Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 86 om Institut for Miljøvurdering tilbage fra Finansudvalget
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20012BB00043@2002-01-08/da
Indhold
Folketinget opfordrer miljøministeren til at trække aktstykke nr. 86 af 3. december 2001 tilbage fra Finansudvalget.
I aktstykket søger ministeren om tilslutning til, at der oprettes et Institut for Miljøvurdering. De årlige udgifter hertil vil blive 10 mio. kr.
Forslagsstillerne ønsker at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag for fremtidige miljøøkonomiske analyser. Derfor ønsker forslagsstillerne, at sammenspillet med allerede eksisterende forskningsmiljøer i ind- og udland, sektorforskningsinstitutter m.v. klarlægges, og at regeringens samlede satsning på miljøøkonomi i den nye finanslov vurderes under et.
Forslagsstillerne ønsker afklaret, hvordan regeringen i fremtiden vil udforme og nyttiggøre sammenhængende miljøøkonomiske analyser af trafikinvesteringer i motor- og omfartsveje, miljøskadelige støtteordninger og subsidier inden for f.eks. landbruget m.m.
Forslagsstillerne ønsker endvidere afklaret, hvordan regeringen i fremtiden vil miljøvurdere finansloven, aktstykker i Finansudvalget, nye love m.m. Herunder, om der skal foretages alternative vurderinger så man kan se, om man får mest muligt miljø for pengene.
Eksisterende og nyere miljøøkonomiske analyser viser f.eks., at store naturgenopretningsprojekter som Skjern Å-projektet og skovrejsningsprojekter er en samfundsmæssig gevinst og skaber økonomiske, rekreative og naturmæssige værdier.
Forslagsstillerne er således overbevist om, at miljøøkonomi skal anvendes langt mere og langt bredere end hidtil, og at der derfor er behov for både en opprioritering og en bedre koordinering af de eksisterende kapaciteter og den eksisterende viden. Men miljøøkonomi har også sine begrænsninger. Forslagsstillerne ønsker afklaret, hvor regeringen mener disse går.
Forslaget om etablering af et miljøvurderingsinstitut, som det foreligger i aktstykket, begrunder ikke, hvorfor det skulle give mere miljø for pengene end andre satsninger. Derfor ønsker forslagsstillerne, at den miljøøkonomiske satsning behandles samlet, når regeringen fremlægger miljøvurderingen af det nye finanslovforslag.
Jørn Jespersen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 86 om Institut for Miljøvurdering tilbage fra Finansudvalget.
(Beslutningsforslag nr. B 43).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Bilag 1
Bilag 1
Finansudvalgets aktstykke nr. 86 af 3. december 2001, folketingsåret 2001-02, 2. samling 86 Miljøministeriet. København, den 3. december 2001. Miljøministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der fra 1. januar 2002 til ikrafttrædelsen af finansloven for 2002 kan afholdes udgifter og indgås forpligtelser svarende til en årlig bevilling på 10 mill. kr. til et uafhængigt Institut for Miljøvurdering. Bevillinger til instituttet vil blive søgt optaget på finansloven for 2002. Forslaget medfører ikke udgifter i 2001. b. I regeringsgrundlaget er det bestemt, at regeringen vil etablere et Institut for Miljøvurdering, der på grundlag af forskning på højt, internationalt niveau skal medvirke til, at miljømålene nås på den økonomisk mest effektive måde. Instituttets opgaver skal være at skabe overblik over den aktuelle og den langsigtede miljøsituation i Danmark og globalt at vurdere effektiviteten af miljøinitiativer samt at formidle denne viden til offentligheden og de politiske beslutningstagere. De relevante forskningsmiljøer og kompetencecentre er placeret på universiteter, sektorforskningsinstitutioner, serviceinstitutter og myndigheder i ind- og udland og udgør tilsammen den meget brede vifte af videnskabelige kompetencer og databanker, der vil være nødvendige for at opnå de ønskede uafhængige vurderinger på et videnskabeligt forsvarligt grundlag. Det er næppe muligt på kort sigt at etablere en fysisk samlet institution, der i sig selv dækker de nødvendige kompetencer og datamængder. Derfor foreslås det, at Institut for Miljøvurdering oprettes som et uafhængigt ekspertorgan i Miljøministeriet med egen bestyrelse og mulighed for at indhente oplysninger og bistand fra relevante forskningsmiljøer og kompetencecentre i ind- og udland. Af hensyn til instituttets uafhængighed skal det ikke indgå i Miljøministeriets koncern og dets personale- og ledelsesmæssige strukturer. Institut for Miljøvurdering oprettes som en selvstændig institution under Miljøministeriet og ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Bestyrelsen udpeges af miljøministeren. De 3 af medlemmerne beskikkes efter indstilling fra de statslige forskningsråd. De øvrige bestyrelsesmedlemmer skal repræsentere erhvervs-, samfundsmæssig og institutionel indsigt samt i nødvendigt omfang have forskningsfaglig indsigt i et eller flere af instituttets forskningsområder. Instituttet skal i faglige spørgsmål være uafhængigt af ministeren. Ministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen vedtægter for instituttets drift og virke og kan herunder bestemme, at bestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for miljøministeren. Instituttets daglige ledelse varetages af en direktør, der ansættes af miljøministeren efter indstilling fra bestyrelsen. Direktøren, der forventes aflønnet i lønramme 37, skal være en anerkendt forsker inden for et for instituttet relevant fagområde.
Der udpeges en bestyrelsesformand, som, for at fremskynde etableringen af instituttet mest muligt, bemyndiges til at indstille til miljøministeren, hvem der bør være instituttets første direktør, inden den øvrige bestyrelse er udpeget. Instituttets årlige budget fastsættes til ca. 10 mio. kr. svarende til rammerne for Det Økonomiske Råd. Ud over at drive egen forskning skal instituttet have økonomisk grundlag for at trække på forskningsmæssig ekspertise på andre danske og udenlandske forskningsinstitutioner. Bestyrelsen får til opgave at udarbejde forslag til instituttets arbejde mht. indsatsområder og angrebsvinkler, instituttets relationer til forskningsverdenen, samt instituttets organisation og økonomi. Endvidere skal bestyrelsen fremkomme med forslag til, hvorledes Miljøministeriets rapporteringer af natur- og miljøtilstanden i Danmark skal indgå i instituttets arbejde, og hvorledes dette rapporteres til offentligheden og politiske beslutningstagere. Bestyrelsens forslag skal sendes i international bedømmelse (peer review), dvs. kommenteres af udenlandske eksperter med erfaring inden for området. Bevillinger til instituttet vil blive søgt optaget på finansloven for 2002. c. Forelæggelsen sker med henblik på, at etableringen af instituttet kan påbegyndes inden ikrafttrædelsen af finansloven for 2002. d. Forslaget er udarbejdet i samarbejde med ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. e. Under henvisning til ovenstående anmoder Miljøministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der fra 1. januar 2002 til ikrafttrædelsen af finansloven for 2002 kan afholdes udgifter og indgås forpligtelser svarende til en årlig bevilling på 10 mill. kr. til et uafhængigt Institut for Miljøvurdering. f. Finansministeriets tilslutning foreligger. Hans Christian Schmidt / Marianne Thyrring Til Finansudvalget.