Gelex

Forslag til Lov om ophævelse af lov om Den Grønne Fond, lov om pulje til grøn beskæftigelse, lov om støtte til forureningstruede vandindvindinger og om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om Ørestaden m.v.

GældendeVersion 2002-02-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200122L00133@2002-02-28/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Lov nr. 295 af 27. april 1994 om Den Grønne Fond ophæves.

Lov nr. 434 af 10. juni 1997 om pulje til grøn beskæftigelse ophæves.

Lov nr. 326 af 14. maj 1997 om støtte til forureningstruede vandindvindinger ophæves.

I lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 902 af 16. december 1998 og senest ved lov nr. 474 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til § 47 a »K apitel 14 a « udgår.

2. § 47 a ophæves.

I lov nr. 477 af 24. juni 1992 om Ørestaden m.v., som ændret senest ved § 11 i lov nr. 1230 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til §§ 10 og 11 » Ørestadsrådet « udgår .

2. §§ 10 og 11 ophæves.

3. I § 13, stk. 1, § 14, stk. 2, og § 15 udgår: » med bistand fra Ørestadsrådet «.

Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende, jf. dog § 7.

Reglerne i lov nr. 295 af 27. april 1994 om Den Grønne Fond, lov nr. 434 af 10. juni 1997 om pulje til grøn beskæftigelse, lov nr. 326 af 14. maj 1997 om støtte til forureningstruede vandindvindinger samt regler, der er fastsat med hjemmel i disse love, finder fortsat anvendelse på tilsagn om tilskud meddelt før lovens ikrafttræden, jf. § 6.

1. Baggrunden for lovforslaget

Med det foreliggende lovforslag ønsker regeringen at udmønte den foreslåede sanering af nedsatte råd, nævn og puljer, og dermed at skabe mulighed for at omprioritere indsatsen for de offentlige midler.

2. Lovforslagets formål og indhold

Der stilles forslag om ophævelse af lov nr. 295 af 27. april 1994 om Den Grønne Fond, lov nr. 434 af 10. juni 1997 om pulje til grøn beskæftigelse (Den Grønne Jobpulje) og lov nr. 326 af 14. maj 1997 om støtte til forureningstruede vandindvindinger (Vandfonden). Endvidere foreslås det at ændre i lov om beskyttelse af havmiljøet, således at koordinationsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål nedlægges, samt ændre lov om Ørestaden m.v., således at Ørestadsrådet nedlægges.

For så vidt angår de konkrete begrundelser for ophævelsen og ændringen af de nævnte love henvises til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

I forbindelse med nedlæggelsen af de tilskudsordninger, der har været administreret af Den Grønne Fond, Den Grønne Jobpulje og Vandfonden er det nødvendigt med en overgangsperiode, i hvilken allerede givne tilsagn om bevillinger administreres færdigt. Der er redegjort herfor under bemærkningerne til lovforslagets § 7.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Til Den Grønne Fond var der på Finanslov 2001 afsat en tilskudsbevilling på hhv. 28,9 mio. kr. i 2002, 28,7 mio. kr. i 2003 og 28,5 mio. kr. i 2004. Nedlæggelsen af Den Grønne Fond vil således umiddelbart medføre en besparelse på 28,9 mio. kr. i 2002. Derudover vil ophævelsen betyde en besparelse på 3,0 mio. kr. årligt i driftsmidler, heraf 4,3 årsværk. I løbet af 2002 spares 3 årsværk, og endelig udfasning vil ske i 2005.

Til Den Grønne Jobpulje var der på Finanslov 2001 afsat 28,2 mio. kr. årligt i tilskudsmidler i perioden 2002 til 2004. Umiddelbart vil nedlæggelsen af jobpuljen dermed medføre en besparelse på 28,2 mio. kr. i 2002. Derudover vil ophævelsen af loven betyde en besparelse på 3,0 mio. kr. årligt i driftsmidler, heraf 4,3 årsværk. I løbet af 2002 spares 3 årsværk, og endelig udfasning vil ske i 2004.

Den Grønne Jobpuljes tilskud sigter mod at skabe nye arbejdspladser indenfor miljøområdet. I 2001 var halvdelen af tilskudsmidlerne (ca. 14 mio. kr.) afsat til tilskud til grønne projekter indenfor det rummelige arbejdsmarked. Heraf blev i størrelsesordenen 7 mio. kr. anvendt til tilskud til amter og kommuners arbejde med at skabe job indenfor det rummelige arbejdsmarked. Dette tilskud bortfalder med ordningens ophør.

Til Vandfonden var der på Finanslov 2001 afsat en tilskudsbevilling på hhv. 39,7 mio. i 2002 og 31,6 mio. kr. i 2003 og 2004. Umiddelbart vil nedlæggelsen af Vandfonden således medføre en besparelse på 39,7 mio. kr. Derudover vil ophævelsen betyde en besparelse på 1,8 mio. kr. årligt i driftsmidler, heraf 5 årsværk. I løbet af 2002 spares 3 årsværk, og ved udgangen af 2003 vil de sidste 2 årsværk bortfalde.

I forhold til kommuner og amter vurderes nedlæggelsen af Vandfonden at medføre en mindre lettelse i de administrative opgaver, idet kommuners og amters sagsbehandling i tilknytning til Vandfondens administration af midlerne bortfalder.

For Den Grønne Fond, Den Grønne Jobpulje og Vandfonden er der givet tilskud og indgået kontrakter for projekter, som løber frem til hhv. 2005, 2004 og 2003. Disse projekter vil skulle administreres færdigt, hvilket bevirker, at der som anført ovenfor vil ske en udfasning af sparede årsværk.

Lovforslaget om nedlæggelse af koordinationsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål indebærer ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for hverken staten, kommunerne eller amtskommunerne.

Miljøministeriets Landsplanafdeling fungerer som sekretariat for Ørestadsrådet. Nedlæggelse af rådet betyder en besparelse for Miljøministeriet på 0,1 årsværk eller ca. 40.000 kr. årligt.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Tilskuddene fra Den Grønne Fond retter sig mod ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, som har til formål at fremme en mere miljøvenlig livsstil, og bortfald af fonden har således ikke erhvervs-økonomiske konsekvenser.

Den Grønne Jobpuljes tilskud sigter mod at skabe nye arbejdspladser indenfor miljøområdet. Baseret på de hidtidige erfaringer skønnes det, at cirka halvdelen af tilskudsmidlerne (14 mio. kr. årligt) ville være blevet anvendt til direkte støtte for erhvervsvirksomheder i form af støtte til markedsafprøvning af innovative miljøteknologier og grønne produkter. Denne støtte bortfalder ved nedlæggelsen af puljen.

De erhvervsgrene, som berøres i forbindelse med udførelse af støtteberettigede aktiviteter i medfør af lov om støtte til forureningstruede vandindvindinger, omfatter brøndborere, rørlæggere, smede osv. Det forventes, at ophævelsen af loven vil have begrænsede konsekvenser for erhvervet, idet de tiltag til forbedring af vandkvaliteten, som er omfattet af støtteordningen, sandsynligvis alligevel vil skulle foretages. Bortfald af støtten vil muligvis medføre at tiltag til forbedring af vandkvaliten i nogle tilfælde af økonomiske grunde vil blive udskudt og/eller ændret. Bortfald af forsknings- og udviklingsprojekter vil hovedsagelig kunne mærkes hos ingeniørfirmaer.

Forslaget om nedlæggelse af koordinationsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål indebærer ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget om nedlæggelse af Ørestadsrådet har ligeledes ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Det var tanken med Den Grønne Fond, at den skulle hjælpe aktiviteter i gang, der siden skulle finansieres andetsteds fra. Nedlæggelsen af fonden vil betyde, at en række projekter og initiativer, som har til formål at engagere befolkningen i at fremme en miljøvenlig udvikling, ikke længere kan opnå statslig medfinansiering, at der ikke kan bevilges nye løntilskud til grønne guider, og at støtte til driften af landsdækkende miljøorganisationer vil bortfalde. Såfremt den forudsatte alternative finansiering ikke tilvejebringes, må det forventes, at en række af de aktiviteter, som fonden har finansieret, fremover vil bortfalde eller blive reduceret.

Den Grønne Jobpulje blev oprettet på et tidspunkt med arbejdsløshed, som en midlertidig ordning, der havde til formål både at gavne beskæftigelsen og styrke miljøindsatsen. Puljen har støttet nyskabende miljøprojekter hos virksomheder, foreninger og myndigheder, og størstedelen af projekterne fortsætter efter støtteperioden og virker som foregangsprojekter på deres område. I 2001 har støtten været målrettet til to indsatsområder, med ca.14 mio. kr. til hvert område: Dels projekter indenfor det rummelige arbejdsmarked, dels projekter, der indebærer markedsmodning af innovative miljøteknologier og grønne produkter. Puljen nedlægges fordi arbejdsløsheden ikke længere er et af de mest påtrængende samfundsproblemer. Miljømæssigt betyder det, at der ikke længere afsættes statslige midler som specifikke økonomiske incitamenter på jobpuljens to indsatsområder.

Lovforslaget om ophævelse af Vandfonden indebærer, at der ikke længere ydes tilskud til forureningstruede vandindvindinger. Fremover vil etablering af ny boring eller tilslutning til andet vandværk således skulle finansieres fuldt ud af brugerne, hvilket formentlig vil indebære, at en række private boringer/brønde samt mindre vandværker nedlægges, idet der sker tilslutning til et andet vandværk. På længere sigt kan dette medvirke til mindre ændringer i den decentrale vandforsyningsstruktur og forskydninger i presset på grundvandsressourcerne. Herudover vurderes forslaget ikke at få miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet har ingen miljømæssige konsekvenser, da den nødvendige koordinering af de relevante myndigheders indsats med beskyttelse af havet mod den skibsbaserede forurening fortsat vil finde sted mellem myndighederne direkte.

Nedlæggelsen af Ørestadsrådet betyder, at Ørestadsselskabet og kommunerne i den videre planlægning af Ørestaden ikke løbende får bistand fra et udvalg med arkitektonisk, kunstnerisk og naturmæssig sagkundskab. Ørestadsselskabet og de planlæggende kommuner skal selv sikre kvaliteten i bebyggelsen og beskyttelsen og anvendelsen af naturområderne. Da der er tale om videreførelse af en i hovedlinierne fastlagt planlægning, skønnes nedlæggelsen af rådet ikke at ville få væsentlige miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

7. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Lovforslaget har været i høring hos AF i Vejle, Amtsrådsforeningen, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Bilfærgernes Rederiforening, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Private Vandværker, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Center for Byøkologi, Dansk Erhvervsgartneriforening, Danske Arkitekters Landsforbund, Dansk Erhvervsjordbrug, Danske Vandværkers Forening, Dansk Familielandbrug, Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Navigatørforening, Den Grønne Fonds bestyrelse (2001), Den Grønne Jobpuljes bestyrelse, Det Økologiske Råd, Finansministeriet, Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Friluftsrådet, Greenpeace, Grøn Information, Grønne Guiders Forening, Grønne Familier, HK, Håndværksrådet, IDA, Justitsministeriet, Kommunalteknisk Chefforening, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landboforeningerne, Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet, Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen Levende Hav, Landsforeningen Økologisk Byggeri, Landsforeningen Økologisk Jordbrug, LO, Maskinmestrenes Forening, Metal Søfart, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Netværket af grønne centre, Netværk for Grøn Guide Styregrupper, Netværket for Økologisk Folkeoplysning og Praksis, NOAH, Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for mindre skibe, Regnskovsgruppen Nepenthes, Sammenslutningen af Danske Havne, SID, Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening, Skibsværftforeningen, Socialministeriet, Søfartsstyrelsen, Trafikministeriet, Vandrådet (v/ formand Elin Møller), VesterGror, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Ørestadsselskabet, Ørestadsrådet, 92-gruppen.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Der spares 96,8 mio. kr. som var afsat på Finanslov 2001 for 2002. Bortfald af tilskud til grønne projekter under det rummelige arbejdsmarked i amter og kommuner i størrelsesordenen 7 mio. kr. årligt.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Staten sparer 9,1 årsværk i 2002. Der forventes en mindre lettelse i kommuners og amtskommuners administration som følge af bortfald af Vandfonden. Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Bortfald af tilskud til markedsafprøvning af innovative miljøteknologier og grønne produkter i størrelsesordenen 14 mio. kr. årligt.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Reduktion i omfanget af det lokale miljøarbejde samt i aktivitetsniveauet i de landsdækkende miljøorganisationer, i det omfang den forudsatte alternative finansiering ikke tilvejebringes. Reduktion i omfanget af statslige tilskud til grøn jobskabelse.

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Ingen

Det foreslås, at Den Grønne Fond nedlægges. Ophævelsen af loven betyder, at bekendtgørelse nr. 556 af 27. juni 1994 om ikrafttræden af lov om Den Grønne Fond og bekendtgørelse nr. 54 af 2. februar 1996 om Den Grønne Fond bortfalder, jf. dog § 7.

Fonden blev oprettet i 1994, jf. FT 1993-94: 5247, 5844, 8759, 8951; A 6173; B 767, med det formål at støtte initiativer, som har til formål at engagere befolkningen i at fremme en miljøvenlig og økologisk, herunder byøkologisk udvikling. Fonden skulle give økonomisk støtte til aktiviteter, der indebærer livsstilsændringer, som nedbringer ressourceforbruget og øger beskyttelsen af natur og miljø og især støtte nyskabende og tværgående initiativer samt initiativer til oplysning, uddannelse og erfaringsudveksling. Fondens aktiviteter har bestået i at give tilskud til en lang række projekter oftest udført af lokale frivillige kræfter og til oprettelse af et net af omkring 100 grønne guider, som informerer og rådgiver om miljøvenlig adfærd. Endvidere har fonden givet tilskud til en række landsdækkende organisationer, som arbejder med information og vidensformidling til befolkningen om miljøspørgsmål.

Fonden blev oprettet for at sætte gang i det folkelige miljøarbejde, og det er lykkedes. Det var i sin tid tanken, at fonden skulle hjælpe aktiviteter i gang - i forventning om, at når aktiviteterne havde fået fodfæste lokalt, ville der være villighed til at videreføre dem på basis af lokal finansiering eller anden alternativ finansiering. Det er regeringens opfattelse, at fondens virksomhed ikke er så vigtig som en række højere prioriterede opgaver, hvortil der må skaffes finansiering.

Det foreslås, at Den Grønne Jobpulje nedlægges. Samtidig med ophævelsen af loven vil bekendtgørelse nr. 693 af 27. august 1997 om Den Grønne Jobpulje og bekendtgørelse nr. 694 af forretningsordenen for bestyrelsen for Den Grønne Jobpulje bortfalde, jf. dog § 7. Loven blev vedtaget i 1997, jf. FT 1996-97: 6245, 6942, 7201; A 4812; B 909, 947. Puljen blev oprettet i 1997 som et af initiativerne til at skabe flere nye job og få flere i beskæftigelse. Hensigten var at skabe mulighed for, at indsatsen for miljøbeskyttelsen og indsatsen for beskæftigelsen kunne støtte hinanden.

Den Grønne Jobpulje har støttet en række konkrete nyskabende miljøprojekter hos private virksomheder, organisationer og offentlige institutioner, bl.a. inden for områder som miljøstyring, vedvarende energi, grundvandsbeskyttelse, miljøvenligt byggeri, økologiske fødevarer, affaldshåndtering, genanvendelse og naturgenopretning. Puljen har i perioden 1997-2001 støttet lidt over 600 projekter, og en evaluering af puljen viser, at der til at skabe en ny varig stilling er anvendt gennemsnitligt 250.000 kr. af puljens midler.

Arbejdsløsheden er langt lavere i dag, end da puljen blev oprettet, og det anses derfor for mere hensigtsmæssigt, at fremme af beskæftigelsen og sikringen af, at svage grupper kan deltage på arbejdsmarkedet, sker gennem generelle arbejdsmarkedspolitiske tiltag.

Det foreslås, at lov om støtte til forureningstruede vandindvindinger ophæves. Loven blev vedtaget i 1997, jf. FT 1996-97: 4609, 6227, 6535; A 3617; B 706. Endvidere medfører lovforslaget bortfald af de til loven knyttede bekendtgørelser, jf. dog § 7. Dette omfatter bekendtgørelse nr. 718 af 12. september 1997, senere ændret ved bekendtgørelse nr. 843 af 24. september 2001, samt bekendtgørelse nr. 719 af 12. september 1997 om forretningsorden for rådet vedrørende støtte til forureningstruede vandindvindinger (Vandrådet).

Ordningen blev etableret med det formål at støtte investeringer og andre aktiviteter som havde til formål at opretholde den decentrale vandforsyning. Enkeltindvindere samt mindre vandværker, som uforskyldt har været ramt eller truet af forurening, har kunnet opnå støtte til at etablere anden vandforsyning.

En mindre del af midlerne er blevet anvendt til forsknings- og udviklingsprojekter inden for henholdsvis grundvand og spildevand (aktionsplan). Grundvandsprojekterne har fokuseret på indsatsområder såsom videregående vandbehandling, vandkvalitet i vandinstallationer, metoder til bestemmelse af detergenter mv. Med hensyn til spildevandsprojekter har disse hovedsageligt drejet sig om udvikling af grønne renseanlæg, recirkulering af næringsstoffer fra by til land samt genbrug af regnvand og gråvand.

Ændringen af lov om beskyttelse af havmiljøet indebærer, at det af miljøministeren nedsatte udvalg, der koordinerer skibsrelaterede spørgsmål, nedlægges. Ved lov nr. 902 af 16. december 1998, jf. FT 1998-99: 523, 1305, 1493; A 174; B 18, fik miljø- og energiministeren hjemmel til at nedsætte et koordinationsudvalg, der skulle

1) følge den tekniske udvikling vedrørende forebyggelse af forurening fra skibe,

2) bistå Miljøstyrelsen med at samordne myndighedernes arbejde inden for dette område og

3) medvirke ved udarbejdelsen af regler vedrørende skibsrelaterede miljøspørgsmål.

For så vidt angår punkterne 1) og 3) tiltrædes koordinationsudvalget af repræsentanter for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer. Miljø- og energiministeren fastsætter, hvilke organisationer der skal være repræsenteret i udvalget. Miljø- og energiministeren fik samtidig hjemmel til at fastsætte en forretningsorden for koordinationsudvalget.

Udmøntningen af ovennævnte hjemler skete ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 77 af 13. januar 2000 af forretningsorden for Koordinationsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål. Denne bekendtgørelse ophæves samtidig. Koordinationsudvalget har siden oprettelsen 1. januar 2001 afholdt et møde.

Ørestadsloven, (lov nr. 477 af 24. juni 1992) blev vedtaget i 1992, jf. FT 1991-92: 84, 1805, 10661, 11116, A 263 og B 2663. Loven er ændret flere gange blandt andet i 1995, jf. ndf.

Ifølge Ørestadsloven udpeger miljøministeren et sagkyndigt råd, som skal yde Ørestadsselskabet I/S sagkyndig bistand i arkitektoniske spørgsmål og ved varetagelse af naturbeskyttelseshensyn. Ørestadsrådet bistår selskabet med en åben international arkitektkonkurrence om en helhedsplan for Ørestaden samt med offentlige arkitektkonkurrencer om bebyggelse af delområder i Ørestaden. Endelig skal rådet yde bistand til Frederiksberg Kommunes udarbejdelse af et kommuneplantillæg for bebyggelse af Frederiksberg stationsarealer.

Ifølge lovbemærkningerne til Ørestadsloven skal Ørestadsrådet sammensættes, så det besidder arkitektonisk, kunstnerisk og naturmæssig sagkundskab. Det forudsættes endvidere, at Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet får mulighed for at medvirke ved udpegningen af rådets natursagkyndige medlemmer. Rådet har 5 medlemmer. Formanden udpeges af miljøministeren, og ministeren godkender rådets vedtægter. Miljøministeriets Landsplanafdeling fungerer som sekretariat for rådet. Medlemmerne udpeges ifølge vedtægterne for en 4-årig periode. Det nuværende råds funktionsperiode udløb med udgangen af januar 2002.

En væsentlig del af de opgaver, som Ørestadsrådet skulle medvirke til at løse, er udført. Der er i 1994 med bistand fra rådet gennemført en international arkitektkonkurrence om forslag til en helhedsplan for Ørestad. På baggrund heraf blev der i 1995 med bistand fra rådet udarbejdet en helhedsplan. Helhedsplanen medførte i 1995 en lovændring, hvor naturområderne i Ørestad blev fastlagt på et bilag til loven (lov nr. 1074 af 20. december 1995), FT 1995-96: 1360, 1976, 2340, A 1744, B 95 og 314.

Efter fastlæggelsen af de overordnede rammer for udbygningen af Ørestad har Ørestadsrådet lagt vægt på, hvorledes det kan sikres, at Ørestad bliver en integreret del af det øvrige byområde, hvordan Ørestad kan blive en levende og mangfoldig by, hvordan der kan sikres en kvalitativ udformning af byens offentlige rum, samt hvorledes beskyttelsen og anvendelsen af naturområderne i Ørestad tilrettelægges bedst muligt.

På grundlag af helhedsplanen er der tilvejebragt rammer for lokalplanlægningen i Københavns Kommuneplan. Der er endvidere tilvejebragt lokalplaner for store offentlige byggerier i Ørestad Nord, hvor der i hver enkelt tilfælde har været gennemført arkitektkonkurrence. Der er ligeledes udarbejdet lokalplaner for Ørestad City og Ørestad City Nord. Med hensyn til Ørestad Syd er der på nuværende tidspunkt udarbejdet en samlet dispositionsskitse.

Ørestadsrådet har deltaget i udarbejdelsen af et udkast til en plejeplan for naturområderne. Ørestadsselskabet forventer, at en endelig plejeplan vil være færdig i foråret 2002.

Også arealerne omkring Frederiksberg Station er i dag kommune- og lokalplanlagt.

Til nr. 1 og 2

Ørestadsrådet foreslås nedlagt, fordi rådet, jf. ovenfor, i det væsentlige har opfyldt sin opgave. Bestemmelserne i Ørestadlovens §§ 10 og 11 foreslås derfor ophævet.

Til nr. 3

De foreslåede ændringer er en konsekvens af nedlæggelsen af Ørestadsrådet.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

For at kunne administrere de tilsagn om tilskud, der er givet af Den Grønne Fond, Den Grønne Jobpulje og Vandfonden foreslås det, at de 3 love, jf. §§ 1-3, samt de tilhørende bekendtgørelser fortsat skal finde anvendelse på de tilsagn om tilskud, der allerede er afgivet før denne lovs ikrafttræden.

Det forventes, at alle de bevilgede projekter under Den Grønne Fond vil være afsluttet i midten af 2005. Alle bevilgede projekter under Den Grønne Jobpulje forventes afsluttet inden udgangen af 2004, og under Vandfondsordningen forventes de sidste projekter afsluttet ultimo 2003.

Tilsagn om tilskud fra Den Grønne Fond har tidligere været givet af en bestyrelse på tre medlemmer, udpeget af miljøministeren. Tilsagn om tilskud fra Den Grønne Jobpulje har ligeledes været givet af en bestyrelse på tre medlemmer, udpeget af miljøministeren. Miljøministeren har ved § 4 i Vandfondsloven nedsat et råd, Vandrådet, som har truffet afgørelse i sager om tilskud fra Fonden. Sekretariatsbetjeningen har for alle de 3 ordninger været varetaget af Miljøstyrelsen.

Administrationen af allerede bevilgede tilskud varetages af Miljøstyrelsen indtil samtlige projekter er afsluttet.

Det forudsættes, at annullerede tilsagnsbeløb og eventuelt tilbagebetalte tilskud tilfalder statskassen.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering Lovforslaget

§ 4 I lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 902 af 16. december 1998 og senest ved lov nr. 474 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer:

Kapitel 14 a § 47 a . Miljø- og energiministeren nedsætter et koordinationsudvalg, der skal 1) følge den tekniske udvikling vedrørende forebyggelse af forurening fra skibe, 2) bistå Miljøstyrelsen med at samordne myndighedernes arbejde inden for dette område og 3) medvirke ved udarbejdelsen af regler vedrørende skibsrelaterede spørgsmål. Stk. 2. Ved behandlingen af spørgsmål i henhold til stk. 1, nr. 1 og 3, tiltrædes koordinationsudvalget af repræsentanter for arbejdstager- og arbejdsgiver organisationer. Miljø- og energiministeren fastsætter, hvilke organisationer der skal være repræsenteret i udvalget. Stk. 3 . Miljø- og energiministeren fastsætter en forretningsorden for koordinationsudvalget. 1. Overskriften til § 47 a »K apitel 14 a « udgår. 2. § 47 a ophæves.

§ 5. I lov nr. 477 af 24. juni 1992 om Ørestaden m.v., som ændret senest ved lov nr. 1230 af 27. december 1996, foretages følgende ændringer:

Ørestadsrådet 1. Overskriften til §§ 10 og 11 » Ørestadsrådet « udgår .

§ 10. Miljøministeren udpeger et sagkyndigt råd, Ørestadsrådet. Stk. 2. Rådet har 5 medlemmer, som besidder sagkundskab inden for kultur og natur. Formanden udpeges af miljøministeren. Stk. 3. Miljøministeren godkender rådets vedtægter. Stk. 4. Miljøministeren varetager sekretariatsfunktioner for rådet. 2. §§ 10 og 11 ophæves.

§ 11. Ørestadsrådet yder sagkyndig bistand til Ørestadsselskabet I/S i arkitektoniske spørgsmål og ved varetagelse af naturbeskyttelseshensyn. Stk. 2. Ørestadsrådet bistår selskabet med en åben international arkitektkonkurrence om en helhedsplan for Ørestaden. Stk. 3. Ørestadsrådet bistår selskabet med offentlige arkitektkonkurrencer om bebyggelse af Ørestadens delområder.

§ 13. Ørestadsselskabet I/S skal med bistand fra Ørestadsrådet på grundlag af en åben international arkitektkonkurrence tilvejebringe en helhedsplan for Ørestaden. 3. I § 13, stk. 1, § 14, stk. 2, og § 15 udgår: » med bistand fra Ørestadsrådet «.

Stk. 2. Helhedsplanen skal fastlægge bebyggelsens omfang og anvendelse samt den nærmere linieføring og stationsplacering for Ørestadsbanen. Helhedsplanen skal fastlægge den nærmere linieføring og udformning af Ørestads Boulevard.

Stk. 3. Helhedsplanen skal med udgangspunkt i stationsplaceringen fastlægge en etapedeling af udbygningen af Ørestaden.

Stk. 4. Før selskabet udarbejder helhedsplanen, skal resultaterne af den i stk. 1 nævnte arkitektkonkurrence offentliggøres. Selskabet skal forestå en oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat om helhedsplanens nærmere indhold, herunder især forholdet til de eksisterende bydele på Amager.

§ 14. Ørestadsselskabet I/S' helhedsplan indgår i grundlaget for Københavns Kommunes forslag til kommuneplantillæg.

Stk. 2. Selskabet kan med bistand fra Ørestadsrådet bestemme, at større bebyggelser i Ørestaden kun kan gennemføres efter afholdelse af en offentlig arkitektkonkurrence.

§ 15. Frederiksberg Kommune udarbejder med bistand fra Ørestadsrådet et kommuneplantillæg for bebyggelse af Frederiksberg stationsarealer. Den gennemsnitlige bebyggelsesprocent må ikke overstige 150.

§ 6. Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende, jf. dog § 7.

Versioner

  1. 2002-02-28