Forslag til Lov om ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække\n(Anvendelse af forarbejdet husdyrgødning)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200122L00144@2002-02-27/da
Indhold
I lov nr. 472 af 1. juli 1998 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække som ændret ved lov nr. 455 af 7. juni 2001 og lov nr. 1085 af 19. december 2001 foretages følgende ændringer:
1. § 7 ophæves.
2. § 10 affattes således:
» § 10. For planperioden skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof beregnes som summen af forbruget af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11, 11 a og 12, i anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, og i handelsgødning, jf. § 14. «
3. § 11, stk. 4, affattes således:
» Stk. 4. Virksomheden kan fratrække kvælstof i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødningen er afsat til en registreret virksomhed, jf. § 2, til biogas- og fællesanlæg eller til forarbejdningsanlæg. Endvidere kan virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for virksomheden, trække kvælstoffet i det afsatte gødningsprodukt fra i virksomhedens samlede forbrug af kvælstof. «
4. Efter § 11 indsættes:
» § 11 a. Den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde kvælstof i den forarbejdede husdyrgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af forarbejdet husdyrgødning. Hertil lægges den mængde kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, der i henhold til aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning er modtaget i planperioden.
Stk. 2. Virksomhedens primolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Virksomhedens ultimolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes af virksomheden efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder, der udbringer forarbejdet husdyrgødning i perioden 1. august 30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august 30. september. «
5. § 12 affattes således:
» § 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter for hver husdyrgødningstype den andel af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i husdyrgødning.
Stk. 2. Ministeren fastsætter regler for den andel af den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning.
Stk. 3. Ved blandinger af husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastsættes den andel, der skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof, som gennemsnittet af de fastsatte andele for de enkelte gødningstyper vægtet i forhold til den totale mængde kvælstof i gødningstyperne. For afgasset biomasse kan andelen dog fastsættes som andelen for svinegylle. «
6. § 13, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
» Ministeren fastsætter endvidere for hver type af anden organisk gødning end husdyrgødning den andel, som skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning samt regler om lageropgørelser for visse gødningsprodukter af denne type. «
7. I § 16, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter "husdyrgødning": ", oplagret forarbejdet husdyrgødning", og i stk. 1, 2. pkt. , samt i stk. 3 indsættes efter "husdyrgødning": ", den oplagrede forarbejdede husdyrgødning".
8. I § 21, stk. 4, nr. 2, indsættes efter "i husdyrgødning": ", forarbejdet husdyrgødning".
9. § 24 affattes således:
» § 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, skal indberette, hvortil der er afsat gødning, herunder den afsatte gødningstype og -mængde, samt kvælstofindholdet i den afsatte mængde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg skal indberette, hvorfra de modtager gødning, herunder gødningstypen og -mængden, samt kvælstofindholdet i den modtagne gødning. «
10. Efter § 24 indsættes:
» § 24 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for anlæg til forarbejdning af husdyrgødning og for forarbejdet husdyrgødning. «
11. § 29, stk. 1, affattes således:
» Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 2, stk. 3 og stk. 7, 2. pkt., § 5, § 18, stk. 1, § 21, stk. 1-5, § 22, stk. 1 og 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24 og § 27, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. «
12. § 32, stk. 1, affattes således:
» Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter med henblik på den planperiode, som en virksomhed for første gang er registreret i, regler om beregning af virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11 og 11 a, samt visse gødningsprodukter af anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt., regler om opgørelse af virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14, samt regler om bestemmelse af forfrugt, jf. § 6. «
Loven træder i kraft den 1. juli 2002.
1. Indledning
Lovforslaget fremsættes med henblik på ændring af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, jf. lov nr. 472 af 1. juli 1998, som ændret ved lov nr. 455 af 7. juni 2001 og ved lov nr. 1085 af 19. december 2001.
Om behandlingen af lov nr. 472 af 1. juli 1998 henvises til Folketingstidende 1997-98, sp. 879, 2144, 2561, A 1516 og 1553, B 434 og 714, samt C 494. Om behandlingen af lov nr. 455 af 7. juni 2001 henvises til Folketingstidende 2000-2001, s. 8609, 8951, 9229, A 7337, B 1754, samt C 1112. Om behandlingen af lov nr. 1085 af 19. december 2001 henvises til Folketingstidende 2001-2002 (2. samling) s. 116, 319, 358, A 156 og 160, B , samt C 6.
2. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget skal bidrage til at fremme udviklingen og anvendelsen af forarbejdningsanlæg for husdyrgødning, herunder gyllesepareringsanlæg. Dette skal ske ved at fjerne de barrierer i den gældende lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som stiller sig i vejen for udbredelsen af den nyeste teknologi. Barriererne knytter sig især til, at jordbrugerne efter den gældende lovgivning ikke i gødningsregnskabet kan fratrække den kvælstofmængde i forarbejdet husdyrgødning, som afsættes uden for virksomheden.
3. Lovforslagets baggrund
Der er i de senere år sket en betydelig udvikling af de teknologiske muligheder for forarbejdning af husdyrgødning, hvor gødningen opdeles i tørstof og væske. Anvendelsen af ny teknologi knytter sig især til gyllesepareringsanlæg, hvor der i dag findes forskellige metoder.
Ved de lavteknologiske metoder (f.eks. dekantercentrifugering) skilles næringsstofferne i et enkelt procestrin, hvor der produceres 2 gødningsfraktioner. Her udgør tørstoffraktionen kun ca. 25 pct. af husdyrgødningens oprindelige volumen og indeholder ca. 70 pct. af husdyrgødningens fosfor og ca. 20 pct. af kvælstoffet, mens resten af fosfor- og kvælstofindholdet er indeholdt i væskefraktionen. Ved højteknologisk gylleseparering koncentreres gyllens næringsstoffer i 2-3 tørstoffraktioner, herunder koncentrerede kvælstof- og fosforfraktioner, og i en stor væskefraktion med et lavt indhold af næringsstoffer.
Den primære miljømæssige fordel ved gylleseparering er, at der ved hjælp af denne teknologi kan produceres koncentrerede gødningsfraktioner med et meget højt indhold af næringsstoffer. Disse fraktioner er lettere at transportere over store afstande end almindelig uforarbejdet husdyrgødning. Det giver mulighed for en bedre fordeling og dermed udnyttelse af husdyrgødningens indhold af næringsstoffer og kan dermed bidrage til at begrænse udvaskningen af kvælstof, ligesom overskud af fosfor på husdyrbrug med fordel vil kunne overføres til planteavlsbrug over større afstande.
Anvendelse af sådanne forarbejdningsanlæg for husdyrgødning forventes derfor at kunne medvirke til en miljømæssig og økonomisk optimering af udnyttelsen af husdyrgødningens gødningsværdi, og husdyrproducenternes afhængighed af at råde over nærtliggende arealer til udbringning af husdyrgødning vil blive mindre. Der er dog endnu kun etableret ganske få forarbejdningsanlæg i Danmark, og de fleste gyllesepareringsanlæg befinder sig fortsat på forsøgs- og udviklingsstadiet.
For at fremme udviklingen og anvendelsen af forarbejdningsanlæg for husdyrgødning er der behov for at fjerne de barrierer i den gældende lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som stiller sig i vejen for udbredelsen af den nyeste teknologi. Det er således hensigten, at lovændringen skal understøtte jordbrugsvirksomhedernes anvendelse af ny teknologi til forarbejdning af husdyrgødning og sikre, at lovgivningen ikke i unødvendigt omfang lægger hindringer i vejen for udnyttelse af ny og mere miljøvenlig teknologi. Barriererne knytter sig især til virksomhedernes manglende mulighed for i gødningsregnskabet at fratrække den kvælstofmængde i forarbejdet husdyrgødning, som afsættes uden for virksomheden.
I medfør af landbrugsloven er der fastsat regler om, at der på en ejendom med husdyrhold skal være et vist arealtilliggende (arealkravet). Efter de nuværende regler vil der ud fra en konkret afvejning af forholdene kunne meddeles en tidsbegrænset dispensation fra arealkravet i situationer, hvor der er tale om alternative anvendelsesmuligheder for gødningen, eksempelvis forsøg med biogasanlæg, gylleseparationsanlæg m.v. Det er hensigten at tilpasse administrationen af landbrugslovens regler om arealkrav således, at der i et vist omfang kan meddeles dispensation fra arealkravet i forbindelse med etablering af et forarbejdningsanlæg, når der sker fraførsel af kvælstof fra virksomheden, der kan erstatte behovet for areal til udbringning af husdyrgødning, jf. harmonireglerne i Miljøministeriets bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. (husdyrgødningsbekendtgørelsen). Det vil bl.a. være et vilkår for dispensationen, at landmanden kan gøre rede for indholdet og afsætningen af den forarbejdede husdyrgødning, herunder at næringsstofferne vil blive fordelt gødningsmæssigt korrekt.
Miljøministeriet har oplyst, at det tilsvarende er hensigten at foretage ændringer i husdyrgødningsbekendtgørelsen med henblik på at begrænse de eksisterende barrierer for fremme af gyllesepareringsanlæg og lignende. Dette vil ske efter Folketingets behandling af nærværende lovforslag.
Hertil kommer, at det er hensigten at udarbejde en strategi med henblik på generelt at begrænse fosforudledningen fra landbrugsproduktionen.
Plantedirektoratets kontrolordninger er i foråret 2001 blevet gennemgået sammen med blandt andre repræsentanter for landbrugserhvervet. I den forbindelse foreslog erhvervets repræsentanter at forenkle udarbejdelsen af mark- og gødningsplaner ved at slå 1. års virkningen og eftervirkningen af husdyrgødning sammen. Eftervirkningen foreslås således i stedet indregnet i det år, hvor gødningen anvendes.
Endelig har Fødevareministeriet konstateret, at der er registreringspligtige virksomheder, som på trods af gentagne henvendelser fra Fødevareministeriet ikke har tilmeldt sig registeret over virksomheder, der er berettigede til at modtage handelsgødning uden at skulle betale kvælstofafgift. Der er behov for at sikre, at disse virksomheder bliver tilmeldt registeret, således at der fra dem kan indkaldes gødningsregnskaber, som kan kontrolleres.
4. Den gældende lov
Den gældende lov indeholder regler for omsætning og anvendelse af kvælstof i jordbruget for så vidt angår jordbrugsvirksomheder, der er optaget i Fødevareministeriets register over virksomheder, der er berettigede til at modtage handelsgødning uden at skulle betale kvælstofafgift.
I loven er der fastsat principper for beregning af det maksimalt tilladte forbrug af kvælstof og for beregning af den enkelte virksomheds forbrug af kvælstof i handelsgødning, husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning.
Til brug for beregningen af virksomhedens kvælstofforbrug er der fastsat regler for indberetning af til- og fraførsel af gødning, lageropgørelse og krav til den andel af det totale kvælstofindhold, der skal indgå i beregningen af forbruget af kvælstof (udnyttelsesprocenten). Ved beregning af kvælstofforbruget på en registreret virksomhed er det muligt at fratrække kvælstof i husdyrgødning, der er afsat til en anden registreret virksomhed eller til et biogasanlæg. Det er derimod ikke muligt at fratrække kvælstof i uforarbejdet husdyrgødning, der afsættes til et forarbejdningsanlæg eller kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, der afsættes uden for virksomheden.
Kvælstofforbruget skal indberettes til Fødevareministeriet, for at det kan sikres, dels at der ikke overgødskes, dels at der i medfør af lov om afgift på kvælstof i gødning m.m. kan opkræves afgift for kvælstofgødning, der indkøbes og anvendes af virksomheder og personer, der ikke er registrerede.
5. Lovforslagets indhold
Med lovforslaget indføres begrebet "forarbejdningsanlæg". Forarbejdningsanlæg er anlæg, der modtager husdyrgødning fra en eller flere husdyrproducenter, og som ved en forarbejdning af husdyrgødningen skaber produkter, der er forskellige fra udgangsmaterialet med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og/eller koncentrationen af gødningsstoffer. Som følge heraf foreslås det at supplere lovens eksisterende gødningsbegreber med "forarbejdet husdyrgødning", der defineres som de gødningstyper, der eksempelvis fremkommer ved opdelingen af gødningen i flere fraktioner i et gyllesepareringsanlæg eller ved fremstilling af gødningspiller af husdyrgødning.
De foreslåede ændringer vil give registrerede virksomheder mulighed for i gødningsregnskabet at fratrække kvælstof i husdyrgødning, der er afsat til et forarbejdningsanlæg, og kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, uanset hvem det afsættes til. Endvidere foreslås der indført regler for beregning af forbrug, lageropgørelse og krav til udnyttelsesprocent for forarbejdet husdyrgødning.
Det er hensigten at sikre, at hjemlen til at føre kontrol med husdyrgødningsproduktion og gødningens anvendelse også kommer til at omfatte de nye gødningsprodukter. Der foreslås endvidere skabt hjemmel til at kræve indberetning af salg eller afgivelse af gødning (både organisk og uorganisk gødning) uden for kredsen af registrerede virksomheder. Efter lovforslaget skal virksomheder, der forarbejder husdyrgødning, foretage indberetning til Fødevareministeriet af leverancer af kvælstofholdig gødning til og fra virksomheden.
Forarbejdet husdyrgødning, som ønskes afsat uden for kredsen af registrerede virksomheder, skal på samme måde som handelsgødning anmeldes og deklareres i henhold til reglerne i lov om gødning og jordforbedringsmidler m.m. (gødningsloven), og der skal betales kvælstofafgift i henhold til reglerne i lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.
Muligheden for at kunne afsætte forarbejdet husdyrgødning uden for kredsen af registrerede virksomheder vil tillige kunne anvendes af husdyrproducenter, som tørrer og oppresser gødning, for eksempel hønsegødning, med det formål at sælge produktet til haveejere.
Det foreslås, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri får mulighed for at fastsætte nærmere regler for forarbejdningsanlæg og for forarbejdet husdyrgødning, herunder f.eks. krav om registrering af forarbejdningsanlæg og krav om foranstaltninger, som har til hensigt at hindre spredning af husdyrsygdomme og zoonotiske smitstoffer ved afsætning af forarbejdet husdyrgødning. Zoonotiske smitstoffer kan fremkalde zoonoser, dvs. sygdomme og infektioner, som kan overføres fra dyr til mennesker.
Det er hensigten at anvende muligheden for at registrere forarbejdningsanlæggene til at følge udviklingen af den ny teknologi i en startfase på 2-5 år, og det er hensigten at stille krav om hygiejnisering, f.eks. i form af varmebehandling af forarbejdet husdyrgødning, der afsættes uden for kredsen af registrerede virksomheder, f.eks. til haveejere.
Det foreslås at give mulighed for, at jordbrugerne kan lagerføre visse gødninger af typen anden organisk gødning end husdyrgødning. Det gælder for eksempel urea, der er en kemisk fremstillet organisk gødning, men ikke slam- og spildevandsprodukter samt andre mere flygtige organiske produkter, der tilføres jordbrugsarealer som gødning.
Derudover foreslås det at forenkle udarbejdelsen af mark- og gødningsplaner ved at slå 1. års virkningen og eftervirkningen af husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning sammen. I stedet indregnes eftervirkningen i opgørelsen af kvælstofforbruget i det år, hvor gødningen udbringes.
Endelig foreslås lovens straffebestemmelser præciseret, således at der etableres hjemmel til, at en registreringspligtig virksomhed, der ikke tilmelder sig det i § 2 nævnte register senest 21 dage efter, at registreringspligten indtræder, straffes med bøde.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Der er på nuværende tidspunkt begrænsede erfaringer med anvendelsen af ny teknologi til separering af gylle og dermed med anvendelsesmulighederne for de forarbejdede gødningsprodukter. Endvidere er de kendte gyllesepareringsteknikker meget omkostningstunge.
Det er derfor vanskeligt at vurdere, hvor mange forarbejdningsanlæg, der vil blive etableret i løbet af de nærmeste år. Det er også vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang der vil blive solgt forarbejdet husdyrgødning uden for kredsen af registrerede virksomheder, som vil medføre et øget provenu til staten fra kvælstofafgiften.
Lovforslaget medfører imidlertid, at Fødevareministeriet og Skatteministeriet skal foretage administrative tilpasninger, hvilket er forbundet med visse omkostninger.
Til Fødevareministeriets administration af ændringerne vedrørende forarbejdet husdyrgødning forventes øgede omkostninger til den administration og kontrol, der er forbundet med virksomhedernes indberetning af til- og fraførsel af forarbejdede husdyrgødninger, og den administrative og fysiske kontrol af gødningsregnskaber. Endvidere vil der være omkostninger til tilpasninger i Fødevareministeriets EDB-registre.
Der forventes svagt forøgede administrative opgaver i forbindelse med registrering af og indberetninger fra nye leverandører af gødningsprodukter, med godkendelse af hygiejniseringsforanstaltninger samt med kontrol og behandling af gødningsregnskaber.
Forslaget om ophævelse af reglerne om eftervirkning af husdyrgødning m.v. vil medføre administrative lettelser for staten i mindre omfang.
De skønnede økonomiske konsekvenser for Fødevareministeriet fremgår af nedenstående skema:
Mio. kr. (faste priser) År 2002 år 2003 år 2004 år 2005
Administration og kontrol af loven 0,350 0,300 0,650 0,650
IT-udviklingsomkostninger 0,250 0,250
Merudgifter i alt 0,600 0,550 0,650 0,650
Mindreforbrug (ophævelse af regler om eftervirkning) 0,050 0,150 0,150 0,150
Nettomerudgifter 0,550 0,400 0,500 0,500
De skønnede økonomiske konsekvenser for Skatteministeriet fremgår af nedenstående skema:
Mio. kr. (faste priser) År 2002 år 2003 år 2004 år 2005
Systemtilretning og information 0,235 0 0 0
De anførte merudgifter afholdes inden for ministeriernes eksisterende rammer.
Anmeldelse og deklarering af forarbejdede husdyrgødningsprodukter i henhold til gødningsloven forventes i startfasen at få et meget begrænset omfang og vil være udgiftsneutral for staten, da ordningen er fuldt indtægtsdækket.
Forslaget skønnes ikke at få økonomiske og administrative konsekvenser for amter og kommuner.
7. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Etablering og drift af gyllesepareringsanlæg er forbundet med betydelige omkostninger, og der er endnu kun begrænsede erfaringer med anvendelsen af teknologien. Det er derfor vanskeligt at vurdere, hvor mange forarbejdningsanlæg der vil blive etableret i de nærmeste år.
Gennemførelse af lovforslaget vil give erhvervet mulighed for afsætning af forarbejdede husdyrgødningsprodukter, herunder afsætning af produkter til virksomheder og personer, der ikke er jordbrugere. Husdyrproducenternes behov for investeringer i opbevaringskapacitet og udbringningsareal til husdyrgødning vil dermed formentlig kunne reduceres i takt med, at teknologien udvikles og udbredes.
Producenter, der ønsker at sælge forarbejdede husdyrgødningsprodukter, skal i henhold til bekendtgørelse nr. 960 af 16. december 1998 om gødning og jordforbedringsmidler m.m. anmeldes til Plantedirektoratet, og skal i henhold til bekendtgørelse nr. 1219 af 18. december 2000 om betaling for kontrol med gødning og jordforbedringsmidler m.m. betale et anmeldelsesgebyr, et årligt grundgebyr samt et mængdegebyr for den mængde, der afhændes. Anmeldelsesgebyret var i 2001 1.300 kr., grundgebyret 1.300 kr. og mængdegebyret 0,78 kr. pr. ton. Endvidere er forarbejdede husdyrgødningsprodukter afgiftspligtige i henhold til lov nr. 418 af 26. juni 1998 om afgift af kvælstof indeholdt i gødning m.m. (kvælstofafgiftsloven), hvis det afsættes i pakninger på under 50 kg (p.t. er afgiften på 5 kr. pr. kg kvælstof, som produktet indeholder). Forarbejdet husdyrgødning, der overføres via husdyrgødningsaftaler, omfattes ikke af pligten til anmeldelse og ikke af reglerne i kvælstofafgiftsloven.
For danske virksomheder, der producerer forarbejdningsanlæg, kan en øget anvendelse af de tekniske muligheder skabe et godt hjemmemarked som grundlag for udvikling, produktion og afsætning af anlæg til forarbejdning af husdyrgødning.
8. Administrative konsekvenser for erhvervet
Afsætning og anvendelse af forarbejdet gødning indebærer yderligere administration for så vidt angår indberetning. Indberetningskravene svarer til dem, som allerede gælder for biogasanlæg, hvor det skal indberettes, hvilke virksomheder, der er modtaget gødning fra, og hvilke virksomheder, der er afsat gødning til. Derudover vil der være administrative opgaver i forbindelse med kontrol, anmeldelse og gebyrindbetaling samt eventuel indbetaling af kvælstofafgift af gødningsprodukterne.
Ud over at forarbejdningsanlægget skal registreres i et særligt register i Fødevareministeriet, vil administrationen ikke blive ændret for den registrerede jordbruger, som ejer et forarbejdningsanlæg, og som afsætter de forarbejdede produkter til en anden registreret virksomhed.
Ophævelsen af reglerne om eftervirkning af husdyrgødning m.v. vil give administrative lettelser for erhvervet, idet udarbejdelsen af mark- og gødningsplaner samt overdragelse af ejer- og brugerrettigheder forenkles.
Lovforslaget er fremsendt til høring i Økonomi- og Erhvervsministeriets testpanel. Resultatet heraf fremsendes til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, så snart det foreligger.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget åbner mulighed for en omfordeling over større afstande af næringsstoffer fra husdyrgødning, idet det vil være lettere at transportere og afsætte forarbejdede produkter. Herved kan gødningsstofferne udnyttes på en for miljøet mere hensigtsmæssig måde, således at risikoen for udvaskning af kvælstof mindskes, og udnyttelsen af de øvrige næringsstoffer i gødningen vil kunne øges.
Ved gylleseparering produceres der bl.a. fraktioner med stor koncentration af fosfor. Dette giver mulighed for en bedre udnyttelse af husdyrgødningens fosforindhold, idet der med begrænsede økonomiske omkostninger kan overføres overskuds-fosfor fra husdyrbrug til planteavlsbrug over større afstande.
Med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af tørstoffraktioner med højt indhold af næringsstoffer er det hensigten at tilrettelægge administrationen af landbrugslovens dispensationsbestemmelser således, at meddelelse af dispensation fra landbrugslovens arealkrav vil blive betinget af, at ansøgeren kan gøre rede for indholdet og afsætningen af den forarbejdede husdyrgødning, herunder at næringsstofferne især fosfor vil blive fordelt gødningsmæssigt korrekt.
Det er hensigten at fastsætte regler om, at den samlede kvælstofudnyttelse for den forarbejdede husdyrgødning fra et forarbejdningsanlæg mindst skal svare til den samlede kvælstofudnyttelse for den uforarbejdede husdyrgødning, som er tilført anlægget. Det vil sikre, at der som minimum opnås den samme samlede udnyttelse af kvælstoffet i den forarbejdede husdyrgødning, som af kvælstoffet i den uforarbejdede husdyrgødning.
Driften af forarbejdningsanlæg er energikrævende. Især er de højteknologiske anlæg til gylleseparering meget energikrævende.
Ved anvendelse af forarbejdningsanlæg vil der kunne spares transport af uforarbejdet gylle. Der vil imidlertid kunne forventes transport over længere afstande af koncentrerede næringsstoffraktioner fra separeringsprocessen.
Forslaget om at sammenlægge 1. års virkningen og eftervirkningen af husdyrgødning m.v. og i stedet indregne eftervirkningen i forbruget i det år, hvor gødningen udbringes, vurderes samlet set ikke at have nævneværdige miljømæssige konsekvenser.
10. Andre konsekvenser
Det forventes, at anvendelse af forarbejdningsanlæg vil kunne medføre, at gener fra større husdyrbrug vil kunne mindskes, idet lugtgener fra udbringning af forarbejdede produkter forventes at være mindre end fra uforarbejdet husdyrgødning. Endvidere vil udbringning af forarbejdet husdyrgødning ikke i samme grad være bundet til lokalområdet.
De omsætningsmuligheder for forarbejdet husdyrgødning, som lovforslaget lægger op til, kan også øge mulighederne for spredning af smitstoffer, bl.a. som en konsekvens af den forventede øgede transport af gødning samt muligheden for afsætning til privatpersoner. Det er derfor hensigten, at der efter en konkret vurdering kan stilles krav om hygiejnisering (f.eks. varmebehandling) af den forarbejdede husdyrgødning. Dette er især relevant, når de forarbejdede produkter sælges eller afgives til private haveejere eller til fødevareproducerende virksomheder som f.eks. gartnerier. Begrundelsen herfor er, at gødningen kan udgøre en risiko for spredning af smitstoffer, herunder zoonotiske smitstoffer som f.eks. salmonella, der kan overføres fra dyr til mennesker.
Den veterinære lovgivning foreskriver, at gylle fra besætninger under offentligt tilsyn, herunder zoonosetilsyn, skal nedpløjes på ejendommen. Dette regelsæt vil også i fremtiden blive opretholdt for at minimere sundhedsrisici for både dyr og mennesker. Det betyder bl.a., at gylle fra besætninger under offentligt tilsyn, herunder zoonosetilsyn, heller ikke i fremtiden vil tillades fraført oprindelsesejendommen.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Høring
Lovforslaget har været til høring hos følgende:
Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Bioscan A/S, Brancheudvalget for Frø, DAKOFO, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhvervsfrugtavl, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Familielandbrug, Dansk Industri, Dansk Juletræsdyrkerforening, Dansk Landbrugs Grovvareselskab a.m.b.a., Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Skovforening, Danske Slagterier, De Danske Skovdyrkerforeninger, Det Danske Fjerkræråd, De Samvirkende Danske Frøavlerforeninger, Forbrugerrådet, Friluftsrådet, Funki Manura A/S, Green Farm Energy A/S, Kommunernes Landsforening, Landboforeningerne, Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsraadet, Landsforeningen af danske Svineproducenter, Landsforeningen Den Lokale Andel, Landsforeningen Økologisk Jordbrug og Norsk Hydro A/S.
Lovforslaget har endvidere været forelagt Justitsministeriet, Miljøministeriet, Skatteministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet, herunder været til høring i et testpanel.
13. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner Visse meromkostninger for staten til administration, kontrol og tilpasning af EDB-registre.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Forslaget om sammenlægning af 1. års- og eftervirkningen af husdyrgødning m.v. vil medføre begrænsede administrative lettelser for staten. Svagt forøgede administrative opgaver i forbindelse med indberetninger fra nye leverandører af gødningsprodukter, samt med kontrol og behandling af gødningsregnskaber.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Øgede afsætningsmuligheder for nye gødningsprodukter. Øget mulighed for at skabe et hjemmemarked for udvikling, produktion og afsætning af forarbejdningsanlæg. Udgifter i forbindelse med anmeldelse af forarbejdet husdyrgødning m.h.p. salg. Afgift på kvælstofholdig gødning ved salg.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Forslaget om sammenlægning af 1. års- og eftervirkningen af husdyrgødning m.v. vil i mindre omfang medføre administrative lettelser for erhvervet. Leverandører af forarbejdede husdyrgødningsprodukter vil blive pålagt administration vedr. leverance, salg og kontrol af produkterne.
Miljømæssige konsekvenser Tiltagene forventes at indvirke positivt på miljøet, idet der vil være forbedrede muligheder for en optimal udnyttelse af husdyrgødningen, herunder en omfordeling af gødning over større afstande. Mindre transport af uforarbejdet husdyrgødning. Anvendelse af forarbejdningsanlæg især højteknologiske anlæg til gylleseparering er energikrævende. Øget transport af forarbejdede husdyrgødningsprodukter.
Andre konsekvenser Lugtgener fra udbringning af forarbejdede produkter forventes at være mindre end fra uforarbejdet husdyrgødning. Svagt øget risiko for spredning af husdyrsygdomme, herunder af sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Til nr. 1
Bestemmelsen vedrører beregning af eftervirkning af husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning udbragt i den foregående planperiode. Kvælstofindholdet i disse gødningstyper bliver til forskel fra handelsgødning tilgængeligt for afgrøderne over flere planperioder. Der er supplerende bestemmelser i § 12, stk. 1, og i § 13, stk. 2, der vedrører beregning af den andel af kvælstoffet i henholdsvis husdyrgødning og anden organisk gødning, der skal medregnes i udbringningsåret.
Med ændringen ophæves begrebet eftervirkning, idet bemyndigelserne i § 12, stk. 1, og i § 13, stk. 2, 2. pkt., fremover vil blive anvendt til at fastsætte andele, som dækker summen af andelen fra udbringningsåret og eftervirkningen, jf. bemærkningerne til nr. 5 og nr. 6 nedenfor.
Til nr. 2
Efter bestemmelsen beregnes virksomhedens forbrug af kvælstof som summen af kvælstofforbruget i alle de kvælstofholdige gødningstyper, der anvendes på virksomheden.
Med ændringen indføres begrebet "forarbejdet husdyrgødning". Forarbejdet husdyrgødning er gødningsprodukter fra forarbejdningsanlæg, jf. bemærkningerne til nr. 3 nedenfor. Forarbejdet husdyrgødning opdeles på baggrund af kvælstofindhold og -sammensætning i forskellige typer, idet forarbejdet husdyrgødning er et meget bredt begreb, der dækker både produkter med et højt gødningsindhold og produkter med lavt gødningsindhold, ligesom begrebet rummer såvel organiske som uorganiske produkter.
Det foreslås, at kvælstof i forarbejdet husdyrgødning i lighed med kvælstof i anden gødning skal indgå i gødningsplanlægning og regnskab på registrerede virksomheder. Der henvises supplerende til bemærkningerne til nr. 4 nedenfor, der omhandler beregning af registrerede virksomheders forbrug af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning.
Til nr. 3
Bestemmelserne i § 11 omhandler beregning af registrerede virksomheders forbrug af kvælstof i husdyrgødning. Som udgangspunkt beregnes virksomhedens forbrug på baggrund af mængden af produceret husdyrgødning, idet der dog er mulighed for at fratrække kvælstof i husdyrgødning, der er leveret til andre registrerede virksomheder eller til biogas- og fællesanlæg.
Med ændringen indføres en tilsvarende mulighed for at fratrække kvælstof i husdyrgødning, der er afsat til forarbejdningsanlæg. Størrelsen af fradraget beregnes på samme måde som for indgåede aftaler om overførsel af husdyrgødning (husdyrgødningsaftaler).
Forarbejdningsanlæg er anlæg, der modtager husdyrgødning fra en eller flere husdyrproducenter, og som ved en bearbejdning af husdyrgødningen skaber produkter, der er forskellige fra udgangsmaterialet med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og/eller koncentration af gødningsstoffer. Forarbejdningsanlæg kan ud over uforarbejdet husdyrgødning evt. modtage anden organisk gødning eller handelsgødning. Anlæggene er således karakteriseret ved de produkter, de modtager og afsætter, og betegnelsen er ikke knyttet til specifikke tekniske anlæg.
Ændringen indebærer endvidere, at registrerede virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, ved beregning af den totale mængde kvælstof i husdyrgødning kan fratrække afsat kvælstof i afgasset biomasse eller forarbejdet husdyrgødning. Dette er uanset, om den forarbejdede husdyrgødning er afsat til en registreret virksomhed eller til andre. Hvis den forarbejdede husdyrgødning afsættes til registrerede virksomheder kan kvælstoffet i den afsatte forarbejdede husdyrgødning trækkes fra på baggrund af aftaler om overførsel af husdyrgødning (husdyrgødningsaftaler). Hvis den forarbejdede husdyrgødning afsættes uden for kredsen af registrerede virksomheder, kan kvælstoffet trækkes fra på baggrund af en måling af kvælstofindholdet i de afsatte produkter.
Til nr. 4
Bestemmelsen er ny, men svarer til reglerne i §§ 11, 13 og 14 om beregning af registrerede virksomheders forbrug af kvælstof i henholdsvis husdyrgødning, anden organisk gødning end husdyrgødning og handelsgødning.
Med den nye bestemmelse gives der mulighed for, at ministeren kan fastsætte regler for registrerede virksomheders opgørelse af forbrug af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning i den enkelte planperiode og herunder om opgørelse af primo- og ultimolagre af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning.
Virksomhedens forbrug af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning opgøres på baggrund af oplysninger fra leverandøren om det totale indhold af kvælstof i den forarbejdede husdyrgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden tillagt virksomhedens primolager og fratrukket ultimolager. Type og mængde af forarbejdet husdyrgødning samt indhold af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning skal dokumenteres ved opgørelser fra leverandøren. Ved leverandøren forstås producenten, detailhandleren m.v. Herudover udgøres virksomhedens forbrug af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning af den via husdyrgødningsaftaler modtagne kvælstofmængde i forarbejdede husdyrgødningsprodukter.
Hvis virksomheden har et primolager af forarbejdet husdyrgødning, skal type, mængde og indhold kunne dokumenteres ved hjælp af opgørelser fra leverandøren for den forudgående planperiode. Lovændringen vil give mulighed for, at ministeren kan fastsætte regler om virksomhedens maksimale ultimolager af forarbejdet husdyrgødning. Dette svarer til de gældende regler for lagre af husdyrgødning.
Til nr. 5
Reglerne i § 12 vedrører beregning af den andel af det totale kvælstofindhold i husdyrgødning, der skal indregnes i forbruget i udbringningsåret (1. års virkning), idet kvælstofindholdet i husdyrgødning til forskel fra handelsgødning bliver tilgængeligt for afgrøderne over flere planperioder (eftervirkning). Der findes tilsvarende regler for anden organisk gødning end husdyrgødning i § 13, stk. 2. Der henvises supplerende til bemærkningerne til nr. 1 ovenfor.
Efter de gældende bestemmelser skal virksomheden foretage et fradrag i den samlede kvælstofkvote for eftervirkningen af husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, som er tilført virksomhedens marker i den forudgående planperiode.
Ændringen indebærer en forenkling af reglerne om opgørelse af kvælstofforbrug, idet sammenlægningen af andelen fra udbringningsåret og eftervirkningen betyder, at der i mark- og gødningsplanen efter ændringen kun vil skulle indregnes én samlet andel i udbringningsåret (udnyttelsesprocenten).
For jordbrugsvirksomheder, der år for år forbruger den samme kvælstofmængde i husdyrgødning, vil en sådan ændring ikke medføre ændringer i kvælstofhusholdningen. I de situationer, hvor jordbrugsvirksomheder øger tildelingen af husdyrgødning, f.eks. ved udvidelser af besætningen vil det i forhold til gældende regler medføre, at det beregnede forbrug af kvælstof vil være lidt højere end den kvælstofmængde, der reelt er tilgængelig for planterne i udbringningsåret. Det vil sige, at muligheden for kvælstoftildeling begrænses i det år, udvidelsen sker, men den ekstra indregnede kvælstofmængde vil dog frigives i efterfølgende år. Tilsvarende vil ske i situationer, hvor husdyrgødning ved aftale kun modtages og tilføres i en enkelt planperiode.
Ministeren fastsætter hvert år den andel, der er nævnt i § 12, stk. 1. Andelen kan ændres alt efter, hvor stor en del af det totale kvælstofindhold i husdyrgødningen, det er teknisk muligt at udnytte.
Fra og med planperioden 2002/2003 skal der ikke foretages fradrag i kvælstofkvoten for eftervirkning af gødning anvendt i den foregående planperiode. Andelen af gødning forbrugt i planperioden 2002/2003 vil derimod forøges med andelen, der tidligere er indregnet som eftervirkning.
I overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplan II er det hensigten at fastsætte de pågældende andele for planperioden 2002/2003 således:
1) svinegylle 75 %
2) kvæggylle 70 %
3) dybstrøelse 45 %
4) anden husdyrgødning 65 %
Med ændringen forøges andelen af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbrugt kvælstof i husdyrgødning i det år, hvor gødningen anvendes. Andelen, der skal anvendes til beregning af forbrugt kvælstof, øges med en størrelse svarende til de hidtil anvendte andele for eftervirkning.
Ministeren bemyndiges med ændringen endvidere til at fastsætte regler om den andel af det totale indhold af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, jf. § 12, stk. 2, der skal indgå ved beregning af kvælstofforbruget. Det er som udgangspunkt hensigten at fastsætte regler om, at andelen fastsættes på baggrund af oplysninger fra leverandøren af den forarbejdede husdyrgødning. Det er endvidere hensigten i medfør af § 24 a at fastsætte regler om, at den samlede kvælstofudnyttelse for den forarbejdede husdyrgødning fra et forarbejdningsanlæg mindst skal svare til den samlede kvælstofudnyttelse for den uforarbejdede husdyrgødning, som er tilført anlægget, jf. bemærkningerne til nr. 10.
Til nr. 6
Reglerne i § 13, stk. 2, vedrører beregning af den andel af det totale kvælstofindhold i anden organisk gødning end husdyrgødning, der skal indregnes i forbruget i udbringningsåret, idet kvælstofindholdet i disse gødninger ligesom i husdyrgødning bliver tilgængeligt for afgrøderne over flere planperioder. Der henvises supplerende til bemærkningerne til nr. 1 og til nr. 5 ovenfor.
Med ændringen sammenlægges andelen fra udbringningsåret og eftervirkningen for anden organisk gødning end husdyrgødning. Andelen, der skal anvendes til beregning af forbrugt kvælstof, øges med en størrelse svarende til de hidtil anvendte andele for eftervirkning.
For jordbrugsvirksomheder, der år for år forbruger den samme kvælstofmængde i anden organisk gødning end husdyrgødning, vil en sådan ændring ikke medføre ændringer i kvælstofhusholdningen, jf. bemærkningerne til pkt. 5 ovenfor. Dog udbringes visse typer af anden organisk gødning end husdyrgødning ikke hvert år. Det gælder f.eks. slam, der ofte kun udbringes hvert 3. år. I disse tilfælde vil det beregnede forbrug af kvælstof være lidt højere end den kvælstofmængde, der reelt er tilgængelig for planterne i udbringningsåret, men den ekstra indregnede kvælstofmængde vil dog frigives i efterfølgende år.
Fra og med planperioden 2002/2003 skal der som en følge af lovændringen ikke foretages fradrag i kvælstofkvoten for eftervirkning af anden organisk gødning end husdyrgødning anvendt i den foregående planperiode. Andelen af gødning forbrugt i planperioden 2002/2003 vil derimod skulle forøges med andelen, der tidligere blev indregnet som eftervirkning.
Ministeren fastsætter hvert år de andele af den totale mængde kvælstof i anden organisk gødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i gødningen. Det er hensigten for planperioden 2002/2003 at fastsætte følgende andele for de væsentligste gødningstyper i denne kategori:
1) kommunalt spildevandsslam 45 %
2) komposteret husholdningsaffald 20 %
3) kartoffelfrugtsaft 50 %
4) pressesaft fra grønpillefabrikation 40 %
Andelene kan ændres alt efter, hvor stor en del af det totale kvælstofindhold i anden organisk gødning, det er teknisk muligt at udnytte.
Som hidtil fastsætter ministeren herudover den andel, der skal anvendes ved fastsættelse af forbruget af kvælstof i andre typer af anden organisk gødning end nævnt ovenfor, og leverandører af denne type gødning kan fortsat efter ansøgning anmode om en konkret fastsættelse af andelens størrelse.
Med ændringen bemyndiges ministeren endvidere til at fastsætte regler om lageropgørelse af visse gødninger af typen anden organisk gødning end husdyrgødning ved overgang fra en planperiode til en anden. Dette er nyt, idet det ikke tidligere har været muligt for registrerede virksomheder at overføre lagre af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning fra en planperiode til en anden.
Det er hensigten, at bemyndigelsen skal bruges for de gødninger, som er sammenlignelige med handelsgødning, og f.eks. er kendetegnede ved et højt tørstofindhold, og ved at det kan omsættes på samme måde som handelsgødning. Dette gælder eksempelvis for urea og visse typer af pelleterede organiske gødninger, der er udviklet til brug i gartnerier.
Det er hensigtsmæssigt, at jordbrugeren har en mulighed for at indkøbe og opbevare gødning til brug i en senere planperiode, når produkterne er lagerfaste. Det er derimod ikke hensigten, at bemyndigelsen skal omfatte affald fra industri- eller spildevandsanlæg.
Til nr. 7
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af indførelsen af gødningsbegrebet forarbejdet husdyrgødning. Ændringen foreslås for at give samme betingelser for forarbejdet husdyrgødning som for husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, når gødningen overdrages før udløb af en planperiode.
Til nr. 8
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af indførelsen af gødningsbegrebet forarbejdet husdyrgødning. Ændringen foreslås for at give samme betingelser for angivelse af forbruget af kvælstof i husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning.
Til nr. 9
Bestemmelsen skal sikre, at kontrolmyndigheden har adgang til oplysninger om mængden af til- og fraført kvælstof for de enkelte registrerede virksomheder samt biogas- og fællesanlæg i hver planperiode.
Med ændringen af bestemmelsen tilføjes forarbejdningsanlæg for husdyrgødning, og ministeren bemyndiges bl.a. til at fastsætte regler for indberetning af registrerede virksomheders leverancer til andre end registrerede virksomheder.
Eksempelvis vil ministeren kunne fastsætte regler om, at virksomheder, der sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, herunder forarbejdet husdyrgødning, til registrerede virksomheder, hvert år inden en af ministeren nærmere fastsat dato skal indsende oplysninger om den afsatte mængde til tilsynsmyndigheden.
Endvidere vil ministeren kunne fastsætte regler om, at registrerede virksomheder, biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg, der sælger eller afgiver handelsgødning, afgasset biomasse eller forarbejdet husdyrgødning uden for kredsen af registrerede virksomheder, hvert år inden en af ministeren nærmere fastsat dato skal indsende oplysninger om den afsatte mængde til tilsynsmyndigheden. Tilsvarende regler kan af ministeren fastsættes for biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg, der sælger eller afgiver anden organisk gødning end husdyrgødning.
Ministeren vil også kunne fastsætte regler for, at biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg, der modtager husdyrgødning, hvert år inden en af ministeren nærmere fastsat dato skal indsende oplysninger om den modtagne mængde til tilsynsmyndigheden. Tilsvarende regler kan af ministeren fastsættes for biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg, der modtager anden organisk gødning end husdyrgødning eller handelsgødning.
Ved salg eller afgivelse kan ministeren fastsætte regler om, at indberetningen skal indeholde oplysninger om, hvilke registrerede eller ikke registrerede virksomheder, identificeret ved bl.a. CVR-, SE- eller CPR-nummer, navn og adresse, der er solgt eller afgivet kvælstofholdig husdyrgødning til. Indberetningen skal for hver virksomhed indeholde oplysninger om den totale mængde kvælstofholdig husdyrgødning, samt det totale indhold af kvælstof i og typen af den husdyrgødning, der er solgt eller afgivet til virksomheder i den senest afsluttede planperiode. Ved salg eller afgivelse af gødning til personer, der ikke er opført i registret, skal indberetningen udelukkende indeholde oplysninger om hvilke gødningstyper og kvælstofmængder, der samlet er afsat til denne gruppe.
Ved modtagelse kan ministeren fastsætte regler om, at indberetningen skal indeholde oplysninger om, hvilke registrerede eller ikke registrerede virksomheder, identificeret ved bl.a. CVR-, SE- eller CPR-nummer, navn og adresse, der er modtaget kvælstofholdig husdyrgødning fra. Indberetningen skal for hver virksomhed indeholde oplysninger om den totale mængde kvælstofholdig husdyrgødning, samt det totale indhold af kvælstof i og typen af den modtagne husdyrgødning, der er modtaget fra virksomheder i den senest afsluttede planperiode. Ved modtagelse af husdyrgødning fra personer, der ikke er opført i registret, skal indberetningen udelukkende indeholde oplysninger om hvilke gødningstyper og kvælstofmængder, der samlet er modtaget fra denne gruppe.
Til nr. 10
Bestemmelsen er ny og giver ministeren mulighed for at fastsætte regler for de virksomheder, som etablerer forarbejdningsanlæg, samt til at fastsætte særlige krav til forarbejdet husdyrgødning og til anvendelsen af denne.
Det er hensigten, at der som udgangspunkt vil blive stillet krav om registrering af forarbejdningsanlæg. Det skønnes hensigtsmæssigt, at udviklingen i antal anlæg og i teknologien følges, fordi teknologien i øjeblikket har begrænset udbredelse og befinder sig på forsøgs- og udviklingsstadiet. Bestemmelsen vil også give mulighed for, at ministeren, hvis det senere viser sig nødvendigt, kan fastlægge retningslinier for hvilke typer anlæg, der kan betegnes som forarbejdningsanlæg i lovens forstand.
Det er også hensigten at fastsætte regler om, at der for det enkelte forarbejdningsanlæg stilles krav om, at den samlede kvælstofudnyttelse for den forarbejdede husdyrgødning (summen af forarbejdningsprodukterne) mindst skal svare til den samlede kvælstofudnyttelse for den uforarbejdede husdyrgødning, som tilføres anlægget. Tilførslen til anlægget beregnes på grundlag af kvælstofmængder og de tilsvarende andele, som skal indgå ved beregningen af kvælstofforbruget (udnyttelsesprocenterne), opgjort efter reglerne i denne lov. Fraførslen fra anlægget beregnes på grundlag af kvælstofmængder og de tilsvarende andele, som skal indgå ved beregning af kvælsstofforbruget, opgjort for det pågældende forarbejdningsanlæg. Det vil sikre, at der som minimum opnås den samme samlede udnyttelse af kvælstoffet i den forarbejdede husdyrgødning, som af kvælstoffet i den uforarbejdede husdyrgødning.
Det er endvidere hensigten at stille krav om hygiejnisering af den forarbejdede husdyrgødning, der ønskes afhændet uden for kredsen af registrerede virksomheder, f.eks. til haveejere, eller til fødevareproducerende virksomheder som f.eks. gartnerier. Det samme kan vise sig at være relevant, hvis den forarbejdede husdyrgødning fra et anlæg afsættes til en meget bred kreds af jordbrugsvirksomheder og transporteres over meget store afstande.
Hygiejnisering kan f.eks. ske ved varmebehandling, der dræber de sygdomsfremkaldende bakterier og dermed reducerer en eventuel smittefare. Det vil for de pågældende anlæg være relevant at stille krav om, at forarbejdningsanlægget og hygiejniseringsprocessen skal godkendes af de veterinære myndigheder. Ved den højteknologiske gyllesepareringsproces sker der normalt en hygiejnisering i forbindelse med separeringen.
Krav om hygiejnisering kan være nødvendigt for at hindre spredning af zoonotiske smitstoffer og husdyrsygdomme ved afsætning af forarbejdet husdyrgødning. Forarbejdet husdyrgødning kan ligesom almindelig husdyrgødning indeholde smitstoffer, og der kan således være en vis sygdomsrisiko forbundet med produkterne, herunder risiko for spredning af sygdomme inden for husdyrproduktionen. En nærmere vurdering af denne risiko kan indebære, at der kan blive behov for at stille krav om hygiejnisering, inden forarbejdet husdyrgødning må afsættes uden for den virksomhed, hvor den er produceret. Særligt i forbindelse med afgivelse eller salg til anvendelse i private haver eller til fødevareproducerende virksomheder kan ubehandlet forarbejdet husdyrgødning udgøre en potentiel risiko for spredning af zoonotiske smitstoffer. I øvrigt ændrer lovforslaget ikke ved, at gylle fra besætninger under offentligt tilsyn, herunder zoonosetilsyn, heller ikke i fremtiden vil tillades fraført oprindelsesejendommen.
Til nr. 11
§§ 29 og 30 omhandler lovens straffebestemmelser.
Ændringen af § 29 omfatter en henvisning til § 2, stk. 7, 2. pkt. Dette indebærer, at såfremt en registreringspligtig virksomhed overtræder bestemmelsen, dvs. ikke tilmelder sig det i § 2 nævnte register senest 21 dage efter, at registreringspligten er indtrådt, så straffes virksomheden efter bestemmelsen med bøde. Hensigten er at sikre, at registreringspligtige virksomheder tilmeldes registeret, således at gødningsregnskaber fra disse virksomheder kan indkaldes og kontrolleres. Fødevareministeriet har konstateret, at der er registreringspligtige virksomheder, som på trods af gentagne henvendelser fra ministeriet ikke har tilmeldt sig registeret.
Til nr. 12
I bestemmelsen er der fastsat regler for opgørelse af kvælstofforbrug på nyetablerede virksomheder.
Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af, at § 7 om eftervirkning ophæves.
Med ændringen forenkles reglerne i de situationer, hvor der i forudgående planperiode er anvendt husdyrgødning og anden organisk gødning på arealer, som overdrages til anden jordbrugsvirksomhed. Hidtil har overdrageren i disse situationer afgivet oplysninger til den nye bruger af arealerne om, hvor store mængder husdyrgødning og anden organisk gødning, der er anvendt på arealerne i den forudgående planperiode. Det har vist sig vanskeligt for nye brugere af sådanne arealer at få opgjort eftervirkningen.
Med henblik på fastsættelse af nærmere regler som anført i lovforslaget, således at disse kan få virkning for den kommende planperiode, der starter 1. august 2002, foreslås lovens ikrafttræden fastsat til 1. juli 2002.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov Rk. 1. Gældende formulering Lovforslaget Rk. 2. § 7. Virksomhedens samlede kvote for kvælstof skal efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fradrages en andel af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, der er brugt i den foregående planperiode, jf. §§ 11-14. 1. § 7 ophæves. Rk. 3. 2. § 10 affattes således: Rk. 4. § 10. For planperioden skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof beregnes som summen af forbruget af kvælstof i husdyrgødning, jf. §§ 11 og 12, anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, og handelsgødning, jf. § 14. » § 10. For planperioden skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof beregnes som summen af forbruget af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11, 11 a og 12, i anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, og i handelsgødning, jf. § 14. « Rk. 5. § 11 . - - - 3. § 11, stk. 4 , affattes således: Rk. 6. Stk. 2-3. - - - Rk. 7. Stk. 4. Virksomheden kan alene fratrække kvælstof i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødning er afsat til en registreret virksomhed, jf. § 2, eller til biogas- og fællesanlæg. Stk. 5-6 . - - - » Stk. 4. Virksomheden kan fratrække kvælstof i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødningen er afsat til en registreret virksomhed, jf. § 2, til biogas- og fællesanlæg eller til forarbejdningsanlæg. Endvidere kan virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for virksomheden, trække kvælstoffet i det afsatte gødningsprodukt fra i det samlede forbrug af kvælstof. « Rk. 8. 4. Efter § 11 indsættes: Rk. 9. » § 11 a . Den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde kvælstof i den forarbejdede husdyrgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af forarbejdet husdyrgødning. Hertil lægges den mængde kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, der i henhold til aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning er modtaget i planperioden. Rk. 10. Stk. 2 . Virksomhedens primolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Virksomhedens ultimolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes af virksomheden efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder, der udbringer forarbejdet husdyrgødning i perioden 1. august 30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august 30. september. « Rk. 11. 5. § 12 affattes således: Rk. 12. § 12 . Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de andele af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i husdyrgødning. » § 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter for hver husdyrgødningstype den andel af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i husdyrgødning. Rk. 13. Stk. 2 . Ved blandinger af husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastsættes den andel, der skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof, som gennemsnittet af de fastsatte andele for de enkelte gødningstyper vægtet i forhold til den totale mængde kvælstof i gødningstyperne. For afgasset biomasse kan andelen dog fastsættes som andelen for svinegylle. Stk. 2 . Ministeren fastsætter regler for den andel af den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning. Rk. 14. Stk. 3 . Ved blandinger af husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastsættes den andel, der skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof, som gennemsnittet af de fastsatte andele for de enkelte gødningstyper vægtet i forhold til den totale mængde kvælstof i gødningstyperne. For afgasset biomasse kan andelen dog fastsættes som andelen for svinegylle. « Rk. 15. 6. § 13, stk. 2 , 2. pkt. , affattes således: Rk. 16. § 13. - - - Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler for bestemmelse af kvælstofindholdet i anden organisk gødning end husdyrgødning. Ministeren fastsætter endvidere de andele, som skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning. » Ministeren fastsætter endvidere for hver type af anden organisk gødning end husdyrgødning den andel, som skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning samt regler om lageropgørelser for visse gødningsprodukter af denne type. « Rk. 17. § 16. Hvis den registrerede virksomhed før udløb af planperioden overdrager oplagret husdyrgødning eller anden organisk gødning, skal virksomheden opgøre en ultimobeholdning på overdragelsestidspunktet, jf. § 11, stk. 3. Oplysninger om ultimobeholdning gives skriftligt til den, der overtager den oplagrede husdyrgødning eller anden organisk gødning. Ultimobeholdningen henregnes til denne, jf. dog stk. 2 og 3. 7. I § 16, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter "husdyrgødning": ", oplagret forarbejdet husdyrgødning", og i stk. 1, 2. pkt. , samt i stk. 3 , indsættes efter "husdyrgødning": ", den oplagrede forarbejdede husdyrgødning". Rk. 18. Stk. 2 . - - - Rk. 19. Stk. 3 . På grundlag af ultimobeholdning, jf. stk. 1-3, opgøres kvælstofforbruget for planperioden for den virksomhed, der overdrager den oplagrede husdyrgødning eller anden organisk gødning, for den forløbne del af planperioden indtil overdragelsestidspunktet. Rk. 20. § 21 . - - - Stk. 2-3 . - - - Stk. 4 . Gødningsplanen skal foreligge senest den 31. marts i den pågældende planperiode og angive - - - virksomhedens planlagte forbrug af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. §§ 10-13, og - - - Stk. 5-6 . - - - 8. I § 21, stk. 4, nr. 2 , indsættes efter "i husdyrgødning": ", forarbejdet husdyrgødning". Rk. 21. 9. § 24 affattes således: Rk. 22. § 24 . Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, skal indberette, hvilke virksomheder der er afsat gødning til, herunder den afsatte gødningstype og mængde, samt kvælstofindholdet i den afsatte mængde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg skal indberette, hvilke virksomheder de modtager gødning fra, herunder gødningstypen og mængden, samt kvælstofindholdet i den modtagne gødning. » § 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, skal indberette, hvortil der er afsat gødning, herunder den afsatte gødningstype og mængde, samt kvælstofindholdet i den afsatte mængde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg skal indberette, hvorfra de modtager gødning, herunder gødningstypen og mængden, samt kvælstofindholdet i den modtagne gødning. « Rk. 23. 10. Efter § 24 indsættes: Rk. 24. » § 24 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for anlæg til forarbejdning af husdyrgødning og for forarbejdet husdyrgødning. « Rk. 25. 11. § 29, stk. 1, affattes således: Rk. 26. § 29. Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 2 og 3, § 5, § 18, stk. 1, § 21, stk. 1-5, § 22, stk. 1 og 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24 og § 27, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Stk. 2-5. --- » Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 2, stk. 3 og stk. 7, 2. pkt., § 5, § 18, stk. 1, § 21, stk. 1-5, § 22, stk. 1 og 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24 og § 27, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. « Rk. 27. 12. § 32, stk. 1 , affattes således: Rk. 28. § 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter med henblik på den planperiode, som en virksomhed for første gang er registreret i, regler om beregning af den andel af det totale indhold af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning tilført i den forudgående planperiode, der skal fradrages virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. § 7, om beregning af virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning, jf. § 11, om opgørelse af virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14, samt om bestemmelse af forfrugt, jf. § 6. Stk. 2 . - - - » Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter med henblik på den planperiode, som en virksomhed for første gang er registreret i, regler om beregning af virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11 og 11 a, samt visse gødningsprodukter af anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt., regler om opgørelse af virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14, samt regler om bestemmelse af forfrugt, jf. § 6. «
Gældende formulering Lovforslaget
§ 7. Virksomhedens samlede kvote for kvælstof skal efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fradrages en andel af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, der er brugt i den foregående planperiode, jf. §§ 11-14. 1. § 7 ophæves.
2. § 10 affattes således:
§ 10. For planperioden skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof beregnes som summen af forbruget af kvælstof i husdyrgødning, jf. §§ 11 og 12, anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, og handelsgødning, jf. § 14. » § 10. For planperioden skal virksomhedens samlede forbrug af kvælstof beregnes som summen af forbruget af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11, 11 a og 12, i anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, og i handelsgødning, jf. § 14. «
§ 11 . - - - 3. § 11, stk. 4 , affattes således:
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. Virksomheden kan alene fratrække kvælstof i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødning er afsat til en registreret virksomhed, jf. § 2, eller til biogas- og fællesanlæg. Stk. 5-6 . - - - » Stk. 4. Virksomheden kan fratrække kvælstof i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødningen er afsat til en registreret virksomhed, jf. § 2, til biogas- og fællesanlæg eller til forarbejdningsanlæg. Endvidere kan virksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for virksomheden, trække kvælstoffet i det afsatte gødningsprodukt fra i det samlede forbrug af kvælstof. «
4. Efter § 11 indsættes:
» § 11 a . Den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde kvælstof i den forarbejdede husdyrgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af forarbejdet husdyrgødning. Hertil lægges den mængde kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, der i henhold til aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning er modtaget i planperioden.
Stk. 2 . Virksomhedens primolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Virksomhedens ultimolager af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning fastsættes af virksomheden efter regler fastsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder, der udbringer forarbejdet husdyrgødning i perioden 1. august 30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august 30. september. «
5. § 12 affattes således:
§ 12 . Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de andele af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i husdyrgødning. » § 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter for hver husdyrgødningstype den andel af den totale mængde af kvælstof i husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i husdyrgødning.
Stk. 2 . Ved blandinger af husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastsættes den andel, der skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof, som gennemsnittet af de fastsatte andele for de enkelte gødningstyper vægtet i forhold til den totale mængde kvælstof i gødningstyperne. For afgasset biomasse kan andelen dog fastsættes som andelen for svinegylle. Stk. 2 . Ministeren fastsætter regler for den andel af den totale mængde af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning, som skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof i forarbejdet husdyrgødning.
Stk. 3 . Ved blandinger af husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastsættes den andel, der skal anvendes ved beregning af forbruget af kvælstof, som gennemsnittet af de fastsatte andele for de enkelte gødningstyper vægtet i forhold til den totale mængde kvælstof i gødningstyperne. For afgasset biomasse kan andelen dog fastsættes som andelen for svinegylle. «
6. § 13, stk. 2 , 2. pkt. , affattes således:
§ 13. - - - Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler for bestemmelse af kvælstofindholdet i anden organisk gødning end husdyrgødning. Ministeren fastsætter endvidere de andele, som skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning. » Ministeren fastsætter endvidere for hver type af anden organisk gødning end husdyrgødning den andel, som skal anvendes ved beregningen af forbruget af kvælstof i anden organisk gødning end husdyrgødning samt regler om lageropgørelser for visse gødningsprodukter af denne type. «
§ 16. Hvis den registrerede virksomhed før udløb af planperioden overdrager oplagret husdyrgødning eller anden organisk gødning, skal virksomheden opgøre en ultimobeholdning på overdragelsestidspunktet, jf. § 11, stk. 3. Oplysninger om ultimobeholdning gives skriftligt til den, der overtager den oplagrede husdyrgødning eller anden organisk gødning. Ultimobeholdningen henregnes til denne, jf. dog stk. 2 og 3. 7. I § 16, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter "husdyrgødning": ", oplagret forarbejdet husdyrgødning", og i stk. 1, 2. pkt. , samt i stk. 3 , indsættes efter "husdyrgødning": ", den oplagrede forarbejdede husdyrgødning".
Stk. 2 . - - -
Stk. 3 . På grundlag af ultimobeholdning, jf. stk. 1-3, opgøres kvælstofforbruget for planperioden for den virksomhed, der overdrager den oplagrede husdyrgødning eller anden organisk gødning, for den forløbne del af planperioden indtil overdragelsestidspunktet.
§ 21 . - - - Stk. 2-3 . - - - Stk. 4 . Gødningsplanen skal foreligge senest den 31. marts i den pågældende planperiode og angive - - - virksomhedens planlagte forbrug af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. §§ 10-13, og - - - Stk. 5-6 . - - - 8. I § 21, stk. 4, nr. 2 , indsættes efter "i husdyrgødning": ", forarbejdet husdyrgødning".
9. § 24 affattes således:
§ 24 . Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, skal indberette, hvilke virksomheder der er afsat gødning til, herunder den afsatte gødningstype og mængde, samt kvælstofindholdet i den afsatte mængde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg skal indberette, hvilke virksomheder de modtager gødning fra, herunder gødningstypen og mængden, samt kvælstofindholdet i den modtagne gødning. » § 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstofholdig gødning, skal indberette, hvortil der er afsat gødning, herunder den afsatte gødningstype og mængde, samt kvælstofindholdet i den afsatte mængde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg samt forarbejdningsanlæg skal indberette, hvorfra de modtager gødning, herunder gødningstypen og mængden, samt kvælstofindholdet i den modtagne gødning. «
10. Efter § 24 indsættes:
» § 24 a. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler for anlæg til forarbejdning af husdyrgødning og for forarbejdet husdyrgødning. «
11. § 29, stk. 1, affattes således:
§ 29. Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 2 og 3, § 5, § 18, stk. 1, § 21, stk. 1-5, § 22, stk. 1 og 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24 og § 27, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Stk. 2-5. --- » Med bøde straffes den, der overtræder § 2, stk. 2, stk. 3 og stk. 7, 2. pkt., § 5, § 18, stk. 1, § 21, stk. 1-5, § 22, stk. 1 og 2, § 23, stk. 1 og 3, § 24 og § 27, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. «
12. § 32, stk. 1 , affattes således:
§ 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter med henblik på den planperiode, som en virksomhed for første gang er registreret i, regler om beregning af den andel af det totale indhold af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning tilført i den forudgående planperiode, der skal fradrages virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. § 7, om beregning af virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning, jf. § 11, om opgørelse af virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14, samt om bestemmelse af forfrugt, jf. § 6. Stk. 2 . - - - » Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter med henblik på den planperiode, som en virksomhed for første gang er registreret i, regler om beregning af virksomhedens primolager af kvælstof i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 11 og 11 a, samt visse gødningsprodukter af anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt., regler om opgørelse af virksomhedens primolager af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14, samt regler om bestemmelse af forfrugt, jf. § 6. «