Gelex

Forslag til Lov om en satsreguleringsprocent

GældendeVersion 2002-11-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00082@2002-11-07/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Bilag 1
  3. Bilag 2

§ 1. Som grundlag for en årlig regulering af overførselsindkomster mv. fastsættes for hvert finansår efter reglerne i denne lov en satsreguleringsprocent, en tilpasningsprocent og en satstilpasningsprocent.

Stk. 2. De beløb, der reguleres med satsreguleringsprocenten mv., er de aktuelle, indtil da gældende.

§ 2. Satsreguleringsprocenten for et finansår er 2,0 tillagt satstilpasningsprocenten, jf. § 4.

§ 3. Tilpasningsprocenten for et finansår er den procentvise ændring i årslønnen i lønåret i forhold til året forud for lønåret fratrukket 2,0. Tilpasningsprocenten opgøres med én decimal.

Stk. 2. Lønåret er det år, der ligger to år forud for finansåret.

Stk. 3. Årslønnen opgøres ved at sammenveje bruttoårslønnen for arbejdere og funktionærer med fradrag for bidrag til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger mv. Endvidere foretages i lønåret fradrag for lønmodtagernes arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i finansåret. I året forud for lønåret foretages fradrag for lønmodtagernes arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i året forud for finansåret. Den i § 17 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsatte pensionsopsparing fratrækkes ikke.

§ 4. Satstilpasningsprocenten for et finansår svarer til tilpasningsprocenten, hvis ændringen i årslønnen, jf. § 3, er 2,0 pct. eller lavere.

Stk. 2. Er ændringen i årslønnen højere end 2,0 pct., svarer satstilpasningsprocenten til den del af tilpasningsprocenten, der eventuelt overstiger 0,3. Er tilpasningsprocenten 0,0-0,3, er satstilpasningsprocenten 0,0.

§ 5. Er ændringen i årslønnen, jf. § 3, højere end 2,0 pct., anvendes et beløb til en pulje. Puljebeløbet udgør en procentdel svarende til tilpasningsprocenten, dog højst 0,3 procent, af de samlede offentlige udgifter i lønåret til indkomstoverførsler, der reguleres med satsreguleringsprocenten. Puljebeløbet opgøres i millioner kr. med én decimal.

Stk. 2. Puljebeløbet anvendes til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper. Anvendelsen af puljebeløbet fastsættes i finansloven.

§ 6. Finansministeren bekendtgør hvert år senest i august måned størrelsen af tilpasningsprocenten, satstilpasningsprocenten og satsreguleringsprocenten samt størrelsen af puljebeløbet for det følgende finansår.

§ 7. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af satsreguleringsprocenten mv., herunder regler, der tager højde for ændringer i det statistiske grundlag for beregningen af årslønsudviklingen efter § 3 og ændringer i arbejdstiden mv.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. januar 2003 og har virkning fra og med fastsættelsen af satsreguleringsprocenten mv. for finansåret 2004. Samtidig ophæves lov om en satsreguleringsprocent, jf. lovbekendtgørelse nr. 840 af 1. november 1997.

Stk. 2. Administrative forskrifter, der er fastsat i medfør af den hidtil gældende lov om en satsreguleringsprocent, opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter, der fastsættes i medfør af denne lov.

Den gældende satsreguleringsordning blev indført ved lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent (satsreguleringsloven). Loven er siden ændret fem gange, bl.a. som følge af indførelsen af arbejdsmarkedsbidrag og ændringer i det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten mv. Den gældende lov er optaget som bilag 1.

Satsreguleringsordningen indebærer, at overførselsindkomsterne og visse andre satser, herunder reguleringstallet efter personskattelovens § 20, årligt reguleres med en satsreguleringsprocent mv., der fastsættes på grundlag af årslønsudviklingen på arbejdsmarkedet. Samtidig sikres det gennem det puljebeløb, som eventuelt afsættes, at der kanaliseres ressourcer til en indsats over for samfundets svage grupper.

Regeringen og Dansk Folkeparti har den 3. november 2002 indgået aftale om, at satsreguleringsordningen skal videreføres.

Det er på den baggrund aftalt, at regeringen skal fremsætte forslag til en ny satsreguleringslov, der skal danne grundlag for fordelingen af satspuljen i fremtiden. Partier, der stemmer for lovforslaget, vil fremover indgå i forligskredsen om udmøntningen af satspuljen.

Det foreliggende lovforslag fremsættes med henblik på opfyldelse af den indgåede aftale.

De foreslåede bestemmelser indebærer ikke ændringer af satsreguleringsordningens grundprincipper eller ændringer, der indebærer, at størrelsen af satsreguleringen vil afvige fra det, der følger af den gældende lovgivning. Lønudviklingen, der ligger til grund for satsreguleringen, vil således fortsat blive beregnet efter de principper og på det statistiske grundlag, som har været anvendt under den gældende ordning.

Der er foretaget en gennemskrivning af den gældende lov. Forslaget indebærer således en ajourføring af lovteksten, der i dag indeholder en række ikke længere aktuelle overgangsbestemmelser, ligesom der er foretaget korrektioner og præciseringer af den gældende lovs bestemmelser. Disse tekniske ændringer, som ikke ændrer retstilstanden, er beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Der foretages herudover en præcisering i form af en egentlig lovfæstelse af formålet med afsætningen af puljebeløbet, jf. forslaget til § 5. Formålet med puljebeløbet har ikke tidligere været fastsat i lovteksten. Udmøntningen af puljebeløbet skal som hidtil ske på finansloven. Uanset dette foreslås det, at det udtrykkeligt anføres i satsreguleringsloven, at puljebeløbet skal anvendes til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper. Det foreslås i den forbindelse endvidere udtrykkeligt lovfæstet, at anvendelsen af puljebeløbet som nævnt fastsættes i finansloven, således som det har været tilfældet hidtil. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 5.

Endvidere foretages en præcisering af den eksisterende bemyndigelse til finansministeren til inden for satsreguleringslovens rammer at fastsætte nærmere regler om beregning af satsreguleringsprocenten mv., jf. forslaget til § 7. Bemyndigelsen har siden 1997 været udnyttet til udstedelse af de såkaldte beregningsbekendtgørelser. Den senest udstedte beregningsbekendtgørelse er bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002 om beregning af satsreguleringsprocenten m.v. Bekendtgørelsen er optaget som bilag 2. Præciseringen af bemyndigelsesbestemmelsen er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 7.

Lovforslaget er ikke foranlediget af den retssag, der i øjeblikket verserer ved Østre Landsret, og som er anlagt af en borger mod Skatteministeriet og Socialministeriet.

Retssagen vedrører perioden 1994-98.

Under retssagen, der fortsat er under forberedelse, har den pågældende borger som det centrale fremført følgende betragtninger:

at satsreguleringen for 1994 ikke kunne baseres på satsreguleringsloven med de ændringer, der fulgte af lov nr. 450 af 30. juni 1993 (1993-loven), idet disse ændringer først trådte i kraft 1. januar 1994, og satsreguleringsbekendtgørelsen for 1994 blev udstedt i august 1993,

at satsreguleringen for 1994 er baseret på en forkert beregning af årslønsudviklingen i 1992,

at satsreguleringen for 1995 er fejlagtig, idet det statistiske grundlag for beregningen ikke er i orden,

at satsreguleringsloven ikke giver mulighed for den anvendte statistiske metode til sammenvejning af arbejder- og funktionærlønninger, og

at bidrag til private pensionsordninger, der administreres af arbejdsgiverne, ikke må fradrages i bruttolønningerne inden beregningen af årslønsudviklingen.

Skatteministeriet og Socialministeriet har under sagen nedlagt påstand om frifindelse. Tidspunktet for domsforhandlingen er endnu ikke fastsat.

Folketingets behandling af den gældende satsreguleringslov

Lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent (Folketingstidende 1989-90, FF. sp. 8858, 8915, 9401 og 9749, tillæg A sp. 5511, tillæg B sp. 1267, tillæg C sp. 717), er ændret ved lov nr. 450 af 30. juni 1993 (Folketingstidende 1992-1993, FF. sp. 9358, 10267, 11529 og 12024, tillæg A sp. 10351, tillæg B sp. 3131, tillæg C sp. 1877), lov nr. 989 af 26. november 1996 (Folketingstidende 1996-97, FF. sp. 1270, 1349, 1478, tillæg A sp. 1791, tillæg B 65, tillæg C sp. 5), § 9 i lov nr. 803 af 24. oktober 1997 (Folketingstidende 1997-98, FF. sp. 269, 298, 352, tillæg A sp. 677, tillæg B sp. 3, tillæg C sp. 4), § 12 i lov nr. 468 af 1. juli 1998 (Folketingstidende 1997-98 (2. samling), FF. sp. 1567, 2339, 2594, tillæg A 2700, tillæg B sp. 583, tillæg C sp. 634), og § 5 i lov nr. 357 af 6. juni 2002 (Folketingstidende 2001-02, FF. sp. 1004, 6416, 7333, tillæg A sp. 1089, tillæg B sp. 560, tillæg C sp. 548).

Høring

Forslaget er sendt i høring i Beskæftigelsesministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Integrationsministeriet, Justitsministeriet, Skatteministeriet, Socialministeriet og Statsministeriet.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for staten, kommunerne, amtskommunerne, borgerne og erhvervslivet.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Samlet vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bestemmelsen i stk. 1 beskriver, at formålet med fastsættelsen af satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten er, at procentsatserne skal danne grundlag for reguleringen af overførselsindkomster mv. Ud over overførselsindkomster reguleres fx reguleringstallet efter personskattelovens § 20 på grundlag af bestemmelserne i satsreguleringsloven. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsen i stk. 2 fastslår, at regulering af overførselsindkomster mv. med satsreguleringsprocenten mv. tager udgangspunkt i de på tidspunktet for reguleringen gældende beløb. Det fremgår af lovgivningen om de enkelte typer af overførselsindkomster mv., hvorledes den nærmere regulering skal finde sted. Bestemmelsen er fuldstændig ligelydende med bestemmelsen i den gældende lovs § 2, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder reglerne om fastsættelsen af satsreguleringsprocenten. Bestemmelsen svarer til den gældende § 2, stk. 1, idet der er foretaget en rent sproglig korrektion af bestemmelsens ordlyd og en redaktionel ændring af henvisningen til lovens § 4.

Bestemmelsen i stk. 1 indeholder reglerne om fastsættelsen af tilpasningsprocenten.

I stk. 2 defineres begrebet lønåret som det år, der ligger to år forud for det finansår, tilpasningsprocenten skal fastsættes for.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 indebærer, at satsreguleringsprocenten mv. som hidtil skal beregnes på grundlag af ændringen i årslønnen i året to år forud for det år, satsreguleringsprocenten mv. vedrører, set i forhold til året tre år forud. Satsreguleringsprocenten mv. for 2004 skal således fastsættes på grundlag af ændringen i årslønnen i 2002 i forhold til 2001.

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 3, stk. 1, 1., 3. og 6. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indeholder de grundlæggende bestemmelser om beregningen af den årslønsudvikling, der ligger til grund for fastsættelsen af satsreguleringsprocenten mv.

Der ændres ikke på principperne og grundlaget for beregningen af ændringen i årslønnen, og lovforslaget vil således ikke have konsekvenser for størrelsen af satsreguleringsprocenten mv.

Beregningen vil som hidtil, og som det har været forudsat i satsreguleringslovens forarbejder, ske på grundlag af Dansk Arbejdsgiverforenings årlige lønstatistik strukturstatistikken, jf. § 2, stk. 1, i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002 om beregning af satsreguleringsprocenten m.v., der er optaget som bilag 2 til lovforslaget. Beregningen må således som hidtil ske på grundlag af strukturstatistikken og de data, som Dansk Arbejdsgiverforening indhenter med henblik på udarbejdelsen heraf.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., præciseret, at der i bruttoårslønnen skal foretages fradrag for bidrag til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger. Dette har hidtil været præciseret i beregningsbekendtgørelserne, jf. herved § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002. Forslaget er således ikke udtryk for en realitetsændring, men er udtryk for, at en statistik må baseres på de data, som er tilgængelige - for så vidt angår lønudviklingen på grundlag af Dansk Arbejdsgiverforenings strukturstatistik.

Bestemmelsens 2. og 3. pkt. svarer med rent sproglige korrektioner til den gældende lovs § 3, stk. 1, 5. pkt., og § 3, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder reglerne om fastsættelsen af satstilpasningsprocenten.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende lovs § 4, stk. 1 og 3.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til bestemmelserne om fastsættelsen af satstilpasningsprocenten i den gældende lovs § 4, stk. 4, idet bestemmelserne om fastsættelsen af et eventuelt puljebeløb er udskilt til en selvstændig bestemmelse, jf. forslagets § 5.

Satstilpasningsprocenten er 0,0, hvis tilpasningsprocenten er 0,0-0,3. Hvis den procentvise ændring i årslønnen er mindre end 2,0, vil tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten være negative.

Forslagets § 5 indeholder bestemmelser om fastsættelsen og anvendelsen af puljebeløbet.

Der foreslås i stk. 1 foretaget en lovfæstelse af, hvilke kommunale og statslige udgifter der skal danne grundlaget for beregningen af puljebeløbet, dvs. det beløb, der skal afsættes, hvis årslønsudviklingen overstiger 2,0 pct. Beregningsgrundlaget er de samlede offentlige udgifter i lønåret til indkomstoverførsler, der reguleres af satsreguleringsprocenten. Det drejer sig om udgifter til indkomstoverførsler, der udbetales som kompensation for bortfald af arbejdsindtægter, og som tilskud, der er afhængige af familie- og boligforhold. Grundlaget har ikke tidligere været fastsat i lovteksten, men er fremgået af forarbejderne til satsreguleringsloven og af beregningsbekendtgørelserne, jf. herved § 7 i bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002. Det vil som hidtil blive fastsat i beregningsbekendtgørelsen, hvilke nærmere udgifter der indgår i beregningsgrundlaget, jf. den foreslåede § 7 og bemærkningerne til denne bestemmelse. Udgifterne opgøres på grundlag af de opgjorte driftsudgifter i det kommunale budget- og regnskabssystem og regnskabstallene i statsregnskabet. Det foreslås ligeledes udtrykkeligt fastsat, at puljebeløbet som hidtil fastsættes i millioner kr. med én decimal, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002. Indføres nye indkomstoverførsler, eller afskaffes eksisterende indkomstoverførsler, der reguleres med satsreguleringsprocenten, vil dette give anledning til ændring af den gældende beregningsbekendtgørelse.

Udmøntningen skal som hidtil ske på finansloven. Uanset dette foreslås det i stk. 2 som noget nyt direkte lovfæstet, hvilke formål puljebeløbet skal anvendes til. Forslaget indebærer, at puljebeløbet skal anvendes til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og til forebyggende foranstaltninger mv. over for svage grupper. Der tilstræbes således ingen ændringer i forhold til den hidtidige praksis vedrørende udmøntning af satspuljen. Det foreslås endvidere fastsat, at anvendelsen af puljebeløbet i overensstemmelse med hidtidig praksis fastsættes på finansloven.

I bemærkningerne til forslaget til den oprindelige satsreguleringslov er det om anvendelsen af puljebeløbet anført: "Regeringen stiller forslag til udmøntning af et eventuelt puljebeløb inden påbegyndelsen af det finansår, som puljebeløbet vedrører. Ved udmøntningen er det hensigten, at puljeløbet fordeles forholdsmæssigt mellem pensionister og øvrige overførselsindkomstmodtagere i forhold til deres samlede andel af overførslerne.«

Denne hensigtserklæring har ikke altid været anvendt krone for krone ved den udmøntning, som er foretaget af Folketinget ved vedtagelsen af de årlige finanslove. Dette er udtrykkeligt kommet til udtryk i aftalen mellem satspuljepartierne og den daværende regering i april 1997 om regler for udmøntning af puljen, hvor "fordelingsnøglen" ophæves. Der tilstræbes med den nye lov ingen ændring i forhold hertil.

De samlede disponible midler til udmøntning for et givent år benævnes satspuljen. Satspuljen opgøres som puljebeløbet tillagt frigivne midler som følge af udløb af satspuljebevillinger og tillagt tilbageførte uforbrugte satspuljemidler. De frigjorte midler samt de tilbageførte uforbrugte satspuljemidler opreguleres ved genudmøntning til nutidsværdien af de oprindeligt udmøntede beløb i overensstemmelse med nuværende praksis.

Bestemmelsen i § 6 fastsætter, at finansministerens bekendtgørelse af tilpasningsprocenten, satstilpasningsprocenten og satsreguleringsprocenten mv. for det følgende finansår skal ske senest i august måned. Satsreguleringen for finansåret 2004 skal således fastsættes på grundlag af de foreslåede bestemmelser senest i august 2003.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 5, 1. pkt.

Forslagets § 7 indebærer i lighed med den gældende lovs § 5, 2. pkt., at finansministeren fastsætter nærmere regler om beregningen af satsreguleringsprocenten mv. Bestemmelsen har været udnyttet til udstedelse af de såkaldte beregningsbekendtgørelser, senest bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002 om beregning af satsreguleringsprocenten m.v., der er optaget som bilag 2. Det foreslås udtrykkeligt anført, at der herunder kan fastsættes regler, der tager højde for ændringer i det statistiske grundlag for beregningen af årslønsudviklingen efter § 3 og ændringer i arbejdstiden mv. Dette er ikke udtryk for nogen realitetsændring. Som eksempel på ændringer, som det kan være nødvendigt at tage stilling til, kan nævnes indførelsen af feriefridag og børnefamiliefridage, jf. herved § 2, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002.

Som anført i bemærkningerne til § 4 vil det som hidtil blive nærmere fastsat i beregningsbekendtgørelsen, hvilke udgifter der indgår i beregningsgrundlaget vedrørende puljebeløbet.

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2003 og har virkning fra og med fastsættelsen af satsreguleringen for 2004. Samtidig ophæves den gældende satsreguleringslov. Det vil således være de foreslåede bestemmelser, der skal danne grundlag for udstedelsen af bekendtgørelsen af satsreguleringsprocenten mv. for finansåret 2004, der ifølge den foreslåede bestemmelse i § 6 skal ske senest i august 2003.

Forslaget til stk. 2 indebærer, at administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af den gældende satsreguleringslov, opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter med hjemmel i denne lov.

De hidtil ved lov og administrative forskrifter fastsatte satsreguleringsprocenter mv., beregningsbekendtgørelser og beløbsstørrelser, herunder satsreguleringen for 2003, berøres således ikke af forslaget og vil være grundlaget for den fremtidige satsregulering.

Bilag 1

Bilag 1

Sammenskrivning af lovbekendtgørelse nr. 840 af 13. november 1997 og de ændringer, der følger af § 12 i lov nr. 468 af 1. juli 1998 og § 5 i lov nr. 357 af 6. juni 2002 Lov om en satsreguleringsprocent § 1. Som grundlag for en årlig regulering af overførselsindkomster m.v. fastsættes for hvert finansår en satsreguleringsprocent. Satsreguleringsprocenten fastsættes året før det finansår, hvori satsreguleringsprocenten skal anvendes, jf. §§ 2-4. § 2. Satsreguleringsprocenten for et finansår er 2,0 nedsat eller forhøjet med satstilpasningsprocenten, jf. § 4, stk. 2, 3 eller 4. Stk. 2. De beløb, der reguleres med satsreguleringsprocenten, er de aktuelle indtil da gældende. § 3. For hvert finansår beregnes en tilpasningsprocent som afvigelsen mellem den procentvise stigning i årslønnen (ekskl. arbejdsmarkedsbidrag) og 2,0. Årslønnen opgøres som den sammenvejede bruttoårsløn for arbejdere og funktionærer med fradrag for bidrag til arbejdsmarkedspensioner m.v. Lønåret er to år forskudt i forhold til finansåret, således at det er lønningerne to år tidligere, der lægges til grund. Ved beregningen af tilpasningsprocenten for finansåret anvendes stigningen i årslønnen i lønåret (dvs. to år tidligere) i forhold til årslønnen i året forud for lønåret. Stigningen beregnes efter, at der i årslønnen for lønåret er fratrukket lønmodtagernes egne arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i finansåret, og efter, at der i årslønnen året forud for lønåret er fratrukket lønmodtagernes egne arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i året før finansåret. Tilpasningsprocenten opgøres med en decimal. Stk. 2. Ved opgørelsen af tilpasningsprocenten m.v. skal den i § 17 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsatte pensionsopsparing ikke fratrækkes i bruttoårslønnen for arbejdere og funktionærer. 1) § 4. For hvert finansår beregnes en satstilpasningsprocent. Stk. 2. I finansårene 1994 til og med 1997 svarer satstilpasningsprocenten til afvigelsen mellem den procentvise årslønsudvikling fratrukket 0,3 pct. til et puljebeløb og 2,0 pct. Fra 1998 og fremefter beregnes satstilpasningsprocenten efter stk. 3 og 4. Stk. 3. Hvis den procentvise årslønsudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten efter § 3, er lavere end 2,0, svarer satstilpasningsprocenten til tilpasningsprocenten. Stk. 4. Hvis den procentvise årslønsudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten efter § 3, er højere end 2,0, anvendes et beløb svarende til tilpasningsprocenten, dog højst 0,3, til et puljebeløb. Satstilpasningsprocenten svarer til den del af tilpasningsprocenten, der eventuelt overstiger 0,3.

§ 5. Finansministeren bekendtgør hvert år senest i august måned størrelsen af tilpasningsprocenten, satstilpasningsprocenten og satsreguleringsprocenten samt af puljebeløbet for det følgende finansår. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af tilpasningsprocenten m.v. § 6. Loven træder i kraft den 1. januar 1991. Stk. 2. For finansåret 1991 fastsættes tilpasningsprocenten, satstilpasningsprocenten og puljebeløbet alle til 0. Satsreguleringsprocenten for finansåret 1991 er 2,0. Stk. 3. For finansåret 1992 beregnes tilpasningsprocenten som afvigelsen mellem den procentvise årslønsudvikling ekskl. sociale bidrag m.v. for LO-arbejdere i 1990 og den gennemsnitlige procentvise årsindkomstudvikling i 1990 for modtagere af overførselsindkomster. Tilpasningsprocenten for finansåret 1992 fastsættes til 0, hvis den procentvise årslønsudvikling, der ligger til grund for beregning af tilpasningsprocenten i 1992, er lavere end den gennemsnitlige årsindkomstudvikling i 1990 for modtagere af overførselsindkomster. Stk. 4. For finansåret 1997 fastsættes tilpasningsprocenten til -0,7. I 1997 og senere år anvendes ved regulering med denne procent beløbsstørrelser, reguleringstal m.v. for 1996 svarende til en tilpasningsprocent for 1996 på 0,0. Stk. 5. For finansåret 1997 fastsættes satstilpasningsprocenten til -1,0. I 1997 og senere år anvendes ved regulering med denne procent beløbsstørrelser, reguleringstal m.v. for 1996 svarende til en satstilpasningsprocent for 1996 på -0,3. Stk. 6. For finansåret 1997 fastsættes satsreguleringsprocenten til 1,0. I 1997 og senere år anvendes ved regulering med denne procent beløbsstørrelser, reguleringstal m.v. for 1996 svarende til en satsreguleringsprocent for 1996 på 1,7. Stk. 7. Puljebeløbet for 1997 udgør 2.071,5 mio. kr. 1) Indtil ikrafttrædelsen den 1. januar 2003 af § 5 i lov nr. 357 af 6. juni 2002 er bestemmelsen gældende i følgende affattelse: Stk. 2. Ved opgørelsen af tilpasningsprocenten m.v. skal den i § 17 b og § 17 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsatte pensionsopsparing ikke fratrækkes i bruttoårslønnen for arbejdere og funktionærer.«

Bilag 2

Bilag 2

Finansministeriets bekendtgørelse nr. 593 af 4. juli 2002 Bekendtgørelse om beregning af satsreguleringsprocenten m.v. I medfør af § 5, 2. pkt., i lov om en satsreguleringsprocent, jf. lovbekendtgørelse nr. 840 af 13. november 1997, fastsættes: § 1. Satsreguleringsprocenten, tilpasningsprocenten og satstilpasningsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, samt det i lovens § 4, stk. 4, nævnte puljebeløb (satspuljebeløbet) beregnes i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Opgørelsen af årslønnen § 2. Til brug ved beregningen af tilpasningsprocenten, satsreguleringsprocenten, satstilpasningsprocenten og satspuljebeløbet for finansåret opgøres den procentvise stigning i årslønnen på grundlag af Dansk Arbejdsgiverforenings lønstatistik (StrukturStatistikken). Stk. 2. Ved beregningen anvendes stigningen i årslønnen året to år forud for finansåret (lønåret) i forhold til årslønnen i året forud for lønåret. Stk. 3. Årslønnen opgøres som den sammenvejede bruttoårsløn for arbejdere og funktionærer, jf. lovens § 3. Beregningen af bruttoårslønningerne baseres på det størst mulige antal identiske virksomheder, således at der indgår de samme virksomheder i lønåret og året forud for lønåret. Stk. 4. Bruttoårslønningerne opgøres med korrektion for overarbejde/genetillæg og løn under fravær, således at bruttoårslønningerne udtrykker årsfortjenesten ekskl. overarbejde og genetillæg i øvrigt for beskæftigede arbejdere og funktionærer uden sygefravær m.v. Bruttoårslønningerne korrigeres endvidere for deltidsfrekvens. Fra bruttoårslønningerne trækkes arbejdsgiveres og lønmodtageres bidrag til ATP samt arbejdsmarkedspensioner og andre pensionsordninger administreret af arbejdsgiveren. Den i § 17 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsatte pensionsopsparing fratrækkes ikke i bruttoårslønningerne for arbejdere og funktionærer. Stk. 5. Bruttoårslønningerne beregnes på grundlag af den årlige standardarbejdstid for fuldtidsbeskæftigede, således at bruttoårslønningerne ikke påvirkes af skudår eller forskelle i antallet af søn- og helligdage m.v. Generelle aftalebaserede eller lovfastsatte ændringer i arbejdstiden, herunder længere ferie, feriefridage, børnefamiliefridage eller kortere arbejdsuge, indgår i beregningen af bruttoårslønningerne og dermed den procentvise stigning i årslønnen. Stk. 6. Årslønningerne opgøres som en sammenvejning af de gennemsnitlige bruttoårslønninger for voksne arbejdere og funktionærer. Lønninger for lærlinge og elever indgår ikke i beregningen. Stk. 7. Ved sammenvejningen af de gennemsnitlige bruttoårslønninger for arbejdere og funktionærer for såvel lønåret som året forud for lønåret anvendes den relative fordeling af antal præsterede arbejdsdage for arbejdere og funktionærer i året forud for lønåret som vægte. Efter sammenvejningen afrundes årslønningerne til et kronebeløb med to decimaler. Udviklingen i årslønnen

§ 3. Stigningen i årslønnen beregnes efter, at der i årslønnen for lønåret er fratrukket lønmodtagernes egne arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i finansåret, og efter at der i årslønnen året forud for lønåret er fratrukket lønmodtagernes egne arbejdsmarkedsbidrag beregnet med den procentuelle arbejdsmarkedsbidragssats i året før finansåret. De nævnte fradrag beregnes som et helt kronebeløb. Tilpasningsprocenten § 4. Tilpasningsprocenten beregnes som afvigelsen mellem den procentvise stigning i årslønnen, jf. § 3, og 2,0. Tilpasningsprocenten opgøres med en decimal, jf. lovens § 3. Satstilpasningsprocenten § 5. Hvis den procentvise stigning i årslønnen, der indgår i beregningen af tilpasningsprocenten, er lavere end 2,0, svarer satstilpasningsprocenten til tilpasningsprocenten, jf. lovens § 4, stk. 3. Stk. 2. Hvis den procentvise stigning i årslønnen er højere end 2,0 anvendes et beløb svarende til tilpasningsprocenten, dog højst 0,3 pct., til et puljebeløb, jf. § 7, og satstilpasningsprocenten svarer til den del af tilpasningsprocenten, der eventuelt overstiger 0,3, jf. lovens § 4, stk. 4. Satsreguleringsprocenten § 6. Satsreguleringsprocenten opgøres som 2,0 tillagt satstilpasningsprocenten, jf. lovens § 2, stk. 1. Satspuljebeløbet § 7. Satspuljebeløbet, jf. lovens § 4, stk. 4, beregnes som 0,3 pct. af de samlede offentlige udgifter i lønåret til indkomstoverførsler, der bl.a. udbetales som kompensation for bortfald af arbejdsindtægter, samt tilskud afhængig af familie- og boligforhold, som samtidig årligt reguleres af satsreguleringsprocenten, jf. lovens § 1. Satspuljebeløbet opgøres i millioner kr. med 1 decimal. Stk. 2. I beregningsgrundlaget efter stk. 1 indgår: 1) børnetilskud, aktiveringsydelse, forbigående kontanthjælp, igangsætningsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, hjælp til flygtninge m.v. i enkelttilfælde, sygedagpenge, barseldagpenge og sociale pensioner samt 2) arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, delefterløn, fleksydelse, seniorydelse, overgangsydelse, deltagerstøtte ved arbejdsmarkedsuddannelserne og andre uddannelser (AMU-godtgørelse), uddannelsesgodtgørelse til ledige, etableringsydelse til ledige, orlovsydelse til uddannelse og børnepasning, introduktionsydelse samt voksenuddannelsesstøtte. Stk. 3. De samlede årlige udgifter efter stk. 2, nr. 1, opgøres på grundlag af de opgjorte driftsudgifter i det kommunale budget- og regnskabssystem. De samlede årlige udgifter efter stk. 2, nr. 2, opgøres på grundlag af regnskabstallene i statsregnskabet. Ikrafttræden m.v. § 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. juli 2002. Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning fra og med fastsættelsen af satsreguleringsprocenten m.v. for finansåret 2003. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 728 af 15. august 2001 om beregning af satsreguleringsprocenten m.v. ophæves. Finansministeriet, den 4. juli 2002 Thor Pedersen / Jakob Hald

Versioner

  1. 2002-11-07