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse, hvis sælgeren ønsker at tilbyde afhjælpning eller omlevering, uanset han ikke ville være forpligtet hertil, fordi forbrugerens krav herom ville være uforholdsmæssigt. I så fald vil sælgerens tilbud afværge forbrugerens øvrige mangelsbeføjelser.
Sælgerens tilbud om afhjælpning eller omlevering skal ligesom forbrugerens krav herom gennemføres inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, jf. den foreslåede § 78, stk. 4, der tillige fastlægger forbrugerens beføjelser, såfremt sælger ikke afhjælper eller omleverer i overensstemmelse hermed.
Til stk. 4
Bestemmelsens 1. pkt. viderefører retsstillingen efter den gældende § 78, stk. 3, og § 79 med den ændring, at forbrugerens beføjelser tillige finder anvendelse ved krav eller tilbud om omlevering og ikke kun ved afhjælpning.
Den nærmere fastlæggelse af, hvad der er »rimelig tid« må som hidtil bero på en konkret vurdering. Det foreslås imidlertid, at det i loven angives, hvilke forhold der navnlig har betydning ved fastlæggelse af fristens længde, jf. den foreslåede § 79, stk. 1.
Beføjelserne skal endvidere gennemføres uden omkostninger og uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Som hidtil vil det navnlig kunne komme på tale, at forbrugeren skal medvirke ved at bringe eller sende en mindre salgsgenstand til sælgeren, hvis den f.eks. skal repareres. I så fald har forbrugeren krav på refusion af eventuelle udgifter, vedkommende har afholdt i forbindelse hermed.
Såfremt sælgeren ikke gennemfører et krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med de angivne kriterier, følger det af den foreslåede bestemmelse, at forbrugeren kan gøre brug af de øvrige beføjelser dvs. passende afslag i prisen, ophævelse eller ved krav eller tilbud om afhjælpning, omlevering. I overensstemmelse med den gældende retstilstand er hævebeføjelsen i så fald ikke betinget af, at der foreligger en væsentlig mangel.
Bestemmelsens sidste led vedrører forbrugerens adgang til at lade manglen afhjælpe for sælgers regning og svarer til gældende ret, jf. lovens § 78, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter som nævnt at gennemføre direktivets artikel 3.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.4. og til betænkningen side 192-206.
Bestemmelsens stk. 1 angiver, hvilke momenter der navnlig har betydning for vurderingen af, om sælger har foretaget afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid. Stk. 2 fastlægger forbrugerens mulighed for at holde købesummen helt eller delvist tilbage, indtil der er sket afhjælpning eller omlevering.
Bestemmelsen foreslås gjort beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Til stk. 1
Efter den foreslåede § 78, stk. 4, skal afhjælpning eller omlevering ske inden rimelig tid. Bestemmelsen indeholder endvidere nogle retningslinier for vurderingen af, om de tidsmæssige rammer er overholdt.
Som hidtil må fastlæggelsen af fristen for afhjælpning eller omlevering bero på en vurdering af omstændighederne i det enkelte tilfælde. Det er ikke muligt at opstille faste grænser for fristens længde.
Vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for forbrugeren, skal efter direktivet ske under hensyntagen til varens art og forbrugerens formål med at anskaffe varen. Det må antages, at direktivets opregning af kriterier ikke er udtømmende. Den foreslåede bestemmelse er derfor udformet således, at der i vidt omfang svarende til den gældende bestemmelse i § 78, stk. 3 navnlig skal tages hensyn til genstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for salgsgenstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til rådighed for forbrugeren.
For med sikkerhed at opfylde direktivet, er direktivets kriterium »genstandens art« medtaget i bestemmelsen. Det kan således ikke udelukkes, at direktivets formulering indebærer en udvidet forbrugerbeskyttelse i forhold til den gældende bestemmelses kriterium »manglens art«. Som hidtil vil forbrugerens eventuelle behov for hurtigt at kunne benytte salgsgenstanden kunne tale for, at sælgeren må fremskynde afhjælpningen eller omleveringen, og sælgeren vil i overensstemmelse med den gældende retstilstand have mulighed for at forlænge fristen ved i perioden vederlagsfrit at stille en erstatningsgenstand til forbrugerens rådighed.
Det vil endvidere indgå i vurderingen, om afhjælpningen henholdsvis omleveringen sker på forbrugerens eller sælgerens initiativ. Såfremt sælgeren tilbyder afhjælpning eller omlevering, må individuelle forhold hos sælgeren normalt tillægges mindre betydning.
Ved fastlæggelsen af, hvilken frist for afhjælpning eller omlevering der må anses for rimelig i det konkrete tilfælde, må der desuden efter omstændighederne tages hensyn til den periode, der er forløbet, siden salgsgenstanden blev leveret til forbrugeren. Da overskridelse af fristen efter den foreslåede bestemmelse bl.a. udløser hævebeføjelse for forbrugeren, må det i et vist omfang indgå i vurderingen, om eventuel ophævelse vil være meget byrdefuldt for sælgeren det vil det bl.a. være, hvis manglen gøres gældende umiddelbart inden udløbet af den absolutte reklamationsfrist, der efter den foreslåede § 83 forlænges til 2 år.
Til stk. 2
Bestemmelsen viderefører den gældende § 78, stk. 2, dog således at bestemmelsen både omfatter krav og tilbud om henholdsvis afhjælpning og omlevering.
Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren har mulighed for at holde købesummen tilbage, hvis sælgeren ikke opfylder forbrugerens berettigede krav om afhjælpning eller omlevering, eller ikke opfylder et fremsat tilbud om at foretage afhjælpning eller omlevering.
Retten til at holde købesummen tilbage ophører som hidtil på det tidspunkt, hvor sælgeren foretager afhjælpning eller omlevering.
Tilbageholdsretten er endvidere som efter den nuværende § 78, stk. 2, begrænset i tilfælde, hvor manglen er uvæsentlig, idet forbrugeren i så fald ikke kan tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe manglen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 tilsigter bl.a. at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 3, 3. led.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.4. og til betænkningen side 206-209.
Til nr. 10 (§ 81)
Den foreslåede bestemmelse kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende regel om, at en forbruger, der vil påberåbe sig, at salgsgenstanden er mangelfuld, skal reklamere inden rimelig tid. Med henblik på at opfylde direktivet foreslås det imidlertid, at reklamation inden 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren opdagede manglen, altid skal anses for at være sket inden rimelig tid.
Forbrugeren skal således have mindst 2 måneder til at gøre den pågældende mangel gældende. Reklamation efter udløbet af 2-måneders fristen vil efter omstændighederne kunne anses for foretaget inden rimelig tid og dermed som rettidig. I lighed med tidligere vil individuelle forhold hos forbrugeren, eksempelvis sygdom, bortrejse eller lignende kunne begrunde en forlængelse af fristen.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at reklamationsfristen altid skal beregnes med udgangspunkt i det faktiske opdagelsestidspunkt. I modsætning til den gældende regel regnes reklamationsfristen således ikke fra det tidspunkt, hvor forbrugeren burde have opdaget manglen.
Som hidtil vil forbrugerens passivitet og fortsatte brug af genstanden, efter at manglen er opdaget, kunne medføre, at forbrugeren anses for at have givet afkald på at gøre hæve- og omleveringsbeføjelsen gældende, jf. fra Forbrugerklagenævnets praksis bl.a. Juridisk Årbog 1996, side 130, 6.9.3.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.5. og til betænkningen side 209-211.
Til nr. 11 (§ 83, stk. 1)
Bestemmelsen foreslås gjort beskyttelsespræceptiv, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Det foreslås, at den absolutte frist for forbrugerens reklamation forlænges fra 1 år til 2 år. Fristen regnes som hidtil fra varens overgivelse til forbrugeren. Som hidtil indebærer bestemmelsen, at en forbruger, der vil påberåbe sig en mangel, skal give meddelelse til sælgeren inden udløbet af fristen. I modsat fald mister forbrugeren retten til senere at gøre manglen gældende, medmindre der foreligger en indeståelse fra sælgers side, eller denne har handlet i strid med almindelig hæderlighed.
Den foreslåede forlængelse af fristen fra 1 år til 2 år ændrer ikke bestemmelsens indhold i øvrigt.
Den gældende bestemmelse fortolkes bl.a. i praksis således, at reklamation, der foretages inden for fristen, indebærer, at § 83 herefter ikke længere har betydning i relation til den påberåbte mangel. Såfremt sælger forsøger at afhjælpe, og manglen uanset dette viser sig igen på et senere tidspunkt, eller hvis sælger foretager omlevering, og den omleverede genstand viser sig at have en tilsvarende mangel, har forbrugerens oprindelige reklamation således en gang for alle afbrudt reklamationsfristen i § 83, og forbrugerens mangelsindsigelser er herefter alene underlagt dansk rets almindelige forældelsesregler. Reklamationsfristen i § 83 fortolkes endvidere således i praksis, at der i tilfælde af omlevering løber en ny frist fra omleveringstidspunktet. Dette har navnlig betydning, såfremt den omleverede genstand er behæftet med andre mangler end den, forbrugeren oprindelig påberåbte sig. Tilsvarende kan efter omstændighederne være tilfældet, hvis en afhjælpning er så omfattende, at den må sidestilles med en omlevering. Der henvises til betænkningen side 148.
I retspraksis ses der endvidere bort fra, at der er reklameret for sent, hvis sælgeren ikke påberåber sig dette, men indlader sig i realitetsforhandlinger med forbrugeren vedrørende reklamationens berettigelse.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.5. og til betænkningen side 211f.
Til nr. 12 (§ 85)
I konsekvens af den foreslåede ændring af § 81 (lovforslagets § 1, nr. 10) foreslås det, at forbrugeren også ved reklamtion over for andre end sælger skal have en frist på mindst 2 måneder fra det tidspunkt, hvor forbrugeren opdagede manglen.
Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.5. og til betænkningen side 212.
Til nr. 13 (§ 87)
Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler, hvorefter lovgivningen i et land uden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod sådanne klausuler gælder i det omfang, det pågældende »tredjelands« lovgivning om spørgsmål om mangler i forbrugerkøb, ikke indeholder en ligeså omfattende beskyttelse af forbrugeren, som lovgivningen herom i det EØS-land, hvis lovgivning ellers skulle gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.
EØS omfatter Den Europæiske Unions medlemsstater samt Island, Norge, og Liechtenstein.
Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet bestemmelsen bygger på princippet om frit lovvalg. Den foreslåede bestemmelse tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det frie lovvalg. Den beskyttelse, som bestemmelsen giver forbrugerne, er alene en beskyttelse mod lovvalgsklausuler. Forbrugeren kan i de omfattede tilfælde vælge det lands regler, som stiller forbrugeren bedst.
Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige internationalt privatretlige regler, som afgør, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig reglerne i den såkaldte Rom-konvention, der er gennemført her i landet ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konventionen om, hvilken lov der skal finde anvendelse på kontraktlige forpligtelser m.v.
Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle spørgsmål om mangler i forbrugerkøb.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 7, stk. 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.6. og til betænkningen side 213-215.
Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 11, stk. 1, skal de bestemmelser i national lovgivning, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, sættes i kraft senest den 1. januar 2002.
På den baggrund foreslås det, at bestemmelserne i lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2002 og finde anvendelse på aftaler om køb, der indgås efter ikrafttrædelsen.
Der kan opstå situationer, hvor den erhvervsdrivendes køb er underlagt den nuværende regulering, herunder den nuværende 1-årige reklamationsfrist i § 54, mens den erhvervsdrivendes videresalg af den samme vare sker efter lovens ikrafttræden og dermed bliver underlagt bl.a. den 2-årige reklamationsfrist i de foreslåede §§ 54 og 83.
De erhvervsdrivende må i givet fald søge at løse dette overgangsproblem ved aftaler, der fraviger den 1-årige reklamationsfrist.
Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale gyldighed.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som ændret senest ved lov nr. 391 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:
§ 1. .. Stk. 2. I forbrugerkøb, jfr. § 4 a, kan § 4 a, § 42, stk. 1, § 43, stk. 1 og 2, §§ 44, 47, 50, 55-58, 74 og 75, § 76, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, §§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for køberen. 1. § 1, stk. 2 , affattes således: Stk. 2 . I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2, stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58, § 74 og § 75, § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2-3, §§ 77-79, § 80, stk. 1, og §§ 81-86 dog ikke fraviges til skade for køberen.
§ 1 a. . Stk. 2 . .. Stk. 3 . §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2, § 42, stk. 2, §§ 48, 49 og 52-54 gælder ikke i forbrugerkøb. Stk. 4 . . 2. § 1 a, stk. 3 , affattes således: Stk. 3 . §§ 5, 10 og 11, § 17, stk. 2, § 42, § 43, stk. 1-2, § 44, §§ 47-49 og 52-54 gælder ikke i forbrugerkøb.
3. § 2 affattes således:
§ 2. Bestilling af genstande, som først skulle tilvirkes, anses i denne lov som køb, såfremt det for tilvirkningen fornødne stof skal ydes af den, der har påtaget sig tilvirkningen. Loven gælder dog ikke for opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom. § 2. Bestilling af genstande, som først skal fremstilles, anses i denne lov for køb. Uden for forbrugerkøb gælder dette dog kun, såfremt den overvejende del af de for fremstillingen nødvendige materialer skal ydes af den, der har påtaget sig fremstillingen.
Stk. 2 . Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder tilsvarende anvendelse på bytte. Stk. 2 . Loven gælder ikke for opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom.
Stk. 3 . Hvad der i denne lov er bestemt om køb, finder tilsvarende anvendelse på bytte.
§ 54. Har køberen ikke inden et år efter genstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet svigagtigt. Stk. 2. . 4. I § 54, stk. 1 , ændres »et år« til: »to år«.
5. Efter § 75 indsættes:
Salgsgenstandens overensstemmelse med aftalen (mangler)
§ 75 a. Salgsgenstanden skal med hensyn til art, mængde, kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Stk. 2 . Medmindre andet følger af parternes aftale, skal salgsgenstanden
1) have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente,
2) være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til,
3) være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket køberens forventning herom, og
4) have samme egenskaber som en vareprøve eller model, som sælger har forelagt køberen ved købets indgåelse.«
Mangler 6. Overskriften før § 76 udgår.
7. §§ 76-77 affattes således:
§ 76. Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis § 76. Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis
1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, 1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden,
2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab, 2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab,
3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller 3) sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende, eller
4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være. Stk. 2 . Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der senest ved indgåelsen af aftalen om købet er rettet. 4) genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a ikke er opfyldt. Stk. 2 . Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der er rettet senest ved indgåelsen af aftalen.
Stk. 3 . Forhold ved materialer fremskaffet af køberen kan ikke påberåbes som en mangel, medmindre sælgeren har tilsidesat sin vejledningspligt.
§ 77. Selv om salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes eller med tilsvarende forbehold, kan køberen i de tilfælde, der er nævnt i § 76, stk. 1, nr. 1-3, påberåbe sig, at genstanden lider af en mangel. Det samme gælder, hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i øvrigt havde grund til at regne med. Stk. 2 . Brugte genstande, som sælges på auktion, anses for solgt, som de er og forefindes. § 77. Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen. Stk. 2 . Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion, hvor køberen har mulighed for selv at være til stede, kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.
8. Efter § 77 indsættes:
§ 44. Ved afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, bliver, for så vidt manglen ikke er hidført ved sælgers forsømmelse, det tidspunkt at tage i betragtning, da faren gik over på køberen. § 77 a. Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens overgang. Forelå der på dette tidspunkt en mangel, hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser sig senere.
Stk. 2 . Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der, uanset stk. 1, altid en mangel.
Stk. 3 . Viser salgsgenstandens manglende overensstemmelse med kravene i § 75 a og § 76 sig inden seks måneder efter leveringen, formodes den manglende overensstemmelse at have været til stede på det i stk. 1 nævnte tidspunkt, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art.
§ 47. Har køberen før købets afslutning undersøgt salgsgenstanden eller uden skellig grund undladt at efterkomme sælgerens opfordring til at undersøge den, eller er der før købets afslutning givet ham lejlighed til at undersøge en prøve af salgsgenstanden, kan han ikke påberåbe sig mangler, der ved sådan undersøgelse burde være opdaget af ham, medmindre sælgeren har handlet svigagtigt. § 77 b. Køberen kan ikke påberåbe sig en mangel, som køberen var eller måtte være bekendt med ved aftalens indgåelse, medmindre der er holdepunkt herfor i aftalen, eller sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed.
9. §§ 78-79 affattes således:
Afhjælpning af mangler m.v. Køberens mangelsbeføjelser
§ 78. Lider salgsgenstanden af en mangel, kan køberen hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen eller omlevering efter reglerne i § 42, stk. 1, eller § 43, stk. 1 og 2. Køberen kan endvidere forlange, at sælgeren afhjælper mangelen, medmindre dette vil forvolde sælgeren uforholdsmæssig omkostning eller væsentlig ulempe. Ved artsbestemte køb kan sælgeren opfylde sin afhjælpningspligt ved at foretage omlevering. Stk. 2. Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav om afhjælpning er opfyldt. Må mangelen anses som uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe mangelen. Stk. 3 . Har køberen fremsat påkrav om afhjælpning efter stk. 1, og opfylder sælgeren ikke dette inden rimelig tid, kan køberen hæve købet eller, ved artsbestemte køb, kræve omlevering. Køberen kan endvidere lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger. § 78. Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen valget mellem 1) afhjælpning af mangelen, 2) levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen (omlevering), 3) et passende afslag i købesummen, eller 4) ophævelse af købet, hvis mangelen ikke er uvæsentlig. Stk. 2 . Køberen kan ikke kræve omlevering eller afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger. Der skal herved tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, mangelens betydning, og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for køberen. Stk. 3 . Tilbyder sælgeren afhjælpning eller omlevering, kan køberen ikke kræve et passende afslag i købesummen eller ophævelse af købet. Stk. 4 . Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade mangelen afhjælpe for sælgerens regning.
§ 79. Giver køberen meddelelse om en mangel, og tilbyder sælgeren at afhjælpe den eller at foretage omlevering, kan køberen ikke hæve købet eller kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen eller, ved tilbud om afhjælpning, omlevering. Dette gælder dog kun, hvis afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for køberen. § 79. Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden rimelig tid, jf. § 78, stk. 4, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed. Stk. 2 . Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering er opfyldt. Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe mangelen.
Reklamation over mangler 10. § 81 affattes således:
§ 81. Vil køberen påberåbe sig en mangel, skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han har eller burde have opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen. § 81 . Vil køberen påberåbe sig en mangel, skal han give sælgeren meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.
§ 83. Har køberen ikke inden et år efter salgsgenstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed. Stk. 2 . . 11. I § 83, stk. 1 , ændres »et år« til: »to år«.
12. § 85 affattes således:
§ 85. Vil køberen påberåbe sig en mangel over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han har eller burde have opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen. § 85. Vil køberen påberåbe sig en mangel over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal han give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom inden rimelig tid, efter at han har opdaget mangelen. I modsat fald taber han retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder, efter at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.
13. Efter § 86 indsættes:
Visse lovvalgsaftaler
§ 87. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og finder anvendelse på køb, der indgås efter lovens ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 2
Bilag 2