Forslag til Lov om ændring af afskrivningsloven\n(Ændringer som følge af tonnageskatteloven)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200122L00093@2002-02-06/da
Indhold
I lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 875 af 4. oktober 2001, foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 1, indsættes efter »for den enkelte virksomhed«: », jf. dog § 5 B«.
2. Efter § 5 A indsættes som § 5 B:
»§ 5 B. Skibe med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, afskrives på en særskilt saldo, når
1) den skattepligtige er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2, eller stk. 6,
2) den skattepligtige er omfattet af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a) og er hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, eller
3) skibet udlejes uden besætning (bareboat) eller erhverves med henblik på sådan udlejning.
Stk. 2. Afskrivning kan højst udgøre 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. For nybyggede skibe, som alene er omfattet af stk. 1, nr. 1-2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan afskrivning det første år, hvori der kan foretages afskrivninger, dog udgøre indtil 20 pct. af anskaffelsessummen, hvorefter den resterede del af anskaffelsessummen tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for det efterfølgende indkomstår. § 5, stk. 4-6, og § 6 finder ikke anvendelse.
Stk. 3. For skibe, som er omfattet af § 5, og som bliver omfattet af stk. 1-2, beregnes saldoen efter § 5 B ved en forholdsmæssig fordeling af den eksisterende saldo på grundlag af den regnskabsmæssige værdi af de pågældende skibe og den regnskabsmæssige værdi af øvrige aktiver. Reglerne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, når skibe omfattet af stk. 1-2 bliver omfattet af § 5.«
3. I § 28 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Der kan ikke foretages forskudsafskrivninger på skibe som, er omfattet af § 5 B.«
Stk. 1. Loven træder i kraft efter skatteministerens bestemmelse.
Stk. 2. For skibe, som undergives beskatning efter tonnageskatteloven fra og med indkomståret 2001 eller indkomståret 2002, har loven virkning fra og med det pågældende indkomstår. For øvrige skibe har loven virkning fra og med indkomståret 2003.
Stk. 3. Loven omfatter ikke skibe ejet af skattepligtige, som ikke driver rederivirksomhed, når skibene senest den 31. december 2002 er udlejet til en uafhængig lejer, jf. ligningslovens § 2, stk. 2.
Stk. 4. § 1, nr. 3, finder ikke anvendelse, når bindende aftale om bygning af skib er indgået senest den 31. december 2002.
Stk. 5. For skibe, som alene bliver omfattet af § 5 B, stk. 1, nr. 1-2, og som ikke undergives beskatning efter tonnageskatteloven, kan der i det første indkomstår, hvor loven får virkning, foretages afskrivninger med indtil 20 pct.
1. Generelt.
Det foreslås, at der som led i etableringen af en særlig tonnageskatteordning til sikring af danske rederiers internationale konkurrenceevne foretages en tilpasning af afskrivningsreglerne for skibe. Det foreliggende lovforslag skal således ses i nøje sammenhæng med det forslag til Lov om beskatning af rederivirksomhed (Tonnageskatteloven), som fremsættes samtidig hermed. For en nærmere redegørelse for tonnageskatteordningens indhold henvises til bemærkningerne til dette lovforslag.
Det foreslås, at der samtidig med etableringen af en tonnageskatteordning indføres særlige afskrivningssatser for skibe. Hovedreglen vil herefter være, at skibe som ejes af selskaber, eller som udlejes uden besætning (bare-boat) eller erhverves med henblik på udlejning, kan afskrives med indtil 12 pct. årligt. Det vil derfor være nødvendigt fremover at operere med to afskrivningssaldi en for skibe og en for andre aktiver.
Samtidig foreslås adgangen til at foretage forskudsafskrivninger på sådanne skibe fjernet. Der foreslås ikke ændringer i afskrivningsreglerne for andre erhvervsaktiver.
Efter forslaget til en tonnageskattelov vil der ikke kunne gives fradrag for afskrivninger på de skibe og driftsmidler, som omfattes af tonnageskatteordningen. Det er derfor nødvendigt yderligere at udskille tonnagebeskattede aktiver fra de aktiver, som ikke indgår i tonnageskatteordningen, og som fortsat vil kunne afskrives efter de almindelige regler. Dette vil ske i form af etablering af særlige overgangssaldi, når et rederi vælger at gå ind i tonnageskatteordningen.
Afskrivningslovens bestemmelser vil dog fortsat være gældende for tonnagebeskattede skibe i den forstand, at rederierne vil skulle foretage løbende nedskrivninger af skibe og driftsmidler efter afskrivningslovens maksimale satser, men uden at kunne føre disse nedskrivninger til fradrag. Under de betingelser, der er indeholdt i tonnageskatteforslaget, vil der skulle ske beskatning, hvis nedskrivninger eller afhændelse af aktiver medfører, at de særlige saldi bliver negative. Der henvises herom til bemærkningerne til forslaget til en tonnageskattelov, særligt bemærkningerne til lovforslagets §§ 16-20.
Tonnageskatteordningen vil kunne anvendes af danske selskaber og af faste driftssteder i Danmark af selskaber, der er hjemmehørende i andre EU-medlemsstater. Det vil inden for nærmere fastsatte afgrænsninger frit kunne vælges mellem tonnagebeskatning og almindelig beskatning. Hovedreglen vil være, at valg eller fravalg af tonnagebeskatning er bindende for 10 år.
Vælges almindelig beskatning, vil der fremover kunne foretages skattemæssige afskrivninger efter de satser, der fremgår af det her foreliggende lovforslag. Vælges tonnagebeskatning, skal der som nævnt føres særlige saldi, som løbende nedskrives med de tilsvarende satser.
2. Lovforslagets indhold.
Forslaget til ændrede afskrivningsregler indeholder følgende elementer:
1. Skibe på 20 tons eller derover, som ejes af danske selskaber m.v. eller af faste driftssteder af selskaber hjemmehørende i andre EU-lande, eller som udlejes uden besætning (bareboat) eller erhverves med henblik på sådan udlejning, afskrives på særskilt saldo og efter en afskrivningssats på højst 12 pct. Nybyggede skibe, som ejes af selskaber m.v., kan dog afskrives med 20 pct. det første år.
2. Der kan ikke længere forskudsafskrives på skibe, som omfattes af de ovenfor nævnte bestemmelser.
3. Der foreslås fastsat en overgangsordning , hvorefter de almindelige afskrivningsregler kan anvendes af skattepligtige, som ikke selv driver rederivirksomhed, og som senest den 31. december 2002 har udlejet skibet til en uafhængig lejer. Endvidere vil der kunne foretages forskudsafskrivninger på skibe, når bindende aftale om bygning af skib er indgået senest samme dato. Endelig foreslås som en overgangsordning, at skibe, som ejes af selskaber, og som ikke inddrages under tonnageskatteordningen, kan afskrives med indtil 20 pct. i det første indkomstår, hvor loven får virkning.
3. De gældende regler.
Efter de gældende regler indgår erhvervsmæssigt anvendte skibe sammen med andre driftsmidler på en samlet afskrivningssaldo. Saldoværdien i et givet år opgøres som saldoen ved årets begyndelse tillagt anskaffelsessummen for nyerhvervede driftsmidler og skibe og fratrukket salgssummen for afhændede driftsmidler og skibe. Saldoværdien kan ved den skattepligtiges indkomstopgørelse afskrives med indtil 25 pct., og det nedskrevne beløb udgør herefter saldoværdien ved det følgende indkomstårs begyndelse.
For selskaber m.v. gælder der den særlige bestemmelse for aktiver, som er udlejet, eller som erhverves med henblik på udlejning, at de ikke indgår i den afskrivningsberettigede saldo. Der kan ikke foretages afskrivninger i anskaffelsesåret, men der kan i stedet foretages særskilt afskrivning på de pågældende aktiver med indtil 50 pct. i året derefter. Den resterende del af anskaffelsessummen tillægges herefter afskrivningssaldoen.
Ved erhvervelse af skibe eller andre driftsmidler er der under forskellige betingelser mulighed for at foretage forskudsafskrivninger. Det er en betingelse, at den skattepligtige har truffet bindende aftale om levering af driftsmidlerne eller bygning af skibet - eller har planlagt at fremstille aktiverne i egen virksomhed - til levering eller færdiggørelse tidligst i det første og senest i det fjerde år efter bestillings- eller planlægningsåret. Det er endvidere en betingelse, at anskaffelsessummen overstiger et beløb på 1.155.800 kr. (2002-niveau, beløbet reguleres årligt).
Når disse betingelser er opfyldt, kan der foretages forskudsafskrivninger med indtil 15 pct. om året første gang i det indkomstår, hvor aktivet bestilles eller planlægges fremstillet, og sidste gang i det tredje indkomstår derefter. For aktiver, der erhverves med henblik på udlejning, kan der dog først forskudsafskrives i året efter bestillingsåret. Der kan højst forskudsafskrives i alt 30 pct.
Provenumæssige bemærkninger.
Som ovenfor anført skal lovforslaget ses i nøje sammenhæng med det forslag til Lov om beskatning af rederivirksomhed (Tonnageskatteloven), som fremsættes samtidig hermed. De to lovforslag udgør en helhed og skal også i provenumæssig henseende betragtes som sådan.
De provenumæssige bemærkninger, der er indeholdt i forslaget til en tonnageskattelov, medtager også de provenumæssige konsekvenser af det her foreliggende lovforslag. Der henvises derfor til bemærkningerne til forslaget til en tonnageskattelov.
Administrative bemærkninger.
Tonnageskatteordningen har alene betydning for en præcist defineret del af erhvervslivet, nemlig rederierhvervet. Skatteministeriet har på denne baggrund anmodet Danmarks Rederiforening om at vurdere de administrative konsekvenser af lovforslaget for erhvervslivet. Det er Rederiforeningens vurdering, at lovforslaget ud over mindre tilpasninger i forbindelse med overgang til tonnagebeskatning ikke vil have administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser for skattemyndighederne.
Erhvervsøkonomiske bemærkninger.
Der henvises til bemærkningerne til forslag til Lov om beskatning af rederivirksomhed (Tonnageskatteloven), som er fremsat sammen med det her foreliggende lovforslag.
Forholdet til EU-retten.
De foreslåede ændringer af afskrivningsloven har ikke i sig selv EU-retlige konsekvenser. Imidlertid er den tonnageskatteordning, som der samtidig er fremsat forslag om, statsstøtte efter EU-reglerne skal derfor godkendes af Kommissionen.
Positive konsekvenser Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Der henvises til Forslag til lov om beskatning af rederivirksomhed (tonnageskatteloven). Der henvises til Forslag til lov om beskatning af rederivirksomhed (tonnageskatteloven).
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Ingen væsentlige konsekvenser. Ingen væsentlige konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Der henvises til Forslag til lov om beskatning af rederivirksomhed (tonnageskatteloven). Der henvises til Forslag til lov om beskatning af rederivirksomhed (tonnageskatteloven).
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen væsentlige konsekvenser. Ingen væsentlige konsekvenser.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Ingen. (Tonnageskatteordningen skal godkendes efter EU s statsstøtteregler.) Ingen.
Lovforslaget har været til høring hos følgende organisationer m.v.:
Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening, Rederiforeningen for Mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erhvervenes Skattesekretariat, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen, Skattechefforeningen og Skatterevisorforeningen.
Lovforslaget har været sendt til høring sammen med forslaget om en tonnageskattelov. Der henvises til dette lovforslag for en oversigt over høringssvarene.
Ændringen er en konsekvens af de ændringer, der foreslås i § 1, nr. 2.
Der foreslås indsat en ny § 5 B i afskrivningsloven. Den foreslåede paragraf omhandler særlige afskrivningsregler for skibe.
Det foreslås i § 5 B, stk. 1, at skibe med en bruttotonnage på 20 tons eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, skal afskrives på en særskilt saldo, når ejeren er et selskab, eller når skibet udlejes uden besætning (bare-boat) eller erhverves med henblik på sådan udlejning. Det forhold, at en gruppe partredere udpeger den ene som bestyrende reder til at varetage den daglige drift af et skib, indebærer ikke i sig selv, at de øvrige partredere anses for at udleje et skib til den bestyrende reder på bare-boat-vilkår. Eventuelle tvivlstilfælde må afgøres konkret.
Det foreslås videre i stk. 2, at afskrivning for de pågældende skibe højst kan udgøre 12 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. For nybyggede skibe, som ejes og drives af selskabet selv, kan der efter forslaget i det første år afskrives indtil 20 pct. af anskaffelsessummen, når skibene ikke omfattes af tonnageskatteordningen. (Det følger heraf, at nedskrivninger i tonnageskatteordningen alene foretages med 12 pct. årligt.) Dette skal ses i sammenhæng med, at muligheden for forskudsafskrivning på skibe fjernes, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
De særlige regler, som findes for selskaber i afskrivningslovens § 5, stk. 4-6, om at aktiver, som er udlejet, eller som erhverves med henblik på udlejning, afskrives særskilt med indtil 50 pct. i året efter anskaffelsesåret, skal ikke finde anvendelse for skibe omfattet af den nye § 5 B. Det samme gælder reglerne i afskrivningslovens § 6 om straksafskrivning.
I stk. 3 fastsættes det, hvordan den særlige saldo efter den foreslåede § 5 B skal beregnes. Saldoen skal beregnes ved en forholdsmæssig fordeling af den eksisterende afskrivningssaldo efter den regnskabsmæssige værdi af de skibe, der omfattes af de nye bestemmelser, og den regnskabsmæssige værdi af øvrige aktiver. Samme fremgangsmåde anvendes efter forslaget til en tonnageskattelov ved beregningen af de særlige overgangssaldi, der skal opgøres ved overgang til tonnagebeskatning.
Hvis et skib har været afskrevet efter reglerne § 5 B og derefter overgår til anvendelse til et formål, så det vil kunne afskrives efter de almindelige regler i § 5, skal der ske en tilsvarende fordeling af den særlige saldo. Den del af den særlige saldo, som vedrører de skibe, som fremover vil være omfattet af de almindelige afskrivningsregler, flyttes over til den almindelige afskrivningssaldo.
Det foreslås, at reglerne i afskrivningslovens § 28 om forskudsafskrivning ikke skal være gældende for skibe, som er nævnt i § 5 B.
Det foreslås, at loven træder i kraft efter skatteministerens bestemmelse. Det er regeringens hensigt at sætte loven i kraft samtidig med tonnageskatteloven. Det foreslås, at loven får virkning fra og med indkomståret 2001 for skibe, som bliver omfattet af tonnageskatteordningen fra og med dette indkomstår. Tilsvarende foreslås det, at loven får virkning fra og med indkomståret 2002, hvis skibene bliver omfattet af tonnageskatteordningen fra og med dette år. For øvrige skibe foreslås det, at loven får virkning fra og med indkomståret 2003. Herved undgås, at reglerne ville kunne få skærpende virkninger med tilbagevirkende kraft.
Det foreslås videre i stk. 3 som en overgangsordning, at de hidtil gældende afskrivningsregler vil kunne anvendes for skibe, der ejes af skattepligtige, som ikke selv driver rederivirksomhed, og som derfor ikke vil kunne anvende tonnageskatteordningen, når de pågældende skibe senest den 31. december 2002 er udlejet til en uafhængig lejer, d.v.s. en lejer hvormed udlejeren ikke er koncernforbundet. Tilsvarende foreslås i stk. 4, at adgangen til at foretage forskudsafskrivning på skibe opretholdes i de tilfælde, hvor bindende aftale om bygning af skib er indgået senest den 31. december 2002.
Endelig foreslås det i stk. 5 som en overgangsbestemmelse, at selskaber, som ikke vælger beskatning efter tonnageskatteloven, kan afskrive skibe med op til 20 pct. i det første indkomstår, hvor loven får virkning.