Forslag til Lov om ændring af lov om biblioteksafgift\n(Ændrede beløbsgrænser m.v.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00059@2002-11-06/da
Indhold
I lov om biblioteksafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 2000, foretages følgende ændringer:
1. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Der ydes kun afgift efter stk. 1, nr. 5, for bidrag, der er godkendt som væsentlige bidrag til en titel inden udgangen af 2002.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I § 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Efterlevende er ikke berettigede til afgift, hvis den i § 2 nævnte person først er blevet berettiget til afgift i 2003 eller senere.«
3. § 4 affattes således:
» § 4. Afgiften til de berettigede efter §§ 2 og 3 fordeles på grundlag af sidetal pr. titel og antallet af udlånsenheder pr. titel, hvormed de berettigede er repræsenteret i bibliotekerne. For lydbånd m.v. er grundlaget indlæste minutter i stedet for sidetal.
Stk. 2. Berettigede efter § 2, stk. 1, nr. 2, modtager kun en tredjedel afgift. Berettigede efter § 2, stk. 1, nr. 5, modtager kun to tredjedele afgift.
Stk. 3. Beløb under 1.535 kr. udbetales ikke.
Stk. 4. Fra og med 2003 foretages udbetaling af biblioteksafgift efter stk. 1 og 2 til en berettiget person på følgende måde:
1) Beløb indtil 328.134 kr. udbetales uden reduktion.
2) Af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.512 kr. udbetales halvdelen.
3) Af beløb over 437.512 kr. udbetales en tredjedel.
Stk. 5. Beløbsgrænserne i stk. 3 og 4 reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Stk. 6. For udlånsenheder på folkeskolens biblioteker udbetales der fuld afgift efter stk. 1 og 2 for de første 15 eksemplarer pr. titel pr. bibliotek og en tredjedel afgift for de øvrige eksemplarer pr. titel pr. bibliotek.
Stk. 7. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af afgift efter stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler om, at særlige kategorier af de i § 2 nævnte bøger og visse bidrag til sådanne bøger ikke skal medføre afgift.«
Loven træder i kraft den 1. januar 2003.
1. Indledning
De gældende bestemmelser om biblioteksafgiftsordningen findes i loven om biblioteksafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 2000, i finansloven for finansåret 2002 og i bekendtgørelse nr. 218 af 29. marts 2000 om biblioteksafgift.
Loven er senest ændret ved lov nr. 1021 af 23. december 1998 (se FT 1998-99 s. 1150, 2447, 2643, A s. 1688, 1711, B s. 155 og 283).
For finansåret 2002 blev der ved tekstanmærkning nr. 80 ad § 21.21.11. Biblioteksafgift på finansloven fastsat en undergrænse på 5.000 kr. for de beløb, der udbetales til de enkelte biblioteksafgiftsberettigede.
Formålet med det foreliggende lovforslag er med udgangspunkt i en rapport fra Udvalget om Biblioteksafgift 2002 at gennemføre ændringer af loven med hensyn til under- og overgrænser for de beløb, der udbetales til de enkelte berettigede, at standse tilgangen til ordningen af såkaldt »andre bidragydere« (navnlig redaktører) og at begynde en ophævelse på sigt af efterlevendes ret til afgift. En mere detaljeret gennemgang af Biblioteksafgiftsudvalgets rapport findes nedenfor i afsnit 4.
En sammenstilling af lovforslagets bestemmelser med de bestemmelser i loven, som berøres af forslaget, findes som bilag 1 til lovforslaget.
2. Den gældende ordning
Efter den gældende ordning opføres der hvert år på finansloven en bevilling til biblioteksafgift, der fordeles som støtte til forfattere, oversættere og andre, hvis bøger benyttes på folke- og skolebiblioteker. I perioden 1995-2001 steg bevillingen fra 133 til 154 mio. kr.
I 2002 udgjorde finanslovbevillingen til biblioteksafgift for bøger 135,4 mio. kr., hvortil kom 1 mio. kr. til efterregulering af afgift. Herudover blev der af tips- og lottomidler tilført bevillingen 8 mio. kr. Samtidig blev der af tips- og lottomidlerne oprettet en pulje under Litteraturrådet på 2 mio. kr. til fordeling mellem forfattere, der på grund af årets undergrænse på 5.000 kr. ikke fik del i biblioteksafgiften.
Berettigede til afgift er forfattere af bøger på dansk, oversættere, bearbejdere og lign. af fremmedsprogede bøger til dansk samt illustratorer, billedkunstnere, fotografer og komponister, hvis frembringelser indgår i bøger forfattede på dansk eller er udgivet selvstændigt i bogform i Danmark. Illustratorer af oversættelser kan være berettigede, hvis bidraget er udført til den danske oversættelse. Hertil kommer visse andre bidragydere til bøger forfattede på dansk, først og fremmest redaktører.
Afgiftens fordeling beregnes på grundlag af sidetal pr. titel og antallet af bind pr. titel, hvormed de berettigede er repræsenterede på bibliotekerne. De nærmere regler om beregningen er fastsat i bekendtgørelsen om biblioteksafgift. Udgangspunktet ved beregningen er, at hver side svarer til 1 point. Dog gælder der særlige vægtninger for en række forskellige litteraturtyper både i opadgående og nedadgående retning. F.eks. får skønlitteratur for voksne pr. side 1,35 point, mens ordbøger mellem dansk og fremmede sprog får 1/3 point.
Oversættere er berettigede til en tredjedel afgift. De nævnte »andre bidragydere« er berettigede til to tredjedele afgift. Efterlevende ægtefæller, visse efterlevende samlevere og børn under 18 år er berettigede til halvdelen af den afgift, som den afdøde forfatter m.v. ville have fået.
For skolebibliotekers vedkommende giver kun de første 15 eksemplarer af en titel på det enkelte bibliotek fuld afgift, mens de øvrige giver en tredjedel afgift.
Efter at der i årene 1992-1996 havde været en lovbestemt undergrænse på oprindelig 1.200 kr. (satsreguleret), var der 1997-2001 blot en administrativt fastsat grænse på 25 kr., den såkaldte bagatelgrænse. I 2002 har der atter været en lovbestemt undergrænse, således at beløb under 5.000 kr., ikke udbetales. Denne grænse er fastsat ved tekstanmærkning på finansloven.
Endvidere har der siden 1999 været en gradueret overgrænse, således at afgiftsbeløb indtil 300.000 kr. udbetales ubeskåret, men herefter udbetales kun to tredjedele af beløbet op til 400.000 kr., herefter halvdelen af beløbet op til 500.000 kr. og endelig kun en tredjedel af beløbet over 500.000 kr. Disse beløb satsreguleres.
Grundlaget for beregningen af fordelingen er bibliotekernes indberetninger i elektronisk form af bogbestanden sammenholdt med oplysninger fra Nationalbibliografien (den nationalbibliografiske database) om, hvem der har bidraget til en bog. Ordningen er baseret på en elektronisk forarbejdning af data, som foreligger i elektronisk form.
Som en fravigelse af dette princip kan »andre bidragydere« oftest redaktører, men også læsepædagogiske tilrettelæggere, sproglige og faglige bearbejdere, kommentatorer m.fl. opnå biblioteksafgift ved indsendelse af dokumentation for, at deres bidrag er »væsentlige«. Dog kan bidragydere, der har været ansat til redaktionelt arbejde, ikke få afgift. Kravet om væsentlighed er højt, således at redaktører i almindelighed ikke vil kunne opnå afgift. I forhold til mængden af indsendte ansøgninger er antallet af »andre bidragydere«, der opnår ret til afgift, begrænset.
Administrationen af den gældende ordning varetages af Biblioteksstyrelsen, hvortil man kan klage over fordelingen af afgiften. Afgørelser truffet af styrelsen i klagesager kan indbringes for et uafhængigt nævn, Biblioteksafgiftsnævnet.
3. Undergrænse fastsat ved finansloven for 2002
Efter forslag fra regeringen vedtog Folketinget ved finansloven for finansåret 2002 en række omprioriteringer af statens udgifter med det overordnede mål, at der skulle ske en forøgelse af indsatsen i visse sektorer, særlig på sygehus- og ældreområdet. Som led i denne omprioritering blev ressourceforbruget inden for kulturministerens budgetområde dæmpet, og der er derfor blevet gennemført omfattende besparelser på bevillingerne til kulturelle formål, herunder bevillingen til biblioteksafgift.
Ved finansloven gennemførtes yderligere og derfor med virkning alene for 2002 en undergrænse på 5.000 kr. ved udbetaling af biblioteksafgift. Undergrænsen indebærer, at beløb under 5.000 kr. er blevet overført til fordeling mellem dem, der lå over denne grænse. Formålet har været stærkere at betone ordningens karakter af støtte til dansk sprog og kultur, idet biblioteksafgiften i højere grad end hidtil ville komme til at tilgodese dem, for hvem forfattervirksomheden er det primære ikke dem, der skriver nogle få bøger, f.eks. på baggrund af deres fag eller fritidsinteresse.
For yderligere at tilgodese denne gruppe i 2002 tilførtes der med Finansudvalgets tilslutning af tips- og lottomidlerne til kulturelle formål 8 mio. kr. til biblioteksafgiftsbevillingen; herefter ville de afgiftsmodtagere, der lå over undergrænsen, ikke gå ned i biblioteksafgift i 2002. Ligeledes blev der af tips- og lottomidlerne oprettet en pulje på 2 mio. kr. under Litteraturrådet. Puljen ville kunne søges af forfattere, som var blevet ramt af undergrænsen, fordi deres produktion ikke var tilstrækkelig omfattende, uanset at forfattervirksomheden for dem var det primære.
4. Biblioteksafgiftsudvalget
4.1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium
Med henblik på ordningens fremtid nedsatte kulturministeren den 1. maj 2002 et udvalg med to repræsentanter for Dansk Forfatterforening, to repræsentanter for Danske skønlitterære Forfattere, to repræsentanter for Litteraturrådet, Biblioteksstyrelsens direktør, en repræsentant for Kulturministeriet og som formand Christian Gether (direktør for Arken Museum for moderne kunst). Udvalget fik til opgave hurtigt at komme med forslag til yderligere ændringer af biblioteksafgiften.
I kommissoriet hed det bl.a.:
»Biblioteksafgiften skal støtte dansk sprog og kultur og samtidig være samfundets anerkendelse af, at værker stilles til rådighed for offentligheden gennem biblioteksvæsenet. Med de seneste års udvikling er antallet af modtagere af bibliotekspenge kommet op på 18.000. For at ordningen kan opfylde sit formål som kulturstøtte, er det nødvendigt at skærpe fokuseringen på den kulturelle målsætning.
Med dette udgangspunkt skal udvalget komme med forslag til ændringer, som kan sikre, at en større del af biblioteksafgiften går til de forfattere m.fl., som har størst betydning for dansk kultur. Udvalget skal foretage en kritisk gennemgang af fordelingsnøgler og beregningsprincipper. I denne forbindelse skal udvalget
overveje niveauet for en bundgrænse
overveje ændring af biblioteksafgiften til oversættere
komme med forslag til en aftrapning af støtten til de efterlevende
vurdere behovet for en ændring af reglerne for afgift til klassesæt og lign.
vurdere behovet for ændring af reglerne for årbøger
vurdere ordningen med ydelse af biblioteksafgift til redaktører m.fl.
overveje ændringer i pointtildelingen
tage stilling til, om der i den gældende ordning er behov for andre ændringer, som kan bidrage til, at ordningen i højere grad opfylder sit formål eller gøres lettere at administrere.
Udvalget skal belyse fordele og ulemper ved en biblioteksafgiftsordning, der er en kunststøtteordning, sammenholdt med fordele og ulemper ved en rettighedsbaseret ordning. Denne problematik skal søges belyst ved eksempler fra andre europæiske lande.
Udvalget kan pege på problemstillinger, der bør undersøges nærmere i en efterfølgende fase.
( )
Udvalget skal afslutte sit arbejde inden den 15. august 2002«.
Udvalget kunne dog først afgive sin rapport den 24. september 2002 efter at have afholdt 10 møder.
4.2. Resumé af udvalgets forslag
Udvalget har på grundlag af kommissoriet drøftet mulighederne for at give fordelingen af biblioteksafgiften en klarere kulturel fokus, men en eventuel mere omfattende ændring af ordningen vil efter udvalgets opfattelse forudsætte langt grundigere undersøgelser og drøftelser, end udvalgets stramme tidsramme har tilladt.
Udvalget anbefaler derfor at opgaven deles i to faser. Første fase er de ændringer, som foreslås gennemført i udvalgets rapport. I anden fase undersøges og drøftes problemstillingerne i et problemkatalog indeholdt i rapporten. Dette arbejde kan evt. forestås af Litteraturrådet i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere.
4.2.1. Udvalgets hovedforslag
Som led i første fase er udvalget enigt om følgende forslag til ændringer i biblioteksafgiften:
1. En undergrænse på 1.535 kr. indføres ved udbetaling af biblioteksafgift og den eksisterende graduerede skala ved udbetaling ændres således at:
Beløb indtil 300.000 kr. udbetales uden reduktion
Af beløb over 300.000 kr. og indtil 400.000 kr. udbetales halvdelen
Af beløb over 400.000 kr. udbetales en tredjedel.
2. Alle nuværende modtagere af biblioteksafgift som efterlevende og alle kommende efterlevende efter de personer, der er tilmeldt til biblioteksafgiften ved ikrafttrædelsen af en ændring af loven, bevarer i deres levetid uændret retten til biblioteksafgift. Denne ret vil blive afviklet over en længere årrække, ved at ingen efterlevende efter nytilmeldte efter lovens ikrafttrædelse kan erhverve ret til biblioteksafgift.
3. Bidrag til årbøger skal ikke kunne berettige til biblioteksafgift.
4. »Andre bidragydere«, end forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, fotografer og komponister, skal ikke være berettiget til biblioteksafgift. »Andre bidrag«, som er registreret ved lovens ikrafttrædelse, udløser fortsat afgift.
5. Pointtallet for skønlitteratur for voksne øges til 1,7 point pr. side.
For flertallet er det en betingelse, at midlerne til dette tilvejebringes ved en forøgelse af bevillingen til biblioteksafgift som led i en samlet løsning.
Danske skønlitterære Forfattere ønsker, at pointtallet for skønlitteratur for voksne under alle omstændigheder øges til 1,7 point pr. side.
For Litteraturrådet er det en forudsætning, at midlerne tilvejebringes ved en forøgelse af bevillingen, og Litteraturrådet kan ikke tiltræde flertallets samlede løsning.
6. Der afholdes hvert år, i forbindelse med udarbejdelse af forslag til næste års finanslov, et møde mellem kulturministeren, Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere, hvor størrelsen af bevillingen til biblioteksafgift drøftes.
Udvalgets flertal, bestående af Biblioteksstyrelsen, Dansk Forfatterforening og Kulturministeriet, har yderligere følgende forslag:
7. At de midler, der frigøres ved de af udvalgets flertal foreslåede under- og overgrænser, efter de foreliggende beregninger ca. 10 mio. kr., i stedet for at indgå i den endelige fordeling af bibliotekspengene overføres til en særlig pulje, som anvendes til uddeling af arbejdslegater. Puljens størrelse udgøres hvert år af det beløb, som afskæres ved under- og overgrænserne. Legaterne skal kunne søges af alle tilmeldte til biblioteksafgiften og kan administreres og uddeles af én af de eksisterende og hertil egnede institutioner. (Flertallet peger på Litteraturrådet som denne institution. Litteraturrådet ønsker ikke at pege på sig selv). Det forudsættes, at der etableres en enkel og smidig administration. De nærmere kriterier for tildelingen fastlægges i et samarbejde mellem Kulturministeriet, Litteraturrådet, Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere.
Dansk Forfatterforening understreger, at flertallets forslag til en samlet løsning er et resultat af langvarige forhandlinger om et kompromis, og at forslagets balance må respekteres. For Dansk Forfatterforening er det en klar betingelse for tilslutningen til en bundgrænse på 1.535 kr. og en skærpelse af den graduerede overgrænse, at den samlede løsning gennemføres som en helhed. I modsat fald ønsker Dansk Forfatterforening ingen ændringer i den graduerede overgrænse og ingen bundgrænse bortset fra den hidtidige bagatelgrænse på 25 kr.
Udvalgets flertal finder, at forslag 7 sammen med de 6 forslag, der er enighed om, tilsammen giver en afbalanceret løsning, der kan imødekomme ønsket om at tilgodese de forfattere m.fl., der har størst betydning for dansk kultur. Flertallet betragter således forslagene 1-7 som et sammenhængende forslag til ændring af biblioteksafgiften.
Danske skønlitterære Forfattere kan ikke tilslutte sig forslaget om oprettelse af en kvalitativ pulje. Danske skønlitterære Forfattere finder, at det er af største betydning for dansk litteratur og danske forfattere, at biblioteksafgiften vedbliver at blive uddelt efter objektive kriterier som afgift og vederlag, således at der ikke ændres radikalt på biblioteksafgiften ved at indføre et nyt princip med en puljeordning, som trækker midler ud af afgiften, og som herefter skal uddeles som legater og ansøges efter subjektive kriterier. Danske skønlitterære Forfattere konstaterer desuden, at omkostningerne til administration er ukendte.
Litteraturrådet kan ikke anbefale, at der etableres en pulje af midler til biblioteksafgift, og at denne pulje uddeles efter ansøgning. Litteraturrådet anbefaler, at de midler, der tilvejebringes ved de foreslåede over- og undergrænser, indgår i den endelige fordeling af biblioteksafgiften.
4.2.2. Udvalgets andre forslag
Et flertal i Udvalget finder, at der ikke bør ændres i biblioteksafgiften for oversættere .
Danske skønlitterære Forfattere foreslår, at der oprettes et rådighedsbeløb til oversætterne under Litteraturrådet, som svarer til det, som reelt tilførtes ordningen i 1991, herunder det tidligere rådighedsbeløb for oversættere, omregnet til 2002-tal.
Udvalget har drøftet reglerne for klassesæt . Udvalget erkender, at bøger for børn almindeligvis vil blive købt af bibliotekerne i et større antal end bøger for voksne, alene fordi markedet, dvs. det samlede antal børne- og skolebiblioteker, er større.
Udvalgets flertal finder imidlertid ikke, at dette forhold kan begrunde en yderligere omlægning af biblioteksafgiften til forfattere af bøger i klassesæt. Udvalgets flertal finder således ikke, at der bør ændres i de gældende bestemmelser.
Danske skønlitterære Forfattere er af den opfattelse, at klassesæt har en afgørende indflydelse på biblioteksafgiften, og stiller følgende forslag: Den nuværende ordning, hvor de første 15 eksemplarer i et klassesæt udløser fuld afgift, mens resten herefter kun udløser en tredjedel, ændres til, at de første 5 eksemplarer udløser fuld afgift, mens resten herefter udløser en tredjedel.
Dansk Forfatterforening betragter det som en del af det sammenhængende forslag, at der ikke sker ændringer i biblioteksafgiften for oversættere eller reglerne for klassesæt.
Danske skønlitterære Forfattere ønsker, at der tildeles skønlitteratur for børn 1,25 point pr. side.
4.2.3. Udvalgets forslag om en fase 2
Udvalget har diskuteret en række problemstillinger vedrørende biblioteksafgiften og vedrørende danske forfatteres, oversætteres, illustratorers og komponisters arbejdsvilkår, som udvalget betragter som vigtige, men uløste problemstillinger. Rapporten indeholder et afsluttende problemkatalog, der opregner de vigtigste af de temaer, som udvalgets arbejde har peget på og som et enigt udvalg anbefaler, at der arbejdes videre med i en efterfølgende fase.
Udvalget har drøftet et notat om biblioteksafgiftens retlige karakter, som er udarbejdet af Kulturministeriet. Udvalget finder imidlertid ikke anledning til nu at foreslå en ophavsretligt baseret vederlagsordning, men overvejelser om eventuelle ophavsretlige elementer i ordningen kan indgå i arbejdet i fase 2.
Udvalget har endvidere orienteret sig om biblioteksafgiftsordninger i andre lande . Disse overvejelser giver ikke udvalget anledning til nu at foreslå ændringer i den danske ordning, men de fremkomne oplysninger bør indgå i arbejdet i fase 2.
De to forfatterforeninger lægger afgørende vægt på, at det fastslås, at biblioteksafgift er et vederlag for, at forfattere og andre stiller deres bøger til rådighed for frit biblioteksudlån og således grundlæggende har ret til denne ydelse, således som direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder fastslår. Dette vil være en del af grundlaget for arbejdet i fase 2.
I problemkataloget peger udvalget yderligere på følgende:
Danske forfatteres arbejdsvilkår (kunststøtteperspektivet): Mange danske forfattere og oversættere har vanskeligt ved at leve af deres litterære arbejde, selv om de opnår offentlig anerkendelse og sælger i oplag, der efter danske forhold er pæne. Der er derfor brug for både at forbedre deres muligheder for indtjening og at styrke støtteordningerne for dansk litteratur.
Forfatteres sociale vilkår (sikringsperspektivet): Udvalgets diskussioner viser, at forfattere og oversættere er vanskeligt stillede i forbindelse med forsikring mod arbejdsløshed og i forbindelse med efterløn og pensionsopsparing. Den foreslåede gradvise afvikling af støtten til efterlevende øger behovet for andre former for social sikring. Mulighederne for at få etableret en pensions- og livsforsikringsordning for forfattere, oversættere, illustratorer og komponister som faggruppe bør nærmere undersøges.
Herudover anbefaler udvalget, at der findes en løsning på problemet med pointtildeling til skønlitteratur for voksne udgivet før 1976.
Endelig anbefaler et flertal i udvalget, at spørgsmålet om biblioteksafgift for materialer i de amtslige centre for undervisningsmidler tages op til drøftelse.
Udvalget anbefaler, at disse emner tages op til nærmere behandling i et samarbejde mellem forfatterforeningerne og repræsentanter fra Kulturministeriet og Litteraturrådet, og at disse parter fremlægger et forslag til kulturministeren medio 2003.
5. Lovforslagets indhold
I forbindelse med behandlingen af rapporten fra Udvalget om Biblioteksafgift 2002 er der mellem regeringen og en række af Folketingets partier blevet indgået en aftale om biblioteksafgiften vedrørende årene 2003-2006, hvori der indgår følgende elementer:
Ændringer, der gennemføres nu:
Der fastsættes en undergrænse i loven.
Den graduerede overgrænse skærpes.
Biblioteksafgiften til efterlevende aftrappes.
Biblioteksafgift til »andre bidragydere« (redaktører m.v.) aftrappes.
Ændringer, der gennemføres senere:
Pointtallet for skønlitteratur for voksne forhøjes fra 2004, idet der samtidig tilføres biblioteksafgiftsbevillingen 5 mio. kr. med henblik herpå.
Der oprettes ligeledes fra 2004 en ny litteraturpulje på 10 mio. kr. under Kunstrådet.
Der sættes et undersøgelsesarbejde i gang med udgangspunkt i de emner, som udvalget har foreslået undersøgt.
Aftalen er gengivet som bilag 2 til lovforslaget.
Det er formålet med det foreliggende lovforslag at udmønte den del af aftalen, som vedrører de ændringer af biblioteksafgiftsordningen, der skal gennemføres nu, dvs. pr. 1. januar 2003, idet disse ændringer kun kan ske ved ændring af loven. Lovforslagets hovedpunkter er således:
Der fastsættes en undergrænse for det beløb, som den enkelte biblioteksafgiftsberettigede kan få udbetalt, på 1.535 kr. Beløbet satsreguleres. (Lovforslagets § 1, nr. 3, ad § 4, stk. 3).
Overgrænsen for det beløb, som den enkelte biblioteksafgiftsberettigede kan få udbetalt, gradueres på følgende måde: Beløb indtil 328.134 kr. udbetales uden reduktion; af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.512 kr. udbetales halvdelen; af beløb over 437.512 kr. udbetales en tredjedel. Beløbene satsreguleres. (Lovforslagets § 1, nr. 3, ad § 4, stk. 4).
Biblioteksafgiften til efterlevende aftrappes på den måde, at efterlevende efter afgiftsberettigede, som først er tilmeldt ordningen i 2003 eller senere, ikke vil være berettigede til afgift på grundlag af deres tilknytning til den afdøde. Efterlevende efter personer, der var tilmeldt ordningen inden udgangen af 2002, vil fortsat kunne blive berettigede til afgift ved den afgiftsberettigedes død. (Lovforslagets § 1, nr. 2, ad § 3).
Biblioteksafgiften til de såkaldte »andre bidragydere« til bøger end forfattere, illustratorer, billedkunstnere osv. dvs. redaktører m.fl., skal ikke længere kunne opnå biblioteksafgift ved at dokumentere, at deres bidrag til en bog er væsentligt. Bidrag, der inden udgangen af 2002 er blevet registreret som »væsentlige«, udløser fortsat afgift. (Lovforslagets § 1, nr. 1, ad § 2).
For så vidt angår forhøjelsen af pointtallet for skønlitteratur for voksne fra det nuværende 1,35 til 1,7 fra 2004, er det en ændring af ordningen, der ikke kræver lovændring. Ændringen vil blive foretaget ved ændring af bekendtgørelsen om biblioteksafgift.
6. Lovforslagets konsekvenser
Lovforslaget har som sådant ingen økonomiske konsekvenser for staten.
Aftalen om biblioteksafgiften indebærer, at bevillingen til biblioteksafgift forhøjes med 5 mio. kr. i årene 2004-2006, og at der under Kunstrådet afsættes en ny litteraturpulje på 10 mio. kr. i årene 2004-2006.
Dette er indarbejdet i BO-årene på regeringens ændringsforslag til finanslovsforslaget for 2003.
Administrativt indebærer forslaget i § 1, nr. 1, der ophæver retten til gennem dokumentation at opnå ret til biblioteksafgift for redaktørbidrag og lignende, at man fjerner den belastning af Biblioteksstyrelsens administration, som dette element i ordningen har udgjort.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for amter og kommuner eller for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Retten til offentligt udlån er inden for EU reguleret af Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret, nærmere bestemt direktivets artikel 5.
Lovforslaget har ingen konsekvenser i forhold til direktivet eller EU-retten i øvrigt.
8. Høring
Kulturministeriet sendte den 25. september 2002 den fra Udvalget om Biblioteksafgiften 2002 modtagne rapport, med forslag til ændringer af den gældende biblioteksafgiftsordning, ud til høring med den 17. oktober 2002 som høringsfrist.
I alt blev følgende 59 organisationer og institutioner hørt:
Amtsrådsforeningen i Danmark, Bibliotekarforbundet, Biblioteksafgiftsnævnet, Bibliotekslederforeningen, Biblioteksstyrelsen, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Blindebibliotek, Danmarks Lærerforening, Danmarks Skolebibliotekarforening, Dansk Artist Forbund, Dansk BiblioteksCenter A/S, Dansk Billedhugger Samfund, Dansk Fagpresse, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Forfatterforening, Dansk Journalistforbund, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Komponist Forening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Musikbiblioteksforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Musikforlæggerforening, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Solist-Forbund, Danske Billedautorer, Danske Dagblades Forening, Danske Designere, Danske Dramatikeres Forbund, Danske Filminstruktører, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Danske Populær Autorer, Danske skønlitterære Forfattere, Danske Tegneserieskabere, Den danske Forlæggerforening, Det Danske Akademi, Det Danske Filminstitut, Det Kgl. Bibliotek, Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter, Foreningen af Videogramdistrubutører i Danmark, Frederiksberg Kommune, Fællesrådet for Udøvende Kunstnere, IFPI Danmark, Instruktører, Film- og TV-arbejdere, KODA/NCB, Kommunernes Landsforening, Kommunernes Skolebiblioteksforening, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Producenterne, Rigsarkivet, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Samrådet for Ophavsret, Solistforeningen af 1921, Speaker- & Indlæserforeningen, Statsbiblioteket i Århus, Teaterteknikerforbundet, UBVA og Undervisningsministeriet.
9. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Aftalen om biblioteksafgiften medfører statslige merudgifter på 15 mio. kr. i perioden 2004-2006, hvilket er indarbejdet i BO-årene på regeringens ændringsforslag til FFL 2003.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Forslaget om at ophæve retten for redaktører og lign. til at opnå biblioteksafgift indebærer en administrativ lettelse for Biblioteksstyrelsen. Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget ligger inden for rammerne af direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder (92/100/EØF).
Til nr. 1 (§ 2, stk. 2)
Formålet med forslaget er at ophæve den ret til biblioteksafgift, som efter den gældende lovs § 2, stk. 1, nr. 5, tilkommer »andre bidragydere« til bøger af forfattere, som har skrevet på dansk (bestemmelsens nr. 1), og til bøger bestående af frembringelser af illustratorer, billedkunstnere, fotografer eller komponister, som selvstændigt er udgivet i bogform i Danmark (bestemmelsens nr. 3). Forslaget skal gælde for fremtiden, således at bidrag, der er blevet registreret som berettigende til afgift efter de gældende regler, fortsat skal medføre afgift.
Med »andre bidragydere« sigtes der til bidragydere til de nævnte bøger, som ikke selv har medvirket som forfatter, illustrator m.v., men på anden måde, f.eks. som redaktør, som læsepædagogisk tilrettelægger, sproglig eller faglig bearbejder, eller ved at forsyne en bog med forord, efterskrift, noteapparat, register, litteraturliste eller andet.
I lovens oprindelige skikkelse fra 1991 var disse bidragydere berettigede til biblioteksafgift, hvis deres bidrag var registreret i Nationalbibliografien.
I sin rapport »Bibliotekspengene« (afgivet i december 1997) gik Arbejdsgruppen vedrørende Lov om Biblioteksafgift ind for, at disse bidragyderes ret til afgift skulle begrænses, og anbefalede den ordning, som blev vedtaget ved lovens revision i 1998.
Den gældende ordning er herefter, at retten til afgift for »andre bidragydere« er betinget af, at vedkommende over for Biblioteksstyrelsen dokumenterer, at der er tale om et »væsentligt« bidrag, og at bidraget ikke er frembragt som led i et ansættelsesforhold, der omfatter redaktionelt arbejde. Desuden udløser bidraget kun to tredjedele afgift, jf. lovens § 4, stk. 2, 2. pkt.
Udvalget om Biblioteksafgift 2002 udtaler i sin rapport bl.a. følgende:
»Ved lovændringen i 1998 indførtes for første gang et vurderingskriterium i biblioteksafgiftsloven. Bestemmelsen tager navnlig sigte på at hindre forlagsredaktører og dermed ligestillede i at få andel i biblioteksafgiften for en bog. Bestemmelsen administreres, i overensstemmelse med afgørelser i Biblioteksafgiftsnævnet, meget restriktivt, således at alene redaktører, hvis arbejde har haft meget afgørende betydning for en bogs tilblivelse, opnår ret til afgift. I forhold til mængden af indsendte ansøgninger er antallet af »andre bidragydere«, der opnår ret til afgift, således meget begrænset. I 2002 var kun 464 registreret som berettigede til biblioteksafgift som »anden bidragyder«, idet hovedparten af især redaktører selv har bidraget med tekst til de bøger, de har redigeret, og derfor registreres som forfattere, idet »andre bidragydere« kun får 2/3 afgift, og afgiften til antologier m.v. skal deles ligeligt mellem alle berettigede bidragydere med én portion til hver.
Udvalget finder, at bidragyderne, de involverede forlag og Biblioteksstyrelsen ved lovændringen blev pålagt et arbejde med dokumentation af de enkelte bidrags karakter og betydning, som ikke umiddelbart står i forhold til de beløb, der kan opnås i biblioteksafgift for disse bidrag.
Udvalget foreslår derfor, at retten til at opnå bibliotekspenge som »anden bidragyder« afskaffes. De allerede registrerede berettigende værker udløser fortsat biblioteksafgift.«
På denne baggrund foreslås det med virkning fra 1. januar 2003 at afskaffe muligheden for, at »andre bidragydere« til bøger end de øvrige i § 2, stk. 1, nævnte kan opnå ret til biblioteksafgift for deres bidrag.
Forslaget indebærer således, at alene de »andre bidrag«, der senest i 2002 på basis af indsendt dokumentation er blevet godkendt som afgiftsberettigende, i fremtiden vil kunne udløse biblioteksafgift. Dog kan Biblioteksstyrelsen færdiggøre behandlingen af dokumentation indsendt inden udgangen af 2002. Fremover vil det derimod være udelukket at få nye bidrag anerkendt som afgiftsberettigende, både for dem, som under de nugældende regler har fået bidrag anerkendt, og for andre.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 4)
Formålet med forslaget er over en meget lang periode at ophæve den ret til biblioteksafgift, som efter den gældende lovs § 3 tilkommer efterlevende ægtefæller, visse personer, der sidestilles med ægtefæller, eller i visse tilfælde børn under 18 år, når en afgiftsberettiget person er død. Forslaget skal gælde for fremtiden på den måde, at efterlevende efter personer, der først bliver berettigede til afgift den 1. januar 2003 eller senere, ikke vil have ret til afgift i tilfælde af den afgiftsberettigede persons død.
I sin oprindelige skikkelse fra 1991 indførte loven, at efterlevende skulle være berettigede til 50 pct. af den afgift, som afdøde ville have været berettiget til imod hidtil 100 pct. dog således at der skete en aftrapning over 5 år med 10 pct. pr. år. Under hensyn til ordningens karakter af kulturstøtte for de aktivt skabende gik et flertal inden for Arbejdsgruppen vedrørende Lov om Biblioteksafgift i »Bibliotekspengene« ind for, at biblioteksafgift til efterlevende burde udgå af ordningen. Det skulle ske på den måde, at de efterlevende, der allerede havde ret til afgift, skulle beholde retten, mens der for fremtidige efterlevende skulle ske en aftrapning over de kommende 5 år med 10 pct. pr. år. Forslaget blev ikke gennemført.
Udvalget om Biblioteksafgift 2002 udtaler i sin rapport bl.a. følgende:
»Udvalget finder det som udgangspunkt betænkeligt umiddelbart at afskaffe efterlevendes ret til biblioteksafgift, men finder på den anden side, at de ændringer i samfundets sociale struktur, der er sket siden 1946, kan begrunde, at biblioteksafgiften ikke i fremtiden skal have en social funktion.
Udvalget foreslår derfor, at alle nuværende modtagere af biblioteksafgift som efterlevende og alle kommende efterlevende, efter de personer der er tilmeldt til biblioteksafgiften ved ikrafttrædelsen af en ændring af loven, i deres levetid uændret bevarer retten til biblioteksafgift. Denne ret vil således blive afviklet over en længere årrække ved, at ingen efterlevende efter nytilmeldte efter lovens ikrafttrædelse kan erhverve ret til biblioteksafgift.«
På denne baggrund foreslås det med virkning fra 1. januar 2003, at en persons tilmelding til biblioteksafgiftsordningen ikke medfører, at den afgiftsberettigedes ægtefælle m.v. opnår ret til afgift i tilfælde af den pågældendes død.
Forslaget indebærer således, at alene efterlevende efter personer, der ved udgangen af 2002 var tilmeldt som biblioteksafgiftsberettigede, i fremtiden vil kunne blive berettigede til biblioteksafgift i deres egenskab af efterlevende. Denne berettigelse vil også gælde, hvis f.eks. en efterlevende ægtefælle først er blevet gift med den pågældende forfatter efter den 1. januar 2003. Derimod vil efterlevende efter personer, der først er tilmeldt til biblioteksafgift i 2003 eller senere, ikke være berettigede til afgift på grundlag af deres tilknytning til den afdøde.
Til nr. 3 (§ 4)
Der foreslås følgende ændringer af § 4: Der indføres en undergrænse (stk. 3), og den graduerede overgrænse skærpes (stk. 4); samtidig præciseres det, at undergrænsen satsreguleres (stk. 5), og bemyndigelsen for kulturministeren til at fastsætte en undergrænse ophæves (stk. 7).
Til stk. 1 og 2
Bestemmelserne er uændrede.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny.
Formålet med forslaget er at indføre en undergrænse på 1.535 kr. for de beløb, som kan udbetales til den enkelte modtager af biblioteksafgift. Beløbet satsreguleres, jf. forslaget til stk. 5.
Ifølge biblioteksafgiftsloven i den oprindelige skikkelse fra 1991 gjaldt der en undergrænse på 1.200 kr. (satsreguleret).
Ved en ændring af loven i 1996 ophævedes den lovbestemte undergrænse, der på det tidspunkt efter satsregulering udgjorde 1.332 kr. Samtidig blev der givet kulturministeren hjemmel til at fastsætte en undergrænse administrativt for helt bagatelagtige beløb. Fra 1997 gjaldt der herefter en administrativt fastsat grænse på 25 kr.
Under indtryk af den kraftige tilgang af registrerede til biblioteksafgift i de senere år og for stærkere at betone ordningens funktion til støtte af dansk sprog og kultur blev der for finansåret 2002 ved tekstanmærkning nr. 80 ad § 21.21.11. Biblioteksafgift på finansloven fastsat en undergrænse på 5.000 kr.
Ved fordelingen af biblioteksafgift i 2002 var antallet af tilmeldte til afgift nået op på 19.665 personer. Undergrænsen på 5.000 kr. medførte, at 15.010 af de tilmeldte ved årets fordeling af biblioteksafgift ikke opnåede afgift.
Udvalget om Biblioteksafgift 2002 udtaler i sin rapport bl.a. følgende:
»Der er i Udvalget enighed om, at den for 2002 fastsatte undergrænse på 5.000 kr. er for høj. Udvalgets flertal finder, at såfremt der skal være en undergrænse, som er højere end den hidtidige bagatelgrænse på 25 kr., må der også ændres ved den gældende »overgrænse«, den graduerede skala efter 300.000 kr. Danske skønlitterære Forfattere tilslutter sig forslaget om ændret overgrænse for at undgå et udefra fastsat fast loft.«
Udvalget peger herefter som ny undergrænse på 1.535 kr. Det er det samme beløb, som 1991-undergrænsen ville være kommet op på i 2002, hvis den var blevet satsreguleret hvert år. En undergrænse på dette niveau ville ifølge udvalgets rapport have resulteret i, at 10.960 af de tilmeldte ved årets fordeling af biblioteksafgift ikke havde opnået afgift.
På denne baggrund foreslås det på ny at fastsætte en undergrænse ved lov, nærmere bestemt til 1.535 kr., der satsreguleres i 2003 og fremover.
Til stk. 4
Bestemmelsen, der svarer til stk. 3 i den gældende lov, foreslås ændret.
Formålet med forslaget er at skærpe den graduerede overgrænse for de beløb, som kan udbetales til den enkelte modtager af biblioteksafgift, således at beløb indtil 328.134 kr. udbetales ubeskåret, mens der herefter kun skal udbetales halvdelen af beløbet op til 437.512 kr. og kun en tredjedel af resten, hvis beløbet er større end 437.512 kr. Beløbene satsreguleres.
I sin oprindelige skikkelse fra 1991 bestemte loven: »Fra og med 1997 udbetales der til en berettiget person ikke over 200.000 kr. i biblioteksafgift.« Beløbet skulle satsreguleres. Overgrænsen skulle således først blive virksom, når den 5-årige overgangsperiode i forbindelse med gennemførelsen af den ny biblioteksafgiftsordning var forbi.
Ved ændringen af loven i 1996 blev lovens revision udskudt, og årstallet 1997 blev ændret til 1999.
Arbejdsgruppen vedrørende Lov om Biblioteksafgift gik i »Bibliotekspengene« (december 1997) ind for et gradueret loft, således at beløb indtil 300.000 kr. skulle udbetales ubeskåret, mens der herefter skulle udbetales halvdelen af beløbet op til 400.000 kr. og kun en tredjedel af resten, hvis beløbet var større end 400.000 kr. Beløbene skulle satsreguleres. Forslaget blev dog ikke gennemført i denne form.
Ved revisionen af loven i 1998 blev der nemlig på baggrund af drøftelser mellem kulturministeren, Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere foreslået følgende ordning, som blev vedtaget: Beløb indtil 300.000 kr. udbetales uden reduktion; af beløb over 300.000 kr. og indtil 400.000 kr. udbetales to tredjedele; af beløb over 400.000 kr. og indtil 500.000 kr. udbetales halvdelen; og af beløb over 500.000 kr. udbetales en tredjedel.
Som anført i bemærkningerne til forslaget til stk. 3 er spørgsmålet om under- og overgrænser under drøftelserne i Udvalget om Biblioteksafgift 2002 blevet kædet sammen. I forbindelse med sit forslag om en undergrænse på 1.535 kr. stiller udvalget således i sin rapport følgende forslag:
»Overgrænse:
Beløb indtil 300.000 kr. udbetales uden reduktion.
Af beløb over 300.000 kr. og indtil 400.000 kr. udbetales halvdelen.
Af beløb over 400.000 udbetales en tredjedel.«
På denne baggrund foreslås det at ændre den graduerede skala for overgrænsen på den af udvalget angivne måde, idet den satsregulering af beløbene, der er sket fra 1998 til 2002, indregnes:
Beløb indtil 328.134 kr. udbetales uden reduktion; af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.512 kr. udbetales halvdelen; af beløb over 437.512 udbetales en tredjedel.
Til stk. 5
Bestemmelsen, der svarer til stk. 4 i den gældende lov, foreslås ændret.
Formålet med forslaget er at præcisere, at den undergrænse, som foreslås i stk. 3, skal satsreguleres i overensstemmelse med lov om en satsreguleringsprocent, på linje med den graduerede overgrænse.
Til stk. 6
Bestemmelsen, der svarer til stk. 5 i den gældende lov, er uændret.
Til stk. 7
Bestemmelsen, der svarer til stk. 6, i den gældende lov, foreslås ændret.
Formålet med forslaget er, som konsekvens af forslaget i stk. 3 om en lovbestemt undergrænse, at ophæve bemyndigelsen for kulturministeren til administrativt at fastsætte en undergrænse.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2003. Ændringerne af reglerne om fordeling af biblioteksafgift får således virkning fra og med den udbetaling, der finder sted i juni 2003.
Bilag 1
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om biblioteksafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 11. januar 2000, foretages følgende ændringer:
§ 2. Berettigede til at modtage afgift efter denne lov er 1. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
1) forfattere, hvis bøger er udgivet på dansk, medmindre der er tale om en oversættelse eller en gendigtning, genfortælling eller bearbejdelse fra fremmedsprog,
2) oversættere samt personer, der foretager gendigtning, genfortælling eller bearbejdelse af fremmedsprogede bøger til dansk,
3) illustratorer, billedkunstnere, fotografer og komponister, hvis frembringelser indgår i de i nr. 1 nævnte bøger eller selvstændigt er udgivet i bogform i Danmark,
4) illustratorer, som over for Biblioteksstyrelsen dokumenterer, at deres frembringelser særligt er udført til oversættelser, gendigtninger, genfortællinger eller bearbejdelser af fremmedsprogede værker til dansk, og
5) andre bidragydere til de i nr. 1 og 3 nævnte bøger, såfremt det over for Biblioteksstyrelsen dokumenteres, at der er tale om væsentlige bidrag til en titel. Dog udbetales der ikke afgift for bidrag, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold, som omfatter redaktionelt arbejde.
» Stk. 2. Der ydes kun afgift efter stk. 1, nr. 5, for bidrag, der er godkendt som væsentlige bidrag til en titel inden udgangen af 2002.«
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for litteratur indlæst på lydbånd m.v. Kulturministeren kan fastsætte, at stk. 1 også skal finde anvendelse på digitale frembringelser, der udelukkende består af litterært materiale. Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 3. Berettigede til at modtage biblioteksafgift, efter at en i § 2 nævnt person er afgået ved døden, er 2. I § 3 indsættes som stk. 4:
1) den efterlevende ægtefælle,
2) en fraskilt ægtefælle, såfremt ægteskabet har varet i mindst 5 år og det ved skilsmissen er fastsat, at vedkommende har ret til underholdsbidrag,
3) en efterlevende person, som en berettiget samlevede med på dødstidspunktet, såfremt samlivet har varet mindst 5 år, og
4) børn under 18 år, såfremt den anden af forældrene er død eller ikke er berettiget.
Stk. 2 . Efterlader de i § 2 nævnte personer sig flere berettigede, deles afgiftsbeløbet ligeligt mellem dem.
Stk. 3 . Berettigede i medfør af stk. 1 og 2 modtager kun halv afgift i forhold til den person, der var berettiget i henhold til § 2.
» Stk. 4. Efterlevende er ikke berettigede til afgift, hvis den i § 2 nævnte person først er blevet berettiget til afgift i 2003 eller senere.«
3. § 4 affattes således:
§ 4. Afgiften til de berettigede efter §§ 2 og 3 fordeles på grundlag af sidetal pr. titel og antallet af udlånsenheder pr. titel, hvormed de berettigede er repræsenteret i bibliotekerne. For lydbånd m.v. er grundlaget indlæste minutter i stedet for sidetal. » § 4. Afgiften til de berettigede efter §§ 2 og 3 fordeles på grundlag af sidetal pr. titel og antallet af udlånsenheder pr. titel, hvormed de berettigede er repræsenteret i bibliotekerne. For lydbånd m.v. er grundlaget indlæste minutter i stedet for sidetal.
Stk. 2 . Berettigede efter § 2, stk. 1, nr. 2, modtager kun en tredjedel afgift. Berettigede efter § 2, stk. 1, nr. 5, modtager kun to tredjedele afgift. Stk. 2 . Berettigede efter § 2, stk. 1, nr. 2, modtager kun en tredjedel afgift. Berettigede efter § 2, stk. 1, nr. 5, modtager kun to tredjedele afgift.
Stk. 3. Fra og med 1999 foretages udbetaling af biblioteksafgift efter stk. 1 og 2 til en berettiget person på følgende måde: Stk. 3. Beløb under 1.535 kr. udbetales ikke.
1) Beløb indtil 300.000 kr. udbetales uden reduktion.
2) Af beløb over 300.000 kr. og indtil 400.000 kr. udbetales to tredjedele.
3) Af beløb over 400.000 kr. og indtil 500.000 kr. udbetales halvdelen.
4) Af beløb over 500.000 kr. udbetales en tredjedel.
Stk. 4. Beløbsgrænserne i stk. 3 reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Stk. 4. Fra og med 2003 foretages udbetaling af biblioteksafgift efter stk. 1 og 2 til en berettiget person på følgende måde:
1) Beløb indtil 328.134 kr. udbetales uden reduktion.
2) Af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.512 kr. udbetales halvdelen.
3) Af beløb over 437.512 kr. udbetales en tredjedel.
Stk. 5. For udlånsenheder på folkeskolens biblioteker udbetales der fuld afgift efter stk. 1 og 2 for de første 15 eksemplarer pr. titel pr. bibliotek og en tredjedel afgift for de øvrige eksemplarer pr. titel pr. bibliotek. Stk. 5. Beløbsgrænserne i stk. 3 og 4 reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Stk. 6. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af afgift efter stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler om, at beløb under en bestemt grænse ikke kommer til udbetaling, samt om, at særlige kategorier af de i § 2 nævnte bøger og visse bidrag til sådanne bøger ikke skal medføre afgift. Stk. 6. For udlånsenheder på folkeskolens biblioteker udbetales der fuld afgift efter stk. 1 og 2 for de første 15 eksemplarer pr. titel pr. bibliotek og en tredjedel afgift for de øvrige eksemplarer pr. titel pr. bibliotek.
Stk. 7. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af afgift efter stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler om, at særlige kategorier af de i § 2 nævnte bøger og visse bidrag til sådanne bøger ikke skal medføre afgift.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2003.
Bilag 2
Bilag 2
Den 1. november 2002 Aftale om biblioteksafgiften Mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti er der indgået følgende aftale om biblioteksafgiften: På grundlag af rapporten fra Udvalget om Biblioteksafgift 2002, afgivet den 24. september 2002 , gennemføres i år med virkning fra 1. januar 2003 en række ændringer i biblioteksafgiftsloven. Disse ændringer gennemføres ved et lovforslag, som fremsættes senest den 8. november 2002, og som vedtages inden Folketingets juleferie, sådan at ændringerne kan få virkning fra og med 2003. Endvidere sættes der et arbejde i gang, som skal forberede yderligere ændringer, der kan få virkning for 2004. Ændringer, der gennemføres nu Der gennemføres følgende ændringer, som der har været enighed om i Biblioteksafgiftsudvalget: a) Undergrænsen for udbetaling af den almindelige biblioteksafgift (lovens § 4) fastsættes til 1.535 kr. plus satsregulering. Beløbet satsreguleres hvert år. b) Overgrænsen for udbetaling af den almindelige biblioteksafgift (lovens § 4) fastsættes således: Beløb indtil 328.134 kr. udbetales uden reduktion · Af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.514 kr. udbetales halvdelen · Af beløb over 437.514 udbetales en tredjedel. Beløbene satsreguleres i 2003 og hvert år derefter. c) Biblioteksafgift til efterlevende aftrappes, dog således at efterlevende efter personer, der er tilmeldt til biblioteksafgift senest den 31. december 2002, bevarer afgiften. d) Redaktører og »andre bidragydere« (lovens § 2, stk. 1, nr. 5) skal ikke være berettigede til biblioteksafgift. Bidrag, der er godkendt til biblioteksafgift i 2002, udløser dog fortsat afgift. Ændringer, der gennemføres senere To yderligere forslag, som fremgår af Biblioteksafgiftsudvalgets rapport, gennemføres i efteråret 2003 og med ikrafttræden i 2004: Pointtallet for skønlitteratur for voksne forøges fra 1,35 til 1,7. Der etableres en ny litteraturpulje, som skal fordeles efter kvalitative kriterier. Puljen skal anvendes til prøveoversættelser af dansk litteratur og andre konkrete litterære projekter fra forfattere, oversættere, illustratorer m.fl. ud fra en konkret vurdering af, hvad der har størst betydning for dansk litteratur. Alle, der er tilmeldt biblioteksafgiften (forfattere, oversættere, illustratorer osv.), kan tildeles støtte fra puljen. Puljens administration henlægges under det ny Kunstråd. For at opnå en afbalanceret løsning gennemføres disse to forslag samlet. Forslagene gennemføres først med virkning fra 2004, sådan at der bliver tid til nærmere at overveje, hvordan den kvalitative pulje indrettes.
Endvidere sætter kulturministeren et undersøgelsesarbejde i gang med udgangspunkt i de emner, som Biblioteksafgiftsudvalget har foreslået undersøgt efterfølgende. Aftalepartierne aftaler det nærmere indhold af kommissoriet for dette undersøgelsesarbejde. Økonomi Bevillingen til biblioteksafgift forøges med 5 mio. kr. årligt fra og med 2004 i forbindelse med forhøjelse af pointtallet til skønlitteratur. Der afsættes 10 mio. kr. årligt fra og med 2004 til en kvalitativ litteraturpulje som en særlig bevilling under Kunstrådet. Der gennemføres ikke besparelser på bevillingen til biblioteksafgiften i perioden 2003-2006. Dette indebærer følgende bevillinger: Mio.kr. FL 2003-niveau 2003 2004 2005 2006 Biblioteksafgift FL§ 21.21.11.10 134,8 140,7 144,5 144,5 Litteraturpulje - 10,0 10,0 10,0 I alt 134,8 150,7 154,5 154,5 Der indledes i 2005 drøftelser om en eventuel ny flerårig aftale fra 2007.