Gelex

Forslag til Lov om ændring af lov om bemyndigelse til optagelse af statslån, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.\n(Etablering af én afregningskonto samt ny måde for afregning af overskydende selskabsskat)

GældendeVersion 2002-10-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00044@2002-10-31/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1

I lov nr. 1079 af 22. december 1993 om bemyndigelse til optagelse af statslån foretages følgende ændring:

1. Efter § 3 indsættes:

»§ 3 a. Finansministeren kan fastsætte regler for betalingsformidling og afvikling af ind- og udbetalinger mellem staten, kommuner, amtskommuner og arbejdsløshedskasser. Ministeren kan herunder bestemme, at kommuner, amtskommuner og arbejdsløshedskasser skal modtage og afregne betalinger med staten i et særligt dertil etableret betalingssystem.

Stk. 2. Afregning af følgende beløb mellem staten, kommuner og amtskommuner samt indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag sker gennem en konto oprettet for hver enkelt kommune og amtskommune i det under stk. 1 nævnte betalingssystem:

1) Kommunale skatter og kirkelige afgifter i henhold til lov om kommunal indkomstskat.

2) Tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

3) Refusionsbeløb og bidrag til udligningsordningen i henhold til lov om udligning af visse kommunale og amtskommunale udgifter til merværdiafgift og om Det Kommunale Momsfond.

4) Beløb, der afregnes til staten i henhold til lov om fordeling mellem staten, kommunerne og amtskommunerne af skattenedslaget som følge af personskattelovens skatteloft.

5) Tilskud i henhold til lov om trafikstøtte til kommuner og amtskommuner med mindre øer,

6) Statslig refusion af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om social pension, lov om delpension, lov om individuel boligstøtte og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 3. Beløb, som de anerkendte arbejdsløshedskasser opkræver hos medlemmerne til dækning af arbejdsløshedskassernes udgifter til medlemsbidrag til staten og bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension ved udbetaling af dagpenge m.v., jf. §§ 76 og 77 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., indsættes på en konto oprettet for hver enkelt arbejdsløshedskasse i det under stk. 1 nævnte betalingssystem.

§ 3 b. Finansministeren kan fastsætte regler om, at kommuner og amtskommuner skal anvende det under § 3 a, stk. 1, nævnte betalingssystem til udbetaling af nærmere opregnede ydelser.

Stk. 2. En kommune eller amtskommune skal overføre tilstrækkelige midler til sin konto i det under § 3 a, stk. 1, nævnte betalingssystem, så kontoen ikke på noget tidspunkt får en negativ saldo. For ydelser udbetalt direkte fra kontoen til endelig modtager skal kommunen eller amtskommunen senest på tidspunktet for ydelsernes udbetaling have overført et beløb til kontoen svarende til kommunens eller amtskommunens andel af den samlede udbetaling før indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v.

§ 3 c. Finansministeren kan fastsætte regler for modregning på kontoen, herunder om at der foretages automatisk modregning over kontoen ved betalinger med forfald samme dag.

Stk. 2. På forfaldtidspunktet for en betaling til staten, som er fastsat afviklet over det betalingssystem, der nævnes i § 3 a, stk. 1, kan staten automatisk foretage hævning af det skyldige beløb, hvis kommunen, amtskommunen eller arbejdsløshedskassen ikke har sat overførslen i værk.

§ 3 d. Finansministeren fastsætter regler om hæveadgang og generelle forretningsvilkår for indskud eller indestående på kontiene, hvis ikke andet fremgår af anden lovgivning.«

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 76, stk. 2 og 3 , ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Der oprettes en konto for hver arbejdsløshedskasse i det betalingssystem, der etableres efter § 3 a i lov om bemyndigelse til optagelse af statslån.

Stk. 3. Indestående på kontoen forrentes med skønnet på finansloven for 2003 for renten på en 5-årig statsobligation fratrukket 2 pct. point. Renten ligger fast for 5 år ad gangen og justeres herefter ved brug af et nyt finanslovsskøn. Tilskrevne renter tilfalder arbejdsløshedskassen. Finansministeren fastsætter regler for rentetilskrivning efter forhandling med beskæftigelsesministeren.

Stk. 4. Beløb, som kassen opkræver hos medlemmerne efter stk. 1, indsættes på kassens konto i det i stk. 2 nævnte betalingssystem umiddelbart efter sidste rettidige betalingsdag for medlemmernes indbetaling af beløbet til kassen. Det samme gælder for beløb, som kassen opkræver efter § 77, stk. 7.

Stk. 5. Sker indsættelse af beløb på kassens konto i det nævnte betalingssystem, jf. stk. 2, ikke rettidigt, skal kassen betale renter af beløbet til staten for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.

Stk. 6. Beløb efter stk. 1, 1. pkt., indbetales til staten månedsvis bagud fra kassens konto i det nævnte betalingssystem og udgør for hver måned 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Beløb opkrævet efter § 77, stk. 7, indbetales til staten månedsvis bagud fra kontoen med 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb med henblik på indbetaling til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter regler fastsat i henhold til § 85 c, stk. 6, jf. § 85 c, stk. 5.

Stk. 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om de i stk. 4-6 nævnte forhold«.

2. I § 77, stk. 7, ændres »kan kassen opkræve et særligt bidrag« til: »opkræver kassen et særligt bidrag, jf. § 85 c, stk. 5.«

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 736 af 28. august 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 29 B, stk. 5, 3. pkt., ændres »4 pct.« til: »4,2 pct.«.

2. I § 29 B, stk. 5, 5. pkt., ophæves og i stedet indsættes:

»Tilbagebetaling af overskydende skat inklusiv godtgørelse sker i videst muligt omfang ved modregning i ordinær acontoskat vedrørende det efterfølgende indkomstår, der forfalder den 20. november. De statslige told- og skattemyndigheder anviser eventuel resterende overskydende skat inklusiv godtgørelse til betaling senest to bankdage efter den 20. november i kalenderåret efter indkomståret, eller ved et forskudt indkomstår senest to bankdage efter den 20. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Er den 20. november en lørdag eller søndag, anvises betalingen dog senest tre bankdage efter den 20. november.«

3. I § 29 B, stk. 5, 6. pkt., der bliver 8. pkt., udgår »den 1. november«.

4. I § 29 B, stk. 5, 8. pkt., der bliver 10. pkt., ændres »Hvis tilbagebetaling sker senere end den 20. november« til: »Hvis tilbagebetaling ikke sker rettidigt, jf. 6.-7. pkt.«.

Stk. 1. Tidspunktet for ikrafttrædelsen for §§ 1 og 2 eller dele af disse bestemmelser fastsættes af finansministeren.

Stk. 2. § 3 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. § 3 har virkning for udbetaling af overskydende skat vedrørende indkomståret 2002 og senere indkomstår.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

I. Indledning

Formålet med lovforslaget er en styrket styring af likviditeten i staten og af statens mellemværender med kommuner, amtskommuner, a-kasser m.fl. En styrket styring kan bidrage til at forbedre statens finans- og risikoforvaltning. I lovforslaget sker styrkelsen konkret gennem

1. etablering af én afregningskonto for hver enkelt kommune, amtskommune og a-kasse

2. begrænsning af krydsende betalinger

3. større grad af modregning

4. øget digitalisering af administrationen

Med forslagene følger regeringen den udvikling, der kan iagttages i erhvervslivet, hvor der er stigende fokus på »cash management«. Forslagene kan frigøre ressourcer gennem lavere drifts- og finansieringsomkostninger på både kort og lang sigt.

I figuren vises et illustrerende eksempel på virkningen af forslagene på statens samlede saldo alt andet lige. Eksemplet bygger på en prognose vedrørende år 2002 udarbejdet i april samme år.

Den stiplede linie angiver indestående på statens saldo efter gældende regler. Den ikke-stiplede linie viser indestående på statens saldo inklusiv forslagene alt andet lige.

--- Eksempel på statens indestående før indførelse af afregningskonti m.v.

¾ Eksempel på statens indestående inklusiv afregningskonti m.v.

Som det fremgår, vil den samlede virkning af forslagene medføre, at der sker en forøgelse af indeståendet i perioderne, hvor statens saldo almindeligvis er lav, dvs. i slutningen og begyndelsen af hver måned samt i november måned. Det har den konsekvens, at det vil være muligt at nedbringe det gennemsnitlige indestående på statens saldo i Nationalbanken hen over året med i størrelsesordenen 10 mia. kr.

Forslagene skal ses som et sammenhængende hele, der skal gennemføres under ét for at muliggøre den nævnte nedbringelse af det gennemsnitlige indestående på statens konto.

De værktøjer, som lovforslaget giver mulighed for at anvende, vurderes at bidrage med en forbedring af statsfinanserne på skønsmæssigt op til 110 mio. kr. i 2003 (3/4-årsvirkning) (ekskl. engangsgevinst). Herefter skønnes forbedringen at udgøre op til ca. 150 mio. kr. årligt. Der indgår heri bidrag fra en nedbringelse af saldo, nye vilkår for a-kasser samt færre bankdage på offentlige betalinger mv. Forbedringerne er i øvrigt følsomme overfor finansieringsomkostning og -struktur i markedet.

Der er igangsat et større arbejde om "konsolidering af finans- og risikoforvaltningen" med frist for afrapportering i 2003. I arbejdet deltager de økonomiske ministerier samt Nationalbankens Statsgældsforvaltning. Lovforslaget kan derfor ses som regeringens første skridt hen imod en bedre konsolidering af finans- og risikoforvaltningen. I den forbindelse vil der også blive set på den samlede lovgivningsstruktur på området.

Med forslaget fjernes de lovgivningsmæssige barrierer for en styrket styring af likviditeten.

II. Forslagets enkelte elementer

Lovforslaget indeholder følgende elementer:

1. Én afregningskonto for hver kommune og amtskommune

2. Én afregningskonto for hver a-kasse

3. Udskydelse af udbetaling af overskydende selskabsskat

4. Udskydelse af udbetaling af hektarstøtte. Dette sidstnævnte element kan gennemføres administrativt, men er for sammenhængens skyld beskrevet i det følgende.

I tabellen er angivet de enkelte elementers bidrag til en styrket styring af likviditeten.

De enkelte elementers bidrag til en styrket styring af likviditeten

Bedre finansforvaltning Bedre risikoforvaltning Øget digitalisering af administrationen

Bidrag ved begrænsning af krydsende betalinger Bidrag ved modregning i statens mellemværende Øvrige bidrag

Én afregningskonto for hver kommune og amtskommune + + + + +

Én afregningskonto for hver a-kasse - - + + (+)

Udskydelse af udbetaling af overskydende selskabsskat + + + - +

Udskydelse af udbetaling af hektarstøtte - - + - -

+ angiver bidrag fra elementet

- angiver at der ikke er noget bidrag fra elementet

1. Én afregningskonto for hver kommune og amtskommune

Et hovedelement er oprettelsen af én afregningskonto for hver kommune og amtskommune i et nyt system »OffentligBetalingsService« (OBS). Systemet skal have en selvstændig platform under StatensKoncernBetalinger (SKB), som i dag afvikler alle de statslige udbetalinger. StatensKoncernBetalinger administreres af Jyske Bank som følge af en kontrakt indgået efter et udbud. Det påtænkte nye system kan rummes inden for kontrakten. Afregningskontoen skal ejes af den pågældende kommune eller amtskommune.

Det foreslås at formidle 12-delsraten m.v., kommunal og amtskommunal A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, den sociale refusion og selve udbetaling af refusionsberettigede ydelser med forfald sidste bankdag til endelig modtager over én afregningskonto. 12-delsraten benyttes her som et kort udtryk for kommunale skatter i henhold til lov om kommunal indkomstskat, tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner samt andre afregninger til kommuner og amtskommuner, jf. lovforslagets 3 a, stk. 2, nr. 1-5.

I dag foregår disse betalinger mellem SKB og kommunens eller amtskommunens konto i et privat pengeinstitut. Staten udbetaler således social refusion og 12-delsraten omtrent samtidig med, at kommunen og amtskommunen indbetaler A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Forslaget om en afregningskonto for hver kommune og amtskommune i OBS kan skabe en bedre finansforvaltning ved, at krydsende betalinger undgås, og der åbnes adgang for automatisk modregning. Endvidere opnås samtidig en gevinst på op til 2 bankdage samt mindsket kreditrisiko, fordi det offentliges midler ikke længere venter på at blive overført fra en pengeinstitutkonto til Nationalbanken.

Bevægelserne på afregningskontoen

Betalingsfrister mellem staten og kommuner og amtskommuner foreslås at være uændret i forhold til i dag. I det følgende gennemgås flowet i dag og fremover.

Næstsidste bankdag

I dag overføres den sociale refusion næstsidste bankdag som bruttobeløb til kommunernes og amtskommunernes lokale pengeinstitut. Her »venter« midlerne én dag, inden ydelserne (efter skat) udbetales til borgerne.

Det foreslås, at den sociale refusion udbetales til den oprettede konto for hver kommune og amtskommune i OBS på samme tidspunkt som i dag.

For at sikre at de sociale ydelser med udbetaling sidste bankdag kan være ude hos borgerne på den konto i det pengeinstitut, som den endelige modtager har valgt, foreslås det at foretage udbetalingen direkte fra kommunens og amtskommunens konto i OBS.

Det foreslås derfor samtidig at pålægge kommunen og amtskommunen at overføre et beløb til kontoen i OBS, der dækker deres andel af de sociale ydelser udbetalt fra OBS inkl. A-skat, såfremt indeståendet på kontoen ikke er tilstrækkeligt.

I det omfang der på kontoen vil stå statslig refusion vedrørende ydelser, der skal være endelig modtager i hænde på andre tidspunkter end sidste bankdag i måneden, vil kommunen eller amtskommunen kunne hæve dette beløb i OBS.

Den sidste bankdag

I dag trækkes A-skat af sociale ydelser på kommunens og amtskommunens konto i pengeinstituttet den sidste bankdag, dog den første bankdag i efterfølgende måned for de forudbetalte ydelser i kommunen.

Det vil ikke fremover være nødvendigt at foretage dette træk, da A-skatten allerede vil stå på den oprettede konto for hver kommune og amtskommune i OBS, idet den skal gå ind i modregningen første bankdag i efterfølgende måned.

Hvad angår de bagudlønnede, skal kommunen og amtskommunen ikke som i dag hæve indestående på kontoen i pengeinstituttet sidste bankdag i forbindelse med afregning af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag til staten. Det gælder endvidere også de forudlønnede i amtskommunerne.

Første bankdag

Den første bankdag i efterfølgende måned foreslås 12-delsraten overført til kommunens eller amtskommunens konto i OBS frem for som i dag til kontoen hos et privat pengeinstitut.

Det foreslås samtidig, at der den første bankdag sker modregning på kontoen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med forfald den sidste bankdag, dog først den første bankdag for forudbetalte i kommuner.

Forrentning

Af hensyn til administrativ forenkling vil der ikke ske forrentning af kommuners og amtskommuners indestående på OBS-kontoen, medmindre der er indgået særskilt aftale herom. En undtagelse herfra er dog nettoindestående den 1. i måneden, hvor der vil ske forrentning med diskontoen.

I dag har kommuner og amtskommuner de midler, der foreslås placeret på OBS-kontoen, stående på en konto i et pengeinstitut. I nedenstående tabel illustreres i forenklet form gevinst og tab af rentedage for kommuner og amtskommuner ved at overgå til den ny afregningskonto. Som det fremgår, vil det stort set være neutralt for kommuner at overgå til kontoen, hvad angår rentedage. For amtskommuner vil der være en gevinst.

Virkning af OBS-kontoen for kommuners og amters rentedage

Betalingsstrøm Virkning af OBS-konto på tab eller gevinst af rentedage

Kommuner Amtskommuner

Betaling af A-skat og AM-bidrag for ansatte i kommuner og amtskommuner

a. Bagud- og forudlønnede i amtskommuner - Amtskommuner vinder valør på sidste bankdag i måneden

b. Bagudlønnede i kommuner Kommuner vinder valør på sidste bankdag i måneden -

c. Forudlønnede i kommuner Neutral -

Kommuners og amtskommuners udbetaling af sociale ydelser Neutral Neutral

Kommuners og amtskommuners betaling af A-skat og AM-bidrag vedrørende sociale ydelser

a. Bagud- og forudbetalte sociale ydelser i amtskommuner - Neutral

b. Bagudbetalte sociale ydelser i kommuner Neutral -

c. Forudbetalte sociale ydelser i kommuner Kommuner mister valør på sidste bankdag i måneden -

Statens overførsel af 12-delsrater til kommuner og amtskommuner Neutral Neutral

En effekt af at overgå til én afregningskonto er, at færre offentlige midler vil være undervejs hos pengeinstitutterne som udbetaling fra staten til kommunen og amtskommunen eller som indbetaling fra kommunen og amtskommunen til staten. I dag mister især staten, men også kommunen og amtskommunen rentedage, når midlerne er undervejs. Dette tab vil der ikke være ved overgang til OBS samt ved modregning over kontoen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Digital løsning m.v.

Afregningskontoen vil blive etableret som en digital løsning, hvor kommuner og amtskommuner vil få adgang til kontoen digitalt.

Som konsekvens af lovforslaget planlægges der endvidere justeringer i relevante bekendtgørelser på Skatteministeriets område.

I opkrævningsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 981 af 16. november 2001, indsættes en bestemmelse om, at kommuner og amtskommuner skal foretage elektroniske angivelser til de statslige told- og skattemyndigheder.

I kildeskattebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001, og i arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 979 af 16. november 2001, fremrykkes angivelsesfristerne for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende de forudlønnede og i øvrigt forudbetalte i kommunerne med én dag. I stedet for den gældende angivelsesfrist den første bankdag i den måned, som indkomsten vedrører, vil der fremover skulle ske angivelse senest den sidste bankdag i måneden inden indkomstmåneden. Forfalds- og betalingsfristerne ændres ikke .

Med disse bekendtgørelsesændringer skabes tilstrækkeligt informationsgrundlag for at kunne gennemføre modregningen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag over én afregningskonto.

2. Én afregningskonto for hver a-kasse

Et andet element er oprettelsen af én afregningskonto for hver a-kasse i OBS.

Beskæftigelsesministeren har den 3. oktober 2002 fremsat lovforslag L 28, forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Garantifond m.fl. love, hvilket også omfatter lov om arbejdsløshedsforsikring. Dette lovforslag har ikke nogen betydning for nærværende lovforslag.

Gældende regler og praksis

Statens udgifter til arbejdsløshedsforsikring og den »gamle efterlønsordning« dækkes i dag delvist ved, at de anerkendte arbejdsløshedskasser for hvert medlem indbetaler et obligatorisk bidrag til arbejdsløshedsforsikringen. Endvidere skal kassen for hvert medlem tilmeldt den nye frivillige efterlønsordning indbetale et bidrag til denne ordning. Arbejdsløshedskassen finansierer disse udgifter ved opkrævning af bidrag fra medlemmerne. Bidragenes størrelse pr. medlem er fastsat i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Herudover skal arbejdsløshedskasserne betale 1/3 af udgifterne til ATP-bidrag for ledige medlemmer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge eller godtgørelse som led i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Kasserne kan efter den gældende lov opkræve et særligt bidrag af medlemmerne til dækning af denne udgift, dog ikke af efterlønsmodtagere m.v.

Endelig opkræver kasserne et bidrag fra medlemmerne til dækning af kassens administrationsudgifter. Størrelsen af dette bidrag varierer fra kasse til kasse.

Bidragene til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsordningen skal kassen indbetale til staten månedsvis bagud med 1/12 af det årlige beløb. Samtidig indbetales 1/12 af kassens årlige ATP-finansieringsbidrag til staten, der efterfølgende betales kvartalsvis til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Betalingsfristen for en måneds bidrag er den 10. i efterfølgende måned.

Den enkelte arbejdsløshedskasse fastsætter selv tidspunkterne for medlemmernes indbetaling af medlemsbidrag til kassen. Beløbet kan dog tidligst forfalde til betaling den første dag i den periode, bidraget gælder for. Kasserne bestemmer ligeledes selv, om bidraget opkræves forud eller bagud for en uge, en måned eller et kvartal ad gangen.

De fleste kasser opkræver medlemsbidraget forud for en måned eller et kvartal ad gangen, medens kun få kasser opkræver bagud.

Endelig skal det nævnes, at de fleste a-kasser har aftale om administrationsfællesskab med en faglig organisation, som opkræver medlemskontingent til arbejdsløshedskassen. Den faglige organisation skal før aftalens indgåelse i så fald stille betryggende sikkerhed for et beløb svarende til kassens medlemsbidrag til staten for den seneste måned. Hvordan sikkerhedsstillelsen foretages, skal fremgå af administrationsaftalen.

Vilkår på OBS-kontoen

De beløb, medlemmerne indbetaler til dækning af de statslige medlemsbidrag og ATP-finansieringsbidraget, står i dag på a-kassens/den faglige organisations konto i et privat pengeinstitut, indtil kassen skal indbetale bidragene til staten. Det foreslås, at disse beløb i stedet skal indsættes på kassens konto i OBS umiddelbart efter den dag, som kassen har fastsat som sidste rettidige indbetalingsdag for medlemmernes indbetaling.

Da betalingstidspunkterne og betalingsformer m.v. varierer fra kasse til kasse, vil forfaldsdagen for indbetaling til kontoen i OBS og perioden, der skal indbetales for, ligeledes variere fra kasse til kasse. Nærmere regler herom foreslås fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet.

Kontoen i OBS vil være ejet af den enkelte a-kasse. Den vil være forrentet med en fast rente svarende til skønnet for en 5-årig statsobligation på finansloven for 2003 med fradrag af 2 pct. point. Med gældende renteskøn svarer det til diskontoen. Renten ligger fast i 5 år. Der vil almindeligvis ikke være nogen hæveadgang på kontoen bortset fra adgangen til at hæve tilskrevne renter.

Afregningskontoen med a-kasserne vil bidrage til en bedre finans- og risikoforvaltning, bl.a. fordi der herved skabes mulighed for, at det tilgodehavende, som staten har hos a-kasserne, ikke belaster statens likviditet.

Det bemærkes, at a-kasserne allerede er digitalt koblet op på SKB. Systemet vil kunne udvides med opkoblingen til OBS, der som tidligere nævnt etableres under SKB.

3. Udskydelse af udbetaling af overskydende selskabsskat

Gældende regler

Efter gældende regler udbetaler staten overskydende selskabsskat med tilhørende godtgørelse på 4 pct. fra den 1. november i året efter indkomståret. Overskydende selskabsskat opstår, når de foreløbige skattebeløb, som selskabet har indbetalt, overstiger den beregnede selskabsskat for det pågældende indkomstår. Hvis den overskydende selskabsskat og godtgørelse ikke udbetales senest den 20. november i året efter indkomståret, modtager selskabet en skattefri rente på 0,6 pct. pr. påbegyndt måned.

Tilsvarende skal selskaber indbetale restskat med tilhørende tillæg på 10 pct. senest den 20. november i året efter indkomståret. Restskat opstår, når de foreløbige skattebeløb er mindre end den beregnede skat for indkomståret. Ved for sen indbetaling af restskat og tillæg pålægges selskabet en ikke fradragsberettiget rente på 0,6 pct. pr. påbegyndt måned.

De fleste selskaber betaler acontoskat i løbet af indkomståret. Acontoskattebetalingerne kan opdeles i ordinær og frivillig acontoskat. Ordinær acontoskat beregnes på baggrund af de seneste tre års indkomstskat og betales i to lige store rater med seneste rettidige betalingstidspunkt henholdsvis den 20. marts og den 20. november.

Selskaberne kan frivilligt indbetale yderligere acontoskattebeløb i forbindelse med betalingen af ordinær acontoskat. Frivillige acontoskattebetalinger reguleres med et tillæg, der har til formål at sikre omtrent den samme forrentning af frivillige indbetalinger inden 20. marts og inden 20. november. Frivillige acontoskattebetalinger inden 20. marts tillægges 1 pct., mens indbetalinger inden 20. november fratrækkes 1 pct.

Som det fremgår, er den 20. november den sidste rettidige betalingsfrist, både hvad angår indbetaling af acontoskat og restskat og udbetaling af overskydende skat. Påvirkningen af ind- og udbetalingerne på statens saldo sker imidlertid ikke samme dag. Det skyldes to forhold:

For det første påbegyndes udbetalingen af overskydende skat i praksis allerede i begyndelsen af november.

For det andet vil staten almindeligvis først modtage acontoskat og restskat, der indbetales til pengeinstitutter m.v. den 20. november, to bankdage senere. Når et selskab indbetaler skattebeløb (rettidigt) via et pengeinstitut den 20. november, vil indbetalingen således først påvirke saldoen på statens konto den 22. november eller senere, hvis en af datoerne falder på en lørdag eller søndag. Ved statens udbetaling af overskydende skat påvirkes statens konto allerede den dag, hvor udbetalingen foretages.

Disse forhold er medvirkende til, at saldoen på statens konto i en kort periode i november bliver uhensigtsmæssig lav.

Forslag vedrørende bedre tidsmæssig sammenhæng

Det foreslås, at overskydende selskabsskat inklusive godtgørelse i videst muligt omfang modregnes i den ordinære acontoskatterate, som forfalder til betaling for selskaberne samtidig med udbetalingen af den overskydende selskabsskat.

Med forslaget søges det ligesom i tilfælde med kommuner og amtskommuner at begrænse krydsende betalinger og hermed bidrage til at forbedre finansforvaltningen.

For virksomheder, der ikke skal betale ordinær acontoskat, men har overskydende selskabsskat til gode, foreslås det, at overskydende selskabsskat udbetales to i visse tilfælde tre bankdage efter den 20. november.

Forslaget har til formål at skabe en bedre tidsmæssig sammenhæng mellem ind- og udbetalinger vedrørende selskabsskat, som hvert år gennemføres i november måned. Med forslaget vil disse ind- og udbetalinger som udgangspunkt påvirke statens konto i Nationalbanken samme dag.

Forslaget bidrager endvidere til en større sikkerhed om afregningstidspunktet for overskydende skat. Det skaber bedre mulighed for planlægning af statens finansforvaltning. Sandsynligvis vil det på tilsvarende vis forbedre virksomhedernes planlægning af finansforvaltningen, hvor modtagelsestidspunktet af den overskydende skat varierer tilfældigt fra år til år mellem virksomhederne.

Rentetabet for det enkelte selskab ved forslaget er ikke kendt, fordi man i princippet ikke kender til, hvornår udbetalingen af den overskydende skat ville have fundet sted. For at undgå, at forslaget påfører selskaberne under ét et uønsket rentetab, er det valgt, at alle virksomheder, der har overskydende skat til gode, skal have en ekstra rentekompensation. På den baggrund foreslås en forhøjelse af den skattefri procentgodtgørelse fra 4 pct. til 4,2 pct.

Endelig skal det nævnes, at forslaget om modregning af overskydende skat i ordinær acontoskat er en konsekvens af bedre udnyttelse af de digitale muligheder i styringen.

4. Udskydelse af udbetaling af hektarstøtte

Det har hidtil været et mål, at hektarstøtten i videst muligt omfang udbetales på den første mulige udbetalingsdag i henhold til EU-forordningerne, p.t. den 16. november. Der er ikke i EU-forordningerne om hektarstøtte noget krav om, at udbetaling skal ske netop på denne dato. Dette udbetalingstidspunkt medfører en uhensigtsmæssig belastning, fordi statens saldo i forvejen er lav på dette tidspunkt. Det er derfor hensigten at udskyde datoen for første udbetaling af hektarstøtten med ca. 1 uge, svarende til den faktiske udbetalingsdato i medfør af lovforslaget for den resterende overskydende skat for selskaber.

Erhvervet kompenseres for rentetabet. Kompensationen for udskydelsen af udbetalingen af hektarstøtte sker fuldt ud over for landbruget gennem en udvidelse af Fødevareministeriets årlige rammer med 6 mio. kr.

Ændringen sker med virkning for 2003 og efterfølgende år.

Konsekvenser for staten

I tabellen er sammenfattet de provenumæssige effekter for staten af de enkelte forslag.

Der forventes en forbedring af statens finanser med op til ca. 150 mio. kr. årligt, dog op til ca. 110 mio. kr. i 2003 (¾-årseffekt). Beløbene er afrundede. Herudover vil der være en engangseffekt på Drifts-, Anlægs- og Udlånsbudgettet (DAU) på 3.500 mio. kr. i 2003. Endvidere vil der være en isoleret merudgift på 3 mio. kr. i 2003 (engangseffekt).

Provenumæssige konsekvenser for staten

Mio. kr. I alt De enkelte elementers bidrag til provenuet

Én afregningskonto Overskydende selskabsskat Hektarstøtte

A-kasse Kommune Amts- kommune

Årlig effekt i alt Op til 150

heraf

1.1 Sænkning af statens saldo Op til 100 ----------------- Op til 100 -----------------

1.2 Overflytning af statslige tilgodehavender 24 24

1.3 Rentedage

1.3.1 Bankdage 39 ---------- 39 ---------

1.3.2 Øget indestående på statens saldo i øvrigt 32 ---------- 24 --------- 5 3

1.3.3 Kompensation (41) --------- (24) -------- (11) (6)

1.4 Gebyrer og lign. (7) ---------- (7) --------

1.5 Administration (1) ---------- (1) --------

2 Engangseffekter ved systemændringer, m.v. (3) ---------------- (3) ----------------

3 Engangseffekter på DAU 3.500 3.500

Anm. Alle tallene er afrundede.

() angiver minus.

Ad 1.1. Sænkning af statens saldo i Nationalbanken

Statens låneoptagelse er ikke baseret på, at der måned for måned, endsige med kortere intervaller optages lån, der præcist svarer til den løbende refinansiering af gæld minus overskud (eller plus underskud). Der sigtes derimod efter en jævn finansiering hen over året bl.a. for at undgå afhængighed af rente- og markedsforhold på bestemte tidspunkter i løbet af året.

Det betyder modsat også, at staten i nogle perioder kan have større indestående på sin konto end i andre perioder som følge af forholdsvis store udsving i træk på likviditet. Et større indestående på statens konto i Nationalbanken vil betyde en reduktion i indskud fra pengeinstitutter i Nationalbanken. Disse indskud forrentes med den korte rente, medens statens låntagning som udgangspunkt sker til en højere rente.

Tabet for Nationalbanken og staten under ét er imidlertid ikke så stort som forskellen mellem statens almindelige lånerente og den korte rente. Det skyldes, at den samlede statsgældspolitik er fastsat under hensyntagen til fast samlet restløbetid (teknisk set mere korrekt: samlet varighed). Marginalt set vil udstedelse af f.eks. en ti-årig statsobligation placeret på en pengemarkedskonto øge varigheden på statens netto gæld. Det betyder helt automatisk, at man i statsgældspolitikken vil tendere til at udstede relativt flere papirer med kort løbetid for at fastholde den samlede varighed.

Der er derfor et potentiale ved tiltag, der kan medføre et mere jævnt træk på statens konti, jf. forslaget om én afregningskonto over for kommuner, amtskommuner samt ændret udbetaling for overskydende skat og hektarstøtte.

Samlet vurderes med udgangspunkt i renter m.v. i Økonomisk Redegørelse (Finansministeriet, august 2002), at disse samlede omlægninger i betalingsstrømme muliggør en reduktion af statens gennemsnitlige indestående hen over året i Nationalbanken i størrelsesordenen 10 mia. kr., og at det kan føre til en varig besparelse for staten og Nationalbanken samlet på op til 100 mio. kr., men med nogle svingninger fra år til år.

Ad 1.2. Overflytning af statslige tilgodehavender

Det ekstra indestående på statens saldo som følge af, at a-kasserne omfattes af OBS, vil udgøre fra under 1 mia. kr. til over 2 mia. kr.

A-kassen vil få forrentet det statslige tilgodehavende med 2 pct. point under renten for en 5-årig statsobligation. Renten skønnes at overstige, hvad a-kasserne kan få forrentet det statslige tilgodehavende med hos pengeinstitutterne. På den anden side ligger renten under statens finansieringsomkostning, hvorfor staten opnår en rentegevinst på ca. 24 mio. kr. årligt.

Ad 1.3. Rentedage

1.3.1. Bankdage

Staten har i dag et tab på op til to bankdage på indbetalingen af forfalden A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v., som der ikke vil være ved overgang til én afregningskonto for kommuner og amtskommuner. Staten opnår hermed en gevinst på skønsmæssigt ca. 25 mio. kr. årligt.

Ved udbetalingen af de sociale refusioner til kommuner og amtskommuner har pengeinstitutterne i dag krav på renten af beløbet den næstsidste bankdag, som ligeledes vil bortfalde ved overgang til én afregningskonto. Hermed opnår staten en provenugevinst på 14 mio. kr.

1.3.2.+1.3.3. Øget indestående på statens saldo i øvrigt og kompensation

12-delsraten indsættes på kommunernes og amtskommunernes konto i OBS den første bankdag i måneden. Hermed opnår staten en rentegevinst på 24 mio. kr., som dog modsvares af et provenutab på forrentningen i OBS af kommunernes og amtskommunernes nettoindestående den første bankdag i måneden.

Udskydelsen af udbetalingen af overskydende selskabsskat kompenseres med en forhøjelse af godtgørelsen for overskydende skat med 0,2 pct. Forslaget indebærer en rentegevinst for staten på ca. 5 mio. kr. og kompensationen anslås at påføre staten et provenutab på 11 mio. kr.

Udskydelsen af udbetalingen af hektarstøtten kompenseres med 6 mio. kr. Staten opnår samtidig en rentegevinst på ca. 3 mio. kr.

Når udskydelsen af den overskydende skat og hektarstøtten påfører staten et nettoprovenutab, skyldes det forskelle på gennemsnitsforrentningen af indestående mellem staten og erhvervene.

Ad 1.4. Gebyrer o. lign.

Der vil være årlige driftsomkostninger til betalingsafvikling (gebyrer) samt administration af konti og service. Totalt set skønnes det at udgøre 7 mio. kr. årligt. Hovedparten heraf vil vedrøre gebyrer på betalingsafviklingen af udbetaling af sociale ydelser fra OBS og forventes at modsvare besparelser i kommuner samt amtskommuner.

Ad 2. Engangseffekter ved systemændringer m.v.

De foreslåede ændringer skønnes at medføre engangsomkostninger for Told og Skat på ca. 2 mio. kr. til systemtilretninger m.v. Omkostningerne afholdes uden om Told og Skats budget. Herudover vil der være en lignende merudgift (engangseffekt) på under 1 mio. kr. i Økonomistyrelsen.

Ad 3. Engangseffekter på DAU

Ændringen af kildeskattebekendtgørelsen og arbejdsmarkedsbekendtgørelsen for kommunerne medfører, at der i januar 2003 vil blive angivet og indtægtsført A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. for forudbetalt løn og ydelser for både januar og februar 2003. Engangsprovenuet herved skønnes til ca. 3,5 mia. kr.

Konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Den amtslige økonomi påvirkes positivt, svarende til en dags valør af indestående, der stammer fra A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. fra de amtskommunalt ansatte. Den årlige amtskommunale gevinst skønnes at udgøre ca. 2 mio. kr. årligt.

Kommunerne mister valør på sidste bankdag af indestående, der stammer fra A-skat fra de modtagere af sociale ydelser, der er forudbetalt. Det indebærer et tab for kommunerne på ca. 5 mio. kr. årligt. Kommunerne opnår en gevinst på en valørdag på den sidste bankdag i måneden på den del af indeståendet, der stammer fra skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. fra bagudbetalte kommunalt ansatte. Det giver en gevinst på ca. 4 mio. kr. årligt.

Forslaget letter den kommunale økonomi for omkostningen ved at foretage udbetalingen af de sociale overførsler, der skal foretages direkte fra den kommunale OBS-konto til den endelige modtager. Pr. måned har kommunerne ca. 1,4 mio. udbetalinger, der hver koster 0,35 kr. Den samlede kommunale besparelse udgør hermed ca. 6 mio. kr. pr. år

Samlet set vil kommunerne opnå en gevinst på ca. 5 mio. kr. og amtskommuner en gevinst på 2 mio. kr. De nævnte gevinster giver ikke anledning til DUT-krav i forhold til kommunerne og amtskommunerne.

Ovenfor er der alene fokuseret på de umiddelbare effekter af indførelse af én afregningskonto. Der forventes at komme yderligere administrative besparelser som følge af forenklingen.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Pengeinstitutterne mister bankdage på indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v. Samlet set beløber dette tab sig til ca. 39 mio. kr. årligt.

Forslaget om at udskyde udbetalingstidspunktet for overskydende selskabsskat samt hektarstøtte er fuldt kompenseret.

SKB (OBS) er udliciteret til Jyske Bank. Den administrative belastning af lovforslaget i staten udgør under 1 mio. kr. årligt, jf. pkt. 1.5 i tabel ovenfor.

Hertil kommer de nævnte systemændringer m.v. på ca. 3 mio. kr. (engangseffekt).

Forslaget om én afregningskonto skaber grundlag for yderligere administrative besparelser i kommuner, amtskommuner og staten.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget har været sendt til høring hos Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Trafikministeriet, Fødevareministeriet, Miljøministeriet, Kirkeministeriet, Statsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Kulturministeriet, Skatteministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Forsvarsministeriet, Dansk Entreprenørforening, Det Danske Handelskammer, Dansk Arbejdsgiverforening, Håndværksrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Dansk Industri, Socialministeriet, Undervisningsministeriet, Børsmæglerforeningen, Københavns Fondsbørs, Garantifonden for Danske Optioner og Futures, Amtsrådsforeningen i Danmark, Skattechefforeningen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Finansrådet, InvesteringsForeningsRådet, Realkreditrådet, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danmarks Nationalbank, Handel, Transport og Serviceerhvervene, Dansk Handel & Service, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Danmarks Skibskreditfond, Kommunernes Landsforening, Skatterevisorforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Advokatrådet, Danske Revisorer, Landsarbejdsrådets Arbejdsudvalg, De danske Landboforeninger, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Foreningen af Registrerede Revisorer, Skatterevisorforeningen, Landsarbejdsrådet, Kontaktudvalget for Offentlig Revision, Dansk Familielandbrug, Den Danske Skatteborgerforening, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Danmarks Rederiforening.

Positive konsekvenser Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner. Heraf: Stat Kommuner Amter Op til 110 mio. kr., eksklusiv engangseffekt, i 2003 og herefter op til 150 mio. kr. 10 mio. kr. 2 mio. kr. 5 mio. kr. -

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner Op til 1 mio. kr. årligt 3 mio. kr. i engangseffekt

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet - 39 mio. kr.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet - -

Miljømæssige konsekvenser - -

Administrative konsekvenser for borgerne - -

Forholdet til EU-retten -

Det foreslås i § 3 a at bemyndige finansministeren til at fastsætte regler for betalingsformidling m.v. Der oprettes en særlig platform kaldet OffentligBetalingsService (OBS) i StatensKoncernBetalinger (SKB). Betalingsformidling er under konstant udvikling og ændring, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt i lovteksten at specificere, hvilke betalingssystemer der kan varetage opgaven.

I § 3 a, stk. 2 og 3, foreslås, at der oprettes en konto for hver kommune, amtskommune og a-kasse i OBS. Kontoen i OBS ejes af den enkelte kommune, amtskommune og a-kasse. Der foretages i bestemmelsen en opregning af, hvilke lovregulerede beløb der skal betales gennem kontoen i OBS.

I § 3 b, stk. 1, foreslås, at finansministeren kan fastsætte regler om, at kommuner og amtskommuner skal anvende OBS til udbetaling af nærmere opregnede ydelser. Disse ydelser vil blive opdelt i to kategorier.

Den første kategori er ydelser, hvor udbetalingen til borgerne sker sidste bankdag i måneden. Disse ydelser vil blive udbetalt som masseudbetalinger direkte til den endelige modtager gennem OBS. Det er nødvendigt at formidle disse masseudbetalinger gennem OBS, fordi den sociale refusion, som i øvrigt er et af de største betalingsmæssige mellemværender mellem stat og kommuner, i dag udbetales næstsidste bankdag i måneden og hermed blot en bankdag, førend langt de fleste refusionsberettigede ydelser skal være endelig modtager i hænde. Udbetalingerne sker ved en konto til konto overførsel med træk på den enkelte kommunes eller amtskommunes konto i OBS.

Den anden kategori består af ydelser, hvor udbetalingen til borgerne/virksomhederne m.v. sker på andet tidspunkt end sidste bankdag i måneden. Disse ydelser kan vælges behandlet på flere måder. En mulighed er, at kommunerne og amtskommunerne anmoder om, at den sociale refusion eller anden statslig udbetalt medfinansiering overføres fra kontoen i OBS til en konto i et pengeinstitut som blokoverførsel. Kommunen og amtskommunen forestår herefter f.eks. direkte fra kommunens eller amtskommunens likvide kasse eller sammen med deres respektive pengeinstitut udbetaling af ydelserne. Alternativt kan der anmodes om, at udbetalingsopgaven, på en eller flere af disse ydelser eller elementer heraf, også skal varetages i regi af OBS. Der skal i givet fald indledes forhandlinger med Økonomistyrelsen under Finansministeriet herom.

Der findes i en række love bemyndigelser for den pågældende minister til at fastsætte regler om anvisning af refusion og tilskud, jf. f.eks. § 85 i lov om social retssikkerhed, der bemyndiger socialministeren til at udstede sådanne regler. Det er imidlertid fundet hensigtsmæssigt at samle beføjelsen til at fastsætte regler om gennemførelsen af betalingsformidling og afvikling af ind- og udbetalinger mellem staten, kommuner og amtskommuner samt a-kasser hos finansministeren i stedet for at sprede beføjelsen til forskellige ressortministre. Beføjelsen for ressortministrene vil være uændret, og socialministeren vil derfor efter § 85 i lov om social retssikkerhed fortsat kunne fastsætte regler om f.eks. regnskabsaflæggelse og revision samt andre aspekter vedrørende anvisning af refusion og tilskud end selve betalingsgennemførelsen på én afregningskonto.

Reglerne om udbetalingstidspunktet for kommunale skatter, tilskud og tilsvar er fastsat i lov om kommunal indkomstskat og med hjemmel i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. Lovforslaget vedrører alene beføjelsen til at fastsætte regler om gennemførelsen af betalingsformidling og -afvikling af ind- og udbetalinger mellem staten, kommunerne og amtskommunerne.

I § 3 b, stk. 2 , foreslås fastsat, at kontoen i OBS ikke må få en negativ saldo. Endvidere fremgår det, at kommunen og amtskommunen skal sørge for tilstrækkelige midler på kontoen til dækning af såvel masseudbetalinger (efter A-skat) som indeholdelse af A-skat på disse. Kommunen eller amtskommunen skal for ydelser udbetalt direkte fra kontoen til endelig modtager have overført et beløb til kontoen svarende til andelen af den samlede udbetaling (før indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v.). Beløbet skal være indgået på kontoen senest sidste bankdag i måneden.

I § 3 c, stk. 1, foreslås, at der foretages automatisk modregning over kontoen ved betalinger med forfald samme dag. Formålet med én afregningskonto er bl.a. at etablere mulighed for at begrænse omfanget af krydsende betalinger på en enkel og effektiv måde mellem staten, kommuner og amtskommuner. De krydsende betalinger har i dag et betydeligt omfang. Næstsidste bankdag udbetales således hovedparten af de sociale refusioner brutto. Sidste bankdag skal kommuner og amtskommuner indbetale indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for deres ansatte og modtagerne af overførselsindkomst vedrørende måneden. Dog er der først afregning den 1. for forudbetalte beløbsmodtagere i kommuner, men denne sum vil være faldende i takt med, at de sociale pensioner overgår gradvist til bagudbetaling. Den første bankdag i efterfølgende måned udbetaler staten 12-delsraten til kommunerne og amtskommunerne.

I løbet af et kort tidsinterval krydser hermed relativt store beløb hinanden i dag. Tidsintervallet forøges i praksis dog som følge af de sædvanlige bankdage i pengeinstitutsektoren, hvor midlerne hverken er til disposition på statens eller kommunernes konti. Disse krydsende betalinger foreslås afskaffet ved, at der bliver adgang til styring af ind- og udbetalinger mellem stat og kommuner samt amtskommuner over én afregningskonto, herunder mulighed for at foretage modregning af forfalden A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den 1. i måneden.

Det foreslås, at finansministeren kan fastsætte regler for udvidelse af modregningen på kontoen.

I § 3 c, stk. 2, foreslås, at staten får adgang til at foretage hævning af det skyldige beløb, hvis kommunen, amtskommunen eller arbejdsløshedskassen ikke har sat overførslen i værk på afregningskontoen. Bestemmelsen er indsat for at skabe størst mulig effektivitet og undgå administrationskrævende morarentebetalinger m.v., hvis betalingen ikke er sat i værk.

I § 3 d foreslås, at de nærmere regler om hæveadgang og generelle forretningsvilkår samt spørgsmål om forrentning fastsættes af finansministeren.

Formålet med én afregningskonto er at varetage opgaven med afregning mellem staten og modparten så effektivt som muligt. Kontoen kan således bidrage til, at krydsende betalinger undgås på en enkel og effektiv måde. Det er hensigten, at midlerne skal stå så kort tid som muligt på afregningskontiene. Endelig skal administrationsbyrden ved kontiene begrænses. Der vil derfor ikke ske forrentning af indestående på almindelige afregningskonti.

Det forudsættes, at kommuner og amtskommuner vil anmode om overførsel af indestående til konti i private pengeinstitutter. Der vil være fuld hæveadgang af beløb, der betales fra staten til kommunerne efter § 3 a, stk. 2, over kontoen i OBS den første, dog sådan at den først kan være ude på konti i pengeinstitutterne med dispositions- og valørvirkning den anden. For at undgå valørtab hos kommunerne og amtskommunerne vil det i finansministerens bekendtgørelse blive fastlagt som en undtagelse fra hovedreglen, hvorefter indestående på de almindelige afregningskonti ikke forrentes, at kommuner og amtskommuner skal have forrentet nettosaldoen på kontoen den første bankdag med en kort rente (f.eks. diskontoen).

Med henblik på, at staten kan nå at opkræve de tilgodehavender over kontoen, som først har forfald første bankdag, vil det således ikke være muligt at hæve 12-delsraten med en straksoverførsel med virkning første bankdag.

Endvidere kan der være tale om, at indestående på konti i særlige tilfælde bindes for en periode. Aftalebinding kan ske på basis af lovgivning eller som frivillig aftale. Hvad angår a-kasserne, vil binding ske på basis af en lovgivningsløsning, fordi det vedrører statslige tilgodehavender hos a-kasserne. A-kasserne tilbydes en rente svarende til en 5-årig statsobligation minus 2 pct. point, jf. §76, stk. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring som affattet ved § 2 i dette lovforslag.

Det er hensigten at tilbyde kommuner og amtskommuner at kunne indgå aftaler om binding af midler, hvilket kan være aktuelt i forhold til en periodevis overskudslikviditet hos nogle kommuner og amtskommuner inden for den enkelte måned. Disse aftaler vil blive indgået på privatretlig grundlag og er derfor ikke omfattet af nærværende lovforslag. De nærmere aftalevilkår skal derfor afklares senere, men kan f.eks. omfatte krav om en mindste bindingsperiode.

Rentetilskrivning på kontoen i OBS kan ikke ske hyppigere end kvartalsvis bagud.

Til nr. 1

Til § 76, stk. 2

Det foreslås, at hver arbejdsløshedskasse får en konto i OffentligBetalingsService (OBS). Bestemmelsen henviser til § 3 a i lov om bemyndigelse til optagelse af statslån som affattet ved § 1 i dette lovforslag. Finansministeren vil derfor kunne ændre betalingssystemet som anført i bemærkningen til § 1.

Til § 76, stk. 3

Det foreslås, at kontoen forrentes til fordel for kassen med skønnet for renten på en 5-årig statsobligation fratrukket 2 pct. point, således som dette fremgår af finansloven for 2003. Renten ligger fast for 5 år ad gangen og justeres ved udgangen af den 5-årige periode på tilsvarende vis ved brug af skønnet i kommende finanslov. Tilskrevne renter tilfalder arbejdsløshedskassen. Ved at lægge renten fast for en periode på 5 år vil a-kassen have stor sikkerhed for renteindtægten. Finansministeren fastsætter regler for rentetilskrivning efter høring af beskæftigelsesministeren. Kompetencen til at fastsætte de nærmere regler er i øvrigt henlagt til direktøren for Arbejdsdirektoratet, jf. § 76, stk. 7. Arbejdsløshedskassen kan frit disponere over renter, der tilskrives kontoen, men kan herudover udelukkende anvende kontoens indestående til indbetaling af forfaldne beløb til dækning af medlemsbidrag til staten.

Til § 76, stk. 4

Det foreslås, at de beløb, som kassen opkræver af medlemmerne til dækning af kassens udgifter til betaling af det obligatoriske bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, det frivillige bidrag til efterlønsordningen samt til finansiering af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension ved udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge m.v., skal indsættes på kontoen i OBS umiddelbart efter sidste rettidige betalingsdag for medlemmernes indbetaling af medlemsbidragene til kassen.

Den enkelte arbejdsløshedskasse fastsætter selv tidspunkterne for medlemmernes indbetaling af det samlede medlemsbidrag til kassen. Beløbet kan dog tidligst forfalde til betaling den første dag i den periode, bidraget gælder for. Kasserne bestemmer ligeledes selv, om bidraget opkræves forud eller bagud for en uge, en måned eller et kvartal ad gangen.

De fleste kasser opkræver medlemsbidraget forud for en måned eller et kvartal ad gangen, medens kun få kasser opkræver bagud.

Da betalingstidspunkterne og betalingsperioderne således varierer fra kasse til kasse, vil forfaldsdagen for indbetaling til kontoen i OBS og perioden, der skal indbetales for, ligeledes variere fra kasse til kasse. Nærmere regler herom foreslås fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet, jf. forslaget til § 76, stk. 7.

Til § 76, stk. 5

Det foreslås, at kassen skal betale morarente til statskassen, hvis de beløb, der opkræves af medlemmerne, ikke indsættes rettidigt på kontoen i OBS. Renten foreslås fastsat til 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5. Det er samme rente, som kasserne betaler efter gældende lovs § 76, stk. 3, ved forsinket indbetaling af medlemsbidragene til statskassen.

Til § 76, stk. 6

Det foreslås, at medlemsbidragene fra arbejdsløshedskassen skal indbetales til statskassen på samme måde som hidtil efter § 76, stk. 2, i den gældende lov. Det vil sige månedsvis bagud med 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb, men indbetalingen sker herefter via OBS-kontoen.

Det bemærkes, at ATP-finansieringsbidraget ikke er omfattet af de gældende regler i § 76 om indbetaling af medlemsbidrag til staten. Kassens pligt til at betale bidrag til finansiering af ATP-bidrag for dagpengemodtagere m.fl. er fastsat i lovens § 85 c. Bidraget indbetales til staten efter administrativt fastsatte regler sammen med og på samme måde som arbejdsløshedsforsikrings- og efterlønsbidragene. Bidraget afregnes efterfølgende (kvartalsvis) af staten til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter administrative regler fastsat i henhold til lovens § 85 c, stk. 6.

Til § 76, stk. 7

Det foreslås, at direktøren for Arbejdsdirektoratet bemyndiges til efter forhandling med Landsarbejdsrådet at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne efter forslagene til § 76, stk. 4-6.

Det vil herved bl.a. blive præciseret for hvilke perioder, der skal indbetales til OBS-kontoen i relation til de varierende opkrævningsperioder hos medlemmerne. Der vil ligeledes blive fastsat nærmere regler om grundlaget for beregning af størrelsen af beløbet, der skal indbetales til OBS, og om evt. efterfølgende regulering af det indbetalte beløb. Derved sikres, at det opkrævede beløb indsættes på OBS-kontoen umiddelbart efter medlemmernes indbetaling.

De gældende regler om beregning af beløbet, der skal indbetales til staten, og om efterfølgende regulering heraf, påregnes ikke ændret.

Til nr. 2

Efter § 77, stk. 7 , har arbejdsløshedskasserne ret (men ikke pligt) til at opkræve "et særligt bidrag" til ATP-finansieringen. I praksis opkræver kasserne bidraget med den størrelse, som er fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet i medfør af lovens § 85 c, stk. 5.

Det foreslås at ændre bestemmelsen således, at kasserne fremover har pligt til at opkræve bidraget fastsat efter § 85c, stk. 5, af medlemmerne.

Til nr. 1

Efter gældende regler ydes en skattefri godtgørelse på 4 pct. af selskabers overskydende skat. Det foreslås, at godtgørelsen forhøjes til 4,2 pct. som kompensation for, at udbetalingstidspunktet for overskydende skat foreslås udskudt i forhold til gældende regler.

Til nr. 2

Efter gældende regler tilbagebetales overskydende skat inklusive godtgørelse fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret, eller ved et forskudt indkomst den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Hvis udbetalingen sker senere end den 20. november skal staten forrente beløbet med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned. I praksis påbegyndes udbetaling af overskydende skat allerede i begyndelsen af november.

Det foreslås, at overskydende selskabsskat inklusiv godtgørelse som udgangspunkt modregnes i den ordinære acontoskatterate, som forfalder til betaling for selskaberne samtidig med udbetalingen af den overskydende selskabsskat. Det vil sige, at en eventuel overskydende skat inklusiv godtgørelse vedrørende ét indkomstår modregnes i den ordinære acontoskatterate vedrørende det efterfølgende indkomstår, der forfalder den 20. november. Der etableres ingen modregning vedrørende eventuelle frivillige indbetalinger af acontoskat, idet størrelsen af disse indbetalinger i modsætning til de ordinære acontoskatterater ikke kendes.

Det foreslås endvidere, at udbetalingstidspunktet for den resterende overskydende skat udskydes, således at udbetalingen ikke påvirker statens konto før den dag, hvor selskabers restskat og acontoskattebetalinger i november indgår på statens konto. Disse indbetalinger indgår på statens konto indtil to bankdage efter, at selskabet har indbetalt beløbet til pengeinstituttet. Hvis indbetalingen er sket den 20. november, vil beløbet således som udgangspunkt indgå på statens konto den 22. november. Lørdage og søndage er ikke bankdage. Hvis den 20. november eksempelvis er en fredag, vil en indbetaling denne dag således kunne indgå på statens konto den efterfølgende tirsdag, dvs. den 24. november.

Det foreslås på den baggrund, at udbetalingstidspunktet for overskydende skat som udgangspunkt fastsættes til to bankdage efter den 20. november.

Hvor den 20. november er en lørdag eller søndag foreslås det dog, at tilbagebetalingen af overskydende skat fastsættes til den tredje bankdag efter den 20. november. Baggrunden for denne undtagelse er, at sidste rettidige indbetalingsfrist for restskat og acontoskattebetalinger i disse tilfælde er den første bankdag efter den 20. november. Hvis den 20. november eksempelvis er en lørdag, vil rettidig betaling kunne ske ved indbetaling til pengeinstituttet den 22. november. Indbetalingen vil påvirke statens konto den 24. november, som i så fald er den tredje bankdag efter den 20. november.

De foreslåede regler for udbetaling af overskydende skat er fastlagt under hensyn til gældende gennemløbspraksis samt sektoraftaler i pengeinstitutterne. Hvis gennemløbstiden til staten nedsættes, således at indbetaling af acontoskat og restskat med stor sikkerhed er staten i hænde tidligere, vil regeringen sørge for en tilsvarende fremrykning af udbetalingen af den overskydende skat, som ikke modregnes i acontoskatten.

For at opnå den tilsigtede sammenhæng mellem ind- og udbetalingerne på statens konto præciseres det i bestemmelsen, at det er datoen, hvor de statslige told- og skattemyndigheder anviser den overskydende skat til udbetaling, der er det relevante tidspunkt. Hvis skattemyndighederne anviser betalingen senere end det fastsatte tidspunkt, forrentes beløbet med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned.

Til nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at overskydende skat ikke længere tilbagebetales fra den 1. november.

Til nr. 4

Det foreslås, at staten skal forrente den overskydende skat med tilhørende godtgørelse, hvis udbetalingen anvises fra de statslige told- og skattemyndigheder senere end to henholdsvis tre bankdage efter den 20. november, jf. forslaget under nr. 2.

Ikrafttrædelsen af §§ 1 og 2 forudsætter, at den betalingsplatform, der skal danne grundlag for OBS, er etableret og i stand til at foretage masseudbetalinger til den endelige modtager. Derfor foreslås det, at finansministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelsen af disse bestemmelser. Det vil også være muligt, at bestemmelserne sættes i kraft for visse ydelser, således at medtagelsen af yderligere områder først sker gradvis, jf. § 3 b som affattet ved § 1.

Ændringen af selskabsskatteloven kan sættes i kraft uafhængigt af §§ 1 og 2.

Det foreslås, at udskydelsen af tilbagebetalingstidspunktet og forhøjelsen af procentgodtgørelsen tillægges virkning for overskydende skat vedrørende indkomståret 2002 og senere indkomstår. Det vil sige, at de foreslåede ændringer i § 3 første gang får virkning i forbindelse med udbetalingen af overskydende skat i november 2003.

Loven om bemyndigelse til optagelse af statslån gælder også for Færøerne og Grønland, da der er tale om et rigsanliggende. Lovændringen bør imidlertid ikke gælde for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 1079 af 22. december 1993 om bemyndigelse til optagelse af statslån foretages følgende ændring:

1. Efter § 3 indsættes:

» § 3 a. Finansministeren kan fastsætte regler for betalingsformidling og afvikling af ind- og udbetalinger mellem staten, kommuner, amtskommuner og arbejdsløshedskasser. Ministeren kan herunder bestemme, at kommuner, amtskommuner og arbejdsløshedskasser skal modtage og afregne betalinger med staten i et særligt dertil etableret betalingssystem.

Stk. 2 . Afregning af følgende beløb mellem staten, kommuner og amtskommuner samt indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag sker gennem en konto oprettet for hver enkelt kommune og amtskommune i det under stk. 1 nævnte betalingssystem:

1) Kommunale skatter og kirkelige afgifter i henhold til lov om kommunal indkomstskat.

2) Tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

3) Refusionsbeløb og bidrag til udligningsordningen i henhold til lov om udligning af visse kommunale og amtskommunale udgifter til merværdiafgift og om Det Kommunale Momsfond.

4) Beløb, der afregnes til staten i henhold til lov om fordeling mellem staten, kommunerne og amtskommunerne af skattenedslaget som følge af personskattelovens skatteloft,

5) Tilskud i henhold til lov om trafikstøtte til kommuner og amtskommuner med mindre øer.

6) Statslig refusion af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om social pension, lov om delpension, lov om individuel boligstøtte og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 3. Beløb, som de anerkendte arbejdsløshedskasser opkræver hos medlemmerne til dækning af arbejdsløshedskassernes udgifter til medlemsbidrag til staten og bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension ved udbetaling af dagpenge m.v., jf. §§ 76 og 77 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., indsættes på en konto oprettet for hver enkelt arbejdsløshedskasse i det under stk. 1 nævnte betalingssystem.

§ 3 b. Finansministeren kan fastsætte regler om, at kommuner og amtskommuner skal anvende det under § 3 a, stk. 1, nævnte betalingssystem til udbetaling af nærmere opregnede ydelser.

Stk. 2 . En kommune eller amtskommune skal overføre tilstrækkelige midler til sin konto i det under § 3 a, stk. 1, nævnte betalingssystem, så kontoen ikke på noget tidspunkt får en negativ saldo. For ydelser udbetalt direkte fra kontoen til endelig modtager skal kommunen eller amtskommunen senest på tidspunktet for ydelsernes udbetaling have overført et beløb til kontoen svarende til kommunens eller amtskommunens andel af den samlede udbetaling før indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v.

§ 3 c. Finansministeren kan fastsætte regler for modregning på kontoen, herunder om at der foretages automatisk modregning over kontoen ved betalinger med forfald samme dag.

Stk. 2 . På forfaldtidspunktet for en betaling til staten, som er fastsat afviklet over det betalingssystem, der nævnes i § 3 a, stk. 1, kan staten automatisk foretage hævning af det skyldige beløb, hvis kommunen, amtskommunen eller arbejdsløshedskassen ikke har sat overførslen i værk.

§ 3 d. Finansministeren fastsætter regler om hæveadgang og generelle forretningsvilkår for indskud eller indestående på kontiene, hvis ikke andet fremgår af anden lovgivning.«

§ 2

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, foretages følgende ændringer:

§ 76. - - - 1. § 76, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:

Stk. 2. Beløb efter stk. 1 indbetales månedsvis bagud og udgør for hver måned 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb. »Stk. 2. Der oprettes en konto for hver arbejdsløshedskasse i det betalingssystem, der etableres efter § 3 a i lov om bemyndigelse til optagelse af statslån.

Stk. 3. Sker indbetaling af beløbet efter stk.1 ikke rettidigt, skal kassen betale renter af beløbet for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5. Stk. 3 . Indestående på kontoen forrentes med skønnet på finansloven for 2003 for renten på en 5-årig statsobligation fratrukket 2 pct. point. Renten ligger fast for 5 år ad gangen og justeres herefter ved brug af et nyt finanslovsskøn. Tilskrevne renter tilfalder arbejdsløshedskassen. Finansministeren fastsætter regler for rentetilskrivning efter forhandling med beskæftigelsesministeren.

Stk. 4 . Beløb, som kassen opkræver hos medlemmerne efter stk. 1, indsættes på kassens konto i det i stk. 2 nævnte betalingssystem umiddelbart efter sidste rettidige betalingsdag for medlemmernes indbetaling af beløbet til kassen. Det samme gælder for beløb, som kassen opkræver efter § 77, stk. 7.

Stk. 5. Sker indsættelse af beløb på kassens konto i det nævnte betalingssystem, jf. stk. 2, ikke rettidigt, skal kassen betale renter af beløbet til staten for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.

Stk. 6 . Beløb efter stk. 1, 1. pkt., indbetales til staten månedsvis bagud fra kassens konto i det nævnte betalingssystem og udgør for hver måned 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Beløb opkrævet efter § 77, stk. 7, indbetales til staten månedsvis bagud fra kontoen med 1/12 af det årlige beløb afrundet til nærmeste hele kronebeløb med henblik på indbetaling til Arbejdsmarkedets Tillægspension efter regler fastsat i henhold til § 85 c, stk. 6, jf. § 85 c, stk. 5.

Stk. 7 . Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om de i stk. 4-6 nævnte forhold«.

§ 77. - - - Stk. 7. Til dækning af kassens udgifter til finansiering af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension ved udbetaling af dagpenge m.v., jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 2 a, stk. 1 og 3, kan kassen opkræve et særligt bidrag. Bidraget kan ikke opkræves af efterlønsmodtagere og af medlemmer, der er fritaget for betaling af bidrag efter stk. 9. 2. I § 77, stk. 7, ændres »kan kassen opkræve et særligt bidrag« til: »opkræver kassen et særligt bidrag, jf. § 85 c, stk. 5.«

§ 3

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 736 af 28. august 2002, foretages følgende ændringer:

§ 29 B. - - - Stk. 5. Det beløb, hvormed indkomstskatten måtte være mindre end summen af ordinære acontoskatter med tillæg af eventuelle frivillige acontobetalinger reguleret for tillæg efter stk. 6, benævnes overskydende skat. Ved beregning af overskydende skat indgår de ordinære acontoskatter, uanset om betaling er sket. Ved tilbagebetaling af overskydende skat ydes der selskabet eller foreningen m.v. en godtgørelse på 4 pct. af beløbet. Der kan kun ske tilbagebetaling af beløb, der faktisk er indbetalt. Tilbagebetaling af overskydende skat inklusive godtgørelse sker fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret, eller ved et forskudt indkomstår fra den 1. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Ved opløsning efter § 5, stk. 1, 1. pkt., eller § 7 kan tilbagebetaling af overskydende skat dog ske før den 1. november. Der ydes i disse tilfælde ikke godtgørelse efter 3. pkt. Hvis tilbagebetaling sker senere end den 20. november, forrentes beløbet med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned. 1. I § 29 B, stk. 5, 3. pkt., ændres »4 pct.« til: »4,2 pct.«. 2. I § 29 B, stk. 5, 5. pkt., ophæves og i stedet indsættes: »Tilbagebetaling af overskydende skat inklusiv godtgørelse sker i videst muligt omfang ved modregning i ordinær acontoskat vedrørende det efterfølgende indkomstår, der forfalder den 20. november. De statslige told- og skattemyndigheder anviser eventuel resterende overskydende skat inklusiv godtgørelse til betaling senest to bankdage efter den 20. november i kalenderåret efter indkomståret, eller ved et forskudt indkomstår senest to bankdage efter den 20. november i kalenderåret efter det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for. Er den 20. november en lørdag eller søndag, anvises betalingen dog senest tre bankdage efter den 20. november.« 3. I § 29 B, stk. 5, 6. pkt., der bliver 8. pkt. , udgår »den 1. november«. 4. I § 29 B, stk. 5, 8. pkt., der bliver 10. pkt., ændres »Hvis tilbagebetaling sker senere end den 20. november« til: »Hvis tilbagebetaling ikke sker rettidigt, jf. 6.-7. pkt.«.

§ 4

Stk. 1. Tidspunktet for ikrafttrædelsen for §§ 1 og 2 eller dele af disse bestemmelser fastsættes af finansministeren.

Stk. 2 . § 3 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. § 3 har virkning for udbetaling af overskydende skat vedrørende indkomståret 2002 og senere indkomstår.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Versioner

  1. 2002-10-31