Forslag til Lov om ændring af lov om VækstFonden
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200122L00156@2002-03-13/da
Indhold
I lov om VækstFonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 1. marts 2001, foretages følgende ændringer:
1. § 3, stk. 1, 3. pkt. affattes således:
» To medlemmer udpeges efter indstilling fra Danmarks Erhvervsråd og et medlem udpeges efter indstilling fra Rådet for teknologi og innovation. «
2. § 3, stk. 2, 1. pkt. , ophæves.
3. I § 4 a indsættes som nyt stk. 1 :
»Fonden forestår administrationen af anvendte midler omfattet af finansieringsinstrumenterne efter § 2, stk. 4 og 5, og § 2, stk. 7, nr. 4, herunder kan fonden ændre på afviklingsvilkår som led i rekonstruktioner m.v.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
4. I § 4 a, stk. 1 , der bliver stk. 2, ændres » litra a « til: » nr. 1 «.
5. § 4 b ophæves.
6. § 5, stk. 2 , affattes således:
» Stk. 2. Inden for en bevillingsramme fastsat på finansloven tilføres VækstFonden kapitalindskud fra staten for budgetterede underskud og administrationsudgifter for garantier ydet efter § 2, stk. 4 og 5, i det pågældende år. VækstFonden kan desuden inden for rammerne af § 3, stk. 5, anvende en del af sin egenkapital til dækning af budgetterede underskud og administrationsudgifter for garantier ydet efter § 2, stk. 4. VækstFonden hæfter for ikke-budgetterede underskud på garantierne. Staten hæfter dog for de udstedte garantier, hvis garantiforpligtelserne ikke kan dækkes af fondens egenkapital. «
7. I § 12, stk. 2 , ændres » borgerlig straffelovs « til: » straffelovens «.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. § 1, nr. 3, træder dog i kraft den 1. januar 2003.
Lovforslagets indhold
Nærværende lovforslag er til dels en genfremsættelse af det lovforslag om ændring af lov om VækstFonden og lov om erhvervsudvikling, som den daværende regering fremsatte den 24. oktober 2001 (L 55). Dette lovforslag bortfaldt ved afholdelse af nyvalg. Lovforslaget indeholder ændringer i bestemmelserne om VækstFondens lokalisering og administration, mens de tidligere forslag til ændringer i forbindelse med innovationsmiljøernes administration er udeladt, som følge af, at disse ressortmæssigt nu henhører under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Det indgår i lovforslaget, at VækstFonden overtager al administration og sagsbehandling vedr. lånegarantier. I dag overgår sagerne til Finansstyrelsen fra det øjeblik, hvor VækstFonden giver tilsagn om garanti.
VækstFondsloven er senest ændret i Folketingsåret 2000-2001 ved lov nr. 105 af 13. februar 2001. Nærværende lovforslag indeholder kun mindre justeringer og redaktionelle ændringer i forhold til den gældende lov. Det er med ændringerne overordnet tilsigtet at gøre VækstFonden bedre rustet til fortsat at løse sin stadigt mere vigtige opgaver med tilvejebringelse af kapital til danske innovative virksomheder. Dette skal ske på den for virksomhederne mest smidige måde med en aktiv anvendelse af fondens kapital, så denne giver det bedst mulige samfundsøkonomiske afkast og kommer flest mulige virksomheder til gode.
Erhvervsudviklingsrådet har hidtil indstillet 3 medlemmer til VækstFondens bestyrelse. Da Erhvervsudviklingsrådets opgaver efter ressortomlægningen nu fordeles mellem Danmarks Erhvervsråd og Rådet for teknologi og innovation, foreslås det, at Danmarks Erhvervsråd indstiller to medlemmer af bestyrelsen, mens Rådet for teknologi og innovation indstiller et medlem.
I den gældende lov er der et krav om, at VækstFonden skal bo på samme adresse som Erhvervsfremme Styrelsen, nu Erhvervs- og Boligstyrelsen. Der er ikke længere nogen faglig begrundelse for lovkravet om fælles beliggenhed. Tilsvarende er det i loven fastsat, at Finansstyrelsen administrerer lånegarantierne fra det tidspunkt, hvor VækstFonden har givet garanti. Dette har medført økonomiske og administrative uhensigtsmæssigheder, hvorfor det foreslås, at VækstFonden får det fulde ansvar herfor. Virksomheder og pengeinstitutter skal i fremtiden kunne aftale deres kapitalforhold direkte med fonden uden indblanding fra andre offentlige myndigheder.
Lånegarantiordningen i VækstFondsloven - den såkaldte VækstKaution - blev etableret i august 2000 på baggrund af drøftelserne i Industriens Udviklingsgruppe, der udmøntede sig i lov nr. 410 af 31. maj 2000 om ændring af lov om VækstFonden og lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven).
Samtidig blev der afsat 25 mio. kr. årligt på finansloven til dækning af VækstFondens budgetterede underskud og administrationsudgifter forbundet med ordningen. De årlige budgetterede tab og administrationsudgifter skal afholdes inden for denne ramme. Den nuværende lovgivning hindrer, at fonden anvender en del af sin egenkapital til dækning af disse omkostninger.
Efterspørgslen efter lånegarantierne har været så stor, at den givne ramme på finansloven ikke har været tilstrækkelig. Dette må alene tages som udtryk for, at der særligt til afholdelse af udviklingsomkostninger i virksomhederne har været et udækket behov for risikovillig kapital. Det har også været baggrunden for, at Folketingets Finansudvalg i oktober 2001 bevilgede yderligere 10 mill. kr. til ordningen. I 2002 er der på regeringens forslag til finanslov ligeledes afsat 25 mio. kr. til ordningen.
I henhold til de gældende regler (§ 5, stk. 2) kan VækstFonden inden for de rammer, der er fastsat på finansloven, dække budgetterede udgifter og administrationsudgifter for garantier for pengeinstitutters udlån til udviklingsaktiviteter i mindre virksomheder (§ 2, stk. 4) og for lånegarantier til medfinansiering af jobskabelse på særlige vilkår (§ 2, stk. 5).
En vedtagelse af lovforlaget vil give fonden en større fleksibilitet til en flerårig planlægningshorisont, idet fonden vil få adgang til at anvende en del af egenkapitalen til dækning af budgetterede tab. Herved vil de hyppige justeringer af ordningen kunne undgås. Fonden vil derved få mulighed for på længere sigt at finde et mere stabilt leje for lånegarantiordningen, som kan dækkes inden for de årlige finanslovsbevillinger.
Det er således på sigt meningen, at de budgetterede udgifter og administrationsomkostninger set over en årrække skal holdes inden for de rammer, der afsættes på finansloven.
Administrative og økonomiske konsekvenser for stat, amt og kommuner
Lovforslaget har ikke umiddelbart økonomiske konsekvenser for stat, amt og kommuner, men forslaget fører dog til beskedne aflastninger af Erhvervs- og Boligstyrelsen samt Finansstyrelsen. Lovforslaget berører ikke det statslige personaleforbrug.
Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget vurderes at have en vis positiv effekt for virksomhederne, fordi de midlertidige stop for lånegarantierne kan undgås. Forslaget letter de administrative byrder for modtagere af garantier fra VækstFonden, da al administration og sagsbehandling af allerede udstedte garantier samles i VækstFonden. Tidligere overgik garantisagerne til Finansstyrelsen fra det øjeblik, hvor VækstFonden gav tilsagn om en garanti. Virksomhederne skal derfor med forslaget kun henvende sig ét sted, hvilket medfører en begrænset lettelse for de ca. 700 virksomheder der indtil nu har fået bevilget en lånegaranti. På samfundsplan er der dog ikke tale om væsentlige administrative lettelser. Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Administrative Lettelser, der vurderer, at det i lyset af de begrænsede administrative konsekvenser, ikke er nødvendigt at ulejlige et virksomhedspanel med henblik på en nærmere opgørelse.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ikke konsekvenser i forhold til EU-retten, da den statsstøtte, der ydes efter lånegarantiordningen, ydes som de-minimis støtte, som ikke skal notificeres.
Positive Konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative Konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Begrænset positive Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Forslaget kan have en vis positiv effekt for erhvervslivet, da de midlertidige stop for lånegarantierne kan undgås Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Begrænset positive, da forslaget samler al offentlig administration af lånegarantierne i VækstFonden Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget har ikke konsekvenser i forhold til EU-retten, da den statsstøtte, der ydes efter lånegarantiordningen, ydes som de-minimis støtte, som ikke skal notificeres
Det lovforslag der blev fremsat den 24. oktober 2001 har været i høring hos:
Advokatsamfundet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkeds Tillægspension, Arbejdsministeriet, Arkitekt-Ingeniørrådet, BioVision A/S, By- og Boligministeriet, CAT-Symbion Innovation A/S, Danish Venture Capital Association, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Management Råd, Dansk Metalarbejderforbund, Danske Erhvervschefers Fællesråd, Danske Finansieringsselskabers Forening, Den Danske Finansanalytikerforening, Det Danske Handelskammer, DTU Innovation, Entreprenørforeningen, Erhvervsudviklingsrådet, Finansieringsinstituttet for Industri & Håndværk, Finansministeriet, Finansrådet, Finansstyrelsen, Forbrugerrådet, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forskningsministeriet, Frederiksberg Kommune, Handels, og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, HIH Development A/S, HORESTA, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Ingeniørforeningen, InvesteringsForeningsRådet, Iværksætterforeningen, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Københavns Fondsbørs, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Miljø- og Energiministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, NOVI Innovation A/S, Realkreditrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Skatteministeriet, Specialarbejderforbundet i Danmark, Statsministeriet, Syddansk Innovation A/S, Teknologisk Innovation A/S, TIC Danmark, Turismens Fællesråd, Udenrigsministeriet, VækstFonden, Økonomiministeriet og Østjysk Innovation A/S.
Til nr. 1
Ved regeringsdannelsen i november 2001 blev en række opgaver vedr. teknologi og erhvervsudvikling flyttet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling fra det tidligere Erhvervsministerium.
Flere af disse initiativer har hidtil haft hjemmel i lov om erhvervsfremme og har dermed hørt under det område, som Erhvervsudviklingsrådet har beskæftiget sig med. Erhvervsudviklingsrådet har hidtil indstillet 3 medlemmer til VækstFondens bestyrelse.
I forbindelse med ressortomlægningen foreslås det, at Erhvervsudviklingsrådet erstattes af Danmarks Erhvervsråd, jf. det fremsatte forslag om ophævelse af lov om erhvervsudvikling og ændring af lov om erhvervsfremme. Danmarks Erhvervsråd skal beskæftige sig med områder inden for bl.a. iværksætterpolitik, offentligt/privat samspil, regional erhvervsudvikling og internationale rammevilkår.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling har desuden fremsat ét samlet lovforslag, som dækker de nye områder vedr. fremtidig teknologi og erhvervsudvikling i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Til bistand ved gennemførelse af lovens formål nedsætter ministeren for videnskab, teknologi og udvikling Rådet for teknologi og innovation.
For fortsat at få den bredest mulige koordination og informationsudveksling mellem de forskellige aktører foreslås, at Danmarks Erhvervsråd indstiller to medlemmer til VækstFondens bestyrelse og at Rådet for teknologi og innovation indstiller et medlem.
Til nr. 2
Som følge af Erhvervs- og Boligstyrelsen ændrede opgaver efter ressortomlægningen er det ikke længere hensigtmæssigt, at VækstFonden i loven forudsættes samlokaliseret med styrelsen. De organisatoriske ændringer i forbindelse med regeringsændringen kan betyde, at der ikke vil være plads til VækstFonden i Erhvervs- og Boligstyrelsens lokaler.
Til nr. 3
Det fastsættes i § 4 a, stk. 1, at VækstFonden forstår administrationen af anvendte midler omfattet af de i § 2, stk. 7, opregnede finansieringsinstrumenter. I dag varetager Finansstyrelsen administrationen af lånegarantierne fra det øjeblik, Vækst Fonden har givet tilsagn om en lånegaranti. Da VækstFonden har det overordnede ansvar for at styre garantiordningen, herunder pligt til at tage initiativer til at sikre opfyldelsen af de langsigtede målsætninger for ordningen, er det ikke hensigtsmæssigt med en delt administration. VækstFonden har bl.a. gennem behandlingen af ansøgninger det største kendskab til de enkelte virksomheder og er derfor nærmest til at forestå administrationen af de anvendte midler, indtil det konstateres, at der ikke er rekonstruktionsmuligheder, og fordringerne dermed er uerholdelige. Med den fulde administration af ordningen vil VækstFonden endvidere få et bredere kendskab til virksomheder og pengeinstitutter og derigennem få bedre muligheder for en hensigtsmæssig styring af ordningen. Modtagere af garantier fra VækstFonden har også tilkendegivet manglende forståelse for, hvorfor de skal være i kontakt med både fonden og Finansstyrelsen. Ændringen vil således lette de administrative byrder for virksomhederne. VækstFondens administration af lånegarantierne vil således for fremtiden både være i relation til kontakten til virksomhederne og pengeinstitutterne i forbindelse med bevilling af garantierne og opfølgningen herpå, herunder eventuelle justeringer i de enkelte lånegarantier, opsigelse heraf og inddrivelse af regreskrav m.v.
Til nr. 4
Der er tale om en redaktionel ændring som følge af en tidligere ændring af loven.
Til nr. 5
Det foreslås, at Finansstyrelsens adgang til at inddrive tilgodehavender ved udpantning og lønindeholdelse ophæves. Bestemmelsen blev oprindeligt indsat ved lov nr. 1204 af 27. december 1996 med det formål at effektivisere inddrivelsen af restancer til det offentlige. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at Finansstyrelsens administration alene vedrører garantier fra VækstFonden, for lån i kreditinstitutter. Derimod varetager VækstFonden selv al administration af de øvrige finansieringsinstrumenter, herunder lån og kapitalindskud.
Det blev ved indførelsen af den nuværende lånegarantiordning i 2000 forudsat, at Finansstyrelsen ikke efter afslutningen af en konkursbo vil søge at inddrive et evt. udækket resttilgodehavende. En sådan forfølgelse kan kun foretages af det långivende pengeinstitut. Hvis pengeinstituttet vælger at forfølge fordringen yderligere, fx. hos eventuelle kautionister eller ejeren af en personligt drevet virksomhed, skal pengeinstituttet afregne garantibeløbet efter den ydede garantiprocent. Finansstyrelsen vil derfor ikke benytte sig af adgangen til lønindeholdelse og udpantning efter afslutningen af et konkursbo. Da det foreslås, at al administration af lånegarantierne overgår til VækstFonden, jf. § 1, nr. 3, er der ikke længere behov for at opretholde § 4 b.
Til nr. 6
I henhold til § 2, stk. 4, kan VækstFonden yde lånegarantier for pengeinstitutters udlån til udviklingsaktiviteter i mindre virksomheder, inden for innovation eller markeds- og organisationsudvikling. VækstFonden kan endvidere yde lånegarantier for pengeinstitutters udlån til jobskabelse på særlige vilkår (§ 2, stk. 5).
Efter de gældende regler (§ 5, stk. 2) kan VækstFonden dække budgetterede underskud og administrationsomkostninger forbundet med lånegarantiordningerne inden for de rammer, der afsættes på de årlige finanslove. Evt. tab ud over de budgetterede dækkes af VækstFondens egenkapital.
VækstFondens anvendelse af dele af egenkapitalen til medfinansiering af lånegarantier skal ske inden for den generelle restriktion på fondens samlede aktiviteter i lovens § 3, stk. 5, hvoraf det fremgår, at bestyrelsen i forvaltningen af fondens midler skal sigte mod, at egenkapitalen udgør mindst 1,70 mia. kr. Den udgør i dag knap 2,2 mia. kr.
VækstFonden har det overordnede ansvar for ordningen og kan herunder tage initiativer til opfyldelse af de langsigtede målsætninger. Dette indbærer bl.a., at VækstFonden som hidtil har en forpligtelse til løbende at overvåge ordningen og foretage justeringer efter behov.
Til nr. 7
Der er tale om en redaktionel ændring.
Til stk. 1
VækstFondens overtagelse af administrationen af lånegarantier, jf. § 1, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2003. Det foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovforslagets øvrige bestemmelser. Disse bestemmelser vil blive sat i kraft hurtigst muligt efter vedtagelsen og samtidig med, at der udstedes en ny bekendtgørelse om VækstFondens virke, hvori der tages højde for de vedtagne lovændringer.
Bilag 1
Bilag Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om VækstFonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 1. marts 2001 som ændret ved § 31 i lov nr. 451 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:
§ 3. Fonden ledes af en bestyrelse bestående af en formand og fem andre medlemmer. Formanden og de øvrige bestyrelsesmedlemmer udpeges af erhvervsministeren for indtil tre år ad gangen og kan udpeges i alt to gange. Tre medlemmer udpeges efter indstilling fra Erhvervsudviklingsrådet. Bestyrelsen sammensættes således, at der er repræsenteret bred erhvervsmæssig indsigt inden for ledelse, afsætning, finansiering og ventureinvestering, arbejdsmarkedsforhold, teknologi samt de særlige forhold, der knytter sig til små og mellemstore virksomheder. 1. § 3, stk. 1, 3. pkt. affattes således: » To medlemmer udpeges efter indstilling indstilling fra Danmarks Erhvervsråd og et medlem udpeges efter indstilling fra Rådet for teknologi og innovation. «
Stk. 2. VækstFonden er samlokaliseret med Erhvervsfremme Styrelsen. 2. § 3, stk. 2, 1. pkt . ophæves.
§ 4 a. Op til 20 pct. af tilskud efter § 2, stk. 7, litra a, kan tilbageholdes og anvendes til modregning med virksomhedens eventuelle restancer til det offentlige. 3. I § 4 a indsættes som nyt stk. 1: » Fonden forestår administrationen af anvendte midler, omfattet af finansieringsinstrumenterne efter § 2, stk. 4 og 5, og § 2, stk. 7, nr. 4. Fonden kan ændre på afviklingsvilkårene som led i rekonstruktioner. « Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
4. I § 4 a, stk. 1, der bliver stk. 2, ændres »litra a« til: »nr. 1«
§ 4 b. Finansstyrelsen kan ved tillæg af renter og omkostninger inddrive fonden tilgodehavende efter misligholdte garantier, ydet efter § 2, stk. 4 og 5, ved udpantning. Inddrivelse kan endvidere ske ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende samt hos personer, der har påtaget sig en kautionsforpligtigelse for fondens tilgodehavende, efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse efter stk. 1, herunder regler om klageadgang og klagefrist. Stk. 3. Finansstyrelsen kan indhente de oplysninger hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb ved lønindeholdelse efter stk. 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan overføres elektronisk. 5. § 4 b ophæves.
§ 5. Stk. 2. Inden for en bevillingsramme fastsat på finansloven tilføres VækstFonden kapitalindskud fra staten for budgetterede underskud og administrationsudgifter for garantier ydet efter § 2, stk. 4 og 5, i det pågældende år. VækstFonden hæfter med sin egenkapital for ikke budgetterede underskud på garantierne. Staten hæfter dog for de udstedte garantier, hvis garantiforpligtelserne ikke kan dækkes af VækstFondens egenkapital. 6. § 5, stk. 2 , affattes således: » Stk. 2. Inden for en bevillingsramme fastsat på finansloven tilføres VækstFonden kapitalindskud fra staten for budgetterede underskud og administrationsudgifter for garantier ydet efter § 2, stk. 4 og 5, i det pågældende år. VækstFonden kan desuden inden for rammerne af § 3, stk. 5, anvende en del af sin egenkapital til dækning af budgetterede underskud og administrationsudgifter for garantier ydet efter § 2, stk. 4. VækstFonden hæfter for ikke-budgetterede underskud på garantierne. Staten hæfter dog for de udstedte garantier, hvis garantiforpligtelserne ikke kan dækkes af fondens egenkapital. «