Gelex

Forslag til Lov om ophævelse af lov om fremme af udbyttedeling og oprettelse af sociale fonds\n(Ophævelse af Udbyttedelingsnævnet)

GældendeVersion 2002-02-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200122L00145@2002-02-28/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

Lov nr. 131 af 16. april 1957 om fremme af udbyttedeling og oprettelse af sociale fonds ophæves.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

I henhold til Udbyttedelingslovens § 2 har Udbyttedelingsnævnet til opgave at fremme udbyttedeling med oprettelse af sociale fonds, herunder at bistå med udarbejdelse af vedtægter og lign. Nævnet kan bl.a. efter anmodning vejlede herom eller kan selv rette henvendelse til virksomheder med opfordring om udbyttedeling. Ved lov nr. 85 af 25. marts 1961 ophævedes revisionsbestemmelsen i lovens § 5.

Udbyttedelingsnævnet har ikke været indkaldt til møde siden 1972, og det har således heller ikke været udgifts- eller ressourcekrævende de sidste mange år. Den almindelige samfundsudvikling har overhalet en institution som Udbyttedelingsnævnet, og på den baggrund foreslås det at nedlægge nævnet.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Ingen.

Erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen.

Forholdet til EU-retten

Ingen.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Ingen.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende: Dansk Arbejdsgiverforening , Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Ledernes Hovedorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Positive konsekvenser / mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser / merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Til nr. 1

Det forslås at ophæve lov om fremme af udbyttedeling og oprettelse af sociale fonds. Ophævelsen er begrundet i Regeringens ønske om at skære overflødige offentlige råd og nævn bort. Der har ikke siden 1972 været afholdt møde i Udbyttedelingsnævnet. Nævnet har således ingen funktion i dag.

Det forslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Bilag 1

Bilag I

Lov nr. 131 af 16. april 1957 om fremme af udbyttedeling og oprettelse af sociale fonds Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 Med det formål at fremme samarbejdet og den fælles økonomiske interesse mellem virksomhedernes ledelse og medarbejderne nedsættes der et nævn på i alt 10 medlemmer til varetagelse af de i denne lov omhandlede opgaver. Nævnets formand udnævnes af kongen og en næstformand af økonomi- og arbejdsministeren. Inden for formandskabet skal være repræsenteret juridisk og nationaløkonomisk eller teknisk sagkundskab. Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund udpeger hver 2 medlemmer af nævnet. Håndværksrådet, Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger, Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer samt Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund udpeger hver 1 medlem. Samtlige medlemmers funktionstid fastsættes til 3 år. Ved behandling af sager, der kræver særlig sagkundskab, kan formandskabet tilkalde sagkyndige, der uden at have stemmeret kan deltage i behandlingen af de pågældende sager. § 2 Nævnet har følgende opgaver: 1) efter anmodning fra virksomheders ledelse at vejlede virksomhederne ved udarbejdelse af regler for udbyttedeling i forbindelse med oprettelse af sociale fonds, herunder at bistå med udarbejdelse af vedtægter o. lign.; 2) at rette henvendelse til virksomheder med opfordring til indførelse af udbyttedeling i forbindelse med oprettelse af sociale fonds eller til forbedring eller videreudvikling af eksisterende ordninger i vedkommende virksomhed; 3) at overveje begrundede henvendelser fra samarbejdsudvalg eller anden repræsentation for funktionærer eller arbejdere i virksomheden med henblik på et eventuelt initiativ i henhold til punkt 2); 4) at udarbejde og offentliggøre standardvedtægter for udbyttedelingsordninger og sociale fonds samt på anden måde sprede almindelig oplysning om disse forhold; 5) at følge arbejdsforholdenes udvikling og at rette henvendelse til økonomi- og arbejdsministeren eller til arbejder-, funktionær- og arbejdsgiverorganisationer i tilfælde, hvor det finder, at en ændring i gældende love, vedtægter, praksis eller lignende vil være ønskelig for derigennem at fremme indførelsen eller udbygningen af udbyttedelingsordninger i forbindelse med sociale fonds; 6) at fremkomme med forslag til økonomi- og arbejdsministeren om andre foranstaltninger, der kan virke til fremme af udbyttedelingsordninger i forbindelse med oprettelse af sociale fonds. § 3 Nævnet skal under sit arbejde med henblik på oprettelse af udbyttedelingsordninger i forbindelse med sociale fonds, jfr. § 2, tilstræbe, at nedennævnte retningslinjer følges:

1. Virksomhederne bør som løn udbetale mindst den på stedet sædvanlige løn for lignende arbejde. 2. Ordningen bør ikke kunne ophæves af virksomheden eller ændres til ugunst for de ansatte med kortere varsel end 3 år. 3. Ingen gruppe af ansatte bør favoriseres eller tilsidesættes, idet der dog kan tages hensyn til de beskæftigedes lønindkomst, anciennitet, alder, arbejdsmæssige funktion inden for virksomheden, ægteskabelige stilling og forsørgerpligt over for børn. 4. For så vidt en del af det beløb, der anvendes til udbyttedeling eller henlægges til sociale fonds, forbliver i virksomheden, bør det straks udskilles på en sådan måde, at ejendomsretten klart er gået endeligt over til de beskæftigede, og det bør af vedtægterne fremgå, hvorledes der senere skal kunne disponeres over disse midler. § 4 De med nævnets virksomhed forbundne udgifter, herunder vederlag til nævnets medlemmer, afholdes af statskassen. § 5 Forslag til revision af nærværende lov bliver at fremsætte senest i folketingsåret 1960-61. Givet på Amalienborg, den 16. april 1957. Under Vor Kongelige Hånd og Segl. FREDERIK R. Lov nr. 85 af 25. marts 1961 om ændring af lov om fremme af udbyttedeling og oprettelse af sociale fonds. VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 5 i lov nr. 131 af 16. april 1957 om fremme af udbyttedeling og oprettelse af sociale fonds udgår. Givet på Christiansborg Slot, den 25. marts 1961. FREDERIK R.

Versioner

  1. 2002-02-28