Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om opretholdelse af Rådet for Bedre Madkvalitet

GældendeVersion 2002-01-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20012BB00051@2002-01-15/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at opretholde bevillingen til Rådet for Bedre Madkvalitet.

Beslutningsforslaget skal ses i sammenhæng med regeringens udspil »Mere velfærd og mindre bureaukrati sanering af råd, nævn, udvalg og centre« fra januar 2002, hvori det blandt andet fremgår, at regeringen vil nedlægge Rådet for Bedre Madkvalitet.

Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne at fastholde Rådet for Bedre Madkvalitet som et centralt element i indsatsen for at styrke den danske madkvalitet i såvel private som professionelle sammenhænge og dermed også producenternes muligheder for at udvikle og sælge kvalitetsprodukter herhjemme og til eksport.

Danmark hører til i den europæiske elite på fødevareområdet, når det gælder de forskningsmæssige, teknologiske og kontrolmæssige aspekter. Men når det drejer sig om at fremstille fødevarer af høj gastronomisk kvalitet, er vi langt fra vores reelle potentiale. Det har været baggrunden for oprettelsen af Rådet for Bedre Madkvalitet, som også de nuværende regeringspartier støttede oprettelsen af, da det blev vedtaget i april 2001. I den tidligere regerings finanslovforslag forventedes udgifter i 2002 til honorering af medlemmer af rådet og til sekretariatsbistand m.v. for rådet på 3,2 mio. kr.

Forslagsstillerne finder det væsentligt at opretholde rådet for at styrke udviklingen af et nyt kvalitetsmærke, der dels skal fremme produktion og afsætning af kvalitetsfødevarer og dels give forbrugeren mulighed for at vælge kvalitetsfødevarer gennem mærkning. I den forbindelse har forslagsstillerne bemærket, at også fødevareminister Mariann Fischer Boel har ønsket at udvikle et kvalitetsmærke i samarbejde med Rådet for Bedre Madkvalitet (Forbrugerinformations Nyhedsbrev, 11. december 2001). Rådets særlige ekspertise har i den forbindelse særligt skullet medvirke til at styrke de spisemæssige kvalitetsparametre i mærkningsordningen.

Der tilstræbes fuld brugerfinansiering af de udgifter vedrørende tilmelding og godkendelse samt tilsyn og kontrol, der er forbundet med ordningen. Dog med undtagelse af meget små virksomheder, der skal kunne deltage i ordningen uden nødvendigvis at skulle dække de fulde omkostninger. Dette ventes at medføre årlige udgifter på 2,2 mio. kr. med det nuværende aktivitetsniveau. Der forventes vedrørende primærproducenter et aktivitetsniveau svarende til 80 indledende kontrolbesøg samt godt 700 løbende kontrolbesøg.

Forslagsstillerne finder det endvidere væsentligt, at rådet opretholdes som et bredt idéskabende forum med et virkefelt, der udover mærkning beskæftiger sig med information og debat samt rådgivning i forbindelse med udvikling af produktionsmetoderne. Rådet vil i den forbindelse kunne indgå i et naturligt samspil med Måltidets Hus, der som en uddannelsesinstitution især tager udgangspunkt i måltidskulturen, mens Rådet for Bedre Madkvalitet især sætter fokus på produktionsform og kvalitet for de enkelte produkter, samspillet af produkterne samt information til forbrugerne herom.

Ritt Bjerregaard (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om opretholdelse af Rådet for Bedre Madkvalitet.

(Beslutningsforslag nr. B 51).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2002-01-15