Forslag til folketingsbeslutning om pligt for kommunerne til at yde hel eller delvis friplads i skolefritidsordninger
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20012BB00012@2001-12-07/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen inden den 1. marts 2002 at fremsætte et lovforslag, så kommuner får pligt til at yde hel eller delvis økonomisk friplads i skolefritidsordninger under hensyn til forældrenes økonomiske forhold, eller hvor sociale eller pædagogiske forhold gør sig gældende.
Skolefritidsordninger supplerer i dag i vidt omfang de kommunale eller selvejende fritidshjem som det pædagogiske dagtilbud, der gives til skolesøgende børn i næsten alle landets kommuner. Forslagsstillerne finder derfor, at der bør være en tilsvarende mulighed for fripladser i skolefritidsordninger som i pædagogiske dagtilbud efter lov om social service.
De gældende regler gør det valgfrit for kommunerne, om de vil yde friplads i skolefritidsordninger. Mange kommuner har valgt at have samme forældrebetalingsregler for pædagogiske dagtilbud og kommunale skolefritidsordninger. Der er imidlertid omkring 20 kommuner, som ikke yder deres borgere denne service. I disse kommuner kan svagtstillede familier ikke få en hel eller delvis friplads i skolefritidsordningerne, og de må derfor selv betale hele udgiften, såfremt børnene skal have plads i skolefritidsordningen.
For den enkelte familie betyder dette en ekstra udgift på typisk ca. 10.000-12.000 kr. om året pr. barn i en skolefritidsordning i forhold til familier i kommuner, som yder friplads. Det kan derfor have betydelige økonomiske konsekvenser for den enkelte børnefamilie, hvorvidt der ydes friplads eller ej.
For at sikre svagtstillede børnefamilier lige vilkår over hele landet, foreslås det derfor, at alle kommuner får pligt til at yde hel eller delvis friplads i skolefritidsordningen efter de gældende indkomstgraduerede regler for betaling. Kommunerne skal tillige pålægges at yde søskendemoderation til familier med mere end et barn i en skolefritidsordning.
Bestemmelserne vedrørende friplads i skolefritidsordningen er fastsat i folkeskolelovens § 50, stk. 2, som derfor forudsættes ændret for at gennemføre forslaget.
Frank Jensen (S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om pligt for kommunerne til at yde hel eller delvis friplads i skolefritidsordninger.
(Beslutningsforslag nr. B 12).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.