Forslag til Lov om ændring af lov om produktionsskoler\n (Forenklinger og konsekvensændringer)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00045@2002-10-31/da
Indhold
I lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 623 af 22. juni 2001, som ændret ved § 72 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og § 3 i lov nr. 275 af 8. maj 2002, foretages følgende ændringer:
1. § 6, stk. 6, 4. pkt., ophæves.
2. I § 9, stk. 1, indsættes som 3. pkt. :
» Grundtilskuddet udbetales i januar måned med det fulde beløb. «
3. I § 11, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter » § 1, stk. 1, 2. pkt. «: », dog ikke deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. «
4. I § 11, stk. 2, udgår 2. og 3. pkt.
5. I § 11 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
» Stk. 4. Inden for en kvote, der udgør 10 pct. af produktionsskolens samlede årselevtal i det forudgående finansår, kan der i særlige tilfælde medregnes ophold af længere varighed. For skoler, der ikke har haft aktivitet i det forudgående finansår, beregnes kvoten på baggrund af det forventede årselevtal. «
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
6. § 13, stk. 1, affattes således:
» For hver deltager, der udløser statstilskud til en produktionsskole, jf. § 11, stk. 1, betaler hjemstedskommunen bidrag til staten pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove for det bidragspligtige finansår. Ved hjemstedskommune forstås den kommune, i hvilken deltageren ifølge CPR havde bopæl den 5. september i kalenderåret før det bidragspligtige finansår. Størrelsen af bidragene pr. årselev fastsættes afhængigt af den samlede aktivitet på produktionsskolerne i finansåret. Bidragssatserne, gradueringsprocenten og det bidragssatsændrende aktivitetsgrundlag fastsættes på de årlige finanslove. «
7. § 13, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
» Stk. 3. Efter hvert kvartal foretager produktionsskolen en særskilt beregning af de bidragsmæssige konsekvenser for de enkelte kommuner, der ifølge skolens oplysning skal betale bidrag efter stk. 1, så det fremgår, hvor mange årselever på henholdsvis under og over 18 år, som kommunen skal betale bidrag for. Beregningen foretages efter reglerne for beregningen af statstilskud. Skolerne indsender oplysningerne til Undervisningsministeriet, der herefter orienterer kommunerne om aktivitetsudviklingen på produktionsskolerne og de forventede bidragsmæssige konsekvenser heraf, dels for kommunerne under ét, dels for den enkelte kommune.
Stk. 4. Hvert år inden udgangen af februar måned efter det bidragspligtige finansår sender skolen til hver kommune, der ifølge skolens oplysning skal betale bidrag efter stk. 1, en liste med navn og personnummer for de deltagere, som kommunen skal betale bidrag for, samt bidragets størrelse for hver deltager. Hvis kommunen konstaterer, at skolens liste indeholder forkerte oplysninger om en deltagers hjemstedskommune, skal kommunen senest den 1. april meddele dette til skolen sammen med oplysning om deltagerens rette hjemstedskommune. I modsat fald skal skolens oplysninger lægges til grund ved bidragsopkrævningen. Skolerne sender herefter senest den 1. maj eventuelt korrigerede lister til Undervisningsministeriet med kopi til hjemstedskommunerne. Hvis en hjemstedskommune herefter konstaterer, at en liste indeholder forkerte oplysninger om en deltagers hjemstedskommune, skal kommunen senest den 1. juni meddele dette til Undervisningsministeriet. Ministeriet undersøger i sådanne tilfælde i CPR deltagerens rette hjemstedskommune. Herefter beregnes og opkræves bidraget i henhold til listerne fra skolerne eventuelt korrigeret efter henvendelse fra kommunen.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan bestemme, at produktionsskolerne skal indsende oplysningerne efter stk. 3 og 4 på skemaer, der er udfærdiget af Undervisningsministeriet.
Stk. 6. Bidragsopkrævningen gennemføres ved modregning i udbetalingerne i juli måned til kommunerne fra Told- og Skattestyrelsen af indkomstskat, statstilskud m.v. «
8. Efter § 13 indsættes i kapitel 4 :
» § 13 a. Elevens bopælskommune kan kræve refusion af bidraget i henhold til § 13, stk. 1, fra en anden kommune for deltagere, der ved beregningen af kommunal udligning til kommuner indgår i folketallet i den anden kommune. «
9. § 17 affattes således:
» § 17. Produktionsskolerne udbetaler en skoleydelse til de deltagere, der udløser statstilskud. Skoleydelsens størrelse pr. uge fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om skoleydelsen, herunder om at denne ikke skal udbetales til visse grupper af deltagere. «
10. § 18, stk. 1, affattes således:
» Til de af produktionsskolernes deltagere, der udløser statstilskud, ydes tilskud til udgifter til befordring mellem bopæl og skole. Tilskuddet ydes af amtsrådet efter regler fastsat af undervisningsministeren. «
11. I § 19, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt. ændres » erstatning m.v. « til: » ydelser «
12. § 19, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ord ningen efter stk. 1 omfatter de deltagere, der udløser statstilskud efter denne lov, og de deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. «
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.
Stk. 2. § 11, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, har virkning for statstilskud, der vedrører tilskudsåret 2003 og følgende år.
Stk. 3. Ved anvendelsen i 2003 af § 11, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, skal det samlede årselevtal for 2002 omberegnes i overensstemmelse med den ændring af årselevberegningen fra 42 til 40 uger, der gennemføres fra og med 2003.
Stk. 4. § 13, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, og § 13, stk. 3-6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, har virkning fra og med bidragsopkrævningen i 2003 for 2002.
Stk. 5. Refusionsordningen efter § 13 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, har virkning fra og med bidragsopkrævningen i 2004 for 2003.
Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget er et led i regeringens handlingsplan for forenkling og administrative lettelser.
Lovforslaget indeholder desuden konsekvensændringer som følge af lov nr. 149 af 25. marts 2002 om ændring af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) og ophævelse af lov om daghøjskoler m.v. og lov om den fri ungdomsuddannelse samt ændring af lov om refusion af udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. samt ændring af forskellige love.
Efter § 6 i lov nr. 149 er lov om refusion af (fra 1. januar 2003 betaling for) udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. blevet ændret. Ændringen indebærer, at produktionsskolerne ikke efter den 1. januar 2003 modtager aktivitetsafhængige statstilskud til deltagere i uddannelse i henhold til en handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, eller som deltager i undervisning efter godkendelse fra opholdskommunen efter lov om aktiv socialpolitik. Skolerne skal fra den 1. januar 2003 beregne og opkræve betaling fra arbejdsformidlingen og kommunerne på grundlag af antal årselever under aktivering efter de takster, der er fastsat på finansloven for årselever på produktionsskoler.
Med hensyn til tidligere behandling af relevante bestemmelser i lov om produktionsskoler henvises til: Folketingstidende 1999-2000 (L 101) Tillæg A spalte 2810, Folketingets forhandlinger spalte 1916, Tillæg B spalte 237, Folketingets Forhandlinger spalte 2537, 2782 og Tillæg C spalte 265. Folketingstidende 2001-02, 2. samling (L 79) Folketingets Forhandlinger spalte 1941, 3020, 3610, Tillæg A spalte 2279, 2334, Tillæg B spalte 212, Tillæg C spalte 73. Folketingstidende 2001-02, 2. samling (L 112) Folketingets Forhandlinger spalte 2733, 5006, 5183, Tillæg A spalte 2916, 2897, Tillæg B spalte 434, Tillæg C spalte 284.
Gældende bestemmelser
I 2000 blev indført en kommunal bidragsordning med det formål at stabilisere den samlede aktivitet på produktionsskolerne på et niveau omkring aktivitetsniveauet i 1999. Kommunen skal betale bidrag for de deltagere, der var tilmeldt Folkeregisteret i kommunen den 5. september forud for det år, hvori deltageren går på produktionsskole.
Efter udløbet af finansåret sender skolerne oplysning til de enkelte kommuner om de deltagere, som kommunen skal betale bidrag for.
Produktionsskolerne anser, at bidragsordningen er vanskelig at administrere, fordi de har problemer med at udarbejde de lister til Undervisningsministeriet, som er grundlaget for ministeriets opkrævning af bidrag hos kommunerne, og med at få bekræftelse fra kommunerne på deltagernes hjemstedskommune den 5. september året før finansåret.
Efter den gældende lov får produktionsskoler aktivitetsafhængige statstilskud til deltagere i uddannelse i henhold til en handlingsplan efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, eller som deltager i undervisning efter godkendelse fra opholdskommunen efter lov om aktiv socialpolitik. Disse deltagere indgår i grundlaget for beregningen af den kvote på 10 pct., inden for hvilken produktionsskoledeltagere kan have ophold på mere end et år. Forløb som led i aktivering udløser tilskud uanset længden af produktionsskoleopholdet. De aktiverede deltagere modtager ikke skoleydelse eller tilskud til udgifter til befordring. De er berettiget til erstatning efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskader, hvis de kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold.
Lovforslagets indhold
Lovforslaget indeholder forslag om at gøre den administrative procedure ved produktionsskolernes indberetning til Undervisningsministeriet smidigere, hvilket er en forenkling, idet visse produktionsskoler kommer ud for at skulle rykke kommuner både en og to gange for bekræftelse af deltagernes hjemstedskommune. Efter lovforslaget skal en kommune, der konstaterer, at en produktionsskoles liste over deltagere, som kommunen skal betale bidrag for, er fejlagtig, meddele dette til skolen sammen med oplysninger om deltagernes rette hjemstedskommune. I modsat fald skal skolens oplysninger lægges til grund for bidragsopkrævningen. Dette medfører en administrativ lettelse for produktionsskolerne, som i dag har problemer med at få rettidig tilbagemeldinger fra kommunerne om, hvor deltagerne er registreret den 5. september før det bidragspligtige finansår. Efter lovforslaget indføres fremgangsmåden i forbindelse med indhentning af oplysninger til brug for opkrævning af kommunale bidrag direkte i lovteksten. Der er herefter ikke behov for bekendtgørelsesregler om kommunale bidrag.
Som følge af omlægningen fra 1. januar 2003 af refusionsordningen til en betalingsordning for aktiverede i uddannelse ved lov nr. 149 af 25. marts 2002 udløser aktiverede efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om aktiv socialpolitik ikke længere statstilskud. Derfor foreslås formuleringen af § 11 i produktionsskoleloven ændret, så det dels fremgår, at deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for uddannelse i forbindelse med aktivering, ikke udløser statstilskud, dels tydeliggøres at disse deltagere fortsat indgår i beregningen af det samlede årselevtal, hvoraf der inden for en kvote på 10 pct. kan medregnes ophold af længere varighed end et år. Det er ligeledes dette samlede årselevtal, der er grundlaget for, at produktionsskolen overholder mindstekravet for at oppebære statstilskud om 20 årselever, jf. lovens § 10, stk. 2. I lovens §§ 17 og 18 foreslås de overflødige oplysninger om, at deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, ikke skal have hhv. skoleydelse og tilskud til befordring, ophævet.
Efter forslaget vil deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for uddannelse i forbindelse med aktivering, og som kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold, fortsat være berettiget til ydelser efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskader.
Ifølge forslaget vil det ikke længere være et krav, at bestemmelse om ydelse af vederlag til bestyrelsens formand og næstformand skal optages i skolens vedtægter.
Det foreslås endvidere, at grundtilskuddet til skolerne skal udbetales i januar måned med det fulde beløb.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner. Den administrative procedureændring for bidragsordningen vil ikke medføre yderligere opgaver til kommunerne, idet den enkelte kommune i forvejen er forpligtet til at undersøge, hvorvidt produktionsskoledeltagerne har bopæl i kommunen ifølge CPR. Kommunen slipper for at bekræfte korrekte oplysninger over for skolerne og skal alene korrigere forkerte oplysninger.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indeholder visse administrative lettelser for borgerne.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Positive konsekvenser/mindre- udgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merud- gifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Visse administrative lettelser for produktionsskolerne, idet de kan lægge elevernes oplysninger om hjemstedskommune til grund, hvis kommunen ikke reagerer. Ingen
Forholdet til EU-retten Ingen EU-retlige aspekter
Lovudkastet har været udsendt til høring den 13. september 2002 til følgende:
Foreningen for produktionsskoler/Produktionshøjskoler, Forstanderkredsen for Produktionsskolerne, Danske Produktionshøjskolers Lærerforening, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Revisionsforening, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer, Rigsrevisionen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Lovudkastet er blevet ændret efter høringen som følge af det fremsatte lovforslag om ændring af lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler (Erhvervsgrunduddannelse på produktionsskoler). Ændringen vedrører lovens § 11, der nu alene indeholder konsekvensændringer som følge af omlægningen af betalingsordningen for uddannelse af aktiverede.
Til nr. 1
Produktionsskolen kan beslutte, at der af skolens midler kan ydes vederlag til skolens bestyrelsesformand og næstformand efter regler fastsat af undervisningsministeren efter forhandling med finansministeren. Efter forslaget ophæves bestemmelsen i den gældende lov om, at bestemmelse om ydelse af vederlag skal optages i skolens vedtægter. Dette er en forenkling for både produktionsskoler og de vedtægtsgodkendende kommunalbestyrelser. Eventuelle godkendte vedtægter med bestemmelser om ydelse af vederlag berøres ikke af lovforslaget.
Til nr. 2
Forslaget indebærer, at kommunerne skal udbetale grundtilskuddet til produktionsskolerne i januar måned med det fulde beløb. Det er en lettelse for skolerne, at der indføres en fast regel for udbetaling af grundtilskud, idet skolerne hidtil har fået udbetalt grundtilskuddene på forskellige tidspunkter afhængigt af den enkelte kommune. På grund af beløbets størrelse, 372.000 kr. i 2002-niveau, anses det ikke for at være af likviditetsmæssig betydning for kommunerne, men for mindre produktionsskoler vil det være en likviditetsforbedring.
Til nr. 3
Med forslaget præciseres, at som en konsekvens af omlægningen fra 1. januar 2003 af betalingsordningen for aktiverede i uddannelse, indgår deltagere, for hvem produktionsskolerne opkræver betaling for uddannelse i forbindelse med aktivering m.m., ikke i det tilskudsudløsende årselevtal. Disse deltagere indgår fortsat i grundlaget for beregningen af den kvote på 10 pct., inden for hvilken produktionsskoledeltagere kan have ophold på mere end et år. Deltagerne indgår også i årselevberegningen i relation til kravet om, at en produktionsskole skal have mindst 20 årselever for at være tilskudsberettiget, jf. produktionsskolelovens § 10, stk. 2.
Til nr. 4 og 5
Det foreslås at flytte den gældende lovs bestemmelser i § 11, stk. 2, 2. og 3. pkt. om den enkelte skoles mulighed for at meddele tilladelse til ophold af længere varighed end et år til et selvstændigt stykke. Ved den forslåede affattelse af § 11, stk. 2, tydeliggøres, at den enkelte deltager højst kan indgå i beregningen af årselever, der udløser statstilskud, med et års produktionsskoleophold. Det har ikke været hensigten med omlægningen fra 1. januar 2003 af betalingsordningen for aktiverede i uddannelse at reducere produktionsskolernes mulighed for at medregne produktionsskoleophold ud over et år inden for kvoten på 10 pct. af det samlede årselevtal. De aktiverede i uddannelse vil derfor stadig indgå i den enkelte skoles beregning af kvoten på 10 pct.
Som følge af, at årselevtallet fra 1. januar 2003, skal fastsættes med udgangspunkt i 40 ugers elevaktivitet og ikke som hidtil 42 uger, omregnes den kvote, som skolen beregner årselevtal for 2002 til brug for forlængede forløb i 2003 svarende til 40 ugers elevaktivitet.
Til nr. 6
Med lovforslaget præciseres, at det kommunale bidrag alene opkræves for de deltagere, som indgår i produktionsskolernes tilskudsudløsende årselevtal. Desuden præciseres, at det kommunale bidrag pr. årselev betales ud fra de bidragssatser, der er fastsat på finansloven for det bidragspligtige finansår. Det foreslås indført direkte i lovteksten, at deltagernes hjemstedskommune er den kommune, i hvilken deltageren ifølge CPR har bopæl den 5. september i kalenderåret før det bidragspligtige finansår.
Til nr. 7
Den hidtidige bekendtgørelsesfastlagte procedure for kvartalsvis underretning af kommunerne om de forventede bidragsmæssige konsekvenser indsættes direkte i lovteksten i § 13, stk. 3. Denne procedure ændres ikke.
Efter forslaget forenkles i § 13, stk. 4, proceduren for at opgøre, hvad kommunerne hver især skal betale i bidrag til staten. Efter gældende regler har produktionsskolerne problemer med at få rettidig tilbagemelding fra kommunerne om, hvor deltagerne er registreret pr. 5. september i året forud for produktionsskoleforløbet. Ordningen ændres derfor således, at kommunerne får lejlighed til at korrigere de oplysninger om de enkelte deltagere, som skolerne sender til kommunerne efter udløbet af finansåret, for hvilke kommunerne skal betale bidrag. Dermed kan kommunerne også undlade at reagere, hvis skolernes oplysninger er korrekte, eller hvis en kommune af andre årsager ikke finder det relevant at reagere. Kommunerne vil få kopi af de korrigerede lister, der indsendes til Undervisningsministeriet, som på grundlag heraf gennemfører opkrævningen. Det bemærkes, at der ikke vil være nogen hjemstedskommune for deltagere fra udlandet eller fra Færøerne og Grønland, hvorfor der ikke ydes bidrag for disse deltagere.
Det foreslås i § 13, stk. 5, at undervisningsministeren kan bestemme, at oplysningerne til brug for både den kvartalsvise orientering af kommunerne og årsopgørelsen, der ligger til grund for bidragsopkrævningen, skal indberettes til ministeriet på skemaer, der er udfærdiget af ministeriet. Som hidtil vil ministeren også kunne tillade skolerne at anvende udskrift fra skolernes edb-systemer, hvis disse udskrifter indeholder mindst de samme oplysninger, som kræves oplyst på Undervisningsministeriets skema.
Regler for ordningen vil herefter være fastsat i loven, og den gældende bekendtgørelse om kommunale bidrag vil blive ophævet.
Til nr. 8
Efter forslaget vil deltagerens bopælskommune kunne kræve bidraget til staten refunderet fra den kommune, hvor en produktionsskoledeltager indgår i folketallet ved beregningen af kommunal udligning til kommuner. Det vil indebære, at den kommune, der har anbragt en person efter den sociale lovgivning også kommer til at betale det kommunale bidrag for personen, når denne går på produktionsskole.
Til nr. 9 og 10
Forslagene er en konsekvens af omlægningen fra 1. januar 2003 af betalingsordningen for aktiverede. Da aktiverede herefter ikke indgår i det tilskudsudløsende årselevtal, er ordene i gældende lov om, at aktiverede ikke får henholdsvis skoleydelse og tilskud til udgifter til befordring, overflødige.
Til nr. 11
Ændringen er alene af sproglig karakter. Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade har skadelidte ret til en række ydelser, der er beskrevet i lovens kapitel 5. Ved ændring fra "erstatning m.v." til "ydelser" bringes sprogbrugen i lov om produktionsskoler i overensstemmelse med lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Til nr. 12
Efter den nuværende formulering omfatter erstatningsordningen i § 19 i lov om produktionsskoler deltagere, der udløser statstilskud. Som følge af omlægningen fra 1. januar 2003 af refusionsordningen vedrørende aktiverede i uddannelse er dette ikke mere tilfældet med hensyn til aktiverede efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om aktiv socialpolitik. Den betaling, produktionsskolerne kan opkræve fra arbejdsformidlingen og kommunerne efter lov om betaling for udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m., er af samme størrelse, som det statstilskud, der ydes efter lov om produktionsskoler. Det forekommer derfor mest rimeligt at lade erstatningsordningen stadig omfatte de aktiverede, hvis ophold på produktionsskoler finansieres efter lov om betaling for udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. Produktionsskolernes indtægtsdækkede virksomhed, herunder elever i forløb efter folkeskolelovens § 9, stk. 5, er som hidtil ikke omfattet af erstatningsordningen, og skolernes indtægtsdækkede virksomhed vil således ikke være konkurrenceforvridende over for andre udbydere af tilsvarende aktiviteter. Hvis der ønskes en arbejdsskadesikring i forbindelse med indtægtsdækket virksomhed, må den indregnes i prisen for tilbudet, og der må tegnes særskilt forsikring.
Der er tale om en ikrafttrædelsesbestemmelse, hvorved det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2003.
Da tilskud til produktionsskolerne reguleres kvartalsvis bagud, præciseres det, at de foreslåede bestemmelser får virkning for statstilskud ydet for aktiviteter fra og med den 1. januar 2003.
Det samlede årselevtal for 2002, der indgår i den kvote på 10 pct. inden for hvilken, der kan medregnes ophold af længere varighed end et år i 2003, omregnes i overensstemmelse med den ændring af årselevberegningen fra 42 til 40 uger, der gennemføres fra og med 2003.
Den ændrede procedure for opgørelsen af kommunale bidrag tages i anvendelse for bidragsopkrævningen i 1. halvår af 2003 vedrørende de kommunale bidrag for finansåret 2002.
Den foreslåede refusionsordning kan først anvendes for bidrag, der vedrører produktionsskoleforløb fra og med 1. januar 2003, og som der først opkræves bidrag for i 2004. Dette skyldes, at kommunerne skal have mulighed for at indrette sig efter de ændrede regler.
Bilag 1
Bilag 1
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1 I lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 623 af 22. juni 2001, som ændret ved § 72 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og § 3 i lov nr. 275 af 8. maj 2002, foretages følgende ændringer:
§ 6. Stk. 6. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand. For varetagelse af hvervet som formand og næstformand kan der af skolens midler ydes et vederlag efter de gældende regler om særskilt vederlag. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren nærmere regler herom. Bestemmelse om ydelse af vederlag optages i skolens vedtægter. 1. § 6, stk.6, 4. pkt. , ophæves.
§ 9. En eller flere kommunalbestyrelser eller amtsråd kan yde grundtilskud til produktionsskoler med et samlet beløb pr. skole, der for 1999 udgør 345.000 kr. Tilskuddet reguleres årligt med Finansministeriets indeks for pris- og lønudviklingen. 2. I § 9, stk. 1, indsættes som 3. pkt. : » Grundtilskuddet udbetales i januar måned med det fulde beløb. «
§ 11. Tilskud i henhold til § 10, stk. 1, ydes som fast tilskud pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove. Ved beregningen af årselever indgår deltagere inden for produktionsskolernes målgruppe, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt. Stk. 2. Ved beregningen af årselever kan der for den enkelte deltager højst medregnes et års produktionsskoleophold. Inden for en kvote, der udgør 10 pct. af produktionsskolens samlede årselevtal i det forudgående finansår, kan der i særlige tilfælde medregnes ophold af længere varighed. For skoler, der ikke har haft aktivitet i det forudgående finansår, beregnes kvoten på baggrund af det forventede årselevtal. Ved beregningen heraf indgår såvel det aktuelle produktionsskoleophold som eventuelle tidligere ophold på samme eller andre produktionsskoler, herunder eventuelle forløb som led i en fri ungdomsuddannelse. Forløb som led i en erhvervsgrunduddannelse samt forløb som led i aktivering i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik indgår ikke i beregningen. 3. I § 11, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter » § 1, stk. 1, 2. pkt. «: », dog ikke deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. « 4. I § 11, stk. 2, udgår 2. og 3. pkt. 5. I § 11 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: » Stk. 4. Inden for en kvote, der udgør 10 pct. af produktionsskolens samlede årselevtal i det forudgående finansår, kan der i særlige tilfælde medregnes ophold af længere varighed. For skoler, der ikke har haft aktivitet i det forudgående finansår, beregnes kvoten på baggrund af det forventede årselevtal. « Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
§ 13. For hver deltager på en produktionsskole betaler hjemstedskommunen et bidrag til staten. Ved hjemstedskommune forstås den kommune, hvor deltageren er tilmeldt folkeregistret. Størrelsen af bidragene pr. årselev fastsættes afhængigt af den samlede aktivitet på produktionsskolerne i finansåret. Bidragssatserne, gradueringsprocenten og det bidragssatsændrende aktivitetsgrundlag fastsættes på de årlige finanslove. For deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, betales ikke bidrag. Stk. 2. Til kommuner, der yder grundtilskud til en produktionsskole, gives et fradrag ved beregningen af kommunens bidrag efter stk. 1 svarende til det beløb, kommunen yder i grundtilskud. For hver kommune kan højst ske fradrag for ét fuldt grundtilskud. For nyoprettede skoler foretages intet fradrag i det finansår, hvor skolen er begyndt på sin virksomhed. Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved opgørelse og opkrævning af bidrag. 6. § 13, stk. 1, affattes således: » For hver deltager, der udløser statstilskud til en produktionsskole, jf. § 11, stk. 1, betaler hjemstedskommunen bidrag til staten pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove for det bidragspligtige finansår. Ved hjemstedskommune forstås den kommune, i hvilken deltageren ifølge CPR havde bopæl den 5. september i kalenderåret før det bidragspligtige finansår. Størrelsen af bidragene pr. årselev fastsættes afhængigt af den samlede aktivitet på produktionsskolerne i finansåret. Bidragssatserne, gradueringsprocenten og det bidragssatsændrende aktivitetsgrundlag fastsættes på de årlige finanslove. « 7. § 13, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes: » Stk. 3. Efter hvert kvartal foretager produktionsskolen en særskilt beregning af de bidragsmæssige konsekvenser for de enkelte kommuner, der ifølge skolens oplysning skal betale bidrag efter stk. 1, så det fremgår, hvor mange årselever på henholdsvis under og over 18 år, som kommunen skal betale bidrag for. Beregningen foretages efter reglerne for beregningen af statstilskud. Skolerne indsender oplysningerne til Undervisningsministeriet, der herefter orienterer kommunerne om aktivitetsudviklingen på produktionsskolerne og de forventede bidragsmæssige konsekvenser heraf, dels for kommunerne under ét, dels for den enkelte kommune.
Stk. 4. Hvert år inden udgangen af februar måned efter det bidragspligtige finansår sender skolen til hver kommune, der ifølge skolens oplysning skal betale bidrag efter stk. 1, en liste med navn og personnummer for de deltagere, som kommunen skal betale bidrag for, samt bidragets størrelse for hver deltager. Hvis kommunen konstaterer, at skolens liste indeholder forkerte oplysninger om en deltagers hjemstedskommune, skal kommunen senest den 1. april meddele dette til skolen sammen med oplysning om deltagerens rette hjemstedskommune. I modsat fald skal skolens oplysninger lægges til grund ved bidragsopkrævningen. Skolerne sender herefter senest den 1. maj eventuelt korrigerede lister til Undervisningsministeriet med kopi til hjemstedskommunerne. Hvis en hjemstedskommune herefter konstaterer, at en liste indeholder forkerte oplysninger om en deltagers hjemstedskommune, skal kommunen senest den 1. juni meddele dette til Undervisningsministeriet. Ministeriet undersøger i sådanne tilfælde i CPR deltagerens rette hjemstedskommune. Herefter beregnes og opkræves bidraget i henhold til listerne fra skolerne eventuelt korrigeret efter henvendelse fra kommunen. Stk. 5. Undervisningsministeren kan bestemme, at produktionsskolerne skal indsende oplysningerne efter stk. 3 og 4 på skemaer, der er udfærdiget af Undervisningsministeriet. Stk. 6. Bidragsopkrævningen gennemføres ved modregning i udbetalingerne i juli måned til kommunerne fra Told- og Skattestyrelsen af indkomstskat, statstilskud m.v. «
8. Efter § 13 indsættes i kapitel 4 : » § 13 a. Elevens bopælskommune kan kræve refusion af bidraget i henhold til § 13, stk. 1, fra en anden kommune for deltagere, der ved beregningen af kommunal udligning til kommuner indgår i folketallet i den anden kommune. «
§ 17. Produktionsskolerne udbetaler en skoleydelse til deltagerne, jf. dog stk. 2. Skoleydelsens størrelse pr. uge fastsættes på de årlige finanslove. Stk. 2. Skoleydelsen udbetales til deltagere, der udløser statstilskud, dog ikke til deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om skoleydelsen, herunder om, at denne ikke skal udbetales til visse grupper af deltagere. 9. § 17 affattes således: » § 17. Produktionsskolerne udbetaler en skoleydelse til de deltagere, der udløser statstilskud. Skoleydelsens størrelse pr. uge fastsættes på de årlige finanslove. Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om skoleydelsen, herunder om at denne ikke skal udbetales til visse grupper af deltagere. «
§ 18. Til produktionsskolernes deltagere ydes tilskud til udgifter til befordring mellem bopæl og skole. Tilskuddet ydes til deltagere, der udløser statstilskud, dog ikke til deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Tilskuddet ydes af amtsrådet efter regler fastsat af undervisningsministeren. Stk. 2. I Bornholms, Frederiksberg og Københavns Kommuner varetages amtsrådets opgaver efter stk. 1 af kommunalbestyrelsen. 10. § 18, stk. 1, affattes således: » Til de af produktionsskolernes deltagere, der udløser statstilskud, ydes tilskud til udgifter til befordring mellem bopæl og skole. Tilskuddet ydes af amtsrådet efter regler fastsat af undervisningsministeren. «
§ 19. Deltagere på produktionsskoler, der kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold, er berettiget til erstatning m.v. efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udgifterne til erstatning m.v. afholdes af staten. Stk. 2. Erstatningsordningen efter stk. 1 omfatter deltagere, der udløser statstilskud. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen. 11. I § 19, stk. 1, 1. pkt. og 2. pkt. ændres » erstatning m.v. « til: » ydelser « . 12. § 19, stk. 2, 1. pkt., affattes således: »Ord ningen efter stk. 1 omfatter de deltagere, der udløser statstilskud efter denne lov, og de deltagere, for hvem skolen opkræver betaling efter lov om betaling for udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. «