Gelex

Forslag til Lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv

GældendeVersion 2002-12-04
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/200212L00104@2002-12-04/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Vejledning om valg af uddannelse og erhverv skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet.

Stk. 2. Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge med særlige behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv.

Stk. 3. Vejledningen skal inddrage såvel den enkeltes personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer, hidtidige uddannelses- og beskæftigelsesforløb, som det forventede behov for uddannet arbejdskraft og selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 4. Vejledningen skal bidrage til, at frafald fra og omvalg i uddannelserne begrænses mest muligt.

Stk. 5. Vejledningen skal endvidere bidrage til, at den enkelte selv kan søge og anvende informationer, herunder IT-baserede informations- og vejledningstilbud, om valg af uddannelse, uddannelsesinstitution og fremtidig beskæftigelse.

§ 2. Vejledningen efter denne lov skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal efter bestemmelserne i kapitel 1 og dette kapitel sørge for, at der gives vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv.

Stk. 2. Vejledningen skal gives til elever i folkeskolens 6. - 9. klasse og til elever, der følger folkeskolens 10. klasse. Vejledningen skal endvidere gives til andre unge under 19 år med bopæl i kommunen, når de ikke er i en tilfredsstillende vejlednings-, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation. Unge i alderen fra 19 til 25 år med bopæl i kommunen skal have vejledning, hvis de henvender sig herom.

Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 1 og §§ 5 10, gælder tilsvarende for den vejledning, der gives til elever i ungdomsskolernes heltidsundervisning. Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at vejledningen kan gives af ungdomsskolen.

§ 4. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den anmodes derom af en friskole eller en privat grundskole, der ligger i kommunen, sørge for, at der gives vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv til skolens elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal, hvis den anmodes herom af en efterskole, husholdningsskole eller håndarbejdsskole, der ligger i kommunen, søge at indgå en aftale med skolen om, at der gives vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv til skolens elever, jf. lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler). Aftalen skal omfatte aftale om skolens betaling af kommunens omkostninger i forbindelse med vejledningen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan endvidere indgå aftale med en folkehøjskole om at yde vejledning til elever på skolen.

§ 5. Vejledningen skal tilrettelægges som et sammenhængende forløb, der sikrer, at målene i § 1 kan opfyldes. Vejledningen skal give den enkelte kompetence til at udarbejde en realistisk uddannelsesplan. For de elever og unge, der er nævnt i § 3, stk. 2, 1. og 2. pkt., skal vejledningen endvidere omfatte initiativ til, at uddannelsesplanen udarbejdes.

Stk. 2 . Vejledningen skal ske i et samarbejde med uddannelsesinstitutioner og arbejdsformidlingen og med inddragelse af organisationer og virksomheder inden for det arbejdsmarked, som vejledningsvirksomheden geografisk omfatter.

§ 6. Vejledningen i henhold til § 3, stk. 2, 1. pkt. og § 4, stk. 1 og 2, skal gives, så den enkelte elev har mulighed for at få individuel vejledning på sin skole. Vejledningen tilrettelægges i samarbejde med skolen.

Stk. 2. Vejledning til øvrige unge gives således, at den enkelte så vidt muligt kan få individuel vejledning på sin uddannelsesinstitution.

§ 7. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om vejledningen efter dette kapitel, herunder om vejledningens kvalitet.

§ 8. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at vejledning efter dette kapitel gives på et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag. Dette kan ske ved, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, at vejledningsopgaven varetages af et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, eller i en anden form for samarbejde mellem kommuner.

Stk. 2. Hvis det er nødvendigt for at sikre, at vejledningen gives på et kvalitetsmæssigt og geo- grafisk bæredygtigt grundlag, kan undervisningsministeren pålægge en eller flere kommuner at varetage vejledningen i et kommunalt fællesskab eller i en anden samarbejdsform. Ministeren kan fastsætte en frist herfor.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for kommunalbestyrelsens øvrige opgaver efter dette kapitel .

§ 9. Varetagelsen af vejledningsopgaven efter dette kapitel skal ske under benævnelsen "Ungdommens Uddannelsesvejledning". Benævnelsen skal desuden indeholde en angivelse af det geografiske område, som vejledningsvirksomheden omfatter.

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at Ungdommens Uddannelsesvejledning har en daglig ledelse, som over for kommunalbestyrelsen er ansvarlig for vejledningen inden for de rammer og bevillinger, der fastlægges af kommunalbestyrelsen, med henblik på at opnå de mål for vejledningen, som fremgår af loven, og de regler, som fastsættes i medfør af loven, eller som kommunalbestyrelsen fastsætter.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger efter forslag eller udtalelse fra ledelsen mål og rammer for vejledningen, herunder valg af vejledningsaktiviteter og -metoder, metoder til kvalitetsudvikling, resultatmåling og dokumentation af sådan måling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen offentliggør de aktuelle mål og rammer for vejledningen og kommunens resultater af vejledningsindsatsen på kommunens hjemmeside på internettet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller privat virksomhed til at varetage en eller flere opgaver efter dette kapitel.

§ 11. Undervisningsministeren sørger for, at der gives vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv, herunder om valg af fortsat uddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne. Vejledningen skal tilbydes såvel elever i ungdomsuddannelser som unge og voksne, der ikke længere har tilknytning til en ungdomsuddannelsesinstitution.

Stk. 2. Vejledningens indhold skal være landsdækkende. Vejledningen skal tilbydes regionalt i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne, de videregående uddannelsesinstitutioner og arbejdsformidlingen.

§ 12. Vejledningen efter dette kapitel skal tilrettelægges, så målene i § 1 kan opfyldes, og så de unge får kendskab til de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser og de erhverv, som uddannelserne giver kvalifikationer til.

Stk. 2. Vejledningen skal inddrage arbejdsmarkedets krav til kvalifikationer og de fremtidige beskæftigelsesmuligheder i Danmark og i udlandet.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om vejledningen efter dette kapitel, herunder regler om vejledningens kvalitet og kvalitetssikring.

§ 13. Undervisningsministeren sørger for, at der etableres og drives en national virtuel vejledningsportal. Vejledningsportalen skal være et internetbaseret informations- og vejledningsredskab for vejledningssøgende, institutioner, som varetager vejledningsopgaver, og andre, som ønsker information om uddannelse og erhverv.

Stk. 2. Portalen skal indeholde sammenlignelige informationer om ungdomsuddannelser, de videregående uddannelser og andre relevante uddannelser, om de erhverv, som de enkelte uddannelser kan føre til, samt aktuel arbejdsmarkedsinformation.

Stk. 3. Undervisningsministeren bemyndiger efter udbud en offentlig institution, en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaverne efter denne bestemmelse.

§ 14. Undervisningsministeren sørger for, at der sker en koordinering af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere til henholdsvis ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser med henblik på, at ansøgerne optages på den højest mulige prioriterede uddannelse og uddannelsesinstitution, og således at der sker en effektiv ressourceudnyttelse af den samlede optagelseskapacitet på uddannelserne.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om koordinering efter stk. 1, herunder fastsætte regler om anvendelse af internetbaseret kommunikation og digital signatur. Reglerne om koordinering af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere til de videregående uddannelser, herunder fastsættelse af regler om anvendelse af internetbaseret kommunikation og digital signatur, fastsættes efter forhandling med kulturministeren og ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.

§ 15. Undervisningsministeriet varetager som Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning opgaverne efter kapitel 3 og 4, jf. dog § 13, stk. 3.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan bemyndige en styrelse under Undervisningsministeriet, en anden offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en eller flere af opgaverne som landscenter.

§ 16. Loven træder i kraft den 1. august 2004, jf. dog stk. 2 og 3. Samtidig ophæves lov om uddannelses- og erhvervsvejledning, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 4. juni 1996. Undervisningsministeren kan dog fastsætte et tidspunkt for lovens ophævelse før den 1. august 2004.

Stk. 2 Bestemmelsen i § 8, stk. 2 og 3, træder i kraft den 1. januar 2004. Undervisningsministeren kan dog tidligst fastsætte den 1. august 2004 som frist for et påbud.

Stk. 3. § 4, stk. 1, træder i kraft den 1. august 2007. I perioden fra den 1. august 2004 til den 31. juli 2007 gælder § 4, stk. 2, tilsvarende for vejledning til elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende på en friskole eller en privat grundskole i kommunen.

Stk. 4. Loven tages op til revision i folketingsåret 2007-08.

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

1. Baggrunden for forslaget

Baggrunden for, at der efter regeringens opfattelse er behov for en vejledningsreform, er, at uddannelses- og erhvervsvejledningen i dag generelt kan karakteriseres som sektoriseret, usammenhængende, uden helhedssyn og ikke mindst uden tilstrækkelig fokus på grupper med særligt vejledningsbehov.

Uddannelses- og erhvervsvejledningen inden for undervisningssektoren er således kendetegnet ved, at hvert uddannelsesområde har sin egen vejledningsordning, der som hovedregel er fysisk placeret på den enkelte uddannelsesinstitution. Der eksisterer således i dag ca. 26 forskellige vejledningsordninger. Hertil kommer ca. 12 tværsektorielle vejledningstilbud, Studenterrådgivningen, en række private aktører samt Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning.

Der er i perioden 1977-1998 gennemført en række analyser og udredninger, der vurderer og afvejer styrker og svagheder ved det eksisterende vejledningssystem. Resultaterne er sammenfattet i Undervisningsministeriets "Rapport om tværsektoriel vejledning" fra 9. august 2001, der er udarbejdet som opfølgning på Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en ny institutionsuafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning (B 131). Beslutningsforslaget blev fremsat i Folketinget af Det Konservative Folkeparti den 28. marts 2000 (Folketingssamlingen 1999-2000, FT Till. A sp. 6426, sp. 6424, FF sp. 7541, Till. B sp. 1489).

Ifølge rapporten er fordelene ved den eksisterende organisering af vejledningsindsatsen, at vejledningen gennemføres i de unges uddannelsesmiljø og med tæt kendskab til den enkelte. Ulemperne karakteriseres som kraftig sektorisering og utilstrækkelig koordinering af vejledningsindsatsen. Dertil kommer, at der kun i begrænset udstrækning tages udgangspunkt i individuelle behov, og at vejledningen ikke i tilstrækkeligt omfang er tilpasset den gruppe unge, der har størst vejledningsbehov. Flere undersøgelser peger ifølge rapporten endvidere på, at vejledernes uddannelsesniveau bør højnes.

Den nuværende vejledning bidrager ikke tilstrækkeligt til målsætningen om friere valg af uddannelse og erhverv og til opfyldelse af kravene om åbenhed og gennemsigtighed i uddannelserne. Der er også brug for et klarere beskæftigelsesmæssigt sigte i vejledningsindsatsen.

Endvidere har man i en række europæiske lande i disse år i højere grad end i Danmark været opmærksomme på de potentialer, uddannelses- og erhvervsvejledning rummer i relation til at realisere livslang læring. OECD har taget initiativ til, at uddannelses- og erhvervsvejledningen analyseres i en række medlemslande, herunder Danmark. Der er udarbejdet en foreløbig tilbagemelding, hvorimod en samlet generel anbefaling, der retter sig mod alle de deltagende lande, forventes at foreligge i løbet af 2003.

2. Reformen og lovforslagets indhold

Den reform af vejledningssystemet inden for uddannelsesområdet, som regeringen her fremsætter forslag om, vedrører væsentligst vejledningen om valg af uddannelse og erhverv, mens vejledningen om gennemførelse af uddannelserne praktisk taget ikke berøres af reformen. Reformen retter sig videre især mod den vejledning, der gives unge, mens vejledning af voksne kun berøres på enkelte områder. Vejledning af voksne er imidlertid et centralt område i forhold til at nå regeringens målsætning om et velfungerende arbejdsmarked med et tilstrækkeligt udbud af kvalificeret arbejdskraft. Regeringen har indgået en aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti om "Flere i arbejde". Aftalen fastlægger rammerne for vejledningsindsatsen over for ledige og viderefører bestemmelserne i lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik om, at arbejdsformidlingen skal yde vejledning af arbejds- og uddannelsessøgende generelt.

Der er efter regeringens opfattelse behov for, at dette reformforslag følges op med en reform af vejledning om valg af uddannelse og erhverv til voksne i beskæftigelse, såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende og andre ikke ledige voksne. Regeringen vil derfor tage initiativ til, at der bliver igangsat et arbejde med at forberede en sådan reform med de samme overordnede målsætninger som i dette lovforslag. Det er efter regeringens opfattelse vigtigt, at, der også i denne forbindelse skabes en bedre sammenhæng i den samlede vejledningsindsats i Danmark. Arbejdet vil foregå i et samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet og andre relevante ministerier. Arbejdet forventes at kunne være færdigt senest i begyndelsen af 2004.

Inden for rammerne af det ovennævnte arbejde og i sammenhæng med implementeringen af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv vil Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet tage initiativ til at vurdere, hvorvidt de eksisterende rammer for samordning dvs. modellen for central og regional samordning af vejledningen, bør ændres.

Vejledning om valg af uddannelse og erhverv

Regeringen har følgende mål med en vejledningsreform:

Bedre kvalitet i vejledningen

Alle unge skal fortsat have tilbud om vejledning, og vejledningen skal i højere grad give målrettede tilbud til unge med særlige behov for vejledning, herunder vejledning i forbindelse med integration

Fremme åbenhed og gennemsigtighed i uddannelserne og frit valg på uddannelsesområdet

Sektoruafhængig vejledning

Valg af uddannelse og erhverv skal være til størst mulig gavn for såvel den enkelte som for samfundet og skal skabe og fremme en iværksætterkultur blandt unge

Begrænsning af frafald fra og omvalg af uddannelse

Valg af uddannelse bør sikre den enkelte de bedst mulige beskæftigelsesmuligheder og sikre opfyldelse af behovet for uddannet arbejdskraft inden for de enkelte erhverv, herunder i det offentlige, og for selvstændige erhvervsdrivende

Klarhed og enkelhed i ansvaret for og ledelsen af vejledningen

Bedre udnyttelse af de offentlige ressourcer til vejledning

Fremme af innovation og iværksætteri

Reformen skal således blandt andet medvirke til, at vejledningstilbud og informationer om uddannelse og erhverv bliver overskuelige og let tilgængelige for de unge, blandt andet ved øget anvendelse af informationsteknologi, samt bidrage til en øget ligestilling mellem mænd og kvinder, idet en forstærket vejledningsindsats kan medvirke til mindre traditionelle uddannelsesvalg, og dermed til en opblødning af det kønsopdelte arbejdsmarked. Sammen med loven om øget gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne mv., som Folketinget vedtog den 23. maj 2002, skal reformen give bedre grundlag for at foretage et realistisk valg af både uddannelse, uddannelsessted og erhverv, således at omvalg og frafald i uddannelserne begrænses mest muligt og således, at den uddannede arbejdsstyrke øges. Forslaget bidrager derved til regeringens målsætning om flere i arbejde og om styrkelse af borgerens frie valg. Regeringen foreslår, at reformen gennemføres ved at anvende følgende midler:

Vejledning om valg af ungdomsuddannelse

Vejledningen om valg af ungdomsuddannelse samles i kommunalt regi i fælleskommunale "Ungdommens Uddannelsesvejledning". Det forudsættes at kunne ske gennem frivilligt kommunalt samarbejde , dog som en sidste udvej - med mulighed for pligtmæssigt samarbejde, hvor det er nødvendigt for at sikre et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag for vejledningen. Ansvaret for og ressourcerne til denne vejledningsopgave flyttes samtidig fra folkeskolerne, de kommunale ungdomsvejledninger og ungdomsuddannelsesinstitutionerne til kommunerne.

Grundskoleeleverne og eleverne i 10. klasse skal fortsat vejledes på deres skoler, men fremover under ledelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning, dog med særlige valgmuligheder på de frie skolers område. Det vil herefter være Ungdommens Uddannelsesvejledning, der har ansvaret for vejledningen på skolerne. Det skal dog ske i et samarbejde med skolens ledelse, der på sin side vil have pligt til at give mulighed for, at arbejdet kan foregå inden for den almindelige undervisningstid og i skolens lokaler.

Der stilles nationale mål og kvalitetskrav til vejledningen; bl.a. skal vejledningen tilrettelægges som et sammenhængende forløb, der giver den enkelte kompetence til at udarbejde en uddannelsesplan, og vejledningen skal kunne bidrage til, at den enkelte elev selv kan søge og anvende information, herunder IT-baserede informations- og vejledningstilbud, om valg af uddannelse, uddannelsesinstitution og fremtidig beskæftigelse.

Eleven skal fortsat udarbejde en uddannelsesplan, som følger eleven på den efterfølgende ungdomsuddannelse og indgå i planlægningen af elevens videre undervisnings- og vejledningsforløb.

Inden for de nationale mål og kvalitetskrav vil kommunalbestyrelsen som supplement skulle fastsætte lokale mål og rammer for den vejledning, der forestås af Ungdommens Uddannelsesvejledning. De lokale mål og rammer skal offentliggøres på internettet sammen med eksempelvis andre relevante oplysninger om vejledningsaktiviteter og -metoder, samarbejdsflader og vejledningens resultater.

Ungdommens Uddannelsesvejledning skal samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne og arbejdsformidlingen og skal inddrage arbejdsmarkedets repræsentanter inden for sit geografiske vejledningsområde samt andre frivillige kræfter.

Vejledning om valg af videregående uddannelse

Ansvaret for vejledningen om valg af videregående uddannelse samles i Undervisningsministeriets regi i et nyetableret Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning og flyttes sammen med ressourcer fra ungdomsuddannelsesinstitutionerne og de videregående uddannelsesinstitutioner.

Vejledningen skal fortsat gives regionalt gennem regionale vejledningscentre. Vejledningen skal være let tilgængelig for de unge både på internettet og i de unges nærområde.

Med henblik på erfaringsudveksling, vidensdeling samt sikring af sammenhæng i vejledningen vil vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv som Landscenteret forestår og vejledning om gennemførelse af den valgte uddannelse, som ungdomsuddannelsesinstitutionerne fortsat selv forestår, skulle gennemføres på baggrund af et samarbejde mellem de vejledningsansvarlige aktører, dvs. Landscentret (såvel centralt som regionalt) og uddannelsesinstitutionerne. Landscentret tager initiativ til samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne. Landscentret (centralt og regionalt) vil videre skulle samarbejde med arbejdsformidlingen.

Fælles initiativer for vejledning om valg af såvel ungdomsuddannelse som videregående uddannelse.

Der sættes nationale mål for vejledningen.

Der etableres en national, vejledningsportal på internettet med en vifte af tilbud. Det vil øge åbenheden og gennemsigtigheden i uddannelserne og samtidig muliggøre, at den individuelle vejledning kan målrettes til unge med et særligt behov for vejledning.

Der etableres én fælles vejlederuddannelse til erstatning for de mange nuværende forskellige vejlederuddannelser. Den nye uddannelse skal forbedre vejledernes kompetence og dermed kvaliteten i vejledningen, herunder vejledningen af unge med et særligt behov for vejledning. Uddannelsen vil blive udbudt såvel på fuldtid som på deltid under Åben Uddannelse med en varighed svarende til ½ års fuldtidsundervisning. Vejledningen skal professionaliseres med flere vejledere med vejledning som hovedbeskæftigelse .

Ledelsen af vejledningen skal styrkes med et klart defineret ledelsesansvar og med klar ledelseskompetence over for vejledningen.

Mindre bureaukrati som følge af etableringen af et antal fælleskommunale vejledningsenheder (Ungdommens Uddannelsesvejledning) og et landscenter (Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning).

Herudover foreslås ansvaret for koordineringen af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere til henholdsvis ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser samlet i Landscenteret for Uddannelses- og Erhvervsvejledning. De to tilmeldingssystemer til henholdsvis ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser vil blive digitaliseret som en del af regeringens forenklingshandlingsplan.

Endelig tager undervisningsministeren initiativ til, at der etableres et nationalt tværsektorielt dialogforum . Ministre med vejledning under deres ressort vil gennem dialog kunne rådføre sig direkte med de relevante interessenter og organisationer på vejledningsområdet. I forummet kan videre løbende drøftes forhold af betydning for kvaliteten og effekten af uddannelses- og erhvervsvejledningen og deltagerne vil på eget initiativ eller sammen kunne give råd til den eller de relevante ministre. Dialogforummet vil bidrage til at skabe åbenhed og gennemsigtighed i rådgivningen for de enkelte parter, herunder for ministeren.

De lovgivningsmæssige rammer for vejledningsreformen foreslås gennemført med dette lovforslag sammen med det lovforslag, som undervisningsministeren fremsætter samtidig med dette lovforslag, og som indeholder en række konsekvensændringer i en række uddannelseslove.

Vejledning om gennemførelse af uddannelse

Den del af den samlede vejledningsindsats, som retter sig mod gennemførelse af en påbegyndt uddannelse, er ikke omfattet af dette lovforslag, og ansvaret for denne vejledning berøres ikke af reformen.

Denne vejledning foreslås i det andet lovforslag, som fremsættes som en del af vejledningsreformen, fortsat gennemført inden for rammerne herfor i de gældende uddannelseslove, ligesom vejledningen fortsat primært skal gennemføres på den unges uddannelsesinstitution og dermed fortsat skal hvile på et tæt kendskab til den unge.

Gennemførelsesvejledningen skal støtte de unge i deres bestræbelser på at gennemføre den uddannelse, de er i gang med. Set i et overordnet perspektiv skal den medvirke til at mindske frafald fra uddannelserne, mens den i det individuelle perspektiv skal støtte den enkelte og hjælpe med at træffe kvalificerede valg undervejs, bl.a. ved at sætte valgmulighederne i perspektiv i forhold til den enkeltes ønsker om senere uddannelse og/eller erhverv. På denne måde vil vejledningen om gennemførelse af den valgte uddannelse være et led i karrierevejledningen af den unge.

Gennemførelsesvejledningen og ansvaret herfor foreslås således bevaret på uddannelsesinstitutionerne. Herved søges følgende overordnede principper varetaget :

Nærhedsprincippet. Hensynet bag dette princip er, at den unge skal have en umiddelbar, fortrolig og helt let adgang til vejledningen på det sted, hvor vedkommende er i gang med den uddannelse, som vejledningen vedrører. Derved kan der fra såvel den unge selv som fra vejledningen umiddelbart skabes kontakt, når der er brug for det, og eventuelle problemer kan løses effektivt og målrettet. Der kan være tale om både faglige og personlige problemer.

Princippet om direkte indgriben. Når vejledning om gennemførelse af en uddannelse finder sted på uddannelsesstedet, kan der hurtigt foretages de justeringer, som har betydning for den unges gennemførelse af uddannelsen, f.eks. i perioder hvor den unge har brug for særlig vejledning på grund af personlige problemer eller andre problemer, der virker forstyrrende på uddannelsesforløbet. Vejledningsindsatsen kan integreres i den samlede pædagogiske indsats, og det bliver muligt at gennemføre forebyggende indsats over for frafald.

Princippet om sikring af sammenhæng mellem den unges valg undervejs i uddannelsen (valg af faglige moduler, særlige kurser, specialeretninger osv.) og de efterfølgende uddannelses- og erhvervsmuligheder. Her er det en fordel, at vejledningen er integreret på uddannelsesstedet.

3. Nationale mål for vejledning om valg af uddannelse og erhverv

Det foreslås, at der fastsættes fælles nationale mål for den vejledningsindsats, som retter sig mod valg af uddannelse og erhverv, og som finder sted i overgangene mellem grundskole og ungdomsuddannelser og mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Målene vil indeholde en understregning af, at vejledningen om valg af uddannelse og erhverv skal have to overordnede formål:

For den enkelte unge skal vejledningen sikre et tilstrækkeligt grundlag for at træffe realistiske beslutninger om valg af uddannelse og erhverv, som udfordrer den unges potentialer.

For samfundet skal vejledningen understøtte målet om en høj beskæftigelsesgrad på et velfungerende arbejdsmarked.

Disse to hovedformål skal afvejes mod hinanden i den overordnede tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen og i de konkrete vejledningsaktiviteter. Der vil være tale om en dynamisk proces, hvor individuelle interesser og udnyttelse af de samfundsmæssige ressourcer afbalanceres. I den proces skal det være vejledningens opgave at bidrage til, at den enkelte ser sin egen uddannelses- og beskæftigelsesmæssige situation herunder den ønskede karriereudvikling i sammenhæng med den uddannelses- og erhvervsmæssige udvikling, både nationalt og internationalt. I forbindelse med beskæftigelsesgrad tænkes der på de forskellige beskæftigelsesformer lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende. Innovations- og iværksætterkulturen skal derfor stimuleres i alle relevante sammenhænge.

Vejledningen om valg af uddannelse og erhverv skal i højere grad understøtte målsætningerne om livslang læring og bidrage til, at den enkelte bliver i stand til aktuelt og senere i livet at træffe sine beslutninger i forbindelse med valg af uddannelse og erhverv med ansvar over for sig selv og andre, herunder samfundet. Vejledningen vil endvidere skulle gives med respekt for den enkelte og dennes ret til selvbestemmelse. Vejledningen skal kvalificere den enkeltes beslutning og gøre det muligt for den enkelte selvstændigt at træffe beslutninger på et velinformeret grundlag. Vejledningen skal således baseres på aktuelle og sammenlignelige informationer.

Det er derfor en del af målet for vejledningsindsatsen, at selvstændighedskulturen styrkes. Der skal derfor fokuseres på elevers og studerendes virkelyst, således at de unge opmuntres til at begynde nyt og blive selvstændige erhvervsdrivende. Dette kan blandt andet ske ved at inddrage selvstændige erhvervsdrivende i vejledningen i forbindelse med virksomhedsbesøg, erhvervspraktik og gennem forskellige undervisningsprojekter, hvor der arbejdes med innovation og iværksætterkultur.

De nationale mål indeholder en særlig vægtning af, at vejledningen skal tilrettelægges, så de konkrete vejledningsaktiviteter giver den enkelte mulighed for at inddrage og bearbejde sine personlige forudsætninger. Disse forudsætninger omfatter blandt andet uddannelses- og arbejdsmarkedserfaring. Herudover er der et ønske om, at de mere uformelle kompetencer, som erhverves gennem aktiviteter i fx fritidsklubber, sportsklubber, bestyrelser m.v., bliver inddraget.

Med de nationale mål sættes der fokus på, at vejledningen om valg af uddannelse og erhverv skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser. Det har afgørende betydning for den samfundsmæssige værdi af vejledningsindsatsen, at den tjener til, at den enkelte kan finde en effektiv og hensigtsmæssig vej gennem uddannelsessystemet og samtidig udvikle kompetencer, som er efterspurgte på arbejdsmarkedet.

4. Ungdommens Uddannelsesvejledning hos kommunerne

Ansvaret for vejledningen om valg af uddannelse og erhverv til unge i overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne og mellem ungdomsuddannelser foreslås varetaget af kommunale vejledningsenheder, som regeringen forventer etableret i kommunale samarbejder, idet de fleste kommuner for at kunne varetage vejledningsopgaven på et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag vurderes at have behov for at løfte vejledningsopgaven i fællesskab.

Vejledningsenhederne benævnes Ungdommens Uddannelsesvejledning. Vejledningen skal have et samlet aktivitetsgrundlag, der sikrer en effektiv varetagelse af den brede vifte af opgaver i forhold til konkret vejledning af unge, kvalitetsudvikling og selvevaluering samt kontakt til ungdomsuddannelsesinstitutioner, arbejdsformidlingen, virksomheder mv., som disse vejledningsenheder med forslaget tillægges. Den enkelte vejledningsenhed skal normalt dække et geografisk sammenhængende område.

De enkelte kommunale samarbejder om etablering af Ungdommens Uddannelsesvejledning forventes dannet således, at de dækker et sammenhængende udbud af ungdomsuddannelser, herunder de almen- og de erhvervsgymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser, de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser samt uddannelsen til faglært landmand. Videre skal Ungdommens Uddannelsesvejledning kunne tilvejebringe et dækkende tilbud om brobygningsforløb samt andre forløb, som har et kombineret uddannelses- og erhvervsafklarende sigte, eksempelvis forløb på en produktionsskole.

Det skønnes umiddelbart, at der på landsplan vil være behov for etablering af ca. 50 kommunale vejledningsenheder.

Den entydige ansvarsplacering i kommunalt regi skal synliggøre og give grundlag for at kvalitetsudvikle vejledningstilbudet til de unge, samtidig med at en samlet placering af vejledningsansvaret åbner mulighed for at målrette og effektivisere vejledningsindsatsen. Ansvarsplaceringen i kommunalt regi vil desuden give gode muligheder for at intensivere samarbejdet mellem arbejdsformidlingen og kommunerne på vejledningsområdet. Endelig vil ansvarsplaceringen give kommunerne bedre mulighed for at koordinere vejledning om valg af uddannelse og erhverv med den vejledning af unge, der ydes som led i lov om aktiv socialpolitik. Inden for sidstnævnte lovgivning har kommunerne en vejledningsforpligtelse med primært socialt sigte, men forpligtigelsen kan også omfatte vejledning om, hvordan den enkelte kan forbedre sine muligheder for beskæftigelse og uddannelse.

Mål og kvalitetsudvikling for vejledningen i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne og mellem ungdomsuddannelserne

Det er regeringens målsætning, at flest mulige unge påbegynder en ungdomsuddannelse på et velovervejet grundlag. Den unge skal således på dette tidspunkt i vejledningsforløbet have gjort sig realistiske overvejelser om et erhvervsvalg, ligesom den unge skal kunne se en sammenhæng mellem valg af ungdomsuddannelse og efterfølgende ønsker om erhverv og videreuddannelse. Utilsigtede omvalg og frafald i uddannelsessystemet skal formindskes mest muligt. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal derfor udvikle overordnede vejledningsstrategier, der indeholder metoder og aktiviteter, der bidrager til at nå dette mål. For at kvalificere denne indsats er det nødvendigt, at Ungdommens Uddannelsesvejledning samarbejder indbyrdes og løbende inddrager ny viden fra ind- og udland på området samt iværksætter samarbejder på tværs af uddannelsesområder og -institutioner og i samarbejde med erhvervslivet sætter fokus på aktuelle erhvervsmuligheder regionalt, nationalt og internationalt. Med henblik på at sikre den beskæftigelsespolitiske vinkel i vejledningsindsatsen og for at sikre en effektiv ressourceudnyttelse vil Ungdommens Uddannelsesvejledning for så vidt angår vejledning om beskæftigelsesmuligheder skulle basere indsatsen på arbejdsformidlingens overvågning af arbejdsmarkedet. Denne overvågning bygger bl.a. på kontakt til virksomhederne samt de analyser, der udarbejdes regionalt og nationalt, jf. lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik.

For at understøtte den løbende kvalitetsudvikling gennem sund konkurrence, dialog og spredning af erfaringer, skal Ungdommens Uddannelsesvejledning offentliggøre de aktuelle mål og rammer for vejledningen og resultaterne af vejledningsindsatsen. Offentliggørelsen skal ske på den enkelte kommunes hjemmeside. Offentliggørelseskravet skal ses i direkte forlængelse af regeringens ønske om at skabe gennemsigtighed og åbenhed i uddannelsessystemet, jf. lov nr. 414 af 6. juni 2002 om gennemsigtighed og åbenhed m.v. Undervisningsministeriet vil i samarbejde med relevante parter udarbejde en vejledende hjemmeside, som anbefaler, hvilke informationer der offentliggøres på hjemmesiden.

Ungdommens Uddannelsesvejledning skal endvidere have et kvalitetsudviklingssystem til løbende kvalitetsudvikling og resultatvurdering af vejledningsindsatsen. Kvalitetssystemet skal bygge på selvevaluering. Vejledningssøgende, medarbejdere og eksterne interessenter bør inddrages i evalueringen. På baggrund af selvevalueringen udarbejder Ungdommens Uddannelsesvejledning en opfølgningsplan. Kvalitetsudviklingssystemet skal understøtte og kvalificere de oplysninger, som Ungdommens Uddannelsesvejledning skal offentliggøre på internettet.

Ungdommens Uddannelsesvejledning har ansvar for, at vejledningsindsatsen på området lever op til de nationale mål og hviler på et tværgående og bredt kendskab til uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, f.eks. ved at ansætte personer, der hidtil har været beskæftiget uden for uddannelsessektoren, herunder personer med indvandrerbaggrund.

Derudover vil der blive foretaget eksterne evalueringer. Som en del af Undervisningsministeriets almindelige sektortilsyn vil der kunne iværksættes bredere analyser og evalueringer med henblik på at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle vejledningsindsatsen inden for dette vejledningsområde. Undervisningsministeriet kan anmode Danmarks Evalueringsinstitut om at gennemføre en sådan evaluering.

Målgrupper

Vejledningsansvaret omfatter unge fra folkeskolens 6. klasse til det 25. år. Den konkrete uddannelses- og erhvervsvejledning skal fortsat udføres lokalt og tæt på de unge. For unge i folkeskolen gives vejledningen på den enkelte skole i tilknytning til undervisningen. For unge, der er udskrevet af grundskolen, og som er i en vejlednings-, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssigt utilfredsstillende situation, skal vejledningen indtil det fyldte 19. år så vidt muligt tilbydes på den unges uddannelsessted eller Ungdommens Uddannelsesvejledning. Målgruppen er unge, som ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, eller som står i begreb med at afbryde en uddannelse eller på anden måde synes at have problemer i forhold til uddannelses- eller beskæftigelsesvalg.

Vejledning af elever i folkeskolen, herunder arbejde med individuel uddannelsesplanlægning

Elevernes individuelle uddannelsesplanlægning er helt central i vejledningsarbejdet. Konkret udgør arbejdet med uddannelsesplanlægningen rammen om de vejledningsaktiviteter, som eleven skal igennem med henblik på at træffe valg af uddannelse og erhverv på et realistisk grundlag. Uddannelsesplanlægningen bidrager hermed til, at den enkelte elev får kendskab til egne potentialer og muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Arbejdet med elevernes individuelle uddannelsesplanlægning og samtalerne i forbindelse hermed påbegyndes i 6. klassetrin, hvor den enkelte elev påbegynder udarbejdelsen af den uddannelsesbog, der gennem de følgende år skal pege frem mod valg af ungdomsuddannelse og erhverv. I 9. og 10. klasse afrundes dette arbejde med, at eleven udarbejder en uddannelsesplan, jf. dog nedenfor om vejledning af unge under 19 år, der har forladt grundskolen. Af uddannelsesplanen fremgår, hvilke mål den enkelte elev har for uddannelse efter grundskolen. Uddannelsesplanen følger eleven på den efterfølgende ungdomsuddannelse og indgår i planlægningen af elevens videre undervisnings- og vejledningsforløb. Ungdommens Uddannelsesvejledning forestår samtalerne, der foregår på elevens folkeskole. Med henblik på at sikre et sammenhængende og udbytterigt vejledningsforløb sker vejledningsarbejdet i et tæt samarbejde mellem folkeskolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning. Samarbejdet vil bl.a. indebære, at skolen har pligt til at sikre, at arbejdet med elevernes uddannelsesplanlægning kan foregå indenfor skolens fysiske rammer og i elevernes undervisningstid. Skolens stiller egnede lokaler til rådighed for Ungdommens Uddannelsesvejledning, hvor samtaler kan finde sted, undervisningsmaterialer kan opbevares og edb-udstyr kan anvendes. Ungdommens Uddannelsesvejledning har pligt til at sikre, at arbejdet med elevernes uddannelsesplanlægning kan indgå hensigtsmæssigt i skolens samlede planlægning og undervisning. Det forudsættes således, at det arbejde og den type vejledningsaktiviteter, der allerede foregår i dag, også gennemføres fremover og som nu tilrettelægges med henblik på at skabe sammenhængende undervisnings- og vejledningsforløb for den enkelte elev.

Arbejdet med uddannelsesplanlægningen skal bidrage til at understøtte den enkelte i retning af at kunne foretage kvalificerede og bevidste valg og i at kunne indrette sig i forhold til de krav, der stilles både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. For at stå bedre rustet til et samfund og et arbejdsmarked i hastig forandring er det derfor afgørende, at den enkelte udvikler de nødvendige kompetencer herunder valgkompetence.

Arbejdet med uddannelsesplanlægning vil derfor med start i grundskolen lægge grundstenen til et livslangt arbejde med en mere bevidst tilgang til igangværende og kommende uddannelsesforløb et arbejde, der kræver en stor indsats fra den enkelte og samtidig stiller store krav til vejledere, som skal være i stand til at udfordre og understøtte de unge i deres overvejelser og beslutninger. I den sammenhæng er det væsentligt at understrege vigtigheden af, at arbejdet med uddannelsesplanlægning sker i tæt samarbejde med folkeskolens løbende interne evaluering. Betydningen af at aflægge folkeskolens afsluttende prøver skal indgå i vejledningen som led i den unges arbejde med egne kompetencer og som en del af vejledningen om det videre valg af ungdomsuddannelse, herunder eventuelle optagelseskrav. Denne del af vejledningen tager udgangspunkt i, at eleven indser værdien i at lade sig bedømme ved folkeskolens afsluttende prøver med henblik på at kunne dokumentere erhvervede kompetencer fra grundskolen inden overgangen til ungdomsuddannelse.

Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering skal fortsat være et obligatorisk emne i folkeskolen, der kan indgå i tværgående emner og problemstillinger på lige fod med folkeskolens øvrige fag. Folkeskolen har således stadig en vigtig rolle at spille i relation til elevernes overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse. Ungdommens Uddannelsesvejledning bistår skolen ved tilrettelæggelsen af det obligatoriske emne under hele skoleperioden.

Efter forslaget til lov om ændring af forskellige love på Undervisningsministeriets område (Ændringer som følge af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv) bliver folkeskolen fortsat medansvarlig for afgørelsen om, hvorvidt en ansøger til gymnasiet skal aflægge optagelsesprøve. Hertil kommer, at Ungdommens Uddannelsesvejledning efter det anførte lovforslag får en tilsvarende kompetence.

Vejledningen af elever i folkeskolen skal fortsat tilrettelægges både som individuelle og kollektive forløb, der omfatter aktiviteter, der giver eleven mulighed for at afprøve udvalgte uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Virksomheder, uddannelsesinstitutioner samt andre eksterne parter inddrages i gennemførelsen af vejledningsaktiviteter, når det er relevant. Tilrettelæggelsen af de enkelte vejledningsaktiviteter forudsættes løst i et tæt samarbejde mellem skolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning. Samarbejdet skal bl.a. understøtte et af de bærende principper i reformen om, at vejledningen skal gives tæt på den enkelte unge. For elever i folkeskolen stilles der krav om, at vejledningen skal tilrettelægges, så eleverne har mulighed for at få individuel vejledning på skolen.

Vejledning af elever på friskoler, private grundskoler og frie kostskoler

Elever på friskoler og private grundskoler får i dag i almindelighed en vejledning, som vurderes at stå mål med vejledningen i folkeskolen. Denne vejledning gives ofte i et samarbejde med de kommunale skolevejledninger. Vejledningsreformen indebærer, at det fortsat er frivilligt for den enkelte skole, om den vil tilbyde vejledning som en del af sit samlede tilbud. Skolen kan henvende sig til den kommune, hvor skolen ligger, og anmode om vejledning af skolens elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende. Kommunen har herefter pligt til at give vejledningen, der tilrettelægges i et samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og skolen. Vejledningen skal gennemføres på skolen i naturlig forlængelse af den øvrige undervisning.

Også på efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler gives der i dag i vidt omfang vejledning af eleverne om valg af uddannelse og erhverv. For eleverne på disse skoler indebærer forslaget, at der etableres en vejledningsordning, hvorefter skolen, hvis den ønsker det, kan træffe aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori den er beliggende, om at vejledningen af skolens elever gennemføres af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Kommunen skal opkræve betaling fra skolen for vejledning af skolens elever. Det forudsættes, at prisen for vejledningen aftales mellem skolen og kommunen.

Folkehøjskolernes kurser vil ofte hjælpe eleverne til at blive afklarede om deres fremtid. I den forbindelse kan skolerne have behov for at kunne trække på sagkyndig rådgivning og vejledningsbistand hos vejledningscentrene, herunder Ungdommens Uddannelsesvejledning. Forslaget indebærer, at en kommune frivilligt kan indgå aftale med en folkehøjskole om vejledningsydelser til skolens elever.

Vejledning af elever i ungdomsskoler

I lighed med elever på friskoler og private grundskoler modtager elever, der følger heltidsundervisning i ungdomsskolen almindeligvis uddannelses- og erhvervsvejledning, der står mål med den vejledning, der gives i folkeskolen. Med den foreslåede reform vil denne gruppe ungdomsskoleelever være omfattet af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Kommunalbestyrelsen eller det kommunale samarbejde vil få mulighed for at opretholde vejledningstilbuddet i ungdomsskoleregi eller henlægge vejledningsopgaven til Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Vejledning af unge med særlige behov for vejledning

Forslaget indebærer, at vejledningsindsatsen over for unge med særlige behov styrkes. For at kvalitetssikre indsatsen er det væsentligt, at vejlederen besidder tilstrækkelig viden om den enkeltes ressourcer og særlige behov samt de muligheder, der bedst imødekommer disse. Der skal i vejledningen også lægges vægt på den unges personlige udvikling og sociale kompetencer. For at den unge skal opnå et realistisk billede af sin egen situation og egne muligheder, er det væsentligt, at vejledningen ikke alene fokuserer på uddannelse og erhverv, men for denne elevgruppe inddrager hele den unges livssituation.

Børn og unge, som gennem store dele af deres skoleforløb har modtaget specialundervisning, kan, når de skal videre i uddannelsessystemet eller i gang med beskæftigelse, have behov for særlige vejlednings- og uddannelsesforløb. Børn og unge der har så store vanskeligheder, at de modtager specialundervisning på en specialskole, har naturligvis et vejledningsbehov af mindst samme omfang. Dertil kommer, at også børn og unge med handicaps kan have behov for en særlig vejledningsindsats om eksempelvis specialpædagogisk støtte i form af alternative pædagogiske metoder, hjælpemidler eller specialtilrettelagte uddannelsesforløb.

I lidt over halvdelen af landets kommuner varetages vejledningen af børn og unge med særlige beho v af skolekonsulenten for kuratorvirksomhed. Kurator er oftest ansat ved pædagogisk-psykologisk rådgivning og har ud over sin vejledningsfaglige baggrund derfor også en omfattende specialpædagogisk viden. Denne vejledningsfunktion indgår i Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut foretog i 2001 for Undervisningsministeriet en kortlægning af kommunernes vejledning af børn og unge med særlige behov. Kortlægningen viste, at det især er kommuner med en veldefineret kuratorfunktion, der yder en intensiv og målrettet indsats over for disse børn og unge. I kommuner uden denne funktion var der ikke den samme fokus på denne del af vejledningsindsatsen. Undersøgelsen påpegede, at der i disse kommuner var en risiko for, at denne gruppe børn og unge blev overset.

Vejledning af unge, der tilhører etniske minoriteter

Regeringen ønsker at styrke integrationen af etniske minoriteter gennem en bred indsats, som involverer hele det danske samfund. Regeringen mener, at integration bedst sker gennem tilknytning til arbejdsmarkedet, dvs. gennem hverdagslivet i virksomhederne.

En styrket uddannelses- og erhvervsvejledning over for udsatte grupper af unge fra de etniske minoriteter vil kunne bidrage positivt til, at flere unge vælger og gennemfører en uddannelse og dermed får grundlag for at få varig beskæftigelse i virksomhederne. Derfor er det væsentligt, at denne gruppe unge og deres forældre får en særlig information om kravene på det danske arbejdsmarked og om vigtigheden af at gennemføre en uddannelse. Forslaget vil give mulighed for at målrette ressourcer til individuel vejledning af denne målgruppe. Desuden vil forslaget give mulighed for at styrke vejledningsindsatsen gennem etablering af mere bæredygtige vejledningsenheder og bedre vejlederuddannelse.

Forslaget vil også bidrage til, at flere unge blandt de etniske minoriteter bliver aktive medborgere, og dermed til opnåelsen af målsætning om et mere velfungerende arbejdsmarked med et større arbejdskraftudbud.

Vejledning af unge under 19 år i en ikke-tilfredsstillende vejlednings-, undervisnings- eller beskæftigelsesmæssig situation

For unge under 19 år som ikke befinder sig i en tilfredsstillende vejlednings-, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation, skal vejledningen udgøre et sikkerhedsnet. Det kan være unge, der ikke er i gang med en uddannelse, står i begreb for at afbryde en uddannelse eller på anden måde synes at have problemer i forhold til uddannelses- eller beskæftigelsesvalg. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal over for denne målgruppe, gennem opsøgende aktiviteter, tilbyde uddannelses- og erhvervsvejledning, hvor den unges uddannelsesplan fra folkeskolen stadig er et centralt element. Uddannelsesplanen justeres, så den er i overensstemmelse med den unges aktuelle uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige situation, og der tilrettelægges et vejledningsforløb, herunder brobygningsaktiviteter, ophold på produktionsskole mv. med henblik på at bringe den unge i en tilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation.

Vejledning af unge i alderen fra 19 til 25 år.

Unge fra 19 til 25 år kan på eget initiativ henvende sig til Ungdommens Uddannelsesvejledning og få tilbud om vejledning, der primært retter sig mod valg af ungdomsuddannelse og sekundært retter sig mod at opnå beskæftigelse.

Vejledning af voksne, der er fyldt 25 år

Voksne, der er fyldt 25 år, og som ønsker at begynde på en ungdomsuddannelse eller på en grundlæggende voksenuddannelse, er ikke omfattet af Ungdommens Uddannelsesvejledning eller Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejlednings vejledningsansvar. Ikke-ledige personer i denne persongruppe vil, indtil der er gennemført en reform af vejledningen af voksne, skulle henvises til at søge informationer og anvende vejledningsværktøjer i den virtuelle vejledningsportal, der vil indeholde særlige faciliteter for voksne. Desuden vil personer i målgruppen fortsat kunne tilbydes vejledning om valg af uddannelse og erhverv på de respektive uddannelsesinstitutioner samt på arbejdsformidlingen. Vejledningen af ikke-ledige voksne om valg af uddannelse og erhverv vil som nævnt blive omfattet af den kommende reform af vejledning af voksne. Der henvises til bemærkningerne herom i afsnit 2.

Ledige personer vil som hidtil skulle vejledes af kommuner og arbejdsformidlingen.

5. Vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv

Regeringens målsætning er at give elever i ungdomsuddannelserne og andre unge og voksne med ønske om at begynde på en videregående uddannelse mulighed for at få bedre vejledningstilbud, der er uafhængigt af sektor- og institutionsinteresser. Dette forslag skal bidrage til at fremme åbenhed og gennemsigtighed i uddannelserne og velunderbyggede friere valg, således at de unge begynder på en videregående uddannelse uden unødvendige forudgående venteperioder, og således at omvalg, frafald og dobbeltuddannelser begrænses mest muligt. Valg af videregående uddannelse og erhverv skal være til størst mulig gavn for såvel den enkelte som for samfundet, således at regeringens målsætning om et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked kan opfyldes.

Vejledningen skal gives på baggrund af aktuel generel information om uddannelsernes indhold og opbygning, samt hvilken beskæftigelse eller selvstændig erhvervsudøvelse den enkelte uddannelse kan føre frem til. Vejledningen skal inddrage arbejdsmarkedets forventede krav til kvalifikationer samt de fremtidige beskæftigelsesmuligheder i Danmark og i udlandet. Vejledningen skal videre omfatte såvel adgangsspecifikke som generelle faglige og studiemæssige krav. Informationer om den enkelte uddannelses konkrete indhold, undervisningsmetoder, valgfag m.v. vil som hidtil skulle søges hos den enkelte uddannelsesinstitution. For så vidt angår de forskningsbaserede uddannelser ved universiteterne gives vejledningen om adgangsspecifikke, faglige og studiemæssige krav således alene i forbindelse med valg af denne type uddannelse. Vejledning i forbindelse med gennemførelse og karriererådgivning varetages af de videregående uddannelsesinstitutioner, herunder overgangen fra forskningsbaseret bacheloruddannelse til kandidatuddannelse.

Vejledningsindsatsen om arbejdsmarkedets forventede krav til kvalifikationer vil bl.a. skulle baseres på arbejdsformidlingens overvågning af arbejdsmarkedet .

Ansvaret for vejledning om videregående uddannelser og erhverv samt om videreuddannelsessystemet for voksne samles med forslaget i et Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning , som etableres i Undervisningsministeriet og under ministeriets ledelse. Derved opnås der klarhed og enkelhed i ansvaret for og ledelsen af vejledningen og en mere effektiv udnyttelse af de afsatte offentlige vejledningsressourcer.

Vejledningsopgaven forventes løst ved, at Landscentret indgår kontrakter med regionale centre, der bliver ansvarlige for den konkrete tilrettelæggelse og løsning af vejledningsopgaverne på baggrund af overordnede retningslinier fra Landscentret. Centerdannelserne kan variere fra region til region. Der kan eksempelvis dannes konsortier gennem skolesamarbejder, tværsektorielle vejledningssamarbejder m.v. Centerdannelserne vil også kunne tage udgangspunkt i de 4 eksisterende regionale Centre for Information om Videregående Uddannelser (IVU*C). De regionale centre skal samarbejde med de berørte uddannelsesinstitutioner og inddrage andre relevante parter, eksempelvis den regionale arbejdsformidling, arbejdsmarkedets parter, kommuner m.v. Det vurderes, at der vil være behov for at etablere i alt 7 regionale centre.

Landscentret får efter forslaget endvidere ansvaret for, at der etableres og drives en national virtuel vejledningsportal, jf. pkt. 6, samt ansvaret for Den Koordinerede Tilmelding samt den fælles tilmelding til ungdomsuddannelserne.

For at skabe de nødvendige rammer for en effektiv varetagelse af Landscentret for Uddannelses- og Erhvervsvejledning kan undervisningsministeren bemyndige en styrelse under Undervisningsministeriet, en anden offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage en eller flere af opgaverne som landscenter. Som eksempler på aktører kan nævnes de nuværende Centre for Information om Videregående Uddannelser, regionale skolesamarbejder, et konsortium bestående af Centre for Information om Videregående Uddannelser, et lokalt skolesamarbejde og Ungdommens Uddannelsesvejledning. Det er ikke hensigten at overlade hele opgavevaretagelsen til andre, da det anses for væsentligt, at Landcentrets centrale opgaver varetages direkte af Undervisningsministeriet og under ministeriets ledelse. Men det kan være hensigtsmæssigt af praktiske og effektivitetsmæssige hensyn at udlægge eller udbyde enkelte konkrete opgaver til andre enheder.

Hvis den konkrete vejledning varetages af Landscentret, vil centret eksempelvis have mulighed for at organisere vejledningens udførelse gennem fuldtidsansatte vejledere, ved frikøb af vejledere fra ungdomsuddannelsesinstitutioner eller ved at indgå aftale med en eller flere ungdomsuddannelsesinstitutioner henholdsvis Ungdommens Uddannelsesvejledning om at løse opgaven inden for en fastsat ramme.

Landscentret vil i henhold til forslaget skulle løse opgaver især via kontrakter, som hidtil er blevet løst af uddannelsesinstitutioner, Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning og Centre for Information om Videregående Uddannelser. Der flyttes derfor ressourcer fra disse områder til Landscentret i et omfang svarende til opgaverne. Den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser og den fælles tilmelding til ungdomsuddannelserne videreføres i Undervisningsministeriets regi. Efter forslaget varetages disse opgaver af Landscentret.

For den enkelte elev indebærer reformen, at eleven vil få let adgang til et nyt tilbud om vejledning på skolen. Dette tilbud er uafhængigt af bestemte sektor- og institutionsinteresser og gives efter et nationalt indholdskoncept. For eleven giver dette flere alternativer i forbindelse med valg af uddannelse og erhverv; selvstændigt og individuelt arbejde med vejledningsspørgsmål på den foreslåede vejledningsportal på internettet, kollektiv vejledning på skolen samt individuel vejledning i forbindelse med uafklarede spørgsmål.

Mange børn og unge vil kunne klare sig med den vejledning, der tilbydes gennem det virtuelle vejledningstilbud på internettet, de fælles informationsarrangementer, brobygningstilbud og andre aktiviteter, som det regionale center stiller til rådighed for eleverne. Gennem samling af viden og informationer om valg af uddannelse og erhverv på den virtuelle vejledningsportal vil de aktuelle uddannelsesmuligheder blive lettere at overskue for eleven. For elever, der har behov for en individuel, uddannelsesafklarende vejledning, vil det endvidere være muligt at trække på vejledere fra det regionale center. Det kan f.eks. blive aktuelt i tilfælde af ønske om særlige studieforhold i udlandet, hjælp til at få belyst specielle optagelsesbetingelser på en uddannelse eller lignende.

Vejledning i overgangen fra ungdomsuddannelse til de videregående uddannelser vil derfor i alle tilfælde ske ud fra et fælles nationalt koncept udviklet under Landscentret og udført af de regionale centre i et lokalt forankret samarbejde.

For eleverne vil ændringerne medføre, at vejledning om valg af uddannelse og erhverv vil fremstå tydeligere i den vejledningsindsats, som retter sig mod gennemførelse af en ungdomsuddannelse. Der vil blive et tydeligere fokus på det forestående valg og de konsekvenser, som det vil have for den enkelte. Der vil samtidig være en mulighed for at tilpasse den konkrete vejledning om valg af uddannelse og erhverv efter lokale forhold og muligheder.

6. Den landsdækkende organisering af arbejdet

Vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv samles med forslaget i et Landscenter for Erhvervs- og Uddannelsesvejledning under Undervisningsministeriet. Der flyttes ressourcer fra de enkelte ungdomsuddannelsesinstitutioner og videregående uddannelsesinstitutioner til denne organisatoriske enhed.

Vejledningen skal fortsat gives regionalt, men efter forslaget under Landscentrets samlede ledelse og ansvar. Landscenteret skal opstille kvalitetssikringsregler og udstikke overordnede uddannelsespolitiske mål for vejledning, som af de regionale vejledningscentre skal omsættes til vejledningsstrategier, der indeholder metoder og aktiviteter i overensstemmelse med de fastlagte mål. Landscentret skal være nationalt videnscenter for vejledning. Opgaverne vil bl.a. være at styrke den nationale koordinering af vejledningen på tværs af sektorer, bidrage til kvalitetsudvikling, initiering af analyser og udredninger på området samt varetagelse af internationale opgaver.

Landscentrets vejledningsansvar omfatter unge på vej til en videregående uddannelse direkte fra en ungdomsuddannelse, unge og voksne, der ikke længere har tilknytning til en ungdomsuddannelsesinstitution, og som eventuelt har været ude af uddannelsessystemet i en periode, samt personer i erhverv, som ønsker kompetencegivende videreuddannelse i videreuddannelsessystemet for voksne. Landscentrets målgruppe omfatter således alle, som ønsker at påbegynde en videregående uddannelse inden for såvel det ordinære uddannelsessystem som videreuddannelsessystemet for voksne.

Undervisningsministeren tager initiativ til, at der etableres et nationalt tværsektorielt dialogforum, hvor forhold af betydning for kvaliteten og effekten af uddannelses- og erhvervsvejledningen kan drøftes.

Etablering af det nationale tværsektorielle dialogforum skal sikre en løbende dialog mellem relevante brugere, ministerier, institutioner, virksomheder, vejledere, toneangivende personer og andre, som har interesse i, at uddannelses- og erhvervsvejledningen fungerer kvalitativt og effektivt.

På møderne vil det være naturligt at drøfte forhold af betydning for vejledningsreformens implementering, behovet for at iværksætte evalueringer og kvaliteten af den videns- og erfaringsudveksling, som finder sted mellem uddannelses- og beskæftigelsesområderne.

Virtuel vejledningsportal

Forslaget omfatter oprettelse af en national virtuel vejledningsportal, der skal stille sammenlignelige informationer om uddannelse og erhverv til rådighed for elever og andre, der søger uddannelse, beskæftigede lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, erhvervslivet, vejledere samt andre, som måtte have interesse i at få præcise informationer om bestemte uddannelser og erhverv. Portalen skal desuden indeholde beslutningsstøttesystemer og andre faciliteter, som kan hjælpe den enkelte med at træffe uddannelses- og erhvervsvalg og lægge karriereplaner.

Portalen vil ligeledes blive et redskab for professionelle vejledere, der ved hjælp at de leksikale databaser til enhver tid kan hente opdaterede informationer om specifikke uddannelses- og beskæftigelsesforhold.

Konkret forventes portalen bl.a. at indeholde:

Leksikale databaser om uddannelser og job

Information om og hjælp til uddannelsesvalg

Beslutningsstøttesystemer, herunder enkle matchningsprogrammer i forhold til valg af uddannelse og erhverv

Hjælpeværktøjer til uddannelsesplanlægning

Mail-center, hvor spørgsmål om uddannelse kan besvares

Information om internationale uddannelsesmuligheder og beskæftigelsesmuligheder

Information om aktuelle og forventede beskæftigelsesmuligheder nationalt

Netadgang til tilmeldingsskemaer til uddannelser. Links til relevant information om uddannelse og job (bl.a. uddannelsesinstitutioner og virksomheder)

Portalens funktion og udformning vil løbende blive vurderet med henblik på at sikre opfyldelse af målgruppens behov for et neutralt informationssystem, der kan tjene til bedre uddannelses- og erhvervsvejledning og bedre uddannelses- og beskæftigelsesvalg.

Portalen stiller vejledningstilbud til rådighed for vejledningssøgende, som kan søge informationer på egen hånd. Herved frigøres vejledningsressourcer til unge, som har behov for en særligt tilrettelagt vejledningsindsats. Det forventes, at stadig flere opbygger den nødvendige valgkompetence, som gør dem i stand til at bruge portalen på et solidt grundlag. Det vil være en del af vejledningens opgave at understøtte dette.

Den virtuelle vejledningsportal kommer til at løse en væsentlig samfundsmæssig opgave, idet vejledningsportalen vil være et absolut nødvendigt redskab for de myndigheder m.fl., der ifølge lovforslaget tillægges ansvaret for vejledningsopgaverne, og af afgørende betydning for at sikre lovens formål om bedre kvalitet i vejledningen, tværsektoriel vejledning, begrænse frafald fra og omvalg i uddannelser, sikre bedst mulige beskæftigelsesmuligheder og behovet for arbejdskraft, bedre udnyttelse af de offentlige ressourcer og åbenhed og gennemsigtighed om uddannelse og erhverv.

Der ses ikke på markedet at være tilbud, der svarer til den planlagte virtuelle vejledningsportal med gratis adgang til oplysninger.

Portalens oprettelse og drift bringes i udbud af Undervisningsministeriet. Portalen tilvejebringes i et samarbejde med Beskæftigelsesministeriet, Kulturministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og evt. andre ministerier.

Samlet koordinering af fælles tilmelding til ungdomsuddannelserne og videregående uddannelser

Den fælles tilmelding til ungdomsuddannelserne omfatter udarbejdelse af ansøgningsskema til brug for optagelse til ungdomsuddannelserne. Ansøgningssystemet giver mulighed for at søge optagelse på indtil 3 forskellige uddannelser/aktiviteter og på 3 forskellige institutioner inden for hvert uddannelsesvalg med angivelse af prioritering Opgaven varetages aktuelt af Undervisningsministeriet. Den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser (KOT) skal sikre, at ansøgere til de videregående uddannelser, der kan optages, bliver optaget på deres højest mulige prioriterede uddannelser, og sikre, at den kapacitet, der er til rådighed, udnyttes bedst muligt. Ansøgningssystemet giver mulighed for, at den uddannelsessøgende kan søge op til 8 uddannelser/institutioner i prioriteret rækkefølge. Opgaven varetages aktuelt på vegne af Undervisningsministeriet af sekretariatet for KOT efter særlig aftale med Københavns Universitet. Med forslaget samles ansvaret for koordineringen af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere til ungdomsuddannelserne og til de videregående uddannelser i Landscenteret for Uddannelses- og Erhvervsvejledning. Det er samtidig hensigten gennem kontraktstyring og under iagttagelse af udbudsregler, at gøre brug af ekstern(e) aktør(er) i den konkrete varetagelse af en eller flere af opgaverne i forbindelse med koordineringen af uddannelsesinstitutionernes optagelse af ansøgere, jf. lovforslagets § 15, stk. 2. En sådan ekstern aktør kan blive sekretariatet for KOT v. Københavns Universitet.

7. Vejlederuddannelse

Som led i den samlede reform af vejledningen agter Undervisningsministeriet at etableret en grundlæggende vejlederuddannelse på tværs af de enkelte eksisterende vejlederordninger. Uddannelsen forventes tilrettelagt under lov om åben uddannelse som fleksibelt tilrettelagte uddannelsesforløb for personer med sideløbende erhverv. Indholdet i uddannelsen vil tage hensyn til deltagernes arbejds- og livserfaring og indgå som en del af en diplomuddannelse. Optagelse på uddannelsen vil normalt være betinget af, at ansøgere har gennemført en videregående uddannelse og har mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Den grundlæggende vejlederuddannelse vil have til formål at kvalificere deltagerne til selvstændigt at varetage tilrettelæggelsen og gennemførelsen af almindeligt forekommende informations- og vejledningsopgaver inden for de forskellige vejledningsordninger. Et fælles forløb for alle vejledergrupper skal:

Fremme udviklingen af en fælles vejlederidentitet og dermed skabe grundlag for det praktiske samarbejde om vejledningen til gavn for de vejledningssøgende.

Sikre et højt uddannelsesniveau for alle vejledere, danne grundlag for tilbagevendende vejlederkvalificering og skabe sammenhæng mellem teori- og praksisudvikling.

Bidrage til at kvalificere udviklingsarbejder inden for vejledningsområdet.

Der vil fortsat være behov for sektorspecifikke uddannelsesforløb inden for de enkelte uddannelsesområder.

Uddannelsens varighed forventes at svare til 6 måneders heltidsundervisning. Der er hermed lagt op til et væsentligt niveauløft i forhold til eksisterende vejlederuddannelser. Uddannelsen forventes udbudt af institutioner godkendt af Undervisningsministeriet

8. Økonomiske konsekvenser

8.1 Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Med lovforslaget ændres organiseringen af vejledningsindsatsen og placeringen af ansvaret herfor. Det medfører en ændring af opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner, og en omfordeling af ressourcer i overensstemmelse hermed. Der optages forhandlinger med de (amts)kommunale parter omkring regulering i forhold til lovforslagets ændrede opgavefordeling mellem stat, amter og kommuner.

Udgifterne til Ungdommens Uddannelsesvejledning finansieres af kommunerne. I forbindelse med at den samlede vejledning i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne og mellem ungdomsuddannelserne overgår til Ungdommens Uddannelsesvejledning overføres ca. 31 mio. kr. årligt til kommunerne til dækning af merudgifter forbundet hermed. Heraf overføres ca. 15 mio. kr. årligt fra staten og ca. 11 mio. kr. årligt fra amterne svarende til statslige og amtslige mindreudgifter som følge af forslaget. Hertil overføres ca. 5 mio. kr. årligt fra staten til kommunerne til dækning af kommunale merudgifter, således at der i alt overføres ca. 20 mio. kr. årligt fra staten til kommunerne.

Etableringen af Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, herunder etablering af en national virtuel vejledningsportal, finansieres ved omprioritering inden for Undervisningsministeriet og relevante ressortministerier. Som følge af at ansvaret for vejledningen i overgangen fra ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser samles i Landscentret for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, opnås en årlig mindreudgift for amterne på ca. 16 mio. kr., der overføres til staten til dækning af statslige merudgifter forbundet hermed. Samlet medfører forslaget årlige kommunale merudgifter på ca. 31 mio. kr., og amtslige mindreudgifter på ca. 27 mio. kr. Differencen mellem de kommunale merudgifter og de amtslige mindreudgifter på ca. 4 mio. kr. årligt finansieres af staten ved omprioritering inden for Undervisningsministeriets ramme.

Ved at udgifterne til vejledning i folkeskolen overgår fra afholdelse ved folkeskolen til afholdelse ved Ungdommens Uddannelsesvejledning vil der alt andet lige ske en reduktion af den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolen. Dette betyder samtidig at de tilskud til friskoler og private grundskoler, der beregnes på grundlag af den gennemsnitlige elevudgift i folkeskolen, alt andet lige vil falde. Tilskuddene finansieres af staten med bidrag fra kommunerne, hvorfor staten og kommunerne ved tilskudsreduktionen opnår en mindreudgift. Da tilskuddene beregnes med udgangspunkt i den på beregningstidspunktet senest regnskabsopgjorte udgift pr. elev i folkeskolen, vil reduktionen i elevudgiften slå igennem i tilskuddene til friskoler og private grundskoler med tre års forsinkelse. Den statslige netto mindreudgift forventes at være i størrelsesordenen 2 mio. kr. i 2007 stigende til ca. 4 mio. kr. i 2008. Den kommunale mindreudgift forventes at være i størrelsesordenen 10 mio. kr. i 2007 stigende til ca. 23 mio. kr. i 2008.

Den kommunale mindreudgift som følge at tilskudsreduktionen forbliver i kommunerne til dækning af merudgifter forbundet med vejledning af elever ved friskoler og private grundskoler. Til dækning af disse udgifter overføres tillige den statslige netto mindreudgift som følge af tilskudsreduktionen til kommunerne.

9.2 Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

9.3 Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser

9.4 Administrative konsekvenser for borgerne

Lettere tilgængelige og mere overskuelige vejledningstilbud. Bedre grundlaget for at foretage valg af uddannelse og erhverv.

9.5 Forholdet til EU-retten

I henhold til forslagets § 13, stk. 3 skal oprettelse og drift af en internetbaseret vejledningsportal i udbud. Udbuddet vil blive afviklet under iagttagelse af EU´s udbudsregler.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amter Forslaget medfører årlige mindreudgifter for amterne på ca. 27 mio. kr. Fra 2008 forventes tillige en årlig netto mindreudgift for staten på ca. 4 mio. kr., samt en årlig mindreudgift for kommunerne på ca. 23 mio. kr. Forslaget medfører årlige merudgifter for kommunerne på ca. 31 mio. kr. Differencen mellem de kommunale merudgifter og de amtslige mindreudgifter på ca. 4 mio. kr. årligt finansieres af staten. Fra 2008 forventes tillige en årlig merudgift for kommunerne på ca. 27 mio. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amter Forslaget indebærer, at uddannelses- og erhvervsvejledningsopgaver overføres fra uddannelsesinstitutioner til kommuner. Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne Lettere tilgængelige og mere overskuelige vejledningstilbud. Bedre grundlaget for at foretage valg af uddannelse og erhverv. Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen

Forholdet til EU-retten Forslagets § 13, stk. 3 kræver iagttagelse af EU´s udbudsregler.

10. Høring.

En fortegnelser over hørte myndigheder og organisationer m.v. er vedlagt som bilag 1.

Forslaget har været offentligt tilgængeligt på Undervisningsministeriets hjemmeside (www.uvm.dk).

Til stk. 1

Med bestemmelsen fastsættes der overordnede mål for den del af uddannelses- og erhvervsvejledningen, som omfatter vejledning om valg af ungdomsuddannelse og videregående uddannelse samt erhverv. Målene skal bidrage til at skabe en fælles forståelsesramme for planlægning og gennemførelse af vejledningsaktiviteter og til at opstille resultatmål for vejledningsindsatsen.

Målene indeholder såvel hensynet til den enkeltes ønsker om uddannelse og fremtidigt erhverv som hensynet til samfundets behov for uddannet arbejdskraft. Vejledningsmålene vil i denne sammenhæng skulle bidrage til, at den enkelte får et godt grundlag for at udnytte sine kompetencer bedst muligt både i uddannelsessystemet og i forhold til at kunne være i varig beskæftigelse.

Målbeskrivelsen omfatter både valg af uddannelse og de erhverv, det enkelte uddannelsesvalg kan føre frem til.

Til stk. 2

Vejledningen skal sikre, at børn og unge med svage personlige forudsætninger og/eller med utilfredsstillende skolebaggrund modtager uddannelses- og erhvervsvejledning, der er særligt tilpasset denne gruppe. Med bestemmelsen udtrykkes vigtigheden af en målrettet og prioriteret indsats over for den gruppe unge, som har vanskeligt ved at fastholde og gennemføre en uddannelse.

Til stk. 3

Den konkrete uddannelses- og erhvervsvejledning skal tage udgangspunkt i den enkeltes formelle uddannelses- eller skolebaggrund, dels i uformelle kompetencer opnået gennem beskæftigelse og/eller undervisning dels i personlige forudsætninger. Vejledningen skal inddrage det forventede fremtidige behov for uddannet arbejdskraft. Hermed vil vejledningen kunne bidrage til, at den enkelte kan udvikle og udfolde sine muligheder og potentialer og se disse i et samfundsmæssigt perspektiv. Ved at inddrage såvel formelle som uformelle uddannelser og kompetencer understreges det, at vejledningen beror på et helhedssyn.

Til stk. 4

Vejledningen skal være med til at kvalificere den enkeltes uddannelses- og erhvervsvalg på en måde, så frafald begrænses og uhensigtsmæssige omvalg og dobbeltuddannelser mindskes.

Til stk. 5

Der foreslås oprettet en virtuel vejledningsportal på internettet, hvor der kan søges informationer om uddannelser, uddannelsesinstitutioner og erhverv. Herudover vil en række uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og virksomheders hjemmesider på internettet også kunne bruges af eleven i vejledningsprocessen. Det er derfor vigtigt, at den enkelte opbygger kompetence til selvstændigt at kunne søge og anvende tilgængelige informationer og vejledningstilbud og således bliver bedre rustet til at udnytte de mange valgmuligheder og udfordringer, som uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet tilbyder den enkelte.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at uddannelses- og erhvervsvejledning i henhold til lovens bestemmelser skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser. Vejledningen må derfor ikke være båret af særlige hensyn til et uddannelsesområde, herunder uddannelsesområdets institutioner, faggrupper, foreninger mv.

Til stk. 1

Kommunalbestyrelsen får ansvaret for den vejledning, der efter kapitel 1 og 2 skal gives i relation til valg af ungdomsuddannelse og erhverv. Ungdommens Uddannelsesvejledning vil have pligt til at vejlede eleverne om ungdomsuddannelserne og andre relevante uddannelsestilbud i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelserne. Konkret vil Ungdommens Uddannelsesvejledning skulle vejlede om 10. klasse og 10. skoleår, ophold på ungdomsskoler, produktionsskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler samt efterskoler, brobygningsforløb, produktionsskolernes undervisningstilbud, erhvervsgrunduddannelse, erhvervsuddannelser, relevante AMU-uddannelser, grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, uddannelsen til faglært landmand, erhvervsgymnasiale uddannelser, gymnasiet og HF.

Herudover skal Ungdommens Uddannelsesvejledning kunne vejlede om andre relevante uddannelsestilbud, som elever, der har opfyldt undervisningspligten, har adgang til.

Den pligt, som kommunalbestyrelsen efter lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. (Lov nr. 532 af 25. juni 1999) har til at tilrettelægge erhvervsgrunduddannelse for unge, som er i en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation, ændres ikke med dette lovforslag. Kommunalbestyrelsen vil fortsat have frihed til at organisere arbejdet med erhvervsgrunduddannelsen. Dog må det formodes, at flere kommuner vil placere arbejdet med erhvervsgrunduddannelsen i Ungdommens Uddannelsesvejledning. Det vil svare til, at opgaven i mange kommuner i dag løses i de kommunale ungdomsvejledninger.

Ungdommens Uddannelsesvejledning vil endvidere være forpligtet til at vejlede unge om betingelserne og mulighederne for at følge et undervisningsforløb på en produktionsskole. Det vil dog fortsat være produktionsskolen, som har ansvaret for, at der udarbejdes en plan for den unges uddannelsesforløb på skolen, men det vil være naturligt, at der etableres et tæt samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og en eller flere produktionsskoler i det geografiske område, Ungdommens Uddannelsesvejledning dækker.

Rammerne for undervisningsforløbenes indhold bliver ikke direkte påvirket af dette lovforslag. Baggrunden herfor er, at produktionsskoleforløbene er kendetegnet ved at være kombinerede undervisnings- og vejledningsforløb, som skal at styrke den enkeltes forudsætninger for at komme i beskæftigelse eller påbegynde en uddannelse og afklare den enkeltes ønsker, potentialer og valgmuligheder gennem praktisk afprøvning. Dette særlige tilbud ønskes opretholdt, og produktionsskoleforløbene vil derfor fortsat skulle indeholde uddannelses- og erhvervsvejledning som en integreret del af undervisningen.

Til stk. 2

Bestemmelsens 1. punktum omfatter unge fra folkeskolens 6. klasse til og med 9. klasse samt elever, der følger folkeskolens 10. klasse. Kommunalbestyrelsen skal efter bestemmelsens 2. punktum gennem opsøgende aktiviteter tilbyde vejledning til unge under 19 år, som ikke er i en tilfredsstillende vejlednings-, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation. Kommunalbestyrelsens opsøgende vejledningsforpligtigelse er aktuel i relation til unge, der ikke modtager en uddannelses- og erhvervsvejledning, der svarer til den vejledning, der skal gives efter kapitel 1 i denne lov, såfremt den unge ikke er i et kompetencegivende uddannelsesforløb eller i beskæftigelse. For unge i aldersgruppen fra 19 til 25 år skal kommunen efter bestemmelsens 3. punktum alene give vejledning ved den unges henvendelse til Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Ved bestemmelsens bopælskrav forstås det sted (bolig), hvor den unge regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, rejse, sygdom eller lignende, og hvor den unge har sine ejendele. Har den unge ikke fast bopæl, påhviler vejledningspligten kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den unge har fast opholdssted, uanset opholdsstedets karakter. For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastsætter samme krav til den vejledning, der skal gives til elever, der følger heltidsundervisning i ungdomsskolen, som til den vejledning der i øvrigt efter loven skal gives til elever i den undervisningspligtige alder. Bestemmelsen giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan henlægge vejledningsopgaven i ungdomsskolens regi.

Til stk. 1

Med forslaget får kommunalbestyrelsen pligt til at give vejledning til elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende på en friskole eller privat grundskole, hvis skolen anmoder herom, og hvis skolen er beliggende i kommunen. Det er således frivilligt for den enkelte skole, om den vil gøre brug af denne mulighed. Udgiften i forbindelse med kommunes vejledning på en friskole eller en privat grundskole afholdes af kommunen, jf. dog det til § 16, stk. 3 anførte.

Til nr. 2

Med forslaget får kommunalbestyrelsen pligt til at søge at indgå aftale om vejledning til elever på en efterskole, en husholdningsskole eller en håndarbejdsskole beliggende i kommunen, hvis skolen anmoder herom. Det er således frivilligt for skolen, om den vil gøre brug af denne mulighed. Udgiften i forbindelse med kommunens vejledning af skolens elever afholdes af skolen. Prisen for vejledningen aftales mellem skolen og kommunen.

Til stk. 3

Folkehøjskolernes kurser bidrager til at afklare især de yngre elever med hensyn til deres fremtid. I den forbindelse kan der være behov for at kunne vejlede om såvel valg af ungdomsuddannelse og erhverv som om valg af videregående uddannelse. Lovforslaget indebærer, at det er frivilligt for folkehøjskolen, om den vil købe vejledningsydelser hos en kommune, ligesom det er frivilligt for kommunen, om den vil give vejledningsydelser til folkehøjskolen.

Til stk. 1

Vejledningen skal efter bestemmelsen tilrettelægges som sammenhængende forløb, der gradvist sikrer, at den unge opnår kompetence til at træffe valg af ungdomsuddannelse og erhverv på et kvalificeret grundlag. Det er væsentligt, at der i vejledningsprocessen er progression afstemt i forhold til den enkelte elevs muligheder og potentialer. Arbejdet med uddannelsesplanlægning begynder i folkeskolens 6. klasse og løber frem til 9. 10. klasse, hvor eleven udarbejder en uddannelsesplan. Uddannelsesplanlægningen er et samarbejde mellem elev, forældre og skole. Uddannelsesplanlægningen skal medvirke til at synliggøre uddannelses- og erhvervsvejledningen og derved understøtte, at valg af uddannelse og erhverv træffes på et sikkert grundlag. Ungdommens Uddannelsesvejledning forestår dette arbejde, herunder de individuelle samtaler i forbindelse med elevens uddannelsesplanlægning. Uddannelsesplanen skal dokumentere de enkelte valg, der er truffet i vejledningsforløbet, eksempelvis valg af tilbudsfag og valgfag i folkeskolen, praktikophold, deltagelse i præsentationskurser, brobygningsforløb og andre uddannelses- og erhvervsafklarende forløb.

Uddannelsesplanen forudsættes tillagt samme funktion som hidtil i forbindelse med reglerne for optagelse til gymnasiet, jf. Lov ændring af forskellige love på Undervisningsministeriets område (Ændringer som følge af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv). Ungdommens Uddannelsesvejledning får dog efter det nævnte forslag samme kompetence som skolen til at indstille ansøgere til optagelsesprøve.

For unge, som ikke er i en tilfredsstillende vejlednings-, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation, forsætter arbejdet med uddannelsesplanlægning, indtil den unge fylder 19 år.

Til stk. 2

Vejledningsopgaverne skal løses i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne i området og med inddragelse af lokalområdets organisationer og virksomheder. Samarbejdet forventes at omfatte konkrete vejledningsaktiviteter samt udvikling og tilrettelæggelse af den samlede vejledningsindsats på et mere overordnet niveau. For at give beskæftigelsessigtet en høj prioritet i vejledningen vil Ungdommens Uddannelsesvejledning og arbejdsformidlingen skulle indgå i et tæt samarbejde, jf. de regionale arbejdsmarkedsråds koordination af vejledningsindsatsen efter lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Tilrettelæggelse og gennemførelse af konkrete vejledningsaktiviteter som f.eks. brobygningsforløb, præsentationskurser, åbent hus arrangementer, virksomhedsbesøg og praktikforløb nødvendiggør et tæt samspil mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning og de uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som står for gennemførelsen af arrangementerne. Samspillet skal blandt andet fokusere på vejledningsarrangementernes indhold, varighed og tidsmæssige placering på året. Samarbejdet skal også give grundlag for, at uddannelsesinstitutionerne og organisationerne på arbejdsmarkedet påtager sig et medansvar for løsningen af vejledningsopgaverne gennem medvirken i konkrete vejledningsarrangementer, f.eks. ved at lokale arbejdsmarkedsorganisationer og virksomheder stiller deres viden om job og arbejdsmarked til rådighed for Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Det er i øvrigt væsentligt, at der ved tilrettelæggelsen af vejledningsindsatsen lokalt gøres brug af de frivillige kræfter, der måtte kunne bidrage til at øge kvaliteten af uddannelses- og erhvervsvejledningen. Her tænkes på virksomheder, der stiller praktikpladser til rådighed for de unge, på unge som vejleder hinanden i "ung til ung vejledning", på forældre, som i undervisning fortæller om og på anden måde øger kendskabet til deres erhverv, på arbejdspladser, som åbner dørene for skoleklassers virksomhedsbesøg, og i øvrigt på andre aktiviteter, som fremmer kendskabet til arbejdsmarkedet og bestemte erhverv.

Det har betydning for den løbende udvikling af vejledningen, at Ungdommens Uddannelsesvejledning sikres mulighed for at få regelmæssige og konkrete tilbagemeldinger på effekterne af vejledningsaktiviteterne samt ideer til den løbende videreudvikling af den samlede vejledning til gavn for eleverne samt de uddannelsesinstitutioner og det arbejdsmarked, som eleverne orienterer sig mod. Det forudsættes bl.a., at det skal være ansatte, der har indgående kendskab til og nøje følge udviklingen i ungdomsuddannelsernes opbygning og indhold samt udviklingen i de skolekulturer, som er er del af uddannelsesmiljøet.

Til stk. 1

Uddannelses- og erhvervsvejledning skal i lighed med den gældende ordning fortsat gives på den enkelte elevs skole. Vejledningsindsatsen skal tilrettelægges i et samarbejde mellem skolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning. Ungdommens Uddannelsesvejledning rådgiver i forbindelse med tilrettelæggelsen af det obligatoriske emne i folkeskolens uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering, herunder om de uddannelsesmæssige konsekvenser for elevens valg af tilbudsfag.

Til stk. 2

Hvor det ud fra særlige praktiske eller økonomiske betragtninger ikke findes hensigtsmæssigt at give vejledningen på den enkeltes uddannelsessted, gives vejledningen på Ungdommens Uddannelsesvejledning. For unge, der ikke er tilknyttet et uddannelsessted, gives vejledningen på Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Bemyndigelsen tænkes anvendt til at fastsætte regler om den vejledning, som Ungdommens Uddannelsesvejledning giver elever i folkeskolens 6.-9. klasse samt 10. klasse, herunder den uddannelsesplanlægning, som elever i folkeskolen på de nævnte klassetrin fortsat skal arbejde med som led i opbygningen af valgkompetence og afklaring af uddannelses- og erhvervsvalget. Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om den vejledning, som skal tilbydes unge under 19 år, som ikke er i en tilfredsstillende vejlednings-, uddannelses- eller beskæftigelsessituation, samt regler om den vejledning, som i øvrigt skal tilbydes unge i alderen fra 19 til 25 år.

Endvidere vil der kunne fastsættes regler, der pålægger Ungdommens Uddannelsesvejledning at iværksætte en række konkrete vejledningsaktiviteter i samarbejde med folkeskoler, ungdomsuddannelsesinstitutioner, organisationer og virksomheder, samt nærmere regler om kvalitetssystem til løbende kvalitetsudvikling og resultatvurdering af vejledningsaktiviteterne. Endelig kan der tænkes fastsat nærmere regler om offentliggørelse af vejledningsindsatsens mål, rammer og resultater med udgangspunkt i de nationale mål for vejledningen, som foreslås fastsat i medfør af lovens § 1.

Til stk. 1

Ungdommens Uddannelsesvejledning skal i henhold til bestemmelsen etableres på et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag. Kravet vil være opfyldt, hvis den enkelte vejledningsenhed dækker et geografisk område, der er hjemsted for uddannelsesinstitutioner, som tilsammen har et bredt udbud af ungdomsuddannelser, dvs. almengymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Derudover forventes det, at det geografiske område tillige dækker uddannelsesinstitutioner, der kan indgå i brobygningsforløb, dvs. landbrugsskoler, efterskoler, produktionsskoler og husholdnings- eller håndarbejdsskoler.

Etableringen af kommunale fællesskaber efter den kommunale styrelseslovs § 60 om varetagelsen af opgaver, der indeholder myndighedsudøvelse, kræver udtrykkelig lovhjemmel. Bestemmelsen fastsætter således den nødvendige lovhjemmel for, at vejledningsopgaven kan etableres som et kommunalt fællesskab i henhold til § 60 i den kommunale styrelseslov. Dette indebærer, at opgaven vil kunne overføres til et selvstændigt styrelsesorgan med selvstændig kompetence til at varetage de deltagende kommuners anliggender. Et sådant samarbejde vil kræve tilsynsmyndighedens godkendelse. Et kommunalt fællesskab vil være omfattet af begrebet den offentlige forvaltning og dermed omfattet af den almindelige regulering i forvaltningsloven, offentlighedsloven, ombudsmandsloven mv. og undergivet det almindelige kommunale tilsyn.

Bestemmelsen fremhæver desuden, at andre samarbejdsformer kan etableres i henhold til lovgivningen i øvrigt. Således kan en kommunal samarbejdsaftale, der ikke indebærer oprettelse af et selvstændigt styrelsesorgan og heller ikke i øvrigt indskrænker de deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser, være en mulighed. Kommunalbestyrelsens vejledningsforpligtelse efter loven vil endvidere kunne varetages ved indgåelse af en såkaldt betjeningsoverenskomst, hvor én kommune køber vejledningsydelsen af en anden kommune. Uanset hvilken samarbejdsform der etableres, forventes det, at Ungdommens Uddannelsesvejledning kommer til at omfatte et geografisk sammenhængende område.

Til stk. 2

Et pålæg om samarbejde vil kunne meddeles, hvis undervisningsministeren skønner, at en kommune ikke i eget regi vil kunne løfte vejledningsopgaven i henhold til kravene i bestemmelsens stk. 1. I vurderingen vil indgå, om det geografiske område for den enkelte vejledningsenhed omfatter et bredt udbud af ungdomsuddannelsesinstitutioner. En evt. frist vil blive fastsat således, at kommunalbestyrelsen eller det kommunale fællesskab får rimelig tid til at opfylde påbudet. Den samarbejdsform, kommunalbestyrelsen vælger for at opfylde pålægget, skal etableres i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Til nr. 3

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsens pligt efter stk. 1 til at sikre, at vejledning gives på et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag, udstrækkes til også at omfatte en pligt til at sikre, at kommunalbestyrelsens øvrige opgaver efter kapitel 2 det vil især sige ledelsesmæssige opgaver efter § 10 og samarbejdsopgaver efter § 5, stk. 2 varetages på et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag. En fælleskommunal varetagelse af vejledningsopgaven, eventuelt på grundlag af et påbud efter stk. 2, vil således også omfatte disse øvrige opgaver.

Ungdommens Uddannelsesvejledning bliver i henhold til bestemmelsen en pligtmæssig betegnelse for den institution, der skal varetage kommunens forpligtelse til at give uddannelses- og erhvervsvejledning i henhold til forslagets kapitel 2. Sammen med benævnelsen skal følge en angivelse af det geografiske område, som uddannelsesvejledningen dækker. Derved sikres klar information til borgerne om Ungdommens Uddannelsesvejlednings vejledningsområde. Det geografiske område vil eksempelvis kunne angives ved kommunens navn eller, hvis Ungdommens Uddannelsesvejledning drives fælleskommunalt, navnene på de tilsluttede kommuner. En henvisning til områdets geografiske navn vil ligeledes opfylde kravet til benævnelse.

Til stk. 1

Med bestemmelsen tillægges ledelsen af Ungdommens Uddannelsesvejledning det samlede administrative og økonomiske ansvar for Ungdommens Uddannelsesvejledning inden for de rammer, som fastsættes af kommunalbestyrelsen. Der er ikke fastsat nærmere bestemmelser om den administrative ordning af Ungdommens Uddannelsesvejledning, idet dette i overensstemmelse med det kommunale selvstyre er overladt til den enkelte kommunalbestyrelses nærmere beslutninger. Bestemmelsen giver således mulighed for at henlægge ledelsen af Ungdommens Uddannelsesvejledning til eksisterende kommunale forvaltningsenheder eller institutioner eller til at etablere en ny selvstændig ledelsesenhed.

Til stk. 2

Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte mål og rammer enten på baggrund af et forslag fra ledelsen eller på eget initiativ, herunder på baggrund af et forslag fra et eller flere medlemmer af kommunalbestyrelsen, men efter indhentet udtalelse fra ledelsen. Fastsættelse af mål og rammer for vejledningen, herunder valg af vejledningsaktiviteter og -metoder for kvalitetsudvikling, resultatmåling og dokumentation, kan alene ske inden for rammerne af loven og af de regler , som er fastsat i medfør af § 7.

Til stk. 3

Der henvises til pkt. 4 i forslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af mål og rammer for vejledningen, herunder kvalitetsudvikling og dokumentation.

Til stk. 4

Kommunalbestyrelsen kan i henhold til bestemmelsen uddelegere den samlede vejledningsopgave eller dele deraf til en anden offentlig institution eller til en selvejende eller privat virksomhed. I overensstemmelse med de almindelige regler om delegation forbliver ansvaret for, at opgaverne løses efter loven, hos kommunalbestyrelsen eller det kommunale fællesskab, jf. kommunestyrelseslovens § 60.

Til stk. 1

Ansvaret for vejledningen om valg af videregående uddannelse og erhverv samt valg af fortsat videreuddannelse på videregående niveau påhviler med bestemmelsen som hidtil undervisningsministeren, men i en ny ramme, som efter forslaget samlet indebærer, at opgaven varetages af en samlet ansvarlig enhed benævnt Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, jf. forslagets § 15. Tilbuddet om vejledning omfatter både unge og voksne, der er i gang med en ungdomsuddannelse, og unge og voksne, der ikke længere er tilknyttet en uddannelsesinstitution, uanset om disse er i erhverv eller ej.

Til stk. 2

Vejledningen skal tilbydes regionalt. Forslaget indebærer en samling af vejledningen om valg af videregående uddannelse for unge og voksne, uanset om disse er i gang med ungdomsuddannelse eller ikke længere har tilknytning til en uddannelsesinstitution. Den regionale vejledning skal ske i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne og med de videregående uddannelsesinstitutioner.

Det præciseres i bestemmelsen, at vejledningen i sit indhold skal være landsdækkende. Dette indebærer, at vejledningen i den enkelte region skal omfatte samtlige videregående uddannelser m.v., og således ikke alene de videregående uddannelser, der udbydes inden for det enkelte centers geografiske dækningsområde. Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, jf. § 14, stk. 1, varetager den fælles ledelse af vejledningen i de enkelte regioner.

For at give beskæftigelsessigtet en høj prioritet i vejledningen, vil Landscentret og de regionale enheder skulle indgå i et tæt samarbejde med arbejdsformidlingen, jf. de regionale arbejdsmarkedsråds koordination af vejledningsindsatsen i henhold til lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik § 60, stk. 2.

Til stk. 1 og 2

Vejledningen om valg af videregående uddannelse og om valg af fortsat uddannelse inden for videreuddannelsessystemet for voksne skal efter bestemmelsen tilrettelægges med henblik på, at de overordnede mål for vejledningen efter forslagets § 1 inddrages. Vejledningen skal omfatte orientering om både de korte, de mellemlange og de lange videregående uddannelser. Vejledning om arbejdsmarkedets krav til kvalifikationer omfatter vejledning om såvel faglige som personlige kvalifikationskrav.

Til stk. 3

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om, at vejledningscentrene tilvejebringer et system til kvalitetsudvikling og resultatvurdering af den samlede vejledningsindsats. Et sådant kvalitetssystem kunne f.eks. belyse aktiviteternes art og omfang, de tilrettelagte samarbejdsrelationer med ungdomsuddannelsesinstitutioner, de videregående uddannelsesinstitutioner og erhvervsvirksomheder. Reglerne vil i givet fald blive fastsat efter forhandling med beskæftigelsesministeren, ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og kulturministeren.

Undervisningsministeren tillægges med bestemmelsen pligt til at sørge for oprettelse og drift af en virtuel vejledningsportal på internettet. For at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af de offentlige ressourcer vil udvikling af den virtuelle vejledningsportal ske i et samspil med udviklingen af tilsvarende IT-baserede tjenester i arbejdsformidlingen med henblik på at skabe grundlag for et optimalt samspil. Der tænkes i første omgang på beskæftigelsesmuligheder nationalt og internationalt.

Varetagelse af portalens oprettelse og drift tildeles efter udbud i overensstemmelse med reglerne herom. Der henvises nærmere til pkt. 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 1

Der henvises til pkt. 6 i forslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 2

Bemyndigelsen tænkes anvendt til at fastsætte nærmere regler om den administrative procedure, herunder om tilrettelæggelsen af den elektroniske koordinering med skoler og uddannelsesinstitutioner, udformning af ansøgningsmateriale, ansøgningsfrister, statistik mv.

Til stk. 1

Ledelse og ansvar for opgaverne i henhold til lovforslagets kapitel 3 og 4, jf. dog forslagets § 13,stk. 3, hvorefter oprettelse og drift af en vejledningsportal på internettet bringes i udbud, samles i Undervisningsministeriet under betegnelsen Landcentret for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, jf. også forslagets § 10 og bemærkningerne hertil.

Til stk. 2

Undervisningsministeriet kan efter bestemmelsen bemyndige andre til at varetage en eller flere af landscentrets opgaver. Ansvaret for, at opgaverne udføres efter loven, vil påhvile ministeren, også hvis bemyndigelsen anvendes.

Til stk. 1

Loven træder i kraft den 1. august 2004. Lov om uddannelses- og erhvervsvejledning foreslås ophævet som konsekvens af vejledningsreformen. I den forbindelse vil Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning blive nedlagt. Undervisningsministeriet og det nye Landscenter for Uddannelses- og Erhvervsvejledning vil herefter i vejledningsspørgsmål rådføre sig gennem det påtænkte dialogforum og med relevante uddannelsesråd inden for ministeriets eget område. Undervisningsministeriet og Landscentret vil endvidere rådføre sig med Beskæftigelsesministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Kulturministeriet samt andre relevante ministerier og organer.

Bestemmelsen giver i øvrigt undervisningsministeren bemyndigelse til at ophæve lov om uddannelses- og erhvervsvejledning og nedlægge Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning inden den 1. august 2004. Denne bemyndigelse påtænkes anvendt, hvis etableringen af Landscentret for Uddannelses og Erhvervsvejledning og iværksættelsen af dets opgaver, herunder indførelse af kontrakter, bl.a. efter udbud, når at ske på en sådan måde inden den 1. august 2004, at det må anses for rigtigst at ophæve lov om uddannelses- og erhvervsvejledning og dermed nedlægge RUE inden den 1. august 2004. Dermed undgås dobbeltvaretagelse af opgaverne og samtidig undgås det, at RUE fortsat skal fungere og sekretariatsbetjenes i nogle måneder uden at have opgaver tilbage at varetage.

Til stk. 2

Det er af afgørende betydning for reformens iværksættelse, at de ansvarlige myndigheder (Undervisningsministeriet og andre ministerier og kommunalbestyrelser) betids inden lovens ikrafttræden træffer de nødvendige forberedelsesforanstaltninger, at der straks fra lovens ikrafttræden gives vejledning efter de nye regler. Det betyder bl.a., at kommunalbestyrelserne skal sikre, at der pr. 1. august 2004 er etableret de fælleskommunale Ungdommens Uddannelsesvejledning, som er nødvendige for at opfylde kravet i lovens § 8 om et kvalitetsmæssigt og geografisk bæredygtigt grundlag for vejledningen og kommunernes øvrige opgaver efter loven. Undervisningsministeriet vil i tiden frem til lovens ikrafttræden nøje overvåge kommunernes etablering af fælleskommunale enheder. Hvis det mod forventning skønnes påkrævet for at sikre, at lovens bæredygtighedsforpligtelse er opfyldt inden 1. august 2004, vil ministeren gøre brug af påbudsbestemmelsen i lovens § 8, stk. 2 med opfyldelsesfrist pr. 1.august 2004.

Til stk. 3

Lovforslaget indebærer, at Ungdommens Uddannelsesvejledning skal varetage opgaver, der i dag varetages af folkeskolerne. Det betyder, at udgifterne til folkeskolen vil blive mindre. Såvel statens tilskud til frie grundskoler som kommunernes bidragspligt hertil beregnes på grundlag af udgiften til folkeskolen. Den foreslåede ordning vil derfor medføre en reduktion af statstilskuddet og det kommunale bidrag.

Da de regnskaber, der ligger til grund for beregningen af tilskud og bidrag, vedrører en periode, der ligger 3 år forud for tilskudsåret, vil kommunernes bidrag først blive påvirket 3 år efter vejledningsreformens ikrafttræden, og i samme periode vil skolerne tilsvarende modtage tilskud, der svarer til, at de selv afholder udgifterne til vejledning. For at sikre overensstemmelse mellem finansieringen og opgavevaretagelsen foreslås, at § 4, stk. 1, først træder i kraft den 1. august 2007. I perioden fra den 1. august 2004 til den 31. juli 2007 foreslås en overgangsordning, der svarer til den almindelige ordning for efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler. Det betyder, at kommunen skal give elever fra og med 6. klasse eller tilsvarende på en fri grundskole tilbud om vejledning, hvis den frie grundskole anmoder derom. Kommunen skal opkræve betaling fra skolen for vejledningen af eleverne. Først fra den 1. august 2007 vil vejledningen være uden udgift for skolen.

Til stk. 4

Undervisningsministeriet sørger for, at der foretages en undersøgelse af, om de forudsætninger og mål, der ligger til grund for loven, er blevet indfriet.

Lovforslaget omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Skoleejere, skoleforeninger og bestyrelsesforeninger: Dansk Friskoleforening Efterskolernes Lærerforening Folkehøjskoleforeningen i Danmark Foreningen af Daghøjskoler Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler Foreningen af private, selvejende gymnasier, studenter- og hf-kurser Foreningen af produktionsskoler og produktionshøjskoler Foreningen for Danske Landbrugsskoler Frie Grundskolers Fællesråd Frie Kostskolers Fællesråd Handelsskolernes Bestyrelsesforening Husholdnings- og håndarbejdsskolerne Lærerseminariernes Bestyrelsesforening Pædagogseminariernes Bestyrelsesforening Teknisk Skoleforening Rektorforsamlinger og ledersammenslutninger: Børne- og kulturchefforeningen CVU-rektorkollegiet Danmarks Skolelederforening Ergoterapeutskolernes Skolelederforsamling Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler Forstanderforeningen (VUC) Forstanderkredsen for Produktionsskoler Gymnasieskolernes Rektorforening Handelsskolernes Forstander- og inspektørforening Landsforeningen af Ungdomsskoleledere Lærerseminariernes Rektorforsamling Pædagogseminariernes Rektorforsamling Rektorforeningen for Fysioterapeutskolerne Rektorforeningen ved Håndarbejdsseminarierne Rektorforsamlingen for de Sociale Højskoler Rektorforsamlingen for Ingeniørhøjskolerne de danske teknika Rektorforsamlingen for Sygeplejerskeuddannelsen Rektorkollegiet Sammenslutningen af ledere ved skolerne for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser Arbejdsmarkedets parter: Akademikernes Centralorganisation Dansk Arbejdsgiverforening Finanssektorens Arbejdsgiverforening Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd Landsorganisationen i Danmark Ledernes Hovedorganisation Lærernes Centralorganisation Sammenslutningen Af Landbrugets Arbejdsgivere Statsansattes kartel Statstjenestemændenes centralorganisation II Faglige organisationer: Danmarks Jurist- og Økonomforbund Danmarks Lærerforening Dansk Magisterforening Dansk Sygeplejeråd Dansk Teknisk Lærerforbund Danske Bioanlytikere Danske Fysioterapeuter Danske Produktionshøjskolers Lærerforening De danske Landboforeninger De Frie Samarbejdende MVU-institutioner Efterskolernes Lærerforening Ergoterapeutforeningen Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen Frie Grundskolers Lærerforening Gymnasieskolernes Lærerforening Handelsskolernes Lærerforening Ingeniørforbundet i Danmark Jordbrugsakademikernes Forbund Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere Speciallærerforeningen af 1981 Teknisk Landsforbund Studenter-/elevsammenslutning: Danmarks Elevorganisation Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Danske Studerendes Fællesråd Elevorganisationen for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser Erhvervsskolernes Elev-Organisation Folkeskoleelevernes Elevorganisation Gymnasieelevernes Landsorganisation Landssammenslutningen af Handelsskoleelever Landssammenslutningen af Højskolernes Elevforeninger Landssammenslutningen af Kursusstuderende Lærerstuderendes Landskreds Pædagogstuderendes Landssammenslutning Studierådet for ingeniørstuderende i Danmark Vejlederforeninger: Danmarks Vejlederforening Foreningen af Uddannelses- og Erhvervsvejledere ved Tekniske Skoler Fællesrådet FUE Kuratorernes Landsforening Kommuner og amter: Amtsrådsforeningen Frederiksberg Kommune Kommunernes Landsforening Københavns Kommune

Råd, nævn og udvalg: Erhvervsuddannelsesrådet Kvinderådet KVU-rådet Landbrugsuddannelsesrådet MVU-rådet Produktionsskolerådet Rådet for etniske minoriteter Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning Øvrige interesseorganisationer mv.: Børnesagens Fællesråd Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation Danmarks Journalisthøjskole Dansk Ungdoms Fællesråd De Samvirkende Invalideorganisationer Den frie lærerskole i Ollerup Den Grafiske Højskole Den sociale Højskole i Århus Det Centrale Handicapråd Det Kriminalpræventive Råd Forvaltningshøjskolen Forældreorganisationen Skole og Samfund Skovskolen Suhr´s Seminarium.

Versioner

  1. 2002-12-04