Gelex

Forslag til folketingsbeslutning om at bevare Naturrådet

GældendeVersion 2002-02-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/20012BB00069@2002-02-08/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at bevare Naturrådet og sikre fortsat, uændret støtte til dets aktiviteter.

Forslaget skal ses i lyset af regeringens sanering af råd og nævn, som på Miljøministeriets område også omfatter Naturrådet.

Nedlæggelsen af Naturrådet bryder med en tradition for uafhængig, videnskabelig rådgivning på naturområdet, som stammer helt tilbage fra 1917, hvor Danmark fik sin første naturfredningslov. I medfør af denne oprettede man Naturfredningsrådet, som senere blev omdøbt til Naturbeskyttelsesrådet.

I 1998 oprettede man i stedet Naturrådet. Baggrunden var bl.a. et ønske om at sikre rådets uafhængighed. Naturrådet fik sit eget sekretariat i modsætning til Naturbeskyttelsesrådet, der var forankret i Skov- og Naturstyrelsen. Naturrådets konstruktion blev i vidt omfang kopieret fra det alment respekterede Økonomiske Råd. Man har derfor også talt om » naturvismændene « .

Set i sammenhæng med regeringens proceduremæssigt højst tvivlsomme forslag om oprettelse af » Lomborg-instituttet « Institut for Miljøvurdering er nedlæggelsen af Naturrådet et voldsomt slag mod uafhængighed, videnskabelighed og objektivitet på miljøområdet.

Nedlæggelsen af Naturrådet vil desuden få konsekvenser for Danmarks internationale omdømme på miljøområdet, da Naturrådet under det danske EU-formandskab var tildelt rollen som vært for den årlige konference i sammenslutningen af europæiske natur- og miljøråd (EEAC).

De beskrevne konsekvenser er særdeles beklagelige ikke alene af hensyn til miljøet men også ud fra demokratiske principper, som almindeligvis samler bred enighed i Folketinget.

Helge Mortensen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at bevare Naturrådet.

(Beslutningsforslag nr. B 69).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Versioner

  1. 2002-02-08